The next alliance ~ Zachariah&Hydra XXX

Begge af de to mænd havde fuldstændig ret i at uvejret ikke burde finde sted - og da slet ikke så kraftigt. Problemet var blot, at Hydra's evner havde det med at tage over, når hun oplevede kraftige følseleudbrud, og lige i det øjeblik var hun et stort virvar af følelser. Uvejret fandt selvfølgelig ikke sted i Arabis, men rettere lige over bjerget, hvor byen lå gemt. Hendes evner var stadigvæk meget lokale, hvilket var heldigt nok, da den kraftige vind omkring bjerget nu ikke tillod mange at nærme sig.

Hydra stod stadigvæk som forstenet, da det langsomt gik op for begge af mændende, at de ikke længere var alene i soveværelset. Hendes øjne var ikke låst, men fløj stadigvæk panisk rundt mellem de to. Fyren med de lilla øjne - en Naailas - konkluderede hun hurtigt, så næsten lige så forvirret og panisk ud, som hun selv følte sig. Lucius derimod virkede alt, alt for roligt i forhold til, hvad hun lige havde fundet ham i færd med. Da han var den første til at bryde stilheden med ordene, 'min elskede', lød det endda helt forkert. Ord som hun før havde påskønnet med hele sit hjerte, faldt nu tomt til jorden i hendes urolige sind. Da han først førte en hånd op for at lægge den mod hendes kind, rykkede hun knurrende hovedet til sig, men lod ham i stedet tage fat om hendes hånd. Hun brændte og frøs på samme tid, og vidste ikke engang, hvordan hendes hud ville føles.

"En... en tillidsprøve?"

Hun måtte rømme sig en enkelt gang, da stemmen stadigvæk var fanget af en hæs og smertefuld følelse. Hendes blik vendte hurtigt tilbage til manden i sengen, som hun mistroisk kneb øjnene sammen imod. Et eller andet sted langt borte i hendes forstyrrede sind, så var der noget ved det, som Lucius sagde, der gav mening. Hun havde set det før blandt dragerne. Det var hende ikke ufamiliært, men det var samtidig ikke noget, som hun før havde set blandt mennesker. Desuden gjorde det lidt ekstra ondt, at Lucius ikke lod til at huske, hvor personligt sex var for hende. Hun stolede på ham, hvilket var hele grunden til, at han havde været hendes første gang. Hun var ikke sikker på, at hun ville kunne det med en fremmede.

Næsten som i en trance, lod hun sig trække med over til sengen, og ned på Lucius skød. Hendes øjne genvandt deres normale matte farve, og fokuserede stadigvæk mod Naaila'en, inden de pludselig vendte tilbage til Lucius, da han forsøgte at plante nogle kys på hende. Hendes hånd røg op, og blokerede blidt hans læber, inden hun med en bestemt men stadigvæk forvirret tone

"Hvem ER han?"

Hvis dette absolut skulle ske, så ville Hydra i det mindste have at vide, hvem hun havde med at gøre. Sex var ikke blot 'en ting' hos hende, men voldsomt intimt, så hun havde et behov for at kunne føle sig sikker. Det gjorde hun ikke uden navn. Desuden var hun meget opmærksom på, hvordan Naaila'en reagerede. Han virkede faktisk... overrasket. Som hun selv gjorde.

"Og hvorfor begyndte du uden mig?"

Lucius ord var en overraskelse for ham og han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle føle omkring situationen. Som Lucius flyttede sig, satte han sig op, stadig klar til at gribe sit tøj og få det på igen hurtigt muligt, hvis der blev behov for det. Det føltes som om han sad på nåle og hjertet slog hårdt i brystet på ham, som hans krop gik fra en overvældende lyst til en mere panisk tilstand.
Stod Lucius og løg til sin kvinde - han var nået frem til at den fremmede kvinde måtte være Lucius', intet andet gav mening - eller var det han sagde faktisk sandheden?
Zach var ikke nået så langt at han faktisk havde følelser for Lucius, så på den måde gik det ham ikke på. Men der var stadig noget sært...Ubehageligt...I at vide man var...Overflødig. Ja, overflødig måtte næsten være det mest rammende ord.
Stod Lucius virkelig og talte for de alle tre skulle engagere sig med hinanden? Zach var ikke til kvinder. Han havde prøvet, men det tændte aldrig ilden i ham. Han endte altid med at kede sig og ønske han lavede noget andet. Men lige nu var han lidt for overrasket til faktisk at komme med den protest han gerne ville have udtalt...Og måske forhindrede hans krop det bevidst, for den virkede til at hungre efter kærtegn og lysten på en måde som Zach havde svært ved at overvinde og ignorere.
Havde Lucius vidst hun ville komme eller...Eller var manden god til undskyldninger? Han kunne ikke regne manden ud.
Da de sad på sengen ved siden af ham og prøvede at kysse hinanden, overvejede Zach at rejse sig og gå. Dette var mellem dem og Zach hørte jo slet ikke til her...
Han havde været ved at række ud efter sine bukser, da han mærkede Lucius' hånd mod sin ryg og hørte kvindens spørgsmål. Han drejede hovedet mod dem og virkede i et øjeblik forvirret over den pludselige opmærksomhed. Til sidst rømmede han sig svagt og et svagt smil gled over ham.
"Øhm...Jeg er Zachariah, repræsentant for Naailas...I øjeblikket" Han var jo ikke en leder endnu. Men han var også ved at arbejde med ting der slet intet havde med en general at gøre. Hvad skulle han snart kalde sig selv.
"Og må jeg selv spørge...Hvem De er?"
Det var nok fordi kvinden havde haft det hårdt nok, med at opdage de to sammen, at han valgte at tiltale kvinden med et 'de'. Det var trods alt hende der hørte til her og ikke Zach, så der var ingen grund til at provokere yderligere. Hans blik fløj mellem kvinden og Lucius.
Seriøst? Var dette ved at tage en uventet drejning, havde Lucius virkelig succes med dette? Var dette...Alvorligt?
Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.

Zachariah. Repræsentant for Naailas... Hydra begyndte langsomt at se en sammengæng. Mødet som Lucius havde nævnt tidligere var udelukkende politisk baseret - noget med en alliance, hvis hun ikke huskede helt forkert - men det lod til, at tingene havde taget en lidt anden drejning. Eller... havde det hele været planlagt? Havde mødet blot været et dække for Lucius egentlige planer? For ham? Eller for dem? Tankerne gjorde hende blot endnu mere forvirret og frustreret, og et øjeblik havde hun lyst til at råbe af Zachariah, at han skulle forsvinde. I virkeligheden, så var det faktisk hende, som havde lyst til at forsvinde. Finde et stille sted, hvor hun kunne samle tankerne, og ikke stille spørgsmål. Zachariah var dog blid og høflig, og tillod hende endda et 'De' i hans ordvalg, da han spurgte ind til hende. Lucius havde altså ikke nævnt hende. Hun sukkede tungt, og åbnede munden for at svare på spørgsmålet. Lucius kom hende dog i forekøbet, og hun bed kæberne hårdt sammen igen, imens hun nægtede at se på sin 'konge'. Da han var færdig skyndte hun sig dog at tilføje lidt.

"Jeg er Hydra som sagt... mage til Lucius. Slægtløs."

Hun følte det vigtigt at gøre status på sin slægt, som Zachariah havde gjort med hans egen. Desuden var det tydeligt i øjeblikket. Hun havde ikke gjort noget for at skjule sine matte øjne, siden hun trådte over dørtærsklen til soveværelset. Tanken havde end ikke strejfet hende. Hvis Lucius følte det sikkert at bringe en fremmede med ind i soveværelset, så burde hun også kunne føle sig sikker nok til ikke at skjule sin øjenfarve. Da Lucius igen talte, og nævnte spændingen i deres forhold, følte hun sig atter ramt. Hun havde en idé om, at det havde noget at gøre med hendes generelle sindsstemning i øjeblikket, da intet der blev sagt omkring hende lød positivt længere. Spændingen. Var hun ikke længere god nok? Spændende nok i deres leg? Var det derfor?

"Var dette en del af planen?... af mødet?"

Hun havde svært ved at tyde Lucius undskyldning. Undskyldte han for, at hun ikke brød sig om overraskelsen, eller fordi han faktisk følte sig skyldig omkring noget. Det var derfor, at hun rettede endnu et spørgsmål mod Zachariah, imens hun lod sig fange i Lucius favn. Så varm og så vidunderligt velkendt. Dog selv ikke de velkendte fornemmelser kunne jage den nagende frygt borte omkring, at noget var forkert. Naaila'en virkede stresset, og ja endda... taget på sengen. Hvis dette faktisk var en overraskelse, og hun blot havde overreageret, så ville hun bitterligt fortryde. Lucius havde sikkert ment det... kærligt. Tvivlen havde sat sine spor allerede da han først talte, og takket være hendes blinde kærlighed til ham, så havde hun svært ved blot at blive ved med sine beskyldninger. Hun havde faktisk ikke rigtig en idé om, om hun blot burde lege med eller gå.

Jaaah...Aaahh...Wow. Sikke en kærlighedserklæring. Var den oprigtig? Holdt Lucius så meget af Hydra, selv om han ikke havde haft et problem med at lægge op til en pludselig omgang intimitet med Zach? Igen besluttede han sig for at det ikke var hans problem og at der - igen - var forskel på følelser og rent fysisk begær. Ikke fordi Zach vidste meget om det selv, omend han havde modtaget en del kærlighed fra sine forældre. Men han havde aldrig rigtig haft et forhold. Hvilket uden tvivl skyldtes hans tendenser til at forelske sig i mænd, der oftere end omvendt var til kvinder og han derfor altid havde måtte holde sig i baggrunden og passe på med netop ikke at give udtryk for den slags. Til sidst var det blevet nemmere at ignorere den slags eller lade som ingenting, selv om det næppe var sundt for ens psykiske helbred.
Han trak vejret tungt, trak let på skuldrene og gled ud på kanten af sengen, uden tvivl klar til at rejse sig og gå. Han hørte ikke til her, deres konstante kærlighedserklæringer bekræftede det. De havde brug for at være alene. Get a room, som man sagde. Bortset fra de VAR i deres rum og Zach trængte sig på.
At hun var slægtløs betød intet for ham. Han havde haft venner der var slægtløse. Og som slave kom man til at have et andet forhold, til andre af samfundets udstødte. Eller, han gjorde i hvert fald. Der var også dem der hadede folk som var slægtløse med alt de kunne, netop i håb om at passe ind i samfundet mere. Men Zach var ret åben på det punkt.
Han rømmede sig svagt og igen var det skæve smil der. Blikket gled over til Lucius et øjeblik.
"Nej...Svaret må være nej. Faktisk finder jeg Lucius en hel del arrogant og...Du ved...Stenansigt?" svarede han ærligt. Hans ene hånd gled op og lavede en gestik rundt om Zachs eget ansigt, som han udtalte sig om Lucius'. Han bukkede sig ned mod gulvet og greb sine bukser, før han rejste sig op igen.
"Måske...Burde jeg gå?" Hvorfor var han overhoved i tvivl? Hvis de endelig mente en trekant var godt for forholdet kunne de jo altid invitere ham igen...Men han var ærlig talt ikke sikker på om han håbede på det eller ej.
"Jeg er meget ked af hvad du måtte bevidne Hydra...Jeg håber du kan tilgive mig og ikke mindst, din...Øhm...Lucius. Det vil ikke ske igen"
Lucius havde tiltalt Hydra i så mange titler, at Zach ikke rigtig anede hvad de to var sammen, andet end tætte.

Så det var, hvad hun egentlig havde frygtet. Uventet. Ikke planlagt, sådan som Lucius havde forsøgt at forklare hende. Det havde været et henkastet og uetisk forsøg på at skrabe noget kærlighed indenbords, hvilket betød, at hendes egen ikke længere måtte være tilstrækkelig. Måske havde hendes fortid omsider indhentet hende? Hendes øjne? Det faktum, at hun ikke tilhørte nogen specielt slægt betød mere for dem, end de begge to var klar til at indrømme. Det gjorde alting mere svært… lige fra simpel åben kærlighed til det mere længerevarende… såsom at stifte en familie. Hydra havde faktisk ikke nogen idé om, hvad deres børn ville ligne. Slægteløse eller slægt. Det ville betyde alt for fremtiden. Hvis de altså overhovedet nåede så langt. Hun var ikke sikker på ret meget, som hun sad mast i Lucius favn og stirrede mod Zachariahs med et lille bedrøvet smil. Hans humor og ærlighed gjorde hende en smule bedre tilpas, men hun følte sig stadigvæk frygteligt blottet med ham i rummet. Der var ting, som hun havde lyst til at diskutere med Lucius – råbe af ham faktisk – som ikke nødvendigvis indbød andre øre.

”Måske… måske burde du, ja.”

Hendes stemme var mild, trods sorgen i hendes øjne som var rettet mod Zachariah, imens hun ignorerede mere af det som Lucius fik sagt. Hun fornemmede en blid sjæl hos ham, hvilket hun normalt ville have brugt tid på at udforske. Lige nu havde hun dog hverken tålmodighed eller tid til den slags. Hun havde behov for at snakke med Lucius – endda råbe af ham – hvilket ikke var noget som hun mente, at Zachariah ville få gavn af at overvære. Derfor fandt hun det bedst at sende ham bort. Hun håbede dog i sit stille sind, at de måske ville mødes igen en dag. Så hun kunne møde de sande side af ham, og ikke den som virkede lige så forvirret, som hun selv følte sig. Hun så til, imens han fik samlet sig selv og sine ting fra gulvet, imens han undskyldte til hende. Hun vidste ikke helt, hvad et passende svar ville være, så hun nøjedes med at nikke stille som et tegn på, at hun forstod hans hensigt. Hun var ikke klar til at tilgive. Ikke endnu. Pludselig mærkede hun, hvordan Lucius’ greb ændrede sig. Før hun vidste af det, blev hun trukket med ud på badeværelset, hvis glasvæg gav frit udsyn ind til soveværelset, hvor hun kastede et kort blik efter Zachariah for at se, hvad han endte med at gøre, inden hun igen fokuserede mod Lucius. Hun lod ham tale helt færdig før, at hun trak vejret dybt, og så ham i øjnene.

”Du har lært mig alt, hvad jeg ved... om kærlighed og tillid... men... var det bare... en løgn? Er... er jeg ikke nok? Var det hele forgæves?!"

Hun kunne ikke styre det længere. Hendes stemme var højere end den plejede, og hendes normalt matte øjne var blanke og fyldt med tåre. Udenfor Arabis slog vejret om igen. De mørke skyer hang stadigvæk tæt og truende, men nu var det iskold regn som piskede imod bjerget. Hun kunne mærke kulden helt ind i benene.

”Jeg vil ikke straffe dig… jeg vil bare… have sandheden. Jeg forstår ikke… Jeg forstår ikke det her…”

Ulykkeligheden, uvisheden og tvivlen væltede ud af hende. Hendes ord blev mere og mere utydelige, som gråden den tog til. Hendes hoved insisterede på, at dette var sket, fordi Lucius var træt af hende. Hun var ikke længere nok. Han ville bare skåne hende.

Zach fornemmede hurtigt der lå noget tungere i luften. Noget mellem parret foran ham. Jah, han hørte helt klart ikke til her. Han følte stadig han trængte sig alt for meget på. Han fik hurtigt trukket bukserne på og trækket sin trøje på plads. Skoene blev trukket ordenligt på igen. Det hele skete hurtigt og afslørede at han generelt var en type der hurtigt trak noget tøj på og var ude af døren - eller sengen. Dog, beklageligvis, ikke fordi der var andre i sengen samtidig. Hans ord var måske blevet misforstået af Lucius, for mandens ansigtsudtryk virkede ikke helt tilfreds eller også var det fordi manden sad og tænkte over sin situation med Hydra...Hvilket nok ville give mere mening. Zach havde dog ikke ment nogle af ordene på en ond måde og han kendte ikke deres forhold mellem hinanden, så på sin egen lettere useriøse måde havde han svaret Hydra.
Som parret trak sig tilbage til hvad Zach havde tolket som toilettet i dette rum, tjekkede han hurtigt om han havde det hele, før han gik over til døren. Hans hånd hvilede tøvende på håndtaget et øjeblik, af en grund han ikke helt kunne bedømme, men som han hørte lydene af noget der kunne være et voksende skænderi - og han var blevet enig med sig selv om at han ikke kunne gøre mere for at redde situationen selv - åbnede han døren og forlod rummet. Han fandt vej tilbage den vej, som Lucius havde vist ham tidligere.
Trods det triste i situationen, trods det var gået ud over den uskyldige kvinde Hydra, som han på sin egen måde egentlig havde fundet en ganske kærlig person, følte han alligevel et stik af fortrydelse og sorg. Bare i et øjeblik...Bare sex. Han var så uheldig at foretrække andre mænd, så at finde nogen der faktisk var åben for det, var en stor udfordring i sig selv. Og så faktisk at få dem til sengen? Selv om det havde været Lucius, en mand han intet havde haft til fælles med, havde han set frem til blot den rene sex. Han ville være glad for bare sex, da han var realist nok til at vide at han aldrig ville kunne få et forhold.
Han håbede Lucius og Hydra fandt ud af det. Der var visse former for ensomhed folk fortjente at være forskånet for.
Han fandt en vagt og efter at have spurgt sig frem, fandt han endelig nogen der kunne vise ham ud af byen. Han havde overvejet at undesøge stedet nærmere, men på nuværende tidspunkt følte han sig slet ikke velkommen i byen overhoved. Det var bedre bare helt at forsvinde, lige så uønsket som hans slægt altid havde været. Forsvinde, før nogen fik gode ideer.

//Out

En fristelse... Hydra kunne godt forstå ordet, men hun kunne ikke lide det. Det lød forkert, og specielt i denne sammenhæng. Hendes blik faldt en sidste gang på Zachariah's krop, som hastede ud af døren med tøjet nogenlunde på igen. Da gik det op for hende, hvad fristelsen egentlig betød. Hun havde set det før, men aldrig hos mennesker, og da slet ikke ofte i naturen. Det mindskede dog ikke gråden, men forvirrede hende blot endnu mere. Hun vendte igen sit blik mod Lucius, og med en stille, hæs stemme fik hun stillet spørgsmålet som vejede mere end man skulle tro.

"Var... Er han en fristelse?"

Hun håbede, at han forstod hendes mening bag spørgsmålet. Det var egentligt ikke noget, som hun havde set komme, men midt i alvoren havde det slået hende. Hun mærkede atter hans arme omkring hende, men denne gang opgav hun at kæmpe imod. Hun var allerede udmattet. Hendes kræfter løb løbsk og det tog allerede på hendes energi, sammen med vreden som hun var forholdsvis uvant med. Derfor lod hun blot sorgen få frit spil. Hun lod sit hovede ramme hans skulder, hvor hun græd videre, imens hun lyttede. Hendes arme hang stadigvæk slapt, da hun hun nægtede at holde om ham.

"Ek-Ekskæreste?... Lucius... Der er så meget... Jeg ikke ved."

Hun undlod at svare på det med børnene. Tanken havde strejfet hende flere gange. Specielt efter, at Lucius gjorde det 'officielt' mellem dem. Hun vidste, at det var noget mager gjorde. De fik børnene, og så blev de en familie. Men... hun vidste ikke meget om familier. Og hun vidste åbenbart også meget lidt om den mand hun elskede. Hydra blev atter trukket afsted med, men denne gang en anelse blidere, da hun frivilligt lod sig rykke med. Automatisk scannede hendes blik rummet efter Zachariahs, men ikke underligt var han allerede forduftet. Hun havde egentlig ret ondt af ham, da de tydeligvis ikke havde fået noget særlig godt indtryk af hinanden. Som tidligere ment havde hun fornemmet en blid sjæl bag de lillae øjne, og hun håbede egentlig, at de fik chancen for at snakke igen en dag... hvilket måske blev muligt, da hun så, hvad Lucius havde bragt hende til. Hydra tørrede hurtigt sine øjne, og rystede så på hovedet. Hun kunne ikke rigtig læse, men hun fornemmede, at det var vigtigt. Hun sukkede tungt, og vendte sig imod Lucius, så hun kunne se ham direkte i øjnene. Hendes tåre var væk, og erstattet af et klart men såret blik.

"Du snakker... om fremtiden. Om os. Men... jeg skal bruge tid. Jeg har ikke... Det er nyt. Følelserne og dig. Du er stadigvæk alting for mig... men du har brudt det. Jeg vil stole på dig - for nu - hvis du lover, at Charles er min når dagen kommer. Først efter vil jeg føle mig sikker. Først der vil jeg kunne være hos dig helt igen... men efter tid."

Hun forsøgte at komme med en forklaring. Få det hele til at give mening. Hun havde lyst til at kaste sig i hans arme, og få alting der var sket til at forsvinde. Hun ønskede at elske til, at de begge faldt i søvn, da det var den eneste metode hun kendte mod stress og angst. Men... hun kunne ikke. Noget i hendes gjorde ondt ved tankerne og ved synet af Lucius.