Fint besøg (Kassling)

Der var ikke gået langt tid, fra Zach havde indtaget rollen som leder af sin egen slægt, til at nyheden åbenbart havde spredt sig ud over byens grænser og ud til de andre slægter. Det var nu heller ikke en hemmelighed, så det gjorde ikke så meget, men han havde alligevel været en smule overrasket, da et bud var kommet forbi med en meddelelse fra The Oikans næstkommanderende. Oikans...Dem med alt ilden. Ild og en skov var ikke gode kombinationer, men heldigvis havde meddelelsen ikke indeholdt en overraskelses-krig.
Zach havde skrevet et positivt svar retur, bekræftet at besøget var velkommen. Slægterne måtte være ved at dø af nysgerrighed over hvem den nye konge var eller også så de det som en ny mulighed for at diskutere alliancer, krig og handler. Uanset hvad brugte Zach ikke lang tid på at overveje det, for så snart hans svar var blevet sendt retur, havde han haft travlt med mange andre ting. Som ny regent var der mange ting at sætte sig ind i. Mange folk at lytte til, mange rapporter at skimme, mange handler og aftaler der skulle bekræftes som stadig være gældende eller ændres efter behov.
Han havde kun siddet i den officielle trone en enkelt gang. For at være ærlig var han slet ikke til den slags! Selv om han i princippet blev kaldt konge nu, forlangte han folk kaldte ham ved navn. Stædigt, trods hans nye rådgivers foreslag og indkøb, blev han var med at gå i sit eget tøj. Bare fødder, shorts der gik til lige ned over knæet, en langærmet trøje. Som general, eller gammel general i hvert fald, hang der altid et sværd ved hans side. Og dog...Lige i dag havde han lagt det fra sig. Det var ikke nemt at svinge sig fra træ til træ, med et sværd der risikerede at vikle sig ind i rebene og grenene.

"...Kommer I dag, De skal være til stede og præsentabel, De kan ikke...!"
Hans rådgivere havde udvalgt en sekretær til ham, en der skulle sikre han opførte sig og klædte sig passende, og ikke mindst huskede alle sine aftaler. Zach var gået nogle skridt baglæns fra den kant, som han snart ville springe ud fra. Han sendte sin sekretær et drillende smil, velvidende den unge fyr aldrig ville turde springe efter ham.
"Slap nu af. Jeg ved hvem der kommer. Jeg går selv ned og venter på dem!" forsikrede han. Hvorfor vente heroppe, i træernes krone, når han selv kunne gå ned og møde dem? For ikke at nævne det var et oplagt tidspunkt at komme lidt ud. Folk skulle stadig vænne sig til hvordan han var og ønskede at gøre tingene. Tingene var ikke præget af alle de samme stramme regler for formaliteter, som de før havde været.
Zach løb. Han sprang ud fra platformen, greb et reb og blev svunget hen over et dyb på mange meters muligt fald. Han svang lidt frem og tilbage, før han viklede rebet om sine fødder og kontrolleret begyndte at glide ned af rebet. Til sidst slap han og sprang den sidste lille meter ned, til han kunne mærke skovbundens bløde muld under sine fødder. Hånden gled igennem det korte, mørkebrune hår, der strittede lidt til alle sider. De mørkelilla øjne gled over deres omgivelser. Folk hilste høfligt på ham, men hvad han faktisk ventede på var...Der!
En soldat kom over mod ham i et hastigt tempo. Uden tvivl med en meddelelse om at gæsterne var ved at nærme sig...Håbede han. Han gad ikke vente hele dagen. Han gik soldaten i møde.