Care & Comfort ♕ Elena

Sted ♕ Alexeis familiehjem
Tid ♕ Aften, klokken er måske lidt over 18
Omgivelser ♕ Møbler og diverse husting
Vejr ♕ Varme, solen er ved at gå ned
Påklædning ♕ Outfit (-tasken og solbrillerne)
Emnepartner ♕ @Elena

Det havde været en begivenhedsrig dag. Alexei havde modtaget besked om, at Emelia havde brug for hans hjælp, så han var taget ud for at møde hende, efter at have rystet sine vagter af sig. Det havde vist sig, at hun skulle bruge hans hjælp, fordi hun havde hjulpet en ung kvinde med at slippe fri fra hendes fars misbrug og fangenskab. Og denne unge kvinde havde været ingen ringere end Elena, som åbenbart var blevet kidnappet af Konrad Aurum for et års tid siden. Efter at have overtalt dem begge til at opholde sig i hans familiehjem for en tid, havde han ført dem derhen og bedt de ventende vagter om at anholde Emelias far. Da han så havde sikret sig, at Emelia var ordentligt sørget for og havde tildelt hende et værelse, havde han endelig bevæget sig nedenunder igen, hvor Elena ventede.

Som han trådte ind i stuen, blev han mødt af et syn, der bragte ham tilbage til fortiden. Da han var yngre og Elena havde været en af husets mange slaver, havde han nogle gange fundet hende siddende i stuens brede vindueskarme midt om natten. Han havde fundet hende siddende der, mens hun stirrede ud ad vinduet, så mange gange. Præcis ligesom nu. Han stoppede op i et øjeblik og betragtede hende lidt. Det var mærkeligt at have hende i hjemmet igen, efter så mange år. Det bragte både lykkelige og ulykkelige minder med sig. En lille pige var blevet bragt ind i hans liv og fået en kæmpe plads i hans hjerte, for kun at blive revet ud af hans liv på pludselig og forfærdelig vis. Synet af hende mindede ham om de mange forfærdelige år under hans fars brutale magt, og måden han havde frygtet for hendes sikkerhed så mange gange. Men det mindede ham samtidig om, hvor vigtigt det havde været for ham at finde en person, som betød så meget for ham, at han ikke kunne lade være med at bekymre sig om dem hele tiden. Hvis ikke han havde haft Elena i sit liv i de år, vidste han ikke hvordan han nogensinde skulle have klaret sig igennem det. Farens død havde endelig sat ham fri, men Elenas indtræden i hans liv havde holdt ham kørende indtil da.

Han tog en dyb indånding og gik med lette og rolige skridt hen imod hende. Hun havde været så meget igennem i det seneste år og at være tilbage i dette hjem måtte minde hende om alt det hun havde været igennem allerede i en så tidlig alder. Alexei havde altid hadet det faktum, at der havde eksisteret slaver, men han havde aldrig været i stand til at ændre det. Nu var han konge og det havde stadig ikke forhindret en af de vigtigste personer i hans liv fra at blive holdt som slave i et helt år, nærmest lige for næsen af ham. Han havde mødt Hr. Aurum, så det var desværre ikke overraskende, at manden kunne finde på noget af den kaliber, men det gjorde det bestemt ikke mindre forfærdeligt. Men nu kunne han blot sikre sig, at han gjorde alt i sin magt for at forhindre noget lignende i at ske igen. Desuden ville han gøre sit inderste for at få hende igennem traumerne og konsekvenserne det ville have.

Han sørgede for ikke at bevæge sig ligeså lydløst, som han havde for vane at gøre, da han ikke ville forskrække hende. Han nåede hende endelig og stillede sig op ad vindueskarmen ved hendes fødder, mens han betragtede hende med en bekymret mine. "Er det meget slemt at være tilbage hertil?" Der var så meget han ville spørge hende om, men som han ikke vidste, hvordan han skulle formulere. Desuden var der så meget, som han ville spørge om, men ikke var sikker på, om han virkelig ville vide. Havde han lyst til at kende svaret på, om Hr. Aurum havde misbrugt hendes krop til at tilfredsstille sine ulækre fantasier? Det var næsten for meget bare at lade tanken strejfe hans sind. Han bed tænderne lidt sammen og prøvede så vidt som muligt at ryste det fra sig. Han søgte med sine evner at skubbe vreden, der atter ulmede i ham, fra sig. Han ville ikke være vred, når han var nær hende. Men bekymringen var dog stadig tydelig at mærke.

Tæppet blev trukket lidt tættere om skuldrene, mens blikket drev over omgivelserne bag den kølige rude. Hver gang hun åndede ud, syntes den varme ånde at lave en lille skygge over glasset. En skygge der forsvandt ligeså hurtigt som den manifesterede sig. De matte øjne gled strejfende og kærtegnende over bygningerne udenfor, med deres kurver, kanter og buer. Selv bag stærke mure, virkede verdenen udenfor så faretruende. Det slog hende, mens hun ventede, at hun aldrig havde været i ejendommen i frihed. Faktisk, var hun ikke sikker på om hun egentlig nogensinde havde været fri. Tøjleløsheden havde indtrådt i skrøbelige øjeblikke. Øjeblikke hvor hun havde slået den indre knap fra, og oplevet en fortrydelse derefter. Som skammede hun sig over at opleve nogen form for frigørelse, og derfor vristede sig fri fra alt der kunne give hende forløsning. I et sekund fangede hun sig selv i at strejfe slavetatoveringen med en kølig finger. Engang havde den været så tydelig og markant, men med årene var den nærmest sunket ind i hendes hud. Den var blevet en korporel del af hendes skikkelse og en markant del af hendes identitet.

Fingeren stoppede sin bevægelse og krammede istedet lidt om tæppet, da hun hørte de lette fodtrin. De blågrønne øjne vristede sig endelig fri fra ruden og gled mod manden hun aldrig, før i dag, havde troet hun skulle se igen. Hendes egen fejhed og de slægtsløse øjne, havde jo vristet hende fri fra hans liv i mere end én omgang. Udtrykket i hendes blik var mere kontrolleret end det havde været da de stod ved kroen. Hun følte sig sikker med ham, selvom både samfundsklasse, temperament og målsætningerne var milevis fra hinanden. Han burde tilbringe tiden med Emelia nu - ikke hende. Alligevel havde hun ikke indvendt, da han bad hende vente i stuen. Det var måske selvisk af hende, men hun følte sig desperat efter hans tilstedeværelse, nu hvor hun bevægede sig i det uvidste. Fangeskab var måske i virkeligheden mere betryggende end at bevæge sig i tågen.

Bekymringen hvilede over hans udtryk som en skygge af rolig alvor, da han stillede hende et spørgsmål. Et spørgsmål der kortvarig fik hende til at kaste et blik rundt i rummet. Da hun først ankom til ejendommen som barn, havde hun ønsket at røre ved alt. Hvert lille objekt der ellers ville overses af aristokrater. Hun havde aldrig oplevet et glimt af verdenen før hun blev skubbet ud i den. "Alle gamle ejendomme er hjemsøgt på en eller anden måde," svarede hun lidt vagt,"Ikke kun af de dårlige minder, men også af de gode." Øjnene gled op mod ham igen, hvorefter et blidt, flygtigt og lidt udmattet smil kortvarig strejfede læberne.

"Du var fanget her længere end mig. Hvorfor blive..?" Måske kunne man bindes til et sted med en kontrakt, men Alexei var magtfuld.

Alexei var godt klar over, at Emelia nok også havde behov for hans selskab, men han kunne ikke ignorere sit eget behov for at tage sig af Elena først. Han havde taget sig af hende efter bedste evne, da de var mange år yngre og dette sad stadig indarbejdet i ham. Han ville altid sætte hendes behov over sine egne og tilsyneladende også over andres. Men det var måske næppe særlig overraskende, når man tog i betragtning, at han elskede hende. Han havde fortalt Emelia for et godt stykke tid siden, at han aldrig havde prøvet at være forelsket. Men det betød ikke, at han aldrig havde prøvet at elske. Han havde oplevet kærlighed for første gang, da Elena var kommet ind i hans liv for alle de år siden. Klart, han havde altid følt en kærlighed for sin mor, men det var noget helt andet, fordi han aldrig havde nået at møde hende. Han elskede vel nok snarere idéen om hende, end han egentlig elskede hende, for kunne man virkelig elske nogen, som man aldrig havde kendt?

Men Elena havde han kendt. Han havde til tider syntes at kende hende bedre end sig selv, og han havde altid forsøgt at gøre hendes liv bedre, hvor end han kunne. Han havde forhindret sin far i at bruge vold mod hende, ved i stedet at påtage sig alle slagene selv. Han ville have fået slag alligevel, for sådan havde det været så længe han kunne huske. Så han havde bidt det i sig og tilegnet sig ekstra slag, der ikke oprindeligt havde været tilment ham. Og han havde ikke fortrudt det en eneste gang. Han ville have gjort hvad som helst for at holde Elena ude af farens vold og i sikkerhed. Så sikker som hun nu kunne være, i hvert fald. Han havde desuden altid forsøgt at bringe noget glæde ind i hendes liv, f.eks. ved at opfinde små, diskrete lege, som ikke ville tiltrække farens opmærksomhed, eller danse med hende, når faren var ude af huset. Og i forsøget på at glæde hende, havde han også glædet sig selv. Hun havde været det største og noget nær eneste lyspunkt i den første lange halvdel af hans liv.

Da han havde stillet hende spørgsmålet, betragtede han hende, som hun kastede et blik rundt i rummet. Hun havde været ganske ung, da hun havde boet her, så han kunne ikke vide, hvor godt hun kunne husket stedets detaljer. Men de havde også ændret sig markant. Efter farens død, havde Alexei ændret på alt. Nye møbler, nye farver, ny maling på vægge osv. Han havde doneret alle tingene til familier, der var dårligt stillede og som ikke havde den samme følelsesmæssige tilknytning til tingene, som han havde. Det eneste i hele hjemmet, som forblev uændret, var morens atelier. Det befandt sig i et af de mange værelser på førstesalen og var endnu præcis som moren havde forladt det, da hun havde mødt en alt for tidlig død. Han bevægede sig nogle gange derind, hvis han følte sig særligt nostalgisk. Det var det tætteste han kom på nogensinde at møde sin mor. Han kunne nogle gange bilde sig selv ind, at han mærkede morens tilstedeværelse i rummet. Hun var til stede i de bløde penselstrøg på lærrederne og i de smukker farver, der lyste hele rummet op. Hun havde været en ganske talentfuld kunstner, selvom hun blot havde malet for adspredelsen og glædens skyld.

Han blev trukket ud af tankerne om moren og dennes atelier, da Elena svarede på hans spørgsmål. Svaret blev fulgt af et let smil, der dog forsvandt hurtigt igen. Han sendte hende et ligeså stille smil, som han besvarede det spørgsmål, hun havde afsluttet med at spørge ham om. "Som du selv sagde, er her også gode minder. Ganske vist ikke nær så mange gode, som dårlige, men alligevel…" Han holdt en kort pause og rynkede lidt på panden. "Dette sted har været i min mors familie i mange generationer og det er virkelig det eneste, der forbinder mig til min mor og bedsteforældre. Eftersom jeg aldrig nåede at kende nogen af dem, får dette hjem mig til at føle mig knyttet til dem, bare en smule. Mindet om min far skal ikke have lov at overskygge hjemmets lange historie."

Dagen havde været ligeså begivenhedsrig som den havde været lang. Solens sidste stråler badede rummet i et rødgyldent lys, vidnende om det snarlige mørke der ville bevæge sig over himmeltæppet. Elena frygtede det, men alligevel foldede atmosfæren i hjemmet sig ikke nær så ubekvemt om hendes skuldre som den havde som barn. Meget havde forandret sig. Tilsyneladende havde Alexei ikke blot udskiftet møbler og vægbeklædning, men havde også løsnet fragmenter af ejendommens engang giftige stemning. Hukommelse var et flygtigt koncept. Elena huskede de værste øjeblikke i ejendommen som urene, uhyrlige mareridt, og de bedste som glansbilleder ment til drømmeverdener. Som hun trak benene lidt op til sig i vindueskarmen, for at slå armene omkring dem, betragtede hun manden, stående ved hendes side. Manden der, mere end én gang, havde reddet hende ud ad forfærdelige situationer.

Første gang han havde beskyttet hende fra faderens klør, havde hun ikke forstået hans intentioner. I slavelejren var hun blevet slået, sparket og spyttet på - samt fortalt at hun fortjente det. Nok havde Zachariah og hans forældre beskyttet hende når de kunne, men de havde været slaver ligesom hende. Måske havde de ikke været ligeså rodløse grundet deres slægt og familiære bånd, men alle i lejren var bundet sammen med slavebånd og numre. Indtil frigørelsen altså sendte dem alle i forskellige retninger, og vristede Elena fri fra det tætteste på en slægt hun nogensinde havde været.
Alexei havde været den første udefra der havde værdiget hende et godhjertet blik. Ikke nok med at han havde taget slag for hende, han havde tilmed taget dem fra sin egen far. Sit eget blod. Slog hånden ikke hårdere, når den tilhørte en man elskede? Nok havde Elena aldrig oplevet det, men hun vidste at smerten ved at miste nogen sved hårdere end noget andet. Hun elskede Alexei. Hun havde beundret ham siden hun var barn. Hver gang de gled ud af hinandens liv, følte hun at noget manglede. Alligevel bar hun megen skam for alt hun havde udsat ham for. Hvad end det galt al den smerte han tog for hendes skyld, og hvad der var hændt efter de mødte hinanden for første gang i deres voksne liv. Han havde åbnet hendes verden op, trøstet hende når hun var ked af det, og fået hende til at smile når hun ellers havde formodet at hun var berøvet en barndom. De gyldne øjne var blevet et håb for hende, med deres betagende nuancer. Dette var på trods af at han havde været den første udenfor lejren hun havde kunne kigge i øjnene, uden at mærke skam over hvad der blev reflekteret tilbage.

Da han gav sig til at besvare hendes spørgsmål, hvilede hendes fulde opmærksomhed mod hans udtryk. En rynke havde foldet sig i hans pande, men han fremstod stadig stoisk. Familie var ikke et koncept hun forstod sig meget på. Hun havde aldrig haft hverken familie, slægt eller arv. Selv efter at have oplevet megen modgang, ønskede Alexei ikke at slette familiehistorien. Det var beundringsværdigt. Ikke nok med at han havde åbnet dørene for hende, han havde også kæmpet for at opretholde sin families arv, selvom det havde været hårdt og smertefuldt. Modsat hende, kunne han se det svære i øjnene.

"De ville have været stolt af dig, Alexei. Det er jeg sikker på." Fik hun endeig sagt, med en ærlighed i stemmen. Alexeis ambitioner og hans respekt for familiehistorien, var blot nogle af de elementer ved ham hun fandt beundringsværdigt. Måske bar han også dårlige minder om stedet, men medhans indflydelse ville han garanteret kunne fjerne de tilsmudsede pletter helt fra ejendommens atmosfære til de næste generationer.

"Du er... Konge nu..." Det var ikke et spørgsmål, og heller ikke en fuldstændig konkret konstatering. Elena havde været lukket væk over det seneste år, og følte at hun havde levet i en døsig og sløret eksistens. Hun lod kortvarig blikket vandre mod ruden, med et tænksomt udtryk i blikket, "Du gør mig en stor tjeneste, men jeg vil ikke udfordre hvad du har opnået." Selv hvis hendes ophold var kortvarig, ville hun ikke distrahere ham fra vigtigere opgaver. Hun var voksen nu, og uanset hvor meget hun gerne ville dvæle i hans opmærksomhed som hun gjorde som barn, vidste hun at deres brikker var rykket længere fra hinanden i verdensspillet.

Alexei havde stadig en rynke i panden, da Elena talte. Et lidt sørgmodigt udtryk gled over hans ansigt, men det blev hurtigt erstattet af et taknemmeligt et. Det var selvfølgelig sørgeligt for ham at tænke på sin afdøde familie, men han satte pris på hendes forsøg på at opmuntre ham. Det fremkom også tydeligt i hendes stemme, at hun mente, hvad hun sagde. Han sendte hende derfor også et lille smil. "Tak, Elena. Det håber jeg." Han nikkede svagt, egentlig mest for sig selv. Han havde vel egentlig lidt ubevidst altid stræbet efter at gøre sin mor stolt, selvom hun ikke var i live. Selv, hvis hun eksisterede på et eller andet plan, hvor hun kunne holde øje med sin søn og havde set ham vokse til den mand, han var i dag; kunne han jo umuligt vide, om hun var stolt af ham. Da han heller aldrig havde nået at møde eller kende hende, kunne han næsten kun skabe sin egen forestilling af hende inde i sit hoved, som måske var uendeligt langt fra sandheden. Faren havde sjældent nævnt hende, og når han så endelig havde gjort dette, havde det været for at bebrejde Alexei for hendes død. Noget, som han derfor var vokset op med, som en vægt på hans skuldre. Noget inde i ham ville altid bebrejde ham selv, fordi han havde fået det banket ind i sig – bogstaveligt talt – fra barnsben. Men det prøvede han at undertrykke, da hans rationelle side jo udmærket godt vidste, at den slags altid var en risiko ved fødsler. Hvis man ikke kunne leve med den risiko, skulle man ikke få børn. Og hans mor havde selv ønsket at få børn. Det havde hans far jo egentlig også på daværende tidspunkt. Lige indtil Alexei rent faktisk var kommet til verden og hans mor havde forladt den.

Nu vidste han blot, at han aldrig nogensinde ville behandle folk, som hans far altid havde behandlet ham. Og da slet ikke børn. Hvis han nogensinde skulle blive far selv – hvilket han ikke så den store udsigt til, da han ikke havde umiddelbare planer om giftemål – ville han være alt det, som hans egen far aldrig havde været. Det kunne aldrig falde ham ind at lægge en hånd på sine børn. Ej heller nogen andens børn. Den slags uskyld måtte beskyttes for enhver pris, sådan havde han altid haft det. Måske fordi hans egen blev korrupteret fra starten af. Ingen børn burde kende til den slags vold og verbalt misbrug, som han var vokset op med. Som også Elena og Emelia var vokset op med. At alle tre personer, der befandt sig under hjemmets tag, havde den slags ar på sjælen, måtte virkelig fortælle noget dårligt om deres samfund. Forhåbentlig havde han nu chancen for at rette op på dette, i hvert fald til en vis grad.

Han bøjede hovedet en smule og kløede sig lidt akavet i nakken, da hun nævnte, at han var blevet konge nu. Hans blik forlod hende, som hans nakke blev bøjet. Han havde ikke været sikker på, om hun kendte til den udvikling, når hun sådan var blevet holdt som slave i et år – mens udviklingen var hændt – men han havde egentlig ikke forventet det. Han mærkede en let nervøsitet røre på sig. Og det sagde ikke så lidt, for han var en mand, der yderst sjældent blev nervøs. Men tanken om, hvad hun ville synes om hans nye status og måden, hvorpå denne eventuelt ville påvirke deres forhold, formåede at bringe nervøsiteten frem. Han vidste desuden ikke, hvad han skulle sige til hende, og han var ikke vant til at være uden ord. Han lod armen falde og hævede endelig blikket, så det atter mødte hende. Netop som hun så ud ad vinduet og åbnede munden igen, hvilket heldigvis gjorde, at han ikke behøvede at kæmpe ligeså hårdt med ordene. Og straks, da hun havde talt ud, blev det nemmere for ham at finde på en masse ting at sige. Han lagde blidt en hånd på hendes ene underarm, for at kræve hendes fulde opmærksomhed. "Hvad er pointen med at have alt den magt, hvis jeg ikke kan bruge den til at hjælpe folk? Og da især folk, som betyder så meget for mig." Han så hende dybt ind i øjnene, mens han rynkede en smule på øjenbrynene. Hans oprigtighed lyste klart igennem; han mente fuldt og fast, at det var det vigtigste og det kunne hun ikke ændre på.

Fangeskabet havde været en sløret tid. For et år siden, da hun til Lysfesten var blevet vristet ind i det igen, havde hun stadig haft smagen af den søde vin og Alexei på tungen. Som barn havde hun fundet en trøst i hårdt arbejde og ligeledes havde hun vendt en kind til sin værste skam i Aurum husholdningen. Vabler på hænderne, ru fingerspidser og en disinteresse i mad havde været nødvendigheder i hendes søgen på at finde tomheden igen. En konge var faldet og en ny var trådt til. Alexeis navn var blevet nævnt, men dagligdagen havde gjort det svært at skelne mellem løgne og sandheder. Først på gåturen til ejendommen, var det rigtig blevet klart for hende hvor magten lå. Måske havde hun blot ikke søgt beroligelsen bag de tykke murer. Måske havde hun, i virkeligheden, kendt til det i lang tid. Hun var stolt af ham, men at flere øjne nu hvilede i beundring mod hendes redningsmand og helt, forekom hende ikke mærkværdigt. I hendes øjne, selvom disse var slægtsløse og for mange ligegyldige, havde han altid været ment til noget større.

Da hun nævnte ordet konge syntes noget at ændre sig ved Alexei. Den stoiske mand virkede ikke helt komfortabel med konceptet. I hvert fald ikke når det kom fra hende. Der havde altid været en massiv forskel mellem deres positioner i samfundet, og hullet mellem dem var måske blevet gjort større ved denne omlægning. Hendes blik havde søgt væk for at give ham ro fra den nervøse position. Det sidste hun ønskede var at gøre ham ukomfortabel; det havde hun gjort nok af sidste gang de mødtes. Og gangen før. Det kunne ikke ske igen. Ikke nu. Alligevel strejfede tankerne kortvarig de forløsninger hun havde fundet med ham, der trods de havde problematiske følger, havde fyldt hende med en fremmet frigørelse.

Netop som hun tilsølede en fjern del af sine tanker med en årlang fantasi, hvilede hans hånd mod hendes underarm. Den var varm og betryggende, selvom hun ikke kunne undgå at overveje at hvis hun blot drejede undersiden af sin arm opad, ville hans fingre berøre slavetatoveringen. Havde hun ikke oprigtigt fanget ærligheden i hans eklæring, havde hun nok følt sig fuldstændig underdanig for ham. Elena lod sine øjne glide op for at fange hans. Der var en dybde i hans blik som næppe kunne replikeres. En tåbelig lyst til at forsvinde helt i dem, spredte sig i hendes bryst. Det spirede i hende, men hun kendte sig selv. Når først læberne bevægede sig, ville hun forsøge at tale ham fra det hele igen.

"Ikke alle vil bifalde din velgørenhed overfor en slægtsløs. Konge eller ej. Måske har kronen skiftet, men forandring tager tid." sagde hun, med en blidhed i stemmen trods budskabet måske var mørkt i dets rationalitet. "Jovist kan jeg stuves væk fra nysgerrige blikke for en stund, men du forstår at jeg ikke kan blive her længe. Ikke når du har så meget at miste." Hans navn og hans fremtidige arv. Måske havde han sagt nej til at gifte sig med Emelia, men måske var presset tungere på ham nu hvor han sad på tronen. Tanken gav hende en dårlig smag i munden.

"Din indflydelse kan gøre meget for de udsatte, men modsat Naailas slægtens underkuelse, tilhører folk som jeg ingen kategori. Jeg er en trussel mod stabiliteten." Stemmen knækkede ikke en eneste gang. Gamle formaninger gled dog gennem hendes hoved. Ofte havde hun hørt mennesker - især aristokrater - omtale ideer om at gøre slægtsløse sterile. Måske dræbte de dem ikke, men de sikrede dødsdommen over kommende generationer.

Det kunne ikke benægtes, at der var et større hul imellem deres positioner i samfundet. Det var han udmærket godt klar over, selvom han ønskede, at det ikke var tilfældet. Da de havde været børn, havde denne forskel imellem dem ikke gjort det store. Jo, den havde bestemt betydet noget for hans far, men den havde aldrig betydet noget for ham. Den betød såmænd stadig ikke noget for ham, men dengang havde han heller ikke haft grund til at bekymre sig synderligt om den. De havde kun været i hinandens selskab derhjemme, hvor der ikke var nogen grund til at tage sig af formaliteter. Men nu var alt ikke så simpelt. Hun vidste det og han vidste det. Han var gået fra at være endnu en rigmand i mængden til general og kongens tætte betroede til selve kongen. Det var et kæmpe spring fra den unge dreng, som Elena havde kendt alle de år tidligere. I virkeligheden kunne han jo heller ikke bebrejde hende, at hun udpejede hans nye situation og følgerne deres venskab kunne have for denne. Men han kunne ikke bekymre sig om dette. Han havde ikke lyst til at være konge, hvis det forhindrede ham i at have hende i sit liv. Og selv, hvis hun ikke ønskede at være en del af hans liv, kunne han ikke blot lade hende forsvinde ud af hans liv endnu en gang. Det var hændt alt for mange gange nu. Hvis hun ikke ønskede at være en del af hans liv, ville han først være fuldkommen sikker på, at han hjalp hende med at finde en ordentlig tilværelse – et sikkert liv, som ville sørge for hende. Penge havde aldrig været en hindring for ham og var det stadig ikke. Hun ville sikkert ikke tage imod hans penge, men han ville ikke tage imod et nej.

Hvordan skulle han kunne lade hende begive sig ud i en verden, der allerede havde taget så meget fra hende og behandlet hende så forfærdeligt? Han havde lyst til at låse hende inde i hjemmet og forbyde hende at bevæge sig udenfor nogensinde. Men han kunne aldrig finde på at fratage hende sin frie vilje på den måde. Så ville han jo heller ikke være spor bedre end faren eller Hr. Aurum. I hvert fald ikke når det gjaldt hendes frihed. Hun havde været en slave det meste af sit liv, selv efter dette var blevet afskaffet. Hun skulle aldrig være nogens slave igen, det ville han sørge for. Om det så kostede ham hans kongetitel. Men det ville det heller ikke gøre. Det skulle hun slet ikke bekymre sig over. Slaveri var blevet afskaffet for mange år siden efterhånden, så han havde loven på sin side i denne sag. Og han var en intelligent mand. Selvom han aldrig havde været så rasende før, havde han alligevel formået at tilbageholde både sig selv og Emelia, så ingen af dem gjorde noget forhastet. Han havde købt dem begge tid, så de kunne sætte sig ned og tænke tingene grundigt igennem, før de tog en beslutning om Hr. Aurums skæbne. Eller måske snarere omstændighederne omkring denne.

Elenas øjne mødte hans og han syntes at forsvinde ind i de unikke øjne. Han havde ikke tilladt sig selv at tænke for meget på hende i det tabte år. Selvom det var nogle forfærdelige omstændigheder, som havde ledt til hans nye titel som konge, var det kommet på et yderst belejligt tidspunkt. Det havde givet ham så meget mindre tid, til at tænke på Elena og deres sidste møde. Han blev rystet ud af den trancelignende tilstand, så snart hun åbnede munden igen. Hendes stemme var blid, men ordene var det modsatte. Alexei måtte bide kæben sammen i frustration. Hun kunne ikke seriøst forvente af ham, at han bare ville lade hende ud af syne igen, når han vidste, hvad der var sket sidste gang. Han benyttede sin evne til at lade noget af frustrationen fordampe. Han ville ikke fremstå som om han var vred på hende, for det var han jo ikke. Han var vred på situationen. Hende kunne han aldrig blive vred på, så meget var vist efterhånden blevet bevist. Måske havde han potentielt set en del at miste, men det hele virkede som vand, ved tanken om at miste hende. Ved de sidste ord blev hans vrede næsten fuldkommen erstattet med sorg og tristhed. Han tog en dyb indånding og flyttede hånden, som ikke var på hendes underarm til hendes kind, med en blid og varm berøring. Han fangede hendes blik endnu en gang og brød ikke øjenkontakten, som han svarede hende. "Du må aldrig lytte til den slags ord. Du er den blideste sjæl jeg kender; du kunne aldrig være en trussel mod nogen – slægtsløs eller ej. Hvis du fik chancen, kunne du smelte selv de værste tyranners iskolde hjerter." Han holdt en pause, mens han tog endnu en dyb indånding og rynkede sørgmodigt på panden. "Jeg er bange for, at du har hørt så mange nedsættende ord fra snæversynede personer, at du har lært at tro på dem. Måske, hvis vi bare ikke var blevet skilt ad…" Han mærkede en overvældende trang til at lade nogle tårer falde. Kun hun syntes at være i stand til at bringe ham til tårer. Han mærkede en enkelt tåre glide ned ad hans højre kind, men han ignorerede den og tog sig sammen til at fortsætte, endnu uden at bryde øjenkontakten. "… Hvis det var mine ord du var vokset op med, i stedet for deres… Hvis du bare kunne se dig selv gennem mine øjne, ville du aldrig være i stand til at føle andet end beundring og kærlighed." Hans stemme var lav og hudløst ærlig. Måske kunne hun aldrig forstå, hvor meget hun betød for ham. Måske kunne han ikke engang selv helt begribe det…

// Du må virkelig undskylde for den uendeligt lange ventetid, det er helt galt! :-( <3 //

De store øjne forblev rettet mod hans. De veg ikke fra den dybe kontakt, men flakkede naturligt og overvejende mellem de velkendte gyldne øjne. Stædigt, forsøgte hun at fastholde den rationelle tankegang. Hvis man overbeviste sig selv fast nok om at man fortjente både det mentale og fysiske fangeskab man levede i, kunne man retfærdiggøre ens utallige ufrugtbare forsøg på at komme ud af situationen. Elena fortalte derfor den kolde og hårde, men troværdige sandhed som hun kendte den. Sandheden var, at hun var bevidst om mange af livets hårde realiteter. Det var fantasierne der var sværere for hende at forstå og begå sig i. Især dem der talte om romantik og tryghed. Lysfesten havde været et eksempel på en af disse fantasier. Det havde nærmest været som en drøm for den slægtsløse pige, der aldrig før havde bevæget sig i noget så smukt, uden at føle sig helt som en forkert brik i puslespillet. Nok havde hun ikke kunne bevæge sig så yndefuldt som de andre kvinder, og nok havde hendes blik været rettet mod gulvet når hun gik forbi festens gæster, men hun havde været anonym... For første gang i sit liv - måske på nær aftenen hun havde inviteret Alexei ned i undergrundens mørke.

Problemet var at Elena forsøgte at holde fast i de rationelle forklaringer med stædige kløer. Alexei havde dog haft en evne til at få hende til at drømme og håbe på mere, siden hun var barn. Hver gang hun trak igen var det som om han dæmpede hendes uro. Selv nu, hvor hun burde være moden og voksen, skete det samme i hans nærvær. Han dæmpede det der gjorde ondt, men han kunne ikke altid være der. Ikke når han var... konge... Ingen del af hende ønskede at han skulle sætte sin magt på spil. Ikke når han kunne gøre en reel forskel, mens hun selv ønskede at kravle ned i et beskyttet hul som undergrunden eller Groundstone igen, hvor ingen skulle se hendes øjne.

Alligevel rørte han hendes kind og gav hende håb... Hun lyttede til dem, men trods frustrationen svandt hen, begyndte noget andet at forsøge at kæmpe sig op til overfladen. Hans godhjertethed sendte en varme op i hendes øjne. Især, da hun bemærkede en tåre der faldt over hans kind. Hun skulle aldrig havde stukket af fra ham... Eller, måske skulle hun aldrig have ladet sig selv træde ind i hans liv igen... Det var tortur at høre ham tale så blidt og kærligt - når hun gjorde alt for at dæmpe håbet i sig. Det var nemmere sådan. Der var intet at tabe, hvis man kom på forkant af problemet.

"Stop...." Bad hun endelig. Modvilligt havde hendes blik ramt gulvet, "Stop nu." hviskede hun igen. Hun kom hun på benene; men glemte dog at gribe fat i tæppet som derved faldt fra hendes skuldre og ned mod gulvet. Hun gjorde dog intet forsøg på at samle den op. Det ville blot være som at gribe ud efter en sutteklud. Mest af alt havde hun lyst til at flygte væk fra situationen. Hun følte sig for sårbar i skyggen af hans ærlighed og styrke til selv at sige noget så blidt.

"Min blidhed er ingen fordel. Den er en forbandelse." I et sekund lød hun vred, men læberne slap snart et enkelt hulk, før hun begravede ansigtet mod hans skulder i en opgivelse. Hun var træt.. udmattet... men der var så trygt der. "... Jeg vil være stærk... Lær mig det, så jeg kan klare mig selv..." mumlede hun mod den stærke silhuet. Det var det tætteste hun kom på at søge om hjælp. Hun ønskede at blive stærkere og mere motiveret, så hun ikke skulle holde Alexei tilbage. Eller værre... Så hun ikke skulle sætte ham i fare, når én konge allerede var faldet.

//OOG: Det er helt fint du <3 //

Lige siden de først havde mødt hinanden, havde Alexei gjort alt hvad han kunne, for at få Elena til ikke blot at føle sig tryg, men at have håb og drømme. Hun havde blot været en lille pige, som han ikke kunne bære at se såret. Men hun var hurtigt blevet en del af ham. Hun havde været hans familie og tætteste forhold. Og han havde instinktivt forsøgt at beskytte hende for… alt. Ikke kun hans egen far, men også andre. Folk, der så ned på hende og talte grimt til hende. I det mindste havde hun primært befundet sig i huset, da de var yngre, og der havde derfor ikke været mange grimme ord fra andre end Alexeis far. Men Alexei havde jo allerede dengang været bevidst om, hvordan folk talte om de slægtsløse ude i byen. De havde altid været forhadte og frygtede, fordi de var anderledes. Og Elena kunne jo aldrig have blevet inden for hjemmets rammer resten af sit liv. Han havde derfor prøvet at få hende til at tro på, at hun var alt, hvad han så i hende og ikke, hvad de snæversynede mennesker så. Han havde forsøgt at lære hende, at hun skulle lukke af for alle de grimme, ignorante ord. Men hun var blevet revet ud af hans liv, så han ikke havde haft muligheden for at fortælle hende disse ting længe nok, tilsyneladende. Det var nok også noget nær umuligt at forblive positiv og stole på sig selv – elske sig selv – når man havde levet et liv fyldt med had og frygt. Han kunne ikke bebrejde hende, hvis hun havde lært at tro på alle de hårde ord. Men han kunne bebrejde alle dem, som ordene kom fra, og det gjorde han også. Desværre var der ikke meget, han kunne gøre ved dette. Skaden var sket, og han kunne blot forsøge af rette op på deres fejl, ved at få hende til at tro på sig selv og det faktum, at hun var mindst ligeså meget værd som folk, der tilhørte en slægt. Dette var dog tydeligvis ikke en let opgave, men heller ej en opgave, som han tog let på.

Han ønskede altid at være der for hende, men vidste selvfølgelig godt at det ikke altid ville være muligt, når han var konge. Og han var naturligvis nødt til at sætte sin nye stilling og hele folket højere end en enkelt kvinde. Men Elena var ikke hvilken som helst kvinde, og han var ikke sikker på, om han nogensinde kunne lade være med at sætte hende i første række. Men én ting var sikker; han kunne ikke lade hende forsvinde ud af hans liv igen. Hver gang hun havde forladt ham – hvad end det var frivilligt eller ej – havde han været ligeså ulykkelig som første gang. Han kunne ikke bære at miste hende igen.

Hendes blik forlod hans og mødte gulvet, som hun bad om at stoppe. Hendes stemme var knap mere end en hvisken, men han hørte hende tydeligt i det lydløse rum, hvor der kun var de to. Han trak begge hænder til sig, da hun satte i bevægelse. Han trådte et skridt tilbage, så hun havde mere plads til at komme ned på. Tæppet faldt til gulvet og ingen af dem samlede det op. I stedet betragtede han hende blot, mens han ventede på mere. Da hun så talte igen, måtte han et øjeblik rynke på brynene i overraskelse over den vrede tone, inden hun lod et hulk undslippe og begravede sit ansigt mod hans skulder. Han lod instinktivt sine arme finde vej rundt om hende, så han kunne holde hende ind til sig. Hans højre hånd fandt vej til hendes baghoved og hår med et blidt greb. Han tydede hendes mumlen og tog en dyb indånding. "Du er allerede stærk. Du ville ikke være her lige nu, hvis ikke du besad en beundrelsesværdig styrke." Han placerede et blidt kys på toppen af hendes hoved. At hun stadig var i live, var rigeligt tegn på styrke. Så bed han sig kort i læben, inden han talte videre. "Jeg kan lære dig fysisk styrke; lære dig at kæmpe; forsvare dig selv. Hvis det er hvad du ønsker."

Der var noget paradoksalt over Elenas svaghed. I slavelejren havde hun søgt mod styrken fra en værge, Zachariah og hans forældre. Dernæst havde der været den stærke Alexei, som beskyttede hende fra det onde han selv havde levet med. Han skærmede hende fra noget, han burde skærme sig selv fra. Noget som sikkert rev ligeså heftigt op i hans sjæl – hvis ikke mere – end hun havde oplevet i lejren.
Kun i Groundstone – komplet alene og frakoblet fra stærke værger, havde hun overtaget den stærke rolle. Tvunget til at klare sig selv, og ude af stand til rigtigt at udnytte sin frihed, havde hun kæmpet for folk der havde det værre. Det havde altid været nemmere for hende, end at være nødsaget til at kæmpe for sig selv, og se sin egen frygt i øjnene. Det havde holdt hende stærk - men også ude af stand til at komme videre med sit liv. Indtil hun altså fandt frem til Alexei igen.

Emelia var den sidste stærke anpart i hendes liv. Elena kunne næppe forklare hvor tåbelig hun følte sig i sin tryghed, som hun stod med Alexei’s arme omkring sig, og lod øregangene fyldes af trøstende ord mens hendes skuldre rystede en smule. - Dette på trods af at ingen tårer forlod de store udmattede øjne. Emelia havde det langt værre end hende, tænkte hun igen og igen. Alligevel var Alexei her nu – han brugte dyrebar tid på at varetage en slægtsløs hvis værste fjende var sig selv.

Langsomt kravlede hun en lidt ud af hans favn. Hovedet blev lagt en smule tilbage så hun kunne se op mod ham. Der var noget overgivende i hendes udtryk, men samtidig også en mere affunden rolighed. Hun bed sig en smule i tungen. Hun elskede ham. Mere end hun kunne forklare. Han var hendes beskytter – men vigtigere, var han hendes ven. Først nu greb hun ud i mørket efter en motivation for at kæmpe. For ham. For kongen, der kunne bruge sin energi på meget andet end at stå til rådighed for en forviltret kvinde der beundrede ham mere end hun burde, og mere end han nok havde godt af i sin position.

"Tak Alexei,” var de første ord hun kunne fremmumle. Stemmen lød ærlig og ikke så kvalt af den evindelige klump i halsen. ”Måske bør du vise mig til mit værelse nu. Emelia har nok… Hun er i en mere tilspidset situation end jeg.” Hun blinkede et par gange op mod den stærke mand - som for at overbevise ham om at det var okay.

Ligesom Elenas baggrund hjemsøgte hende, kunne Alexei heller ikke slippe væk fra sin egen. Det var vel umuligt, når man havde oplevet den mængde smerte og sjæleknusende håbløshed og afmagt, som de begge havde. Men Alexei tillod ikke sig selv at føle dette. Hvis han lukkede det for meget ind, ville han aldrig kunne lukke det ude igen. Det ville konsumere ham. Derfor havde han lært at låse visse ting fra sin barndom langt væk i sit indre. Måske var dette i virkeligheden ekstremt usundt og ville sikkert ikke ende godt, men det havde i hvert fald været hans forsvarsmekanisme i mange år. På grund af denne forsvarsmekanisme, var der heller ikke mange, der kendte til hans barndom. Måske nogle af dem, som havde kendt ham dengang, havde en mistanke, men han havde på daværende tidspunkt i hvert fald aldrig fortalt det til nogen uden for husholdningen. Siden da havde han godt nok åbnet sig og fortalt lidt om til sin far til et par stykker, men det var stadig bestemt ikke mange. Han ønskede ikke at have det hængende over hovedet, når han var sammen med nogen, som den slags havde det med at gøre. Han ønskede ikke medlidenhed fra folk. Så han forbeholdte sig retten til en hemmelighed eller to, på trods af hans ærlige natur.

Han mærkede hende trække sig lidt væk fra hans arme og så ned på hendes smukke ansigt, som han kun kunne se, fordi hun lænede hovedet lidt tilbage. Han tårnede trods alt en del over hende. Han betragtede hende med de gyldne øjne, som sandsynligvis var en smule mørkere end normalt, grundet de intense følelser, som hun altid syntes at bringe frem i ham. Han svarede ikke på hendes takken, men sendte hende blot et kærligt smil. Han havde altid elsket hende, nærmest fra øjeblikket han mødte hende. Men efter alt, hvad der var sket imellem dem i deres voksne liv, havde den kærlighed måske nok ændret sig lidt. Han kunne slet ikke hitte rede i sine følelser for hende længere og var egentlig bange for at prøve; derfor havde han ikke rigtig gjort forsøget, men havde snarere prøvet at skubbe det hele væk, da hun ikke havde været i hans liv. Men dette kunne han selvfølgelig ikke blive ved med for evigt. Specielt ikke nu, hvor hun forhåbentlig ville forblive i hans liv meget længe.

Han rynkede lidt på øjenbrynene ved tanken om at efterlade hende alene, men tog så en dyb indånding, som hun blinkede op mod ham. "Selvfølgelig." Han tog blidt hendes ene hånd og begyndte langsomt og roligt at lede hende ovenpå. Han havde allerede placeret Emelia på et værelse og der var stadig utallige værelser i hjemmet at vælge imellem. Men Alexei vidste godt, hvor han ville placere Elena – hvis hun ikke havde nogle indvendinger. Han ville nemlig have hende så tæt på sig, som muligt, så han straks kunne være hos hende, hvis der skete noget, eller hvis hun manglede noget. Derfor havde han udset sig værelset direkte ved siden af sit eget, mens Emelia var blevet placeret lige rundt om hjørnet, så hun også var ganske tæt på.

Da de nåede hans værelse, stoppede han lidt op. "Mit værelse. Tøv endelig ikke med at komme ind, hvis du har brug for noget som helst. Hvad som helst." Han var vendt mod hende og lænet en smule forover, så han kunne se hende ind i øjnene med et alvorligt blik. Så tog han nogle flere skridt, stadig med hendes hånd i sin egen, og de nåede til den næste dør; det næste værelse. Han stoppede atter op og vendte sig mod hende, mens hans øjne hurtigt fandt hendes. "Og her er dit, hvis det er okay med dig…? Så skal du ikke så langt for at finde mig." Han smilte skævt og kløede sig lidt i nakken, mens hans blik kortvarigt forlod hendes, før han lod hånden falde langs sin side igen og genfandt øjenkontakten.

Smilet han sendte hende, brændte sig velkomment mod nethinderne på den unge kvinde med de matte øjne. Det var måske sandt at de ligeledes gnistrede en smule fra den smule lys i rummet, men umuligt kunne de nogensinde replikere den naturlige glød i Alexeis. Gid de gjorde. Nok havde hans slægt ikke ligefrem altid haft den mest glorificerede indflydelse på Elenas liv, men hans blik og væsen, gav hende håb. Det kærlige smil gjorde hende måske endda mere end håbefuld. Det skabte en varm fornemmelse i hendes bryst - som en lille bold over velkommen venlighed fra en mand som ham. En mand der, på trods af hendes flugtveje, stadig var villig til at hjælpe. Faktisk, havde hun mest af alt lyst til at forsvinde ind mod ham igen, og mærke de stærke arme omkring sig. Det var dog næppe retfærdigt, rationaliserede hun. Hverken for hendes søvn, for hans status, eller hendes egen forstand.

Heldigvis sagde han hende ikke imod. Selvom Elena hellere ville blive her med manden der fik hendes hjerte til at banke mere frivilligt i brystet, vidste hun at der var andre ting der måtte prioriteres højere end hendes behov for ham nu. Han sagde, trods alt, at hun var i sikkerhed. Alexei havde taget hendes hånd og ført hende væk fra den kølige vindueskarm. Elena kunne ikke undgå at bemærke de mange forandringer i hjemmet som de gik ovenpå. Gangene dér, var ikke nogle af de steder hun havde været mest som barn.
Blikket gled nysgerrigt over væggenes tapet og de mange lukkede døre, men flugtede mod den henviste retning så snart Alexei stoppede op foran sit værelse. Døren lignede de andre, men var nu straks betydeligt anderledes for den slægtsløse kvinde, der kiggede en smule mod det blanke håndtag. Øjnene gled dog snart op mod hans, før hun løftede og sænkede hagen i et nik. Der var ingen tvivl om at manden med det stærke blik, mente hvad han sagde. Hendes eget værelse lå så uendelig tæt på... Selvom det beroligede hende at Alexei var ved siden af, var der noget ved det der skræmte livet af hende. Ikke fordi det var Alexei, men fordi hun, ironisk nok for en kvinde født i lænker, følte en større tryghed i små omgivelser.

”Selvfølgelig er det okay,” sagde hun, mens de store øjne undersøgte døren en smule. Nu hvor Alexeis hånd var væk fra hendes, følte hun sig kun mere modvillig i at trække ned i håndtaget. Elena fugtede dog læberne og forsøgte at smide barnlighederne fra sig. Den første nat kunne måske blive svær. ”Du har gjort så meget for mig, Alexei. Jeg er utrolig taknemmelig.” Hun så op mod hans ansigt - det ufattelig kønne ansigt. En bekymret rynke trådte dog snart frem mellem de lyse bryn.

”Tager du væk i nat?” spurgte hun, i en henvisning til sagen med Hr. Aurum. Skulle der ske Alexei noget, kunne hun ikke få sig selv til at træde ind over tærsklen.

Der var ikke noget Alexei hellere ville, end fortsat at holde Elena i sine arme. Han havde lyst til at trække hende tæt ind til sig endnu en gang og ikke give slip. Hendes lidt for spinkle krop syntes at have sin plads i hans favn. Jo tættere hun var på ham, jo lettere var det også for ham at beskytte hende. I hvert fald beskytte hende mod alt andet end ham. Han kunne aldrig finde på at såre hende på nogen som helst måde, intentionelt. Men nogle gange kunne selv de bedste intentioner ende i en katastrofe. Hvis folk f.eks. fandt ud af, at hun var en vigtig person i hans liv, ville hun automatisk være på deres radar. I forvejen skilte hun sig naturligvis ud på grund af sin slægtsløshed, så et forhold til kongen – ligegyldigt hvad naturen bag dette forhold end måtte være – ville ikke gavne hende. Der ville unægtelig være nogle, der ville være dybt forargede og prøve at lade det gå udover hende, mindst ligeså vel som ham.
Men selv, hvis ingen opdagede hendes relation til ham, kunne han ende med at såre hende. Han prøvede at bilde sig selv ind, at han udelukkende havde gode, rene intentioner når det angik hende, men inderst inde kunne han næppe benægte, at det ikke var fuldkommen sandt. Han havde stadig ikke helt indrømmet overfor sig selv, at noget i ham syntes at længes efter hende, som mere end blot den elskede person fra hans fortid. Efter den aften i Undergrunden, havde hans krop syntes at have en helt automatisk begærlig reaktion på hende, selvom hans hjerne kæmpede for at undertrykke dette og skubbe det helt væk. Han ønskede ikke at se hende på den måde. Det ville aldrig ende godt. Han havde allerede mistet besindelsen omkring hende to gange og tabt kampen til begæret. Godt nok havde han ikke vidst, hvem hun var den første gang, men den anden gang havde han ingen undskyldning for. Ikke andet, end at han var en forfærdelig person. Han fortjente ikke engang at have hende i sit liv. Og samtidig var det præcis, hvad han fortjente; den evige indre kamp, han måtte kæmpe, når hun var nær. Men det var bestemt ikke, hvad hun fortjente. Hun fortjente ikke risikoen for, at han igen tabte kampen. Han kunne ikke rende rundt og omfavne hende, ligegyldigt hvor meget han havde lyst. Han kunne ikke tillade sig at indrømme – ikke engang overfor sig selv – at han så skamfuldt begærede hende. Hvis han først indrømmede dette, kunne han nemlig ikke længere undskylde hendes tilstedeværelse i hans liv. Han var måske generelt en god mand, men han var ikke god for kvinder. God mod dem, men ikke god for dem. Han løj aldrig om sine intentioner og behandlede kvinder med den respekt og ærlighed, de bestemt fortjente, men han forsvandt som regel ligeså hurtigt, som han trådte ind i deres liv. De vidste, hvad de gik ind til, men det kunne han stadig ikke gøre mod Elena.

Han bemærkede godt hendes blik, der gled over hjemmets forandrede indretning, men sagde ikke noget. Det måtte være mærkeligt og svært for hende at være tilbage, selv med ny indretning. Han lod være med at rette blikket mod hende, i et forsøg på at give hende lidt privatliv. Da de stoppede foran døren til Elenas værelse, veg hans blik dog ikke fra hendes. Han nikkede, da hun sagde at det var okay. Hendes bekymrede rynken, resulterede i en spejling fra hans side af. "Jeg ville gøre alt for dig, Elena." Hans ord var knap højere end en hvisken, og han syntes ikke engang at være fuldt bevidst om, at de havde forladt hans mund, i stedet for kun at blive sagt inde i hans hoved. Han nåede heller ikke at tænke så meget over det, før han svarede på det næste. "Nej, jeg forlader dig ikke i nat. Jeg er nok nødt til at tage herfra i morgen tidlig eller formiddag, men du skal ikke bekymre dig om noget i nat. Væk mig når som helst, hvis du har brug for det mindste." Det var vel kun at forvente, at den første nat ikke ville være helt nem at komme igennem. Dette var trods alt hjemmet, hvor hun havde været slave i adskillige år. Desuden kom hun lige fra et år med samme slags slaveri, som hun ellers skulle være sluppet væk fra. Han kunne forestille sig, at det ville være svært for hende i et stykke tid. Det kunne ikke være nemt at stole på friheden, når man var vant til at være røbet denne.
Så Hr. Aurum kunne vente nogle timer. Han ville blive holdt i en celle, indtil Alexei var klar til at håndtere ham og hele sagen.

Alt. Han ville gøre…alt. Havde Elena ikke været så opmærksom på sin beskytter, havde de hviskende ord nok trængt ind i korridorens tapet, før de ramte hendes øregange. Nu, rungede de blidt og melodisk igennem hendes hoved igen og igen. Som en svamp, sugede hun det til sig, selvom hun inderligt vidste at hun aldrig kunne lade ham følge op på de ærlige ord. Selv hvis alt kunne gøres, kunne alt også mistes. Berøvede hun Alexei det han havde opnået, havde hans indre kamp mod sin far og andre tyranner, været for ingenting.

I det mindste forsvandt han ikke for i nat, bed hun fast i. Det ville være rædselsfuldt at sige farvel til ham her, foran mysteriets kønne dør, når hun endelig havde fundet ham igen. Fundet uden at lede… Den unge kvinde lod blidt og diskret tungespidsen væde læberne en smule i overvejelse. De virkede tørre, men ligesom hun havde levet en udmagret eksistens i en længere periode, var hun efterhånden blevet vant til følelsen. Hvis han blev her nu, tænkte hun, så kunne han blive hos hende. Det var en absurd tanke, men den strejfede ligeså snart hun nu var tæt på adskillelsen igen. Selv dét at have en enkelt væg mellem dem, syntes skræmmende, nu hvor hun vidste hvor megen varme og tryghed hun kunne finde hos ham.

Elena stolede ikke på sig selv. Uanset hvor udmattet hun var, havde hendes møder med Alexei ofte fået tankerne til at vandre hen hvor de ikke burde. Nu, skulle de vise sig at være mere uvelkomne end nogensinde før. Den sidste gang de så hinanden, havde vækket noget i hende. Måske fordi Alexei, modsat det hede møde i Undergrunden, havde vidst hvem hun var, da han gengældte kysset på bænken. Situationen var anderledes nu, selvom klasse og slægt altid havde adskilt deres skæbner… Slaven og kongen… Ideen var absurd, men hun vidste ikke hvorvidt hun burde bebrejde sin ungdommelighed, sin uvidenhed, eller de dybtliggende følelser der rumsterede i hende og skreg efter ham med længsel. Det var farligt at gøre overvejelsen om at være tæt på ham, og endnu mere farligt at lytte til de små impulser som det dundrede hjerte førte igennem hendes krop som en varm rislen.

Den blege hånd havde lyst til at række ud efter ham, men fingrende ramte snart metallet af dørhåndtaget til hendes værelse og bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun måtte ikke længdes efter ham i nat. Ikke nogen nætter, selvom de sikkert måtte være søvnløse den første tid.

”Godnat Alexei,” Hun sendte ham et blidt og prøvende smil, før døren blev åbnet på klem. Værelset var smukt og bekvemt, men skyggerne var lange. ”Hvis du tager afsted tidligt i morgen, må du gerne vække mig.” Nok havde hun flygtet fra ham førhen, men fra nu af, burde de måske begge sige farvel. Med dét brød den slægtsløse kvinde kontakten med Alexeis øjne, gik ind på værelset, og lukkede døren med et enkelt klik.

Alexei besvarede hendes smil med et lignende, blidt smil og lod øjnene hvile på hende. "Godnat Elena." Han kom i tanke om en tilføjelse og åbnede munden igen. "Jeg har lagt en af mine trøjer på sengen, så du har noget at sove i, hvis du ønsker. Der ligger desuden tøj til i morgen, men du behøver selvfølgelig ikke at benytte dig af det." Han fugtede sine læber, der syntes at blive tørre, blot ved de ord. Måske havde han bare ikke bemærket det før nu, hvor hans tanker gled mod grunden til, at han havde kvindetøj liggende. Forhåbentlig ville hun ikke spørge, for han havde hverken lyst til at finde på en historie eller fortælle hende om de mange kvindebesøg han havde haft, og hvordan han havde lært at være forberedt med ekstra tøj til disse. Han ønskede for alt i verden at undgå at støde hende fra sig, og viden om hans udskejelser ville sandsynligvis kun opnå netop dette. Han ønskede ikke at fordærve hendes syn på ham. Det var selvfølgelig ikke til at sige, hvordan hendes syn på ham var længere, ikke efter hans adfærd overfor hende, før han havde opdaget hendes identitet. Han havde opført sig som om han kun havde et mål, og ikke ligefrem et uskyldigt et af slagsen. Men det var selvfølgelig heller ikke langt fra sandheden.

Til hendes kommentar om at vække hende, hvis han tog tidligt afsted, nikkede han blot. Han havde heller ikke lyst til at forlade hende uden at sige farvel. Faktisk havde han slet ikke lyst til at forlade hende overhovedet, specielt ikke i den situation de befandt sig i, eller måske rettere den situation, som hun kun lige var kommet ud af. Men når han nu var nødt til at forlade hende for en stund, ville han sørge for at forsikre hende om, at han kom tilbage. At han altid ville komme tilbage.

Han betragtede hende stille, som hun gik ind på værelset og efterlod ham ude på gangen, bag en lukket dør. Han lagde en hånd mod døren og tog en dyb indånding, inden han vendte sig om og bevægede sig mod Emelias værelse, for at tjekke op på hende med det samme, inden han selv prøvede at få noget søvn. Noget, der ganske vist ville blive rimelig umuligt denne nat.

// Afsluttet. //