When Things Get Out of Hand - Valian

Efter årevis af spildt øl havde bardiskens egetræ indtaget nok væske til at have mistet sin gyldne farve. Nu var pletterne indtørret i træet, for forevigt at vidne om den lange historie som kroen havde overværet. Her havde været slåskampe, festligheder, sørgmodige druk-ture, og gæster fra nær og fjern - og Arden havde set det meste, og kunne sjældent overraskes af nogen gæster længere.
Den unge kvinde fik ikke lov til at stå stille meget denne aften. Grundet den kraftige regn havde mange rejsende søgt tilflugt i Thunderville og dets eneste kro, og havde valgt at skylle ganen frem for deres hår og beskidte tøj. Alligevel rensede øllen bestemt ikke mange af de ældre mænds munde, som tværtimod blev mere vulgære, som alkoholprocenten steg i deres krop. Det var et ubehageligt job for en person som Arden: En kvinde der var blevet berøvet en stor del af sin uskyldighed på grund af visse mænd's begær for morskab og underholdning.

Det røde hår hang ned over hendes ryg, og de forreste totter var flettet sammen bag på hovedet, så hun ikke ville få lokkerne i ansigtet. Hun bar en længere kjortel, med et bælte om livet, og nogle brune lædderbukser under, samt korte støvler. Det var sjældent man så hende i kjole, men hendes feminine ansigt fik stadig mange af de fuldere af selskabet, til at komme med sjofle bemærkninger når hun skænkede dem deres øl. Som regel fejede hun det af sig når hun hørte deres kommentarer, men sommetider tog temperamentet over. Det var kun fordi hendes arbejdsgiver - en større mand bag baren - holdt øje med hende, at hun ikke havde svunget en lussing endnu denne aften.
"Girl! Lass - Giveh me a ki-ss!" Lød det ofte, som hun trådte forbi bordene, der stod så tæt på hinanden, at man altid frygtede for at få en hånd mod røven når man gik igennem, hvis selskabet var så ustabilt som her til aften. Selvfølgelig var der i blandt selskabet anstændige personer, men de fulde overdøvede deres tilstedeværelse markant, og skabte en stemning som for dem selv - var hyggelig, men for mange andre var direkte ubehagelig.

Det var først da Arden skulle til at fylde et krus op for en ældre herre, og ignorerede hans tilnærmelser, at hun for alvor blev bange. Han blev ved med at tirre hende, og da hun i et kort øjeblik fangede hans blik, var der en gnist af ondskab i hans øjne, og i smilet der blottede de rådne tænder - som hun genkendte. Manden tog hastigt fast i hendes arm.
"I'm talking to you girl! Come on - give us something-." Manden talte så barskt, og hans greb om hendes arm var stramt nok til at det sendte en smerte op igennem hendes arm, som hun forsøgte at vriste sig løs. Han trykkede sig snart op af hende, som han holdt hende fast - ånden var tung og modbydelig.
"Let go of me!" Lød det fra hende. Fastheden i stemmen var dog falmet, og man kunne fornemme en tand af direkte rystende frygt. Hvad der gjorde det værre var, at mandens omgangskreds snart begyndte at le - ligesom hendes tilfangetagere havde gjort dengang. Bølger af chok sendtes gennem Ardens krop, og hun følte sig lammet.