So crazy - Zachariah

Tid: Omkring klokken 19
Sted: Kroen
Omgivelser: En masse mennesker i muntert humør.
Vejr: Køligt, og lettere overskyet.
Påklædning: Outfit
Tag: @Zachariah

Mørket var endnu ikke faldet på over byen Redhawk, det ville dog kun være et spørgsmål om tid, inden det ville ske. Til trods for at det var en almindelig dag på ugen, var kroen fuld af mennesker, muntre stemmer, og lyden af klirende glas. Lugten af røg, alkohol og sved hang i luften, men den blev hurtigt glemt når man havde tilbragt små ti minutter indenfor. Døren til kroen blev skubbede op, og en høj bredskuldret skikkelse trådte ind og kastede kortvarigt et skygge hen over gulvet. Bag ham blev døren lukkede igen, og han gik straks op mod baren hvor han satte sig på en barstol, men ikke før han havde skannet kroen med blikket. Enkelte blikke blev kastede i hans retning, blikke han ignoreret fuldkommen. Bartenderen var straks henne ved ham, og hun smilede sit sædvanlige skæve smil. ”Just the usual, love?” spurgte hun blidt, hans røde øjne hang ved hende et langt øjeblik, inden det trak op i hans ene mundvig. ”You know me so well..” svarede han mens hun hældte et glas whisky op til ham og stillede det på bardisken foran ham. Hænderne som kortvarigt havde hvilede over hinanden på disken, rykkede sig, og han greb om glasset med et snuptag.

Lauritz havde efterhånden tilbragt et par dage på kroen, det var et fint sted og byen og man blev behandlet godt, så hvorfor ikke? Han var kommet på fornavn med bartenderen, Melissa, og hun var ganske sød, og måske en anelse for naiv. Hun fortalte ham gerne hvad der foregik rundt omkring, og gjorde generelt et kæmpe nummer ud af at være dramatisk i sine fortællinger, en karaktertræk han måtte tilskrive hendes køn. Ikke desto mindre var det en god måde at holde sig opdateret, og med folkene der var efter ham, var det måske ikke nogen dårlig ide.

En tår blev taget af glasset, inden han satte det ned igen for at glide hånden gennem håret. Det var igen blevet langt og trængte til en klipning, han foretog sig snart ikke andet. Nok en gang gled døren til kroen op, af ren vane og for at sikre sig at være på forkant med en mulig fjende, kastede han et diskret blik i den retning.

Dette sted var alt for fint til ham. Når man var van til enten at sove i slavernes fælles sovesale som barn, eller bo i de til tider en anelse primitive hytter i skoven, var dette blot...For meget. Havde Naailas overhoved ressourcer til at bygge sådan et sted, hvis de virkelig ville? Selvfølgelig ikke i træerne. Al den sten og pragt ville veje alt for meget til at blive bygget i et simpelt træ. Zach nåede snart frem til at den slags slet ikke ville passe ind i hans hjemby. Nu havde han også kun stået her i et stykke tid og ladet det mørkelilla blik glide op og ned af facaden.
Problemet var han slet ikke passede ind. Skulle man have fint tøj på, for at komme ind? Zach, der havde lært hvor koldt her var efter sin sidste rejse hertil for nogle år siden, var iklædt nogle varme sko, et par lange bukser og en varm trøje. Over den ene skulder hang hans rygsæk. Han var ankommet til byen for....Well. For at opsøge Charles, faktisk. Modsat alt hvad der sikkert var fornuft. Af en eller anden grund gav det mening i hans hjerne, at se hvor tingene stod nu. Naailas var en selvstændig slægt nu og før eller siden måtte de komme videre fra den slavetilstand de havde haft.
Hånden gled igennem det mørkebrune hår, før han tog en dyb indånding.
Det var startet med en samtale han havde overhørt. Et par havde snakket om nogen i byen, noget med nogle våben og andre små ting, som ikke havde givet meget mening for Zach, men som alligevel havde gjort ham nysgerrig. Han var endt med en fornemmelse af at der i denne by var en person med en god forstand på både våben og hvordan man skulle bruge dem. Selv om han oprindeligt ikke skulle den vej, var han endt med at følge efter parret. Til sidst havde han nok informationer, til at...
Ja, til at stå her. Kroen var som en legemliggørelse af alt det Zach nok aldrig ville opnå. Rigdom. Berømthed. Ting som Zach faktisk ikke gik op i...Rigdom. Berømmelse. Hvad gik han op i? Han var end ikke sikker. Måske havde han aldrig overvundet den barriere i sig selv. Som slave havde man ingen drømme om fremtiden og selv i dag, så mange år senere, kunne han stadig ikke se hvilke muligheder der var, hvor han kunne gå hen...
Ud over, selvfølgelig, de åbenlyse stillinger i hans egen slægt.
Han gik over vejen og nåede over til kroen. Der stod ingen vagter og forhindrede ham i at gå ind, så på trods af han ikke umiddelbart passede ind i dens fine omgivelser, skubbede han alligevel døren op og trådte indenfor i varmen.
Varmen. Ah, varmen! Han elskede varme. Han havde helt og aldeles vænnet sig til den konstante fugtige varme i Dark Daphne og han brød sig ikke om det kolde vejr her mod nord. At være inde i varmen igen, fik ham automatisk til at slappe mere af i kroppen. Efter at have set sig rundt et øjeblik, valgte han at gå op mod baren. At stå i døren og åbenlyst lede efter en, han faktisk ikke helt vidste hvordan så ud, virkede dumt. Tasken blev stillet op af baren, før han placerede sig selv i en af de fine stole. Havde han råd til noget at drikke her? Han var som nævnt ikke rig. Men måske en enkelt...Havde de noget enkelt?
Til sidst pegede han over mod glasset til den mand der sad ved siden af ham.
"Det samme?" foreslog han, som om det var op til kvinden bag baren at finde ud af om det faktisk var et ønske eller et spørgsmål.

Manden der var trådt i kroen var af middelhøjde, veltrænede, med en masse varmt tøj, og.. et par lilla øjne der afslørede præcist hvilke slægt han stammede fra. Umiddelbart ingen trussel for Lauritz, der derfor holdt sig til sin drink. Der gik dog ikke lang tid, før manden slog sig ned ved siden af ham alligevel, og formuleret to ord der godt kunne lyde som et spørgsmål. "Sure about it? Maybe a bit too strong for you?" kunne han ikke dy sig for at bemærke. Eftersom det ikke var blevet sagt højt hvad han fik skænkede, og eftersom bartenderen havde skænkkede det op inden manden var trådt ind på kroen, sagde det klart og tydeligt at han ikke anede hvad det var, højst kunne gætte sig til det.

Mandens påklædning sagde vel at han ikke var med mange midler, men nok til ikke at dø af kulde, hvilket vel var en god ting. At Lauritz ikke selv bar mere tøj, skyldtes hans slægt og evne. Manden frøs aldrig, en fordel om vinteren, om sommeren kunne det do godt gå hen og blive en anelse for varmt.

Nok engang samlede han sit glas op, tog en tår af sin whisky, og kunne konkludere at han nok ikke ville holde sig til denne ene, selvom det ville være smartest. Han var ikke så klog at rende rundt på Redwood territorium, men samtidigt, ville de næppe lede efter ham her, eller forvente hans tilstedeværelse hellere. Derfor var det i grunden et godt skjulested. Hvorfor han selv var der? Fordi han havde en aftale med en fyr, der forhåbentlig kunne give ham noget nyt og forbedret metal, og så var det ikke så svært at lokke med ham når det handlede om noget der kunne bruges til våbenudvikling. Nyt legetøj! Det kunne kun blive godt.

De lilla øjne gled ned til glasset. Kvinden bag baren virkede tøvende med at skænke op for en Naaila, men da de officielt ikke længere var slaver, gav hun sig til sidst. Men inden hun nåede at skænke helt op, havde Zach rejst sig halvt fra stolen og stukket hånden ind over glasset.
"Måske har manden ret...Har du noget andet? Måske noget...Sødt?" foreslog han så i stedet og uden at være det mindste smule ked af det, gled han ned på sin stol igen og hang sig ind over bardisken. Hans blik havde fulgt damen, som hun fik sat flasken fra sig og med et svagt suk prøvede at finde ud af præcis hvad der kunne tilfredsstille hendes nye kunde.
Nah. Han kendte alkohol og havde også drukket det. Men han havde aldrig været stærk til at drikke og mange slags alkohol var ret ukendt for ham. At blive nogen...Vinsmager eller hvad folk ellers brugte tiden med...Blev han aldrig.
Han drejede sig i stolen og lod blikket glide over rummet, før han så hen på manden ved siden af ham igen. Han burde ikke forstyrre folk på denne måde. Nej. Det burde han ikke. Manden havde alt mulig ret til at sidde der for sig selv...
"Så!"
Den slags logik var som regel spildt på ham. Alt for energisk og ivrig efter at gribe livet muligheder, var Zach ude af stand til at forholde sig stille. Han havde dog pli nok til at se over på damen, som om han i virkeligheden henvendte sig til hende.
"Der skulle være en mand her på kroen...Jeg mener. En der er god til våben og den slags? Kender du ham?"
Damen havde endelig fundet noget frem. Det var rødligt. Zach stirrede lidt på glasset. Oh dear. Det var ikke til at sige om damen ville drille ham ved at give ham saftevand eller det i virkeligheden var en anden ukendt form for alkohol. Måske ville han bare...Vente med at smage på det.

Lauritz måtte kvæle en latter ved mandens reaktion, og som han endda bad om noget sødt, var det legesyge glimt dukkede op i hans røde øjne. Blikket vendte han nu ret mod manden, sad og betragtede ham underholdt mens han prøvede at finde ud af hvilke størrelse han var. Jo jo, mandens violette øjne talte deres eget sprog, og afslørede hvilke klan han var fra. En Naaila, der havde forvildet sig i Redhawk City, spændende. Han var dog klog nok til ikke at sige noget som manden selv begyndte at snakke, så ud til at henvende sig til bartenderen. Se.. det var ord der vakte hans nysgerrighed, og gjorde ham opmærksom. Hvor tilfældigt var det lige at denne mand spurgte efter en andend er skulle være god med våben? Og hvor stor sandsynlighed var der lig for at der var en anden på kroen der var så god med våben som han var? Han afslørede dog intet, så blot mod bartenderen der trak på skuldrene. "Never heard about him" svarede hun bare og hældte op i glasset til ham inden hun puttede drinken på bordet foran Zachariah. "What kind of weapon?" spurgte Lauritz nysgerrigt. Forhåbentlig ville svaret kunne hjælpe ham på vej til at vide om fyren her var ude efter ham, eller hvad fanden han ville.

Zachs fingre lukkede sig om glasset og gled det lidt rundt, så den rødlige væske kun lige nåede kanten, uden at spilde. Han kunne ikke få sig selv til at smage på det og faktisk var han ikke sikker på priserne her alligevel. Nogen gange hoppede han ind, lidt over sit hoved. Tungen gled ud og vædede hans læber, som kvinden bag baren bekendtgjorde at hun ingen kendte. Zachs skuldre faldt en halv centimeter. Virkelig? Enten kendte hun ham og ville intet sige eller også talte hun sandt og Zach var på bar bund. Han havde drejet hovedet og ladet blikket glide rundt i kroen et øjeblik, før det gik op for ham at manden ved siden af ham talte til ham. Øjenbrynene gled en smule tættere på hinanden. Manden foran ham virkede oplivet...Han kunne ikke lade være med at studerede ham nærmere. Manden havde sin egen charme, ingen tvivl der og Zach kunne ikke lade være med at føle en eller anden interesse mod manden. De røde øjne fortalte det var en Oikan i Redhawk City...Spændende. Grundet krigen skulle man tro dette var det sidste sted de var.
En smule forsinket kom han i tanke om at folk hadede eller frygtede den lilla farve i hans egne øjne og han trak hurtigt blikket til sig igen. Han var blevet antastet flere gange på gaderne, folk der frygtede ham eller ville slås. Han havde ikke brug for flere situationer.
Han trak lidt på skuldrene.
"Umiddelbart de fleste. Men min egen interesse ligger mest med sværd. Jeg er selv god i en kamp og øver mig dagligt. Hvis der er blot den mindste mulighed for at lære noget nyt et eller andet sted, burde man så ikke opsøge det?" indrømmede han og lod glasset med den rødlige væske stå, som han trak hænderne til sig igen.
"Redwoods er jo ikke dårlige til den slags selv, men...Øhm..." Han gjorde en let bevægelse mod sine øjne. Det sagde sig selv at man som Naaila nok ikke gik op og bankede på ved slottet eller hvor de nu boede. Også selv om det faktisk var Zachs plan, men det var der jo ingen grund til at sige højt.

Lauritz bemærkede hvordan manden så skeptisk ned på den drink der blev stillet foran ham. Om det var skepsis, eller mangel på penge der var årsagen til det blik, anede han intet om. Sidstnævnte kunne Lauritz da gøre noget ved, og han fandt da nogle mønter, og rakte dem til bartenderen. "That one is on me" sagde han til manden der bare gloede ned i sit glas. Derpå så manden sig omkring, inden han omsider fokuseret på Laurtiz. Mandens violette øjne gjorde ikke Lauritz noget, han var så ligeglad med den slags, egentlig var al den krig og alle de kampe, var ligegyldige for Lauritz. Han havde en rolle i alt dette, at forsyne sin klan med våben. Manden sænkede dog blikket, og han lagde hovedet på skrå og betragtede ham med sine egne røde øjne. "Det burde man helt klart.." svarede han ganske roligt. Lauritz gjorde jo netop det samme, deraf hans tilstedeværelse i Redhawk til at starte med. "Det er de bestemt ikke, men hvis du skal have den rigtige vare.. er det Oikans du skal have fat i.. hvis du vil høre min mening altså" tilføjede Lauritz, hvis det sidste måtte han dog lade som om det bare var en spontan kommentar, og det blev da også til en trækning på skulderen inden han tog endnu en tår af sit glas.
"Så.. hvad ved du mere om den person du leder efter?" kunne han ikke dy sig for at spørge. At det var to fremmede mennesker der snakkede sammen, afholdt ikke Lauritz fra faktisk at spørge indtil den person som manden søgte. Hvis det skulle vise sig at være ham selv, skulle han måske være opmærksom og ikke mindst forsigtig.

Hovedet gled en smule på skrå, som han observerede pengene skifte hænder. Selv om han for et øjeblik siden havde sænket blikket, gled det automatisk op på manden igen. Hvorfor? Hvis han ikke vidste bedre, ville han have anset det som et forsøg på at ligge an på ham, men erfaring sagde ham at de færreste mænd følte sig tiltrukket af andre mænd og da det allerede var grænseoverskridende at der sad en Naaila på kroen, skulle han næppe gøre det værre ved at misforstå en situation og lægge op til noget.
Den ene hånd gled hen over hans læber et øjeblik. Skægget var væk, han var helt glatbarberet og der var ingen modstand, som han gned sig på hagen et øjeblik, fordi det kløede.
"Aha, Oikans?" Det skæve smil hang der stadig. Zach drejede sig lidt i stolen, så han sad mere med front mod manden. Øjnene studerede ham åbenlyst.
"Så nysgerrig du er..." Var manden nysgerrig fordi han faktisk lagde an på Zach eller var manden blot en af de typer der faldt i snak med hvem som helst, hvor som helst? Ikke at det gjorde nogen stor forskel. Han trak vejret dybt og trak lidt på den ene skulder. Han kommenterede ikke på at manden lige havde betalt for ham. Det var blot en bekymring mindre og det var helt sikkert noget Zach nød.
"Hvorfor? Tror du at du kender ham? Ud fra rygterne skulle han være dygtig. Til at lave våben, men også til at bruge dem. Og faktisk..."
Zach lænede sig lidt fremefter, som konspirerede de sammen og ingen måtte høre dem. Zachs øjne skinnede drillende i den mere dunkle belysning. Smilet voksede en smule.
"...Nu jeg tænker over det, tror jeg endda han er en Oikan!" afslørede han og trak sig langsomt tilbage. Han greb endelig om glasset og tog det til læberne. Manden havde været sød nok til at betale, så Zach kunne i det mindste betale tilbage ved i det mindste at smage på det. Drikken var helt klart sød...Men også stærk. Stærkere end forventet. Alligevel formåede han at synke uden at vise alt for tydelige tegn på overraskelse, selv om en svag trækning i hans overlæbe alligevel afslørede styrken i drikken. Han rømmede sig svagt og stillede glasset tilbage på bordet. En eller anden frugtvin-drik-ting. Det smagte faktisk meget godt. Af kirsebær, måske?
Han vædede afslappet sine læber og den ene hånd gled igennem det korte, mørkebrune hår et øjeblik.
"I Oikans må kende hinanden. Faktisk...Med krigen...Det er sjovt at se en Oikan her!" bemærkede han så sigende.

Hvorfor Lauritz betalte for den drink? Fordi han kunne? Fordi han havde lyst? Årsagerne var mange, og den rigtig grund var ikke speciel, han gjorde bare et andet medmenneske en tjeneste og opmuntrede ham til at drikke. Om det var et forsøg på at lægge an på ham? Ikke just, manden var skam ganske pæn at se på, men Lauritz var jo en af de typer der beundrede sit eget køn, men ikke rigtigt havde taget det længere. Nuvel, flirtede måske, men han var jo ikke homo. Det skulle man helst ikke tage fejl af. Nok engang blev glasset løftede, denne gang blev det tømt, og han skubbede det enkelte centimeter bort og rettede sig op. En hånd strøg gennem det halvlange hår, inden han atter så mod manden ved sin side.
Manden drejede sig i stolen og sad snart med fronten mod Laurtiz. Den åbenlyse stirren gjorde ikke Laurtiz noget, der smilede skævt. "Ligeså nysgerrig som du tydeligvis er..kan du lide hvad du kigger på?" af gode grunde anede han intet om den andens seksualitet.
Han fortsatte da også, og som der blev nævnt at den mand han søgte rent faktisk var Oikan, trak smilet over hans læber. Både det, og resten af beskrivelsen om at manden både lavede våben og kunne bruge stortset alle slags våben, fik smilet til at vokse sig større. "Åh, jeg kender ham ret godt faktisk.." svarede han og lød næsten helt alvorlig. "Sjovt ligefrem? Jeg vil kalde det.." sagde han og lænede sig frem. "Dristigt.." svarede han med et glimt i de røde øjne. "Så..
fortæl mig.. hvad vil du give for informationer om den fyr du leder efter?" spurgte han drilsk.

Tøvende tog han sit eget glas og tog en tår mere af det. Godt glasset ikke var særlig stort eller særlig fyldt...For denne smag og den styrke der lå i alkoholen, ville han nok ikke kunne drikke vildt meget af i længden. En øl med vennerne eller andet i den stil var mere ham. Øjenbrynene dansede lidt op og ned af mandens åbenlyse spørgsmål. Fordi Zach allerede havde sine tanker i en bestemt retning, var han dømt til at opfatte spørgsmålet på en helt bestemt måde. Kunsten var at præsentere emnet som en joke, så hvis folk viste sig at hade den slags, kunne Zach altid slå det hen som en dårlig joke. Desværre forhøjede det også muligheden for at folk faktisk ikke opfangede hentydningen og noget der kunne have været en nat i nydelse, blev til ingenting.
Men helt ærligt. Manden lagde jo næsten selv om til det!
Han rømmede sig svagt og trak igen på den ene skulder.
"Ja, det gør jeg faktisk" svarede han så bare og sendte manden et stort smil, der grænsede til at være lidt for flirterende.
Manden var sjov. Denne Oikan legede med på legen og det var helt klart noget der talte til Zach.
"Give for det? Hvorfor skal alt betales?" Han sukkede dramatisk og slog ud med sine arme, som var verden da også bare umulig at have med at gøre.
"Jeg har begrænsede midler at give tilbage...Medmindre du har interesser i helt andre områder?" foreslog han så i en lavere stemme. Disse ord var reserveret til den fremmede mand, som Zach for nu brød sig ret godt om. Han lænede sig ind mod manden igen.
"Misforstå mig nu ikke. Jeg tilbyder det ikke til alle jeg møder. Men du er sjov! Har du nogensinde overvejet at tilbringe en nat med en anden..." Han så sig konspiratorisk omkring et øjeblik.
"...Mand?" hviskede han så. Det drillende glimt var tydeligt i Zachs øjne. Han syntes selv han havde haft succes med at foreslå det på en uskyldig måde. Faktisk var han ved at dø af nysgerrighed over hvordan manden ville reagere på det.
Han lænede sig tilbage igen.
"Men helt seriøst...Hvad skulle den information så være værd?" spurgte han så, som havde det hele netop blot være det...En joke. Èn kunne aldrig være for forsigtig, specielt ikke i Redhawk, der for Zach at se var byen over alle fordomme. Hvad var der også med den hemmelighed alligevel? Var manden eftersøgt eller noget?

Måske lagde Lauritz selvom op til den her flirt, men måske var det fordi han ikke lige forventet at det ville blive gengældt på det måde. Manden lagde dog tydeligvis også op til det, svaret, måden det blev sagt på, gjorde Laurits opmærksom på hvor det her kunne bære hen af. "Jeg får også ofte at vide jeg er en ganske attraktiv mand" svarede han da også bare selvsikkert for ikke bare at sidde og glo dumt på ham.
Snakken omkring betaling fik ham til at smile underholdt, og han lod den ene arm hvile på baren hvor fingrene trommede mod marmoreret. Zacharia fortsatte dog ufortrødent hans svar, og som manden lænede sig frem, fulgte Lauritz trop og var ved at bryde ud i latter ved det svar. Det har jeg egentlig ikke nej, kvinder er bare.. mere min kop the.." meget overbevisende ikke? "Ikke at der er noget galt med at være til sit eget køn, I mean.. vi er langt mindre kompliceret end kvinder, men.." han trak bare på de brede skuldre.
Hvad angik informationen og dets værdi, well.. det var ikke så lidt. Der var dusør på hans hoved, eller.. faktisk på hele ham. Redwood familien ville gerne have fingrene i ham og hans viden og kunne på våbenområdet, og han ville helst ikke ende i deres klør. Han havde været fange en stor del af sit liv, og han skal på ingen måde tilbage dertil. "Nok til at du ikke har fundet ud af hvad hans navn er og kommer for at lede efter ham" blev svaret med et skævt smil inden han bad bartenderen om en ny drink. At den drink manden her selv sad med var for stærk for ham, var underholdende, det der var en tøsedrik i de fleste kredse.

Han studerede manden ved siden af sig lidt. Nå, det havde da været det forsøg værd. Han skubbede resten af glasset fra sig, som havde han besluttet sig for ikke at drikke resten og vendte sig rundt i stolen, så han sad med front mod resten af rummet.
Pludselig virkede det som om han ikke kom nogen steder. Manden drillede ham og havde en åben personlighed, umiddelbart, men når man overvejede hvad der var blevet sagt imellem dem, var det ikke rigtig fordi Zach opnåede noget. Enten var manden her ikke, enten kendte folk ham ikke eller også sad han netop og snakkede med manden uden at denne rigtig ville afsløre det faktisk var ham. Hvor mange Oikans var der i rummet? Hans blik gled rundt på kroens gæster, som han prøvede at bedømme dem. Desværre sad nogle af dem bare for langt væk til at Zach rigtig kunne bedømme deres øjenfarve. Det ville måske krydse nogle grænser, hvis han gik over og stirrede på dem.
Måske skulle han give op og gå igen. Han brød sig ikke om at være her, velvidende han ikke hørte til i en fin kro som denne.
"Jah. Kvinder for the win, hm?" svarede han så med et svagt smil. Det var ikke helt sandheden på hans side, men det var bedre at blive stemplet og jagtet ud af kroen med en høtyv.
"Selvtilliden fejler intet?" Han deltog i drilleriet igen. Zach havde mødt alt for mange mænd de sidste par dage, der mente deres udseende var fejlfrit og som udviste stor selvtillid. Zach kunne ikke lade være med at overveje om det var noget de prøvede at bilde dem selv ind, for at skjule en hvis usikkerhed, eller om de oprigtig troede på det.
"Tak for drikken. Men det virker ikke til at vi kommer videre, gør det vel? Du holder på alle dine hemmeligheder, mr. Oikan og det ser ikke ud til jeg har noget at tilbyde dig, der kan få dig til at indrømme at du er den jeg søger. Jeg er ikke blind til hentydninger og jeg kan sagtens lade dig være i fred?" foreslog han så. Det var et vildt gæt. Der kunne sagtens være flere Oikans i rummet. Men hvem levede uden at tage chancer? Enten havde han ret eller også havde han ikke og så kunne de grine af hvor meget han tog fejl. Livet var ret simpelt på den måde, at man kunne grine sig fra de fleste ting.
Han slog hurtigt ud med den ene arm.
"Eller tager jeg fejl? Kom ikke og sig hele kroen faktisk er fyldt op med jer!"

Manden droppede tilsyneladende drinken, og vendte sig i stedet rundt på sin stol. Lauritz fulgte ham blot med blikket. Hvad manden umiddelbart tænkte vidste Lauritz trods alt ikke, at han mistede modet var da beklageligt, og en anelse for tidligt hvis man spurgte Lauritz. Men sådan var man vel forskellige, og nogen ejede knap så meget tålmodighed. I Oikanerens optik, måtte man være vedholden hvis der var noget man virkelig gerne ville have, ellers… ville man det ikke nok.
Hans svar fik den anden mand til at se undrende mod ham, han trak tydeligvis i land, og han gjorde det ikke særlig godt. Hvorfor han troede at det var nødvendigt når han lige havde afslørede sig, forstod Lauritz virkelig ikke. Desuden, havde Lauritz ikke sagt noget der indikeret at han ville jage nogen som helst ude af kroen på nogen måde, tværtimod havde han lige understreget at han ikke havde noget imod det. Og så blev han bare overrasket igen, hvad skete der lige for det? Han mente end ikke han blærede sig, jo jo, han var ret selvbevidst, og han vidste godt at hans udseende ikke fejlet noget, men samtidigt var han klar over at hans krop ikke var et særlig kønt syn. ”Synes du jeg har stor selvtillid?” måtte han spørge med et skævt smil. ”Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Foruden at jeg ikke kommer med hentydninger. Jeg har intet imod dit selskab, og hvad angår de kort du hentyder til, spørger du efter en person der måske ikke ønsker at blive fundet. Hvis han oprigtigt er vigtig for dig, giver du alt for let op..” blev fortsættelsen til. ”Hvad angår kroens og dets gæster, har jeg endnu ikke mødt nogen af min slægt her. Vi er ikke så velkomne i Redhawk, desværre..” han strøg en hånd gennem sit hår, og lænede sig en anelse frem mod manden, de røde øjne hvilende i den andens violette. ”Hvorfor leder du efter mig?” spurgte han derpå lavmælt.

Han havde lagt to og to sammen for et stykke tid sammen. Alle...Ja, manden påstod nok der ingen hentydninger var, men for Zach at se vrimlede det med dem. Manden her foran ham måtte uden tvivl være den mand han havde ledt efter. Flot af udseende, men han kunne ikke helt bedømme hvad han ellers mente om manden. For at være ærlig havde Zach ikke haft mere at snakke med manden om og deres samtale ville sikkert være endt på et akavet stille niveau og derfor havde Zach valgt at fremstå en anelse mere aggressivt, end han faktisk var. Hvilket da også havde haft sin indvirkning, da manden nu åben indrømmede han VAR den mand. Men hvorfor al den hemmelighedsholdelse? Og hvorfor indrømmede manden det netop nu, når han havde gjort så meget for netop ikke at give det væk?
Men det havde bare været for god en mulighed. Som det var lige nu var Oikans officielt imod Charles, selv om det lød som om denne mand var lidt sin egen. Zach havde tænkt der havde været gode muligheder for at finde en aftale eller noget andet relevant, måske lære nogle fif selv, hvis manden overhoved havde noget at lære ham. Zach var ikke selv dårlig med et våben, opsøgte aktivt alt og alle der kunne lære ham noget nyt. Hvilket han også havde sagt til at starte med, men som manden enten ikke troede på eller havde glemt i farten.
Zach lænede sig tilbage ind mod bardisken, men drejede hovedet over mod manden med et svagt smil.
"Jeg gav ikke op. Jeg blev bare direkte" bemærkede han. Men helt ærlig, hvis manden virkelig ikke gad selskab eller noget i den stil, så gad Zach da heller ikke blive ved med at presse på? Det var vel ikke at give op, men mere de normale normer for social adfærd?
Han knipsede med den ene hånd og pegede på manden med et større smil.
"Så det er dig! Jeg tænkte det nok..."
Så trak han på skuldrene og lod igen blikket glide afslappet ud over rummet.
"Well, jeg hørte du var god med våben. Til at kæmpe og den slags. Som det er, er det nok min største interesse. Min tanke var lidt spontan, måske, men jeg tænkte jeg ville finde dig og se om du havde noget at lære fra dig, såfremt du ikke er en af de halvvisne lærde der nægter at lære fra sig, fordi de er bange for andre bliver bedre end dem og de dermed mister det eneste i deres liv, der gjorde dem det mindste specielle!" Han drejede hovedet og så tilbage på manden. Han havde også fundet et par Redwoods på sine rejser, men den ene gang han faktisk fik en aftale med en, dukkede vedkommende ikke op. Hvilket måske var forventeligt. Redwoods havde aldrig vist sig fra en side, hvorpå Zach rigtig kunne stole på dem.