Requests and Permissions ♕ Lucius

Sted ♕ Redwoods mansion
Tid ♕ Ved 16-tiden
Omgivelser ♕ Nogle tjenestefolk og vagter
Vejr ♕ Overskyet, men lunt nok
Påklædning ♕ Right here
Emnepartner ♕ @Lucius

Der var sket ufattelig meget i den seneste tid. Alexeis liv havde været en stor hvirvelvind af forandringer – på godt og ondt. Det var ikke mere end et par måneder siden, at den forhenværende konge og Alexeis gode ven, Charles Redwood, var blevet myrdet. I dagene, der fulgte denne forfærdelige hændelse, havde alle været fuldkommen ude af sig selv, da der havde været panik omkring, hvad der var sket og endnu mere presserende; hvad ville der ske efterfølgende. Hvem havde været så dumdristig at myrde regenten og hvem ville nu overtage den tomme trone, som denne havde efterladt? Og dette var så, hvor Alexei kom ind i billedet. Han havde i mange år sørget for at indsmigre sig hos adelen i Redhawk City, så han altid var på god fod med dem, i tilfælde af nød eller uforudsete omstændigheder. Hvilket dette jo i høj grad var, måtte man konkludere. Så da den forhenværende konge for nyligt mødte en tidlig død, havde Alexei fundet det passende at træde i karakter og tilegne sig denne titel selv. Han havde været den gamle konges højre hånd og var derfor også godt sat ind i sagerne og den gældende politik mellem slægterne. Han kendte desuden allerede mange vigtige folk, da han var kong Charles' ven og slægtens general. Han havde, efter dennes død, sørget for at smigre sig endnu mere ind på adelen og de vigtige folk - som han, som tidligere nævnt, allerede generelt havde holdt sig på god fod med - i tilfælde af, at han skulle bruge disses støtte i den kommende tid. Og det havde vist sig uvurderligt, da det var de selvsamme forbindelser, som havde skaffet ham titlen som konge.
Kong Alexei Redwood. Det var hans titel nu. Det var hans nye liv. Og nu havde han fået en henvendelse fra lederen af en af de andre slægter, som havde anmodet om et møde. William Lucius Adara, lederen af The Adaras og en kendt fjende af den forrige konge, Charles. Dette gjorde automatisk, at Alexei var på vagt overfor denne – dette og så det faktum, at han var en Adara; en historisk fjendtlig slægt, som The Redwoods ikke havde været på god fod med, siden 1156, hvor Redwoods leder næsten blev dræbt af sin tætte rådgiver, som var en Adara. Men han var villig til at give denne en chance alligevel. Han troede på at give alle en chance. Hvis de beviste overfor ham, at de ikke fortjente denne, fik de sjældent endnu én, men han gik ind for et åbent sind, som udgangspunkt. Derfor havde han også besluttet sig for at invitere Lucius til Guldpaladset, hvor Alexei stadig var ved at finde sig til rette. Det var noget af en omvæltning at bo i et palads, selvom han var opvokset i et stort palæ selv. Der var tjenestefolk overalt og meget mindre privatliv end han var vant til, men det krævede mest bare noget tilvænning, det skulle han nok komme sig over. Nu var han på vej mod mødelokalet, som han skulle mødes med Lucius i. Han var ikke helt bevidst om, hvad Lucius havde af anmodninger, men han ville naturligvis høre dem, inden han foretog nogle beslutninger. Det var alt han kunne love på forhånd.
Han satte sig i en stol for enden af det bord, der var placeret i mødelokalet. Nu burde Lucius blive modtaget af tjenestefolk og vagter når som helst, der ville ekskortere ham til selvsamme lokale.

Påklædning: Link

Hydra og Lucius forhold havde udviklet sig meget det eneste stykke tid. De var endnu ikke blevet forlovet, men han ville sikre sig at spurgte han om hendes hånd, kunne hun for evigt blive hans uden han skulle frygte hendes død hvert sekund. Charles var blevet dræbt, hvilket blot havde fået Lucius til at grine af det. Svagt, en konge som ikke havde været på tronen i mange år, var allerede død af en der dræbte ham. Komisk.
Den nye leder måtte være mere fornuftig og nemmere at handle med. Lucius havde endnu ikke haft æren af at møde ham, men han havde skrevet et brev som havde forklaret diverse ting. Den nye havde leder havde godkendt det så Lucius havde hurtigt grebet chancen for at tage afsted hurtigst muligt.
Han var steget ind i kareten som ville få ham afsted imod guldpaladset. Hans tøj sad perfekt, intet kunne gå galt ud over hvis der blev sagt nej til hans spørgsmål. Forhåbentligt skete det ikke.
Han ville savne Hydra uden tvivl, på hans rejse... Men hun var endnu ikke kommet hjem. Hans savn til hende var blot blevet større, men han vidste hun alligevel ville komme tilbage. Ikke for andres skyld, men for hans skyld. Han havde altid taget sig af hende og sørget for hun havde mad og tøj på bordet. Han var hendes prinsesse.. Hendes elskede og ikke mindst den vigtigste person i hans liv. Ingen ville tage den plads fra hende.

Lucius var netop ankommet til slottet, eller guldpaladset som de kaldte det. Han blev taget imod et par tjenestefolk som flittigt tog hans jakke og vagterne som førte ham til det lokale som den nye leder sad i.
'' Lucius William Adara. '' Han rakte hånden frem imod Alexei for at præsentere sig selv. '' Jeg kom for min elskedes, skyld. '' Sagde han roligt imod Alexei. Forhåbentligt ville han have forståelse når det trods alt var forelskelse. Forhåbentligt var eller ville, eller havde Alexei været det engang, eller nu, ellers ville han blive det i fremtiden. Kærlighed var en af de smukke ting han havde lært sig sig selv, at han havde lov til at føle. Med forældre som havde været fraværrende hele hans barndom og ikke havde lært ham det, måtte han jo have lært sig selv det. Hydra havde også hjulpet en del. I starten af deres forhold, havde han været mere omkring sit arbejde end hende, men hun havde lært ham at give sig tid til ting, at elske sine med mennesker og ikke mindst at ære sine elskede. Hydra var den eneste familie han havde tilbage, ud over Cayden.. Men Cayden og ham var ikke ligefrem på talefod. Måske ville de blive det en dag i fremtiden, men kom det til stykket at han skulle vælge mellem de to, ville han altid vælge Hydra.

Alexei havde mødt denne Lucius før, om end kun en enkelt gang. Måske huskede Lucius ikke Alexei, men det samme gjaldt ikke omvendt. Alexeis hukommelse var noget nær fejlfri, og især når det gjaldt personer og navne. Det var jo også vigtigt at kende en fjende af sin konge. Deres første møde havde været ved en lysfest for omkring et år siden. Alexei havde kortvarigt hilst på værten, Lucius Adara, men havde ikke ligefrem nået at føre en længere samtale med denne. Han havde jo også været vært, hvilket førte visse forpligtelser med sig, så man ikke kunne bruge alt sin tid på at snakke med en enkelt person. Men det havde såmænd ikke gjort Alexei noget. Han havde blot fortsat sin aften, hvortil han havde gået rundt og taget omgivelserne ind. Han var stødt på en smuk kvinde, som syntes at gemme sig en smule i skyggerne. En kvinde, der havde vist sig at være en ganske bekendt sjæl. Elena Crimson, den vigtigste person fra hans barndom og ungdom. Hun havde været en slægtsløs lille pige, som blev sendt til hans husholdning for at arbejde som slave. Alexei var hurtigt begyndt at holde af den yngre pige og elskede hende som sin egen lillesøster. Han havde derfor også gjort alt i hans – meget begrænsede – magt, for at holde hende ude af hans fars vold, da denne mand havde tævet Alexei siden han var helt lille. Alexei havde fået så mange flere slag selv, i et forsøg på at sørge for at Elena aldrig behøvede at mærke det fysiske misbrug, som han selv levede med. Men det var gået op for hans far, hvor meget sønnen holdt af den yngre pige, hvilket resulterede i hendes forsvinden fra hans liv. Blot endnu en måde for hans far at gøre livet elendigt for Alexei. En dag, da han kom hjem, havde hun blot været væk. Hans far havde sendt hende tilbage til en slavelejr, så hun kunne være der eller komme til en ny familie. Han havde efterfølgende fundet ud af, at manden ovenikøbet havde løjet om det hele og fortalt Elena, at det var på Alexeis opfordring, fordi denne væmmedes ved hende. En forfærdelig løgn, som Elena havde været nødt til at bære med sig i alt for mange år, før de endelig mødte hinanden igen for et års tid siden. Ikke længe før lysfesten, faktisk. Og til lysfesten havde de mødt hinanden igen, hvilket havde været det mest essentielle ved hans aften. Ikke mødet med Lucius, som havde været for kort til at betyde det store.

Alexei sad for enden af bordet og ventede tålmodigt, som manden kort efter blev eskorteret ind i mødelokalet. Lucius var iført et gråt jakkesæt med en hvid skjorte indenunder og et mørkeblåt slips. Alexei kunne bestemt godt sætte pris på, at han havde klædt sig pænt på for deres møde. Selvom han var svær at fornærme eller ophidse, havde det nok været et tegn på lidt manglende respekt, hvis han var kommet klædt helt afslappet.
Han tog imod Lucius' hånd og trykkede den. "Alexei Redwood, men vi har nu mødtes én gang før." Han smilede lidt drillende til manden. Han ville nok hurtigt opdage, at Alexeis selskab ikke var så stift som mange andre i positioner af magt. Han var en imødekommende og charmerende mand, der som regel fik folk til at føle sig komfortable omkring ham hurtigt.
Han gestikulerede til en stol ved siden af bordet, tættest på den bordende, som Alexei sad ved. Han så ingen grund til, at Lucius skulle sidde helt nede i den anden ende, når det kun var de to. "Sæt Dem endelig ned og fortæl mig mere."

Lucius lysfest, havde imponerende nok været både en drøm for ham, men også et mareridt. Han havde mødt massere af ukendte ansigter, men gamle kendte ansigter var også kommet tilbage til ham atter engang. Hydra var stukket af fra ham. Hans elskede, hans eneste ende. Selvom han havde løbet efter ham, havde hun alligevel formået at løbe fra ham. Nætterne efterfølgende og ikke mindst dagene havde været fyldt med gråd og været utrolig lange.
Han vidste hverken hvor hun var blevet af eller hvordan hun havde det. Med tiden havde han skubbet hende til siden for at klarer sin arbejde i løbet af dagen så godt han kunne, men tankerne var alligevel kommet tilbage. Han elskede hende simpelthen for højt. For højt til nogensinde at lade hende slippe hans tanker.
Han havde alligevel vidst hun ville komme tilbage til ham en dag, det var netop også derfor han havde besluttet sig for han skulle sikre sig, at hun kunne blive hans for evigt.

‘’ Charles, den tidligere konge… Havde en hvis tankegang om at, man kun måtte ægte sin egen slægt. Jeg mødte en kvinde, en slægts løs. Tog hende til mig og passede på hende. Jeg endte med at forelske mig i hende og det er derfor jeg er her i dag. Jeg er her for at bede om lov til at ægte hende lovligt. Til at kunne kalde hende min for evigt og altid, trods hendes uslægthed. Det er trods alt ikke noget hun selv har kunne gøre for. ‘’ Han ville gøre alt for hende, om det så kostede ham livet eller hans plads som leder for sin slægt. Han vidste dog også samtidigt at det var en stor ting at bede om, for spurgte Alexei om navnet, ville han hurtigt opdage hun var eftersøgt. Eftersøgt dengang Charles levede. Lucius havde gemt en kvinde, som Charles mente var farligt for omverden, men han ikke selv mente. Han kunne kun vente på Alexeis afgørelse..

Piiing

Lysfesten hos Lucius havde for Alexei startet ud som endnu en formel begivenhed. Ikke noget han havde set synderligt frem til, mere en forpligtelse end en fornøjelse. Selve ballet havde været ganske fint pyntet og gæsterne blev sørget godt for. Han havde såmænd intet at klage over, men han havde været til mange baller i sit liv. Derfor havde det heller ikke været noget særligt, før en maskeret kvinde havde fanget hans opmærksomhed. Noget, som bestemt også var hændt før, men denne gang havde det dog været ganske anderledes. Denne gang havde der nemlig været et velkendt ansigt under masken. Elena Crimson, som han på daværende tidspunkt ikke havde været i stand til at finde i nogle uger, da hun tydeligvis havde undgået ham. Hvis ikke han havde fundet hende den aften, havde han muligvis ikke haft chancen for at se hende til denne dag. Men måske havde det også været for det bedste, for han havde kun begået en endnu større fejltagelse den aften, der havde fået hende til at forsvinde helt ud af hans liv igen. Han havde ikke set hende siden lysfesten. Derfor var mindet om denne fest heller ikke det bedste minde for Alexei. Men han kunne ikke ændre fortiden, så han prøvede at lade være med at dvæle for meget ved den.

Alexei betragtede roligt Lucius, som denne talte. Han udviste ingen tegn på overraskelse eller noget, der indikerede hans tanker om emnet. Han var som regel ganske umulig at læse, når han ikke direkte viste et bestemt ansigtsudtryk eller trak en specifik mine. Men grundet hans egen historik med Elena, vidste han kun alt for godt, hvordan det var at have en slægtsløs i sit liv. Hvis man lod folk kende til denne person, var de automatisk i fare, fordi der stadig var så mange, der så ned på dem eller direkte var bange for dem. Hvis Alexei kunne ændre dette, ville han gøre det øjeblikkeligt, men den slags var ikke nemme at ændre i et helt folk. Folk, der havde levet med en vis fordom overfor slægtsløse hele deres liv.
Alexei tog en indånding og svarede endelig Lucius. "Charles var min ven, men jeg deler ikke hans holdning til de slægtsløse. De bør have de samme rettigheder som os andre." Han holdt en pause, mens Elena endnu en gang fandt vej til hans tanker. "Hvad er hendes navn?"

Hvor forfærdeligt det end måtte lyde at udnytte en mands bøn om kærlighed til egen vinding, kunne dette være præcis, hvad Alexei var nødsaget til at gøre. Der havde været mange spændinger og mistro mellem deres to slægter, lige siden den skæbnesvangre hændelse i deres fælles fortid. Derfor var det for god en mulighed til at lade slippe forbi. Som konge så han det som sin mission at skabe fred, hvor end han kunne. På trods af hans forrige stilling som general, ønskede han ikke at efterlade et eftermæle som en konge, der herskede over hære og kæmpede mange kampe. Han ville langt hellere efterlade verden bedre, end den startede som – hvor naivt og indbildsk det end måtte lyde. Han havde selvfølgelig under alle omstændigheder tænkt sig at give Lucius tilladelse til at gifte sig med sit livs kærlighed, men hvis dette kunne gavne udsigten om fred, var han forpligtet til at tage dette med i betragtning.
Da Alexei hørte hendes navn, ringede der en klokke i hans baghoved. Det var ganske vist rigtigt nok, at Charles havde haft et problem med hende. Men selvom Charles og Alexei havde været venner, betød det ikke at Alexei var enig med alle dennes holdninger og tanker. Og intet ville glæde ham mere, end hvis fjendskaber som dette kunne begraves med Charles.
Han var stille i et stykke tid og lod Lucius sige alt, hvad han havde på hjerte. Personligt havde Alexei aldrig prøvet at være forelsket, og kunne derfor ikke hundrede procent sætte sig i Lucius’ sko. Men han havde da kendt til kærlighed. Endda kærlighed til en slægtsløs, ligesom Hydra. Elena var højst sandsynligt den vigtigste person i hans liv og han ville gøre alt for hende.
Da Lucius havde talt færdigt, overvejede Alexei nøje sine ord. "Jeg forsikrer dig om, at jeg er fuldt ud positivt stillet overfor de slægtsløse. Deres øjenfarve gør dem ikke til mindre mennesker, end du eller jeg." Han tvivlede ikke på, at oprigtigheden skinnede igennem i sine øjne; han mente jo hvert et ord. "Dog må jeg kræve noget i bytte for min tilladelse og velsignelse til dette ægteskab." Han holdt en pause, for at sikre sig, at han havde Lucius’ fulde opmærksomhed.