Maybe I'm foolish...(Alexei)

Zach åndede tungt ud, da han forlod det store mødelokale og kom ud i en gang. Der gik ikke lang tid, før han var vist tilbage til den entre, hvor han i sin tid var blevet taget imod. Uden tvivl husets arbejdere ville glæde sig til at skubbe ham ud af døren, men Zach havde ikke travlt. Han smuttede over til den ene væg, hvor der stod nogle stole. De var langt finere end nogen stol, Zach nogensinde havde set eller siddet i før. Alligevel satte han sig. Han lænede sig tilbage og lod hovedet hvile mod væggen, mens hans øjne gled op over loftet. Selv loftet havde et fint mønster. Ingen detalje blev sparet, når det var kongen over hele...Well, over alt. Det var så langt fra alt Zach nogensinde havde kendt, at han tvivlede på han nogensinde ville kunne slappe af her.
Charles var ikke en nem mand. Zach havde hverken modtaget varmt eller tørt og han fandt sig selv sulten. Han havde en bid brød i sin taske, som han vel godt måtte få tilbage nu. Den, hans jakke og hans sværd. En tjenerinde var slæbt afsted med hans jakke og taske, mens en vagt havde taget hans sværd. Zach havde ikke brudt sig om det, men ingen besøgte vel så vigtig en mand, bevæbnet. Han kunne dog ikke lade være med at frygte, at han slet ville få dem tilbage. Dette hus tilhørte Redwoods, ham selv en tidligere slave-slægt, Naailas. Folk hadede at møde hans øjne, når han glemte at stirre ned i jorden og der ville nok altid være en modvilje til hans eksistens. I starten havde han været lidt bange for, at Charles mente Naailas stadig hørte til som slaver og ville beholde ham her, og for at være ærlig, frygtede han det måske stadig lidt. Det lå så dybt i ham....Så dybt i hans slægt...Selvfølgelig forsvandt det ikke fra den ene nat til den anden.
Han lukkede øjnene. Mødet med Charles kørte rundt i hovedet på ham. Han havde ikke det bedste indtryk af manden og selv om han ikke personligt drømte om at overtage hele verden, kunne han måske godt forstå nogle andre gjorde. Ikke at han skulle sige noget af den slags højt her. Nu skulle han bare hjem og finde en vej til at blive leder for sin egen slægt. Så måtte resten af slægterne deltage i denne lille krig af deres. Naailas var stadig ikke stor nok til ligefrem at gøre en forskel, ikke andet end som endnu en politisk stemme. Nåe ja, og en smule praktisk i forhold til deres øjne og blod. Nogen kunne vel nok finde en måde at udnytte det i en krig.
Han rettede sig op igen og lod en hånd glide igennem det korte, mørkebrune hår. Hånden gled ned over de lette skægstubber. Han åbnede øjnene og lod blikket glide over rummet, mens han stillede sig op igen. Han måtte vel hellere spørge efter sine ting...
Specielt hans jakke! Han gøs svagt bare ved tanken. Selv med de tykke sko, varme lange bukser og en varm trøje, ville jakken gøre meget for at holde ham varm. Han var slet ikke van til dette klima længere og i dag havde vist sig ret kold og våd.

Alexei var en hyppig besøgende i Redwood Mansion, hjem for kongen af Redhawk, der tilfældigvis også var leder for The Redwoods, Alexeis egen slægt. Han havde rimelig meget fri adgang til paladset, i modsætning til så mange andre, fordi han var en betroet rådgiver og ven af kongen, samt Redwoods krigsgeneral. Dette medførte trods alt nogle privilegier, men noget skulle vel også kompensere bare en smule for det hårde arbejde, der hørte med til en post som den. Når man var højt oppe i rang, havde man langt mere ansvar, fordi man ikke kun havde ansvar for sit eget liv. Alexei havde ansvar for en hel hær, og hans job var specielt essentiel og vigtig lige nu, fordi de befandt sig midt i en optrappende krig. The Oikans havde erklæret krig imod The Redwoods, og alting var faktisk noget så kaotisk for tiden, som følge af dette. Alexei havde selv haft adskillige møder med Charles siden nyhederne om krigserklæringen, så de kunne prøve at kortlægge deres fremtidige træk i forbindelse med krigen. Da Alexei nu bevægede sig hen imod paladset, var det dog ikke for at afholde endnu et af disse møder. I hvert fald ikke et officielt og skemalagt et. Han havde såmænd blot planer om at få en lille opdatering fra den kære konge. Han vidste udmærket godt, hvem Charles havde mødtes med på denne aften, og han kunne egentlig ikke engang vide om de var færdige med deres møde endnu, men altså. Han var en tålmodig mand, så selvom de ikke var færdige med deres møde, ville Alexei sagtens kunne vente i paladset. De ansatte i paladset - tjenerinder, kokke osv. - var alle bekendte med Alexei og vagterne var under hans egen kommando, så de kendte ham naturligvis endnu bedre. Han havde givet ordre til at postere flere vagter efter krigserklæringen, og disse ordrer fulgte han også regelmæssigt op på. Han tog sin position meget alvorligt og var yderst taknemmelig for at have æren af at være krigsgeneral for sin slægt. Dog havde han bestemt også gjort sig fortjent til den. Han havde aldrig fået tildelt ting, tværtimod. Alexei havde haft en hård barndom, og havde ikke haft nogen kontrol over sit liv, som lille. Hans far havde haft komplet kontrol over hans liv, og derfor havde han aldrig selv fået lov til at foretage nogle valg selv. Ikke før farens død, havde han reelt fået lov til at tage noget kontrol over sit eget liv. Han havde endelig været fri for sin fars lænker, og det var det bedste, der nogensinde var hændt ham. Og godt nok havde han ikke været en slave i den originale forstand, men han havde været en slave af sin far. Han var blevet misbrugt, brugt som boksepude, hele sin barndom. Han var nok den i Guerra-husholdningen, der havde taget imod flest slag, og dette var også blandt slaverne, som hans far ellers heller ikke havde behandlet pænt. Men fordi han havde set måden, hvorpå Alexander Guerra behandlede sine slaver og slavinder på, havde han også altid været en kraftig modstander af hele konceptet med slaver. Han syntes at det var grundlæggende forkert at have den magt over et andet menneske, fordi det faktisk reducerede dem til ting, snarere end reelle mennesker, med følelser, tanker og valg. Men ikke blot det, så havde han også set, hvor forfærdeligt nogle mennesker behandlede slaver, og det ønskede han simpelthen ikke for nogen. Charles havde det på samme måde, og det var også ham der havde afskaffet slaveriet, hvilket Alexei kun havde respekt for.
Alexei blev hurtigt lukket ind i paladset, og havde netop overladt sin frakke til en af paladsets tjenere, da han spottede en ukendt skikkelse mod væggen af entréen, lidt længere nede. Han løftede det ene øjenbryn, og regnede hurtigt ud, at det næsten ikke kunne være andre end Zachariah Naaila, som tilsyneladende var færdig med Charles. Hvorfor han ikke var taget direkte derfra, var ikke til at vide. Han kørte en hånd igennem sit hår, hvorefter han snart rejste sig op fra den stol han sad på. Alexei bevægede sig målrettet hen til manden, der så søgende ud i sit blik. Han rømmede sig lidt, for at gøre opmærksom på sig selv - specielt fordi han havde for vane at bevæge sig noget nær lydløst, og derfor sneg han sig ofte op på folk. "Godaften. Zachariah Naaila, formoder jeg?" Han rakte så hånden ud mod ham, så han kunne give ham et håndtryk, mens han præsenterede sig selv. "Alexei Redwood, krigsgeneral." Han toppede præsentationen med et af sine allermest charmerende smil, som plejede at hjælpe kraftigt på at skabe et godt førstehåndsindtryk.

Han havde søgt efter den nærmeste vagt eller, hvilket kunne være endnu bedre, den nærmeste tjener. Han skulle bare have sine ting og væk herfra. Måske havde folk bare travlt et andet sted? Han var ankommet relativt sent på dagen og det var på ikke blevet bedre, efter mødet var endt. Han vendte sig hurtigt rundt ved lyden af en stemme. Nogen ville måske blive anspændte, men Zach var en alt for afslappet fyr til at gå til angreb på alle og enhver, blot fordi de sagde noget. Der var dog nok intet til hindre for at hans mørkelilla blik gled ned over manden foran ham og, til sidst, ned over den fremstrakte hånd.
Han var en smule udmattet efter samtalen med Charles. Han ønskede ikke at sætte sig i en situation, hvor han endnu en gang skulle håndtere en Redwood, helst på en måde der forhindrede de ønskede at beholde Zach. Den mistroiske tilgang til Redwoods var måske kun naturligt, i hans situation. Hans tidligere slaveejere havde været Redwoods...
Men direkte at ignorere manden var nok heller ikke en mulighed. Så han rakte hånden frem og gengældte håndtrykket med et svagt smil. Manden foran ham var rank og bar tydeligvis autoritet - det ville han nok have kunne gættet, uden at manden havde sagt hvad han var. Nu passede de to ting blot fint overens. Og, måske til Zachs lille fortrydelse, var manden slet ikke så kedelig at se på...
"Hei. Ja...Ja, det er mig" Krigsgeneralen...Pludselig levede Zachs ellers en smule udmattede udtryk op, i et større smil og voksende øjne.
"Oh! Jeg er faktisk også general!" forsikrede han, selv om det i dette øjeblik lidt virkede som en joke. Men det var sandt! Zach havde blot sin egen tilgang til tingene...Som nogen...Eller de fleste...Nok ikke forstod. Men hans egen slægt virkede godt tilfreds. Intet hårdt militærregime der!
"Men jeg er generelt generalen...Har I flere? Siden du kun fungerer i krig?" foreslog han så. Som slave og nu, efter at have levet isoleret i en stor regnskov, var han ikke så velbevandret i anderledes titler. Måske dækkede titlerne bare over de samme ting. Måske burde han slet ikke have spurgt. Han rømmede sig svagt.
"Eller faktisk...Jeg kan næppe se en krigsgeneral har tid til en simpel mand, der blot prøvede at finde sine ting..." Han så sig over skulderen, men der var stadig ingen tjenere inden for synsvidde.
"...For at gå sin vej igen...Såå..."
Han kunne ikke stoppe tanken for at opstå. Charles havde vel ikke skiftet mening og bedt selve sin krigsgeneral om at tilbageholde Zach?

Alexei var en opmærksom fyr, der altid var en smule på vagt, selv når han virkede fuldkommen afslappet. Det var vel en bivirkning af hans arbejde som general. Men han ville trods alt også hellere være på vagt, end at blive overrumplet og ikke være parat til at håndtere eventuelle farer eller kriser. Han anså dog ikke Zachariah for at være en fare, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Det ville være latterligt at angribe Redwoods general i kongens eget palads. Og da denne mand var general for sin egen slægt, måtte Alexei gå ud fra, at han havde bedre forstand end dét. Derfor var han også mere afslappet omkring Zachariah, end han sædvanligvis var omkring folk, når han mødte dem for første gang. Han kunne heller ikke bedømme hans karakter så hurtigt, han var nødt til at vide mere om ham. Alexei var nemlig ikke tilbøjelig, til at dømme folk. Han var ikke fordømmende, heller ej, og yndede at tage sig tid til at skabe et indtryk af folk. Han kunne f.eks. ikke finde på at dømme en person ud fra deres øjenfarve, og var derfor også komplet ligeglad med den lilla farve hos manden foran sig, selvom han var bevidst om, at mange frygtede denne farve, da Naaila-slægten meget bogstaveligt var giftige og kunne dræbe med kun deres blik. Klart, han havde da ikke i sinde at se en Naaila i øjnene, hvis han mistænkte dem for at bære nag imod ham, men han var ikke så hurtig til at tage sorgerne på forskud. De eneste øjne han efterhånden var nødt til at dømme på forhånd, var de røde. Når man var på randen af krig mod en anden slægt, måtte man gå ud fra at alle i den slægt var fjender, med mindre de beviste andet overfor én. Og dette var præcis, hvordan Alexei håndterede Oikans.
Zachariah, der havde set lidt udmattet og ugidelig ud, levede en del mere op, som han fik et større smil på læberne. Da han kom med et begejstret udbrud, kunne Alexei ikke lade være med at smile lidt mere. Dette vidste han naturligvis godt i forvejen, så han nikkede bare, stadig med et smil på læben. Da Zachariah talte videre, lyttede Alexei blot, uden at afbryde. Han skulle til at svare ham, da han fortsatte med at tale, og Alexei ventede derfor tålmodigt, så han kunne høre, hvad Zachariah ellers havde at sige. Da han tilsyneladende havde talt helt ud, åbnede Alexei endelig munden.
"Vi har kun én general, jeg tror bare jeg har fået for vane at kalde det noget bestemt, jeg ved egentlig ikke hvorfor." Han trak lidt på skuldrene. Han havde ikke rigtig tænkt over dette før, og han var ellers en ret så eftertænksom ung mand. "Selvfølgelig har jeg da tid til dig, jeg følger ikke en tidsplan. Og jeg skal da med glæde hjælpe dig." Han havde kun lige talt færdigt, før han fik øje på en tjener lidt nede ad gangen. Han vinkede ham hen, og bad ham om at finde gæstens ting. "Selvfølgelig, Hr. Redwood," sagde tjeneren, der udmærket godt vidste, hvem han var. Han var trods alt et velkendt ansigt i paladset. Derefter forsvandt han tilbage ned af gangen, formodentlig for at finde Zachariahs ting.

Denne general virkede allerede langt mere serviceminded end Charles havde gjort. Ikke at han ville sige det højt. Charles var sikkert en fin fyr, han havde nok bare travlt. Zach besluttede sig for ikke at sammenligne de to mænd yderligere...Tydeligvis havde han selv nogle problemer med Redwoods og havde en tendens til at dømme dem lidt hurtigere og hårdere, end hvad der ellers lå til Zachs personlighed. Uden at være direkte naiv, forventede han ofte det bedste af folk. Ofte blev man mødt med den energi, som man selv lagde for dagen og derfor var Zach en ret energisk og positiv person. Folk undervurderede ham ofte på den baggrund, men Zach lagde ofte mærke til mange småting. Derud over var han normalt forholdsvis god med folk. Venskaber eller venlighed var lige hans ting, hvilket ofte gjorde at folk gerne ville hjælpe ham igen.
Men i denne situation var det lidt omvendt. Han havde brug for hjælp og modtog det fra denne mand. Og det var egentlig ganske rart.
"Virkelig? Selv med en lurende krig, så har du alligevel tid til en Naaila? Jeg har tydeligvis undervurderet mistroen mellem vores slægter" Trods ordene kunne misforståes på en sur måde, ville et enkelt blik på Zach hurtigt bekræfte at han blot drillede. At bruge tid på en enkelt Naaila frem for en hel slægt, der havde erklæret krig...Wow! Men det var ren dril og Zach var kun taknemmelig for et øjebliks hjælp. Han vendte sig om, så han kunne se ned af gangen, for at holde øje med hvornår tjeneren kom tilbage.
"Jamen I så fald vil jeg udnytte opmærksomheden. Jeg elsker opmærksomhed. Du kender vel ikke et godt sted i byen, hvor jeg kan spise, uden at blive enten smidt ud eller ruineret?" foreslog han så og så tilbage på manden ved siden af sig. Akavet stilhed var ikke noget Zach dyrkede og spørgsmålet var reelt nok. Han foretrak ikke at spise i den rigere del af byen. Ikke kun fordi Zach ikke selv var rig, men fordi de rige ofte bar flere fordomme. Zach havde oplevet at blive stoppet på gaden, kun fordi en mand begyndte at kaste sten på ham. Ingen havde været interesseret i at stoppe det, ud over en bestemt kvinde...En diplomat...Fra hvilket slægt igen? Han huskede det som en Oikan, faktisk...
"Og endnu bedre! Du skal da spise med!" smilet på Zachs læber voksede. Generalen havde selv givet Zach tid...Nu tog Zach den tid. Selskab var altid godt. Fra en veltrænet mand, skam det bedre.

Charles var en god konge. Han var retfærdig, selvom mange - og specielt The Oikans - ville påstå noget andet. Han havde f.eks. kæmpet for at ophæve slaveriet, hvilket også var lykkedes ham. Alexei var altid villig til at forsvare ham, både som krigsgeneral, slægtsfælle og bare ven. Og på mange områder, var Charles og Alexei meget ens. De var begge følelsesmæssigt distancerede. De havde derfor heller ikke mange reelle venskaber, nogen af dem. Dette havde aldrig været en del af Alexeis liv, og han var oven i købet blevet meget bedre til at omgås mennesker, og skabe venskaber, end da han var lille - hvor hans far ikke tillod venskaber eller socialisering af nogen som helst slags. Men da han var teenager, kort forinden sin fars død, havde han mistet den eneste person, han nogensinde havde elsket - til denne dag - og dette havde ødelagt ham fuldstændigt, eller i hvert fald det der var tilbage af ham, som ikke allerede var blevet ødelagt af hans far. Tabet af denne person, Elena, havde gjort det umuligt for ham at åbne sig op overfor nye folk, og han havde kæmpet lige siden, for at åbne sig op overfor folk. Og det var da også lykkedes et par gange, til dels, men selv de få venskaber han havde, var ikke synderligt dybe. Han ville nok betegne Charles som en af sine tætteste venner, og alligevel var deres forhold overfladisk, kunne man kalde det. De havde ikke dybe samtaler og vidste ikke alt, hvad den anden lavede. Hvilket nok var grunden til, at deres forhold fungerede. Charles var omtrent ligeså følelsesmæssigt aflukket som Alexei, og dette burde de egentlig nok begge arbejde noget mere på. Men man måtte tage det som det kom, og i det mindste var Alexei øvet i at være åben på overfladen. Han var imødekommende og charmerende, og han vidste lige præcis, hvordan han bedst skulle udnytte sin charmerende natur. Det havde han lært efter alle de år i selskab med Redhawks rigeste, som krævede mere manipulation end alt andet, virkede det nogle gange som om.

Alexei så på Zachariah, da han kom med en lidt drillende kommentar/spørgsmål. "Jeg er kun mistroisk, overfor folk der giver mig en grund til at være dette." Han smilede skævt, så det ikke virkede ligeså truende, for det var så sandelig ikke meningen. Han lyttede så til, hvad Zachariah sagde derefter. Et sted at spise? Alexei var god til en hel del ting, men madlavning var ikke en af disse, og derfor spiste han også stort set altid ude. Han kendte dermed en hel del spisesteder, både i den finere del af Redhawk City og i undergrunden. Han nåede ikke at svare, før Naaila-generalen inviterede Redwood-generalen til at spise med ham. Det var et interessant tilbud, som Alexei ikke kunne afslå. Han sendte Zachariah et blændende smil og nikkede. "Det ville være mig en ære, Hr. Naaila." Netop da, kom tjeneren tilbage med Zachariahs ting, og Alexei vendte sig om mod Zachariah, som tjeneren overrakte tingene til. "Var det det hele?"

Zach kunne faktisk ikke vente med at komme ud herfra. Denne store bygning, omringet af Redwoods, fik ham ikke til at slappe af. Derfor var det ikke uden en svag lettelse, at han tog imod sin taske og slyngede den over sin ene skulder, før han tog sværdet i den ene hånd. Han modstod en pludselig trang til at sikre, at alt i hans taske nu også var, som han havde efterladt det. I stedet sendte han Alexei et blik, før han med skaftet af sit sværd pegede om bag Alexei et sted. Ja, han var klar og han tilbød dem at gå ud herfra.
"En ære ligefrem?" bemærkede han, men på en måde der lod sige at han ikke forventede et svar på det.
"Hr. Naaila?" Han skar en grimasse og de mørkelilla øjne gled hen over Alexei endnu engang. Så rystede han på hovedet med et skævt smil.
"Og du må være Hr. Redwood. Please. Naaila er min slægt, men jeg er også et individ. Kald mig Zach" bad han så. Han havde altid fundet det lidt sjovt, at dem der bestemte noget i en slægt, overtog slægtens navn. Som om alle var en stor familie. Som barn havde han ikke bekymret sig om det. Som slave betød ens efternavn intet og måske var det kun bedre, som en Naaila, ikke ligefrem at hedde Naaila samtidig. Da han var blevet givet stillingen som general, havde det ekstra navn kommet ham som en overraskelse. Det havde taget ham lidt tid at vænne sig til, men havde siden fået en hvis stolthed over navnet. Det var et bevis på han var til service for slægten, at han repræsenterede dem når han ikke var hjemme. Navnet mindede ham hele tiden om hans ansvar. Så måske var det ikke kun underligt, men gav en mening.
Ens identitet var rigtig nok meget afhængig af den slægt man tilhørte. Men navnet Naaila kunne referer til hvem som helst. Desuden havde Zach den mening, at når man hele tiden benævnte hinanden med slægtens navn, ville det kun holde fordommene mur oppe. Først når man i et øjeblik glemte slægten og tillod sig at være mennesker, sammen, ville man skabe en grobund for større forståelse. Men måske var det blot et ideal, en filosofi. Noget der aldrig ville blive virkelighed.
"Så, Hr. Redwood...Nej, det ligger dårligt i munden...Alexei. Fortæl mig lidt om dig selv!" foreslog han med et af sine mere naturlige, varme smil.

Zachariah tog imod sine ting, som han slyngede sin taske over skulderen og tog sit sværd i den ene hånd. Da han så sendte Alexei et blik og pegede med sit sværd, måtte Alexei bare stole på, at han kunne håndtere sit sværd, og at det ikke endte i Alexei selv, på en eller anden måde. En tur ud og spise, krævede vel næppe et sværd, men han kunne godt se, hvorfor Zachariah næppe var tryg uden det. Han befandt sig trods alt et sted, hvor hans slægt ofte blev set ned på, eller ligefrem frygtet. Og selvom Alexei ikke selv gjorde nogle af disse ting, vidste han stadig, at andre desværre ikke altid var ligeså accepterende. Dog ville han ikke lade noget ske Zachariah, mens de var sammen. Alexei var god at have ved sin side, og han beskyttede da selvfølgelig sin kompagnon, hvis det blev nødvendigt. Desuden ville det ikke være særlig fantastisk, på et politisk plan, hvis The Naailas’ general kom til skade på The Redwoods’ generals vagt. Det ville nok skabe noget røre, som hverken ville gavne Alexei, Charles eller slægten som helhed. Så det ville han for alt i verden undgå.
Spørgsmålet, der gentog Alexeis ord, virkede ikke nødvendigt at svare på, og Alexei nikkede derfor blot let, med et mildt smil på læben. Det næste Zachariah - Zach - sagde, kom oven i købet med en grimasse. Alexei indvilligede med et accepterende nik. Han var formel af natur, men han kaldte ham skam med glæde Zach, hvis denne foretrak at blive kaldt dette.
Personligt, brød Alexei sig ikke så meget med, hvad folk kaldte ham. Alexei, Hr. Redwood, det måtte de såmænd selv om. Han reagerede på begge dele, og flere navne endnu. Han var ikke så vant til kælenavne, fordi det oftest var noget man brugte med folk, man var tætte med, og den slags forhold kendte Alexei ikke meget til. Men han var da stadig blevet kaldt Alex et par gange i sit liv, hvilket heller ikke generede ham. Det eneste han ikke altid var lige god til at affinde sig med, var Guerra - hans oprindelige efternavn. Hans fars efternavn. Han forbandt dette langt mere med sin far, end med sig selv, og derfor kunne det godt nogle gange genere ham, hvis folk brugte dette. Men det skete også sjældent, efter han blev general for sin slægt, og fik tildelt det tilhørende slægtsnavn.
Men det generede ham altså heller ikke, da Zachariah kaldte ham for Alexei. Det var hans navn, trods alt. "Mon ikke vi skulle finde et sted at spise først, Zach? Der er helt sikkert mere optimale omgivelser at lære hinanden at kende i, end en gang." Han lo let og sendte ellers et charmerende smil i Zachariahs retning.

De forlod bygningen og kom udenfor i aftenens voksende mørke og kulde. Zach gøs automatisk. Han var slet ikke van til denne kulde længere. Som barn havde han været, det var man nød til som slave, når man kun havde lige nok tøj til at holde varmen. Og nogle gange, ikke engang det. Men de sidste mange år havde han brugt i et klima, der altid var varmt og fugtigt. Han kom nok aldrig til at elske vejret i Redhawk City. Han sikrede sig at jakken var lynet helt op, før han satte sværdet fast i sit bælte. Han tog rygsækken ordentlig på, med begge stropper, så han kunne gemme sine hænder i ærmerne. Skuldrene konkurrerede over at nå over ørerne, som Zach automatisk trak sig sammen som en skildpadde, for at holde varmen bedst muligt.
Og så forestil dig hvis det sneede! Zach havde ikke oplevet sne i mange år, før for 2 år siden, da han sidste var i byen og havde siddet fast her hen over vinteren. Sneen havde forhindret ham i at rejse, uden at dø af kulde samtidig. Det var kun takket være nogle venlige skikkelser i undergrunden, at han havde haft varme, en seng og mad. Mod nogle tjenester og arbejdskraft, selvfølgelig. Nej, intet af det havde gjort det nemmere for ham, at holde af byen. Den var fuld af dårlige minder og oplevelser.
Zach satte tempoet lidt op. Jo hurtigere det igen, ville det snart være nemmere at holde varmen. De skinnende øjne gled over mod Alex med et drillende glimt. Tungen gled ud og vædede hans læber, før han trak på skuldrene.
"Oh, så forventer jeg også hele historien. Du lægger op til en aften i fortællingens tegn!" bemærkede han. Hvis Alex ville vente til de havde det varmt og godt, før de snakkede om den slags, så forventede Zach også nogle saftige detaljer. Forventningens glæde begyndte at sprede sig i hans indre.
"Jeg er i dine hænder! Kom, vis mig igennem byen og vælg os et passende sted til dine historier!" bemærkede han og slog let ud med den ene arm, før den vendte tilbage til hans side, så hånden kunne komme ind i varmen igen.

Eftersom Alexei var vant til klimaet i Redhawk City, og desuden var klædt på til netop dette klima, generede kulden ham ikke synderligt. Dog var vejret på denne aften ikke kun koldt, men også vådt, og denne del var han ikke helt så tilfreds - eller var i hvert fald mere utilfreds - med. Men han havde heldigvis en paraply med, som han også havde haft brug for på turen hen til Redwood Mansion, til at starte med. Han havde selvfølgelig heller ikke været der særlig længe, så vejret havde naturligvis ikke ændret sig særlig meget i løbet af den korte tid. Han slog denne paraply op, som de kom udenfor paladsets læ. Denne var stor nok til at kunne beskytte både Alexei selv og Zachariah fra regnen, så han holdt den ud fra den side, hvorpå Zachariah befandt sig. "Kom endelig ind under paraplyen."
Som Zachariahs tempo blev sat lidt op, fulgte Alexei naturligvis trop. Det var tydeligt for enhver, eller da i hvert fald for Alexei, at Zachariah ikke var vant til Redhawk Citys kulde, og måske heller ikke var helt optimalt klædt på. Han frøs, og dette var nok også grunden til de lidt hastige skridt. Heldigvis frøs han ikke for meget til at sende Alexei et drillende blik, og komme med en noget drilagtig kommentar. Alexei kneb dog øjnene lidt sammen, da Zach talte om forventningerne, han havde. Alexei brød sig ikke om at tale om sin barndom. Faktisk, var det noget, han aldrig gjorde. Derfor så han så sandelig heller ikke sig selv fortælle om den til en fremmed, ligegyldigt for hyggelig denne fremmede end syntes at være. Men han måtte jo bare snige sig udenom, på en måde, der ikke virkede for uhøflig. Det måtte han tage til den tid. Han nøjedes dog med blot at nikke lidt, uden at kommentere yderligere.
Til det næste han sagde, tænkte Alexei sig lidt om, inden han svarede. Så lyste han op. Han havde lige stedet, hvor de kunne lære hinanden at kende uden konstante afbrydelser og distraktioner. "Vi skal ikke langt, jeg har et passende sted." Han ledte ham i retning af Guerra-husholdningen, som, på trods af Alexeis fravær, sjældent stod tom og heller ikke gjorde det på nuværende tidspunkt. Han havde en kok hyret på fuld tid, samt rengøringsfolk og andet, når der skulle speciel hjælp til - hvis, der f.eks. skulle repareres noget i hjemmet. Palæet lå ikke langt fra paladset, hvilket var nyttigt for Alexei, der - specielt i krigstid som nu - ofte lagde vej forbi Kong Charles i hans palads.
Da de ankom, viste Alexei Zach indenfor og lukkede døren bag dem, efter at have rystet paraplyen lidt fri for vand og stillet den i en paraplyholder tæt på hoveddøren. Han vendte sig imod ham og rakte hånden frem. "Skal jeg tage din jakke?" Alexei kunne have tjenere rendende rundt - han havde pengene til det - men han fandt det en smule overflødigt og unødvendigt. I forvejen havde han meget mere hjælp i huset end langt de fleste andre folk. Dog var rengøring og madlavning oftest ikke noget han selv havde tid til, og desuden var det ikke ligefrem hans specialiteter. Faktisk, var han ikke synderligt god til nogle af de to ting, men det havde heller aldrig været en nødvendighed for ham, grundet familiens privilegier, som var nedarvet fra hans mors side af familien. "Hvis du har nogle specielle ønsker til mad, må du meget gerne komme med dem, og så kan jeg give dig en rundvisning imens det bliver forberedt." På trods af hans privilegier og rigdom, var Alexei stadig en ydmyg mand. Han fremstod derfor heller ikke sædvanligvis pralende, og han gjorde det heller ikke nu, håbede han da.

Han var næsten allerede under paraplyen, inden Alex var færdig med sit tilbud. Zach tog gerne alle muligheder for at få varmen eller holde sig tør. Hvem kunne nyde dette vejr? Medmindre man faktisk havde et varmt sted at opholde sig, var det måske tåleligt, men Zach havde ingen af de ting. Redhawk var jo ikke rigtig hans by eller hjem.
Som altid, når hans krop frøs, spændte den i alle muskler, frem for at ryste. Han vidste ikke hvorfor den reagerede sådan, de fleste ville nok bare ryste, for at producere mere varme. Men hans krop blev altid stiv som et bræt, til hans muskler begyndte at smerte. Som om jo mere spændte de var, jo bedre. Det gjorde også, at da de endelig var deres nye sted, var han let forpustet. Han havde en god kondination, bildte han sig selv ind, men der var bare ingen måde at undgå det, når hele ens krop spændte som et bræt.
Og...
Dette var ikke en kro eller andet i den stil. Hans blik fulgte væggene og loftet, hvilket resulterede i han reagerede langsommere på Alex forslag omkring jakken. Langsommere - men han havde hørt det. Mens han slugte sine omgivelser, gled hans hænder langsomt ned over jakken og løsnede den. Til sidst vendte han sig om mod Alex med et svagt smil og løftede øjenbryn.
"Dette er ikke en kro. Enten har du et tæt forhold til dine venner, til bare at bruge deres hjem...Eller også er du født med en guldske?" foreslog han. Han lod jakken glide af, men frem for at give Alex sine ting, trådte han selv over til stumtjeneren og hang sin jakke op. Tasken blev stillet op af væggen samme sted og skoene blev lirket af.
Her var i det mindste tørvejr og lunt. For Zachs skyld måtte de godt putte ekstra brænde på. Jo varmere des bedre, ikke?
Han tvang sin krop til at slappe af igen. Nogle gange kunne hans krop spænde så meget, at det gav ham ondt i ryggen, men det virkede til at han slap for det denne gang. Det var da meget heldigt.
Hans ord til Alex havde ikke været fordømmende. Som altid bar Zachs ord en blanding af varme og drilleri. Han slog ud med armene og snurede halvt rundt om sig selv, så han igen så over mod Alex. Hans smil voksede lidt.
"Seriøst? Lige hvad jeg vil? Jeg er ikke så kræsen. Faktisk spiser jeg alt, så længe kødet ikke er råt. Har du frugt? Frugt er det bedste!" bemærkede han så. Frugt kunne bruges til alt. Til en form for sovs, til at bringe smag til kødet, til at blive spist som de var eller stegt på et spyd. Han spiste meget grønt derhjemme, faktisk. Frugt og grønt. Måske var det fordi de ofte havde måtte spare. Der rendte ikke altid hele flokke af dyr igennem skoven, som var beregnet til spise.
Zach vendte sig rundt igen og kiggede nu mere efter detaljerne. Imania havde haft et overdådigt hjem, på deres egen måde, men alligevel. Zach var slet ikke van til denne slags. Han kunne ikke helt finde ud af om han var heldig, at opleve det, eller ked af alle ikke havde midlerne til sådan en rar livsførelse. For at være ærlig, var overdådighed ikke rigtig noget for Zach. Han foretrak at holde tingene nede på jorden og ikke distancere sig fra folk. Han ville hellere være en del af folk, en gemme sig i et eller andet kæmpe hus, hvis eneste funktion var at bevise, man var såkaldt bedre end alle andre. Men han måtte indrømme det var flot. Smukt, måske?

Zachariah tog imod Alexeis tilbud med det samme, og trådte ind under paraplyen, sammen med ham. Alexei holdt den over dem hele vejen hjem, og sørgede for at skærme dem begge fra regnen, bedst muligt. Der var ikke mange folk, der var glade for regnen, og specielt ikke, når man var ude i den. Klart, den kunne da være hyggelig nok, hvis man vidste, at man ikke skulle nogle steder hen og kunne blive indendørs, mens man lyttede til lyden af regndråber, der ramte vinduet. Men når man var udendørs, var regn knap så fantastisk. Det var vådt og koldt, og det gjorde det endnu mere umuligt at få varmen.
Han syntes at fornemme en anspændthed fra Zach, hvilket nok var på grund af kulden. Hans bevægelser syntes i hvert fald at blive mere stive i det, og han kunne forestille sig, at Zach nok frøs en del mere end Alexei gjorde. Derfor så han nok også endnu mere frem til at komme ind i varmen, end Alexei selv gjorde. Heldigvis var der ikke lang vej, så hans - deres - ønske blev ganske hurtigt opfyldt.
Zach var ikke frygtelig hurtig til at reagere på Alexeis tilbud om at tage hans jakke, men det var også tydeligt, at han prøvede at tage alting ind, alle omgivelserne. Han løsnede dog endelig sin jakke, mens han begyndte at tale. Men da han var færdig med at tale, og havde fået jakken af, gik han selv hen med den og hang den op, i stedet for at give den til Alexei, som han tilbød. Men Alexei kunne snildt respektere en mand, der foretrak at klare sig selv, i stedet for at afhænge af andre. Dog ville han ikke have haft det mindste imod at hjælpe, specielt ikke med en så lille ting, der alligevel blot var et tegn på en god vært. Han tog også selv sine sko af og stillede dem pænt, imens han lo lidt af Zachs ord og smilte, som han svarede ham. "Tja, guld hører jo slægten til, ikke sandt?" The Redwoods’ øjne blev f.eks. kaldt guldøjne, da deres farve mindede om guld. Charles’ palads kaldtes det gyldne palads. Det hele var meget gyldent. "Men jeg har været særlig heldig. Min familie har altid været velhavende, og da jeg er den sidste overlevende, har jeg arvet det hele." Det var information om hans baggrund, om end ikke synderligt meget.
Han kunne ikke lade være med at smile stort, som Zach lavede en bevægelse, hvori han slog ud med armene og snurrede lidt rundt om sig selv. Han talte på en så begejstret måde, at det mindede Alexei om en lille dreng. Det var hyggeligt. Han nikkede. "Jeg beder bare kokken om at finde på noget, der indebærer frugt og ikke råt kød, så." Han blinkede, da der næppe ville blive forberedt mad med råt kød, alligevel. Han gik hurtigt ud i køkkenet og meddelte kokken om netop dette, hvorefter han atter fandt Zach og henvendte sig til ham.
"Er du interesseret i en rundvisning? Vi kan også bare sætte os og tale, hvis du hellere vil det." Så gik det op for ham, at han endnu ikke havde budt på noget, og han rystede på hovedet af sin egen uhøflighed. "Jeg har fuldkommen glemt at spørge, om du mangler noget. Måske noget at drikke?" Han kunne også få tændt op i varmen, men han ville først høre, hvad Zach havde at sige.

Mens Alex forsvandt, for at bestille deres mad, gled Zachs blik op mod loftet endnu en gang. Dette...
Alex var venlig. Han havde delt paraply med ham, gav ham mad, ville vise ham rundt i noget der mest mindede om et lille slot. Selv om Zach rigtig nok var begejstret over at se det, over at få et indblik i de riges liv, gav det alligevel så mange modstridende følelser inden i ham. Han kunne næsten ikke trække vejret. Hans ene hånd gled hen over den underarm, hvor hans slavetatovering gemte sig.
Han var aldrig blevet helt afklaret med sin fortid. Det havde altid handlet om, at bevæge sig fremad. Fremad. Blive fri igen, bygge deres by og samfund op. Holde sig skjult og i sikkerhed. Selv om tingene ændrede sig meget og hurtigt for tiden, var det stadig...Svært.
Hans egen ejer havde ikke ejet noget helt lige så stort. Men det havde stadig været fint og langt bedre, end hvad slaverne havde fået. Redwoods...Havde altid bare kunne gemme sig i deres små slotte, med al deres rigdom og fordele, mens de havde været...Slaver...
Mens folk sultede og frøs i undergrunden...
Det virkede så forkert. Følte folk som Alex virkelig intet? Når man var født med det, var det måske ikke noget man tænkte over. Man var vel bare van til det. Men blot disse tapeter kunne affodre så mange mennesker...
Han trak vejret dybt. Det var gået op for ham, at han næsten ikke havde kunne trække vejret. Blikket gled ned på gulvet, der var langt mere neutral for Zach at se på. Guldøjne. Guldskeer. Hvor måtte det være nemt...

Han vendte sig hurtigt om mod Alex, da han vendte tilbage, og kvitterede med et af sine naturlige, varme smil. Herinde, i husets allerede-varmere-end-udenfor, slappede Zach mere af i kroppen. Han rømmede sig svagt. Boy, så mange forslag og tilbud! Zach ville udnytte muligheden. Han kom aldrig i så fine hjem, trods alt.
"En rundvisning ville passe mig godt, hvis det ikke er til besvær. Det er trods alt dit hjem. Ikke alle er villige til at vise deres hjem frem, som var det et museum!" bemærkede han afslappet. Der var ingen tegn på den sørgmodighed der havde ramt ham et øjeblik siden. Zach havde altid været god til at gemme den slags væk. Lige siden de var flygtet og var startet forfra, havde det nærmest været et krav og Zach var den sidste, der ville belemre nogen med det. Folk havde så mange problemer, så mange ting at kæmpe med. Zach ville hellere hjælpe dem, end tvinge folk til at lytte til hans egne sørgelige historier. Desuden havde han gerne ville skåne folk og hjælpe dem med at komme fremad. Især hans forældre.
"Jeg kan få noget at drikke til maden, hvis det er fint" Han trak let på skuldrene. Han havde ikke behov for det lige nu. Huset tog for stor en del af hans opmærksomhed. Han ville næppe kunne slappe af, før han havde undersøgt huset på den ene eller anden måde, først.

Alexei forstod godt, hvis hans hjem var overvældende for Zachariah. Han vidste ikke noget om Zachariahs fortid, og vidste dermed heller ikke om hans familie var velhavende eller ej. Men selv for velhavende folk, var Alexeis familie overklasse. De havde en nedarvet rigdom og høj plads i samfundet, som var opbygget igennem adskillige generationer af familiemedlemmer, på Alexeis mor side og hendes far før hende. Alexei havde dermed heller aldrig kendt til andet end et liv med penge, selvom han ikke havde fået meget gavn af dem, da han var yngre. På trods af pengene, havde han nemlig ikke haft mange flere privilegier end andre børn. Selvfølgelig havde der været nogle ting, men hans far havde ikke ligefrem ladet Alexei se meget til deres familiearv, eller ladet dem komme ham meget til gavn. Pengene blev stort set kun brugt på alkohol igennem Alexeis barndom, som hans far havde drukket en hel del af. Naturligvis havde han stadig haft slaver og slavinder i husholdningen, som hans far ikke kunne være sikker på, aldrig havde noget med Alexei at gøre. De havde da ofte hjulpet ham med diverse ting, lavet mad til ham, vasket hans tøj og den slags, når hans far ikke forlangede alt muligt af dem. Men Alexei havde aldrig kommanderet rundt med slaverne i husholdningen. Tværtimod, havde han tit insisteret på, at de ikke skulle hjælpe ham, selv da han var helt ung. Han havde nemlig ikke ville være skyld i ballade eller ligefrem misbrug hos dem, fra sin fars side af. Og det var han, hver gang hans far opdagede, at han havde fået hjælp med noget som helst, virkelig. Det var egentlig først efter farens død, at Alexei havde haft muligheden for rigtigt at udnytte sin arv. Da var han også begyndt, at udnytte pengene lidt mere, men han havde kæmpet for aldrig at lade dem stige ham til hovedet og overtage hans liv. Han havde prøvet at holde sig til det essentielle, med de lejlighedsvise undtagelser. Han brugte dog ikke kun sine penge på sig selv, men prøvede at hjælpe til, hvor han kunne. Han havde i særdeleshed en svaghed for folk, der ikke var i stand til at forsvare sig selv. Folk, der blev mødt med misbrug, af en hvilken som helst slags, og som ikke kunne gøre noget ved dette. Af åbenlyse grunde, følte han sig nødsaget til at hjælpe den slags mennesker,

Da han kom tilbage fra køkkenet, fandt han Zach rimelig meget det samme sted. Han kiggede sig vist bare lidt omkring, hvilket også var meget naturligt. Han rystede lidt på hovedet, da Zach svarede ham. "Hvis det var til besvær, ville jeg ikke foreslået det. Det er skam helt i orden." Han smilede charmerende og ventede lidt, inden han gik igang med rundvisningen. Først tilbød han Zach noget at drikke, hvilket han afslog for øjeblikket. Han nikkede. "Selvfølgelig kan du da få noget at drikke til maden." Og med de ord, samt et lille smil, indledte han rundvisningen. Der var adskillige værelser, flere badeværelser og toiletter, samt nogle rum, der var enten tomme eller dedikerede til diverse ting - kontor, mødelokale og lignende. Det var et stort hjem, som hans mor og mormor havde indrettet i tidernes morgen, så det var meget mere stilet, end han nok selv kunne have formået. Der var ikke specielt meget personligt præg på palæet, ikke engang på Alexeis eget værelse. Der var nogle malerier, bøger og ikke meget andet. Dog var der et værelse, der var ret personligt. Hans mors gamle atelier, hvor hun ofte havde malet, blot fordi hun nød det. Hverken hans far eller Alexei selv, havde nænnet at ændre en eneste ting i det rum. Alexei tøvede lidt med at vise dette rum frem, men besluttede sig dog alligevel for, at han hellere måtte prøve at bevæge sig ud af sin 'comfort zone'.

Zach var overraskende nok lidt stille på turen rundt i det store hus. Charles hus havde været overdådigt, men fordi Zach havde i tvivl om hvordan han ville blive modtaget, havde han slet ikke studeret huset som sådan. Kun noteret sig rigdommen i det. Men nu, nu hvor han havde masser af tid til det og følte sig afslappet nok til det, bemærkede han mange detaljer og aldrig havde han rigtig set noget så stort eller rigt eller flot eller...Hvad man nu kaldte denne overflod. Jo mere han så, jo mere usikker var han på, om han overhoved brød sig om huset. Han foretrak sit eget til hver en tid. Fordi han boede alene, bestod hans eget hus kun af et lille køkken, en stue, en entre og et lille soveværelse. Men det var nok til ham og bygget af det samme slags træ, i hvilke alle husene var placeret. Højt over jorden. Nogen skar forskellige smykker ind i træerne eller i deres huse, men ingen havde råd eller ressourcer til store smykke tapetter eller andet i den stil. Imanias hus var det nærmeste de kom på sådan et hus, men det var slet ikke som dette her. Gik det vel knap nok til sokkeholderne.
Han kunne ikke gøre for det. Han kom til at hade Redwoods endnu mere. Men han brød sig ikke om sin nye følelse af had og holdt den for sig selv, da han ikke kunne drømme om at fornærme sin vært. Han hadede jo ikke sin vært. Han hadede blot hvordan Redwoods så ud til at opføre sig, hvilken rigdom de pralede af, hvordan de stadig kunne kalde sig konger af verdenen, i et samfund der mere var opbygget af slaver og smerter end noget andet.
Han bemærkede også at der ikke var mange personlige ting. Selvfølgelig kunne man diskutere om valget af bøger og udsmykningen af hjemmet ikke var personligt, men Zach havde en fornemmelse af Alex måske ikke havde stået for det hele selv. Det var synd. Når nu manden virkelig havde så stort og fint et hjem, hvorfor så ikke få det bedste ud af det samtidig?
Til tider kom han med et eller andet overrasket udbrud eller trådte længere ind i et rum, end det måske var tiltænkt, for at studere en detalje nøjere. Hans blik gled altid over helheden et øjeblik, før han altid fik øje på alle detaljerne. Zach havde et godt øje for detaljer og så ofte mere, end folk mistænkte hans distræte sind for. Han satte også pris på detaljer, som andre måske tog for givet eller havde glemt alt om.

Han fornemmede godt Alex tøven, da de stod ved det sidste rum. Hans blik gled ned over manden et øjeblik, før døren endelig blev skubbet op og Zach forsigtigt trådte ind i rummet. Alex havde tøvet af en årsag og Zach ville ikke bryde en eller anden grænse, ved at løbe ind i rummet som et eller andet barn eller hund. Han trådte langsomt længere ind i rummet og så der var en del malerier her. Og ikke blot det, men maling og pensler til at lave flere. Tomme lærreder, klar til at modtage flere farver og mønstre. Nogen i familien havde været noget så kreativ, noget så malerisk. Da Zach indså han endelig så på noget, der måtte være ret personligt, gav han sig til at studere malerierne nærmere.
"Hvem tilhørte dette rum?" spurgte han, før han så sig over den ene skulder, for at se over mod Alex. Han vidste det ikke var Alex selv og Zach havde en god ide om hvem det måske havde tilhørt.
"Det er fantastisk. Alle de malerier" bemærkede han så, for at berolige Alex.

Alexeis hus havde været i hans mors familie i mange generationer. Moren, Aurora, havde været den sidste Aleksándrovna til at bosætte huset, da hun efterfølgende havde taget Alexeis fars navn. Nu var slægten Guerra i stedet for Aleksándrovna, hvilket bestemt ikke var det bedste, der kunne have hændt den. Men det var, hvad det var. I det mindste boede Alexei i morens familie-hjem, og der var derfor stadig minder om den side af familien, til at opveje alle de dårlige minder om hans far. Der kunne desværre aldrig være nok gode minder, til at opveje alle de dårlige år med Alexander Guerra, men lidt var trods alt bedre end ingenting. Dette prøvede Alexei dog at lade være med at tænke på, som han gav Zachariah en rundtur af sit hjem. Han boede ekstravagant og langt over, hvad han behøvede, dette vidste han udmærket godt. Og dette var ikke fordi, han havde brug for at fremvise sin rigdoms pragt, men ganske simpelt fordi han ikke kunne nænne at forlade sin families hjem. Det var en forbindelse til hans familiehistorie. En forbindelse til en mor, som han aldrig havde nået at kende, en forbindelse til to bedsteforældre, som døde før han overhovedet var blevet bragt ind i verden. Han havde langt fra en lykkelig familie-historie, men det var heller ikke usædvanligt med tab af elskede, da der havde været så meget krig i fortiden. Nu, hvor de var på randen af krig endnu en gang, ville det desværre også gentages. Flere familier ville tyndes ud, som mange liv uundgåeligt ville blive tabt. Det var den sørgelige sandhed.

Som han viste Zachariah rundt i hjemmet, observerede han denne, interesseret i at se hans reaktioner på hjemmet. Det var interessant at se, hvordan han nøje betragtede hele hjemmet, som han syntes at indtage alle detaljer. Han dvælede nok endda mere ved detaljerne i hjemmet, end folk almindeligvis ville gøre. Men det gjorde nu ikke Alexei noget. Han havde tid nok, og der var ikke nogle detaljer ved huset, som Zachariah ikke måtte se. Kun morens værelse gjorde ham ubehageligt til mode, men det var ikke noget, han ikke kunne undertrykke. Han bevægede sig sjældent ind i morens atelier, og gjorde det kun for at overse rengøringen eller endda gøre rent derinde selv. Han var bange for, at hushjælpen ikke ville være forsigtige nok med rummets indhold, da de jo ikke havde samme følelsesmæssige tilknytning til disse ting, som Alexei selv havde. Han havde ofte overvejet grundigt, hvorvidt han skulle rydde ud i værelset. Det var det eneste rum i hele hjemmet, hvor intet havde ændret sig i flere år. Ja, i 29 år, faktisk. Siden Alexeis fødsel og dermed Auroras død, havde tiden på en måde stået stille i det ene rum i palæet. Det var de eneste ting i hjemmet, som Alexeis far nogensinde havde udvist den mindste smule respekt overfor og værnet om. Dette var også noget nær det eneste, som Alexei havde til fælles med denne.

Da faren døde, havde Alexei fået ændret på utallige ting rundt omkring i hjemmet. Han havde gjort dette i et forsøg på at forvise mindet om faren, på en eller anden måde. Det havde selvfølgelig ikke virket fantastisk, men det havde da trods alt givet Alexei en smule tilfredsstillelse, i at ændre på noget, som han aldrig havde været i stand til at ændre før i tiden. Men dette værelse var han aldrig nået til, og tvivlede på, om han nogensinde ville nænne det. Han havde aldrig kendt sin mor, og dette rum var det tætteste han kom på lære hende at kende. Når han befandt sig i dette rum, syntes han næsten at kunne mærke hendes tilstedeværelse. Hun befandt sig i de bløde penselstrøg på alle lærrederne, i de smukke farver, der prydede og lyste rummet op. Han lod Zachariah gå ind i rummet, men blev selv stående i døråbningen. Han lod Zach orientere sig og betragtede ham endnu mere opmærksomt end tidligere, da dette nok var det eneste i hele hjemmet, som rent faktisk sagde noget om Alexei og hans historie. Han tøvede lidt med at svare på Zachs spørgsmål, men sagde så endelig: "Det tilhørte min mor." Hun havde været en talentfuld maler, selvom hun kun havde gjort det for fornøjelsens og adspredelsens skyld. Så ja, det var i sandhed et fantastisk rum.

// Jeg undskylder meget for den uendeligt lange ventetid, så håber det i det mindste var bare en smule worth it... :-(( //

Zach bukkede sig ned, med hænderne støttende på lårene, for at studere at af billederne nærmere. Der var flere forskellige billeder. Af genstande, af blomster, af stilleben, af personer der måske eller måske ikke havde været i huset engang. Malerierne indeholdt så meget. De var ikke bare efterladenskaber af en kreativ sjæl, de var dokumentation om fortiden, til glæde for nutiden og fremtiden. For det, beundrede Zach dem. Han havde altid beundret den slags. Som slave havde det været begrænset hvad han måtte se eller hvor længe han måtte falde i staver. I Dark Daphne var det begrænset hvor meget kunst de ejede, for deres ressourcer gik stadig op generel overlevelse og opbygning. Af deres by, af deres samfund. Imanias hus var igen det eneste han kendte, der ejede lidt. Og det var mest kopier af velkendte malerier eller små statuetter.
Dette var personligt. Rummet var blevet gemt til sidst. Alex havde tøvet. Og nu kom afsløringen at de havde tilhørt hans mor. Zach trak vejret dybt - en duft af maling lå endnu i rummet - før han rettede sig op og vendte sig om mod Alex med et mildt smil.
"Hun må have været vigtig for dig. Det er nogle smukke malerier. Tak for at lade mig se dem" svarede han så, før han gik tilbage til Alex. Han ville ikke blive hængende i rummet, hvis det gjorde Alex utilpas. Også selv om Zach slet ikke var i nærheden af færdig, der var stadig mange malerier han ville elske at se på!
"Du burde hænge dem op i huset eller lave en udstilling med dem" foreslog han, da han så sig tilbage over skulderen. Det virkede ret personligt. Hvorfor havde Alex vist ham det? Havde Alex ikke tænkt over det og bare vist det frem? Var Alex bare ikke van til at have gæster? Zach følte næsten han burde give noget igen...Ubevidst gled hans ene hånd over hans underarm, der hvor tatoveringen altid ville vise omverdenen at han var anderledes...Ikke bare øjnene, men også tatoveringen. Den, som nogen så som en styrke og som han selv så...Som et bevis på så mange andre ting.
Han trådte ud af rummet og vendte sig om mod Alex med et større smil.
"Så hvad nu?"
Var det maden de var kommet fra?

//Det er okay, fantastisk svar! Værd at vente på. Beklager jeg selv har været lige så langsom.

Underligt nok, var Alexei mindre ukomfortabel med at vise moderens atelier frem til Zachariah, end han havde forventet. Det var lidt mærkeligt, men det var nok mest, fordi det var en uvant situation. Han følte ikke, at Zachariah trængte sig på, hvilket han ellers ofte havde følt omkring folk. Måske var denne mand bare anderledes? Måske gjorde hans væremåde på en eller anden måde sådan, at Alexei følte sig tryg ved ham, selvom han lige havde mødt ham? Det var selvfølgelig nogle gange tilfældet, at man bare omgående gik i spænd med en anden person, så det var jo ikke utænkeligt, at Alexei skulle møde en sådan person. Det var ham bare uvant, fordi han ikke normalt havde helt let ved at føle en forbindelse til folk. Han kunne sagtens finde en anden persons selskab fornøjeligt, men dette betød langt fra at han nødvendigvis stolede på dem eller følte sig tryg ved ham. Han havde lært at være på vagt overfor sine omgivelser, til alle tider. Dette var sandsynligvis både en følge af hans barndom, hvor han altid frygtede, at faderen var rundt om ethvert hjørne i hjemmet, klar til at uddele flere 'livslektioner', og en følge af hans nuværende position som general for Redwood-hæren. Måske var grunden til denne mere trygge fornemmelse omkring Zachariah, at Alexeis underbevidsthed følte en forbindelse til ham. Måske underbevidstheden vidste, at Zachariahs fortid selv var plettet af ugerninger mod manden, ligesom Alexeis egen. Der var adskillige ordsprog og lignende, der fortalte om, hvordan fortabte sjæle havde det med at finde andre ligeså fortabte sjæle. 'Misery loves company', f.eks. Dog havde Alexei ingen mulighed for at kende til Zachariahs fortid, i hvert fald ikke endnu. Måske han ville fortælle om denne på et tidspunkt, men Alexei ville ikke være uhøflig ved at trænge sig på og spørge om denne. Alene det faktum, at Zachariah var fra The Naailas, fortalte Alexei, at manden nok ikke havde været foruden modstand på sin vej. Om intet andet, så var han utvivlsomt blevet mødt med diskrimination og misbilligende blikke, hvis ikke undvigende øjne, noget så ofte.
Han blev revet ud af sin tankestrøm, da Zachariah åbnede munden. "Da mødre giver os livet, er de vel altid vigtige for os." Han mente ikke dette som en spydig kommentar, blot som en passerende, observerende tanke. Han besvarede ikke takket, men lyttede i stedet til det næste, der kom ud af Zachariahs mund. Han slog blikket lidt ned og tog en dyb indånding, inden han besvarede dette. "Måske en dag, men for nu er de en del af hendes værelse." Han sagde det næsten som om hun stadig befandt sig derinde, slog det ham.
Hans ansigtsudtryk ændrede sig ligeledes til et smil, da Zachariah selv sendte ham et stort ét af slagsen. "Nu er maden nok lige straks klar." Han slog armen ud, for at gestikulere, at Zachariah skulle lede vejen ned ad trappen, så de kunne finde vej til spisestuen. For enden af trappen førte Alexei endnu an, og ledte Zachariah til spisestuen, hvor der allerede var blevet dækket op til de to. Det eneste der manglede, var noget at drikke. Efter de begge havde sat sig ned, spurgte Alexei derfor til Zachariahs foretrukne drikkelse. "Hvad kunne du tænkte dig til maden? Vin?"

// Jamen, mange tak da! Det er helt okay, tror vi er kvit ;-) //

Mødre...
Han mærkede et stik af dårlig samvittighed. Mødre. Her gik han og så sig om i et overdådigt hus med alt hvad man drømte om, og derhjemme lå hans mor på sygdommens leje. Hun kunne dø når som helst. Heldigvis var de andre Naailas søde til at tjekke til hende, men takket være deres blod kunne hun ikke modtage medicin. Hun kunne heller ikke heales. De havde ikke penge eller ressourcer til at begive sig ud på en hæsblæsende jagt efter andre alternativer, så nu lå hun derhjemme. Nogle dage havde hun det godt...Andre dage havde hun det skidt. Det var kun de to nu...Hans far var død for længe siden. Når han var færdig måtte han rejse hjem. Hjem og se hende, nyde den tid de havde til låns. Hvem vidste? Måske var det allerede sket...
Det var nok hans største frygt. At hans mor forlod ham. Så han forstod Alex tilknytning til rummet, til malerierne. Til ikke at ville give slip eller sige helt farvel...Man havde brug for det. Brug for sin familie, at være elsket og elske. Han ville snart være helt og aldeles alene.
Det gjorde ham måske en anelse stille, da de gik tilbage til trappen. Han opdagede ikke engang han fik forrest, før de kom ned fra trappen og han vendte sig om mod Alex, fordi han ikke vidste hvor de skulle hen nu. Men det ansigt der mødte Alex var det samme afslappede, med det konstante smil og gåpåmod. Zach kunne trods alt ikke tage sorgerne på forskud og nu havde Alex været så sød at åbne døren for ham.

Rummet, bordet og maden var overdådigt. Måske ikke det mest overdådige, men så sandeligt mere end en skive tørt kød og brød derhjemme. Sanserne fik lov til at feste. Den gode duft, der gav ham en ide om hvor godt maden måtte smage. Synet der mødte ham. Zach satte sig ned, men helt ude på stolens kant, da han stadig var forundret over hvor god maden så ud. Klar til at hugge til, når der blev sagt værsgo. Hans mørkelilla blik gled over til Alex et øjeblik.
"Vand, faktisk. Beklager at være så...Hvad kalder I det? Manglende et-eller-andet? Jeg har aldrig haft råd til vin. Jeg vil risikere at blive for fuld til at nyde maden eller gå fra dit hus på et ordentligt tidspunkt eller maner!" tilkendegav han uden at være den mindste smule ked af det. Det var faktisk ikke helt sandt. Han vidste ikke om alkohol i virkeligheden var en gift, men han blev aldrig rigtig beruset. Det var som om hans specielle blod modarbejdede det. Men det var bedre at snakke om det, som om han fungerede som alle andre. Det fik folk til at glemme og slappe af i hans selskab. Det var de små ting man samlede op, trods alt.
"Oh, men!" Han samlede bestikket op og holdt det pænt frem, en i hver hånd.
"...Jeg ved hvordan bestik virker" han blinkede drillende til Alex. Der var så stor en kløft mellem deres liv, at Zach ikke kunne stoppe sig selv fra at drille omkring det. Det kunne ikke ignoreres. Ikke af Zach, i det mindste. Han kunne ikke lege han var noget, han ikke var. Og hvis der var en ting han ikke var, var det født og opvokset i en adelig familie.
"Maden ser god ud"

Alexei havde altid forsøgt at hjælpe folk, så ofte som muligt. Især folk, der virkelig sad i en eller anden knibe, prøvede han at låne en hjælpende hånd, når han kunne. Han havde også ofte ydet økonomisk hjælp til familier eller enkeltpersoner, som ikke kunne forsørge sig selv eller havde nogle problemer, som krævede penge at løse. Han havde jo rigeligt af dem, kunne man vist roligt konkludere, og derfor var det også kun naturligt for ham at dele ud af sin velstand. Nogle gange havde han stødt på personer, som havde alvorlige sygdomme, men ikke havde midlerne til helbredelse - som jo ofte kunne koste alt for mange penge. I disse tilfælde, havde han altid tilbudt sin hjælp. De fleste ville måske ikke regne med det, men han var faktisk en ret god mand. Klart, han havde da også sine dårlige kvaliteter, men det havde alle vel.
Hans mor havde været det bedste i hans liv, lige siden han blev født, og han havde ikke engang nået at møde hende. Han havde ingen minder om hende, kun historier og anekdoter, som han havde ladet sig fortælle. Problemet var bare, at han ikke engang havde haft morens familie til at fortælle om hende. Bedsteforældrene var også døde, og faren var ikke til megen hjælp. Selv, hvis han en sjælden gang rent faktisk fortalte om moren, havde Alexei svært ved at tro på et eneste ord, der kom ud af hans mund. Og ved at lytte til ham i det hele taget. Så han havde virkelig ikke fået meget ud af den mand. I hvert fald ikke noget positivt. Men det nyttede ikke noget at dvæle i fortiden, så han gjorde sit bedste, hver dag, for ikke at tænke over sin fortid, sin baggrund.

Da de kom nedenunder og nåede middagsbordet, satte de sig begge til bords. Kokken havde forberedt et flot måltid, der duftede til at være lækkert. Men det var det nu altid, da kokken var yderst dygtig. En kok, han havde hyret for en del tid siden, så han altid fik aftensmad på bordet. Dog var han der ikke under morgenmad og frokost, da Alexei ikke altid spiste disse måltider, og når han gjorde, nød han at kokkerere sin egen mad. Det var ikke fordi han var synderligt talentfuld i køkkenet, men det var nu afslappende, på en eller anden måde.
Han rystede let på hovedet af Zachariah. "Vand skal det så være. Dog skal det ikke være på grund af mig. Jeg har ikke planer om at smide dig ud foreløbig, bare rolig." På grund af sin position som general, var det en del af Alexeis job at vide mest muligt om fjender og potentielle trusler. Derfor havde han også undersøgt alle de andre slægter så godt han kunne, men det betød naturligvis ikke, at han vidste alt om alle. Han havde f.eks. ingen viden om alkohols manglende effekt på Naaila-slægten. Dog var det næppe almindelig viden og dermed heller ikke noget Alexei havde nemt ved at finde ud af, med mindre en Naaila oplyste ham om det.
Alexei lo en smule af Zachariahs joke, selvom den næsten virkede som en fornærmelse mod Alexeis opvækst. Dette var dog ikke noget, som han ikke kunne håndtere eller tolerere. Han vidste skam godt selv, at han ikke ligefrem havde haft en helt almindelig opvækst. Han havde levet et privilegeret liv, når det kom til penge. Måske nok ikke til familie osv., men han havde stadig haft foden indenfor de 'finere' kredse, som havde lært ham korrekt etikette i form af bordmanerer, hilsner og lignende. Kokken kom ud med to glas og en kande med vand, og Alexei så på Zachariah med et smil. "Det var godt at høre. Så lad os endelig smage om det smager ligeså godt."


// Ved godt at der har været en masse ændringer siden dette, så ved ikke om du vil fortsætte dette emne? Det kan jo være en form for flashback-emne i så fald, idk. Og undskyld den lange ventetid :-O //

//Det er fint. Kan bare ikke længere huske om vi faktisk havde et plot eller hvordan xD - jeg ved heller ikke om maden var serveret individuelt eller på fade, så bær over med mig

Zach havde ikke ment det som en fornærmelse - men han havde heller ingen ide om at hans ord var blevet tolket på den måde. Det havde mere været selvironi, som han ikke skjulte hans manglende uddannelse på mange punkter. Der havde ikke været mulighed og hvem skulle lære ham det? Hele slægten havde været slaver. Ingen kendte de fine manerer, som de brugte i byerne. Zach smilte venligt, da Alex nævnte han ikke ville smide ham ud foreløbig. Men Zach havde nu også en ide om, at hvis man blev fuld eller hængede længe nok, ville folk før eller siden blive trætte og smide en ud - måske ikke midt i maden. Og det var godt. For han ønskede ikke at gå glip af den. Det var ikke hver dag man fik denne mulighed.
Han tog Alexs ord som et 'værsgo' og efter et hurtigt blik, for at sikre han ikke brød en eller anden elementær regel, begyndte han at samle maden på sin tallerken. Han hævede sin gaffel som en hilsen til Alex, før han begyndte at spise.
Det var en dans for sanserne. Hans tunge havde ikke smagt noget så velsmagende - så krydret - i lang tid og det fik næsten hans tunge til at krølle sig sammen af den pludselige voldsomme oplevelse. Zachs øjenbryn gled op i panden af forundring, da han tyggede på kødet. Så på grønsagerne. Det smagte godt og i en stund spiste han i stilhed, medmindre Alex bragte noget op. Til sidst blev han dog selv bevist om at det virkede uhøfligt ikke at underholde sin vært og han tørrede saften fra maden af sine læber og sank efter med en tår vand, før han satte tempoet ned og så over på Alex igen med et tilfreds smil.
"Så...Beklager jeg bringer det op midt i maden, men nu virker lige så godt et tidspunkt som alle andre..." I hvert fald bedre end moderens lokale. Han rømmede sig svagt og trak svagt på den ene skulder.
"Du tog mig vel ikke med, for at få en fornemmelse af hvordan Naailas står i øjeblikket? Om vi er venner...Eller fjender?" Hans lilla øjne hvilede på Alex et øjeblik, før han spidede en ny bid med sin gaffel og lod det føre ind i munden. Zach havde ikke ment det aggressivt, men han var her også selv, for at få en fornemmelse af hvor tingene stod. Men han følte sig ikke meget klogere, for at være ærlig. Måske kunne de begge få noget ud af det, hvis det netop var et emne de burde diskutere.

Alexei havde selv kendt en hel del slaver i sit liv, i sin barndom. Han havde været omringet af dem i løbet af sin opvækst og de havde sådan set opdraget ham mere, end hans far nogensinde havde. Han vidste derfor også, at de ikke blev behandlet pænt. Selvfølgelig var der forskel på folk og dermed var alle slaver naturligvis heller ikke behandlet ens af alle deres ejere, men det var stadig almen viden, at de fleste ikke behandlede deres slaver godt. Og så var der selvfølgelig slavelejrene, som også havde været en stor del af slavernes liv og bestemt ikke en god ting. Han havde hørt om disse fra flere af hans husholdnings tidligere slaver, og det havde på ingen måde været lykkelige historier. Hans egen far havde været en af de værste slaveejere. Slaver frygtede at arbejde under hans brutale hånd. Derfor vidste han også godt, at de færreste slaver lærte samme skikke og høfligheder, som folk af Alexeis stand gjorde – på trods af hans fars alkoholforbrug og hadfulde ligegyldighed overfor sin egen søn. Men det kunne han ikke finde på at dømme på, da det jo ikke var deres skyld. Han ville ønske, at ingen havde haft et sådan lod i livet, at ingen havde været udsat for de forfærdeligheder, som de tidligere slaver havde været, men desværre var hans ønsker blot dét; ønsker. Ikke virkelighed. Og han kunne da så sandelig ikke ændre på fortiden, så alt nogen kunne gøre, var at kæmpe for at historien ikke gentagede sig selv, som den jo desværre havde en tendens til at gøre.
Alexei begyndte, ligesom Zachariah, at samle noget mad på sin tallerken. Da han havde gjort dette, gav han sig til ligeledes at smage på det. Det hele var udsøgt, præcis som han havde forventet. Kokken var trods alt en talentfuld mand. Samtidig afventede han Zachariahs reaktion på måltidet. Da dennes øjenbryn blev løftet, tog Alexei det som et positivt tegn, da han så begejstret ud. Alexei havde ikke noget imod at spise lidt i stilhed, som de gjorde for en tid, men samtale var en naturlig del af ethvert måltid. Han kiggede tålmodigt og afventende på Zachariah, da denne begyndte at tale. Da han så holdt en pause efter at have sagt den første sætning, rynkede Alexei på panden, mens han ventede på det næste og så/hørte Zachariah rømme sig. Det lød på første sætning til at være et vanskeligt emne. Og det viste sig hurtigt også at være en smule vanskeligt. Det rejste en samtale som kunne bevæge sig ud på et risikabelt plan, hvor den ene eller den anden kunne blive fornærmet. "Jeg lover, at dette ikke var et gennemtænkt politisk plot. Du er ikke bekendt med området og det er aldrig rart at være i fremmede omgivelser. Jeg prøver så vidt som muligt at hjælpe folk, der kan have brug for en hjælpende hånd. Hvis jeg kan hjælpe med at sikre Redwoods en allieret eller mig selv et nyt venskab, er det blot en positiv bivirkning, som dog har krydset mine tanker." Han sendte Zachariah et blændende og charmerende smil, som skulle underbygge hans oprigtige svar.

// Jeg tror mest, at vi bare ville tage det lidt, som det kommer xD Whatever, det er alligevel ikke relevant med madens anretning, jeg fulgte bare dit lead haha //

Gaflen spidede en tomat, der blev ført til munden og gennemtygget i rolige bevægelser. Zach spiste sig sjældent helt tung af mad. Han brød sig ikke om fornemmelsen, desuden var han en meget aktiv mand. Han var næsten altid i gang med et eller andet og at være overmæt ødelagde mulighederne for at bevæge sig frit. Desuden var det praktisk, når han derhjemme havde haft brug for at spare på maden. I dag manglede han ikke mad, men det sad stadig i ham kun at spise moderat. Naailas havde været hurtige til at finde spiselige ting i skoven og udnytte det på bedste vis, hvilket selvfølgelig kun blev nemmere af de kunne spise selv giftige planter og bær. Nu, hvor de efterhånden begyndte at få gæster, måtte de dog passe på ikke at forgifte dem. Ved et uheld, selvfølgelig. Og så kom spørgsmålet selvfølgelig med hvilke af planterne der var giftige og hvor meget - for en Naaila, der var van til at indtage det, kunne det være svært at vide.
Næppe fordi der var noget at bekymre sig om her ved bordet. Han tog en tår vand og nikkede svagt til det Alex sagde. På en måde havde han ikke forventet andet. Alex havde været...Overraskende...Venlig og åben til Zachs selskab. Men Zach kunne stadig ikke bedømme om manden af hjertet var så venlig eller om der stadig lå noget under. Han måtte ikke være for naiv - hans slægt var blevet udnyttet nok og han ville ikke falde i det igen.
"Det er sandt...At byen har blandede reaktioner på min tilstedeværelse" bemærkede han blot. Der var vel ikke så meget mere at sige, var der vel? Han skulle hjem og fortælle imania om de ting han havde oplevet og snakket om, især med Charles. Men ellers...I virkeligheden var han her måske lidt af egen lyst. Imania var politisk anlagt, selvfølgelig havde hun en fornemmelse af hvor Naailas stod i forhold til alle de andre. Håbede han. Nej, han tog blot sit job seriøst.
"Jeg ville også foretrække hvis vi kunne undgå flere blodsudgydelser...Men det er ikke alle Naailas der vil glemme. Tilgive. Og det er heller ikke alle Redwoods der vil anse os som enhvert andet medlem af samfundet. Og uanset hvad, vil nogle folk altid være bange for os. Det er blot sådan tingene er" bemærkede han en smule betænksomt. Han lød ikke anklagende - Alex var ikke ene mand ansvarlig for det hele og han havde ikke givet Zach grund til at tro andet end godt. Men det ville aldrig gå helt væk.
"Men så længe vi får lov at bo i fred, hvor vi nu har skabt os et hjem, er jeg sikker på der intet vil ske. Og måske med fremtiden kan vi ligefrem opnå en form for fred mellem slægterne" En optimisme havde sneget sig ind i hans stemme, før han skar en ny bid kød. Han frygtede at emnet var for tungt til måltidet eller Alex ville misforstå ham og tage det som anklager. Zachs blik gled over til Alex.
"Jeg var faktisk selv slave. Født til det. Det er noget jeg aldrig fortæller folk"
Han fyldte munden med kødet. Informationen var blevet smidt midt i det hele og Zach var også lidt overrasket over sig selv. Normalt undgik han altid emnet. Det var ubehageligt og det havde givet ham en ubehagelig barndom og ungdom at tænke tilbage på. Men han følte sig tryg. Og hvis der skulle vokse en forståelse mellem de to slægter, måtte de også selv række lidt ud. De kunne ikke kun forvente Redwoods ville gøre alt arbejdet.

Alexei skar et stykke af kødet på tallerkenen foran ham og førte det op til munden. Hver gang han tog en bid, var det en oplevelse. Kødet var mørt og perfekt tilberedt, alt det grønne ved bordet var friskt og farverigt og generelt var det en god sammensætning af diverse madvarer. Alexei var ikke uvant med sådanne måltider, men når han spiste alene – som han ofte gjorde – var det alligevel aldrig så overdådigt som nu. Så bestilte han som regel simple retter, der ikke krævede meget og som man lettere kunne lave til kun en person, i stedet for et helt selskab. Så dette var en delikatesse for Alexei, såvel som Zachariah, selvom Alexei unægtelig havde fået den slags måltider en hel del oftere end Zachariah havde.
Da Alexei havde talt færdigt, tog han en tår vand og så på Zachariah, som han afventede et svar fra. Denne tog også selv en tår vand og nikkede over Alexeis ord, som om han lige skulle tænke over dem, inden han svarede. Hvilket også kun gav mening. Specielt med et emne, der hurtigt kunne blive så tungt. Han nikkede af den andens kommentar, uden at kommentere yderligere. Der var ikke meget at sige til det, da det var simpelt og rigtigt. Det næste han sagde, lyttede Alexei opmærksomt til. Da han stoppede, ventede han dog med at svare, da der virkede til at komme mere snart. Dette passede også, og Alexei betragtede Zachariah, som han talte. Da han var færdig, talte Alexei endelig selv. "Du har ret, desværre. Mange af mine slægtsfæller er, beklageligvis, mindre åbne overfor andre slægter end jeg selv. Jeg håber dog stadig at dette kan ændres med tiden, så vi netop kan opnå fred mellem slægterne – en langt mere oprigtig fred, end der har eksisteret førhen."
I den tid, som de nu engang levede i, var mange folk ret lukkede af sind. Kun åbne overfor deres egen slægt og ofte ikke engang dem, i hvert fald i en meget begrænset grad. Alexei havde ofte oplevet, at de stærke udnyttede de svage. Misbrugte dem, ligefrem. Der var tilfældet med slaveriet, der var tilfældet med hans fars misbrug og der var mange andre tilfælde, som han bemærkede hver dag. Ikke mange folk nutildags anstrengte sig for at hjælpe andre. Og da specielt ikke de godt stillede, selvom det netop var dem, som havde midlerne til det. Dette var et af punkterne, hvor Alexei var vidt forskellig fra mange af hans bekendte og slægtsfæller. Det var ikke noget han gik og snakkede højt om, da nogle ville opfatte hans velgørlige tendenser, som en svaghed, og en general måtte helst ikke have svagheder, der kunne bruges imod ham. Det hele var nok på grund af hans far; en mand, der havde været brutal og mistroisk overfor alt og alle. Dette havde gjort Alexei det stik modsatte af manden, som han havde hadet som pesten. Han kunne være brutal, men aldrig ubegrundet, og han forsøgte at give alle folk en chance.
Han så op fra sin tallerken, da Zachariah igen åbnede munden. Det var netop overraskende, da så mange Naailas havde været slaver, men han havde alligevel sjældent oplevet, at tidligere slaver havde lyst til at snakke om deres fortid – og da specielt ikke med en Redwood. "I så fald er jeg glad for, at du føler, at du kan dele det med mig. Men jeg er oprigtigt ked af, at du har måtte leve det liv. Min egen far var en brutal slaveejer, som tævede slaverne i huset næsten ligeså ofte som han tævede mig. Slaverne, som har været ind og ud af hjemmet i løbet af årene, er det tætteste jeg nogensinde er kommet på familie. De var mere familie for mig, end min far nogensinde har været. Derfor ved jeg også, hvor hårdt deres liv var…" Han rynkede på panden. Han hadede, at det havde været sådan, men samtidig var han taknemmelig for adspredelsen og omsorgen i deres selskab, så han ikke skulle leve den første halvdel af sit liv helt alene med sin far. Han omtalte stort set aldrig sin barndom og sin far, men når nu Zachariah selv havde åbnet op overfor ham, følte han sig villig til at gøre det samme.

Det havde været et sats. Slaveri var et tungt emne og Zach følte selv han var ved at blive kvalt ved emnet. Det jog den lette stemning væk, som Zach selv følte der havde været tidligere. Men samtidig lå det mellem dem. Af dem simple grund at Alex var Redwood og Zach var Naaila. Han havde haft et eller andet behov for at nævne det, for at finde ud af hvad Alex ville sige eller gøre. Alex var general, så det sagde ikke så lidt hvor han stod politisk. Modsat Charles, der havde virket meget mere lukket, havde Zach en bedre fornemmelse af Alex og følte oprigtigt - måske for første gang - at de måske kunne opnå noget. Noget der ikke var slaveri, men noget mere fredeligt. Noget med forståelse. Hvor tit havde han ikke fået bedsked på, at Redwoods ikke var til at stole på? Zach følte sig også tøvende...Men der var intet ved Alex der virkede falsk. Selv hvis manden blot fyldte ham med pæne ord, var det nok til at Zach følte det var oprigtigt. Og måske var det? Han havde ikke lyst til at føle denne mistro og det var overraskende nemt at skubbe det til side og føle sig både tryg og mere og mere mæt.
"Jeg er glad for vi lige fik snakket om det" bemærkede han blot og kom ikke med flere informationer om hans tid som slave. En ting var at indrømme det, noget han ikke havde gjort for nogen før. Da slet ikke nogen, der i princippet var fuldstændig fremmede for ham stadigvæk. Men at gå i detaljerne var stadig for...Nej. Det kunne han ikke. Ønskede han ikke. Det var ved at ødelægge den restende sult og Zach lagde bestikket fra sig. Det var hans egen skyld for at bringe det op.
"Det betyder meget, hvor de mest magtfulde Redwoods står i den debat"
Zach så hen over bordet et øjeblik. Han havde lyst til at invitere Alex til Dark Daphne, når han fik tid og lejlighed. Men det var næppe populært. Hvordan ville folk derhjemme reagere, hvis Zach kom med en Redwoods? Desuden generalen...Folk kunne frygte Redwoods ville komme tilbage. Hente deres slaver tilbage. Selv om tingene ikke virkede så simple længere, var der stadig nogle - især de ældre - der frygtede det faktisk kunne ske. Der var stadig en del, der ikke anede hvor Naailas boede nu. Blot at de var et sted sydpå og havde samlet sig. Skabt deres eget sted, eget samfund.

Som ved at trykke på en knap drog han de negative tanker og følelser på flugt og strakte sig i sin stol. Han var en dårlig gæst! Plagede sin vært med så store og svære spørgsmål, gjorde et godt måltid skamme! Han trak vejret dybt og fik et glimt af det lige så overdådige loft, før han rettede sig så han sad almindelige igen.
"På en mere opløftende note...Hvad er der at opleve i byen? Jeg har kun gået rundt i den selv, men det kommer jeg ikke så langt ad. Hvad MÅ jeg bare se og opleve?"
Han havde været i byen en del. Faktisk var det her, han i sin tid havde været slave også. Ikke at han havde set meget af byen af den grund og det var også mange år siden. Byen var nærmest fremmede for ham, selv om den havde en hvis...Stemning. Første gang han havde set byen igen, havde det taget tid for ham at oparbejde modet til at gå inden for dens mure.