Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarOSSSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLog ind
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1177

Årstid | Vinter

Måned | December

Latest topics
» Business, not pleasure (Alexei)
Tors jan 17, 2019 10:41 am by Zachariah

» Requests and Permissions ♕ Lucius
Søn nov 18, 2018 7:29 pm by Lucius

» Care & Comfort ♕ Elena
Tors nov 15, 2018 9:12 pm by Elena

» The Blessed Children
Søn nov 11, 2018 5:31 pm by Gæst

» I do, or not. - Alexei.
Ons nov 07, 2018 12:44 am by Alexei

» The Help of a Friend ♕ Emelia & Elena
Fre nov 02, 2018 7:03 pm by Elena

» Emnesøgning til ny fyr!
Tors okt 25, 2018 6:45 pm by Emelia

» When marriage is a thing...(Ria)
Tors okt 11, 2018 3:55 pm by Zachariah

» A plan for freedom- Elena
Tirs okt 09, 2018 5:39 pm by Emelia

Top posting users this month
Alexei
 
Zachariah
 
Statistics
Der er i alt 125 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Mille

Vores brugere har i alt skrevet 4485 indlæg in 515 subjects

Share | 
 

 Care & Comfort ♕ Elena

Go down 
ForfatterBesked
Alexei

Alexei

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 163
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Care & Comfort ♕ Elena   Man nov 05, 2018 11:01 pm

Sted ♕ Alexeis familiehjem
Tid ♕ Aften, klokken er måske lidt over 18
Omgivelser ♕ Møbler og diverse husting
Vejr ♕ Varme, solen er ved at gå ned
Påklædning ♕ Outfit (-tasken og solbrillerne)
Emnepartner ♕ @Elena


Det havde været en begivenhedsrig dag. Alexei havde modtaget besked om, at Emelia havde brug for hans hjælp, så han var taget ud for at møde hende, efter at have rystet sine vagter af sig. Det havde vist sig, at hun skulle bruge hans hjælp, fordi hun havde hjulpet en ung kvinde med at slippe fri fra hendes fars misbrug og fangenskab. Og denne unge kvinde havde været ingen ringere end Elena, som åbenbart var blevet kidnappet af Konrad Aurum for et års tid siden. Efter at have overtalt dem begge til at opholde sig i hans familiehjem for en tid, havde han ført dem derhen og bedt de ventende vagter om at anholde Emelias far. Da han så havde sikret sig, at Emelia var ordentligt sørget for og havde tildelt hende et værelse, havde han endelig bevæget sig nedenunder igen, hvor Elena ventede.

Som han trådte ind i stuen, blev han mødt af et syn, der bragte ham tilbage til fortiden. Da han var yngre og Elena havde været en af husets mange slaver, havde han nogle gange fundet hende siddende i stuens brede vindueskarme midt om natten. Han havde fundet hende siddende der, mens hun stirrede ud ad vinduet, så mange gange. Præcis ligesom nu. Han stoppede op i et øjeblik og betragtede hende lidt. Det var mærkeligt at have hende i hjemmet igen, efter så mange år. Det bragte både lykkelige og ulykkelige minder med sig. En lille pige var blevet bragt ind i hans liv og fået en kæmpe plads i hans hjerte, for kun at blive revet ud af hans liv på pludselig og forfærdelig vis. Synet af hende mindede ham om de mange forfærdelige år under hans fars brutale magt, og måden han havde frygtet for hendes sikkerhed så mange gange. Men det mindede ham samtidig om, hvor vigtigt det havde været for ham at finde en person, som betød så meget for ham, at han ikke kunne lade være med at bekymre sig om dem hele tiden. Hvis ikke han havde haft Elena i sit liv i de år, vidste han ikke hvordan han nogensinde skulle have klaret sig igennem det. Farens død havde endelig sat ham fri, men Elenas indtræden i hans liv havde holdt ham kørende indtil da.

Han tog en dyb indånding og gik med lette og rolige skridt hen imod hende. Hun havde været så meget igennem i det seneste år og at være tilbage i dette hjem måtte minde hende om alt det hun havde været igennem allerede i en så tidlig alder. Alexei havde altid hadet det faktum, at der havde eksisteret slaver, men han havde aldrig været i stand til at ændre det. Nu var han konge og det havde stadig ikke forhindret en af de vigtigste personer i hans liv fra at blive holdt som slave i et helt år, nærmest lige for næsen af ham. Han havde mødt Hr. Aurum, så det var desværre ikke overraskende, at manden kunne finde på noget af den kaliber, men det gjorde det bestemt ikke mindre forfærdeligt. Men nu kunne han blot sikre sig, at han gjorde alt i sin magt for at forhindre noget lignende i at ske igen. Desuden ville han gøre sit inderste for at få hende igennem traumerne og konsekvenserne det ville have.

Han sørgede for ikke at bevæge sig ligeså lydløst, som han havde for vane at gøre, da han ikke ville forskrække hende. Han nåede hende endelig og stillede sig op ad vindueskarmen ved hendes fødder, mens han betragtede hende med en bekymret mine. "Er det meget slemt at være tilbage hertil?" Der var så meget han ville spørge hende om, men som han ikke vidste, hvordan han skulle formulere. Desuden var der så meget, som han ville spørge om, men ikke var sikker på, om han virkelig ville vide. Havde han lyst til at kende svaret på, om Hr. Aurum havde misbrugt hendes krop til at tilfredsstille sine ulækre fantasier? Det var næsten for meget bare at lade tanken strejfe hans sind. Han bed tænderne lidt sammen og prøvede så vidt som muligt at ryste det fra sig. Han søgte med sine evner at skubbe vreden, der atter ulmede i ham, fra sig. Han ville ikke være vred, når han var nær hende. Men bekymringen var dog stadig tydelig at mærke.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

Elena

Antal indlæg : 122
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   Tirs nov 06, 2018 1:34 pm


Tæppet blev trukket lidt tættere om skuldrene, mens blikket drev over omgivelserne bag den kølige rude. Hver gang hun åndede ud, syntes den varme ånde at lave en lille skygge over glasset. En skygge der forsvandt ligeså hurtigt som den manifesterede sig. De matte øjne gled strejfende og kærtegnende over bygningerne udenfor, med deres kurver, kanter og buer. Selv bag stærke mure, virkede verdenen udenfor så faretruende. Det slog hende, mens hun ventede, at hun aldrig havde været i ejendommen i frihed. Faktisk, var hun ikke sikker på om hun egentlig nogensinde havde været fri. Tøjleløsheden havde indtrådt i skrøbelige øjeblikke. Øjeblikke hvor hun havde slået den indre knap fra, og oplevet en fortrydelse derefter. Som skammede hun sig over at opleve nogen form for frigørelse, og derfor vristede sig fri fra alt der kunne give hende forløsning. I et sekund fangede hun sig selv i at strejfe slavetatoveringen med en kølig finger. Engang havde den været så tydelig og markant, men med årene var den nærmest sunket ind i hendes hud. Den var blevet en korporel del af hendes skikkelse og en markant del af hendes identitet.

Fingeren stoppede sin bevægelse og krammede istedet lidt om tæppet, da hun hørte de lette fodtrin. De blågrønne øjne vristede sig endelig fri fra ruden og gled mod manden hun aldrig, før i dag, havde troet hun skulle se igen. Hendes egen fejhed og de slægtsløse øjne, havde jo vristet hende fri fra hans liv i mere end én omgang. Udtrykket i hendes blik var mere kontrolleret end det havde været da de stod ved kroen. Hun følte sig sikker med ham, selvom både samfundsklasse, temperament og målsætningerne var milevis fra hinanden. Han burde tilbringe tiden med Emelia nu - ikke hende. Alligevel havde hun ikke indvendt, da han bad hende vente i stuen. Det var måske selvisk af hende, men hun følte sig desperat efter hans tilstedeværelse, nu hvor hun bevægede sig i det uvidste. Fangeskab var måske i virkeligheden mere betryggende end at bevæge sig i tågen.

Bekymringen hvilede over hans udtryk som en skygge af rolig alvor, da han stillede hende et spørgsmål. Et spørgsmål der kortvarig fik hende til at kaste et blik rundt i rummet. Da hun først ankom til ejendommen som barn, havde hun ønsket at røre ved alt. Hvert lille objekt der ellers ville overses af aristokrater. Hun havde aldrig oplevet et glimt af verdenen før hun blev skubbet ud i den. "Alle gamle ejendomme er hjemsøgt på en eller anden måde," svarede hun lidt vagt,"Ikke kun af de dårlige minder, men også af de gode." Øjnene gled op mod ham igen, hvorefter et blidt, flygtigt og lidt udmattet smil kortvarig strejfede læberne.

"Du var fanget her længere end mig. Hvorfor blive..?" Måske kunne man bindes til et sted med en kontrakt, men Alexei var magtfuld.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

Alexei

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 163
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   Ons nov 07, 2018 3:11 am

Alexei var godt klar over, at Emelia nok også havde behov for hans selskab, men han kunne ikke ignorere sit eget behov for at tage sig af Elena først. Han havde taget sig af hende efter bedste evne, da de var mange år yngre og dette sad stadig indarbejdet i ham. Han ville altid sætte hendes behov over sine egne og tilsyneladende også over andres. Men det var måske næppe særlig overraskende, når man tog i betragtning, at han elskede hende. Han havde fortalt Emelia for et godt stykke tid siden, at han aldrig havde prøvet at være forelsket. Men det betød ikke, at han aldrig havde prøvet at elske. Han havde oplevet kærlighed for første gang, da Elena var kommet ind i hans liv for alle de år siden. Klart, han havde altid følt en kærlighed for sin mor, men det var noget helt andet, fordi han aldrig havde nået at møde hende. Han elskede vel nok snarere idéen om hende, end han egentlig elskede hende, for kunne man virkelig elske nogen, som man aldrig havde kendt?

Men Elena havde han kendt. Han havde til tider syntes at kende hende bedre end sig selv, og han havde altid forsøgt at gøre hendes liv bedre, hvor end han kunne. Han havde forhindret sin far i at bruge vold mod hende, ved i stedet at påtage sig alle slagene selv. Han ville have fået slag alligevel, for sådan havde det været så længe han kunne huske. Så han havde bidt det i sig og tilegnet sig ekstra slag, der ikke oprindeligt havde været tilment ham. Og han havde ikke fortrudt det en eneste gang. Han ville have gjort hvad som helst for at holde Elena ude af farens vold og i sikkerhed. Så sikker som hun nu kunne være, i hvert fald. Han havde desuden altid forsøgt at bringe noget glæde ind i hendes liv, f.eks. ved at opfinde små, diskrete lege, som ikke ville tiltrække farens opmærksomhed, eller danse med hende, når faren var ude af huset. Og i forsøget på at glæde hende, havde han også glædet sig selv. Hun havde været det største og noget nær eneste lyspunkt i den første lange halvdel af hans liv.

Da han havde stillet hende spørgsmålet, betragtede han hende, som hun kastede et blik rundt i rummet. Hun havde været ganske ung, da hun havde boet her, så han kunne ikke vide, hvor godt hun kunne husket stedets detaljer. Men de havde også ændret sig markant. Efter farens død, havde Alexei ændret på alt. Nye møbler, nye farver, ny maling på vægge osv. Han havde doneret alle tingene til familier, der var dårligt stillede og som ikke havde den samme følelsesmæssige tilknytning til tingene, som han havde. Det eneste i hele hjemmet, som forblev uændret, var morens atelier. Det befandt sig i et af de mange værelser på førstesalen og var endnu præcis som moren havde forladt det, da hun havde mødt en alt for tidlig død. Han bevægede sig nogle gange derind, hvis han følte sig særligt nostalgisk. Det var det tætteste han kom på nogensinde at møde sin mor. Han kunne nogle gange bilde sig selv ind, at han mærkede morens tilstedeværelse i rummet. Hun var til stede i de bløde penselstrøg på lærrederne og i de smukker farver, der lyste hele rummet op. Hun havde været en ganske talentfuld kunstner, selvom hun blot havde malet for adspredelsen og glædens skyld.

Han blev trukket ud af tankerne om moren og dennes atelier, da Elena svarede på hans spørgsmål. Svaret blev fulgt af et let smil, der dog forsvandt hurtigt igen. Han sendte hende et ligeså stille smil, som han besvarede det spørgsmål, hun havde afsluttet med at spørge ham om. "Som du selv sagde, er her også gode minder. Ganske vist ikke nær så mange gode, som dårlige, men alligevel…" Han holdt en kort pause og rynkede lidt på panden. "Dette sted har været i min mors familie i mange generationer og det er virkelig det eneste, der forbinder mig til min mor og bedsteforældre. Eftersom jeg aldrig nåede at kende nogen af dem, får dette hjem mig til at føle mig knyttet til dem, bare en smule. Mindet om min far skal ikke have lov at overskygge hjemmets lange historie."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

Elena

Antal indlæg : 122
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   Ons nov 07, 2018 4:31 pm

Dagen havde været ligeså begivenhedsrig som den havde været lang. Solens sidste stråler badede rummet i et rødgyldent lys, vidnende om det snarlige mørke der ville bevæge sig over himmeltæppet. Elena frygtede det, men alligevel foldede atmosfæren i hjemmet sig ikke nær så ubekvemt om hendes skuldre som den havde som barn. Meget havde forandret sig. Tilsyneladende havde Alexei ikke blot udskiftet møbler og vægbeklædning, men havde også løsnet fragmenter af ejendommens engang giftige stemning. Hukommelse var et flygtigt koncept. Elena huskede de værste øjeblikke i ejendommen som urene, uhyrlige mareridt, og de bedste som glansbilleder ment til drømmeverdener. Som hun trak benene lidt op til sig i vindueskarmen, for at slå armene omkring dem, betragtede hun manden, stående ved hendes side. Manden der, mere end én gang, havde reddet hende ud ad forfærdelige situationer.

Første gang han havde beskyttet hende fra faderens klør, havde hun ikke forstået hans intentioner. I slavelejren var hun blevet slået, sparket og spyttet på - samt fortalt at hun fortjente det. Nok havde Zachariah og hans forældre beskyttet hende når de kunne, men de havde været slaver ligesom hende. Måske havde de ikke været ligeså rodløse grundet deres slægt og familiære bånd, men alle i lejren var bundet sammen med slavebånd og numre. Indtil frigørelsen altså sendte dem alle i forskellige retninger, og vristede Elena fri fra det tætteste på en slægt hun nogensinde havde været.
Alexei havde været den første udefra der havde værdiget hende et godhjertet blik. Ikke nok med at han havde taget slag for hende, han havde tilmed taget dem fra sin egen far. Sit eget blod. Slog hånden ikke hårdere, når den tilhørte en man elskede? Nok havde Elena aldrig oplevet det, men hun vidste at smerten ved at miste nogen sved hårdere end noget andet. Hun elskede Alexei. Hun havde beundret ham siden hun var barn. Hver gang de gled ud af hinandens liv, følte hun at noget manglede. Alligevel bar hun megen skam for alt hun havde udsat ham for. Hvad end det galt al den smerte han tog for hendes skyld, og hvad der var hændt efter de mødte hinanden for første gang i deres voksne liv. Han havde åbnet hendes verden op, trøstet hende når hun var ked af det, og fået hende til at smile når hun ellers havde formodet at hun var berøvet en barndom. De gyldne øjne var blevet et håb for hende, med deres betagende nuancer. Dette var på trods af at han havde været den første udenfor lejren hun havde kunne kigge i øjnene, uden at mærke skam over hvad der blev reflekteret tilbage.

Da han gav sig til at besvare hendes spørgsmål, hvilede hendes fulde opmærksomhed mod hans udtryk. En rynke havde foldet sig i hans pande, men han fremstod stadig stoisk. Familie var ikke et koncept hun forstod sig meget på. Hun havde aldrig haft hverken familie, slægt eller arv. Selv efter at have oplevet megen modgang, ønskede Alexei ikke at slette familiehistorien. Det var beundringsværdigt. Ikke nok med at han havde åbnet dørene for hende, han havde også kæmpet for at opretholde sin families arv, selvom det havde været hårdt og smertefuldt. Modsat hende, kunne han se det svære i øjnene.

"De ville have været stolt af dig, Alexei. Det er jeg sikker på." Fik hun endeig sagt, med en ærlighed i stemmen. Alexeis ambitioner og hans respekt for familiehistorien, var blot nogle af de elementer ved ham hun fandt beundringsværdigt. Måske bar han også dårlige minder om stedet, men medhans indflydelse ville han garanteret kunne fjerne de tilsmudsede pletter helt fra ejendommens atmosfære til de næste generationer.

"Du er... Konge nu..." Det var ikke et spørgsmål, og heller ikke en fuldstændig konkret konstatering. Elena havde været lukket væk over det seneste år, og følte at hun havde levet i en døsig og sløret eksistens. Hun lod kortvarig blikket vandre mod ruden, med et tænksomt udtryk i blikket, "Du gør mig en stor tjeneste, men jeg vil ikke udfordre hvad du har opnået." Selv hvis hendes ophold var kortvarig, ville hun ikke distrahere ham fra vigtigere opgaver. Hun var voksen nu, og uanset hvor meget hun gerne ville dvæle i hans opmærksomhed som hun gjorde som barn, vidste hun at deres brikker var rykket længere fra hinanden i verdensspillet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

Alexei

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 163
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   Tors nov 15, 2018 12:33 am

Alexei havde stadig en rynke i panden, da Elena talte. Et lidt sørgmodigt udtryk gled over hans ansigt, men det blev hurtigt erstattet af et taknemmeligt et. Det var selvfølgelig sørgeligt for ham at tænke på sin afdøde familie, men han satte pris på hendes forsøg på at opmuntre ham. Det fremkom også tydeligt i hendes stemme, at hun mente, hvad hun sagde. Han sendte hende derfor også et lille smil. "Tak, Elena. Det håber jeg." Han nikkede svagt, egentlig mest for sig selv. Han havde vel egentlig lidt ubevidst altid stræbet efter at gøre sin mor stolt, selvom hun ikke var i live. Selv, hvis hun eksisterede på et eller andet plan, hvor hun kunne holde øje med sin søn og havde set ham vokse til den mand, han var i dag; kunne han jo umuligt vide, om hun var stolt af ham. Da han heller aldrig havde nået at møde eller kende hende, kunne han næsten kun skabe sin egen forestilling af hende inde i sit hoved, som måske var uendeligt langt fra sandheden. Faren havde sjældent nævnt hende, og når han så endelig havde gjort dette, havde det været for at bebrejde Alexei for hendes død. Noget, som han derfor var vokset op med, som en vægt på hans skuldre. Noget inde i ham ville altid bebrejde ham selv, fordi han havde fået det banket ind i sig – bogstaveligt talt – fra barnsben. Men det prøvede han at undertrykke, da hans rationelle side jo udmærket godt vidste, at den slags altid var en risiko ved fødsler. Hvis man ikke kunne leve med den risiko, skulle man ikke få børn. Og hans mor havde selv ønsket at få børn. Det havde hans far jo egentlig også på daværende tidspunkt. Lige indtil Alexei rent faktisk var kommet til verden og hans mor havde forladt den.

Nu vidste han blot, at han aldrig nogensinde ville behandle folk, som hans far altid havde behandlet ham. Og da slet ikke børn. Hvis han nogensinde skulle blive far selv – hvilket han ikke så den store udsigt til, da han ikke havde umiddelbare planer om giftemål – ville han være alt det, som hans egen far aldrig havde været. Det kunne aldrig falde ham ind at lægge en hånd på sine børn. Ej heller nogen andens børn. Den slags uskyld måtte beskyttes for enhver pris, sådan havde han altid haft det. Måske fordi hans egen blev korrupteret fra starten af. Ingen børn burde kende til den slags vold og verbalt misbrug, som han var vokset op med. Som også Elena og Emelia var vokset op med. At alle tre personer, der befandt sig under hjemmets tag, havde den slags ar på sjælen, måtte virkelig fortælle noget dårligt om deres samfund. Forhåbentlig havde han nu chancen for at rette op på dette, i hvert fald til en vis grad.

Han bøjede hovedet en smule og kløede sig lidt akavet i nakken, da hun nævnte, at han var blevet konge nu. Hans blik forlod hende, som hans nakke blev bøjet. Han havde ikke været sikker på, om hun kendte til den udvikling, når hun sådan var blevet holdt som slave i et år – mens udviklingen var hændt – men han havde egentlig ikke forventet det. Han mærkede en let nervøsitet røre på sig. Og det sagde ikke så lidt, for han var en mand, der yderst sjældent blev nervøs. Men tanken om, hvad hun ville synes om hans nye status og måden, hvorpå denne eventuelt ville påvirke deres forhold, formåede at bringe nervøsiteten frem. Han vidste desuden ikke, hvad han skulle sige til hende, og han var ikke vant til at være uden ord. Han lod armen falde og hævede endelig blikket, så det atter mødte hende. Netop som hun så ud ad vinduet og åbnede munden igen, hvilket heldigvis gjorde, at han ikke behøvede at kæmpe ligeså hårdt med ordene. Og straks, da hun havde talt ud, blev det nemmere for ham at finde på en masse ting at sige. Han lagde blidt en hånd på hendes ene underarm, for at kræve hendes fulde opmærksomhed. "Hvad er pointen med at have alt den magt, hvis jeg ikke kan bruge den til at hjælpe folk? Og da især folk, som betyder så meget for mig." Han så hende dybt ind i øjnene, mens han rynkede en smule på øjenbrynene. Hans oprigtighed lyste klart igennem; han mente fuldt og fast, at det var det vigtigste og det kunne hun ikke ændre på.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

Elena

Antal indlæg : 122
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   Tors nov 15, 2018 9:12 pm

Fangeskabet havde været en sløret tid. For et år siden, da hun til Lysfesten var blevet vristet ind i det igen, havde hun stadig haft smagen af den søde vin og Alexei på tungen. Som barn havde hun fundet en trøst i hårdt arbejde og ligeledes havde hun vendt en kind til sin værste skam i Aurum husholdningen. Vabler på hænderne, ru fingerspidser og en disinteresse i mad havde været nødvendigheder i hendes søgen på at finde tomheden igen. En konge var faldet og en ny var trådt til. Alexeis navn var blevet nævnt, men dagligdagen havde gjort det svært at skelne mellem løgne og sandheder. Først på gåturen til ejendommen, var det rigtig blevet klart for hende hvor magten lå. Måske havde hun blot ikke søgt beroligelsen bag de tykke murer. Måske havde hun, i virkeligheden, kendt til det i lang tid. Hun var stolt af ham, men at flere øjne nu hvilede i beundring mod hendes redningsmand og helt, forekom hende ikke mærkværdigt. I hendes øjne, selvom disse var slægtsløse og for mange ligegyldige, havde han altid været ment til noget større.

Da hun nævnte ordet konge syntes noget at ændre sig ved Alexei. Den stoiske mand virkede ikke helt komfortabel med konceptet. I hvert fald ikke når det kom fra hende. Der havde altid været en massiv forskel mellem deres positioner i samfundet, og hullet mellem dem var måske blevet gjort større ved denne omlægning. Hendes blik havde søgt væk for at give ham ro fra den nervøse position. Det sidste hun ønskede var at gøre ham ukomfortabel; det havde hun gjort nok af sidste gang de mødtes. Og gangen før. Det kunne ikke ske igen. Ikke nu. Alligevel strejfede tankerne kortvarig de forløsninger hun havde fundet med ham, der trods de havde problematiske følger, havde fyldt hende med en fremmet frigørelse.

Netop som hun tilsølede en fjern del af sine tanker med en årlang fantasi, hvilede hans hånd mod hendes underarm. Den var varm og betryggende, selvom hun ikke kunne undgå at overveje at hvis hun blot drejede undersiden af sin arm opad, ville hans fingre berøre slavetatoveringen. Havde hun ikke oprigtigt fanget ærligheden i hans eklæring, havde hun nok følt sig fuldstændig underdanig for ham. Elena lod sine øjne glide op for at fange hans. Der var en dybde i hans blik som næppe kunne replikeres. En tåbelig lyst til at forsvinde helt i dem, spredte sig i hendes bryst. Det spirede i hende, men hun kendte sig selv. Når først læberne bevægede sig, ville hun forsøge at tale ham fra det hele igen.

"Ikke alle vil bifalde din velgørenhed overfor en slægtsløs. Konge eller ej. Måske har kronen skiftet, men forandring tager tid." sagde hun, med en blidhed i stemmen trods budskabet måske var mørkt i dets rationalitet. "Jovist kan jeg stuves væk fra nysgerrige blikke for en stund, men du forstår at jeg ikke kan blive her længe. Ikke når du har så meget at miste." Hans navn og hans fremtidige arv. Måske havde han sagt nej til at gifte sig med Emelia, men måske var presset tungere på ham nu hvor han sad på tronen. Tanken gav hende en dårlig smag i munden.

"Din indflydelse kan gøre meget for de udsatte, men modsat Naailas slægtens underkuelse, tilhører folk som jeg ingen kategori. Jeg er en trussel mod stabiliteten." Stemmen knækkede ikke en eneste gang. Gamle formaninger gled dog gennem hendes hoved. Ofte havde hun hørt mennesker - især aristokrater - omtale ideer om at gøre slægtsløse sterile. Måske dræbte de dem ikke, men de sikrede dødsdommen over kommende generationer.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Care & Comfort ♕ Elena   

Tilbage til toppen Go down
 
Care & Comfort ♕ Elena
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: Amber Eye District-
Gå til: