When marriage is a thing...(Ria)

Zach sukkede frustreret, som han lænede sig tilbage i den store stol og stirrede ud af vinduet. Han havde overtaget Imanias tidligere store hus, der var blevet et symbol på lederens status og magt. Det var lidt for stort og fint til hans smag, men det gjorde vel jobbet. Også selv om han insisterede på at beholde sin egen, langt mindre hus i et andet træ.
Dette var mere hans kontor. Foran ham var der et tungt bord af træ med papirer spredt ud over det. Zach var ikke den bedste til at holde styr på dem og lægge dem i fine bunker. Men så havde han sekretær også noget at lave!
Nej. Det der gik ham på, var noget af en helt anden kaliber. Det var ikke engang kærlighed, for Zach havde ingen han elskede på den måde. Eller i hvert fald ingen, hvor han kunne tillade sig det. Han gned sig over panden og så hen på bordet igen, mens han hvilede hovedet i den ene hånd. Albuen på armlænet. Han slikkede sine læber og nappede let i underlæben. Øjenbrynene gled tæt på hinanden.
Han havde ikke rejst i et stykke tid og han var rastløs. Men han vidste også bare han ville udsætte det uundgåelige. Og hvad skulle han gøre? Hans rådgivere havde slået sig sammen imod ham og krævede han fandt en hustru. For at symbolisere stabilitet. Ingen vidste Zach i virkeligheden foretrak mænd.
Han trak vejret dybt og rejste sig op, kun for at gå over til det samme vindue. Som altid, trods protester, kun i nogle shorts og en tynd trøje, med ærmer der dækkede hans arme. Og tatoveringen. Det mørkebrune hår var redt tilbage, men han havde frustreret kørt hænderne igennem det et par gangen.
De havde endda givet ham en liste. Et forslag. Både et par stykker her fra, men også lovende individer fra andre slægter. Det kunne være politisk vigtigt. Men for Zach handlede det om mere end det. Ud over følelser var udelukket, vidste han ingen ønskede at opdage han end ikke kunne få den op at stå for kvinder. Det skulle være en hustru der kunne forstå og var indforstået. Også fordi folk ville forvente børn på et tidspunkt.
Han sukkede. Dunkede hovedet mod det kolde glas. Han var på spanden. Hvad skulle han gøre?

Det var en tilfældighed at Ria dukkede op i hans tanker. Han havde set hendes skikkelse i byen for ikke så længe siden, men han havde ikke haft tid til at hilse på hende. Mon hun havde det nemmere her i byen nu? Han bed sig i overlæben nu. Det kunne han ikke, kunne han? Ria var vist stadig single...Ikke at det nødvendigvis betød noget, hvis en leder gjorde sit indtog. Men det skulle ikke være tvunget. Ria skulle kun gå med til det, hvis hun ville. Der var trods alt nogle restriktioner til det, nogle begrænsninger. Nogle krav. Mon folk ville finde hende som en god...Hvad hed det? Leder-kone?
Han trak vejret dybt. Det kunne være ligegyldigt. Han var sin egen form for leder, lidt for løs på formerne hvis man spurgte rådgiverne. Men han var lederen. Og hvis han mente Ria var god nok, måtte hun være det. Hvis hun overhoved ville. Han måtte opsøge hende og...Foreslå det. Hvad han så end skulle sige. Men Ria var måske den eneste i hele denne verden der ville forstå. Som allerede var indforstået med det.

Han stod ikke stille mere. Han halvløb ud af rummet, ud af huset og greb det første reb han kunne finde, som han slangede sig ned mod jorden. Det var rart at være ude i den friske luft igen. Hvor mon Ria var? Han måtte gøre det, mens han havde modet. Ingen han kunne overbevise sig selv om, hvorvidt det var en god ide eller ej.
"Ria, set hende?" En fyr rystede på hovedet, før Zach kastede sig videre. Det var rart at røre kroppen igen og han holdt sig ikke tilbage fra at løbe og rigtig få strukket ledene. Inden han så sig om, smilte han stort.
Men hvor mon hun var? Selv om byen ikke var stor, virkede den stor når man ledte efter en person.

Det var lunt og fugtigt i Dafne Skoven som altid. Det hjalp ikke at Ria bevægede sig mellem træerne i et rask tempo, så svedperler dannede sig på hendes pande. To døde kaniner og en død krage hang tungt fra hendes bælte og daskede rytmisk mod hendes lår som hun gik. Dyrene havde selvfølgelig ingen fysiske skræmmer, de lignede nærmest at de havde sovet stille ind, men dette var ikke tilfældet. Ria havde brugt sin evne hvor hun tog deres liv gennem fysisk kontakt, meget lig hvordan nogle har evnen til at hele andres sår ved fysisk kontakt. Bare ikke... helt den samme virkning. Rias evne gav faktisk præcis det modsatte resultat. Medmindre hun havde bearbejdet dette liv og energien derfra. En anden del af hendes medfødte evne. Det tog bare rigtig meget af hendes energi bare at bearbejde ét liv, og hun havde allerede dannet tre liv om til denne helbredende livsvæske hun var i stand til at lave på bare én dag. Men trods trætheden blev hun nød til at lave de livsvæsker. Dét sammen med de skind og fjerpragter hun samlede på sine ture i skovene var hendes eneste indkomst, det eneste hun kunne sælge. På grund af krigen, og hendes slægt, kunne hun ikke få arbejde i byerne hos de andre slægter, og der var ikke mange i Naaila slægten som ville ansætte hende hos dem, da mange var bange for at blive uretfærdigt anklaget for at have købt hendes giftige blod (hvilket er ulovligt), som hun også solgte (igen ulovligt) hvis der var en køber. Det var en dum tankegang eftersom alle i Naaila slægten havde giftigt blod, men man kan vel aldrig være for sikker på dét punkt.
Ria gjorde hvil ved en bæk der løb gennem skoven, for at få en tår vand. Hun formede også sine hænder som en skål og plaskede vand i ansigtet. Det var dejligt køligt og hun kunne ikke lade være med at sukke taknemmeligt. Dét havde hun trængt til i lang tid efterhånden. Det hjalp hende en smule med at blive bare en lille smule mere frisk, men hun var stadig umådelig træt. Hun måtte bare holde ud indtil hun nåede tilbage til Naailaernes by hvor hun kunne vende hjem til sin sølle træhytte og få sovet. Med baghånden kløede hun sig over panden mens hun rettede sig op igen og fortsatte videre mod Naailaernes by. Der var ikke langt igen. Hvis hun gik rask til ville hun være der inden for det næste kvarter.

Folk lagde altid mærke til hende når hun kom tilbage fra sine ture i skoven og denne dag var ingen undtagelse. Oftest sendte de hende misbilligende blikke, eller forsøgte at lade som om hun ikke var der, men stadig fulgte hende med blikket ud af øjenkrogen. Der var dog sket en hvis forandring på de sidste år. Der var flere modige sjæle som smilede imødekommende når de gik forbi hende, enten fordi de syntes at det var synd for hende at hun altid var alene, eller fordi at hun havde fået hvad de mente var den værste evne. Eller måske var folk ved at komme sig over hende som person. At det ikke var så frygteligt som de havde forestillet sig.
"Zachariah leder efter dig." lød en stemme bag hende. Hun var en smule overrasket, men trætheden dæmpede hendes reaktion. Hun mumlede et tak til manden der havde talt og fortsatte videre mod Naaila byens midte. Hvis Zach ledte efter hende var det nok vigtigt.

Flere spørgsmål med intetsigende svar. Ria virkede slet ikke til at være hjemme eller i nærheden. Nogen virkede forvirrede om han spurgte efter hende, af alle folk. Nogen spurgte også tilbage. Hvorfor? Skulle Zach personligt uddele hende en straf for alt det med hendes evner? Hvorfor så ikke vagterne? - Zach hørte dem mest som mumlende ord, da han var for optaget til at tage sig af sådanne anklager lige nu. Han havde snakket med Ria før, som general, og bedømt at han ikke havde en sag at arrestere hende for. Han tvivlede på det ville ændre sig lige nu. Desuden...Hvis alt ændrede sig...Ville folk snart skulle vende sig meget mere til hende. Også selv om nogen nok ville være utilfreds med hans valg. Han turde slet ikke tænke på hvordan hans rådgivere ville reagere.
Sved havde dannet sig over hans pande og løb ned over hans tinding. Ved byens midte stoppede han ved en brønd og trak en spand med vand op. Han kastede lidt i hovedet og skyllede sig, før han drak sin tørst væk.
Måske ville det være nemmere at eftersøge hende og få hende sendt til hans kontor eller noget i den stil. Selv om folk ville sætte spørgsmål. På denne måde kunne han gøre tingene bag deres rygge og tage de nødvendige beslutninger, så ingen kunne nå at sige nej til ham. Selv om han var leder, havde han efterhånden lært at det ikke betød, man altid bare kunne gøre som man ville. Der var alverdens forventninger af en.

Han rystede sine våde hænder, før han overlod brønden til en anden der ventede. Han så op...
Og der var hun jo. Der kom hun gående. Var alt han skulle gøre at vente her? Det så ud til hun havde været på jagt. Han rankede sig og gik hende i møde med et smil, som han vinkede for at gøre hende opmærksom på at han var her - og ønskede hendes opmærksomhed. Han stoppede op foran hende.
"Ah, der er du..." Han rankede sig lidt igen for at strække ryggen, før han så sig omkring. Et offentlig sted til så store spørgsmål var...Ikke idealt.
"Jeg vil gerne snakke med dig. Forstyrrer jeg? Kan vi gå et sted hen og snakke?" foreslog han så kort efter, uden at komme mere ind på hvorfor. Hans mørkelilla blik gled tilbage på hende og som altid hvilede der et smil på hans læber.

Mens hun gik mod byens midte undrede hun sig over hvad Zach ville snakke med hende om. De var jo venner, der snakkede sammen hvis de lige stødte på hinanden, men Zach havde ligefrem ledt efter hende. Der måtte ligge mere i det end at han bare ville spørge til hvordan hun havde det. Men hvad det var kunne hun ikke finde svar på. Det kunne da ikke være på grund af hendes salg af blod? Livsvæskerne var jo ikke ulovlige, så det måtte være grundet blodet. Men det var flere måneder siden hun sidst havde solgt så meget som en dråbe af det. De fleste af hendes kunder var i The Underground, men der gik hun ikke længere hen efter at det næsten var gået galt for hende engang. Et par fyre havde fulgt efter hende og trængt hende op i en krog.
Hun rystede på hovedet for at ryster tankerne om dengang af sig. I hvert fald så kunne Ria ikke rigtig se hvordan salget af blodet skulle være grunden til at Zach ville tale med hende nu. Det måtte være noget andet.

Ria ankom til Naaila-byens midte, hvilket straks fik hoveder til at vende. Nu kom hun også gående med tre døde dyr i sit bælte, så det krævede ikke særlig meget tankekraft for at folk kunne regne ud hvad hun havde lavet tidligere. Der var mange misbilligende blikke som hurtigt så væk så snart hun selv lod blikket glide i deres retning. Men det var langt fra alle.
Hun skimmede mængden af mennesker efter Zach, men umiddelbart kunne hun ikke se ham. Det var først da hun så en person vinke i hendes retning at hun endelig fandt ham blandt de mange andre mennesker.
“Zach!” Hun smilede stort mens hun gik ham i møde - og selvfølgelig stoppede op da de stod overfor hinanden.
“Jeg hørte at du ledte efter mig.” Sagde hun, og fulgte Zachs blik rundt på pladsen. Hvad han så efter vidste hun ikke, så hun så hurtigt tilbage på ham igen.
“Du forstyrrer skam ikke,” smilede hun. I hvert fald så var hun altid villig til at stoppe hvad hun havde været i gang med for at snakke med Zach.
“Vi kan sagtens gå hjem til mig.” Så ville hun også kunne få sprættet kaninerne og kragen op, så skindet og fjerpragten kunne blive garvet med det samme. Hun var efterhånden blevet ret god til at garve skind, så hun kunne sælge dem for en højere pris end hun nogensinde har gjort før. Hun havde desperat brug for pengene. Ria havde ikke arvet noget fra sin mor, da kvinden endelig døde, ud over deres lille hytte og hvad end der var derí. Der havde bare ikke været nogle penge. Og nutildags skulle man have penge for at overleve.
“Er jeg i problemer?” Spurgte hun med et skævt smil og begyndte at bevæge sig væk fra pladsen. Hun regnede med at Zach fulgte med hende. Hun vidste at hun ikke var i problemer, hun havde ikke gjort noget ulovligt i lang tid.

Zach sendte hende et stort smil og virkede ikke til at bemærke, hvordan andre så enten misbilligende på Ria eller undrende på de to sammen. Folk havde så mange meninger og Zach, som leder, skulle kunne møde alle. Men det ville sikkert få rygterne til at løbe løbsk de næste par dage.
Nå, så havde folk noget at underholde sig med. Zach slog trit med Ria og fulgte med hende.
"Ah...Nejnej!" sikrede han hurtigt og slog hænderne op i luften, for at vise der intet var. Hun havde ikke gjort noget forkert. I det mindste ikke noget han kendte til. Nej, han var her jo mere fordi han selv var i...En slags problemer. Nu hvor han tænkte over det, hvordan fik man så lige bragt det emne på banen? Det havde aldrig været på tale mellem dem og der var ingen tiltrækning mellem dem. I det mindste, så vidt Zach håbede. Han trak vejret dybt og så frem for sig en stund, mens han blot fulgte Ria. Jah, dette var slet ikke tænkt igennem og det blev næppe romantisk. Burde han gøre noget romantisk? Og hvad var romantisk?
Han rystede svagt på hovedet for sig selv.
"Jeg er i problemer...Faktisk...Og har måske brug for din hjælp. Der er noget vi må diskutere...Men du skal vide du ikke har gjort noget galt og har al ret til at sige nej!" bemærkede han og så hen på hende igen. Nej, det hele gav vist ikke så meget mening.
"Jeg vil faktisk...Helst ikke snakke om det i offentligheden. Så undskyld mig et øjeblik, til vi kommer hjem til dig?" foreslog han i stedet. Han så sig over skulderen igen, som havde en svag paranoia fyldt ham, før han så tilbage frem for sig.
"Hvordan går det ellers? Er folk lige så besværlige som de plejer, medmindre de har brug for dig?" Han følte sig så afslappet omkring hende. Det havde han faktisk gjort hver gang de snakkede sammen. Ria var jo faktisk en ganske venlig skikkelse. Hendes evne havde ikke rigtig skræmt Zach. Om det var fordi han af natur var ganske åben og ligeglad med den slags, eller fordi han selv bar på et stort tabu som offentligheden ville hade lige så meget -eller endnu mere - vidste han ikke. Måske en blanding af begge.

Trods trætheden små grinte hun over Zachs reaktion på hendes spørgsmål. Hun havde bestemt ment spørgsmålet som en slags spøg. Men hans forsikrende blik fik hende altså til at le mens hun gik.
Hendes smil forsvandt dog og blev erstattet af et par rynkede bryn da han fortalte videre. Zach - af alle folk - i problemer? Hun kunne slet ikke forestille sig hvad Zach dog kunne have af problemer som hun kunne hjælpe med. Altså, jo da, han havde måske problemer med at være leder, men sådanne problemer var nok ikke nogle Ria ville være til meget hjælp med.
"Nådada... " Det var det eneste hun lige umiddelbart kunne få sig selv til at sige. Måden han sagde det på, den lettere desperate undertone i hans stemme hun kun lige akkurat lagde mærke til, han- vent, han så sig over skulderen igen.
"Det lyder som om det er meget seriøst." Kommenterede hun som det eneste for nu. Godt nok var der tyndet særdeles ud i menneskemængden, da de var kommet et godt stykke væk fra centrum nu, men hun ville helst ikke være respektløs overfor Zachs ønske om at først tale om hans problem til de er hjemme hos hende.
"Tja.." Hun tørrede sveden af sin overlæbe af i ærmet mens hun trak på skuldrene. Hvordan gik det egentlig for hende?
"Jeg... Overlever, kan man vel sige. Der vil altid være folk der misbilliger alt hvad jeg gør, indtil de har brug for mig, men det er jo ikke noget jeg kan gøre noget ved." Det var dog stadig et af hendes generelle problemer i hverdagen. Det var aldrig rart at få afvide at man ikke var noget værd, at man skammede hele ens slægt bare ved at man eksisterede. Det var nemt at ignorere for Ria da hun var yngre, da hun havde en teenagers ligeglade attitude mod alt og alle. Sådan var det bare ikke længere. Hun var efterhånden blevet slidt ned af presset. Hun stoppede op ved at træ hvor der hang reb ned.
"Så er vi her." Sagde hun og så over skulderen på Zach med et svagt smil før hun kravlede op af rebet. Det var først da hun stod inde i den lille hytte, og havde en gæst på vej ind, at hun så hvor rodet der egentlig var. Hun ejede ikke meget, men stedet virkede nusset alligevel. Ria havde aldrig været god til at gøre rent, hvertfald ikke regelmæssigt. Hendes kinder begyndte at blusse op af skam over sit hjem.
"Øh... Undskyld for rodet... Du kan.. -" Hun skyndte sig at fjerne tæpper og skind fra en stol ved bordet og lagde dem over på dobbeltsengen der stod i hjørnet af rummet.
"Du kan sætte dig dér." Hun vendte tilbage til bordet, den anden side fra hvor hun lige havde ryddet en stol til Zach, og lagde de to kaniner og kragen på bordet.

Han sendte hende endnu et undskyldende smil, velvidende intet af det gav mening og han sikkert opførte sig, som en mand på flugt fra et eller andet. Han håbede ikke han gjorde hende for nervøs eller mistænksom - og måske ville hun også bedre kunne forstå hans reaktion, når han fik fortalt baggrunden for den. Ria var...En af de få, der blot var sig selv. Afslappede selv, trods hun næppe havde det nemt. Ikke med alle de folk, der tit var efter hende. Af den ene eller anden grund.
Zach havde aldrig haft brug for hendes...Evne. Men han havde heller ingen behov for at dømme hende på det. Han havde brug for hende, omend på en anden måde...Og det var jo ikke fordi han nærede nogen uvilje mod hende. Tværtimod. Alligevel gjorde kommentaren om udnyttelse ham en anelse usikker på sit eget ærinde.
Det lettede, at de nåede rebet og han kravlede op efter hende.

Zach var selv et lille ordensmenneske. Ikke manisk. Han havde til tider også tøj eller ting liggende over det hele, mest fordi han kunne, fordi han boede alene. Men nogle gange kunne en trang til orden ramme ham og han måtte rydde op. Rias hjem var...Rodet. Men han fandt det ikke ubehageligt. I stedet satte han sig på stolen, med et lille tak, selv om det at sidde ned var det sidste han havde lyst til lige nu. Det virkede bare som den høflige ting at gøre, når han nu havde inviteret sig selv hjem til hende. For et øjeblik sad han bare, og studerede hendes hjem lidt.
Til sidst vendte han sig om mod hende og studerede hende og de døde dyr. Så rejste han sig op, for at være på niveau med hende. Det virkede mere behageligt sådan.
"Så...Øh..." Han gned sig i nakken et øjeblik, mens hans øjenbryn gled langt op i panden. Hvordan skulle han sige det?
"Okay" Han slog hænderne sammen foran sig, i et svagt klap, som han så over på hende igen. Han havde besluttet sig. Han måtte bare begynde at sted fra.
"Jeg er jo leder nu. Hvis du skulle have gravet dig ned i et hul og undgået den store nyhed" Smilet vendte tilbage. Humor løste alt og var hans go-to i alle mere eller mindre akavede situationer.
"Og med det er der visse forventninger. Som faktisk mere er krav til mig. Mine rådgivere gider ikke lade mig i fred. Jeg er allerede mere end nogen almindelig leder. Jeg har min egen måde at arbejde på, at gøre tingene på, og jeg har ingen uddannelse. Så alt hvad jeg gør vækker forundring, forargelse eller chok. Jeg har faktisk lidt ondt af dem. Deres nyeste påfund er at jeg skal finde mig en hustru..." Han stoppede op. Hans hænder var presset sammen foran ham, men hans blik gled ned til gulvet, som i en stilletiende bøn. Tungen gled ud og vædede læberne i en langsom bevægelse. Han trak vejret dybt.
"De har mange forslag..." Hans hænder gled fra hinanden, som han slog ud med armene i en opgivende bevægelse.
"...Mange ideer. Måske skal det være nogen fra en anden slægt, for at stadfæste en alliance. Måske nogen fra vores egen slægt, for at vise vi er stærke og selvstændige. Men uanset hvad, selvfølgelig en kvinde af passende status og uddannelse, som jeg kan...Få arvinger med. Som måske er det, som det hele kan brygges ned til. At vise jeg er som alle andre og en familiefar, idolet alle skal leve op til, så alle begynder at få børn og vi kan vokse..." han rystede på hovedet og vinkede let med den ene hånd. Der var mange argumenter og småting ved det, men Ria behøvede ikke høre dem alle.

Zach vendte sig og gik et par skridt tilbage mod stolen. Han var blevet stille for en stund. Der var mere. Selvfølgelig var der mere. Men det var ikke noget han normalt sagde højt. At han var til mænd. At han aldrig ville kunne elske en kvinde på den måde og det var synd for hende. At ingen kvinde vil forstå og der vil opstå hårde historier der ville ødelægge hans eget og kvindens rygte. Lederen, der ikke dyrkede sex eller kunne få børn. Kvinden, der var blevet "solgt" til et ægteskab, der ikke kunne give hende det hun forventede. Der var så mange ting til det.
"...Men det kan jeg ikke..."
Det kunne virke random. At han kommer her og læsser af hos Ria. Han håbede bare hun ville give ham lidt tid til at snakke færdig. Han var ved at nå til kernen. Han skulle bare lige...Samle sig lidt igen. Han vendte sig halvt og så tilbage på Ria igen.

Ria studerede Zach et kort øjeblik hvor han sad på stolen og kiggede rundt i hendes hjem. Det var ikke af særlig meget. Dobbeltsengen, en slidt kommode, hendes store arbejdsbord som også fungerede som spisebord, et mindre bord med skuffer der fungerede mest af alt som opbevaringsplads, både i skuffer og på bordpladen. Nogle få stole stod spredt rundt i rummet, hvoraf mange af dem havde deres egen stak af enten forskellige tekstiler, tæpper eller skind, eller så stod der kasser med små glasflasker af forskellige størrelser í. Endelig var der hendes brændeovnen som hun lavede mad over. Hun vidste ikke rigtig om Zach syntes om det. Det var jo småt, meget ulig den leder-bolig han boede i nu. Desuden var der rod rundt omkring.
Hun vendte sig om og tog en kniv frem fra en skuffe. Hun kunne lige så godt få flået kaninerne med det samme mens de talte sammen. Hun drejede sig igen om mod den store bordplade da Zach begyndte meget tøvende at tale. Det virkede som om at han skulle overtale sig selv inde i sit hoved før han rigtigt kunne begynde. Hun tog fat i den første kanin.
"Og tillykke med den titel, du har virkelig fortjent det." Hun smilede kort over hans morsomme kommentar. Hun lyttede til ham mens han talte, dog så hun kun i korte øjeblikke på ham, da hun koncentrerede sig om at skære kaninen de rigtige steder så hun kunne flå skindet af i én bevægelse. Da han nævnte at rådgiverne vil have at han skal finde sig en hustru, kunne hun dog ikke lade være med at rynke en anelse på brynene. I hendes øjne virkede det mærkeligt at bare fordi man var leder, skulle man have en ægtefælle, og så endda måske i et arrangeret ægteskab. Pfff... et ægteskab mellem to mennesker der ikke engang kendte hinanden. Det var ikke noget som Ria var den største fan af. Hun var en af de personer der troede på at ægteskab skulle være mellem to personer der elskede hinanden, ikke mellem to fremmede der skulle lære at leve med hinanden.
Hun afbrød selvfølgelig ikke Zach mens han talte, det kunne hun ikke nenne. Først og fremmest var hun nysgerrig på hvor han ville hen med dette emne, og så kunne hun også mærke hvor meget det tog af ham bare at tale om det.
Hun så op fra den nu flåede kanin da Zach gik i stå for en stund. Det var utrolig meget ansvar der var blevet lagt på hans skuldre, det hørte hun godt, det var næsten urimeligt at forlange så meget af en enkelt mand. Hun kunne ikke se hvorfor han ikke bare måtte gifte sig af kærlighed, som så mange andre gjorde - godt nok var det sjældent noget ledere gjorde - han var jo kun en mand med menneskelige følelser. Ria havde ofte set dette faktum blive glemt. Hun vidste selvfølgelig ikke hvilke tanker der gik igennem Zachs hoved lige nu, men hun kunne se at hvad end det var, så gav det ham indre konflikter og problemer.
"Hvad mener du?" Spurgte hun da Zach endelig så tilbage på hende og hun mødte nysgerrigt hans blik. Hvad mente han dog med at dét kan han ikke? Han var jo en pæn mand. Det kunne han bestemt ikke løbe fra. Ria kunne sagtens forestille sig at der nok var mange unge Naaila-kvinder, muligvis endda nogle af rådgivernes forslag, som ville sige ja lige på stedet. Hvis ikke endda kvinder fra de andre slægter, men dém ville der nok være lidt længere imellem.

Zach var taknemmelig for hun bare lod ham tale. Det var rart. Det var rart at sige det hele højt og det tog noget af presset fra hans skuldre. Også selv om alle bekymringerne ikke automatisk forsvandt af sig selv. Så var det stadig en lettelse. Han trak vejret dybt og trådte over til hendes bord. Her, på den modsatte side, med hænderne hvilende mod bordkanten. Herfra kunne han se hendes arbejde, se hvordan skindet blev løsnet de rigtige steder, så skindet kunne trækkes af. Zach kunne selv jage og havde gjort det ofte, specielt når han rejste rundt i hele landet og lavede ting, kun de færreste vidste hvad inkluderede. Mest af alt skaffede han uformelle bekendtskaber. Han ville nok snart rejse igen, møde Redwoods nye leder. En mand Zach allerede kendte, faktisk.
Det gik op for ham at dette var meget...anmassende...Af ham. At komme her, lette sit hjerte, med ting og sager Ria nok hverken kunne relatere til eller ønskede at deltage i. Og hvis han fortsatte nu, ville han give hende en ny hemmelighed at bære rundt på. Hans hemmelighed. Kunne han være det bekendt? Nej. Det var ikke fair. Det var ikke noget Ria skulle gå rundt med. Alt dette var ikke hendes ansvar. Zach ville aldrig kræve det af hende...
Men alligevel vidste han godt, at han snart ville sætte hende på pinden. Men hvis det endelig skulle være en ting...Ægteskab....Uden kærlighed...Skulle Ria som minimum kende til det hele.
"Jeg er til mænd" bemærkede han så uden yderligere tænkepause. Hvis han tænkte for meget, ville han ende med at gå, uden overhoved at få sagt eller spurgt om noget. Så nu skubbede han sine tanker til siden et øjeblik og sagde det bare. Hans største hemmelighed som kunne knuse ham nemmere, end noget andet. Og alligevel vidste han ikke...Om han havde modet til at aflæse hendes reaktion...

Han trak vejret dybt og tog sig sammen. Han kunne ikke gemme sig fra det ansvar - så han hejste hovedet og mødte hendes blik åbent og venligt.
"Jeg undskylder for at placere den hemmelighed på dine skuldre. Jeg kan næsten ikke kræve du skal holde det hemmeligt, når du ikke har haft noget valg om at modtage hemmeligheden eller ej...Men jeg håber du vil. Og hvis der er nogen her, i vores egen slægt, som jeg skulle åbne op for...Skulle det være dig. Når det kommet til stykket...Er vi vel begge en slags..." Han blev stille et øjeblik. Han ville ikke kalde hende noget som helst, så han overvejede sine ord godt.
"...Lad os bare sige...At hvis folk kendte til dette, ville jeg nok være nød til at rejse" Han smilte skævt, men smilet nåede ikke særlig højt.
"Og i den forbindelse vil jeg ikke kunne finde en hustru, uden at lyve. Uden at basere hendes nye liv på løgne og manipulation. Det vil jeg ikke kunne. Den kvinde fortjener et ordentlig liv og skal selv kunne sige ja eller nej til...Begrænsningerne...I det. Men jeg kan ikke bare gå ud i verden og åbent annoncere det. Faktisk har jeg aldrig...Fortalt nogen om det...Og jeg forfølger det aldrig" Det var svært at stoppe med at snakke, når han nu var begyndt. Men han ønskede Ria forstod. Og til dels kom ordene måske også, som et tegn på hans egen nervøsitet. Han så på hende igen.

"Åh..." Et øjeblik stod hun helt stille, fastfrosset med sit blik mod kaninen mellem hendes hænder. Han er til mænd. Det forklarede vel en del. Hvorfor han ikke kunne være familiefar og få børn. Han kan slet ikke elske en kvinde på samme måde som han gør mænd.
Hun så igen op på ham da han begyndte at undskylde for at have fortalt hende dette.
"Nej, nej, du skal ikke undskylde, du har ikke gjort noget galt" Hun smilte som han gengældte hendes blik, alt for at signalere at der intet var i vejen med at han har fortalt hende denne hemmelighed. Der er intet han skal undskylde for. Godt nok var det ikke lovligt at følge disse lyster og tanker som han nu havde i sit indre, men man kunne jo ikke gøre for at man havde dem. Desuden var hun heller ikke en til at dømme andre på kriminaliteter. Mange vidste jo at hun solgte Naaila-blod, og det var heller ikke noget der blev set godt på fra lovens side. På samme måde var hun heller ikke enig med loven om at folk ikke må elske hinanden hvis de er af samme køn. Det var efter hendes mening noget vås, men det var heller ikke noget hun kunne gøre noget ved med hendes position. Hurtigt vendte hun sig væk fra Zach for at dyppe sine hænder i en balje med vand og derefter tørre dem af i et viskestykke. Langsomt og stadig tænkende over situationen, vendte hun sig tilbage mod ham mens hun nikkede indforstået til hans ikke færdiggjorte sætning. Udstødte. Dét er hvad de på sin vis er. Lige siden at Rias evne blev alment kendt blandt Naaila slægten, har hun følt sig udstødt fra slægten. Hun var anerledes og i deres øjne farlig. For tænk nu hun engang tog livet af noget andet end en vild kanin? Hvis hun nu kunne finde på at gøre det mod et andet menneske. Hun vidste selv at hun aldrig ville kunne finde på at gøre det, og hun vidste også at hun aldrig ville have evnerne til det. Men det stoppede ikke andre i at gå og være bange for hende.
"Jeg sætter virkelig pris på at du fortæller mig det her," Sagde hun og bevægede sig omkring bordet så hun er på samme side som ham. Hun mente det virkelig. Hun holdte jo af Zach. Hendes gode ven som aldrig virkede til at dømme hende på hendes evne. Den eneste i slægten som ikke en eneste gang har set ned på hende.
"Hvordan kan jeg hjælpe?" Spurgte hun så, denne gang med et alvorligt blik. Hun havde på fornemmelsen om hvad han ville have hende til at gøre. Noget som hun i dette øjeblik ikke så som værende en forfærdelig ide. Men stadigvæk. Hun ville helst høre det fra ham.

//UNDSKYLD DET SENE SVAR!! Har legit prøvet på at svare op til flere gange, men blev afbrudt hele tiden. Sorryyy//

Han trak vejret dybt. Så langt så godt. Han følte sig ikke...Glad...Ved situationen. Selv når Ria umiddelbart virkede til at acceptere hans...Tilstand. Alligevel var det en hemmelighed han havde båret på så længe, at det at sige den højt - uanset til hvem - virkede forkert. På en måde havde det været anderledes med Alex. Måske fordi Zach havde - har - et lille crush på manden. Og så fordi Alex var typen der nok havde opdaget det alligevel. Nej, dette ville hjælpe med at skjule det, hvis Ria gik med til det hele.
Han vendte sig om mod hende. Hans hjerte slog hårdt i brystet på ham og nervøsiteten gjorde hans hænder varme og fugtige. Alligevel tog han sig sammen og så op på hende med et lille smil.
"På den baggrund, Ria..." Han sank, selv om der næsten ikke var noget at synke. Han trak sin hånd fra bordet ved siden af sig. Langsomt gled han ned på det ene knæ. En position der både kunne virke som et bønfald og optakten til et ganske bestemt spørgsmål. I dette tilfælde indeholdt det nok begge dele.
"Jeg ved folk vil undres. Se skævt til det, eller måske hade det. Men forhåbentlig kun i starten. For jeg vil lære dem, at du er mere end en kvinde der skal frygtes. Den veninde, du altid har virket som for mig. Og derfor, med min største hemmelighed i mente...Ria. Vil du gifte dig med mig?" Han så op på hende igen.

Et ægteskab. Et ægteskab ville redde ham, selv om han bagefter skulle arbejde hårdt på at ændre folks syn på Ria og eventuelle mod hende som den valgte. For ingen kendte sandheden. Men han var villig til at tage den kamp, hvis Ria ville det. Måske var han bare en anelse optimistisk, men måske kunne dette også være Rias genvej til en større accept i deres samfund. Selv om hun lige så meget skulle arbejde for det. Han var ked af potentielt at skulle sætte hende igennem det...Hvis hun accepterede. Hvis ikke, ville ingen være det klogere og Zach måtte på ny overveje sin situation. Han ville gerne love hende ting. Forsikre hende. Men han ville ikke virke mere desperat end han var. Hun skulle også have lov til at overveje situationen et øjeblik.
Han slikkede sig svagt på læberne.
"Jeg forstår fuldt ud hvis du har brug for tid til at tænke. Jeg vil også besvare alle spørgsmål du må have"

Ria. Vil du gifte dig med mig? Det lød så surrealistisk for hendes ører. Som om at dette ikke var virkeligt. Dette skete ikke rigtigt. Om lidt ville hun vågne op i sengen lige derovre i hjørnet og undre sig over hvad hun mon havde drømt. Ria var ikke en person der huskede sine drømme. De syntes at forsvinde fra hendes hukommelse så snart hun slog øjnene op.
Hun blinkede med øjnene. Zach stod stadig foran hende. To blodige kaniner lå stadig på arbejdesbordet. Dette var virkeligheden. Hendes fingerspidser bevægede sig sagte over træbordets overflade. Berøringen var som et anker til situationen, for tankerne hvirvlede rundt i et virvar. Et ægteskab. Ville dét være nok? Kunne Zach være hendes redning ud af dette sølle liv?
"Inden jeg giver mit svar," Hendes stemme lød fremmed for hende. Som var det ikke hende men en anden kvinde der talte. "Bør jeg også fortælle dig noget..."
Hun så væk fra ham et øjeblik for at tage sig sammen. Det her var efterhånden ikke så meget en hemmelighed længere, men rygter var ikke altid sande.
"Du har nok hørt rygterne... Rygterne om at jeg har solgt... Blod... Naaila blod," Hun sank en klump i halsen hun ikke havde opdaget før nu. "De er sande."
Det var ulovligt i Redhawk at sælge blodet fra en af Naaila-slægten. Ria havde kun tyet til det for at kunne overleve. For at kunne forsørge den kvinde Ria uheldigvist havde fået som mor. Hun var heldigvis for Ria død nu.
"Jeg havde ikke andet valg..." Begyndte hun at forklare. "Ingen ville give mig arbejde og jeg havde ingen penge. Der var ikke noget andet jeg kunne gøre... Der var jo.. en efterspørgsel, så der var jo lidt penge i det..."
Først nu vendte hun blikket mod ham igen. Hun turde næsten ikke se hans reaktion. Hun var jo kriminel. Og han ønskede hende som brud. Godt nok ikke af kærlighedsmæssige årsager, men fordi hans rådgivere krævede det af ham. Hun havde ikke selv haft et forhold til en anden person på en romantisk måde. Hendes evne blev jo kendt blandt Naaila-slægten da hun var omkring 12 års alderen, så ingen ville nærme eller kende sig ved hende. Måske var det ikke meningen at hun skulle gifte sig af kærlighed. Hvertfald ikke romantisk. Måske var det bedst hvis hun takkede ja, og hjalp Zach på den måde.

Han trak vejret dybt, men på en lydløs måde, da hun fortalte at hun selv havde en hemmelighed. På dette tidspunkt var det kun fair at de hver især gemte på et eller andet. Af en eller anden grund fik Zach først den ide, at måske hun kun var til kvinder - at de havde en ens hemmelighed, der på en måde ville gøre et muligt forhold mellem dem det mere balanceret.
Om det, hun i stedet havde gjort, var bedre eller værre...Det kunne Zach ikke lige sætte en finger på. Han så væk fra et øjeblik, før han langsomt rejste sig igen. At blive stående foran hende, på det ene knæ, virkede dumt. Han bankede sine knæ for den eventuelle skidt de må havde fået fra gulvet, før han rettede sig helt op og lagde en hånd på bordet ved siden af sig. Et bord, der på en måde var blevet deres begges støtte i denne samtale.
"Gør du det stadig eller har du planer om at gøre det i fremtiden?" spurgte han så. De havde begge ødelæggende sandheder i deres liv. Sådan som Zach så det, betød det blot de var afhængige af hinanden. Om det var godt for et forhold, vidste han ikke. Han havde ikke erfaringer hvad det angik. På sin vis havde de også begge en sandhed, som de kunne afpresse hinanden med - en ting Zach hellere end gerne ville undgå. Forhåbentlig blev det et forhold af forståelse og samarbejde, og ikke med pludselig had og foragt. Zach ville i hvert fald arbejde hårdt for at gøre det så godt og behageligt mellem dem som muligt - igen, hvis Ria takkede ja.
"Hvis ikke....Kald mig desperat. Men vi bør arbejde på at holde begge vores hemmeligheder hemmelige. Lige nu er det kun rygter. Når - hvis - jeg bekendtgør at jeg tager dig til hustru, vil der blive et arbejde med at forbedre synet på dig og dit rygte i byen. Alle beviser omkring din kriminelle fortid skal destrueres, hvis der er nogen. Så fortæl mig...Er der det? Nogen der ved noget? fysiske beviser der kan bruges imod dig?" Han så hen på hende igen, men denne gang med et meget mere praktisk syn. Han var rolig og venlig, men på samme tid var det tydeligt han prøvede at tænke praktisk over tingene.

Hun så væk fra ham da han spurgte om hun stadig solgte blod. Hun ville inderligt gerne kunne sige at hun ikke gjorde det længere. At hun var stoppet og ikke længere tog del i den kriminelle gøren. At hun ikke længere var medskyldig i mord. Men det ville være en løgn.
"Der er folk som... opsøger mig," Sagde hun tøvende. Hun ville ikke lyve overfor ham. Ikke når der hang et muligt ægteskab over deres hoveder. "Jeg har ikke råd til at sige nej."
Hun satte sig opgivende ned på en stol ved bordet. Hun havde aldrig rigtig konfronteret sin situation før. Set hvor håbløs hun faktisk var. Man kan vel sige at hun aldrig før havde indrømmet overfor sig selv hvor dårligt stillet hun egentlig var. Hvor sølle hendes liv indtil nu havde været. Liv. Det kunne man knap nok kalde det. Hun havde ikke levet i lang tid. Hun havde overlevet hver dag. Hvis hun nu giftede sig med Zach, ville han kunne sørge for hende. Hun ville måske kunne begynde at leve. Leve rigtigt. Hun vendte blikket mod ham. Hendes blik studerede ham. Så mulighederne i hans forslag om ægteskab. Hun ville være fri til at leve et liv som hun nu ville. Næsten. Hun ville selvfølgelig være nød til at opføre sig respektabelt og være et forbillede og alt det pladder. Formelle sager. Det var nok noget hun kunne leve med.
"Jeg ved ikke med beviser... Men der er efterhånden ret mange der ved det..." Sagde hun mens hun rynkede på sine bryn. En vane hun havde når hun tænkte sig om. "Alle sammen kunder. Det er lige så ulovligt at sælge Naaila-blod, som det er at købe det, så umiddelbart vil ingen være en trussel, medmindre de selv vil ende med en straf. "
Hun så rundt i rummet og bed læberne sammen. Det her havde været hendes hjem siden hun var barn. Der var minder tilknyttet til stedet. De svageste glimt af hendes far der stod i dørkarmen. En mand hun end ikke huskede ansigtet på. Kun et omrids af en stærk mand var i hendes hukommelse. Det var her at hendes mor gang på gang havde skældt hende ud for at have den evne hun nu var så uheldig at blive født med.
"Jeg vil gerne gifte mig med dig," Lød det fra hende, og hun vendte endnu en gang blikket mod Zach. "På den betingelse at du vil sørge for mig. Financielt. På den måde vil jeg ikke behøve at sælge blod, jeg vil ikke længere være kriminel. Og du vil få en kone og tilfredsstille dine rådgivere. Rygterne om dig vil dø hen."
Det her var nok historiens mindst romantiske forlovelse. Men det gjorde ikke Ria noget. Det her ville være et ægteskab mellem to desperate mennesker der grueligt havde brug for hinanden.

Han bed hårdt sammen. Det var svært, når hun stadig gjorde det. Det var umuligt, hvis hun ville fortsætte med det uanset hvad. Dette var et politisk spil. Måske ikke hans stærkeste side, men han var trods alt ikke mere dum, end han vidste at et ægteskab med Ria ville give udfordringer. Det ville tage tid før folk ville vænne sig til det, hvis de da kunne acceptere det. De ville være nødt til at fokusere på styrkende begivenheder, der ville vise Ria fra et mere positivt perspektiv. Hvor hun gav eller gjorde noget godt for byen og folket.
Men alt til sin tid.
"Er der nogen af dem, hvor der er risiko for de vil dukke op og skabe problemer?" Det var kriminalitet. Og den slags kom gerne og bed en i halen før eller siden. Handler, der var gået dårligt. Tjenester der skulle inddrives. Hvis Ria på en eller anden måde havde holdt sig ude af de ting, ville det være et plus. Og hvis ikke, måtte de håndtere det, før et ægteskab nogensinde kunne komme på tale.
"Betalinger der mangler, tjenester der er lovet...Folk, der bare generelt er ustabile og på uventet vis kan dukke op og være til gene?" spurgte han yderligere. Han var nødt til at være sikker. Det håbede han, at hun kunne forstå.

Zachs øjenbryn gled op en enkelt gang, før et smil endelig gled over ham igen. Hans blik var blevet mere drilsk.
"Selvfølgelig vil jeg tage vare på dig. Det er ikke fordi Naailas er en rig slægt, men fornødenheder vil være dækket. Du vil aldrig mangle mad eller tøj på kroppen igen" forsikrede han naturligvis.
"Men det kræver du stopper med at sælge blod øjeblikkeligt. Og gør dit bedste for at afskære dig fra det selskab og sikre de ikke opsøger dig mere. Der er ikke plads til nogen smutter i den henseende. Det håber jeg vi kan være enige om" Han rømmede sig svagt og lod blikket glide ned mod gulvet et øjeblik. Til sidst trak han let på skuldrene og så op på hende igen.
"Vi burde i det hele taget lave en kontrakt mellem os, siden det hele ikke sker i forlængelse af følelser og lyster. En anden problematik er...Netop sex. Siden du ved jeg er til mænd, vil jeg aldrig kunne tilfredsstille dig. Så derfor forventer jeg heller ikke du er afholden. Så længe...Andre bliver holdt en hemmelighed og ikke bliver til belastning for mig eller, hvad der er vigtigere, for det politiske...." Han grinte svagt for sig selv.
"I det hele taget...Skal man tænke politik ind alle steder...Jeg beklager" Han sukkede svagt og dramatisk, som om det hele et eller andet sted trættede ham.