I do, or not. - Alexei.

Sted: Amber Eye District, Emelia's hjem.
Tidspunkt: Hen ad eftermiddagen, næsten aften.
Omgivelser: En del møbler rundt omkring. En kakkelovn som står kold og uden flammer. Hendes far der går rundt igennem alle rummene i huset. Hendes stedmor som sidder i en stol og strikker, mens det lille tæppe som så småt er på vej dækker den højgravide mave. Sofaer og lænestole i et hjørne af stuen tæt ved kakkelovnen, og bogreoler langs væggene.
Påklædning: https://i.servimg.com/u/f60/19/78/02/11/em210.png

Emelia så på hendes far som gik rundt igennem alle rummene på huset. På trods af hans høje alder, var han særdeles velgående. Hun så over på hendes stedmor som sad og strikkede. På trods af at hun blot var et år ældre end Emelia selv, havde Emelia aldrig følt sig særlig tæt på hendes stedmor. Måske netop på grund af alderen var så tæt? "Konrad, elskede sæt dig ned. Det nytter ikke noget at trave hele huset igennem. Det gør hverken at han kommer hurtigere eller langsommere. " Lød det svagt fra stedmoren som kiggede over på Emelia's far. Som brummede noget usammenhængende men satte sig dog ned i lænestolen.

Emelia's far havde for noget tid siden henvendt sig til General Alexei Redwood angående et ægteskab mellem ham selv og Emelia. Dette var sket på trods af Emelia's utallige protester. Hun havde ikke i sinde at gifte sig med mindre det var af kærlighed eller med en kniv for struben. Det sidstenævnte kunne hendes far snildt finde på. Men det var endnu ikke faldet ham ind. Hvilket Emelia var taknemmelig for hver dag. Hendes forældres ægteskab havde været arrangeret og på trods af stor succes med hele tre levende børn, hvorfra to var mandlige, havde der aldrig været meget glæde og ømhed hendes forældre imellem. Ægteskabet mellem hendes far og stedmoren var ligeledes arrangeret. Hendes far ledte naturligvis efter en pige af god stand, helst adelig ligesom hamselv.

Så det kom ikke som nogen overraskelse at hendes far havde udkig efter nogle adelige, eller i det mindste indflydelsesrige medlemmer af Redwood slægten, som en potentiel partner til Emelia. Skønt Emelia var ligeglad med rang, indflydelse og i bund og grund også slægt. Så vidste hun så udmærket at resten af verden var fokuseret på hvilken slægt man kom fra. Slægten var trods alt et endegyldigt stempel på hvem man var, det var ikke noget man kunne løbe fra.

Emelia satte sig dog langt om længe ned i lænestolen tættest på døren, og rettede hendes tøj for guderne ved hvilken gang! Inden hun bare sad og kiggede på døren, afventende.

Det var ikke første gang, at Alexei havde fået en henvendelse omkring ægteskab. Der var altid overklasses-fædre, som ville have deres døtre giftet væk til en mand af adelig familie. Og dette var han jo, da hans mors familie havde været adelige. Men ikke nok med det, så var han også general for Redwoods-hæren og en ven af kongen. Hvilket betød, at han var endnu mere eftertragtet som ægtemand til rigmændenes døtre. Så ja, han havde før fået henvendelser om præcis det samme. Men han havde endnu ikke takket ja, og havde heller ikke i sinde at gøre det denne gang. Han kunne ikke se sig selv i et ægteskab på noget tidspunkt. Måske det ville ændre sig en dag, hvis han fandt den rette kvinde, man han var bare ikke rigtig typen. Han datede ikke. Hans forhold til kvinder var langt mere fysiske og indeholdt som regel ikke mere end dét. Og det var sådan han foretrak det. Derfor var det også sådan, det ville fortsætte.

Dog var han en anstændig, ung mand. På trods af, hvordan han måske kunne fremstå, hvis man fik nys om hans seksuelle aktiviteter. Han behandlede også altid kvinder med respekt, ligeså vel som han behandlede alle andre med respekt. Men, man kunne heller ikke forvente respekt til gengæld, hvis man ikke selv var respektfuld. Og derfor var han netop også på vej til hjemmet i Amber Eye District, hvor anmodningen om et ægteskab var kommet fra. Han vidste godt, at den slags som regel kom mere fra fædrene end døtrene, men han følte alligevel, at datteren fortjente den største respekt. Han ville ikke bryde sig om at blive 'solgt', som var han en anden gevinst. Og det gjorde kvinderne i de situationer sandsynligvis heller ikke, men havde sjældent noget at sige i sagen. Hvis Alexei, imod alle odds, en dag skulle gifte sig, ville det da så sandelig heller ikke være i et arrangeret ægteskab. Måske det kunne ende godt i visse tilfælde, men han gik ikke ind for det.

Alexei nåede frem til familiens hjem og trådte op til døren. Han var iført et mørkt jakkesæt med en lys skjorte indenunder og var nybarberet, så han så allermest præsentabel ud. Men det gjorde han nu altså generelt. Endelig løftede han sin højre hånd og bankede på døren med en knyttet hånd. Han tog en dyb indånding, som han ventede på at blive lukket ind. Det var jo ikke ligefrem, fordi han nød at være i denne situation. En situation, hvor man altid skulle træde meget forsigtigt, hvis man skulle forsøge at bevare gode miner. Han ønskede ikke at vende de adelige imod sig, da man aldrig vidste, hvornår man fik brug for deres støtte. De var specielt gode at have bag sig, når man var i hans position.

Det gav et sæt i dem alle sammen da det bankede på døren. Hun kastede et blik over på hendes far, som næsten så lettet ud. * Lettet over hvad dog? Han mangler stadigvæk at høre svaret* Tænkte hun irriteret på hendes far. "Emelia åben døren " sagde hendes far, det lød mere som en ordre end noget andet. Hvordan mon han så ud? Emelia havde flere gange hørt generalens navn nævnt i diverse omgangs kredse, men hun havde aldrig set ham. Hun rejste sig og rettede en lok løst hår om bag øret, og rettede på kjolen, ren og skær nervøsitet. Hvem ville ikke være det i denne situation? Inden hun gik hen til døren og åbnede den. Hun så på ham, lige i øjnene. Et vovet træk ville nogle måske kalde det, men hun var nysgerrig. Hvor meget kunne hun se af hans person? Man sagde jo at øjnene var spejle til sjælen, hvis man blot så forbi de alt overskyggende øjenfarver og blot så på øjet, og ikke lagde mærke til om de var Redwood, Griffin, Naalias eller noget andet.

Han var ny barberet, et træk der altid havde forvirret Emelia. Mænd barberede sig for at virke præsentabel eller for at tage sig bedre ud. Men alligevel var det dem med skæg, som lod til at kræve mere respekt. Hun rynkedes uvillig brynene, en vane hun havde når hun tænkte over tingene. Så snart hun lagde mærke til at hun gjorde det, skyndte hun sig at lægge ansigtet tilbage i sit afslappede folder. Hendes rynkende bryn kunne hurtigt blive misforstået, og det var ærlig talt ikke det hun ønskede lige nu. " Velkommen Hr. Redwood. Kom indenfor " sagde hun venligt med et lille varmt smil, forhåbentlig, virkede mærkeligt på ham. Hun var bare i godt humør.

Hun kunne fornemme bevægelse bag sig og rettede sin opmærksomhed derom. Det var hendes far som havde rejst sig op og som nu var på vej hen for at hilse på generalen. " Velkommen til vores hjem, General." sagde hendes far og rakte hånden frem i en hilsen. Hun rullede irriteet øjne af hendes far. Selvfølgelig skulle han bruge titlen! Typisk. Emelia brugte sjældent folks titler, ikke ud af mangel på respekt, men simpelthen fordi at folk ikke var deres titler. Folk havde et andet navn. Navne som de oftest hellere ville tiltales med, end deres titler.

Der gik nogle øjeblikke, inden døren blev åbnet. Da der så endelig blev trukket i håndtaget, fandt Alexei sig selv foran en ung kvinde. Hun var nok en smule yngre end ham selv, men sandsynligvis ikke meget. Kvinden kiggede ham direkte i øjnene, som hun åbnede døren for ham. Hvilket resulterede i en direkte øjenkontakt, som Alexei ikke brød. Han så hende blot tilbage ind i hendes øjne, der naturligvis var gyldne ligesom hans egne. Måske hun håbede på at få et glimt af hans indre. Men han var nu langt fra en åben bog, og hans øjne ville næppe give informationer om ham. Med mindre hun selvfølgelig havde en særlig evne, der tillod dette. Han så hende rynke på sine øjenbryn, hvilket selvfølgelig var svært at misse, når hans opmærksomhed var fuldt ud rettet mod hende. Hvorfor hun rynkede på brynene, kunne han af gode grunde ikke vide. Måske hun var utilfreds med hans udseende eller måske hun blot undrede sig over noget. Han havde dog endnu ikke oplevet en eneste klage over hans udseende, så mon det var tilfældet?

Det syntes at gå op for hende, at hendes rynken på øjenbrynene kunne opfattes som en smule uhøfligt eller i hvert fald give udtryk for en uheldig holdning. Hun fik i hvert fald hurtigt lagt ansigtet tilbage i mere afslappede folder. Så bød hun ham velkommen og indenfor. Han besvarede hendes varme smil med et imødekommende og charmerende ét. "Mange tak." Som han trådte over dørtærsklen, fik han også muligheden for flygtigt at betragte resten af hende, i stedet for blot hendes ansigt og øjne. Hun var iført en rødlig kjole med smykker, der syntes at matche denne. Hendes hår var opsat, men nogle få totter syntes ikke at være helt med på idéen. Hun var en ganske køn kvinde. Der var noget uskyldigt over hendes udseende, som han sagtens kunne værdsætte. Men han havde selvfølgelig altid værdsat en smuk kvinde. Dette betød dog ikke, at han ændrede mening omkring ægteskabsanmodningen. Hun ville nok være en god kone overfor en heldig mand en dag, men i dag var ikke den dag og han var ikke den mand. For han kunne da kun gå ud fra, at denne kvinde var, hvem Konrad Aurum havde ønsket at gifte væk til ham. Han havde ikke hørt om, at manden skulle have andre døtre end én.

Og netop da, trådte den selvsamme mand ind i hans åsyn. Han rakte Alexei hånden, efter at have hilst på ham ved hans titel. Alexei var rimelig ligeglad, hvordan folk hilste ham, men forstod egentlig godt den ældre mands formelle hilsen. Alexei havde selv lært, at dette var et tegn på respekt, som man burde bruge overfor folk af høj stand, når man ikke kendte dem personligt. Alexei lod sin hånd række ud og tage imod Hr. Aurums, som han gav et rimelig fast håndtryk. Han var dog en anelse mere forsigtig end normalt, da manden jo efterhånden var oppe i alderen. Igen gentog han blot sine takkende ord og, som den ekstremt opmærksomme mand han nu engang var, opdagede også hendes irriterende rullen på øjnene. Dette fik det til at trække i hans mundviger. Måske hun ikke var særlig tilfreds med sin far over denne situation, hvilket unægtelig ville gøre det lettere for ham at afslå ægteskabet.

Emelia lukkede døren bagved ham. Hendes stedmor rejste sig op og kom hen til dem. " Lad mig præsentere min kone Nanja." sagde hendes far og slog hånden ud mod hendes stedmor som nejede kort. " Og selvfølgelig min datter, Emelia. Hende som det drejer sig om. En yndig sag at have med sig rundt. OG selv og jeg hader at indrømme det, så sidder der trods alt et rimelig fornuftigt hoved på hendes skuldre, skønt hun har sine ideer" sagde hendes far med en håndbevægelse mod hende.


Emelia havde aldrig rigtig brudt sig om hendes far, men den måde han så på hende nu, det var samme måde købmændene så på en yderst eftertragtet vare, og hun brød sig ikke om det. Skønt hun hele hendes liv har været bevidst om at hendes far ville kunne finde på sådan noget, så gjorde det hende ikke mindre irriterret og hendes kinder blev en anelse mere røde. Et træk hun havde arvet fra hendes mor.

Ja hun havde ideer. Ideer som hun ikke var sikker på at andre folk brød sig om. Hun havde før fremsagt dem, hvor hun var blevet advaret mod at sige dem igen. Noget der for første gang havde virket en anelse skræmmende.

" Sæt dem ned General. Lad os byde på noget at drikke. " sagde hendes far, og gik over og satte sig i en af lænestolene hvor hendes stedmor satte  sig i den anden, hvilket efterlod sofaen som den eneste mulig siddeplads. " Emelia, hent os noget at drikke." brummede han, igen kunne Emelia ikke lade være med at syntes det lød mere som en ordre end noget andet. Men hun gik alligevel ud i køkkenet, her kunne hun da lade hendes tanker løbe lidt frit. En anelse fraværende begyndte hun derfor at finde kander og glas frem på en bakke.

Alexei rettede sin opmærksomhed mod den anden kvinde i rummet, som var på vej hen imod dem. Hun var tydeligvis gravid og desuden var hun umuligt meget ældre end datteren. Hun kunne dermed heller ikke være moren til Hr. Aurums datter. Men han vidste nu også allerede, at dette ikke var tilfældet. Han vidste nok om manden, til at vide, at han var blevet gift igen. Og så med en kvinde, der var halvt hans alder. Alexei lod ikke sit ansigt vise det mindste tegn på hans tanker, selvom disse ikke ligefrem bifaldt aldersforskellen, der var en smule for markant, ifølge ham. Den stakkels kvinde, kunne han kun tænke. Men han nikkede blot til konen, Nanja, i en hilsende gestus. Hans øjne fandt tilbage til kvinden, som var grunden til hans tilstedeværelse i hjemmet, da manden begyndte at omtale hende. Emelia Aurum. Selvom han havde ret i, at hun var yndig, hadede Alexei måden han præsenterede hende. Han prøvede at 'sælge' hende og samtidig kom han med en nedgørende kommentar. Derfor smilede Alexei heller ikke og svarede ham ikke, men betragtede blot den unge kvinde.

Han så hendes kinder blive rødere og han kunne mærke irritationen, der kom fra hende. For det første, kunne han ane det i hendes ansigtsudtryk, og for det andet var dette netop, hvad hans evne lod ham gøre. Han kunne mærke krigsrelaterede følelser; vrede, frustration, had, irritation og alt i den boldgade. Og Emelias far syntes at få hende på krigsstien. Ikke, at han kunne bebrejde hende dette. Overhovedet ikke, faktisk. Alexei brød sig allerede ikke om manden, selvom han altid forholdt sig neutral og prøvede at lade være med at dømme folk. Nogle gange var det bare lidt sværere end andre.

Hr. Aurum påbød ham at sætte sig, hvortil både han selv og konen gjorde netop dette. Så kommanderede han med sin datter, hvilket fik Alexei til at knibe øjnene en anelse sammen. Kun en anelse og ikke nok, til at manden ville kunne se det fra lænestolen. Emelia forlod rummet og Alexei så efter hende i et øjeblik, inden han vendte sig mod Hr. Aurum. "Hvis De vil have mig undskyldt, ønsker jeg at tale med Deres datter." Han kom med et høfligt nik med hovedet, men ventede ikke på et svar. Han fulgte efter Emelia til, hvad der viste sig at være køkkenet. Hvilket selvfølgelig også gav bedst mening, hvis hun skulle hente noget at drikke. Hun var allerede begyndt at finde kander og glas frem på en bakke, og han trådte nærmere. "Lad mig hjælpe Dem, frøken." Han trådte helt hen til hende, men var forsigtig med ikke at ramme hendes krop med sin egen. Han ville nødigt gøre hende ukomfortabel, for hele situationen var allerede ukomfortabel nok.

" Selvfølgelig General. Tag al den tid de har brug for." Småklukkede faren den tvetydige mening var ikke til at tage fejl af. Inden han vendte interessen mod hans egen hustru.

Emelia så op da hun hørte nogle komme ind i køkkenet. Det var Generalen, et øjeblik havde hun frygtet at det var hendes far der var kommet ind for at brokke sig over at hun ikke var hurtig nok. Noget som han så ofte gjorde. " Kald mig Emelia. Frøken får det til at lyde som et af min fars opreklamerede fester. Hvor det eneste formål er at se og blive set. Og os kvinder bliver vist frem som en slags trofæer. " sagde hun imens hun kiggede på ham. Han var ganske nydelig at se på. Karaktermæssigt, kunne hun allerede sige nu at han var en person som indgød respekt hos sine medmennesker. Hun tyggede lidt på underlæben, prøvede at vurdere om hun kunne tillade sig at spørge ham, eller om det ville være alt for direkte. Men på den anden side, så havde diskretion aldrig været noget hun praktiserede i stor grad. Medmindre det gjaldt hendes far. Hun vendte sig derfor helt om mod ham, placerede den ene hånd på hoften og så indgående på ham. " De er her for at afvise ægteskabsanmodningen, ikke sandt? " Der var intet i hendes stemme der kunne røbe i hvilken retning hendes egne ønsker gik. Skulle det være sandt, så ville hun helst gifte sig af kærlighed, men hun vidste også godt at hun før eller siden var nød til at takke ja til sådan et tilbud alene for at slippe for hendes far.

" I tilfælde af at De er her for at afslå det, så vil jeg foreslå dem at drikke lidt sammen med min far, for derefter at gå en tur med mig. Hvor de under selvsagte gåtur afslår. På den måde skal jeg gøre mit yderste for at bibeholde min families positive holdning og hjælp til dem. Hvad grunden til at de afslår er, må de selv finde på. Om det kan være de allerede har en frøken i tankerne eller noget helt andet står Dem frit for." sagde hun venligt. Hun nænnede ikke at tro at han rent faktisk ville acceptere ægteskabsanmodningen, det havde de fleste hende far havde udset sig ikke gjort. Hvorfor ville hun ikke vide, det var hende ligegyldigt. Hun ville i hvert fald ikke være et trofæ! Hun vendte sig mod bakken og satte de sidste glas på kanden som ellers allerede var fuldt pakket, inden hun kiggede afventende på ham.

Det var ikke til at vide præcis, hvad den ældre mand hentydede til, som han småklukkede over Alexeis udmelding om, at han ønskede at tale med Emelia. Men ligegyldigt præcis hvilken mening, der lå bag, var det i hvert fald tydeligt, at der lå en eller anden skjult mening bag ordene og den klukkende latter. Og Alexei brød sig ikke om den retning, som faren syntes at tænke. Han brød sig generelt ikke om faren, og han var virkelig normalt ikke typen, der bare besluttede sig for ikke at kunne lide en anden person, så hurtigt. Generelt var han ikke typen, der ikke kunne lide andre mennesker. Han var accepterende langt udover det sædvanlige i samfundet, de levede i. Kun folks indre værdier og personlighed havde nogen betydning for ham, og der kunne han endda se igennem fingre med en helt masse fejl og mangler. Han var jo heller ikke selv perfekt.

Emelias øjne mødte hans egne, da han fulgte hende ind i køkkenet. Hun så næsten lettet ud, som om hun havde forventet en anden. Og det var ikke svært at gætte, at denne sandsynligvis var hendes far. Han tilbød sin hjælp og afventede tålmodigt et svar. Da svaret kom, holdt han opmærksomheden fuldt rettet mod hende, mens hun talte. Han løftede et øjenbryn en smule og et skævt smil fandt frem til hans ansigt. Det måtte være dén slags 'idéer', som faren havde omtalt. Men Alexei fandt ordene beundrelsesværdige. Intelligente kvinder, som kendte til deres eget værd, var så meget bedre end de kvinder, der bare tillod mænd at behandle dem, som Emelia sagde; som trofæer. "Emelia. Så skal De også kalde mig Alexei." Han sendte hende et af sine velkendte charmerende smil, som plejede at vinde folk hen på sin side ganske hurtigt.

Han betragtede hende sætte tænderne i sin underlæbe, hvortil hun lidt efter vendte sig helt om med front mod ham og placerede den ene hånd på sin hofte. Hun så indgående på ham, som hun igen bekræftede sin intelligens eller i hvert fald intuition. Han fandt ingen tegn på hendes holdning til sagen i hendes stemme eller ord, men havde dog alligevel en snigende mistanke om, at hun var ganske utilfreds med at blive 'solgt' på den måde. Hun fortsatte med at tale, inden han havde haft chancen for at svare hende, så han lyttede blot opmærksomt. Han lod ingen følelser eller tanker komme til udtryk, som han lyttede. Ikke før hun havde talt ud. Han lod hende endda færdiggøre bakken med drikkevarer og vende sig tilbage mod ham, inden han svarede hende. "Jeg ville aldrig bede Dem om at fortælle min beslutning til din far. Men din far er heller ikke af nogen betydning her. Jeg kom for at fortælle Dem min beslutning, personligt, da det er Dem den påvirker." Han holdt en kort pause og så hende dybt ind i øjnene, i et forsøg på at forsikre hende om, at kun hendes følelser betød noget i denne sag; ikke hendes fars. "Jeg har ikke i sinde at gifte mig. De er ikke det første ægteskabstilbud jeg har måtte afslå og bliver desværre nok heller ikke det sidste. Om end De er klart den skønneste af de døtre, som fædre har prøvet af 'sælge' mig, som var I alle objekter." Han rystede lidt på hovedet over fædrene, men rakte så ud efter hendes hånd, som han førte op til sine læber. Han plantede et kort, galant kys på hendes håndryg, hvorefter han førte den ned og gav slip på den. Så sendte han hende endnu et charmerende smil. Han kunne ikke dy sig for at charmere sig ind på alle han mødte, selvom han ikke havde en dybere mening med dette. Det var desuden vigtigt for ham, at hun ikke følte sig mindre attraktiv eller ønsket, for hans afslag havde jo intet med hende personligt at gøre.

" Alexei" mumlede hun lavt, hun kunne godt lide den lethed der var i hans navn. Hun kunne ikke lade vær med at være en smule overrasket. Han var kommet her, hjem til hende. For at fortælle hende at han ikke ønskede at gifte sig med hende, og ikke kun hendes far. De andre potentielle ægtefæller, havde alle udelukkende givet deres nej til hendes far. Så at Alexei kom her for at fortælle hende det var noget nyt. Overaskelsen over det var så stærk en følelse at hun end ikke kunne skjule det fra at vise sig i hendes ansigt. Hun stod lidt, og prøvede at samle sine tanker for at kunne svare ham. " Jeg ved nu ikke hvor meget det påvirker mig. Som antaget er det min far der prøver at 'sælge' mig. Selv har jeg ingen intetioner om at gifte mig, medmindre det er af kærlighed eller med en kniv for halsen. " Indrømmede hun med et let smil.

Hans næste gestus var hende ikke uvant, men alligevel sendte den en sitren ned af hendes ryg. Det var en gestus som blev brugt til hver eneste sammenkomst eller fest som hendes far eller nogle af de andre adelige holdte. Det havde altid irriterret og væmmet hende når mænd på alder med hendes far var kommet hen og havde præsenteret sig med sådan en gestus. " Sig mig Alexei. Tror du ren hypotetisk at Redhawk kunne overleve med et Storråd? Du ved et råd bestående af en eller flere ledende figurer fra hver slægt? Hvor alle ville have lige meget at sige? " spurgte hun eftertænksomt, det var noget som hun så sjældent fik lejlighed til at diskuterre, hendes far fejede hende altid af og hvis hun forsøgte at nævne de i andre sammenkomster så blev hun også fejet væk. Her havde hun muligheden for at høre hvad en anden person sagde, forhåbentlig uden at blive fejet væk, da Alexei gav hende fornemmelsen af at han var en som lyttede til hvad folk sagde og rent faktisk svarede dem på det, ud af ren og skær nysgerrighed eller måske oven i købet respekt.

Alexei hørte hende mumle hans navn, men det var tydeligvis mere henvendt til hende selv, end det var til ham. Derfor reagerede han heller ikke på nogen måde, men lod bare fortsat et smil spille om sine læber. Smilet blev blot forstærket, da han så hendes overraskede ansigtsudtryk. Måske hun ikke var vant til den slags behandling fra mænd, hvilket var sørgeligt. Desværre forstod langt fra alle mænd, at kvinder fortjente at blive behandlet med ligeså meget respekt, som mænd gjorde. Mændene ville slet ikke eksistere uden dem, trods alt.
Han ventede tålmodigt på et svar fra hendes side af. Da hun så havde svaret ham, nikkede han lidt, mens han rynkede lidt på panden. "Beundrelsesværdige værdier. Jeg håber du får muligheden for at følge disse." Han sendte hende et varmt smil, der udtrykte, at han mente hvert et ord. Alle folk burde have retten til at gifte sig af kærlighed, ikke af pligt eller tvang.

Da han havde placeret et kys på hendes hånd, for derefter at lade denne falde igen, rettede han sig atter op og fokuserede på hendes ansigt. Hun begyndte kort efter at snakke, og han lyttede opmærksomt til, hvad hun havde at sige. Et oprigtigt smil spredte sig atter over hans læber, da hun var ved at have talt ud. Det var heller ikke gået ubemærket hen, at hun syntes naturligt at have skiftet fra 'De' til 'du'. Men det gjorde ham nu ikke spor. Han var trænet i at være formel, men det betød ikke, at han foretrak dette. "Intet ville glæde mig mere end en sådan fredelig alliance imellem alle slægterne. Desværre tror jeg næppe det vil ske foreløbig, da der endnu er for meget ondt blod slægterne imellem." Han trak lidt sørgmodigt på skuldrene. Man måtte jo fortsat arbejde hen imod det, men han var ikke naiv og troede derfor ikke på, at det ville ske før om lang tid, hvis det da kunne lade sig gøre. Forhåbentlig ville han leve længe nok til at se dette, men han turde ikke håbe for meget.

" Jeg vil nu ikke kalde dem beundringsværdige, nok nærmere noget som vi alle burde havde lov til." sagde hun svagt. Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Hun kunne godt forstå hans skepsis, sådan som situatonen så ud lige for tiden, så var der meget lange udsigter til at der ville kunne blive fred. Men jo, hun håbede også at der kunne ske en fredelig sammenslutning en dag, og gerne i hendes levetid. " Måske alt det onde blod imellem slægterne er fordi at de hver især føler sig trådt på? Når man tænker over det og læser historien så er det heller ikke så underligt. Tag Naalias slægten som eksempel, deres blod er giftigt og deres øjne kan forvolde smerte såfremt de vil det. Alle andre slægter føler sig truet over det, noget så simpelt, og et eller andet sted uskyldigt. Jeg mener se på vores egen slægt. Vi kan forvandle
vores krop til våben. Selvfølgelig også derfor at det er vores slægt som sidder på magten. Men hvis man samledes i et råd, lod alle komme til orde. Ville man så ikke i større grad gøre noget bedre for Redhawk og dets indbyggere uanset slægt? " spurgte hun spekulativt og så på ham, med et nysgerrigt tænksomt ansigt. En general som ham selv måtte da haft tænkt over det? Eller var det hende som brugte for meget tid på at tænke over sådanne ting?

" EMELIA! HVOR ER VORES DRIKKEVARE? " kom det inde fra stuen, det var hendes fars stemme som skar sig igennem huset. Hun tog bakken og så undskyldende på Alexei " Vi må hellere gå tilbage" sagde hun.

Et svagt smil spillede om hans læber, da hun svarede ham. Hun havde jo fuldkommen ret. Men det var jo også hans egen holdning, han havde blot ment, at han beundrede, at hun så det på samme måde. Det var alt for nemt bare at rulle om på siden og acceptere måden, som samfundet kørte på. Bare acceptere, at man ikke fik lov at gifte sig ud af kærlighed, men fordi det var en norm i samfundet. Han beundrede, at hun ikke bare lod samfundets normer og regler diktere hendes tanker. Dette sagde han dog ikke, men nikkede blot, mens han smilte. Hendes ord havde også været tilpas svage til, at han ikke følte de krævede et svar tilbage.
Han lyttede opmærksomt til at, hvad hun havde at sige. Og der var rigeligt. Gode ting, fornuftige ting. Ting, som han selv havde tænkt over flere gange, men som han sjældent kunne diskutere med folk, fordi han havde en vis status i samfundet, som krævede diverse ting af ham. F.eks. var han nødt til at holde sig på god fod med de adelige, hvilket jo betød, at han ikke særlig ofte kunne tale højt om sine personlige holdninger og tanker, men snarere blot lyttede til deres, mens han rystede på hovedet indvendigt. Med Emelia syntes dette dog ikke at være en nødvendighed, om end han selvfølgelig stadig var påpasselig. Han vidste jo ikke, om han kunne stole på hende endnu, eller om hans ord ville nå videre. Selvom hun nu ikke virkede som en eller anden spion for de adelige, men snarere en nysgerrig og empatisk kvinde.
"Jeg er sikker på, at du har fuldkommen ret med hensyn til, hvorfor der er ondt blod i slægterne. Og jeg er også sikker på, at man kunne opnå langt større ting, hvis man kunne nå en form for fred mellem slægterne, hvor alle kunne leve sammen og alle havde noget at sige. Men hvordan vi når til et sådant punkt, er desværre ikke helt så enkelt." Han ville ønske det var, men det var det ikke.

Han kiggede op fra hende og mod stuen, da han hørte hendes far råbe på de manglende drikkevarer. Man skulle tro, at han kunne undvære drikkevarer, hvis han ville have en bejler til sin datter. Men Alexei sagde ikke noget til det. Da hun tog bakken, skævede han lidt til hende. Han ville tilbyde at tage den for hende, men ville ikke blive overrasket, hvis dette ville bringe hende i problemer med hendes far. Og dette ønskede han jo bestemt ikke. Så han nikkede blot til hendes ord og fulgte hende ind i stuen igen.

Emelia bar forsigtigt bakken med drikkevare ind og satte den på bordet. " De er her far. Tag det ganske roligt." sagde hun og hældte op til dem alle sammen. Hvorefter hun satte sig i sofaen, med et lille smil så hun over på Alexei " Tag bare plads. Jeg er temmelig sikker på at man ikke bliver højere af at stå op." små drillede hun, inden et skarpt blik fra hendes far fik hende til at sænke skuldrene lidt og lade smilet blegne en anelse. " Ja sæt dem endelig General, og lad hvilen falde over dem. " sagde hendes far og så med en vis stædighed på Alexei. " Måske du skulle huske at Generalen er en travl mand, kære. Det kan jo være at han ikke har tid til at sidde ned og få lidt at drikke" sagde hendes stedmor forsigtigt. Hendes far vendte ansigtet om og så på stedmoren med et vredt blik. " Man har vel aldrig for travlt til at sidde ned og få noget at drikke, og da slet ikke når man afventer svar på den anmodning jeg gav ham tidligere!" sagde hendes far stille, men raseriet var tydeligt i hans øjne. Emelia kendte det alt for godt og følte kort melidenhed med hendes stedmor. Hun så sin stedmor krympe sig lidt, på samme måde som hun selv gjorde, når farens vrede var rettet mod hende. Hvis hun kunne ville hun stikke af, hen til hendes bror eller måske længere væk. Væk til et sted hvor ingen kendte hende, hvor ingen var bange for hende. Skønt hun tvivlede på at sådanne et sted eksisterede, folk ville kaste et blik på hende og enten hade hende eller være bange for hende. Hun sukkede svagt og tog en af kopperne og nippede til vandet.

Alexei fulgte Emelia ind i stuen igen, som han holdt øje med bakken i hendes hænder, hvis hun nu skulle være ved at tabe den eller noget, så han kunne nå at hjælpe hende. Hun hældte op med det samme, efter at have bedt sin far om at være rolig. Hun satte sig derefter hen i sofaen, hvorefter hun så hen på Alexei med et lille smil. Han sendte hende et tilbage, som han lyttede til hendes ord. Han nåede dog ikke at kommentere på det, inden hendes far havde sendt hende et blik, der fik hende til at få et mindre glad udtryk i ansigtet, for derefter også at opfordre Alexei til at sætte sig ned. Han så faren ind i øjnene, men gav ikke udtryk for sine tanker eller holdninger til manden, selvom disse bestemt ikke var positive. Stedmoren brød ind med en kommentar, som fik Alexei til at sende hende et varmt smil. Han havde allerede ondt af kvinden, fordi hun var gift med denne mand. Dog var han ikke én, der afbrød, så endnu en gang fik faren brudt ind med noget. Noget, som blev sagt i en stille tone, om end det stadig fik stedmoren til at krympe sig en smule. Hvilket Alexei bed mærke i, da han frygtede for, hvad dette måtte betyde. Havde Konrad Aurum tendens til at være voldelig overfor sin kone? Overfor sin datter? Dette havde Alexei selv levet med i den første halvdel af sit liv, og han havde ingen tolerans overfor det. Han bandede indvendigt en smule over manden og blev enig med sig selv om, at han var nødt til at finde ud af, hvordan Hr. Aurum helt præcist kørte sin husholdning. Emelia virkede som en god kvinde, som han alligevel ikke ville have det mindste imod at lære bedre at kende. Så ville hun forhåbentligt åbne op overfor ham, så han kunne finde ud af om hans mistanke var rigtig eller ej, for derefter at se om han kunne gribe ind på nogen måde.
"Jeg har tid til at sætte mig ned og få noget at drikke, men jeg værdsætter betænksomheden, Fru Aurum." Han satte sig ned i sofaen ved siden af Emelia og sendte hende et beroligende smil.

Hendes stedmor sendte kortvarigt hendes far et trodsigt bedrevidende smil. " Kald mig bare Nanja, Hr General" sagde hendes stedmor venligt og tog sin egen kop og drak lidt inden hun satte den fra sig og undskyldte sig og gik ud af lokalet. Emelia så kort efter hende inden hun hørte en dør lukke og hun vidste at hendes stedmor var ude og nette sig. " Sig mig Hr General, har i travlt for tiden? Jeg tænker med Oikans krigserklæring hængede i luften må der vel snart være andre som melder sig." brummede hendes far inden han kort drak. Emelia rykkede på sig, inden hun lænede sig mere afslappet tilbage i sofaen. " Min egen søn, den ældste Jakob Mikael Aurum, var tidligere i militæret, han er ganske vidst gået ud af det igen, men hvis de står og mangler mænd er det bare at hive fat i ham. Han er en god mand, skønt han har nogle dumme tendenser" det sidste døde mere hen i noget usammenhængende mumlen. " Måske de kender nogle som har nogle ugifte døtre? Som sagt har min ældste søn tjent i militæret og har derfor ikke været på markedet i længere tid. Han må vel være omkring de fyrre nu, ganske vidst sent for nogen at finde sig en lille kone. Men nogen skal føre slægten videre. Det må de om nogen vide alt om." sagde hendes far med et lumsk glimt i øjet " Bland Mikael udenfor far! " vrissede Emelia vredt. Mikael havde været ude for nok fra farens side af, det sidste han skulle belemres med var farens forsøg på at pådutte ham en kone, skønt det måske nærmere ville hjælpe ham. " Luk munden tøs! Mændende taler!" brølede hendes far. Hun rejste sig op " Så må de herre have mig undskyldt mens jeg går ud og trækker noget frisk luft!" svarede hun hidsigt igen og forlod stuen. Hun åbnede hovededøren og gik udenfor. Hun gik over vejen og hen til hjørnet og satte sig på en bænke med knyttede hænder og forsøgte at få sig selv til at slappe af igen.

Alexei smilte over det blik stedmoren sendte faren og nikkede så til hendes kommentar. "Så må De endelig kalde mig Alexei, Nanja." Han tog en tår vand og nikkede med endnu et smil, som Nanja undskyldte sig og forlod dem. Høflighed dikterede, at han ikke spurgte hende om hendes ærinde. Det kunne såmænd også være en smule ligegyldigt. Hun virkede til at være en flink kvinde, men det var trods alt ikke hende, han var her for at se. Han var her for at se Emelia, men vidste udmærket godt, at han ikke kunne forlade husholdningen uden at have konfronteret faren med sit svar. Faren, som nu begyndte at spørge ind til dennes travlhed. Han stoppede med at tale, for at tage en tår af sin drik, men Alexei svarede ikke. Han forventede at mere snart ville forlade mandens mund, og ventede tålmodigt. Også selvom hans tålmodighed var begrænset overfor mænd som Hr. Aurum, der ikke virkede til at være af ordentligt karakter. Ingen af disse tanker lod han dog komme til udtryk i hverken sit ansigt eller sine kommentarer. Det ville ikke være hverken høfligt eller fornuftigt, da det uden tvivl ville fornærme manden. Som Alexei havde mistænkt, talte Hr. Aurum videre efter en kort tår. Alexei selv tog endnu en tår, mens han lyttede til mandens ord, der nu omhandlede hans søn. Til slut mumlede han lidt og Alexei var ikke helt sikker på, at han fik fat i de rette ord. Det betød dog ikke det store, da han ikke tog mandens ord for synderligt gode varer, alligevel. Hr. Aurum rettede op på sin mumlen, som han atter talte. Alexei brød sig ikke om glimtet i mandens øjne, som denne fik talt ud. Igen forblev hans ansigtstræk dog neutralt og uden det mindste prej om hans tanker. Han måtte dog se lettere overrasket på Emelia, da hun vrissede af sin far over dennes ord. Det var straks tydeligt, at hun holdt meget af sin bror og ikke brød sig om, at faren skulle omtale denne. Noget han sagtens kunne forstå og respektere. Han spændte diskret i kæben og knyttede sine hænder, da faren råbte ad hende for at sige ham imod. Hans mandschauvinistiske kommentar fik vreden til at boble i Alexeis krop. Denne mand var et afskyeligt menneske og Alexeis tålmodighed var ved at være grundigt brugt op. Emelia svarede ham hidsigt igen og fór ud af stuen og derefter hjemmet. Alexei tog en dyb indånding og lod kort blikket glide hen mod udgangen, før det igen fandt faren. "Hr. Aurum, lad mig gå direkte til sagen: jeg har ikke planer om at gifte mig. Ikke med Deres datter, ikke med nogen andens datter. Mit job og særligt denne trykkende tid giver mig ikke tid eller overskud til en hustru. Desuden mener jeg ikke, at et ægteskab bør arrangeres, men kun bør finde sted mellem to parter, der elsker hinanden. Jeg beklager, hvis dette fornærmer Dem." Han stoppede med at knytte sine hænder og rejste sig målrettet op fra sofaen. "Nu må De have mig undskyldt, da jeg vil finde Deres intelligente og venlige datter og takke hende for at være så forfriskende selskab i dag. Jeg håber De vil takke deres skønne kone for mig, ligeså." Han holdt køligt blikket mod manden i et par øjeblikke, inden han fulgte ruten, som Emelia havde taget og forlod både stue og hjem, lettet over at være sluppet ud af den forfærdelige mands nærhed og latterlige kommentarer. Han så sig omkring, da han havde lukket hoveddøren bag sig og fik hurtigt øje på Emelia et stykke væk. Han begyndte med faste skridt at bevæge sig over mod hende.

Emelia's far så vredt på Alexei da han afviste ægteskabet, men gjorde ikke noget ydeligere for at sige noget eller gøre noget andet.

Emelia så over på Alexei da han kom uden. " Jeg beklager min fars opførsel, jeg ville ønske at jeg kunne sige han ikke normalt opførte sig sådan. Men det ville være en direkte løgn, og hvor ville vi så være henne?" sagde hun uden hun egentlig forventede et svar i retur. Hun rettede lidt på håret og hendes kjole, og så over på Alexei. " Tak fordi du gjorde dig den ulejlighed selv at komme forbi og afviste min hånd. Det var rart at møde en mand som rent faktisk er mand nok til ikke kun at fortælle min far at det ikke bliver til noget ægteskab." smilede hun og tog og løsnede sit hår, da hun var træt af at have det sat op. Hun var trods alt van til at have det hængende løst når hun bare var herhjemme eller i det mindste ikke var til en eller anden fin fest. " Sig mig Alexei, er der en kvinde der er så heldig at have vundet dit hjerte allerede?" spurgte hun nysgerrigt med et venligt blik i hendes gule øjne.

Alexei bandede en smule for sig selv, lavmælt, på vej hen imod Emelia. Endelig kunne han lukke bare en smule af de frustrationer, som hendes far havde fremprovokeret, ud. Han stoppede dog og tog et par dybe indåndinger, som han nærmede sig Emelia. Der var ingen grund til at være frustreret omkring hende, hun havde ikke været andet end godt selskab. Desuden vidste hun vel bedre end nogen anden, hvor frustrerende hendes fars selskab virkede på nogle folk. På det fleste intelligente og anstændige folk, ville han forvente.
Han nåede hende og satte sig ned på bænken ved siden af hende. Han nåede ikke at sige noget, før hun undskyldte for sin fars opførsel. Han lyttede blot til hende og rystede så svagt på hovedet. "Du har intet at undskylde for, du kan ikke kontrollere manden. Jeg beklager, at du må udholde ham. Du fortjener meget bedre og jeg håber inderligt, at du kommer væk derfra i den nære fremtid." Han ville med glæde tilbyde sin hjælp, hvis hun nogensinde skulle få brug for hjælp til dette. Han vidste endnu ikke om faren var fysisk voldelig overfor hende – eller stedmoren for den sags skyld – men det var allerede tydeligt, at han i hvert fald kom med psykiske angreb, og det kunne nogle gange være endnu værre. Hvis det stod til ham, skulle ingen tvinges til at bo i samme hus, som manden. Han smilte varmt til hende, da hun takkede ham for det personlige afslag. "Du behøver heller ikke takke, jeg gjorde bare, hvad ethvert anstændigt menneske ville gøre. At der så lyder til at have været flere uanstændige mænd, finder jeg blot sørgeligt." Der var så mange uanstændige folk i Redhawk alene og det var noget så trættende. Han betragtede hende med et lille smil på læben, som hun løsnede sit hår. Det klædte hende endnu bedre med løst hår, syntes han. Og så rynkede han lidt på panden af det næste spørgsmål, mens hans blik stadig var på hende. "Det kan jeg desværre ikke påstå, nej." Han tøvede lidt og kiggede lidt frem for sig, som hans ansigt fik en tænksom mine over sig. "Faktisk kan jeg ikke engang påstå at have oplevet forelskelse i mit liv. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet ville kunne hitte rede i mine følelser, hvis jeg skulle forelske mig en dag." Han lo lidt med en klukkende latter. Det var sandt. Han var klog på mange ting, men kærlighed og forelskelse var ikke én af dem. Måske havde folk forelsket sig i ham igennem tiden, men han havde aldrig haft den slags følelser for nogen. Det tætteste havde været Kassandra, men det havde egentlig bare været et godt venskab med seksuelle fordele og han havde skam ikke været forelsket i hende, men havde blot nydt hendes selskab. Måske ville han aldrig forelske sig. Måske var han blevet ødelagt fra barnsben, så han aldrig kunne føle den slags kærlighed. Det ville kun tiden vise.

Emelia lo kort. " Han er heldigvis sjældent selv i huset. Alt for mange adelige forhold at vedligeholde og min stedmor at vise frem, med hendes struttende mave. Og de gange han er der, holder vi os som regel på afstand af hinanden. Den eneste grund til at jeg stadigvæk er hos dem er at jeg er ham mere værd der end alene for mig selv." mumlede hun og knyttede hænderne, hun var ikke andet end en vare i hendes fars øjne. Hun så overrassket over på Alexei da han sagde at han ikke mente at han havde været forelsket før. " Jeg håber du en dag møder en som laver det om. Det fortjener du, general og travl eller ej, så har vi alle brug for en at støtte os til når vi føler at hele verdnen er imod os." sagde hun tankefuldt. " Kan jeg støtte mig til dig den dag verden er imod mig, som din ven ?" spurgte hun ham efter en kort tankefuld stilhed. Hun vidste at hun havde Mikael at støtte sig op ad, men det var lige så meget af loyalitet til familien som det var af kærlige følelser for hinanden. Selv ville hun altid støtte Mikael, skønt der var flest år imellem dem, så følte hun sig mere forbundet med ham end nogle af den resterende familie. Måske hun ligesom Mikael var dømt til at føle sig udenform familien og det samfund de levede i? Og skønt hun var kvinde og ikke helt havde samme problemstilling som Mikael, så følte hun sig ofte som en fisk ude af vandet.

Alexeis krop var drejet en smule hen imod Emelia, så han ikke kun drejede nakken for at se på hende. Det var godt at høre, at hun ikke ofte måtte håndtere farens adfærd, men han syntes nu alligevel, at en smule var mere end for meget. Hun burde ikke tvinges til at bo i det miljø, under den mand. Det burde ingen. Han rystede svagt på hovedet, som han bemærkede hendes knyttede hænder og mumlende ord. "Sjældent er stadig en del tid at skulle finde sig i ham. Er der ikke et andet sted, hvor du kan bo?" Han så afventende på hende. Han vidste at hun havde en bror, hvis ikke flere søskende, så måske hun kunne finde et sted at bo derigennem, om ikke andet end midlertidigt.
Efter at have færdiggjort sine lettere filosoferende kommentarer omkring hans eget kærlighedsliv – eller snarere mangel på samme – som blev afsluttet med en halvtør latter, fik han drejet blikket tilbage hen på Emelia, der havde et overrasket udtryk i ansigtet. Et svagt smil fandt vej til hans læber ved synet af dette. Hendes overraskelse kom ikke ligefrem bag på ham. De færreste på hans alder var i samme båd. Selv de ugifte havde altid oplevet forelskelse mindst én gang, om end det tydeligvis ikke endte med et 'lykkeligt til deres dages ende'. Han lyttede til hendes ord, endnu med det svage smil på læben, der dog voksede lidt med hendes ord. "Mange tak, Emelia. Jeg håber også du finder den særlige person, hvis ikke du allerede har." Han kunne jo ikke vide, om hun allerede var forelsket i en eller anden. Der kunne jo være gode grunde til, at de ikke var blevet gift eller måske endda ikke var i stand til at gifte sig med hinanden. Status ville f.eks. være et oplagt problem. Ikke noget, som Alexei personligt gik op i, men én som Emelias far ville sikkert gå meget op i dette. Det var næppe heller tilfældigt, at han havde forslået ægteskab mellem de to, da Alexei jo trods alt var en prominent figur i deres samfund. Han ville være et godt parti til ægteskab, det vidste han udmærket godt. Men han måtte blot skuffe flere fædre og eventuelt døtre, da dette ikke var vejen han gik.
Efter kort stilhed, talte hun igen. Han smilede varmt til hende og lagde blidt en hånd på hendes underarm. "Intet ville glæde mig mere, end hvis vi kan bygge et venskab op. Alle har brug for folk i sit liv med så intelligente og empatiske holdninger og idéer. Du kan altid komme til mig, hvis du har brug for hjælp til noget, og så vil jeg gøre mit yderste for at hjælpe på enhver måde jeg kan." Han lod hånden blive på hendes underarm lidt endnu, i en uskyldig og forsikrende gestus.

Hun rystede let på hovedet. Hun ville ikke bringe Mikael i problemer ved at flytte ud til ham. Og Jonathan var gift, ventede barn og så havde han et tæt forhold til deres far, at Jonathan nok selv ville ende med at sende hende tilbage til faren igen. " Nej, det vil skabe for mange problemer for Mikael. Og Jonathan er gift, venter barn og er alt for tæt knyttet til vores far." sagde hun let med en rynket pande. Hun kendte godt andre, men de fleste i hendes omgangskreds var så tæt knyttet til adlen eller hendes far at det bare ville skabe problemer. Hun smilede let da han ønskede hende lykke til at finde den særlige person i hendes liv. Tjo hun håbede da også selv at hun en dag ville finde den person, om det så var en kvinde eller en mand og uanset hvad slægt han eller hun var fra. Så længe kærligheden eller i det mindste kærlige følelser var der.

Hun smilede varmt til ham ad hans berøring. " Venner, det er dejligt at kunne kalde dig ven Alexei." smilede hun

Alexei så på hende med rynket pande, som hun rystede på hovedet og forklarede, hvorfor hun ikke havde andre steder at tage hen. Et kort øjeblik overvejede han at tilbyde hende et værelse i hans eget hjem, men indså hurtigt, at det nok ikke ville være den bedste idé. Ikke, når de ikke kendte hinanden bedre. Det ville lyde som et ret skummelt forslag at komme med til en fremmed kvinde. Desuden kunne det meget vel spolere hendes chancer for et fordelagtigt ægteskab, da det uden tvivl ville være grundlag for rygter om de to. Nej, det ville nok ikke være så godt. For hende. Det generede ham såmænd ikke, hvis det ville reflektere mindre fordelagtigt på ham, men han ville ikke skabe flere problemer for hende. Desuden var han udmærket godt klar over, at den slags situationer altid ville sætte kvinden i det værste lys af de to parter. Uretfærdigt, som det var, kunne han stadig ikke benægte, at der var et anderledes syn på kvinder, end på mænd. Han var ikke tilfreds med dette, men var ikke desto mindre bevidst om det. Så den idé holdt han for sig selv, i hvert fald for nu.
"Det er jeg ked af at høre. Forhåbentlig kan du holde det ud lidt endnu, så må vi håbe en bedre mulighed viser sig." Hvis han ikke kunne tilbyde sit hjem, kunne han stadig tilbyde sin hjælp til at finde et andet sted til hende.
Han smilede varmt tilbage til hende og trak langsomt hånden til sig igen. "I lige måde, Emelia."

Hun lo let. Om hun kunne holde det ud, det var ikke et spørgsmål om hun ville, det var blot noget hun var nød til. Alt andet ville risikere for meget. " Tak Alexei, men jeg klarer mig. Jeg har gjort det før, og har det relativt let i forhold til hvad Mikael måtte stå model til." sagde hun med en let trist mine. Mikael havde altid taget slagene med stor værdighed, og havde ofte stillet sig imellem deres far og hende selv. Mikael var hendes beskytter, nu var det på tide at hun lærte at beskytte sig selv. Hun var når alt kom til alt, et omvandrende våben. Og skønt Mikael ville misbillige hendes tankegang, vidste hun at det kun var et spørgsmål om tid før hun blev nød til at gøre brug af det.

Hun smilede muntert til ham ad hans bemærkning omkring deres venskab. " Hvad er så generalens plan angående de andre slægter og krigserklæringen? Jeg hører så mange snakke om det, men de bekymrer sig oftest kun om at redde deres eget skind." spurgte hun nysgerrig. Hendes far sad ofte om aftnen og snakkede med nogle venner eller andre stormænd om hvordan de bedst kunne bevare deres interesser og områder og bygninger. De var som sådan ligeglade med de folk som boede på deres områder og i deres bygninger, så længe de gjorde deres arbejde.

Han betragtede hende en smule tøvende, inden han nikkede langsomt. Han var yderst modvillig overfor tanken om at lade hende gå tilbage ind i huset og bo under farens tag. Han kendte alt til en fars misbrug og havde altid svoret, at han ikke ville lade den slags stå på i andres liv, som det havde gjort i hans. Han havde syntes, at der var gået alt for mange år i farens vold, men det var jo ingenting i forhold til Emelias liv. Hans far var trods alt død, da han endnu var teenager. Emelias var stadig lyslevende, desværre. Han kunne kun krydse fingre for, at han ville stille træskoene i den nære fremtid, så Emelia, Nanja, broren og alle andre, for den sags skyld, kunne slippe for Hr. Aurum. Han gjorde tydeligvis mere skade end gavn alligevel.

Han prøvede at ryste de halvdystre tanker fra sig, som hun sendte ham et muntert smil. Det lykkedes også nogenlunde, da hendes smil smittede af på hans egne læber. Hun kom med et nysgerrigt spørgsmål omkring hans planer som general. Han rynkede lidt på øjenbrynene. Han måtte sådan set slet ikke dele officielle planer med almindelige borgere, civile, men det var også svært, når planen endnu ikke var fastlagt. "Intet er skrevet i sten endnu. Vi afventer stadig The Oikans næste træk." Hans stemme fik automatisk en autoritær klang, som han var vant til at bruge, når han diskuterede den slags ting. Han rystede svagt på hovedet og rømmede sig lidt. "Lad os tale om noget lidt mere muntert. Fortæl mig mere om dig selv, Emelia." Han smilede opmuntrende til hende.

Hun tyggede lidt på hans ord. Intet er skrevet i sten endnu. Vi afventer stadig The Oikans næste træk. Han havde ret, intet var skrevet i sten. " Der er ikke så meget at fortælle om mig. Jeg bor hos min far og stedmor, som du har set. Min mor blev forvist sammen med de andre fra Arabis slægten da jeg var syv år. Hende og min fars ægteskab var arrangeret. Selvom min mors familie ikke havde meget godt blod, så var det en fordelsmæksig aftale, de var handelspartnere og ægteskabet ville sikre det fuldt ud. Da min mor blev ført bort af nogle vagter gik min ældste bror Mikael amok, han har altid haft en større temperament end mig og Jonathan. Jeg kan ikke huske hende særlig godt, men det kan Mikael og Jonathan skønt vi sjældent taler om hende. " begyndte Emelia. Det var sandt, at tale om deres mor var nærmest tabu, noget som havde gjort forholdet til Mikael ekstra svært. Han huskede hende, han havde kendt hende og han forbande deres far for at have ladt vagterne føre hende væk, den aften var første gang deres far brugte fysisk vold mod Mikael, af hvad hun vidste. " Min far og stedmors ægteskab var også arrangeret som du nok kan gætte. Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om hende. Måske er det fordi vi ikke er så mange år fra hinanden at det føles forkert at hun er husets frue." sagde hun lidt eftertænksomt.

" Som min far nok har fortalt dig har jeg en masse skøre indfald, jeg ser ikke verden på samme måde som så mange andre. Jeg vil ikke sige at jeg hader min slægt, men jeg bryder mig ikke om den. Den bedrevidende nærmest arrogante måde slægten har behandlet de andre slægter i historien får mig til at græmmes ved at kalde mig selv en Redwood." fortalte hun ærligt, hun vidste ikke hvordan han selv så på slægterne, men han havde bedt hende fortælle hende noget om sig selv, og det var vel en af de ting som kendetegnede hende mest?