Dreams and Deliberations - Alexei (xxx)

Alle de nydelsesfulde lyde, der forlod Elenas læber, formåede kun at fodre den ild, der brændte inden i Alexei. For hver bekræftende lyd han hørte, blev han mere desperat efter at holde lydene i gang og holde hende tilfreds. Hendes berøringer tændte ham inderligt, men viden om at hun nød hans berøringer og handlinger tændte ham endnu mere.

Da han havde fået placeret sig i den ønskede stilling og havde genoptaget deres kys, mærkede han hendes fingre køre ned over sin ryg, hvor musklerne var spændt fra at holde hans vægt oppe, så hun var komfortabel. Han bemærkede lidt fraværende, hvordan begge deres vejrtrækninger var helt kaotiske ovenpå deres kys og kærtegn. Han var så opslugt af hende, at han nogle gange måtte tage en hektisk indånding, fordi han havde været for optaget til overhovedet at trække vejret ordentligt.

Da hans hænder fandt hendes underliv, undslap den skønneste lyd fra hendes læber, mens hendes hovede faldt tilbage mod puden og deres læber blev adskilt. Et smil af tilfredshed over hendes reaktion bredte sig på hans egne læber, inden han lod dem finde vej til hendes blottede hals i stedet for hendes læber. Hans fingre fortsatte med deres behandling af hende, indtil han var tilfreds med, hvor våd hun var. Så lod han et par af dem glide langsomt ind i hende, hvortil han stoppede med at kysse hendes hals og rettede sig op, så han kunne se hendes reaktion og sørge for, at hun var okay, som han bevægede fingrene.

Han bed igen tænderne sammen og spændte i kæben, da han mærkede hvordan selv fingrene ikke bare let gled ind. Ud fra dette kunne han gætte, at hun formentlig ikke havde haft sex længe. I virkeligheden vidste han ikke, om hun nogensinde havde haft sex, men han forventede at hun ville sige det, hvis det var tilfældet. Han var bare lidt bekymret for, om det overhovedet ville være rart for hende i første omgang, hvis hun ikke havde haft sex i lang tid. Han havde ventet så længe på dette øjeblik, at han ikke ønskede at efterlade hende med andet end gode minder om det.

På trods af sine bekymringer, trak han sine fingre til sig og tog i stedet fat om sit lem, der var anspændt og klart. Han kørte hånden en enkelt gang op og ned, og kom med et hæst støn. Så førte han det mod hendes underliv og gned sit nervefyldte område mod hendes, hvilket kun fik flere brummende lyde til at forlade ham. Han betragtede hende indgående, som han stoppede sine bevægelser og lod sit underliv hvile mod hendes, uden at trænge ind. Så åndede han lidt skævt ind og ud, inden han åbnede munden.

"Hvis du er den mindste smule i tvivl, er det nu jeg skal vide det. Jeg vil ikke gøre noget, du ikke er fuldkommen sikker på og klar til." Selvom hans stemme var lidt hæsere end normalt, var hans ord seriøse, og blikket han sendte hende viste også, at han mente hvert ord.

Dengang hun havde prøvet det, havde det fulgt med en hæslig erkendelse. For dét forhold hun troede hun dernæst skulle indlede - og delvist havde indledt med den mand, havde kun eksisteret i fantasien før de blev fysisk forenet. Så snart hun havde givet sig hen til ham, havde han været færdig med hende og var sikkert rykket videre til den næste udsatte kvinde.

Elena vidste ikke hvad det her ville betyde for dem efter, men hun havde en tillid til deres stærke bånd, uanset hvordan det så måtte manifestere sig i virkeligheden. Hun vidste at hun elskede ham, og at hele kroppen dirrede efter at mærke ham i sig. For første gang i lang tid, følte hun sig helt fri, uden at det slog hende som en farefuld fornemmelse for en pige der ellers havde været vant til fangeskab.

Endnu et klynk forlod buttede, letadskilte læber da hun mærkede hans fingre trykke sig ind mod hende. Ind i hende. Jo, det var lang tid siden, og hun kunne selv mærke hvor snævert det var. Som skulle kroppen vænne sig til denne fornemmelse af at omslutte noget så tæt. Hun lukkede fortænderne om underlæben og forsøgte dernæst at slappe af gennem et åndedræt eller to. Det føltes stadig overvældende, men da hans fingre forlod hende, fandt hun alligevel at hun savnede dem.

Øjnene åbnede sig og mødte Alexeis fængslende blik. Hun vidste at begæret strålede ud af hendes eget og da hun hørte den hæse lyd forlade hans mund, da han rørte sig selv, vidste hun at øjnene flakkede mellem hans. Den ene hånd fandt hans side, mens den anden gled mod hans hofte. Fingrene krummede sig tættere omkring ham, da hun mærkede hvordan han gned sig mod hende - varm, anspændt og klar. Var hun?

Elena var ikke i tvivl, selvom hun vidste at der var en markant forskel mellem at mærke hans fingre og mærke dén i sig. Alligevel mødte hun hans blik og overbeviste sig selv om, at trods kroppen nok stadig skulle gøre plads til ham, så var hun klar.

“Jeg er ikke i tvivl,” fortalte hun ham så og strakte flygtigt halsen for at kunne placere et blødt kys mod hans mund.

Personligt havde Alexei aldrig været sammen med en kvinde, hvor der havde været mere i det end fysisk begær og afløb for dette. Ganske vist havde han haft en form for arrangement med sin daværende veninde Kassandra, som han nu ikke havde set i flere år grundet spændingerne mellem Redwoods og Oikans, men ingen af dem havde haft nogle romantiske følelser for hinanden. Kassandra havde søgt Alexeis selskab for at distrahere sig selv fra følelser for en anden, og Alexei havde ikke troet, at han overhovedet var i stand til at have romantiske følelser for nogen. Han havde mere eller mindre intentionelt undertrykt den side af sig selv over mange år.

Selvom han aldrig havde haft et meningsfuldt forhold til en kvinde, som han havde været sammen med, betød det dog ikke, at han behandlede disse kvinder med andet end respekt. Han havde aldrig løjet om sine intentioner eller mangel på samme, og kunne ikke finde på at tale en kvinde efter munden bare for at få hende med i seng. Hans partnere havde vidst, hvad de gik ind til med ham; flygtigt som det var. Selvfølgelig havde et par af dem alligevel troet, at de kunne ændre hans mening, men han havde pænt forsikret dem om, at den ikke var til at ændre.

Med Elena var det dog helt noget andet. Hun havde altid haft en særlig plads i hans hjerte, men i deres voksne liv havde hun også fundet vej ind i hans tanker og drømme. Han havde ikke været et sekund i tvivl om sin fysiske lyst til hende, men han havde ikke rigtig indset, at han rent faktisk var begyndt at have romantiske følelser midt i alle de seksuelle. Selv nu, hvor han endelig var i gang med at få afløb for alle de seksuelle frustrationer, hun havde startet i ham - efter et par uger uden nogen form for afløb - indså han ikke, hvorfor det føltes anderledes med hende end nogen anden kvinde før hende. Han var nok også for opslugt af hende til at tænke længere, end til hvad han ønskede at gøre ved hende.

Da han lod fingrene glide ind i hende bed han straks mærke i hendes klynk, og måden hvorpå hun bed tænderne i sin underlæbe. Han havde lyst til at læne sig ned og forsikre hende med et kys, men han fokuserede i stedet på sine fingre og hendes reaktioner. Hun var noget anspændt, men virkede alligevel ikke til at ønske, at han stoppede sine bevægelser. Derfor fortsatte han også lidt, for at klargøre hende en smule til ham.

Hun åbnede øjnene og mødte hans, idet han trak sine fingre til sig. Udtrykket i hendes øjne, da han rørte ved sig selv, bidrog kun til stønnet der forlod ham, fordi begæret i hendes øjne tændte hans eget yderligere - hvis det overhovedet var muligt længere. Hendes hænder greb fast om ham og strammede sit greb, da han gned sig mod hende. Han holdt øjenkontakten og vidste, at sine egne øjne var farvet af det altomsluttende begær.

Hun forsikrede ham om, at hun ikke var i tvivl, og det var alt han behøvede at høre. Han besvarede ømt det bløde kys. Da deres læber skiltes, brugte han sin hånd til at guide sig ind i hende. Han kørte meget langsomt sine hofter frem, mens hånden sørgede for stabilitet i forbindelse med det afdæmpede tempo. Han skubbede sig delvist langsomt ind i hende for at give hende tid til at vænne sig til ham, og delvist fordi det simpelthen krævede lidt ekstra at trænge igennem den snævre plads.

Følelsen af hende der klemte om ham var helt igennem vidunderlig for ham, selvom han vidste, at den ikke var lige så vidunderlig for hende i første omgang. Han prøvede at fokusere på hende, så han ikke bevægede sig hurtigere end hun kunne håndtere, men det krævede alt hans viljestyrke at abstrahere fra sine egne dirrende nervebaner, der bragte ham så meget nydelse.

Da han var langt nok inde, fjernede han sin hånd og satte også denne mod madrassen, så han havde mere kontrol over sine bevægelser. Som han fik skubbet sig det sidste stykke frem, til hans underliv stødte mod hendes, tog han et par dybe indåndinger. Han blev dér, presset helt ind i hende, til han vurderede, at hun havde fået længe nok til at vænne sig til følelsen af ham. Han lænede nænsomt sit hovede ned og placerede endnu et blødt kys på hendes læber, inden han trak sig næsten lige så langsomt udad. Inden han var nået helt ud, pressede han igen sine hofter frem. Han blev ved på denne måde i det samme langsomme tempo, til hun ikke var lige så tæt spændt omkring ham. Som det gradvist blev lettere for ham at glide ind og ud af hende, satte han også lidt forsigtigt farten en smule op. Han betragtede hende lettere stakåndet for at sikre sig, at hun ikke havde nogen indvendinger.

Elena havde fundet en tryghed i kontakten med hans læber, men også generelt i Alexei. Selvom forskellene mellem dem altid havde været nævneværdige og temmelig unægtelige, følte hun sig blottet, men aldrig udsat i hans nærvær. Nervebanerne under den nøgne hud var temmelig vågne, men selvom hun var en kende nervøs, var gåsehuden der havde tegnet sig over dele af kroppen et resultat af higen og ikke angst.

Hun tillod sig selv ikke at bekymre sig med hvor mange partnere han potentielt havde haft, eller om han kunne ende med at være skuffet over hendes uerfarenhed. For det her, handlede måske også om noget langt andet end begær, om end det var langt mere kompliceret at beskrive med ord.

Fortænderne lukkede sig om den bløde underlæbe, da hun mærkede hvordan han trykkede sig mod hendes skød. Faktisk holdt hun nærmest vejret, da hun mærkede ham mod sig på den måde, og var i et sekund i tvivl om hvorvidt det ville kunne lade sig gøre. Om der var plads at give af eller om hun overhovedet havde det i sin natur at slappe helt af. Men Alexei var varsom og langsom i sin tilgang, hvilket gav hendes indre mere tid til at give plads til ham og omslutte sig om det anspændte område.

Et dæmpet støn forlod læberne, mens fingrene krummede sig tættere om hans ryg lige under skulderbladene hvor hun kunne mærke muskulaturen under varm hud. Hun holdt ikke sådan fast for at få ham til at stoppe, men nærmere for at have noget at klamre sig til, mens hun vænnede sig til følelsen af ham i sig. Især som han kom dybere og dybere, indtil han var presset helt tæt mod hende og hun var nødsaget til at slippe et overvældet klynk. Men Alexei bevægede sig ikke med det samme igen, men gav hendes krop tid og hendes læber kys. Elena følte sig åndeløs, men mere tryg ved det hele og fandt også at benene lagde sig tættere omkring ham, da han begyndte at bevæge sig igen.

Følelsen blev gradvist bedre og bedre: Som om kroppen nu ikke anså det som farligt, men snarere frigørende. Det var også her, at hun faktisk værdsatte at hans tempo blev hurtigere, da det synes at have en helt anden effekt på hende. Faktisk var hun ikke helt i kontrol over hvor mange eller hvornår sukkene forlod de buttede læber, eller hvornår hun strakte halsen op for at fange hans.

En følelse begyndte langsomt at bygges op i hendes indre. Som et indre tryk som blev tilfredstillet hver gang hun mærkede ham tæt i sig. Det var en opslugende sensation og hun fangede snart sig selv i at krumme fingrene tæt om Alexeis nakkehår og trykke sig mod ham.

Da Alexei skubbede sig ind i hende, fokuserede han på hendes mund, og måden hvorpå hun satte sine tænder i den bløde underlæbe, som han havde lyst til at mærke mod sine egne. Han rev øjnene væk fra hendes mund for at observere hele hendes ansigt, men lod igen blikket glide flygtigt derned, da hun lavmælt stønnede fra hans forsigtige bevægelser. Hendes fingre i hans ryg generede ham ikke det mindste, men forstærkede tværtimod bare hans nydelse. Han kæmpede en indre kamp for ikke at miste koncentrationen om hendes komfort.

Idet han endelig fik presset sig så langt ind i hende som muligt, forlod en klynkende lyd hendes læber. Han overvejede kort at trække sig ud af bekymring, men besluttede i stedet at give hende tid til at vænne sig til ham, mens han forsikrede hende med sine læber. Da han varsomt genoptog sine bevægelser, mærkede han hendes ben stramme deres greb om hans, hvilket han tog som et godt tegn.

Han mærkede hende slappe gradvist mere og mere af, hvilket gjorde hans bevægelser lettere. Som han tillod sig selv at øge tempoet en smule, bed han også mærke i de mange nydelsesfulde suk, der forlod hendes tiltalende læber. Han tog dette som et tegn på, at hun nu også nød det, hvilket fik ham til at give sig mere hen til nydelsen selv. Han stoppede med at være så fokuseret på, om hun var okay, fordi lydene der undslap hende forsikrede ham om, at hun var mere end okay.

Når hun strakte halsen for at lade sine læber møde hans, indvilligede han glædeligt, selvom hans kys blev mere og mere hektiske for hver gang deres læber mødtes. Han lod nydelsen guide ham og bevægede derfor sine hofter hurtigere og hurtigere. Han lod sig rive så meget med af sensationerne hun gav ham, at han ikke engang ænsede alle de lavmælte lyde, der blev ved med at komme fra ham selv. Lyde, der blev forstærkede, da hun greb fat om hans nakkehår og trykkede sig imod ham.

Han lagde endnu en gang vægten hen på sin ene arm, så han kunne køre den anden ned ad hende. Han satte tempoet en smule ned, men stoppede ikke. Så bøjede han hovedet ned, så han kunne se sine fingre finde deres mål, og lod en tændt brummen forlade sig, idet han betragtede sig selv glide ind og ud af hende. Han placerede sin hånd mod hendes underliv og pressede sin tommelfinger i cirkler lige ovenover, hvor han fortsat kørte ind og ud. Han rettede sit hovede op og kørte længselsfuldt sine læber over hendes, mens han inderligt håbede at den tilføjede finger ville skubbe hende over kanten, inden han selv nåede sit bristepunkt.

Han havde drømt om dette øjeblik så længe, og han ville ønske at det aldrig havde nogen ende, men han mærkede denne nærme sig drastisk. Han satte tempoet så meget op, som den enkelte arm i madrassen tillod ham, og øgede automatisk også tommelfingerens tempo. Han vidste, at han ikke kunne sænke farten uden at miste kontrollen fuldkommen, så han bed tænderne sammen og fortsatte med hektiske ryk.

Flere suk flød over den slægtsløse kvindes læber. Det føltes både nemt og naturligt at lade sig opsluge af alt der var Alexei: Hans duft, måden hans muskler spændte sig sammen på mens han bevægede sig mod hende. De hæse støn han skænkede hende føltes som gentagende belønninger og gav kun mere til hendes egen ivrighed, som hun trykkede sig mod hans bevægelser med al villighed.

Som Elena lod sig rive med og mærkede åndedrættet blive skævere og mere besværliggjort, lukkede hun også resten af omverdenen ude. Der var kun dém og det de lavede sammen lige nu, på en blød madras der duftede af Alexei, men nu måske også af hende. Lydene kælede for øregangene og sensationen af ham, fik hende kun til at lukke benene mere om hans hofter, så han kunne komme et umuligt stykke tættere på.

Da tempoet pludselig skiftede og blev en smule langsommere, kunne Elena virkelig mærke pulsen slå under den brændende hud. Faktisk overbeviste hun også sig selv om, at hun kunne høre det, da hans fingre vandrede ned over hendes maveskind og yderligere sydpå. Hun gispede sin nydelse, da han begyndte at røre hende på en helt anden måde, mens han fortsatte sine bevægelser. Sensationen var kildende, varm og lokkende og det blev hurtigt svært at bevare læberne mod hans, da flere og flere suk tvang sig på.

“Alexei,” fangede hun sig i at stønne, uden det på nogen måde formåede at lyde som en indvending. Intensiteten han mødte hende med da han skubbede sig mod hende i en ny strøm af ryk, fik sensationen til at hobe sig op i hende igen. Fingrene krummede sig om ham og hun klynkede, stønnede og sukkede sit begær indtil det hele brusede over, og hun mærkede sig selv give slip på den sidste kontrol over sig selv.

Følelsen var ubeskrivelig. Hendes indre trak sig tættere om ham i hvad der næsten kunne føles som små indvendige krampetrækninger omkring hans anspændthed og hun rystede nærmest under ham da ekstasen løb gennem nerverne.

Hver af Elenas vidunderlige berøringer, lyde og kys gjorde kun Alexei desperat efter mange flere; meget mere; af samme slags. Han følte sig allerede fuldkommen afhængig af hende, og han kunne ærligt talt ikke bære tanken om, at dette potentielt kunne være den eneste gang, han fik lov til at opleve hende på denne måde. Men det var jo op til hende, så han kunne kun håbe, at hun havde det på samme måde.

Han vidste også godt, at de befandt sig i en kompliceret situation af diverse årsager. Men ingen af de årsager virkede som gode nok grunde til at holde sig fra hinanden i øjeblikket. Med hende så tæt på sig; nøgen i hans seng, ej at forglemme; var det også noget nær umuligt at sætte en sammenhængende tanke sammen. Han havde overgivet sig fuldkommen til sit begær og sensationerne de gav hinanden.

Han mærkede hende presse ham endnu tættere på sig med sine ben på hans baglår, og han indvilligede hellere end gerne. Han sænkede tempoet og nød hendes reaktioner til fulde, som han kørte hånden ned og rørte ved hende. Hendes gisp bragte et smil af tilfredshed frem på hans læber. Han brød deres kys, da hun kom med flere og flere salige suk, og bed sig i stedet let i underlæben, som han betragtede måden, hvorpå hun blev opslugt i hans behandling af hende.

Ved lyden af hende, der stønnede hans navn, undslap et støn også fra hans egne læber. Det var nok den bedste lyd, han nogensinde havde hørt, og den drev ham kun tættere på kanten. Dét, samt synet af hende under sig, var næsten for meget for ham. Heldigvis mærkede han hende snart efter give slip, mens hun lod diverse lyde drevet af nydelse forlade hende.

Det blev hans tur til at lukke et gisp ud, da hun trak sig sammen om ham. Han sænkede endelig farten markant og lod den pulserende sensation hun gav ham skubbe ham det sidste stykke. Han måtte trække sin arm væk fra hende og placere den i madrassen igen, så han bedre kunne holde sig oppe, når hans anden arm truede med at svigte ham. Hele hans krop sitrede og skreg på at hvile efter at have været så anspændt.

Han kom med nogle lidt mere højlydte støn end ellers, mens han kæmpede for at fortsætte sine hofters bevægelser til de begge havde redet ekstasen ud. Så skubbede han en sidste gang sit underliv helt tæt på hendes og placerede et lidt åndeløst kys på hendes fyldige læber. Efter kysset skubbede han sin krop lidt ned, så han kunne trække sig ud. Derefter lagde han sig på sengen et lille stykke fra hende.

Han lå på ryggen med begge arme løst slænget over sit hovede på puden og prøvede at få sit åndedræt under kontrol igen. Det krævede lidt efter at have været ude af kontrol så længe. Derfor blev han liggende sådan i en håndfuld minutter, inden han skubbede sig om på siden, så han lå mod hende. Han lagde sig på sin ene arm og rakte med den anden ud for blidt og kærtegnende at fjerne noget hår fra hendes ansigt.

Selvom hendes krop var ufattelig tillokkende, var det hendes ansigt der nu holdt hans opmærksomhed. Han sendte hende et blidt smil, inden han søgte en forsikring om, at hun ikke havde nogle fortrydelser, og at hun havde nydt det. Hendes krop havde naturligvis fortalt ham, at hun havde nydt det til fulde, men han ønskede at fjerne enhver tvivl.

"Hvordan har du det?" Ordene og tonefaldet var roligt, men stemmen var noget hæs.

Kroppen føltes varm ovenpå ekstasen samt vældet af endorfiner der havde fulgt med den. Hun kunne stadig mærke ham over sig og i det sammentrækkende indre, og var helt opslugt af både eftervirkningerne af sin egen forløsning, men også lydene der ledte op til hans. Alt føltes uendelig sensitivt, da han havde skubbet sig en umulig smule dybere og de begge kunne være i forløsningen sammen. Fingrene knugede om hans nakkehår, mens åndedrættet forsøgte at stabilisere sig selv ovenpå hvad der var hændt.

Et blødt, åndeløst kys blev gengældt, før han var forsvundet fra hende for at trille ned ved hendes side på madrassen. I fraværet af hans krop over sin egen, kunne Elena virkelig mærke hvordan det summede under den varme hud og hvordan inderlårene nærmest dirrede, da hun samlede benene igen.

I det næste flygtige øjeblikke herskede en næsten behagelig stilhed. Måske fordi den ikke var komplet eller anstrengt, men nærmere fyldt med deres vejrtrækninger og pulsslag. Erkendelsen af hvad der var sket, begyndte langsomt at melde sig, men hun var ikke bange for uvisheden, da denne føltes langt tryggere end den der normalt omgav hendes dage.

Ansigtet vendte hun snart i retning af Alexei, så hun kunne betragte ham. De tonede muskler, virkede ikke nær så anspændte nu, men hun kunne stadig se dem under huden. Slægtsløse øjne bevægede sig mod det, nu lidt rodede hår, som krøllede helt ude i spidserne, selvom der var noget subtilt over bevægelsen. Kæbelinjen var stærk og øjnene gyldne, uden de længere mindede hende om behandlingen hun havde fået fra andre Redwoods. Alexei var betagende. Intet mindre.

Da han vendte sig mod hende, var hendes øjne stadig på ham. Faktisk var der nok noget forlegent over trækningen på hendes mundvige, nu hun var blevet fanget i det. Alligevel gled hun selv om på siden med fronten mod ham, selvom det var som om det pludselig gik op for hende hvor blottet hun var.

Øjnene fangede alligevel hans, uden at flakke det mindste. Nej, for der lå han og smilede til hende og spurgte ind til hvordan hun havde det med en hæs tone i stemmen, som Elena gerne ville høre meget mere til.

En finger hævede sig mod hans brystkasse, for at tegne forsigtige cirkler mod huden. “Lidt øm, men jeg har det virkelig godt,” sagde hun og tænkte ikke over hvor atypisk det var, at hun faktisk kunne tingene sådan uden at være uærlig.

"Hvordan har du det?" Elenas selvsikkerhed havde aldrig været den bedste, men hun forventede ikke hans fortrydelse, selvom tanken vel altid var et sted i baghovedet.

Alexei kunne godt mærke i sine muskler, at de havde været spændt så længe uden pause, men han nød den lette ømhed, fordi den vidnede om hvad der lige var sket. Samtidig var hans brystkasse og pande fugtig af sved efter anstrengelserne, men han ænsede det slet ikke. Han befandt sig en behagelig post-forløsnings-tilstand, hvor han allerede nu genafspillede de nyligt overståede hændelser for sit indre blik. Selvom han havde åbne øjne, lå han blot og kiggede op i loftet uden at se andet end de grafiske billeder for sig, som fik ham til at bide sig let i underlæben.

Selvom han havde gået så længe og frygtet at give efter for sit begær efter hende, fandt han nu sig selv overraskende ubekymret. Han havde svært ved at huske, hvorfor han havde skammet sig sådan over sin tiltrækning, for langt om længe at give efter for denne havde føltes som det mest naturlige i verden. Han vidste naturligvis godt at deres fælles fortid lå til grund, men han kunne ikke længere se hende som andet end den smukke unge kvinde, som hun var blevet til. Og den kvinde fik følelser frem i ham, som han aldrig havde følt før. Han havde lyst til at have hende i sine arme for evigt, hvilket var komplet fremmed for ham.

Da han vendte sig mod hende og lagde sig på siden, reagerede han ikke på, at hun allerede havde iagttaget ham. Han var ikke usikker omkring sit ydre. Han trænede ikke for at se godt ud, men han var alligevel slank og muskuløs som følge af sine jævnlige træningssessioner. Disse havde selvfølgelig også givet ham nogle halv-diskrete ar her og der, men de eneste ar, som bragte usikkerheder frem i ham, var dem hans far havde givet ham. Han havde ét på det nederste af sin ryg i højre side fra engang, hvor hans far havde skubbet til ham, og han var røget ind i et stort skår fra et netop smadret spejl, som havde stukket ud fra den lave kommode, som spejlet havde hængt over. Heldigvis var det et sted, som folk sjældent så alligevel, så han tænkte sjældent på det længere.

Han mærkede hurtigt hudens nerver reagere på hendes fingers berøring af brystkassen. Inden længe begyndte gåsehud at sprede sig på hans arme. Ved hendes ord blev hans smil bredere, for ømheden var jo at forvente, og resten var udelukkende positivt. Han havde mærket beviserne på hendes nydelse, men det var alligevel skønt at høre. Han besvarede kun hendes første ord med et tilfredst smil, men fugtede læberne og svarede på hendes identiske spørgsmål med det samme tilfredse smil på læben og et kækt glimt i øjet.

"Fantastisk." Han lod sin tommelfinger køre over hendes læber en enkelt gang, inden han kørte fingrene om i håret ved hendes nakke og strakte sin egen hals, så han kunne læne sig frem og placere sine læber mod hendes. Han elskede følelsen af hendes læber mod hans, og han kunne slet ikke få nok af den. Dog brød han kysset ikke så længe efter for at komme med en tilføjelse.

"Drømme og fantasier kan på ingen måde hamle op med virkeligheden." Hans smil der fulgte disse ord var mere flirtende. Han flyttede sin hånd til hendes side og kørte fingrene op og ned ad denne i blide bevægelser, selvom hænderne i sig selv var ganske ru.

Omkring så mange andre eksistenser, slog hun blikket ned og forsøgte at blive overset. Her lå hun dog, varm, nøgen og med en fremmet ro i kroppen over at blive betragtet af Alexei. Hun havde nærmest glemt, at hun havde banket på hans dør til aften for at anmode om, at komme tilbage til sin tidligere eksistens. For lige nu, i dette øjeblik, ville hun ikke være noget andet sted end ved hans side. Især ikke Groundstone.

Den buttede underlæbe blev trukket nænsomt af hans tommelfinger, da han lod den strejfe området. Nok gjorde forløsningen hende langt mere afslappet end hun mindes at hun havde været før, men noget flaksede stadig indeni over de blide berøringer og charmerende smil. Det kunne være farligt, at føle noget så stærkt, men alligevel var livet for kort og samfundet dunkelt nok til, at man burde lukke lyset ude.

Hun strakte ligeledes halsen, for at møde hans læber med sine egne på halvvejen. Det var berusende, at mærke hans mund mod sin nu, hvor åndedrættet tillod de mere dvælende berøringer igen. Hans mund var blød og det samme var huden der omgav hans brystkasses hårde muskler. Det var næsten ikke til at forstå, at en tanke hun havde leget med, var blevet til virkelighed.

Dengang hun havde lokket ham til undergrunden, havde hun virket meget selvsikker i hvad hun havde lavet med ham. Hun havde dog også været en helt anden og temmelig fremmet version af sig selv. Nej... man kunne ikke påstå at hun overhovedet havde været sig selv. Siden dengang, havde hun tænkt på hvordan det havde føltes at have ham over sig og hans læber mod sig. Denne aften havde hun genlevet det hele, men meget mere til. Det havde både handlet om begær, men også noget unikt for deres forbindelse til hinanden. Nok var inderlårene en kende ømme, men hun havde ingen fortrydelse. Absolut ingen.

“Så du har fantaseret om mig?” spurgte hun i en tone der paradoksalt virkede som en blanding mellem noget forlegent og legende. Hun nussede ham fortsat over brystet, før hendes hånd gled op mod hans skulder og ned over en stærk overarm. Visse steder kunne hun mærke nogle markeringer i huden.
Hun havde måske troet, at hun alene havde gjort sig mange friheder med ham i sine tanker. Især over de seneste dage, hvor søvnen havde været svær at nå, og deres værelser havde været så tæt.

“Jeg må kun give dig ret i at virkeligheden kan noget særligt,” tilføjede hun så og plantede endnu et blødt kys mod hans mund, før hun krøb mere ind i hans favn, så hun kunne strække øjeblikket en kende længere. Hun kendte ikke omfanget af hans forpligtelser, men havde forestillinger om byrden der lå på hans skuldre.

Da hun spurgte ind til, om han virkelig havde fantaseret om hende, lod han en kort, lidt tør latter undslippe ham, mens han hævede øjenbrynene lidt. Tænk, at hun overhovedet kunne spørge, når han følte, at det havde været så tydeligt gennem hans handlinger, at han næsten ikke kunne forhindre sig selv i at fantasere om hende. For selvom der var noget legende i hendes tonefald, anede han også noget der indikerede, at hun var overrasket over denne indrømmelse.

"Jeg har kæmpet en indvendig kamp for ikke at fantasere om dig hele tiden - en kamp, som jeg har tabt utallige gange." Hans stemme var stadig hæs og ordene hjalp heller ikke ligefrem på det. En kvinde havde aldrig før fyldt i hans tanker i den grad, som Elena havde. Han mærkede hendes fingre glide over sin hud og ned ad overarmen, der var lettere spændt fra at bevæge sig op og ned ad hendes side. Han flyttede den op til hendes ansigt, hvor han blidt kærtegnede hendes kind med sin tommelfinger.

Hun kom med en tilføjelse, og han sendte hende et smil, og besvarede hendes bløde kys. Hans hånd fjernede sig fra hendes kind, da hun krøb tættere på ham. I stedet lagde han den ved hendes hofte og trak hende blidt med sig, idet han atter lagde sig på ryggen. Hendes hovede blev lagt på hans brystkasse, der langt om længe kørte roligt op og ned. Hendes nøgne krop blev presset mod hans, og han elskede måden den føltes mod hans.

"Elena, du optager mine tanker konstant - om jeg er vågen eller sover," fortalte hende så med den lidt hæse stemme. Han bøjede nakken, så han kunne placere et hengivent kys på hendes hår, der var tættest på ham. Han lod armen, der før havde hvilet under hans eget hovede, glide rundt om hendes skuldre og holde hende tæt på sig, mens fingrene strøg blidt over det øverste af hendes overarm, som han lige kunne nå.

Han overraskede igen sig selv med sin hudløse ærlighed. Selvom han ikke brød sig om løgne og generelt var en ærlig mand, havde han heller aldrig været tilbøjelig til bare at dele sine tanker med andre. Han var privat anlagt og egentlig også noget indelukket, fordi han ikke var komfortabel med følelser. Det var ganske ironisk, fordi hans evne vitterligt omhandlede kontrol og kanalisering af følelser. Men følelserne forbundet med krig var noget helt andet.

Negative følelser kunne han håndtere, for han havde været omringet af dem gennem den første halvdel af sit liv, og de havde også forfulgt ham en del siden. Positive følelser var vanskelige. De havde potentialet til at skabe så meget mere skade end de negative, og det var nok i virkeligheden en af de få ting, der virkelig skræmte ham. Starten på hans liv havde heller ikke ligefrem inspireret mange positive følelser, så han var mest ukomfortabel med dem, fordi de var noget fremmede for ham.

Han havde også i en ung alder besluttet sig for, at kærlighed var smerte, og at han ikke ville give nogen den magt over ham. Hvis han skulle spore det tilbage, havde det formentlig været efter Elenas pludselige forsvinden fra hans liv, fordi det næsten havde knækket ham. Hun havde mere eller mindre været det eneste lyspunkt i hans liv, så tabet af hende havde været værre end noget andet, hans far nogensinde havde budt ham.

Alligevel havde hun fundet tilbage ind i hans liv, og han kunne ikke lade være med at elske hende - måske endda mere end han indså. Det var farligt, og han frygtede allerede, hvor meget magt hun havde over ham. Men han havde altid været uendeligt imponeret over hendes gode og rene natur, der trodsede mørket i hendes eget liv, og hvis han skulle betro nogen med sit hjerte, ville det være hende.

Det virkede næsten uvirkeligt. Både at ligge her, men også at høre, at han havde haft hende i tankerne på dén måde. Nej, det var måske ikke underligt, situationen forinden taget i betragtning, men længe havde hun skammet sig over sin længsel efter ham. Primært fordi hun havde leget med ham ved deres første gensyn i årevis, men også fordi han var ment til noget… større end hende.

De kom fra to vidt forskellige verdener, men begge fra en horribel baggrund. Da Elena blev del af Alexeis husholdning, havde hun indset, at det hun altid havde længes efter: familie, var nøjagtigt hvad der havde skadet Alexei. Behandlingen han havde fået af sin far, havde bevidnet, at det måske i virkeligheden kunne være lettere at blive mishandlet af fremmede end af dem man var bundet af - enten af slægt, blod eller følelse. Lukkede man nogen tæt på, kunne de forvolde mere skade. Især dem man levede med.

Deres ar på krop og sjæl var ikke sammenlignelige i tekstur, men de havde alligevel fundet hinanden og kunne genkende smerten. Måske også, delvis, overse slægtsbåndet.

Øjnene lod hun sig lukke, da han kærtegnede hendes kind med tomlen. At høre ham beskrive det som en kamp, resonerede med hende. For bare dét at savne ham havde gjort ondt - så hvorfor tilføje til smerten ved at længes efter at være ham nær, når det bedste hun kunne gøre for ham, var at holde afstand? Lige nu, var det dog det sidste hun ønskede at gøre: Forlade den varme favn og tage til Groundstone.

“Det føles ikke som en tabt kamp i hvert fald,” mumlede hun mod hans bryst, nu hun havde lagt sig til rette i hans favn. Hans velkendte duft kildede i hendes næsebor og hans hud føltes varm og brændende mod hendes. “Nærmere som en vundet krig.”

Elena vidste naturligvis, at deres forbindelse til hinanden ikke nødvendigvis betød, at de ikke ville møde andre udfordringer. Tværtimod. Nu tillod hun sig dog, at sukke sin tilfredshed ved hans nussende berøringer og de bløde ord der fulgte.

“Du er så god ved mig.” Hun lagde et ben en smule over ham, for nemmere at kunne trykke sig ind til hans krop og bruge den til at varme sin egen.

Da han rørte ved hendes kind, lukkede hun sine øjne. Han betragtede måden hendes øjenvipper lagde sig mod hendes hud, og lod et saligt suk forlade sine læber. Han var sikker på, at han kunne betragte hende i timevis og stadig være draget af hendes skønhed. Hendes lyse hud stod i kontrast til hans lettere gyldne, og den bidrog til at give hende et rent, uskyldigt udseende. Han følte en inderlig trang til at holde hende tæt til sig for evigt og beskytte hende mod hele omverdenen.

Han lyttede til hendes ord, mens hendes ånde kildede hans bryst en smule. Ordene fik ham til at smile lidt, men det kunne hun selvfølgelig ikke se fra sin stilling. Før i aften havde han set deres lidenskabelige berøringer og kys som nederlag og tegn på hans egen svage vilje, men nu føltes det rigtigt nok snarere som en sejr. Han havde selvfølgelig også fået bildt sig selv ind, at hun ikke ville have ham, som han ville have hende, og nu vidste han heldigvis bedre. Han havde et brændende ønske om at give hende alt, hvad hun ville have, og hvis han var en af de ting, ville det kun glæde ham.

"Jeg ville ønske, at det ikke havde været sådan en krig at nå hertil, men jeg er ekstremt taknemmelig for, at vi endelig gjorde," sagde han så lidt stille som svar på hendes bemærkning, og som en fortsættelse på hans egne tanker. Med hende ved sin side føltes det dog også muligt at vinde enhver krig.

Du er så god ved mig, sagde hun, som hun placerede sit ben på hans. Han nød hendes tæthed så meget, men hendes ord fik ham til at tænke. Han ønskede aldrig at være andet end god ved hende, og han havde da også gjort sit bedste for at være det indtil videre. Men var han virkelig så god ved hende? Hans tanker kredsede om et spørgsmål, som han ofte havde funderet over; hvad ville være det bedste for hende?

Hans stilling som konge kom med utallige komplikationer og farer, og han frygtede, at hun ville komme til skade eller værre, bare fordi hun var en del af hans liv. Hvis folk fandt ud af, hvor vigtig hun var for ham, ville hun blive et mål for potentielle fjender. Måske var det selvisk af ham at ville have hende tæt på sig. Men på den anden side havde hun ikke ligefrem haft et velsignet liv indtil videre, og han var sikker på, at han kunne have beskyttet hende fra en del af det, hvis han havde været ved hendes side. Og han kunne slet ikke bære tanken om at trække sig fra hendes liv og risikere, at mere ulykke fandt hende, som han kunne have forhindret.

"Du fortjener kun det bedste," endte han med at svare, efter at have rystet sig selv ud af den frustrerende tankestrøm. Han knugede hende instinktivt lidt tættere på sig, fordi han ikke var sikker på, hvor længe han ville have hende i sine arme. Han rynkede lidt på panden, inden han fortsatte sin tanke.
"Det er helt sikkert ikke mig, men jeg ønsker alligevel at udforske hvad der er mellem os yderligere." Han løsnede sit greb lidt om hende, så hun ikke følte sig fanget af ham.
"Selvfølgelig kun, hvis du også ønsker det," tilføjede han så lidt nervøst. Nervøsitet var ikke noget han ofte følte, men han var i dette øjeblik nervøs for, at hun foretrak at holde det til en engangsforestilling.

Taknemmelighed over krigens udfald denne aften var unægtelig. Desuden havde hun mere end blot en aften at takke denne mand for. Han havde holdt hendes mod op, dengang hun intet havde haft. Lært hende, at hun var mere end et slavenummer, og at hun fortjente mere end livets skyggesider, trods han selv levede i dem.

Man havde vist altid en tendens til at afgøre hvad det bedste var for andre. Selvom der var spor i deres samtaler, forstod Elena måske ikke omfanget i at de begge mente at de aldeles ikke var det bedste for hinanden og at afstand kunne gøre tingene mindre komplicerede. Der blev tegnet et billede af hvad det bedste var, men alligevel var man efterladt med den her konstante følelse af hvad nu hvis jeg havde gjort det anderledes - og jeg aldrig havde forladt dig?

Øjnene åbnede sig langsomt for at betragte hvordan hendes egen finger vandrede over hans brystmuskler under den letgyldne hud. Hun lyttede til den velkendte stemme og smagte på hvert ord han skænkede hende, selvom hun også måtte erklære sig uenig i, at han ikke var det bedste for hende, trods hun selv ikke kunne vende det om.

Da han løsnede grebet en smule om hende, brugte hun det som en undskyldning til at vende blikket op mod hans ansigt. De lå ganske tæt på hinanden, men nærheden føltes ikke farefuld, selvom deres konstellation nok kunne være sprængfarligt for et samfund med utallige usikkerheder og diskrimination.

Måske burde hun bare affinde sig med, at hendes verden ikke burde forsøge at snørre sig ind i hans… Hun burde nok søge tilbage i en tilstand hvor hendes hage og blik altid var sænket, og hvor hun forsvandt mere end hun blev bemærket. I Groundstone distriktet kunne hun lindre andres skader fremfor at bearbejde egne indre skavanker ved at tillade sig frihed. Læberne blev fugtet en gang, før hun talte.

“Hvis bare du kunne se dig selv med mine øjne,” lød det blødt fra hende. Hun hævede en hånd mod hans ansigt, for at kærtegne ham over kinden med en tommel. “Du bør aldrig underminere din betydning for mig. Selvfølgelig vil jeg udforske os."

Hun ønskede ikke at give sig tid til at tale sig selv fra det. Derfor fortsatte hun. "Men jeg klantrer dig ikke, skulle dine egne pligter ikke give os rum og plads til at undersøge det." Med andre ord, ville hun ikke holde det imod ham, hvis ikke det fungerede.

Hendes hengivne ord både varmede og skar ham lidt i hjertet. Han havde ofte tænkt det samme om hende, fordi hun var vokset op til at tro, at hun var mindre værd end de fleste andre i samfundet. Han havde aldrig delt denne tro, selvom hans far gang på gang havde prøvet at banke den ind i ham. Tværtimod var hun i hans øjne mere værd end alle andre; og især alle de snæversynede folk, der troede at den ene eller anden øjenfarve gjorde visse folk vigtigere end andre.

Selvom han hadede, at folk havde pillet hende ned hele hendes liv, så hun havde lært at kaste blikket ned og tro, at hun ikke var lige så meget værd som andre, var han ikke selv meget anderledes. Deres historier var bestemt ikke ens, og han havde aldrig fået at vide af samfundet, at han ikke var god nok. Til gengæld havde hans far sørget for at give ham mindreværdskomplekser fra han var en helt lille dreng. Hans selvsikre attitude maskerede mange usikkerheder, som han havde kæmpet for at undertrykke det meste af sit liv. Men han kunne ikke altid skjule sig for dem bag en mur af let arrogance.

Elenas nærvær havde især for vane at bringe disse usikkerheder frem. Måske fordi hun havde kendt ham, da de var yngre. Da hans far stadig konstant lod ham vide, at han ikke var noget værd, og at han aldrig skulle have været født. Eller måske var det fordi hun betød så meget for ham, og han mente at intet nogensinde kunne være godt nok til hende; og slet ikke ham. Han havde aldrig været interesseret i at holde sig til én kvinde før, og han frygtede måske at hans problemer med at binde sig ville spænde ben for dem. I virkeligheden var det nok en blanding af alt dette.

I stedet for at forsikre hende med ord, som han stadig ikke helt kunne få sig selv til at tro på, lænede han bare kinden mod hendes hånd og kærtegnende fingre, inden han sendte hende et taknemmeligt smil og bøjede sin nakke for at kysse hendes pande. Han holdt sine læber der i nogle sekunder, men lagde hovedet tilbage, da hun sagde noget mere.

Han forstod godt, hvorfor hun så hans pligter som en hindring for dem, men han var en viljestærk mand - måske ikke altid, når det gjaldt Elena, men ellers altid - der nok skulle sørge for at skabe tid til hende. Det var hans job at delegere, hvilket han også kun havde fået mere træning i, siden hun havde boet i palæet. Han vidste godt, at han var nødt til at fokusere mere på sine royale pligter, end han havde gjort i den sidste uges tid, men det ville også være langt nemmere, når nu situationen mellem dem var faldet mere til ro. Det havde krævet så meget af ham at holde sig fra hende, så alt den energi kunne nu bruges andetsteds. Om end han havde i sinde at bruge en del af den på netop at udforske hende og dem.

"Intet kan afholde mig fra at udforske os." Han rystede svagt på hovedet, uden at skubbe hendes hånd væk fra kinden. Han havde ikke i sine vildeste drømme forventet, at de ville ende i denne situation. Han havde til tider drømt om det og ønsket det - imod hans gode vilje - men han havde aldrig troet, at det var et realistisk ønske. Nu hvor det var, var han fast besluttet på at få det meste ud af det.

Den vanrøgt de havde lidt fra andre kontrasterede den behandling de gav hinanden nu med kærtegn, kys og holden om. Selvom hun aldrig havde mærket det helt som nu, følte Elena at hun havde fundet noget hun aldrig havde vist at hun havde savnet. Måske lindrede kærtegnene også nogle ømheder under overfladen og nogle usikkerheder omkring hvor de stod når solen blot stod op næste dag.

Hun havde ikke noget kendskab til hvor mange kvinder han havde været sammen med, eller i hvor lang eller kort tid ad gangen, men hun var ikke helt naiv. Selvom hun stolede på, at der var en særlig forbindelse mellem dem og en tydelig kærlighed, forstod hun ikke hvordan begær bevægede sig, eller hvornår han ville kede sig med hende i dé sammenhænge. For nu forsøgte hun faktisk virkelig ikke at tænke på det, men paradoksalt heller ikke håbe på for meget, skulle hun miste det hele igen.

Da han trykkede sin mund mod hendes pande, nød hun varmen hans læber tegnede mod huden. Det føltes ufattelig trygt og hun lænede sig også blidt ind mod det, for at trække sekunderne en anelse længere end hun måske kunne tillade sig. For en kvinde der aldrig havde modtaget megen omsorg, føltes det næsten syndigt at ønske sig så meget fra ham.

Tomlen gled endnu en gang over hans kind, men bevægede sig også snart over den stærke kæbelinje. Hun nød at mærke ham under sine fingerspidser, nu hvor hun havde været i det tilstødende værelse i flere nætter og drømt om, at være helt tæt på ham.

Ordene varmede at høre, og hun smilede da også op til ham ved næste chance, før hun strakte halsen for at trykke et blødt kys mod hans mund. Efter maskeballet og seklusionen havde hun ikke vidst om hun ville smage frihed igen, men her var den. I favnen på en mand der bar verden på sine skuldre.

"Jeg elsker dig." Hun havde fortalt ham det før, men det føltes ikke desto mindre stadig frigørende at sige.

Alexei var egentlig en omsorgsfuld mand. Måske det ikke altid kom til udtryk bag de facader, han havde lært at sætte op, men han var ganske medfølende. Det var nemmere at føle ting på andres vegne, end på sine egne. Men hans omsorg kom til udtryk gennem gestusser, tjenester, subtile ord og handlinger. Han var ikke særlig vant til at vise omsorg med berøringer, og var lige så uvant med at modtage dem. Selvom det normalt ikke faldt ham naturligt, var der dog intet af hans til tider stive forhold til fysiske berøringer at finde her. Han nød Elenas omsorgsfulde berøringer mere end nogensinde før, og i virkeligheden nød han lige så meget at lade diverse berøringer finde hende. Med Elena virkede det langt mere unaturligt ikke at vise sin omsorg.

Hendes tommelfinger kærtegnede hans kind og kæbe, og han smilede bare blidt over den beroligende og skønne følelse. Da hun sendte ham et smil tilbage og strakte sig for at kysse ham, gjorde han det samme, så han kunne møde hende på halvvejen. Han ønskede, at kysset aldrig ville ende, men det var ovre hurtigt og blev i stedet erstattet af kærlige ord.

Han havde det som om hans hjerte sprang et slag over, idet hun fortalte ham, at hun elskede ham. Selvom de havde erklæret deres kærlighed til hinanden tidligere på aften, føltes dette anderledes. Det havde været under andre omstændigheder, og ordene føltes på en eller anden måde mere ladede nu. Alligevel var det de bedste ord, han nogensinde havde hørt, og han tøvede ikke med at gengælde dem.

"Jeg elsker også dig." Han smilede mod hendes læber, inden han blidt rullede hende tilbage om på ryggen, og lagde sig halvt ind over hende, med en albue i madrassen, der sørgede for ikke at lægge alt hans vægt på hende. Han placerede sin anden hånd mod hendes hals og kind, og kørte igen læberne over hendes. Han havde brug for at mærke hendes læber igen, og selvom han havde nydt at have hende presset mod sig med hovedet på hans bryst, var det meget nemmere at kysse hende fra denne stilling.

Efter at have kysset hende i lidt tid, gik det op for ham, at det efterhånden måtte være blevet ganske sent. Ligeså overvejede han, at hun måske af gode grunde ønskede at bade, inden hun faldt i søvn. Han håbede, at hun ville sove i hans arme, men han forstod også godt, hvis hun hellere ville tilbringe natten på det tilstødende værelse. Han placerede et sidste kys på hendes læber og løftede sig så lidt, så han kunne se hendes ansigt.

"Vil du egentlig have et bad? Jeg kan klargøre badekarret, med mindre du foretrækker et brusebad." Han burde også tage et bad, så han kunne tilbringe længere tid i sengen med hende den næste morgen - såfremt hun altså ønskede at tilbringe natten med ham. De kunne endda sove i det andet værelse, hvis hun ønskede at ligge i sengetøj, der ikke havde set de ting, som hans eget havde over de sidste par timer eller sådan noget. Han var ligeglad hvor de sov, hvis det betød, at han kunne vågne op ved siden af hende.

Selvom denne nye del af deres bånd til hinanden endnu skulle udforskes, var de tre særlige ord ligeså sandfærdige i udtalelsen, som de var varmende i gengældelsen. Engang, efter hun var blevet smidt på porten fra hans hjem, havde hun overbevist sig selv om, at begrave den kærlighed hun havde næret til ham. Da de mødtes igen flere år efter, havde hun dog erfaret at hun havde troet på ordene fra en mand der havde kaldt sin egen søn nogle af de værst-tænkelige ting, frem for på sønnen der gav hende håb.
Elena havde elsket ham dengang og gjorde det også nu. Naturligvis var der en anden kompleksitet i følelserne, men kernen og essensen var der stadig. Den havde blot fået tid og temmelig meget plads i form af afstand, og næring i form af begær og savn til at gro i vidt forskellige retninger.

Det føltes dog rart at gentage det. Som segmenterede det ordene dybere ind i virkeligheden, nu hun frygtede at det hele kunne smuldre så snart de var fra hinanden igen. Desuden… var ordene så fremmede for hende at forme, at hun skulle vænne sig til hvordan de føltes over både tunge og læber.

Villigt gled hun om på ryggen igen, så hun kunne mærke ham halvt over sig og gengælde de varmesøgende kys der pludselig betød alverden for hende. Fingrene nussede hans nakkehår og det slog hende, at selvom hun nu ikke mærkede ham i sig denne gang, blev det ikke mindre intimt at ligge sådan med ham.
Selvom hun da også, på grund af den skiftede stilling, kunne mærke lidt anden fugtighed mellem inderlårene fra hvad han havde efterladt i hende tidligere. Hun tænkte dog ikke meget yderligere over det, før de ikke længere pressede læberne mod hinanden.

Øjnene åbnede sig og der var næsten noget opslugt i de store øjne, da de mødte hans. “Badekarret kunne være skønt,” tilstod hun så, selvom hun egentlig ikke ønskede at komme fra ham. Hun vidste dog også, at hun sikkert havde brug for et bad og at hun ikke kunne tvinge natten til at være længere end den egentlig var. Fingrene gled modvilligt ud af hans nakkehår.

“Er der plads til to?" spurgte hun så, uden helt at give sig tid til at tænke forslaget igennem. Det var impulsivt, men ikke desto mindre appellerede ideen til hende, selvom hendes egen ligefremhed da fik fremkaldt et halvgenert smil.

Som de lå og delte adskillige varme, kærlige kys, mærkede han endnu engang gåsehud sprede sig, som følge af hendes fingre i hans nakkehår. Disse kys bragte ham en anden tilfredsstillelse end deres tidligere kys, men han værdsatte dem lige så meget.

Da hun anmodede om badekarret, sendte han hende et smil. Hendes fingre forlod hans nakkehår, og han savnede dem allerede. Hendes næste ord blev fulgt af et lidt genert smil, men et kækt smil bredte sig på hans egne læber. Han havde absolut ingen problemer med hendes ligefremhed. Han svarede ikke, men nikkede bare, stadig med smilet på læberne. Han lænede sig ned og kyssede hende.

"Jeg er tilbage om lidt," sagde han med et smil, inden han efterlod hende med et sidste kys. Han fjernede sin krop fra hendes, så han kunne sætte sig op i sengen. Så skød han benene ud over sengekanten og rejste sig op. Han vendte sig dog om mod hende, inden bevægede sig væk. "Bare bliv liggende." Han ønskede ikke, at hun skulle anstrenge sig, for han vidste, at hun var øm i kroppen.

Han gik ud på badeværelset, der hang sammen med hans soveværelse, og altså kun var et par meter væk. Hans fødder bevægede sig over de kølige fliser og tændte for vandet, som han prøvede at finde en komfortabel temperatur. Han havde tendens til at være rimelig varm, men han mistænkte, at hun måske frøs lettere, end han selv gjorde. Derfor skruede han lidt mere op for varmen, end han selv behøvede, men ikke så det ville skolde huden. Han fandt noget sæbe frem og pressede lidt ud i vandet, så der blev skabt bobler.

Han lod vandet løbe til han vurderede, at det ville være fyldt op, når de begge havde sat sig. Så slukkede han og tjekkede temperaturen med sin ene hånd, inden han smilede for sig selv og gik tilbage til værelset. Han kunne ikke stoppe sig selv i at betragte hendes nøgne krop i et øjeblik, inden han fugtede sine læber og satte knæet i madrassen. Han lænede sig ind over sengen og placerede den ene arm under begge hendes knæ og den anden under hendes ryg. Han trak hende blidt hen til kanten af sengen og løftede hende så op mod sin egen bare overkrop.

Han bar hende forsigtigt, men uden større anstrengelser, ud på badeværelset og bukkede sig langsomt ned for nænsomt at sætte hende på badekarrets kant. Han sikrede sig, at hun sad ordentligt og holdt balancen, inden han gav slip på hende. Han lagde hånden under hendes hage og løftede hendes ansigt op for at møde hans, der stadig var bøjet. Han kyssede hende ømt, og rejste sig så op.

Han løftede det ene ben over karrets kant og fandt bunden, før han gentog med det andet ben. Så satte han sig ned og skubbede sig helt op ad karrets ende, hvorefter han lagde armene på kanten og afventede hende. Badekarret var umiddelbart lige præcis langt nok til, at hun ville kunne sidde foran ham og stadig kunne strække sine ben. Han spredte sine ben og trak dem op mod sig og ud til karrets sider, så hun kunne være mellem dem.

Elena så efter ham som han forsvandt fra sengen og madrassen, med en blød instruks om at hun skulle blive liggende derpå. Så snart han var forsvundet ud på det tilstødende badeværelse, vendte hun de store øjne mod loftet over sig, altimens ru fingerspidser flugtede over uendelig blødt sengelinned. Nok havde de krøllet både lagen og sengetæppe, men man kunne stadig mærke luksuriøsiteten i tekstilerne og fibrene.

Siden hun var blevet budt ind i hjemmet, havde alt dét føltes fremmet for hende: At leve som en gæst i et prægtigt hjem, hvor hendes behov blev set til af andre. En tidligere slave havde sovet i silke, men det var først nu, at hun ikke følte sig en kende klemt over det. Tværtimod, følte hun sig temmelig afslappet på den brede seng, nu hun vidste at han var tæt på.

Hun kunne høre vandet rinde fra badeværelset og så frem til at mærke varmt vand omslutte kroppen som nu blev luftkøligere af ikke at være trykket helt tæt på en andens. Fraværet af nærheden, fik hende kun til at længes mere efter den, men dén erkendelse ramte egentlig først, da Alexei kom ind i soveværelset igen og smilede til hende.

At mærke hans blik mod sig, var stadig noget hun skulle vænne sig til. Hun vidste, at hun måske kunne være blødere at se på visse steder, nu hvor hun havde tabt sig. Derudover vidste hun også, at hun næppe var den første kvinde han havde set nøgen. Måske tilmed på sin seng, selvom hun ikke underholdte dén tanke længe. Snart blev hun nu også temmelig distraheret, da han løftede hende op med en nænsom målrettethed.

En dæmpet og underholdt lyd forlod hende, men hun stolede på at han kunne bære hende, og fandt det måske også tiltrækkende, at han kunne gøre det med en sådan lethed. Hun støttede sig ind til ham, komplet betaget af hans fokus, indtil hun var på badekarrets kant.

Kinderne brændte, da hun betragtede ham glide ned i vandet under boblerne. Han så absolut skøn ud, og vandet duftede af dén sæbe hun associerede med ham. Smilet hun sendte ham var forsigtigt, før hun selv tog plads under det varme vand. Hun drejede kroppen således at hun sad mellem hans ben, men med ryggen mod hans brystkasse. Når de sad sådan, kunne man virkelig se hvordan hendes skikkelse kunne omfavnes i hans, nu hendes skuldre var så smalle i forhold til hans.

“Mh, det er dejligt,” sagde hun og lænede sig en kende mod ham. Den nederste del af det lyse hår blev vædet og brysterne var lige akkurat over vandet, men dækket af skum.

Elena var ikke den første kvinde, som Alexei så nøgen, men det gjorde absolut ingen forskel for ham. Når han var med hende, tænkte han ikke på andre end hende, og så kun hende. Når han fortalte hende, at hun var smuk, var der kun sandhed bag. Han havde været tiltrukket af hende fra deres første møde som voksne og endnu mere tiltrukket af hende, da han først havde set hende i den stramme kjole i Undergrunden, før han havde indset, hvem hun var. Denne tiltrækning var faktisk kun vokset efter åbenbaringen, måske fordi han vidste at skønheden også var at finde i hendes indre, og ikke kun hendes ydre.

Hun havde altid været på den tynde side, som følge af hendes barske livsstil. Ved deres genforening denne gang havde hun dog tabt sig endnu mere. Han fandt hende stadig utrolig smuk, men han kunne ikke lade være med at bekymre sig om hende og ønske, at hun tog som minimum en smule på igen. Dette ønske var dog udelukkende næret af omsorg for hende.

Da han løftede hende op i sine arme, smilede han over den lyd, hun lukkede ud. Han nød følelsen af hende i sine arme, og især måden hun lænede sig ind mod ham. Han nød desuden utroligt meget, at hun stolede på ham og derfor slappede af i hans arme. Og da han satte hende på badekarrets kant, var han næsten ærgerlig over ikke at have hende i sine arme længere, men han vidste jo, at han ville have hende i sine arme på en anden måde inden længe.

Derfor satte han sig også til rette i badekarret med det samme, så han kunne mærke hende mod sig igen hurtigst muligt. Han besvarede hendes forsigtige smil med et forsikrende et af slagsen. Han sad stille, mens hun fandt sig tilrette i vandet sammen med ham. Og da hun havde gjort det, fjernede han sine arme fra badekarrets kant for i stedet at flytte alt hendes hår over hendes ene skulder og derefter placere begge arme rundt om hende, så de lige akkurat strejfede undersiden af hendes bryster.

"Du er dejlig," svarede han på hendes kommentar. Han lænede sig ned og placerede nogle blide kys mod siden af hendes hals. Hans blik gled ned mod hendes sæbe-dækkede bryster, og han mærkede en længsel efter at røre ved dem. Han holdt sine hænder i skak, men han havde ikke kontrol over hele sin krop. Han mærkede, hvordan visse dele af ham begyndte at være meget mindre afslappede end resten af ham, ved synet og følelsen af hende i det varme vand sammen med ham. Han rettede sig en smule op igen og prøvede at justere sig lidt, så hun ikke bemærkede det, men han var ikke sikker på, at han slap afsted med det.

Vandet var varmt, men Alexei ligeledes, som Elena lænede sig mere ind i hans favn. Nok var det stadig en mærkelig tanke og følelse, at skulle være nøgen omkring ham, men hun ville ikke have det anderledes, hvis det betød at hun kunne dvæle ved følelsen af hans hud mod sin egen. Tilmed også under vand.

Da nænsomme, målrettede fingre skubbede hendes hår over mod den ene nøgne skuldre, mærkede hun kuldegysningerne ved den sensitive, sjældent blottede hud. Det slog hende, hvor meget stærkere hun følte sig, når hans arme lukkede sig sådan om hende. Nærmest som kunne noget af hans styrke smitte af på hende. Var det sådan sikkerhed føltes? Elena havde aldrig følt sig sikker noget sted, men sikkerhed kunne måske også bare være en person… ikke en lokation.

Et veltilfredst åndedrag blev taget over fornemmelsen af ham bag sig, samt følelsen af det skummende, helt perfekt tempererede vand. Hun hørte hans komplimenterende ord og fangede sig selv i, at slippe en blød, dæmpet og munter lyd over det. “Det er du også,” tilstod hun dog uden at behøve at tænke over det.

I det næste, mærkede hun hans mund mod sin hals og den blottede halshud, og fangede sig selv i at lukke øjnene, så hun kunne tage fornemmelsen ind. For selv, da hans læber ikke længere var dér, følte hun stadig at hun kunne mærke spøgelset af dem. Hun bemærkede derfor ikke hans vandrende blik, men lagde blot en hånd mod hans ben omkring sig under vandet, så hun blidt kunne nusse det.

Ikke lang tid efter, mærkede hun dog noget andet mod sig bagtil. Hun vidste da også ret hurtigt, at det måtte være hans begejstring, selvom hun indtil videre havde mærket den mere i sig end mod sig.

Øjnene åbnede sig langsomt, før hun skævede mod ham over skulderen. "Sidder du ikke godt?" spurgte hun ind, ved hans forsøgt justerede siddeposition.

Lige siden han først mødte hende, havde Alexei kun ønsket gode ting for Elena. Dengang havde han ønsket, at de kunne stikke af sammen, så hun ikke skulle leve et liv som slave, og ingen af dem skulle leve under farens tyranni. Nu ønskede han inderligt at give hende en sikkerhed, som han udmærket godt vidste, at hun aldrig havde haft. Livet som slægtløs var stadig automatisk hårdere end for folk med en slægt. Og han kendte tidligere slaver, som havde fået et godt liv senere hen, men de var selvfølgelig også evigt mærkede af deres fortid. Han vidste godt, at hun altid ville bære på utrolig meget bagage, men det gjorde han jo også selv. Han ønskede kun for hende, at der blev ikke tilføjet mere til det læs, end højst nødvendigt.

Han var i en position til at give hende økonomisk sikkerhed og som udgangspunkt også fysisk sikkerhed. Selvfølgelig kunne der ske uforudsete ting, og han frygtede disse ting, som han ikke kunne kontrollere. Men han kunne langt hen ad vejen sørge for hendes sikkerhed, hvis hun ville lade ham. Og han kunne kun håbe, at hun følte sig sikker med ham, og vidste dette; vidste, at han ville gøre alt for at give hende et godt liv, som hun altid skulle have haft.

Hans kompliment resulterede i en munter lyd fra hende af, som fik ham til at smile. Da hun gengældte komplimenten, pressede han blødt sine læber mod hendes hals. Snart efter blev han distraheret af hendes nøgne krop, men registrerede alligevel, da hendes fingre begyndte at nusse hans ben under vandet. I vandet føltes hendes berøringer endnu blødere, og han nød de blide kærtegn.

Han kunne ikke lade være med at lukke en lav latter ud, da hun skævede til ham og spurgte, om han sad dårligt. Problemet var vel egentlig snarere det modsatte; at han sad for godt med hende op ad sig, nøgen i det varme vand. Han droppede at justere sig yderligere og lænede sig bare tilbage mod badekarrets ryg. Han holdt stadig om hende, hvorfor hun automatisk blev trukket med det lille stykke tilbage, så hun kunne læne sig op ad ham.

"Jeg sidder helt perfekt," sagde han så endelig som svar på hendes spørgsmål. Han lænede sit hovede ned mod toppen af hendes og sukkede saligt. Selvom hans krop automatisk reagerede på hende, kunne han sidde med hende i sine arme på denne måde længe efter vandet havde mistet dets varme temperatur.

Elena fandt det i sig selv at bede ham om meget mere. For hans indflydelse og betydning for hende var ligeså unægtelig, som den var svær at gabe over. Ikke at hun anså denne aften som en gengældelse fra hendes side for alt han havde gjort for hende. Det havde ikke handlet om pligt eller taknemmelighed, men om noget der gik ud over den slags.

Groundstone virkede endnu længere væk lige nu, selvom det var med et formål om at komme tilbage dertil, at hun havde opsøgt ham til aften. At sidde i dette varme kar med ham, duftende af sæbe og dækket af skum, var det faktisk svært at tænke på de golde gader og de miserable eksistenser, som levede én dag ad gangen. Hun havde i virkeligheden nok altid gjort det samme.

Nu, fangede hun sig selv i at tænke en dag længere ud i fremtiden. Måske fordi en del af hende endnu ikke kunne forstå at dette var virkelighed, og blot håbede om én ekstra dag hvor hun kunne mærke ham bag sig... Mod sig... I sig.

Buttede læber lod sig fugte, mens hun nussede hans lår under vandet. Fingerspidserne strøg over hans hud, men hun kunne ikke påstå at hun havde noget imod, at noget trykkede sig en kende hårdere imod hende. Selv ikke, da hun måtte læne sig længere ind mod ham, således at dens berøring syntes mere fremtrædende.

Jeg sidder helt perfekt, havde han sagt og ærligt måtte hun erklære sig absolut enig. Hun nød at mærke ham holde om sig, og tanken om at skulle op fra vandet var ikke voldsomt appellerende. Hun sad der dog i noget tid og tog lyden af hans vejrtrækning ind. Fingre søgte hans under vandet og flettede sig ind mellem dem. Det var først adskillige øjeblikke senere, at Elena åbnede øjnene og drejede ansigtet for at se tilbage over skulderen mod ham.

Halsen blev strakt så hun kunne plante et blødt kys mod hans mund.

Den behagelige stilhed fyldte rummet, så kun deres vejrtrækninger kunne høres. Hun kunne formentlig mærke hans hjerteslag mod sig, da hun lå op ad ham. Fra hans hænders position, kunne han mærke hendes bryst hæve og sænke sig lidt, når hun tog en vejrtrækning. Han havde også lukket sine øjne og nød bare hendes nærvær og blide berøringer. Han mærkede hendes fingre finde hans, og han flettede dem også glædeligt sammen. Han kørte sin anden hånd ud, så han kunne nusse hendes side lidt.

Han åbnede øjnene i samme øjeblik, som han mærkede hende bevæge på sig. Han bøjede nakken, så han kunne møde hendes kys på halvvejen. Han stoppede med at nusse hendes side under vandet, og trak hånden op ad vandet for første gang i et godt stykke tid. Hans våde fingre fandt hendes ellers tørre kind og kæbe, som han blidt kærtegnede. Deres læber bevægede sig mod hinanden i nogle øjeblikke, før han impulsivt åbnede munden.

"Bliv hos mig." Ordene kom ud lidt bønfaldende, men også noget tøvende. Han vidste godt, at han ikke havde nogen ret til at bede hende om dette, da hun havde sit eget liv at vende tilbage til. Det havde hun endda givet udtryk for som start på alt dette. Sandt at sige var han ikke engang helt sikker på, hvad han bad om med sine ord. Han vidste, at han egentlig ønskede at hun altid ville blive hos ham, men han vidste også, at det var ekstremt urimeligt af ham. Så måske bad han blot om endnu en uge, et par dage mere eller endda blot denne nat. Han ville tage imod hvad end, hun var villig til at give ham.

Han var naturligvis også bevidst om sine egne utallige ansvar, og dette mildnede tanken om at undvære hende til hendes ansvar om dagen. Men hvis hun bare tilbragte sine dage i Groundstone og sine nætter i palæet, kunne han stadig se hende og føle hendes nærvær. Han kunne holde hende i sine arme og blive forsikret om, at hun var kommet uskadt igennem dagen, hver dag. Han kunne mærke hendes vidunderlige krop mod sin egen og begrave sig i hende og følelserne hun vækkede i ham.

Det var måske nok selvisk af ham, men det var hans ønske. Måske hun med tiden endda kunne flytte ind i paladset med ham, så han kunne overholde sine pligter dér. Han kunne tilbringe hver nat med hende, og hun kunne lysne de ensformige, tunge dage. Hans hjerte bankede hurtigere, og han havde det som om vejret blev taget fra ham, da det gik op for ham, at han begyndte at lægge planer for deres fælles fremtid. Noget, som han aldrig havde gjort før eller overhovedet havde haft en trang til at gøre før. Han var en planlægger, der havde det med at leve mere i fremtiden end nutiden, men det karaktertræk havde aldrig strakt sig til at indebære en kvinde; en partner.