A Helping Hand - Darius

Groundstone Distriktet i Redhawk City, var et farligt område. Dets ry strakte sig mile-langt, og det var de færreste der besøgte området på denne tid af døgnet, uden at forberede sig på det værste. Lignede man én der havde guld i lommen, var man måske dårligere stillet. Det gjalt om at falde i et, med det dunkle område, og om at holde sig så anonym som man kunne, hvis man ikke ønskede problemer om natten. Mange kriminelle fra undergrunden, vandrede ofte i disse gyder; men der var dog også dem som blot var fattige, og nødsaget til at bo i et mere barskt kvater. Deriblandt en ung kvinde, med langt lyst hår, og store nysgerrige øjne, som med deres matte farve, vidnede om hendes slægtløshed.
Elena var netop trådt ud af en ilde-udseende bygning. I timevis havde hun siddet ved en ung kvindes side, og forsøgt at komme hendes sår til livs. Kvinden havde været så medtaget, men havde nægtet at forklare hvorfor hun var så tilredt som hun var. Elena havde derved bidt sig i tungen, og undladt at spørge mere ind til sagen. Det galt om at holde kvinden i live, og nu -, nu - efter lang tids kamp, -var det værste endelig overstået.
Den unge slægtsløse kvinde, kunne nu endelig træde ud i en af gyderne, som nemmest ville føre hende hjem. Der var en smule blod på hendes tøj, efter det dramatiske sygebesøg, og man kunne se trætheden under hendes øjne. Dog gav hendes arbejde hende et formål. Uanset hvor spinkelt det måtte være, nu hvor hendes talenter blot var hindret af mangel på bedre medicin og bedre redskaber. Støvregnen var forfriskende mod den varme hud, som blot var blusset op under det hårde pres fra arbejdet.
Hun satte snart kursen ned af gyderne, og trak sin brune kappe lidt tættere om sig. Der var ikke mange lyskilder i gyderne, men heldigvis havde hun gået denne vej utallige gange. Alligevel holdt hun opmærksomt øje med sine omgivelser. Man kunne aldrig føle sig sikker her... Og ganske vist... Snart fangede hun lyden af fodtrin komme tættere på. En skikkelse viste sig i det fjerne. Hun klemte øjnene lidt sammen, og begyndte at gå en tand langsommere, for at bedømme om der var fare på færde, eller om der var 'fri bane'.

Pen sort kappe med hætten slået ned og ellers en let læder armor

Darius bevægede sig haltende gennem gyderne en opgave han, havde taget var end galt. De, havde haft mere sikkerhed ind han, havde regnet med han kunne høre Shadows stemme når han kom tilbage, sammen med de andre. "Du skal altid ligge en plan for de ting du ikke, havde forventet og skygget dem- Men en Redwood som lavede våben til dem var nu død, mindre folk der kunne lave våben gjorde det meget letter. Darius så sig omkring, mens han holde sig til såret på hans venstre side. Han var blevet skudt og, hvis ikke han fandt en der kunne fikse ham ville han blive fanget eller hans sår ville dræbe ham for dem. Så en ud af de folk han skulle dræbe var væk, men deres genreal var stadig i live eller løjtnat.

For at være ærlig ku han ikke huske det, hvorfor skulle ha os kunne huske det nu når han løb med et kæmpe sår. Da han forsætte med og løbe så han en kvinde gå til siden, hvorefter han mærket hans bene gi efter og her lå han så på jorden og var ved og forbløde ihjel. Han lå mere eller mindre foran denne kvinde, hvorefter han kiggede op og for første gang lød han svag og bedte om hjælp. '"Help'

Skikkelsen kom nærmere. Haltende, men dog løbende. Elena spærrede øjnene op. Det var som om skikkelsen - som efter de brede skuldre at bedømme, nok sandsynligvis var en mand - havde sat kursen mod hende. Inderligt forsøgte hun, at fokusere, mens hun gemte sig lidt i skyggerne. Én af hendes evner var at bedømme fare, når den nærmede sig. Men nu...- Der var ingen adrenalin, ingen panik. Men hendes evne havde snydt hende før, når hun var træt, efter en hård dags arbejde. Da manden kom nærmere, så hun hvordan hans udtryk var panisk. Som var han på et trin mellem liv og død. Da han var kommet ganske tæt på, bemærkede hun straks hvordan, hans ben var ved at falde sammen under ham, og derved forsøgte hun, helt instiktivt, at gribe ud efter ham. Dog faldt han mod jorden, hurtigere end hun kunne nå at få fat på ham, og derved lå manden snart det lettere vådliggjorte underlag i gyden, uden at kunne få lettet sit fald en smule, af den unge kvinde.

'Help' - et enkelt, ganske velkendt ord, fik hende instinktivt til at sætte sig foran ham. Sømmen på kjolen var beskidt nok i forvejen, men blev med det samme søbet i mudder, og andet vandpyt-snavs; men hun registrerede det ikke. Som altid, når nogen var i knibe, forsøgte hun, at lukke sine egne selviske tanker ude.
"Don't move..." Lød det fra hende, før hun tog sin kappe af, foldede den samme, og stablede den ind under mandens hoved. Han var yngre end hun først havde troet. Og smerten i hans øjne var tydelig. Hurtigt lod hun øjnene glide til dét område, der var badet i blod. Et skudsår... Det var nemt at spotte, når man havde arbejdet så længe i Groundstone district. Hastigt greb hun fat om sin lærredstaske, som hun bar med sig på sine arbejdsopgaver. At fragte manden et andet sted hen, ville nærmest være umuligt, grundet hendes skrøbelige statur. Snart trak hun nogle forskellige stykker klæde op af tasken, og lagde et stort stykke på såret, "Press this against the wound..." Snart fumlede hun igen ned i tasken efter noget skarpt. Når man kun havde to hænder, måtte man ofte bede 'patienten' om hjælp. Især når det var påkrævet at få kuglen ud.