Expect the Unexpected ♦ Lucius, Kassandra & Hydra

Sted ♦ Arabis
Tid ♦ Eftermiddag
Vejr ♦ Lav eftermiddagssol
Omgivelser ♦ Indgangen til Arabis
Emnepartnere/rækkefølge ♦ @Lucius ; @Kassandra ; @Hydra ; @Cayden

Påklædning

Det havde været en kamp at få overtalt Cayden til i det mindste at overveje at tage del i mødet, som Kassandra havde arrangeret med Adaras' leder, Lucius og dem. De havde brug for alliancer, og Kassandra havde set en oplagt mulighed med Adaras, så hun forventede, at Cayden kunne lægge deres fortid bag sig, men hun bebrejdede ham heller ikke for at give modstand og protestere. Hun var heller ikke just glad for situationen, men de var ved at løbe tør for muligheder, så hun havde lettere og elegant tvunget ham til at bide det i sig og holde op med at slå mere på den døde hest. Hun havde iført sig en buksedragt, som lod hende fremtræde elegant, men også yderst intimiderende, hvilket passede hende perfekt.

-

Kassandra sendte et træt blik til sin venstre side, hvor Cayden stod og brokkede sig endnu engang. Ikke at hun var udmattet, men hans ustoppelige klagen var ved at suge hende tom for energi, hvilket ikke var helt optimalt, når de skulle til et vigtigt møde.
"Cay, jeg ber' dig. Ti stille?" hendes ord var ikke sagt med en irriteret, eller beordrende stemme. Tværtimod, hun spurgte ganske pænt, næsten tiggende, men uden tvivl også med lidt humor, da hun trak svagt på smilebåndet efter.
Hun drejede hoved mod hendes front igen, da hun spottede Lucius ud af øjenkrogen. Hun rettede ryggen og løftede hagen og de ene øjenbryn en smule. Kassandras blik faldt hurtigt ned på den unge leders hånd, og selv om hun helst ville have været uden, så tøvede hun ikke med at tage i mod hans gestus med et fast håndtryk og en dyb øjenkontakt.
"I lige måde. Vi takker for invitationen" svarede hun professionelt og med al den respekt, som hun overhoved kunne mostre op, hvilket ikke sagde så meget. Hendes blik faldt atter på Cayden, da Lucius hilste på ham, og hun fik en stærk træng til at skære en grimasse og efterlade nogle brændsår på Lucius. Sådan snakkede man ikke til hendes Cayden. I sær ikke, når Kassandra var til stede. Dog tog hun sig sammen, tog fat under Caydens overarm, og låste arm med ham, hvorefter hun sendte ham et forsikrende blik og nik. De skulle nok klare det, sammen som altid.

Påklædning

Morgenen var for længst slut, men alligevel befandt Hydra sig stadigvæk i sengen sammen med Lucius. Hun var faktisk vågnet tidligt, men havde valgt at trække den. Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle give sig til andet end at gøre sig stand - hvilket hun også tvivlede på. Hun var på en og samme tid nervøs og voldsomt spændt på mødet, som hun vidste snart ville finde sted. The Oikans. En hel slægt fyldt med kræfter, som hun ellers kun havde set hos dragerne, og som hun havde drømt om at møde længe. Ilden. Den fine, varme, delikate og hjemlige fornemmelse hun fik, når hun så den, havde hun manglet i The Adaras. Lyset var ikke det samme. Hun elskede dog Lucius højere end ilden, hvilket var grunden til, at hun var blevet så længe... men hun kunne ikke sige sig fri for at være en anelse stolt over, at han lod hende blive til et møde med lederen og hans hånd.

"Ja, det bliver vi vist."

Hydra stod flittigt op, og gik straks i gang med at gøre sig i stand. Normalt ville hun have brugt mere tid og fokus på Lucius, men hun forsøgte at bevare fokus, så hun i stedet kunne huske rutinen, som en af hans tjenere havde lært hende omkring tøj og hår. Sammen havde de fundet en yndig kjole, samt nogle matchende smykker, hvilket hun iførte sig. Da hun vendte sig om for at tage en kortvarig afsked med Lucius, blev hun overrasket over hans kommentar. Hade hende? En kort rynke dannede sig mellem hendes slanke bryn, inden kyssede ham farvel. Efter Lucius var gået, brugte hun tiden på at ordne sit hår, og som en sidste ting, da hun stod foran spejlet, samlede hun sit fokus og rettede så blikket imod hendes matte øjne som stirrede direkte tilbage på hende. I løbet af ganske få sekunder begyndte farven at falme, imens et søvl-lignende skær i stedet overtog. På mindre end et minut fik hun hvisket hendes tidligere afslørende øjenfarve bort, og havde i stedet erstattet med det velkendte Adara-blik. Noget hun vidste ville gøre Lucius glad. Da det var gjort, ventede hun derefter tålmodigt på, at flokken skulle vende tilbage.

Kassandra strammede sit greb om Caydens arm, da Lucius kom med hans provokerende kommentar om at holde sig til emnet. Hun kunne mærke begge hendes håndflader varme op samtidigt med, at hendes temperament steg. Én berøring. Hun skulle bare række ud og lægge sin hånd mellem hans hals og skulder for at brænde ham, og så havde han nok ikke flere spydige bemærkninger den aften, men hun valgte at holde sig i skindet og lade vær. Det ville ikke være taktisk smart fra hendes side af, og det ville ikke ligne hende. Kassandra var opvokset og opdraget med ekstrem disciplin, da det var en essential egenskab at eje, når man havde med taktik og strategi at gøre. Hendes far var trods alt den tidligere general for The Oikans, så det var oplagt, at hun havde arvet hans værdier. Hun havde jo selv regnet med at blive general efter hans død, men Cayden havde andre planer med hende. Ikke at hun klagede, hun var mere end blot beæret, hun var absolut henrykt. Hvis hun selv skulle sige det, så mente hun personligt, at ingen andre ville kunne fungere som hans højre hånd på samme måde som hende. De kendte hinanden ind og ud, hun havde ekstrem loyalitet over for ham og hun ville gøre absolut alt for den mand. Han betød hele verden for hende. Der var ingen anden Oikan, der kunne sige det samme.
Kassandra tog sig til brystet og gemte sit ansigt bag Caydens højre overarm, som hun havde fat om, hvor hun imiterede fornemmelsen af at skulle kaste op. Lucius' ord havde ramt endnu en nerve hos hende, og siden hun ikke kunne fare i flæsket på ham, måtte hun finde andre metoder på at komme ud med hendes indre tanker om ham. Hun kiggede op på Cayden efter med et smørret og kækt smil. Hun kunne da umuligt være den eneste af de to, der havde det sådan! At bringe noget humor over deres situation lignede hende ikke, men der var ingen andre måder, hvorpå hun ville kunne overleve den middag ellers.

Kassandras blik faldt på den unge pige foran hende, og hendes bryn blev fuget. Hvad gav hende retten til at deltage til en sådan middag? Hun havde ingen titel, ellers havde Kassandra kunnet genkende hende. Hun kunne ikke være andet end en gemen borger. Hun gav slip på Caydens arm og lagde i stedet hendes egne over kors, hvorefter hun lod resten af hendes vægt hvile på hende højre hofte. Hun sendte Lucius et misfornøjet blik.
"Beklager for at være ligefrem med min udtalelse, Lucius; men jeg havde forventet, at dette møde kun var for os med en vigtig status." sagde hun og lod blikket falde på den unge pige i stedet, "Ikke for en almen borger, som du tilfældigvis deler seng med". Hendes tone var ikke ond, men nærmere fornærmet. Det kunne ikke være rigtigt, at han havde trukket sin elsker med til at så vigtigt møde, hvor de skulle prøve at danne en alliance mellem deres to slægte. Hun blev stående ved Caydens side og kiggede spørgende på ham. Hun fulgte ham; enten så han mellem fingrene over situationen og satte sig til bord, ellers ville han hjem igen. Hvad end han besluttede sig for, så var hun lige bag ham.

Hydra ventede pænt, sådan som Lucius havde instrueret hende. Med hænderne foldet afslappet foran sig og ryggen rank, imens hun holdt de blege øjne rettet mod døren, hvor hun regnede med, at dagens gæster ville træde indenfor. Imens de begge ventede fik hun snakket en smule med Lucius' tjener, men hun fandt det besværligt at holde fokus ret længe af gangen, da hun var enormt spændt på at møde de to Oikans. Egentlig så ville hun gerne have været med Lucius for at byde dem velkommen, men de var nået en enighed om, at det var bedst for hende at blive. Der var mange nye indtryk som skulle opfanges på vejen gennem Arabis, og Hydra ville nødigt distrahere dem. Hun havde dog ingen idé om, hvordan det gik på turen, men håbede inderligt, at alle ville være i godt humør til middagen... og at Cayden ikke hadede hende, hvilket hun stadigvæk ikke så nogen grund til at skulle ske.

Pludselig genkendte hun lyden af Lucius stemme, som atter var nået indenfor husets rammer. Hun sendte ham et bredt smil, da han bevægede sig over mod hende samtidig med, at hun blev præsenteret for deres gæster. Selv nåede hun dog knapt at åbne munden før, at kvinden sammen med Cayden - som hun formodede at være Kassandra, hans hånd - smed en ubehagelig kommentar i ansigtet på hende. I et øjeblik følte hun sig så ramt, at hun næsten glemte sit fokus omkring øjnene, men lynhurtigt slog hun blikket væk og blinkede et par gange, så det igen kom under kontrol. Med en tand mere sikkerhed i blikket, rømmede hun sig og rettede de blege øjne mod Kassandra, sammen med et bredt smil.

"Kassandra. Du må være Caydens hånd. Lucius har ikke nogen hånd i øjeblikket, så han mente det passende, at jeg kunne være hans rådgiver i aften. Vi snakker alligevel meget om krigen.”

Hydra var ikke blind overfor den spydige tone i Kassandras kommentar, men forstod ikke fornærmelsen bag det at dele seng med Lucius, og benægtede det derfor ikke. Dog stadigvæk med en såret stolthed, men tilfreds med sit svar, vendte hun derfor opmærksomheden kortvarig mod Cayden. Han var en flot mand. Virkede magtfuld og tiltalende som Lucius selv, men med en anderledes glød over sig. Kassandra virkede blot... ond. Og skræmmende. Hydra var ikke sikker på, at de ville blive gode venner. Hvis ingen protesterede yderligere, ville hun stille sig over bag stolen ved siden af Lucius.

Hydras svar imponerede hende faktisk. Det ændrede ikke på, at hun stadigvæk stod ved hendes ord og intet fortrød, men det var beundringsværdigt, at hun kunne svare med en sådan selvsikkerhed, kontrol og ro. Men igen, det ændrede ikke på Kassandras fugede bryn, skeptiske mine og intimiderende kropssprog.
Kassandra betragtede Cayden med et falkeblik, da han gik hen mod den unge pige og gav hendes håndryg et høfligt kys. *Nu gør han det igen* tænkte hun for sig selv og fik en stærk lyst og træng til at himle med øjnene af ham. Han var en meget charmerende person af natur, det vidste hun alt for godt, hun kendte ham trods alt som ingen andre. Men denne gang havde han en bagtanke omkring det. Hun havde skam også regnet ud hvad. Det var åbenlyst for hende, da hun kendte til både Cayden som person, men også hans fortid med Lucius. I et split sekund tænkte hun over, om Hydra mon kendte til den samme fortid. Kassandra vidste, at Cayden kun havde delt dette med hende, men havde Lucius mon fortalt hans nye partner det samme? Hun blev revet ud af sin tankegang, da Cayden nævnte hende. Hun gav et skævt smil og et løftet højre øjenbryn fra sig, da Cayden kom med hans undskyldning angående hendes opførsel. Så længe han gjorde det, for hun følte ingen skyld. Hun rettede sit blik mod Lucius. Hun klukkede let af hans kommentar og klappede i hænderne.
"Der tager du fejl, kære. Cayden har skam begået fejl før, nogle større end andre," startede hun ud med et sigende blik, da hun hentydede til, at Lucius var denne store fejl, "men han har lært af dem. Derfor tager han ikke en forhastet beslutning uden grundig overvejelser. Så du kan vide dig helt sikker; jeg har ikke fået min stilling uden grund" afsluttede hun. Hendes tone var endnu engang spydig og fyldt med provokerende intentioner. Hendes ord gav indtryk af, at hun mente, at Hydra havde fået en sølle titel som rådgiver helt henkastet og uden taktisk overvejelse. Hun tog i mod Caydens arm, da han gik hen til hende igen. Hun sendte ham et varm smil og gav hans arm et betryggende klem. Guderne måtte vide, at hun i hvert fald havde brug for ham til at holde hende i kontrol resten af middagen. De gik mod bordet sammen, hvor Kassandra tog plads på stolen over for Hydra og ved Caydens højre side.
Hun kiggede op på Lucius med et advarende blik. Hvis han havde tænkt sig at spytte kommentarer ud på måde, når de lige havde sat sig til rette, så kunne han forvente intet mindre end det samme fra hende. Dog kunne hun mærke på sig selv, at hvis hun først kom godt i gang, så skulle der en hel hær til at stoppe hende igen. Så hun bed sig i kinden og kiggede til højre side, hvor Cayden sad. Hun sendte ham et advarende blik for at minde ham om, at hvis han ikke snart tog over for hende, så ville hun rasere hele stedet. Hun lod det derfor være op til ham, om han havde lyst til at adressere Lucius' kommentar, eller om han ville risikere hendes temperament.

Hydra var ganske rigtigt ikke bekendt med formaliteterne bag et møde så vigtigt, som det hun faktisk deltog ved. Selvom Lucius havde forsøgt at lære hende meget i deres tid sammen, så havde det aldrig skænket nogen af dem en tanke, at hun måske også kunne have gavn af at lære diplomatiske høfligheder. Lucius havde selvfølgelig også haft den issue, at Hydra var startet fra bunden. Da de havde fundet hinanden, havde hendes ordforråd ikke været meget bedre end en 10-årigs, samt hun havde været paralyseret af frygt og had. Det havde taget uger før, at hun overhovedet havde været klar til at føre en normal samtale. Så selvom Cayden måske mente hendes manerer en anelse rusten, så var hun umådelig stolt over, at Lucius havde spurgt hende om hendes råd. Det var selvfølgelig noget, som hun havde lovet ikke at snakke højt om - altså hendes fortid - så derfor gjorde hun blot sit bedste for, at alle gik derfra nogenlunde tilfredse.

Caydens latter kom bag på hende. Modsat sin kvindelig slægtfælle, så virkede han en hel del mere afslappet omkring hele situationen. Faktisk så afslappet, at han personligt valgte at hilse på hende - helt tæt. Hydra der ikke var vant til megen personlig kontakt udover Lucius' stivnede et kort øjeblik, da han greb fat om hendes hånd, som hun havde ladet hænge frit, da han kom nærmere. Hun havde slet ikke skænket sine ar en tanke, og var lige ved at miste fokus, da han løftede hånden nær sit ansigt. Vidste han det? Hendes tanker fløj panisk rundt i de få mikro-sekunder det tog at løfte hånden, men kom til en brat afslutning, da et varm og fløjsblødt kys pludselig blev placeret på hendes håndryg. Øjnene der før havde flakket af panik, faldt øjeblikkeligt til ro og blev store med forundring, samtidig med, at et forsigtigt smil formede sig. Ved hans kompliment kunne hun slet ikke styre det mere, og en lyserød farve blussede frem på hendes blege kinder.

"T-tusind tak..."

Stadigvæk forbløffet over, hvad der egentlig lige var hændt, blev hun stående et øjeblik længere efter, at Cayden havde sluppet hendes hånd igen. Hun trak langsomt hånden ind til sig, og holdt beskyttende om den med sin anden, næsten som forsøgte hun at bevare øjeblikket. Hun var dog forholdsvis opmærksom, da Lucius og Kassandra begyndte at diskutere positioner og vigtige titler. Specielt Kassandra's kommentar omkring "store fejl", fik hende til at hæve et øjenbryn, da noget lod til at være rettet omkring et emne, som hun tydeligvis ikke kendte til. Hun var nu glad for, at Lucius forsvarede hende, men hun ønskede bestemt ikke, at det skulle lede til slåskamp.

"Som med Lucius, så er jeg sikker på, at en leder som Cayden træffer gode valg. Du skal nok blive en dygtig hånd, Kassandra. Din... styrke fortæller i hvert fald om mod og stædighed."

Egentlig ikke tilfreds med valget af sin sparsommelige komplimenter, skyndte Hydra sig blot at sætte sig til bords sammen med Lucius og de andre. Hun vidste, at komplimenter var en god ting, og at det som regel gjorde folk i bedre humør. Alligevel havde hun lidt svært ved at komme på ting, som skulle løfte stemningen hos den bitre kvinde, hvis spydige kommentarer aldrig syntes at stoppe. Da tjeneren spurgte om drikkevarer bad hun blot om van. Aldrig havde hun vænnet sig til vin eller alkohol, og havde endnu kun gennemført en enkelt kop hele sit liv. Imens de sad til bords lod hun samtalen flyde. Hun var egentlig ikke sikker på, hvor hun burde byde ind, så hun ventede til et mere klart tegn på, at hendes mening var ønsket. Ordet "elskede" fik dog hurtigt rykket lidt ved hendes trance. Hun vendte hurtigt ansigtet mod Lucius med et forvirret udtryk, hvor hans eget smilende ansigt ikke var noget hun forstod.

Du skal nok blive en dygtig hånd, Kassandra. Denne sætning fra den unge kvinde gav et ekko i hendes hoved og hjalp ikke på hendes allerede rynkede bryn og høje temperament. Kassandra var ikke i humør til at tage det, som den kompliment, hun sikkert havde ment, da hun allerede var blevet provokeret til bristepunktet. Den rationelle del af hendes hjerne tvang hende dog til at forholde sig rolig, så hun ikke futtede al håret af alle tilstede. Dog blev hun endnu engang positivt overrasket over Hydra. Hun var rolig, fattet, hvilket man i hvert fald ikke kunne beskrive Kassandra som i øjeblikket. Hun havde altid haft problemer med at kontrollere hendes temperament, og selvom hun havde gjort store fremskridt siden sin ungdom, så var det stadig en stor fatal brist for hende. Dette var netop grunden til, at hun ofte forholdt sig stille, da hun ellers aldrig havde noget pænt at sige. Hun gik meget op i høflighed og gensidig respekt for sine medmennesker, men man skulle gøre meget lidt for at komme på hendes dårlige sider. Og Lucius havde gjort netop dette. Så alle hendes principper om diplomatisk etikette var brændt til aske nu.
Et skævt og skadefro smil spredte sig på Kassandras læber, da Cayden snakkede om hende. Hun slog blikket ned mod sin tallerken, så hun ikke provokerede Adaras' leder yderligere, hvorfor hun løftede sin højre arm og lænede sin albue mod bordet for at bruge hendes knyttede hånd til at dække det upassende smil. Hun vidste skam godt, at Cayden altid ville have hendes ryg, men alligevel blev hun fyldt med mere selvtillid, hvis det altså var muligt, når han beviste det overfor hende, ved at forsvare hendes ære, når andre prøvede at besudle den. Hun lod sin venstre hånd finde hans højre lår og drejede hoved i hans retning, hvorefter hun gav hans lår et betryggende klem som tak. Hun lod hånden blive men drejede til gengæld hoved mod den anden side og gav tjeneren et nik, da han gestikulerede med vinflasken i mod hendes glas.
Kassandra var nød til at klukke for sig selv, hvorefter hun omformede den knyttede næve, så hun kunne hvile sin hage mellem hendes tommel- og pegefinger i mens de andre fingre dækkede en smule over hendes højre mundvige og var foldet ind mod hendes håndflade.
*Lige så værdig. Sødt* tænkte hun for sig selv i et kort øjeblik. Hun sendte manden, der sad skråt over for hende et køligt smil.
"Jeg tror, at vi begge to ved hvilken, Lucius, sagde hun med ren gift i stemmen. Hun trak lidt henkastet på skuldrene og lagde hoved en smule på skrå, hvorefter hun sendte ham et spørgende, sarkastisk blik, "medmindre jeg har taget fejl, selvfølgelig. Skal jeg oplyse Dem om min hentydning?" afsluttede hun, men kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Man kunne ane den mindste form for trussel i hendes ord. Hendes ene mundvige skød i vejret og hun klukkede endnu engang, hvorefter hun kort slog blikket ned i skødet og fjernede sin hånd fra ansigtet for at tage fat om sit vinglas. Hun førte det op til munden med let løftede øjenbryn og fandt Lucius blik igen, i mens hun tog sin første tår af vinen. Bitter. Passede jo fint, hvis man tog i betragtning, hvem der serverede den. Det var en umådeligt flabet gestus, hvis du spurgte Kassandra selv. Men det var hun selvfølgelig kun stolt over. Skulle hun være ærlig over for sig selv, så stammede hendes præ had til Lucius nok fra jalousi over hans fortid med Cayden. Det var ingen hemmelighed, at Kassandra nærede umådeligt store følelser for hendes leder, det havde hun altid gjort. Dog var der ingen, der vidste, at disse følelser havde kreeret en dyb forelskelse. Hun havde altid været påpasselig med at give udtryk for dette, men Caydens tidligere forhold til Lucius havde såret hende dybt. Ikke at hun nogensinde havde ladet nogen opfatte det sådan. Cayden var hendes svaghed. Bare tanken om de to sammen kunne stadig forårsage en dårlig smag i munden på hende.
Kassandra fjernede hurtigt sin hånd fra Caydens lår, som om hun havde brændt sig på ham, da Lucius ytrede sig endnu engang. Jeg har styr på tingene før jeg vælger at starte en krig, Cay. Hendes blod blev bragt i kog, hvilket også var grunden til, at hun havde sluppet Cayden så hurtigt, da hun kunne have brændt ham, så varm hun var blevet i et split sekund. Hun bed tænderne hårdt sammen og strammede kæben. Hun kunne have knust vinglasset, men hun skyndte sig også at stille dét ned. Dog havde hendes hånd allerede efterladt et sort aftryk af sod. Hun lod sin højre, knyttede næve hvile på bordet og den venstre, også knyttede næve hvile i hendes skød. Hun var sikker på, at hendes vin i hvert fald smagte lidt røget nu. Ja, Cayden havde taget en forhastet beslutning, noget som hun selv havde haft en hed diskussion med ham om, men fanden tage hende, hvis hun tillod, at et andet menneske pålagde en sådan kritik på ham under hendes tilstedeværelse. Over hendes lig; hun havde ingen intentioner om at tillade sådanne fornærmelser.
Hvor vovede han. Hun var ikke blot overrasket, hun var decideret paf over hans næste ord. Hun kunne ikke engang tage sig sammen til at fremtvinge en irriteret bemærkning. For ikke at eksplodere i et yderst voldsomt raserianfald valgte hun i stedet at læne sig tilbage i hendes stol, folde hænderne sammen i hendes skød, hvile albuerne mod armlænene, spidse læberne hårdt sammen og lægge benene over kors. Under ingen omstændigheder ville hun lade Cayden alene med Lucius, men hun kunne ikke bestemme over hans handlinger. Hun håbede dog, at han ville tage en beslutning, som han selv ville anse fornuftig.
Kassandra stirrede ligefrem, og et næsten psykotisk smil tog form på hendes læber, som hun sendte i Hydras retning.
"Hvad siger du til det rådgiver? Hele to konger, når krigen finder sin ende!" Kassandra gav et enkelt, ekstatisk klap i hænder fra sig. Kontrol; det var noget, som hun ikke ejede mere, "Det er jo sikkert ikke en nyhed for dig, taget din stilling i betragtning, vel?" hun formåede at få hendes ord til at lyde som trusler. Hun lo, i mens hun rystede på hoved af hele situationen. En hver der lagde en hånd på hende nu ville blive svitset.

Det var stadigvæk et stort mysterium for Hydra, hvorfor Lucius havde valgt at advare hende om Cayden, når den han burde have nævnt var Kassandra. Lederens personlighed virkede varm og imødekommende, og matchede i langt højere grad med, hvad hun selv fandt behageligt. Hun så ingen tegn på, at han skulle have grund til at hade hende, selvom hendes ordvalg og præsentation endnu havde vist sig minimal. Kassandra derimod virkede allerede langt fra imponeret. Hendes ord sved og hendes blik brændte værre end syre, og Hydra frygtede inderligt, at hun vidste noget. Måske omkring dusøren? Det virkede ikke umuligt, men det virkede mest underligt, at Cayden så ikke reagerede på samme måde. Allerede i tvivl om sin tilstedeværelse ved mødet, krøb hun diskret en tand mere sammen i stolen i håbet om, at hun måske kunne gøre sig usynlige lidt hen af vejen indtil, at de andre til sidst ville glemme hende. Hun påskønnede de små blide tegn fra Cayden, men det virkede ikke helt nok længere til at glemme den kølige stemning.

Imens folk gav sig til at diskutere, rakte hun langsomt frem og snuppede lidt kød og grønt, som hun langsomt fik placeret på sin tallerken i en pæn orden. Ganske diskret forsøgte hun at følge med i diskussionen mellem Kassandra og Lucius omkring den ’store fejltagelse’, som hun endnu ikke vidste noget om, men som hun kunne fornemme var et temmelig ømt punkt. Hvis ikke det blev nævnt ved bordet, så måtte hun spørge Lucius senere. Hun ville ikke i seng denne aften uden svar. Da snakken bevægede sig videre omkring allierede, spidsede hun atter øre. Caydens ord lød meget fornuftige i hendes hoved, hvor hun gerne selv så en krig der forløb uden for meget vold og helst også, at Charles aldrig skulle se noget til en trone igen. For var der noget, som kunne fange hendes opmærksomhed i krigens forløb, så var det hans skæbne. Selv ikke Kassandras spydige kommentarer om hende, kunne bringe blodet så meget i kog, som det sidste øjeblik hun havde haft med ’kongen’. Hun havde været SÅ tæt på, og SÅ desperat, men hun havde været… for svag. For langsom. For magtesløs. Han havde vundet, og nu sad de her. I konflikt med hinanden, når de i virkeligheden burde samle vreden mod ham. Hun stirrede på sin mad, og på gaflen som hun havde samlet op. Appetitten var forsvundet, da vreden brød frem. Hun bed tænderne sammen, lagde gaflen fra sig igen, og vendte så opmærksomheden mod Lucius som snakkede.

Det som først brød hendes opmærksomhed var Kassandras stemme, som smældede mod hende igen. Hun havde lyttet til Lucius ord, og forsøgt at skabe en sammenhæng. To konger? Det havde han absolut ikke nævnt noget om. Et kort øjebliks panik indtraf atter, da Kassandra pludselig også bemærkede, hvor absurd idéen måske egentlig lød… og besluttede at spørge ind til den. Det gav et kort sæt i hende, da Kassandra klappede i hænderne, og vendte sit psykotiske smil i hendes retning. Det virkede så frygteligt familiært… attituden, vreden og styrken gemt under den feminine krop. Det var Kathrine én gang til. Hydra sank en usynlig klump, og foldede hænderne stramt under bordet, inden hun klaskede et smil på, som ikke helt nåede øjnene, inden hun tvang sig selv til at holde sit blik rettet mod Kassandra og ikke bordet.

”N-Nej… selvfølgelig ikke. Ingen overraskelser her. Lucius er meget åben omkring den slags… da jeg er rådgiver.”

Hun tvang stemmen i ro, som ellers rystede og protesterede imod at blive brugt. Hun samlede energien på ordene, og forsøgte med al magt at huske dem og bruge dem korrekt.

”To konger er ikke nogen… dårlig idé. Det er ikke rigtig set før, men det kunne fungere. Cayden nævner selv, at I har det største militær og formentlig også styrken, som et nye rige vil kræve. Lucius har dog årevis af politisk erfaring og mange allierede. Slægterne er nok forvirrede og urolige når alt er slut, så forbindelserne er vigtige så man kan nå ud til hinanden. Efter et par år kan diskutere, om I stadigvæk vil være to om det.”

Det var det bedste, hun kunne byde Lucius. Rådgiverrollen var måske lige en tand mere besværlig end hun havde forestillet sig, men det kom mest af det faktum, at hun tydeligvis ikke var blevet informeret omkring alting. Hun snuppede hurtigt sit glas med vand, og sendte Lucius et kort men bebrejdende blik, inden hun tog en tår.

Cayden spidsede tænksomt læberne, og betragtede Lucius. Han hævede et øjenbryn mod Hydra, og dernæst mod Kassandra. Så vendte han blikket tilbage mod Lucius, og smilede tørt til ham. Hydra krøb sammen i takt med at Kassandra rettede sig op. De mindede ham lidt om dyr, de tre mennesker omkring ham. Kassandra en kat, der med sin spindende stemme og elegante bevægelser slog en klog i alt hun kunne for at provokere eller lege med folk. Hydra en ræv; smuk, elegant og sky, men noget der ulmende sagde, at man ikke skulle være på hendes forkerte side, fordi hendes bid og klør ville kunne gøre rigtig ondt. Og så var der Lucius. Hvilket dyr Lucius var, kunne han ikke helt se for sig, men det ville uden tvivl være et irriterende dyr. En myg for eksempel. Myg var irriterende. Specielt i store mængder og over længere perioder. Eller måske et stinkdyr. Det sorte og hvide dyr passede så godt ind i Adaras sorte og hvide filosofier, tænkte han spidst.
Han smilede skævt over sine flyvske tanker, og vendte hurtigt sin opmærksomhed tilbage til selskabet.
"Ret dig op, Hydra," sagde han blidt, og nikkede til hende. "Lad hende forsvare sig selv, Luci. Hvis hun ikke kan håndtere Kassandra og jeg, kan hun ikke håndtere krigsmøder - og det nægter jeg at tro på at hun ikke kan. Der må være lidt spidse tænder et sted, kære." Det sidste sagde han til Hydra med et drilsk smil. Hans smil falmede, da de begyndte at tale om fejl, og han sendte et kort misbilligende blik til Kassandra. Han placerede sin hånd ovenpå hendes, der hvilede på hans lår, og gav den et beroligende klem, for at minde hende om at trække vejret.
"Vi laver alle sammen fejl," svarede han spidst, og gjorde det meget klart i både sin tone, sin holdning og det strenge blik han sendte Lucius og Kassandra, at det var en lukket diskussion. "Sådan er livet. Man må komme videre. Sådan er dét."  
Han rettede sig automatisk op, og tog en tår af sin vin, for at berolige sine nerver. Den mand havde altid en utrolig evne til at komme ind under huden på ham. Vin ville muligvis hjælpe på det.

Cayden klukkede dæmpet, og rystede på hovedet. ”Det er da godt du har lært lidt af din slægts historie, så,” svarede han tørt, og hentydede til Adara’ernes fejlagtige forsøg på et attentat mod den tidligere konge. Han tog endnu en tår vin.
Og var lige ved at få det galt i halsen.
Han sendte Lucius et chokeret blik. Manden foran ham var ham en gåde. Han burde som sådan jo ikke være blevet overrasket, men talen om to konger, fik ham alligevel til at måtte prøve at skjule sit smil. Eller sit hulk. Han vidste ikke helt om han skulle grine eller græde. Ikke i sin vildeste fantasi var den idé da nogensinde faldet ham ind. Redhawk ville gå i spåner. At skabe en regering på trods af slægter, som var en idé Cayden legede lidt med, men ville gå stille med, for ikke at få folk til at modsætte sig for tidligt i processen, ville kunne fungere – to konger ville ikke. Princippet med et kongerige ville falde sammen under dem. Han rømmede sig, og måtte bide sig i kinden for ikke at bruse ud med en sarkastisk bemærkning. Der ville ikke komme noget godt ud af at gøre Lucius mere ophidset end han var i forvejen. Så kunne de godt droppe alt om en alliance.
"Du er et ambitiøst menneske, sådan at ville rykke dig fra mudderet og mørket her i bunden - bogstaveligt talt bunden, Lucius - og op til toppen.”

Cayden hævede et øjenbryn mod den hvidøjede mand foran sig. ”Det gik jo også rigtig godt sidste gang, synes du ikke?” Sarkasmen var pludselig til at føle på. Han brød sig ikke om Hydras ukomfortable rykken i stolen, som om hun ikke var helt med på hvor samtalen var blevet ført hen. Hvis Lucius begyndte at køre solo-løb gav det kun Cayden mindre grund til at stole på ham. At kaste sin såkaldte rådgiver til side på den måde, var enten en form for test for at se hvor loyal hun var, eller også var niveauet af Lucius’ empati faldet drastisk i løbet af de sidste år – hvilken en af mulighederne, der var værst, vidste han ikke. Han sendte et skarpt blik til Lucius. ”Dejligt at vide at hun i det mindste støtter dig. Hvordan i alverden du har fundet så sympatisk og diplomatisk rådgiver er mig en gåde.” Han vendte blikket mod Kassandra, og på trods af hendes eksplosive mine, lagde han en hånd på hendes lår. Det var som om hendes ophidsede personlighed tvang ham til at tage sig sammen og holde inde på sin egen vrede.
”Modsat dig, William, hverken kan jeg eller vil jeg smide min rådgiver til side; og da specielt ikke for hvad jeg går ud fra vil blive 5 minutter af meningsløse kasteskyts imellem os.” Han spændte i kæben. ”Og to konger er ikke engang diskutabelt. Jeg vil med glæde mikse min regering alt efter de bedste folk i kongeriget, og Lucius, du er en af dem, men den eneste jeg vil lade regere ved min side, sidder ved min side.”

//Undskyld det sene svar <3

Cayden havde ret. Hydra ville til være en tid, kunne klarer sig selv, men Lucius ville aldrig lade en anden person, trampe ned på hende. Han ville beskytte hende ud anset hvad der skete. Det var det der i længden gjorde en leder stærk. Når de kunne beskytte deres medmennesker, på trods af deres eget liv.
'' Ganske rigtigt. Hun kan sagens klarer sig selv. Hun er en stærk kvinde, med et stærkt sind. Men jeg beskytter mit folk, Cayden. '' Han sendte ham et vredt blik, tilbage imod ham. Det lyste dog hurtigt op igen. '' Det burde Du vide er vigtigt. '' Han trak vejret dybt. Cayden fik sig selv ud på dybere og dybere vand, hvad det galt denne alliance.

'' Min slægts historie, Cayden? '' Han rettede sig helt op i stolen. Cayden glemte lige, at Lucius knap nok havde levet i særlig mange år, da hans farfar, havde besluttet sig for at forsøge at, dræbe lederen af Redwood. Hvorfor skulle de pludseligt ryge videre til Lucius? Blot fordi hans farfar havde været en mand, der intet godt havde i hjertet, så skulle Lucius så også blive en mand som ham? Aldrig i livet. Han ville ofre sig for sin egen slægt.
'' Måske er vi ikke de højste i hiarkiet, men vi er heller ikke de laveste Cayden. Det ved selv du. Du ved selv, at man kan arbejde sig fra bunden af og op. Intet er umuligt. '' Sagde han, imens han lod sin ene arm glide bag ved Hydra. Han gav hende et klem ved skuldrene. Han ønskede at han kunne vise sin kærlighed til hende, overfor dem, men de ville gå amok på hende. Præcis som de havde gjort ved Kassandra.
'' Vi støtter hinanden Cayden. '' Hans ord var sendt imod Cayden, med en tydelig vrede i det. Cayden kendte Lucius bedre end de fleste mennesker, måske bedre end alle mennesker, ud over Hydra. Han vidste at Lucius aldrig ville lade nogle være i stikken.
Han trak vejret dybt, inden den næste sætning fra Cayden ikke blot gjorde ham usindigt vred, men fik hans blod til at koge langt mere over.
'' Jeg beder dig ikke smide din rådgiver til siden. Men du ved godt, at en konge kun kan få en dronning, hvis de er gift. Har du planer om at gifte dig med Kassandra, så snart Charles er blevet taget af lederposten? '' Han vidste godt selv, at Cayden langt fra nærrede følelser for Kassandra. Lucius havde trods alt selv været i et forhold med manden, i et års tid. Han vidste hvordan han så ud, hvis han havde følelser for nogle.
Med begge hænder i bordet, skubbede Lucius sig selv ud fra bordet, rejste sig og bevægede sig bag ved stolen. Her satte han begge hænder på ryglænet af stolen. '' Jeg tror denne middag er forbi. '' Hans ord var fyldt med vrede. Alliancen i mellem dem, ville aldrig komme til at ske. De ville aldrig blive enige om noget, ud anset hvor meget Cayden lovede ham, at han ville få en god post. Det ville ikke gavne Lucius planer yderligt meget. Et privat møde imellem dem begge igen, ville være bedst. Kassandra og Hydra gjorde dem blot mere ophidset end de allerede var overfor hinanden. Hans blik var kold og kynisk. Det veg ikke fra Cayden. Intet kunne tage hans opmærksomhed, og Kassandra og Hydra var som forsvundet fra hans verden. Alt hans had og vrede var rettet imod Cayden.

Lucius opmærksomhed blev dog hurtigt afbrudt af den lille killing, der var hoppet op på bordet, fyldt med mad. Silas var straks gået i gang med at gnaske af det kylling der stod på bordet. Ikke at det undrede Lucius særlig meget.
'' Mød Silas. Han er en del af dette hjem. '' Han smilede roligt imod den lille killingen, men fik rettet blikket tilbage imod Cayden.

// Det er helt okay! Jeg undskylder for dette svar. Det er btw ikke et out, men mere et '' Lad os slås. '' //