Damm this forest I should not have come here xxx- Keeva

Tid: 19:30
sted: Dark Daphne Forest
omgivelser: lige nu er der kun hende, men ved ikke om dem som jagter hende er lige i nærheden.
påklædning:hendes kappe,hendes kjoleog Hendes hår dog faldet nogle små totter ud efter hendes flugt


-----------------------

Helia havde prøvet tage kontrakt til Naalias leder, men hun havde ikke været i stand til at få kontrakt til hende så nu var hun endt i skoven sammen med nogle som ikke havde stor betydning, men det var bedre at starte et sted og hvis nu hun kunne få taget kontrakt. Små skridt fremad var stadig skridt fremad. Hun bar en mørk kappe trukket op over hovedet. Selvfølgelig havde de ikke været særlig venlige, men hun kunne ikke holde dem ansvarlig for det. Helia var en Redwood og den slægt havde ødelagt så meget for mange, Helia vidste det og det  hjalp ikke at sige man var ked af det. Hun blev nød til handle. Hvis hun skulle ville hun kæmpe og det var også derfor at et sværd hang ved hendes side " Listen I really want to help, I know I´am a Redwood not derserving your time. But I hate them just as much as you do" sagde hun og sørgede for ikke at lade dem se hendes ansigt. Det var noget hun gik meget op i, hun stod overfor en mand med en bue " oh really because I can´t trust a person, when their face is hidden" sagde han mistroisk og igen kunne hun ikke give dem skylden. Det var klart at de ikke ville stole så let på hende, de hadede hendes slægt, fordi de havde gjort dem til slaver. Hun bed sig svagt i læben " fine then look, but I hope for your sake that you´re not telling any one about our meeting today" sagde hun hendes stemme var blevet en smule mere irriteret på manden noget hun ellers aldrig blev ret tit, men på den anden side var der næsten ingen som bedte hende om det han gjorde. og som hun vidste dem hendes ansigt, lyste hendes øjne op og hun begyndte at hive efter vejret. Manden var i fare hun fik små glimt af hvad der ville ske og hun skubbede til ham da hun kom til sig selv. Pilen snittede hendes ene skuldre, men han var reddet hun skyndte sig op " Ruuun!" råbte hun halv forpustet.

Hun fik øje på nogle Takumuras mennesker. En kvinde og fire mænd så vidt hun vidste arbejde de sammen med Redwoods, men dette møde skulle have været hemmeligt og det overraskede hende. Hun var ikke så tit i skovene faktisk var hun mest i The Underground og prøvede at vinde de slægts løses og de Andaras som var der nede deres tillid. Hun var egentlig taget her ud til fordi hun prøve at få fat i deres leder, men nu ville de sikkert ikke lade hende komme tæt på. Hun mærkede stadig ikke noget til hendes skulder hun skulle bare væk, men det var som om de havde valgt at løbe efter hende. Hun ånede lettet op. Selvom det betød at hun kunne blive fanget. Dog havde hun fået forspring og overvejede finde et sted hun kunne gemme sig, men det var mørkt og svært at finde rundt.  Hun mærkede hvordan hendes lunger og hoved dunkede i trakt. Evnen gav hende hovedpine, nu hvor tænkte over det følte hun sig også en smule svimmel sikkert fordi manden og hans lille gruppe havde alle sammen været i fare da hun fik synet. Evnen i sig selv var god nok at have, men når hun ikke kunne tænde eller slukke for den kunne det blive ret så ubehageligt.  Hun skyndte sig bag et træ. Hun var så medtaget at hun ikke kunne kæmpe, hun hørte arrige stemmer som kvinden og hendes mænd nærmede sig, hun var så spændt i kroppen og hun måtte  anstrenge for ikke at rive og gispe efter vejret. Det var tydeligt at se hun ikke var vant til at løbe. I det mindste  havde hun taget de rigtige sko, som var praktiske sko på. Selvom hun sikkert ikke lignede en som ville gå med praktiske sko.
 
Hun skar svagt en grimasse som hun mærkede den varme væske fra hendes skulder, heldigvis havde hun sin sorte kjole på så det var ikke tydeligt. Hun rodede i sin lomme og fandt en lille pose frem. Det var urter og hun vidste at disse havde en lindrende effekt på smerte. Hun puttede dem i munden og tyggede dem til en form for grød derefter lagde hun dem sådan den sad i hulet hvor hendes sår sad. Hun skulle væk inden de opdagede at hun gemte sig, men det var svært når hun ikke kendte skoven og var det ikke fordi hun var blevet opdaget så var hun gået af sammen vej  som hun var kommet. Hun var aldrig blevet overrasket, nemlig fordi hun yndede at gennem tænke ting og havde været  sikker på at ingen ville følge hende ind i skoven. Hun var skuffet over sig selv hun bed sig svagt i læben smilede svagt hun var heldig at hun havde fået det syn. havde hun ikke haft den evne var de sikkert alle sammen blevet fanget og det ville ende med deres død. Hende fordi hun forrådte sin slægt og de andre fordi de var farlige.

Keeva havde slået lejer et stykke væk fra hvor Helia fandt sig og havde bevægede sig ud for at jage, så det var af ren tilfældighed at hun var i nærheden da det hele skete.
Modsætning til mange som ikke var vand til mørket i en skov, så ville en mørk skov nok være meget dyster og svært at se alt for langt rundt i skoven.
Men Keeva, som var vand til at være i skoven, også om aften, havde nogle øjne som var vendede sig til mørket, da hun havde brug for sit syn, hvis hun skulle jæge.
En pludselig snakken og en gruppe mennesker som mødtes, det lignede et møde hvert fald, en kvinde med guldfarvede øjne, uden tvivl en Redwood, bar en meget mørk, nærmest sort, men det var nok begrund af mørket, snakkede med et par andre personen. Keeva kunne dog ikke se dem rigtig da de stod med ryggen til og havde kapper og hætter over deres hoveder.
Fire nye mennesker ankom, samme slægt som hende selv, åbenbart ville de noget slemt med den første gruppe, for pludselig skydte den første gruppe af dele sig op.
Siden at keeva ikke havde haft den største held med jagt begrund af alle de mennesker i skoven der larmede som små børn, ingen dyr ville jo nærme sig hende og hun måtte gå endnu dybere i skoven og det gav hun ikke.
Hun besluttede sig for at følge Redwood kvinden, men holdt sig lidt væk og brugte mørket, samt træstammerne som dække som hun bevægede sig lydløst gennem skoven som kvinde løb væk.
Hun holdt sin jagtbue klar, hvis hun nu ville komme i fare, men skete ikke, dog Redwood kvinde var ikke alene, så ud til at den lille gruppe af Takumaras, havde fulgt efter hende og de bar våben.
En af mændene i den lille gruppe Takumaras havde selv en bue og opdagede skuldren af Helia og skød en pil af sted. Den snittede Helias kappe og skulder så en varm følelse af blød der spredte sig langsomt ned af hendes skulder, under kjolen.
Dog samtidig med at den skidtede Helia, fløj den få centimeter lige forbi Keevas hoved, hvilket var deres fejl, ingen skød noget mod hende, uden at få igen.
*Ifrinn sam bith!* tænkte hun fornærmet for sig selv og affyrte en af sine egne pile fra sin egen jagtbue.
Keevas pil fløj lige forbi Helia og borrede sig dybt ind i skalden på bueskytteren i den lille gruppe som havde været efter Helia.
Den pludselig pil og døde makker, fik dem i alarm, Redwood kællingen har en medsvoren, søg i dækning! råbte de og skydte sig at gemme sig bag træerne, ikke langt fra hvor Helia var.
Keeva affyrte endnu en pil fra mørket og ramte kvinden i skuldren da hun prøvede at titte frem for at se om hun kunne se den fjentlige bueskytter, men i stedet, fik hun en pil i skuldren.
Nu begryndt det først at blive farligt, hun gruppen havde vanddunke med sig, så en pludselig havl af vand kugler fløj random mod hvor pilene kom fra, hvilket betød at Helia var fangede i midten.
DER! Jeg tror jeg ka- Arrrrh! Lød det pludselig fra en af de to andre mænd i gruppen som var i live og så stilhed, som var han sunkede i jorden.
Vi er omringet! Råbte den kvindlige Takumara i gruppen, der var efter Helia, men vendte sig da sin sidst ven, skreg i smerte kort, før stilheden i skoven, tog ham.
Gør jeres værste! var det eneste Helia hørte, før kvinden også skreg højlydt, før stilheden faldt over hende, til Helia kun kunne høre sin egen åndedræt.

Med nogle få minutters stilhed, var der intet at høre, det var nærmest som om skoven havde slugt dem der var efter Helia og  man kunne næsten tabe en nål og høre den.
Stilheden blev dog brudt, da en buestreg blev trukkede tilbage bag Helias ryg.
A chobhartaich mar bu chòir dhuibh riamh a 'dol na aonar anns a' choille mar sin, en forkert bevægelse og du ender som dine venner, hvem er du? Spurgte en kvindelig stemme, først i et fremmede sprog Helia med sikkerhed ikke havde hørt før, men gik så over i et sprog som hun kunne forstå.

Helia havde ikke valgt et godt sted at gemme sig, for lige pludslig mærkede hun brændende smerte i den anden skulder, hun havde måtte bide sig så hårdt i læben at den flækkede, for ikke at komme til skrige, men da hun endelig slap sin læbe gispede hun. En pil fløj lige igennem luften ikke så langt fra hende, men det eneste hun kunne tænke på var hvordan det havde kunnet gå så galt. Hun vidste heller ikke hvem der hjalp hende. Hun havde ikke haft nogen af de andre med, så det kunne kun være en anden eller en af dem hun havde snakket med fra Nallias, men de havde været så meget imod hende at det troede hun ikke at de ville risikere deres liv for hendes. Hun kunne ikke særlig godt se, men det betød ikke noget stemmerne sagde det hele, de troede at hvem end det var så var vedkommende sammen med hende. Hun forstod ikke hvordan det hele var endt så meget ude af kontrol. Hun blevet opdaget og nu stod med endnu en trussel som var god med våben, men hun vidste at det ikke var en Redwood, de havde det med at være en smule mere frembrusende i deres angreb. Hendes hjerne kørte på højtryk, men hun kunne ikke finde en forklaring på hvad der sket og hvorfor hun sad i denne situation. Kvinden som hjalp hende havde set hendes ansigt det var hun sikker på. Det ansigt hun prøvede på at skjule, men ikke nok med det, hvis disse Takmuara uslap og en af dem kunne gå til deres leder og fortælle hende at Helia havde ledt dem i et baghold.
Det var en køn situation, udover det vidste hun ikke hvor mange som døde af hendes medsamsvorne som hun ingen gang kendte, dog nåede hun ikke tænkte mere over før en masse kugler af vand skyldede ind over, nu kunne ikke holde forfærdet gisp tilbage, det var koldt hun var våd.

Hun hørte så derefter kvinden sige noget som overhovdet ikke var en god idé hun rystede kort på hovedet, men det var forgæves for lidt efter sank også hun til jorden med et skrig som ringede for Helias øre. Hun trak vejret en smule dybt. Hun vidste ikke hvor mange der var døde, men hun var ikke skyld idet. Da kvinden endelig gav sig til kende fnøs hun kort. Det var ikke som hun kunne kæmpe alligevel selv ikke hvis hun ville. Dette her irreterede hende. Ikke det at den fremmede havde gjort som hun havde gjort Helia havde nydt godt af at den fremmede var der, det var enten dem eller hende, men hun havde ikke bedt denne fremmede om at kæmpe hendes kampe. Hun knyttede ganske svagt sine hænder, men slap hurtigt " Do I look like a threat to you, I am wounded and you killed those people, it was irresponsible, I didn´t need your help. You risking your own life and mine" sagde hun betragtede denne fremmede det var tydeligt at hun ikke stolede på den fremmede og den fremmede gav hende heller ikke en grund til det. Hun kunne nu ikke rigtig bevæge sig. Hendes hoved gjorde ondt og begge hendes skulder smertede. Hun sagde ikke mere og nægtede kiggede på den fremmede kvinde som lige nu stod og truede hende med en bue og en pil.
Desuden kunne hun ikke lade være med at undre sig, den fremmede havde dræbt nogen af hendes egne, men hvorfor hun gjorde det forvirrede hende endnu mere, men hun var sikker på at den fremmede havde reddet hende, så Helia rgenede heller ikke med at den fremmede ikke ville  dræbe hende.

Keeva havde holdt buen spændt med en pil på, pegede mod Redwood kvinden. I donno, do you? svarede hun flabet tilbage i form af sit ege spørgsmål.
They had it coming, they almost hit me poriterede hun og sænkede buen ned, dog ikke uden at fjerne den anden hånd fra pilen, så hvis redwood kvinden prøvede på noget, kunne hun hurtig fyre pilen af og dræbe kvinden.
Eh, not really, vi er dybt inde i skoven og hvad får dig til at tro jeg hjalp dig? Spurgte hun den sårede redwood kvinde og fjernede pilen fra buestrengen og gik hen for at kigge de døde mennesker for bytte.
Da de ikke havde det store, en havde en lille pose med penge i, så den tog hun og gik tilbage hvor redwood kvinden var, well take care oh and you might wanna look at those wounds hilste hun farvel i sin hæftige skotske accent og vendte sig rundt for at vende tilbage til sin lejer, hvilket faktisk gav et meget svagt skær i skovens mørke, som kun blev mørkere, jo tættere på natten den kom.
Keeva var ikke her for hjælpe kvinden, hun havde kun blandede sig, fordi en af fjolserne havde skudt en pil og næsten ramte hende, i det mindste fik hun lidt penge ud af sin tur ind i skoven, eftersom hun ikke fik skudt en hjort denne gang.
Nogle stemmer i modsatte retning som Keeva havde gået, nærmede sig hvor det hele havde taget sted, hvor Helia befandt sig, om det var folk som hørte til dem, som nu var dødede, var ikke til at sige, men uden tvivl, var det flere end fem mennesker på vej.
Skoven var ellers ret stille, som havde den holdt vejret for ikke at blive opdagede af alle de mennesker, heller ingen dyr kunne man høre, ud over at mange af dyrene sov, så de nattedyr som var i skoven, var faktisk stille, da der havde været meget larm på det sidste.
Keeva kendte skoven, også om natten, det var nærmest et form for andet hjem til hende. Hun havde brugt meget af sit liv i skoven, hver dag hun kunne komme ud, gjorde hun det, enten for træning eller bare fordi det var sjovt.

Da hun så den fremmede kvinde var ved at gå sukkede hun, den fremmede kunne ikke bare forlade hende her ude i mørket helt alene. Hun rejste sig op og måtte anstrenge sig en smule for ikke at gispe det, gjorde ondt, men denne kvinden skulle ikke slippe af med hende så nemt. Hun var våd og kold. Hun ville ikke være her når stemmerens ejermænd kom. Hvis denne kvinde havde troet at hun kunne slippe af med Helia måtte hun tror om, hun havde nok at slås med end at skulle stod til regnskab for dette. Begge hendes skulder dunkede og det samme gjorde hendes hoved. Denne kvinde var overraskende brutal i hendes måde at være på og hvis ikke det var fordi hun var en af de blå øjet så kunne denne kvinde havde været en fremragende Redwood og det var sikkert det hun ville have troet hvis denne fremmedes øjne ikke kunne ses " you can´t leave me out here" sagde hun fnøs kort troede den fremmede bare at hun kunne give Helia skylden for alt den død, hun ignorede hendes smerter og at kroppen var ved at give op. Hun skulle ud af denne skov og hvis kvinden ville hjælpe hende, måtte Helia bare følge efter hende til hun gav op. Desuden manglede Helia ikke penge. Hun kunne betale sig fra det hvis det var en nødvendighed.

Hun betragtede kvinden som hun tog noget fra en af de døde mennesker og rystede svagt på hovedet, det kunne godt være at hun boede i undergrunden, men dette virkede forkert. Hun valgte dog ikke at gøre noget ved det og lod den fremmede beholde de få penge hun taget, for hende betød det intet. Stemmere var blevet højere som de nærmede sig endnu mere "we have to go now, if we don´t wanna be caught" sagde hun og kunne ikke lade være med at virke en smule nervøs over at blive opdaget, men hendes skulder gjorde ondt og hun kunne ikke løfte dem op så hun kunne ikke skjule sit ansigt. Hun ville ikke opdages fordi hun havde været en smule dum og var taget her ud for at snakke, de som boede i Dark Daphne hadede jo hende slags og alligevel gav hun ikke op. Hun blev nød til at blive ved at vinde deres tillid.

Dette som lige var sket havde bestemt ikke været det udfald som hun ønskede sig, mange døde eller godt på vej til det og nogen var på vej, hun var normalt ret god til at holde sig skjult og hun havde forberdt sig på denne tur, men alligevel var det gået galt. Hun plejede at være så forsigtig, men nu var det hele gået galt og hvis ikke hun kom væk kunne hun højst sansynlig blive fanget og gud vide hvad ville ske med hende. Højtsansynligt ikke noget godt. Især ikke fordi der var alle disse døde og sårede. Hun lyttede til det næste denne fremmede sagde og rystede igen på det var forkert at dræbe nogen, for de gjorde bare deres job, men på den anden side hvis denne fremmede ikke været her så var hun blevet fanget. Hun mærkede hvordan kulden begyndte at brede sig i hendes krop. Dette våde tøj gavnede hende ikke og hun kunne blive syg. Hun havde ikke taget skiftetøj med da hun ikke havde regnet med at skulle blive våd. Denne fremmede irreterede hende, men hun vidste også godt at hun måske var den eneste vej ud af denne skov. Hun begyndte at gå imod sat retning som stemmere " will you be so nice show me the way out of this forrest?" spurgte hun og prøvede skjule at hun havde ondt, men det havde været svært og var nemt at høre i hendes stemme at hun havde ondt og frys en smule. Hun vendte sig om imod den fremmede, men hun stirrede ikke for længe på den fremmede da hun ikke ville provokere hende mere end hun var i forvejen.

Haha watch me grinte Keeva kort til redwood kvindens kommentar, selvfølgelig kunne hun det, hun skyldte hende intet. Desuden havde hun ikke slåede dem ihjel for at hjælpe hende, det havde hun også pointerede, dog hun fortsatte bare med at gå gennem skoven mod, sin lejer.
De var heldigvis nåede langt nok væk fra de dødlige sårede eller døde folk liggende i jordbunden, for pludselig kunne de høre de nyankommende folk råbe op og snakke meget højlyd om "mord" og "find den redwood kælling!". Keeva og Helia var nu helt omdannede af mørke, det ville være umuligt at finde dem nu i skoven på dette tidspunkt af natten, med mindre de ligefrem råbte og havde fakler.
Det eneste lys var en svagt skær fra et bål som de stortset kun kunne se, fra hvor de gik.
I'm not taking you anywhere, and why are you following me? Spurgte Keeva, dog ikke uden at stoppe.
Kvinden var ingen trussel og hvis hun kunne følge med, så så Keeva vel ingen skade i at kvinden kunne være i hendes lille lejer, hvert fald til at det bli'r morgen, i det mindste.
Som de nærmede sig lejeren, blev lyset større og til sidst kunne man mærke varmen fra bålet, ramme en, til man til sidst var helt henne ved det.
Lejer bestod af ikke meget andet end noget pels som midlertidlig seng, en træstub til at sidde på, samt buske næsten helevejen rundt omkring lejeren, hvilket var grunden til at det næsten var umuligt at se stedet, hvis man ikke vidste hvor det lå.
Keeva lagde buen samt sine pile ved siden af et tykt træ hvor hendes spyd stod lænet op af. Hun satte sig ned på den modsatte side af hvor de kom ind og begyndte at pakke den lille læderpose med penge ned i en lille sæt hun havde liggende ved pelset.
ye might wanna strip all your clothes, if ye don't wanna freeze to death goldie pointerede hun til kvinden og varmede sig ved ilden.
Nu da der var lys, var det tydeligt at se at Keeva ikke ligefrem lignede en kvinde som var klædt som en lady hun havde krigsmaling i ansigtet, tøj som lignede hvad mange rige mennesker ville kalde savage.

Helia hørte deres højlydte stemmer selvfølgelig gav de hende skylden for de døde, hun fnøs kort "it wasn´t my fault" mumlede hun en smule vredt, det var denne fremmede da den fremmede ikke så ud til at være mere gerneret af at hun fulgte efter. Forsatte hun. Hun svarede ikke på hvorfor hun fulgte hende, hun så ingen grund til at gøre det. Hun havde sine grunde. Hun begyndte at mærke varmen fra bålet og fulgte efter da hun kom der hen satte hun sig ved bålet og lod  varmen trænge igemmen. Hun kiggede ned sig af selv. Hun var kældt fint på, men det var fordi hun ikke havde andet tøj efter hun stukket af. Hun trak vejret dybt "a you sure they won't find me here?spurgte hun og lød forsigtig, måske kvinden havde en plan med hende, men hun valgte alligevel lade tivilen komme hende til gode hun havde ikke lyst til at flygte herfra varmen var rar og hun kunne i lyset se og gøre noget ved sin sår, varmen gjorde hende en smule træt, men hun kunne ikke sove. Især ikke fordi hun stadig ikke vidste hvor hun havde denne fremmede henne. Det var hendes egen skyld at hun overhovedet var kommet i denne situation til at begynde med. Hun vidste helt hvad skulle gøre hun kunne ikke slappe af med viden om at nogen ledte efter hende. Hun vidste godt at folk var efter hende, men hun havde altid haft et ben foran dem og vidste altid hvad hun skulle gøre for at blive skjult. Dog vidste hun ikke hvorfor at disse fremmede Takumuras var efter hende, men måske var det fordi hun var en forræder til The Redwoods. Hun sank svagt en klump og stirrede ind flammerne. Hun hørte godt hvad den fremmede sagde, men det tog noget tid før den sank ind, hun vidste den fremmede havde ret hendes var vådt og koldt, men hun havde intet at tage på og tanken om at skulle være nøgen i en andens nærvær fik hendes kinder til at blusse op i farve. Hun skyndte sig at kigge ind bålet igen.
Hun hadede sine kinder, men det gjorde ikke noget hun rejste sig op " you are right" sagde hun prøvede på ikke at virke flov, men det var svært at skjule når hendes kinder var ildrøde. Hun sank svag en klump begyndte at klæde sig af. Hun skar svagt en grimasse da hun skulle have sine ærmer af. Hun kunne se at blodet havde løbet en del ned af hendes arme, men pågrund af at de var våde så det meget voldsomt ud. Hun stod så fik øje på dyr skindene og pegede på dem, det eneste hun ikke havde taget af var hendes B.H og trusser, men for hende var hun stadig ret nøgen i den fremmedes nærvær "can I use one of them?" spurgte hun da hun ikke havde noget vand kunne hun ikke rense hendes egne sår, men lige nu var der andre ting som hvirlede rundt inde i hendes hoved. Hun svært ved tro at på at de kunne tro at hun havde dræbt dem, hun var slet ikke som Redwood var flest. Hun gik imod sin egen slægt. Kunne det være fordi de ville sende hende tilbage? Hun sank endnu en klump. Det var tydeligt at det gik hende på at så mange var døde, men det var ikke hendes skyld. Den fremmede havde skudt dem fordi de nær havde ramt hende "why shoot your own kin?" spurgte hun og for første kiggede op på den fremmede for at studere hende. Det var tydeligt at de var modsætninger hun kunne aldrig drømme om at skade nogen især ikke hvis hun kunne komme væk. Den eneste hun gerne ville se død var kongen, men det kunne ikke sige til denne fremmede som var en del af en slægt som støttede Redwood.
Hun lyttede til stilheden, hun var nervøs for at de ville komme her hen imod, måske det var bedre hun forsvandt så ville hun ikke være et problem for den fremmede " Isn´t treason to kill one of your own?" spurgte hun vendte så sit blik imod ilden, hun ville ønske at hun var hjemme i de vante omgivelser sammen med Bernard, Nellie og Ciara, hendes familie ihvertfald dem som var blevet det. Hun kunne ikke forstå hvordan det var gået så galt, men  hun kunne ikke at lagde det ligge. Hun gik hen til sin kjole og fandt en pose med urter . Posen meget lille og i en brun farve, hendes første sår havde fået en masse af nogle tyggede urter på for at undgå at der gik betændelse i det. Derefter vendte hun sig om satte sig lidt derfra. Hun ville ikke forstyrrer kvinden mere end hun allerede gjorde og hun skulle jo også have gjort noget ved disse sår hun pådraget sig. Hun havde aldrig skulle flygte fra nogen, men hun måtte tænke over hvad hun skulle gøre når skulle finde ud af at komme ud af denne skov. Hun sikker på at mange af de Nallias som holdte til her ville syntes det var rart have en Redwood til rende rundt her. Hun havde allerede nu overskredet sit besøg. der var folk som ledte efter hende.

Helia bed tænderne hårdt sammen for ikke at slippe et gisp ud, hun ville ikke fremstå svag foran denne fremmede som tydeligvis var en kriger. Hun hun havde ingen forbindinger så hun måtte tygge det en smule længe ogs så smøre det ud på sårene. Hun sad der i stykke tid. Hun vendte sig derefter imod kvinden igen. Hun sad stadig en smule på afstand da hun havde trængt sig på meget allerede hun. Hun vidste ikke om turde stole på den fremmede"my name is Helia, I know you didn´t help me but thanks any way" sagde hun og vidste ike helt hvordan hun skulle forstætte, men kvinden virkede til at man kunne tale med hende " I need to get out of this forrest before your blued eyed friends finds me, I´am a tratior to my kind and i´m sure thats why they are after and why I got so angry before " sagde hun trak vejret dybt. Kvinden var den første hun åbent for som ikke var en slægtløs heller en anden slægt som ikke var venner med Redwood. Hun håbede hun kunne stole på den fremmede. Derefter fumlede svagt med sin kjole og fandt en penge pung lidt magen til den anden, forskellen var at hendes måske var en smule større. Hun smed den over til den fremmede, hun sikker på at det måske kunne få den fremmede til at hjælpe.[/b][/b]

Keeva kunne mærke næsten med det samme hvor nervøs redwood tøsen var, hun mindede lidt om et forpjuskede pels dyr, Will ye sit down before ye fall and hurt ye pretty face? No one will find ye here kom det fra Keeva med sin skotske accent som hun kiggede op på kvinden med et hævede øjenbryn.
Keeva sad og kiggede ind i bålet men kiggede så op da kvinden talte til hende og så en næsten nøgen kvinde, flot krop, rigtige former et rimelig godt syn for øjne. Keeva kiggede på hvad hun pegede på og så sin pels, I'm not giving you my pelt, that's for sleeping, here svarede hun og kastede sin vanddunk over bålet, så det landede på den anden side af kvinden. Keeva havde bestemt ikke tænkt sig at give kvinden sin pels som hun skulle bruge til at sove på, hvilket faktisk var hendes kappe i virkeligheden.
I'm not giving ye my cloak to clean ye wound, use the water I gave ye, then I'll think about giving you it svarede hun Helia med et hævede øjenbryn.
Keeva rullede lidt med øjne, damn den kvinde gik virkelig meget op i det, det overraskede Keeva en smule, det var nærmest helt normalt for hende, hvis nogen prøvede at slå hende ihjel, ville det da kun være logisk at dræbe dem først, ikke? Well det mente Keeva.
Det kunne måske også havde noget at gøre med den måde hun havde levede sit liv og hvem hun var blevet trænede af, samt omgåede med.
Hun havde brugt en del af sit liv sammen med lejesvænde, så det var nok en af grundene til sit ligeglade tænkning omkring sin egen slægt når det kom til overlevelse.
Keeva gav redwood kvinde et lidt flabet smil, It aren't treason, if they isn't alive to tell svarede hun og blinkede tilbage til kvinden.
Besides, I'm sure my student won't bat an eye at me killing some of our own if they tried to kill me fortalte hun med en lidt ligegyldig hævelse af sine skuldre.
Helia? I'm Keeva introducerede hun sig selv og kiggede Helia i øjne og et lille smil formede sig, lidt en blanding af drilisk men også lidt fordi det var komisk på en måde, You are welcome to leave, but your clothes will probably first dry tomorrow, so if you don't want to get sick, you are trapped here butt naked as that moon in the night sky forklarede hun og pegede med sin finger mod månen som lyste ned til dem, så godt den nu kunne med alle de blade og græne som nu stoppede lyset fra at komme igennem.
Keeva greb posen med penge, en smule større end den hun fandt på den døde mand i skoven for lidt siden, what's that for? Spurgte hun, dog ikke desto mindre pakkede hun den ned, hey gratis penge, kunne man altid bruge.
Keeva sad med bene krydsede og fandt lidt tørrede kød frem fra sin pose og begyndte at knaske på den uden at fjerne øjne fra Helia, som så sagt stadig var nøgen pånær for bh og trusser, med mindre hun selvfølgelig tog dem af.

Et irreteret suk undslap hendes læber denne kvinde hun var sammen med var håbløs denne situation var håbløs, men den fremmede havde ret hun kunne bestemt ikke gå  nogen steder og slet ikke når hun ikke havde noget tøj efter lidt tid og meget modvilligt gik hun hen imod bålet det irreterede hende at det så ud til at more den fremmede med hendes sitaution som hun slet ikke havde været i hvis ikke det var fordi fremmede skulle skyde og havde været skyld i de kugler af vand som Hellia havde været  lige i midten af. Hun var også fansineret af denne kvinde, men samtidigt irreterede denne kvinden hende græseløst. Første skyder hun folk og nu blev Helia gjort til syndebuk og der blev ledt efter hende. Hendes hoved dunkede og hendes skuldre havde haft det bedre " what is so funny?" det var tydeligt at Hun hadede situationen mere noget andet. Hun bed sig svagt i læben og gik hen for at hente vandet. Hun var fanget her sammen med Keeva. det værste  var at når hende øjne ramte hendes krop så blev hun flov og den røde farve som varmede hendes kinder kom tilbage. hun syntes slet ikke at det var rart og hvis hun nogenside kom ud her fra så ville hun ikke vende tilbage før hun havde nogen med som kendte skoven godt. Hun fnøs "Fine then keep it I don´t need it any way, I just stay neaked in a dark forrest with you" vrissede hun en smule tydeligt vred og frustret over hendes situation. Hun tog vandet og begyndte at skylle sine arme. Havde Keeva ikke skudt de pile så var hun heller blevet våd og skulle sidde her uden tøj med en kvinde hun knap nok kendte. Hun begyndte at vaske blodet af sine arme og skulder. Bagefter tog hun forsigtigt en tår af vandet. satte proppen på lagde den på jorden igen. Denne kvinde kunne forstå at gøre hende fusteret hun ville heller havde siddet sammen med en anden, men på den anden side havde hun hjulpet hende af med nogen af dem som var efter hende. Hun lyttede svagt "it´s not like you are blamed anyway for the crime" sagde hun lod kiggede alle andre steder end på Keeva, hun ville ikke kigge på hende fordi hun var bange for at blive rød i hovedet igen hvis hun så at Keeva kiggede på hende. Så vill hun heller se på et andet sted. hun betragtede dog Keeva ganske kort et svagt lidt anstrengt smil bredte sig på hendes blege læber.

Hun lyttede igen " wait your student?" spurgte hun og var ikke helt med hun rynkede spørgende det ene bryn lidt op af. Hun kunne kun undervise en leder i noget sikkert kamp, når hun sådan bare kunne dræbe uden studenten havde noget imod det. der gik lidt imens hun lige i sit hoved skulle have brikkerne til falde på plads " your student is leader of your blodline" sagde hun da hun havde fået brikkerne til at falde på plads. Imens hun sad satte hun ubevidst sin ben op under sin hage så hun var lidt mere beskyttet og så kunne Keeva ikke se så meget af hendes krop. Hun burde have taget resten sit tøj, men der satte hun græsen hun ville vise det hele frem for Keeva hvor end det så måtte ærge hende eller ej. det havde måske været noget andet hvis det var en hun kendte, end en fremmede. Hun betragtede Keeva ganske kort " you have to help out of this place keep me safe because I can´t fight with shuolders thats what they are for" sagde hun bed sig svagt i læben. Det irreterede hende at Keeva stadig kigge på hende og det fik hende til at føle sig sårbar, noget hun ikke lod andre se, men Keeva havde set det, men hun kæmpede dog for at skjule den fakt at hun følte sig sårbar.Helia brød sig ikke om at lade nogen se hendes svagheder og virke sårbar var ihvertfald en af dem slet ikke noget hunville have folk til se. Helia blev normalt heller ikke så irrereteret over ting, men det at hun var blevet angrebet og at uskyldige liv var sat på spil på gjorde hende usikker hun var såret noget hun heller ikke havde været længe. Hun vidste ikke hvad hun skulle, men Keeva havde bevidst at hun kunne kæmpe, hun kendte også skoven bedre end Helia gjorde. Hun stolede på at Keeva ikke ville lade hende i stikken. Hun stolede på denne fremmede ville hjælpe.

Hun mærkede hvordan blikket på hende brændte og det var lige før hun ville tage sit våde tøj på og løbe ud for at finde dem som var efter hende, Hun var dog i det mindste varm og det mere end ville være hvis hun tog sit og løb.

Keeva bemærkede godt Helias ubehagelighed, det strømmede ud af kvinden, ulempen var bare at Keeva egentlig var ligeglad om folk var nøgne eller ej, hun var ikke rigtig genert når det kom til nøgenhed, så det grunden til at hun ikke kiggede væk og så havde helia en god krop, men mest af alt, hun stolede ikke på Helia og holdte øje med hende. Og i sidste ende studerede hun hende også lidt, øjene var dog det som tiltrak hendes blik mest, da Helias guld farvede øjne lyste klar som Keevas øjne havblå øjnfarve gjorde.
That ye are chuckling like a little chicken about their death, would ye relax, no one will find ye here forklarede hun og lagde den ene hånd bag hovedet og satte sig tilrette mens hun gnaskede videre på sit tørrede kød.
Keeva rullede øjne og rejste sig op, Ye better gimme that back when ye clothes dry fortalte hun Helia og tog sin pelskappe og rakte hende den.
Som Keeva satte sig tilbage igen med sit tørrede kød halv i munden, smilede hun grin i den ene side af sin mund, good guess princess kommenterede hun og vendte fokuset tilbage til sit kød som næsten var spist op.
Stilheden tog over dem og kun bålets ild der gnistrede lød mellem dem og først efter et lille kvarter, brød Keeva stilheden, What were ye even doing in the forest at this time? Ye do know werewolves lives in these parts, right? spurgte hun Helia, faktisk fandtes der ikke varulve i skoven, ikke af hvad hun vidste af, eller havde stødt på, men hey kunne være Helia ikke vidste det og Keeva kunne lave lidt sjov med hende.
Den tøs havde brug for at lighten lidt op, hun virkede alt for afspændt og tens, hun ville have godt af at slappe lidt af.
Keeva lagde sig ned på langs og kiggede op mod trætoppene og månen, eller den smule af månen man kunne se og lyttede til Helia. Ye do know you won't get out the same place you came in, right? Cause I'm not going that way, I'm going home tomorrow pointerede Keeva.
Klokken var ved at blive sent og Keeva havde bestemt tænkt sig at få noget søvn og lukkede øjne mens hun hørte vinden suse igennem deres lille lejer, hvilket fik bålet til at danse frem og tilbage, som havde det været en mavedanser.
Go to sleep princess, we leave early tomorrow fortalte hun Helia.
Oh and one more thing, try not to wake the trolls jokede hun med et lille drilsk smil.

Helia rynkede svagt på næsen, det kunne godt være at hun var en smule naiv, men dum var hun  ikke. Hun hadede faktisk ikke Keeva mere og hun ikke nær så irreteret mere som hun havde været, men hun kunne ikke slappe af endnu sove det var umuligt for hende lige nu, men hun skulle prøve, hun stirrede i bålet. Helia rynkede endnu mere på næsen da hun kaldte hende for en prinsesse. Hun var ingen prinsesse, men hun havde gættet rigtigt angående deres leder. Hun undertrykte svagt en gaben og betragtede skindet som kom hen imod hun var hurtigt til at svinge den omkring hendes krop og følte sig mere tryg med den omkring hendes krop end hendes egen lette påkældte tilstand. Hun rynkede svagt sin bryn op. Keeva virkede ikke som en der interseret i hvad hun lavede her ude faktisk havde hun fået det indtryk at hun ikke brød sig hende, men hun havde måske været for travlet med vrede og havde sin parader oppe til at hun overhovdet set noget der var anderledes i Keeva, måske hun bare var nysgerrig omkinng hende. Hun vidste íkke helt hvordan skulle forklare det, det var meget indviklet og hun følte ikke helt at hun kunne stole på hende, men hun havde alligevel set en lidt anden side af hende som de havde siddet ved bålet, godt nok havde det været akavet for hende for Keeva havde set på hendes krop det fik hende til at føle sig en smule som det stykke tørret kød hun havde spist for lidt siden. Helia havde ikke spist i et stykke, men det var nu ikke fordi hun var sulten.
Måske hun skulle slappe lidt af, Keeva havde hjulpet hende selvom det ikke var planlagt at hun skulle hjælpe. Deres akavet møde havde sat nogle ting i perspektiv, der var siutaioner hvor det var okay at dræbe og det var hvis ens liv afhang af det, men hun kunne aldrig blive så brutal og hård som Keeva var det.  Hun ville måske gerne nogle på punkter. Hun lagde sig ned og smilede "I´am mabye a bit naive but i´m not stupid " sagde hun gav klart udtryk for at hun vidste at Keeva drillede hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvis ikke hun havde fundet Keeva så var hun sikkert blevet taget "I was doing some business or at least trying to before your freinds decied to have my head on a spike " sagde hun og hun bed sig svagt i læben. Helia måtte indrømme at dette var hendes første gang det med at skulle sove under åben himmel, men hun kunne faktisk godt lide det hun betragtede svagt det hun kunne se af Keeva " just to be claer if  I wasn´t wouned I could have fought them my self" hun kunne godt slås, hun var bedst med et sværd. Hun udøvede det ikke så tit fordi hun gerne ville have folk til at stole på sig.
Hun betragtede hende da hun igen kaldte hende for en prinsesse, hun fnøs kort "Please stop that" sagde hun hun var ikke en prinsses mere selvom hun gik klædt som en så var hun det ikke. Hun valgt det liv fra, hun ville heller levede som en forræder, end at skulle være en adelig prinsses som kunne skulle ses og ikke høres. Det liv havde hun forlængst opgivet.

Mhmm sure you could princess mumlede Keeva med lukkede øjne mens hun lyttede til bålets gnistren og sitren i mørket omkring dem som faktisk skabte massevis af skygger, nogle lignede endda lidt en trold hvis man havde fantasien til det, ellers dansede skyggerne frem og tilbage til bålets ilds bevægelse.

Keeva faldt langsomt isøvn til bålets rolige lyde og vågnede tideligt til en kølig morgen og satte sig op. I en vel tilfreds morgenudstrækning, kom hun op på sine ben og lavede lidt flere morgenudstrækninger, da hun alligevel lige havde sovet på skovbunden uden sin pelskappe.
Bålet var gået ud for en god 2-3 timer siden, så der var absolut ingen glød tilbage at se i det kulsorte bål mellem begge kvinder. Keeva kiggede hen på den fredfyldte Helia med Keevas pelskappe omkring sig og gik rundt om bålet og hen til Helia og daskede til hendes side med sin fod, ikke hårdt så det gjorde ondt, men nok til at det kunne mærkes.
Ouh princess, wake up, I'm paking, get up or I'll leave ye lød det fra Keeva som gik igang med at pakke ting sammen i sin skuldrepose.
En smule kølig brise fløj igennem lejeren hvor de befandt sig i så buskene omkring det raslede og ruskede.
De havde faktisk haft en stille og rolig nat, ingen havde fundet dem, som Keeva vidste og fortalt den nervøse Helia, men ingen dyr havde stumplede på dem mens de sov. Hvilket var dejligt, da der faktisk var ulve og bjørne i disse kanter af skoven, det var især bjørne som var farlige, da de faktisk var bedøvende ligeglade om man var vågen eller ej og kunne sagens finde på at dræbe en hvis de følede sig truede.
Keeva stod og pakkede det hele omkring sin saddel på sin hest så det ikke ville falde af, samt så behøvede hun heller ikke at bære for alt sammen.
Det eneste hun faktisk manglede var sin pelskappe, som Helia stadig havde omkring sig.

Helia havde været lang tid om at falde i søvn, Keeva var i hvert fald helt i søvn før hende og det virkede kun som meget få sekunder hvor hun havde sovet godt, for værd gang hun vendte sig rundt smertede hendes skulder så meget at hun vågnede op. Hun vågnede dog med et sæt da Keeva stemme brød tavsheden imellem dem. Hun satte sig op lignede en som var meget forvirret uden være det. Hun havde bare manglet søvn. Hun rejste sig op og gik hen til sin kjole og var hurtigt til at tage den på hun tog kappen på og tog et par dybe indåndinger inden hun løftede sin arme op over hovedet. Det gjorde så ondt at hun slap et meget svagt gisp. Hun følte sig kold, men hendes tøj var varmt og tørt. Dog kunne mærke den kølige morgen luft på hendes hud hvor pilen havde snittet hul i kjolen. Hun gik og samlede kappen op rakte den til Keeva. Hun synes stadig at det havde akavet deres møde, men hun følte sig bedre tilpas nu hvor hun atter var gemt i sit tøj og kappen. Hun betragtede Keeva som hun gjorde sin hest klar, heste var smukke dyr og der var noget prægtigt over dem. Hun betragtede Keeva en smule mere, turde og kigge nu hvor hun havde fået sit eget tøj på og ikke var så nøgen og sårbar "Here you go. Did you sleep well?" Spurgte hun smilede svagt, man kunne kun se hendes læber, hun vidste godt at hun ikke behøvede at gemme sig for Keeva for hun set det hele, men hun følte sig mest tryg når hun kunne skjule sig bag kappen. Hun var ikke nær så heldig som Keeva var. Helia hjalp fjenden og det gjorde hende til en forræder og det var ikke fordi hendes leder ville være så forstående han ville sikkert også have hendes hoved på et spyd. Hun havde aldrig haft det i tankerne før nu, men det var også godt det samme. Hun ville ende i et fængsel eller død hvis hun prøvede på at tage kontrakt.

Så heller starte i det små arbejde sig op med andre slægter som hadede The Redwood som Helia hadede den, men det svært for ingen stolede på hende og hun kunne virkelig også godt sætte sig ind i det "Keeva do you know why these blued eyed, your kind was after me" sagde hun ,men rettede sig selv for hun ville ikke virke nedladende omkring Keevas slægt . Keeva havde hjulpet hende, selvom det ikke havde været en del af hendes plan så havde hun stadig hjulpet. Hun ville tage hende med ud af skoven, men det var vel også fordi hun havde betalt, desuden kunne ikke finde tilbage uden Keevas hjælp.Hun var en smule nervøs, Keeva skulle hjem og det betød at det var sted hvor der var mange mennesker og sikkert en del af disse Takumuras. Hun vidste stadig ikke hvem der havde sendt dem og hvorfor, men hun ytre sig ikke omkring det for Keeva troede allerede at hun ikke kunne kæmpe sin egne kampe. Hun undertrykte svagt en gaben. At stå så tidligt op var ikke noget hun var vant til, men det betød ikke at hun skulle følge med faktisk var hun mere end klar komme væk her fra. Hun glædede sig til at komme væk og hjem. Hun skævede svagt til Keeva. Hun ville gerne vide hvor de skulle hen, Keeva skulle hjem så meget vidste hun, men hvor var hjem? Det anede hun ikke, men hun fandt vel ud af det. Når de kom så langt.
Desuden havde hun sagt at de ikke skulle samme vej som Helia var kommet, det var sikkert også meget bedre for så undgik hun at møde disse fremmede som var efter hende. De vidste sikkert godt hvor hun kommet fra. Keeva var ikke så slem, måske når det her var overstået at hun skulle fortælle Keeva hvad det enlig var hun lavede.

Keeva nuppede sin pelskappe og pullede den omkring sig og var klar på at gå, hvilket hun også gjorde. Hvis Helia ville med, måtte hun følge efter som hun så også gjorde.
Ya, slept a'right kom det fra hende, som hun trak sin helst som de gik gennem skovbunden og ud gennem buskene som havde beskyttede dem fra at blive set af alle omkring dem.
Skoven var stille, som om den stadig sov og ikke var vågnede helt endnu da man kunne se en fin tåge ligge over skov bunden og fortsatte som man kiggede længere og længere væk i skoven.
Det eneste man kunne høre var Helia, Keeva og Keevas hest når den knaste små kviste eller trådte i nedfaldende blade. Keeva kiggede på Helia, eller på en hætte og nogle smukke læber med et hævede øjenbryn mens det travede roligt gennem skovbrynet. Why would I know what my kind are doing? Do I look like some sort of witch? Spurgte hun med en undrende og kunne ikke helt forstå, hvorfor at hun skulle vide sådan noget. Hvis nogen skulle vide noget, ville det være Luna. If anything, ye would probably know more than me kommenterede hun på det mærkelige spørgsmål som Helia spurgte hende.
Now that ye mention it, why were thae after ye? Spurgte hun i sin skotske accent og kiggede tilbage på Helia og brød sig ikke rigtig om hætten, hun lignede lidt som kunne finde på at stalke folk.
And take that hood down princess, ye look like someone that's about to kill somebody kom det fra Keeva og vendte opmærksomheden mod den lille skovsti de var kommede ud på som de bevægede sig mod Lilypad Village.
Det tog dem en god lille halvtime før de kunne se noget der lignede udkanten af en landsby og jo tættere på de kom, jo mere lignede det en rigtig landsby. Flere og flere mennesker viste sig som de kom længere ind mod centrumet i landsbyen.
Alt lige fra de få vagter som rent faktisk patruljede, nok de eneste to vagter i landsbyen, da det ikke rigtig var nogen stor by og bare en landsby.
Det så vist ud til at være en dag hvor der var en smule travlt, for en eller anden kendt person passerede igennem, hvilket fik den lille landsbygade til at vrimle med folk ud over de vagter som var kommede med den åbenbarde kendte person.
Keeva kiggede lidt forvirrede rundt, hun anede virkelig ikke at folk var så interesserede i en anden person, hvad kunne denne person dog have gjort, som kunne få hele landsbyen til at gå amok?
Dog noget sagde hende, at hun snart ville få svar, hvilket hun også gjorde, for pludselig gik døren op og ud stod en officer fra Redwood hæren, en af de højere rangede mænd i hæren.
Lilypad landfolkene i byen var nysgerrig over hvem det var og var grunden til at de gik hen til hestevognen, eller så tæt på som folk kunne komme, da vagter beskyttede kaptainen.
Listen good people of Lilypad, I come from behave of King Charles bekendtgjorde manden og en vagt rulede en rule papirrulle ud.
A bounty of 500 gold coins have been placed on the woman by the name, Ophelia Rightwood, she might though go under an alias surname Rosebloom, she might have change her first name as well forklare soldaten med rullen.
Keeva blev nysgerrig nu, en bounty, på en kvinde ved navn Ophelia Rightwood, det var virkelig lang tid siden at nogen fra Redwoods slægten og gik nærmere befolkningen fra sin landsby med en hånd om sin hests rim.
An extra 100 gold coin for the information about the traitor's location forklarede soldaten videre mens alle landsbyfolkene lyttede flitigt med, 600 guld mønter for en kvinde, hvor svært kunne det være?
The woman often wears black dress with a black cape to hide her face and her Redwood yellow eyes afsluttede soldaten og pakkede rullen sammen i sit bælte.
Pludselig slog det Keeva! Wait a second, you are..! Kom det fra hende da hun fik slåede to og to sammen og vendt sig om, men ingen Helia? Hvor fanden var hun henne?!
Helia var ingen steder at se, for en af de hårde og stærke skovhuggerne havde grebede hende med en hånd for munden og sin anden arm om livet på hende.
Han havde før Helia om bag et hus og lagde hende ned i en hø bunke, Jeg ved hvem du er... Ophelia Rightwood

Helia stivende en smule da nogen greb fat i hende, hænderne var store og stemmen skræmmede hende mere end noget andet for han kendte til hendes navn. Hun trak vejret dybt " You don´t know anything" vrissede hun ind i hans hånd og det endte bare med at være en utydelig mumlende, hendes skulder smertede igen for han havde grebet fat i den ene og han var ikke speciel blid i sit greb inden han havde trukket hendes ryg imod hans bryst og var begyndt at gå. Hun bed svagt i læben og som hendes kappes hætte blev taget væk fra hendes ansigt stirrede et par gule øjne op på den fremmede. Hun blev nød til at være mere påpaslig når hun rejste. Hun vidste nu folk havde fået at vide hvem hun var og at der sikkert var nogen som ville have fat i hende. Hun var på nippet til at forvandle hendes hånd til et våben, men gjorde det ikke manden drevet af noget. Hun lod sit blik vandre rundt. Hun havde holdt sig i det skjulte, men nu vidste hun ikke om det var en mulighed længere hun blev nød til at gøre noget. Hendes hjerne arbejde på højtryk for finde en løsning Hun skulle væk og det skulle gå hurtig " How dare you calling me by that name" sagde hun  stadig ind i hans hånd, hendes stemme var så kold at, man kunne fryse sig ihjel på den. Hun vidste at dette ændre alting, men kunne stadig ikke dræbe ham. Det var ikke bare hende som var i fare, men og dem der hjemme. Hvor hun blev ført hen vidste hun ikke, men det var sikkert et sted som hun ikke brød sig om, hun skulle væk og hun måtte finde en løssning. Det var gået op for hende at hendes hænder blev holdt sådan at dem kunne hun ikke bruge. Hun vidste ikke hvor længe det tog, men det føltes som en uendelighed uden at vide hvor de skulle hen.
Det varede dog ikke længe før hun fandt ud af det, hun stivende da hun så hvem det var, det var Samuel sammen med nogle af hvad der måtte være hans mænd. Hun sank svagt en klump og ikke vidste hvad hun skulle gøre, men de varme øjne han engang havde haft når hun kiggede på ham var væk, istedet for var der kun kolde og hadefulde øjne. Hun vendte sit blik i jorden og vidste ikke hvad hun skulle sige. Han begyndte at gå omkring hende og nikkede så til en af de andre soldater som gav skovhuggeren pengene. Han vendte sig om imod hende og betragtede "why did you do this?" spurgte han og hans stemme var blevet smule mere venlig stemt, men det var kun fordi han ville have det ud af hende, men da hun ikke svarede blev han vred og gav hende lussing. Hun stirrede på ham " You will never understand" sagde hun fnøs kort. Hun var  ligeglad med ham hvis hun skulle død for sin sag så gjorde hun det gerne det. Hun mistede ham da hun stak af, men han ville have det bedre med en anden. Det gjorde en smule ond da hun så ham igen. Hun nåede dog ikke at tænke. Hun begymdte at løbe. Hun skulle væk. Hun tænkte ikke hun reagerede bare. Da hun vendte sig om så hun at han   var han løbet efter hende, hun forvandle sin arm og hånd til et sværd "don´t make me do this, I will reget doing this because you are some of my best memories" sagde hun og man kunne høre at hun virkelig mente det.

Hun måtte forsvare sig selv, hun kunne ikke blive ved at lade andre kæmpe hendes kampe, hun havde ondt i sine skuldere, men hun ignorede det. Hun ville ikke virke svag, da han sagde noget rettede hun sit sværd imod ham, men gjorde intet. Hun stirrede bare på ham klar hvis han ville angribe. Hun var så optaget af Samuel at hun ikke så de to andre snige sig tættere det først da hun så at han fjernede sit blik og rettede det imod dem. Hun vendte sig rundt tidsnok til at se en af dem fare i imod hende. Hun havde prøvet at snakke dem fra det, men det virkede ikke og den eneste udvej var at gøre noget. Hun svang sin arm som var et sværd imod ham vagten som var tættest. Det fik ham til at stoppe i sit snigangreb. Hun vidste at dette ville betyde at der ikke var en anden udvej. Hun skar svagt en grimasse, men hun havde ikke ramt vagten ikke endnu, men det betød ikke at hun ikke ville gøre det, men han havde stoppet for nu. Hun vendte sit blik imod Samuel igen "why? I do what is right, you lot treat people you don´t understand bad you not better than me or everybody else" sagde hun og hendes stemme var hård og en anelse koldere hun så at han fik sine mænd til at stoppe så hun kunne vende sig helt imod ham " you and rest of the Redwood thinks you are higher then rest of us, you have the needs to help others, but choose not too" sagde hun det var tydeligt at høre at der en form for vrede i stemme. Hun  havde skjult den vrede så længe at da han havde spurgt hende var det hele væltet op til overfalden " I choose help them you treated bad and can´t fight for themself" sagde hun og sank sit våben.

Hun gik helt hen til ham og rakte sine hænder imod ham " But if you really have to then bring me in but know that my blood will be on your hands, because I will get killed by the one you call king" sagde hun og stirrede længe og intens ind i hans gule øjne. Hun regnede næsten med at Keeva ville komme hun skulle bare trække tiden ud. Hun havde dog sin tvivl, men det  ville måske give hende chancen for at slippe væk. Hun håbede dog til at Keeva ikke ville dræbe dem. Det kunne give problemer for hende. Hun havde ikke brug for at Keeva blev viklet ind i hendes problemer og især ikke fordi Luna var Keevas elev. Hun var blevet viklet nok ind i dem som det var og det eneste hun havde gjort var at hjælpe hende ud af skoven.

Keeva tænkte først ikke mere over at Helia var væk, hun var sikkert bare skredet, kunne Keeva på en måde godt forstå, hun var åbenbart en flygtninge og var grunden til at hun blev jagtet.
Hun fortsatte hjemad til hun fik øje på en mand hun kendte alt for godt, lidt af et røvhul og han.. han trak Helia væk?! Hvad fanden havde idioten gang med Helia?
Keeva fik sin hest hjem, tog sin bue samt pile og sit spyd og så fulgte hun efter skovhuggeren på en afstand så hun ikke ville blive opdagede og fulgte så Helia og skovhuggeren til et sted ude i skoven.
Som hun stod bag en af de store træstammer, lyttede hun til det der blev sagt og fik et glips af hvem der var, så hun havde en idé om hvor mange der var. Det virkede vist kun til at der var tre udover Helia, hvilket var perfekt, ville gøre det hele meget nemmere.
Lige som Keeva skulle til at bryde ind, stoppede hun, prinsessen kæmpede imod? Det gjorde dog ikke særlig meget og det viste, hun gav jo nærmest op til prins charming foran hende.
Et pludselig "SINK"-lyd lød da første pil borrede sig dybt ind i siden af hovedet på den første af de to mænd denne Samuel havde taget med sig. Lige efter den første pil havde dræbt den første mand, faldt den anden mand om med en pil borrede sig igennem halsen, så manden lå og spralede og hev forgæves efter vejret til han dødede smertefuldt.
Samuel blev en smule overraskede da hans to mænd pludselig faldt om og var død på stedet næsten, hvilket fik ham til at gribe Helia og trække sin dolk og førte den til Helias hals, Sorry Helia, but you give me no choice undskyldte han, eller det var mere en overfladisk undskyldning, en han ikke rigtig mente.
Samuel kiggede rundt, lyttede til hver en lyd der kom fra skoven som han trak Helia dybere og dybere ind i skoven og i sidste ende tilbage mod Redhawk City og Charles.
Alt forgik nærmest i slow-motion, fra da Keeva sprang frem fra sit skjul med spydet hævede op i siden, til Samuel undvige Keevas angreb og trække Helia med sig til siden.
Samuel mærkede en lille smerte i kinden, Keevas spyds blad havde formåede at snitte ham i kinden, ikke noget vildt, men nok til at en lille stribe blod forlod snittet.
Samuel trak sit sværd mens han holdt om Helia med en dolk i den anden hånd med bladet pressede mod Helias hals i en forsikring på at Helia ikke bare ville kunne tvinge sig ud af hans greb uden at få skårede sin hals op.
Who's your friend traitor? Are you befriending savages now? I thought you were better than that Helia, I'm disappointed kom det fra Samuel og hold sin afstand til Keeva med Helia som skjold.
Keeva stod med sit spyd i begge hænder og stod i kamp position, mens hun studerede denne mands bevægelse og være måde.
This has nothing to do with you Takumara lød det spydigt fra Samuel som han pegede med sit sværd mod Keeva som sagde intet.

Hun fór forskrækket samme i det mændene faldte om på jorden hun nåede ikke at reagere før hun blev brugt som skjold. Hun vidste med det samme at Keeva havde fundet hende. Helia vidste ikke helt om hun skulle være  vred eller taknemlig. Keeva havde allerede sat så meget på spil for hende at hun ikke kunne lade hende gøre dette. Hun måtte gøre noget, men Keeva havde allerede gjort sig selv til et mål "listen Keeva you don´t want to do this, they will come after you too think about you life and your student" sagde og gispede svagt da Keevas spyd snittede hans kind. Hun måtte  gøre noget. Hun kunne ikke blive ved især ikke nu hvor vidste at de ledte efter hende. Hun trak vejret dybt der måtte være noget hun kunne gøre. Hun lyttede til Samuel og kom til at grine, hun fandt det mærkeligt at han var efter hende og følte sig skuffet. Det var tydeligt at han var bange " you are disapointed in me, I´ am just as diapointed in you, hiding behind me like a coward" sagde hun kom til at grine endnu mere. Hun hævede svagt det ene bryn " Let me go, and peharps we spare your miserable life" sagde hun og kiggede over på Keeva for at se hvordan hun reagerede.
Helia tænkte stadig over en løsning og med et begyndte at prøve på at rive fri sig imens gjorde det kom hans kniv til snitte hende en smule i halsen det var ikke et dybt sår, men nok til at få hende til at stoppe igen,  dog men det blødte stadig en smule. Hun skulle ud af hans greb. Hun følte sig en smule skyldig over at have bragt Keeva i denne situation. Keeva skulle ikke have Samuels død på sig, det bedre hun gjorde det " Keeva is good enough, but if you irritate her you have to run fast" sagde hun og vidste godt at det nok ikke hjalp " if you let me go I can kill you, but it will be less painfull than if Keeva have to do it, because like you said she is a savage" sagde hun.

Hun fik en idé og smilede " what about a Fight I fight you and if I win I win my freedom if you win you can take me back to the king and he can decied what happens to me?" sagde hun og ville gerne have undgået det, men der var ikke andre udveje. Det enten ham eller hende og hun havde for meget på spil. Hun kunne tydeligt mærke at han tænkte over det " He is right this isn´t your fight I can´t ask you to fight my battles I know we just met but you allready done more than you should" sagde hun og hvis ikke det var fordi hun blev holdt fast havde hun gået imod Keeva for at sænke hendes spyd you will become a target and I can´t asked someone I just have met that" sagde hun og man kunne tydeligt høre at hver ord som blev sagt dem mente hun. Keeva var en af de få som hun havde mødt som allerede fra start af uden at vide det var blevet hvivlet ind i hendes net som indebar fare, Keeva havde ikke bedt om det. Keeva havde lært hende nogle ting og nu hvor vidste at folk ledte efter hende ville hun tage de ting til sig, hvis det afhang af om man kunne leve så gjorde det ikke noget at dræbe. Hun trak vejret dybt " I´am sorry I drag you into this, if you stop now maybe you can go and not be a target" sagde hun.

Keeva ignorerede Helia da hun var fokuserede på manden som holdte et sværd mod hende, dog var det nok den mest kujon agtige måde at gøre det på, bruge et andet mennesker som skjold.
Samuel blev en smule påvirkede af Helias kommentar, som om at han lige kort tænkte tilbage på de dejlige time de havde brugt sammen, tilbage i tiden som nu var fortid og ville forblive fortid.
Dog var det kun i få sekunder, før han snappede tilbage og kiggede på Keeva med spydige øjne, som Keeva bare sendte tilbage med sit eget blik. Savage! A duel to the death, if I win you let me take Ophelia with me back and you'll never hear from me and if you win I let the traitor Ophelia go udfordrede han Keeva som stoppede op og stillede sig i en oprejst position med spydets bund plantede i jorden.
Keeva kiggede på Helia og tilbage på kujonen som gemte sig bag Helia og et djævelsk smil formede sig som hun lagde hovedet lidt på skrå.
Helia blev nærmest ignorerede af begge mennesker og blev skubbede væk af Samuel så han havde bedre jordforbindelse og fordele.
Keeva var som altid den første til at starte duellen og sprang i et snorrede angreb med kroppen som Samuel undveg ved at rykke sig til siden. Han brugte ingen tid på angribe tilbage og svang med det samme mod Keevas hoved som hurtigt blev parrede.
Sådan fortsatte det i lidt tid, begge kæmpere udleverede det ene slag efter det andet med deres våben, dog en ting som Samuel ikke havde forventede eller regnede med i duellen.
Keeva kæmpede uden ære, hun brugte beskidte kneb for at få hvad hun ville, om det så måtte skade den eller dem som var i vejen for det hun ville have.
Lige i det Samuel svingede sit sværd som blev blokkerede af Keeva, nåede han kun lige se de havblå øjne få et vildt blik. nærmest dyrisk blik.
I et split sekund, faldt han om i smerte og tabte sit sværd, da smerten var for slem.
Keeva kiggede ned på den krybbende og vridende mand som kæmpede med så meget ære i troen på en duel, en duel som var over før den rigtig nåede at trække i langdrag.
Samuel skreg op i en nyopdagede smerte han aldrig havde oplevede og vred sig på sådan en unaturlig måde at man næsten skulle tro at det bare var en klump kød som bøjede og drejede sig på jorden.
Samuel rakte hånden mod Helia og kæmpede for at åbne øjne som nærmest skreg om hjælp fra Helia, som hurtig blev skiftede ud med ubeskrivelig smerte.
ARRRRRGHH!!!! M-MA-MAKE I-IT STOOO-AAAAARGH!!! OPH-OPHELIA-AA! HELP M-MEAAAAARGH!!! Prøvede han gang for gang, men blev heletiden afbrud af sin egen smerteskrig.
Keeva greb sit spyd uden at fjerne det torturerende greb over Samuel og gør sig klar til at slå manden ihjel på jordbunden og færdiggøre denne mands uduelige eksistens.

Helia kiggede forfærdet op på Keeva da han udfordede hende, hun vidste godt hvor det var det bar hen og selvfølgelig forstod hun godt hvorfor han valgte Keeva at kæmpe med frem for hende. Hun havde aldrig kæmpet en dag i hendes liv da de var sammen og det at de valgte ignore hende gjorde hende vred. Hun troede at der havde været mere ære i ham end det hun var så glad for at der ikke blevet mere imellem dem end der var. Han opvokerede Keeva det kunne hun både se høre han ville have hende til at angribe. Hun havde advaret ham. Hun sikker på at en kamp med Keeva ikke var en man ville vinde. Hun kæmpede med at få blancen da hun igen blev smidt væk. Hun kunne se hvordan det hele udspillede sig. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om situationen dette her kunne betyde at Keeva ikke kunne leve det liv som hun før havde gjort. Det hele skete så hurtigt, men Helia opfangede godt det mere dyriske blik Keeva fik. Hun vidste ikke helt om det havde noget med at Samuel lagde vred sig. Han havde ondt det kunne en hver se. et lidt tilfældigt fnøs kom fra hendes læber da han bedte hende om hjælp. Han kaldte hende ved et navn hun ikke havde brugt længe og det virkede fremmede i hendes øre. Hun var langt fra Ophelia Rightwood. Hun hadede den person for det mindede hende om den person som bare fulgte strømme selvom det ikke var hende, hende som havde været bange for at gøre noget you should have listened to my warning and my name isn´t Ophelia anymore" sagde hun og lod nu vreden komme både i hendes stemme og kropssporg. Hun sitrede svagt og begyndte at gå imod ham. Hun vendte sig om imod Keeva stirrede på hende Enough I can handle it from here" sagde hun og satte sig på sine knæ ved siden af ham. Hun var ikke færdig med at snakke med ham.  


Hun samlede hans sværd op og knugede det i hendes hånd " I need some anwsers before you die" sagde hun og hendes blik bar en kulde som hendes øjne næsten aldrig gjorde hendes lysnene gule øjne virkede mørkere end normalt. Hun bed sig svagt i læben " what have happen to you, so full of hate, but you don´t understand the pain you people have caused" sagde hun. Hun ville have ham til lide som alle andre havde gjort, men på den anden side var det ikke hans skyld og hun kunne ikke benægte at dele af hende stadig elskede ham. Dog var følelser noget som ikke skulle blandes ind i det så ville hun ende med at død. Desuden havde hun givet ham op. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " what does the king know about me?" spurgte hun. Hun vidste at han ikke vidste hvor humn opholde sig og det var bedst sådan. Havde de vidst det så ville de havde bragt hende ind allerede. Hun ignorede hans smerte skrig så godt hun kunne. Hun havde værdsat den tid de havde sammen, men han virkede så fremmede for hende. Den mand hun havde elsket var ikke finde her. Han virkede mere ynklig end hun huskede ham. Hun vendte sit blik imod ham " my parents are they still looking for me?" spurgte hun. Vidste ikke om stadig snakkede med dem, men hun kunne være ligeglad, men på den anden side var det godt finde ud af hvem som hun skulle passe på.  

 
 

Hun betragtede Keeva igen, men sørgede for at holde hans sværd imod hans hals så han ikke kunne overrumple hende uden at komme mere til skade. Hun var ked af at Keeva var blevet blandet ind i dette. Hun skulle have fortalt hende hvem hun var og hvorfor disse folk var efter hende, dog var det kommet bag på hende at de havde sat en dusør på hende. Det kunne besværlig gøre ting for hende. Hun vidste at det måtte komme, men hun havde aldrig regnet med at de ville ske så stærkt. Hun fugtede kort sine læber " you are a formidabel fighter but you have done enough, he is doing this intentionally He want you to fight him" sagde hun og betragtede ham ganske kort " He hopes that your are gonna kill him, so you can be my ally  so they can hunt you down too, I just can´t allow you to do that I know we just met but you have a too inprotant job to waste it all on me" sagde hun. Hun tænkte ganske kort. Keeva var en vigtig person i hendes slægt. Hun undervidste Luna hendes leder. Hvad ville hun sige hvis hun fik at vide at Keeva havde slået en af Redwood soldaterne ihjel. Helia var ret sikker på at det ikke var noget Luna kunne tilgive. De var jo alliret med dem. Hun sank svagt en klump " I don´t think your leader can forgive that, and yes we are in the forrest, but even a forrest can have eyes and ears" sagde hun blev helt alvorlig. Hvis hun slog ham ihjel og tog skylden for vagterne ville der intet gå tabt, men Keeva var for vigtigt til at spilde sit liv på gøre noget så dumt. Selvom hun nok ikke ville indrømme det så betød Keevas fremtid noget for hende. Hun kunne ikke bede hende om at gøre hendes beskidte arbejde.  

Hendes blik blev en smule fjernt imens hun tænkte, hun kunne lide Keeva desuden var der ingen grund gemme sig skjule hvem hun var for Keeva for hun havde fundet ud af det og alligevel hjalp hun hende selvom hun burde holde sig fra hende. Ja deres møde var akavet og et hun sent ville glemme, men hun håbede ikke at det var deres sidste møde. Hun måtte vise Keeva hvad hun egentlig lavede og hvorfor hun gjorde. Hun vendte atter sin opmærkhed imod deres fange var han vel end til videre, men hun nok dræbe ham hvis det betød at Keeva ikke gjorde noget dumt.

Smerten forsvandt i Samuels krop og han lettede dog stadig i efter-smerte. Keeva stampede sit spyd i jorden med bunden af spydet og kiggede ned på den hjælpeløse Samuel.
Keeva kiggede på Helia, hun var ret vild med den sure og vrede og nye personlighed som Helia viste lige nu, det gav hende karakter, før gjorde hun ikke andet end at brokke sig til Keeva om at blive jagtet og jarda jarda jarda. Eller sådan syntes Keeva det lød og begyndte at hygge sig lige frem med Helias kontrollerede adfærd.
Keeva lænede sig op af sine hænder som holdte omkring spydet mens hun lyttede til Helia stille spørgsmål til Samuel som bare var lettede over at den ukendte smerte forsvandt.
Samuel kiggede op på Helia, som han kaldte for Ophelia, åbenbart kvindens rigtige navn, dog det var Keeva ligegyldigt hvad hun kaldte sig selv.
Samuel låste et blik med Helia, det selv samme blik som Helia så hver gang de havde været sammen og tilbage da hun elskede ham. The king? You think I'm here behave of the king? Oh silly Ophelia, you were always the one quick to take action svaede han da hun åbenbart troede at han var her begrund af Charles.
Et lille grin formede sig som han langsomt rejste sig op med hænderne rejst over hovedet til han stod oprejst, Ophelia, I'm here because your parents, they really misses you and want you to come home to your rightful place. They even put a good word into the king about letting you go forklarede han og gik et skridt tættere på Helia til spidsen af sværdet prikkede ham på brystkassen.
You don't belong in a place like this.. you belong beside your kin, not with that... that savage witch there begyndte han og snakke noget fornuft ind i Helia.
Keeva rullede med øjne til ordet witch som Samuel brugte imod hende, det var ikke engang en fornærmelse mere da hun mere eller mindre havde vendet sig til kælenavnet.
Samuel skævede et blik over til den nu afslappende vilde kvinde Keeva, eller han så hende som vild og med ingen form for ære og han hadede at Helia gik blandt en som Keeva. Samuel kunne godt se at dette sted nok ville blive hans sidste dag og med en pegefinger, hævede han sit eget sværds blad som Helia holdte, op til hans hals.
If I'm going to die, let it be by you... Ophelia. But know this, if I die now, Charles will know of my absent and send a group of guards to avenge me forklarede han uden at fjerne blikket fra Helia.
But if you let me go, I'll let you be, forever and tell your paraents that you died tilføjede han og lagde armene ag ryggen og ventede på sin dom.
Keeva var nysgerrig, ville Helia dræbe hvad virkede til at være en gammel elsker, eller ville hun lade ham gå? Keeva gik hen bag Samuel og satte sig på hug med spydet liggende på lårbene.
Hun kiggede op på Helia og et lille smil formede sig og gik hen ved siden af hende.
Keeva førte en hårtot bag Helias øre i en næsten flirtende bevægelse, måske var det for at tirre og virkelig irritere Samuel, da han virkede til stadig at elske Helia.
Keeva lænede sig ind til Helias øre, lets have some fun with him hviskede hun og gav ham en mavepuster som han faldt på knæene og gik hen for at hente sin bue ved en træstamme.
Hun kom tilbage til Helia og Samuel og satte sig på hug foran ham med et lille grin i den ene side af mundvigen, we are gonna have some fun, ye are gonna run while Helia here is gonna shot at you with me bow and arrows forklarede hun og rejste sig op og kiggede på Helia.
Keeva gav Redwood kvinden et drilisk lille smil og blinkede til hende, måske en anelse flirtende igen som gav Helia sin jagt bue og en pil til at lade.
You can't be serious! Udbrød Samuel i oprør og kiggede fra kvinden han elskede og stadig gjorde, til heksen som tydeligt små flirtede med Helia.
Either ye are shooting this man or I will and we both know the outcome if I shot at him fortalte hun Helia i sin tykke skotske accent.
Keeva nemlig nysgerrig om Helia ville gøre det eller ej, det var på en måde en test fra Keevas side, hun ville se om Helia ture skyde mod sin gammel elskere.

Hun betragtede ham og kunne ikke lade være med ånde lettet op, det var hendes forældre som ledte efter hende, ikke at de betød noget mere. Hun havde en familie som var bedre og elskede hende for den hun var. Det var ikke fordi de ville kunne forstå hende hvorfor hun gjorde som hun gjorde they never cared for me they never will, if I came home with you I will be trap like I was all those years before and they are ashamed of me" sagde hun tænksomt. Hun følte sig fanget alle disse år inden hun stak af. Af og til følte hun sig fanget bag de gule øjne. Folk hadede dem og det ikke nemt skjule dem. Dog kunne hun sagtens forstå dem " the kings men can come I will deal with them if they shows up on my doorstep, I´am not that scared of  them anymore  actually  is king not that powerful as he claim to be, the only way he his stronger is because of those who follow him. He hide behind them" sagde hun hendes stemme bar stadig en del vrede og den var måske mere berettigt kongen, men fordi han ikke var der gik det ud over Samuel. Da han rejste sig op gjorde hun det samme stadig med hans sværd rettet imod ham da han prøvede at komme tættere på hende sank hun svagt en klump og prikkede ham en smule hårde med sværdet. Hun så det blik og med det samme blev hun kastet tilbage " I don´t belong with you or my familiy I don´t love you anymore" sagde hun for  at overbevise sig selv, selvom at det ikke var helt  rigtigt " I once did but my life has changed and I just can´t go its too painful and everbody will allways know me as the tratior of her own kin" sagde hun betragtede Keeva som smilede til hende. Hun fangede det flirtende, men valgte at ignorede det for Keeva provokerede også ham. Det var tydeligt at de begge provokerede hianden, men det kunne hun ikke tage sig af lige nu var det for meget andet.

Hun betragtede ham og kneb øjnene en smule sammen, hun stolede ikke på ham, hvis hun lod ham gå ville han vende tilbage til hendes forældre og fortælle dem at hun var levende hun smilede svagt ved Keevas slag i hans mave så han faldte på knæ " you are all migthy now huh no one to protect you and you allready cry like a baby, but I´m  Helia and you are afarid of me[b]" sagde hun og holdte en kort pause hun betragtede ham "[b] You know that I´m not that innocent girl you once know I'm not Ophelia Rightwood anymore, I'm much more powerful than her and you think that you are safe because I can´t kill you. But guess what I can and I will" sagde hun og tog buen fra Keeva og sendte ham et lidt koldt blik " come on run so we can have our fun" sagde hun. Normalt ville hun aldrig overveje det, men vreden havde fået overtaget i hende og det var tydeligt at han været skyld i det. Hun havde aldrig før skudt med bue, hun satte pilen på for hende føltes det lidt sært, men det med følelsen varede ikke længe. Hun spændte strengen. Hun stod med den for vænne sig til den. Da hans sidste bemærkning kom fnøs hun. Keeva var ikke heks, det kunne godt være at hun var brutal, men han havde selv bedt om det " just so you know Keeva is the best warrior even better than you and she helped the minute I ask without a question she what I see in a freind something you never understood I will love  to see your take last breath" sagde hun understregede at hun ikke var den som hun engang havde været.

Hun var ikke en dukke som havde behov for prinsen på den hvide hest, hans chance for overlevelse var forspildt  han skulle være gået da han havde chance, hendes vrede havde taget overtaget og hun kunne slet ikke se fornuft mere. Hun skulle ikke med tilbage under alle omstændigheder og chancen for at kongen ville lade leve var ikke ret stor hvad skulle holde hende fra at stikke af igen. Hun trak vejret dybt " I want you to suffer just like everybody else did when the king abandon those who didn´t fit in to a kin or where to powerful, I was not that old when the war started, but I know the consequences of war and it allways end in pain and suffering" sagde hun halvt hvæssende. Hun ventede bare på at han ville rejse sig og så snart han gjorde to hun to mundfulde luft og slap. Hun vidste ikke om den ville ramme og smed buen fra sig efter hun havde sluppet den. Der gik lige lidt tid før hun opdagede at hun havde ramt ham. Hun havde dog ikke ramt der hvor hun ville, men hun havde ramt i låret. Hun greb hans sværd som lå ved siden af " why  will you have me home you should have stay away found someone else " sagde hun svang imod ham, men stoppede lige inden hun ville ramme hun ville høre ham sige det inden hun dræbte ham. Hvad var hans grund, til at han ville have hende hjem. Han måtte også have en grund og hun vidste den måske allerede, men nægtede tro på det. Han elskede hende ikke desuden havde han fortjent bedre.

Samuel vidste at komme ind til den gamle Helia han kendte, var forsent så da han så hun ikke var til at snakke med og hun faktisk ville skyde ham, rejste han sig hurtig op dog han regnede ikke med at hun faktisk turde gøre det.
Han begyndte at bakke bagud i et hurtigere tempo for at komme væk, mærkede han pilen borre sig i hans lår, hvilket fik ham til at vælte og bande lidt over smerten.
Han kom dog op igen og kiggede på Helia, I will return Ophelia, you are a Rightwood and you can never run from your past kom det fra ham som han vendte sig rundt og haltede så hurtigt han kunne væk.
Just remember Ophelia, your witch lover can't protect you forever råbte han i en blanding af hån og tristhed men igen var han fornærmede at Helia var sammen med en Takumara og endda en vild heks som Keeva.
Dog nåede han ikke at tænke eller sige mere, for endda en pil havde borrede sig dybt in i skulderen på ham så han udled et smerteråd fra sig som han forsvandt blandt træerne.
Keeva havde taget sin bue og skudt Samuel, ikke for at dræbe ham, men for at makere sig at hun ville slå ham ihjel, hvis han viste sig igen.
For alle de vilde og seriøse blikke og drab som Keeva havde gjort siden de mødtes, var denne 360 graders vending på personlighed, måske en smule overraskende for Helia, for keevas øjne strålede med godt humør.
Hun havde det største smørrede smil som hun stod og kiggede på Helia, I can't believe you actually shot your old lover! Lød det energisk fra hende som hun hoppede lidt op og ned af glæde.
That was awesome Helia! Sagde hun og greb Helias hænder og hoppede lidt på stedet som en anden skolepige, hvilket nok kom bagpå mange mennesker som ikke kendte hende, hun kunne vende sine humører 360 grader lige så hurtigt som hun kunne slå en person ihjel.
Keeva kølede sit lille pige humør ned og greb sit spyd og pilekogger med pilene i og bandt til fast med en snor til sit bælte så hun ikke behøvede at være det når hun gik.
Keeva gik tilbage til Helia og kiggede hende i øjne og placerede en hånd på hendes kind og strøg meget flirtende sin tommelfinger over læberne. Keeva bed sig lidt i underlæben mens hun kærtegnede Helias læber og slap så Helias kind og begyndte at vende snuden hjemad igen.
If my mother don't get to take a look at your two wounds on the shoulders, you won't be using them again then forklarede hun og gik roligt gennem ydrekanten af skoven med sit spyd hvilende over den ene skulder.

Det var ikke helt gået op for hende hvad der var sket og hun virkede en smule fraværende ganske kort end til han igen gjorde opmærksom på sig ved smide endnu en hån imod dem, mest møntet på Keeva. Hvordan kunne han tro at de havde noget sammen og med det samme skød den varme følelse op i hende. Hun rystede svagt på hovedet de havde lige mødt hianden og hun betragtede ham " I will l look forward to it, as you see I can handle my self" sagde hun disse ord som var både ment til Keeva som havde tvivlet på hende og Samuel. Han nød synet af at han været så overrasket over at hun gjort det , han havde været så sikker i sin sag at han havde glemt at den side af hende ikke fandtes. Det at han flygtede gav hende mod. Hun stod kiggede efter ham og blev igen en smule fraværende, men det var kun end til Keeva tog hendes hænder, det var mærkligt som hun stod der dansede og hoppede som havde hun set noget som var rigtigt sej. Hun smilede svagt, hendes glæde måske ikke helt så stor som Keevas, men hun gjort noget idag. Hun kunne ikke gemme sig mere. Den tid var over. Hun slap Keevas hænder lagde hovedet på skrå " old lovers we are old lovers" gentog hun mumlende. Hun stod og fundrede lidt over tingene og vågnede først op da hun mærke Keevas blide berøring på hendes kind. Hun sukkede en smule svagt, det var noget hun ikke havde haft tid til og bare berøringen fra Keeva gav hende en brændende fornemelse i hele kroppen. Hun betragtede Keeva og kom først i tanke om hendes skulder nu smerten havde ikke været så slem imens hun været vred og havde kæmpet. Det var også først nu hun kom tanke om dem og hvor træt hun følte sig.

Hun lyttede til det hun sagde og tog det som et tegn at hun skulle følge med, hun undertrykte også en gaben " I´m sorry I should never have drag you in to this I really hope it´s doesn't have a effect on your relationship with your leader" sagde hun og kom op på siden, hun greb ganske kort Keevas hånd og gav den ret hurtigt klem. Denne kvinde som hun var sammen med overraskede hende så meget så snart man troede at man havde regnet hende ud så vidste hun ny side af sig selv " thank you for make me see that fighting not allways are bad, and how did you know we where old lovers?" sagde hun halvtspørgende hun havde ikke fortalt nogen om ham og da slet ikke Keeva. Hun smilede en smule træt ud i luften. Hvordan kunne det være så trættende at kæmpe, hun trænede så normalt fandt hun det nemt at kæmpe, måske var det fordi hun var såret " by the way I know did something to him before I stop you, somthing painfull but I don´t see you as a witch and sorry for the jerk I think He was Jealous at you[/b]" sagde hun og det gik med det samme op for hende hvorfor han ville have hende med hjem. Hun havde haft ret. Han elskede hende stadig og det se hende med en anden gjorde ondt på ham. Troede han virkelig at hun var sammen med Keeva. Hun betragtede hende og lod falde lidt så gik bag ved hende så Keeva ikke skulle se hvor rød hovedet hun ville blive lige om lidt " did he thinke we where together?" spurgte hun og kom til at lyde mere overrasket og Keeva kunne vel tænke sig til farven. Nej det havde han vel ikke?

Keeva rystede på hovedet, why are ye sorry? What I do is my problems svarede hun relativ roligt og vendte sig rundt, så hun gik halvt baglænds.
Et smørrede smil formede sig og hun sænkede farten så de nu stod over for hinanden igen, trust me, those kind of duines think they can just do whatever they want, because they are rich forklarede hun. Keeva lagde sin hånd på Helias kind igen og som før, kælende, helt flirtende strøg hun tommelfingeren hen over Helias fyldige læber.
Keeva slap dog Helias kind igen og gav hende et smørrede, flirtende smil, wasn't it obvious? The way his soul twisted when I touched ye cheek all lustful. His love for you still burned like hot fire svarede hun, som var det helt åbentlyst at se Samuel stadig have en stærk kærlighed til Helia.
Don't worry, he'll be back to "save you" from me, the evil witch kommenterede Keeva og begyndte helt at grine over tanken. Bare det at se Samuel komme riddende ind på sin hvide hest for at redde den hjælpeløse Helia, Keeva vendte sig rundt og fortsatte igen ind til Lilypad Village da de stod lige ved nogle af de yderste hytter til byen, før det kom ind i selve landsbyen.
Well, one time for everything svarede Keeva på at Helia ikke så hende som en heks, although it is fun to scar people indrømte Keeva faktisk, hun havde vendet sig til at blive kaldt heks at hun faktisk havde begyndt at skræmme folk, faktisk drille dem til at tro hun forheksede dem, hvor i virkeligheden, det var bare klogt brug af vand.
Don't be so suprise, I've already seem ye body, we're practically already lovers jokede hun drillende til Helia som de kom ind i selve Lilypad landsbyen igen. Denne gang var der dog ingen Redwood vagter og folk passede sig selv.
I bund og grund lignede det bare en helt almindelig dag for den lille landsby, modsætning til hvad Helia nok var vandt til med storbyer.
Folk undgik så meget de nu kunne Keeva, dog ikke alle undgik hende, vagter var ikke helt lige så bange for hende men holdte dog øje med hende.
Heldigvis var der kun to vagter som havde station i landsbyen, order fra Luna ville Keeva have gættet hvis hun ville.
Da landsbyen ikke var sønderlig stor, kom det hurtigt igennem centret af byen og hen til hvor Keeva boede, hvilket ikke lignede meget.
Det var en lille hytte, lavede af hårde sten, en lille skorsten med røg som roligt svævede opad mod himlen, et lille hegn ved siden af hytten hvor Keeva havde afleverede sin hest, som gik fornøjede og åd græs.
Et lille træstativ for skin som var halvt færdig med at blive rengjort og ved siden af det, stod en stor rund træstub og en masse bænde til ilden inde i hytten.
Màthair, tha mi air ais råbte Keeva og få sekunder efter, åbnede hyttens lille frontdør og en smule ældre sorthårede Takumara kvinde i en slidt kjole i matte dog med en smule brunlige farvere.
Càite an robh thu? Tha mi air a bhith air feadh thu airson! Kom det bestemt og surt da kvinden kom ud, dog stoppede da hun pludselig så en anden person ved siden af sin datter og det sammenbidte og bestemte ansigt, blev til et helt lysende og indbydende et i stedetfor.
Hello my dear, who are ye? Spurgte hun nysgerrigt.
Her name is Helia and need her wounds on the shoulders healed forklarede Keeva kort, hvilket Keevas mor med det samme spottede og før Helia nåede at reagere, var hun blevet inviterede indenfor i hytten.
Keeva how many times have I told ye NOT to hurt other people?! skældte hun Keeva ud mens hun hurtigt fandt nål og sytråd frem. Med en lille skål og tyk pind, gik hun igang med at kværne forskellige tørede blade og noget som lignede salt.
It's not me fault! These arses attacked me first! protesterede Keeva og skød armene op i vejret i fustration mens Keevas mor gjorde sin mixtur klar til brug.
Ma dear, we have to pull down ye dress, so I can get to ye wounds forklarede hun og lige så snart at Helia havde trukkede det øverste af kjolen ned over sine skuldre, ville Keevas mor tilføje sin mixtur.

Helia betragtede hendes ryg hun og sukkede ganske kort hun var glad for at hun ikke var en af dem mere, Helia bed sig svagt i læben, hun havde slet ikke lagt mærke til det men nu når hun tænkte over det gav det god mening. Hun blev igen rød i hovedet da hun nævnte det med hendes krop, hun vidste ikke hvorfor hun blev det men igen kom det vel ikke bag på Keeva og hun ville kunne se det for med det samme gik hun baglæns tilbage til hende. Hun mærkede igen hendes fingre på hende hud og for hver sted de berørte føltes varm og en følelse voksede i hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på dem, men de berøringer gjorde noget ved hende, men hun prøvede på at ignore det kiggede hende ind i øjnene " He is in the past and I don´t want him to come back, I just don´t need him to save me" sagde hun eftertænksom hun kunne ikke tage med ham tilbage. Hun kunne ikke og de følelser hun havde for ham var ikke så stærke som de var en gaang. Hun var ikke den fine dukke som hun engang havde været " he will be better off with sombody else, I ´m not that doll he use to know any more Ophelia was afraid to do somthing she was the one who loved him and i´m not that person anymore" sagde hun og følte sig egentlig godt tilpas i Keevas selsskab. Hun lagde hovedet en smule på skrå. Helia lyttede hun valgte selv at være del af det og hun bestemte vel selv over sit liv hun kunne ikke gøre andet end lade hende bestemme hun var dog stadig ked af det. Folkene i byen som de kom tilbage havde travlt med andre ting de ænsede hende slet ikke. Da de kom til huset kom en ældre kvinde ud, hun havde ikke lagt mærke til Helia med det samme for hun begyndte at skælde Keeva ud. Helia kunne godt sætte sig ind det. Hun havde selv været vred på Keeva, men også det hørte fortiden til. Hun valgte ikke at sige noget før Helia blev opdaget " nice to meet you mrs." sagde hun nikkede ganske kort til hilsen. Hun betragtede det lille hus og det mindede hende om der hvor hun boede. Hun gik ind og betragede rummet. Huset var ikke så stort, men det vel godt nok til de to. Hun nikkede kort begyndte at trække ned i den så hendes skulder blev synlige. Nåede ikke sige noget før hun kommet med indefor. Keevas mor virkede rar.

Keeva ville kunne lide det, hun lyttede ganske kort til Keevas vrede udbrud og det var vel ikke helt forkert. Hun havde ikke kigget på sårende længe og nu hvor hun så dem gjorde de hende en smule dårlig. Dog sagde hun ikke noget. Sårene var lange og dybe rundt om dem var det en smule rød. Det var tydeligt at de havde blødt igen. Hun betragtede kvinden nysgerrigt da hun begyndte at blande sin mixtur. Helia kunne lide sådan noget og det var det hun mest brugte tid på at lære og bruge. Hendes plante masse som hun havde puttet på sårene inde i skoven var faldet af. Hun mærkede hvordan Keevas mor smurte den på hun kunne ikke lade være " what is it?" spurgte hun betragtede den. Hun blev dog stående stille havde det været et andet sted så havde hun nok lugtet til for at finde ud af det, men Keevas mor virkede en smule skræmmende og ikke en man ville gøre vred. Hun betragtede svagt Keeva sendte hende et smil. Hun skulle lige til at sige noget, men hvad skulle hun sige det ville ikke hjælpe så derfor sagde hun ikke noget, men kiggede bare rundt i rumet. Hun var træt hun begyndte at have svært ved at skjule det. Hun gabte noget mere end hun ville. Dog havde Keevas mor ret, man kunne rende rundt dræbe folk, men var glad for at Keeva havde gjort det. Det hjulpet hende en del. Varmen var rar for uden at vide det var hun blevet kold. hun frøs en smule hun havde slet ikke lagt mærke til de. Helia gabte igen hun måtte finde et sted at sove når de færdig. Hun fugtede svagt sine læber.