Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» I am so sorry, i should never have Judge you.
Søn jul 09, 2017 2:40 pm by Caleb

» I am not doing this for my sake but for the sake of her
Tors jul 06, 2017 5:22 pm by Lorenzo

» Lets get back!
Tors jul 06, 2017 3:38 pm by Keeva

» Newworld - Reklame
Man jul 03, 2017 11:41 am by Zachariah

» Pika' booo! - Brandon
Tirs jun 20, 2017 11:01 pm by Brandon

» HAVE YOU LOST YOUR MIND?! - Aaron
Man jun 05, 2017 12:00 am by Malia

» The fight is not over - Nate
Søn jun 04, 2017 12:43 pm by Echo

» I was here - Nathaniel
Fre jun 02, 2017 11:33 am by Nathaniel

» Looking for help? ~ Hydra
Lør maj 27, 2017 11:48 pm by Hydra

Top posting users this month
Luna
 
Lorenzo
 
Keeva
 
Caleb
 
Zachariah
 
Statistics
Der er i alt 109 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Haru

Vores brugere har i alt skrevet 2944 indlæg in 347 subjects

Share | 
 

 No one will ever know ~ Lucius.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: No one will ever know ~ Lucius.   Ons nov 09, 2016 11:35 pm

@Lucius
Påklædning: Kjole + Sko


Det var lang tid siden de sidst havde mødtes, Hazel havde måtte aflyse en del gange her på det sidste, med god grund selvfølgelig! Hele hendes liv var blevet vendt på hovedet for en måneds tid siden hvor hun havde fået beskeden om at hun skulle flytte ind i Redwood palæet og bo der indtil, ja indtil hun fik andet af vide...
Hazel kunne mærke sommerfuglene boble i maven, hun havde ikke fortalt Lucius det, hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle ham det, 'Hey, jeg er blevet flyttet til din ærkefjendes hjem hvor jeg nu skal bo indtil jeg får andet af vide og når jeg forresten, jeg skal sørge for at freden og alliance mellem min egen slægt og Redwoods holder...'... Men på den anden side så vidste han det sikkert allerede, med hans stilling, titel, hvad end du ville kalde det taget i betragtning.

Hazel var ankommet til det lille hus i The Undergrounds hvor de altid mødtes, hun havde været der knap og nap en 10 minutter og hun havde ikke lavet andet end at vandre fra rum til rum.
Med et opgivende suk satte hun sig på en af stolene og trippede let med fødderne, de dybe røde øjne skuede let hen til døren. Ærlig talt så kunne hun ikke huske hvor længe hende og Lucius havde været venner og heller ikke hvordan venskabet var opstået... Eller jo det kunne hun jo nok hvis hun tænkte sig om men lige nu kunne hun simpelthen ikke tænke.
Irriteret kørte hun en hånd gennem de lange røde krøller og skubbede dem om bag skuldrene. Hendes læber var som sædvanligt malet en dyb rød farve, men den virkede en smule affarvet i dag, som om hun havde gnavet sig meget i læben hvilket hun ellers kun gjorde når hun var nervøs.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Ons nov 09, 2016 11:49 pm

Lucius stod blottet foran spejlet i hjemmet. Det havde været noget tid siden han havde set noget til hans elskede Hazel. Hun havde aflyst de sidste par gange, der havde dog ikke været et grundlag med til det, men han havde godt selv kunne regne sig frem til det.
Redwood familien havde formådet at formande kvinden til sig, i sit hjem. Det eneste hjem Lucius aldrig ville sætte sine fødder i, før den dag han stod som hersker af Redhawk.
Han havde alligevel ikke følt noget overfor det, hun havde blot skulle gøre som hun skulle. Som ven måtte man have forståelse for netop denne slags.
Han trak let den sorte mørkeblå trøje overhovedet samt de sorte jeans over bene og op til livet. Det var ikke ligefrem et nyt sæt tøj havde havde bestemt sig for at bære denne gang. Hazel kendte til ham og vidste hvilken slags person han i virkeligheden var.
Han smed hurtigt læderjakken frem over skuldren og begav sig imod The Underground. Det var der de altid mødtes.

Han blik ramte med det samme de halv røde læber. Hvad havde hun dog lavet, siden de ikke længere var røde? Hun var alligevel kær, det pigebarn. Selvom Lucius næppe ville indrømme det, havde der altid været en form for et lille crush overfor hende.
Huset lignede sig selv, som altid. Men hvor længe de mon bestemte sig for at tilbringe denne gang. Inden han havde set sig om, havde han smidt jakken og trukket Hazel ind i et dyb kram.
'' Du ved vel godt, jeg ikke hader dig? '' Han trak hendes ansigt kort ud, for at holde om det. Hun skulle vide at der ingen sure miner var overfor hende, også selvom hun intet selv havde fortalt. Han havde trods alt sine kontakter og vidste generelt det meste om Redwood familien.
'' Men, hvordan har du haft det? '' Hans blik var plantet fast på hende imens han bevægede sig imod stolene i rummet. Han kunne blot ikke tage blikket fra hende, selvom tankerne stadig fløj omkring, hvad der kunne ske med hende i Redwoods varetægt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors nov 10, 2016 12:11 am

Da døren gik op var hun på benene med det samme, de dybe røde øjne søgte med det samme hans øjne. Hun vidste jo inderst inde godt at han ikke ville bebrejde hende eller være sur på hende men hun kunne stadig ikke lade være med at være bekymret...
Hun havde stadig en smule læbestift på fortænderne som hun atter engang sugede underlæben ind mellem tænderne for at bide let i den. Det var meget ulig heden, hun sørgede altid for at alt sad som det skulle og så ud som det skulle men ikke i dag, læbestiften der næsten sad mere på tænderne end læberne samt håret der var en anelse i urede fra da hun havde kørt hænderne igennem det.
Da han med det samme hev hende ind i sin favn åndede hun lettet op og greb fat i hans skjorte som hun klemte en smule, "Lucius....", sagde hun let og knugede sig ind mod ham... Det var lige det hun havde brug for, alting var anderledes for hende nu men ikke ham....
Hazel kiggede op på ham da han greb fat om hendes ansigt for at få hende til at kigge ham i øjnene, let slap hun hans skjorte, "Selvfølgelig... Men jeg har stadig været nervøs for din reaktion... Ikke at det nødvendigvis skulle gå ud over mig", sagde hun let som et lille smil voksede frem på hendes læber.

Hazel fulgte ham og satte sig på den stol hun havde siddet på tidligere og kiggede ham så i øjnene, "Jeg klarer det... Men jeg har det lidt som om jeg er blevet efterladt i ulvens hule... Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på og hvem jeg ikke kan stole på... Og så er jeg den eneste i paladset af min slægt...", sagde hun let og kørte så endnu en hånd gennem håret inden hun rejste sig op for at gå hen til et skab ude i det lille køkken. Hun tog en flaske med whiskey og to glas og satte sig så tilbage for blot at hælde op i begge glas. Hazel tog glasset og førte det mod læberne inden hun tippede hovedet bagover og tømte hele glasset på en gang inden hun satte det på bordet og kiggede ham i øjnene.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors nov 10, 2016 12:13 pm

Blikket fra hende, og den knugen ind til ham hun gjorde, var blot et bevis på at hun kunne acceptere hvert et menneske. Lucius havde gjort ting igennem sit liv, der gjorde han ikke altid var stolt af sig selv, men han formodet altid at få det skjult og sat en anden side af sig selv på.
Han var blevet vred på sig selv, da han havde fundet ud af at Hazel var blevet Charles lille nye dukke. Han havde ikke selv været i stand til at gøre noget, da de stadig brugte dette rum blot for at skjule at de så til hinanden. Det havde været en kamp overhovedet at kunne se blot lidt til hende, nu ville det være en større kamp. '' Jeg blev skuffet over du intet fortalte mig. Jeg måtte selv finde ud af det. '' Hazel kendte ham nok til at vide han aldrig ville kunne blive vred på hende, men blot skuffet over hendes handlinger. Men dette havde ikke været en af hendes handlinger men The Oikans valg.
Han trykkede hende blødt ind til ham igen. Han ville ikke give slip på hende, om det så betød de kunne være lykkelige sammen.

Han bemærkede hurtigt at hun fulgte ham imod stolene. Hun forklarede hvordan hun havde det, forståelsen for at hun følte hun var blevet efterladt i ulvens hule var forståeligt, men han ville selv have sagt slangens hule. Charles var blot som en slange, der følte han ejede verden.
'' Hvordan lod du overhovedet dig selv overtale til den slags? '' Han stemme var fyldt med forargelse og en anelse vrede. Han kunne ikke helt få det til at hænge sammen i hans hoved.
Han blik var plantet på hende så, så snart hun bevægede sig overfor at hente noget wiskey, for at bælle et glas selv, havde han ikke helt opfattet hvor meget det havde taget på hende.
'' Tag det nu roligt. Det skal nok gå, vi finder en løsning. '' Han smilede roligt til hende og tog imod et enkelt glas. Hans læber ramte roligt det hårde glas, imens den varme drik bevægede sig ned af halsen. Det gav et kras i sig, da han havde sunket. '' Jeg kommer aldrig til at kunne lide den slags. '' Et lille grin bevægede sig ud af munden på ham. Lidt sjov skulle der også være.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Man nov 21, 2016 2:37 pm

Hans ord fik hende til at sænke blikket, hun knugede hænderne sammen og vred let fingrene mens hun bed sig i læben. I dette øjeblik lignede hun mest af alt et barn der havde fået skældud..
Hazel løftede forsigtigt blikket og kiggede op på ham, hun ville et eller andet sted hellere havde at han råbte af hende, at han var sur i stedet for at have skuffet ham. "Det ved jeg godt og jeg kan godt forstå at du er skuffet over mig... Men jeg vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det, jeg ved hvor meget du hader Charles Redwood og jeg skulle fortælle dig at jeg nu kommer til at se ham stort set hver dag...", sagde hun let mens hun kiggede ned på det nu tomme whiskey glas som hendes hænder nu lukkede sig let om, dog strammedes hendes greb en anelse mere ved hans ord og hun løftede blikket fra glasset og lod sine dybe røde øjne finde hans.

"Tror du jeg havde et valg? Jeg er ikke lederen af slægten så jeg har intet at skulle have sagt når det kommer til disse ting. Hvis jeg får besked på at gøre det så har jeg bare at gøre det, ellers går jeg jo imod min slægt og.... Og det kan jeg bare ikke... Desuden så er det jo det her jeg er blevet trænet til det meste af mit liv", som hun kom længere og længere ind i sætningen blev hendes ord en smule mere opgivende fordi hun vidste jo godt selv at der ikke var nogen vej udenom det her, det har var hendes fremtid og den ventede altså ikke på hende så hvis hun ikke snart tog sig sammen og indså det ville hun blive tabt bag vognen og så ville hun da først være et let bytte. Hazel kiggede på ham med et lettere sørgeligt smil på hendes læber men det var dog kun kort inden hun skjulte det bag en maske af selvsikkerhed, ikke for at narre ham men nærmere hende selv til at tro de ord der kom ud af hendes mund. "Der er ikke nogen udvej men det er okay... Jeg skal nok klare den Lucius, . Hun kunne ikke lade være med at smile over den sidste kommentar omkring Whiskeyen, "Og jeg elsker den... Lige så flammende som mig", grinede hun let som hun sagde det.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Man nov 21, 2016 2:58 pm

Lucius så med sine rolige øjne på hende. Han lyttede til hende, da hun forklarede hvorfor hun godt forstod han var skuffet. Hun ville stensikkert selv have været det, hvis hun stod i Lucius sted. Den ene person der har fået en til at føle kærlig, til at føle omsorg, var nu i nærheden af den største slange på jorden. Det kunne umuligt blive bedre. '' Fordi jeg hader Charles, betyder det ikke du, ikke kan fortælle mig den slags ting. Vi elsker hinanden for pokker Hazel! Du ved du kan fortælle mig alt. Jeg er ikke bange for du kommer til at se ham hver eneste dag. Jeg er bange for du bliver som ham. At du bliver forsnævre af hans irriterende stemme. '' Lucius forsøgte desperat at få sig selv ned i sin 'vrede'.
Hendes blik overrasket ham en del. Det var ikke en Hazel han havde set før, og slet ikke den Hazel han havde forbundet sig selv til.
Hendes stemme var heller ej længere den samme. Man kunne mærke vrede men også uskyldigheden i den. Hun havde i virkeligheden jo intet gjort. Det havde været hendes slægt der havde taget beslutningen. Han kunne ikke engang tillade sig at konfrontere slægten, da Hazel var en hemmelighed. De var en hemmelighed for hinanden. '' Nej. Jeg ved udmærket godt du aldrig havde et valg, men du kunne have protesteret, du kunne have forslået et andet pigebarn. Du er jo min øjesten Hazel, for fanden! '' Hans stemme var fyldt af skyld. Han følte skyld for overhovedet at lade sin vrede gå ud over hende. Det havde aldrig været hendes skyld, men slægtens skyld. '' Forhåbentligt klarer du den, ellers kommer jeg til undsætning. '' Hendes smil ændrede alt for ham. Hun fik smilet tilbage på hans læber.
'' Du er ikke blot en flammende pige, men en smuk og utrolig fascinerende kvinde. Jeg elsker dig Hazel. Glem aldrig det. '' Lucius ville tage chancen engang for alle, inden han ville miste hende, til måske hans fjende foraltid. Han lænede sig roligt over bordet, og lod hans bløde læber ramme hendes. Det var alligevel utroligt han havde ladet sig selv få følelser for pigebarnet. Han havde set hvad der var sket med andre i Adara slægten, hvorfor lod han så sig selv?
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Ons nov 23, 2016 5:40 pm

Hazel kiggede kort på ham med sine dybe røde øjne hvorefter hendes øjne faldt på den halvfyldte Whiskey flaske der stod på bordet før hun greb fat om halsen på den for at hælde mere i det tomme glas der stod foran hende. Forsigtigt placerede hun flasken på bordet atter engang hvorefter hun skruede proppen på for blot at tage glasset som hun tog en god mundfuld af.
Let bed hun sig i læben hvorefter hun atter engang kiggede ind i hans blege sølvhvide øjne med sine dybe flammende røde øjne, "Det ved jeg godt men prøv at sætte dig i mit sted Lucius... Så du er bange for jeg bliver lige som ham?.... Du tror jeg vil lade mig fortrylle af hans charme, falde pladask for ham og glemme alt om dig?", spurgte hun arrigt som hun satte glasset fra sig og rejste sig op så stolen gled hen over gulvet med en hvinenden lyd. "Du er bange for jeg er for svag er dig ikke? At jeg vil lade mig manipulerer og falde....", hun stoppede sig selv og så så kort væk fra Lucius, de slanke feminine hænder var foldet sammen til knytnæver som hun klemte så hårdt sammen som hun kunne uden at skade sig selv. Det var det her hun havde været bange for! Det her hun havde frygtet! At Lucius ville lade sit had til Charles tage overhånd.... "Jeg ved du er sur Lucius.... Men lad det ikke gå udover mig... Du er som en bror for mig og jeg ønsker ikke at det her skal kommen i vejen...", sagde hun i en stille stemme som hun kiggede ned i bordet, de lange røde lokker hang foran øjnene på hende så han ikke kunne se hendes ansigt.
Hazel satte sig tungt på stolen og kiggede på glasset før hun tog det og bundede det der var i. Tænk at han kunne tro de ting om hende, tro at hun bare ville vende som familie, sin slægt og alt hvad hun holdt kært ryggen uden at kæmpe for det. Hazel løftede blikket og kiggede på ham med et blik der sagde alt... How could he?....
"Måske det er bedst hvis jeg bare går for nu?", sagde hun let som hun stadig sad med glasset i hænderne. Kysset kom bag på hende, så meget bag på hende at hun ikke nåede at reagere men heller ikke vidste hvordan hun skulle have reageret. "Lucius....", hviskede hun let..
Hazel havde altid troet at de så hinanden som søskende, hvornår mon det havde ændret sig for ham?
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Ons nov 23, 2016 6:35 pm

Lucius blik bemærkede hurtigt hvordan hun knugede hendes hænder sammen i en klump. Var hun virkeligt vred over hans ord? Hans tanker fløj af rundt alle steder. Inderst inde havde han lyst til at flå hovedet af hende, fordi hun ikke forstod hvor bange han var for at miste den ene person, der havde fået ham til at føle sig levende. Den eneste person han havde haft tillid siden han blev fjernet fra sin familie som ung. '' Jeg er ikke bange for du falder pladask for ham Hazel... '' Man kunne tydeligt høre hvordan hans stemme ændrede sig fra at være en anelse positiv til at være mere henne i den deprimeret ende. Han ville nok ikke indrømme det, men inderst inde var sandheden blot af han var bange for at miste hende. Hun var trods alt, alt for vigtig for ham. '' Jeg er bange for du bliver fortryllet af hans intelligens, hans charme og ikke mindst hans perfekte egoisme. '' Selvom Lucius næppe ville indrømme det, var Charles en intelligent mand, men varm charme. Han var i hvert til fald ikke i tvivl om at kvinderne ville falde for ham.
De næste ord fik blot Lucius til at indse endnu mere, hvordan han havde fået sagt de forkerte ting til hende, ting hun i virkeligheden fortrød.
Hendes ord ramte ham så inderligt, selvom han overhovedet ikke ville lade sig selv falde af den slags. '' Jeg er ikke sur! Så forstå det dog kvindemenneske! '' Lucius havde rejst sig en anelse fra stolen, imens han snakkede højre end det normale tonelege, men uden at råbe. Han var fusteret over sig selv. Hvad i alverden skulle han gøre af sig selv i sidste ende? Han måtte ikke miste Hazel, og slet ikke i en tid som dette. '' Jeg elsker for fanden også dig, men ikke som en bror. Lad det ikke komme i mellem os. Vi finder ud af det. '' Lucius satte sig ned igen roligt på stolen. Han kunne mærke hvordan hun i virkeligheden ville forlade og lade ham side helt alene i lokalet. '' Du går ingen steder Hazel. Det ved du også selv ikke er en løsning. '' Lucius greb hurtigt fat i hendes arm, og hev hende stille imod sig i et varmt kram.
Kysset var kommet som en overraskelse, for dem begge faktisk. Det havde været en ny ting for ham at lade sine følelser overtage mere end sin selvkontrol. Han havde altid lært sig selv at lade følelserne blive pakket væk. Det måtte man gøre som leder. '' Jeg kan ikke uden dig. '' Hans blik flakkede rundt i lokalet af ren nervøsitet for hendes svar. Var dette, det sidste hun ville have med hende?

En velkendt stemme afbrød hurtigt tanken om hendes svar. '' Undskyld mig William, men ønsker i noget at spise? '' Det var Hr. Cumbert, Lucius personlige assistent. Han kendte udmærket til Hazel og hans møder, men kendte også godt til vigtigheden af at holde det hemmeligt. Det var i virkeligheden en perfekt timing for ham at dukke op og spørger om den slags. Men ønskede Hazel noget at spise? Lucius blik var plantet på hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors dec 08, 2016 6:00 pm

Hun kiggede på ham som hun lod armene glide over kors, et af de fine røde øjenbryn som hendes dybe røde øjne borede sig ind i hans. Var han seriøst? Troede han virkelig at hun ville falde for Charles egoisme, hans manipulation? Havde han så lidt af sin tro sat på at hun nok skulle klare sig? At hun var stærkere end det her eller ville hun altid være en fin lille delikat sag i hans øjne?
Det var hun ikke! Hun var en kriger og de første mange år af hendes liv havde hun trænet med våben, med sværd men med tiden var hendes stemme blevet til hendes våben og det våben var der ingen der skulle tage fra hende! Selv hvis han ikke troede på hende så vidste hun at hun var stærkere end det her!
"Du burde vide der skal mere til end det for at fortrylle med Lucius.... Desuden er jeg sikker på at han langt fra er lige så charmerende som rygterne siger", sagde hun i en prøvende drillende tone for at teste om de måske kunne komme væk fra det her spor og over i anden bane...
Hazel sukkede let og lukkede et kort øjeblik øjnene, kunne hun bide det her i sig eller var det gået for langt nu? Hun forstod ikke hvorfor han skulle gøre så stort et nummer ud af det lige var Charles hun skulle arbejde sammen med fra tid til anden, sure de var ærkefjender men det var jo ikke fordi hun var sprunget i vejret og havde meldt sig frivilligt og Cayden havde ingenting kunne gøre da han endnu ikke sad på tronen.
Hun trak læberne tilbage i en fin linje da han hævede stemmen og kiggede på ham med et fladt blik, han var sur... Hans opførsel kunne ikke tolkes på anden måde, det kunne godt være det ikke var rettet mod hende men hele hans opførsel skreg raseri... Hans næste ord fik hende dog til at stoppe, man kunne tydeligt se hvor overrasket hans ord gjorde hende... Hvor længe havde det stået på? Hvordan havde hun ikke kunne se det? Hvordan var det smutte lige forbi hende, hende som ellers så stolt mente hun kunne læse mennesker?! Men det her, det her kom bag på hende.
Et gisp slap fra de røde læber og hun måtte placere end hånd mod hans brystkasse for ikke at falde ind i ham da han trak hende ind til sig efter han havde grebet fat i hende for at stoppe hende i at gå fra ham. "Det virker ikke som om der er noget der kan stoppe det her... Noget der kan gøre det her godt igen.. Jeg vender ikke min slægt ryggen ved at stikke af fra denne opgave", sagde hun som hun kiggede ham direkte i øjnene."Lucius...".

Mere nåede hun ikke at sige før en velkendt stemme, hun kiggede sig over skulderen og kiggede på Hr. Cumbert og kiggede så tilbage på Lucius. Hun nikkede let, "Jo tak, lad mig lige friske mig op", med de ord hev hun sig fri fra Lucius og gik med en anelse hurtigere skridt mod de lille badeværelse der var i den lille hytte hvor hun låste sig ind.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors dec 08, 2016 6:49 pm

Lucius blik var roligt på Hazel. Han havde ikke længere nogle grund til at hidse sig yderligere op foran hende, eller for hende, for den sags skyld. Det havde aldrig været hendes skyld at hun havde endt, der hvor hun havde endt. Det havde været et valg hendes leder havde taget. Måske kunne Cayden ændre det, den dag deres leder forhåbentligt ville forsvinde.
Cayden og Lucius forhold havde før i tiden været meget bedre end det var nu. Forholdet dog til lederen af Oikans havde aldrig været godt imellem Lucius og ham. Det var netop derfor han altid brugte Cayden som et mellemled.
Han rystede kort på hovedet inden han lod sig selv lytte til Hazel. '' Jeg synes nu han er yderst charmerende. '' Et kort smil dukkede frem på hans læber for en gang skyld. Lige meget hvor lidt han ville indrømme at han var en charmerende fyr, Charles. Så ændrede det sig blot ikke fra sandheden.

Han vidste udmærket godt hvor svært det ville være for Hazel at forstå de følelser Lucius nu engang havde holdt inde så længe for hende. Det havde aldrig været meningen at føle så meget for pigebarnet, men jo længere og mere tid de havde brugt med hinanden var de blot vokset. '' Jeg siger ikke du skal stikke af fra den. Jeg siger vi klarer det sammen, hvis der sker noget. '' Hans smil forsvandt hurtigt igen fra før. '' Hazel.. ''

Hans blik ændrede sig dog hurtigt igen, efter at Hr. Cumbert havde tilbudt at finde noget mad. Hazel havde sagt pænt tak til det, nærmere sprunget af glæde efter det. Måske kunne det få humøret op fra dem begge. Hr. Cumbert's stemme lød roligt igennem lokalet. '' Jeg vil finde noget mad til jer. Det vil ikke tage længe. '' Han drejede hurtigt om på begge ben, lukkede døren i og væk var han.
'' Jeg ved virkeligt ikke længere hvad jeg skal gøre, for at gøre dig glad. '' Lucius stemme lød nærmest ødelagt, som om at en havde trampet på hans hjerte igen og igen.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Fre dec 23, 2016 12:20 am

Med ryggen presset mod døren hev hun grådigt luften ned i hendes lunger mens hun kunne mærke panikken sprede sig i hende. Det ville ødelægge det hele! Selvom han sagde det intet ville ændre hvis hun ikke følte det samme som ham og aldrig kom til at føle det samme for ham som han følte for hende.. Men sådan end det jo aldrig! Det ændrede altid noget og hun kunne ikke miste ham, det kunne hun bare ikke...
Let løftede hun en af hænderne og mærkede mod hendes kind og da hun trak hånden væk for at kigge på den kunne hun se tårene der klyngede sig til hendes fingerspidser.
Hazel skubbede sig hastigt fra døren for at tænde for vandet så hun kunne vaske sit ansigt. Efter at have tørt sig kiggede hun i spejlet, hun kiggede ikke sådan rigtigt, det nærmere en tom stirren da tankerne stadig fløj rundt i hovedet på hende.
Nej nu måtte hun altså tage sig sammen!
Med den tanke i hovedet rettede hun håret og gik så ud af døren og lukkede den så efter hende. Hun kiggede hen på Lucius og satte med det samme kurs hen til ham og lagde så armene omkring ham for at trykke sig ind til ham... Hun stod der et godt stykke tid uden at sige noget og for en kort stund følte hun sig som en lille pige igen.
Da hun endelig fik taget sig sammen og fundet sin stemme var den grødet og lav, "Jeg kan ikke miste dig Lucius... Det betyder du alt for meget for mig til at jeg vil lade ske.... Jeg hader at skændes med dig, jeg hader at se dig ked af det og jeg hader når jeg er grunden til at du er ked af det uanset om det er direkte eller indirekte. Jeg er lykkelig, jeg er glad når jeg bruger tid sammen med dig, der skal intet specielt eller fancy til for at holde mig lykkelig, så længe du er her for mig..." Da hun var færdig med at snakke trak hun sig en anelse væk fra ham men holdt stadig om ham, hun ønskede blot at se hans reaktion samt at se ham i øjnene når han svarede.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Søn dec 25, 2016 10:13 pm

Lucius blik var rettet imod Hazel, ved hver eneste skridt hun tog. Den elegante og smukke krop fik ham altid til at blive mere og mere overrasket over hvor smuk hun i virkeligheden var. Tankerne om hende sad konstant hos ham. Selvom de altid havde set hinanden som søskende, havde nogle ting ændret sig for Lucius. Tanken om en fremtid med Hazel var blevet større. Hvis blot alle slægterne kunne leve i fred og ro igen, som de gjorde før, så ville altid blot være god.
Lucius kunne få Hazel for sig selv og intet ville være et problem.
Han studerede hendes skridt, men havde stadig tankerne på andre ting omkring hende.
'' Jeg går ingen steder fra dig Hazel. Du ved udmærket godt selv, at mit hjerte banker for dig. Du er aldrig grunden til jeg er ked af det, du er grunden til jeg er glad og forsætter mit liv. Hvis ikke jeg havde haft dig i mit liv, havde jeg gået samme vej som mine forældre men du har altid holdt mig oppe. Du er min fordel her i livet Hazel.
Jeg vil ALTID være her for dig. Jeg vil aldrig forlade dig side og det håber jeg heller ikke du vil gøre med mig. ''
Lucius lod mærke til hvordan hun trak sig en anelse væk men stadig forbeholdte sig at være tæt på. Han smilede dog stadig en anelse forsat fra hendes ord. Han havde ingen grund til at være ked af det, og han forstod godt hende afslag for at være sammen med ham. De kunne heller ej. Cayden ville aldrig lade det ske. Og slet ej lederen af slægten.
'' Jeg kan ikke lade dig ske noget. Jeg ved du vil blive sur på mig nu og være skuffet i evigheder, men jeg bliver nød til at have nogle at holde øje med dig på slottet. Jeg kan ikke lade dig være alene Hazel. '' Lucius plantede et enkelt kys på hendes pande inden han vendte hovedet ned imod hende. Han var spændt på hvad hele hendes reaktion ville være på det. Havde hun virkeligt brug for beskyttelse? Næppe.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Fre jan 06, 2017 12:45 am

Hazel kiggede op på ham, lod sine egne dybe flammende røde øjne møde hans kridhvide øjne, der kunne næsten ikke være mere forskel på deres øjne taget i betragtning hvor mørk en rød hendes var. Hun kunne mærke på sig selv at hun var nervøs, hun anede simpelthen ikke hvordan han ville tage hendes ord, bare han ikke afviste hende... Hun ville ikke kunne bære at miste ham fordi hun ikke gengældte hans følelser, det ville knuse hende fuldstændig.
Let holdt hun vejret som hun hørte hvordan ordene flød fra hans læber, hænderne strammede en anelse omkring trøjen som hun i forvejen havde knuget fat om men jo længere tid han snakkede desto mere begyndte hun at slappe af. Han ville kunne se hvordan de anspændte skuldre slappede mere og mere af og derved faldt længere og længere ned til hun endelig slappede helt af, en ting der dog ikke ændrede sig var hvordan hun knugede hans trøje mellem hendes feminine fingre.
Da han var færdig kunne hun simpelthen ikke holde sig tilbage mere og hun kastede atter engang armene omkring ham, mere specifikt omkring nakken på ham og pressede så sit ansigt mod hans brystkasse mens hun knugede sig til ham, hun var simpelthen så lettet..."Du har ingen anelse om hvor lettet og glad de ord gør mig Will", hun havde ikke brugt hans kælenavn hele aftenen men det havde vel også været ret anspændt fra starten af, emnerne de havde snakket om havde ikke lige frem været lette at komme omkring... Hazel kiggede op på og lod et af hendes små charmerende smile glide over hendes læber, "Jeg vil aldrig forlade dig Lucius... Aldrig", sagde hun med en dyb seriøsitet i hendes stemme.
Efter et par sekunder mere slap hun ham og trådte et lille skridt fra ham, de fine hænder gled mod hendes kinder og hun tørrede forsigtigt de tåre væk som var undsluppet, hun havde ikke engang selv lagt mærke til at de var dukket op og heller ikke at de var stoppet igen.
Hun kiggede på ham som han talte og han ville kunne se den velkendte lille rynke mellem hendes bryn som kun dukkede op når hun ikke var helt tilfreds, "Du ved godt jeg kan tage vare på mig selv, jeg er ikke kun trænet til at appellere og manipulere mænd, jeg ved også hvordan man bruger et sværd..... Men kender jeg dig ret så sender du nogen alligevel", den sidste del blev sagt med et lettere skævt smil inden hun forsatte "Så vil jeg vide hvem det er, jeg vil være med til at vælge... Hvis vi kan blive enige om det så kan jeg gå med til det". Da han havde kysset hende på panden havde hun kort lukket øjnene inden hun havde åbnet dem igen og kigget op på ham. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun længere skulle tage de små ting han gjorde.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors jan 12, 2017 3:01 pm

'' Jeg ved du aldrig forlader mig, men frygten er der stadig Hazel. Det kan du aldrig ændre på. Men jeg ved du er her. '' Et smil satte sig på hans læber, men forsvandt efter et stykke tid, da hun nævnte hun fint kunne tage varer på sig selv. Måske kunne hun godt det. Men Lucius ville aldrig lade hende være alene. Det burde hun selv vide.
'' Jeg ved udmærket godt du selv kan forsvarer dig. Men du ved aldrig hvad du møder når tingene bliver hårde. Måske kender de, dine svageste punkter. Hvordan vil du forsvarer dig selv der Hazel? Hvordan? '' Han forsøgte på ingen måde at virke som en far der bestemte over sin datter, men Hazel var hans søster og han skulle på ingen måder være viden om at han kunne have stoppet det.
Han skulle ikke være viden om at han ville miste den person, der stod ham nærest. Cayden var ikke længere en del af hans liv, selvom Lucius stadig havde en ting for ham.
Måske var det blot sådan her livet skulle være? Måske skulle Lucius blot dø alene?
'' Fint... '' Hans smil var en anelse irriteret. '' Hvem vil fruen gerne have? '' Hans stemme var ikke irriteret, men alligevel var den.. Hvad skulle han dog gøre af sig selv.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tirs mar 14, 2017 7:26 pm

Hun kiggede op på ham med et let smil på hendes læber inden hun kort lod blikket falde mod hendes egne hænder for så at kigge op på ham atter engang, "Jeg forstår udmærket din frygt og respektere den.. Jeg er da også bange for at du ikke længere er her for mig en dag..", hendes stemme skælvede et kort øjeblik bare ved tanken men hun rystede det hurtigt af sig og lod atter engang det smittende charmerende smil glide frem på hendes læber.
Hazel bed sig let i læben som hun tænkte over hans ord, hun ville aldrig kunne forberede sig på alle de ting, ville aldrig kunne beskytte sig mod alle de ting på en gang men hun vidste at det ikke nyttede noget at frygte for ting på den måde fordi så frygtede du jo for livet selv og hvad var meningen så med det?
"Jeg ville aldrig kunne forberede mig på de ting, men hvis de ting en dag skete måtte jeg jo tage den der fra og så sparke røv", hun sagde den sidste del med en lettere drillende tone, "Men jeg vil heller ikke frygte livet selv Lucy.. Hvad er meningen så med det? Jeg kan ikke beskytte mig selv mod at blive såret fordi det sker uanset hvor godt beskyttet jeg end er... Men hvis du får det bedre af at der er nogen du stoler på omkring mig så er det fint med mig". Let greb hun hans hånd og gav den et klem som hun kunne høre irritationen bygge op i hans stemme, "Det eneste jeg beder om er at du vælger en som du ved jeg kan komme ud af det med og en som du stoler på.." sagde hun let som hun lod sine dybe røde øjne møde hans blik.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Lucius

avatar

Titel : Leder af The Adaras
Antal indlæg : 74
Reputation : 0
Bosted : I et palæ i Arabis

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Ons mar 15, 2017 7:52 pm

Lucius blik var det samme som før. Et irriteret blik, men alligevel ikke, samt stemmen. Han vidste udmærket godt at Hazel ville kunne forsvarer sig selv helt indtil sidste sekundt, men frygten sad stadig i ham. Hvad hvis han skulle miste sin elskede søster? Den person der stod ham nærest? Hans lille personlige hemmelighed?
Hendes greb om hans hånd, beroligede ham en anelse. Måske skulle han bare lærer at stole mere på hende. Hun havde aldrig gjort noget, der skulle gøre det modsatte af det.
'' You know. You're to pretty to kill. I trust you.. '' Hans blik var dog ikke så sikker som hans ord. Han frygtede stadig det værste. '' I will find someone, and then i well let you know Sweetheart. I promiss you gonna trust this person. '' Han var endnu ikke sikker på hvem det skulle være, men han havde et godt kenskab til Katherine. Måske han i alt hemmelighed kunne lokke hende til at holde øje med Hazel?
'' I got something to do now.. So i'm gonna leave you. I love you, okay? '' Han gav hende et hurtigt kys på kinden, inden han bevægede sig imod døren. Dog med et enkelt stop i dørkammen. '' Promiss me you will be safe. '' Han forlod hende derefter.

(( OUT )) Håber det okay jeg outer. xD
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Hazel

avatar

Titel : Diplomat for The Oikans
Antal indlæg : 80
Reputation : 3
Bosted : Paladset i Amber Eye District i Redhawk City.

IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   Tors mar 16, 2017 11:09 am

Hans ord fik hende til at smile, det gjorde de så tit eller det plejede de i hvert fald. I dag havde været alt andet end det plejede mellem dem men sådan nogle dage ville der vel altid være. Hazel var stædig, det samme var Lucius så det havde kun været et spørgsmål om tid før de ville komme op og 'toppes' på den her måde. "That's what i was counting on!... You always make me smile Lu", den første del af sætningen var blevet sagt i en drillende tone men ved den sidste del af sætningen blev hendes stemme helt blid og høre på og hun havde kigget op på ham med et af hendes små smil.
Hazel klemte hans hånd lidt mere som hendes dybe røde øjne et kort øjeblik så helt fraværende ud, måske hun forstillede sig nogen af de scenarier som Lucius havde sat op? Hvad ville hun egentlig gøre hvis hun stod i sådan en situation? "I am happy as long as you trust this person... And well you know.. Won't rip his head of due to irritation", hun kunne ikke holde det lille grin tilbage hvorefter hun let slap hans hånd, hun kunne mærke han var på vej ud af døren og ville ikke stoppe ham, de burde begge to se at komme tilbage til hver deres liv... Et liv hvor ingen af dem rigtig kunne optræde der for hinanden, de ville altid være den andens lille hemmelighed.
"I love you too Lu, take care of yourself won't you?", spurgte hun som hendes øjne fulgte ham og hvilede på ham som han stod i døren. "I promise..", hendes ord gav genlyd gennem det lille hus som døren lukkede bag ham.

(Out og det er skam helt okay du outer! :b)
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: No one will ever know ~ Lucius.   

Tilbage til toppen Go down
 
No one will ever know ~ Lucius.
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: The Underground-
Gå til: