An unfortunate reunion - Alexei

Allerede fra første øjeblik at Ria satte fod inden for Redhawk City's bygrænse tidligt den morgen, havde det været en dårlig dag. Det regnede og var køligt i luften, så Ria havde gået og hundefrosset hele formiddagen. Hun havde haft nogle bestillinger på nogle livsvæsker, som hun havde afleveret og fået betaling for nede i Gyderne og i Opal Beam Distriktet. Kun en enkelt havde gået med til hendes pris med det samme. En kvinde der tydeligvist havde været desperat efter at redde en elsket. Rias andre kunder havde været knap så villige til at betale fuld pris for hendes varer. Hun havde måtte gå ned i prisen til en Redwood mand, som knap nok ville møde hendes blik. Hun havde ikke råd til at lade være med at sælge, og manden insisterede kraftigt at han ikke ville betale den fulde pris.

Hun havde haft en sidste kunde i Redhawk City. Denne havde bare ikke været interesseret i livsvæskerne hun solgte. Han var interesseret i Naaila-blod. En yderst ulovlig handel, men Ria havde brug for pengene, så hun havde ikke andet valg end at sælge hvad hun havde. Hun havde prøvet at være så diskret som overhovedet muligt. Hendes kunde boede i Amber Eye distriktet. Et sted Ria aldrig nogensinde havde været før. Det var ikke et sted man bare kunne gå igennem. Det var allerede ved vagterne at hun kom i knibe.
"Hvad er dit ærinde?" Lød det fra den ene af vagterne ved porten til Amber Eye distriktet. Fra hvad Ria kunne se stod der to vagter ved selve porten, og i et lille hus lidt længere væk sad der endnu to vagter. Det lignede at de havde pause.
"Jeg er ansat hos Hawthorne familien." Sagde Ria. Hjertet bankede i hastig fart i hendes bryst. Hendes kunde havde fortalt at hun kunne nævne dét navn for at komme ind, men vagternes mistroiske blikke som de udvekslede mellem hinanden begyndte at få Ria til at tvivle på om det var nok til at få hende ind.
"Jeg gør rent hos dem..." Hun prøvede at gøre sig overbevislig, men vagterne så ikke ud til at stole på hendes ord. Det endte med at de rodede igennem hendes taske og fandt de små glasflasker med blod i. Ria bandede indvendigt, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det ville være håbløst at løbe, vagterne var sikkert hurtigere end hende alligevel. Desuden havde de hendes taske med alle hendes penge i. Dét kunne hun ikke bare efterlade. Det hele gik lidt hurtigt, så hun huskede ikke hvordan det hele eskalerede, men på et tidspunkt tog den ene vagt fat i hendes overarm hvortil hun sagde at han skulle give slip på hende. Da han ikke gjorde det så hun ham i øjnene og han begyndte at skrige af smerte.

Og nu stod Ria som en fordrukkent mus mellem to store vagter inde i Redwood Mansions tronsal. Det var vel her der var nogle overhoveder der skulle dømme hendes dom. Som hun skulle prøve at overbevise om at hun intet galt havde gjort. Hendes blik var rettet mod gulvet da hun allerede havde fået to lussinger af at hun så op en enkelt gang tidligere på vej herind. Hun ville ikke udfordre skæbnen yderligere.

Dagene var begyndt at ligne hinanden lidt for meget. Møder, møder, møder. Han havde ikke engang haft nogle 'public appearances' i en del dage efterhånden. Derfor var han også klædt en smule mindre formelt end normalt. Han havde stadig skjorte og pæne bukser på, men havde hverken parret det med en butterfly, et slips eller en jakke.
Han havde ikke forladt paladset og det kunne han skam godt mærke. Der var dage, hvor han følte sig som fange i det overdådige palads, der ellers ikke manglede det mindste. Men selvom han ikke manglede materialistiske ting, var han bestemt i underskud af de ting, der virkelig betød noget; menneskeligt samvær. Mennesker, som løftede hans humør og fik hverdagen til at føles som andet end blot pligt og tunge emner. Han havde tilbragt dagen med sine rådgivere og diplomatiske udsendinge fra andre slægter, der altid prøvede at nå frem til diverse aftaler slægterne imellem. De havde præcis den modsatte effekt og var ikke den slags menneskeligt samvær, som han syntes at mangle. Tværtimod fik han rigeligt af det.
Nu var det dog endelig ovre for i dag og han havde netop siddet og taget et par minutter til at trække vejret og drikke noget te, da nogle vagter afbrød for at informere ham om noget mere presserende. Love var blevet brudt og en vagt var tilsyneladende blevet angrebet. Normalt kom den slags sager ikke så ofte foran Alexei, da der var andre udvalgt til at tage sig af den slags, men dette var lige faldet sammen med et hul i hans skema og desuden havde han bedt om at blive oplyst personligt om eventuelle episoder, der involverede folk fra Naaila-slægten. Han havde nemlig for nyligt haft besøg af sin ven Zachariah, der var leder af The Naailas. De havde drøftet en alliance og nogle ting, som Alexei endnu ikke havde nævnt for nogen. Men de var begge to godt klar over, at der ville være en del modstand fra begge deres slægter. Derfor var der heller ikke blevet gjort noget offentligt endnu. Og for at mindske antallet af misforståelser og forhastede beslutninger, havde Alexei altså bedt om at blive informeret om, hver gang en af Naaila-slægten blev arresteret. Derfor havde vagterne bragt nyheden direkte til ham. Og nu bevægede han sig mod tronsalen, hvor vagter holdt den arresterede – en ung kvinde, var han blevet oplyst om – i afventning af en dom fra Alexei.
Han blev ledsaget af vagter ind i tronsalen og kom ind fra siden, helt oppe ved tronen. Han satte sig på den, mens en vagt placerede sig et lille stykke fra ham på hver side. Så kiggede han endelig op og foran sig, hvor andre vagter stod et godt stykke fra ham, med en ung kvinde, præcis som han var blevet informeret om. Han koncentrerede sig om kvinden og syntes straks at genkende hende. Han rynkede let på øjenbrynene, som han prøvede at komme i tanke om, hvor han havde set denne kvinde før. Han så endnu på hende, da han åbnede munden for at tale. "Hvad lyder anklagen på?" Han kiggede kort på vagterne ved hendes sider, som den ene svarede ham. "Ulovlig handel med Naaila-blod, samt magtanvendelse overfor en vagt." Alexei nikkede stille og så igen på den bekendte kvinde. "Hvad er Deres navn?" Han havde en nagende fornemmelse af, at han burde vide det. Han glemte aldrig et ansigt, men havde på fornemmelsen at dette ansigt havde plads engang i hans barndom, så kvinden havde selvfølgelig ændret sig siden da.