It is nice to have someone to talk to- Imania

Tid 15:30
omgivelser: masse som har gang i deres
vejret: solen begyndt at gå ned
På: en alt stor skjorte som bruge som nat kjole.


Mercy havde sovet det meste af dagen, men det havde ikke været en rar søvn og hun var flere gange vågnet badet i sved, men gang denne virkede billederne så levende at da hun vågnede skreg hun og badet i sved væltede hun ud af sengen. Hendes hår klistrede til hendes krop og hendes øjne var store ogf bange. Lige i et sekund anede hun ikke hvor hun var. det eneste hun så var deres livløse kroppe og hendes krop som smurt ind i blod. Hendes vejrtrækning var overfladisk og hurtig. Det var tydeligt at se at hun ikke havde sovet. Hun havde kæmpe blå render under hendes øjne. Hun begyndte at gå rundt hun skulle lave noget ellers gik det galt, hun fumlede efter sin bue pil, men gav op da hun ikke kunne finde den. I Stedet gik udenfor forvirret og kun iført sit nattøj. som bare indebar en løs skjorte gik hun ud. Hun ænsede ingen gang folks blikke som hun gik forbi dem, med tårende trillede ned af hendes kinder. Alt plejede at være okay for hende, men facaden var brudt og nu kom den rigtige hende ud. Hende hun gjorde så meget for at skjule. Folk omkring hende havde trykke tøjer bukser på, men hun mærkede  ikke kulden og til sidst fandt hun et sted hvor hun kunne sidde. Hun prøvede  hankede op i sig selv, men efter dette optrin ville hun ikke kunne sige at hun var okay. Folk ville i hvert fald ikke tro hende. Hun hadede medlidenhed. Hun havde ikke brug for den. Hun havde klare sig så længe uden folks hjælp og de havde nu eller tilbudt at hjælpe. Efter hun havde mistet sin famile havde hun måtte stå alene. Hun havde ingen hun kunne tale med. Hun følte sig for alvor alene. Hun stolede ikke på nogen og hvordan ville de kunne tackle hende når kom i det humør. Efter lidt tid hvor de havde stirret på hende begyndte folk stille deres hverdag og glemte atter hende. Stille for at ingen skulle kunne høre hende begyndte hun at nynne. Den melodi som hendes mor havde nynnet for hende hvis hun blev bange. Hun kunne godt mærke at kulden begyndte at trænge sig på, men hun havde ikke lyst til skulle igemme folk og deres blikke en gang til så hun valgte blive velvidende at hun måske ville blive syg.
Men folk kunne vel være ligeglade for der var ingen som ville komme til at savne hende skulle hun død. Hun mærkede atter tårene. Hun kunne og måtte forsætte som alt var okay. Hun tørrede øjnene betragtede folkene omkring sig. Igen skænkede de hende ikke en tanke. Folk var forfærdelige hun hadede dem for at være ligeglade med hende. Hun mærkede hvordan hun sank længere og længere ned i sit eget mørke. Hvorfor havde de ikke dræbt hende dengang. Hun sukkede svagt begyndte synge sangen hun før havde nynnet. stadig ikke særlig højt, men højt til at hun kunne høre sangen som plejede at være glad og munter eller som regel, men fordi hun var ked af det lød sørgeligt og trist.