We Really Shouldn’t Complicate Things – Imania (xxx)

Sted: Dark Daphne Forest, ved foden af nogle af de centrale træer der bærer Naaila’s hovedbygninger
Tid: Omkring skumring
Vejr: Det støvregner en smule, og kolde briser stryger gennem området og rusker let i træerne
Omgivelser: De fleste i Naailas, bevæger sig ofte gennem skovens områder eller oppe i træernes toppe, via de mange hængebroer og net. Derfor er selve foden af træerne ikke så tæt bemandede for øjeblikket.
Påklædning Alt er, som altid i neutrale, mørke farver. Skjorten er en anelse løs, men fæstnet med et tykt læderbælte. Bukserne er mørke, og de korte støvler en anelse slidte.

Trods det kølige vejr som, ved hvert pust af vind, måtte få nakkehårene til at rejse sig, var den mørkhårede Naailas-jæger's krop godt opvarmet efter dagens jagt, som han kom luntene gennem skoven. Pilekoggeret og buen var spændt fast om ryggen via en lædderrem der rendte ham tværs over den brede brystkasse. Skuffelsen sad dog let i hans ansigt, efter en dag fyldt med gentagende skuffelser. Hans jagt satte ind, da de første stråler af sollys havde ramt skovbunden, og nu var han vendt tomhændet hjem efter de flere timers jagt. Kæben var en anelse sammenbidt, men måtte sommetider afspændes en smule ved at han lod et lidt tungt åndedræt glide over de lidt ru læber. Den sidste time havde han stædigt fulgt et rådyrs spor, men da han endelig havde fundet frem til hinden og spændt sin bue, rystede hans hænder så meget af udmattelse at han ikke ramte. Derfor havde han spænet efter væsnet, og havde nu endelig givet op, for at vænne tilbage til lejren.

Da han endelig trådte hen til nogle af de største træer, som var afmærket med spiraler og en lang stige der førte op til bygningerne, smed han koggeret og buen fra sig, og satte sig stædigt, og lidt småvrissent på jorden. Der gik lidt tid, før hans brystkasse endelig bevægede sig lidt langsommere, når han trak vejret ud og ind. Dog vidnede den let glinsende pande om en fysisk anstrengende dag, og det føltes utrolig befriende endelig at kunne få slappet af i de spændte muskler. Snart lod han overkroppen falde helt tilbage, så han lå i det kolde, allerede dug-våde græs. Han strøg en hånd gennem sit hår, og lukkede øjnene. Fandens....

Trods han havde været udsat for hårdt fysisk arbejde gennem det meste af dagen, var det som om kroppen ikke kunne få fred. Adrenalinen efter den sidste løbetur gennem skoven - i bølgede bevægelser grundet træernes unaturlige, ustrategiske placering - boblede stadig i ham, som en brændende ild, som han vidste ville tage noget tid at slukke. Som regel lå han søvnløs i timevis, selv efter at have været oppe i længere tid end de fleste, og derfor kunne han mærke på sig selv at détte var en af de dage. Skulle han tage en løbetur til, eller hugge noget af det tilbageværende brænde der skulle kløves og lå hist og her i skovbunden? Nej, det ville blot gøre ham mere rastløs. Sommetider byggede det sig bare op i ham. Som en blanding mellem adrenalin, vrede, anspændthed og begær. Men kom sådanne stærke følelser ikke ofte ud på ét?

Han åbnede roligt de violette øjne og betragtede himlen, som nærmest for hvert sekund blev mørkere og mørkere i dets, nu rødlige nuancer. Det var utrolig smukt, men mindede ham også om en ulmende skovbrand... Noget der kunne dræbe alt, den rørte.
Han satte sig brat op som han mærkede fodtrin i græsset. Efter at have jagtet så mage dyr gennem sin tid, og efter at have vokset op som slave, var det sjældent at nogen kunne snige op på ham. Øjnene mødte straks de fem vagter, som nærmede sig om, hvortil de stillede sig omkring ham... Fuck, are they gonna kill me for not getting that damn deer? Tanken løb gennem hans hoved, men snart fortalte de at hun ønskede at se ham. Selvfølgelig vidste han at det var lederen de talte om.
"About what?" Spurgte han, men de rystede blot på hovedet. Da han insisterede på at han selvfølgelig skulle ud af sit arbejdstøj og klæde om, bad de ham igen om at lade være... Det måtte virkelig haste.

Han rejste sig op, og puffede på vejen sit kogger og bue under en rønnebusk. Da han indså at de ikke havde kurs mod tronsalen, men derimod Imania's private gemakker, sank han en klump i halsen. Ja, det måtte virkelig være en alvorlig sag denne gang. Mændende efterlod ham ved døren; og hverken åbnede den eller anmeldte hans ankomst. Derfor stod han tilbage og lod den knyttede hånd banke tre gange på før han trådte ind.

"You wanted to..." Døren blev lukket en tand for hårdt bag hans ryg, som han med det samme lod øjnene falde på Imania's skikkelse. Der var noget majestætisk over kvinden, som ikke blot var umådelig tiltrækkende, men også havde en autoritet og styrke som han altid havde beundret i de professionelle sammenhænge. Trods det meste af hendes krop var dækket, kunne han blot forestille sig hvad der gemte sig under det røde stof. Det rev mælet fra ham, og hastigt slog han øjnene mod gulvet, som om han havde sat øjnene på noget han ikke burde, "... see me." Tilføjede han, og rømmede sig en smule.
Overrasket løftede han dog igen blikket som hun begyndte at bevæge sig tættere på. Det her var ikke en fejltagelse: Hendes bevægelser var derimod velovervejede og dybt strategiske i hans øjne. Hans ryg var presset helt mod døren, som han betragtede den smukke, sensuelle kvinde nærme sig, hvortil hun til sidst havde hænderne liggende mod hans brystkasse, hvor materialet stadig klæbede let mod hans hud. Han var som paralyseret... Kroppen brændte yderligere som han mærkede hendes kærtegn på sin hals. Det var så længe siden.... Han holdt vejret, og fangede sig selv i at lukke øjnene i et sekund for meget. Det var først da hun trådte væk, at det rigtigt gik op for ham hvad der var sket.

"You shouldn't...-" Igen var det som om hans sprog ikke rækkede. Han trådte et skridt tilsiden og dernæst hen mod sengen, så han stod med ryggen mod hende. Det hjalp når han ikke skulle se hendes nøgne, smukke krop "Why am I here?" Hans stemme blev en anelse mere fast, og han krydsede armene for at holde sig selv i bedre tøjler. Selvfølgelig gav hun ham en grund nu, men det hele var kommet bag på ham.

Han hadede at hun havde set ham tabe mælet. At hun havde set den udadtil så normalt stabile mand, som virkede som om intet rørte ham, være svag. Denne gang havde han mærket sin krop reagere med det samme. Som om adrenalinen pege på hende og skreg Hende! Hun kan få din anspændthed til at forsvinde! Hun kan få smerten til at gå væk!. Han forsøgte dog at fortrænge disse tanker, trods det var svært. Sværere end at fange en pokkers hind i skoven! Jovist var det nemmere når han stod med ryggen til hende, men blot tanken om at hun gik bag ham, syntes at pirre ham. Det var lidt længere tid siden end han turde indrømme, og uanset hvor meget han kunne aflede sine tanker med jagt og fysisk arbejde, var det som om hendes blottede tilstedeværelse kaldte på ham.
Snart mærkede han hendes hænder mod sin krop igen. Det gav ham gåsehud under tøjet, og selv dén lille berøring fik ham til at ønske at vende sig om og overgive sig. Dog holdt han sin krop anspændt og vendt fra hende, trods han kunne mærke hvordan hendes krop gradvist trykkede sig tættere og tættere op af ham. Snart kunne han dertil mærke hvordan hendes fingre søgte efter knapperne på hans skjorte, og langsomt gav sig til at åbne dem. Han lagde sine ru hænder mod hendes fingre, men ikke stramt eller fast nok til at det sikkert ville få hende til at lade være. Det her var forkert. Hun var hans leder, ikke hans elsker. Dette kunne have konsekvenser for deres professionelle fremtid... og for hans egen selv-opfattelse. Dog havde han lyst... Ja forhelvede hvor havde han meget lyst! Det blev næsten en tand for meget for ham, som hun bevægede sig foran ham. Denne gang slugte han hende nærmest med øjnene. Det var som om alt blodet forlod hjernen, som han blot lod sig blive dirigeret ned på sengen og blive 'anstiget' af den smukke, forførende kvinde, som snart lod sine læber kærtegne hans krop.

Han var som paralyseret. Et legetøj. Det var som om deres læber snart var så tæt på hinandens, at han næsten kunne smage saltet fra hendes. Han måtte virkelig afholde sig selv fra ikke at give helt efter, mens hendes ord fik ham til at dirre, og han vidste at hun kunne mærke at hans krop bestemt skreg på mere. Dog var kampen ikke tabt... Han lagde en hånd bag hendes nakke, og skubbede hende snart af sig i en hurtig bevægelse. Slutteligt var hán på toppen, og lå nu med síne læber, milimeter fra hendes. Han tog let fat om hendes hage med tre fingre, og så hende dybt ind i øjnene.
"You might be my leader. But I'm not your slave." Der var noget snerrende i hans kommentar, men det var tydeligt at hans krop sagde én ting mens hjernen sagde en anden. Han gav slip om hendes hage, og satte sig op, med et ben på hver side af hendes skikkelse, "You're willing to fuck everything up, huh?"

Måske havde hun ikke sagt at han var en slave direkte, men at blive halet derhen af vagter, blot for at bede ham om... det, fik ham til at føle sig magtesløs. Nok var han en stærk mand, som havde set livets værste sider og kæmpet sig igennem dem - men dét at hun havde overrasket ham sådan, og dét at han havde troet at hendes kalden havde været grundet professionelle årsager, havde pludselig givet ham dén idé, at dette blot pludselig var en ny del af hans job. Ikke den værste del, men stadig noget som ville gøre, at hun ville eje en ny del af hans opmærksomhed.

Da hun havde sat sig op og blidt rørte ved ham, var det som om han mildnede en smule igen. Trods ansigtsudtrykket var fattet, brændte der sig en ild i hans bryst, som gnistrede en smule bag de violette øjne. Han havde tændt på hendes dominans før, men noget ved hendes 'overgivelse' og blidhed, pirrede ham yderligere. Det gjorde at han ikke længere følte sig strippet af sin mandlighed, men styrkede derimod hans følelse af maskulinitet. Det gjorde ham mere åben for ideen, nu hvor hun fortalte hvor meget hun ønskede ham, og derved lod han hende trække skjorten af og lade hende dirigere hans hånd mod hendes bryst. Fun, pleasure, sex De ord hun nævnte, ville han da snildt checke af på listen. Men var det klogt? Hvordan skulle han glemme at han havde knaldet sin leder? Sådan fungerede han ikke. Jovist ønskede han at det skulle være ukompliceret. Men hvis han kendte sig selv ret, ville ideen om hendes nøgne krop være indprintet i hans hjerne forevigt, og være dét han så, når hans blik hvilede mod hende. Han ville fantasere om at gøre det igen.
Den måde hun talte på måtte dog få enhver mand til at falde på knæ. Det var tirrende at vide hvor meget hun ønskede ham. At hun var en kvinde der ikke var bange for at indrømme sin seksuelle drift og fantasier. Som han mærkede hendes ånde før hun kyssede ham på kinden og førte sine kys ned over hans hals, kunne han mære hvordan begæret groede igen i hans indre, "Oh fuck..." En lidt hæs hvisken gled over hans læber, og snart tog han fat om hendes skuldre, og holdt hende lidt ud fra sig.

"This will not fuck things up, okay?" Hans stemme var fast og stædig, og snart bevægede han sig tættere på, så hun næsten var tvunget til at lægge sig helt ned igen. Han lod sin lidt ru pegefinger glide over hendes læber, før han med to fingre, skubbede hendes ansigt til side, så hendes hals var blottet. Snart kastede han sig grådigt over hende, mens hans læber fandt hendes vame hals. I dét sekund vidste han at han havde mistet kontrollen helt og aldeles. Der var vist ingen vej tilbage.

Måske gav han hende nu dét hun ville have. Det hun havde kaldt ham hen for at give hende. Men det handlede ligeså meget om hvad han ville have lige nu. I hvert fald om hvad hans krop skreg efter. Og dét var at mærke hendes. At han kunne glemme dagens skuffende jagt, men stadig ikke gå tomhændet i seng. Det var bare sex... Hvad kunne der ske ved det? De tvivlende tanker var i hvert fald skubbet så langt tilbage i baghovedet, at han knapt nok kunne huske hvordan han for få øjeblikke siden, havde afvist hende. De havde nu begge vist at de kunne tage kontrol. At de var voksne nok til at styre showet, og adskille sex fra noget som helst følelsesmæssigt. For hvad andet var det? Elijah havde trods alt aldrig følt noget for nogen som havde strækket sig over venskab, og han vidste at det også var lettere sådan her.
Den ene arbejds-ru hånd fandt snart plads bag hendes nakke og begravede sig i det mørke hår, mens den anden kærtegnede hendes bryst, først lidt grådigt og fast, men dernæst blidt og pirrende ved at lade fingrende stryge over den bløde hud. Som hun åbnede hans bukser, var han næsten selv på nippet til at hive dem ned og blot trænge ind i hende med det samme. Dog handlede det om dem begge to. Deres gengældte nydelse, og derfor lod han snart hånden der hvilede mod hendes bryst, glide ned mod hendes underliv. Nu kunne han ikke blot se- men også mærke hvor meget hun havde lyst til ham, og derfor bevægede han sine fingre pirrende i response. Snart fandt hans læber hendes i et lidenskabeligt kys. Intet var velovervejet. Det hele var instinktivt, og nemlig det dyriske, var utrolig befriende. Han kunne ikke lade være med at sukke, lidt hæst og dybt, ved hendes berøring. Selvom det var blidt, gjorde det hans lidenskab mere betragtelig. Han knugede hendes hår i sin hånd, mens den anden greb fat om hendes ene hånd og trykkede den blidt, men fast ned mod madrassen. Mens læberne var sat mod hendes, skubbede han sig endelig ind i hende. Følelsen var fantastisk, og fik længslen til at brænde yderligere i ham. Et støn gled over hans læber, som han bevægede sig, og tvang ham til at afbryde kysset.