A helping hand - Zachariah

Sted: Redhawk City, Opal Beam District.
Tid: Midt på dagen.
Omgivelser: Folk der går rundt mellem hinanden. Børn der løber rundt og lege. Mennesker der snakker, og mumlen fra diverse købmands stader.
Påklædning: https://i.servimg.com/u/f60/19/78/02/11/emoutd10.png

Emelia gik ned ad den lille gade som løb ude foran hendes fars hus. Hendes far havde besøg af nogle af hans venner, mens hendes stedmor var ude på veninde besøg og Emelia havde derfor besluttet at forlade hjemmet. Hun fulgte vejen som hun kendte godt og snart befandt hun sig på Opal Beam District. Her var altid hyggeligt. Duften af de forskellige brød og kager som kom fra bagerens lille forretning havde altid virker charmerende. I dag var der mange mennesker ude og handle, og de fleste af købmændende stod allerede og pruttede om priser på deres varer i deres små boder som stod tæt pakket på den brede gade.

Emelia begyndte at gå rundt imellem folk og måtte af og til passe på at hun ikke blev løbet ind i af de mange børn der rendte rundt og legede, eller passe på hvis nogle af de mere hidsige købmænd ikke ved et uheld fik ramt hende men en af deres mange armbevægelser når de var midt i en ophidset debat enten med en kunde eller en af de andre købmænd. Alt i alt en normal travl hverdag. Hun gik hen til springvandet og satte sig ned på kanten og kiggede lidt rundt. Vejret var dejligt. En anelse køligt stadigvæk taget i betragtning af at det stadigvæk var forår. Men ellers var himlen blå og solen skinnede.

Zach var på besøg i byen. En af de få gange, efter han var blevet leder. Det var næsten umuligt at snige sig ud nu, uden nogen trak ham tilbage i det finere tøj eller forlangte han tog sig af et eller andet. Det var jo ikke fordi han ikke ville. Han elskede sit job, at gøre en forskel og beskytte sin slægt. Men han var ikke politisk anlagt og havde ikke haft nogen fin opvækst, så det var tit en kamp mellem hans naturlige side og koncentrationen om at holde former, han end ikke vidste om han holdt rigtigt.
Så når han endelig fik sneget sig væk. Fik overladt noget af ansvaret på andre, gode folk og fik listet sig væk, til stedet hvor folk ikke kendte ham...
Som her i Redhawk. Dem der kendte ham, og måske vidste han var leder, gik næppe løst på gaden. Ikke at det var mange folk alligevel. Dem der betød mest, såsom Alexei, var sikkert travlt optaget i Redwoods mansion.

Så endelig var han alene igen. Da han selv kom fra et evigt varmt sted, ejede han ikke meget vintertøj. Heldigvis var vejret her stadig ret godt og han kunne gå rundt i sine korte bukser og trøje uden problemer. En rygsæk hvilede over hans ene skulder. Et par lette sko. Det mørke hår var redt tilbage.
Det var selvfølgelig et miks. Zach var begyndt at kende godt til byen og dens steder. Alligevel brugte han meget af tiden med at se ned, så folk enten ikke bemærkede hans øjenfarve eller i det mindste lod ham være for det. Redwoods var en splittet slægt på det punkt. Der var folk, der ikke brød som om den slaveri der havde været. Og der var folk der mente det stadig var en ting.
Zach vidste ikke hvad der var sket, med den familie der havde eget Zach og hans familie. Han var også ligeglad, selv om han altid frygtede at løbe ind i dem. Især i de finere omgivelser, som her i Opal Beam.

Men heldet lød ud før eller siden. Zach var ikke helt sikker på hvornår. Han havde stået og beundret arkitekturen på nogle af de fine huse der var i denne del af byen, da heldet gled ud af hans hænder. Nogen dunkede ind i ham bagfra og han vendte sig naturligt for at se hvem det var eller hvad der var sket. En kvinden var snublet. Zach havde stået stille...Men blot et blik på herren ved hendes side, overbevidste Zach om at han nu skulle have skylden. Det var egentlig nok sket, uanset om Zach havde været Naaila eller ej. Men ved Zachs lilla øjne, så manden hurtigt væk. Folk var stadig bange.
"Idiot! Se hvor du går! Men du har måske ingen respekt! Du tror at bare fordi jeres...Slags...engang var slaver, kan I gå som om I ejer det hele nu!" hidsede manden sig op. Zach slog sine hænder i vejret, samtidig med hans øjenbryn gled op i panden på ham. Han ønskede ingen scene. Det var sket ofte nok. Sidst havde nogen kastet sten på ham.
"Hey, jeg har ikke gjort noget..."
"Som om du er uskyldig, din lille..."
Zach var elegant nok til at træde væk, som manden havde rakt ud efter ham. Og det var der dagens punktum blev sat. Noget vådt sjaskede ud over Zach. Lugten mindede ikke direkte om afføring, så måske var det bare noget vand der var brugt til at vaske noget i, eller fra køkkenet. Alligevel var det en ubehagelig overraskelse og Zach frøs på stedet, overrasket og lammet over hvad der lige var sket.
Kvindne, der havde kastet det ud af vinduet, havde sikkert ikke gjort det med vilje. Men ingen råbte undskyld. Han kunne høre et vindue blive lukket i huset bag sig, samtidig med at manden foran ham rystede på hovedet og greb sin dame om armen. De gik.
Zach var alene. Våd. Hans blik gled rundt, men der var ingen måde at skjule det på. Folk stirrede, når de gik forbi.

Der var heldigvis et springvand i nærheden. Så han valgte at gå over til det, i håb om at vaske noget af det af sig. Han sendte en kvinde der et svagt og lidt undskyldende smil, før han hurtigt så væk. Folk her var bange for øjnene. De lilla øjne. At skræmme en ung kvinde ville ikke gøre noget bedre.
"undskyld mig..." hilste han lavmælt, som han trådte over til springvandets kant.

Emelia sad og fulgte nysgerrigt med i hvad der foregik rundt om på pladsen, skønt hun var her næsten hver dag, skete der alligevel noget nyt. Og fordi hun var her hverdag var det måske netop derfor kunne hun heller ikke lade være med at bemærke det lille optog der skete henne i et af hjørnerne af pladsen, hvis pladsen havde hjørner. En herrer med en kvinde under armen, stødte ind i en anden herrer, hvis tøj ikke ligefrem egnede sig til klimaet omkring Redhawk City. Hun så godt vandet inden det ramte den stakkels mand. Alene farven på det gjorde at Emelia næsten kunne lugte det, og hun følte med manden da vandet ramte ham. Kvinden som havde hældt det ud sagde ikke engang undskyld. Tænk sig at folk bare gjorde det som om det var ingenting! Og det værste var at det ikke var første gang hun havde set det ske. Emelia's kinder blev røde af harme over det.

Den stakkels mand som fik det ud over sig havde i forvejen ikke alt for tykt tøj på. Og med det ildelugtende vand, blev hans tøj da også gennemblødt. Skønt hun kun havde arbejdet som syerske særlig længe så kunne hun dog se en ting eller to.


Da manden gik over til springvandet, undrede hun sig over hans undskyldende smil indtil hun lagde mærke til hans øjne. Naalias. Hun blev straks fyldt af melidenhed. Hendes slægt havde alt for længe behandlet hans slægt dårligt. " Jeg beklager at ikke alle mennesker, ved hvordan man opfører sig." sagde hun med et blik på den mand som havde truet den mand der nu stod foran hende. " Tillad mig at gøre en smule bod på det, ved at hjælpe Dem med noget renere og måske mere praktisk tøj." sagde hun venligt. Hun var ikke bange for manden, ej heller hans slægt. Hendes egen havde gjort langt værrer ting end hans. Så hvorfor skulle hun frygte ham?

Zach ønskede ikke medlidenhed. Han ville bare gerne behandles som alle andre...Og måske, hvis det var, også bare være i fred når han gik igennem byen. Han skyllede sine hænder og arme så godt han kunne, før han fyldte hænderne med vand og kastede det i hovedet på sig selv. Eh...Dette var alligevel prikken over i'et...Han ville hellere kastes til med sten eller slås, end få en spand udefinerbar skidt kastet i hovedet. Men dette understregede måske ret godt hvad folk tænkte om ham, eller hans slags. Det var i situationer som disse...Måske netop denne ene episode, som heldigvis var sin eneste af sin slags, der kunne fjerne noget af hans normale tålmodighed og fylde ham med harme.
Han hvilede hænderne på kanten af springvandet og trak vejret dybt. Han kunne...Hvis han ville, kunne han gøre det til et politisk problem. Men Zach var her uofficielt og han ønskede ikke den slags problemer. Hvor var det svært at huske på...At Redwoods til dels blev styret af åbne og forstående folk som Alexei, når resten var så....
Måske var det Zachs eget problem, for overhoved at være gået ind i Redhawk city til at starte med. Han bed hårdt sammen og skulle til at kaste mere vand i hovedet på sig selv - lige meget hvor lidt det nok hjalp generelt set - da han så op og bemærkede en kvinde...Som tilmed snakkede til ham.

Zachs øjenbryn gled en anelse op i overraskelse. Hendes øjne var skinnende gule, en farve han ellers mente han havde fået nok af lige nu. Hvorfor ville hun - en af finere rang, ud fra hendes tøj - dog snakke med ham, en lortebefængt Naailas? Men Naailas var efterhånden et så politisk debatteret emne, at nogen elskede dem alt for meget, blot af princip og ikke fordi de kendte dem. Alligevel. Hendes blide ord hjalp ham med at falde lidt til ro igen. Han så ned i vandets overflade. Så rystede han svagt med hovedet og det trak i hans ene mundvige. Et svagt smil. Så så han op på hende igen.
"De burde frygte mig. Man ved aldrig om jeg er ude på et eller andet...Forfærdeligt. Specielt over for venlige kvinder, som Dem selv" bemærkede han sigende, men på ingen måde truende. Hans stemme var rolig og overraskende venlig, situationen taget i betragtning. Men hun var jo ikke skyld i det, trods alt. Han kunne ikke lade det gå ud over hende.
"Det er sødt af Dem...Men jeg kan ikke tage hverken Deres tid eller gavmildhed. Men nyt tøj er nok...Et most. De kan måske guide mig i rigtige retning?" foreslog han så.
"Og...Måske helst noget der ikke er for dyrt samtidig?" tilføjede uden skam. Nej, Zach fremstod ikke som en adelig selv - og det var han heller ikke. Han ønskede ikke at plette hendes ry, ved at hænge ud med hende i offentligheden.