Business, not pleasure (Alexei)

Zach rettede sig tungt på ryggen af hesten. Lyden af seletøj der strammedes og gav sig efter hestenes og rytternes bevægelser. Den lille kortege af folk. Zach, der nu hvor de var nået Redhawk red forrest, fem vagter og en rådgiver.
Det havde været en lang tur. Den havde taget langt længere end Zachs egne rejser gjorde, da de havde fulgt de store veje op igennem landet. De havde sovet på kroer på vejen og selv om de var blevet mødt med blandede reaktioner igennem hele landet og i alle byer, havde rejsen trods alt været rolig. Vagterne var mere for forebyggelse eller til banditter på vejen. Hvis nogen angreb i en af de store byer, var de alligevel i undertal eller skulle håbe på byens egne vagter, var på deres side.
Om ikke andet. De havde sendt breve i forvejen til at meddele de ankom, så det burde ikke være en overraskelse. Det var en tur Zach havde overvejet længe, men oven på alt det med Charles - en historie der var nået langt og bredt - havde Zach alligevel ventet til tingene var faldet lidt til ro igen.

Så Charles var død, men historien gik også på at Redwoods stadig var i krig med Oikans. Og så var resten af historien fulgt efter. Uanset hvordan Redwoods havde taget afsked med Charles - nogle rygter sagde der ingen krop havde været - havde de været nød til at finde en ny leder. Og denne leder var, modsat Charles, en Zach allerede kendte. Og brød sig om. Og siden Zach nu også var blevet leder, siden de sidst havde set hinanden, havde det virket naturligt at dukke op. Ikke uden grund. Zach ville gerne diskutere politik. Ikke at det var et emne han fandt særlig hyggeligt eller nemt. Det hvilede også tungt på ham - allerede inden Imania var død, noget Zach aldrig havde ønsket hende, havde han indgået en aftale med Adaras. På papiret var Zach knyttet til Lucius. Og Lucius planer, hvilket Zach kendte lidt til. Den overordnede ide, i hvert fald.
Alt efter hvordan denne tur kom til at gå...Ville Zach enten være en troværdig mand eller bryderen af løfter. Han trak vejret dybt ved tanken.
Nej, politik var forbandet. Tvang folk til at være uærlige, til at skjule sine kort og snyde til højre og venstre. På ingen måde noget der passede med Zachs indre kompas af rigtigt og forkert. Ikke noget der var særlig behageligt - eller nemt.

Men Redwoods var større. De var en stor spiller. Desuden var Zach nysgerrig. Hans blik steg op mod den store villa, hvori han tidligere havde besøgt Charles. Deres offentlige bygning, så vidt Zach vidste. Hans rådgivere kendte til aftalen med Lucius, også fordi den stod på papir. Det havde været et diskussionsemne længe før Zach var rejst hjemmefra, folk havde været splittet over hvilken retning de skulle gå. Foreslå Redwoods en alliance, skabe en fred der ikke havde været mellem slægterne i så mange år? Skrive ny historie? Eller holde ordet med Lucius. Lucius kunne vende sig og gå imod Naailas. En situation Redwoods ikke var ansvarlige for eller behøvede hjælpe dem med.
Zach nappede sig selv på indersiden af kinden. Nu måtte de se hvordan tingene gik. Magt kunne ændre folk. Mon Alex var den samme? Mon visse ting...Ville påvirke deres kommende møde? Zach fandt det på ingen måde akavet eller pinligt mellem dem. Men mon Alex ville? Mon Alex kunne se bort fra det - eller, i form af sit nye ansvar, nægte at have noget med Zach at gøre?
Han tvivlede. Men det var en mulighed.

Zach var klædt finere på, end sidst han havde været i byen. Støvlerne var nyere og mere solide. Bukserne og trøjen gik i et med hinanden og en lun kappe hvilede om hans skuldre og ryg. Den lette vind truede med at hive kappen med sig, hvis ikke det var fordi Zach sad på lidt af den. Et sværd hvilede langs Zachs side, mest til beskyttelse hvis de blev angrebet på turen hertil.
Som de ankom, gled Zach ned fra sin hest og klappede dens kraftige hals. Den var varm og sikkert træt. De lilla øjne gled hen over hesten, før han hvilede panden mod dens hals. Han kunne nærmest mærke hestens puls. Sådan et stærkt og pragtfuldt dyr. Det var hans rådgivers lette host, der fik ham til at se op igen.
Ja, suk. Han foretrak på alle måder at ankomme anonymt. Hans blik gled op til det store hus, en hånd gled igennem håret. Håret havde været tilbageredt, men vinden havde leget med det og kastet det frem og tilbage. Det var ikke langt, man alligevel lidt længere end sidst, omend mest på toppen af hovedet. Det var stadig kort langs ørerne. Eller kortere, i hvert fald. Kort skæg farvede hans kinder mørke. Huden var svag lyserød efter rideturen i vinden. Modsat før, lå der noget mere tungt og måske ligefrem træt over Zach - bekymringer var ikke godt for humøret. Men det var hvad han havde. Bekymringer. Flere derhjemme, også hvad angår snakken om ægteskaber, men lige nu måtte han tage dem en ad gangen. De andre bekymringer ville også være der, når han kom hjem igen.
Det ville Alexei ikke. Desværre. Det trak svagt i hans ene mundvige, i noget der kunne minde om et meget lille smil.

Der var sket ufattelig meget i Alexeis liv, indenfor det sidste lille års tid. Den forhenværende konge og Alexeis gode ven, Charles Redwood, var blevet myrdet. I dagene, der fulgte denne forfærdelige hændelse, havde alle været fuldkommen ude af sig selv, da der havde været panik omkring, hvad der var sket og endnu mere presserende; hvad ville der ske efterfølgende. Hvem havde været så dumdristig at myrde regenten og hvem ville nu overtage den tomme trone, som denne havde efterladt? Og dette var så, hvor Alexei kom ind i billedet. Han havde i mange år sørget for at indsmigre sig hos adelen i Redhawk City, så han altid var på god fod med dem, i tilfælde af nød eller uforudsete omstændigheder. Hvilket dette jo i høj grad var, måtte man konkludere. Så da den forhenværende konge for nyligt mødte en tidlig død, havde Alexei fundet det passende at træde i karakter og tilegne sig denne titel selv. Han havde været en af den gamle konges tætteste rådgivere og var derfor også godt sat ind i sagerne og den gældende politik mellem slægterne. Han kendte desuden allerede mange vigtige folk, da han var kong Charles' ven og slægtens general. Og det havde vist sig uvurderligt, da det var de selvsamme forbindelser, som havde skaffet ham titlen som konge.

Det var dog ikke ligefrem et let og hyggeligt job at være konge for Redhawk. Der var utallige ting at tage stilling til hele tiden og praktisk talt alt Alexei foretog sig nu om dage, skulle gøres med tanke for diplomati. Dette var selvfølgelig også især forstærket af det faktum, at der stadig lurede en trussel om krig lige rundt om hjørnet. Det var ikke nemt at forhandle med Oikan-slægten. Alexei yndede at give folk en chance, ligegyldigt hvem de var eller hvilken slægt de tilhørte, men han kunne ikke ignorere, at de fleste Oikans var vanskelige at have med at gøre. Deres temperamenter var som regel meget passende til deres brændende slægtsevner. Selv den Oikan, som han havde været tættest med, havde haft et vildt temperament, som nogle gange blev vendt imod Alexei. Det var heldigt, at Alexei var en rolig mand, som ikke var nem at hyle ud af den. Ellers havde det nok være ganske umuligt at forhandle og generelt kommunikere med The Oikans. Og selvom det nok var yderst usandsynligt, ønskede Alexei da helst at se deres problemer løst på en fredelig måde. Han havde måske været general, inden han blev konge, men det betød ikke, at han nød krig og blodsudgydelse. Tværtimod, fandt han det højst unødvendigt og brød sig ikke om det. Han var skam en ekstremt farlig modstander i kamp, der havde taget flere liv igennem tiden, men han dræbte ikke for sjov. Han dræbte kun af nødvendighed, når der ikke var andre udveje. Og en krig burde altid være en absolut sidste udvej. Der gik alt for mange uskyldige liv tabt.

Alexei havde mange forhåbninger for fremtiden og idéer til at komme disse forhåbninger til livs, men han var en intelligent mand. Han vidste, at mange af hans håb og idéer ville fremstå som naive, hvis de blev fremlagt for andre folk. I denne tid var fred nærmest et fremmed begreb for langt de fleste borgere alle steder, indenfor alle slægter. Krig var alt, hvad folk kendte til. Selv i årene uden krig, havde man ligesom aldrig rigtig levet i fuldkommen tryghed og lykke. Truslen om krig syntes altid at hænge over hovedet på folk. Det var lige før, at folk ville være mere utrygge ved situationen, hvis den lurende krig ikke nåede at bryde ordentligt ud; end hvis den rent faktisk brød ud. Og det var jo gennemført forfærdeligt. Hvis Alexei kunne knipse med fingrene og ændre folks tankegang, havde han gjort det for længst. Men det lå desværre ikke indenfor hans evner. Og dog. I en vis grad, lå dette dog nøjagtigt indenfor hans evner. Han kunne bare ikke bruge disse evner på alle folk, kun enkle individer, når de var indenfor hans rækkevidde – indenfor hans synsfelt. Men måske man skulle forsøge at samle alle ledere i et lokale. Det ville sikkert ende galt, men måske kunne man rent faktisk nå frem til noget. Måske man kunne samle et råd bestående af prominente figurer indenfor hver slægt, som ligesom kunne nå en vis enighed om diverse problematikker. Det kunne være et godt skridt på vejen mod længerevarende fred. Det var dog også nemmere sagt, end gjort.

Han rystede lidt på hovedet, som dette var begravet i hans hænder. Han kunne slet ikke tælle alle de hovedpiner, som disse diplomatiske problematikker havde givet ham. Derfor havde meddelelsen om, at den nye leder for The Naailas ville komme på visit, været den bedste nyhed Alexei havde fået i noget tid. Godt nok var det næppe et udelukkende venskabeligt besøg, hvilket betød at der stadig skulle tages stilling til politiske ting, men han frygtede nu ikke dette nær så meget, når det var med Zachariah. Han havde ikke set denne i mere end et år, og der var sket meget i begge deres liv siden da. Alexei var nemlig ikke den eneste, som var blevet leder af sin slægt. Zachariah var også steget i graderne fra general til slægtsleder for The Naailas. Da denne nyhed var nået Alexei, havde han været ovenud lykkelig. Både for Zachariah og for alle andre. Han havde godt nok kun haft et møde med Zachariah, men deres første møde havde gjort et så stort indtryk på ham, at han var overbevist om, at Zachariah ville være en af de bedste allierede, han kunne få sig. Han havde kun fornemmet gode ting fra manden, hvilket vel også måtte betyde, at han ville nære et større ønske om fred, end om krig. Ellers havde Alexei i hvert fald misledt sig selv.

En tjener bankede på og kom ind i møderummet, hvor Alexei løftede hovedet fra hænderne. Zachariahs optog var endelig nået frem, blev han meddelt om. Et lille smil spredte sig på hans læber. Hele hoffet havde allerede fået besked på at modtage Zachariah og hans optog med den største gæstfrihed. Han fik at vide af tjeneren, at hestene var ved at blive ført sikkert til staldene og givet mad og drikke. Han rejste sig fra stolen, som tjeneren fortsatte med at fortælle, at optoget netop var ved at blive modtaget ved paladsets indgang. Alexei takkede ham og bevægede sig hurtigt ud af mødelokalet, for at tage lange og hurtige skridt mod paladsets indgang. Han var iført et par sorte jakkesætsbukser, en hvid skjorte og et sort slips, samt et par fine sko. Det var rimelig meget, hvad han gik klædt i hver dag efterhånden, med få variationer fra tid til anden.
Da han nåede frem, var tjenere ved at tage imod de fremmedes overtøj og vagter stod og vogtede indgangen. To vagter havde været placeret udenfor mødelokalet og fulgte bag Alexei med hastige skridt, for at følge med. Det tog også en del tilvænning at være ledsaget konstant. Det ville Zachariah nok også kunne genkende nu.
Han ventede tålmodigt på, at de havde fået taget deres overtøj, før han smilte charmerende og kiggede skiftevis på hele optoget, for at ende med at smile direkte til Zachariah. "Velkommen til Redhawk City! Jeg håber turen hertil har været problemfri." Han talte til dem alle, da han hellere ville hilse ordentligt på Zachariah i enerum.

Hestene blev ført væk og Zach gav modvilligt slip på sin. På en tur, med kun et par vagter og en rådgiver som selskab, havde hesten været det mest...Opfriskende...Selskab. Den svarede ikke igen og accepterede hans selskab uanset hvem han var. Hans rådgiver fungerede mere som en ekstra forældre. Måske fordi Zach var som en ustyrlig teenager i sine rådgiveres nærvær. Alle de regler og forventninger, der mere var krav, gjorde ham oprørsk. Og blev han træt, stak han ganske enkelt af. Desværre var de ved at lære alle hans gemmesteder at kende.
Nej, Zach ledte på en helt anden måde. Han var sin egen. En simpel mand, uden uddannelse. Ingen etikette. Nej, jo mere de prøvede at presse over hovedet på ham, jo mere nægtede han at fremstå som alle andre lederskikkelser. Uanset hvilke historier om, at han nu skulle bevise Naailas kunne være med i samme regi, som hans rådgivere kunne. Naailas havde altid været anderledes. Dette var en mulighed for at gøre tingene anderledes, end alle andre. Hvem sagde man skulle følge de samme regler hele tiden? Det var blot et skuespil, der forhindrede en i at se den rigtige person. Og måske netop det skuespil, der gjorde at man kunne snyde og lyve til højre og venstre. Det miljø ønskede han ikke at blive en fast del af. Han foretrak at folk ikke vidste hvor de havde ham.

De kom op til paladset og ført ind. Zach løsnede selv sin kappe og gav den og sværdet til en ventende tjener. Om det var fordi tjenestefolk ikke måtte møde ens øjne, eller fordi vedkommende var bange for selv samme, var ikke til at sige. Alligevel sendte Zach vedkommende et lille smil og en tak for hjælpen. Hånden gled igennem håret igen, som hans øjne låste med hans rådgivers et øjeblik, før Alex endelig kom. Zach blik gled over til ham, som to magneter der tiltrak hinanden. Blikket gled ned over manden. Han mindede om sig selv, omend måske en anelse presset selv. Zach var ikke sikker, men der lå noget over Alex. At være leder var hårdt. Det var noget Zach kunne nikke genkendende til. Hvis nogen havde sagt, at Zach en dag ville ende her, ville han have rystet på hovedet i vantro. Men her stod de altså. To generaler. Nu to ledere. De fulgte hinanden, på en måde.
Og blot for at bryde alle protokoller, trådte Zach frem med sit eget smil. Men det var ikke en hånd der blev rakt frem. I stedet slog Zach ud med armene og nærmest tvang Alex til et kram, om han ville det eller ej.
"Jeg håber ikke jeg stinker af hest. Jeg er ikke van til at ride så meget, som jeg har de sidste par dage" begyndte han, som genoptog de en samtale de havde efterladt sidst. Zach lugtede til sit ene ærme som for at tjekke, før han blot trak på skuldrene og så på Alex med et nyt smil.
"Men tak. Vi kom levende frem. Selv om et år derhjemme har gjort, at min krop har glemt hvor koldt der er heroppe!" bemærkede han og skottede sig, trods han ikke frøs i sin trøje eller her indenfor.
"Så! Fortæl mig hvordan det står til her og med dig!" foreslog han og hævede en anelse udfordrende sine øjenbryn. Han var nysgerrig. Han ønskede at høre om Alexs rejse til lederskab. Omend, Zach godt kunne forstå hvis den var en smule smertefuld at snakke om. Zach havde den samme historie trods alt. Imania var også død.
"Og...Jeg vil på min slægts vegne gerne kondolere" bemærkede han efterfølgende, noget mere alvorligt. Godt nok næsten et år bagud. Men han håbede Alex bar over med det. Det havde virket som en dum ting, at det første Zach ville var at sende besked til en lederløs slægt, der måske og måske ikke ønskede noget med Naailas at gøre. Men bedre sent end aldrig.

Alexei havde vænnet sig til at adlyde ordre og leve op til diverse forventninger til ham. Han var ikke oprørsk af natur, men var dog villig til at modsætte sig andre folk og deres holdninger, hvis de gik helt imod hans egne. Han var opmærksom og god til at lytte. Dette gjorde hans rådgiveres job en hel del nemmere, da han rent faktisk lod dem komme til orde og rådgive ham, som de jo gerne skulle. Han kunne dog sagtens forestille sig, at Zachariah ikke var helt så nem at have med at gøre, for hans stakkels rådgivere. Alexei havde ganske vist ikke haft mere end et enkelt møde med manden, men det var hurtigt blevet tydeligt, at han var en fri sjæl. Han kunne ikke være nem at 'tøjle' med regler og diverse aspekter, der fulgte med stillingen som leder. Men dette kunne Alexei nu absolut godt lide ved manden. Han var et pust af frisk luft i et indelukket rum. For lederrollen kunne ofte føles som et indelukket rum, hvor alle fulgte hver af hans bevægelser og udtalelser. Der var altid nogen, som holdt øje med ham. Det var krævet af ham, at han skulle være i selskab af vagter hele tiden, i tilfælde af fare. Hvilket kunne virke en smule ironisk, da han ligesom var gået direkte fra stillingen som general til konge. Han vidste udmærket godt, hvordan han skulle tage vare på sig selv og kæmpe imod eventuelle modstandere, der ønskede at gøre ham ondt. Men han vidste selvfølgelig også, at han snildt kunne komme ud for koordinerede angreb, nu hvor han besad tronen. Så vagterne var et nødvendigt onde, som han fandt sig i. I hvert fald det meste af tiden – når, han var i offentlige rum. Bag lukkede døre, som var sikrede, gad han ikke have dem omkring sig hele tiden. Han håbede da også på at få Zachariah på tomandshånd, så de kunne tale fuldkommen frit – selvom hans vagter utvivlsomt ikke ville være begejstrede for idéen om ham alene med Naaila-lederen. De måtte jo bare acceptere, at Zachariah var mere end dét; at han var en ven af deres konge. Sådan så Alexei i hvert fald på deres forhold.

Så snart han nåede paladsets entré, hvor de alle befandt sig, mærkede han Zachariahs øjne falde på sig. Ja, såmænd også resten af optogets øjne, men han var naturligvis mest optaget af sin vens handlinger. Han bød dem velkommen, inden han også lod blikket glide ned over Zachariah. Hans hår syntes at være en smule længere, end da Alexei sidst havde set ham. Det samme gjaldt dog nok Alexeis, der ikke var blevet klippet i noget tid og var begyndt at krølle lidt i enderne. Ligeså havde han fået sig et skæg, som dog endnu var relativt diskret og velplejet. Han brød sig personligt ikke om at have for meget skæg, men havde i den senere tid heller ikke haft det store overskud til at barbere sig konstant. Så et småt skæg var det blevet til, indtil han lige fik taget sig sammen til at fjerne det fuldstændig. Han havde desuden fået fortalt, at det fik ham til at se mere autoritær ud, så måske han ville beholde det for en tid.
Alexeis planer om at vente med en omfavnelse, til de var i enerum, blev hurtigt smidt ud ad vinduet. Han burde selvfølgelig have forventet, at Zachariah ville bryde normerne. Men han smilte blot, som vennen slog ud med armene. Han holdt en hånd op mod sine vagter, der var fordelt bagved ham og ude til siderne, da han hørte dem bevæge på sig. De adlød hans usagte ordre om at trække sig tilbage, da der ingen fare var. Så lagde Alexei også armene om Zachariah i et gensynets kram.
Da de havde trukket sig ud af krammet igen, kommenterede Zachariah straks på sin lugt. Alexei lo og viftede affejende med hånden. "Åh, det skal du slet ikke bekymre dig om." De kunne desuden arrangere at få ham badet og i nyt tøj, når de lige havde talt lidt.
Så smilte han bredt, til den næste kommentar. Han kunne allerede mærke, hvordan Zachariahs selskab havde en helt afstressende effekt på ham. "Den vænner sig forhåbentligt hurtigt til klimaforandringerne."
Til det næste, smilte han dog lidt mindre. "Lad os finde os til rette, inden vi roder os ud i lange historier fra det sidste år!" Han klappede let Zachariah på skulderen og lod hånden blive der, som en varm og guidende gestus. Han begyndte at tage nogle lette skridt, men havde stadig ansigtet rettet mod Zachariah, der så kondolerede for tabet af Charles. Han nikkede sørgmodigt. "Tak. Ligeså vil jeg kondolere for din slægts tab, på vegne af min egen." De havde begge mistet deres ledere og havde begge overtaget rollen. Der var uden tvivl meget at diskutere.

Vagterne havde fået Zachs opmærksomhed. Selv om han krammede Alexei og svagt frydede sig ved at kunne, selv om vagterne nok foretrak dem hver for sig, gled de lilla øjne alligevel over vagterne. Zach ville ikke være den sidste til at se et eventuelt angreb. Det var ikke altid folk adlydede problemfrit og Naailas var stadig et...Diskuteret...Selskab. Men der skete jo intet. Ikke for nu. Og Zach trådte da også tilbage fra krammet, som om det ikke betød noget. Hans egne vagter havde ikke rørt sig, før de andre vagter havde virket villige til at træde til. Men som Alexs gestus havde fået Redwood-vagterne til at træde tilbage. Zachs rådgiver vred nervøst sine hænder. Det gjorde han faktisk næsten altid, uanset hvad Zach gjorde. Som om han altid frygtede hvad Zach ville gøre næste gang eller hvilke konsekvenser det ville få.

Zach smilte og trak let på skuldrene. Han havde aldrig overvejet om hans krop var hurtig eller langsom til den slags. Hans gæt ville være langsom. Han fandt altid denne landsdel ufattelig kold, selv om sommeren. Men så igen, folk der boede her klædte sig jo også godt på, så måske var det blot en normal reaktion?
Alexs hånd var venskabelig, men brændte sig ikke desto mindre igennem tøjet og ind i huden på Zach. Zach var blevet...Lidt glad...For Alex, sidst de havde set hinanden. Selvfølgelig var de bare venner. Men tydeligvis var et års adskillelse ikke nok til at dæmpe Zachs tiltrækning til manden. Men at undgå mænd, og at vise mere end normalt interesse, var noget Zach havde øvet sig i og han gik da også med, som om der intet var galt. Hvilket der jo heller ikke var.
"God ide" medgav Zach og gik ud fra hans følge automatisk ville blive ført til et sted, hvor de kunne slappe af. Hans rådgiver stod på tæer for at følge efter ham, men uden en officielt invitation endte han skuffet - og nervøst - med at blive hvor han var. Hvilket passede Zach ret godt. Ikke fordi han ikke kunne lide sine rådgivere, men...Helt ærligt. Det var jo bare et finere ord for forældre.
Uden at vide hvor de skulle hen, og uden at kende det store sted nærmere, fulgte Zach blindt med Alex.
"Og tak"
Imania. På dagen det var sket...Om aftenen...Havde Zach givet sig tid til at bearbejde det. Og selv om han ikke havde fået meget søvn den nat, havde han dagen efter rejst sig og mødt sin slægt. De havde haft brug for nogen til at hjælpe dem i den svære tid og Zach havde gjort sit bedste for at støtte dem. Og så behøvede han ikke svælge for meget i det selv. Negative følelser var noget han havde svært ved at bearbejde. Ofte skiftede han blot emne og lod som om intet var sket, hvilket selvfølgelig ikke altid var optimalt - men det havde da virket til nu.
Zach trak vejret dybt og fik helt automatisk duften af Alex med ind. Smilet gled ud i sin sædvanlige bredde. Ja, med dette selskab var det ikke svært at fokusere på nuet. Nu havde han en officiel grund til at få Alex for sig selv!

Alexei bebrejdede sådan set ikke sine vagter for at være klar til at springe på Zachariah. Det var jo deres job at holde ham sikker og forebygge eventuelle farer. Han var blot glad for, at de havde adlydt hans ordre, som var blevet givet med en simpel gestus. Han ville ikke have, at der skulle ske Zachariah noget, og da slet ikke på hans egen vagt – af hans egne vagter. Men det var altid en risiko ved denne slags møder. Alexei var langt fra naiv, så han vidste udmærket godt, at der var visse slægter, som hans egen ville være ekstra mistænkelige overfor. Og The Naailas var helt bestemt højt oppe på den liste. Derfor måtte han også konstant være opmærksom på sine slægtsfæller – både vagterne, tjenestefolkene osv. Man kunne aldrig vide sig sikker; måske nogen af dem var så styret af deres frygt, at de kunne finde på at gøre noget dumdristigt. Han havde endda prøvet at berolige dem på forhånd. Dagen før havde han sørget for at få dem alle sammen samlet, så han kunne forklare dem om hans forventninger til deres opførsel og det faktum, at de besøgende var venner, som de ikke havde noget at frygte fra. Hvor meget han rent faktisk havde beroliget folk, var ikke til at vide. Det havde sikkert ikke hjulpet spor, men man kunne jo altid håbe. Håb på det bedste, men forvent det værste, ikke sandt?

Som de omfavnede hinanden, gled hans blik henover Zachariahs følge. Ligesom han ikke kunne vide sig fuldkommen sikker på sit eget følge, kunne han da vide sig endnu mindre sikker på Zachariahs følge, som han trods alt ikke kendte overhovedet. Han kunne jo kun stole på, at hans ven havde valgt sit følge med omhu.
Han bemærkede måden, hvorpå en af Naaila-mændene vred sine hænder på en nervøs manér. Dette fik smilet, der allerede hvilede på hans læber, til at brede sig en smule yderligere. Han kunne ikke lade være med at have lidt ondt af manden. Han nød Zachariahs selskab og holdt af manden, selvom de kun havde mødt hinanden en enkelt gang før, men han ville ikke have lyst til at skulle være nogen form for værge overfor ham. Det var ikke svært at forestille sig, at han kunne være vanskelig at have nogen form for ansvar overfor, fordi han var lettere flyvsk. På en god måde, uden tvivl, men dette ville han måske ikke være helt enig, hvis han skulle være hans rådgiver eller lignende. Så han sendte blot et imødekommende og forhåbentligt beroligende smil til den tydeligt nervøse mand, inden de begge trak sig tilbage fra omfavnelsen. Han nikkede blot stille til begge Zachariahs kommentarer.

Alexei havde ikke tænkt videre over hånden, der fandt vej til Zachariahs skulder. Han havde heller ikke oplevet nogen anden mand end Zachariah, hverken før eller siden, som havde indrømmet, at de havde været tiltrukkede af ham. Dette gjorde det jo ikke helt nemt for ham at vide, hvordan han skulle forholde sig til manden efter den afsløring. Men han havde allerede i øjeblikket efter hændelsen dengang besluttet sig for at lade som ingenting. Han så det ikke som nogen stor sag. Hvis en kvinde havde kysset ham og givet udtryk for tiltrækning, havde han blot trukket på skuldrene – hvis han da ikke havde udnyttet situationen. Så der var ingen grund til ikke også bare at trække på skuldrene i dette tilfælde og komme videre med livet.

Alexei havde allerede i går til samlingen givet ordre til, at Zachariahs følge skulle føres til et af paladsets mere behagelige mødelokaler; med sofaer i stedet for stole rundt om et stort bord; hvor de skulle blive serveret lige hvad de måtte ønske sig. Imens ville Alexei snakke alene med Zachariah i et lignende selskabeligt lokale, så også de kunne gøre sig det behageligt. Han signalerede til nogle tjenestefolk, at de skulle gå i gang med at føre resten af Naaila-mændene væk, måske med undtagelse af nogle vagter, der nok ikke ville lade Zachariah blive eskorteret væk helt alene. Derefter førte han selv Zachariah hen til lokalet, som han havde udset til dem. Et mindre dekadent lokale, end følget ville finde sig selv i, men mere afslappende på den måde, syntes Alexei.
Som han selv satte sig i en blød sofa og gestikulerede for Zachariah at gøre det samme, så han på manden med et varmt smil. "Kan jeg tilbyde dig noget? Er du sulten eller tørstig efter din rejse?" Hans kære gæst skulle selvfølgelig ikke mangle noget.

Nej, Zach var ikke nem. Utraditionel på alle måder og derfor en udfordring for hans rådgivere og vagter. Nogen dristede sig måske ligefrem til at sige han var barnlig, som det kunne virke som om, at Zach havde svært ved at være alvorlig. Eller når han på sin vis nærmest stak af, så ingen kunne følge ham. Og alligevel var det omvendt en stor overraskelse, når folk så opdagede hvad Zach faktisk brugte sin tid på. For han døsede den ikke hen i dovenskab. Problemet var at Zach netop aldrig stod stille, fordi han var i hele byen. Han hjalp folk. Han snakkede med folk. Han løste problemer blandt sine folk, fremfor at forlange de kom op til hans nye, store hus. Og de store politiske ting blev der funderet over og taget beslutninger omkring, efter behov. Zach så intet problem i at udskyde et møde eller en beslutning. Nogle gange kom løsningerne af sig selv, hvis man gav tiden lov til at råde.
Til stor panik og angst for folk omkring ham. Men fra hans side, var det blot et offer man måtte gøre sig. Uanset hvad man lavede, og måske netop som leder, ville der altid være et offer ved hver handling og beslutning. At gøre sine rådgivere og vagter nervøse, var en lille ofring, alt taget i betragtning.

Alle vidste Zach havde hjertet det rigtige sted og han jo var intelligent nok. Hvis blot han fik lov til at arbejde i sit eget tempo - en ting der var begyndt at blive nemmere, trods alt. Flere af hans folk havde gennemskuet hvordan de skulle behandle ham. Og det gjorde ærlig talt Zachs hverdag en hel del lettere.
Zach var ikke ankommet med noget enormt stort følge. Og han nægtede at føle sig paranoid. Så trods protesterne, havde han kun accepteret af en vagt fik lov at følge ham. De andre to kunne følge rådgiveren til deres eget lokale og forfriskninger. Troede han...
Men Zach kunne kun gå så langt, for hans folk ville begynde at opdigte deres egen form for ære og stolthed. Netop fordi Zach var flyvsk, mente de der skulle holdes godt øje - og to vagter var det altså blevet til. Men det var okay. Zach havde valgt at se på dem som gode venner. Det gjorde det sjovere.
I stedet var Zach blot fulgt efter Alex ind i det rum, som de selv skulle være i. Zach smed sig i en lænestol, så de sad mere over for hinanden. Han gled helt ned i de bløde puder, som om det var en ren befrielse at sidde i noget så blødt efter rejsen.
"Åh...Jeg er så glad for jeg kender dig i forvejen. Min rådgiver har prøvet at lære mig alt mulig om etikke på rejsen hertil. Hvorfor skal det være så kedeligt?" bemærkede han jovialt, nu hvor de endelig havde fået lidt fred til hinanden - så vidt de nu var alene. Zach sukkede dybt og dramatisk.
"Jeg mener..." han rettede sig op i lænestolen og lænede sig lidt frem.
"...Jeg forstår ideen bag det. At man ved hvor man har hinanden og har klare regler for at høflighed, for venlighed og på hvornår eller hvordan man viser foragt. Men det er jo bare et skuespil...Det viser jo intet om hvem folk faktisk er!" bemærkede han, som om dette var netop grunden til at de mødtes. En altafgørende samtale om verdens sikkerhed. Det var med den slags seriøsitet Zach fremstod med.
"I værste situation er det en måde at levere løgne, uden at nogen vil enten opdage det eller kunne stille spørgsmål omkring det. Vi burde samle alle ledere og snakke om hvor ligegyldigt det er og hvor vigtigt det er at møde hinanden som rigtige mennesker i stedet!" Zach gled op fra stolen igen og gik rundt om stolen, kun for at læne sig ind mod ryglænet.
"Du er mit første officielle besøg. Er du ikke beæret? Hvordan er det hele gået?" Zachs blik gled ned til bordet mellem dem, før det gik op for ham at han helt havde overhørt Alexeis spørgsmål. Et stort smil gled over ham. Det var så typisk.
"Oh...Ja tak til begge dele. Bare noget let" bad han og viftede let med den ene hånd som en undskyldning.
Zachs vagter havde stillet sig anonymt ved en af væggene, tæt på døren de var kommet ind ad. Stille statuer. Og dog smilte en af dem også. Det var tydeligt Zach havde ventet på at være i rum med nogen, der ikke var stødt over hans snakkesaglighed.

Zachariah havde uden tvivl allerede opdaget Alexeis rolige natur ved deres første møde. Ja, han havde endda kommenteret på det. 'Alt for rolig til at være et almindeligt menneske' havde han sagt. Det passede nok meget godt på Alexei. Han havde været sådan i mange år efterhånden. Allerede i teenageårene havde han været foruroligende rolig. Han havde vel bare været så vant til alverdens rædsler fra farens side af, at stort set intet kunne overraske ham længere og dermed blev han heller ikke hylet ud af den.
Heldigvis gjorde hans rolige natur ham også til en personlighed, som folk generelt hurtigt følte sig komfortable med og havde i hvert fald en vis grad tillid til. Dette gjorde det en del nemmere for ham at gøre sit job, som regent, når alle mulige fornemme mænd og kvinder ikke hele tiden lurede ham over skulderen. De havde hurtigt lært, at han ikke behøvede at holdes øje med hele tiden, så han ikke gjorde noget uregerligt eller uforudsigeligt. Egentlig var han en relativt forudsigelig mand. Hvilket måske lød noget så kedeligt, men han var tilfreds med den mand, han var blevet til.
Han forsvandt ikke fra sit følge, med mindre de virkelig gav ham grund til dette. De var f.eks. ikke tilbøjelige til at lade ham færdes udenfor paladset alene, selvom de umiddelbart var begyndt at have stor tillid til ham. Dette var naturligvis af hensyn til hans egen sikkerhed, men det burde vel i bund og grund være hans afgørelse, når det jo var hans sikkerhed, det omhandlede. Så når vagterne ikke ville lade ham forlade paladset alene, tyede han nogle gange til mere kreative måder at forlade paladset, end blot at gå ud gennem dørene. Han var stadig ved at opdage sit nye hjems hemmeligheder, men han havde da lært en del ting om det allerede, som vagterne tydeligvis ikke kendte til. Ukendte passager og måder at komme rundt i paladset – og ud af paladset. Nyttigt at vide, når man havde brug for en pause fra sit sædvanlige følge.
Han brød sig heller ikke om at blive eskorteret til private anliggender. Møder med gamle kendinger var en af de ting han forbeholdt sig retten til at tage sig af på enehånd. Han havde i hvert fald én god veninde i Redhawk City, som han prøvede at se regelmæssigt, når hans skema tillod det, og han havde bestemt ikke behov for at have vagter med sig for at se hende. Han stolede fuldkommen på hende og ville gerne kunne tale frit i hendes selskab, uden den evigt underliggende chance for, at éns ord blev overhørt af vagterne, der fulgte én.
Han ville også foretrække at få Zachariah på tomandshånd nu. Han foretrak klart, at begge deres vagter ventede udenfor døren, så de i det mindste havde lokalet for sig selv. Han vidste dog godt, at det nok ville kræve noget overtalelse fra begges vagter, så han havde ikke foreslået det endnu. Måske var Zachariah også mere tryg ved at have vagter med i rummet, selvom han nu altså tvivlede på det. han ville have fornemmet, hvis manden ikke havde tillid til ham.

Et varmt smil fandt Alexeis læber, da han betragtede måden, hvorpå Zachariah sank ned i lænestolens bløde puder. Det måtte uden tvivl være skønt efter den lange rejse.
Alexeis spørgsmål syntes at blive overhørt, men det ignorerede han blot. Han vidste godt, at Zachariah havde en meget energisk personlighed, og dette var han ganske vild med. Hans tilbud kunne sagtens vente, såfremt Zachariahs tørst og sult ikke var for slem. Så han lagde blot en arm på sofaens ryglæn og satte sig til rette, mens han lyttede til Zachariah med et diskret, men varmt smil. Han nikkede lidt her og der, når det syntes at byde sig. Han lo en smule, som gæsten venskabeligt brokkede sig over, hvor kedeligt og falsk etikette var. Det kunne han jo ikke rigtig erklære sig uenig i, selvom han selv kun fik ros for sin egen etikette. Man behøvede selvfølgelig heller ikke finde noget interessant for at være god til det, selvom det bestemt var en fordel.
Som Zachariah fik rundet sin tale om etikette af, kunne Alexei blot nikke endnu en gang, for at indikere, at han lyttede og så en god pointe i Zachariahs ord. Han nåede nemlig ikke at få et ord indført, inden den flyvske mand rejste sig fra stolen, stillede sig bag den og atter talte. Alexei smilte stort og især, som det endelig gik op for Zachariah, at han havde overhørt Alexeis spørgsmål. Da han endelig havde svaret, holdt han også en pause med at tale, så Alexei kunne besvare de stillede spørgsmål. "Det er mig naturligvis en kæmpe ære at være dit første officielle besøg, min ven." Han smilte varmt, men svarede ikke yderligere, da han først viftede en af vagterne hen, så denne kunne bringe hans ønske om forfriskninger videre til køkkenet. Vagten trådte nærmere og Alexei så op på ham med et lille smil. "Bed venligst køkkenet om at lave en tallerken med diverse frugter og sætte vand over til te. I mellemtiden vil et glas koldt vand være forfriskende." Han huskede, hvor begejstret vennen havde været over frugt ved deres første møde og det passede også til ønsket om noget let. Han ville også kategorisere både te og vand som let, og desuden var te godt, hvis Zachariah frøs i dette klima.
Som vagten kom med et let buk og forlod lokalet, vendte Alexei sin opmærksomhed mod den anden vagt. "Vent udenfor døren og giv Richards besked om det samme, når han vender tilbage. Der er ingen fare herinde." Vagten så tøvende på ham, som om han ikke var helt tryg ved tanken, men adlød modvilligt ordren. Han kunne ikke rigtig befale Zachariahs vagter at gøre det samme, så han så blot over på denne med lettere hævede øjenbryn på spørgende facon.

Zach havde brug for bare at sige det. Hans egne rådgivere var ikke så jovialle og begyndte bare at diskutere med ham og fortælle hvorfor han ikke kunne tillade sig sådan en holdning...Og hvor vigtigt det var at fremføre Naailas på en god måde. Hvor vigtigt det var for dem, at vise de var lige så gode og dygtige som alle andre. At de kunne spille med.
Zachs blik gled rundt i rummet og landede ovre ved at vindue. Det var ikke fordi han ikke hørte efter, men der var ingen grund til at han fulgte meget med, når manden gav sine vagter ordrer. I stedet fulgte hans blik skyerne og fuglene udenfor, som hans hjerne i et øjeblik faldt hen i stilhed. Ah...Stilhed...

Han fornemme nogen så på ham og han drejede hovedet tilbage til Alex. Jo, det var skam ham der kiggede...Zach kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Hvor sjovt det kunne være at sende alle vagterne ud og overfalde ham der, i sofaen. Det skulle nok lokke en reaktion frem. Men det var ikke noget Zach kunne få sig selv. Den slags var han meget forsigtig med - og han havde lovet Alex afstanden. Men derfor hyggede Zach sig stadig med sine små tanker og fantasier. De holdt modet oppe.
Det gjorde måske også at han til at starte med fuldstændig overså meningen med Alexs blik. Det gik langsomt op for ham at Alex så sådan på ham, fordi han ønskede et eller andet. Zachs øjenbryn gled tættere på hinanden og han rettede sig op. Hans blik gled rundt i lokalet en enkelt gang.
Ah...Zachs vagter var de eneste der endnu var her...Men hans ordre ville næppe få dem til at gå. Vendt, så han kunne se over mod sine vagter, overvejede han situationen et øjeblik. Vagterne vidste åbenbart godt hvad det handlede om, det kunne Zach se på deres måde at stå. Afventende. Men de ville aldrig gå uden Zachs ordre.
Til sidst trak han vejret dybt og ville ønske han bare kunne vifte med en hånd som Alex...
"Vil I ikke nok gå? Jeg lover at skrige rigtig højt hvis der sker noget. Men jeg kender Alexei i forvejen. Der sker intet. Har I set hvor rolig han er? Selv hvis en slange bed ham i tåen, ville han blot rynke på brynene. Gå nu!"
Vagterne tøvede et øjeblik, men gik heldigvis uden yderligere problem. De kendte trods alt Zach, fra hans tid som general. Det hjalp en hel del. Det var svært at ignorere.

Zach vandrede rundt om stolen og placerede sig i den igen. Han løsnede sine støvler og trak dem op under sig. Stolen var skam rummelig nok, så hvorfor ikke gøre sig det behageligt? Alligevel sagde han ikke mere lige nu. I stedet gled hans blik over til Alex. Afslappet. Afventende. Han vidste ikke, om Alex havde en ide om hvor deres samtale skulle tage dem. Hvad de skulle starte med først. Så for en gangs skyld sagde han intet og lod Alex om at tage et valg.

Alexei sendte Zachariah et sigende og spørgende blik i et stykke tid, før det syntes at gå op for denne, hvad meningen bag blikket var. Men han havde også været distraheret i starten, da han havde været optaget af at kigge ud ad et vindue. Alexei smilede blot til ham, da hans øjenbryn nærmede sig hinanden og han rettede sig op. Derefter opdagede han tydeligvis, at Alexeis vagter havde forladt lokalet. Alexei iagttog ham, som han tog en dyb indånding, inden han bad dem om at forlade lokalet med en bøn, snarere end en ordre. Alexei lo lavmælt, som han hørte kommentaren om et slangebid i tåen. Det var nok ikke alt for langt fra sandheden.
Det lykkedes Zachariah at overtale sine vagter om også at vente udenfor døren. De forlod lokalet og Zachariah fik atter placeret sig i lænestolen. Denne gang gjorde han sig det tydeligvis mere behageligt, hvilket Alexei kun var glad for. Han ville selvfølgelig foretrække, at hans gæster havde det bedst muligt i hans hjem – som nu var paladset, hvilket stadig krævede noget tilvænning, selv efter alle de måneder. Og når nu hans gæst samtidig var en god ven, var dette ønske kun desto større.

Alexei betragtede Zachariah, der så afslappet og afventende på ham, og skulle til at åbne munden, da der lød et par korte bank på døren, hvorefter den åbnede. Alexei rettede sig per automatik op i sofaen og så den første vagt, Richards, stå i døråbningen og holde døren åben, som en af paladsets tjenere kom indenfor med et fad, hvor der var en stor kande vand med isterninger i, samt to tomme glas. Tjeneren satte fadet ned på det lille bord mellem sofaen og lænestolen, placerede de to glas foran hver mand og fyldte dem op med vand, inden han stillede kanden ovenpå fadet igen. Alexei sendte ham et taknemmeligt smil, inden tjeneren kom med et lille buk og forlod lokalet igen, en smule hastigt. Han havde efterladt fadet, så de kunne genopfylde selv, hvis de blev mere tørstige. Richards sendte et nik i Alexeis retning og lukkede døren efter dem begge.
Alexei tog sit glas og hævede det mod Zachariah. "Skål for dit længe savnede selskab!" Det var måske ikke sædvanligvis vand man skålede med, men altså. Han sendte Zachariah et stort smil, inden han førte glasset op til sine læber og tog en tår. Det kølige vand var lækkert. Man kunne snakke nok så meget om alverdens drikkevarer, men Alexei kunne nu ofte synes, at der ikke var noget bedre end et iskoldt glas vand. Da han havde taget en god tår, satte han glasset fra sig på bordet og lænede sig atter tilbage i sofaen. Der ville nok ikke gå så længe, før teen og frugten ville blive bragt til dem, men indtil da kunne de jo sagtens begynde at indhente det forsømte.

"Så, Zach, jeg skylder dig vist et svar på hvordan det hele er gået…" Han holdt en kort pause, som han overvejede sit svar lidt. "Det er svært at sige. Lederrollen tærer hårdere på én, end man måske lige havde forventet, som du sikkert kan genkende. Man skal hele tiden leve op til alt muligt og har aldrig et øjeblik for sig selv. Det er hårdt, når man ikke har tid til at se gamle venner ligeså ofte. Ja, det kan såmænd hurtigt blive en smule ensomt på adskillige måder." Han hævede øjenbrynene på sigende manér. I virkeligheden var dette nok endnu værre for Zachariah, da han ikke kunne være ærlig om sin seksuelle orientering. Selvom Alexei ikke havde meget privatliv, kunne han stadig have kvindebesøg, om end det måske ville være lidt ilde set at bringe en tilfældig kvinde ind i paladset. Hvilket han nu altså heller ikke havde gjort. Han havde selvfølgelig ikke været foruden kvindeligt selskab i det sidste år, men havde blot sneget sig væk fra sine vagter eller i værste tilfælde fået dem til at eskortere ham til hans familiehjem i stedet. Han var trods alt kun en mand og derfor havde han visse behov, konge eller ej…

Zach rakte ind og tog glasset. Han hævede det til en skål og med et smil nippede han selv til det. Iskoldt vand havde aldrig været rart. Det føltes som om det isnede i hele munden, kunne bide i tænderne og var i det hele taget kun noget Zach kunne drikke i små tåre. Og når det så samtidig var koldt udenfor...Men lidt tørstig var han vel. Glasset blev sat tilbage, isterningerne raslede let mod hinanden ved bevægelsen.
Tilbage i stolen så Zach over på Alex, da denne begyndte at snakke. Så de slappede afslappet ud med hvordan det gik sådan helt personligt...Eller så personligt det nu var, når det omhandlede en af de største forandringer i begge deres liv. Zachs blik gled ned til jorden, mens Alex talte og midtvejs nikkede han let, som tilkendegivelse af at han vidste præcis hvad Alex hentydede til. Jo, det var hårdt. Jooo...Det var vel ensomt på nogle punkter...Eller faktisk...
For Zach nok det modsatte. Han havde aldrig kunne seksuelt aktiv, så på det punkt havde han for længst vænnet sig til at bruge sin energi på andre ting. Og i lederstillingen mødte han hele tiden nye folk eller havde undskyldninger til at møde gamle. Ja, var det ensomhed når der var vagter og rådgivere rundt om en hele tiden? Men nu bestod det måske også i Zach evne til at gøre en ven ud af hvem som helst. For andre var disse folk blot det. Vagter og rådgivere. Så for dem måtte det nødvendigvis være en smule mere ensomt...
Zach så op på Alex igen med et drillende skævt smil og et blink i øjet.
"Du siger bare til hvis jeg skal lette trykket"
Mon samtalen blev overvåget af nogen? Formentlig. Så dette var virkelig virkelig dumt. Men Alex var også en af de få folk i hele verdenen, som kendte sandheden om Zach. Hvis han ikke kunne udnytte det til upassende jokes, hvad så?
Han trak vejret dybt og strakte sig svagt i sin siddende position, før han trak på skuldrene. Blikket glide rundt i lokalet igen. Faaaancy.
"Det er hårdt. Men..." Han gik i stå et øjeblik. Han havde ingen ide om hvad han faktisk ville sige, hvad han ville svare. Blikket gled igen tilbage til Alex. Øjenbrynene gled en anelse op i panden.
"...Men det er jo det værd. Ellers vi være travlt optaget af at finde en afløser og efter et år, tør jeg gætte du nok ikke har været det" Smilet voksede en anelse. Så rystede han svagt på hovedet.
"Det sværeste for mig er at blive taget seriøst. Da jeg startede som leder, var der mange der troede det var for sjov. Og så oven på Imanias død...Der var mange der troede jeg var smagløs og de snakkede over hovedet på mig. Men det lykkedes mig at få slået det ind i hovedet på dem, da jeg arrangerede en offentlig tale rundt om ryggen på dem. At de ikke kunne kommandere mig til alt muligt..."
Sikkerheden havde vokset og de havde analyseret alle de svagheder de kunne. De kunne ikke rigtig gøre mere, før de oplevede et angreb igen...
Ja, de havde forventet de kunne få Zach til at gå vagt om byen sammen med resten af soldaterne. Skældt ham ud, når han stadig gik rundt i Imanias store hus, der nu var blevet den officielle leder-bygning. Bygningen, som lederen kunne bo i og regere fra.
"Lige nu er mit største problem, at Naailas ikke har meget at tilbyde. Og derfor har vi svært ved at finde passende alliancer og muligheder. Og så at folk forventer jeg finder en kone..."

Efter at have skålet og sat glasset fra sig igen, indledte Alexei endelig en ordentlig samtale. Han følte ikke et behov for at skjule sandheden for Zachariah. Han fandt det ikke nødvendigt at lyve til ham omkring sværhedsgraden af den nye rolle, især da han måtte kunne genkende det fra hans eget liv. I virkeligheden var der vel næppe nogen bedre person at diskutere rollen som leder med, da denne både var en ven og en ny leder. De havde ganske rigtig fulgtes ad, så derfor var det også oplagt at tale om deres oplevelser med denne omvæltning, der var hændt dem begge.
Alexei fandt ikke kongetronen ensom på den måde, at han ofte var alene, men snarere på den måde, at han hele tiden var omringet af folk, der ikke betød noget for ham. For der var meget selskab, som ikke var synderligt godt eller fornøjeligt selskab. Der var hele tiden folk omkring ham, som søgte audiens og ofte havde brug for hans hjælp med et eller andet. Nogle gange ønskede folk endda at møde ham, så han kunne løse helt simple indbyrdes problemer, som i virkeligheden burde tages vare på individuelt. Og når det ikke var Redhawk Citys borgere, der beslaglagde hans tid, var det hans rådgivere og diverse diplomater. Der blev hele tiden afholdt møder om de andre slægter og Redwood-slægtens forhold til disse. Hvem kunne de nå ud til, så de kunne få skabt alliancer, der ville sikre Redwoods position? Hvem var umulige at nå ud til, så man skulle være på vagt overfor disse til enhver tid? Alexei ønskede i virkeligheden blot at se fred mellem slægterne, men han vidste godt, at det ikke var, hvad der lurede rundt om hjørnet. Især The Oikans var noget nær umulige at forhandle med og komme til en forståelse med. Fred mellem de to slægter syntes at være komplet uopnåeligt. Og dog håbede Alexei stadig på, at han kunne tage skridt imod dette. Han behøvede ikke at være den konge, der forenede alle slægter som én, så længe han vidste, at han i det mindste havde bidraget til dette. At han havde banet vejen for en bedre fremtid, hvor der ikke hærgede krig hele tiden og folk ikke behøvede at leve i frygt – især ikke frygt for hinanden. Han vidste, at der var folk derude, som delte hans ønske om fred mellem slægterne, så det var jo altid en start.
Han klukkede lidt af Zachariahs hentydende kommentar. "Det skal jeg nok huske." Han gengældte det drillende, skæve smil. Måske han ikke burde komme med kommentarer, der kunne opfattes som opfordrende på nogen måde, men han havde heller ikke lyst til at svare med noget fuldkommen stift og afvisende. Zachariah ville i virkeligheden sikkert også foretrække, at han ikke opførte sig på en eller anden halv-akavet måde. Han var jo naturligt ret flirtende, på en ganske uskyldig måde – i hvert fald noget af tiden – så dette burde han vel ikke ændre på, bare fordi han kendte Zachariahs hemmelighed.
Zachariah fortsatte med et mere seriøst svar og Alexei nikkede med et smil på læben. "Du har ganske ret." Selvom det var hårdt, var det også den bedste måde, hvorpå man kunne prøve at forme verden. Det var den bedste måde at hjælpe folk på.
Han lyttede opmærksomt, da vennen talte videre. Han kunne godt forestille sig, at mange ville have fundet det vanskeligt at tage ham seriøst i lederrollen, alene på grund af hans åbne og livsbekræftende natur. Noget, som Alexei jo kun anså som noget positivt, men som andre måske anså som mangel på seriøsitet. Men i det mindste lød det da til, at Zachariah havde fået dem til at skifte mening i sidste ende, så det var faldet på plads alligevel.
Han nikkede tænksomt til de næste ord. "I mine øjne er et løfte om støtte og loyalitet det bedste tilbud, såfremt det bliver overholdt." Han behøvede ikke at blive lovet guld og grønne skove, hvis bare han kunne vide sig sikker på, at hans allierede i sandhed var loyale. "Og jeg beklager, at du oplever pres på ægteskabsfronten. I det mindste har jeg den fordel, at Kong Charles heller ikke var gift, så jeg ikke virker helt afvigende fra ham." Han rynkede lidt på panden.

Zachs mørkelilla øjne gled over til Alex og hvilede på den ellers tiltrækkende skikkelse af en mand, mens denne snakkede. Gled over alt fra kroppens position, til tøjet, til ansigtet og de træk der måtte komme, efterhånden som Alex talte. Zach var faktisk ret observant, på sin egen måde. Selv om han virkede til at pjatte og springe rundt, skubbede det også tit folk ud i andre og heldigvis mere afslappede zoner. Bedre zoner at lære folk at kende på. Om det helt virkede på Alex, kunne han ikke bedømme. Men det virkede til de havde et venskab og det var godt nok for ham. Han kunne kun selv opføre sig venskabeligt og afslappet og håbe Alex ville gengælde det. Manden, der altid var liiidt stram i det. Var det deres forskellige barndomme? Som slave havde der også været regler. Men det meste af tiden skulle man bare være ude af syne, mens man arbejdede, så Zach havde altid været nød til at gå rundt som en eller anden statue.
Ja. Han kunne vel ikke besøge Redwoods, uden at tankerne gled tilbage til fortiden. Det var ikke fordi slavetiden blev kureret med et trylleslag og Zach bare kunne tilgive alle Redwoods på en gang. Der var tidspunkter hvor han ønskede at slå igen. Specielt når hans mor fik det værre...Hvilket hun virkede til at gøre meget på det sidste. Det gav ham et stik af dårlig samvittighed, at sidde her og hygge med Alex, når hans mor lå derhjemme og havde brug for ham.
Når det kom til stykket var der derfor meget der lå på Zachs skuldre. Men han kunne ikke vende sig om og græde det ud hos nogen. Ud over at han ikke var typen der græd, var han heller ikke typen der bare væltede alle sine bekymringer og besvær ud på andre. Det var noget han havde fra sin barndom. Ingen ville lytte til en slave, de havde kun hinanden eller dem selv.

Zachs blik vendte tilbage til Alex og smilet vendte naturligt tilbage, som han pressede alle de myldrende tanker i baggrunden. Han trak vejret dybt og trak på skuldrene.
"Imania var heller ikke gift. Men det er en oplagt mulighed for mig at vise en masse politiske ting, alt efter hvem jeg skal giftes med. Hvis det er en, fra en anden slægt, lover det alliancer, handel og stærkere politisk ståsted. Stabilitet, på en anden måde. Er det en fra vores eget slægt, lægger det op til at folk skal til at finde nogle faste partnere og lave nogle børn. Hvilket så bliver mit næste problem. Børn" Zach skar en grimasse, før han rystede på hovedet. Han havde intet imod børn. Men børn kom fra...sex...
"Og mange andre ting, der kan gå galt i den forbindelse. Så lige nu udsætter jeg det så længe jeg kan..Men det ligger alt sammen i fremtiden" han viftede med en hånd. Alex skulle ikke bekymre sig på Zachs vegne - dette var Zachs eget problem og han havde nok allerede fortalt Alex mere end nok allerede. Måske også for meget. Hvis han fortsatte ud af denne tangent, ville næste blive at Zach slet ikke kunne få den op at stå med en kvinde - og så ville historier og rygter om Zachs problemer begyndte at svirre rundt. Der var så meget at overveje på det punkt, at det kunne gøre Zach helt rundtosset...
"Nok om mig. Jeg vil ikke give dig det forkerte indtryk. Der er bare så nemt at brokke sig" Han blinkede sigende. Det handlede om Naailas behov. De var sikkert forskellige til Redwoods, især i disse tider.
"Jeg må indrømme...Der også er noget...Politisk jeg er kommet for at diskutere..." bemærkede han så, for at skifte emne på sin sædvanlige hoppende og, syntes han selv, elegante måde.

I Alexeis barndom, havde han fået tæsket enhver idé om sjov og morskab ud af sig, når end den slags tanker viste sig. Hvis han havde været i vejen, havde han fået slag. Hvis han ikke havde været tilgængelig, havde han også fået slag. Hvis han ikke svarede på noget, faldt hammeren, men det var straks endnu værre, hvis han svarede igen på nogen som helst måde, der bare kunne minde den mindste smule om næsvished. Ja, i virkeligheden behøvede der slet ikke være nogen sådan undertone, for Alexeis far skulle skam nok finde på den i sit hoved uanset hvad. Så det burde vel ikke komme som nogen overraskelse, at han ikke kunne finde ud af at være afslappet. Dette havde intet at gøre med hvilket selskab han befandt sig i, for det var i sandhed altid gældende. Han var altid på vagt, som følge af hans barndom. Det kom ham til gode som general og så sandelig også nu, som konge, men det havde aldrig ligefrem gavnet hans personlige liv og forhold. Diverse folk havde flere gange givet udtryk for, at han virkede umuligt at komme ind på livet af. Men han kunne ikke bare lige ændre på sig selv. Hans omstændigheder i livet havde gjort ham til den mand, han var i dag, og han kunne ikke spole tiden tilbage.
Klart, han kunne da godt nogle gange ønske, at han kunne ændre sig fra den ene dag til den anden og blive bedre til at åbne op overfor folk, være mere fri og ’loose’. Men det var ikke tilfældet. Og selvom ønsket om dette nogle gange strejfede hans tanker, var han samtidig tilfreds med sig selv. Han havde lært at tro på, at hvis man var alt for fri med hvem man lukkede ind i sit liv – virkelig lukkede ind – ville man kun ende med at blive såret, når de med tiden lukkede sig selv ud igen. Måske var det i virkeligheden et tegn på en svaghed fra hans side af. Måske havde han bare ikke styrken til at lukke folk ind, fordi han ikke havde styrken til at miste dem igen. Han havde aldrig haft særlig mange mennesker, der var kommet under huden på ham, men han havde heller ikke ligefrem en opmuntrende historik med de få, som det var lykkedes.
Hans mors påvirkning og plads i hans liv og hjerte havde naturligvis været en medfødt selvfølge, men samtidig også en medfødt smerte og et tab, som han altid havde måtte bære. Den næste, der virkelig havde fået en plads i hans hjerte, var Elena, og hendes forsvinding fra hans liv havde knust det selvsamme hjerte. Hvordan kom man sig ovenpå den slags tab og bød risikoen for flere af samme slags velkommen?

Som Zachariah talte om hans kvaler med at skulle finde et ægteskab og hvilken betydning dette ville have, nikkede Alexei blot, mens han lyttede intenst. Han vidste udmærket godt, at ægteskaber i deres samfund desværre sjældent var af kærlighed og lyst, så meget som det var af pligt og politiske motiver. Det var derfor han ikke selv var blevet gift. Han havde rigeligt af politik i sit arbejdsliv, så at sige. Han havde ikke også brug for dette i sit personlige liv. Hvis han skulle giftes, skulle det være af kærlighed. Det var måske naivt at tro, at han kunne frasige sig ægteskab for evigt, men det ville i hvert fald ikke ændre sig foreløbigt. Han havde dog heller ikke nogen forventning om et ikke-politisk ægteskab. Han havde endnu ikke oplevet at være forelsket, så der var ingen grund til at tro, at det ville ændre sig nu.
Han rynkede lidt på panden, da Zachariah nævnte børn. Han bemærkede naturligvis grimassen, der fulgte med, og vidste udmærket godt, hvoraf den kom. Man kunne kun lave børn på én meget specifik måde, og det kunne ikke lade sig gøre, hvis man ikke tændte på sin partner. Han vidste godt, at Zachariah nok brød sit hoved med emnet meget mere, end han lod Alexei vide, men hvis han ikke ønskede at dele byrden med ham, kunne Alexei jo ikke gøre så meget ved det. Han accepterede derfor hans affejende kommentar og vift med hånden med et enkelt, alvorligt nik. Da han dertil jokede med, at det bare var så nemt at brokke sig, sendte Alexei ham et varmt smil. Han havde ikke spor imod at lytte til vennens brok. Hvad var venner ellers til for? "Mit hjem og mine ører er altid åbne, selv hvis det blot er til brok." Han sendte ham et opmuntrende smil, inden Zachariah tilstod, at han havde et politisk motiv for besøget. Alexei smilede. "Ak ja, et udelukkende venskabeligt besøg er nok noget nær umuligt i min nuværende position. Ja, i vores begges." Han lo let. Det gjaldt alle. Hvem besøgte kongen, hvis de ikke havde bare en eller anden bagtanke med det? "Sig endelig frem, Zach." Han rettede lidt på sin stilling og smilede venligt til Zachariah, som han betragtede ham afventende.

// Jeg beklager uendeligt mange gange for den forfærdeligt lange ventetid! I mellemtiden håber jeg, at du har haft en fantastisk jul og et fremragende nytår!! <3 //

Skoene var blevet skubbet af og Zach samlede sine ben under sig. Dette var et emne der kunne gå lidt begge veje...Men han regnede nu med at Alex ville kunne forstå. Også selv om Zach ikke ville give alle detaljerne. Som f.eks. om hvordan Lucius på en måde havde udnyttet Zachs situation til at indgå aftalen. Han så lidt frem foran sig, med øjenbrynene tæt på hinanden, mens han overvejede hvordan han skulle starte på emnet. En ting han havde overvejet mange gange de sidste par dage. For han havde allerede besluttet sig for at være ærlig...Og bryde en aftale.
"Jeg vil bare være direkte. For en del tid siden...Tror vi snakket et par år? Før vi to overhoved kendte hinanden, var jeg inviteret hjem til Lucius af Adaras. Jeg vil ikke komme ind på hvorfor jeg snakkede med ham, selv om jeg er sikker på du kan tænke dig til grundene selv. Så længe du ikke tænker mindre om mig..." Et svagt smil gled over Zach, omend blikket gled ned mod bordet. Han var ikke stolt af aftalen i dag, trods den dengang havde givet muligheder. Muligheder for ham selv. En politisk støtte, der havde gjort det muligt for ham at overtage Imanias plads, dengang hun stadig var i live. Eller på anden måde styrket Zach. Men siden var Imania død...En ting Zach intet havde med at gøre eller havde ønsket. Men hvis folk kendte sandheden, ville alle forvente Zach eller Adaras stod bag det.
"...Aftalen indeholdt to vigtige beslutninger. For det første ville Adaras støtte Naailas politisk. Give os større gennemslagskraft..." Aftalen havde kun været for Zach og ikke andre. En detalje han ikke så en grund til at nævne.
"...Og at vi ville støtte Adaras planer om at gå imod Redwoods. Præcis hvad planen er, eller var, ved jeg ikke. Vi er ikke talrige nok til at være en direkte hær. Men nu har Naailas altid været kendt for mere lyssky aktiviteter. Til denne dag har Adaras endnu ikke påkrævet os noget som helst. Dengang....Dengang havde jeg en anden indstilling til tingene. Jeg var mere forvirret. Den ene dag ville jeg leve i fred, den anden ville jeg gå i åben krig mod Redwoods hvis jeg kunne. I dag tror jeg mere på fred, end krig. Af flere grunde, end at vi blot ville blive slagtet til højre og venstre..." Et svagt smil gled over ham. En svag joke, men dog en lille en. En der gemte på realisationen om at Naailas nok aldrig ville blive hverken talrige eller dygtige nok til faktisk at slå Redwood i en åben krig.
"...Og jeg håber min ærlighed omkring aftalen, og informationerne om Adaras ikke er jeres venner, medmindre I vidste det i forvejen, vil være nok til at tilgive mig. Og give os mulighed for at forsætte med at skabe en længeventet fred mellem vores to slægter. For at være ærlig vil jeg hellere være allieret med dig...Selv om jeg er klar over vores to slægter ville gøre oprør. Så et venskab, officielt eller ej, er vel egentlig alt jeg kan håbe på..." Han trak let på skuldrene og så endelig op på Alex. Hvordan manden så end ville tage imod alt det her. Zach kunne ikke lade være med at være lidt anspændt. Risikoen for at Alex blev sur og Zach måtte skynde sig væk, var der.

//I lige måde! <3

Alexei sagde naturligvis ikke et ord, mens Zachariah talte. Hvis det ikke allerede var blevet meget tydeligt, var Alexei ikke typen, der afbrød. Hvis han selv blev afbrudt, stoppede han blot med at tale og ventede stille, til han kunne fortsætte. Dette betød dog ikke, at han ikke kunne blive lettere irritabel, hvis dette skete gentagende gange. Der var næppe nogen, der ligefrem brød sig om at blive afbrudt. Men han havde mere tålmodighed end de fleste, så han kunne oftest sagtens klare det, uden at lade det påvirke ham. Med Zachariahs lidt flyvske personlighed, kunne man egentlig godt mistænke ham for at være den afbrydende type, men det havde Alexei heldigvis ikke fundet til at være tilfældet.
Da Zachariah havde talt ud, efter en halvlang tale og en del nye, essentielle oplysninger, sagde Alexei ikke noget med det samme. Han tog sig lige nogle øjeblikke til at bearbejde de nye oplysninger. Der var nu ikke noget, som overraskede ham. Han var bevidst om, at Redwood-slægten desværre aldrig have været i stand til at stole på Adara-slægten. De havde en modbydelig vane for at forråde dem. Det var trods alt grunden til deres forvisning. Selv Alexei, der var villig til at give alle en chance, var ekstra på vagt overfor denne slægt. Derfor bekræftede dette også blot nogle evigt eksisterende mistanker. Han kunne ikke stole på Lucius Adara. Han kunne forsøge at ændre dennes loyalitet, men selv hvis dette skulle lykkes, ville han sandsynligvis aldrig kunne ændre resten af slægtens loyalitet og farvede holdninger overfor slægten, der sad på magten.
Alexeis øjne fandt Zachariahs, inden han endelig åbnede munden. "Uofficielt har du intet at bekymre dig for. Når jeg først betragter dig som min ven, skal der meget til at ændre dette." Han sendte vennen et varmt smil, inden han fortsatte med et lidt mere seriøst ansigtsudtryk. "Officielt må jeg altid have visse forbehold, som du vel forstår. Din ærlighed omkring aftalen gør dog en stor forskel. Jeg ønsker ikke at være i krig med jeres slægt. Jeg ønsker ikke at være i krig overhovedet, men desværre er informationerne om, at Adaras ønsker det modsatte, ikke synderligt overraskende. Fred mellem Redwoods og Adaras syntes at være et noget nær umuligt begreb. Men jeg vælger at tro på, at det samme ikke er gældende for vores slægter. Ganske vidst, vil der altid blive gjort oprør, men sådan er det med alt forandring. De fleste må desuden kunne se, at I fortjener en form for oprejsning, da historien har været værst ved jeres slægt. I mine øjne er en alliance blot starten på dette."
Han rynkede lidt tænksomt på panden, inden han fortsatte. "Men, hvis det når ud af dette lokale, at I tidligere har allieret jer med Adaras, vil min slægt næppe være modtagelige overfor en ny alliance mellem os. Der er stor sandsynlighed for, at dette vil slippe ud, hvis en alliance imellem os kommer på tale. Hemmeligheder har det med ikke at forblive hemmelige særlig længe. Og dog foreslår jeg netop at smide endnu en hemmelighed i mixet."
Han holdt endnu en pause, inden han nikkede langsomt. "Jeg ønsker at smede en alliance mellem Naailas og Redwoods. Men for at sikre denne bedst muligt, er det måske ikke muligt at offentliggøre den med det samme. Ikke før jeg har en bedre fornemmelse af, hvor Lucius står. Som du nævner, har han endnu ikke bedt om noget fra jer. Måske er dette et tegn på, at han kan skubbes i en anden retning, selvom det kan virke umuligt. Om ikke andet, ville det hjælpe at vide, hvor mange der kender til alliancen udover dig og Lucius." Hvis de skulle have held med at skubbe Lucius i den rette retning, ville det ikke være til meget hjælp, hvis andre blot ville skabe et postyr med deres viden.

Han åndede tungt ud og sendte Alex et smil retur. Dette har var allerede kompliceret nok. Men han forstod godt at Alex havde nogle forbehold. Alt andet ville have været en sand overraskelse. Omend Zach nok var en anelse overrasket over, at Alex var så villig til at skabe en alliance mellem dem - hvis de blot lige fik styr på nogle ting først. Nærmere bestemt en af Zachs fejl. Var det en fejl, når man i øjeblikket tingene skete, mente det var bedst for en? Det var en filosofisk debat der ikke var relevant lige nu. Zach havde efterhånden også røbet mere end nok om sig selv over for Alex. Han overvejede lidt de ting Alex sagde, før han strakte sig i sin stol og trak vejret dybt. Ah, hans krop føltes helt træt. På sådan en varm jeg-sidder-godt-måde.
"Hmmm...Ja" Han så på forfriskningerne foran dem, før han lænede sig frem og købte sig et øjebliks mere betænkningstid ved at drikke af vandet.
"Da aftalen blev underskrevet var det kun Lucius og jeg der var tilstede. Om han har fortalt det til Hydra..." Flashbacks fra dagen eller aftenen hos Lucius...Det skæbnesvrangre øjeblik, hvor de Lucius havde været åben for at give Zach afløb for noget seksuelt energi...Havde det blot være en ruse fra Lucius, den snedige, eller...? Det var ligegyldigt. Zach gned sig over panden et kort øjeblik, før han trak på skuldrene.
"Jeg har ikke fortalt det. Eller...Mine rådgivere kender til det. Fordi aftalen står sort på hvidt. Der har været snak om blot at forblive allierede med Adaras, men flertallet kunne se ideen om at Redwoods ville give mere. Selvom nogle var uenige. Ikke at vi skal rode rundt i det...Men mine rådgivere vil intet sige, hvis jeg beder dem om det"
Var det et tomt løfte? Hvad med dem af dem, der havde været imod tanken om at blive allieret med Redwood - den selv samme slægt der havde presset dem ud i skoven blot for overlevelse? Gjort dem til slaver, taget livet af deres familie og venner...
Ja, når Zach selv tænkte over det, var han heller ikke sikker på om han endnu var 100% klar på fuld tilgivelse. Der manglede...Noget.
Uanset hvad behøvede Alex ikke at kende til det. Rådgivere var nogen Zach selv burde kunne holde styr på. Så det var blot endnu et problem han måtte finde en løsning på.
Det var et alvorligt blik der gled op til Alex. For en stund var den distræte og useriøse Zach gemt væk.
"Og hvor mange Lucius selv har fortalt om det? Hvem ved"

Fingrene gled trommende på armlænet et øjeblik. Okay. Så Adaras var en belastning for Naailas umiddelbare fremtid, politisk om ikke andet. At vandre op og bryde aftalen...Ville ikke være nok Alex forlangte det var helt uhørt om. Som om det aldrig havde eksisteret. Zachs blik gled over hans hånd...
Når det kom til stykket. Måtte alle bruge de evner de havde til rådighed for at beskytte dem selv. Og Zach havde en hel slægt at beskytte.
"Lad os vente med at diskutere det yderligere. Jeg vil prøve at finde en løsning på det" bemærkede han så bare. Blikket fulgte en af de karakteristiske blå blodårer på hans hånd, før han så op på Alex igen med et forsikrende smil. Naailas var ikke helt uden midler. Men Zach havde en fornemmelse af han nok måtte gøre op med det selv. Alene. Og dog. Måske skulle han omrokkere nogle af deres spioner. Hvem Zach dog ikke fandt på sine enlige rejser rundt i landet.
Ja, når det kom til stykket ville Naailas generelt bedre gøre sig som specialiserede folk, end en hær. At slå sig sammen med Redwoods ville give begge dele - en betydelig styrke at gøre indtryk med.
For en stund var Zach så fordybet i tanker og muligheder, at han glemte at skabe ny samtale. Og så, som at trykke på en knap, rettede han sig op i stolen og sendte Alex et stort smil. Den sædvanlige Zach var vendt tilbage.
"Så fortæl mig, åååh store konge...Har du nogle projekter liggende, ventende? Hvad med byggerier? Vi kan slet ikke have sådanne store eller flotte bygninger derhjemme!"

Hvis Alexei ikke havde et helt folk at tænke på, ville han ikke have de samme forbehold. Han ønskede at stole fuldt ud på Zachariah. Sandt at sige, stolede han egentlig allerede på denne i ganske høj grad, selvom de ikke kendte hinanden så godt, som det nogle gange kunne føles som. De havde jo kun mødtes få gange og vidste i virkeligheden ikke ret meget om hinanden.
Og dog, var hemmeligheder blevet delt mellem dem allerede. Alexei kendte til Zachariahs største hemmelighed, som kunne blive hans undergang en dag. Noget, som af selvsamme årsag var uendeligt svært at dele med folk. Derfor var Alexei beæret over at kende til dette, og stolede sådan set også mere på ham af den grund alene. Tillid gjaldt trods alt begge veje. Men som konge kunne han i realiteten ikke tage sig den frihed at stole fuldt ud på nogen som helst. Han måtte altid være på vagt. Forræderi var meget mere almindeligt, end det burde være. Og hvis han blev forrådt, kunne dette have katastrofale følger for hele folket.
Men selv uden venskabet med Zachariah, vidste Alexei jo udmærket godt, at det altid var nyttigt at skabe alliancer. Man vidste aldrig, hvornår man kunne få brug for hjælp, som kun en af de andre slægter kunne tilbyde. Og selvom Naailas-slægten var en lille slægt i forhold til f.eks. The Redwoods, havde de medfødte evner, der egnede sig perfekt til krig. De kunne bestemt være nyttige at have på sin side, hvis Lucius og Adara-slægten besluttede sig for at bryde den relative fred, der var for nu.

Zachariah lænede sig tilbage og tog en tår vand, hvilket fik Alexei til at gøre det samme. Han var sådan set efterhånden også blevet lidt tør i halsen. Da Zachariah havde drukket noget vand, forklarede han om tidspunktet, hvor aftalen blev underskrevet. I det mindste havde det da så kun været de to der havde været til stede, hvilket begrænsede antallet helt fra start af.
Vennen trak på skuldrene og uddybede, hvem der ellers vidste det. Rådgiverne var forhåbentligt loyale og burde derfor ikke være risikofaktorer i forbindelse med en ny alliance. Zachariah havde godt nok sagt, at flertallet var med på ideen, men at nogle var uenige. Han påstod dog også, at de ville adlyde en eventuel ordre, om ikke at nævne det for nogen, så Alexei måtte jo bare tage hans ord for det. Han havde da også selv nøje udvalgt sine betroede rådgivere, så han forventede da, at det samme gjaldt i Zachariahs tilfælde.
Han nikkede langsomt ved tanken om, hvem Lucius mon kunne have fortalt det til. Så trak han en smule på skuldrene og sendte sin ven et skævt smil. "Måske det heller ikke behøver at være så stor en bekymring. De færreste Redwoods har tiltro til Lucius og hans slægt i forvejen, så oplysninger af denne kaliber fra deres læber, ville nemt kunne miskrediteres." Han var ikke en mand, der gjorde sig i løgne. Men han gjorde, hvad der var nødvendigt, for at beskytte enkelte folk såvel som alliancer.

Alexei nikkede bekræftende, som Zachariah lød til at ville tage vare på det selv, så vidt som muligt. Det skulle han også få lov til. Hvis han så havde brug for Alexeis assistance med noget, ville denne gøre alt, hvad han kunne, for at hjælpe.
Ved det forsikrende smil fra Zachariah, gengældte Alexei med et lille, men varmt smil.
Derefter sagde ingen af dem noget nyt i et stykke tid. Alexei lod blikket glide lidt rundt i rummet, ud ad vinduet og tilbage på Zachariah. Det slog ham, hvor meget han egentlig nød at være i dennes selskab, selv når de ikke sagde noget. Blot vennens tilstedeværelse var rar. Et lille, taknemmeligt smil spillede på hans læber, selv før Zachariah rettede sig op i stolen og smilte. Da blev Alexeis smil også kun større og gladere. Det var interessant at se Zachariah i et seriøst og professionelt humør, men Alexei foretrak nu bestemt denne side af manden. Den skønne side fyldt med smil og glæde, som ikke kunne lade være med at smitte af på andre – eller i hvert fald på Alexei.
Han lo lidt, da Zachariah nævnte hans titel på lidt jokende manér. Så nikkede han. "Jeg har nogle ting på tegnebrættet, ja. Jeg er ved at få styr på noget, som vi netop drøftede ved vores første møde; et par af de tomme huse i udkanten af distriktet bliver lavet om til herberger, hvor de hjemløse eller dårligt stillede kan huses." Han smilede ved tanken. Det ville selvfølgelig ikke løse alle problemerne med fattigdom og klasseopdeling, men det var trods alt et skridt i den rigtige retning.

Zach havde allerede ideer om hvordan han skulle håndtere Lucius. Men det var ideer, som det var bedst ikke at sige højt. Og kun i yderste tilfælde. Først af alt havde Zach en plan om at få den fysiske aftale til at forsvinde - tingene mistede troværdighed, når det var ord mod ord, uden fysiske beviser. Og derefter? Ville Redwoods tro mere på en Naailas ord end en Adaras? Zach tvivlede, selv om det virkede til at forholdet til begge slægter - fra Redwoods side - virkede mere eller mindre anstrengt.
At sige direkte til Lucius at aftalen ikke længere var gældende. Ville Lucius gøre modstand? Bekrige Naailas, enten politisk eller ligefrem militært? Formentlig var de mere optaget af at forfølge Redwoods. Men hvis de fik en ide om at Naailas støttede Redwoods i stedet...Kunne det politisk være en ide at fjerne Redwoods allierede først. Og derfra, til direkte at forvente Redwoods ville beskytte Naailas, var...Urealistisk. Selv hvis Alex lovede det, ville der være sure miner - uanset situationen - blandt begge deres slægter.
Zach gned sig svagt over panden igen.
Alternativet var helt at fjerne Lucius. Sætte slægten i kaos. Ingen ville tænke over om der havde eller var en alliance med Naailas, selv hvis andre kendte til den. Beviserne ville være væk. Eventuelle alliancer ville vel normalt blive gen-aftalt med en ny leder. En ny leder, som slægten ville få travlt med at finde - og sænke slægtens progressioner i forhold til at bekrige Redwoods. Men selv om det virkede som langt den bedste ide, var det bedst ikke at sige det højt. Ikke at gøre Alex medvirkende. Der var rygter om en leder-dræber. En kongedræber. Ingen vidste hvem, folk vidste blot flere ledere med kort mellemrum var døde. For hvad alle vidste, kunne Lucius blot havde været endnu et offer...
Også selv om det, at tage et liv, ikke var noget Zach tog let på. Uanset om det så lå ham i blodet, bogstavlig talt. Men alle måtte gøre, hvad der var bedst for dem selv. Det ville blive en hemmelighed, han aldrig ville kunne indrømme over for Alex. Som det var bedst han aldrig indrømmede over for nogen. Nej, skulle det ske måtte han rejse alene. Ingen måtte vide noget. Det kunne ødelægge alt.

Det var en kontrast, at sidde og planlægge andres død og samtidig skubbe det hele til siden og smile fornøjet til Alex. Nuvel, blot synet af Alex var en fornøjelse, af flere årsager for Zach. Ærlig talt var der sket så meget siden de sidst havde set hinanden, at Zach ikke rigtig huskede lige det nævnte projekt. Jo, det dimrede svagt, men ikke mere end det. En svag fornemmelse. Men nu havde Zach også haft lidt andre ting at overveje, sidst de havde været sammen. Det virkede som om Zach hver gang bar en hemmelighed eller ønske til Alexs dørtrin. Det måtte han virkelig til at stoppe med. Alex var ingen gud, der kunne løse alle Zachs problemer. Alligevel tvivlede han på om han helt kunne lade være. Han ønskede at være i mandens selskab. Ikke blot fordi der lå en tiltrækning, hvor lidt det end var gengældt, men lige så meget fordi selskabet var rart og betryggende.
Han nikkede svagt. Han havde ikke så meget at sige til det. Det lød som et fint projekt, for en by som denne, hvor man ikke kunne vise hensyn til alle. Ikke at man nogensinde kunne det. Selv for så lille en slægt som Naailas, var det svært. Men alligevel. Ingen ejede skoven, så alle kunne finde sig et træ og alle havde, i hvert fald i starten, hjulpet hinanden med at bygge huse og overleve. Det havde været ret smukt faktisk. En stolthed Zach stadig var ivrig efter at vise Alex, selv om manden havde for travlt med krige og diverse, til at rejse til den anden side af kontinentet.
"Jeg har egentlig at andet spørgsmål...Ikke at jeg virker til nogensinde at blive færdige med dem" Han kunne ikke lade være med at smile over tanken. Når det kom til stykket stillede Zach måske lidt for mange spørgsmål.
"Det kan næsten ikke undgås folk har bemærket vi besøger byen. Det kan heller ikke undgås der stadig lever familier, som var...Hvad skal vi kalde det? Vores tidligere ejere? Når jeg tænker over det, lever den familie der slavebandt min egen, nok stadig..." Han så op mod loftet et øjeblik, som han overvejede det, før han trak på skuldrene og så tilbage på Alex.
"Har der været problemer med dem? Nogle reaktioner? Jeg er klar over det nok er noget internt for jer....Men jeg kan ikke lade være med at være nysgerrig. Over hvor mange der stadig ønsker at...Få os tilbage eller se ned på os. Hvor mange af dem der stadig kan finde på at gøre oprør. Faktisk er det næsten blot en fryd, at få bekræftet netop hvis de er utilfredse over dét. Og...For at være ærlig. Hvis en alliance nogensinde skal blive en oprigtig ting mellem vores folk...Naailas vil nok forlange noget for det. Selv om det er mig, der kommer og spørger dig. Så vil mit folk stadig forlange som minimum en undskyldning, en tilkendegivelse. Et eller andet der kan hjælpe på alle deres sår"
Det var sandt. Det ville gøre det nemmere, for Naailas i det mindste, at acceptere en alliance og ikke direkte modarbejde den. Men spørgsmålet var hvor langt Alex og Redwoods generelt ville gå. Lige nu virkede det mest som noget historie, alle helst ville glemme. Men så længe siden var det heller ikke. Det havde stadig været i Zachs livstid. For Naailas, var det som om det var sket i går. For en del af dem, i hvert fald.

Det var naturligvis ikke til at sige, hvem af de to slægter – Naailas eller Adaras – Alexeis egen slægt ville have lettest ved at tro på, hvis det kom til et sådant scenarie. Det ville nok være rimelig splittet, egentlig. Folk syntes at have en hukommelse, der gik længere tilbage end selv deres egne livstider. Og meget af det onde blod mellem slægterne krævede ikke engang en særlig lang hukommelse. Der var desværre rigeligt af hændelser i nyere tid, som kun bidrog til fejderne. Slaveriet var ikke længe siden og de fleste var gamle nok til at huske dette. Det kunne ikke benægtes, at der selvfølgelig stadig fandtes nogle, som ville ønske, at det ikke var blevet afskaffet. Disse ville sandsynligvis aldrig stole på den selvsamme slægt, som de gerne så slavebundet. Men Adara-slægten var historisk forræderiske, i hvert fald overfor Redwood-slægten. Derfor ville langt de fleste også være dybt mistroiske overfor denne. I manges øjne ville et valg mellem Naailas og Adaras nok være lidt som at skulle vælge imellem pest og kolera. Men det kunne ikke nytte noget at tage alle sorgerne på forskud. Der var rigeligt af bekymringer uden disse oveni. Der var altid bekymringer.
Og Zachariah havde tydeligvis alt for mange bekymringer i forvejen. Hans seksualitet i sig selv var tydeligvis skyld i alverdens bekymringer, desværre. Specielt hvis han var begyndt at mærke presset om at gifte sig – med en kvinde. Alexei ville ønske at han kunne hjælpe med nogle af disse bekymringer, men der var desværre ikke så meget, han kunne stille op. Det betød dog ikke, at han ikke ønskede at lytte til vennens bekymringer. Han nød dennes selskab, om han kom med gode nyheder eller nye bekymringer – om end det ene da selvfølgelig altid var at foretrække over det andet.

Alexei kunne ikke bebrejde Zachariah, hvis han havde glemt det omtalte projekt. Det ville langt de fleste have gjort, med så længes mellemrum, der desuden havde været fyldt op med alle mulige forandringer. Men Alexeis hukommelse var ganske usædvanlig i dens kapacitet, og derfor huskede han samtalen mellem dem – måske ikke ordret, men ganske tæt på. De havde talt om alle de mange tomme palæer i Amber Eye District, og hvordan folk ikke havde råd til at bo i disse. Alexei havde delt sine tanker om at forvandle nogle af de tomme bygninger til ly for de personer, der ikke havde midlerne til at betale sig fra dette. Han havde fået flere af de rige borgere til at donere lidt af deres formuer og havde selv lagt en del af sin formue i, så der var råd til at oprette herberger. Alt var endnu ikke faldet helt på plads og herbergerne var derfor heller ikke åbnet endnu, men der var udsigt til dette inden for den ikke for fjerne fremtid. Alexei glædede sig til at få projektet ført fuldkommen til livs, da han jo trods alt havde tænkt på det i nogle år efterhånden. Projektet fungerede også nogle gange som en rar distraktion fra hverdagens bekymringer og den evigt lurende trussel om krig og oprør. Selv hvis det kun var for nogle korte stunder, var det rart at tænke på noget mindre dystert. Det var selvfølgelig med blandede følelser, da behovet for herberger i sig selv jo var ganske trist, men det måtte han ofte minde sig selv om ikke at dvæle alt for meget ved. Hvis man lod alt det forfærdelige komme for dybt under ens hud, havde man aldrig koncentration til at få udrettet noget som helst og det gik ikke. Han var konge, han havde uendeligt meget at udrette.

Zachariah åbnede munden og stillede Alexei et spørgsmål, efter at have nikket som svar til det med herbergerne. Alexei rettede lidt på sin siddestilling og smilede varmt med en kort klukken, da Zachariah kom med en kommentar om, at han ikke virkede til nogensinde at løbe tør for spørgsmål at stille. I det mindste var en samtale med Zachariah aldrig kedelig.
Smilet på Alexeis læber falmede dog, da vennen talte videre. Det var ganske forfærdeligt, at denne var nødt til at genleve en fortid, der var så plettet af had, underkuelse, ydmygelse, frygt og alt muligt andet negativt. Alexeis egen fortid var måske nok ikke synderligt bedre, men hans problemer havde været interne og havde fundet sted for lukkede døre, så verden ikke kendte til dem. Dette kunne selvfølgelig både være en god og dårlig ting; på den ene side, kunne ingen gribe ind, når de ikke kendte til familiens problemer – om nogen rent faktisk havde grebet ind alligevel, var dog langt fra sikkert – men på den anden side, var det ikke noget folk brugte imod ham eller mindede ham om nu, da de færreste overhovedet var klar over dette. Det samme kunne bestemt ikke siges for de tidligere slaver.
Han rynkede en smule på øjenbrynene. "Det kan desværre ikke benægtes, at nogle folk stadig har; og måske altid vil have; et – efter min mening – forældet og forkert syn på slaveri. De fleste nogenlunde velhavende folk i Redhawk City har været eller er en del af husholdninger, der har holdt slaver; mig selv inkluderet. Mange ønskede ikke at få frataget disse og er stadig forsmåede over valget. En del ser stadig ned på slaver og der har da også været episoder rundt omkring i byen, når f.eks. Naailas har vist sig. Men de ved, at slaveri er ulovligt og, at jeg opholder denne lov til fulde. At modstå sig ville være at gå imod ikke blot loven, men deres konge. De færreste er dumdristige nok til dette, heldigvis." Han rystede lidt på hovedet med øjnene knebet minimalt sammen. "Jeg har fuld forståelse for Naailas følelser og ønsker i sandhed at gøre, hvad jeg kan for at rette bare lidt op på fortidens fejl. Måske kan en officiel undskyldning fra den nuværende konge og sidste medlem af en tidligere slaveejende husholdning hjælpe med at gøre bod…" Han kunne kun håbe. Han ville med glæde gå længere, men på trods af hans titel, var han i mange henseender begrænset af den populære mening.

Zach smilte let. Han havde nok ramt et hoved på sømmet, så han havde lidt ondt af Alex lige i dette øjeblik. Det var et ømt emne. Men han tvivlede ikke på at Alex kunne navigere rundt i det, uden at få sagt noget forkert. Desuden var de kun de to...Zach var ikke den dramatiske type, der sprang op og valsede ud under højlydte protester. I stedet, hvis noget blev personligt - og ikke mindst negativt - slugte han det og gemte det i sit hjerte. Der lå mange ting efterhånden. Mange ting der gjorde ondt, var fulde af vrede eller frustrationer. Men forsvarligt låst inde og aldrig lukket ud. Hvad skulle det hjælpe? Det var bedre for ham selv og for hans slægt at fokusere på det positive ting. At komme videre. Desuden ville han ikke bryde sig om at være denne hævngerrige type. Også selv om det til tider kunne stikke ham. Han havde oplevet lidt af hvert i Redhawk City, de sidste par år. Sten, der blev kastet. Væsker, der blev kastet ud af vinduet og tilfældigvis ramte ham. Hver gang havde det faktisk været en Redwood der havde hjulpet ham...Selv om det hver gang også havde været en Redwood der havde stået bag unoderne. Slægten var uden tvivl delt, når det kom til Naailas. Og ikke mindst ens opfattelse af den 'naturlige' orden.
"Tak. Det vil være en god start. En lovende start. Og mere kan jeg heller ikke tillade mig at kræve. Jeg tror meget af det blot vil...Tage tid" Zach nikkede svagt for sig selv et øjeblik. Kunne tid løse det? Måske meget tid. Men hvad kunne man egentlig gøre? Der var intet at gøre. Naailas var for mistroiske, til at ville blande sig mere med Redwoods end de allerede gjorde. Og den følelse gik nok begge veje. Så muligheden for at de slægter kunne lære hinanden at kende og fjerne fordomme var minimal. For slet ikke at tale om, at de boede en lang rejse fra hinanden. Geografisk gav alliancen måske ikke meget mening. Det var ikke fordi man kunne kalde på hjælp og se ville man stå der dagen efter.

Zach rejste sig fra stolen. Alt den seriøse snak! Han havde fået nok af den. Og Alex skulle huske på at slappe af en gang imellem. Zach slog dramatisk ud med armene.
"Kom. Lad os gå lidt rundt. Vis mig rundt i dette palæ!" opfordrede han. Det var ikke fordi Zach ville snage. Alex kunne jo bare nøjes med at vise ham de rum, som Zach måtte se. At se stedet var egentlig også kun sekundært. Lige så meget var det for at at bevæge sig lidt.
"Desuden ligner du en, der ikke slapper særlig meget af. Så lad resten af besøget være det. Afslappende!" lovede Zach med et smil.

Slaveri ville sandsynligvis altid være et noget ømt og skrøbeligt emne, og man var som regel nødt til at træde ganske forsigtigt under samtaler om dette. Men man kunne heller ikke leve sit liv ved at gå på æggeskaller hele tiden, og Alexei var ikke sky for at tage fat i tunge emner, når det var nødvendigt. Desuden stolede han på Zachariah og havde bestemt ingen forventninger om, at denne ville vende ryggen fuldkommen til, i tilfælde af, at Alexei kom til at sige noget, der kunne opfattes forkert. For der skulle ikke herske nogen tvivl om hans holdning til slaveri. Han havde været imod det helt fra barnsben af, og havde set det helt tæt på gennem hele livet. Slaverne i hans husholdning havde ofte været det eneste lyspunkt i en ellers mørk hverdag, fordi de havde taget sig af ham, på trods af hans herkomst og stilling. Han ville altid have et ømt punkt i sit hjerte for alle de gode mennesker, der var blevet udnyttet, misbrugt og endda slået ihjel i tjeneste hos folk, der ikke var dem værdige. Derfor ville han gøre alt, hvad han kunne for at rette bare en smule op på fortidens ugerninger – om end det kunne forekomme at være en umulig opgave.
Alexei nikkede. Selvfølgelig ville det det tage tid. Det ville nok tage ufattelig lang tid, selv hvis Alexei gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe sagen på vej. Han åbnede lidt tøvende munden og kiggede Zachariah direkte ind i øjnene, så han kunne se ærligheden i dennes egne øjne. "Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre så uendeligt meget mere, men tid er i virkeligheden nok det bedste middel." Det eneste reelle middel. Hvis det da overhovedet kunne gøre dét. Gamle sår havde det jo desværre med at blive til ar, som aldrig kunne hele fuldstændigt. Det ville kræve et mirakel at hele alt baggagen mellem deres to slægter, og det var beklageligvis mere end Alexei turde drømme om.

Afslapning var bestemt ikke Alexeis stærke side. Tværtimod, havde han det med at være så anstrengt, at selv hans rådgivere måtte sige noget til det og i værste tilfælde tvinge ham til at tage imod remedier mod dette – ofte bestående af spa-bad og massager. Som om en massør nogensinde kunne være i stand til at fjerne alle de spændinger han bar rundt i stort set hele sin krop.
Alexei så på Zachariah, da han rejste sig fra stolen og slog dramatisk ud med armene. Han bad om en rundvisning og Alexei rejste sig straks op og strakte sin krop. Det lød som en god idé i hans ører. Han sendte Zachariah et lidt træt smil. "Er det så tydeligt?" Han lo en lidt hul latter og rystede på hovedet, inden han bevægede sig hen til Zachariah og lagde armen om skulderen på vennen. "Et besøg fra dig er vist lige, hvad jeg trængte til!" Han gav dennes skulder et kærlig klem og førte ham ud af rummet, så han kunne påbegynde en rundvisning.
Han viftede med sin frie hånd ad sine vagter, der straks så ud som om de var klar til at springe nærmere og rive ham væk fra Zachariah. "Hvis I skal følge efter, så hold jer i det mindste i baggrunden, så vi kan have en indbildning af at have den mindste smule privatliv."
Ja, livet med vagter blev han nok aldrig vant til.

// Jeg har slet ikke haft noget overskud i hundrede år, og så satte jeg mig endelig ned og tvang det frem, hvilket utroligt nok gik rimelig let og smertefrit :-O //

Tid...Meget tid. Det var stadig noget der gennemsyrede hans egen familie. Havde dræbt dem. Det var sikkert det der lå bag hans fars mystiske sygdom og nu hans mor, lige så uhelbredelig, hvis man skulle tro på healerne. Der lå så mange følelser. Så mange tanker. En oplagt tanke var om han sked på deres minde - på alle dem der var døde i flugten eller som slave, alle der havde lidt under de forhold - ved at stå her og lege best buddies med Redwoods. Hvis dette nye politiske eventyr skulle blive en realitet måtte han træde forsigtigt. Han måtte tage hjem og vise folk at begge dele betød noget. De måtte lave et monument eller mindesdag...Og så måtte han fortælle dem om slægtens fremtid. Det ville blive et politiske program, nok hans første - og så krydret med et ægteskab på toppen, hvis han også gennemskuede det problem. Måske begyndte tingene alligevel at falde lidt på plads...
Men Zach havde ingen plan om at snakke om sin fortid på den måde. Og han havde ingen plan om at snakke dybere om det. Alexei vidste det var der, vidste det var et problem der skulle tackles. Men langt hen ad vejen kunne Redwoods også kun gøre så og så meget. En undskyldning, en lov om aldrig at have slaver, måske et eksempel eller bevis på det - det ville hjælpe lidt. Tiden ville hjælpe lidt mere. Men der ville altid være Naailas eller Redwoods der ikke ville acceptere det. Deri lå der for meget mellem slægterne. Og når enten Alexei eller Zach ikke længere var ledere...Hvad så? Ville slægterne falde tilbage i gamle spor, på trods af alt deres hårde arbejde?
Men det gav ikke mening at bekymre sig om fremtiden på den måde. Den var ikke til at forudsige alligevel, og Zach havde nok at tænke på.

I stedet lod han sig fange af Alexeis arm og lod sig føre ud af lokalet. De lilla øjne gled over vagterne, både Alexei og hans egne, som de gik forbi dem. Forhåbentlig ville vagterne finde en måde at følges ad, Zach tvivlede på hans egne vagter ville være tilfreds med at gå bag Alexeis langs gangene, i tilfælde af de gik efter Zach...
Men præcis hvad vagterne fandt ud af forblev uvist, for snart gik han med ryggen til dem og fulgte Alexei ned af gangen. Et smil og et vink var alt det blev til, som han blev trukket forbi vagterne - venskabeligt selvfølgelig. Han var jo ikke kidnappet!
"Åh ja, mit selskab har den virkning" bemærkede han drillende, som han vendte sin opmærksomhed mod Alexei.
"Jeg var her en gang...Dengang Charles var leder. Jeg måtte knap nok se mig om i det lokale vi mødtes i" funderede han afslappet, som hans blik gled op mod lofterne for at tjekke om de var lige så pyntede som resten af huset virkede til at være. Præcis hvor han havde haft Charles kunne han ikke huske. Han havde ikke selv været leder dengang, og problemerne mellem Redwoods og Naailas havde ligget i luften. Men de havde snakket og Zach havde ikke bare fået forfriskninger, men også lov til at gå igen. Så alt i alt var det vel...Gået godt?
"På trods af alt det arbejde der venter og jeres afventende krige, må du også komme forbi vores sted en dag. Jeg lover du ikke bliver angrebet eller forgiftet på turen!" bemærkede han med det sædvanlige store smil. Zach kunne ikke lade være - han var stolt af det Naailas havde bygget for dem selv. De havde kunne bruge deres forskellige viden fra slavetiden til at bygge huse og et lille samfund for dem selv. Selv om en Redwood der gik igennem skoven ville være...Ja. Alle vagter skulle nok være på arbejde på den dag. Bare for at være på den sikre side. Men hvis nogen kunne finde en vej igennem den jungle, var det en som Alexei. Det var Zach overbevist om.
"Det er væsentligt anderledes end dette. Vi bor i træerne! I bor i huse! Jeg har aldrig set noget helt som dette sted før"
Hans gamle ejer havde været en rig satan. Og selv om han havde fået lov til at gå i nogle af gangene eller servere i nogle af værelserne, var der stadig forskel på den rigdom en almindelig adel og en leder kunne vise.


//Better late than never, ikke? xD
Jeg måtte lige læse hele tråden og prøve at sætte mig ind i Zach igen - så det håber jeg lykkedes.

Selvom Alexei nu var blevet konge af Redhawk City og dermed også leder af The Redwoods, var det stadig begrænset, hvor meget han kunne stille op. I hvert fald i dette tilfælde. Han kunne jo, desværre, ikke ændre på fortidens fejl. Hvis bare det havde indgået i hans evner, havde han skam gjort det for mange år siden. Men eftersom dette var en umulighed generelt, måtte man jo nøjes med at gøre hvad end, der var inden for ens magt. Og selvfølgelig kunne han stille en del mere op efter 'forfremmelsen' fra general til konge. Det var et stort trin op på magtskalaen og han sad nu i toppen af denne.
Hvis ikke Alexei var en så retfærdig og sympatisk person, ville det ikke være svært at lade magten stige én bare en smule til hovedet. Dette kunne selvfølgelig også sagtens nå at ske med tiden, men det håbede han da så sandelig ikke, og han ville gøre alt for at undgå det. I virkeligheden var en af de bedste metoder til at undgå det sikkert at omringe sig med gode folk, som kunne holde én nede på jorden. Og Alexei var overbevist om, at Zachariah blandt andet var en af disse folk. Nu, hvor han også selv var blevet leder over The Naailas, kunne de jo hjælpe hinanden på det punkt – holde hinanden jordnære.
På trods af vanskelighederne og problematikkerne, fortalte Alexei sig selv, at ham og Zachariah kunne få opnået nogle gode ting sammen i løbet af begge deres tid som ledere. Desværre var det jo ikke til at vide, hvem der ville overtage titlerne efter dem. Forhåbentlig var dette ikke af nogen relevans i de næste mange år – i de næste mange årtier, hvis man vovede at have så høje forhåbninger; for de var jo begge endnu unge mænd – men ligesom han ikke kunne ændre på fortiden, kunne han heller ikke forudse fremtiden. Ingen kunne vide om den næste konge og leder af Redwood-slægten og/eller den næste leder af Naaila-slægten ville formå at opretholde de nye præcedenser, som Alexei håbede de ville få sat, eller om de ville kaste det hele ud ad vinduet, så snart de fik muligheden. Måske var det slet ikke muligt for freden at vare i mere end nogle år ad gangen. Men det var simpelthen for deprimerende at tænke på og man kunne ikke lade det stoppe én. Man ville jo aldrig få udrettet noget som helst, hvis man vægtede alle de mulige negative udfald for højt.

Med armen om Zachariah, førte Alexei dem begge ned langs gangen og forbi nogle mødelokaler, der alligevel alle så nogenlunde ens ud. Hvis man havde set det ene, havde man set dem alle.
Til den drillende bemærkning kom Alexei ikke med et svar, men smilede blot varmt. Selvom det måske var drilleri, var det helt klart stadig sandheden. Zachariah havde evnen til at lyse et rum op med sin blotte tilstedeværelse, hvilket Alexei syntes var virkelig beundrelsesværdigt. Men han var selvfølgelig heller ikke rigtig af samme støbning. Godt nok var han ekstraordinært høflig og venlig overfor alle, så vidt det var en mulighed, men han var ikke ligefrem en humørbombe. Selv, når han var i utroligt højt humør, skulle man nok kende ham ret godt for at se det på ham. Han var en mand, der holdt kortene tæt ind til kroppen og ikke lod mange tegn på følelser reflekteres i det ydre. Men det havde været nødvendigt igennem det meste af hans liv og nu lå det så dybt i ham, at det nok aldrig kunne ændres. Heldigvis var det jo heller ikke et dårligt træk for en konge at besidde, så det gjorde ikke så meget.
Uden at se sig tilbage på vagterne, begyndte Alexei at vise sin gæst rundt i paladset. Han lyttede til Zachariah og nikkede lidt af ordene om Charles. Det undrede ham ikke, at den forhenværende konge ikke ligefrem havde stået i spidsen for en rundvisning. Men Alexei fandt det på sin plads.
Det store smil der blev sendt ham, smittede af på Alexei selv, som han lyttede til invitationen. Han kunne tydeligt høre stoltheden i vennens stemme og glædede sig på hans vegne. "Det ville være mig en ære." Indskydelsen om angreb og forgiftning lo han blot lidt af, men kommenterede ikke på.
Han smilede, da Zachariah sagde, at han aldrig havde set noget helt som paladset før. Alexei var vokset op i et stort hjem og havde været i adskillige store ejendomme igennem sit liv, men paladset var helt klart også af en anden kaliber. Men det var selvfølgelig også bygget til at huse toppen af toppen, den vigtigste person i hele kongeriget – og selvfølgelig dennes familie, når det ellers var af relevans.
"Paladset er noget helt for sig selv. Men jeg glæder mig meget til en dag at se jeres hjem i træerne! Det må være noget af et syn." Det sidste var mere en tanke, der strejfede ham, end en egentlig kommentar. Han kunne kun forestille sig, at det måtte være ekstremt fascinerende.

// Lige præcis haha ;-) Ja, det er heller ikke nemt, når man har så mange vidt forskellige karakterer rundt omkring - men du klarede det super xD //

De to byer, de to liv, var så forskellige som noget kunne være. Uden tvivl mange Redwoods, hvis de kunne se forbi de gamle roller i form af slaver og mester, ville mene det var for primitivt. Men for Naailas var det alt de havde. Og ikke blot det. Det var noget de selv havde skabt, for hinanden og til hinanden. Måske de en eller anden dag ville bygge noget større og finere...Men Zach kunne godt forestille sig de ville bruge skoven lige så meget, som de gjorde nu. Og bo i træerne lige så længe, selv om nogle huse var sat på jorden af forskellige årsager.
Rummene var...Rummelige?...Og ikke mindst pænt pyntede. Uden undtagelse. Zach kunne kun forestille sig tjenernes skjulte små gange og trapper, gemt bag de forskellige vægge, og de skjulte døre de brugte. Hans barndoms-sted havde haft noget lignende, i hvert fald. Stort nok sted til at der var en smal plads mellem væggene, så man ikke bemærkede tjenestefolket der ilede frem og tilbage hele tiden. Men så man bort fra den del, lod han sig helt opsluge af det. Nok til at han fra tid til anden slet ikke fik ytret så mange ord, som han nok ellers ville have gjort. Hvordan kunne han andet? Fra guldbemalede lysekroner til storslået portrætter af...Hvem vidste hvem? Tidligere vigtige folk, tidligere konger og familier. Der så sikkert skjulte hentydninger i billederne, af hvordan folkene var afbilledet der eller med hvad. Men Zach havde ingen kulturel uddannelse til at foretage sådanne analyser - og ærlig talt lå det heller ikke til ham.

De var nået en stor stue. Den anden stue, eller mødelokale eller hvor de nu havde siddet, havde også virket stue-agtigt på Zach. Men dette var en rigtig stue. Med pejs, med både sofa, lænestole og et spisebord i den anden ende. Med skærme der kunne trækkes for, så selskabet ikke blev overvældet af det store lokale, alt efter hvilken del af stuen de ville sidde i. Et skakspil, med flotte brikker af et eller andet materiale Zach kun kunne gætte sig til. Ben, måske? Eller smykkesten?
Og en reol, der fyldte næsten hele den ene væg, med titler fra top til bund. Blikket gled over den nærmeste hylde, men han havde ikke hørt om nogle af bøgerne. Læse var ikke just en ting han tog sig til, eller som sådan havde så stor mulighed for. Imania havde haft en lille kollektion, men det havde mere været bøger om politik, strategier og andre nyttige ting i den dur. Disse bøger, ud fra titlerne, virkede til at være for ren fornøjelse. Så meget tidsfordriv. Så meget overflødigt. Så meget...Som så mange andre ikke havde. Da Zach vendte sig fra bøgerne, var han ikke sikker på om han var fascineret eller forarget over paladset efterhånden. En ting var sikkert. Han ville aldrig kunne leve i det selv.
"Og det hele går bare i arv fra en konge til den næste? Intet personligt præg?" spurgte han. Alexei havde ikke været konge SÅ længe, at Zach forventede at manden havde haft hverken tid eller lyst til at rette på indretningen. Og ærlig talt kunne han heller ikke se Alexei gå rundt og sætte sit præg på hele stedet...Det eneste sted der nok rigtig ville få en snert af mandens personlighed, var sikkert kun soveværelset. Med sammenknebne øjne studerede han intenst Alexei, som om han prøvede at regne noget ud.
Hvordan ville mandens soveværelse egentlig se ud?
Stor seng, selvfølgelig. Til erobringer. Tanken fik naturligt et smil til at brede sig - mere som en gavtyvs end normalt. Men hvad end Zach hyggede sig ved at tænke over, virkede det til at forblive i manden selv. Se selv! Zach kunne godt hinte og så holde en hemmelighed samtidig! For han tvivlede ikke på Alexei samlede det hele op på sin vej. Så alt, bemærkede alt. Men uden at vide alt.

Zach trådte let igennem lokalet, før han i et let hop satte sig på kanten af det yderste stabile spisebord. Upassende, måske. Men de skulle nok snart videre alligevel. Hvem bekymrede sig om hvorvidt han sad på stolen eller ej?
"Udfordring. Ville du lade mig indrette et tilfældigt rum i dette palads af et...Er det et hjem? Jeg er ikke sikker"
Der lå ingen hån eller arrogante bemærkninger i det. Han var oprigtig blevet en smule forvirret over om hvorvidt dette store palads overhoved var et hjem. Eller blot skallen på al rigdommen og magten kongen skulle gå og vise frem. Han lænede sig tilbage, så meget så, at han endte med at ligge på ryggen. Blikket gled op mod loftet - for selv det var pyntet. Ikke med malerier, med umiddelbart af udskårne og bemalede stykker pynt. Små buttede hoveder, vinger, natur...Og, fordi det var Redwoods, udskårne våben af forskellige slags.
"Føler du dig hjemme i det? Føler nogle konger eller magtfulde folk sig nogensinde...Hjemme? I alt det her?" funderede han videre, som et barn der prøvede at forstå den store verden omkring ham.