Dreams and Deliberations - Alexei (xxx)

Fundamentet var som revet op og rusket rundt. Ligeså magisk som det kunne forekomme at starte forfra et nyt sted – og lære at sove, spise og leve igen - ligeså skræmmende var det også. Sengen var blød, men natteskyggerne lange. Beklædningen yndefuld, men et smagt præg af fragmenteret og kun-næsten fravasket parfume. Fortidens spøgelser hang måske ikke så tungt i luften på hjemmet, som man ellers kunne forvente, men når man vidste at man aldrig kunne være hjemme et sted som dette, hvordan skulle man så ’føle sig hjemme’?
Det var sandt, hvad Alexei havde sagt. Hvad-end gæsten kunne tænke sig, skulle hun få. Den unge kvinde spurgte dog ikke. Hun forsøgte, bedst muligt, at agere selvstændigt, velvidende om at mere pressende sager burde kræve hendes beskytters opmærksomhed.

Der var snart gået en uge under det velkendte tag. En uge, spenderet med flere overvejelser og målsætninger end et helt år i Aurum-husholdningen havde skænket hende. Det havde været vigtigt for den slægtsløse kvinde, med de store øjne og det lange lyse hår, ikke bare at læne sig tilbage og nyde den velplejede tilstand. Uanset hvor mange bade hun tog, vaskede hun jo aldrig slavetatoveringen af. Desuden gav det varme vand hende blot mere på samvittigheden, sådan som det tillod hendes krop at slappe af.

Endelig havde alligevel hun motivationen til at bevæge sig, frem for at leve en fastlåst eksistens. Hun måtte gøre det for Kongen. For manden, hvis dør hun havde haft lyst at banke på, hver gang et mareridt – eller et ondt minde – havde hjemsøgt hende i nattens lange timer.

Hun havde haft et ’hjem’ i Groundstone for nogle år siden. En faldefærdig klinik, hvor hun havde fundet en ironisk tryghed i slumkvarterets stillestående eksistens. Elendighed var ikke flygtigt – det var konstant. Der kunne hun være nyttig. Det var derfor med et ønske om at anmode om at besøge kvarteret den kommende morgen, at Elena endelig hævede en bleg hånd mod døren til Alexeis værelse, på den syvende dag. Håret hang løst og nyvasket over de smalle skuldre, og der var en målrettethed i udtrykket i de blågrønne øjne.

Der var nu gået en uge, siden Emelia var kommet til ham, for at få hjælp til Elena. Dette betød også, at Elena havde boet i Alexeis familiepalæ i en uge. Alexei havde ikke sovet i paladset en eneste af de nætter. Han kunne nok ikke fortsætte med at tage hjem og sove hver aften, for så at møde op på paladset næste morgen eller formiddag, men han kunne heller ikke stoppe med det helt endnu. Han var nødt til at sikre sig, at Elena var tryg nok ved at være alene i hjemmet – med vagter til at bevogte indgangene, så han også følte sig mere tryg ved at forlade hende – inden han stoppede med at sove der. Og han kunne heller ikke blive fuldkommen væk. Men han kunne godt trappe ned i antallet af dage, hvor han sov hjemme i palæet. På et tidspunkt.

Som situationen var lige nu, ville han næsten heller ikke kunne undgå at skabe rygter. Han ville naturligvis ikke selv starte rygterne, men når kongen sov andetsteds end paladset hver nat, måtte rygternes ild begynde at brænde rimelig kraftigt. Han kunne allerede høre det mest sandsynlige for sig; kongen havde en elsker udenfor paladset, som han besøgte hver nat. Og selv, hvis dette ikke var det rygte, som ville cirkulere, ville der nok være noget andet. Måske, at han stak af fra paladset ved hver chance han fik, fordi han ikke kunne håndtere presset fra titlen som konge. Hvis han kunne komme på to mulige rygter på ingen tid, ville andre i hvert fald helt sikkert kunne gøre det samme. Og det ville ikke ligefrem gavne hans stadig relativt nye position i samfundet. Og selvom de optimale tjenestefolk og vagter ikke diskuterede kongens kommen og gåen eller satte spørgsmål ved denne, var han bestemt ikke naiv. Han vidste godt, at tjenestefolk havde en tendens til at sladre hinanden imellem. Det havde de fleste folk sådan set. Alle var altid så nysgerrige, når det angik alle andre. Det var ganske forfærdeligt, efter hans mening. Han havde ikke behov for at kende til alle mulige detaljer om folks privatliv, med mindre det angik fjender eller venner – og selv da krævede han bestemt ikke detaljer, han lyttede blot til hvad end, de valgte at dele med ham.

En bankelyd lød på døren til Alexeis værelse, hvilket fik ham til at løfte øjnene fra bogen i sine hænder. Han kunne have taget sig af en helt masse royale pligter, selv derhjemme fra, men han havde besluttet sig for at tage en lille pause fra alt det og prøve at afstresse med en god bog i stedet.
"Kom ind," sagde han højt nok til at nå den anden side af døren, mens han lagde bogen ved siden af sig, på sengebordet. Han sad op ad sengegærdet med et par puder i ryggen og nakken. Mens han ventede på, at døren åbnede sig, svang han benene ud over siden på sengen og rejste sig fra sengen. Han bevægede sig derhenad, som døren åbnede sig.

Den lyse hånd sænkede sig langsomt fra dørens hårde materiale, som hun afventede respons fra dens anden side. Det slog hende, netop i det korte sekund, at det måske var for… intimt, at forstyrre ham på dette tidspunktet af døgnets lange timer. Alexeis pligter og position gav hende, på den anden side, ikke mange andre rige muligheder. Positionen trak ham mod paladset, men tilbage ved mørkets frembrud. Det var her, han var til rådighed for hende, men hun havde ikke indfriet mange af øjeblikkene. Han havde jovist set til hende, sørget for at hun havde det godt, var ved godt mod og havde det hun behøvede, men hun havde ikke forsøgt at trække samtalerne ud. Intentionelt, havde hun nok forsøgt ikke at være en belastning for ham, selvom Alexei nok omgående ville ryste på hovedet og fortælle hende at det ikke gjorde spor… Det kunne ligne ham… Elena vidste dog, på den anden side, at det snart måtte gå op for dem begge, at der skulle sås en ny grænse mellem deres personlige forhold, og de brikker der ikke passede sammen – dem der tvang deres skæbner fra hinanden. Derfor var det først nu – den syvende aften – at hun bankede på hans dør. Den syvende aften, men den første hvor hun henvendte sig til ham, som han havde påpeget at hun altid skulle være velkommen til at gøre.

Måske kunne det vente. Måske kunne hun blive længere… Elenas overvejelser havde været ligeså mangfoldige, som de havde været lette at skubbe ad vejen med rationaliseringer. Først da hun havde passeret en ung tjenestepige dagen før, havde det lykkedes hende at overbevise sig selv om at hun ikke kunne blive for evigt. Tjenestefolkene var her af egen fri vilje, modsat den position hun personligt havde været i engang. De var glade og velbehandlede. Elena var dog ikke bekendt med at skelne mod dem der kastede blikket ned i respekt, som tjenestepigen gjorde da hun gik forbi ’Kongens gæst’, med nedværdighed. Hun havde trods alt altid selv kastet blikket mod gulvet for at beskytte sig selv – overbevist om at hun var mindre værd. Mødet på korridoren havde givet hende en knude i brystet som var svær at vriste fri. Desuden havde den gjort hende opmærksom på, at de møbler hun ofte rørte med sine blege fingre, og den fine børste hun havde brugt til at redde alle knuderne ud af det lyse hår, ikke tilhørte hende, eller hendes verden.

Noget andet havde dog også vakt hendes opmærksomhed. Først var der faktummet at ingen stillede spørgsmålstegn ved hendes væren i palæet… Dernæst var der den tysse hvisken hun havde fornemmet blandt tjenestefolkene, der trods de havde en respekt for Alexei, heller ikke virkede overraskede over det kvindelige besøg. Det der overraskede dem, lod åbenbart til at være at det var den samme kvinde. Måske læste hun ind i det, fortalte hun sig selv, men det kunne forklare den svagt-hængende duft af parfume i tøjet. Hun kunne ikke blive her. Hun kunne heller ikke dømme ham for noget – det var ikke hendes ret, og hun var udmærket klar over at rygter kunne farves mørke og klæbrige af læberne hvorfra de flød. Hun vidste dog at for kongens skyld, såvel som sin egen, var det bedst at stoppe mens legen var god. For hun mærkede en tyngde over netop dette ene aspekt af Alexeis frihed. Det var nærmest… jalousi..?

Hun trak en smule luft ind mellem de buttede læber, før hun trykkede dørhåndtaget ned. Øjnene ramte den velkendte mands skikkelse som han havde rejst sig op fra sengen og lagt en bog fra sig i bevægelsen. Hun havde haft bøger i sin klinik i Groundstone, såvel som hjemmet i undergrunden, men havde måtte tyde beskrivelser ud fra illustrationer og de enkelte ord hun visuelt vidste hvordan så ud. Engang havde hun sendt et brev til Alexei, da han endnu ikke vidste hvem hun var. Brevet var skrevet af en anden kvinde. En slægtsløs der ikke kunne læse og skrive… Deres verdener var milevidt fra hinanden, og hun kunne ikke engang finde ud af at distrahere sig selv gennem bøgernes verden.

”Undskyld. Jeg ved at det er et ubelejligt tidspunkt,” bemærkede hun, som hun trak cardiganen tættere omkring sin skikkelse og trådte ind i rummet. Døren blev kun skubbet på klem med foden. Hun skyndte sig dog med at fortsætte med at tale, så Alexei ikke blødte hende op for hurtigt med sine sædvanlige bemærkninger om at hun bestemt ikke var til besvær.

”Jeg vil gerne tale med dig om… det næste skridt jeg må tage,” Hun fugtede læberne en smule og kastede et flygtigt blik rundt i rummet. Det landede dog på Alexei, eftersom hun havde sat sig for at være forholdsvis målrettet. Hun sendte ham et blidt og venligsindet smil.
”Jeg tror det er bedst at jeg ikke bliver her længe endnu. Jeg… Du har allerede været utrolig gæstfri, men jeg tror det er på tide at jeg vender til Groundstone, hvor jeg kan være til mere nytte,” Området var ikke det sikreste i byen – det var en slum, men hun havde eksisteret der. Eksisteret, i en form for tilfredshed med mønstret dagen antog. Faren havde altid ligget i at være i områder udenfor både undergrunden og Groundstone, havde hun erfaret. Områder hvor hun ikke… passede ind. ”Det var mit hjem for nogle år tilbage. Det kan det blive igen.” tilføjede hun.

I mange år efterhånden havde Alexei været personligt bekendt med det modsatte køn. Han havde aldrig været i et forhold, der var bygget på kærlighed og loyalitet. Det tætteste han nogensinde var kommet på dette, var hans ikke-eksklusive forhold til sin veninde, Kassandra, som i virkeligheden bare havde været en måde, hvorpå de begge kunne få tilfredsstillet nogle basale behov. Det havde bestemt ikke været et forhold i den traditionelle opfattelse af ordet. Deres arrangement havde varet i et par måneder, men det var begrænset, hvor ofte de overhovedet havde fået udnyttet det i den tid, da de jo kom fra to vidt forskellige landsdele og slægter. Deres venskab havde udviklet sig over denne tid og var blevet tættere i den forstand, at han var begyndt at holde en del af hende og bekymre sig for hende mere end før arrangementet. Men disse følelser var udelukkende platoniske, på trods af deres fysiske udskejelser. Ingen af dem havde været følelsesmæssigt tilgængelige på daværende tidspunkt. Alexei grundet sin egen generelle aflukkede holdning til kærlighed og nærvær og det faktum, at han stadig havde været alt for langt ude psykisk, til at påbegynde noget romantisk – hvilket han først var begyndt at bemærke en lille ændring i over det seneste års tid. Kassandras følelsesmæssige utilgængelighed havde dog været af en anden grund; hun havde haft en anden i tankerne under hele deres tid 'sammen'. Dette havde Alexei dog hele tiden haft en kraftig mistanke om, men havde ikke sagt noget til eller om det, fordi det ikke generede ham og ikke var hans sag. Han havde ikke for vane at snage i folks sager og den situation havde ikke været nogen undtagelse.
Deres arrangement var dog endt rimelig pludseligt, da Kassandra havde ment det var på tide, og desværre havde det ikke været et kønt sidste møde. Han havde talt over sig og indrømmet kendskab til Kassandras affære med den daværende konge, Alexeis tætte ven, Charles Redwood. Kassandra havde fejlagtigt forstået hans ord som en trussel og havde brugt sine evner mod ham. Det var dog først da han havde gengældt dette ved brug af sine evner til at manipulere hendes vrede, at det var blevet en passioneret kamp mellem to stærke viljer. I sidste ende var denne passion og vrede endt ud i et sidste møde mellem de to kroppe, der var blevet så velkendte for dem begge. Efter dette havde han ikke set hende længe og nu var deres to slægter ikke længere allierede, hvilket kun skabte endnu flere komplikationer for deres venskab.

Men Kassandra havde bestemt ikke været hans eneste 'affære'. Det havde uden tvivl været den længstvarende, men langt fra den eneste. Han havde ofte nydt smukke kvinders selskab, men sjældent mere end højst et par gange med den samme kvinde. Han havde jo aldrig været interesseret i et forhold og havde også altid sørget for at gøre dette klart, selvom han altid behandlede kvinder – og mænd for den sags skyld – med respekt. Det sidste han ville, var at give dem falske forhåbninger. Hvilket også var grunden til, at hans kvindebesøg havde taget et dramatisk styrtdyk, siden han trådte ind i sin nye stilling som konge. Han havde erfaret, at seksuelle partnere til konger havde det med at blive mere knyttede og få alle mulige forhåbninger i gang. Om muligt foretrak han derfor helt at være sammen med kvinder, der ikke kendte til hans sande identitet, men den mulighed blev mindre og mindre for hver dag han bar titlen. Hans ansigt ville kun blive bedre og bedre kendt blandt folket, som tiden skred frem.

Dette var måske netop også grunden til, at han blev mere og mere åben for tanken om én kvinde. Der var selvfølgelig også en del pres på ham, om at finde en dronning, men Charles var gået i graven som enlig konge og Alexei nægtede at lade sig tvinge ud i et uønsket ægteskab. Han havde jo også takket nej til Emelias fars forslag om ægteskab, hvilket endda havde været før hans kongetitel. Og dette var ikke fordi han ikke brød sig om Emelia, som med tiden var blevet en værdsat veninde, men fordi han ikke ville giftes, med mindre kærlighed var årsagen. Det var måske for meget at håbe på i hans situation, men under alle omstændigheder var det en beslutning han stod fast ved. Og han havde endnu ikke mødt en kvinde, som han kunne se sig selv dele resten af sit liv med. I så fald var han i hvert fald endnu ikke klar over det.

Han skulle ganske rigtigt netop til at forsikre hende om, at hun aldrig kunne ubelejlige ham, da hun hastigt fortsatte med at tale og dermed ikke tillod ham at åbne munden. Da han havde lyttet til de næste ord, rynkede han en smule på panden. Han brød sig bestemt ikke om at lade hende ude af syne. Tanken om, at hun skulle befinde sig et andet sted end indenfor disse sikre rammer, skræmte ærligt talt livet af ham – en mand, som aldrig lod sig skræmme. Han var sikker på, at bekymringen stod klar i sine øjne. Da hun var helt færdig med at tale, tog han en dyb indånding og åndede lidt tungt ud, inden han åbnede munden.
"Jeg har frygtet denne samtale, siden du først ankom…" Han lukkede øjnene et øjeblik og rystede svagt på hovedet. Så åbnede han dem igen og sendte hende et lille smil, mens han bevægede sig tilbage mod sengens ene side og gestikulerede mod den anden side med sin hånd. "Sæt dig ned og lad os tale om det." Han skubbede den akavede følelse i sin underbevidsthed væk, som mindede ham om, at de før havde befundet sig på en seng i færd med noget helt andet.

// Jeg beklager så meget den absurde ventetid - tiden er ærligt talt gået så hurtigt, at jeg ikke engang havde opdaget hvor lang den egentlig har været før nu! :-( <3 //

Elena havde plapret løs. Nærmest for at forhindre indvendinger både fra manden med de gyldne øjne, såvel som fra sig selv. Både i Undergrunden og til Lysfesten havde hun tilladt sig, at være umådelig selvisk omkring hendes beskytter: Manden der fik hende til at føle sig som langt mere end blot en forkastelig brik i et stort, politisk puslespil. Ved deres forhenværende møder, havde hun sluppet tøjlerne om sig selv, båret både metaforiske og fysiske masker og tilladt sig at smide mere brænde på den unægtelige tiltrækning hun havde til ham. Hendes egen ulmende seksualitet skræmte hende, og hun var sikker på at hun umuligt kunne tillade sig at blive et sted, hvor hun havde så meget lyst til at opsøge ham og være i hans nærhed... Ikke når kløften mellem deres positioner i samfundet var blevet så dyb, at man ikke længere kunne ane bunden.

Det var utrolig svært at tvinge ordene over læberne, men hun gjorde det med en målrettethed, så hun ikke kunne nå at komme på grunde til at hun kunne blive hos ham. Det var dog stadig rimelig udfordrende, når han så sådan på hende... Med bekymring i blikket. Alexei ofrede meget med sin gæstfrihed. Nok havde han ikke nævnt noget om det overfor Elena, men hans rejsen frem-og-tilbage måtte tage hårdt på ham. Han var en konge nu. Hun var uden slægt og familie. Derfor måtte hun vel slå rod et sted, hvor hun ikke stak ud som en torn på en tulipan.

Da hun havde talt færdigt, føltes lungerne næsten lidt ru. Som havde hun ikke trukket vejret gennem det hele. Hun var også temmelig sikker på, at hun havde pillet ved en af de lyse lokker, at dømme på hvor spaltet én var blevet i spidsen. Men nu var det sagt... Og med store, slægtsløse øjne betragtede hun det svage smil i hans mundvige, som hun gengældte med sit eget.
Som anvist, tog hun forsigtigt plads på sengen. Den duftede af ham, registrerede hun. Faktisk, kunne hun ikke helt slippe ideen om at det var her han sov. Så tæt på der hvor hun lå søvnløs om natten, fordi fristelser og bekymringer evigt var i kamp. Cardiganen trak hun tættere omkring sig, for at gemme natkjolen mere af vejen.

”Du ved bedre end mig, at jeg ikke kan blive her evigt,” Fik hun blidt sagt, før blikket gled over hans udtryksfulde ansigt og de stærke træk der markerede kæben. Hun pillede lidt ved en af blonderne på natkjolen, for at aktivere de rastløse fingre.

”Jeg havde en klinik i Groundstone. Jeg... Helbredte folk.” Professionen havde nu også været farlig. Det var ikke alle der tog imod hendes hjælp med kyshånd, selvom det kunne være et spørgsmål mellem liv eller død.

//Ej, men det er helt i orden <3 Et under af jeg kiggede forbi her i karantæne-tiden <3//

Den sidste uges tid havde Alexei fået endnu mindre søvn end normalt. Han havde utrolig svært ved at falde til ro med Elena i værelset ved siden af. Det plagede ham mere, end han var villig til at indrømme, at vide at hun befandt sig blot nogle få meter væk. Godt nok var hun gemt bag en væg, men han syntes alligevel at kunne mærke hendes nærvær. Det sitrede i hele hans krop ved tanken om hende så tæt på, i en seng, iført sparsomme natkjoler. Han lå i flere timer hver aften/nat og vendte og drejede sig, mens han forsøgte at fortrænge billederne, der konstant prøvede at trænge igennem. Billeder af, hvor nemt det ville være for ham at banke på hendes dør og tage hende med storm. Billeder af deres møde i undergrunden, hvor han havde kørt sine hænder og læber over hendes bløde krop. Hvor han havde været så uendeligt tæt på at begrave sig i hende. Han kunne ikke stoppe sig selv i at se grafiske billeder af, hvordan den aften kunne være endt, hvis han ikke havde genkendt hende i sidste øjeblik. Alle disse billeder gjorde det umuligt for ham at falde i søvn, og når han endelig gjorde, vågnede han stakåndet og spændt i hele kroppen, fordi selvsamme billeder hjemsøgte hans drømme.

Han ville generelt mene, at han havde udviklet sig til en viljestærk mand, men tilsyneladende ikke når det gjaldt hans tiltrækkelse til Elena. Den eneste kvinde, som han absolut ikke ønskede at være tiltrukket af. Han blev ved med at føle, at hans følelser for hende var urene og besmudsede hans gode intentioner om at beskytte og tage sig af hende. Han frygtede, at han ikke kunne blive ved med at holde sine mere urene tanker i snor, og at han endnu en gang ville fejle i at holde sig fra hende. Og han havde følt sig som et monster efter de sidste to gange, hvor han havde sluppet sine hæmninger og kysset hende, rørt hende. I hans optik havde han udnyttet hende, og hun havde været offer for hans tilnærmelser - noget som gik stik imod hans natur. Han havde aldrig tvunget sig på nogen før, men han kunne ikke lade være med at føle, at det var netop hvad han havde gjort med hende. Det var slet ikke faldet ham ind, at tiltrækningen han følte kunne være gensidig, og at hun måske kæmpede med den lige så meget, som han gjorde.

Som hun satte sig i hans seng, begyndte de sædvanlige billeder at køre i hans hoved, og han måtte bide tænderne lidt sammen og tvinge dem i baggrunden, før han så hende åbne munden. Han lukkede øjnene ved hendes ord og tog en indånding. Selvom hendes nærvær forårsagede flere frustrationer end han nogensinde havde haft, var tanken om ikke at have hende nær så meget værre. Hvordan skulle han nogensinde lade hende gå, når hun betød så ufattelig meget for ham? Han kunne ikke engang forstå dybderne af sine følelser for hende endnu.

Han åbnede atter øjnene, og så hende ind i hendes. "Jeg ønsker for dig, alt hvad du drømmer om. Hvis det er at genoptage dit beundrelsesværdige arbejde i Groundstone-klinikken, vil jeg gøre mit bedste for at undertrykke mine egne reservationer og bekymringer. Jeg vil sørge for, at du er beskyttet dér." Han sagde det med et roligt toneleje, selvom tanken gjorde ham alt andet end rolig. Og så rynkede han på panden med et melankolsk udtryk i sine øjne. "Men jeg kan ikke miste dig igen. Jeg tror ikke, at jeg vil overleve det én gang til." Han mærkede sine øjne blive en smule fugtige bare ved tanken. "Du er den eneste person, som jeg nogensinde virkelig har elsket." Han indså, at det var første gang, han havde sagt det højt. Han var god til mange ting, men var afstumpet, når det gjaldt sine egne følelser. Men nu havde han sagt det, og han kunne ikke lade være med at føle sig en smule lettet. Han rykkede sig tættere på hende og rakte ud efter hendes hænder, der pillede ved natkjolen. Han greb begge hendes hænder i sine egne og så hende dybt ind i øjnene. "Jeg elsker dig, Elena," sagde han så med en sikker stemme. Hun skulle ikke være i tvivl om, hvor meget hun betød for ham. Men måske var han stadig selv i tvivl om dette. Måske havde hans kærlighed til hende ændret sig efter deres møder som voksne mennesker. Måske havde han haft så travlt med at kæmpe med undertrykkelsen af sine fysiske lyster, at han slet ikke havde haft tid til at spekulere over det ændrede følelsesmæssige aspekt af sit forhold til hende.

// Jeg beklager virkelig, at jeg har været væk i hundrede år, men fik af en eller anden grund lyst til at læse vores emner i går, og så skrev jeg et svar - så jeg ved ikke, om du overhovedet ser det, men her er det altså <3 //

Da hun stoppede med at tale mærkede hun hvordan stilheden flygtigt lod sig folde ud i rummet. Hvordan den kun efterlod hendes og Alexeis åndedræt en ujævn puls, som hun antog at kun hun selv kunne høre.

Selvom det på mange måder gav et sug gennem hende, at mærke deres øjne mødes, beroligede det hende også at opnå denne kontakt med hendes store holdepunkt for øjeblikket: en mand som var blevet en konge og hvis byrde og formål vejede tungere end hendes. Måske var det netop på grund af dette, at hun havde brug for selv, at få et formål for nogle eksistenser igen, selvom dette måtte være i Groundstone - en rendesten og skyggeside af samfundet.

Udover øjenkontakten, var det rolige toneleje og forståelsen i hans ord, noget hun værdsatte og klyngede sig til. Melankolien der meldte sig var en anden sag, så hun forsøgte med det samme at undertrykke den blanke hinde over egne øjne, da hun så den over hans. At miste ham var rigtigt nok en ulidelig tanke. Og dette kom fra en kvinde der ikke kun havde set og helbredt - men også havde været udsat for en del lidelse gennem sine unge år.

Læberne havde skilt sig for at sige noget - måske endda bryde ind - da erklæringen lød. Du er den eneste person, som jeg nogensinde virkelig har elsket. Denne gang mærkede hun straks øjnene blive mindst ligeså varme som kinderne var. For en slægtsløs var der noget særligt, noget sårbart og noget helt specielt ved en sådan erklæring, når hun ikke havde familie til at skænke den.
Hænderne fandt ind i hans. Det slog hende, at de virkede så store i sammenligning - varme og måske også lidt ru visse steder. Store øjne flakkede mellem hans, mens hun genspillede ordene for sig selv.

"Vær´ aldrig i tvivl om, at det er gengældt," sagde hun så. Stemmen føltes en kende hæs og da hun snart frigjorde sin ene hånd fra den bløde fastholdelse, var det for at lægge den mod hans kind, således at tomlen kunne stryge over den.

"Du sér mig. Og selv blot for det, elsker jeg dig."

//Ej <3 Jeg genlæser i ferier sommetider, så det er da bare en fornøjelse at kaste et svar i din retning, uanset mellemrummet//

Han bemærkede en smule fraværende, hvordan hun lignede én, der skulle til at sige noget, men det stoppede ham ikke fra at fortælle hende, hvordan han følte. Han havde ikke engang indset, hvad han var ved at sige, før det allerede var blevet sagt. Men da det først var sagt, havde han følt det nødvendigt at gentage. Måske fordi han aldrig havde sagt de ord højt før, ikke engang før de blev revet ud af hinandens liv for alle de år siden. Dengang havde han også elsket hende, men han var vokset op i et hjem uden spor af kærlighed, så han havde ikke følt sig komfortabel med at udtrykke det. Men nu var selvsamme hjem hans, og det var hans opgave at ændre på atmosfæren, hvilket han kun kunne gøre ved at gøre tingene anderledes nu. Noget som han naturligvis havde forsøgt at gøre hele sit liv, men han havde aldrig delt sit hjem med nogen før nu, hvilket var en markant og betydningsfuld ændring for ham. Selvom hun måske ikke så det som sit hjem, ønskede han inderligt, at hun ville blive boende. Han kunne sørge for sikkerhed på hendes arbejde, men det var straks sværere at holde hende beskyttet hele døgnet rundt, hvis hun ikke var i kontrollerede omgivelser - og Groundstone var alt andet end kontrolleret.

Han bemærkede gløden i hendes kinder, og det gav ham en varm følelse indeni. Han vidste, at kærlighed ikke var noget, man skulle tage let på, for ikke alle var heldige nok til at opleve det særlig mange gange i sit liv. Han vidste også, at dette desværre kun var endnu mere sandt for en slægtløs som Elena, hvor forkert han så end syntes at dette var. Hun forsikrede ham om, at kærligheden han følte for hende var gengældt, og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Han lod hende slippe hans ene hånd, men lod den anden bevare sit greb om hendes. Hans blik forlod ikke hendes, men han registrerede hendes hånds bevægelse ud af øjenkrogen, og han tog en dyb indånding, da han mærkede hendes hånd på sin kind. Selvom hendes hænder var mærkede af et ufatteligt hårdt liv, forekom det ham alligevel at være den blødeste berøring, han nogensinde havde oplevet. Hun kærtegnede hans kind med sin tommelfinger, og han lænede sig instinktivt lidt ind mod hendes berøring. Han lukkede kort øjnene og tillod sig selv at nyde hendes kærtegn, men åbnede dem igen, da hun sagde noget mere. Han strøg gentagende sin egen tommelfinger over håndryggen på den af hendes hænder, som han stadig ikke havde sluppet. Han fangede igen hendes blik og nikkede svagt. Lige for tiden havde han svært ved at se andet end hende. "Jeg vil altid se dig," sagde han så med en lidt hæs stemme selv, påvirket af den følelsesladede situation de befandt sig i. Men med ingen andre lyde i rummet end deres vejrtrækninger, kunne han have hvisket det, og hun ville stadig have hørt ham.

// Hvor er jeg heldig! Og i lige måde <3 Jeg var bare overrasket over at få en mail om et svar overhovedet, og så endda så hurtigt! //

Der havde været smerte, misforståelse, frustration og savn mellem dem. Derfor var det noget helt særligt, at se ham smile på den måde ved noget så simpelt som gengældte ord. Der var dog en unægtelig kompleksitet i deres forbindelse, men facetterne var nok med til at få det til at føles som noget der undgik rammer og kategorier. Det handlede ikke om titler eller slægt. Nej, det her var noget andet.

Jeg vil altid se dig sagde han og ordene fik noget til at tumle i hendes indre. Selvom de blev sagt hæst, mærkede hun blødheden i budskabet. Oprigtighed fandt hun i hans ord, og hægtede sig ved dem som gav det hende mere styrke end hun havde haft længe. Hun smilede.

Impulsen fandt hun i mødet med hans blik og i det gengældte kærtegn. Selvom hun vidste at hun burde hæve sig over det og lade kongen være konge, var der noget i hende der pludselig var modigt. Noget der ikke bare kunne lade hånden falde fra hans kind med det samme: derfor vedblev den, da hun lænede ansigtet tættere hans for at plante et blødt, kortvarigt kys mod hans læber uden at bekymre sig med hvad det betød.

Han besvarede instinktivt hendes bløde kys, selvom det ikke varede længe. Selvom han havde oplevet mange kys gennem sit liv, havde han aldrig oplevet et kys fyldt med så meget ømhed og betydning. Hele stemningen og alle de ord, de havde udvekslet på denne aften gav en helt ny følelse til kysset. En følelse, der fik ham til at rynke lidt på brynet og læne sig ind mod hende for at føle det igen. Han flyttede hånden der endnu holdt hendes op til hendes kind og nakke, og lagde blødt sin anden hånd ved hendes knæ, der kun var delvist dækket af natkjolen. Så lod han sine læber møde hendes igen i et lige så blødt kys som før.

Selvom han havde lyst til at give sig hen til følelsen af hendes bløde læber mod hans, kunne han ikke lade være med at undre sig over, hvorfor følelsen af dette kys var så anderledes end alle dem, der var kommet før. Han havde brugt så længe efterhånden på at bilde sig selv ind, at hans tanker og impulser omkring Elena var forkerte. Men hvorfor føltes det så som det mest rigtige nogensinde? Han havde aldrig rigtig overvejet, hvad han rent faktisk følte for hende, for det var ganske simpelt aldrig slået ham, at der kunne være mere end et fysisk aspekt bag. Man skulle tro, at han var intelligent nok til at regne dette ud, men når det ikke gjaldt følelser forbundet med krig, som hans evne tillod ham at være stærkt forbundet med, var han noget afstumpet var sine følelser. Han var empatisk og medfølende, men ikke synderligt forbundet med sine egne følelser. Det var trods alt ikke noget, han var blevet lært gennem sin opvækst, og i sit voksne liv havde han bare slået fra, og sjældent tilladt sig selv virkelig at føle.

Hans far ville have været rasende, hvis han kunne se ham i dette øjeblik. Han ville have kaldt ham svag, og det lå og pressede på i Alexeis baghoved. Kærlighed er svaghed, havde hans far prøvet at banke ind i ham. Alligevel var der noget over at være i Elenas nærhed, som fik ham til at føle sig stærkere end nogensinde. Som om han kunne klare alt, så længe hun var ved hans side. Tanken fik ham til at lukke sine øjne og lægge sin pande mod hendes, så deres næser blidt ramte hinanden. Hans tommelfinger kærtegnede hendes kind, som den før havde kærtegnet hendes hånd. Hvordan kunne han udtrykke alt dét, som hun satte i gang i hans tanker? Og var det overhovedet fornuftigt at forsøge, eller ville det blot skræmme hende væk? Hvad hvis hun ikke havde det på samme måde, men bare havde ladet sig rive med af øjeblikket? Pludselig mærkede han igen den samme frygt for at have udnyttet hende, som han havde kæmpet med så længe, og det fik ham til at trække sit hoved tilbage fra hendes, mens han blidt trak begge hænder til sig og slog blikket ned på disse. Han havde brug for at samle mod til sig, inden han så hende ind i øjnene, af frygt for hvad han ville finde i hendes blik.

Elena havde førhen været spontan omkring Alexei, trods det ikke var noget der lå dybt i hendes natur. Nej, det var noget han fremprovokerede for-, og i hende. Efter hun havde ladet læberne møde hans, malede forlegenheden flygtigt hendes kinder røde. Hun nåede dog aldrig at undskylde for sin impulsivitet før hun mærkede hans hånd mod knæet - strejfende nøgen hud - indtil deres munde kolliderede i endnu et blødt kys.

Det føltes som om hendes indre tumlede rundt, men på den bedst mulige måde. Som dengang hun som barn havde ladet sig snurre rundt, når de havde danset sammen i et stjålent øjeblik. Verden havde ikke kunne stå stille og hun huskede hvordan hun havde fyldt en stor sal med latter, trods hun også hurtigt havde bidt den i sig, når hun fangede sig selv i at føle sig for fri.

Nu, lænede hun sig tættere ind mod ham, således at fingerspidserne fra hånden mod hans kind, bevægede sig ind i kort hår og krummede sig derom.
Følelsestumulten granskede hun ikke med det første. For hun frygtede, at det hele ville stoppe, hvis hun gav sig tid til at overveje hvad det var hun lavede, eller hvorfor det ikke kunne gå. For hvad end han så hende eller ej, var hun en slægtløs fra Groundstone med en slavetatovering over armen. Kærlighed - hvilket dette var, men i en udstrækning hun endnu ikke forstod - kunne der vel ikke være plads til. Selv ikke i et stort palæ.

Alligevel kyssede hun ham og ønskede for alt i verden, at han ville kysse hende tilbage længere endnu. Det var dog som om noget trak hans ansigt og hænder fra hendes igen, og i sekundet hun mødte hans blik, var hun overbevist om, at hun havde overtrådt en grænse for ham. At det var hende der udnyttede den tryghed hun fandt hos ham.

“Undskyld,” var derfor det første hun sagde. Spøgelset af hans læber mod hendes lurede stadig over dem.

Idet Elenas undskyldning nåede Alexeis ører, slog han endelig blikket op og betragtede hende indgående. Han kunne slet ikke begribe, at hun sad overfor ham og undskyldte, når han selv havde ledt efter ordene. Han forstod slet ikke, hvad hun undskyldte for, hvilket fik ham til at ryste på hovedet. Han lod et dybt suk slippe ud, inden han endelig tog sig sammen til at forsøge sig med ord.

"Du har intet at undskylde for. Det er mig, der skal undskylde," sagde han bestemt. Han kunne ikke acceptere, at hun bebrejdede sig selv for hans svaghed. Han kørte en hånd gennem sit hår i frustration. Han havde haft så travlt for tiden, at det havde fået lov til at vokse langt nok til, at det var begyndt at krølle en smule. Det var stadig ikke spor langt, men længere end det plejede at være.

"Jeg har kæmpet så længe, for at undertrykke hvordan jeg føler, når jeg er tæt på dig, men jeg er ikke stærk nok til at holde mig væk - selvom det nok ville være bedre for dig. Jeg hader mig selv for at udnytte din gode natur, og alligevel gør jeg det gang på gang. Når du ikke er nær, ønsker jeg, at du er, og når du er nær, ønsker jeg dig endnu tættere. Jeg ved godt, at det er forkert, på grund af vores fælles fortid, men jeg kan ikke styre det." Ordene fik endelig frit løb, og han prøvede ihærdigt at udtrykke alt dét, som han havde kæmpet med siden deres møde i Undergrunden. Selvom han skammede sig og havde lyst til at slå blikket væk, havde han alligevel bevaret øjenkontakten gennem hele smøren, så hun kunne se, at han mente hvert et ord. Men endelig brød han den, for at lægge sine albuer på sine ben og begrave det øverste af sit hovede i sine hænder. Han klemte øjnene sammen.

"Det sidste, jeg nogensinde vil, er at såre dig, og jeg forstår godt, hvis du ikke vil have noget med mig at gøre længere." Hans stemme rystede lidt og truede med at knække, som han mærkede sine øjne begynde at blive en smule fugtige endnu en gang. Selvom han var en mand, der aldrig fældede en tåre, var han nu tæt på for anden gang på en aften.

Elena havde en særlig evne til at kunne overføre andres skader til egen krop. Det galt dog ikke de psykologiske mén og smerter, trods hun ville ønske at hun kunne befrie Alexei for hvad end der plagede ham på den front.

Selvom han rystede hendes undskyldning af sig, kunne hun se og mærke at han var umådeligt tynget, men hun ville ønske at hun kunne forstå hvorfor. I stedet måtte de store, slægtsløse øjne granske ham og forsøge at afkode hans frustration. Den smittede sig af på hende, men føltes nu mere som en knude i brystet. Som lukkede en næve sig om en kun netop vågnet flamme.

Det var lige faretruende som befriende at han begyndte at tale igen. Aldrig kunne hun dog have forudset ordene der bevægede sig over dét sæt læber, hun for kort tid siden havde ladet sine egne berøre. Hvordan kunne Alexei overhovedet beskrive sig selv som andet end stærk? Som en der udnyttede hende, når det var hende, der havde udnyttet ham dengang i undergrunden? Jeg ved godt at det er forkert - Elena fangede sig selv i at tygge sammen for ikke at afbryde ham, selvom det blev svært da han så væk og tilmed gemte sit ansigt for hende, som blev han ædt af skam foran hendes blik.

Selvom Alexeis stemme havde rystet, føltes hendes egne fingre næsten rolige, da hun rakte ud for at forsøge at dirigere hans venner væk fra ansigtet. Der var en alvor i de store øjne som de betragtede manden der anklagede sig selv overfor en ung kvinde der havde mødt megen glubskhed, ondskab og udnyttelse.

“Der tager du grundigt fejl,” begyndte hun og formåede hverken at lyde svag, knækket eller blot bøjet. Fingrene lukkede sig om hans for at forsøge at få hans ansigt at se igen. Hun nød ikke at se ham sådan, men det var menneskeligt.

“Jeg kender udnyttelse og undertrykkelse. Jeg ved hvordan de ser ud, og sommetider føler jeg selv, at jeg danser efter deres taktslag,” indrømmede hun gerne. For advokerede hun ikke selv for at tage til Groundstone nu, således at hun ikke distraherede Alexei? Eller nærmere - således at hun ikke skulle leve et liv med at undertrykke hvordan han fik hende til at føle? Hun fortsatte efter et kort øjeblik.

“Hvis nogen udnytter den andens godhed, så er det mig,” Hun lød sikker i sin sag. “Vi ved begge to, at jeg endda har gjort det med overlæg engang. Der er altid en chance for at blive såret. Det er en del af det, Alexei.” Ikke at hun vidste hvad dette betød eller havde nogle erfaringer om hvor nemt, besværligt, smertefuldt og fantastisk kærlighed burde være.

Elena kendte stadig ikke til Alexeis evne, der netop gjorde ham i stand til at fjerne smerte og lignende følelser - eller forstærke dem, for den sags skyld. Han havde endda brugt den i mild grad på hende et par gange, og han havde dårlig samvittighed over at have gjort det uden hendes viden og samtykke, men der havde ikke rigtig budt sig et tidspunkt, hvor det havde syntes passende at forklare. Men som han begyndte at føle sig mere og mere frustreret og oprevet, kunne han mærke, at følelserne begyndte at sprede sig til hende. Selv i sin oprevede tilstand længtes han efter at række ud og tage alle de negative følelser fra hende, så hun ikke skulle opleve dem, men han tvang sig selv til at fortsætte og forklare sig.

Da han havde talt helt færdigt, mærkede han hendes fingre mod sine egne. Selvom han ikke følte sig klar til at se hende i øjnene efter sine indrømmelser, lod han hende alligevel trække hans hænder væk fra ansigtet, som han rettede sig lidt op. Hun åbnede munden i samme øjeblik, og han lod sine egne hænder gribe blidt, men bestemt, om hendes endnu en gang. Han tvang sig selv til at holde øjenkontakt med hende. Hendes ord sank endelig ind, og han løftede øjenbrynene lidt overrasket. Det var ikke tit, at nogen sagde ham så bestemt imod.

Han åbnede let munden for at sige hende imod, da hun påstod selv at danse efter udnyttelse og undertrykkelses taktslag, men sagde intet, fordi hun hurtigt fortsatte selv. De næste ord gav ham dog ikke mindre lyst til at indvende. I hans øjne havde hun ikke udnyttet hans godhed på noget tidspunkt, for han fik lige så meget ud af det, som hun gjorde. Han fik ro i sjælen, mens han vidste, at hun var i sikkerhed; og han fik den noget masochistiske fornøjelse af at have hende tæt på sig.

"Du kan ikke udnytte, hvad jeg velvilligt giver," sagde han med rolige og bestemte ord, skønt hans stemme endnu ikke var helt tilbage til normal. Han rømmede sig kort i forsøget på at få den tilbage, og fortsatte; "Vi ved også begge to, at der var formildende omstændigheder dengang, og at jeg intet bebrejder dig." Han havde forsikret hende om dette før, men gjorde det gerne indtil det sank ind.

Selvom hendes forsikrende ord burde få ham til at få det bedre med sig selv, havde de nærmest snarere den omvendte effekt. For hun prøvede at forsikre ham om, at han var et godt menneske, der ikke havde forsøgt at udnytte hende flere gange, men på intet tidspunkt gav hun udtryk for, at hun havde længtes efter ham, som han havde længtes efter hende. Dette betød blot, at han alligevel havde gjort sig uønskede tilnærmelser, som han skammede sig inderligt over. Han tænkte over hendes ord: Der er altid en chance for at blive såret. Det er en del af det, Alexei. Han vidste, at hun havde ret. Men han vidste også, at han aldrig ønskede at være grunden bag hendes sorger.

"Måske er der altid en chance for at blive såret, men du bør aldrig være i fare for dette, når du er sammen med mig. Jeg bør være i stand til at holde mig fra dig, når jeg ved, at du ikke føler de samme ting. Jeg er en mand, der kun tager, hvad jeg bliver tilbudt." Han rynkede lidt på brynene over sin formulering, men det var normalt sandt i alle henseender. Han var en meget kontrolleret mand, når det gjaldt alt andet end Elena. "Jeg beklager inderligt, at dette ikke har været tilfældet med dig," fortsatte han så. Denne gang havde han formået at holde øjenkontakten mellem dem, fordi han ville understrege alvoren i hans ord.

Selvom deres fingre endnu krummede sig om hinandens, mærkede hun Alexeis forbehold skære gennem en blød berøring. Hun forstod ikke helt hvor det kom fra, da hun selv følte sig umådelig draget af ham og havde skubbet på dengang til maskeballet. Det var hende der havde været grebet af en momentær frihedsfølelse, hende der drak sødmefuld vin og hende hvis blik havde vandret mod hans mund først. Desuden var det hende, der havde søgt hans læber her på sengen.

Den slægtsløse kvinde betragtede den gyldenøjede mand. Hun kunne sagtens affinde sig med, at de havde bevæget sig væk og videre fra hvad der var sket i undergrunden, men hun kunne ikke få sig selv til at tro på, at han på nogen måde udnyttede hende. Ikke når hun så villigt ville lukke ham tæt på, selvom hun vidste at hun var selvisk for at underholde dén tanke, nu hans formål i samfundet langt oversteg hendes.

Jeg bør være i stand til at holde mig fra dig, når jeg ved, at du ikke føler de samme ting. Da han sagde dé ord, trykkede hun lyse bryn tættere på hinanden således at tænksom fold skabte sig mellem dem. Naturligvis kendte hun ikke nuancen af hans følelser, men hun kunne umuligt tro, at hendes var mindre intense.

“Det ved du ikke,” indvendte hun derfor og modsagde ham endnu en gang. “Tro ikke ét sekund, at dine tilnærmelser har været uønskede. Jeg har også mistet kontrollen omkring dig, husker du nok."

Hun gav hans fingre et klem, før hun slap dem og løftede sig fra sengen, så hun kunne trække mere luft ned i lungerne igen. Det var svært at være i hans nærhed uden at blive fristet af at mindske afstanden endnu mere.

"Du kan ikke udnytte hvad jeg villigt giver." Gentog hun så hans ord, så han forhåbentlig kunne forstå at det gik begge veje.

Alexeis skyldfølelse omkring deres tidligere møder og hans vækkede følelser var ikke synderligt rationelle. De var drevet af minderne om deres tid sammen, da de var yngre, samt en stræben efter at gøre det ærefulde og en usikkerhed, som han ikke var vant til. Normalt var han en selvsikker mand, men han kunne bare ikke få sig selv til at tro på, at hun ville have ham på samme måde, som han ville have hende. Og dette var på trods af, at hun også havde taget initiativet til flere af deres kys og berøringer. Han havde hele vejen igennem bildt sig selv ind, at hun bare var blevet revet med af stemningen (og vinen) i situationerne, eller at han uden at ville det havde presset hende til det.

Selvom hans syn på hende havde ændret sig noget så ekstremt gennem deres voksne møder, var der nok stadig en lille del af ham, som så hende som den lille pige, som han havde taget på sig at beskytte mod verden. Han så hende stadig som noget rent og uskyldigt, der ikke skulle korrupteres - ikke af ham selv, og især ikke af andre. Tanken om at andre mænd meget vel havde prøvet drev ham til vanvid, hvilket naturligvis var ekstremt dobbeltmoralsk givet hans egen historik med kvinder.

Hans egne tænksomme fold mellem brynene blev dybere, da han så en lignende fold forme sig mellem hendes. Så talte han færdigt og blev straks mødt af hendes indvendinger. Han opdagede, at han holdt vejret ovenpå hendes formaning, og han åndede hastigt ud for derefter at tage en dyb indånding. Kunne det virkelig passe, at hun også ville have ham?

Som hans tanker begyndte at gøre på højtryk, mærkede han lidt fraværende et klem fra hendes fingre, som bragte ham tilbage. Han gav slip på hende og klemte sine egne hænder sammen for at stoppe sig selv fra at række ud efter hende og holde hende tæt på sig. Han lyttede til hendes næste ord, og kunne ikke holde et lidt skævt smil tilbage, da hun brugte hans egne ord imod ham. Han betragtede hende indgående for et eneste tegn på, at hun ikke mente, hvad hun sagde, men han så kun et hint af de samme frustrationer, som han selv bar rundt på. Endelig løftede han sig selv fra sengen og trådte tæt på hende.

"Er dette virkelig, hvad du vil have?" Hans stemme kom ud lidt stakåndet, som han mærkede sin krop reagere på at have hende så tæt. Han trak hende ind til sig, og holdt sine hænder om livet på hende. Hvis hun ville have ham, ville han ikke længere gøre indvendinger. Måske var det på tide, at de begge gav sig hen til deres følelser og impulser.

Der var en rastløshed i lemmerne, som virkelig kunne mærkes nu hvor hun stod op og havde fortalt ham, at det ikke var en ensidig oplevelse. Hun havde ikke været et sekund i tvivl om, at hun var umådelig tiltrukket af Alexei, siden deres veje lod sig krydse i voksenlivet, selvom hendes erfaring var minimal. Der havde været en frihed i, at han ikke vidste hvem hun var eller kunne koble det til hvad hun havde været igennem.

Nu stod den slægtsløse kvinde på et køligt gulv og fortalte at hun ville ham, uden at kunne gemme sig bag en anden identitet, eller endda mere tøj end en natkjole og åben morgenkåbe. Hun var blottet for hans blik, men det føltes mere tillokkende end skræmmende.

Hjertet slog hårdt i brystet, da de første sekunder lod sig indlede efter hun havde ekkoet hans ord. Øjnene betragtede ham og hun bed sig mærke af den subtile trækning ved hans mundviger indtil han trådte tættere på.
Nervebanerne under huden syntes meget levende lige nu, selvom han ikke havde rørt hende med det første. Hun lagde nakken en smule tilbage, så hun bedre kunne se op mod ham, nu der var en højdeforskel mellem dem.

Er dette virkelig, hvad du vil have. Elena blev dirigeret tættere mod ham og følte sig summende over fornemmelsen af hans stærke hænder mod sit liv. Hun vidste at det måtte være tydeligt i hendes øjne nu: lysten til at mærke ham.

En hånd gled op over hans arm og skulder, indtil hun kunne lægge den mod hans nakke. Fingerspidserne gled en anelse ind i håret.

“Jeg vil have dig." Fortalte hun ham med overbevisning og en hæshed i stemmen, som hun ikke selv havde hørt før.

Idet han trådte tættere på hende, begyndte hele hans krop at spænde op i forventning. Da han placerede hænderne om hendes liv, kunne han mærke sit eget hjerte banke hurtigere. Og da hun lænede nakken tilbage så deres øjne kunne mødes, følte han sig endelig stærk igen. Som han tårnede noget over hende følte han, at han kunne holde hende i sine arme og beskytte hende mod alt. Han så tydeligt lysten skinne i hendes unikke øjne, og selvom det var et blik han før havde fået sendt, havde han aldrig været så taknemmelig over det som i dette øjeblik.

Han vidste, at lysten måtte skinne mindst lige så tydeligt igennem i hans egne øjne, som han mærkede hendes ene hånd glide op ad hans arm. Han mærkede hvordan hårene på armene rejste sig som svar på hendes berøring, og han skælvede svagt, da hendes hånd endte ved hans nakke og fandt hans hår. Han havde drømt om hendes berøringer så længe, men det var intet i forhold til virkeligheden af, hvordan hans krop instinktivt reagerede på hende.

Så snart ordene forlod hendes læber, lænede han sig ned og lukkede afstanden mellem dem. Han lod alle sine indebrændte følelser forme kysset, der var helt anderledes end de kys, de tidligere på aftenen havde delt. Der var intet forsigtigt over dette kys, som han langt om længe slap sine hæmninger og gav hende, hvad han endelig forstod, at hun ville have.

Jeg vil have dig. Sætningen kørte om og om i hans hoved, som hans læber bevægede sig ivrigt mod hendes. Han bevægede sin højre hånd op i hendes nakke og hår, og lod sine fingre køre let ind i håret ved hendes nakke. Han brød endelig kysset for at lade dem begge trække vejret, og begyndte at køre sin venstre hånd om på hendes ryg for at holde hende ind til sig, da han blev irriteret på den tykke, lange cardigan, der adskilte ham for meget fra hende. Han trådte kun et halvt skridt væk, så han forsigtigt kunne trække sine fingre ud af hendes hår og lade begge hænder finde hendes skuldre, så han kunne gribe fat i cardiganen og tage den af hende, når hun sænkede sin arm.

"Sig til, hvis jeg skal sænke farten eller stoppe," sagde han lidt stakåndet, men alvorligt. Han havde i sinde at tage tingene i hendes tempo, for han var mere end villig til at give hende, hvad end hun ville have, men han respekterede også eventuelle grænser.

Hun higede efter ham… Selv da de stod tæt og hun kunne mærke hans krop mod sin ønskede hun mere nærhed. Det sparsomme nattøj føltes pludselig i vejen, men kinderne blev nu også varme ved tanken om, hvor meget hun ønskede at få det af for ham. Livet havde altid handlet om overlevelse og begæret havde der ikke været plads til. Nu synes det at være en dominerende følelse, og det var også dén lyst der fik hende til at læne sig tættere mod ham i sekunderne før deres læber kolliderede.

Elena trykkede sig ind mod ham, selvom hun måtte halse sig en smule på tæer for bedre at møde hans mund med sin egen. Havde han ikke holdt sådan om hende, var hun næsten overbevist om, at hun ville skælve under hans berøring og af følelsen af hans anspændte krop mod hendes egen.

Sensationerne var mange i kysset. Det var higende, inderligt og mere hæmningsløst denne gang, og Elena fangede sig selv i at sukke mod hans læber, før ét kys blev opfulgt af et næste. Slanke fingre begravede sig i hans hår, mens den anden hånd lagde sig mod hans bryst og snarligt gled ned over aftegningen af hans muskler over maven.

Selv et halvt skridt tilbage, havde givet hende lyst til at hive ham mod sig igen, men hun forstod snart hvorfor. Cardiganen gled ned mod gulvet, men hun trådte ikke tæt på ham med det samme eller forsøgte at fange hans mund. Hendes åndedræt var skævt, da øjnene åbnede sig og betragtede ham med en fremmet intensitet.

“Jeg vil ikke sætte farten ned,” forsikrede hun ham om, selvom en stemme i baghovedet gerne ville give hende nerver omkring at det kunne være han blev skuffet over hende. Eller at hun i virkeligheden ikke duede til det. Hun forsøgte dog at tysse på stemmen og lade impulsen føre ordet. Det her var hvad hun ønskede.

“Men jeg vil gerne have at du tager det hele af mig.” Der var en gnist i de slægtsløse øjne, men hun mente det. Armene løftede sig, hvis han ønskede at følge hendes anmodning og aftage hende natkjolen.

Elena besvarede Alexeis kys med det samme, hvilket fik ham til at stramme grebet om hendes liv en lille smule. Han havde endelig accepteret, at hun ville have ham, lige så vel som han ville have hende. Det gjorde også, at han kunne leve sig fuldstændig ind i dette kys og nyde det til fulde, uden at have skyldige og skamfulde tanker i baghovedet. I stedet slog hans hjerne fra og fokuserede på den vidunderlige følelse af hendes læber mod hans og hendes krop, der blev trykket endnu længere ind mod ham.

Trods tætheden mellem deres kroppe fik Elena sneget en hånd imellem dem. Han kunne ikke forhindre et lavt støn i at lyde mod hendes læber, da han mærkede hendes slanke fingre glide ned over hans overkrop. Det fik ham kun til at hige efter mere. Og det fik ham til at køre hendes cardigan ned over hendes skuldre, så snart hun havde sænket armene. Han gav slip, så den røg ned på gulvet og ventede på hendes næste træk, selvom han længtes efter at hive hende ind til sig igen og atter føre deres læber sammen.

Han åndede en smule lettet op, da hun forsikrede ham om, at hun ikke ville sætte farten ned. Han ville naturligvis have gjort det - eller stoppet helt - hvis hun havde bedt om det, men han var lykkelig over, at hun heller ikke havde fået nok af ham. Han havde ventet så længe på at give efter for hende, at det ville være smertefuldt at stoppe nu.

Han spændte lidt i kæben, da hun bad ham om at tage alt af hende. Tanken om at afklæde hende helt var uendeligt tiltalende. Han vurderede dog hurtigt, at det kun var retfærdigt, hvis han også selv smed noget af sit tøj. Derfor skyndte han sig at trække sin egen t-shirt over hovedet og smide den fra sig, så han kun havde sine bukser og underbukser tilbage. Så fandt hans øjne igen hendes, og han sendte hende et lille smil, inden han bukkede sig lidt ned, så han kunne nå hvor natkjolen stoppede, lidt over hendes knæ. Han tog en side i hver af sine hænder og trak den langsomt med, som han rettede sig op. Da han nåede hendes hoved, trak han den forsigtigt over dette og smed den så fra sig på gulvet ligesom t-shirten.

Nu, hvor hun endelig stod uden tøj på foran ham, tillod han sig at tage et lille skridt tilbage og lade blikket køre ned ad hende. Det skar ham i hjertet at se, at hun var mere underernæret end ved deres møde i undergrunden, hvor hun i forvejen havde været lige på grænsen. Alligevel værdsatte han hendes krops kvindelige konturer og kørte instinktivt en hånd blidt op ad hendes side, fra hendes hofte til lige under hendes bryst. Han nød følelsen af hendes bløde, blege hud under sine fingre.

"Ved du overhovedet, hvor smuk du er?" Hans stemme var lidt hæs, men han mente sine ord. Og desværre var han overbevist om, at hun ikke var klar over den fulde effekt af hendes skønhed. Han gav hende dog ikke tid til at svare, da han igen lukkede afstanden mellem dem og pressede sine læber mod hendes, mens hans anden hånd fandt hendes ryg, så han kunne holde hende tæt på sig.

// Jeg vidste ikke, om hun havde undertøj på eller ej, så jeg undgik at nævne det haha <3 //

Ordene havde været spontane, men hun mente hvad hun sagde. Hun ønskede, at han skulle tage det hele af hende, uanset om tanken så gjorde hende nervøs eller blufærdig. Disse fornemmelser blev dæmpet en anelse, da den tiltrækkende mand selv trak sin egen t-shirt af, så hun kunne nyde synet af den blottede, markerede overkrop. Hun trak blidt på mundvigene over synet, men følte sig snart temmelig forpustet, da han langsomt og nænsomt havde trukket natkjolen over hendes hoved.

Overkroppen var blottet med det samme, men trusserne forneden, skubbede hun selv af, så de kunne glide mod gulvet sammen med det andet tøj. Nu, var det kun lyst hår der kunne skærme nøgne skuldre. Alt andet var blottet for hans blik, som hun snart mærkede mod sig.
Elena var ganske rigtigt til den underernærede side og hun følte sig både spinkel og skrøbelig foran en mand, hvis statur fremstod så stærk. Alligevel krøb hun ikke under hans blik, men forsøgte i stedet at begrave sine usikkerheder om sit eget ydre eller hans mening dertil. Alligevel blev kinderne varme og let-rødmende, før hun fejede en lys lok væk fra sit ansigt og om bag øret.

Snart efter, kunne hun mærke hans fingre over den blottede side. Gåsehud af forventning tegnede sig over huden, hvor hans berøring havde passeret. Ved du overhovedet hvor smuk du er havde han spurgt hende, men svaret var nok et rungende nej. Ikke at hun nåede at lade svaret glide over buttede læber, før hun mærkede hans mund mod dem. Hun lænede sig tættere så hendes nøgne overkrop kunne møde hans og søge hans varme.

En hånd fandt hans hofte lige over hvor hans bukser startede. Ikke længe efter, krummede fingrene sig om den bløde, men spændte hud og hun hørte sig selv sukke sin lyst mod hans mund som ét kys blev opfulgt af endnu et - mere intenst end det forgangne. Den anden hånd fandt op mod hans kind, men fingerspidserne flugtede snart efter ned over en stærk kæbe og mod en af de brede skuldre.

“Tag det hele af. Vil du ikke nok?” Lød hendes utålmodige hvisken, da hun manglede et have ham helt nøgen mod sig.

//Ahh, det er så fint. Jeg havde også glemt at nævne noget <3 //

Det var ikke forbigået ham, at hendes læber havde bredt sig i et let smil ved synet af hans bare overkrop, og han svømmede i følelsen af, at hun nød hvad hun så. Han havde ikke selv nogen problemer med sit udseende, trods han havde en del ar spredt over kroppen. De fleste var som følge af intens kamptræning, men et par enkelte var levn fra hans fars behandling. De var dog alle helet for længst, og de fleste var så diskrete, at man nok ville overse dem, med mindre man ledte.

Da han trak hendes natkjole over hovedet på hende og smed den på gulvet, blev han straks mødt af synet af hendes nøgne bryster. Hun var hurtig til selv at skille sig af med sine trusser, hvilket fik et skævt smil til at brede sig på hans læber. Han nød hendes ivrighed fuldt ud. Næsten lige så meget som han nød synet af hende bar foran sig. Og for at forsikre hende om dette, fortalte han hende, hvor smuk han fandt hende. Han vidste, at hun var fyldt med usikkerheder, fordi hun havde levet et helt liv udstødt fra det generelle samfund, men han ville ønske, at hun kunne se sig selv gennem hans øjne.

Idet hun pressede deres nøgne overkroppe tæt sammen, undslap et lavt støn fra hans læber, der var i en hed dans med hendes. Hånden der lå lige under hendes bryst rykkedes nu op og greb om det i stedet. Følelsen af hendes bløde hud under hans fingre gjorde ham kun ivrig efter at mærke mere. Det samme gjorde hendes hænder, der både greb fat om hans hofte og kærtegnede ham ned ad kind og kæbe.

Han brummede kun lidt mod hendes læber som svar på hendes anmodning, men gik straks i gang med at give hende, hvad hun bad om. Han brød ikke kysset, som han gav slip på hende og rakte ned for at knappe sine bukser op. Han var dog nødt til det, da han trådte lidt væk fra hende og trak dem ned. Han forbandede indvendigt deres upraktiske natur i denne sammenhæng, som han med lidt besvær fik trådt ud af dem, inden hans underbukser fik samme tur på noget lettere manér. Hans nøgne krop vidnede allerede om hans lyst til hende, og han gav hende et øjeblik til at betragte ham, inden han greb fat i hendes ene hånd og trak hende med hen mod sengen.

Han fugtede sine læber, inden han blidt skubbede hende ned på sengen. Han satte sit ene knæ mod madrassen og lagde blidt hænderne om hendes talje. Han løftede hende lidt forsigtigt, så han kunne skubbe hende længere ind på madrassen og rette hende lidt op, inden han selv kravlede ind over hende. Hans ene underarm blev lagt på madrassen for at holde ham oppe, mens den anden hånd kørte ned ad hendes krop.

Han startede med at presse læberne mod hendes i endnu et intenst kys, inden han satte begge arme i madrassen og skubbede sig længere ned ad hendes krop. Han placerede kys hele vejen ned ad hendes kæbe, nakke og kraveben, inden han nåede til hendes bryster. Han skiftede mellem hvilken arm han lagde vægten på, idet hans frie hånd udviste samme opmærksomhed mod hendes ene bryst, som hans mund viste mod det andet. Han nød følelsen af hende under sine fingre, men han nød endnu mere følelsen af hende mod sine læber og tunge.

Øjnene flugtede ned over Alexei, som han blottede sig yderligere, indtil han stod helt nøgen foran hende. Udtrykket i hendes blik var nysgerrigt, fascineret og komplet opslugt af alt der var ham, som det bevægede sig ned over den markerede krop. Synet hun gjorde sig syd for hans navle, bekræftede hende i hvad hun havde mærket mod sig, da de stod helt tæt og fingerspidserne summede næsten efter at røre ved ham.

Kinderne var godt blussende, og blikket hedmefuldt, da hun endelig lod det kollidere med hans igen. Længe havde hun følt sig umådelig følelsesløs, men hver spænding og skæve vejrtrækning som følge af deres gengældte blottethed, fik det til at summe under huden i en higen efter mere.

Snart mærkede hun en stærk hånd lukke sig om sin egen, før de bevægede sig mod den bløde seng igen. Hun gjorde sig inden indvendinger, men fangede sig i at holde vejret, da hun blev navigeret mod - og længere op ad - madrassen.
Puden var blød under hovedet, og da han kravlede ind over hende, skilte hun instinktivt benene, så han kunne læne sig over hende uden at hun blev mast under ham. Det gjorde dog naturligvis også, at de kom temmelig tæt på hinanden.

Hun strakte halsen for at møde hans kys med sin egen iver, indtil han flyttede læberne fra hendes mund. Hun havde nær tigget ham om, at kysse hende igen, før hun mærkede hans munds kærtegn over hendes blottede hud og over de bløde bryster.

Uden hans læber at slukke sine suk mod, fyldtes rummet med nydelsesfulde vejrtrækninger fra Elena, selvom det var subtile i første omgang. En hånd begravede sig i hans hår, mens han kyssede hende til en næsten ulidelig ivrighed, hvor hun kunne mærke hvordan lårene instinktivt trykkede sig omkring ham.

Da han havde taget alt sit eget tøj af, og hendes øjne mødte hans efter at have vandret over hans krop, så han heldigvis kun længsel og begær skinne igennem dem. Måske havde han halvt forventet, at hun ville ændre mening så snart han stod fuldkommen blottet foran hende, selvom hun selv havde bedt ham om at tage begge deres tøj af. Derfor var han en anelse lettet over at se hendes reaktion, der også gjorde ham mere sikker på sig selv og sine intentioner.

Hun lod ham føre hende hen til sengen og placere hende på denne, og spredte endda sine ben, så hans egne kunne placeres mellem hendes. Det sitrede i hans krop over måden, hvorpå hun instinktivt reagerede på hans handlinger. Det slog ham, at det føltes helt naturligt at have hende så tæt på, selvom de begge var nøgne i hans seng. De gamle reservationer var ingen steder at finde, når han kunne mærke hendes hud mod sin egen og hendes læber mod sine. Han kunne endelig slå sin hjerne mere eller mindre fra og bare nyde hende.

Lydene der undslap hende, som hans mund og fingre kærtegnede hendes bryster, gjorde ham kun mere tændt og ivrig efter hende. Det samme gjorde hendes fingre i hans hår og måden, hvorpå hun pressede sine lår tættere på ham. Derfor endte han endelig sin behandling af hendes bryster, og satte igen begge arme i madrassen for at skubbe sig selv tilbage op til hendes ansigt. Hans knæ blev placeret mod madrassen et stykke fra hinanden, så han bedre kunne holde sig oppe og ikke lægge sin vægt på hende. Hendes ben blev automatisk skubbet ovenpå hans baglår. Det betød dog også, at deres underliv kom meget tæt på hinanden, hvilket fik ham til at gemme sit hovede i hendes nakke, som han bed tænderne sammen og spændte i kæben. Han tog en indånding, placerede nogle kys mod hendes nakke og rettede sig så op, så han atter kunne møde hendes læber.

Han kyssede hende som om hans liv afhang af det, for i dette øjeblik betød intet andet noget end at mærke hende mod sig. Hendes varme vejrtrækning, der blandede sig med hans; hans hastige hjerteslag, der syntes at runge i hans ører; følelsen af deres nøgne kroppe, der let gned mod hinanden og fik ham til at komme med nogle tændte og i stigende grad desperate lyde mod hendes læber.

Uden at bryde deres kys løftede han sin overkrop lidt mere væk fra hendes og lagde så alt sin vægt på den ene arm, mens han lod den anden hånd køre sensuelt ned over hendes krop. Han kærtegnede først hendes kind og kæbe, inden han lod den glide ned over hendes kraveben, mellem hendes bløde bryster og over hendes mave. Da han nåede hendes underliv gav han hende tid til at komme med indvendinger, inden han kørte fingrene videre ned og over det sensitive område, som de længtes mest efter at røre.

Nok var Elenas erfaringer ikke overvældende, men hun havde da gjort det en gang. Havde hun haft chancen for at overtænke det her, ville hun nok overveje om hun ville være rusten og uduelig i situationen, men det virkede som om kroppen fulgte dé impulser som Alexei formåede at hive frem i hende. Benene havde skilt sig og buttede læber havde søgt op for at fange hans, da hun følte sig endnu mere nøgen uden trykket fra hans mund mod sin.

Berøringerne han skænkede hende blev mødt af flere længselsfulde suk. Så snart hendes ben blødt var dirigeret bag hans lår, mærkede hun flygtigt hans anspændte område strejfe sit bløde. Dét fik nervebanerne til at vækkes til live og sitre under den varme hud.

Hænderne fandt om mod hans ryg og fingerspidserne søgte ned over den, for at kærtegne konturerne af hans muskler, da Alexei kortvarig havde begravet sit ansigt mod hendes skulder. Det varme åndedræt virkede kildende mod halshuden og formåede snart at tegne gåsehud derover af velbehag.

Hun kunne mærke hvordan åndedrættet blev mere og mere skævt, ved hvert sekund hun mærkede ham over sig. Utålmodigheden rumsterede måske også efter at de skulle fuldendes helt og hun kunne mærke ham på en helt anden måde.

Da hans hånd gled ned mellem hendes ben, klynkede hun svagt af længsel ved mødet med hans fingre, og lagde hovedet tilbage mod den bløde pude, mens han udforskede det sensitive område. Hun holdt om ham og glemte helt at blive blufærdig over væden dernede, eller måden hvorpå hun snart trykkede sig selv mod hans fingre.