Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Latest topics
» I am so sorry, i should never have Judge you.
Søn jul 09, 2017 2:40 pm by Caleb

» I am not doing this for my sake but for the sake of her
Tors jul 06, 2017 5:22 pm by Lorenzo

» Lets get back!
Tors jul 06, 2017 3:38 pm by Keeva

» Newworld - Reklame
Man jul 03, 2017 11:41 am by Zachariah

» Pika' booo! - Brandon
Tirs jun 20, 2017 11:01 pm by Brandon

» HAVE YOU LOST YOUR MIND?! - Aaron
Man jun 05, 2017 12:00 am by Malia

» The fight is not over - Nate
Søn jun 04, 2017 12:43 pm by Echo

» I was here - Nathaniel
Fre jun 02, 2017 11:33 am by Nathaniel

» Looking for help? ~ Hydra
Lør maj 27, 2017 11:48 pm by Hydra

Top posting users this month
Luna
 
Lorenzo
 
Keeva
 
Caleb
 
Zachariah
 
Statistics
Der er i alt 109 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Haru

Vores brugere har i alt skrevet 2944 indlæg in 347 subjects

Share | 
 

 I was here - Nathaniel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: I was here - Nathaniel    Søn dec 11, 2016 9:00 pm

Dagen var gået fin, og hun havde været ved at gøre sig klar til træning. Og hun havde siddet ude ved sin fine sø i baghaven. Blot nyt stilheden. I dag var det hendes dag, og hun havde hele palæet for sig selv. Hendes træning med Nate skulle være om et par timer, så hun havde stadigvæk lidt tid til at nyde stilheden. Keeva var ude, Noah lavede noget andet og Wave var vidst ude på opdagelse. Vagterne var der naturligvis stadigvæk, men Luna havde dem til at vogte om sit palæ og ikke indenfor. Hun ville have stedet for sig selv, bare i de her timer. Hvilket i sidste ende viste sig at være hendes egen fejl. Naturligvis forventede hun ikke at nogle ville forgifte hende, og specielt ikke hendes stuepige. Nok var det nogle nye urter, som hun havde fået - men denne dag. Følte Luna sig overhovedet ikke tilpas. Hun var på vej ind imod sit sove kammer, da hun kunne mærke kroppen der trak sig sammen i en voldsom smerte. Lysten til at skrige ramte hende, men lyden kom aldrig over hendes læber. Det føltes som tusinde knive der blev stukket igennem hende igen og igen - til hun faldt sammen. Vejrtrækningen var voldsom hurtig, og svedperlerne dansede af panik henover hendes pande. Lyden. Det var den samme lyd gentagende gange. Hendes hjerte der bankede voldsomt i hendes ører. Hun kunne hører hendes åndedrag også, det tunge åndedrag. Luna forsøgte at komme på fødderne igen, men atter forsvandt de under hende og hun ramte jorden igen.  Denne gang var der lyd på hendes smerte - men ikke nok til at nogle kunne hører hende. Tårerne var langsomt gled ud en efter en var i form af meget mørkt blod - næsten sort som kul. Og der varede ikke længe før hun kunne mærke luftrørene binde sig sammen, og tvinge hende til at hoste for at få luft. Hun var alene. Præcis som sin far var da han døde. Luna kunne mærke frygten der sneg sig ind i hende, ruskede hende for at sprede panikken i alle nerver. Blodet blev hostet op, med samme sorte farve.  DEt kunne ikke være enden på hende. Keeva havde kastet hende rundt og nærmest tortureret hende hver dag - for at hun skulle dø her? Alene lige nu? Der var ting hun fortrød hun ikke havde fået gjort, som at fortælle sine brødre, for stolte hun var af dem... at fortælle Nate, hvordan hun havde det... Nu var hun alene, og aldrig havde hun følt sig så alene som lige nu. Snart stoppede hosten og hun kunne hvile hovedet let. Luna stirrede op i luften, imens hun kunne mærke kroppen begyndte at give op på at arbejde.

Pludselig flyttede blikket sig. En dør åbnede et eller andet sted.
"I'm here.." Prøvede hun at sige, men stemmen var hæs og svaglig. Man kunne se hvordan hun virkelig prøvede at anstrenge sig for at klare det her, men kroppen var ikke med hende. Det var som om systemet virkede prøvede at lukke ned. Lyden af nogle kaldte hendes navn, eller ikke bare nogen.. det var Nate. Det fik hende til at rømme sig.. prøve at løfte sig op på sin ene albue - uden meget held.
"Nate.." Stemmen var lidt tydeligere, men hun faldt hurtigt tilbage med hovedet mod jorden. Ansigtet skreg af smerte, øjnene af frygt. Læberne skælvede let af panikken og anstrengelsen. Det sorte udtørrede blod hang fra hendes øjne og ned langs kinderne.
"D...Don't panic.." Fik hun hvisket over sine læber. Hun ønskede ikke at han skulle panikke, hvis nogle skulle være ved hende de sidste minutter af livet - så var hun glad for det var ham. "It's okay... " Hun trak kort ansigtet i smerte.. "It's gonna be okay.." Hviskede hun tilføjende. Øjnene var sårbarer, og man kunne virkelig se ind i hendes sjæl - frygten, sorgen alle de store følelser - og specielt lettelsen over at nå at se ham en sidste gang. Let greb hun ud efter ham med rystende hånd, mest for at føle han faktisk var der.
"I... I am glad you came by.. I'm scared.." Et par sorte tårer trillerede henover hendes øjne, og fugtede de gamle tårer der ellers var indtørret. Vejrtrækningen blev hurtigere og hurtigere. Som små gisp.. og hun kunne for alvor mærke, hvordan kroppen faktisk for altid ønskede at lukke ned. Det fik hende til at panikke endnu mere, og hun kiggede ham direkte i øjnene.
"I.. I lov.. love ..y...you." Lykkedes det hende at fremtvinge inden øjnene begyndte at ville lukke i, og hjertet kunne hun mærke hvordan langsomt slog svagere - og svagere

//First! Det er totalt emotional I know!! oooog hvis du ikke vil have engelsk dialog, så skriv lige.. det skete bare sådan uden jeg havde tænkt over det.. Razz Hope you like it @Nathaniel <3

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Man dec 12, 2016 3:34 pm

Nathaniel sukkede irritabelt, og tog sig selv i endnu engang at hæve blikket mod himlen. Solen hang efterhånden lavt, og spejlede sig i den lille, afsides kanal, hvor han normalt mødtes med Luna for at træne. Dagen var lun, og eftermiddagssolen havde allerede fået ham til at tage sin jakke af, som han stod og trippede utålmodigt for sig selv på de brostensbelagte gader.
Endelig blev det for meget for ham, og med en brummende, klagende mumlen, begav han sig mod Takumara-palæet.

”Oye!” Kaldte han, og vinkede til en af vagterne, der stod ved palæets port. Fyren løftede hånden som hilsen, og rettede sig automatisk op, da Nate kom tættere på. ”Did she leave already?” Det var heldigvis ikke første gang, han havde været ved palæet - i starten havde han været henne for at hente hende, når de skulle træne, indtil de var blevet enige om, at det måske var bedre, hvis hun blev fulgt af en vagt. Derfor behøvede han hverken være super formel eller specificere, hvem han snakkede om.
”No, sir! Miss Takumara is still inside,” svarede vagten, ”she asked for some hours alone, while her brothers are out.”
Svaret fik Nathaniel til at rynke øjenbrynene sammen, og en urolig energi fik hans hjerte til at springe et slag over. Han tvang sin krop til at stoppe med at panikke, og sørgede for at trække vejret normalt. Alligevel forsvandt den urolige følelse ikke helt fra kroppen. Han brummede misbilligende for sig selv. Han brød sig overhovedet ikke om, at hun var helt alene i huset – det var altid dumt for en leder, ikke at være under opsyn. Nok var krigen slut, men det betød ikke, at der var fred.
”Right. Stubborn little thing, she is,” mumlede han, og han hørte vagtens lette klukkende latter, idet han passerede forbi ham, og fortsatte hen til hoveddøren. Han bankede let på, og måtte endnu engang fokusere på at trække vejret, da der ikke blev svaret. Måske sov hun, tænkte han, selvom han så absolut ikke troede på sine egne tanker.
Døren gik op uden en lyd, og han trådte ind i forhallen.
”Luna?” Hans stemme gav genlyd i opgangen, og han ransagede sin hjerne for at finde ud af hvor Luna var i det store hus. Mest logisk ville være, at hun befandt sig i sit eget kammer. Specielt hvis hun måske var blevet syg, og have lagt sig for at slappe af. Sekundet tanken ramte ham, hørte han en lyd fra gangen der ledte hen til sovekamrene, og han sukkede lettet for sig selv.
”Hey, princess, next time you feel like ditching our training you might want to notify me." Han tog fat i håndtaget på døren, og skubbede den op. Så stivnede han, i de få millisekunder han brugte på at indtage synet foran ham
”Lu?!”
Hendes ansigt var mørkt af blod, hendes ansigt blegere end skyerne på himlen og hendes øjne udspilede af.. Smerte? Hendes forsøg på at skubbe sig op at sidde, kombineret med hendes svage stemme, der sagde hans navn, fik hans ben til at bevæge sig mod hende i hastige skridt. Bare tanken om at hun havde ondt fik det til at svimle for ham.
Don’t panic?!” Udbrød han hæst. ”What kind of absolute bullshit is that?!” Hans stemme knækkede, og han tog sig til håret, og knyttede hænderne, for at bede sin krop stoppe med at fifle, og i stedet presse den nervøse energi til at fokusere. Han satte sig hastigt ved hende, og løftede med rystende hænder hendes hoved op i sit skød, så blodet kunne løbe lidt ned ad i kroppen igen. Hans første tanke var at kalde på vagterne, så de kunne få fat på en healer. Så gik det op for ham, at de slet ikke ville have tid til at finde en healer, før Luna ikke ville være i live længere. gik det op for ham, at han selv var healer.
Nate greb næsten krampeagtigt ud efter hendes hænder, og måtte spænde i kæben da den stikkende følelse af hendes smerte, bølgede op i hans arme.
Vredt blinkede han sine egne tårer væk, og sugede luft ind mellem sammenbidte tænder. "No, no, no, no, no," mumlede han for sig selv, mens hun fortsatte med at sige, at det nok skulle blive okay. Det var ham, der burde fortælle hende, at det hele nok skulle gå.  
En af hans hænder fandt vej til hendes kind, og han tørrede forsigtigt en af de mørke tårer væk. En klump i hans hals stoppede ham fra at svare hende, men i stedet nikkede han tavst. Endnu en bølge af uretfærdighed og vrede slog ind i ham, og denne gang lukkede han øjnene, for at kunne fokusere. Han skulle til at bede hende tie stille og spare på energien, da den sidste sætning forlod hendes læber, og hans hjerte for anden gang idag, skippede et slag. En blød varme erstattede panikken og vreden i hans krop, og smerten i hendes krop, føltes lige pludselig ikke så stikkende som før.
”Hey, hey, hey! Hey! Dont-you-dare!" Han knugede hårdere om hendes hånd, og klemte hårdt øjnene i. "God damit, Lu, you better not die on me!”
Nate pustede ud, og fokuserede alt varmen fra sin egen krop mod hans hænder, og videre ud i hendes krop. Selvom han ikke helt kunne lokalisere hvor smerten kom fra, fordi den føltes til at være over alt i hendes krop, sørgede han for at sende alt den healende energi han kunne, ind i centeret af hendes krop - mod hjertet. Hendes vejrtrækning var svag, hendes puls var svagere, og Nate mærkede selv trætheden hive i ham. Han vidste ikke om han nogensinde havde koncentreret sig så meget, om at hjælpe en anden person, og smerten der langsomt fyldte hans egen krop føltes ligegyldig og nærmest lam i hans krop. Hans arme brændte, hans egen vejrtrækning var reduceret til små gisp, men han gav ikke slip, og havde ikke planer om at slippe, før han havde brugt sin energi op. Hvad end det ville koste ham selv.

//Elsker det! You give me drama, I raise you even more drama! Wink Engelsk dialog passer mig fint Very Happy <3
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Man dec 12, 2016 8:17 pm

Dont-you-dare.. Nates stemme rungede i hendes underbevidsthed - og hun ønskede at svare ham - men musklerne var svækket. Lu, you better not die on me! Stemmen rungede i hendes hoved og gav ekko i voldsomme træk. Øjnene faldt i, og tvang hende til et eller andet sted. Det lignede en hvid sal, væggene var høje og så spejlglatte ud. Let kiggede Luna til siderne, og sank en klump.
"Where Am I?" Råbte hun ud i det kæmpe rum, men kun ekko af sin egen stemme ramte hende. Let gav hun sig til at løbe rundt, men hun kom ingen vejende. Ikke før hun mand i sort pludselig stod længere fremme.
"Am I dead?" Spurgte hun lettere panisk og stoppede op. Manden vendte rundt, og ansigtet var så genkendelig som noget kunne blive. Det var hendes far. Let gispede hun.
"You don't stop now Luna. That is why you are the one. The right one. Because you never stop fighting. So don't stop now. Keep on fighting." Sagde han og greb fat om Lunas arme. Let nikkede hun da hun kunne mærke den varme følelse ramme hendes krop. Let lukkede hun øjnene, og mørket faldt ganske kort på. Følelsen af smerten der forlod hendes krop var vidunderlig.

Og med et gisp kunne hun mærke luften vende tilbage med et hjerteslag. Øjnene kunne mærke lyset ramme sig - og efter et par blink kunne hun se den fuldt koncentrerede Nate. Han måtte have healet hende. Han havde reddet hendes liv.  
"Y...You saved me." Hviskede hun og rømmede sig let for at få stemmen igen. Hun ønskede ikke at han skulle miste alt sin energi eller sit liv på hende. Hun håbede på, at han ikke havde brugt for meget. Luna ønskede ikke at miste ham på grund af, at han havde reddet hendes liv. Hun havde slet ikke før nu bemærket hun lagde så tæt på ham. Det måtte nok alligevel være det tætteste hun havde været på ham før. De blå øjne kiggede op på ham, og hun greb omkring den hånd han havde på hendes kind.
"Hey... " Hun ville have ham ud af at bruge sin evne, hun var i live. Giften var væk, takket være ham. Men han skulle ikke også ind og fikse mindre skader - det havde hun Noah til. Keeva var sommetider lige lovlig streng nok - det var ikke de skader Nate skulle ind og fikse. "I'm okay.. I'm here..." Hun var lettet, og øjnene boblede nærmest af lykke. Den varme energi omfavnede hende. Let satte hun sig op - og sad på gulvet foran Nate.
"You saved me." Gentog hun og hun kunne mærke smilet der strakte sig op på de fine læber. Han måtte være træt, dog kunne hun ikke holde sine følelser tilbage. Ikke lige nu. Det fik hende til at lade sine læber ramme imod Nates, øjnene lukkede i for at føle den varme følelse. Maven der snurrede sig vidunderligt rundt, imens sommerfuglene baskede voldsomt rundt. Let trak hun sig dog væk, selvom hun ikke ønskede - mest fordi, at hun ikke ville presse Nate ud i noget, han ikke ønskede.
"You must be tired." Hviskede hun imod hans læber, imens hun så ham ind i de blå øjne. Det var hun selv. Måske skulle de hjælpe hinanden over, og få slappet lidt af. Hendes hjerne var træt, af alle indtryk - og han måtte ikke have meget energi tilbage.
"Wanna get some rest? I really don't want to be alone." Hun tilbød ham direkte at hvile ved siden af sig, men han måtte gerne afslå - hvis han ikke ønskede. Når hun var frisk i hovedet og var kommet sig over det - ville hun tage hånd om angrebet.

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Ons dec 14, 2016 3:34 pm

Det eneste han kunne tænke på var lyden af hendes stemme. Hun havde sagt at hun elskede ham. Nate havde egentlig ikke selv haft tid til at fordøje og vende sine egne følelser for Luna, måske mest af alt fordi han havde følt, at det var umuligt, at hun kunne gengælde dem. Hun var trods alt leder, og han var… Well. Han var ingenting. En forældreløs fyr, der havde brugt sit liv på at holde sammen på sin lille familie, og som prøvede at hjælpe hvor han kunne. Det var tydeligvist ikke nok til lederen af Takumara-slægten, og derfor havde han ikke turde håbe på noget, og havde slået sine egne følelser hen som en familiær kærlighed. Men hun havde sagt dem; ordene. Og blandt hans svimlende hoved og aftagende energi var det, det eneste han kunne tænke på. Det var motivation nok. Han havde healet gift før – han havde endda healet Naaila-gift, hvilket havde gjort ubeskriveligt ondt, men han havde gjort det, og stadig haft det okay bagefter. Det her var anderledes. Om det var fordi den psykiske bekymring tyngede ned på ham, eller om han simpelthen bare udløste for meget energi, end hvad han plejede, vidste han ikke. Han vidste bare, at selvom han hørte Luna gispe, betød det ikke, at hun havde det godt.

You saved me.
Nate mærkede et hulk presse sig ud mellem sine læber. Den dulmende følelse i hans krop blev erstattet af ømme muskler og svimmelt hoved, og han snappede afkræftet efter vejret. Han åbnede endelig øjnene, og lænede han sig taknemmeligt ind over Luna, og støttede sin pande mod hendes, som om han sad i et tempel og bedte. Da hun greb hans hånd, tvang han sig selv til at stoppe strømmen af energi, der løb fra hans egen krop, og i stedet mærkede han varmen, der var kommet tilbage i hendes krop. Måske føltes den så meget varmere, fordi han selv frøs, og havde en knusende udmattelse helt ud i fingerspidserne
”Don’t you ever do that again!” Udbrød han med hæs, grådkvalt stemme, og lod endelig tårerne falde ned af sine kinder. ”Oh, for the love of the Great Sea,” mumlede han, med en stemme der knækkede over. Endnu et hulk fandt vej ud af hans mund, og da han satte sig op, begravede han sit ansigt i sine rystende hænder, mens det langsomt gik op for ham, at Luna ikke var død – og forhåbentlig ikke ville dø lige foreløbigt. Han fjernede sine hænder, og sendte et tilbedende blik op i luften.
Så kyssede hun ham.
Han kunne smage saltvandet fra sine egne tårer, da hendes læber rørte hans. Uden at tænke nærmere over det, lagde han en hånd bagerst på hendes hoved, og en anden på hendes ryg, så han kunne hive hende lidt tættere på sig; uden at slippe hendes læber. Da hun trak sig væk, nappede han kort ud efter hendes læber i luften, men bevægelsen sendte en bølge af svimmelhed ind over ham, og han greb panisk ud efter væggen, for ikke at vippe til siden.
Han nikkede til hendes kommentar om træthed, og fjernede kort blikket fra hendes øjne, for at betragte hendes læber. "So do you." Et blidt smil lagde sig over hans sagligt, trætte ansigt. Han lod let sine smilende læber strejfe hendes.
”Lu, I wouldn’t leave you for the world,” indrømmede han, og kom med en lettet klukken.
Og selvom hele hans krop summede af udmattelse, følte han sig bedre tilpas, end han havde gjort i lang tid.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Ons dec 14, 2016 7:27 pm

Luna var så lettet at tårerne løb ned gang på gang. Stemmen var hæs, men naturligvis havde hun ikke planer om at blive forgiftet igen eller snakke med døden. Luna betragtede ham kort inden hun havde plantet læberne imod hans. De salte tårer blev blandet og hun kunne smage dem. Luna havde været bange for at han ville nå at trække sig væk, men i stedet for ramte en af hans hænder hendes baghoved og den anden hendes ryg. Trak hende tættere på sig, og des tættere hun kom på - des mere var der noget i hende som cravede mere. Hun fortrød hun havde trukket sig tilbage, men hun måtte sætte det til side. Noget sagde hende at det ikke var sidste gang - det ønskede hun i hvert fald ikke det var. Han var træt, og hun kunne se det på ham. Et trække hans energi længere ud end hun allerede havde gjort, kunne hun ikke være ham bekendt. Let så de blå øjne ham an, om han klarede den. Nu var det hende der var bekymret for ham. Hun var selv udmattet, men det var mest mentalt. Han greb nærmest panisk til væggen. Og kort blev hun ramt af en skyldfølelse over at have fået ham så udmattet af at redde hendes liv. Luna var lettet dog bekymret, det var tydeligt i hendes øjne. Men smilet kunne hun ikke fjerne fra sine læber. Let strejfede hans læber hendes, og hun nød læbernes sødme imod sine egne. Bad til at hun ikke allerede var afhængig, men det var hun. Let som han slap hendes læber, fik lyden af hans stemme hendes øjne til at åbne op igen.
"You are stuck with me forever then." Svarede hun med et lettet smil.

Luna kom på benene, og bukkede sig ned for at hjælpe Nate op. Heldigvis var hendes seng ikke så langt væk fra dem. Hendes værelse var stort. Eget springvand, og lyden af det rendende vand var ganske beroligende. Rummet meget åbent, og hvis man ønskede var der et lille bassin, hvor man kunne springe i - for at svømme udenfor. Luna var tættere knyttet til vand end mange andre. Noah mente hun var halv vand, fordi hun havde levet i det i over en længere periode efter deres moders død. Det lykkedes hende at få ham over i sin seng. Let tørrede fik hun øje på et eget spejlbilled med de mørke tårer henover kinderne. Vand førte hun op for at vaske det væk - det var nok det mest vidunderlige ved vandbetvingelse. Man kunne bruge det til de små ting. Let lagde hun sig op ved siden af Nate. Lagde blidt en hånd imod ham. Han frøs - i forhold til hende. Luna satte sig op for at finde et af sine tæpper op - og pakkede ham ind i tæpper.
"Get some rest." Sagde hun, hvorefter hun pressede sine læber imod hans pande. Derefter lagde hun sig ind ham under tæppet. Hun havde ikke tænkt sig at forlade ham - og de havde begge to brug for den ekstra søvn. Det tog ikke længe før Luna faldt i søvn. Udmattelsen havde trukket hende imod mørket, men i sikkerhed. Væk fra dødens fare. Måske var det også fordi, at hun følte sig så tryk med Nate omkring sig - at hun var faldet så hurtigt til ro.

Luna havde ingen anelse om, hvor lidt eller hvor længe hun havde sovet. Først troede hun det var en stor drøm. Alt fra dødscenen til kysset med Nate. Dog så snart hun tog en indånding kunne hun dufte ham, og et smil sneg sig op på hendes læber. Det var virkelighed. Let lod hun sine fingre glide blidt henover hans kind - inden hun lagde sig tættere ind til ham - for at føle den varme der var kommet tilbage i hans krop. Det var længe siden hun havde været så følelsesmæssig forbundet til nogen. Og hun havde savnet følelsen. Luna åndede lettet ud, med et stort smil på læben.

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Søn dec 18, 2016 10:03 am

Nathaniel brød sig ikke om at føle sig svag. Det kom nok med konstant at skulle være den ’store’ i sin familie; altid at være den stærke, støttende, rolige person, som hans yngre søskende kunne søge hjælp ved. Når man var vokset op uden at have nogen at være sårbar ved eller med, så var det svært at vise følelser og svært at føle sig svag og udmattet, som han gjorde nu. Måske var det også netop derfor, han aldrig helt havde fungeret godt i forhold, og altid havde holdt de fleste folk lidt på afstand fra sig rent emotionelt.
Af en eller anden mærkværdig grund, følte han dog ikke, at han havde brug for at opretholde en facade over for Luna. Eller også var han simpelthen bare for træt til at gøre det. I hvert fald havde han det helt fint med hendes milde smil, og blide berøringer, men da han så bekymringen i hendes øjne, bed han tænderne sammen og lovede sig selv, at tage sig lidt sammen. Han smilede varmt mod hende. Da hun rejste sig, rynkede han utilfreds øjenbrynene sammen.
”You be carefull, eh?” Snappede han bekymret. Han ville ikke bryde sig om at hun overanstrengte sig. Han greb fat i hendes hånd, og ved hjælp fra muren bag sig, fik skubbet sig op på benene. Bevægelsen fik hele verden til at vippe til siden, og han lukkede hårdt øjnene i, for ikke at lade svimmelheden få taget i ham.
Den korte tur ind til Lunas værelse og hen i hendes seng føltes meget længere, end Nate havde lyst til at indrømme. Hans ben rystede faretruende under ham, og hans syn var nedsat til et punkt, hvor han bare stolede blindt på Luna, og lod hende guide ham. Han blev blidt vippet op i sengen, og med et grynt af tilfredshed, åbnede han sine øjne igen. Den bløde seng var en velkommen forandring til det hårde, kolde gulv, og selvom han ikke følte varmen i kroppen med det samme, hjalp det på både humøret og svimmelheden.  
Da hun kravlede ind til ham, lagde han blidt en arm om hendes mave, og trak hende tættere ind til sig. Duften af hendes hår omfavnede ham, og han sukkede tilfreds.
”Forever is an awfully long time, but I wouldn’t mind spending it like this,” mumlede han mod bagsiden af hendes hoved. Søvnen lagde sig over ham som en dyne, og på få sekunder blev duften af Lunas hår og følelsen af hendes varme, erstattet af en dyb, drømmeløs søvn.

Der var mørkt udenfor. Duftene omkring ham var uvante. Noget rørte på sig. Noget rørte ham.
Nate slog panisk øjnene op, og snappede ihærdigt efter vejret, da en skarp smerte slog op i hans højre arm. Han havde prøvet at rykke på sig, men var hurtig til at indse, at han nok bare burde blive liggende, uden at overanstrenge sin ømme krop.
Så så han Luna. Alt kom tilbage til ham, og panikken i hans øjne blev dulmet af sødmen ved at ligge så tæt på én.
//Blev lidt kedeligt tror jeg! Sorry!
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Søn dec 18, 2016 11:48 am

Der gik lidt tid, men ikke meget før han pludselig snappede ihærdigt efter vejret. Luna løftede sig hurtigt op på sin ene arm og kiggede på ham. Den frie hånd lagde en hånd imod hans kind imens hun kiggede bekymret på ham.
"Heeey.. It's okay.. it's okay. You are safe." Sagde hun ganske blidt. Luna ville forstå, hvis man undrede sig over at vågne op et andet sted. Hendes første kidnapning af Aaron havde hun reageret lidt lignende. Nate virkede hurtigt til at stoppe med at panikke ekstremt meget, og sendte ham et varmt smil. De var begge to i live, på trods af hvad der skete igår var de har stadigvæk begge to. Pludselig gik døren op det var naturligvis Wave der sprang lettere panisk ind på hendes værelse. Waves evne til at forudse fare og vide Luna havde været i problemer, men han ikke havde været hjemme eller haft muligheden for at nå hjem - gjorde han blev nød til at se sin storessøster øjeblikkeligt. Så var han ligeglad med der lagde en eller anden i hendes seng.
"You are alive.. thank the ocean." Sagde han lettet og løb nærmest hele vejen hen til hende. Luna vendte sig rundt for hurtigt at møde hans omfavnelse. Det var nok også det første Nate så til hendes familie. Eller det der var tilbage af den, der var selvfølgelig også Noah. Wave opfangede ikke mere fare, end at Nate var udmattet. Ikke noget der ville kræve en advarsel.
"I'm glad you helped her. Noah is not home.. normally its Keeva that beats the shit out of her. Noah hates healing her all the time." Luna skubbede let til Wave.
"Shut up." Let rullede hun med øjnene ." Last time I checked.. I'm more then capable of beating Keeva." Let rullede Wave med øjnene.
"Yeah right. I will send another healer up here, to check on you Natty boy." Med et drillende smil smuttede han igen. Luna skar en grimasse og vendte sig om Nate.
"So now you meet Wave.. my youngest brother." Let åndede hun ud. Han vidste hun havde en anden mere voldsom træner, nu havde han også et navn på personen - mon han kendte Keeva?

Der gik ikke længe før en healer kom op, det var en der havde været i Lunas familie igennem mange generationer. Desuden kunne hun ikke altid få Noah til at heale hendes skader. Han satte sig på sengekanten og Luna så healeren voldsomt an imens han lagde en hånd på Nate for at heale ham. Luna skulle være sikker på, at det var det der skulle ske der skete. Ingen dumme overraskelser nu.
"You should be okay in a few minuts sir." Sagde healeren før han gik igen. Luna så imod Nate.
"Are you okay?" Spurgte Luna ham for at være sikker. Hun ønskede ikke han skulle lyve omkring, hvordan han havde det - og hun kunne ikke leve uden at spørge. Der var sket meget - næsten død var ikke ligefrem let at håndterer - det var næsten værre end selve døden. Fordi man havde siddet så tæt på den.

//Dine emnesvar er altid fantastiske! Luna x Nate!!! <3

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Søn jan 01, 2017 5:47 pm

At kigge ind i Lunas blå øjne havde samme effekt som når han betragtede rindende vand – hans muskler slappede af, hans hjerne fokuserede på den elektriske blå farve, og han puls faldt langsomt. De beroligende, blide ord, der omfavnede ham, og den beskyttende hånd på hans kind, fik ham til kort at lukke øjnene, og blot fokusere på følelsen af hånden og lyden af hendes stemme. Og midt i alt sagligheden, sprang døren op, og en meget energisk, ung fyr, forstyrrede Nathaniels ro og tilfredshed.
Han spjættede forskrækket endnu engang, og en overrasket latter undslap hans læber. I realiteten var der intet at være forlegen over. De lå begge to fuldt påklædte, de havde så absolut ikke lavet andet end at sove og selvom Lunas hånd var på hans kind, havde Wave ikke fanget dem midt i et kys – alligevel mærkede Nate forlegenheden skyde op i kinderne, og han måtte undertrykke refleksen til at gemme sit hoved bag ved Luna. Synet af den lille familie-genforening sendte hans tanker tilbage til Lilypad, og skyldfølelsen stak ham i siden. Han havde fortalt Riva at han ville kunne nå hjem til aften. Med sammenbidte kæber, overvejede han sine muligheder, men måtte konstatere, at der ikke var en eneste måde, han ville kunne nå hjem på og heller ikke en måde, han ville kunne nå at sende en besked til hende, for at informere hende og hans to andre søskende om, hvad der var sket ham. Midt i alle hans tanker, missede han næsten Waves energiske strøm af ord.
"... Normally its Keeva that beats the shit out of her. Noah hates healing her all the time," Nate rynkede utilfreds øjenbrynene sammen, og sendte et lidt misbilligende blik til Luna. Det var faktisk en ting, han havde ville snakke med hende om - Keeva. Det var mindre end en uge siden, Keeva havde været kommet til skade, og han havde fundet ud af at Luna trænede med hende, og det havde gjort ham en smule bekymret. Nate vendte blikket mod den yngre fyr, og smilede en smule befippet. En healer til at tjekke på ham? Det var vidst aldrig sket før. Og det meget uformelle kælenavn, fik da også kun hans kinder til at blive lidt rødere.
"Oh, no! I don't need a healer," svarede han hastigt, og sendte et hurtigt smil for at forsikre ham om, at han var okay. Så rynkede han sine øjenbryn igen, da det gik op for ham, at han måske lød utaknemmelig. Og Wave var trods alt langt højere i rang end ham. Det var Luna også, hvilket vidst var noget han ofte glemte, men han havde aldrig mødt Wave før, og anede ikke, om han, på trods af den venlige attitude, ville blive sur over manglen på respekt. "Uh, thank you, sir." Tilføjede han hurtigt, en smule usikkert. Da Wave smuttede, kunne han ikke længere undertrykke lysten, og begravede opgivende sit ansigt i skulderen på Luna. "Yeah, nice kid! I'm sure I did a good job of making a fool out of myself," mumlede han mod hendes ryg, og kunne ikke undertrykke en dæmpet klukken.

Nate brød sig ikke om at være på den anden side af en healers hånd. Han brød sig ikke om tanken om at andre 'rodede rundt' inde i hans krop. Det var en meget personlig ting, specielt når han selv vidste hvor meget, man egentlig kunne lære om et menneske, blot ved at heale dem. Altså sad han med sammenbidte tænder og prøvede ihærdigt på at slappe af i sine muskler for at gøre mandens job lettere. Største problem var selvfølgelig, at Nate ikke havde nogle fysiske skader at heale - jo, hans ømme muskler kunne måske heales, men hans udmattelse var udelukkende baseret på manglen af energi og overanstrengelsen ved selv samme mangel. Men han gjorde det for Luna. Lunas bekymrede og stædige blik ville ikke forsvinde, hvis han havde gjort alvor af at takke nej til en healer, havde han formået. Han formåede at give manden et fast håndtryk, og nikkede til ham. En form for gensidig respekt var der vel altid med folk i samme branche. "No need to 'sir' me," svarede han, og smilede varmt. "Sorry for the inconvenience and thank you for your patience, sir," tilføjede han, inden manden gik. Han pustede hastigt ud, og sendte et blik op i loftet, før han vendte hovedet mod de bekymrede blå øjne, som tilhørte Luna. Det var stadig kun langsomt ved at gå op for ham, hvor tæt på døden hun havde været. Hendes bekymring fik ham til at smile en smule opgivende, og han rystede på hovedet af hende. "Still here, am I not?" Svarede han, og lagde hovedet på skrå. "More importantly, how are you?" Han rakte ud efter hendes hånd, og smilede blidt. Det var godt at se at hun så godt ud på overfladen, men han ville sikre sig, at han havde brugt sine evner ordenligt, og ikke havde overset noget. Desuden nagede det ham en smule, at han kunne mærke så mange gamle sår på hendes krop. Hun var alt for ung til at have været igennem så meget smerte, og han kunne ikke lade være med at tænke på, om træningen med Keeva havde noget med det at gøre.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Man jan 02, 2017 9:17 pm

Luna rullede kort med øjnene om hans lille kommentar omkring Wave.
"You cannot make a fool out of yourself in front of Wave.. he just likes playing around making jokes - all the things Noah and I don't have time for really." Svarede hun med et skævt smil, imens hun drejede blikket om på ham.

Nok vidste hun energi ikke kom af healing, men hvis der var en chance for at det vil hjælpe - bare 5 % - så tog hun gerne chancen. Bedre hjælpe for meget end for lidt, i nogle tilfælde - eller noget. Det var underligt med alt det sir. Og alligevel var hun van til det. Luna sank let en klump.
"Yes you are." Svarede hun med et smil på læben. How are you? Smilet forsvandt hurtigt, som om facaden stak af fra hende uden hun nåede at tænke over det. Efterlod hende til at finde ud af, hvad hendes hjerte egentlig tænkte i stedet for hovedet. Hovedet havde arbejdet så meget siden hendes far døde - og det var ikke altid hun nåede at føle de ting hun følte ordenligt. Ikke før de ramte hende i hvert fald. Let åndede hun ud.
"I'm not okay.. but it will get better." Svarede hun ærligt, der var ingen grund til at lyve. Alting omkring hende skete med en fart, som ofte næsten blæste hende omkuld. Hvis det ikke var Keeva der slog luften ud af hende, så var det nogle der var utilfredse. Alt tog på hende, men ikke noget hun havde vist til nogen. Noah prøvede at få det ud af hende, men der var ingen steder at flygte hen. Han rakte ud efter hende og hun lagde let sin hånd henover hans så snart den var nået hende.
"I have to be okay you know.. people hate me enough as it is.." Hviskede hun lettere sammenbidt. Blikket blev slået væk fra ham, flovt måske.

Hun var udmærket klar over alle hendes problemer var samlet af måder hun havde håndteret alt forskellige måder.
"Normally I don't handle things like this very good.. I don't handle these things very good.. Guess that is why they hate me so much... you heard the rumors? About me killing my own father to be in command? Just because.. no one but me saw the bodies.. I were the only one .." Let bed hun sammen og sank en klump - holdt tårerne tilbage. "I were the only one covered in blood... but I couldn't.. I couldn't tell who did it.. If I did.. people might just attack us.. think we are weak.." Tilføjede hun og åndede lettere tungt ud, stemmen knækkede halvt om halvt over. Hvornår det sidst var hun havde fortalt nogle om sådan noget her? Det var aldrig sket. Hun havde aldrig fortalt det til en sjæl.
"I killed them.. for killing him.. the first two people I killed... by using the power I thought I should use for peace.. good.. all that is gone." Let flyttede hun de tåre fyldte øjne over på Nate. "I'm just a monster now.. and like a monster people hate me.. try to kill me.. How do someone handle stuff like this?" Det var ikke fordi hun regnede med han havde et svar, men hun havde brug for at komme ud med nogle ord. Lunas hænder fandt veje op foran hendes øjne, for Nate ikke skulle se hende alt for svag. Alligevej fandt hendes krop sig hen i Nates favn. Alle de ting på en enkelt gang der blev smidt i hovedet på hende. Alt det stress, frustration, sorg og ikke mindst chok.
"I'm sorry.. now its me who is making a fool out of myself.." Hviskede hun let ind imod hans brystkasse, stemmen stadigvæk tydelig forvrænget af gråden.

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Søn jan 08, 2017 11:08 am

”No, of course you’re not,” mumlede han for sig selv, og betragtede hende med rynkede øjenbryn og blide øjne. Han aede forsigtigt hendes hånd da de rørte hinanden. Forvirringen lagde sig kort over hans ansigt, før det gik op for ham, hvad hun snakkede om, og de forvirrede øjne ændrede sig til at blive sørgmodige. Han bandede tavst over aldrig rigtigt at have spurgt ind til hendes fars død. Måske var han gået ud fra at hun havde snakket med vejledere om det. Og sine brødre. Men havde han selv nogensinde sat sig ned og snakket om sine forældres død med sine søskende? Så absolut ikke. Måske mindede Luna mere om ham, end han havde troet.
Nathaniel havde selvfølgelig hørt om optøjerne i Highview – han havde healet en god portion af de tilskadekomne – og han vidste godt hvad det hele handlede om. Nu fornemmede han, at det måske var værre end det så ud, og han gav Lunas hånd et støttende klem.
”Not everyone will love you,” svarede han forsigtigt. ”The war is over. Some people can’t fall back and get used to their calm, routine-lifes, and apparently have the need to create drama. This is not just about you, Lu, it’s about people wanting change and then not wanting change when they finally get it.”

Nate rykkede tættere på hende. Han kunne mærke hvor stort det var, at hun stolede nok på ham, til at fortælle, hvad hun muligvis aldrig havde fortalt før. Det fik varmen i hans hjerte til at sprede sig ud til fingerspidserne, på trods af den knuste stemme han lyttede til. Det stak i hans mave at se hende så ked af det. Han kunne godt huske de rygter, nu han tænkte over det. Han havde slået det hele væk med en latter, af den tro, at Luna aldrig ville kunne tage et liv – og da slet ikke for bare at komme til magten. Men det var før han rigtigt havde snakket så meget med hende. Og nu, da han kendte hende bedre, havde rygterne slet ikke være noget, han havde tænkt over. Nok var hun i stand til at dræbe, tænkte han, men ikke i koldt blod og uden samvittighed, og ikke sin egen far.
Alt det der kom ud af hendes mund, alle de tøvende men på samme tid ustoppelige informationer, han fik kastet i hovedet, gjorde ham en smule svimmel. Hvis han havde det sådan, bare ved at høre det, kunne han slet ikke forstille sig, hvordan det måtte være at have levet dem.
”Oh, Lu,” mumlede han, ude af stand til selv at kæmpe imod sine tårer. ”You’re not a monster, don’t you see?” Hvor var det i grunden frustrerende at hun ikke kunne se sin egen skønhed og styrke, som han kunne, når han sad og betragtede hende. ”This is what makes you human. You couldn’t possibly handle any of this alone. No one could.”
Nate skubbede sig en smule tilbage, da hun begravede sig ind mod hans krop. Han lagde fast armene om hende, og løftede hende blidt op, så hun kunne sidde ved ham, mens han aede hendes ryg, og holdt hende ind mod sig.
Nate vippede forsigtigt hendes hoved opad, og tørrede blidt en tåre væk med sin tommelfinger. Han betragtede de knuste blå øjne foran sig med en varme og kærlighed, han ikke havde troet var muligt at mønstre over for andre end hans familie.
”You are,” startede han, med et blik så fyldt af ærlighed og blidhed, at intimiteten af det gjorde ham helt forlegen, ”the youngest leader we have ever had. Did you know that?” Han vippede hovedet lidt på skrå. The youngest. And you don’t have your parents to guide you.” Han kørte blidt en lok hår om bag hendes øre. Han kendte til hvordan det føltes at være den ældste. Selv uden Lunas ekstra pres for at være leder, var det hårdt at skulle være den ældste person i huset, specielt når der ikke var forældre, og Nate havde udelukkende respekt og beundring overfor at Luna på en eller anden måde havde formået at holde sig oppe på trods af presset fra alle sider, og ingen til at hjælpe med byrden. ”You’ve already been through more than the rest of us will in our entire lifetime, and yet you manage to actually stand tall in front of everyone. I have nothing but respect and admiration for you and the way you handle all of this.” Han vippede sit hoved ned, så hans pande støttede sig op af hendes.
”Just know that I’m here and I’m all ears if you need it. You can’t bear it all, Lu, and if I can take even just a little of the weight on your shoulders, I’d do it.”
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Søn jan 15, 2017 11:31 am

Det havde været for længe hun ikke havde snakket med nogle om de ting der gik hende på. Des gik det væk når der var nok at holde øje med, og træning var også med til at holde hende igang. Men denne nærdøds oplevelse gjorde hendes følelser lige nu hang på kanten af en ustabil klippe. Nate gav hendes hånd et klem, hvilket fik hende til at trække en anelse skævt på smilebåndet.
"Change never comes off easy I guess." Svarede hun ham. Luna stolede på ham, med hele hjertet. Hendes rådgivere ville sikkert ikke have hun skulle stole så meget på ham, men det gjorde hun. Af alle personer var han den hun åbnede op for. Hun havde ikke engang fortalt Noah omkring det - men han havde også nok at se til.

Selvom hun stolede voldsomt på Nate, så var det stadigvæk grænseoverskridende for hende. At fortælle en ting fra hendes synsvinkel, som krævede så meget følelse og så meget smerte. Rygterne var voldsomme, selv Charles havde sikkert tænkt tanken. Det havde næsten været tydeligt i hans blik. Der var altid noget at dømme hende på, mest af alt undrede det også folk - hvorfor det var Luna og ikke Noah som sad på lederposten. Der var ikke mange kvindelige ledere, hvis ikke kun to. Det var det sværer at finde respekten, men Luna prøvede hver eneste dag at gøre sit bedste. Strømmen af informationer fløj ud af hende, og hun havde ikke ligefrem tænkt over det - hjertet ville blot ud med dem. Det løftede allerede nok, og havde brug for at slippe noget af dødvægten. This is what makes you human. You couldn’t possibly handle any of this alone. No one could. Men det var hvad hun havde været, alene. Alene med tankerne, følelser - handlingerne. Det var ikke fordi, at hun ønskede mørket skulle være en del af hendes liv - men det var det. Og hun kunne ikke lede kun i lys, for at kende lyset måtte hun kende mørket.

Det gjorde hende mere tilpas at være så tæt på Nate. Armene omkring hende og blot sidde med ham - den bløde kærtegnelse henover ryggen på hende. Let som han vippede hendes hoved forsigtigt op og kunne se direkte ind i hendes sjæl. You are.....the youngest leader we have ever had. Did you know that? Let sank hun en klump. Det var aldrig noget hun havde tænkt over, eller undersøgt. Let sank hun en klump, og sendte ham et svagt smil. And you don’t have your parents to guide you. Let åndede hun lettere tungt ud. Der var ikke noget der kunne have forberedt Luna på alt dette, hendes forældre havde prøvet - men dengang var Luna ikke den Luna hun var lige nu. Dengang tænkte hun ikke på konsekvenserne på at følge sine egne instinkter indenfor fred - nu havde de instinkter fået problemer med sin egen slægt - fordi hun havde talt for meget med Aaron. Ikke noget hun så som en fejl, og hun måtte finde en måde at fikse det på. Den næste sætning han sagde, fik hende til at fryse kort fast. Det var ikke så tit hun hørte komplimenter på den måde, ikke direkte til hende. Gløden kom tilbage i øjnene, den varme glød og smilet kom tilbage på læberne. Nates pande imod hendes, det var fantastisk at få genvundet kontrollen over sig - og hjertet var lettet over byrden var delt. You can’t bear it all, Lu, and if I can take even just a little of the weight on your shoulders, I’d do it. Let sank hun en klump og lukkede øjnene. Byrden var tungt og vejede nok til næsten at fælde hende.
"Thank you.. I might take your word for it." Svarede hun velvidende om, at det kun ville blive mere ekstremt herfra.

Takumaras sov aldrig, specielt ikke når de var urolige. Luna kendte til metoder de kunne finde på at ville vælte hende på. Det havde hendes mor forklaret hende allerede i en alder af 12. Det var det sidste emne de nåede at snakke om før Aarons far havde sendt mænd afsted for at dræbe hende.
"When they find out that I'm still alive.. they will try something else.. There is something about a challenge, everyone can really say they wanna do it.. but with enough people - the combat will start.. and it will be a brutal one.. two rounds.. one without our powers and one with.." Hvorfor hun fortalte ham det nu, måske for at gøre ham klar på det. Hvis han havde hørt om det, ville han vide det var en kamp med kun vinderen der overlevede. "but its not something to worry about now." Tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder.. "Are you hungry?" Spurgte hun så for at flytte emnet hen på noget andet. Lunas hverdag var meget speciel, hvis det ikke handlede om kamp eller overlevelse - så om hvordan hun kunne gøre tingene bedre for Takumaras.


_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Lør feb 04, 2017 1:43 pm

Nate brød sig ikke om Aaron Crawford af mange forskellige grunde. Nate brød sig heller ikke om at Luna snakkede med Aaron Crawford. Faktisk var der meget lidt han brød sig om lige nu, fordi det tydeligvist kun havde resulteret i dårlige ting for Luna. Han kunne se nødvendigheden i at holde fred med Crawford slægten, han kunne se nødvendigheden i ikke at gå i krig med dem, men det betød ikke, at han nogensinde kunne se sig selv holde af slægten. Bortset fra Malia, selvfølgelig. Krigen og dens ar var trods alt ikke så gamle, så alle de horrible ting, som de to slægter havde gjort overfor hinanden, stod stadig brændt frisk ind i folks tanker. Det var en anden grund til at folk pludselig blev så sure, over at Luna og Aaron havde kontakt, vidste Nate. De var af en yngre generation, der ikke havde oplevet hvad der var sket under krigen, som deres forældres generation havde oplevet det - og derfor havde de 'for let ved at tilgive'.
"Especially not when you try to change peoples feelings," kommenterede han, og sendte hende et lidt undskyldende, skævt smil. Han vidste at hun gjorde det hele af godt hjerte, selvom han var lidt usikker på om resten af slægten ville sætte pris på det. "Alas, I'm not gonna leave your side until this all calms down a little."

Det var fantastisk, gik det op for ham, at se hvordan hans ord faktisk havde effekt. Det var så tit at folk ikke tog hans ord til sig, at fascinationen af hendes reaktion var overvældende. Hendes krop begyndte at slappe af i hans arme, panikken og sørgmodigheden i hendes øjne blev erstattet af hvad Nate gik ud fra var håb - så spændtes hendes krop igen, og Nate overvejede kort om han havde sagt noget forkert, da hendes læber vippede op i et smil, og gløden kom tilbage i hendes øjne. Synet fik ham automatisk til selv at smile, og den tyngende følelse i maven forsvandt som dug for solen. Og selvom han vidste at nu måske ikke var tidspunktet, eller at han måske burde tænke videre over det før han handlede, eller at hun måske blot havde behov for at sidde sådan her, handlede hans krop for ham, og han pressede blidt sine læber mod hendes. Det var ikke et kys med pres, ikke et krævende eller forlangende kys, og det varede ikke mere end et par sekunder, før han lænede sig tilbage, og betragtede hende igen.
I might take your word for it. Hendes stemme var stadig en smule sørgmodig, og han lagde let hovedet på skrå.
"You better," svarede han bestemt, og sendte hende et opmuntrende smil.

Nate hævede et øjenbryn af hende. Hundehvalpeøjnene og den nonchalante måde hun ligesom trak på skuldrene, og skubbede problemet fra sig, hang ikke sammen i hans hoved. Hun burde være bange. Hun var bange, selvfølgelig var hun det, men hun burde også vise det. Det gik op for ham hvor stor forskel der var på at vokse op vel vidende at man skulle blive leder, men også hvor meget det mindede om ham selv, når han var i nærheden af sine søskende.
"It is something to worry about now, Lu," mumlede han, og lagde lidt uforstående hovedet på skrå. "It's something to always worry about. Maybe I won't be here next time. Maybe Noah won't be here next time either." Bare tanken fik kuldegysningerne til at skyde op ad armene på ham. Realisationen af hvor heldige de havde været ramte ham som en knytnæve, og automatisk greb han fat i hendes hånd, som om følelsen af at have fysisk kontakt med hende, fik tanken om faren hun befandt sig i og havde befundet sig i til at gå væk.
"You have to tell people about this," mumlede han, og søgte hendes øjne, for at sikre sig at hans ord gik rent ind. "The world needs to know that this is something you won't tolerate." Han vidste godt at det måske var et pres, og i realiteten ville han gerne være personen der fortalte hendes rådgivere hvad der var sket, men han vidste, at det burde komme fra hendes egen mund. Ikke nu, selvfølgelig, men snarest muligt "If you know anything about who would do this, you'd tell me, right?"
Og selvom hendes pludselige skift af emne irriterede ham en smule, kunne han ikke lade være med at komme med en let, klukkende latter. Han rystede opgivende på hovedet, og betragtede hende med et skævt smil. "One thing you need to know about me, princess, is that I'm always hungry."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Luna
Admin
avatar

Titel : Administrator, Leder af The Takumaras
Antal indlæg : 194
Reputation : 15
Bosted : Fairlake District

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Ons feb 15, 2017 2:32 pm

Especially not when you try to change peoples feelings, let kneb hun øjnene en smule imens hun kiggede imod hans.
"I'm not trying to change peoples feelings." Svarede hun en anelse undrende. "I'm trying to do what is right for all of us." Tilføjede hun og sank en klump. I'm not gonna leave your side until this all calms down a little. Let pustede hun ud og sendte ham et svagt skævt smil.
"After today.. nothing is going to be quiet." Svarede hun en anelse håbløst. Alting var ved at falde fra hinanden, og hvordan skulle hun finde rundt i alt det her. Luna kendte trods alt til de regler der var når man var leder, og hun havde levet på kanten af dem hele sit liv. Prøvet at undgå ansvaret, men alligevel havde hun ikke givet det fra sig da det kom.


Måske prøvede hun på ikke at bekymre ham. Imorgen ville måske kunne være hendes sidste dag på denne grund, medmindre Keevas træning svigtede hende - men det burde den ikke. For Luna vidste, at hun godt kunne klare den. It is something to worry about now, Lu, Øjnene flakkede imod hans imens hun holdt vejret, prøvede at kæmpe for at finde en eller anden metode til at sige noget - som ikke var negativt. Den sidste sætning fik hende til at holde vejret; It's something to always worry about. Maybe I won't be here next time. Maybe Noah won't be here next time either. Let slog hun blikket ned og tog en dyb indånding før hun løftede blikket op.
"I know. If I can't save myself. Then I might be better of dead.. Don't you think. I'm not gonna go down without a fight.. and I will fight till I take my last breath. But you are right. I can't always have someone around me to save my ass." Svarede hun ham inden hun tog en dyb indånding. Ikke at Luna ønskede at dø, hun havde fået en forsmag af det - og det var ikke noget hun ønskede at komme tilbage til. You have to tell people about this, tanken om at folk skulle vide hun var endnu svagere end de først troede - gravede inden i hende. The world needs to know that this is something you won't tolerate. Luna tog en dyb indånding. "Th.. That is why. I'm gonna accept the challenge if it comes to it." Fight to the death. Luna så ham i øjnene. "And I'm gonna win." Tilføjede hun ganske overbevisende. Hvis hun ikke vandt, så ville alt det slid og træning være forgæves. De endeløse nætter, hvor hun næsten ikke havde haft mulighed for at trække vejret - fordi Keeva næsten havde tæsket luften ud af hende. Alt det ville være forgæves hvis hun tabte.

If you know anything about who would do this, you'd tell me, right? De blå øjne blev mildere end den alvor de havde haft, få sekunder efter. Hjernen blev sat igang.
"If would. If I was sure about who is was.. I mean.. there is so many people who could have done it. And my brain is working to figure it out.. but I will let you know If I get any clues." Svarede hun ham med et nik. "Something tells me I might find out very soon." Tilføjede hun efterfulgt af et mindre suk. Luna ville sende Lorenzo afsted for at finde ud af mere, nok var han hendes rådgiver - men også en som kendte byen ret godt. Plus hun ville ikke sætte Nate ud for at udspionere i byen - den rolle ville hun ikke påtvinge ham.

Nerverne var spændte, og det forklarede nok det pludselig emneskift. Hun havde brug for at slappe af, bare lige lidt. Om lidt ville virkeligheden sikkert banke på igen, og hun havde virkelig ikke mange af disse små øjne blikke - øjeblikke hvor hun blot kunne være Luna.
"Well then I think we should find some food." Svarede hun med et smil langt varmere end dem han havde set hele morgenen. "But first. I need to get out of this." Det indtørrede blod på tøjet ville nok ikke ligefrem komme på god fod med nogle af vagterne. Luna rejste sig fra sengen med ryggen mod Nate, imens hun elegant trak sin trøje over hovedet - og blottede ryggen for ham. Man kunne takke Noah for huden ikke bar et eneste ar - ikke et eneste tegn på kamp, men hvis man vidste bedre - havde hun kæmpet flere kampe end mange. Dog var der et, et fint lille ar - som fulgte det ene skulderblad ganske godt. Fantastien var mere magtfuld end viden, hvilket forklarede hvorfor at Luna ikke kunne få aret væk. For skaden bag det var langt værre end noget andet.
"You should know.. Just because I talk with Aaron.. doesn't mean that its because I don't know what its like to lose things to Crawfords." Sagde hun så og rejste sig fra sengen lidt efter. Hen til sit skab for at trække en ny trøje henover hovedet, før hun drejede sig om mod Aaron. "I lost my mother to them. So don't think I didn't lose anything to them. But I also know more about it then most people do." Tilføjede hun og sank en klump.
"Like.. why would the commander of another bloodline try to hurt someones family.." Let bed hun sig i læben og sank en klump. "I guess thinking that my father stole Romans daughter could be motivation for such a kill.. not that it's okay. But mr. Underwood took Romans daughter and made it look like it was my father. I had a talk with Aaron about his sister.." Hvorfor hun følte for at forklare sig var et mysterium, men måske ville hun blot gerne have ham på hendes side.
"I found mr. Underwood.. turned his eyes to ice.. crushed them and gave him to Aaron and Malia.. I don't wanna sacrifice justice over law." Lunas blå øjne hvilede imod Nate. Det var meget forskelligt hvad folk tænkte omkring sådanne situationer. Nogle kunne se igennem det og andre kunne ikke.
"But listen to me okay. I don't want to change your mind, I'm not gonna kill everyone or hurt everyone who doesn't agree with me. I'm going to listen, but you must trust everything I do.. is the best for our people. You don't have to agree.. just trust me."

_________________

She’s something odd and uncertain,

half of her was made of stars,
full of death and filled with light;

her other half was made of scars,
full of life and filled with darkness.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathaniel

avatar

Antal indlæg : 50
Reputation : 3
Bosted : Lilypad Village

IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    Fre jun 02, 2017 11:33 am

Nate hævede et øjenbryn med et blidt smil, og rystede let på hovedet. "At least half of our people - your people - hates the Crawfords. Just because the right thing would be to not hate them, doest mean people are willing to change their feelings just because you tell them to. Not even if you have good arguments, which I'm sure you have." Han lagde hovedet på skrå, mens han betragtede de blå øjne foran sig. "After all, it's much easier to hate and push away than to face reality and actually work with others." Det var logiske tanker, der kørte igennem stort set alle Takumara'er. Var de villige til at glemme hvad der skete under krigen? Sansynligvis ikke, og selvom det nok var det rigtige at gøre, og måske det rigtige at indse at begge parter havde forvoldet hinanden smerter, og at der nu var to ledere, der prøvede på at heale deres slægter og få noget bedre ud af dem, så tvivlede Nathaniel på, at det kunne lade sig gøre. Ikke endnu. Der var stadig for meget uro i riget, og krigen stod stadig frisk i alle familiers minder.

Han tanker blev afbrudt, og han rynkede utilfreds på øjenbrynene af hende. Hans hjerte hoppede et slag over, og han åbnede overrasket munden ved hendes ord. If I can't save myself, then I might be better of dead; Don't you think? Nate rystede hårdt på hovedet, vel vidende at hans kommentar havde slået tilbage på ham. Han havde ikke ment at hun ikke var værdig til at lede; han havde ikke ment at hun var svag. "No, no, no, no," mumlede han, og lagde bestemt en hånd på hendes. "Don't you dare ever say that again." Han mærkede en let vrede boble på sig. Ikke nok med at hun lige havde været ved at dø, var der en snert af, at hun faktisk havde dårlig samvittighed over næsten at være blevet dræbt. Som om det var uværdigt. "These people don't fight fair, Lu! Attacks like these are cowardly and frankly not something you can fight directly; please don't do anything stupid, to try to prove that you're better than them." Hans stemme fadede ud til en bedende mumlen.

Han betragtede hende med rynkede øjenbryn, mens han filosoferede over hendes svar. Noget sagde ham, at hun havde en idé, men stadig ikke var sikker på hvem der kunne have gjort det, og derfor holdt det for sig selv, i frygt for at skylde skylden på uskyldige. Han respekterede kraftigt hendes privatliv. Han nikkede tænksomt da hun nævnte mad. Tanken om noget at spise, fik ham til at indse hvor sulten han rent faktisk var, og hvor afkræftende dagen havde været. Vand og mad ville både få hans humør og hans kræfter i topform, tænkte han, og kunne kun smile let ved udsigten til at få lidt i maven.
Der skulle meget til at distrahere Nate fra mad. Og tanker om mad. Og udsigten til mad. Men alligevel var der ikke nogen spor af tanker om noget at spise, og hans hjerne føltes som om den gik i stå, da Luna tog trøjen af. Det var ikke fordi han aldrig havde set en bar ryg før. Det var ikke fordi han aldrig havde set en bar ryg på en pige før, men måden hun gjorde det på, fangede ham fuldstændig. Han blev ikke overfaldet af brændende begær eller vulgære tanker, men stirrede tavst i fascination på musklerne og den klare, næsten pletfri hud, der dækkede Lunas ryg. Og hun var smuk, tænkte han for sig selv, og elegant og stærk og smuk. Og smuk.
Nate sørgede for resolut at kigge over mod den lille bæk, da hun vendte sig om, og kiggede tilbage på hende da hun begyndte at tale, pinligt berørt over at have siddet og betragtet hende på sådan en intim måde.
”Mh?” mumlede han, og nikkede med rynkede øjenbryn, mens hans tanker samlede sig for at kunne fokusere på hvad Luna sagde. Fokusset blev hurtigt skarpt, da alvoren af hendes ord ramte ham. Han havde hørt mange historier om Lunas mor, men der havde altid været mange forskellige versioner, og Nathaniel havde altid prydet sig selv på ikke at falde for sladder. Alligevel var det en historie han altid havde fundet grusom. Alle versionerne af den. Han betragtede hende sørgmodigt.
”It’s not always in the hands of the commander – you know that,” mumlede han, og lagde hovedet på skrå, da han nævnte Roman og Romans datter. Nate havde først for nyligt fundet ud af hvem Malia var, og det havde været et stort chok for ham. Den dårlige samvittighed nagede ham stadig, for hvis han havde sagt noget, første gang han havde mødt hende ved Underwood-familien, kunne der måske have været meget mindre strid mellem de to klaner. Han rynkede øjenbrynene, og betragtede hende en smule overrasket. På den ene side mærkede han en stærk glæde over at Mr. Underwood have fået hvad han havde fortjent, på den anden var han skuffet over, at det havde været Luna og ikke ham selv, der havde gjort noget ved problemet. Ikke at Nate nogensinde havde kunne få sig selv til at fryse folks øjne og knuse dem – heller ikke selvom han havde haft kræfterne til det.
Et svagt smil spillede om hans læber, mens han betragtede de unge, blå øjne foran sig.
”I trust you, Lu,” svarede han. Det var en selvfølgelighed i hans hoved. ”It’s the others I don’t trust.”
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: I was here - Nathaniel    

Tilbage til toppen Go down
 
I was here - Nathaniel
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Highview City :: Fairlake District-
Gå til: