Misfortunate Attraction - Alexei

De store øjne gled flygtigt og nysgerrigt gennem området. De betragtede og vurderede dém som hastigt kiggede sig tilbage over skuldrene, mens de strøg ned mod Lucky Girl Bordellet, - og dem, som blot foretog dagens sidste praktiske eller afkoblende ærinder. Der var noget fascinerende ved at betragte folkets rutiner. Især i et distrikt som Opal Beam, hvor ikke én slægt syntes at dominere. Ja, hvis man så bort fra dét faktum, at The Redwood's - og andre rige familier - altid, bogstaveligt talt, så ned på befolkningen, fra deres plads, dér højt oppe på forhøjningen.
Elena, en ung slægtsløs kvinde, med et stædigt sind og ikke én mønt i lommen, vidste at hun aldrig ville sætte sin fod i Amber Eye Distriktet. Fra sin plads på en lille bakke, i et tilmed småt græsareal nær torvet, kunne se distriktet fra sin plads, som strakte det sig op mod himlen. For hvad? For at se ned på dem, som ikke var noget værd? Eller blot for at adskille sig selv fra de syge, fattige, eller ikke værdige? Hun vidste, at hvis hun spurgte vagterne ved de store trapper om at få adgang til distriktet, ville de ryste på hovedet og grine af hendes spørgsmål. For det første var hun fattig; for det andet var hun en tidligere slave; og for det tredje - og måske mest prominente - var hun slægtsløs. Hendes øjne var derved ikke blot store, men også 'matte'. Deres farve var 'mat', og tilmed en blandning mellem grøn og blå. Det var ikke 'attraktivt' i manges øjne. Nej, det var vel en form for defekt, der gjorde at hun - selv i Opal Beam Distriktet - var en anomalitet.

Hun sad på bænken, under et af de eneste træer i arealet, og betragtede hvem-end-der-nu kom forbi. Her var der roligt og uforstyrret. Sommetider havde hun brug for denne pause fra sit hjem i Groundstone Distriktet. Mørket dér var så markant, at det både gjorde hende tryg, da ingen syntes at rynke på næsen over hende, og utryg, da kriminaliteten og den sociale usikkerhed og ulighed, gjorde at alle - især unge, forsvarsløse kvinder - var i fare. Derfor greb hun sommetider chancen til at smage lidt på dét liv, hun aldrig havde tilladt sig selv at få. Og hun gjorde sig tilmed lidt istand, før hun satte foden i dette distrikt. Noget hun ellers aldrig normalt, var forfængelig nok til at gøre. Det blonde hår var derved flettet ved pandehåret, og samlet bag på hovedet, mens resten af 'manken' bølgede ned over de smalle skuldre. Den støvblå kjole, med snørrene  ved brystet og livet, var blevet vasket en smule, trods man nok ville kunne spore noget mudder ved sømmende, og på de brune støvler. Der var noget saligt over hendes udtryk. Som var détte én af de små ferier, man kunne tillade sig med et erhverv - og med en slægtsløshed - som hendes.

Som hendes blik gled rundt; - fortryllet af omgivelserne, fik hun snart øje på en skikkelse lidt derfra. Skuldrene var brede, og noget stærkt, stabilt og tilmed bekendt, syntes at stråle fra ham. Før hun vidste af det, fangede hun sig selv i at betragte ham som han kom nærmere gennem området. Som ønskede hun, at finde ud af hans formål med at vandre rundt i distriktet. Og dá, mødte hun hans blik. Som altid, forsøgte hun hastigt at slå sine øjne i jorden.

Påklædning ⚔ Dette, men med en sort t-shirt

Det var ved at være det tidspunkt på aftenen, hvor solen ikke længere kunne ses, og månen i stedet dukkede frem. Det var automatisk blevet køligere, som aftenen var faldet på, og solen havde trukket sig tilbage. Derfor var Alexei også glad for at være iført nok lag tøj, til ikke at komme til at fryse. Generelt var han heller ikke en af de mennesker, der frøs konstant og ved hvert lille strøg af vind, men det hjalp selvfølgelig stadig på det, at være iført mere tøj. Og denne dag var han både iført jeans med en sort t-shirt, samt en grå hættetrøje udover, som var toppet af med en sort læderjakke. Som sko, havde han noget støvleværk, så han regnede heller ikke med at fryse på fødderne. Men han var alligevel ude for at gå en tur, alene af den årsag at han ville have skabt noget plads i sit hovede, og have noget alene-tid til at tænke alting igennem. Alt denne gåen, uden nogen endedestination, hjalp også på at holde fødderne igang, og hele kroppen varm. Han havde brug for at tænke det hele igennem, da han var krigsgeneral for en af de to slægter, der var igang med at starte en krig mod hinanden. Godt nok havde The Oikans erklæret krigen, men dette betød jo ikke, at The Redwoods slap for at tage del i den. Hvis de ikke kæmpede imod, ville de blive slagtet som forsvarsløse lam, og det ville Alexei aldrig lade ske. Han var alt for beskyttende og stolt af sin slægt. Og derfor ville han også sørge for at vinde den kommende krig, om han så skulle give sit liv for dette formål. Hvis det kunne hjælp med at stoppe krigen, ville han egenhændigt dræbe The Oikans’ leder, den unge, naive Cayden Oikan, der havde været dum nok til at starte en krig, som de aldrig ville vinde. Charles Redwood var en god konge, der blandt andet havde afskaffet slaveriet, og hvis det var op til Alexei selv, skulle Charles forblive konge helt til den dag han døde - af alderdom. Og så måtte man finde en ny regent derefter, som forhåbentlig ville kunne leve bare en smule op til sin forgænger.

Som Alexei gik i sine egne tanker, og overvejede hvilke træk der ville være strategisk fordelagtige i forhold til den overhængende trussel om krig, lagde han ikke så meget i hvor han rent faktisk bevægede sig hen. Selvfølgelig var han altid yderst opmærksom på sine omgivelser, men han var bare ligeglad med hvor han var. Det kunne alligevel være ét fedt, når alt han søgte var ro til sine tanker. Okay, måske ikke helt ét fedt, men rimelig tæt på. Han kiggede omkring, for at se hvorhenne på Opal Beam distriktets torv, han befandt sig. Han var nået til et mere afsides sted, men vidste at han altid fandt sin vej hjem. Som hans øjne strøg over mængden og omgivelserne, fik han pludselig øje på en ung kvinde, der syntes at kigge ham direkte i øjnene. Han rynkede på panden, og bevægede sig tættere på hende. Jo tættere han kom på hende, jo bedre kunne han også se hende. Og selvom hun havde slået blikket ned i jorden, så snart hans blik havde mødt hendes, kunne han alligevel ane mange af hendes træk. Det var tydeligt, at hun var en smuk kvinde. Og dette faktum, alene, var selvfølgelig nok til at pirre Alexeis interesse. Han gik helt hen til hende, med lange, selvsikre skridt, og stoppede så op lige ved siden af hende. "Har De noget imod lidt selskab?" Han var ikke altid så formel i sproget, men med unge, smukke kvinder, havde han opdaget, at de fandt det charmerende, når han gav et sådant førstehåndsindtryk. Så kunne han altid skifte til mere uformelt sprog senere, når han først havde fanget deres interesse og udelte opmærksomhed.

Så snart de blågrønne øjne havde ramt jorden, studsede hun over hvad de netop havde betragtet: Gyldne øjne. I et sekund straffede hun sig selv, invendigt, over at have betragtet den unge mands skikkelse med en sådan fascineret nysgerrighed. For trods Elena forsøgte ikke, at være for fordømmende overfor andre slægter, kunne hun ikke løbe fra sin foragt for dén slægt, der havde pådraget hende flest ar på sjælen. I sidste ende, dømte hun vel Redwood-slægten ligeså hårdt som de nok dømte en slægtsløs som hende. Dog var der altid dém, som fandt hende fascinerende grundet sin atypiskhed; - 'et friskt pust', om man vil.

Manden kom roligt tættere på. Den unge kvinde mærkede hvordan utrygheden boblede lidt i hende, ved tanken om en konfrontation med en Redwood. Ville han håne hende? Udspørge hende om hendes formål i denne ende af byen? Med en opvækst som hendes, kunne man vel ikke bebrejde hendes paranoia, selvom det gjorde hende mere fordømmende og anklagende end hun selv turde indrømme.
Instinktivt, trak hun sin jakke - der lå ved hendes side - ind i sin favn. Som for at klargøre sig selv på at rejse sig op, hvis en eventuel trussel nærmede sig, med den bredskuldrede mand. Dog var det en høflig, formel og varm tone der mødte hende, da manden lod sin dybe stemme glide over læberne, som han var stopppet op ved hendes side.

Endelig lod hun sine øjne glide op mod hans igen. Hun havde netop skilt sine rosa læber for at sige noget i stil med: 'Jeg skulle netop til at gå,, da hun genkendte ham. Dette var ikke blot en tilfældig fra Redwood-slægten. Nej;- denne mand bar ikke blot de gyldne øjne, men også Redwood navnet. Alexei Redwood... Det var en del år siden, at hun havde været i hans families tjeneste, og det overraskede hende derved ikke, at han ikke syntes at have noget genkendelse i sit blik. Hun havde blot været en pige dengang, men nu kendte hun omfanget af hvad The Redwoods især havde gjort ved mange af hendes slags, og hvor meget de efterfølgende, havde 'fejet under gulvtæppet'. Hun skjulte - på bedste vis - sin overraskelse over at gensé ham.

"Nej, det har jeg intet imod." Hendes ord var milde, og overraskede selv hende. Havde hun lige grebet chancen for at få en opdatering fra én person hvis familie havde givet hende en barndom som slave? Det var sjældent at hun handlede så irrationelt, men nu...- Det var som om noget var vækket til live i hende. En trang til at se Alexei an.
Hun sendte ham derved, et ganske charmerende smil, der fik de kære smilehuller til at træde lidt frem. De blågrønne øjne, slog hun nu - for en gangs skyld - ikke i jorden, men lod dem hvile mod ham. Han var virkelig blevet voksen. Selv hun måtte indrømme, at han var umådelig tiltrækkende, selvom det ikke just var dérfor, hun nu besluttede sig for at lade ham gøre hende selskab.

"Hvad bringer Dem herud til aften?"

Da Alexei var yngre, havde han været alene med sin far, da hans mor døde under Alexeis fødsel. Hun var dengang 25 år gammel, og knap begyndt på at leve livet. Hendes navn var Aurora og Alexeis fars navn var Alexander. Alexander havde været en rar nok mand, da Aurora var i live, så vidt Alexei havde kunnet forstå på de folk der havde været i live til at se dette. Ham og Aurora havde været meget forelskede, lige siden de havde mødt hinanden. Dette var i hvert fald hvad Alexei havde ladet sig fortælle. Ifølge historierne han havde hørt igennem sit liv, havde Aurora været af fornem fødsel og opvækst, med et væld af penge. Alexander havde været forældreløs, og havde ikke flere penge end kun lige nok til at leve dag til dag. En dag havde Auroras far hyret Alexander til noget arbejde. Det viste sig hurtigt, at Alexander havde et talent for dette arbejde, og Auroras far havde derfor taget ham under sine vinger, så at sige. Sådan havde Aurora og Alexander mødt hinanden. Auroras far begyndte at holde af Alexander som var han mandens egen søn, så da Aurora og Alexander meddelte deres forhold til faren, var han blot lykkelig for dem. På daværende tidspunkt, havde Aurora været 20, mens Alexander havde været 22. De var flyttet ind i Auroras hjem, fordi hun gerne ville forblive tæt på sin sygelige mor. Hendes mor døde, året efter, da Aurora var 21. Selvom det måske var mærkeligt, havde dette fået Alexander til at indse, at han ikke ville leve længere uden at have Aurora som sin kone, så nogle måneder senere friede han. De havde et lille, diskret bryllup endnu nogle måneder efter. Snart efter fyldte Aurora 22 år. Hun kom sig så småt over tabet af sin mor, selvom det samme ikke gjaldt for hendes far. Efter at have levet uden hende i to år, begik han selvmord, da Aurora var 23. Han efterlod dem alt. Palæet, pengene, det hele. De var nu rige, men begge forældreløse. Aurora havde været utrøstelig, selvfølgelig. Lige indtil hun blev gravid, omkring et år efter. Da begyndte hun endelig at være glad igen, og hende og Alexander glædede sig umådeligt meget til at få deres lille barn. Men da Aurora døde, i en alder af blot 25 år, forandredes Alexanders liv sig for evigt. Og med dette, forandrede Alexander sig også fuldstændig. Han blev en ondskabsfuld og bitter mand, der drak konstant, og ofte blev voldelig overfor alle omkring sig, specielt sin søn. Da Alexei, hvis navn forældrene allerede havde valgt ud, inden hans fødsel, var fem år, havde The Redwoods erklæret krig mod The Oikans, som svar på et mordforsøg på lederen af The Redwoods. Alexander blev hvervet til krigen, og Alexei blev opdraget af forskellige slaver, sådan set, mens faren var i krig. Når han var hjemme, drak han og var ligeså voldelig som før. Alexei begyndte at udvikle sin individuelle evne, og arbejdede stærkt med at beherske den ordentligt, så han kunne kontrollere sin fars temperament. Dette fejlede dog langt oftere, end det rent faktisk lykkedes. Da Alexei så var fyldt 16 år, døde Alexander i krigen. Alexei sørgede ikke, og var tværtimod lykkelig, for endelig at kunne slippe ud af sin fars misbrug. Kort efter sluttede krigen endelig, og der faldt mere ro over tingene. Alexei boede endnu i hans afdøde bedsteforældres store palæ, som var gået i arv så længe. Han havde ingen pengeproblemer, på trods af Alexanders ihærdige forsøg på at drikke dem alle op. Tværtimod, rakte familiens formue endnu langt. Alexei brugte nogle af disse penge på kampundervisning, der senere blev selvstændigt. Han trænede ofte og hårdt. Da han så var 24, blev hans talent for kamp opdaget, af ingen ringere end Charles Redwood selv. Han blev udnævnt som krigsgeneral, og var det endnu. Han havde altså taget efternavnet Redwood for næsten fem år, glad for at slippe af med sin fars navn.

Han havde udviklet en stærk interesse i det modsatte køn, allerede inden sin fars død. Faren havde dog altid stået i vejen for enhver pige, Alexei havde prøvet at bringe ind i sit liv. Til sidst var han ganske enkelt stoppet, og havde i stedet haft kortvarige ‘forhold’ og bekendtskaber. Dette var fortsat ind i fremtiden, og han havde endnu aldrig haft et meningsfuldt romantisk forhold. Faktisk, var Kassandra det tætteste han var kommet på dette, og det var blot sex, der havde gentaget sig i nogle måneder. Hun havde dog også været hans ven, og han havde holdt af hende, men havde aldrig været romantisk interesseret i hende. Men bare fordi han ikke var interesseret i romantik, var han skam stadig yderst interesseret i kvinder. Og dette kom endnu engang til udtryk, som han satte sig ned ved siden af den smukke kvinde på bænken. Han drejede sin krop mod hende, og betragtede hende, prøvede at tage alle detaljer ind. Han smilte skævt, med charmen skruet helt op, da hun stillede ham et spørgsmål. Han så hende ind i øjnene, men lod sig ikke mærke af, at hun havde matte øjne. Øjnene gjorde hende ikke mindre smuk, og ikke ham mindre interesseret. "Åh, jeg går skam bare en lille tur, for at give mine tanker plads til at løbe løbsk. Og Dem?"

Hele situationen var, for den unge kvinde, ganske besynderlig. Besynderlig, fordi dénne mand havde en sådan aura omkring sig, som hun på én måde både fandt umådelig tiltrækkende og fascinerende på grund af dets styrke, og på den anden måde fandt lettere ubehagelig, fordi hun vidste at det ikke var hvem-som-helst hun nu havde med at gøre. Denne mand tilhørte dén husholdning, som hun havde tilbragt en mængde af sin 'barndom' i. Hun havde blot været en ung pige da Alexei's far gik bort; men havde, ganske vist, nået at opleve hans tyranni.
Elena blev ganske vist født i en slavelejr, - men da hun blev fragtet til Redhawk City med nyheden om at blive en 'husslave', havde hun næsten været taknemmelig. Måske blev hun ikke længere slået, og talt så hårdt ned til? Virkeligheden der mødte hende var dog en anden. Husholdningens herre - Alexei's far - havde været barsk, og en trygget stemning kvalte næsten livet ud af den unge pige, som havde for ung til at indsé, hvem det hele gik hårdest udover... Alexei. Selv til denne dag, kunne Elena ikke se sandheden. For dé minder hun havde, om at Alexei forsvarede sin brutale far, var kreeret af et barn. Ikke en voksen kvinde. Og eftersom hun havde forsøgt at fortrænge sine minder fra dén tid, ganske længe, og aldrig havde hørt en anden side af sagen, havde hun nået en 'sandhed', der måske ikke var fair overfor Alexei. For nu...- selv her på bænken - mærkede hun blodet på tanden, over at kunne se en 'modstander' i øjnene, og måske vise ham at hun ikke blot var en 'usynlig', lille pige længere.

Trods hendes rationelle væsen forsøgte at stoppe hende, var det som om hun lod sig styre af sin hævngerrighed. Af dén lille del af hende, som var bundet af dét faktum, at hun aldrig havde hørt en Redwood - eller en tilhænger - sige ordet 'undskyld', for hvad der var hændt hende, og så mange andre af hendes slags. Derfor forsøgte hun at bibeholde hans interesse, frem for at fjerne sig selv fra situationen.

"Så længe Deres tanker ikke leder Dem på afveje" Lød det fra hende, med en stemme så mild og drillende, at man ikke skulle tro, at en eneste hævngerrig tanke gled gennem det kønne hoved. Hun sendte ham et af sine små, strålende smil.
Dernæst vendte hun blikket ned mod gaden, hvor et par mænd -
tydeligvis - var på vej ind mod bordellet, "Et frit sind, kan nemt få én i problemer."

Hun rettede igen de matte øjne mod ham. Det overraskede hende hvor villig han var til at kigge hende i øjnene. I et sekund fik hans interesserede blik hende næsten til at betvivle hvorvidt den lille flamme hun følte i sit bryst skyldtes et adrenalinkick over at være så tæt på en 'fjende', eller om hendes krop blot forsøgte at trodse hendes rationalitet.
"Jeg prøver - modsat Dem - ikke at lade mine tanker løbe løbsk, men derimod...-" Hun holdt en lille tænkepause, og tilføjede dernæst "Jeg tror jeg forsøger at holde dem væk."

Eftersom Alexei stort set var blevet opdraget af husets slaver, havde han også altid prøvet at behandle dem så godt som muligt. De havde været mere familie for ham, end hans egen far havde været. Selvfølgelig havde han foretrukket nogle frem for andre, men sådan var det vel egentlig også normalt med ens egen familie. Den største forskel lå nok bare i, at man ikke kunne vælge sin familie, eller skifte familiemedlemmer ud, hvis man var utilfredse med dem. Dette kunne man derimod sagtens med slaver, hvilket Alexei også havde set ske adskillige gange igennem sin opvækst. Den første slavinde Alexei kunne huske, som var blevet tildelt opgaven at se efter ham, havde han haft i noget tid, måske et års tid. Og så, den ene dag, var der bare dukket en ny slavinde op i stedet for hende. Alexei havde været en lille dreng, og havde ikke kunne forstå, hvor den anden kvinde var blevet af. Da han spurgte sin far, var han blevet gal, og havde sagt, at Alexei aldrig skulle stille ham spørgsmål. Han skulle ikke stille spørgsmål ved nogle af farens handlinger, havde faren banket ind i ham. Alexander havde ikke så ofte været voldelig mod Alexei, da Alexei stadig var en dreng, men misbruget havde taget til, som drengen blev ældre, og kunne holde til mere. Alexei havde frygtet sin far, og havde sjældent sagt fra overfor ham, fordi han vidste hvad der ville vente ham, i tilfælde af dette. Så hver gang faren var utilfreds med en slave eller noget, vidste Alexei bedre end at krydse ham. Og faren blev hurtigt utilfreds. Alexei huskede, hvordan en slave engang kun havde været hos dem i et par timer, fordi hun havde været så nervøs at hun tabte en tallerken med mad, som smadrede. Da hun havde ryddet dette op igen, var hun blevet sendt væk fra deres hjem, med truende ord og råberi. En anden gang, var en meget ung slavepige blevet sendt til deres hjem, for at hjælpe til i huset. Hun havde været nogle år yngre end Alexei selv, og havde været der i få år. Alexei var begyndt at holde af hende, og havde omgået hende ofte, hvilket faren selvfølgelig havde bidt mærke i - som en af de få ting han nogensinde bemærkede omkring sin søn og dennes liv - og havde også skaffet sig af med hende. Altid kun fejlene og manglerne, aldrig noget andet. Måske var det fordi han bebrejdede sønnen for morens død. Men dette kunne Alexei aldrig vide med sikkerhed, og det betød egentlig heller ikke det store for ham. Ingen undskyldning var en god nok undskyldning, til at bortforklare mandens opførsel i alle de år. Det var ganske enkelt uacceptabelt.

Han kiggede hende endnu ind i øjnene, da hun talte igen. Han lo lavt og kort, som han ikke kunne undgå at få visse tanker ved disse ord, der netop kunne siges at lede ham på afveje. Som pigen sendte ham et strålende smil, var den kommende krig nemlig det længste fra hans tanker. I stedet bed han mærke i hendes læber, der var smukke og fyldige. Hans tanker begyndte at kredse omkring, hvordan han kunne læne sig forover og placere sine egne læber ovenpå hendes. Selvfølgelig kunne han aldrig finde på dette, ikke så kort tid efter at have mødt hende, men tankerne forlod ham alligevel ikke. Dog var han vant til den slags tanker, og vidste sagtens hvordan han skulle holde dem under kontrol. Kontrol var nemlig noget han generelt besad meget af. Dette var sandsynligvis en følge af hans opvækst, hvor han altid var nødsaget til at være i fuld kontrol omkring sin far. Han fulgte hendes blik, som havde spottet to mænd på vej ind på bordellet. Flere tanker kredsede i hans hovede, men ikke om selve bordellet. Han havde aldrig besøgt et bordel, og havde heller ikke nogle planer om dette. Han foretrak kvinder, han ikke skulle betale for de nydelser, de kunne give ham. I hvert fald ikke med andet end en gengældt nydelse. Han sagde blot; "Så sandt." Da hun så talte igen, rettede han også sine egne øjne tilbage til hendes. Han kiggede hende dybt i øjnene, og rynkede på sine øjenbryn. "Jeg håber ikke De finder dette fornærmende, men er De i problemer, frøken?" En ungmø i nød, som man sagde, var altid værd at redde. Om ikke for den taknemmelighed der som regel fulgte, så i hvert fald for den tilfredsstillelse han opnåede ved at forhindre ting, han aldrig havde været i stand til at forhindre, i hans eget tilfælde.

'Han ønsker ikke at se dig længere. Du er blevet for pågående.', det var én af de forklaringer den unge Elena havde fået, da hun på koldeste vis, var blevet afskediget fra dén husholdning hun havde været slave for, for mange år tilbage. Hun var blevet fortalt, at hun blev forvist på Alexei's anmodning, og mange barske ord, og referencer til hendes 'matte øjne' var blevet inddraget i samtalen. 'Uværdig' og 'ligegyldig' var nogle af de termer, Alexei's far havde plantet som sin søns ord, og det var nok dét der havde slået hårdere en nogen næve nogensinde havde gjort. Elena havde, i en periode, følt sig tryg omkring Alexei. Hun havde troet at han var anderledes end sin far, og måske ikke ønskede denne krig. Der var en blidhed i hans øjne, trods hans fysiske styrke - allerede dengang - havde virket som en stor kontrast dertil. Dog havde hele denne 'løgn' noget som forevigt havde gjort Alexei til en forhadt person for Elena. Den havde tjent sit formål, og draget en kløft mellem de to, som måske - i sidste ende - ikke var spor retfærdig.

Jeg er ikke uværdig for dig nu, er jeg vel?, tænkte hun til sig selv, som hun mærkede hans blik hvile mod sig, med en interesse så fyldig, at hun næppe kunne fornægte at føle en hvis energi spænde op i hendes krop. Dog kastede hun følelsen hen som noget der kun skyldtes spændingen over situationen, og den store mængde indestængthed, som havde fyldt hende i alle disse år. Elena havde ikke mange erfaringer med hankøn. Hun fornægtede ofte deres interesse, eller blev for overvældet af den, til nogensinde at udnytte den. Hendes dagligdag var fyldt med så mange forfærdelige syn, som healer i det værst tilredte sted i Redhawk City, at hun sjældent lod tankerne vandre andetsteds. Kiggede en mand på hende, afgjorde hun ofte, at de dømte hendes øjne. Ikke hendes ungdommelige ansigt, de lange lyse lokker, eller hendes unge, slanke krop. Men trods hendes mangel på erfaring, havde hun altid fundet tanken om hankøn og sex utrolig... fascinerende. Selv hérfra - kunne hun være en bystander til hvordan folk blev overvældet af et nærmest dyrisk begær, som trak de hinanden gennem gadehjørnerne, eller listede hen i skjul bare for at 'få hinanden' for en stund. Det var en del af så manges liv, og sommetider oplevede Elena en mild jalousi over ikke blot at koble af, og følge deres eksempel.

Da Alexei så hende i øjnene, forventede hun i et kort øjeblik, at han nærmest ville få et glimt af hendes ødelagte sjæl, eller hendes sande identitet. Men hvordan skulle han genkende hende, som det skrøbelige barn hun havde været engang? Især nu, hvor hun sendte ham, drillende blikke, og virkelig forsøgte at skubbe sine mere charmerende sider i forgrunden.
Ved hans spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at le en smule.
"Hvordan kan jeg være i problemer, når der sidder en mand som Dem ved min side?" Tilføjede hun udfordrende, og rystede dernæst på hovedet, mens hun lod blikket glide rundt i området. "Men mon ikke jeg bør finde en situation De kan redde mig fra?" Drillede hun, mens hun pillede lidt ved én af sine lyse lokker.
Snart faldt hendes blik mod ham igen. Hun tiltede hovedet en smule på skrå, "Er De her fra området?" Hun kendte i grunden svaret, men forsøgte at skabe lidt samtale, så han ikke forlod hende, før hun fik et bedre indblik i hans liv.

Alexei var vokset op med en form for afsky overfor sig selv. På mange områder, havde han altid været fuldkommen bevidst om, hvor kompetent han var, men der var bare ét område, der var en stor nok skam til at overskygge alt det gode. Hans far. Hans svaghed overfor denne modbydelige mand, der havde været med til at føre ham ind i livet, for derefter blot at få ham til at ønske, at han aldrig var blevet født. Han havde aldrig været i stand til at forsvare sig selv mod sin far, selv ikke med alt den fysiske styrke han havde opnået med årene. Teknisk set, ville han måske nok havde været i stand til det, fysisk, som årene gik, men han havde aldrig haft styrken til det, psykisk. Han havde altid været skamfuldt ræd for sin far, og selvom han ikke var meget for at indrømme dette, var det noget der havde hæmmet ham hele hans liv. Han havde aldrig været modig nok til at stille sig op mod sin far, og dette smertede ham gevaldigt, til denne dag. Indenfor alle andre aspekter af sit liv, havde Alexei altid været langt modigere end de fleste, men aldrig når det gjaldt hans far. Dette kunne han aldrig gøre om, og derfor prøvede han også at hjælpe andre ud af voldelige og underkuende forhold (familiære eller andre slags), hvorend han kunne. Dette var hans måde endelig at tage kampen op med sin far, gang på gang, når nu han aldrig havde været i stand til det, mens han endnu levede. Hvis han havde, ville han have krævet svar på så mange ting. F.eks. ville han ikke have godtaget nogle af hans løgne eller halve sandheder. Han ville have krævet at få alle oplysninger om enhver fyret slave, og forhindret flere af disse tilfælde, samt så meget mere. En af de slaver han huskede absolut klarest, var den lille pige, der havde været hos dem i et godt stykke tid, indtil han en dag vågnede, og indså at hun var væk. Han havde været rasende på sin far, men havde ikke kunnet gøre noget. Pigen havde han holdt meget af, for hendes uskyldige, unge natur og alle de ar hun allerede havde fået på sin sjæl. Han havde næsten følt sig som en overbeskyttende storebror overfor hende, og alligevel havde han ikke været i stand til at beskytte hende fra hans far. Hun havde fået samme skæbne som alle de andre før hende, og Alexei havde været yderst bedrøvet. Men selvfølgelig aldrig foran sin far, da det ville resultere i flere tæsk. Det var tegn på svaghed, ville han sige. Og sådan havde Alexei fået indprintet, at man aldrig skulle lade andre vide hvad man følte, fordi dette ville give dem mulighed for at udnytte ens svagheder. Noget han endnu levede efter.

Kvinden foran ham var både smuk og charmerende. Der var noget udfordrende over hendes udstråling og tonefald, som pirrede ham. Han bevarede øjenkontakten, selvom dette altid gjorde ham mere udsat, i forhold til at vise sine følelser. Øjenkontakt var dog alligevel noget han altid havde været god til at fastholde, hvilket nok egentlig var et af hans mere intimiderende træk. Dog virkede det selvfølgelig ikke kun til at intimidere folk, men også til at pirre deres seksuelle interesse. Øjenkontakt kunne være yderst sensuelt, og dette var præcis hvad han gik efter på nuværende tidspunkt. Som hun lo, trak han på smilebåndet over hendes skønne latter. Latter kunne være nogle af de skønneste lyde man nogensinde kunne høre. Han kneb øjnene lidt sammen, som han smilte skævt ad hendes spørgsmål. Dette var måske mere retorisk, men han valgte alligevel at svare. "Ganske rigtigt. Det er mig, der er i problemer, med sådan en smuk kvinde foran mig." Han rakte ud og lod en tot af hendes lyse hår finde om bag øret. En meget simpel berøring, men noget der altid var sikker på at udvise interesse. Hun kiggede væk fra ham, og rundt i området. Så talte hun igen, og han smilte. Alt han kunne tænke på var at redde hende fra de begrænsninger hendes tøj satte. Men dette var dog for offensivt at sige højt, så han tænkte kort over hvad han i stedet kunne sige. "Åh nej, der er skam ingen grund til at opsøge problemer. De finder alligevel altid én, så for nu vil jeg meget hellere nyde Deres selskab." Han kiggede stadig på hende, da hendes øjne endnu fandt hans. Han lagde hovedet lidt på skrå, da hun så spurgte hvor han var fra. "Desværre, er jeg opvokset i Amber Eye District." Han mente dette desværre, men havde ikke i sinde at uddybe. Hans barndom var ikke noget han talte om.

I perioden op til Elena's 'opsigelse' fra Alexei's hustand, havde hun prist sig lykkelig for sin situation. Trods der blev talt hårdt til hende til tider, og trods hun stadig udførte slavearbejde, var det intet i sammenligning med dét der hændte i slavelejrene. Her måtte, selv den mest spinkle, lille, blonde pige, tage det hårde slæb, og kiggede man forkert på visse ledere, blev man nemt slået, eller spyttet på. Hvad der ventede hende efter hun forlod husstanden, havde dog været værre end dét miljø hun var vokset op i. For gradvist, som hun forlod barndommen, blev hendes vilkår værre. Nu så lederne ikke nødvendigvis kun på hende som en slægtløs tyngde på deres skuldre, men nærmere som en ung kvinde, der udviklede sig og som kunne 'bruges' til andet end blot det hårde, fysiske slid og slæb. Hvordan hun - i sidste ende - var sluppet for mere end at mærke deres ru hænder på sin krop i ny og næ, var en gåde. Havde hun ikke haft nogle pålidelige mennesker ved sin side, havde hun måske haft en skæbne, der på mange måder ville have stjålet alt lys fra hendes øjne. Dog var der stadig mange forfærdelige minder, gemt væk, et sted bag de slægtsløse øjne. Minder der var blevet dækket til, og skjult bag en masse had, for dé slægter der havde behandlet hende værst. I grunden straffede hun vel også Alexei nu, for mere end blot hans families indvirken i hendes liv. Hun ønskede at hævne sig over intet mindre end hans øjenfarve, og dét faktum, at de fleste der førte pisken dengang, hørte til hans slægt. Så var hun ikke selv ligeså dømmende, som folk var mod hende? Var hendes grund mere retfærdiggjort, eller burde hun blot vide bedre?

Det var nemt at bære en maske, når man var vokset op i lejre, hvor man nemt kunne straffes for at vise ens sande følelser. Derfor forekom det naturligt for den unge kvinde, at lade som om alt var i skønneste orden, trods hun, selvfølgelig, vidste, at denne mand ikke bare var en charmerende 'nobody'. Nej, hun genkendte de kønne øjne, der hvilede mod hende, og som strålede med deres gyldne nuancer. De var så opmærksomme, varme, og yderst fascinerende for en ung kvinde, som vel - i grunden aldrig - havde vovet at bevare øjenkontakten så længe ad gangen med en Redwood, og derved aldrig virkelig betragtet deres slægtsøjne i mere end et splitsekund. For trods, hun normalt ville kaste sit blik i jorden, af frygt for at virke sårbar eller at blive mødt med dømmende blikke, følte hun sig nu draget af dé øjne. Der var noget fængslende ved dem. Som om hun, ved at kigge i dem, forsøgte at læse bogen om hans liv, og derved få svar på en masse uforløste spørgsmål. Var han et monster? Hans charme fortalte hende noget andet, og det samme gjorde hans indsnørrende og indbydende stemme. Hun blev snart nødt til at vriste sit blik fri fra hans, i en kort stund, af frygt for at lade sig dykke for dybt ind i hans blik. Det var jo ikke hensigten...

Hun skilte læberne ad, for at sige noget ved hans smigrende kommentar. Dog gled ingen ord over hendes læber, da hun snart mærkede hans hånd - stor i forhold til hendes - række ud efter hende. Normalt ville hun glippe med øjnene ved sådan en bevægelse; men den blev udført så roligt, blidt og uforudset - som den placerede en af hendes blonde lokker bag øret, at hun forblev helt rolig. Hun mærkede endda varmen stige op i de lyse kinder, og skyndte sig hurtigt at se ned, mod sine hænder - der lå i hendes skød - af frygt for at hendes evne til at blusse op, ville træde ind. Hun bandede derved invendigt af sig selv for sin reaktion. Hvad var der dog galt med hende? I grunden var svaret simpelt. Hun var en ung kvinde, som - trods hun ikke ville indrømme det - fandt denne mand utrolig tiltrækkende.
"Jeg tror nærmere at De kommer i problemer med dé ord, der glider over Deres læber..." Lød det så fra hende, med en lidt drillende tone i stemmen, før hun endelig lod sit blik glide op mod hans ansigt igen.

Hun studsede over hans ordvalg, som han sagde at han boede i Amber Eye district. Forsøgte han at lege utilfreds rigmands-søn, eller var det så sandfærdigt som det lød?
"De lider måske af højdeskræk?" Lød det jokene fra hende, som hun kastede et blik over mod distriktet langt derfra, som tronede sig op på bjerget i området. Hun vidste at hun ikke burde fortælle at hun boede i Groundstone. Så ville han måske miste interessen med det samme. Det var trods alt byens mest kriminelle, beskidte og fattige område. Derved skiftede hun emne før han kunne vove at videreføre et eventuelt spørgsmål.

"De fik aldrig præsenteret Dem selv?" Hun blev ved med at tale i den lidt mere 'formelle' tone. I grunden var det vel sjældent at hun lod den falde, overfor fremmede. Hun strøg en hånd gennem sit hår, så det faldt ned over ryggen, frem for over de smalle skuldre, "Det er jo næsten uanstændigt at en ung kvinde taler med en fremmet om aftenen, uden at kende hans navn." Hun fugtede kort sine læber, og tiltede hovedet en smule på skrå, af nysgerrighed, trods hun - i sidste ende - kendte hans svar.

Alexei havde altid været stolt af sin slægt. Langt mere stolt end han nogensinde havde været over sin familie. Men nu havde han selvfølgelig heller aldrig kendt til andet familie end sin brutale far, der ikke havde været meget familie, overhovedet. Han havde føltes mere som en fremmed diktator, der havde overtaget Alexeis liv, så han kunne ødelægge alt for ham, igennem hele hans liv. Derfor havde han også været ovenud lykkelig, da krigen havde taget ham som offer. I første omgang, havde han blot været godt tilfreds med det faktum, at han blev hvervet som soldat, og derfor tilbragte mindre tid hjemme. Han havde haft mere tid til at være sig selv, og rent faktisk udvikle relationer og lignende. Desværre havde krigen blot gjort faren endnu mere forskruet og fordrukken, og når han så kom hjem, var alting endnu værre end det havde været før. Alexei fortalte sig selv gang på gang, at han ikke behøvede at blive der, at han kunne stikke af hjemmefra, og skabe et liv selv. Men han havde ikke haft nogle steder at tage hen. Måske hvis han havde kendt bare en smule andet familie, som han kunne have forsøgt at tage hen til. Men alt han havde var sin far, og selvom det havde smertet ham, havde han aldrig været i stand til at efterlade alt der udgjorde Alexei og sit liv. Det havde altid virket for endegyldigt. Så i stedet var han blevet hos sin far, og havde bidt alt i sig. Fundet sig i hvad end der faldt på ham, helt indtil den dag. Den dag, hvor han fik den bedste nyhed han nogensinde havde fået. Hans far var blevet endnu et dødsoffer for krigen, og Alexei var nu helt alene i verden, uden noget som helst familie. Selvfølgelig ville det have været at foretrække, at han havde haft noget familie, men så længe han slap for sin far, var han ovenud lykkelig.

Som Alexei sad og så denne kvinde ind i øjnene, kunne han ikke lade være med at undre sig. Havde han ikke set ind i disse øjne før? Han kunne ikke placere, hvor han mon skulle kende hende fra, men han følte bestemt ikke at dette var deres første møde. Og dog virkede hun ikke som én han ville glemme, hvis han rent faktisk havde mødt hende før. Så han rystede på hovedet, indvendigt, over sig selv, og kom til den konklusion, at han umuligt kunne kende hende. Hvor skulle han dog kende hende fra, og hvorfor kunne hun i så fald ikke huske ham? Det lød måske nok en anelse for selvtilfredst, men han var overbevist om, at han ikke var typen man bare lige gik hen og glemte. Han blinkede en enkelt gang, og åbnede så øjnene for igen at kigge på hende. Hendes øjne var relativt store, den slags øjne man ville kunne kalde for dådyrøjne, og deres farve var et mix af blå og grøn. De var ‘matte’, hvilket signalerede at hun var slægtsløs, men dette generede ikke Alexei det mindste. Han kendte mange, som det nok ville genere eller endda ligefrem fornærme, men han kunne næppe være mere ligeglad. Dette gjorde hende ikke mindre smuk. Tværtimod, var det nok snarere det modsatte, da dette kun gjorde hende mere unik. Der fandtes ikke utallige slægtsløse, og derfor var det også lidt utroligt, at dette ikke engang var den første slægtsløse, som han var stødt på i sit liv. Den unge pige, han havde betragtet som en form for lillesøster, havde også været netop dette.

Som han rakte ud og skubbede hendes hår om bag øret, så han bedre kunne se hende, lagde han mærke til den skiftende farve i hendes kinder. Måske hun alligevel ikke var helt så upåvirkelig, som hun tilsyneladende gerne ville virke. Hun fjernede også blikket fra ham og ned på sine hænder, der befandt sig i hendes skød. Han fugtede sine læber og smilede så, som han endnu så på hende. Hendes egne øjne fandt også hans igen, så der atter var øjenkontakt imellem dem. Han lagde armen på bænkens ryglæn, så hans hånd strejfede hendes skulder.
"Nogle ting er værd at komme i problemer for. Eller, skulle jeg sige; nogle personer." Han sendte hende et gavtyveagtigt blink, og bed sig let i underlæben, som han skruede yderligere op for charmen. Da hun kom med en joke omkring højdeskræk, sendte han hende endnu et smil, men hans øjne var ikke med i det denne gang. Han svarede hende heller ikke. Han kunne ikke joke med sin barndom, for der var i sandhed intet sjovt over den.

Han nåede ikke engang at spørge hende hvor hun selv kom fra, inden hun stillede ham endnu et spørgsmål. Så trak hun en hånd igennem håret, og han iagttog de lyse lokker ændre position. Det var ingen løgn, når han omtalte hende som smuk. Han fjernede blikket fra hendes lyse lokker, og lod dem finde hendes skød, hvor hendes hænder atter lå. Han rakte langsomt og sikkert ud efter hendes højre hånd, som han blidt tog i sin egen. Som han langsomt førte den op mod sine læber, begyndte han at tale, imens hans øjne atter fandt hendes. "Jeg kunne komme i tanke om langt mere uanstændige ting at gøre med en fremmed," sagde han så, som han kiggede hende dybt ind i øjnene, med sit allermest forførende blik, der fik øjnene til at knibes en smule sammen, for effektens skyld. Han holdt øjenkontakten, selv som han endelig førte hendes hånd op til sin mund og lod sine læber finde håndryggen af hendes lille hånd, der egentlig virkede for ru til ikke at have været udsat for en masse hårdt arbejde. Dette skrev han sig bag øret, da det var et interessant faktum. Hans læber formede et kys på hendes håndryg, der var mere end blot et kort tantekys. Da han så fjernede læberne fra hendes hånd, mens han stadig bevarede øjenkontakten, lod han deres hænder sænkes lidt, men uden at lade dem finde samme plads som før. Han fugtede læberne endnu en gang, inden han talte. "Alexei Redwood, til Deres tjeneste." Han førte først nu hendes hånd tilbage til hendes skød, hvor han tøvede et øjeblik, inden han gav slip på den igen, og stille tog sin hånd til sig. Han var godt klar over, at hun nu ville vide, at han kun kunne være højtstående indenfor sin slægt, så han håbede at det ville virke til hans fordel, for det var ikke altid det gjorde dette. Han måtte dog indrømme, at det oftest var tilfældet, da kvinder som regel fandt det yderst tiltrækkende, at han havde magt og påvirkning. Han fjernede blikket fra hende, for at se ned på sine egne hænder, men fandt snart hendes øjne igen. "Og hvad er så Deres navn, frøken?" Han sendte hende et diskret, men yderst charmerende smil.

Nogle ting er værd at komme i problemer for. Eller, skulle jeg sige; nogle personer. Hvo uskyldig man så end måtte foregive at være, kunne den charmerende og flirtende tone i disse ord vel næppe overses. Ej, kunne det lette strejf af den store hånd mod hendes skulder, som han lod sin arm glide om bænkens ryg bag hende. Det var mærkværdigt hvordan hun nu brugte flere kræfter på at forholde sig fattet og i ro, end når hun stod med en skalpel i hånden over en patient. Men dette var ikke arbejde. Dette var et spil. Hver gang han rykkede en brik, rykkede hun den næste; uanset hvor uvant dette så var for hende. Dog var hun end ikke sikker på om hun kunne vinde. For hvad var det hun ønskede at få ud af denne mand? Måske et glimt af genkendelse, - eller nok nærmere en flovhed over hvad der var hændt dengang. Hun kendte endog ikke selv svaret. Dette var bestemt ikke kalkuleret, men havde været en instinktiv og impulsiv beslutning, som hun nu var blevet fanget af. Udfordringen havde draget hende ind, men hans interesse, og hende egne uforventede reaktioner, fik hende til at tvivle på hvorvidt hun nogensinde kunne bakke ud igen. Havde nogen kvinde nogensinde sagt nej til de gyldne, varme øjne, der netop hvilede mod hende?

De blågrønne øjne faldt ned på én af hans hænder, som den - langsomt - havde rakt ud efter hendes. Normalt var folk hensynsløse med hastigheden af deres gestusser, og kunne ofte bevæge sig en tand for hurtigt: Et faktum, som ofte fik den unge kvinde til at misse med øjnene. Alexei var dog rolig, fattet, og blid, trods hun ikke betvivlede hans fysiske evner et eneste sekund. Der var noget næsten... faretruende fascinerende ved en mand der, - trods han kunne knække hendes håndled -, førte hendes hånd op mod sine læber med en utrolig blidhed, som hun bestemt ikke kunne få til at passe med det 'monster' hun havde kreeret i hendes hoved over årene. Havde hun mon gjort en fejl i at lade hans karakter og faderens smelte sammen?
Hun mødte hans øjne, og lyttede til hans ord. Snart fangede hun sig selv i, at lade sit blik glide lidt ned mod hans læber, som hans ord ramte luften. Netop som han sagde ordene 'uanstændige ting', var det som om hun, i et sekund, havde tænkt nøjagtigt det samme. Hun følte sig næsten helt fortryllet af hans stemme, og trods hendes øjne forsøgte sig at løsrive sig læberne, gjorde det bestemt ikke sagen bedre, da hun mødte hans øjne. For synet der mødte hende, var forførende. Til en sådan grad, at hun var ganske sikker på at hun, næsten instinktivt, var rykket en centimeter eller tættere på ham. Da han kyssede hendes hånd, følte hun en let skælven i sin krop, selvom hun inderligt håbede på at den ikke ville kunne mærkes af ham. Hun var engang blevet fortalt at had og begær var to tæt relaterede følelser. Så var det détte der skete når man blandede de to?

Som han sagde sit navn, gjorde hun sig sit bedste forsøg på at løsrive sig 'fortryllelsen'. Det var nemmere, som han havde placeret hendes hånd i hendes skød, og nemmere fordi hun - med en klarhed - hørte navnet 'Redwood', og derved måske kunne skubbe sine mere syndige tanker på afstand. Nu hvor der også var en hvis fysisk afstand igen, kunne hun samle sig selv mere igen.

"Jeg sagde før at en ung kvinde skulle kende mandens navn; aldrig omvendt." Lød det fra hende, som han spurgte til hendes navn. Ærlig talt, havde hun - i øjeblikket før . blot været så koblet af alle rationelle tanker, at hun ikke stolede på sin egen evne til at finde på et navn. Hendes rigtige, skulle trods alt ike ramme luften endnu. Hun sendte ham et drillende smil, og gav sig dernæst til at løsrive blikket fra ham, så hun - ja, forhåbentlig - kunne få lidt luft til sine tanker, "For en mand som bærer et navn som Deres, kan vel kun blive skuffet over at høre et navn som det jeg bærer." En let latter undslap hendes læber, før hun vendte blikket mod ham. Hun pillede lidt ved en af sine lyse lokker, "Og måske ville det ødelægge mysteriet...
Og det vil også give Dem én kvinde mindre at huske navnet på." Den sidste tilføjelse blev sagt med en lidt udfordrende tone i stemmen. Som antog hun hvor mange elskere eller kvindelige bekendtskaber, en så charmerende mand, med et så kendt navn, måtte have.

Det var ikke en hemmelighed, at Alexei ikke var synderligt vant til at få afslag fra det modsatte køn. Han havde et talent for at få hvad han ville, og dette var specielt gældende inden for hans romantiske liv. Han havde i løbet af sine 29 år lært, hvordan han skulle udnytte sin charme på det højeste, så den virkelig gav ham en fordel i livet. Selvfølgelig brugte han den ikke til de vigtigere ting i livet, som f.eks. jobs og titler. Disse sørgede han altid for at gøre sig fortjent til, så han vidste at han ikke havde fået det tildelt. Dette var mest for hans egen skyld, og ikke for andres. Han ville gerne kunne være stolt af sine bedrifter, og det kunne han ikke, hvis han bare havde brugt sin charme til at opnå disse, og ikke sine talenter og hårde arbejde. Men med kvinder, var det jo i teorien ikke meget anderledes. Med kvinder brugte han også sine talenter og hårde arbejde, men i det tilfælde var talentet bare hans charme og den effekt han som regel havde på kvinder. Nogle gange var der bare brug for at skrue lidt mere op for charmen end andre gange, og hans erfaringer fortalte ham, at når dette blev nødvendigt, var det som regel værd at gøre. Kvinder, der ikke bare dånede efter et smil fra ham, men tværtimod gav ham lidt modstand, var langt mere interessante. Man hørte ofte folk sige, at jagten var det bedste, og dette kunne han godt skrive under på. Så længe kvinden var værd at jagte, og af en eller anden grund, følte han at denne kvinde nok ville vise sig at være hans bestræbelser værd.

Alexei var en utroligt detaljeorienteret og opmærksom mand, og derfor bemærkede han naturligvis også, hvordan kvindens blik gled fra hans øjne og ned til hans læber, da han holdt hendes hånd tæt på sig og indirekte foreslog nogle andre uanstændige ting, de kunne lave sammen. Dette frembragte et skævt smil, og han lod kort sine egne øjne finde hendes læber, ligeså. De var ekstremt fristende, og han så for sig, hvordan han ikke behøvede at gøre andet end at læne sig en smule fremad, og lade sine egne læber ramme hendes. Han så dog ikke på dem længe, før han endnu fandt hendes øjne. Øjenkontakten var en vigtig del af hans forfører-teknik. Det lod ikke til at efterlade hende komplet upåvirket, eftersom han syntes at bemærke en svag skælven i hendes krop, da hun atter så ind i hans gyldne øjne. Og dette var jo præcis hvad han ønskede, så han lod også et tilfredst smil pryde sine læber.

Han så på hende, som hun atter åbnede munden. Hun var snu, og han kunne ikke lade være med at finde det pirrende. Det var ellers noget der normalt ville kunne irritere ham, men hun fik ham blot til at være mere interesseret, som han higede efter at åbne hende op og få hende til at fortælle. Han kunne godt lide mysterier, og det var altid fantastisk at løse dem. Derfor ville han nu bestræbe sig på at løse mysteriet der var denne kvinde. "Hvad skal en mand så gøre, for at fortjene en kvindes navn?" Det drillende smil hun sendte ham, fik kun intensiteten i hans øjne til at stige. Han skulle nok få hende til at ville have ham så meget, at hun ikke kunne stå imod længere. Om bare han så fik muligheden for at mærke deres læber mod hinanden, og ikke mere end det, ville han stadig have tilfredsstillelsen af at have fået hende til at sænke paraderne. Han rystede på hovedet, og smilede til hende. "Hvordan skal en kvinde som Dem nogensinde kunne skuffe en mand som jeg? Dette ville i hvert fald aldrig være grundet Deres navn, men snarere det faktum at De ikke vil lade mig kende dette." Han rykkede en smule tættere på hende, uden at fjerne afstanden imellem dem. Dette var blot for at drage hende ind og få hende tættere på, både fysisk og psykisk. Han lyttede til hendes næste, udfordrende kommentar, og dette fik ham til at hæve et øjenbryn. Han lænede sig længere fremad, og placerede blidt sin hånd på hendes kind, så han var sikker på at fastholde hendes øjenkontakt. "Jeg er sikker på, at De nok skal gøre det umådelig svært for mig at glemme Dem." Han kom ikke med et smil denne gang, for at virke ekstra intens og dermed forførende. Han lod sin tommelfinger glide fra hendes kind og ned for at strejfe hendes læber. Det var ikke en særlig vild handling, men alligevel noget der burde gøre et indtryk.

I en hvilken som helst anden situation, havde dét at slynge hendes navn uanfængtet ud, været en temmeligligegyldig handling. Nu var det dog hendes navn, der opretholdte dén barriere der hvilede mod dem. Den der tillod at hun kunne betragte Alexei, med en hvis klarhed, mens han var overladt til at se hvad han måske ønskede at se. Sandheden var, i hvert fald, stadig for uklar for ham. Ja, medmindre han spillede mindst ligeså godt skuespil som den unge kvinde gjorde. Frem for, dog, at bedømme hans mangel på genkendelse, som et resultat af hendes egen forvandling fra en skrøbelig, lille pige, til en voksen, målrettet kvinde, fejlbedømte hun den som snæversynethed. Som havde denne mand ikke blot - efter hendes overbevisning - smidt hende ud af sin ejendom, men også ud af sine minder. Den lille pige, var nu vokset sig smuk, trods hun oftest lod sin skønhed dækkes til af snavs og alvor. Aldrig havde hun vokset sig forfængelig, trods de store øjne bar en håbefuld og dog alvorlig glød, og trods kroppen var blevet fyldig i hvad mange mænd måtte kalde 'de rette steder'. Det lange hår, var blevet mere nuanceret med årene, men blev ofte gemt lidt væk i fletninger; for blot, en gang imellem, at vise sig i dén pragt det gjorde nu. Hun havde dog observeret nok kvinder i Redhawk City, rige som fattige, til at have opfanget visse træk af deres mimik. Det var sådanne ting hun drog nytte af nu; som hun tvistede en vildfaren lys lok rundt om sine, slanke fingre, og så på manden ved sin side, med et opmærksomt, og dog drillende glimt i de store øjne. Flere gange i sit liv, var hun dog blevet fortalt at hendes sarkasme kunne skræmme mænd væk. I denne situation, kunne hun dog ikke lade være. Det forekom hende naturligt. Især i en situation hvor hun hverken ville virke for kostbar, eller for interesseret.

Hun trak let på de svage skuldre ved hans første spørgsmål. Alexei ville tilsyneladende ikke lade hende slippe så nemt. Derved måtte hun tilbringe mere tid med at forkringle sandheden, uden at tabe ansigt. Dog havde hun altid ment, at hun havde talegaverne i orden..- Ja, de var velnok hendes eneste våben.
"Måske er netop denne kvinde, blot påpasselig med at forære manden sin identitet... Hun afspejlede deres finurlige formuleringer, og fandt det - i grunden lidt underholdende - at se hvordan hun kunne dreje sagen til sin egen fordel. Et lille stolt smil, plantede sig snart mod de buttede læber, "For måske ville han bruge informationen til at finde hende igen... Hun holdt en lille kunstpause, før hun, med et lille, kækt smil, tilføjede: "Og det tager vel lidt det spændende ud af det, synes De ikke?"

Igen tiltede hun hovedet lidt på skrå ved hans ord. Der var noget meget ungdommeligt ved hendes mimik, når man tænkte over det. De store øjne blinkede opmærksomt, mens hun gik igennem de hundrede måder hun kunne forestille sig, at hun kunne skuffe ham på. Dog var der ét simpelt svar, der rungede i hendes kønne hoved.. Sandheden. Hun smagte lidt på hans ord, og hævede hagen en smule, "Så De er skuffet over min kærlighed til privatliv? Nu skuffer De måske mig." Hun sendte ham et drillende smil, hvoraf den øverste tandrække blev blottet en smule.

Snart mærkede hun ham læne sig fremad. I et sekund, var hun ganske sikker på, at hans krop nærmest sendte små bølger af varme mod hendes. Ville han røre hende igen? Hun var bange for at hun ville lade sig overgive til ham, i små sekunder, som hun havde gjort før. For i dé små skrøbelige øjeblikke, følte hun sig usikker. Både på sine intentioner med dette møde, og med hendes egen fysiske drifter. For ville hun være i stand til at sige stop?
Trods alle disse tanker løb gennem hendes hoved, kunne hun ikke undgå at dykke ind i hans øjne, som han - fuldt fokuseret - mødte hendes. Snart mærkede hun hans hånd mod sin kind. Hun pressede tungen let op i ganen, som for at holde sig selv nogenlunde i skak. Hvorfor føltes det så anderledes med ham? Hvorfor var det som om hendes hud brændte, når han rørte ved hende? Hun var næsten sikker på, at, trods hendes egentlige holdninger til ham, forsøgte at overstråle hans charme, var det som om had og lyst smeltede sammen. Indestængte følelser, og indestængt begær, gik måske hånd i hånd. Eller havde hun måske blot fundet et kald, i at gøre noget lidt forbudt, for en gangs skyld?
Hun var på nippet til at briste, som han kørte sin tommelfinger, uendelig blidt over hendes læber; men da nogle ord gled over hans, blevet hun hævet ud af fortryllelsen igen.

De har allerede glemt mig... Tænkte hun, og et glimt af sørgmodighed, forsøgte at snige sig op til hendes øjne. Det stak hende så markant i hjertet, at hun snart, bevægede sin hånd op mod hans, og tog den i sin, for at fjerne den fra sit ansigt. I et kort sekund, sænkede hun blikket, af frygt for at blotte sin 'rigtige karakter'. Da hendes blik dog, snart igen, mødte hans, var der - på ny - et charmerende og lokkende glimt i dem.

"Jeg vil holde Dem på Deres ord, Hr. Redwood. Hun sank en klump i halsen, og lænede sig dernæst hen mod ham. Et ganske blidt kys, plantede hun mod hans kind, trods hun mærkede hun pludselig følte at det var absolut forkert. Dernæst adskilte hun sig selv fra ham, og rejste sig op.
"Jeg må gå." Hun tog sin frakke til sig, ind i sin favn, og så på ham. Et lille smil, var hvad hun efterlod ham med, før hun hastigt vendte ryggen til ham, og forsvandt væk fra bænken, uden at give ham en chance for, så meget som at sige farvel.

//OOG: OUT <3//