Sikke et fint besøg hvad skyldes æren (Zachariah)

Tid: 14:30
Sted: hendes lille hytte oppe i træerne
Omgivelser: nogle få patienter og en enkelt pårørende
Påklædning: står beskrevet i emmenet

Emme til @Zachariah

Det havde været nogle stille dage de sidste par dage, der havde ikke rigtigt været noget at lave og det eneste hun havde gjort var at læse og tjekke de få patienter hun havde. Hun havde gjort det til sit liv at redde dem hun kunne og havde det ikke været fordi hun havde sin evne havde der været mange af de kom her med alvorlige skader som ville være døde, hun kunne ikke operere folk, men hun ville gerne lære det på et tidspunkt, men hun havde ikke fundet nogen kunne lærer hende de vigtige ting ved operationer dog havde hun lært sy sår sammen og man skulle starte et sted. Hendes mørke hår var sat i lang løs fletning og man kunne tydeligt se at der ikke var blevet gjort noget særligt ud af hendes hår fordi der hang flere totter løst i fletningen som hang ned langs hendes side. Hun havde en lys blå kjole på, heller ikke den bar meget præg af at være pæn og foran kjolen havde hun en form for et hvidt forklæde på. Det var tøj hun brugte når hun var sammen med sine patienter, hvilket ville sige stort set meste af tiden hun havde gjort sit hjem til en lille klinik. Hjemmet var ikke særlig stort, men den havde en overetage hvor hun boede. Der var plads nok til hun kunne have en seng og en form sofa område deroppe. Hun lagde bogen fra sig da en kvinde kom ind på skulderen løftede hun en mand som var kommet til skade, kvinden var tydeligvis selv i chok og for manden var det endnu værre. Han var kun lige ved bevidsthed. Hun havde allerede regnet ud at skaden var alvorlig og lavede en håndbevægelse over imod det sted hvor han skulle ligge  imens hun hjalp kvinden med at få ham derover. Hun lagde ham på briksen og trak hans trøje af for at undersøge ham. Han havde ingen skader på kroppen andet end nogle få blå mærker, men det kunne også være skidt for det kunne betyde at han havde indre skader, men hun tjekkede for at være sikker inden hun tog en beslutning om havde hun skulle gøre. Hun vidste at han havde brug for heling og hvis der var indre skader,  blev hun nødt til at åben ham op hvilket ville være en første gang. Hun rykkede op i buksebenet også alvoren skaden heldigvis var det ikke oppe på kroppen, men hans ben var blevet knust af noget og kvinden var for oprørt til fortælle hende hvad der var sket. Hun begyndte finde de ting hun skulle bruge og noget lunkent vand, en nål og tråd, men vidste godt hvad det var hun skulle og hvad de regnede med hun ville gøre. Hun havde før hjulpet dem og de kendte til hendes evne. Sidst var det kvinden og deres ufødte barn som havde haft brug for hjælpen og det var ikke fordi hun ikke ville gøre det, men hun kendte også til evnens begrænsninger og hvad det gjorde ved hendes krop at bruge den, men hun kunne ikke rigtigt  se hvad alternativet ville være og derfor vaskede hun sine fingre, en mand som kun havde et ben ville have svært ved forsørge sin familie. Det mindste hun gøre var at hele hans knogle og de tilskadekomne muskler og blodåre Hun var sikker på at de to ting ikke ville dræne hende for alt hendes energi og  resten kunne hun klare med nål og tråd. Derefter kunne tage sig af kvinden som var højgravid og kunne føde så snart det skulle være.

Hun gik i gang og med at vaske sine fingre og begyndte at arbejde hun tjekkede manden som ikke var ved bevidsthed længere og der hun var sikker på at han ikke ville kunne mærke det, samlede hun knoglerne og de rester af knoglemateriale som lagde rundt omkring i såret og lagde dem ned i såret, hendes øjne lyste op i lyslilla farve og man så hvordan lyset arbejdede sig ned af hendes arme til det  nåede såret. Derefter kunne man høre små knække lyde af knoglerne som satte sig på plads og begyndte at hele, derefter lod hun sine fingre glide hen over musklen som var ramt af skaden og til sidst lukkede hun for blodårerne så blodet ikke løb længre efter det syede hun såret sammen. Med hendes evne havde det ikke taget lang tid, men manden havde stadig mistet en del blod så det betød at han sikkert skulle være her til hans krop havde gendannet det blod han havde mistet. Hun lod sine blodige fingre glide gennem vandet som hun vaskede sine fingre og vandet fik en rødlige farve. Hun smilede gik hen imod kvinden " tag det roligt han skal nok klare den, hans krop skal have noget tid til at gendanne blodet han mistede" sagde hun i et beroligende toneleje blidt lagde hun den ene hånd på kvindens skuldre og gav den et blidt klem, mange sagde de elskede at komme til hende fordi hun havde noget moderligt og trygt over sig. Hun var glad for at de havde det sådan for hun elskede at arbejde for det var sådan hun havde lært at komme videre og det fik hende altid på andre tanker når hun lavede noget. Hun blev nød til at holde sig selv i gang for ellers ville hun bare glide ind i negative tanker, hun huskede det ikke, men hun havde drømme om den familie hun mistede og det havde gjort at hun nu lod den kærlighed hun havde haft til dem skinne igennem når hun arbejde. Efter lidt tid hvor hun havde beroliget kvinden gik hun hen og begyndte at lave te til hende selv og kvinden. Kvinden så ikke ud til ville forlade sin mand og da hun intet havde lave lige nu så hun ingen grund til at kvinden ikke skulle kunne blive " det er vigtigt at i holder dette hemmeligt for jeg kan ikke helbrede ret mange af gangen med den" sagde hun og kvinden nikkede. Hun mærkede godt trætheden ved at helet ham, men lige nu ignoreret hun  det satte sig hen i stolen hun  havde siddet i imens ventede på vandet. Kvinden kom hen satte sig i en stol ved siden af og betragtede rummet.

Når man boede blandt træer, var det ikke den meste sjældne skade, at folk faldt og brækkede lemmerne. En ting, de hurtigt havde måtte udvikle, var en plade af sammensat træ og noget reb, hvorpå de ikke bare kunne hejse tungere ting op blandt træerne, men også sårede folk. Zach havde overvejet om de ikke burde lave et lille sted nede på jorden, så der var noget førstehjælp, i tilfælde af der skete noget. Det ville effektivisere deres lægehjælp på flere måder. Først og fremmest, hvis der skete en stor ulykke med flere involveret, kunne nogen tage sig af de sårede, mens de blev hejst op en efter en. Eller, hvis de slet ikke kunne flyttes, så ville de have et sted at være. Eller stedet kunne tage sig af små sår, som folk ikke orkede at kravle op i træerne, for at få ordnet. På den måde skulle deres healere heller ikke bruge halvdelen af deres dag, på at kravle op og ned af træerne, når de i stedet kunne hjælpe...
Men det var ikke just et emne der lå øverst på listen. Han havde måtte lave en masse andre ting først. Nye planer for militæret, bekræfte eller ændre handelsaftaler. Modtage diplomater og andet, fra andre slægter. Han var også næsten lige kommet hjem fra Highview city selv.
Siden han var blevet leder, pressede folk ham til at bruge oceaner af tid på at sidde stille og snakke, skrive og den slags. Der var ikke fået mange dage, før han blev kendt som den flygtende leder. Hans rådgivere blev hele tiden mere og mere kreative, i forhold til at finde ham og holde hans opmærksomhed på de emner, som DE fandt mest vigtige. Men for Zach handlede det hele ikke om at gemme sig i det højeste træ. Det handlede om at være synlig, at være blandt folket og være en af dem. Ingen fancy tøj til ham. Han gik klædt nøjagtig som han plejede.
Shorts, der gik lige ned over knæene. Den langærmede trøje. Bare fødder og ofte, når han ikke kravle rundt i træerne, et sværd ved siden. Tøjet bestod af let materiale, så hans hud kunne ånde, i det varme og fugtige vejr.

I dag var ingen forskel. Hans krop var slank, men stærk. Han trænede hver dag, enten med våben sammen med soldaterne eller ved at springe fra træ til træ som en misforstået abe. Han elskede at være fysisk aktiv og det ofte der, at han tænkte bedst. Selvfølgelig havde det også i sin tid givet ham en fair del af små sår og forvridninger, som en healer havde måtte se på.
Derfor var det måske ikke så underligt at han kendte til hende. I dag ville han diskutere mulighederne for Dark Daphnes healere og hvad de havde brug for. Til det, havde han brug for at snakke med dem. Og en af dem var ret velholdt, så selvfølgelig ville han give hende et besøg.
Derfor stod han snart på platformen foran hendes bolig og bankede på. Han ventede dog ikke, før han trådte indenfor. Han havde været her en gang før, omend for noget tid siden, med en mindre skade. Hans ene lægmuskel havde, takket være nogle forkerte bevægelser, filtret sig sammen og blevet helt hård. Det viste sig der bare skulle noget hvile, en lindrende salve og lidt massage til. Det havde dog stadig gjort vildt ondt og Zach havde været lidt mere påpasselig siden...Som man sagde...Man var vel ikke ung for evigt.
"Hallooo?" kaldte han dog. Han ville ikke brase ind, hvis nogen sad i et følsomt øjeblik, grundet en eller anden skade eller hvad der nu kunne være sket.

Sermira smilede og lod koppen stå på bordet og kvinden rejste sig  med koppen for at gå hen til hendes mand, Semira smilede og genkendte ham. Han var deres nye leder, men havde også været her før. Hun betragtede ham ganske kort bøjede hun i sin nakke for vise ham respekt. Hun stod ganske få sekunder med blikket rette i jorden inden hun igen kiggede på ham. Han så ikke ud til have nogle skader denne gang.  Hun havde måske stået og betragtet ham lidt for længe i håb om at finde ud af hvad det var han ville og med det samme som det var gået op for hende at hun havde stået og kigget på ham længe vendte hun sit blik imod hvad der var hendes klink, som sagt ikke særlig stor, men end til videre havde den haft nok plads. Hun lavede en bevægelse med hånden og lagde hovdet lettere på skrå " velkommen til, dette er min lille klink, men jeg kan se du fejler intet. Så jeg håber ikke jeg fornærmer dem ved at spørge hvad dette besøg skyldes" sagde hun og der var ikke andet end respekt i hendes stemme. Selvfølgelig havde hun fundet det tragisk at deres gammle leder var død, men på den anden side havde det dårlige måske alligevel ført noget bedre med sig. Semira kunne ikke vide det for hun havde ikke haft æren af at have mødt den  gammle leder, desuden brød hun sig om Zachariah fordi han virkede til at ville være del af hans folk. For hende betød det meget at deres leder var ude blandt folket og ikke gemt væk. Dog vidste hun ikke hvad det krævede at være leder og det var ikke hendes kald hendes kald var at hjælpe dem som kommet tilskade, Hun elskede sit job og havde ikke i sinde at forlade det. Hun smilede svagt " du må undskylde at jeg er så ringe påklædt, men jeg er på arbejde og havde vidst du kom havde jeg måske gjort rent og fået noget andet tøj på" sagde hun, selvom man ikke fandt ret meget skridt herinde, men havde hun vidst at han kom havde hun fjernet de bedskidte redskaber. Hun bevægede sig hen imod manden hun lige havde lappet sammen og lod hendes slanke fingre fjerne nålen og tråden. Hun gik hen til vandet og skyldede nålen . Hun vendte sig derefter imod en ældre mand som lagde i en anden seng, han var tørstig og hun fandt noget vand. Derefter vendte sin opmærksomhed imod Zachariah " hvis du gerne vil tale privat kan vi gøre det oppe på førstesalen" sagde hun og vendte sin hånd imod trappen førte til hendes private værested, men der ikke tit hun var der.
Det var stadig Semira en gåde hvad det han ville med hende, for hun følte sig aldrig rigtigt vigtig og der slet så vigtig at en leder ville snakke med hende, men måske hun tog fejl, men hun havde måske svært ved at være i rollen som fri og som måske kunne betyde noget, men det kunne kun blive bedre med tiden. Hun havde gjort stor fremskridt og så faktisk selv som en fri person, men af til kom det tilbage det med at være slave og det var det hun prøvede på at gemme væk ved at arbejde og man ville sikkert sige at hun var en slave af sit arbejde, men det sådan hun kunne lide det og havde hun ikke noget at lave fandt hun altid noget at lave og det med at sidde stille var ikke noget hun gjorde meget. Søvn var heller ikke noget hun fik meget folk kom til skade på hver en tid af døgnet og ligemeget hvornår stod hun altide klar med hjælp.

Sermira elskede sin slægt og der var ikke det hun ikke ville gøre for at holde den sikker, hun ville kæmpe selv hvis det betød at hun ville død, hendes frihed havde kostet alt for hende især havde hun  mistet sine børn og den mand hun vidste var hendes eneste ene. Arbejdet havde taget over og havde gjort hendes liv meget nemmer at leve og til sidst havde hun glemt dem. fordi hun havde noget give sig til istedet for lade negative tanker fylde og tærre på hendes vijle til at leve.

Han havde lænet sig op af dørkarmen, med armene over kors, som han var kommet ind til hjertet af klinikken. Healeren sad og snakkede med en anden kvinde, men som det gik op for dem at de havde fået besøg, trak kvinden sig tilbage til en mand, der lå i den ene seng. Zach lod kort blikket glide over klinikken og dens patienter, før han rettede sig op igen og trådte tættere på Semira. Han sendte hende et varmt smil og rystede på hovedet.
"Ved du hvad? Det er nok det jeg nyder mest. At komme uanmeldt. Hvorfor skulle jeg modtages anderledes? Hvorfor skal jeg se en illusion af jeres liv, frem for virkeligheden?" bemærkede han. Det kunne lyde helt filosofisk, hvis ikke det var fordi Zach nævnte det i en let tone, som om det var en selvfølgelig i livet, frem for det modsatte.
"Gør mig en tjeneste og lad være med at gemme hverken dig selv eller dit fag. Hvis det betyder noget, vil jeg gerne se tingene som de er. Du har vigtigere pligter, end gøre rent fordi jeg kommer forbi" Okay, det var også det der irriterede ham mest. Før i tiden kunne han komme forbi arbejdende folk og føre en let samtale med dem om alt muligt. Men efter han var leder, vidste folk ikke hvordan de skulle håndtere det og samtalerne blev ofte mere påtvungne, mens folk insisterede på at give ham den bedste stol og lade ham drikke af det bedste krus. Det var slet ikke hvad han ønskede og det skulle han nok lære folk en dag.
Han slog let ud med den ene hånd, for at vise han gav hende ret og at de burde trække sig fra patienterne. Han ville ikke forstyrre de syge, der havde brug for deres hvile. Han fulgte efter hende ovenpå.

Han lod blikket glide over omgivelserne et øjeblik. Men frem for at tage et stol, fik han over til det nærmeste vindue og så ud af det et øjeblik. Til sidst vendte han sig om og lænede sig op af vindueskarmen, mens han sendte et Semira et afslappet smil.
"Jeg beklager jeg forstyrrer dig så pludseligt. Jeg er ikke van til at sende besked i forvejen og bede om møder. Hvis der opstår grunde til forstyrrelser, skal du endelig bare tage dig af det, jeg kan altid komme tilbage en anden dag" slog han så fast. Han havde virkelig ikke tænkt over det, før nu. Han forstyrrede hende jo midt i hendes pligter! I et øjeblik kæmpede han lidt med sin dårlige samvittighed, før han fortsatte.
"Men nu hvor jeg har dig...Jeg har gået med tanker om at effektivisere vores lægehjælp i byen. Det har sine udfordringer og jeg kunne godt tænke mig at lave en mere koordineret indsats, hvis det er muligt. Jeg har brugt de sidste par dage på at snakke med andre healere i byen. Men først vil jeg gerne høre hvad dine tanker er omkring det. Du er en velholdt healer, så du må have dine erfaringer. Er der nogle åbne fejl? Ting der kunne forbedres? Og hvad hvis jeg foreslog at lave en stor bygning, hvor vi kan samle lægehjælpen, og en mindre station eller to på jorden, til førstehjælp?" foreslog han så. Det var måske mange spørgsmål på et øjeblik og nogle af dem, var måske noget man lige skulle tænke over. Endnu et punkt hvor Zach var lidt uerfaren.

Semira førte ham op af trappen, hun sagde ikke meget imens han talte lyttede hun og nikkede en gang imellem for at vise ham at hun forstod. Hun havde tit tænk at det nok ikke var det smartste at havde en klink oppe i træerne det var besværligt at komme her op især hvis man var hårdt såret, hun så det som værende nemmere hvis man havde en klink på jorden,  hun havde dog aldrig rigtig givet sin mening til kende, fordi hun ikke mente at hun var vigtig nok, men det at deres leder kom og spurgte hende var en stor ære og hun kunne kun føle sig en smule stolt. Hun følte sig også beæret da han sagde at hun var en velholdt healer det var et tegn for hende at folk satte pris på hende og det arbejde hun gjorde de kom op i hendes lille lejlighed og byd ham en plads i sofaen. Hun stod ventede på at han enten sætte sig eller afslå hendes tilbud. Hun havde ikke sagt meget imens de gik op, men det var mere fordi han havde talt. Hun rømmede sig " for at være ærelig så har alltid set det som en god idé at lave en klink på jorden, for det er ikke lige nemt at komme her op især hvis man er hårdt såret" sagde  hun og smilede, nu hvor tænkte over det, burde hun nok havde sagt noget, men hun  havde ikke følt at det var hendes plads at gøre. Hun trak vejret dybt smilede så " jeg mener også at det kan være en god idé samle det en smule der findes mange healer mere erfaren end jeg og tænker at vi kunne trække store styrker ved arbejde sammen, vi kan også stadig have nogle få kliniker oppe i træerne hvor vi kan tage af os af mindre skader eller sygdomme som ikke af så alvorlige at de ikke kan komme op i træerne" sagde hun og kiggede lidt tænksomt ud i  rummet. Hun var en smule bekymret  omkring hvem der skulle stå for det hele når var oppe at køre.
Hun smilede så, men mente også at der blev nød at være en som styrede det hele når det engang var sat igang, en med erfaring inde for faget. der blev nød være en som man kunne  som kunne henvende sig til også den person kunne fortælle Zach hvis folk syntes det skidt, men anede ikke hvem den person kunne være. Hun kendte ikke så mange af de andre healer og som hun var regel begravet i sit eget arbejde " måske man skal have en form for ledende person en som kan styre de andre og som de kan gå til hvis der problemer, men også paitnterne. Jeg må medele jeg ikke kender nogen af de andre healer og ved derfor ikke hvem jeg synes kan amidstere sådan et job, men denne persom kunne måske  komme til dig eller nogen af dine rådgiver,  hvis der opstod problemer" sagde hun.


// undskyld at det tog så lang tid, men min psyke har ikke haft det godt irl //