I do, or not. - Alexei.

Han betragtede hende, mens han lyttede til hendes ord. Hendes mor havde altså været en Adara. Det måtte have været en forfærdelig følelse at få taget sin mor fra sig på den måde, blot fordi hun ikke var en Redwood. Alexei var også vokset op uden en mor, men det havde trods alt været på grund af omstændigheder, der ikke kunne ændres. Nogle kvinder døde i barselssengen, det var desværre en fare ved at føde børn. Men Emelia havde ikke mistet sin mor af naturlige årsager. Hun var blevet revet fra hende, fordi slægterne ikke kunne eksistere sammen. Det gav derfor også kun mening, at hun selv ønskede at se slægterne leve sammen i fred. Det ønskede han ganske vist også selv, men hun havde en meget personlig grund til at være af den holdning.
Han kommenterede ikke på noget af det, men lod hende blot tale videre. Det var ikke svært at gætte, at Hr. Aurums nye ægteskab også var arrangeret, nej. Men altså, hvem ville dog også gifte sig med den mand, hvis de havde et andet valg. Specielt en kvinde på Nanjas alder, som burde kunne finde en husbond, der var tættere på hendes egen alder, end Hr. Aurum. En mand, som ikke havde børn på hendes alder eller endda ældre. Hvilket også gjorde det mærkeligt for børnene, så han kunne da såmænd godt forstå, hvorfor Emelia måske havde lidt svært ved at acceptere en stedmor, som var på hendes egen alder. Han nikkede, men bød ikke ind med noget endnu, da hun ikke var færdig med at fortælle om sig selv.
Hun gik fra at tale om sin familie til sit syn på deres slægt. Han tænkte tilbage på, hvad hun var gået igennem med sin mor, allerede i en så ung alder. Endnu en gang tænkte han, at det kun gav god mening, at hun var af den holdning. Og endelig åbnede han munden.
"Jeg er ked af at høre om din mor. Jeg er selv vokset op uden en mor, så jeg ved hvor svært det er. Specielt når man har en far, der ikke er godt for noget." Han rystede svagt på hovedet. På de to punkter, mindede deres opvækst egentlig meget om hinanden. Han havde bare været enebarn og faren havde aldrig fundet en ny kone. Desuden var han død for mange år siden, så Alexei havde ikke levet under hans tortur indtil nu. "Jeg vil bestemt ikke kalde dem 'skøre indfald'. Det er kun fornuftigt at sætte spørgsmålstegn ved verden omkring én. Jeg ville ønske, at flere folk tænkte på den måde." Og ikke kun Redwoods. Deres slægt havde ikke behandlet de andre slægter godt, men det var de nu ikke ene om. Faktisk, havde alle slægterne behandlet hinanden dårligt. Noget, som Alexei inderligt gerne så stoppet. Det måtte være muligt at leve sammen i harmoni.

Hun var overrasket over hvor opmærksomt han lod til at lytte til hende, hun var van til at blive afbrudt til diverse lejligheder og få fortalt en eller anden andens persons historie eller lignende indfald. Hun smilede varmt og ligeledes overrasket over at han ikke fandt hendes skøre indfald så skøre endda. Måske der var håb for at slægterne en dag kunne finde sammen til en fredelig harmonisk hverdag? Men hvad ville det ikke kræve? Undskyldninger fra flere sider, så meget var hun sikker på. Men hvor mange ville undskylde? Og så især for noget som deres forfædre havde gjort, ikke mange tænkte hun dystert. Hendes hjerte følte med Alexei da han nævnte hans forældre. Så han havde ligeledes mistet sin mor, og en far som ikke duede til noget godt. På sin vis kunne Emelia snildt forestille sig sådan en far. Hendes egen far var ganske vidst et giftig element og havde været det igennem hele hendes liv, men hans navn bragte dog en del tryghed til familien, der var aldrig nogen som havde antastet hende, eller kommet med upassende bemærkninger. Hun vidste at andre ikke var lige så heldige. " Det gør mig ondt at høre." sagde hun medfølende og klappede venligt hans ene hånd. " Måske en dag i fremtiden at folk vil være mere åbne for det? Måske på vores børn eller børnebørns tid vil folk være stoppet med at tænke i deres sædvanlige baner. Men det vil kræve arbejde fra alle slægterne, og undskyldninger for det vores forfædre har gjort, og måske de fleste slægts ledere eller i hvert fald de ældste fra slægterne føler sig for stolte til at give sådan en undskyldning." sagde hun tankefuldt. Det var spændende at kunne diskuterer det med ham på denne måde, uden at blive mødt med et fordømmende blik eller et bedrevidende smil. Men i stedet at kunne diskuterer det med ham, som var det en hverdags samtale.

Alexei var altid en opmærksom lytter. Selv, når folk ikke talte til ham, lyttede han opmærksomt til sine omgivelser og sugede alle de informationer til sig, som han kunne. Det var naturligvis fordelagtigt at vide så meget, som muligt, når man var i en magtposition. Viden var magt. Så han havde i mange år lært at suge alt til sig. Hvilket kun gjorde ham til en god lytter. Folk syntes naturligt at åbne op til ham, da han lyttede og forsøgte at rådgive efter bedste evne. Der var dog nogle emner, som han bedre kunne rådgive i, end andre. Han havde ikke erfaring med kærlighed, men havde rigeligt erfaring med begær, så det var lidt to sider af den samme mønt, hvorpå han kun kunne rådgive ordentligt om halvdelen.
Da hun klappede hans ene hånd, skævede han kort ned til den med et lille smil. Et lille smil, der også blev vendt mod hendes blik, så hun kunne se, at han værdsatte hendes ord. Den uskyldige berøring gjorde også, at hendes ord føltes mere oprigtige end sådanne ord ofte kunne være. Specielt hvis man hørte dem mange gange, begyndte de så småt at miste betydningen lidt. Nogle folk sagde også ofte den slags per automatik, snarere end nogen dybfølt mening. Han nikkede sammen med det lille smil. "Tak."
Han lyttede til hendes ord med en tænksom mine i ansigtet. Det var selvfølgelig ikke sige, da han personligt ikke kendte nogen, som kunne forudse fremtiden, men han håbede da så sandelig inderligt, at det kunne lykkes. Han ville ønske, at han ville leve til at se en tid med absolut fred blandt slægterne, men han kunne ikke vide sig sikker på dette. Men det behøvede heller ikke at ske i hans levetid, så længe der var en udsigt til, at det nok skulle ske engang i fremtiden. Om end hurtigst muligt naturligvis ville være at foretrække. "Desværre har du nok ret i, at mange slægtsledere ikke vil kunne få sig selv til at udstede undskyldninger for fortiden, men vi kan jo kun håbe på det bedste. Håbe på, at vi kan lære vores børn en accept og tolerance, som vores forældre ikke har lært os, men vi har måtte finde selv." Han trak lidt på skuldrene og fandt et let smil frem. Håb var magtfuldt, så det gjorde aldrig noget at håbe.

" Vi kan håbe, og hvis muligt forsøge at bane vejen for dem så godt som muligt. " sagde hun tankefuldt, og så ud omkring dem. Der var ved at være stille men man kunne stadigvæk høre den dæmpede snakken fra købstaderne et stykke derfra.

" Jeg beklager at min far kom med hans forslag. Han har ikke altid føling med tingene. Men jeg er nu glad for at du kom, det gav mig muligheden for at møde dig, og det har været en fornøjelse at møde dig Alexei" smilede hun varmt.

Alexei nikkede med et diskret smil på læben. "Ja, lige præcis." Hans blik gled mod hende, som hun så rundt omkring. Hun havde et smukt ansigt, som på en eller anden måde både udstrålede uskyld og en indre styrke. Hendes ydre kunne såmænd sagtens fange hans opmærksomhed i sig selv, men hendes indre var endnu bedre i stand til dette. Det var meget nemmere at finde kvinder, der var smukke udvendigt, end kvinder, der var smukke indvendigt. Derfor ønskede han også at holde fast i hende. Han havde ikke nogen intentioner om at have det samme forhold til hende, som han sædvanligvis havde med unge, smukke kvinder. Det ville heller ikke være passende, efter at have afvist et ægteskab med hende, selv hvis han ikke ønskede at dyrke et venskab med hende.

Han lyttede til hendes næste ord og lod hendes varme smil reflektere over hans egne læber ligeså. "Du har intet at beklage. Det var et smigrende forslag." Han sendte hende et af sine mest charmerende smil. "Jeg er også glad for, at jeg kom. Fornøjelsen er min, Emelia." Han tog blidt hendes hånd og gav håndryggen et let kys. "Jeg håber, at jeg kan få lov at have fornøjelsen igen, i den ikke alt for fjerne fremtid."

Hun nikkede med et muntert smil " Jeg vil se frem til det Alexei. Men nu må jeg desværre forlade dit selskab. Jeg har en fars ego der skal plejes" grinede hun skælmsk inden hun rejste sig fra bænken og vinkede farvel til ham inden hun begav sig tilbage til huset, hvor hun hørte hendes fars halv hidsige stemme som diskuterrede med hendes stedmor.

Hun sukkede tungt og vendte sig en sidste gang mod solen, og nød dens varme stråler inden hun gik tilbage ind i huset.

Han nikkede lidt dystert. Han ville ønske, at hun ikke var nødt til at gå tilbage ind til den mand. Hr. Aurum var tydeligvis ikke en særlig rar eller åbensindet person. Alexei havde aldrig synderligt brudt sig om snæversynede mennesker og Emelias far var ingen undtagelse. Han havde indtil videre ikke givet ham den mindste grund til at bryde sig om ham, og virkede heller ikke til at ændre på dette i fremtiden. "Held og lykke, Emelia." Han sendte hende et diskret smil og besvarede hendes vink med et lignende. Han betragtede hende derefter, som hun bevægede sig tilbage mod familiens hus. Da hun var ude af syne og kommet hjem, begav han sig selv hjemad.

// Out //