The next alliance ~ Zachariah&Hydra XXX

Zachariah havde tilbragt en dag i Springheat, nu hvor han alligevel var rejst væk fra skoven. Vejret var også lidt mindre fugtig-varmt her, selv om vejret var ganske varmt alligevel. Zach gik i sit sædvanlige tøj - Et par shorts, der gik lige til knæene med en del lommer til småting. En langærmet trøje af tyndt stof, så den ikke var for varm. Måske var det fjollet at han altid gik med lange ærmer, uanset vejret, men han havde sin helt eget grund til det.
På fødderne sad nogle lette sko og over den ene skulder holdt han remmen på en taske med lidt ting til rejsen. Skiftetøj, en bid brød, en flaske vand og den slags.
Hånden gled igennem det mørke hår. Varmen havde gjort ham let svedig og han vidste ikke om han glædede sig til det kølige mørke i Arabis eller frygtede at komme til at fryse af det. Om ikke andet havde han i hvert fald forladt byen og gået mod grottens indgang. Det korte hår strittede, efter en hånd havde gledet igennem det flere gange og de lilla øjne gled over deres omgivelser, frit. I byen så han altid væk, for mange hadede Naailas endnu og han ville ikke provokere. Men nu, tæt på Arabis, så han intet problem med det. De ventede trods alt på ham.
På turen havde han plukket en genstridig blomst og nulrede den mellem sine fingre, så blomsterhovedet fløj rundt som en snurretop. Tungen gled ud over læberne for at holde dem fugtige i det varme vejr.
Han stoppede op foran grottede og spejdede lidt ind i mørket, før han vendte sig mod den Adara der stod og ventede på ham. Han sendte manden et smil.
"Zachariah. Jeg tror jeg er ventet"
Turen gik nu ind i grotten og til dette møde. Hvad skulle han forvente af mødet? Han vidste det ikke. Manden, Lucius, havde selv taget fat i ham. Måske handlede det om at Imania havde forladt lederrollen? Nogen sagde hun var død. Uanset hvad var hun væk og slægten uden en leder. Zachariah havde planer om snart selv at sætte sig på 'tronen'. Men kunne det virkelig være om det Lucius ville snakke om?
Han sukkede svagt. Hvad ellers? Trods han var general, havde ingen rigtig vist interesse for ham før på denne måde.

Turen gik igennem Arabis. Der var ikke meget lys og Zach kunne ikke få det indblik af den underjordiske grotte-by, som han ønskede. Det hele bestod af tunneller og grotter og de få steder, det lykkedes ham at få et indblik i, viste af slægten brugte en del tid sammen. Fælles sovesale...Var det? Eller måske et fællesrum generelt? ah. Det så nu meget hyggeligt ud!
Han lyttede til mandens snak og besvarede selv eller satte selv spørgsmål, når han fik en mulighed. Det var faktisk en ret fornøjelig tur! Hvilket blot hjalp ham med at være i godt humør, da turen nåede til hvad der måtte være Lucius' grotte. Han blev vist indenfor, efter at takke manden for den gode tur.
Lucius nåede næsten ikke at bede ham sætte sig, før han automatisk havde gjort det. Blikket gled rundt i rummet. At bo i et bjerg måtte betyde nogle ændringer i arkitekturen og æstetikken. Man havde vel ikke rigtig brug for vinduer længere? Men måske bare en masse lys af en slags.
Da han var færdig med at studere rummet omkring dem, gled blikket hen på Lucius. Han lænede sig afslappet tilbage i stolen.
"Hey! Du må være Lucius, lederen af Adaras. Det er et hyggeligt sted du har dig. Altså...Ikke kun dit sted her, men hele grottesystemet!" hilste han med et smil. Så slog han let ud med den ene arm. Han havde ikke rigtig været til denne slags møder før. Der var noget akavet ved det. Hvor begyndte man?
"Så! Hvad kan jeg gøre for dig?"

Han rejste sig halvt op for at række ind over bordet og give Lucius hånden. Bagefter gled han afslappet ned i sin stol igen og hvilede den ene fod hen over sit ene knæ, så hans ene ben lå og hvilede på tværs. Armene blev samlet bag hovedet og albuerne stak nærmest lige op i hver deres retning, mens Zach lænede sig tilbage og så vurderende på Lucius. Zach nappede sig selv svagt i den ene kind, mens han overvejede betydningen af Lucius' ord. Han var sådan set ligeglad med at manden vidste, hvad Zach havde af planer. Efterhånden som Zach havde indviet flere og flere folk i den hemmelighed, var det ikke længere en hemmelighed, men et oprigtig forsøg på at nå dertil hvor Zach kunne tage rollen. Slægten var i kaos lige nu, fordi deres leder var væk. Død, som nogen sagde. Hvem skulle lede nu? Imanias nærmeste prøvede at overtage nogle af pligterne og få tingene til at fungere, men i takt med det blev velkendt hvad Zach ville opnå, vidste folk snart ikke hvad de skulle gøre eller tro. Jo hurtigere og mere smertefrit dette blev, jo bedre.
Men...Hvad betød resten? Zachs øjenbryn gled en smule tættere på hinanden og han tog armene ned igen, for at samle hænderne i sit skød. Han rømmede sig svagt.
"Hvad er det helt præcis du foreslår? Jeg har ikke brug for oplæring i at være leder. Det er enten noget man har en fornemmelse for eller ikke. Jeg skal nok selv finde ud af hvordan jeg vil lede min slægt...Når jeg altså får titlen. Alt jeg mangler lige nu er nok politisk opbakning til faktisk at gøre det, uden at forvente halvdelen af min egen slægt får den ide at gøre oprør mod mig. Er det den slags støtte du foreslår?" spurgte han så.

Zach forstod ikke helt det her. Lucius og ham havde ingen kendskab til hinanden, så præcis på hvilken baggrund gik Lucius automatisk ud fra at Zach ville være en dårlig leder? Og hvis manden troede det...Hvorfor så støtte Zach til at starte med? Han kunne ikke helt få det puslespil til at gå op. Zach påstod ikke han vidste det hele og han var sandelig ikke blevet opdraget til at være leder, nu hvor han var født som slave. Men han havde haft god succes som general og han mente selv han havde nogle gode muligheder. Slægten kendte ham, trods alt og han var ret sikker på flertallet ville støtte ham i at blive leder, nu hvor Imania var forsvundet og de manglede en ny. Folk kendte ham jo i forvejen!
Han smilte svagt og viftede let med den ene hånd.
"Vi to er meget forskellige, det ved jeg allerede nu. Slægtens regler er op til lederen at fastsætte. Selvfølgelig bliver man ikke så populær, hvis man fra ene dag til den anden ændrer alt hvad slægten kender og står for...Og det har jeg heller ingen planer om. Men en leder skal ikke bare sidde stille på sin røv og vente. Der er stadig masser af aktiviteter at deltage i, beslutninger at tage og en frihed ved det hele" argumenterede han afslappet. Han havde ikke hvert fald ikke tænkt sig at begrænse.
"Men du må næsten have inviteret mig af andre grunde, end sætte spørgsmålstegn ved mine evner?" tilføjede han så.

Så Lucius ville støtte ham som leder. Selv om han var lidt utilfreds med at blive set ned på, på denne måde...Måtte han indrømme det ville være godt med den politiske opbakning. Vise at han allerede havde været ude og prøve at skabe noget for slægten. Slå dem fast som en selvstændig slægt nu, ikke bare nogens slaver der gemte sig i en skov.
Han rettede sig lidt i stolen, mens han overvejede det.
"Og hvad er det så du spørger til gengæld?" spurgte han. Han kendte faktisk intet til Lucius, andet end af navn. Naailas havde begrænsede resourcer og slægten var langt fra stor. Hvad kunne man få til gengæld? Zach ville aldrig bøje ben og love Adaras evig slaveskab. Samarbejde, ja, men han ville ikke tillade andre at træde på dem undervejs.
Alt det politiske i situationen gjorde også at Zach ikke overvejede Lucius i forlængelse af noget seksuelt. Hvis han havde, ville han nok finde manden mere end normalt tiltrækkende...Og måske havde det snittet hans tanker da han var trådt ind i lokalet...Men det var ikke derfor han var her nu. Han kunne søge efter partnere bagefter. Adaras måtte vel også have lidt at byde på?

Zachs øjenbryn gled op i panden på ham. Han havde ingen grund til at lege stenansigt. Ikke at Zach altid selv var en åben bog, nogen ville nok argumentere det imod ham, som han havde tendens til altid at skifte emne og drille sig igennem livet. Men Lucius' planer overraskede ham lidt. Hans ene hånd gled op igennem håret, hen over munden et øjeblik, mens tankerne i hans hoved gik amok et øjeblik.
Wow. Ville det ikke være bedre for Lucius at allierede sig mod dem, der allerede førte krig mod Redwoods? Ikke at Zach beklagede krigen. Efter alt det Redwoods havde udsat Naailas for, fortjente de at miste tronen. De fortjente selv at blive slaver for det næste årti. Ikke at Zach nogensinde ville tvinge nogen til at være slaver, for det var ikke et liv der bragte noget fantastisk med sig.
Til sidst kunne han ikke sidde stille længere. Han rejste sig op, gik om bag sin stol og placerede sine hænder på ryglænet af den.
Selvfølgelig ville Lucius ikke bare alliere sig med hvem som helst, hvis der var flere der gik efter Redwoods trone. Hvis Lucius selv søgte tronen, skulle han finde sig nogle allierede der gjorde det muligt for ham at få tronen, uden de også selv ville have den. Og hvorfor skulle Naailas nogensinde ønske sig tronen? Zach havde ingen interesse i den. Hans slægt var heller ikke stor nok til at udgøre en autoritet på den måde.
Han trak vejret dybt og rystede svagt på hovedet. Så trak han på skuldrene.
"Vi er en lille slægt med få ressourcer. Vi kan give lidt til din hær, men overordnet set så lad os være ærlige...Det eneste sted vi måske har en betydning, er fordi vi vil være en stemme mere bag dig i det politiske spil" Han forventede ikke et svar på det fra Lucius, for det gav jo sig selv. Naailas var lille. For nogen, nok ret ubetydelig. Men med deres evner, hvis de blev brugt rigtigt, kunne de stadig være til brug.
"Medmindre du har nogle specifikke planer for os? Alle kender vores evner. Med øjnene, med vores blod...Selvfølgelig" Han trak på skuldrene. Denne gang håbede han på at lokke en reaktion ud af Lucius, men det var ikke til at sige om han ville få en. Lucius stod ham som en stenmand. En statue der sad ned og kom med lyde en gang imellem. Hot...Men stenet. Hvordan ville det overhoved være i en seng?
Nå. Noget for noget. Zach ville få noget mere magt bag sig, en anden slægt til at støtte sig og begynde at få Naailas mere frem i verden igen, som en glemt trussel fra skoven. Og Lucius fik sin egen stemme.
Zachs øjne gled over på Lucius, ret ligeglad med om denne fandt de lilla øjne ubehagelige eller ej.
"I et øjeblik frygtede jeg et eller andet vildt..." Sikkert fra Zachs egen uerfarenhed hvad angik politik. Et naturligt smil gled over ham.
"Kan jeg stole på dig? Vi har et problem med at stole på folk. Ingen stoler på os, trods alt, så vi vil nødig sætte os selv i en penibel situation" Der var intet ondt i Zachs stemme. Det var oprigtig et spørgsmål om hvorvidt han faktisk kunne stole på Lucius.

Eh, de var så forskellige. Lucius var alt det han ikke var. Veltalende, rolig, uddannet, erfaren og alt det andet kedelige. Zach var mere...Spontan og ude af stand til at sidde stille for længe ad gangen. Han var utrolig dygtig til at bruge sine hænder, men ikke uden en hvis intelligens selv. Hans ord kom dog mere som de lige dukkede op og han havde så godt som ingen boglig uddannelse at prale af. Men så igen, hvornår havde en slave mulighed for at sætte sig ned og læse?
Nåe ja, også var der de tre gange om året, hvor han faktisk beviste over for folk at han var ret eftertænksom og en god planlægger. Ting Imania havde set og valgt at gøre ham til general for.
Zach sukkede svagt og hvilede sine underarme på stolens ryglæn, mens han lænede sig op af stolen.
Blablabla. Naailas er awesome og jeg har brug for dem. Det var mere eller mindre hvad han fik ud af Lucius ord, selv om fortolkningen måske var en smule ønsketænkning.
Han slog let ud med hænderne.
"Jamen okay"
Så hvad nu? Skulle de have det hele på en kontrakt eller var ordets magt nok? Zach havde aldrig gjort denne slags før. Og efter Lucius lige havde påpeget Zach var uerfaren, havde han da ikke tænkt sig at spørge!
"Såååå gør vi det"
Han rettede sig op fra sin position og strakte sig, så lang han var.
"Var det bare det? Må jeg egentlig se mig omkring her i grotterne? Jeg fare helt sikkert vild, men det er en mulighed jeg bare må udnytte! Du går vel ikke med? Fortæl mig ikke du sidder stille her hele dagen...Det er ikke sund for helbredet" Zach blinkede drillende til Lucius. Hvis de skulle arbejde sammen, kunne de lige så godt lære hinanden lidt at kende, men Zach havde en ubehagelig fornemmelse af Lucius også var lidt den kedelige type, der sad på sin stol hele dagen. Men måske - forhåbentlig - tog han fejl?

Så der VAR en kontrakt på det. Selvfølgelig. Lucius virkede som papir-typen. Men måske var det kun meget godt, for det ville også binde Lucius til deres aftale og forsikrede derfor begge parter. Han trak eftergivende på skuldrene.
"Selvfølgelig" svarede han. Hvad Charles kunne finde på? Næppe at overbevise Zach om en alliance eller noget i den stil. Måske burde han rejse til Redhawk City, bare for at udforske hvordan Naailas og Redwood faktisk stod over for hinanden...
Zach slog ud med armene, ikke uden et smil.
"Nej! Brugte du din fridag på mig?" udbrød han. Tænk sig! Lucius virkede så vigtig og Zach gik automatisk ud fra han også var en travl mand. Så han havde ligefrem givet plads til Zach på sin fridag? Han vidste ikke om han skulle sætte pris på det eller ryste på hovedet.
"Så skal vi i byen! Så booker jeg dig som personlig guide!" aftalte han med sig selv og gav ikke Lucius meget rum for at argumentere andet.
Han fulgte med manden ind i hvad der måtte være et mødelokale. Mon papirerne allerede lå klar til underskrivning? Han ville gerne have det overstået hurtigt, så de kunne fokusere på de sjovere ting.

Zachs øjenbryn gled sigende op i panden på ham, da Lucius påstod han havde flere fridage. Seriøst? Prøvede manden at sige han slet ikke arbejdede nu? Men fint. Hvis det var så normalt for ham at holde fri, var der vel intet 'specielt' over det. Den mand var svær at regne ud.
Han greb en fjerpen og skulle lige til at skrive under, da han kom i tanke om han hellere måtte læse det igennem først. Skimme det, selvfølgelig. Han ville ikke trække tiden ud ved at nærlæse hvert ord. Han havde først lært at læse efter han ikke længere var slave, så han læste alligevel ret langsomt. Han lod blikket glide ned over teksten.
Alt var vel...Fint?
Til sidst skrev han under. Efter at have sat fjerpennen fra sig og rettet sig op igen, vendte han sig om mod Lucius med et smil. Ja, på eventyr!
Men det var ikke helt hvad han havde forventet.
"...Virkelig?" Stemmen var tung af sarkasme.
"Soldater der spiser? Er det hvad du vil vise mig af din prægtige grotte-by? Det er alt jeg har at se på derhjemme! Vis mig noget nyt!" forlangte han. Han var trods alt general af Naailas lige nu, selv om byen i øjeblikket var efterladt uden nogen fast leder. Han så soldater der spiste næsten dagligt, det var ingen overdrivelse. Han ville se de sjove ting!
"Vis mig alle de steder andre ikke får lov at se!" foreslog han og smilte som en gavtyv. Han ville prikke til Lucius hele dagen, hvis han ikke snart gav efter for nogle af Zachs ønsker.

Han var overrasket over at Lucius pludselig greb hans hånd. Havde det været håndleddet, havde det været under- eller overarmen, havde det været noget helt andet. Men ligefrem hånd i hånd? Folk lagde gerne en form for intimitet i den berøring. Måske fordi håndfladen var så følsom. Eller måske ikke....Okay, han vidste ikke hvorfor. Men det var i hvert fald overraskende, specielt fra Lucius. Han havde troet Lucius var så tillukket som en sæk med vand. Pointen var en sæk ikke skulle tabe vandet og var som regel lukket rigtig godt til...Så Lucius havde været ret tillukket og med sin egen form for strenge disciplin. At de pludselig småløb igennem gangene var langt fra hvad der var forventet og et eller andet sted nød Zach det. Spontaniteten! Han kunne ikke lade være med at lade blikket glide vurderende over Lucius endnu en gang. Gemte manden virkelig på mere end det?
Og overraskelserne sluttede ikke der. De kom til noget der uden tvivl måtte være et hjem. Et køkken, en trappe. Zach nåede ikke at studere køkkenet eller noget særlig længe, før de stod i et værelse med en seng. Her var tingene ikke helt så stringent som alle andre steder...Kom der ikke folk herind for at rydde alt op, som der uden tvivl gjorde alle andre steder? Hvis nogen spurgte Zach, var dette rum langt mere hjemligt og afslappende end resten. Her kunne man faktisk mærke der boede nogen.
Han havde ladet blikket glide over rummet i tydelig overraskelse, før han vendte sig om mod Lucius.
Seriøst?
Lucius' private gemakker...Og så kun for de udvalgte?
Men hvorfor så Zach? Han var jo ingen specielt. De havde en alliance nu, men det ville Lucius' private værelse næppe ændre på.
Zachs blik hvilede fast på Lucius. Han rømmede sig svagt, trådte tilbage og satte sig en smule hoppende på sengen. Han hvilede sig tilbage med armene bag sig til støtte.
"Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro du lagde an på mig?"
Zach var til mænd. Men han vidste også at de fleste andre mænd ikke var. Det og så at det generelt var ilde set, havde gjort Zach god til at holde det for sig selv og begrænse hvem han lagde an på. Men så igen, han var selvfølgelig allerede overvejende hadet for at være en Naaila, så lidt fra eller til?
Måske skulle han begynde at være lidt mere åben omkring det.
"Er du til mænd, Mr. Adara?" Spurgte han og smilte skævt. Han drillede Lucius.

De lilla øjne fulgte skikkelsen, da Lucius kom over til sengen og lagde sig ved siden af ham. Så åben for...Muligheder. Havde manden et forhold? Zach vidste ikke om det burde være en bekymring for ham. Måske var det fint nok, manden kunne vel selv styre sine forhold, hvad der måtte eller ikke måtte ske. Det var vel ikke Zachs ansvar?
Tungen gled ud og vædede hans læber, som han drejede sig let i sengen, så han bedre kunne se Lucius ved siden af sig. Gish, dette var en sær situation. For et øjeblik siden havde han været overbevist om at Lucius var ikke bare lækker, men dødkedelig. Alligevel havde der været noget i luften hele tiden, noget Zach ikke hvade kunne sætte en finger på. Havde det været en...Tiltrækning? Gensidig?
Det var bare så stort et spring. Måske drillede Lucius ham og lige så snart Zach lagde an til selv det mindste, ville manden håne ham og...Men hvorfor skulle han? De kendte jo ikke hinanden. Det krævede en helt sær form for ondskab at gøre sådan noget.
Manden havde jo nærmest indrømmet han intet havde imod lidt kærtegn. Kunne Zach hoppe ud i det? Det virkede til at Zach ville blive den der tog initiativet, hvis det var. Eller man kunne måske diskutere om Lucius faktisk ikke havde gjort det, ved at få Zach ind på sit private værelse og nu lægge sig på sengen.
Hans hjerte hamrede en anelse hurtigere. Selv om han var til mænd, havde han ikke haft flere partnere end han kunne tælle på en hånd. Han ønskede ikke folk fandt ud af det, trods alt, og at lægge an på fyre kunne hurtigt blive...Besværligt. Og det var nok også den største grund til at han tøvede sådan.
Bare lidt kærtegn. Bare den rent fysiske tiltrækning. Der var intet andet i det, i hvert fald ikke fra Zachs side. Hvad skulle en mand gøre i denne verden?
Han havde ikke rigtig nogle ord til at besvare Lucius' med. I stedet lod han fødderne glide ud af sine sko, før han satte sig helt op i sengen og var vendt med front mod Lucius. Okay. Enten måtte han tage sig samme eller være en kylling og løbe hjem nu.
Han tog sig sammen. Når det kom til stykket var han lidt for spontan til at stikke halen mellem benene. Han lænede sig frem efter, så han havde en arm på begge sider af Lucius. I et øjeblik studerede han mandens ansigt, ville se om manden helst ville flytte sig eller fjerne Zach eller om han virkelig...Bare blev liggende og ville...kærtegn. Hvad end det så inkluderede.
Til sidst smilte han igen.
"Som du selv siger det" brummede han. Stemmen var blevet lidt lavere og lød automatisk lidt mere dyb. Hans ene hånd lagde sig mod Lucius' brystkasse og efter Zach endnu en gang tjekkede om manden faktisk mente det og ville det, lod han hånden glide ned over den markerede mave. Han kunne mærke mandens muskler under tøjet. Oh dear...Det var så tillokkende. Pludselig var Zach irriterende bevidst om hvor længe siden han faktisk havde haft rigtig sex. Også selv om dette ikke var andet end...En lille tiltrækning. En flirt. En...Et-eller-andet.
"Jeg er åben, i hvert fald"
Han ville ikke selv indrømme det direkte. Medmindre Lucius stoppede ham fra det, lod han hånden glide ind under mandens tøj og lagde sin hånd direkte mod den varme hud. Han havde ikke travlt, han nød blot muligheden for at mærke en mand under sig igen. Musklerne, varmen, nærværet...Zach følte sig en anelse ensom. Han havde sine venner, sin slægt. Men han havde ingen faste partnere, ingen kærlig eller familie som sådan.
Han lænede sig frem og medmindre Lucius forhindrede ham i det, placerede han et forsigtigt kys på mandens hals.

Zach smilte svagt for sig selv, som han mærkede hvordan Lucius pressede ham tættere på. Der skulle næsten ikke mere til for at tænde Zach, hvilket måske også skyldtes hvor længe siden det var han sidst havde tilladt sig at finde en anden mand. Hånden, der havde sneget sig ind under skjorten, gled op over den markante brystkasse. Tommelfingeren gled hen over den ene nippel, som han gav sig til at udforske og lege med Lucius. I det små, selvfølgelig. På et forspils-stadie. Han pressede sin egen krop tættere på Lucius, så han kunne mærke mandens varme mod sig. Føle mandens krop. Det lille kys ved halsen blev hurtigere til et mere selvsikkert kys, men nu hvor han havde fået bevis for at Lucius faktisk ville dette, gik der ikke lang tid før han fjernede sig fra halsen og i stedet placerede et lille kys på Lucius' læber. Uhm. Der var intet bedre end den søde smag af en anden mands læber.
Kyssene blev mere forlangende. Zach ville nyde det til fulde. Den ledige hånd forlod sengen, så han hvilede mere eller mindre af sin vægt mod Lucius, kun for at begrave hånden i Lucius' mørke hår.
Zach lod sig hurtigt rive med af stemningen. Han var allerede ved at få sig selv op at køre, blot ved at mærke og kysse på Lucius, trods Zach knap nok havde modtaget noget selv. Men det gjorde intet. Zach kunne sagtens styre det, hvis det skulle være. Dette var ikke den vej han havde forventet mødet ville tage, men han beklagede sig ikke.
Hånden under tøjet gled ned over maven og greb drillende fat i kanten af bukserne. Drillende gled ned længere ned, ned over låret, ned langs indersiden af det. Zachs egen vejrtrækning bar allerede præg af deres lille leg.

Outfit

Siden daten med Lucius, hvor Hydra havde modtaget den ultimative gave inden for tillid - nøglen til Lucius' gemakker - havde hun stort set ikke bevæget sig ret mange andre steder hen. Hvor hun før havde søgt hendes ensomme ture ud i verden for at udforske, følte hun sig nu mærkeligt draget mod Adaris' mørke i stedet. Selvom hun tydeligt mærkede et stort savn af dragerne, så vidste hun udmærket, at turen ville tage længe. Selve det at flyve derhen ville være en smal sag, men det emotionelle ville sætte hende langt tilbage. Dragerne var familie, men det var også et kæmpe og smertefuldt minde om hendes barske fortid. Derfor lod hun blot savn være savn. Turene blev i stedet holdt korte, og i nærheden af Adaris. Det tilfredstilte hende på en anden måde, og selvom hun nu og da ville forsøge at bevæge sig blot en smule længere bort, så fandt hun altid sig selv stirrende tilbage. Næsten som om, at Lucius havde lagt en bobbel omkring hende, som kun tillod en vis afstand før, at hun mærkede den dragene effekt som han havde på hende.

Denne eftermiddag var ikke anderledes. Hydra sad placeret lige udenfor hovedindgangen til Adaris, hvis overvældende figur tårnede bag hendes spinkle ryg, hvilket hun var udmærket klar over. Hun havde siddet der i timevis med benene trukket op til sig, hvor hendes albuerne hvilede mod knæene og gjorde plads til hendes hovede. Hendes matte øjne havde i timevis betragtet skyerne glide forbi og græsset danset i vinden, men udover det havde der ikke været nogen bevægelse fra hendes side. Det var først, da en sky pludselig gled foran solen og mørkelagde hendes omgivelser, at hun vågnede fra den meditative trance der havde bundet hende i timevis. Langsomt glippede hun med øjnene og vendte således tilbage til virkeligheden, hvor hun udmattet strakte sin krop så det knagede. En af de grunde til, at hun alene var taget på tur igen denne eftermiddag var, at Lucius havde bedt om ro til mødet med en gæst tidligere på dagen. Dog havde hun hverken set nogen komme eller gå, hvilket hun formodede skyldes hendes distraherede tanker. Derfor formodede hun også, at mødet måtte være ovre for længst. Uden yderligere tøven vendte hun om, og bevægede sig tilbage mod Lucius' hus.

Hydra kendte ruten temmelig godt efterhånden, så turen tog ikke længe. Hun fandt den velkendte bygning, som hun efterhånden kaldte 'hjem', og brugte nøglen til at låse sig indenfor. Stilheden og intetheden ramte hende først. Lucius befandt sig hverken i stuen eller køkkenet, hvilket hun fandt en anelse underligt. Mistanken ramte hende dog, at mødet endnu ikke var slut, så hun listede hurtigt hen og tjekkede kontoret. Hendes undren blev dog kun større, da hun så et efterladt kontor, men ingen Lucius eller gæst. Pludselig hørte hun en lyd. Den var svag, men lød som om, at den kom fra soveværelset. Hydra rynkede brynene, men fulgte villigt lyden. Lucius plejede ikke at sove på denne tid af døgnet. Var han blevet dårlig? Uroen voksede, og da hun nåede soveværelset, skubbede hun straks døren op uden at tænke yderligere over det.

"Lucius?"

Synet der mødte hende, ramte som en kold spand vand. Et tordenskrald sjælendt hørt magen til bragede tydeligt over Adaris, hvilket fik folk i byen til at gispe forskrækket. Hendes følelser løb løbsk, hvilket gjorde hendes evner ude af kontrol. Selv hendes matte chokoladebrune øjne gled over i en hidsig farve, hvis ligemand man kun fandt hos dragerne. Hendes hånd gled ned over døren og faldt så slapt ned langs siden. For hun havde godt nok fundet Lucius... men han var der... i sengen. I hans seng. I deres seng... med en anden. Lucius læber presset mod en fremmede. Hun var et stort rod af forvirring, hun var vred og hun var såret. Hvad foregik der?

"Hv-... H... Hvem... Hvem er... Hvad l-... Hvem er det? Hva... Hvad laver du?"

Hendes stemme var blot en hæs hvisken, men gråden var lige bag ved. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun egentlig reagerede sådan, men vidste blot, at synet gjorde ondt på hende. Dybt inde.

Han drillede Lucius. Hans plan var at lokke helt nye udtryk frem på det ansigt af hans, som før havde været så afmålt og stenet. Det så ud til at virke og Zach kunne ikke lade være med at snige sig til et kig mellem kyssene og berøringerne.
Pludselig vendte Lucius dem rundt, så Zach kunne mærke den bløde seng under sin ryg. Af en mand, han ikke havde troet havde en interesse i denne slags, gik Lucius hurtigt frem. Måske var det fordi de begge var mænd og der var intet kvindeligt organ der skulle varmes op først. Faktisk var Zach sikker på hans eget organ allerede var mere end strittende og mærkbart igennem tøjet. Han var overrasket over at Lucius øjeblikkeligt hev hen i hans bukser, men det druknede hurtigt i en opslugende nydelse, der fik ham til at hungre efter at mærke Lucius. Han kunne mærke hvordan det spjættede svagt i hans underliv, da han modtog de intime og drillende kys. Mere! Han ønskede sig meget mere! Ville Lucius få ham til at tigge efter det?
Små støn gled ud over hans egne læber og han lukkede øjnene, da han pressede hovedet tilbage mod sengen.
Da Lucius mødte hans læber igen, gled hans arme rundt om mandens krop og pressede den tættere på sin egen. Hans ben sparkede lidt, for at skubbe bukserne helt af sig.

Den pludselige forstyrrelse sendte hjertet op i halsen på Zach, især fordi det blev akkompagneret af et brag der lød som...Torden? Han huskede ikke om det havde truet med uvejr, da han var ankommet, men det var vel en mulighed. Men for at være ærlig var det nok det der fyldte hans tanker mindst. Han slap automatik Lucius og afbrød deres kys. Med hænderne skubbede han op i en halvt siddende position og hans lilla øjne gled over kvinden der stod i døråbningen.
Oh...Oh dear...
Han havde overbevist sig selv om at det havde været Lucius' eget ansvar om han havde andre eller ej, om han var utro eller ej. Det holdt han stadig ved. Men det betød ikke det var rart at blive opdaget. Han var tom for ord og ville lade Lucius om det at sige noget. Zach kendte jo ikke kvinden, selv om han var overbevist om at hun ville hade ham for evigt nu. Øjnene gled tilbage på Lucius, afventende hvad der nu skulle ske. Zachs krop var anspændt. Han var klar til at springe op af sengen og hive sine bukser op igen, hvis der blev behov for det. Han skulle ikke deltage i noget huslig skænderi!
Og hvad mere var...
Hvad sagde det ikke om Lucius som person, at han så nemt...Brød en tillid?
Forhåbentlig havde Zach ikke gjort noget dumt ved at underskrive en kontrakt med ham.
"Vi..Øhm..."
Han prøvede at sige noget. Men hvad burde han sige? Kvindens spørgsmål havde også været rettet mod Lucius, så måske burde han netop bare tie stille.