Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» Så af med adminfarven (semi nyhed)
Yesterday at 4:11 pm by Malou

» Slettede karakterer [ADMIN-NYHED]
Yesterday at 3:10 pm by Charles

» Emnesøgning, yay! <3
Yesterday at 3:01 pm by Malou

» Lets get back!
Yesterday at 2:57 pm by Malou

» Never going down without a fight - Noah
Søn aug 13, 2017 11:24 am by Gæst

» I am so sorry, i should never have Judge you.
Søn jul 09, 2017 2:40 pm by Caleb

» I am not doing this for my sake but for the sake of her
Tors jul 06, 2017 5:22 pm by Lorenzo

» Newworld - Reklame
Man jul 03, 2017 11:41 am by Zachariah

» Pika' booo! - Brandon
Tirs jun 20, 2017 11:01 pm by Gæst

Top posting users this month
Charles
 
Malou
 
Simon
 
Noah
 
Aaron
 
Luna
 
Lucius
 
Statistics
Der er i alt 102 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Malia

Vores brugere har i alt skrevet 2958 indlæg in 351 subjects

Share | 
 

 The Sword and the Spirit - Nathaniel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Man nov 28, 2016 8:19 pm

S: Lilypad Village
O: Mange stirrende folk, og også en del der har travlt
V: Solen er fremme, tilpas tempereret
T: Formiddag
P: Klik
@Nathaniel


Det var ikke fair over Aaron og sin mor - at hun sådan tog på eventyr. Men hun havde denne her frihed nu, og hun ville bruge den. Måske var det dumt at gå ind på dette område igen, men hun havde boet der før, og det var ikke forbudt for hende at gå her. Folk kunne ikke lide hende, men det var ikke forbudt. De grønne øjne virkede mere friske og livlige end nogensinde før, for hun havde fundet sine rødder. Dog slap hun ikke tanken om Nathaniel og Noah - nok havde Nate forladt hende, men han slap ikke ud af hendes hoved - hvilket gik hende på. Hun var taget hertil for at håbe på at finde Noah, eller Nate. Bare en af dem. Som hun gik rundt kunne hun mærke de vrede øjne der var rettet imod hende- De sagde hende intet. Hun var van til det. Det var ikke noget man skulle blive van til, men det var hun. Sådan var det blot. Malia gik rundt og de grønne øjne søgte i flere timer. Så mødte hun hen til en bygning for healere. Hun kunne huske Nathaniel havde nævnt han var healer eller noget, men det virkede ikke til, at de ville lukke hende ind medmindre de havde en grund - sådan var hendes tankegang i hvert fald. Men hun valgte nu alligevel at prøve, hun vidste hun ikke var helt rask i forvejen. De ting hun fejlede skjulte hun godt, mere fordi, hun ikke følte sig sådan syg også alligevel. Ikke nogle fysiske skræmmer der kunne være grunden, udover de gamle ar hun havde - men det var ikke ligefrem det. Hvor intet vover intet vinder.

Derfor gik hun ind af døren med hjertet i halsen.
"Jeg leder efter Nathaniel.. " Lykkedes det hende at sige, imens hun havde øjenkontakt med manden bag disken, der ikke ligefrem virkede begejstret for Malia.
"Han er lige gået."Sagde manden meget tørt og ligeglad. Hadet mod Crawfords var tydeligvis stærkere når man var klar over det. Noah havde advaret hende om det, og Aaron virkede heller ikke begejstret - præcis derfor havde hun ikke fortalt ham hun var taget herhen.
"Hvor kan jeg vente på ham?" Spurgte hun og gik tættere på manden. Hun havde ikke tænkt sig bare at gå igen, hvad regnede han hende for? Mindre end hun var sikkert. Han virkede ikke til at ville sige det, men efter et stykke tid pegede han imod en dør til et rum, hvor hun kunne vente på ham. Malia gik derind, og så sig lidt omkring. Det kunne være det var her han tog sig af folk, som havde brug for hans hjælp? Malia gik lidt rundt i rummet og kiggede på tingene. Hendes blik ramte en plante, et lille træ - den ene gren var knækket. Måske et barn havde haft fingre i den? Let satte Malia sig ned på hug, imens hun lagde sine hænder omkring grenen. Det tog en del fokus fra hende at overhovedet lykkedes sit mål. Men et stort smil kom frem på læberne da hun havde ordnet grenen. Døren gik op bagved hende, og hun rejste sig hurtigt op. Let drejede hun rundt på hælene for at se Nate i øjnene for første gang længe. Hun havde ikke talt, men det føltes som ekstremt mange år siden hun sidst havde set ham.
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Man nov 28, 2016 11:14 pm

Det havde været en håbløst begivenhedsløs morgen for Nathaniel – for det meste skete der ikke så mange uheld før efter middag, af en eller anden uforklarlig grund, men denne morgen havde været særlig kedelig og langsom, så han havde ikke skulle bruge lang tid på at tænke på et bedre alternativ. Han havde uden tøven begivet sig ud for at købe brød.
Han skubbede døren op til kroen med et bredt smil, og blev straks mødt af duften af brød og kryddervin. Det hjemlige, lille sted, var et af hans yndlingssteder i hele Lilypad. Som barn kunne han huske at være kommet med sine forældre, for at høre historier fortalt af de gamle mænd og damer, der altid havde oplevet eventyr, han aldrig selv ville kunne drømme om. Han kunne huske varmen fra kaminen, varmen fra stemningen og varmen fra fællesskabet, der kommer i så lille en landsby.  
Han blev mødt af en lille, bred mand i 40’rene, der slog en varm latter op ved synet af den unge fyr.
”Evans!” Hilste han muntert, og slog en hånd i bordet med et bredt smil, og et varmt glimt i de blå øjne. ”Du ligner jo dig selv! Hvad kan jeg gøre for dig?”
Nathaniel kunne ikke lade være med selv at klukke varmt.
”Godformiddag, Chubb,” hilste han igen, og bevægede sig hen til disken. ”Har du mere af din kones fantastiske tangbrød? Jeg fik vidst ikke spist morgenmad, før jeg smuttede på-”
”Sig ikke mere, knægt! Du kan få det sidste brød, selvom det ikke er så friskt som det var for et par timer siden.” Og så var der ikke mere at diskutere. Han fik ikke engang lov til at betale for brødet, fordi han havde hjulpet Chubbs datter for nogle uger siden med noget så simpelt som en dårlig tand. Men Nathaniel vidste hvornår man skulle acceptere et tak, og det valgte han at gøre med et bredt smil, og et meget fast håndtryk, før han atter begav sig ud i formiddagssolen.
Den friske luft gjorde godt for hans tanker, og duften af det gode brød, fik hans tænder til at løbe i vand, mens han travede den korte vej igennem byen, og mod den lille hytte, han havde fået tildelt som sin healer-praksis.
Imens han åbnede døren med sin albue, brækkede han brødet over i halvt, og kastede det tværs af rummet, hen til Arald, der sad ved disken som altid, og så lidt for tør ud. Arald greb brødet lidt fumlende, og så kort forvirret ud, før hans næse også fangede duften, og han i stedet slappede af i skuldrene, og sukkede tilfreds. Alle elskede tangbrød. Nathan klukkede muntert over de skiftende ansigtsudtryk, og tog en bid af brødet, mens han gik mod døren, der førte til hans lille rum. Arald løftede en hånd for at stoppe ham.
"En eller anden Crawford kom og spurgte efter dig. Hun så ikke ud til at ville gå igen, så jeg sendte hende ind,"  mumlede han, med en snert af irritation i stemmen. Nathan stivnede kort, og hævede et øjenbryn mod sin assistent. En Crawford? I Lilypad? Han sukkede en smule opgivende, og delte et blik med Arald, før han åbnede døren, og - stivnede igen.
Nathaniel nåede at overveje hvor vidt der var blevet puttet noget i hans brød, før han ordenligt registrerede den unge pige foran sig. Små skrammer i ansigtet, håret tilbage, og de samme, nysgerrige, grønne øjne, som han nok aldrig ville kunne glemme. En bølge af ubestemmelige følelser skyllede ind over ham, og fyldte ham med varme. Hun var blevet ældre, bemærkede han, og mærkede stolheden boble i brystet.
"Mallie?!" Udbrød han hæst, og slog armene ud, halvt for at vise sin overraskelse, halvt i et håb om at kunne omfavne hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Tirs nov 29, 2016 5:55 am

Hun var nervøs, og hjertet sendte nervøsiteten rundt i hendes system med voldsom hast. Og de sekunder der gik da han så hende - føltes som årtier. Den samme følelse ramte hende, som da hun havde sit sin biologiske familie første gang, en følelse af letteste og glæde. Selvom Malia aldrig rigtig var kommet sig over, at han bare var stoppet med at besøge hende efter at sige, at han aldrig ville gå fra hende - så kunne hun alligevel ikke andet end at være glad for at se ham. Specielt når han var en af de eneste i dette område, som faktisk ville tage imod hende med åbne arme. Efter at have stået lidt gik hun endelig med hurtige skridt hentil ham, for at kaste armene omkring ham. Malia havde savnet at have en glædes kilde imens hun havde været her. Nate, havde sørget for at hun ikke skulle overbevise sig selv hele tiden om, at hun okay. Med ham havde hun faktisk været glad. Malia knugede sig ind til ham, i håb om aldrig at være nød til at give slip igen. Naturligvis vidste hun godt, at det ikke var sikkert at være på Takumaras områder - dette var nok det mest sikre. Malia var van til hadet så det ramte hende ikke på samme måde, som folk måske regnede med. Selvfølgelig ville være noget andet, hvis hendes gamle familie fandt hende - efter den mindre skade hun lavede ved sit flugt forsøg. Det var modigt af hende at vende tilbage. Hun havde sat alt håb på de ikke ville komme til den lille landsby for at lede efter hende. Desuden ville hun forsvare sig hvis de gjorde, for hun ville ikke med tilbage til dem. Malia trak sig lidt så hun kunne se ham i øjnene. Et smil strakte sig på hendes læber, imens hun mærkede den enkelte lille tårer der forlod hendes øjenkrog.
"Det er ved at være et stykke tid siden jeg har set dig Nate." Sagde hun og løftede en anelse smilet lidt skævt.

Malia vidste ikke om han havde været i Fairlake district for nogle uger siden, på syghuset - hvis han havde, så havde han muligvis set hende kvinden fra Malias gamle husholdning komme ind med en kniv i maven. Malia var stadigvæk ikke sikker på, om hun faktisk havde slået hende ihjel - men lige meget hvad, så ville de andre sikkert tage hævn en dag. Dog ville det tage de fandt hende først.
"Og jeg ved det. Jeg burde ikke være her, jeg var lige sluppet fri. Jeg er sluppet fri. Tro det eller ej, jeg fandt hjem." Startede hun ud. Let rømmede hun sig. "Men jeg tænkte jeg ville bruge min nyfundet frihed til at besøge dig. Hvis du ønskede at se mig." Tilføjede hun og sank let en klump. Malias grønne øjne slap ikke Nates ansigt, ikke et eneste sekund.
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Ons nov 30, 2016 2:52 pm

Nathan nåede at blive nervøs for, at Malia blot ville blive stående, og forvirringen lagde sig over hans ansigt. Måske var der sket noget? - Længere nåede han ikke med tankerne, før pigebarnet tumlede ind i hans arme, og han med en lidt overrasket latter, lagde armene om hende og en hånd på bagsiden af hendes hoved i en omfavnelse. Han kyssede blidt hendes hår, og sukkede tilfreds. Det var lidt mærkeligt hvor hurtigt, han i sin tid var blevet knyttet til hende, for han havde nok ikke kendt hende i mere end en måneds tid. Måske var det fordi hun mindede ham lidt om hans lillesøster Nahla med sin lidt forsigtige tilgang til livet. Måske var det på grund af det absolut uretfærdige liv, hun havde levet, og Nathans evige idé om at han kunne redde alle. Det havde været en af de mest skræmmende oplevelser i hans liv, at se en mand begynde at slå en lille pige midt omkring middagsbordet. Han havde jo ikke kunne gøre andet end at gribe ind.
Tanken om den familie Malia boede ved, fik ham tilbage til realiteten, og en skygge lagde sig hen over hans ansigt. Der var jo trods alt en grund til, at han ikke havde set hende i lang tid, og nu gik det op for ham, hvor farligt det var, at hun var her. I Lillypad. Ved ham.
Nate holdt hende ud i strakt arm, og betragtede hende en smule bekymret. Glæden over at se hende kunne ses i hans ansigt, men alligevel nagede situationen ham en smule. Han hørte ingen bebrejdelse i hendes stemme, men han var udmærket klar over, at han havde såret hende dybt, ved ikke at komme tilbage. Han havde endda forsøgt sig med at skrive et brev, men havde ikke fået ført det ud i livet, før Hr. Underwood havde fundet det, og var gået helt amok. Han kunne stadig høre lussingen – og føle den – men det var ikke den, der havde skræmt ham væk.
”Jeg – Ja – Er du okay?” Mumlede han bekymret, og tog fraværende hendes hånd, for at søge efter fysiske skader på hendes krop. Han fandt intet andet end en mærkelig summende fornemmelse i sine fingrer, der ikke ligefrem hjalp på bekymringen.
Bekymringen blev erstattet af lettelse, og han åbnede munden i et overrasket ’o’. Sluppet fri? Glæden boblede op i ham, og han sendte hende et bredt, triumferende smil.
”Det er fantastisk, Mallie!” Udbrød han, og gav hendes hånd et klem. Han rykkede lidt uroligt på sig, og mærkede forlegenheden i sine kinder. ”Selvfølgelig ønsker jeg at se dig!” Hvor var det godt, at hun var sluppet væk! Hvor var det godt at hun havde fundet hjem. Men hvorfor smilede hun så ikke over det?
Nathan slap ikke hendes hånd, men gestikulerede over til to stole, for at sige, at de kunne sætte sig ned og snakke i stedet for. Måske var hendes nye familie heller ikke søde ved hende? En helt anden ting var, at hun nu var i blandt sine egne. Måske de ikke ligefrem var glade for, at hun rendte rundt i Lilypad. Han lod mærke til hendes usikkerhed, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder.
”Fortæl mig det hele, Mal. Jeg tror også jeg har et par ting eller to, jeg skal have sagt undskyld for.”
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Ons nov 30, 2016 4:47 pm

Det havde været underligt at være tilbage i hans favn, men underligt på en god måde - hun havde savnet det. Den rare form for kontakt til nogen, andre havde blot været vold til hun mødte Nate. Det var den eneste positive ting ved hendes fortid, Nate - nok også derfor han var den som havde såret hende allermest ved at forlade hende. Men Malia følte ikke, at hun kunne bebrejde ham - det kunne umuligt være særligt spændende at vide, at lige meget hvad man gjorde for hende, så havde hun ikke andet end had og vold at komme hjem til. Han spurgte hende om hun var okay, og let sank hun en klump - hun var stadigvæk ved at vende sig til, at folk spurgte ind til hendes helbred. Nate greb hendes hånd, hvilket hun blot lod ham gøre - des mere fysisk kontakt des bedre. Nate havde været den storebror hun aldrig havde haft, og selvom hun nu havde fundet Aaron som faktisk var hendes storebror- så ville Nate aldrig slippe helt for den rolle heller. Malia kiggede kort henover sin hånd han havde grebet fat i. De fine aftegninger af et ganske unikt glad var på hendes håndryg, og der havde det været ligesiden hun var blevet født. Ganske unikt modersmærke.
"Jeg er altid okay." Svarede hun med et skævt smil. "Men det længe siden jeg har været så okay." Tilføjede hun for ligesom at få ham til at stoppe med at være bekymret. Da hun nævnede at hun var sluppet fri, smilede han nærmest større end hende. Han ønskede at se hende, og ikke fordi hun ønskede at tro andet - så havde tanken da ramt hende et par gange.
"Det er jeg glad for." Kommenterede hun med et lidt større smil.

Han slap ikke hendes hånd, hvilket hun egentlig var glad for. Det mindede hende blot lidt om, at hun ikke var så let at slippe igen. De kom hen og sidde ned - hvilket var hvad hendes ben mest trængte til efter de lange gåture. Nok var hun ikke van til at bevæge sig over så lange strækninger - men stædigheden havde holdt hende i nakken hele turen. Måske skulle hun starte med de gode ting, også slutte med de dårlige? Det dårlige først ville skabe et dårligt lys for de døde. Men dårligt og dårligt, hun havde jo ikke engang skyldfølelse - også alligevel.
"Øhm... lad mig se. Jeg fik hjælp til at slippe ud af byen af en Takumara ved navn Noah." Blot benævnelsen af Noahs navn fik hende til at smile, men på en helt unik måde - der var en eller anden glød i hendes øjne når hun tænkte på ham. Også selvom hun ikke var klar over det. Let sank hun en klump. "Da jeg kom ud til skoven, så gik jeg selv.. mindre konflikt på vejen, førte til en lille slåskamp der ikke gik alt for godt. Men de vagter tog mig så med hen til lederen af Crawfords. Som viste sig.. at være min bror." Tilføjede hun og så afventende på Nates reaktion. Noah havde fortalt hende en smule om krig, men Malia var ligeglad med øjenfarve - opførsel betød alt i det tilfælde. Man kunne ikke bruge en øjenfarve til at definerer hvem en person var, kun hvem andre ønskede de skulle være.
"Men før alt det, så var der en episode ved, du ved nok hvem." Let sank hun nervøst en klump. Hun kunne mærke hendes hjerte begyndte at banke en anelse hurtigere. Malia slog blikket ned, mest fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle formulerer sætningen. For hende havde det været grænseoverskridende, og nok til at placerer en kniv i en af dem. Men for dem, havde de reageret som om at hun havde vanæret dem brutalt.
"De holdt en fest af en eller anden ting. Nogle af deres gæster eller en af deres gæster, besluttede sig for noget " Let sank hun en klump. For ærligtalt vidste hun ikke, hvordan hun skulle fortælle sådan en ting hun havde følt lige i det øjeblik. Ingen skulle hører hende uden hendes tilladelse. Slå og sparke hende måtte de, men de skulle ikke krydse hendes grænser. "Men altså, der skete intet.. jeg slog fra mig, ikke at de blev betydeligt glade for det. Og da jeg vågnede dagen efter vidste jeg, at jeg måtte væk.. så for at slippe væk.. slog jeg hende ihjel - eller det tror jeg." Hun var meget svag i sin stemme, men alligevel tydelig. Det var svært for hende at sige ordende, men om han dømte hende eller ej - det var op til ham. Hun forventede han ville dømme hende for det voldsomt, måske endda blive vred? Men hun havde brug for at sige det - og det var en lettelse for hende. At folk hadede hende var en ting hun var van til. Så hvis han hadede hende nu, ville det ikke komme bag på hende. Let kiggede Malia op for at se hans reaktion.
"Det er alt der er sket." Hjertet løb hurtigere og hurtigere fremad i nærmest panik over det hele, hun var så nervøs - at hun følte hun kunne falde om i løbet af de næste sekunder.
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Tors dec 01, 2016 2:43 pm

Nathaniel kom med en lettet klukken, og rystede på hovedet af sig selv. Hvor var det en surrealistisk situation at stå i. At have Malia i hans så vante omgivelser, passede slet ikke ind i hans hoved, men han måtte smilende indrømme, at han godt kunne vænne sig til det. Han var glad for at hun var okay. På det seneste havde han haft meget om ørene, så det havde kun været når han var i Fairlake, at hans tanker havde været dristet sig til at tænke på den lille Crawford-pige, han havde mødt for så længe siden, og hver gang han havde tænkt på hende, havde han følt sig magtesløs og pinligt berørt over at have brudt sit løfte. Han havde altid bestræbt sig på at holde sine løfter, og det nagede ham, at han var blevet nødt til at bryde sine sidste ord til hende – og så bare på grund af en familie, der ikke kunne lide, at deres ’slave’ var glad. I de første par måneder havde han flere gange taget sig selv i at overveje, hvordan han kunne bryde hende ud af huset og måske selv tage hende til sig – han havde trods alt to mindre søstre og en lillebror i forvejen, og han tvivlede på at de ville have noget imod en fjerde person i huset- men hver gang kom han tilbage til, at det ville være et brud i slægten. Malia var trods alt en Crawford, og selvom der nok ikke var så mange, der syntes at måden hun var blevet behandlet på var okay, så ville der være langt flere, der ville have brokket sig over Nathaniels idé om at redde hende. Man hjalp ikke fjenden. Desuden ville han ikke risikere hendes liv i hele aktionen.
Nate satte sig på stolen, og rykkede den hen, så han kunne sidde lige over for hende, og stadig holde hendes hånd. Han strøg fraværende sin tommelfinger hen over hendes håndryg, mens han koncentreret lyttede til hendes historie.
Han hævede spørgende et øjenbryn mod hende, da han så det drømmende blik, mens hun forklarede om Noah. Nate ransagede sin hjerne for at sætte ansigt på fyren, da det gik op for ham, at Noah selvfølgelig ikke bare var en Takumara, men en Takumara. Luna Takumara’s lillebror. Lederens lillebror havde reddet Malia. Imens hans tanker var centrerede om Noah og hvor stor en krise det ville være, hvis man fandt ud af at han havde hjulpet en Crawford, at han næsten missede hvad hun sagde. Han åbnede munden for at sige noget, men konstaterede at der ikke kom nogen lyd ud, og i stedet betragtede han hende en smule varsomt. En Crawford. En faktisk, ægte, virkelig Crawford. Kæmpe krise. Det kunne gå helt galt. De to slægter ville uden tvivl hade hinanden mere end før, så snart lederen af Crawford-slægten fik at vide, at Malia havde været holdt fanget ved Takumara. Nate havde godt set Aaron et par gange, og han brød sig ikke om ham. Derfor var hans ansigt måske heller ikke just muntert ved nyheden om at det var Aaron Crawford, som Malia skulle til at bo ved.
Hans utilfredshed ændrede sig hurtig til ren og skær forfærdelse. Han spændte i kæben og nikkede til hende. Han var glad for at hun havde slået fra sig. Vreden boblede i ham, og han havde lyst til at vrisse af sig selv, for ikke at have overvejet at sådan noget kunne ske.
Nate kiggede forvirret på hende.
”Åh, Malia,” mumlede han, og betragtede hende med sammenrynkede øjenbryn. Det var skidt hvis hun havde dræbt en Takumara. Det var hvad mange i slægten ventede på. Små ting, for at kunne give igen til The Crawfords, og lige for tiden havde der bare været for mange problemer blandt de to slægte, og interne problemer blandt Takumara-slægten gjorde, at de fleste folk ventede på at der skulle springe en bombe. Ny leder betød ofte nye regler eller nye strategier eller nye krige, og selvom Nate tvivlede på at Luna – af alle folk – ville føre en aggressiv krig mod bladøjnene, vidste han heller ikke, om hun ville være stærk eller klar nok til at sikre sig, at det ikke skete bag om ryggen på hende. Det bekymrede ham, fordi det nu betød at Malia var på, hvad han betragtede som, den forkerte side af krigen. Hvad ville han selv gøre hvis han blev beordret til at angribe en Crawford? Ville han kunne sige ja, vel vidende at det kunne være en del af Malias familie? Hun havde været igennem nok, og selvom han ikke brød sig om det, overhovedet, skulle hun have en mulighed for at beholde sin familie.  ”Hvor er jeg ked af, at jeg ikke har kunne hjælpe dig mere,” svarede han, og betragtede hende usikkert. "Men hvor er jeg glad for at du er væk fra dem."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Tors dec 01, 2016 4:01 pm

Malia kunne ikke helt finde ud af, hvor meget eller hvor lidt Nate var glad for at hører omkring hendes familie. Hun snakkede trods alt som vinden blæste, og tænkte ikke på hvad det kunne betyde fremad rettet. Malia ville forstå, hvis Nate ikke kunne lide Aaron. De var forskellige og alligevel ikke. Malia af alle havde set der ikke var meget forskel på folk andet end farven på deres øjne. Han var vred, måden han spændte i kæben når han var vred. Hun rystede let på hovedet af Nate.
"Du skal ikke bebrejde dig selv overhovedet." Malia vidste godt skyldfølelse var en mulighed, men hun havde ikke tænkt det imens hun havde snakket. Drabet var hun mere bekymret, det var nu, hvor hun tænkte farlig viden for ham. Hvis nogle opdagede, at han vidste det - så ville det måske bringe ham i fare. Hvilket gjorde hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere - panikken steg i hendes system. For hun var her ikke for at bringe ham ud, hvor hun ikke engang kunne bunde. Det gik pludselig op for hende, hvordan tingene var placeret. Hvis der kom en krig, ville hun være på en side, hvor hun ikke kunne vælge bare sådan lige.
"Igen, du skal ikke bebrejde dig selv. Denne verden vi lever i, er ikke fair for nogle." Sagde hun igen og sank en klump. Hun havde tilgivet ham, nu ventede hun blot på, at han tilgav sig selv.

Nu hvor hun var tilbage ved sin slægt, ville Aaron sikkert have hendes loyaliteter placeret ved ham. Naturligvis var de hen ad vejen også det, men når det kom til krig. Nok imod en masse der havde været uretfærdige imod hende, men hvad med dem der havde været retfærdige? Det var ikke fair de skulle lide samme skæbne. Det ønskede hun ikke
Malias vejrtrækning blev dybere og hurtigere, og hun havde det kort som om, at hun skulle besvime. Let rejste hun sig op, hvilket også gjorde hun ikke længere havde fysisk kontakt med Nate mere. Hun tog sig til hovedet.
"Hvad tænker jeg dog på.." Vrissede hun lidt af sig selv, panikken fik det til at føles som om, at hun blev kvalt. Hun bakkede let tilbage til muren ramte hende.
"Jeg bringer dig kun i mere fare af at være her. Det må du undskylde.. jeg er så dum.." Vrissede hun atter af sig selv. Nok var der ro på nu, men hun tvivlede på, at hun kunne få sin bror på tanker om en fred istedet for krig. Malia flyttede blikket op og kiggede op i loftet. Pludselig følte hun sig så splittet, ellers så var det måske fordi, at hun omsider havde ramt kernen til sine følelser. De følelser som havde været forbudte i 21 år, og pludselig ramte alle dem, som ikke havde haft så meget som haft chancen for at se lyset. Det ville forklare panikken af alle de følelser. Tårerne der for første gang faktisk kom flere af i stedet for blot en eller to tårer.

Malia græd næsten aldrig, det var hvad der skete ved omsorgssvigt ved børn. Malias selvopfattelse var ved at ændre sig, efter de skift hendes verden havde lavet. Den gamle selvopfattelse havde været på at være deres slave, uden holdninger, følelser eller meninger... Hun havde aldrig været det barn, som var vokset op med noget positivt at spejle sig i. Hun havde aldrig blevet behandlet som et unikt og levende væsen. Måske i de første par år, men det havde taget en uventet drejning for hende. Nok det minde hun faktisk huskede bedst. Det gjorde ondt indeni, på et punkt der havde næret hende og næsten fået hende til at føle sig syg det seneste døgnstid. Let slog hun de grønne tårefyldte øjne op og sank en klump. Hun hadede at være alene, men det var først ligefrem nu at hun var kommet frem til ,at hun faktisk hadede følelsen af kulde omkring sig. Derfor var det også, at hun allerede igen sneg sig ind i favnen på Nate. Faktisk knugede sig ind til ham grædende, fordi disse følelser var virkelig hårde at håndterer.


//Jeg ved ikke hvad der skete for den korte teori der blev smidt oveni xD
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Fre dec 02, 2016 1:53 am

Nate rystede på hovedet af sig selv. Nu havde han givet hende dårlig samvittighed. Det havde ikke været meningen at hun skulle få dårlig samvittighed over at fortælle ham noget som helst, tænkte han og forbandede sin reaktion langt op til skyerne. Det var meningen, at hun skulle kunne fortælle ham alt, uden at han dømte hende. Han smilede lidt sørgmodigt til hende. ”Den er urimelig for alle andre end Kong Charles,” påpegede han, og betragtede hende med sammenrynkede øjenbryn. ”Og jo jeg skal.”
Nate sugede luft ind mellem sine tænder, før han kastede sig ud i sin undskyldning. Eller sin bøn om tilgivelse. Eller begge dele med et hint af dårlig samvittighed og håb om, at hun ikke ville hade ham og synes, han var det svageste menneske i Redhawk.
”Det vigtigste for mig er, at få sagt undskyld,” begyndte han, og sank en gang. ”Fordi jeg ikke kunne holde mit løfte til dig. Jeg ved godt, at man ikke skal love noget, man ikke kan holde, men jeg troede virkelig, at jeg kunne – men din-han-din…” Nate tøvede, og kiggede op for at fokusere så han bedre kunne forklare sig. ”Hr. Underwood var ikke ligefrem nogen blid mand, og han bad mig – nej beordrede mig – om aldrig at komme igen. Nu, normalt tager jeg ikke imod ordrer fra folk, der beder mig om at bryde mine løfter,” han sendte hende endnu et undskyldende smil, ”men han gjorde det ret klart for mig, at hvis jeg blev ved med at besøge dig, så ville der…” Han rynkede øjenbrynene igen, og prøvede at finde en beskrivelse, der ville være passende. ”Så ville det ende skidt for dig.”

Nathaniel studerede forvirret hendes ansigtsudtryk. Hendes tanker var tydeligvist i krig med hinanden, og det gjorde ondt på ham, at han ikke vidste hvad hun tænkte på, så han kunne hjælpe hende. Den pludselige mangel på fysisk kontakt, gjorde at han måtte anstrenge sig for ikke at gribe ud efter hendes hånd igen. Nogle gange havde man bare brug for lidt plads, konstaterede han, mens han betragtede Malia med et lidt skræmt blik. Han spærrede overrasket øjne op.
”Hvad?” Udbrød han, og rejste sig også op fra stolen. Utroligt som hun altid skulle tænke på andre før sig selv, når det tydeligvist var hende der var i problemer, og ikke ham. ”Nej du gør ej, Mallie, den eneste, der er i fare lige nu er dig!” Hendes panik smittede en smule, og alle hans forrige tanker om, at folk måske ikke ligefrem ville være glad for at have en Crawford midt i Lilypad, blussede op. Hvor er jeg dum. Det frustrerede Nate ikke at vide hvad han skulle sige, for at få hende til at stoppe med konstant at bebrejde sig selv for alt. ”Du har absolut intet at undskylde for! Jeg er ovenud lykkelig for at se dig,” svarede han, og bevægede sig med langsomme og rolige skridt mod hende. Han anede ikke hvordan man skulle håndtere et panik-anfald af den grad, der tydeligvist var hvad Malia havde lige nu, for før i tiden havde det altid været ham der havde haft panikanfald. Ikke hans søskende.
Da han så tårerne kunne han ikke andet end at kaste alle tanker om hvordan man ’burde’ gøre væk fra sig, og i stedet lukkede afstanden med dem med nogle hurtige skridt. Han skubbede blidt en løs hårlok bag hendes øre, og lagde en hånd på hendes kind. Da hun nærmest vippede sig over i hans arme, trykkede han hende ind til sig, og begyndte blidt at vugge fra side til side. Klumpen i hans hals og den stikkende følelse i hans side, gjorde det svært for ham at snakke, og ærligt talt vidste han heller ikke hvad han skulle sige. Mest af alt havde han lyst til at overøse hende med kærlige ord, kysse hendes hår og fortælle hende hvor stærk hun var, men i stedet lod han hende græde ud.
Han vidste at hun bagefter ville være absolut udmattet både fysisk og psykisk, og så ville der være nok tid for ham til at fortælle hende, hvor stolt han var. ”Det er okay,” nynnede han blidt, og aede hende forsigtigt over håret. ”Det hele skal nok blive okay.”
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Fre dec 02, 2016 7:23 am

Nate nævnte en Charles, men hun havde ikke andet end hørt en minimal omkring ham. Og det havde blot været ved navn. Hvem han var vidste hun ikke. Men det var vel en historie time hun kunne vente med at få fortalt. Malia kunne se at han ikke ville lade det gå, før han i hvert fald fik undskyldt. Og selvom hun ikke synes han skulle, så havde hun måske også brug for den undskyldning. Ikke at det ligefrem var et must, for ingen sagde undskyld til hende trods alt. Let sank hun en klump imens hun så ham i øjnene da han forklarede det. Hendes såkaldte 'herre' eller hvad fanden hun skulle kalde ham, havde truet Nate? Det fik en vrede til at koge i hendes blod, en vrede hun ikke havde andet end gemt væk siden hun var lille. Dog var den vrede også stærk. Det var godt hun ikke vidste noget om det imens hun havde været der, for så havde hun sikkert ikke blot stukket fruen ihjel, men også ham. Ikke at han fortjente andet end det.
"Du er tilgivet." Svarede hun på hans undskyldning. Det var ikke glemt, men det var tilgivet. Malia havde ikke råd til at tabe de få folk hun havde plantet i sit hjerte. Og specielt Nate ønskede hun ikke at miste. Nu begyndte hun lidt at være irriteret over, at det var fruen i huset og ikke ham, hun havde stukket i. Fruen havde været mentalt værre, nok slog han - men hun var grov med ord og måden at love noget på - hvorefter så at bryde det.

Malia hadede måden hendes følelser pludselig kontrollerede hende i et sådan voldsomt omgang. De skulle samles ind og låses inde i hvert deres bur, før hun kunne trække vejret ordenligt igen. Malia forsøgte at berolige sig selv ved at tage et par dybe indåndinger, men hun vidste også på sig selv - at følelserne havde brug for at slippe fri og flyve lidt frit før de blev fanget ind. De første par sætninger han sagde, hørte hun ikke for sit eget hjerte der bankede. Ikke før hun havde fået styr på det, og den sidste sætning hjalp på det. Malia havde fået de værste følelser under kontrol, og nu manglede hun blot tårerne. Det hjalp at være tæt på nogle, eller ikke baren nogle, men Nate. Nate vidste i et andet omfang, hvad hun havde været igennem - bedre end nogen andre. Aaron ville hun nok næppe give samme tale til og lukke ligeså hurtigt op for. Det tog tid med tillid. Hvilket sikkert også var derfor hun var her nu, fordi hun søgte den person hun stolede allermest på - hvilket var Nate. Måden han skubbede en hårlok tilbage bag hendes øre og hånden på hendes kind imens de grønne øjne stadigvæk var fyldt med tårer. Det var dog tydeligt, at hun var ved at falde ned. Specielt efter hun knugede sig ind til hans favn.

Hun faldt til ro i hans favn. De bløde strøg henover hendes hår og blot lyden af hans stemme. Det gjorde hun til sidst klemte de sidste tårer ud. Malia pustede let ud, men blev i hans favn selvom hun var faldet til ro. Det sted hun følte sig allermest sikker var ved Nate, og hun havde manglet det. Dog bebrejdede hun ham ikke for det, for han var her ligenu. Han havde ikke sendt hende ud med det samme han så hende. Malia slappede af, og det var tydeligt i hendes muskler at de ikke længere var anspændte. De sidste tårer faldt stille og lydløst henover hendes kinder. Malia tog en dyb indånding, hvorefter hun tørrede sine øjne let. Det var lige hvad hun havde haft brug for, den ubehagelige følelse i hendes mave var ikke så stærk længere. Det havde været de sommerfugle til følelser, der havde haft snoet sig sammen til en knude.
"Jeg er glad for du er her." Hviskede hun let, imens hun trak svagt på smilebåndet. Det var blot ærlig snak.
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Ons dec 07, 2016 1:29 pm

Nathaniel blinkede en smule overrasket med øjnene, som om han ikke helt troede på ordene, der kom ud af Malias mund.
Du er tilgivet.
Sætningen løsnede et eller andet i hans krop, og han sank øjeblikkeligt sammen i skuldrene. Knuder af frygt, irritation og skam som havde hobet sig op i ham igennem den lange tid der var gået, siden han havde tvunget sig til at ligge Malia bag sig, blødte op, og han lukkede kort øjnene, i frygt for, at hun ville se hvor meget den lille sætning betød for ham. Han havde på bunden altid lidt frygtet at hun ville hade ham. Hun havde trods alt ikke grund til andet, mente han bestemt, for hendes liv havde i forvejen ikke været let, og han var bare forsvundet ud af det, uden at have sagt farvel. Som en kujon. Men hun tilgav ham, selvfølgelig gjorde hun det, den uselviske, godhjertede pige, og det gjorde ham mere lettet end han havde forudset. Han vidste hvor hårdt det ville have slået ham, hvis hun hadede ham.
Han betragtede hende med et blidt blik. Gud hvor var hun en af de personer, der bare fortjente så meget mere, end hun nogensinde havde fået, tænkte han, mens han studerede hendes grønne øjne. Hendes øjne havde aldrig før skræmt ham eller fået ham til at tænke over hendes slægt, men nu gik det langsomt op for ham. Måske var det fordi han havde blandede følelser med hendes 'nye' familie. Måske var det fordi han inderst inde mest af alt havde lyst til at spørge, om hun ikke bare ville blive en del af hans egen lille familie. I hvert fald syntes han at hendes øjne var mere fremmede end de havde været, da han mødte hende. Det gjorde lidt ondt at indse, for deres to slægter var jo ikke ligefrem gode venner, og det ville måske ikke blive så let for dem at holde kommunikationen. Deraf det inderlige ønske om, at hun da bare kunne blive her - selvom det selvfølgelig nok ville være helt umuligt. Hun hørte jo til ved sin familie.

Han placerede sit ansigt i hendes skulder, og mærkede hvordan hun langsomt slappede af i sin krop igen. Det gik op for ham, at han aldrig selv havde haft nogen at kramme, når han havde haft sine panikanfald, og det fik ham til at knuge hende lidt fastere ind til sig. Han løsnede sig let, og gav hende plads til at kunne tørre sine øjne, og trække vejret lidt igen, og hævede sit blik mod loftet, for at få hans egne fugtige øjne til at tørre igen. Hvor var han da også ved at blive sentimental på sine gamle dage. Hvis nogen tilfældigvis kom ind af døren nu, ville de da i hvert fald blive forvirrede.
"Jeg er også glad for at du er her," hviskede han, og kyssede blidt hendes pande. "Jeg er stolt af dig, Mallie." Nathaniel sukkede tilfreds, og nikkede let for sig selv. Sikke en dag. Sikke en dag.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Ons dec 07, 2016 4:49 pm

Malia var på mange måder stadigvæk ny i det her, og det var nok også grunden til - at hun ikke var ved Aaron ligenu. Tingene var stadigvæk nye, og det var svært pludselig at hører til et nyt sted. Hun havde aldrig hørt til nogle steder fysisk, kun mentalt - Nate havde altid mentalt været hendes hjem, også selvom han ikke havde været der. Han var den hun følte hun kunne give slip ved, og lade følelserne løbe selvom hun ikke var god til det. Han han knugede sig tættere imod hende, gjorde hendes eget greb også blev mere fast. Malia følte sig følelsesmæssig påvirket i øjeblikket, mange indtryk, ukendte følelser - en frihed hun ikke anede hvad hun skulle føre med. Et stort smil sneg sig henover hendes læber, imens en glædestårer gled nedover hendes kind. Han var glad for hun var her. Det var et plus, et stort et - men desværre lige meget hvor meget hun ville - så kunne hun ikke blive. Hvorfor skulle de to slægter være fjender, hvis der var fred mellem dem og ikke det had - så ville det ikke have haft ødelagt noget for hende, eller sat hende i en følelsesmæssig konflikt. Han kyssede hendes pande. Og de næste ord ramte hendes hjerte voldsomt, men på en god måde. Let så hun på ham med tårerne der nærmest gjorde hende blind. De grønne øjne spejlede sig i de salte tårer.
"Virkelig?" Spurgte hun til det at han var stolt af hende. Nate var hendes første rigtige familie, ja biologiskset ikke - men sommetider var blod ikke alt. Malia blinkede kort og tårerne faldt ned.
"I love you, big brother." Sagde hun og svang armene omkring ham endnu engang. Der var mange dage hun havde haft brug for det, og sikkert også omvendt. Men nu var hun fri, ingen grund til at være forsigtig - udover hvis hun var taget ind på Fairlake - så havde der muligvis været problemer - men det var der ikke her, andet minimale. Det ville være værre hvis Aaron havde sendt vagter efter hende for at være sikker på, at hun var okay - hvilket han vil nærmere eftertanke nok godt kunne finde på. Til sidst trak hun sig lidt tilbage, og sendte Nate et smil.
"Såå, fortæl mig, hvad er der sket for dig imellem tiden. Jeg vil gerne vide alt. Nogle specielle personer i dit liv? Et eller andet."
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Ons dec 14, 2016 8:47 pm

Nate sendte hende et bredt smil. Søsteren han aldrig havde glemt. Og han nikkede for at forsikre hende om, at han sagde sandheden. Hun havde været nødt til at være meget stærk for sig selv, og selvom han inderligt ville ønske, at ingen nogensinde skulle udsættes for dét hun havde været udsat for, kunne han se, at det bestemt havde gjort hende stærk, når nu hun endelig var på den anden side. Han ville blot ønske, at han havde kunnet hjælpe noget mere. Hendes grønne øjne var blanke, og han betragtede hende mildt, før hun svang armene om ham.
"And I love you, Mallie," svarede han, og gav hende endnu et blidt kys på toppen af hovedet. Da hun trak sig tilbage aede han let hendes skulder, før han sendte et kort blik ud igennem vinduet, mens han tænkte over hendes spørgsmål. Ja. Hvad havde han lavet imens? Han var blevet healer, sådan officielt. Han havde fået job på hospitalet i Fairlake. Han havde formået at opfostre sine tre søskende til at være anstændige mennesker - selvom Riva selvfølgelig havde lidt rebelske sider takket være Keeva - og han havde haft et par flirts og kærester i mellemtiden, men det var ikke rigtigt noget, han følte sig videre stolt over. Han var egentlig ikke en synderligt ambitiøs mand, havde ingen hemmelige planer om krig, og forholdt sig for det meste pacifistisk til de andre slægte - med mindre de selvfølgelig trådte over stregen. Han var tolerant, men ikke dum. Så lige nu, var det eneste han kunne tænke på, Luna.
En brummende, tænksom lyd undslap hans mund, før han svarede hende.
"Der er egentlig ikke sket så meget siden sidst," svarede han med et skævt smil, og rodede sig fraværende i håret. "Jeg har mødt en pige," indrømmede han, og betragtede Malia med rynkede øjenbryn. Han var utrolig dårlig til at snakke om sine følelser, og small-talk var normalt noget han forsøgte at undgå af selv samme grund. "Men det er ret nyt, og jeg ved ikke helt hvor det skal føre os hen, for det virker..." Han tøvede, og smagte prøvende på ordene. "Det virker umuligt." Det generte smil fandt atter vej til Nates ansigt, og han pustede til en krølle, der var faldet ned over hans øje. "Men Mallie, hun er altså noget for sig selv."
//undskyld den korte længde! Prøvede at svare fra mobilen c; xx
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Tors dec 15, 2016 9:05 pm

Det var rart at have Nate i sit liv, og hun ville ikke bytte ham ud med nogen anden i hele verden. Men hun glædede sig også til at hører hvad der var sket omkring ham siden de sidst havde set hinanden. Det var ikke kun hende livet var forsat for - Nate måtte have oplevet et par ting eller to. Han kom ud med at han havde mødt en pige, hvilket fik et drillende stort smil op på Malias læber. Malia ville vide aaaalt! Hun virkede også ufattelig interresteret da han talte videre omkring det. Ekstremt nysgerrig var hun jo.
"Alting virker umuligt til man pludselig er i det." Svarede hun blot. Det havde været umuligt for hende at være fri, umuligt for hende nogensinde at blive elsket af nogle - men begge de to ting var gået i opfyldelse. Intet var umuligt, medmindre man ikke gav det en chance.
"Har hun et navn? Eller er det en hemmelighed?" Spurgte hun med et skævt smil på læben. Malia puffede let til ham med et stort smil på læben. Glæden var ikke noget man havde set længe, men det var blevet meget mere ofte siden hun var sluppet fri. Malia kendte følelsen. Hendes relation med Noah var også ganske kompliceret. Hun ønskede at se ham igen, men det virkede så farligt for dem begge. Og hun ønskede ikke at sætte Aaron i et dårligt lys.
"Men hey.. måske skulle du tage chancen.. se hvor det går hen af? Du ved det ikke medmindre du prøver trods alt."

//Wauw.. det lykkedes mig.. ville svare, min stædighed fik tvunget mig igennem min træthed.. det er lidt kort.. men håber det går - ellers må du skrive <3
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Søn dec 18, 2016 2:33 pm

Han klukkede let, overrasket over logikken der kom fra Malia. Hendes opspærrede øjne og nysgerrige blik, fik ham til at tænke på sin søster Riva, der altid formåede at ville have gossip ud af Nates stort-set-altid-kedelige liv. Når hun endelig fik noget at vide om hans personlige  liv, var det lige præcis det blik, og dét drillende smil, hun gik rundt med hele dagen. Tanken slog ham, at Malia og Riva mindede ufatteligt meget om hinanden. De havde begge to en krigers ånd, men alligevel noget blidt og delikat over sig. Han nikkede med et blidt smil, og trak så på skulderen.
"Det har du bestemt ret i," kommenterede han, "men det gør det ikke nemmere."
På trods af hans alder, følte han sig ny i hele kærlighedsspillet. Jo, han havde haft kærester før; jo de havde da holdt i nogle år; nej, han havde egentlig ikke følt sig super komfortabelt i forholdene. Lige nu, havde det helt sikkert også en masse at gøre med Lunas rang, for det gjorde ham nervøs for at gøre noget forkert. Hun skulle trods alt være et godt forbillede for slægten, og han tvivlede stærkt på, at han selv passede ind i det billede. Han var jo ikke en kriger, som så mange af de andre.
"Hun hedder Luna," svarede han, og kunne ikke holde et bredt smil tilbage over lyden af hendes navn. Han valgte bevidst ikke at nævne hendes rang eller hendes efternavn, fordi det måske ville kunne sætte Malia i klemme. Nu hvor han havde fundet ud af, at hun var en Crawford - og ikke en hvilken som helst Crawford, men søsteren til Lederen - var han en smule påpasselig med sine informationer. Han ville ikke kompromittere hendes følelser.
Nate klukkede muntert endnu engang, og puffede blidt tilbage. "Det er jo let for dig at sige, Mallie," kommenterede han drilsk. "Har du ingen fyre i dit nye liv? Unge Crawfords på krogen?" Han vippede drillende med sine øjenbryn.

//Det er superrr <3
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Søn dec 18, 2016 3:42 pm

Let trak hun på skulderen.
"Hvorfor skulle det være let? Hvis det var let ville det så være det samme værd?" Spurgte hun og trak lidt på hovedet af sine egne ord. Malia havde næppe meget erfarring med andre mennesker sådan direkte positivt socialt - men hun vidste, hvordan det var med nogle ting. Hvordan nogle ting virkede svært at se på som noget muligt. At overføre det til andre hverdags situationer, gjorde livet en del lettere for hende.Malia lyttede kraftigt og ekstremt godt efter da han sagde navnet Luna. Let nikkede hun, hvem det var anede hun ikke. Det er jo let for dig at sige, Mallie. Sætningen fik hende til at rynke kort på næsen, tydelig mente hun at han tog fejl.
"Måske. Måske ikke." Svarede hun og prøvede at holde en mystisk facade, men hendes grin tog over. Det var lettere for hende at være glad nu, for hun forsøgte ikke at skjule sin glæde for nogle mere. "Jeg kan sige ja, men det er ikke ligefrem fordi det bliver let heller.. mest fordi det ikke ligefrem er en Crawford." Let sank hun en klump. Hvordan det var muligt for Nate, at få hende til at snakke direkte åbent omkring alt - var hende en gåde. Men det var et talent han havde når det kom til Malia. "Ikke.. at det er noget voldsomt.. blot en person.. som jeg delte noget med, og nu kan jeg ikke få ham ud af hovedet." Let trak hun på den ene skulder. Hun havde nævnt Noah før, måske Nate kunne sætte to og to sammen. Det ville være den første person, der fandt ud af hendes følelser for Noah.
"Jeg ved det ikke er en klog ide... eller må være muligt. Jeg har ikke sat mig ind i verdens reglerne endnu, men i bund og grund kan jeg også være lidt ligeglad. Jeg er færdig med at følge regler, som holder mig væk fra folk jeg elsker og holder af." Det sidste var ret bestemt sagt, og Malia var stædig anlagt. Hvis nogen sagde hun ikke kunne noget nu, ville hun vise de tog fejl. Hun havde haft taget 21 år fra sig, og hun ville aldrig få de år tilbage - så at nyde den hun havde nu i fulde drag - det kunne ingen stoppe hende fra. Let sank hun en klump.
"Du kan sige hvad du vil om min holdning... hvis nogen sagde til mig, at jeg ikke måtte se dig mere.. ville jeg gøre det alligevel.. naturligvis ikke, hvis det blev for farligt for dig.. men for mig.. der er der ingen grænser. " Tilføjede hun lidt senere. Heldigvis havde Aaron ikke sat nogle grænser op for hende endnu, han gav hende stadigvæk plads til at falde til. Og hun var her imens han gav hende den tid. Malia havde brug for at finde ud af hvordan tingene i verden hang sammen - og måske hendes holdninger ville tilpasse sig til hendes nyfundende frihed med tiden. Lige nu kendte hun intet andet end det fangeskab hun var sluppet fra. Alle de andre ting måtte komme med tiden.

En pludselig rumsteren ude fra rummet fangede hendes opmærksomhed.
"Shit." Mumlede hun, i frygt for det var nogle der kom efter hende. Let rejste hun sig op og sank en klump. Et par vagter af Aarons stod der.
"Tid til at finde din vej hjem frøken Crawford." Sagde en vagt der stirrede lettere skeptisk på Nate. Malia rystede på hovedet af dem og gav et suk fra sig.
"Vent på mig udenfor" Sukkede hun. Heldigvis gjorde de som hun bad om. Så vendte hun de grønne øjne mod Nate.
"Jeg burde have vidst han havde nogle til at følge efter mig." Let trak hun på skuldren, og bebrejdede dog ikke ligefrem Aaron for at ville se efter hende. Specielt på disse lande.  
"Jeg opsøger dig igen. Det lover jeg dig!" Sagde hun meget seriøst før hun svang sig i armene på ham. Knugede sig ind til ham, for ærligtalt havde hun ikke lyst til at gå. "Det er en skam du ikke kan tage med mig.. men sådan er det jo." Tilføjede hun og gav ham et klem før hun gav slip.


//Tænkte vi skulle runde lidt af, så vi kan få os et nyt emne også <3
Tilbage til toppen Go down
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Man jan 02, 2017 6:11 pm

Nate klukkede dæmpet for sig selv, og nikkede sagligt. Hendes logik fejlede overhovedet ikke noget. Det var absolut noget langt mere spændende over det, hvis det ikke blev serveret på et sølvfad. Han smilede skævt over hendes rynkede næse, og måtte undertrykke lysten til at prikke på den.
Nate havde været omgivet af Takumaras hele sit liv. Hele sit liv. Hans familie havde været rene Takumaras, hans lille landsby var fyldt med Takumaras, og de fleste folk han healede var også Takumaras. Det var først da han var begyndt at komme lidt ud med ugenlige besøg i Highview City, at han sådan rigtigt var begyndt at skabe bekendtskaber med andre slægter. Derfor måtte han indrømme, at han på et eller andet plan, regnede Malia som en Takumara, og ikke en Crawford. Han havde på en eller anden måde svært ved at sætte hende i bås, som han havde for vane med at gøre med de andre slægter, fordi hun ikke rigtigt havde noget med politikken at gøre - det havde hun så nu, gik det op for ham. Søster til Lederen endda. Og nu sagde hun, at hun måske var faldet for én fra en anden slægt.
Nate kendte udmærket til folks generelle holdning til, at man ikke burde blande slægternes blod, men han havde aldrig selv skulle tage så meget stilling til det, som nu. På ét punkt kunne han mærke at det stak lidt i ham, men på den anden side, ville han have haft samme følelse, hvis det havde været en Crawford hun havde snakket om.
Et blidt smil formede sig på hans læber, og han håbede, at han ikke havde set alt for alvorlig ud, mens hun havde snakket.
"Jeg kan ikke forbyde dig noget," startede han, og lagde hovedet på skrå, "og hvis jeg kunne, ville jeg ikke gøre det. Hvis det føles rigtigt, så stol på din mavefornemmelse, og så må andre tænke hvad de vil." Han rynkede kort øjenbrynene sammen. "Men jeg ville nok gerne møde ham, og fortælle ham et par ting eller to. Måske hinte at han ville ende midt i Albedo-ørkenen uden vand, hvis han knuser dit hjerte." Han smilede tilfreds for sig selv ved tanken, og skulle til at rode op i hendes hår i en drilsk bevægelse, da han hørte lyde ude fra entréen.

Malias reaktion fik et stærkt had til at blusse op til hvem end det var. Han fulgte hendes bevægelse og rejste sig op, men trådte et skridt frem, så hun kunne stå en smule bag ham, hvis der skulle ske noget. Vagten var lavere end Nate. Lavere og virkede en smule nervøs over at være på Takumara grund.
Nathaniel hævede skeptisk et øjenbryn mod fyren, og lagde armene over kors. Et koldt blik blev sendt i hans retning.
Han brummede irritabelt for sig selv, da vagterne gik ud igen, og sendte et skeptisk blik til Malia. Han brød sig ikke om at hun endelig havde fået frihed, men at den tydeligvis ikke var helt fri alligevel. Ikke at han bebrejdede Aaron for at ville passe på hende, men vagter var måske lige i overkanten.
"Fortæl din bror at han kan forvente samme behandling som din fyr, hvis han ikke behandler dig ordenligt," brummede han, og trak hende ind til sig i et fast klem. Han kyssede hurtigt hendes hår. "Lad der ikke gå for lang tid,"svarede han, og smilede blidt mod hende.
Det føltes som om hun tog noget af varmen med sig, da hun slap ham. Han sank, og strøg hende forsigtigt over kinden. "Du er altid velkommen her," sagde han, og kiggede hende dybt i øjnene. "Du har et hjem ved mig, når du får brug for det."  

//Nate out! <3
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   Søn jan 08, 2017 8:59 am

Malia trak en anelse på smilebåndet. Det var svært at sige hvad Noah var, hun kendte ham ikke ret godt. Men hun behøvede ofte ikke at kende folk ret godt for at vide, om de ville hende godt eller dårligt. Nates ord omkring det gjorde hende dog glad, hun var langtfra sikker på, hvad Aaron ville sige til det - hvis han fandt ud af hendes følelser for en Takumara.
"Tak." Sagde hun med et par glade øjne. Han ville møde Noah, hvilket egentlig ikke overraskede hende ret så meget. Et grin forlod hendes læber omkring, at sende Noah til langbort i stand. Det var ikke alle der stod ved hendes side, og dem der gjorde - satte hun ekstra meget pris på.

Hjertet bankede ved den korte intense stemning ved Crawfords på Takumara grund. Hun kunne mærke hadet og det stak i hende. Kort følte hun sig en anelse splittet. For hun havde levet ved Takumara så længe og var ikke van til at se Crawfords på grunden - det var grunden til hun havde følt sig så anderledes dengang. Men med Nate, følte hun sig blot som Malia - og det var en god følelse.
"Hvis det ikker er Aaron der har sendt dem, er det min mor." Rullede hun lidt med øjnene da vagterne var væk. Det var underligt pludselig at have flere end bare to til at bekymre sig om hende. Om hun kunne vende sig til det - vidste hun ikke.

"Det skal jeg gøre." Svarede hun med et skævt smil, imens han trak hende ind i et fast kram. Malia svang armene omkring ham, og holdt ham tæt. For faktisk ønskede hun ikke at gå, hun ville langt hellere blive ved Nate. Mere end den korte tid hun havde været her. Det var slet ikke langtid nok. "Jeg vil være tilbage så snart jeg kan." Svarede hun ham med et varmt smil.

Du er altid velkommen her, måden han kiggede hende i øjnene på, var hun sikker på sandheden. Og det varmede hendes hjerte endnu mere. Du har et hjem ved mig, når du får brug for det. Det var tydeligt i de grønne øjne, at hans ord var guld for hende.
"Det vil jeg huske." Svarede hun og placerede kort et kys på hans kind, inden hun gik ud af døren og med vagterne hjem.

//Mallie out <3
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: The Sword and the Spirit - Nathaniel   

Tilbage til toppen Go down
 
The Sword and the Spirit - Nathaniel
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Omegnen rundt om Highview City :: Lilypad Village-
Gå til: