Business, not pleasure (Alexei)

Sandt nok var der adskillige hemmelige gange og trapper gemt bag væggene i paladset. Der var endda et par hemmelige beskyttelsesrum, som kun meget få udvalgte personer kendte til. Der var som regel højst fem personer, udover kongen selv, som kendte til disse. Alexei havde selv fået vist et par af Charles, da han stadig var i live, men der var flere, som han først var blevet informeret om efter kroningen.
Nogle af gangene blev stadig brugt af tjenestefolkene, men eftersom de ikke længere var slaver, men derimod hyrede folk, var der ikke ligeså stor grund til at skjule dem længere. Der var trods alt ikke de helt samme fordomme overfor tjenestefolk, som der havde været under slaveriet, om end der stadig var folk, der så ned på tyendet. Nogle gange havde Alexei dog selv benyttet sig af disse skjulte gange, hvis han ønskede at snige sig ud af paladset, uden altid at blive fulgt af alverdens vagter. Det var ikke noget han gjorde tit, men han havde da brug for lidt privatliv en gang i mellem. Han kunne sagtens tage vare på sig selv og gjorde det naturligvis aldrig, hvis der var noget planlagt for ham. En enkelt gang var han blevet taget i at snige sig ud gennem en serviceudgang til tjenestefolkene, men den unge køkkenpige havde været mere end villig til at holde på hans hemmelighed. Han var ikke sky for at bruge charme til at få sin vilje i sådanne tilfælde, for man skulle vel benytte sig af sine talenter, når nu man havde dem.

De passerede adskillige pyntende genstande på rundvisningen, som Zachariah især blev opslugt af. Det var der selvfølgelig heller ikke noget at sige til. Der var flere årsager, der kunne have givet Guldpaladset sit navn. En stor del af dekorationerne var nemlig i dette metal, eller i det mindste forgyldt eller guldbemalet. Selv de malerier og portrætter, der hang adskillige steder i paladset var omringet af gyldne rammer. Et noget skinnende sted, måtte man nok sige. I gangene hen til tronsalen var lange rækker af portrætter, der forestillede alle de forhenværende konger, der havde siddet på tronen før Alexei. Det var ikke engang så længe siden, at Alexeis eget portræt var blevet malet. Godt nok var en tålmodig person, men det havde været ganske ulideligt at skulle stå model så længe. Han følte, at der var meget bedre ting, han kunne tage sig til. Han syntes det føltes så indbildsk at gå forbi et kæmpe portræt af sig selv hele tiden. Men det var blot én af de ting, der forventedes af ham, så det kunne han jo ikke sige så meget til. Måske det heller ikke var det værste, at folk kunne se tilbage på det og mindes ham, når han engang ikke var der længere. Ved siden af hans portræt var naturligvis den afdøde Kong Charles. Det berørte ham stadig, når han passerede dennes portræt, men det var vel næppe så underligt. De havde trods alt været venner.

Da de nåede til hovedstuen, som Alexei ofte befandt sig i, betragtede Zachariah rummet inderligt, før han atter vendte sig mod Alexei og stillede denne et spørgsmål. Han overvejede sit svar kort og trak let på skuldrene. "De fleste konger – eller deres familier, når det er en aktualitet – sætter et vist præg på indretningen. Der er derfor også nogle gange visse personlige ting, som går i arv til deres familier, men generelt går alt bare i arv til den næste konge, ja." Alexei havde aldrig været den store indretter. Men det var heller ikke noget han gik op i. Det eneste rum i hele paladset, der egentlig bar præg af hans smag og personlighed, var hans soveværelse. Men det var også som regel forbeholdt ham selv, så andre ikke havde del i hans indre tanker. Han holdt altid kortene tæt ind til kroppen, og dette var kun blevet endnu vigtigere med den nye titel. Man vidste aldrig, hvad potentielle fjender kunne finde på at bruge imod én.
Han løftede øjenbrynene en smule, som Zachariah fik et intenst udtryk i øjnene, der nærstuderede Alexei selv. Mens denne så ud til at være begravet i tanker, spredtes et smil på hans læber. Noget, som fik Alexei til at undre sig endnu mere over, hvad der mon kørte rundt i vennens hoved. Smilets natur gav ham nogle idéer, men han kunne selvfølgelig tage fejl og havde ikke i sinde at kommentere på det. Han var jo heller ikke selv hævet over frække tanker fra tid til anden.

Da Zachariah gik hen og satte sig ovenpå spisebordet, spredte et skævt smil sig på Alexeis læber. Det var nok heldigt, at hans vagter havde haft nok fornuft og respekt til at vente udenfor de rum, de besøgte på rundvisningen. Lige så heldigt var det, at hans rådgivere ikke så gæstens afslappede holdning til paladsets antikviteter. Alexei selv kunne dog kun more sig over dette. Det var præcis, hvad han trængte til; besøg af nogen, der ikke tog alting så alvorligt. Han havde ærligt talt nok alvor og seriøsitet i sig selv, uden at måtte omgive sig med det hele tiden lige så. Zachariah var i sandhed en frisk og skøn forandring.
Så kom vennen med en udfordring, der fik Alexeis smil til at ændre sig til et lidt overrasket ét af slagsen. Han tænkte sig om et øjeblik. Men Zachariah stillede flere spørgsmål, før han nåede at svare på det første. Derfor ventede han, til den nu liggende mand havde talt helt færdigt, før han begav sig ud i et svar.
"Jeg tror i sandhed aldrig jeg vil se paladset som mit hjem. Måske har tidligere konger følt på samme måde. Det er svært at føle sig hjemme, når man aldrig er helt alene og i virkeligheden altid skal være på vagt." Hans øjne kneb sig lidt sammen og en rynke dukkede op i panden, som han talte. Så fortsatte han. "Men den sørgelige sandhed er også, at jeg er vant til ikke at føle mig hjemme. Mit familiehjem var aldrig et sted, hvor jeg følte mig hjemme under min opvækst. Måske er det grunden til, at jeg nok altid er anspændt. En mand med to kæmpe ejendomme, men intet hjem. Skæbnens ironi, går jeg ud fra." Han lo en lidt hul latter. Hvad der var lige så sørgeligt var, at han ikke huskede, hvornår han sidst havde åbnet så meget op for en anden person.
Så tog hans mange indre mure dog over og han tvang et smil frem på sine læber igen. "Men til et mere muntert emne: jeg accepterer din udfordring. Du vil få et rum, som skal være dig frit at indrette." Måske det i virkeligheden var en genial idé, at lade lederen af de andre slægter indrette hver deres rum i paladset; et symbol på inkludering og fred.

Hjemme i Darphne var der ingen fancy billeder. De vigtige ting blev skrevet ned. De havde en bog, som nogen endnu skrev noter i efter behov. Efter han var blevet leder havde han kigget i den. Den side, der sidst var blevet skrevet på, havde indeholdt historien om Imanias død og Zachs nye titel. Men før da stod der lidt om Imanias drømme, tanker og formål. Ikke så meget for hende specifikt, som blot for hvad hendes politiske agenda havde været. Det havde været meget godt at læse, givet Zach nogle ideer til hvordan han kunne fortsætte hendes arbejde.
Læse og læse...Han havde fået en rådgiver til at læse det højt. Ellers ville det tage en hel dag bare at komme igennem den ene side. Nej, så fancy var det ikke hos dem. Og det passede Zach fint. Det var heller ikke fordi de andre slægter stod i kø for at besøge dem, så der var ingen til at dømme dem på det. Hvad folk uden tvivl ville: Primitivt. Hjulpet på vej af at mange Naailas endnu holdt byens præcise beliggenhed som en hemmelighed, selv om de fleste efterhånden nok vidste den lå nede syd på, i skoven.

Zach drejede hovedet, med en arm under hovedet, så han bedre kunne se Alexei. Intet...Hjem? Zachs blik lidt op mod loftet igen. Han vidste hvordan det var. Som slave havde han måske nok haft tag over hovedet, men intet af det havde været deres. De var konstant blevet mindet om at de var ejendom, præcis som selve huset var. Det havde ikke været et hjem. Og derfor satte han så meget mere pris på sit hjem nu. Det var lille og bar præg af en mand boede der alene...Men det var hans. Og han følte sig også hjemme hos sin mor, uanset hvor meget der lugtede af sygdomme og urter efterhånden.
Hvor spøjst at han alligevel havde så meget til fælles med en adelig. I hvert fald hvad det angik. Et svagt smil gled over Zach.
"Når du siger de ting...Lyder du lidt som en slave har følt sig" bemærkede han en smule forsigtigt. Det var ikke fordi han direkte ville sammenligne Alexei med en slave. Manden var ikke og ville aldrig blive en - så dum var Zach heller ikke.
Han satte sig op, med armene bag sig til støtte. På en lidt mere munter note bemærkede Zach yderligere:
"Jeg kan varmt anbefale at finde et sted der er dit eget. Om det så bare er et værelse, som du nægter andre kommer ind i. Alle har brug for en base, et sikkert sted hvor de kan være mere dem selv. Det er hvad jeg tror. Et sted hvorfra man kan hoppe tryg ud i verden...Og tilbage igen når man har brug for at være sig selv" Zach prikkede sig selv på den ene side af næsen og blinkede med det ene øje.
"...Sagde manden og lød som de rådgivere, han selv var træt af"
Smilet blev erstattet med en let latter.

Samtalen var automatisk blevet en smule dybere mellem dem. Zach var ikke sikker på om han brød sig om det eller ej - om de ikke begge to var typen der gemte på den slags, frem for at snakke åbent om dem. Men med Alexei var det svært ikke at komme derhen på et eller andet tidspunkt. Det var som om ordene bare byggede sig op og faldt ud af munden på ham, næsten uden Alexei havde gjort noget for at lokke dem frem. Selv om Zach endnu ikke bar nogle store og livsændrende hemmeligheder...Vent. Jo...Det gjorde han. Problemet var bare at Alexei allerede kendte dem.
Zach trak vejret dybt, men lydløst. Derfor kunne han vel godt passe lidt på alligevel. De var måske venner først, men de var også ledere. Så længe den titel lå mellem dem, ville de nok aldrig kunne tillade sig at blive de bedste venner i verden. Der ville altid være politiske hensyn og meget andet at tage sig til...
"Ha!"
Zach klappede en gang i sine hænder ved udsigten til at måtte udsmykke et rum. Han var ingen arkitekt, men han havde allerede en vision.
"Sig til når du har valgt et rum. Og et budget..." Zach slog ud med armene og øjenbrynene gled sigende op i panden på ham.
"Vi har ikke så mange penge, at vi kan bruge dem på at indrette Redwoods huse, selvfølgelig" bemærkede han i samme lette tone som han plejede.