Why are you here but now that you came maybe we can talk - Zachariah

Tid: 15:30
sted: The Underground
Omgivelser: ikke andre end hende og Nellie butikken er smule stille stående
påklædning: hendes kjole,hendes kappe og
hendes maske

Helia stod i en gruppe af slægts løse, hun bar selv en grøn kappe som var trukket godt ned omkring hendes hoved, hun havde travlt med at hjælpe hun følte sig godt tilpas med lave det hun gjorde. selvom hun var Redwood følte hun sig mere hjemme her end hun nogensinde havde gjort i Redhawk. Hun elskede at kunne hjælpe dem også selvom at de ikke stole på hende og mange ikke ville have hendes hjælp, fortsatte hun med dem som ville. Hun havde alligevel fået en smule respekt, men man hun kunne ikke stoppe der alt for stor en risiko ved at give op. Hun fortsatte ned imod hendes hytte som hun delte med et par slægtløse, men hun fortsatte alligevel ikke helt. Hun stoppede hun og fik øje på en mor som ikke kunne få sit barn til at tie stille. Hun fortsatte derhen med lette skridt gik hen til den slægts løse kvinde. Kvinden var yngre end hende og barnet var tydeligvis været en overraskelse hun vuggede svagt barnet i sine arme og nynnede. Barnet blev stille og Helia smilede stille.

Hun forsatte hen imod den lille hytte " Ciara where are you?"spurgte hun og skulle have hendes søster til at aflevere nogle urter til en som boede oppe i Redhawk City. Ciara var en Adaras som var blevet forladt af sine forældre, man hørte aldrig fra dem igen. Ciara havde rødt hår og bleg hud, men hun god til ikke at blive set og det var til Helias fordel. Da hun gik trak hun kappens hætte ned og man kunne se hendes gyldne øjne. Hun smilede svagt til Nellie som var den ældre kvinde som først hvade stolet på hende. Hun kiggede sig over skulderen da Bernard kom. Han var en ældre herre, men selvom han var det så hjalp hende med at holde hendes sværdkamp ved lige . De skulle dog ikke træne, idag handlede det om hjælpe hvor hun kunne som regel kom folk til hende.
Hun fandt sin maske frem og puttede den på, hun gjorde alt for at holde sig skjult hun vidste at folk oppe i byen ledte efter hende. Hun havde engang været adelig hvilket man også kunne se på hendes tøj. Noget af det var beskidt andet var ret rent, men det var alligevel fine kjoler og af noget stof en slægts løs aldrig ville kunne købe. Hun gik ikke så meget op idet mere, men det var det eneste tøj hun havde haft med hjemmefra. Hun satte sig på en slidt stol, som kunne minde om en trone fordi den havde så høj en ryg. Hun kiggede en enkelt gang på Nellie nikkede og idet hun gjorde det trak hun kappens hætte om omkring knolden så intet andet end masken var synlig. Frygten for at blive opdaget var stor det vidste hun, men hun bar ikke kun maske fordi hun var bange for sig selv hun bar også masken fordi hun var bange for at det ville gå ud over dem hun holdte af. Da var ikke mange hun kunne stole på eller ville stole på af den simple grund at hun ikke ville sætte for mange i  fare.
Hun havde opgivet alt for at hjælpe dem som havde mest brug for det, hun nåede da ikke at tænke mere over det, før den første kom ind. Her nede var hun ikke den Adelige Ophelia Rightwood her var hun Helia Rosebloom. Hende som gjorde alt for at de skulle kunne lide hende. Hun gik meget op i at vise dem at hun var til at stole på.

Den første som kom ind var en kvinde, hun havde brug for hjælp til at få hendes mand hjem fra en kro, det var ikke bare hende som hjalp. Faktisk gjorde de andre også deres del og det varede ikke længe før Bernard som var en høj gråskægget mand tog det på hans skulder at hente ham imens blev kvinden bedt om at vente. Hans matte øjne ramte hendes de gyldne som kunne ses igennem masken. Hun lavede alle mulige ting så længe at det betød at mindst en mere stolede på hende. Hun rejste sig kvinden lignede ikke en som havde meget. Hun fandt nogle få mønter og rakte dem imod kvinden "here you go" sagde hun, selv om hendes stemme lød varm og kærlig var der stadig form for autoritet i den. Hun var ikke født en leder og var heller ikke lært i at lede, men efter hun var kommet her ned havde hun ændret rolle og hjalp ved lede dem som de havde brug for det. Helia vidste at de ikke havde brug for en tyran til hjælpe dem, så ville de bare havne hvor de allerede var og det var ikke det hun ville. Hun ville sørge for at alle var lige og at det ikke kun var en som havde magten, men det var svært når hun ikke rigtigt havde nogen som stod ved hendes side. Hun satte sig på stolen og igen var det blevet stille. Der var ikke så travlt som der ellers plejede at være og det gav hende tid til tænke. Hun gjorde sig mange tanker hvordan skulle hun nogen sinde få slægter til tro hende når de slægtløse havde så svært ved det. måske var det fordi hun blev nød til at skjule sig. Hun kiggede op på et spejl som fik rummet til se smule større ud. Det der stirrede på hende var en som gemte sig, men hun vidste at hun var nød til det. Hytten var oplyst af fakler som gav den et mere dunkel skær.
Hun følte sig hjemme dette var hendes med Nellie, Bernard og Ciara og det var dem som gjorde det til et  hjem, uden dem ville hun ikke kunne føle sig hjemme. Nellie var i gang med at feje og var i sin egen verden måske hun skulle droppe masken, men kunne hun stole på at ingen ville forråde hende. Der kunne sikkert være mange hernede som gerne ville sende hende op igen. Mærkelig nok gav det mer kampgejst og gav hende lyst til arbejde endnu hårde for at vinde deres tillid.

Efter næsten lige at være ankommet til byen, havde det hurtigt stået klart at byen ikke var noget for ham og han måtte kæmpe langt mere for overlevelse end før. I Dark Daphne eller Springheat var der i det mindste varmt - og det i sig selv gjorde tøj og sovested mere overskueligt. Men her i Redhawk var der jo dødkoldt! Han havde slet ikke nok varmt tøj. Faktisk havde han ikke mere, end det han gik og stod i. Nogle lette sko, der efterhånden var lettere gennemblødte. Vejret i Redhawk virkede som et, hvor det sagtens kunne regn. Han var van til regn, men ikke til at den skulle være kold. Hans bukser gik kun til lige under knæet og hans trøje var af et stof, der normalt tillod huden af ånde og ikke var for varmt. Alt i alt, frøs han helt vildt nu. Rygsækken hvilede på hans skuldre, i nogle stropper, og indeholdt ikke mere end et tæppe til at sove i, lidt mad og lidt vand. En dolk var fæstnet om hans ene yderlår, ved noget læderremme. Hans bedste forsvar, når han nu rejste alene.
Han havde været nød til at opsøge Redhawk. Ikke bare fordi han ønskede at lære yderligere kamp af en Redwood - hvis nogen var villig til at lære ham det, uden at gøre ham til slave igen - men fordi han ønskede at se stedet. Hans forældre havde boet her, mens de var slaver og inden de måtte flygte. Selv havde han nogle minder herfra, en del faktisk. Han ønskede at opsøge de steder, som han huskede. Men kulden havde han lykkelig glemt og han havde kun en svag erindring om sne.
Nej, for at overleve måtte han nok finde sig et job. Han måtte hele tiden holde sig i gang, for ikke at fryse fast. Specielt om natten var der bidende koldt. Men for nu havde han søgt tilflugt i undergrunden. Her var lidt lå for vind og vejr, faktisk en smule lunere end ude i den friske luft. Også selv om selskabet var lurvet og tvivlsomt. Mon hans slægt var endt hernede, hvis de ikke havde flygtet, så frem nogen havde overlevet?

Hans ene arm bar stadig såret fra Springheat. Det var begyndt at vokse godt sammen, selv om forbindingen snart ikke kunne holde mere. Forbindingen, der gjorde hans højre overarm lidt mere buttet at se på, under den langærmede trøje. Der ud over manglede han mere tøj. Intet af det havde han som sådan råd til og han nægtede at stjæle. Det gode ved at være her i undergrunden, var at folk var mere åbne over hans lilla øjne. Selv om nogen stadig virkede til at frygte ham eller hade ham, var der flere der ignorerede ham. Der havde endda været en hyggelig, ældre dame der havde foreslået ham at opsøge Nellies butik - Ja, den lige derovre - hvor han måske kunne finde lidt til billigere penge. Eller måske ville de endda tage imod hans hjælp til noget. Åh ja, de hjalp skam alle derovre!
Med de ord, havde han bevæget sig derover. Eller...Det var noget af det. En anden ting var nogle af rygterne. Han havde hørt om en Redwood kvinde, der gemte sig hernede. Han havde ikke fået fat i detaljerne, men når han været fræk nok til at spørge sig for, havde nogen nævn der var en kvinde i maske i Nellies butik. Med de gule øjne!
Det var nok hans bedste mulighed. Han måtte simpelthen vide mere. Hvis der var en Redwood...Måske ville denne svare på nogle spørgsmål?
Han åbnede døren og trådte ind i den mere dunkle og varme butik. Et svag kuldegys gled op langs hans rygrad ved varmen der pludselig omgav ham. Det gik op for ham at han faktisk var ret udmattet efterhånden og sagtens kunne sove i denne varme...Selv om det ville være yderst upassende. Hans blik gled over butikken. Hvad solgte de overhoved her? Hvem skulle han snakke med? Der. En kvinde i en maske. Her virkede ikke forfærdeligt travlt...Hans ene hånd gled igennem det korte, strittende hår mens han overvejede situationen. Well, de havde da i hvert fald bemærket ham nu.
"Hei...Jeg søger lidt hjælp...Og har nok også nogle spørgsmål?" sagde han forsigtigt og sendte dem alle et stort smil, i håb om en person ville fortælle ham præcis hvem, han burde henvende sig til.

Helia kiggede op idet døren åbende, dog sagde hun ikke noget lige med det samme fordi Nellie allerede var på vej hen imod den fremmede, det var ikke en hun kendte, men alle var velkommende så længe de var imod The Redswoods. Han lignede ikke en som var vant til det koldere vejr. Det var  nu ikke fordi hun lagde mærke til det her nede. Hun lagde hovedet lettere på skrå og rejste sig. Han var af Naalias slægt. Nellie trak ham indenfor lukkede døren "you look cold" sagde Nellie. Helia var ganske hurtigt gået op for at finde noget tøj da hun regnede med at han godt kunne bruge det, for det lignede det ihvertfald. Hun havde længe villet snakke med en af dem, måske han kunne være hende behjælplig med tage kontrakt til hans slægt. Hun ville gerne hjælpe. Efter hun havde været oppe ovenpå bevægede hun sig imod dem og nikkede ganske kort til Nellie " I will take over now" sagde hun vendte sin opmærksomhed imod den fremmede. Hun kiggede ganske kort ned af ham og fik øje på hans arm, selvom han havde tøj på kunne hun se at han havde noget inden under ærmet sikkert en forbinding " you´re are at the right place, you just name it" sagde hun og holdte ganske kort en pause imens hun rakte det tøj hun havde imod ham "you can call me Helia" sagde hun og gik hen til nogle hylder og fandt en forbinding. Hun vidste ikke om han havde brug for den, men for en sikkerheds skyld tog hun den med inden hun igen rakte tøjet imod ham. Hendes gule øjne kiggede ganske kort på hans, havde han kunne se hendes ansigt havde hun smilet opmuntrende.

Det tøj hun rakte ham var en smule slidt, men det var stadig varmt og tørt, han virkede ikke fjendtlig imod hende og derfor var hendes stemme rar og varm " you don´t look like you come here very often, but you can stay so long as you wish" sagde hun og hun ville gerne svare på hans spørgsmål. Hun kiggede ham dog stadig ikke i øjnene, men det var ikke fordi hun var r bange for at han ville bruge hans slægts evne imod hende, men mere fordi hun gerne ville vise ham respekt. Hun vidste ikke helt hvorfor han var kommet, men måske han kunne give hende nogle oplysninger. Han vidste vel at hun var en Redwood. Selvom hun var det havde fortudt deres valg, hun vidste at det krævede handling at vinde folks tillid. Hun selv havde planer, men det var ikke noget hun havde travlt med, men derfor kunne man vel godt samle nogen til hendes planer  når hendes planer skulle sættes i værk, eller hvis han havde noget som skulle ud i verden. Hun ville gerne hjælpe og stå på nogens side som ikke kunne lide The Redwoods. Hun havde allerede forrådt dem. Desuden havde hun aldrig passet ind i deres verden. Hun så sig mere som dem her nede, ikke sagt at hun ikke havde nydt at være oppe i byen. Dog var det blevet for svært at skjule sine meninger. Efter krigen fandt hun ud af der var mange som havde mistet nogen, ja endda deres frihed. Det var gået op for hende hvor forkert det var og hun havde besluttet sig for at hun ville kæmpe for en bedre verden. Det havde bare taget noget tid før det var gået op for hende at det hun hjalp dem som Redwoods hadede, havde hun også forrådt dem. Hun måtte skjule sig ikke fordi hun havde lyst, men fordi det var en nødvendighed "before you talk" sagde hun og tav en smule "I´am a Redwood if you didn't know" sagde hun fordi hun ville advare ham, men havde han set hendes øjne vidste han det " you have questions so ask them and I will answer them so good I can" sagde hun.
Helia kunne lige så godt vise ham at hun ikke var en trussel, desuden hvis det var spørgsmål om hendes slægt kunne hun vel være den eneste som måske ikke ville have noget imod at fortælle ham det. Hun lavede en hånd bevægelse imod rummet. Han skulle da bare komme ind hun havde alligevel ikke noget at lave lige nu.

Han sendte kvinden, der kom ham i møde, et smil. Også selv om kvinden, med masken, trak i hans nysgerrighed. Han var efterhånden van til at folk ikke ville møde hans øjne, så helt naturligt så han væk fra den venlige kvindes ansigt. Hvis han endelig havde fundet nogen, der ikke smækkede døren i hovedet på ham, ville han på ingen måde virke som en trussel. Da kvinden med masken kom over til ham, kunne han ikke lade være med at lade blikket glide over et øjeblik. Bemærke at hun heller ikke ville møde hans øjne. Men hvad havde han forventet? Høflighed var ikke det samme som at være uforsigtig. I et øjeblik overvejede han om de var venlige, netop fordi de måske frygtede ham. Men det virkede ikke som frygt. Ingen vimsende bevægelser eller øjne, der gled rundt. Så han skulle helt op til Redwood, samme slægt der havde gjort dem til slaver, for at finde venlighed igen?
"Tak" han tog imod tøjet og forbindingen. Uvillig til at skifte tøj foran hele forsamlingen, tog han sin rygsæk af og lagde tingene ned i den. Alligevel sendte han dem et smil.
"Jeg vil gerne betale, hvis det er..." bemærkede han så, velvidende han ikke havde så mange penge. Men måske kunne han være behjælpelig på en anden måde? Han var skam fascineret af, at man bare kunne træde ind og de straks så nogle af de ting, som han havde brug for.

Da kvinden med masken gik, fulgte hans øjne hende. Og lidt efter, fulgte han hende også selv.
"Det ved jeg" lød svaret. De gule øjne var noget af det første han havde bemærket. Faktisk var der et par ting han godt ville spørge om...Hvorfor de var så venlige mod fremmede, som et eksempel.
"Tillad mig at være så direkte. Hvad laver en Redwood hernede?"
Han havde ingen forestillinger: Hun kunne lige så vel være en spion for familien. En der havde øjne og ører i undergrunden og kunne give familien nyttige informationer. Og selv hvis hun nægtede det, var han ikke sikker på han bare kunne stole på det. Også selv om hun havde været så venlig. Sådan en kynisk verden...Folk var venlige og dem mistroede man endnu mere på, end dem der helt ignorerede en. I denne verden var det ikke unormalt at man prøvede at opnå noget.
"Du har vel også opdaget jeg er Naaila. Jeg vil ikke trænge mig på og skal nok gå snart" bemærkede han og så sig sigende rundt i den lille butik. Selv hvis de intet selv havde imod det, endte han sikkert bare med at skræmme folk væk. Kunder væk.

Hun smilede ikke at nogen kunne se det, men selvfølgelig ville han vide hvad hun lavede her, faktisk hjalp hun dem som ville have hendes hjælp. Hun havde gjort det længe, men var stadig ikke rigtigt kommet nogen vejene. Folk her nede hadede hende eller også frygtede de hende, men det fik hende ikke til at give op. Hun kæmpede hårde end nogensinde før og selvom vejen var lang forsætte hun. Hun ville ikke være som dem oppe i Redhawk Hun havde prøvet, men hun kunne ikke være ligeglad, hun så ingen grund til at gemme hendes ansigt hvis han skulle vide hvad hun lavede, men der var også en anden ting grunden til at hun prøvede så hårdt. Hun ville gerne selv have med hjælp fra andre til måske at starte et oprør imod kongen. Dog var hun langt fra i mål de eneste som fuldstændigt stolede  på hende var Nellie og Bernard, men det var nu ikke fordi hun havde lukket så mange ind, fordi hun også ville beskytte dem. Hun kunne ikke leve med sig selv hvis dem som hun havde tættest på hende  blev indblandet og derfor virkede hun måske på nogen som smule resaveret og køllig, men sådan var hun overhovedet ikke når først man lærte hende at kende. Det var tydeligt at hun tænke over hvad skulle svare, for hun kendte ikke denne fremmede ret godt, men hun var sikker på at de på en måde kunne få gavn af hianden. Hendes blik søgte hans og hun holdte det i stykke tid. Hun løftede sin ene hånd op til masken og tog den af. Derefter tog hun indånding "I wanted to do something and I did, I'm not like those Redwoods up in the city, but I can´t let myself be known yet. I have plans but there is a long way before I can do something." sagde hun uden at nævne hendes planer til ham.  Det var ikke fordi hun ikke ville, men hun skulle være sikker på at hun kunne stole på ham

Da han sagde at han ville betale for de ting hun havde givet ham, rystede hun bare på hovedet " No it´s a gift keep them" sagde hun smilede hun lagde hovedet en anelse på skrå hun var ikke bange for ham og en del af hende håbede så inderligt at hun kunne stole på ham. Hun nikkede ganske kort da han han fortalte hende hvilken slægt han  var fra, hans øjne havde afsløret ham ligesom hendes øjne havde afsløret hende "I'm sorry for the things my bloodline did in the war, I know not all of us share same opinions with the king, but most of them are afraid to tell" sagde hun og skjulte ikke sine mening omkring hendes slægt og deres konge, hun så ingen gang sig selv som en Redwood mere, den del af hendes liv var forlængst væk hun kunne ingen gang vende tilbage selv ikke hvis hun ville, men det gjorde hende ikke noget, dette her sted var hendes hjem endda mere end Redhawk nogensinde havde været. Hendes familie var hernede hun var ikke en Redwood mere, men hendes øjne sagde at hun var.  Dog indebar den ikke en masse andre Redwoods, men to slægtløse og en Adaras pige when I lived in the city I had to hide who I become you know the woman who was ashamed of the bloodline she was born in and wish she was born in an another" sagde hun, hendes stemme var blevet trist og hun vendte sit blik i jorden "I did what I thought was right, now I´m a tratior to my own bloodline" sagde hun og gik endnu gang hen til nogle hylder ikke så langt fra ildsted og fandt noget brød og tørret kød frem. Hun var sulten tog et stykke af brødet vendte sig imod ham smilede svagt "are you hungry?" spurgte hun rakte resten af brødet og det tørret kød imod ham.Hun gjorde byd ham brødet og kødet af venlighed og fordi hun selv havde været sulten, hun kunne ikke bare spise foran ham sådan var hun ikke. Desuden kunne de snakke mere sammen imens de spiste.

Hun mødte hans blik og det var måske først rigtig nu at hun vækkede hans nysgerrighed. Det var som om hun vidste præcis hvilke knapper hun skulle trykke på, for at få folk til at føle sig velkommen eller tryg. Eller i hvert fald forsøget derpå.
"En gave? Det er pænt af jer. Men ingen har uendelige ressourcer. Jeg insisterer på at betale. Hvis ikke med penge, så må der næsten være noget arbejde?" foreslog han. Han var ikke typen der løb for et ansvar og han savnede egentlig også at have kontakt med andre end sin egen skygge. At arbejde lidt ville blot gøre at han følte sig tilpas. Brugbar. Og et bevis på han ikke var her for at lave kaos, trods alle frygtede det. Nåe ja...Og det sidste. At der ingen gæld var imellem dem. Sandt var det hans slægt var fattig og han selv ikke have særlig meget. Hans tanker begyndte at vandre og hans tanker faldt på hans syge mor.

Han smilte svagt, men sagde først intet. Jo, hun var køn, men han var ikke sikker på hvad masken gjorde godt for. Hendes øjne afslørede hende. Medmindre hendes slægt var så stor, at der gik mange guløjede rundt, selv hernede. Ah, det var egentlig ikke hans problem, var det vel? Men han følte alligevel hun prøvede for meget. Så han fandt det bedst at holde nogen afstand.
"Åh, mad...Jatak...En smule, hvis det ikke er til besvær" Takkede han og lod rygsækken hvile på gulvet, mens han rakte ud og modtog det. Han havde helt glemt hvor sulten han var. Han måtte styre sig lidt for ikke bare at sluge det og dermed sikkert ende med ondt i maven om lidt. Kødet var det bedste og han tyggede glædeligt på det. Han rømmede sig svagt, da den værste sult var tilfredsstillet og han kunne nøjes med at flå lidt i det tørrede kød og proppe strimlerne i munden.
"Hvad er tilstanden? Hernede...I byen...Med din slægt? Kan du fortælle mig noget?" Spurgte han så.
"Selvfølgelig...Naailas er ikke en stor slægt. Ikke længere, i hvert fald. Jeg er her blot for at få en fornemmelse af tingenes tilstand" tilføjede han sigende. Det kunne godt være hun gik efter at bekæmpe sin konge, men han ville endnu gerne undgå at gøre nogen unødvendigt sure. Hans slægt havde det jo ikke for godt i forvejen.

Hun betragtede ham som han kom nærmere han virkede rar nok og meget nysgerrig, hun betragtede ham som han spiste maden. Han ville gerne lave noget hun sagde aldrig nej til hjælp. Der var så mange hernede selvom de ikke ville indrømme det, der havde brug for hendes hjælp. Hun bed svagt læben det ville ikke vare længe før der kom nogen som kunne bruge hendes hjælp, det hun fandt det meget mærkeligt at folk hadede hende så meget, men når de havde brug for hjælp var det intet problem. Hun kiggede svagt over skulderen tog chancen hun løftede forsigtigt sine fingre op til maske og lod dem hvile der et par sekunder inden fjernede den. Grunden til at hun havde den lang indviklet hun var sikker på at han ikke ville høre historien om hvorfor hun havde den "don't know actually  I have been hiding for  a while now" sagde hun og hvis han ville have en forklaring måtte han spørge . Hun betragtede ham " fine I am not going to say no, I can use all that help I can get" sagde hun og rejste sig op. Hun begyndte at tjekke hylderne for at se "[b] if need anything to wound say it I think I have herbs there will help" sagde hun  smilede, hun bed sig svagt læben. Dagen føltes kedelig der ikke rigtigt noge som skulle have hjælp, men som tænkte det. Kom en kvinde en. Hendes øjne var røde og hendes læbe var flækket. På hendes var der et aftryk af en hånd.
Helia var hurtigt derhenne og trak hende med sig hende " You're safe here" sagde hun fik hende til at sidde som studerede kvinden krop. Det næsten tydeligt enten havde hun været oppe at slås, eller også havde hun en mand som slå hende. Hun vendte sig imod Zach " if you want to help you can fetch me som water,  over at the fireplace"sagde hun og smilede hun trak kappens hætte omkring hovedet og fjernede maske så man kunne de de blege læber. Hun sendte kvinden et smil. Hun kunne sagtens fortælle hende hvad der var sket, men kvinden virkede ikke til at ville. Hun løftede svagt ene arm kvindes og undersøgte dem. Den var også fuld af blå mærker. Da hun var færdig med at tjekke kvinden rejse hun sig og hentede en nål og noget tråd. Det var tydeligt at læben skulle syes eller ville den aldrig hele ordentligt og arret ville blive grimt.
Hun ventede stadig på vandet, men var ved at være færdig med sin undersøgelse af kvinden. Kvinden lignede ikke en som ville starte et slagsmål, hun næsten sikker at det var hendes kæreste eller mand som slå hende. Kvinden græd stadig og Helia strøg hende blidt over huden på kvindens  " it's okay I can keep you safe" sagde hun strøg stadig kvindens arm for at få hende til at falde til ro.

Øv. Han havde stadig intet opnået af sin lange tur. Han tyggede videre, mens han overvejede hvad han burde gøre nu. Byen var kold og våd. Fuld af Redwoods. Han ville hellere være forsigtig og overleve, end ende i kløerne på en eller anden fanatiker. Når det kom til stykket, var det jo også grunden til at han var hernede. Hans blik gled over nogle af alle genstandene i butikken. Han var en mand uden forbindelser. Tydeligvis en der ikke rigtig kunne opnå noget. Ikke endnu i hvert fald.
Hans blik gled over til hende da hun snakkede igen, før han bare smilte svagt.
"Jeg tror en ren forbinding gør jobbet" svarede han roligt, med en pludselig skræk for at hun måske ligefrem ville tilse hans sår. Han skjulte det endnu. Tatoveringen der afslørede at han havde været slave i byen, inden krigen. Der lå alt for meget i den tatovering til at han bare kunne vise den til alle og enhver, også selv om de fleste Naailas havde gjort mærket til deres eget og dermed noget de kunne være stolte af.

Han vendte sig, da nogen kom indenfor. Hans blik gled over kvinden, mens han holdt sig til siden for ikke at gå i vejen. Det sidste kød blev proppet i munden. Uanset hvem der stod bag, var det tydeligt kvinden havde fået tæsk. Han nikkede svagt og gik over til ildstedet. Han så sig lidt omkring, til han fandt en skål han kunne hælde noget af det varme vand i. Forsigtigt bar han det hen til de to kvinder. Da han stillede skålet ved siden af dem og hans blik automatisk gled over kvinden igen, var det tydeligt at kvinden genkendte hans øjenfarve. Hun begyndte at ryste, måske i den tro at hendes mareridt endnu ikke var overstået. Zach var tæt på at smile over sin egen forudsigelighed. Han skyndte sig at trække sig væk fra dem igen. Trods mange Naaila havde evnen til at heale, havde han ikke og der var intet andet han kunne gøre.
"Jeg bør gå, så I kan få fred..." Han var allerede ovre ved sin rygsæk igen. Trods alt var det alligevel ikke ham at sidde stille for længe.
"...Men jeg bliver i byen det næste stykke tid. Får du brug for hjælp, så sig til. I hvert fald hvis det involvere at slås. Det er noget jeg kan" bemærkede han med et let stemme. Når det kom til stykket ville han nok hjælpe til, så godt han kunne, uanset hvad det var. Så længe det ikke gjorde synet på Naailas værre. Han var trods alt ikke rejst på ordre af sin dronning og kunne ikke risikere at ødelægge hvad end hans dronning planlagde.

Helia lagde godt mærke til frygten i hendes øjne da hun kiggede op på ham som han kom med vandet til dem. Normalt mødet hun ikke andet end frygtsomme øjne, men de var ikke rettet imod hende, men Zachariah han trrak sig tilbage og hun lod sit blik rette sig imod kvindens. Da han sagde at han nok måtte gå vendte hun sit blik imod ham " if you want to you can borrow a room upstairs we have plenty, Nellie can show you a room and then I finish down here" sagde og var egentlig ikke færdig med at snakke med ham, men hun var også nød til gøre sig nyttig når nogen skulle have hjælpen. Hun vidste hvor svært folk havde ved spørge  hende om hjælp og mange af dem ville hellere hjælpes af Nellie eller Bernard, men nå det var sy ting som en læbe eller en flænge i panden sammen så kunne hun godt bruges, men små skridt fremad var bedre end ikke tage nogen overhovedet. Nellie stod klar skulle han vælge at blive, men ingen nåede at gøre sig færdig eller klar til noget som helst. før en mand som ihvertfald var et hoved højere end Helia kom ind. Han gik målrettet imod kvinden og Helia. Hun tøvede ikke længe stilte sig imellem. Han skulle ikke sætte en fingre på denne unge kvinde som allerede var smadret sikkert af denne mand som var vred. han drukket han stank af alkohol, det var nyt for hende, mange af de mænd som kom her for at lave en scene havde drukket. Hun trak vejret tungt og med et fik hun svært ved at trække vejret. Hendes evne havde trådt i kraft og ligenu var hun ved se hvad der kom til ske med kvinden hvis ikke hun fik manden stoppet. Hvis man så hendes øjne imens hun fik disse syn så ville de lyse endnu mere op end de i forvejen gjorde. Da hun igen kunne få vejret ignorede hun sin hovedpine som hendes evne gav hende. Hun stod stadig imellem manden og kvinde hvilket betød at så længe hun kunne gøre det så ville hun.
Manden kiggede vredt på kvinden bag Helia " what are doing here in her house" sagde han ankalgende og pegede på Helia. Teknisk set var det ikke hendes hus, men Nellies. Dog troede folk at det var hendes " sir you gotta go I can't have you here if you are starting trouble for the young women here" sagde hun og det skulle hun ikke have gjort for vreden tændte i manden og nu gik det udover hende. Han ramte hende på siden af hendes hoved med en flad hånd. slaget var så hårdt at masken falde af og afsløre hendes ansigt. Helia var forbererdt denne gang og undveg hans næste slag " listen I need you to go so I can do something about the mess you started " sagde hun. Manden tog valklende skridt fremad og det var tydeligt at var beruset.

Kvinden begyndte at skrige som det første slag havde ramt Helias kind, men det gjorde ikke bedre hun vidste at Nellie var der  i en form  for kode  nikkede hun og Nellie tog kvinden med op ovenpå. Hendes kind dunkede og hun var kommet til at bide sig i læben så den blødte. Manden var tydeligvis vred over at de tog hans kone væk. Han vendte denne vrede imod den eneste anden kvinde han kunne og det tydeligvis Helia. Hun ville ikke slås og gjorde det kun som sidste ud. Hun prøvede stadig at tale ham til fornuft, men det som hver gang jo vredere blev han. Hun sukkede svagt og forvandlede sin hånd til sværd og pegede det imod ham. Hun havde ikke tænk sig brug det. Hun ville bare passe på sig selv. Hun lod svagt den anden hånd glide henover den blødende læbe. Hendes gyldne øjne vendte sig om imod Zachariah. Hun ville da gerne se hvad han var stand, men lige så for at se hvilken opgaver hun kunne sætte ham til.

Han havde rystede let på hovedet med et svagt, skævt smil.
"Nej, det er bedre jeg ikke er he- " Han havde ikke nået at færdiggøre sin sætning, før han drejede hovedet over mod døren og så en mand ankomme. Det var ingen hemmelighed at manden var beruset, han stank så det halve var nok. Zachariahs øjenbryn gled en smule sammen. Derhjemme havde de ikke så mange fulde folk, både fordi der var begrænset med alkohol men også fordi de klarede deres problemer på en anden måde. Ikke at det betød der slet ingen var, især nogle fra slavetiden havde svært ved at klare sig igennem hverdagen. Alligevel var Zach blevet overrasket over hvor mange alkoholikere der var i de store byer.
Hans første tanke var at holde sig ude af det. Alligevel gik han ikke endnu. Fulde folk, specielt mænd, betød ofte problemer og her sad to kvinder, hvoraf den ene allerede var såret. Godt nok frygtede hun ham...Men det betød måske blot han kunne gøre det mere mod denne mand der ankom, i såfald der blev problemer.
Han tvivlede heller ikke på at Helia kunne klare sig selv, hvis det endelig var. Men når det kom til stykket kunne han ikke bare gå sådan her, velvidende han vendte ryggen til problemerne og nogen der i princippet havde brug for hjælpen.

Manden havde kun nået at slå Helia den ene gang, før Zach var trådt til. Han var gået om bag manden og havde grebet rundt om mandens højre håndled. Med en glidende bevægelse, også fordi det kom bag på manden, fik han vredet armen om på ham. Han lagde en hånd på mandens skulder og sendte Helia det samme, svage smil over mandens skulder. Et sværd? Det var ikke underligt. Hun var en Redwood.
"Bare rolig, jeg kan vise den nye gæst ud" forsikrede han i et overraskende let og ubekymret humør. Manden prøvede at gøre modstand, men hans fuldskab gjorde ham mere ufokuseret og Zach havde ikke mange problemer med at skubbe manden rundt, så han var ved at snuble og presse ham mod udgangen.
"Slå på en kvinde! Slå på to kvinder, måske ligefrem! Du er foragtelig!" belærte han manden på vej ud.
Ude af døren skubbede han manden fra sig, så han mistede balancen og faldt forover. Zach havde et eller andet sted håbet det var slutningen på hele denne scene, men manden var af anden overbevisning. Han kom overraskende hurtigt på benene igen og sprang mod Zach med et brøl som et arrigt dyr.
Der var ikke meget plads at undgå angrebet på, som han stod i døråbningen og derfor kunne han ikke gøre meget andet end spænde i kroppen og tage imod angrebet. De faldt begge to ind igen, som mandens arme havde lukket sig om Zachs maveregion og med Zachs ryg først, landede på gulvet begge to. Zach skar en let grimasse af smerte. Med en ryg der var landet hårdt mod et gulv...Det gjorde alligevel lidt ondt. Men det stoppede ham ikke fra at gribe fat om mandens hals med den ene arm og klemme til. Hans ben lukkede sig om mandens krop og holdt ham låst. Manden prøvede at komme fri, han slog løs på de dele af Zachs krop som han kunne nå og Zach tvivlede ikke på han ville være dækket af blå mærker næste dag. Men han holdt stædigt fast. Mandens ben sparkede ud og fik væltet nogle ting i butikken.
Til sidst døde mandens bevægelser hen. Han var ikke død, men bevidstløs. Zachs greb om mandens hals og nakke havde begrænset tilførelsen af blod og luft til mandens krop og hoved, så manden var gledet hen i en bevidstløs tilstand. Zach slap ham hurtigt, så han ikke lavede varig skade på manden og skubbede ham fra sig med en bevægelse der fortalte af han virkelig fandt manden ganske forfærdelig.

Han sad et øjeblik og samlede sig. Som sådan havde han ikke lidt flere sår eller skader. Hans ene hånd gled op til hans i forvejen sårede skulder, der selv om det allerede var healet en del, alligevel ikke var helt væk endnu. Ah. Sprunget op, uden tvivl. Hans mørke trøje var lettere fugtig, hvilket fortalte Zach at det var blødt igennem. Oh well...
Han så hen mod Helia. Hun var kønnere uden maske, det måtte han sige. Han sendte hende et stort smil og en tommelfinger op.
"Absolut ingen brug for et sværd!" bemærkede han.
"Man skulle jo nødig slå nogen ihjel!"

Helia var som forstenet, hun kunne ikke bevæge sig hun stirrede frem for sig som hun så han greb fat i ham for at føre ham væk, men nåede ikke så langt før han væltede ind af døren igen sammen med manden. Hun gispede forfærdet som han kæmpede for at få manden til at ligge stille. Hun opdagede først nu at hendes læbe blødte, men hun stod stadig en smule stiv, men som den fremmede blev bevidstløs og smidt ud ånede hun lettet op, men fik alligevel et bekymret blik. hun kunne ikke lade være han havde han jo lige reddet hende for en omgang bank. Hun betragtede ham og så hvordan han lod sine fingre glide henover hans skuldre " are you okay?" spurgte hun og man kunne tydelig høre den bekymret tone. Hun kendte ham ikke særlig godt endnu, men han havde fået bank pågrund af hende og det gjorde hun fik det en smule dårligt. Helia brød sig ikke om at sætte andre i fare pågrund af hende, men nu vidste hun hvad han kunne " I can fix it if you allow me to look at your wound" sagde hun gik ud fra at det var derfor han havde ladet sine fingre glide henover den ene skuldre. Hun vidste at han havde en forbindning på fordi hun selv havde gætte det og havde givet ham en. Hun havde dog også lagt mærke til at før havde han virket lidt modvillig om at snakke om skaden og derfor havde hun bare givet ham forbindningen, men dette var anderledes hvis han blødte trængte han måske til ny forbindning og noget frisk vand. Hun havde stadig ikke flytte sig ud af stedet fordi hun ikke vidste om han ville have hendes hjælp.
Desuden forstod hun hvis der var ting som han ville skjule og hun var ikke i en position hvor hun kunne kræve at han tog imod hjælpen selvom hun måske gerne ville have at han lod hende kigge. Hun endte med at gå hen til en hylde og fandt en kuld som hun dyppede i vandet han havde fundet og satte den op på hendes læbe som var blevet en smule hævet. Hun kiggede op på trappen som Nellie og Bernard kom ned for at se om de var okay. Hun nikkede til dem smilede som vendte sig om imod ham som gav hende en tommel op og smilede " you did good" sagde hun og der kom næsten noget moderligt over hendes stemme som hun roste ham " thank you for your help people often come to yell or try to beat me because they don't see me as one of them but I just want to help, but yet I can't blame them for the hate" sagde hun, men hun ville stadig ikke kæmpe imod dem for hvordan skulle ellers kunne se at hun var til at stole på.