Masks & Mirrors - Alexei

De store blågrønne øjne strøg opmærksomt gennem lokalet, altimens de blege fingre, ratløst, kærtegnede det sorte, silkebløde materiale der omsluttede den slanke silhuet. Aldrig havde hun følt sig så overset som nu, men dette var ikke en skuffelse for den unge kvinde. Tværtimod var det en velkommen velsignelse. Jovist, var der dém som sendte nysgerrige blikke mod den sortbeklædte kvinde, hvis kjole strøg sig tæt mod hendes overkrop, og faldt, som kaskader af sort vand, ned mod gulvet fra hendes hofter, og hvis hår, lå i en blød, gylden vifte over hendes ryg. Men masken, som hun havde valgt at inkorporere i sit kostume, gav hende en følelse af tryghed, bag et skrøbeligt slør af mystik. En tryghed som blot var opholdt, gennem en silkesnor, der var bundet bag håret, netop over nakken. Jovist, ville hendes slægtsløse øjne afsløre hende, når man kom tæt nok på, men festen var belagt med mystik, og der syntes at hvile en generel konsensus om, at man - for en aften - kunne være hvem-som-helst, hvad end man bar en decideret maske eller ej. At man kunne undslippe fordommende for en stund, og tale, agere, eller blot ligne en fremmet. Uden masken, ville den unge kvinde næppe have deltaget. Det havde trods alt krævet en del overtalelse at få hende med på ideen i første omgang.

Elena Crimson havde opholdt sig i Arabis i omtrent tolv dage. Før afrejsen, havde hun kun opholdt sig i Redhawk City i omkring to døgn efter at have foretaget en rejse mod Dark Daphne Forest, og derefter Springheat City. Aldrig havde hun rejst så meget, på så kort tid, og rodløsheden begyndte, gradvist, at fylde hende med en angst. Siden hvornår var hendes liv begyndt at rykke så meget på sig? Hun kendte selvfølgelig svaret... Efter oplevelsen med Alexei Redwood i Undergrunden, havde hun haft brug for at flygte. Fight or Flight - Hun havde vel altid tyet til det sidstnævnte, når det kom til stykket.  
Hun var blevet tilbudt et hjem i Arabis, af værten af aftenens festligheder. Trods hun ikke ønskede at give helt slip på Redhawk City eller dedikere sig til dette 'andet hjem', havde hun brugt sin tid i området på at arbejde og pleje områdets syge. En ældre kvinde, som hun havde plejet, havde talt om lysfesten, og hvordan hun mente, at Elena bestemt skulle deltage. Uden den unge slægtsløse kvindes samtykke, havde den ældre kvinde lavet et flot kostume til hende: "En due... Ren, uskyldig, og et løfte om håb." Elena havde, med det samme, takket nej, og sagt at hun umuligt kunne stå inde for nogle af dé ord. Snart havde kvinden farvet kjolen sort, og sendt Elena en smuk maske, en halskæde og et lille brev med følgende ord: "Ravnen er, i manges øjne, et ilde varsel. Den minder dem om forfærdelige stunder, eller kommende trusler. Alligevel er den intelligent, smuk og målrettet. En éner." . Elena havde ønsket at afslå, men den ældre kvindes arbejde var så imponerende og empatisk, at hun næsten ikke kunne sige nej. Ordene, i deres enkelthed, havde også talt til hende. Som en slægtsløs, såvel som en slave, genkendte hun folks skam, over at se et så tydeligt bevis på historien om slægtskampene vandre rundt i blandt dem. Hendes nærvær kunne, derved, gøre mange ukomfortable, og hendes slægtsløshed tilføjede et ekstra 'uhjemligt' element, i og med, at hun var så 'forkert' og anderledes.

Lysfesten var et syn, hun aldrig var blevet mødt med før. Det var farverigt, smukt, og dog også skræmmende, i og med, alle var i udklædninger og ingen viste deres 'rette jeg'. Alligevel følte hun sig ikke malplaceret længere, og det var umådelig tilfredstillende, at blende ind med miljøet. Derfor hvilede et let smil over hendes buttede læber, som hun gik lidt gennem rummet, langs væggene. Snart passerede hun et spejl, og kunne - i et kort øjeblik - ikke genkende personen hun så i reflektionen. Den sorte kjole, fik hendes blege hud til at virke endnu lysere i kontrasten. Håret snoede sig lydigt ved enderne, og en let mørk sminke var lagt om hendes øjne, i håb på at få det blå i øjnene til at virke mere kraftfuldt. Et glas, med sødlig vin, var i hendes ene hånd, og væsken havde allerede plettet læberne en smule, så de antog en let pigmenteret, rosa farve.

Snart lænede hun sig let mod en væg, netop under en af de store, brændende fakler. Hendes blik fulgte nogle af dém som allerede var begyndt at danse, til den smukke musik. Hun havde set folk danse før, men kun i Undergrunden, eller hos de fulde mennesker på gaderne i Groundstone. Dog havde hun aldrig selv forsøgt, og nu - da hun havde lånt et par sko med en smule hæl, var hun ganske sikker på, at hun måtte afholde sig selv fra at prøve, medmindre hun havde et ønske om at gøre en dansepartner halt. Derfor undgik hun alle unge mænds blikke, som måtte komme tættere på og invitere hende. Ingen skulle tæt nok på til at kunne se hendes øjne... For hun nød dette mere, end hun nok ville indrømme.

Påklædning ⚔ Suit + Mask

Det var blevet tid til den årlige lysfest, som Adara-slægten var vært for, og dette var en begivenhed, som Alexei sædvanligvis tog del i. Denne lysfest var ingen undtagelse, som Alexei bevægede sig igennem mængden af gæster, der alle var iklædt forskellige kostumer og masker. Personligt var Alexei iklædt et jakkesæt, der var sort fra top til tå. Dette var egentlig lidt i ironi, da det jo var en lysfest. Til jakkesættet, havde han anskaffet sig en sølvfarvet maske, der forestillede en ulv. Sædvanligvis var han ikke ligefrem higende efter at skille sig ud, men han havde alligevel besluttet sig for, at jakkesættet var så enkelt - på den allerbedste måde - at han godt kunne vælge en lidt mere speciel maske til. Det var også en maske, der skjulte en hel del af hans ansigt, hvilket gav ham en åbenlys mulighed for at nærstudere sine omgivelser og folkene til ballet, uden selv at blive studeret i samme grad. Det lød måske mærkeligt, men han var typen, der nogle gange foretrak at se begivenheder og situationer udspille sig for sig, uden selv at tage del i dem. Og konflikter, i særdeleshed, hadede han at være en del af. Det lød sandsynligvis indbildsk og narcissistisk, men han følte sig hævet over konflikter, af de fleste slags. For langt de fleste konflikter, han var stødt på i sit liv, havde omhandlet bagateller, og det var han simpelthen for intelligent til at bryde sig med. Han havde langt bedre ting at bruge sin tid på, end latterlige og unødvendige konflikter. Dog vidste han godt, at man ikke kunne undgå alle konflikter. Krigen, der hang over alle folks hoveder hele tiden - og ekstra meget hans, da han var general og derfor havde en afgørende rolle i krig - kunne ikke undgås, dette blev tydeligere for hver dag, der gik.

Men krigen var blot endnu en grund til, at han befandt sig til den årlige lysfest i Adara, denne gang afholdt af William Lucius Adara, slægtens leder. Med alt den stress og trykkede stemning, der var til hverdag, var Alexei overbevist om, at det ville gøre godt med en aften væk fra alt det. Måske ville han oven i købet støde på en smuk kvinde, som han kunne tilbringe natten med, og forsøge at glemme sine bekymringer på den måde, selvom det aldrig ville kunne vare mere end for en stund, var det stadig en flygtig befrielse. Og noget midlertidigt, flygtigt, var bedre end ingenting. Han kunne godt mærke presset fra krigen, der konstant tyngede ham ned. Han håbede bare ikke at den ville vare ligeså længe som den forrige krig, for det var alt for længe. Dog havde den krig da været god for én ting; den havde frigjort Alexei fra kæderne, der var hans dybt alkoholiske, voldelige far. Det gjorde selvfølgelig på ingen måde godt for alle de liv, der blev ødelagt eller gik tabt, men hvis han skulle forsøge at se på den lyse side af sagen, var der da i det mindste dét. Det var selvfølgelig også at stramme den lige lovlig meget, men altså.

Han gik med rolige, beherskede skridt over dansegulvet, hvor flere par var igang med at danse, på elegant manér. Alexei var selv en udmærket danser, men det var ikke noget han gik rundt og reklamerede med. Dans var bare en nødvendig evne at besidde, når man kom i de kredse, som han gjorde - den finere overklasse, som var en medfødt del af hans rige arv, såvel som hans tilegnede titel som general for The Redwoods. Der blev holdt alle mulige slags gallaer og baller i de kredse, og derfor havde han været nødsaget til at lære diverse selskabsdanse. Det var nu heller ikke så slemt, og han gjorde det gerne, for bedre at tilpasse sig det miljø han befandt sig i, men det var ikke fordi han behøvede at danse, til hvert et arrangement. Han var dog ikke imod idéen, hvis han stødte på en smuk kvinde, som fangede hans opmærksomhed. Dans var en sofistikeret måde at afprøve kompatibilitet, såvel som en måde, hvorpå man kunne føre en samtale med en person, på enehånd. Det virkede måske ikke så privat, men det var det faktisk.

Som han bevægede sig ud mod væggen af salen, spottede han en glimten ud af øjenkrogen. Da han kom tættere på, opdagede han hurtigt, at det var en kvindes maske, der måtte have diamanter på sig, som så reflekterede lyset fra den af de mange store fakler, som var placeret på væggen ovenover hende. Kvinden stod lænet op ad væggen, og grundet afstanden, det skiftende lys fra faklen, den distraherende glimten fra hendes maske, samt masken i sig selv, var det endnu umuligt for Alexei at afgøre, om han kunne genkende denne kvinde. Han var dog interesseret i at finde ud af, hvorfor hun befandt sig lænet op ad en væg, til en festlighed som denne. Afvigelser var altid mere interessante, i hvert fald ifølge Alexei. Han bevægede sig med sikre skridt tættere på hende, som han iagttog folk han kom tæt på, på sin vej, samtidig med delvist at holde blikket på kvinden, så hun ikke forsvandt ud af syne.

For en kvinde der aldrig havde deltaget i en lignende begivenhed, var der noget drømme-agtigt over aftenen. Musikken, de dansene, kostumerne, og den søde, lidt dyre, vin bidrog til denne trance-lignende tilstand, som hun følte sig, gradvist, mere og mere omslugt af. Når man havde en bopæl og et erhverv hvor man konstant blev mødt med skrækkelige syn, var détte som et parallelt univers. Et eventyr, hun fik lov at tage del i, trods nogen måtte sige, at en 'bænkevarmer' vel aldrig rigtigt tog del af festlighederne. Selvom hun var vokset op til at blive en skeptiker og pessimist, måtte hun dog indrømme, at hun forstod hvorfor rige mennesker brugte tid og penge på sådanne begivenheder. Det gav et afbræk fra hverdagen, og tillod at man kunne slippe sig mere løs. Måske var der altid politik i sammenkomster mellem de rige; men der var også noget stærkt irrationelt og romantisk over ideen.

Hendes øjne fulgte, vedvarende, de dansene. Det virkede som om, alle dansede efter de samme regelsæt, og især én af danseformerne, var ganske mystificerende for den unge kvinde. For i dén dans, var der flere øjeblikke, hvor dansepartnerne holdt en hånd, eller begge hænder op, uden dog at røre hinanden. Deres hænder var altså, en enkelt centimeter, fra den anden persons; men trods der ingen fysisk kontakt var, så blev øjenkontakten bevaret. Som snakkede dansepartnerne sammen, uden at bruge deres læber.
Hun huskede spændingen ved denne dynamik. Huskede hvordan det var at afholde sig fra at tage fysisk kontakt, men hige så meget efter det, at det, til sidst, blev ulideligt. Det havde på mange måder været en dans, og hun havde båret en maske, som, derefter var blevet knækket. Indtil dét punkt havde hun dog været frigjort, og nydt 'dansen' i fulde drag. Det havde været euforiserende, og trods hun, af skyld, havde forsøgt at glemme det over de sidste uger, havde det vist sig at være ganske umuligt. Selv nu - som hun stod med ryggen lænet op af en væg - fangede hun sig selv i at knuge om det sorte materiale af sin kjole med den ene hånd, og mærkede hvordan kinderne var blevet en tand varmere.

Hun forsøgte at slå fantasien fra sig, og sippede til sin vin, mens hun forsøgte at genvinde kontrollen. Hun løsrev sit blik fra nogle af de dansene, og lod sin opmærksom glide andetsteds. Snart oplevede hun dog den velkendte følelse af at nogen betragtede hende. Ud af øjenkrogen, bemærkede hun snart at en skikkelse havde sat kurs mod hende. Hun betragtede ham kortvarig og diskret. Ulvemasken dækkede det meste af hans ansigt, og hyllede ham ind i mystik. Et 'rovdyr' havde kurs mod hende, og tanken slog hende som både faretruende og spændende. Var det hans bredskuldrede skikkelse der tiltalte hende, eller var hun virkelig begyndt at tro så meget på sin egen fantasi, at hun virkelig overvejede ikke at bevæge sig væk?
Hun satte snart sit, næsten helt tomme glas, fra sig på et lille bord der stod op af væggen, og begyndte at gå, langs væggen, lidt på afstand. Hun ønskede ikke at lade nogen tage kontakt til hende. Ikke endnu... For hvad hvis det ødelagde hendes aften i frihed?

Selvom Alexei nogle gange holdt sig lidt på sidelinjen, til store begivenheder, betød det ikke, at han ikke var god til at socialisere. Tværtimod, var han god til at navigere mellem folk i sociale sammenhænge og charmere nye bekendtskaber - og sådan set også gamle bekendtskaber. Derfor var det også meget varierende, om han holdt sig i baggrunden til selskaber, eller om han minglede med selskabet. Det afhang vel bare meget af hans humør, ligesom ting jo som regel gjorde. Det var ikke altid han følte sig særlig veloplagt, til at smile stort og fortælle jokes, som var ‘skræddersyede’ til de individer, de blev fortalt til. Her, under krigen, var der f.eks. blevet udvekslet en del jokes, der var Oikan-relaterede, hvor det sædvanligvis var mere hverdagsagtige ting - selvom det selvfølgelig også var ved at være ret hverdagsagtigt, med Oikan-relaterede nyheder og snak. Men Alexei kunne simpelthen ikke holde ud at tænke for meget på The Oikans, når han endelig havde skabt sig en friaften, og han prøvede derfor at stoppe sin tankerække fuldkommen, og i stedet blot koncentrere sig om sine omgivelser. Smukke, spændende og delvist uhyggelige omgivelser, som dog på ingen måde skræmte ham. Der skulle mere til, end som så, efter alle de ting han havde set i sit liv.

Som han betragtede kvinden et stykke fra sig, mens han bevægede sig hen imod hende, trådte et par pludselig ind foran ham. Han sendte dem et høfligt nik, selvom de knap nok ænsede ham, og bevægede sig så forbi dem, mens hans øjne fandt skikkelsen igen. Hun havde sat sit vinglas fra sig i mellemtiden, kunne Alexei lige fornemme. Derudover, kunne han se, at hun nu havde sat i bevægelse. Hun bevægede sig væk fra ham, og han rynkede lidt på panden over dette, inde bag masken. Hvorfor bevægede hun sig væk fra ham? Ventede hun på en anden, eller var hun simpelthen blot så uvillig til at snakke med en fremmed? Af en eller anden grund, blev han endnu mere opsat på, at han skulle snakke med hende. Det behøvede ikke engang at være en lang samtale, hvis det ikke passede sig, men han ville i det mindste fjerne afstanden imellem dem. Det måtte da også kun være acceptabelt, for det ville da være latterligt at tage med til et bal, hvis man nægtede at konversere med folk.

Han satte farten en smule op, men det var selvfølgelig stadig nogle rolige skridt. Han ville heller ikke virke truende eller noget, hvilket ulvemasken måske godt kunne risikere at virke, i sig selv. Ulven var et rovdyr, og langt de fleste ville føle sig truede af den. Alexei selv, var i teorien også et rovdyr, og denne skikkelse var nu blevet hans bytte, i hvert fald for øjeblikket. Han lukkede afstanden imellem dem, og lod sin hånd tage let fat om hendes underarm, lige over noget blondeværk, der dækkede området ved håndleddet, samt håndryggen. Det var en blid berøring, som blot skulle fungere som en gestus, der skulle stoppe kvinden i at gå videre. Hun havde ryggen til ham, da han tog fat om hendes håndled, og han kunne derfor endnu ikke se andet end hendes lyse hår og slanke, smukke figur i kjolen. Han så nu, for første gang, hvordan ryggen af kjolen var prydet af fjer, der lignede en ravns. Det lignede vinger på kvindens ryg, og Alexei fandt det interessant og flot. Han rømmede sig lidt, og begyndte at tale til kvinden. "Måske var masken et dårligt valg, hvis den får de smukke kvinder til at flygte i den modsatte retning." Han fuldendte sætningen med et skævt smil, som også var det eneste af hans ansigtstræk, som kom til udtryk, grundet masken.

Det var, naturligvis, naivt af hende at tro, at hun kunne undgå folk hele aftenen. Men hun håbede, inderligt, på blot en time eller to, hvor ingen så på hende med medlidenhed, skam eller frastødthed. Var det for meget at forlange? Hun havde aldrig oplevet en lignende situation som dénne hun stod i nu. Da hun, for årevis siden, havde været slave for en rig familie i Redhawk City, havde hun været for ung og klodset til at servere eller betjene gæsterne til eventuelle fester eller sammenkomster. Hun havde derfor kun fået små, flygtende glimt af balkjoler og klirrende glas, mens hun - nu - var kastet ud i dénne særprægede situation.
Som hun bevægede sig væk fra sin position under faklen, med kalkulerede og overtænkende skridt, grundet sin uerfarenhed i høje hæle, kastede hun et drømmende blik hen mod nogle af de konverserende gæster i det modsatte hjørne af rummet. Det fascinerede hende hvordan folk agerede under denne fest... Hvordan kvinderne bar sig selv på elegant vis, og syntes at have en lysere tone i deres smukke, melodiske stemmer, og hvordan mændende skålede med deres konkurrenter, og førte samtaler med kvinderne uden at bruge andet end deres øjne. Trods mange nok anså aftenen som en lille frihed fra deres arbejde og dagligdag, anså Elena det hele som værende meget politisk. Det var et spil.

De slanke fingre måtte gribe lidt om det bløde materiale der omsluttede hendes krop, så hun undgik af falde i det, som hun bevægede sig langs væggen. Sommetider faldt hendes krop i et gyldent lys fra en af faklerne, men hun sigtede, lettere målrettet, efter et hjørne af rummet som henlå i en mere mørklagt, og lidt blålig belysning. Der var sikkerhed i skyggerne. En sikkerhed som hun også fandt i Groundstone, selvom hun følte at det var en evighed siden hendes fødder sidst betrådte dét område. Måske ville hun være i stand til at betragte aftenens begivenheder dérfra, hvortil hun kunne indhylle sig selv i håbløse drømme og fantasier.
Hun havde været ganske sikker på, at 'ulven' ikke var fulgt efter hende, allerede fra hun tog de første skridt. For hvorfor skulle han det, når rummet var fyldt med kvinder der var mere end villige til at danse, le, drikke og konversere? Snart mærkede hun dog en varm hånd lukke sig, om hendes hånd. Gestussen var let, blid og bestemt ikke tvungen. Alligevel fik bevægelsen hende til at stoppe op, og fik en lille kuldegysnig til at glide ned over den blottede, blege rygsøjle.
Stemmen der snart ramte luften, sendte en lille kildende fornemmelse mod det bløde punkt netop under hendes ører - sandsynligvis på grund af overraskelsen, den dybe tone, men også noget langt mere... faretruende. Stemmen var så bekendt, at hun bestemt ikke turde at vænne sig om. Dog, - efter at have holdt vejret i et par sekunder - slog hun tanken hen som en latterlighed. Hendes fantasier havde vist virkelig drevet gæk med hende. Kunne hun virkelig ikke møde en mand, uden at relatere ham til Alexei? Hun forsøgte, inderligt at samle sig selv, mens hun stadig stod med ryggen til ham.

"Bør man ikke frygte ulven i fåreklæder mere, end ulven selv?" Lød det så fra hende, med en mild og lidt fremmet tone i stemmen. Hun vristede sig, blidt, fri fra hans berøring, og trådte et ekstra skridt ind i skyggerne. "Men jeg ser at min tilbageholdenhed, ikke stoppede Dem i 'jagten' alligevel.." Der var en lidt drillende tone i hendes stemme.

Man kunne mene, at det var udfordrende, at underholde rige mennesker. De havde en tendens til at være lidt tørre og ufatteligt krævende. Det krævede erfaring og charme, at navigere mellem den kreds af mennesker. Man behøvede dog sjældent særlig meget humoristisk sans, for at glæde og underholde visse rigfolk. De var ofte for storsnudede til at forstå det ordentligt alligevel, så de yndede ofte at lade som om, og blot nikke og grine med. Dette gjorde det såmænd meget nemt at være sjov, i de selskaber. Det havde altid været en vane, at man gjorde grin med de fjendtlige slægter, og på den måde indtjente en hel masse latter, men det havde som regel været de forræderiske Adaras, der havde været omdrejningspunktet for vittighederne til de fine selskaber. De havde længe været den absolut mest forhadte af slægterne, blandt Redwood-slægten. Men dette var nu heller ikke så underligt, efter deres handlinger. De havde været The Redwoods' tætteste allierede, og en Adara havde oven i købet været den daværende konges tætteste og mest betroede rådgiver. Men den selvsamme Adara-rådgiver havde gjort et forsøg på at snigmyrde kongen, og dette kunne selvfølgelig ikke tilgives. Hele Adara-slægten var gået i oprør mod Redwood-slægten, og Redwoods havde været nødt til at bortvise slægten fra Redhawk City, i år 1156. Siden dengang, havde de to slægter været fjender, og dette ville muligvis aldrig ændre sig. Men nu, var det endnu engang The Oikans, der havde valgt at stille sig imod The Redwoods, og derfor ville de uundgåeligt også blive omdrejningspunktet for de næste mange ondskabsfulde vittigheder, ved Redwood-selskaber. Og Alexei var ikke imod at besøge fjendtligt territorium. Keep your friends close and your enemies closer. Det var aldrig unyttigt at kende til områder, hvor fjender opholdte sig. Tværtimod, kunne det være nyttigt senere, specielt under en krig. Så Alexei var taget med, og havde i sinde at tage så meget af både omgivelser og folk ind, som overhovedet muligt.

Kvinden foran ham stoppede ved hans berøring og svarede ham, mens hun vristede sig fri fra hans lette greb og trådte ind i skyggerne. Han nåede ikke engang at få et ordentligt indtryk af hendes udseende. Han syntes dog at genkende hendes stemme, men han kunne ikke vide sig sikker, før han havde hørt hende tale noget mere. Så han smilte skævt og nikkede lidt. Hendes drillende tone fik ham til at svare i et lignende tonefald, per automatik. "Måske. Og nogle vil mene, at jagten er den bedste del." Han trådte et skridt nærmere, i et forsøg på at se hende bedre. Hendes kropsbygning virkede underligt bekendt, selvom han nok ikke burde kunne genkende nogen på deres kropsbygning. Folk havde trods alt ofte meget ens kropbygninger. Han prøvede inderligt at fange hendes ansigtstræk, men skyggerne var lige en smule for omsluttende.

'Nogle vil mene at jagten er den bedste del'.
Hun bed mærke i hans ord. Ofte havde hun hørt formanende fortællinger om at mænd ville miste interessen så snart de havde 'fået byttet'. Det var i hvert fald dét hun blev fortalt, efter hun, for et par år siden, var sammen med en mand for første og sidste gang, som havde lokket hende med romantiske ord, og talt til dén lille håbefulde og inderligt uskyldige glød, der stadig havde eksisteret i hendes indre, for blot at forsvinde ud af hendes liv for altid. Det havde knust hende, trods hun ikke havde næret følelser for ham. For det havde været første gang i hendes liv, hvor hun havde været helt på egen hånd, og det havde vist hende, at der ikke var nogen 'romantisk forløsning' på hendes problemer, eller hendes genetiske forudsætninger.
I lang tid havde hun distanceret sig til denne 'jagt'. Indtil for kort tid siden, hvor hun havde ladet sig omsluge af den, og endelig forstod, hvor euforisk det virkelig kunne føles. Hun havde jagtet Alexei, og han havde jagtet hendes 'maske'... Det havde ikke været en katten-efter-musen leg, men nærmere noget langt mere dynamisk og interessant, eftersom de begge stod med en del af magten i deres hænder. Siden da, havde hun åbnet mere op for ideen om sin egen seksualitet. For trods aftenen havde taget en markant drejning fra det fysiske, til noget dybere og mere smertefuldt, havde hendes egen frigjorthed vist hende, at hun ikke behøvede at være et 'offer' i sådanne situationer. Måske kunne det, i virkeligheden, give hende et out-let, for alle de undertrykte følelser, uden at hun behøvede at give mere af sig selv væk, ved at blotte sig psykisk. Grundet disse nye ideer, som hun stadig legede med, var det et ekstra lag til dénne aften og détte maskerade. For nu, kunne hun - ligesom i undergrunden - bære en maske, trods den i aften både var manifesteret fysisk og psykisk.

Med vilje, undgik hun at kigge direkte ind i mandens øjne, som nok kunne spores bag ulvemasken. Det var både et forsøg på at dække over hendes egne øjne, men også over háns. For alle slægtskaber kom med deres implikationer. Derfor, betragtede hun blot dansegulvet, bag den mørke maske, mens hendes fingre, blidt kærtegnede nogle af de blege hårlokker, der lå over hendes bryst.

"Og hvad vil De så mene?" Spurgte hun snart, som lænede ryggen en smule ind mod væggen bag sig, så hun stod med siden til ham. Hun fugtede kortvarig de fyldige læber, som snart foldede sig i et lidt drillende smil, "Men måske er det et latterligt spørgsmål at stille en ulv...?". Hun følte en hvis tryghed i skyggerne, selvom hun talte en anelse dæmpet.
Snart lod hun sin ene arm glide ned langs siden, så fingrespidserne netop strejfede materialet bag hende. Det hun havde formodet var en væg, var et falmet og smudset spejl og forklarede hvorfor overladen virkede så kold mod den blottede ryg.
"De ønsker ikke at deltage i festlighederne, frem for at gemme Dem i skyggerne med mig?"

Alexei havde godt nok for vane at miste interessen for ting relativt hurtigt, og dette havde også altid inkluderet kvinder. Men det betød ikke, at han bare gav kvinder falske forhåbninger, for derefter at knuse deres hjerter. Hvis han havde efterladt sig et spor af knuste hjerter, var det imod enhver af hans intentioner og forbehold. Han løj aldrig om sine intentioner eller om det faktum, at han ikke var interesseret i et forhold. Han prøvede tværtimod at gøre det fuldkommen klart, så det ikke kom som en overraskelse for de kvinder han var sammen med. Så om han foretrak jagten, var svært at sige. Klart, den gjorde det hele mere spændende, men det betød ikke, at den nødvendigvis var det bedste. Målet var tydeligvis også godt, det ville han aldrig prøve på at benægte. Han var ikke hævet over romantik på nogen måde, og kunne da også selv mene, at han var en romantiker, inderst inde. Blot en romantiker, der endnu ikke havde fundet en person, som han virkelig kunne åbne sit hjerte op for. Men han var en gentleman, op de fleste områder. Hvordan han var blevet på den måde, var ikke til at vide, når han havde den baggrund - den far - som han havde. Måske var det netop derfor, fordi han altid havde foragtet sin far og ikke havde ønsket at ende ud ligesom ham, på nogen som helst måde. I hvert fald var han rimelig meget altid høflig, selv når han stod overfor potentielle fjender. Han satte også stor vægt i ære, hvilket betød at han så vidt som muligt altid gjorde det ærefulde. Dette gjaldt både i kamp, krig, kærlighed (eller i hvert fald den fysiske del af det, som var det eneste han egentlig praktiserede).

Det frustrerede ham lidt, at kvinden ikke lod ham se hende ordentligt. Hvordan skulle han i så fald kunne bedømme, hvorvidt han kendte hende på forhånd, eller ej? Det var meget svært, når han ikke kunne se hende - hvilket i forvejen var udfordrende, da hun bar en maske. Men han vidste da trods alt, at mange af hans bekendtskaber var Redwoods, og hvis han bare kunne se hendes øjne, vidste han i hvert fald så meget - at hun var en del af hans slægt. Men hun insisterede på at holde ham hen i uvidenhed, og kiggede ham ikke engang direkte i øjnene inde fra skyggerne, hvilket gjorde det endnu sværere for ham at se hendes øjne.

Han prøvede derfor i stedet at lytte til hendes stemme, og prøve at genkende den i stedet. Han syntes nemlig allerede at have bemærket noget bekendt, da hun talte til ham for første gang, og derfor forblev han stille så han kunne høre hendes stemme bedst muligt, nu hvor hun talte i lidt længere tid, lidt længere sætninger. Det var først da hun havde talt og stoppet med at tale to gange, at det gik op for ham, hvorfra han kendte stemmen. En stemme, som han ikke havde hørt i nogle uger, og ikke længe før det, ikke havde hørt i alt for mange år. En stemme han måske havde undgået i nogle få dage, fordi han havde brug for tid til at tænke, men derefter havde prøvet at opsøge - uden held. Han lod være med at tale og lod i stedet hende gøre netop dette, endnu en gang. Hun spurgte ham, om han ikke ville foretrække festlighederne frem for hende, og hvis han havde ret i hendes identitet, var det nærmere stik modsat. Han tog en dyb indånding og talte så i en tydelig tone, som hun ikke burde kunne tage fejl af: "Elena?" Samtidig med, at han talte, tog han fat i hendes hånd, endnu en gang, med et blidt, men bestemt greb, og trak hende ud i lyset. Først nu, kunne han se hendes øjne, og de var ikke længere til at tage fejl af. Dette var Elena Crimson.

Det var som om hun var ligeså indhyllet i aftenens 'fantasi', som hun var i dé skygger der omslugte hendes skikkelse nu. Hver enkelt lighed havde hun slået hen, fra han begyndte at tale, og hun havde bebrejdet alt fra vinen og festlighederne, til sin egen evne til altid at sætte en stopklods op for sig selv. For var denne aften ikke ment til at fri hende fra minderne? Hun havde tilmed undgået at se på ham, både af hensyn til sine slægtsløse øjne, men tilmed også for at lade sig selv forblive i en uklarhed. Men inderst inde var hun splittet. Mandens stemme mindede hende rungende om Alexei's, men gjorde sammenligningen hende nervøs eller håbefuld?

Hun havde været så optaget af at betragte omgivelserne og fortsætte deres 'smalltalk', at det kom yderst bag på hende, da hun mærkede ham tage fat i hendes hånd. Grebet var ikke hårdt, men fast nok til at det gav et mindre sæt i hende. Det var dog ikke kun bevægelsen, som han trak hende ud i lyset, der overraskede hende. Nej, det var også lyden af hendes eget navn, der rev hende ud af dén fantasi, hun havde forsøgt at bygge op for sig selv til aften. Elena.... Med ét vidste hun, at hendes hjerne ikke havde drevet gæk med hende, men at manden, der skjulte sig bag ulvemasken, var én hun, paradoxalt, var draget af, og flygtede fra.
De store øjne mødte hans, og trods hun mærkede en lyst til at tvinge blikket i gulvet, blev det, nærmest magnetisk, fastholdt af de bekendte, ravgyldne øjne. Hun havde fanget sig i at holde vejret, som hun havde taget sin hånd ud af hans, blot for at hæve den mod ulvemasken netop dér hvor hans kinder måtte skjules under. Hendes fingerspidser nåede dog aldrig at røre materialet på masken, før hun fangede sig selv i det. Han havde trods alt holdt hendes hånd...- Der var jo ingen tvivl om at han var virkelig, og ikke blot et fragment af hendes fantasi.
"Alexei..." Hun sagde hans navn, ligesom han havde sagt hendes, og sænkede derefter sin hånd. Der var et lidt forvirret udtryk i hendes øjne.Hun blinkede et par gange, før hun bed sig lidt nervøst i læben.
"Jeg vidste ikke at det var dig... Ikke denne gang."   Sidste gang de havde udvekslet flirtende og drillende ord, havde han ikke kendt hendes identitet. Hun havde dog kendt sandheden og spillet komedie. Nu havde de begge været i uvidenhed, men hun følte alligevel en trang til at fortælle ham, at hun ikke havde gentaget sin fejl nu.
Hun havde lyst til at spørge ham hvad han lavede der, men det var måske ikke svært at regne ud. Han var trods alt fra en højtstående familie, og af højtrangeret profession. Det var hénde der var 'the odd one out' til dénne fest, og nu - efter denne 'afsløring' - syntes det mere klart for hende.

Alexeis aften havde været fuld af en masse forskellige indtryk, selvfølgelig. Først havde han hilst på værten, William Lucius Adara, samt dennes kompagnon - der havde reageret meget besynderligt på hans nærvær, hvilket han ikke havde nogen idé om, hvorfor. Han havde dog valgt at ignorere dette, og i stedet bare fortsætte sin aften, upåvirket af denne reaktion fra kvinden. Hun havde trods alt haft Adara-øjne, så måske hun bare var en naturlig fjende af The Redwoods og ikke kunne holde ud at se på én, og slet ikke i hendes hjem. Alexei havde da også hele tiden været bevidst om, at han ikke ville blive mødt med en velkomstkomite, men han havde ikke bekymret sig om dette. Han var taget med til lysfesten, fordi det var nyttigt for The Redwoods at kende til deres fjenders områder og fjenderne generelt. Så, jo mere information han kunne få anskaffet sig mens han var der, jo bedre. Og han trodsede gerne farerne ved situationen, for sin slægts skyld.

Nu stod han overfor Elena, som han ikke havde set i flere uger, og havde prøvet at finde næsten lige så længe. Hun havde ikke været nogen steder at finde. Men han havde selvfølgelig heller ikke fået særlig mange informationer om hende. Stedet de havde mødtes, havde tydeligvis ikke været hendes bosted, selvom hun dog virkede til at have opholdt sig der førhen. Han kendte hendes navn, men han vidste ikke om hun gik under et andet navn, andre steder i Redhawk City. Han vidste ikke, hvad hun arbejdede med, men blot at hun muligvis havde adgang til urter, som det sovemiddel, hun havde haft intentioner om at putte i hans vinglas. Men det var stadig ikke særlig indsnævrende, og hun kunne jo også have fået sovemidlet fra andre steder, end lige sin arbejdsplads. Det havde derfor været umuligt for ham, at finde hende igen, uden flere informationer. Desværre, for det havde ellers ikke været med hans gode vilje, at han ikke havde været i stand til at finde hende igen. Han havde været væk fra hende i alt for mange år, til at miste hende igen, og derfor havde han også ærgret sig, over at han ikke havde kunne finde hende igen. Han havde haft en mistanke om, at hun nok havde undgået ham, for han var helt sikkert nemmere at finde frem til, end hun var. Han var et ganske velkendt navn blandt Redwoods, og desuden var han ikke flyttet fra sit barndomshjem, som Elena jo kendte, fordi hun havde været slave af huset. Men han kunne ikke forhindre hende i at undgå ham, det var hendes eget valg. Det var ikke et valg han bifaldte, men det var nu altså et valg. Så kunne han kun prise sig lykkelig over, at han ved et tilfælde, var rendt ind i hende nu til aften. Måske var det, hvad man kaldte for skæbnen.
Hun rakte ud efter ham, og han så, hvordan hun næsten rørte ved hans ansigt, ved masken, men virkede til at fange sig selv i det lige forinden, og trak derfor sin hånd tilbage. Han forstod hende sådan set godt, for han havde selv en lyst til at række ud og røre ved hende. Måske endda fjerne hendes maske, så han kunne være helt sikker på, at han ikke tog fejl. Men da hun sagde hans navn, kunne han umuligt tage fejl. Hvis hun vidste, hvem han var også, måtte det være Elena. Han lyttede til hendes ord og nikkede blot. Han havde heller ikke forventet dette, da hun virkede mindst ligeså overrasket som ham selv. "Jeg er glad for at se dig igen." Det var alt han kunne formå at sige, på trods af hans sædvanligvis veludviklede taleevner.

'Jeg er glad for at se dig igen' - Elena kunne ikke undgå at at bide mærke i hans ord, selvom de, ganske vist, var de eneste der gled over hans læber. 'Er du virkelig det?' - Dét var en kommentar, som sad så hurtigt på tungen, at hun virkelig måtte afholde sig selv fra at sige dem højt. For hvorfor skulle hun grave sin skam op til overfladen, når hun havde forsøgt at dække den væk gennem de seneste uger?
Heldigvis formåede hun at lade læberne skilles, og formede dem blot i et mildt, og lettere nervøst, smil. Situationen havde fanget hende off-guard, og trods Alexei havde virket ganske villig til at komme videre sidst de havde set hinanden, havde Elena svært ved at lægge det bag sig. For det var ganske sandt, at sandheden om Alexei havde gjort hende lykkelig, over dét faktum at hans godhed aldrig havde været påtaget eller falsk. Men der var - som der tilsyneladende altid var i hendes liv - en skyggeside. For hans villighed til at tilgive hende, havde blot forstærket hendes egen skam, og frem for at kæmpe for at genoprette deres forhold, havde hun stukket halen mellem benene, som hun altid gjorde.

"Jeg ville sige 'i lige måde', men jeg kan ikke se meget af dit ansigt." Sagde hun, med en lidt mild humor i stemmen, som et forsøg på at lette sine egne nerver og overraskelse. Mens hendes maske formede sig mere til hendes ansigt, og kun dækkede området ved kindbenene til øjenbrynene, var det eneste synlige ved Alexei munden og de gyldne øjne. To ting som hun havde været så utrolig fokuseret på ved deres sidste møde. Altså, før han smed tøjet... Hastigt slog hun tankerne fra sig, og et øjeblik efter slog hun, lidt skyldigt, blikket mod gulvet, og skød skylden på lysfesten endnu en gang.
I en stund, der syntes at vare en evighed, lod hun sig omsluge af stilheden. For trods rummet var fyldt med samtaler, musik, latter og klirrende glas, var det som om déres indbyrdes stilhed blot virkede mere markant. Hun pillede blidt ved noget af stoffet på sin kjole, og samlede lidt mod til sig, før hendes blik gled op mod hans ansigt igen.

"Det slog mig lige at hver gang du har set mig, har jeg næsten været klædt som vidt forskellige personer..." Hun sendte ham et lidt selvironisk smil, før hun rystede lidt på hovedet af sig selv, så de lyse lokker bevægede sig en smule. Først havde han set hende i hendes beskidte arbejdstøj, dernæst i næsten intet, og nu i en prægtig kjole og maske. Hvad mon han måtte tro? Til hendes information, vidste han jo intet om hendes liv nu.
"Jeg kommer som regel ikke steder som disse..." Hun vendte hovedet over mod menneskemængden, og betragtede dem roligt, "Jeg vil ikke gøre folk utilpasse, hvis du forstår hvad jeg mener. Derfor holder jeg lidt... afstand..." For en gangs skyld forsøgte hun at være lidt ærlig med ham, så han ikke ville antage at hun havde flere mistænkelige gøremål i ærmerne.

Alexei var en ærlig og ærefuld mand. Han løj stort set aldrig, og når han endelig gjorde, var det af nødvendighed, ikke for sport eller sjov. Og han løj så vidt som muligt aldrig overfor de mennesker han holdt af, eller generelt bare godt kunne lide. Derfor havde han heller aldrig løjet overfor Elena, heller ikke da de var yngre. Eller… Måske havde han løjet om sine egne leveforhold, til en hvis grad. Måske havde han løjet om, hvordan sin far behandlede ham, så Elena ikke ville bekymre sig. Dog foretrak han at bruge den sædvanlige vrangforestilling med/om, at han ikke havde løjet så meget, som at han havde udeladt nogle ting. Men det var der selvfølgelig stadig mange folk, der blot ville kalde en 'lie of omission'. I hvert fald, var den slags løgne de eneste, som han nogensinde havde fortalt hende. Og det havde udelukkende været for at beskytte hende. Han havde aldrig løjet overfor hende om noget som helst andet. Han havde aldrig løjet om, hvor meget han holdt af hende. Hun havde tydeligvis troet dette, efter de løgne hans far havde fortalt hende, men det gjorde det nu altså ikke mere sandt, af den grund. Han var bare umådelig ked af det faktum, at hun havde gået rundt og troet på løgnen om, at han ikke holdt af hende, i alle de år, siden de sidst havde set hinanden. Det var helt igennem forfærdeligt, og så langt fra sandheden.

Han så på hende, da hun svarede ham og kunne mærke, hvordan det var et forsøg på at lette stemningen. Det var heller ikke ligefrem utydeligt, at der var en meget trykket stemning. Der var en tydelig akavethed i luften. Men det var jo heller ikke så besynderligt, når man tænkte på alt der var hændt imellem dem. De havde noget af en historie, og det var bestemt ikke en lykkelig en af slagsen. Ikke endnu i hvert fald, men han håbede da stærkt på, at de kunne nå at rette op på det. Det var i hvert fald hans mål, men han vidste ikke helt med hende. Han havde en mistanke om, at hun havde forsøgt at undgå ham i de uger, der var gået siden de sidst havde set hinanden. Siden han fandt ud af, hvem hun virkelig var.

Han nøjedes med at smile over hendes forsøg på at lette stemningen. Han ville gerne have dem til at bevæge sig forbi denne akavethed, men det var jo ikke bare lige. Det ville uundgåeligt tage noget tid. Grundet hans smil og dermed manglende svar, lagde der sig en stilhed over dem, på trods af alt baggrundsstøjen. De virkede begge to til blot at lade stilheden opsluge dem, i hvert fald for en stund. Han lagde mærke til, hvordan hun begyndte at pille ved stoffet på sin kjole, hvilket virkede som et tegn på nervøsitet. Dette gjorde ham kun endnu mere overbevist om, at hun havde undgået ham i det seneste stykke tid, men han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle spørge hende om det. Han var ikke sikker på, om han overhovedet ville vide sandheden. Det ville ærligt talt være lidt sårende, og han var ellers ikke ligefrem typen, der let blev såret. Derfor besluttede han sig i hvert fald også for at lade det ligge for en tid.

Det blev hende, der endelig brød stilheden imellem dem. Han lyttede til hendes næste kommentar og løftede øjenbrynene lidt. "Gad vide, hvem jeg får at se næste gang så." Han smilede skævt, og blinkede til hende, selvom det blev gjort lidt mere vanskeligt, inde fra bag masken. Til det næste hun sagde, nikkede han langsomt, som om han godt forstod, hvad hun sagde. Hvilket han jo egentlig også gjorde, da det gav meget god mening. Hun var slægtløs og det gjorde, at hun skillede sig ud fra mængden, hvilket hun utvivlsomt ikke havde lyst til. "Jeg forstår det godt, desværre. Det bør ikke være sådan, men jeg ved bedre, end at tro på, at det bare lige kan ændre sig." Det hele var ikke bare lige så nemt.

Hun bemærkede det skæve smil der formede sig over hans læber, og det drilske glimt i de gyldne øjne, efter hans kommentar. Hun gengældte udtrykket med et mildt smil, men svarede ikke på han lidt åbne spørgsmål. For hvem ville han mon se 'næste gang', hvis der altså ville være en næste? Trods Elena ikke troede på skæbnen, var deres første møde i Redhawk City, og dette møde nu, noget der virkede en tand for tilfældigt. Men burde hun ikke have vidst bedre da hun sagde ja, til en invitation om en festlighed i 'de højere rækker'? For en kvinde der fandt tryghed i sine rutiner, var der noget faretruende og mærkværdigt ved alle dé forandringer der tog plads i hendes liv for tiden. Nogle gode, og nogle dårlige. Et enkelt pust, var blevet til en storm, og, i mange af tilfældene, havde hun selv valgt at gå nye ideer og oplevelser i møde.
Hun kunne dog ikke undgå, at begynde at føle sig akavet til mode i sit kostume, og i den glitrende maske. Trods det før havde fyldt hende med en følelse af frihed og gå-på-mod, følte hun sig naiv foran Alexei. For selvom hun havde følt sig sexet og fri i sin beklædning sidste gang, følte hun sig blottet og 'falsk' grundet dét faktum, at han vidste hvem hun var, og hvor hun kom fra. Han havde kendt det skrøbelige barn, hun engang havde været, og han havde set hende knække og fælde skamfulde tårer, ved deres sidste møde. Dog var der ikke kun skyggesider ved at være tæt på ham igen. Tværtimod. Hun holdt af ham, mere end hun selv ville indrømme, selvom det tilmed fyldte hende med en skam over at have fjendtliggjort og uretfærdiggjort ham. Der var, derfor, et stærkt spændingsforhold i hende, når hun var i nærheden af ham. For hun havde både lyst til at distancere sig selv, og lukke sig ind i hans liv. Mon han havde ledt efter hende? Tanken slog hende, men hun kastede den væk ligeså hurtigt igen. For hun vidste at hun havde været en kujon, ved at tage væk.

Hendes blik gled tænksomt gennem mængden lidt derfra, mens hun lyttede til hans ord. Mængden, lidt derfra, var badet i et lidt sølvfarvet og diset lys, mens deres klæder strålede i forskellige nuancer, og teksturer. Nogle klæder glitrede, mens andre næsten skinnede, eller faldt i ét med skyggerne. Aldrig havde hun set noget lignende. Det var som at betragte et fremmet maleri.
"Folk som mig, skræmmer folk som dem." Kommenterede hun roligt og konfliktfrit, mens hun trak lidt på de smalle skuldre. "Men kan man dømme dem, for at ønske at bevare dé grænser der giver dem en følelse af sikkerhed?" Tilføjede hun, med en lille retorisk tone i stemmen. Man kunne høre i hendes stemme, hvor 'affundet' hun næsten var blevet med sin egen skæbne. Dog følte hun også, at ordene passede på hendes egen situation. For jo - måske var hun en kujon, og en naiv kvinde der ikke altid vidste bedre; men hun forsøgte at opretholde en form for sikkerhed i sit liv. Hvis det betød, at man nægtede sig selv dét og dem man elskede... Var det så ikke godt nok?
Hendes blik søgte lidt rundt i mængden... Hun havde, fra festens vært's egen mund hørt hvordan han selv havde et forhold med en slægtsløs. Men hvor var hun så? Elena havde ingen idé om kvindens evne til at skifte øjenfarve, men havde ellers håbet på at se nogen af 'sin slags' et sted som dette. Hun kunne ikke undgå at føle sig uvelkommen, ved kvindens umiddelbare 'fravær'.

"Men det er et tungt emne jeg bringer op til en festlig lejlighed." Hun vendte de store øjne mod Alexei og sendte ham et undskyldende smil, mens hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Hun fugtede kortvarig sine læber, og lod mundvigerne bevæge sig en smule mere opad. "Gå bare tilbage til festen. Du skal ikke gemme dén flotte maske væk i mørket."

Det var en yderst vanskelig situation, som de befandt sig i. Deres første og endnu mere andet møde, siden de var yngre, havde gjort det ekstremt akavet imellem dem. Han vidste udmærket godt, at Elena bebrejdede sig selv, men Alexei kunne ikke være helt med på det. Han kunne godt erklære sig enig i, at hun kunne have håndteret situationen bedre, men han kunne jo egentlig ikke vide, om han ikke ville have prøvet noget lignende, hvis situationen havde været den anden vej rundt. Han bebrejdede mest af alt sin far for det møg, som de var havnet i. Det var hans skyld, at Elena havde gået i så mange år og følt sig udstødt og uelsket. Dette var ikke nogle følelser han ville ønske for sine værste fjender, og da slet ikke for den person han havde elsket mest. Han havde altid hadet sin far noget så dybt og inderligt, men det gjorde det bare endnu værre, at han ikke engang var fri for hans tortur og ondskabsfuldhed, selv efter farens død. Han var en evig plageånd, der lurede lige om hjørnet fra Alexei, ligegyldigt hvad han gjorde, virkede det som om. Og dette gjorde så sandelig glæden ved at være fri for denne plageånd en smule mindre glædelig. Dog bebrejdede han ikke kun sin far. Han bebrejdede også sig selv. Han burde have vidst, hvem han havde siddet ved siden af og overfor på den bænk. Og selv, hvis han ikke havde indset det under det kortvarige møde, skulle han da så sandelig havde indset dette som noget af det første, ved deres næste møde. Hun lignede jo sig selv, når man tænkte over det. Klart, hun havde også forandret sig, men det burde have været klart for ham med det samme, at kvinden han havde mødt, var Elena som ældre. Hun havde altid haft nogle meget markante ansigtstræk, som hun fuldkommen havde bevaret igennem årene, og disse burde havde sprunget ham i øjnene og talt til hans hukommelse omgående. I stedet havde han overset dette - måske var dette endda noget han underbevidst havde gjort, fordi han simpelthen ikke var klar til at indse sandheden om hendes identitet - og forsøgt at udnytte hende seksuelt. Han var så flov over sig selv, og ikke nok med det, var han også rasende på sig selv. Han kunne ærligt talt knap holde ud at se sig i spejlet, i hvert fald ikke, hvis han tænkte på episoden samtidigt. Derfor havde han heller ikke opsøgt hende endnu, selvom han havde haft enhver plan om at gøre dette, når han følte sig lidt mere klar. Dog vidste han stort set intet om hende længere - gik hun f.eks. under et andet navn nu, eller var det hendes eget navn hun præsenterede sig som? At finde hende igen kunne godt have vist sig vanskeligt, hvis ikke skæbnen havde ført dem sammen endnu en gang. Han var nødt til at tro på, at det ikke bare var tilfældigt. Det måtte betyde et eller andet. Hun måtte skulle være en del af hans liv igen, på den ene eller anden måde.

Selskabet var interessant, smukt og helt bestemt yderst betagende. Han ville da også have været i stand til at bruge en del tid på bare at betragte massen fra lidt afstand, havde det ikke været for Elena. Nu, hvor hun stod foran ham, var resten af selskabet lige pludselig blevet utroligt uinteressant, og han kunne kun holde sit fokus på hende. Han måtte trænge igennem til hende, på en eller anden måde, så han kunne mindske den akavede stemning imellem dem og forhåbentlig opbygge et forhold igen. Det kunne muligvis aldrig blive, som det engang havde været, men det var stadig et forsøg værd. Han behøvede ikke at have det samme forhold til hende, som før i tiden, så længe han bare havde hende i sit liv.

Han så på hende, da hun talte - ja, også, da hun ikke gjorde - og rynkede lidt på panden, hvilket selvfølgelig ikke kom til udtryk igennem masken. 'Men kan man dømme dem, for at ønske at bevare dé grænser der giver dem en følelse af sikkerhed?' Ja, det kunne man så sandelig godt. Lige i dette tilfælde, syntes han det var helt okay at dømme folk, og han kunne heller ikke rigtig afholde sig fra at gøre netop dette. "Jeg er ikke én, der dømmer hurtigt, men lige dét vil jeg alligevel aldrig kunne undgå at være dømmende overfor. Snævertsynethed som det, er en fatal brist i mennesker. Det er skyld i utallige konflikter og sågar hele krige. Som general indenfor disse krige, ville jeg med glæde miste mit job, min position, for at undgå alt dette." Han var dybt seriøs, og tilføjede derfor heller ikke et smil, som han plejede. Da hun så talte igen, skød han hende dog alligevel et smil tilbage. "Jeg går tilbage til festen, hvis du går med mig. Måske du har lyst til at danse? Det skal næsten opleves, om så bare en enkelt gang, når man er til et bal, som dette." Han rakte forsøgende hånden ud til hende, og sendte hende et varmt smil. Hun skulle selvfølgelig være velkommen til at afslå, men det var jo en del af oplevelsen.

// Du må meget undskylde for den ulideligt lange ventetid! Håber mit svar, i det mindste, er tilfredsstillende :-O //

Sommetider var det nemmere at fjendtliggøre sig selv, end resten af det bristende samfund man levede i. Håbefuldheden rørte derfor igen på sig i hendes bryst da Alexei talte for hendes, og mange andres, sag. Beundringen strejfede de store øjne som han fortalte om sin villighed til at ændre det hele, på bekostning af sin egen personlige fremgang. Det var... Bemærkelsesværdigt. "Gid flere delte dé holdninger." Hun bed sig lidt tænksomt i underlæben, og forsøgte at vriste lidt af drømmeriet fra sig. Dén revolution han talte om, ville nok ikke hænde i hendes livstid. Verden var ikke klar.

Smilet der snart omfavnede Alexei's læber, klædte ham noget så gevaldigt. Forslaget lød eftertragteligt, men hun overvejede stærkt at afslå, og lade ham finde en mere egnet, sandsynligvis højere stillet, kvinde at danse med. Fortrækkeligt én der ikke delte hendes slægtsløse øjne. "Hvad hvis nogen bemærker at jeg er..." Hun afsluttede ikke sin sætning, men det var nok ganske klart hvad hun mente, "Hvad med din position? Vil nogen ikke rynke på næsen af det?". Hun vidste at hun måske overtænkte det hele. Selskabet til festen syntes for besatte af deres egne behov til aften, til at registrere alle de forvrængede detaljer.  

Det var som om noget i hende pludselig bukkede under for fristelsen, som hun tog hans udstrakte hånd. "Jeg ved ikke hvordan..." Et lidt forlegent smil strøg om de rosa læber, som hun vædede dem en smule ved at presse dem lidt mod hinanden. "Jeg vil ikke gøre dig pinligt berørt." Tilstod hun dernæst.

Alexei var på mange måder en bemærkelsesværdig mand. Han var ikke snæversynet på samme måde, som så mange andre. Han var ofte omringet af netop disse snæversynede mennesker. Det var en del af hans job at holde sig velkendt i det offentlige øje. Og dette havde han også sørget for at gøre, i alle sine år som general. Han var mødt op til baller og lignende, og havde altid sørget for at være respektfuld overfor de adelige Redwoods. Han var en respektfuld mand generelt, ligegyldigt hvad han så end måtte tænke indvendigt. Og han tænkte sjældent særlig flatterende ting, når han var nær Redhawks adel. Han var ikke ligesom dem. Men han var selvfølgelig heller ikke vokset op på en særlig adelig måde, selvom han teknisk set altid havde været adelig, da hans mors familie var en lang, velkendt række af adelige indenfor Redwood-slægten. Selvom han havde haft en elendig barndom, var dette måske alligevel præcis, hvad der havde fået ham til at skille sig ud fra mængden? Og i så fald, måtte man jo indrømme at der var noget hold i ordsproget om, at intet var så skidt, at det ikke var godt for noget.
Han blev revet ud af sin tankerække, da han hørte Elenas ord. Han nikkede dog bare, med et tænksomt og lidt sørgmodigt udtryk i ansigtet og øjnene. Gid.

Han betragtede hende opmærksomt, som hun kæmpede for at besvare hans forslag. Hans øjne kom til udtryk igennem masken, ligeså vel som hendes øjne kom til udtryk igennem hendes maske. De specielle øjne, som han syntes så godt om og altid havde. Han rystede på hovedet. "Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Desuden kan de næppe se mere, end til at misunde mig for at have en så smuk kvinde ved min side." Som ordene syntes at forlade hans læber per automatik, måtte han holde sig tilbage fra at skære en grimasse og spændte i stedet en smule i kæben. Han burde ikke tale til hende på den måde. Han burde slet ikke tænke på hende på den måde.

Hans læber adskiltes dog alligevel i et smil, da hun endelig tog hans hånd. Han lukkede sin hånd en smule om hendes i et blidt greb. Så begyndte han langsomt at føre hende fremad, mens han talte. "Du husker måske intet fra vores danselektioner?" Han smilede varmt til hende, som han tænkte tilbage på dengang. Han havde nogle gange ladet hende stille sig oven på hans fødder, så han kunne føre hende rundt i dans, som han havde lært i skolen. Dengang de endnu var børn. Hun var i hvert fald. Et kort øjeblik syntes han at se den lille pige i hende, men dette gjorde det blot endnu sværere, da han atter fik øjnene op for den smukke, unge kvinde, som hun var vokset op til.

En smuk kvinde... Aldrig havde Elena mærket en tilbøjelighed til at dvæle ved sit eget ydre. Ikke før hun havde inviteret Alexei til undergrunden, med et ønske om at sno ham hævngerrigt om sin blege lillefinger, eller da hun for kort tid siden havde taget et glimt i det høje spejl ved væggen, fascineret af den fremmede kvinde der reflekterede sig deri. I begge tilfælde, havde hun følt sig som en anden person. Paradoksalt havde hun dog også følt en tryghed i distancen. Da hun for flere år siden havde mistet sin værge i undergrunden, havde flere mænd smidt kommentarer mod hende, netop omkring hendes ydre. For Elena, var hendes kvindelige udseende blevet en farefuld last, frem for noget andet. Dét markerede hende som et offer, ligeså vel som hendes slægtsløse øjne fratog hende værdi.
Sidst hun havde set Alexei havde han virket betaget af hende. Ved at spejle sig i hans beundring havde hun endda følt sig stolt og frigjort i sin egen hud. Hendes historie havde altid været en last der vejede tungt over de smalle skuldre, og så snart sandheden var blevet afsløret, havde hun følt en trang til at skjule sin blottede krop. Det var derfor måske ikke mærkværdigt at hun slog blikket ned nu, øjenvipperne nærmest kærtegnende om maskens udskæring, ved hans kompliment. En varme syntes at stige hende en smule op i kinderne, men hun huskede sig selv på at lade det slippe. Det var fjollet. Hun var fjollet.

Hun tvang endelig de store øjne op mod hans ansigt igen - det hun altså kunne se af hans ansigt - da han førte hende ud mod selskabet. Trods hun mærkede nerverne stige ved hvert skridt over de mange mennesker, fandt hun noget trygt i hans stærke hånd. Der var vel noget hjemligt i berøringen, nu hvor hun bevægede sig i en meget fremmet verden.
Mindet han vækkede i hende, fik en blød latter til at stryge sig om de buttede læber. "Jeg husker at det var dig der flyttede fødderne, ikke mig." Bemærkede hun. Hver gang hun var snublet dengang, havde han støttet hende. Meget latter havde fyldt dé unikke stunder. Hvordan kunne hun have glemt minder som dém? Som Alexei talte dem ind i eksistens igen, stod de ganske klart for hende.

"Her." Langsomt havde hun stoppet op, lidt fra den centrale del af dansegulvet. Det var tydeligt at hun ikke ønskede at bevæge sig helt ind i fokuspunktet af begivenheden. Det var endnu et for stort skridt for hende at tage. "Jeg antager at jeg ikke skal stå på dine fødder nu?" Klukkede hun lidt nervøst, som hun kastede et blik rundt på de forskellige dansene par, for at spejle deres stillinger. Derved bevarede hun hendes ene hånd i hans, mens den anden gled lidt prøvende mod hans skulder.

Da hun slog blikket ned, efter at have hørt hans undslupne kompliment, ærgrede han sig endnu mere. Han gjorde hende ukomfortabel. For fanden, han gjorde sig selv ukomfortabel. Hvorfor skulle han også være sådan en… mand? Han havde absolut ingen kontrol over den tiltrækning, som han prøvede at bilde sig selv ind, var ikkeeksisterende. Han ville overhovedet ikke indrømme denne overfor sig selv og da slet ikke overfor andre; slet ikke overfor hende. Det var upassende, når man tænkte på deres fortid sammen. Deres barndom, hvor de havde været i hinandens liv. Desværre i alt for kort tid, inden hun brutalt var blevet revet ud af hans liv, uden hans samtykke og uden hans kendskab, før det havde været for sent. Han havde ofte følt, at han ikke havde gjort nok for at finde hende igen. Men han havde jo kun været en knægt i starten af teenageårene. Han havde haft rigeligt at se til med skole, som han måtte kæmpe for at holde trit med, når hans fars adfærd tærede så hårdt på ham – fysisk, såvel som psykisk. Han burde sikker ikke bebrejde sig selv for fortiden, men han kunne alligevel ikke helt slippe følelsen. Selvfølgelig bar hans far alene skylden, og dette var han logisk set fuldkommen klar over. Men han havde alligevel så dårlig samvittighed. Og denne dårlige samvittighed blev kun forværret af hans egne handlinger, sidst de havde set hinanden. Han bed tænderne lidt sammen og tvang sig selv til at stoppe med den slags tanker. Han var sammen med Elena nu, og han burde begynde at gøre godt for sine fejltagelser. Eller i hvert fald gøre et forsøg.

Han havde stadig sin opmærksomhed rettet mod hende, da hun endelig så op på ham igen. Hans ansigt var selvfølgelig dækket af ulvemasken, som også gjorde det meget svært at tyde hans ansigtstræk og de miner, han nu end måtte lave. Som han bevægede sig fremad med hendes hånd i sin, ønskede han ikke andet end at beskytte hende. Han havde ikke været i stand til det tidligere, så han ville gøre alt i verden for at beskytte hende nu. Men det var nemmere sagt end gjort, hvis hun havde planer om fortsat at undgå ham. Forhåbentlig kunne han få hende på andre tanker i løbet af denne aften. Ligegyldigt, hvor meget det pinte ham at have hende omkring sig, ville han ikke undvære hende igen.
Han lo lidt, ved hendes bemærkning. Hun tog jo ikke fejl. Men det betød ikke, at hun ikke kunne have lært fra det. "Sandt, men du dansede stadig med." Han lod minderne opsluge ham for et øjeblik, som et varmt smil fandt vej til hans læber.

Han stoppede, ligeså snart hun stoppede. De var endnu et stykke fra midten af dansegulvet, men han vidste godt, at dette var fuldt intentionelt. Han kunne såmænd heller ikke bebrejde hende det, og havde ikke det mindste imod at blive på dette sted. Han ville bare have, at hun følte sig tryg. For hun havde absolut intet at frygte, så længe hun var i hans selskab. Han hørte på hendes lidt nervøse klukken og ordene, som fik ham til at smile. "Jeg tilbød gerne, men det hjælper nok ikke ligefrem på det, hvis du ønsker at holde opmærksomheden væk fra os." Han blinkede drillende til hende fra bag masken. Hendes frie hånd fandt prøvende hans skulder og han nikkede lidt, forsikrende. Hans egen frie hånd fandt det øverste af hendes ryg, lige omkring skulderbladet, under hendes arm. Han smilede ned til hende. "Bare følg mine bevægelser." Han kunne mærke hendes nervøsitet og forsøgte at dulme den lidt, ved brug af sin evne. Selvom han ikke brød sig om at bruge sin evne på folk, som han holdt af, måtte dette jo anses som en god brug af evnen.

Efter at have stoppet op, tillod Elena sig igen at tage et flygtigt kig på sine omgivelserne. Kvinderne var så smukke i deres farverige, glitrende og dyre kjoler, og mændene var så ranke og kontrollerede i deres dans. Som galt det deres liv, at holde trit med kvindernes bevægelser, såvel som at føre, samt forføre, kvinderne med deres. Ligesom Alexei havde grebet hende som barn, syntes mændene hér at gribe kvinderne når de 'lod til at falde': Alt i dansens navn åbenbart. Det var smukt, men hun følte sig stadig malplaceret. Alexei's selskab gjorde dog denne følelse mindre overvældende. Nu, var der, tværtimod, andre mærkværdige fristende følelser der spredte sig som steppebrande i hende: Hun måtte kaste disse ideer fra sig, før hun blev helt omslugt af dem.

Øjnene hvilede snart opmærksomt mod ham igen. Hun måtte læne nakken en smule tilbage, for at fange hans øjne til fulde, som han blinkede drilskt til hende over dén naive og barnagtige bemærkning hun var kommet med. Flovt, måtte hun blotte tænderne i et lille tandsmil. Hun rystede en smule på hovedet, så de lyse lokker vuggede en anelse.
"Nej, du har ret. Det var fjollet af mig.". Hun fangede sig selv i at ønske at se hans ansigt helt. Dog var barrikaderne mellem dem måske ganske godt efter hvad der var hændt mellem dem sidst. At se Alexei på dén måde... Det var vel forkert, efter hvor skamfuld hendes forførelse af ham havde været.

Bare følg mine bevægelser. Trods hans ord sikkert var ganske uskyldige, fik det alligevel hendes tanker til at stryge forbi det 'forbudte' igen. Nervøsiteten, både over dansen og hendes nærhed med Alexei, syntes dog langsomt at forstumme. Som blev den dæmpet af hans hånd mod hendes ryg, og stemningen omkring dem, da musikken skiftede en smule. Hun nikkede dernæst, og kastede et enkelt blik ned mod deres fødder, som det første trin blev taget. Efter det næste, gled hendes blik mod hans igen. Et smil formede sig klædeligt over de buttede læber. Det var oprigtigt, og næsten... Befriende.

Alexei fandt hende ikke spor fjollet. Han havde heller ikke ment noget nedsættende med sine ord, men havde blot drillet hende lidt. Selv nu, så mange år siden de var vigtige i hinandens liv; med så meget, der var sket siden; ville han stadig gå til ekstreme længder for hende. Han ville sådan set med glæde have ladet hende stille sig på hans fødder i dette øjeblik, hvis det var hvad hun ønskede. Han ville sikkert gøre hvad som helst, hun ønskede. Og dette var nok både på grund af hans hengivenhed til hende, som havde eksisteret i så mange år, og på grund af hans enorme skyldfølelse. Hans øjne var rettede mod hende og havde både bidt mærke i hendes lille tandsmil og den lette rysten på hovedet, men han vidste ikke, hvad han skulle svare. Hendes lyse lokker bevægede sig så skønt, når hun bevægede på hovedet. Og han fandt sig selv draget mod hende, med et ønske om at køre fingrene igennem det bløde, gyldne hår, mens han hans øjne kort flakkede ned mod hendes læber. Dog handlede han ikke på nogle af sine impulser, selvfølgelig. Han ville ønske, at han ikke engang besad disse. Men siden han nu engang gjorde, måtte han jo bare bide det hele i sig. Det var upassende.

Da hendes hænder var kommet i position og hans egen hånd havde fundet hendes øvre ryg, stod han med opmærksomheden rettet mod hende. Han iagttog hende, som hun lod sit blik falde ned mod deres fødder og så dette som den oplagte mulighed, for at igangsætte dansen. Hans greb om hende var fast med begge hænder, men stadig blidt og forsigtigt med ikke at skade hende det mindste. Han tog det første dansende skridt og derefter endnu et. Han tog den med ro, så hun ikke ville blive for overvældet, men prøvede selvfølgelig stadig at følge musikken. Da han skulle til at tage det tredje dansende skridt, løftede hun sit blik fra deres fødder og så ham atter ind i øjnene. Hendes smil var det mest oprigtige han havde set, siden han havde mødt hende igen. Det var han næsten overbevist om. Og dette fik også et stort smil til at brede sig på hans egne læber. "Se, du klarer det fremragende indtil videre." Det glædede ham inderligt at se hende smile på den måde. Han ønskede blot, at dette ville vare ved. Han ville for alt i verden prøve at sørge for, at det skulle være tilfældet. Såfremt hun ville lade ham blive i hendes liv nu, og ikke undgå ham på ny, ligeså snart aftenen var omme. Han kunne jo kun håbe. Selvom det betød, at han måtte bide sine forstyrrende tanker og fantasier i sig resten af sit liv, så længe hun var i det. Måske de ville gå væk med tiden, når de ikke blev opfyldt. Men han vidste bedre, end til at forvente dette. Det var som regel netop det modsatte, der var tilfældet.

Alting føltes så fortryllende. Sandsynligvis en eftervirkning af at opleve blot et glimt af en fremmet verden, som hun aldrig havde troet hun ville tage de i. Dengang hun havde danset på Alexei's fødder havde hun nydt omgivelserne omkring dem, og forestillet sig hvordan der var pyntet op til bal. For en pige der dog ingen referencepunkter havde, kunne selv hendes vildeste, mest naive fantasier, ikke leve op til dette syn. Desuden... Nu var det en mand hun dansede med, ikke en ung knægt. Alexei's brede skuldre og stærke statur virkede så uendelig sikker, at det faktisk lykkedes hende at glemme den gamle frygt for at nogen så hendes slægtsøjne gennem mængden. Af netop dén grund, kunne hun hæve blikket mod hans, mens et smil tronede sig svagt, men klædeligt omkring de vinstænkede læber, som så often var blevet bidt i af nervøsitet. På mange måder skammede hun sig over at distancere sig fra ham førhen, men hun ønskede ikke at inficere hans verden med sin tilstedeværelse. Nok var han accepterende, men hvad hvis hun kunne korruptere dét han forsøgte at bygge op for sig selv?
Bekymringerne blev lagt på hylden for nu. Dansen skulle ikke spildes på latterlige, selvnedsættende tanker.

Han navigerede hende forsigtigt rundt til hun fik visse af trinene tættere på hjertet. Alexei havde kontrollen over hvert trin, og hun fulgte med ham, nærmest mens vejret blev holdt trygt ned i lungerne, som kunne det mindste åndedræt forstyrre processen. Det brede smil der formede sig om hans læber, fyldte hende med en varm følelse af tilfredshed. "Måske er det fordi jeg er så fikseret på ikke at træde på dig med de her forbandede hæle, at det sikrer mig lidt ekstra motivation" Bemærkede hun blidt, med noget lidt spøgfuldt omsvøbt i sine ord. Det var som om skeptikeren i hende var gledet en smule i baggrunden: Et faktum hun ikke kunne være mere lykkelig over.

"Eller måske er du blot god til at lære fra dig." Tilføjede hun, som hun blinkede op mod ham et par gange. Efter at vedligeholde øjenkontakten mens fødderne bevægede sig efter hans, fangede hun sig selv i at svømme en tand for meget i hans blik. Hun havde nær snublet, havde hun ikke støttet sig ind mod hans krop i sidste sekund. Forlegenheden ramte hende en smule, da hun indså hvor tæt hendes krop var presset mod hans, og netop som hun bevægede nakken lidt tilbage for at sende ham et undskyldende smil, tilføjedes et ekstra lag i hvor nemt det ville være at nå hans læber.
Hun trak sig en smule tilbage, kinderne blussende.
"Undskyld. Jeg er måske ikke et naturtalent."

Alexei var vant til denne verden. Han var vant til andre bal i stil med dette. Han var vant til de fine balkjoler, de stilrene jakkesæt eller smokings og han var vant til dansene. Han havde danset hundredvis af gange til begivenheder i stil med denne. Han havde set utallige smukke kvinder i ligeså smukke udklædninger og masker. Dette var ikke nyt for ham. Men han havde aldrig set disse ting med Elena. Elena, som syntes at være den smukkeste i hele balsalen. Men det kunne selvfølgelig også være fordi han vidste, at hun var smuk indeni – ligegyldigt hvad hun måske kunne mene om sig selv efter deres sidste møde. Han ville næsten ønske, at de ikke havde nogen fortid sammen. Hun havde været uundværlig i hans barndom, men alligevel ville han næsten ønske at han mødte hende for første gang og fik lov at opleve hende tage ham med storm. Men samtidig var han smerteligt bevidst om, at det sandsynligvis ikke ville have foregået på den måde. Han havde jo fået en forsmag på, hvordan det ville være at møde hende nu, hvis han ikke havde kendt hende for alle de år siden. Og han havde opført sig præcis på samme måde, som han altid gjorde ved mødet med en smuk kvinde. Han havde ønsket at have hende. Men hans 'forhold' med kvinder varede ikke mere end en nat. Nogle gange kunne dette gentage sig, men aldrig over længere tid. Det endte altid i et ønske om noget mere forpligtende, fra den anden part. Han ønskede ikke at forpligte sig. Det havde han aldrig næret et ønske om. Hans længste ’forhold’ havde været med Kassandra Titus og dette havde udelukkende været et fysisk forhold. Den eneste grund til at det havde kunne stå på så længe, som det gjorde, var fordi de var venner. Venner, som begge var komplet indforståede med, at der ikke skulle opstå romantiske følelser. Desuden havde Kassandra allerede været plaget af romantiske følelser overfor en anden, hvilket Alexei ikke havde været længe om at regne ud. Han havde bare været ligeglad, da det jo ikke var hans sag.

Alexei ledte hende rundt på dansegulvet, og det lykkedes hende let at følge ham i trinene. Han lo over hendes ord, men vidste ikke, hvad han ellers skulle besvare dem med. Han misundte hende ikke ligefrem, for at skulle rende rundt i den slags sko, som uden tvivl var ekstremt ubehagelige. Ved hendes tilføjelse, smilte han varmt. Han så ned på hendes ansigt og bevarede øjenkontakten imellem dem, som han svarede hende. "Måske er det en blanding af det hele." Han blinkede til hende, og holdt stadig opmærksomheden på hende. Kort efter måtte han dog skynde sig at sænke sin hånd til længere nede på hendes ryg; omkring hendes lænd; så han bedre kunne presse hende ind mod sig, da han mærkede hendes snublende skridt. Hun så op på ham med et undskyldende smil og han smilte tilbage, mens han prøvede sit inderste at ignorere den impuls i ham, der havde lyst til at lukke den sidste afstand mellem dem og placere et kys på hendes læber. Det hele var så forkert. Hun trak sig en smule tilbage, og det syntes at gå op for ham, at hans hånd var placeret på hendes lænd; alt for langt nede på hendes ryg i forhold til dansen og ikke et sted, hvor han burde beholde sin hånd, da dette ikke var en nær så uskyldig berøring. Han skyndte sig at køre hånden længere op ad hendes ryg igen og rystede på hovedet. "Du klarer det ganske udmærket, der er ingen grund til at undskylde." Han sendte hende et forsikrende smil, selvom hans tanker blev ved med at vende tilbage til steder, han ikke brød sig om.

Trods en del af kindbenene var tildækket af masken, følte hun at kinderne brændte, som havde hun feber. Alexei's ord og blide smil var ganske vist forsikrende, men hun fangede sig selv i at have svært ved at slippe tankerne igen. Du klarer det ganske udmærket, havde han sagt, uden at indsé hvor hårdt hun kæmpede med ikke blot at bevæge fødderne, men også med at jage uanstændige tanker bort fra sit sind. Det var åbenbart svært at slippe den slags tanker, når først man havde fået en smag for dem - ligesom første gang hun havde sat læberne mod en sød og krydret vin. Blot... Intensiveret.... milevidt. Selvom hun kun havde været fuldt sammen med én mand i sit liv, havde hun aldrig længdes efter hans berøringer igen, ligesom hun havde Alexei's. Nok havde hun mærket behovene i sin krop siden da, men hun havde lært at undertrykke dem gennem hårdt slid, og gennem en profession hvor man fokuserede på lidelse frem for eufori.

"Udemærket..." Gentog hun, som smagte hun på hans ord mens hun forsøgte at fremmane sine egne; "Siger manden der nær havde fået stampet sine tæer af..." Humoren var et lag af beskyttelse for hende nu, men trods tonelejet syntes overbevisende nok, var der en mild nervøsitet at finde i hendes blik. Alexei's hånd havde været så betryggende og støttende mod hendes lænd da hun snublede, men havde også syntes så varm, at steppebranden i hende syntes at sprede sig. For at skjule de rødmende kinder, eller blot undskylde dem, måtte hun snart sænke hænderne fra dansepositionen, som musiknummeret ebbede ud.
"Jeg tror jeg har brug for lidt frisk luft." Sagde hun. Munden syntes tør, og derfor spejdede hun ikke kun efter en vej udenfor, men også efter et glas vin. Da begge muligheder viste sig, trådte hun et par skridt væk fra ham, for at lægge sine blege fingre mod stilken af et glas på et af de smukke fade. Hånden veg dog, som hun bed sig i læben. For en gangs skyld, lyttede hun til sine impulser. Alexei fortjente ikke at hun smuttede alene ud af hvér åbne dør hun fandt. Derfor tog samlede hun også et glas op i den anden hånd, og vendte blikket tilbage mod ham.

"Vil du med?" Spurgte hun. Der var noget insisterende i smilet hun sendte ham. Hun ønskede ikke at lytte til den indgroede stemme i hende, som altid forsøgte at få hende til at stikke af. I det mindste skulle Alexei have muligheden for at bestemme det nu. Hun rakte glasset frem mod ham: En åben invitation.

Der var noget ved Elena, der bare var så meget anderledes end alle kvinder, han nogensinde havde mødt. Måske var det blot det faktum, at han havde kendt hende, da de var alle de år yngre. Men han tvivlede dog på det. Hun var så god af natur. Der var en form for renhed i hende, som han sjældent så i folk. Alt for sjældent, faktisk. En renhed, som han ikke engang selv besad. Hvilket måske var logisk nok, med den måde, han havde ført sit liv på. Men han kunne ikke ændre på fortiden. Alt han kunne gøre, var at fokusere på, hvad han kunne stille op nu. Hvad han kunne gøre for at beholde Elena i sit liv. Hvad han kunne gøre for at skubbe sine upassende tanker væk, så han kunne nyde hendes selskab, uden at anstrenge sig så meget for at glemme de andre måder, hvorpå han kunne nyde hende. Noget, som syntes umuligt, så længe hun var nær ham. Og alligevel ønskede han ikke at være væk fra hende igen.

Hun gentog hans ord, og han kiggede blot på hende, med et lille smil på læberne. Da hun fortsatte med en humoristisk kommentar, blev hans smil bredere, men han var ikke overbevist. Selv, hvis han ikke havde været i stand til at opfange et glimt af nervøsitet fra hendes blik, ville hans evne have opfanget dette. Nervøsitet var indenfor de følelser, han kunne opfange og kontrollere. Han kunne ovenikøbet kanalisere hendes nervøsitet og dermed øge sin egen energi, men dette var der jo absolut ingen grund til. Han havde ikke brug for at øge sin energi på nuværende tidspunkt, og det ville sikkert bare ende galt, hvis han havde mere energi pumpende rundt i sin sitrende krop.
Han blev revet ud af tankerne om hendes nervøsitet, da hun sænkede hænderne fra deres position og talte. Han trak også sine hænder til sig og lod dem blot hænge ved sine sider. Hun spejdede rundt og tog et par skridt væk fra ham, mens han blot blev stående og betragtede hende. Hun endte med at tage et glas i hver hånd, inden hun vendte blikket tilbage mod ham. Hans blik mødte hende, så snart hun gjorde dette.

Hun syntes næsten insisterende, som hun inviterede ham med ud efter noget frisk luft. Og han havde da bestemt ingen intentioner om at afslå. Han nikkede blot og lukkede den lille afstand imellem dem, så han kunne tage imod det ene af vinglassene; dét, som hun rakte frem mod ham. Så sendte han hende et charmerende smil. "Før an." Han ville med glæde følge hende, hvor end hun gik. Og ikke kun nu.

Trods den kølige luft stilnede en anelse af farven i Elena's rødmende kinder, føltes kroppen endnu varm fra dansen og den snublende hændelse, hvori hendes krop havde været tæt presset op mod Alexei. Manglen på kyndighed i at bære høje hæle, havde efterhånden også gjort fødderne en smule ømme, og tiltrængende efter en pause. Eftersom Arabis var et stort grotte-område, var udendørsarealet stadig tillukket; atmosfæren og luften der strøg gennem grotterne, gav dog en illusion om virkelig at være ude i aftenens mørke og smukke natur. Selv hér var der dekoreret pænt op, og kun et par fakler ved døren til balsalen, samt længere nede ad en sti, oplyste området, som Lucius Adara havde tilbudt som et andet hjem for den slægtsløse, unge kvinde.

Læberne fandt snart det kølige glas, som hun stoppede op og tog omgivelserne til sig. Smagen var fyldigere end nogen vin hun erindrede at have smagt - en idé der måske var vældigt stimuleret af magien der omkransede lysfesten, og en ung kvindes første møde med et fornemt bal. Så snart hun sænkede glasset et smule, vendte hun blikket mod Alexei. I halvmørket virkede masken mere faretruende end den havde gjort på dansegulvet. Hun sendte ham et forsigtigt smil.

"Kan du tage den af nu? Jeg vil gerne kunne se dig, frem for en ulv i mørket" Anmodede hun blidt. Snart satte hun sig på den nærmeste bænk, og puffede skoene en smule af under den lange kjole.

"Tak for dansen forresten. Det var sødt af dig at tilbyde." Sagde hun dernæst, som hun søgte hans øjne. Farven var så underligt betryggende - nærmest glødende.