An unexpected meeting - Brandon

Sted: The Lily Forest
Omgivelser: Ingen andre. Ellers bare skov
Tid: Formiddag
Vejr: Lettere køligt, dog lyst
Påklædning: Fint ridetøj og med håret i en lang fletning
@Brandon


Madeline havde været i Fairlake District på officielt besøg med hendes far, Sir Harrison. Han var en vigtig politiker fra Redwood-slægten, som skulle snakke med nogle betydningsfulde folk her i Fairlake District. Madeline var kommet med fordi hun ikke ville sidde derhjemme alene og lave ingenting, så hun havde spurgt om hun måtte komme med. Hendes far havde set intet imod det, så det blev planlagt at hun skulle med til Fairlake District. Hun var dog ikke velkommen til de vigtige møder, så her på denne formiddag måtte hun selv slå tiden ihjel. Dette var havde hun intet imod da hun ofte var den der holdte sig i baggrunden af begivenheder. Specielt når hun nu var den yngste af sine søskende som begge havde fået høje statusser de seneste år, så var det faktum at Madeline boede derhjemme ikke noget at råbe højt om.

Denne formiddag skulle hun som sagt selv få tiden til at gå og hun havde fået en flot, men stædig vallak til rådighed. Hun har redet siden hun var 5 år gammel, så denne stædige vallak var ingen udfordring for hende. Hun fik hesten til at danse under sig, dog så den stadig fulgte en af de små stier som The Lilypad Forrest havde.  Da vallaken var varmet op, satte hun den i gallop. Hun elskede farten og vinden der rev i hendes fletning så den kastede sig frem og tilbage på hendes ryg. Hun mærkede varmen i sine kinder, og smilede glad over denne frihed som hun for mellem skovens stammer.

Outfit

Skovens skygge gjorde at Nyx også kalde Brandon kunne bevæge sig, gennem skoven lige så hurtig som, hvis han havde reddet på en hest. Han, havde samlet information og var nu på vej tilbage, de skulle ned til the underground derfra ville han mødes med nogen rebels gi dem information, hvorefter han ville efterlade kopien til hans slægt, der var ingen grund til og gi dem den helt rigtig den ville han beholde for sig selv. Han kastet daggerten op til det næste træ imens han hoppet, hvorefter han lande på den gren og bevægede sig videre. Vinden i hans ansigt lyden af hans læder armor der var intet bedre end og gøre dette.

Nyx kaste daggerten ind i det næste træ idet samme han lod sig selv falde fra træet. Lige inden han ramte jorden og ville ha taget skaden fra det fald og nok smadret sit ben lod han hans daggert blive kastet på det andet træ. Han fik bagefter bevægede sig lidt højre op, mens han ventet og studeret hans omgivelser. Kort derefter kunne han høre heste hov, som lød mod jorden, en rytte på dette tidspunkt, selv om han vidste han måtte videre med hans informationer, stod han ret og fulgte øje med hesten med en kvinde på som havde bevæget sig ind i lysninge.

Nyx vidste at hans informationer, skulle videre, men han måtte vide, hvem denne person var om hun var en Redwood eller noget andet. Han kaste sin daggert ned og tog sin læderhjelm på som dækket hans ansigt eller det meste af den, man kunne kun se hans næse og det der ned over. Han træk den ud af træet og sætte den i sit bælte, hvorefter han kigget frem mod hende.

Madeline havde været i fuld gallop da hun lagde mærke til en bevægelse på vej gennem skoven. Hun havde holdt hesten tilbage så den sænkede tempoet til trav mens hun skimte sine omgivelser efter personen hun havde set ud af sin øjenkrog. Først kunne hun ikke se nogen, men så dukkede en ung mand op foran vallakken så den stejlede forskrækket op.
"Wowow! Rolig, rolig!"
Sagde hun med beroligende stemme. Hun tog hårdt fat i tøjlerne og fik den urolige hest under kontrol. Da hesten kun trippede utålmodigt under hende, så hun ned på den unge fyr. Hun kunne ikke se hans øjne, så hun havde ingen anelse om hvilken slægt han var af.
"Ehm.. Goddag?"
Hun ville ikke være uhøflig hvis nu det var en af Takumara slægten, da Redwood og Takumara havde en alliance. En tynd en, men stadig en alliance. Hun så en smule undrende på den unge mand, da hun slet ikke havde forventet at møde nogen overhovedet på hendes formiddags tur.

Brandon så op på hende, han kunne se hendes øjne, hvilket var en god ting for ham, mens hun ikke kunne se hans. Der  var en grund til han gemte sine øjne, hvis folk vidste hvem han var ville de forvente det værste om ham, hvilket han for alt i verden ville undgå. Da hun hilste venligt på ham sende han hende et svagt smil, han måtte holde sig sådan at han ikke gav sin slægt væk.

"Goddag frøken, skovene er farlige selv her og på denne tid af dagen," lød det halv bekymret fra Brandon. Han forsætte med og spille sine kort så det lød til han bare ville hjælpe på den måde kunne han måske få noget ud af hende her, "men de er her alene de må heller passe godt på dem selv,  hvem ved om nogen kunne angribe dig, det er ikke sikkert."  Lød det bekymret fra Brandon, hvorefter han så på hende.

"Kan jeg hjælpe dem."
Brandon stod bag sin maske og hans øjne havde et svagt glimt i dem, hvis hun hoppet på den ville han opnå en masse og måske en inde på siden af byen, han kunne nemlig godt bruge det senere det var helt klart.  

Brandon lagede hånden på hesten og fik lige så stille dem til og slappe af, mens han stod og kigget op på hende, hvad end hun svaret måtte han selv se, hvad han kunne få ud af, selv hvis hun red igen.

Madeline gengældte smilet som den unge mand sendte hende. Hun havde lært at hun skulle være venlig mod alle hun mødte, så det er hvad hun gjorde. Hendes hår var gået lidt løs af fletningen og hun strøg hurtigt en vildfaren tot hår om bag øret. Hvis hun havde været i Redhawk City, så ville hendes mor have beordret hende tilbage til godset og få sat sit hår fint op. Madelines mor ville mene at man burde klæde sig som sit bedste hver dag. Sikkert fordi de er af høj rang og folk skulle ikke kunne se at de faktisk er ret normale mennesker, bare med en masse penge oveni.
"Det her er da Crawford territorium, de burde da ikke være farlige?"
Sagde hun smilende og med let stemme. Hun vidste dog godt at Crawford-slægten ikke ville kunne sige mange pæne ord om Redwood-slægten, men de respekterer da at Redwood-slægten havde magten. Hun bed sig et par sekunder i underlæben da den unge mand viste udtryk af bekymring for hendes velbefindende her i skoven. Et overfald ville jo ikke være så godt. Hun gav ham dog endnu et at sine strålende smil.
"Sandsynligheden for overfald er da ret minimal."
Igen sagt i dette lette tonefald som om der ingen bekymringer om en fremtidig krig var. Hun kendte til oprørerne. Hendes far var yderst utilfredse over dem og klagede i timevis om dem. Hun syntes det var spændende at lytte til.
"Kan jeg få deres navn afvide?"
Spurgte hun og steg af vallakken. Hun ville hellere være på lige fod med sin talsmand end at hovere langt over dem.

Han så hende ind i øjne, hvor han bagefter kunne mærke hans vrede for den slægt. Men han holde det i sig, hende her var ikke ældre end ham og der var noget over hende, som gjorde Brandon ikke, havde behov for at gøre noget. Hans øjne brænde dog stadig med et had, men der ville gå lidt tid og så var det over. Han smilede lyttende til hende, mens han nikket til hendes ting.

Det var sandt men de var os kun lige p grænsen til deres sted, hvor de ikke, havde magt længere. "Sandt, men man ved jo aldrig." Lød det svagt fra Brandon af, hvorefter han sende hende et svagt smil igen. Han så hende derefter gå af hesten, hvilket gjorde at han af ren refleks, greb fat i hesten for at holde den stille og med hans anden hånd,hjælp hende ned på jorden, selv om hun sikkert sagtens selv kunne det.

Da hun spurgte om hans navn stod han et øjeblik, og tænkte sig om hans Birthname ville nok selv om hun var ung blive fundet, men så længe hun stadig troede han ikke var fra den slægt kunne han bruge det navn han normalt brugte, som ikke var hans birthname.

"Brandon," lød det fra ham, hvorefter han bukket. "og deres, frøken, hvad hedder de." Lød det fra Brandon, hvorefter han rejste sig op og smilede til hende, der var ingen grund til og starte noget, men han havde behov for hendes navn, mere så han vidste hvem han havde med og gøre.

Madeline tog imod tøjlerne som den unge mand havde taget for hende idet hun steg af hesten. Hun klappede hesten på halsen og tog sine ridehandsker af. Hun lagde handskerne i lommen på sin ridejakke. Hun strøg en forvildet hårtot om bag øret og så på den unge mand med et let smil på læberne. Hun kunne ikke se hans øjne for den hjelm han havde på, og det fik hende til at tro at han skjulte noget, sikkert sin slægt. Hun ville dog ikke være ubehøvlet og fare væk bare fordi han muligvis ikke var af en slægt som var i alliance med Redwood slægten. Hun slog tanken væk.
"En glæde at møde dem, Brandon. Jeg er Madeline Hawthorne."
Hun svarede hans buk med et nik og et smil. Hun havde dog lagt mærke til hans tøven med at sige sit navn, hvilket kun understregede hendes mistænksomheder. Ingen tegn på det viste hun dog. Hun smilede venligt som hun altid havde lært at gøre.
"Skal vi gå?"
Hun gjorde gestus med et smil til at gå og begyndte selv at trække let i vallakkens tøjler så den gik med hende.

//håber det er ok jeg sætte lidt aktion ind :p//
Brandon vidste godt han, havde svaret lidt forsent, men hvis han bare sørget for ikke og tag så lang tid længere, kunne han holde sin maske og måske få informationer ud af hende uden hun ville bemærke det. Brandon smilede svagt til hende, hvorefter han nikket "yeah lad os det." Han fulgte med hende gennem skoven, mens han fløjte svagt. " så miss, Madeline hvad bringer dig ud i denne skov på dette tidspunkt af dagen du virke ikke til og være en som er omkring skove normalt, selv om de er meget gode venner med hesten der." Lød det fra Brandon, hvorefter han sende hende et smil. Brandon, havde selv været herude på grund af en opgave, men det behøvet denne kvinde Madeline ikke og vide, bare hun troede det på det meste. Den posivtiv del af det, var dog at han var meget hemmelighedsfuld, eller det negative alt efter hvem man spurgte om det.
Brandon stoppet op idet samme han kunne høre et dyr, en ulv hvis ikke andet han skubbet Madeline til side, hvorefter han sprang op og kaste sin daggert i den, hvorefter han kaste sig tilbage i det samme, den angreb ham igen. Han fik den til sidste slået ihjel, hvorefter han hoppet tilbage. "en ulv en forbandet ulv, Madeline kom afsted jeg skal nok følge med dig, men når der er en ulv er der som regl flere."

//Det er helt fino kanino xD//
Madeline holdt vallakken i et fast tag mens hun gik der ved siden af Brandon. Vallakken var urolig som den gik og dansede, selvom der ingen fare var at blive nervøs over. Hun trak irriteret i tøjlerne da vallakken strid imod. Den fulgte derefter modvilligt efter hende.
"Min far er til nogle møder i Fairlake District som jeg ikke er inviteret til. Jeg så muligheden for at komme lidt ud af byerne og fik denne prægtige ganger til rådighed af de lokale.”
Hun havde intet imod at fortælle hvorfor hun befandt sig her i The Lily Forest, hun sørgede dog for ikke at give særligt specifikke oplysninger om sin far og hans arbejde som betydningsfuld politikker. Hun kendte stadig ikke Brandons slægt, og hun ville helst ikke risikere at hun fortalte noget der kunne bruges imod hende selv og hendes slægt.
"Hvad har de så at gø-"
Hun nåede ikke at fuldføre sin sætning inden Brandon skubbede hendes til siden. Madeline så den ulv Brandon havde opdaget, springe på Brandon. Skubbet fra Brandon havde fået hende ud af balance og hun var faldet ned på jorden og mistet grebet om vallakkens tøjler. Hun så chokeret på Brandon der holdt ulven i skak. Vallakken dansede uroligt omkring dem, da den ikke havde opdaget at Madeline ikke holdt den længere. Madeline kravlede med bankende hjerte bagud for ikke at blive trampet af vallakken. Hendes hænder og bukser blev beskidte af den fugtige skovbund, men hun var ligeglad om hendes ridebukser var helt hvide som de burde være. Hun havde lidt andre ting at tænke på. Hurtigt kom hun op på benene for at gribe vallakkens tøjler, men mens hun rakte ud efter tøjlerne gjorde kampen der forgik lige ved siden af Madeline og vallakken, at vallakken stejlede og løb væk mellem skovens træer. Madeline havde veg tilbage da vallakken stejlede. Hun så opgivende efter vallakken og vendte sig med bankende hjerte og varme kinder mod Brandon. Han stod med en død ulv for sine fødder. Hun trak været i hurtige tag mens hun så skiftevis mellem Brandon og den døde ulv på jorden. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle tænke. Manden foran hende havde lige slået en ulv ihjel, dens intentioner havde måske ikke været fjendtlige, den havde måske haft brug for hjælp, den kunne have haft familie. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Hendes blik havde været fikseret på den døde ulv da Brandon talte igen. Hun så op på ham, uden at reagere på hans ord først. Hun blinkede chokeret og så rundt efter andre ulve som Brandon talte om.
"O-Okay.."
Sagde hun og begyndte at løbe sammen med Brandon.

Brandon havde, ikke regnet med at han ville blive angrebet af noget i dag, og da slet ikke med hende her. Men ulvene var sulten og han, havde det ikke godt med han havde slået den ihjel men de, havde hørt dem og var kommet tætte på sikkert for at angribe. Ulve jagtet jo kun i flok. Han stoppet efter et sted, med Madeline, hvorefter han så på hende. ”Jeg kan følge dig hen til den næste by, men efter det må jeg smutte. Jeg har været væk for længe til det kan betyde noget godt.” Kom det svagt fra Brandon, hvorefter han sende hende et svagt smil og så på hende.

”Den næste by nogen ide, hvor den ligger, jeg kan ikke hjælpe, hvis vi ikke ved det.” Kom det fra Brandon, hvorefter hans øjne så på hende og han sende for første gang et helt enkelt smil. Hans hvide tænder gjorde det måske kun en lille smule bedre, han passet godt på sig selv, lige meget, hvad der skete passe han godt på sig selv og alle de ting han, havde. ” Men jeg var bare ude på en lille tur til og se, hvordan freden gik, hvilket der kun er godt den stadig bliver overhold.”

Kom det svagt fra Brandon, hvorefter han satte sig ned, ”hvad med hesten tror du vi skal finde den eller finder den selv tilbage?” Kom det fra Brandon mens hans øjne studeret hende og deres omgivelser. Der var dog ikke det store som var ændret, hvilket i sig selv var en god ting, eller det kom nok an på hvem man spurgte. Brandon sukkede og lukke svagt sin øjne bag hjelmen. Han prøvet og få lidt ro i sit sind, med og ha lukket øjne, efter det kunne han altid komme videre med det andet, som lå omkring ham.” Men frøken Madeline det er det eneste tilbud jeg kan gi dig, jeg følger med dig hen til den nærmest by, men det er det.”
Lød det svagt, fra Brandon mens, han så på hende.

Madeline løb side om side med Brandon gennem skoven. Hendes hjerte bankede, hun hev højlydt efter vejret. Det var godt hun ikke var beklædt i en kjole der ville være besværlig at løbe i, men istedet var klædt i ridebukser som gav hende den optimale frihed til at bevæge sig hurtigt fremad. Hun var bestemt ikke vant til at løbe, hvilket kunne høres på hendes gispende vejrtrækning. Da der var gået et stykke tid stoppede Brandon op og Madeline fulgte trop og stoppede også.
Hun lod ham tale mens hun samlede sig og prøvede at få styr på sin vejrtrækning. Med brystet hævende og sænkende i alt for høj en fart lyttede hun til hans ord. Hun fugtede svagt sine læber med sin tunge og så på Brandon der havde sat sig på jorden. Han smilede, han smilede oprigtigt. Sådan så det ihvertfald ud for Madeline. Han havde stadig sin hjelm på, som dækkede hans øjne, og dette gav Madeline en dårlig fornemmelse. Hvordan kunne hun vide at denne mand overhovedet ville hende noget godt? Hun kendte ikke engang til hans slægt. Tænk hvis han var en Adara. Hvad skulle hun dog gøre hvis han var? Hun kunne ikke gøre noget imod ham, sådanne evner besad hun ikke. Hun kunne påvirke hans tanker, men det ville ikke hjælpe hvis han angreb hende. Hun rystede på hovedet over sig selv. Hvis han var Adara ville han nok ikke have tilbudt hjælp. Han ville jo hade hende. Hun trak vejret dybt, men kontrolleret nu. Hun sendte ham et smil, et rigtigt et.
"Du har allerede hjulpet mig rigeligt. Hvis du ikke havde været herude, ville den ulv nok have været i kødet på mig nu."
Hun smilede. Hun lagde godt mærke til at hun ikke længere brugte de-tiltale længere. Hun syntes ikke rigtig at der var behov for fin tiltale i den situation de ligesom befandt sig i.
"Hesten skal nok kunne finde tilbage til sit hjem. Han er en klog hest."
Sagde hun og viftede ligegyldigt med hånden.
"Jeg takker for dit tilbud. Jeg kender ikke området, men jeg ved at Highview City ligger mod nord."
Hun sagde det sidste med håb om at dette kunne hjælpe ham med at finde vejen. Hende selv havde ingen anelse, da de løb væk fra den lille sti og nu var et sted hvor hun ikke havde nogen stedsans for hvor noget lå. En smule opgivende lagde hun sine armen over kors.

Brandon kunne ikke lade være med og grine, det var sødt at hun ikke var i så god form, men det fik man ud af at være sig selv. Han overvejet og fjern hjelmen det gjorde han virkeligt, men på mange punkter så han ikke en grund til det de var ikke tætte og han skulle nok os ha fjernet hjelmen bagefter når han fik et bedre sæt tøj til disse opgaver, men indtil da måtte han gøre sig bekendt med dette tøj, men måske kunne han stole nok på hende til og vise hende der hen, han fjernet derfor langsomt sin hjelm efter og ha lyttet til hende.

"yeah jeg ved, hvor det er jeg ku os føre dig næsten helt tilbage jeg ville ikke ha problem før vi noget portene." Lød det fra Brandon, hvorefter han slog hans øjne op og så på hende, "så highview  city, well nord er den vej vi bevæger os mod, men jeg vil lade dig bestemme, hvilken by du helst vil hen til, og måske ville det være en god ide ikke og tale om, vores møde vores, slægter er jo ikke lige frem venner."

Lød det svagt fra Brandon, hvorefter han smilede oprigtigt til hende igen. Men det der gjorde at han gerne ville se hendes reaktion, måtte vente eller hun kunne selv finde tilbage, det var op til hende selv nu. Nu vidste hun, hvilken slægt han var. "Så vil du stadig ha min hjælp selv om jeg er en Adara." Lød det kækt fra Brandon af, mens han så på hende med et flabede smil.

Madeline kneb øjnene en anelse sammen og spidsede sin mund da Brandon ikke kunne holde sin latter tilbage. Det var ikke høfligt at grine af folk, heller ikke hvis de var i dårlig form som hende. Dog blev hendes let vrede udtryk hurtigt ændret til et smil, da hun godt selv kunne se at hun var lidt af et syn at se i sådan en tilstand. Håret vildt, helt forpustet og sikkert røde kinder efter at have løbet. Det var ikke lige de ord man tænkte på når man havde en kvinde af høj rang i tankerne.

Hun så til ham da han tog sin hjelm af. Hans blik var slået ned så hun kunne ikke se hans øjne. Eller hvilken slægt han var fra for den sags skyld. Hun var nysgerrig, specielt nu hvor hun var så tæt på at finde ud af hvilken slægt han var fra. Hun tænkte at det var en mindre detalje, at kende hans slægt, han var jo en god fyr der havde hjulpet hende.

Hendes blik blevet draget direkte til hans øjne da han så på hende. Et par skinnende, sølvfarvede øjne mødte hendes egne gyldne øjne. Sølvfarvede øjne.. Han var af Adara slægten! Hun var først forvirret. Han havde jo hjulpet hende. Hendes forvirring viste sig på hendes ansigt, hendes øjne flakkede væk fra ham og hun tog et enkelt skidt tilbage, men blev stoppet af stammen af træet bag hende. Hendes hånd blev lagt på træets bark, som for at forsikre at der ganske rigtigt var et træ der. Hun så ned i jorden for så at se tilbage på Brandon.

"Du er Adara.."

Det var det eneste hun kunne sige. Selvom han lige selv havde sagt det, men hun skulle ligesom selv sige det for at tro det. Hvordan kunne det være at han stadig ville hjælpe hende? Han var jo Adara.. Det var ikke meningen at Adara og Redwood ville hjælpe hinanden.. Hun havde altid fået af vide at Adaras ikke kunne lide Redwoods. Altid.

"Men du.. du hjalp mig jo.. og ulven.."

Brandon var for første gang venlig mod en med de gyldene øjne, men det var nok det hun virket ikke til og være en hele redwood, måske var hun en fra en anden slægt os.

Brandon bed sig svagt i underlæben, mens han så hen mod hende hun var hvis ikke så glad, for at han var hans slægt og, havde reddet hende. Men sandheden var det, havde os været en lille ting som han, havde udnyttet og stadig ville, hvis han kunne få lidt mere og vide omkring, hvordan stedet var bygget op på den ene eller anden måde, "well se det som en tjeneste en du engang måske kan tilbage betale, hvis det kommer der til at jeg har behov for din hjælp engang frøken Madeline." Lød det svagt fra Brandon, han havde det uskyldige udtryk lige nu, hvilket han brugte for det meste når der ikke var en grund til andet.

Brandon lod hans hænder gribe fat i græsset, hvorefter han så skubbet sig selv op i et ryk. "Men du kan vel resten af vejen herfra ikke, eller behøver du mere hjælp til og komme der hen, jeg kan nok godt gi det men det kommer til og koste igen." Lød det svagt fra Brandon, hvorefter han gik over mod hende, hvis hun ville gå i panik og ikke gøre noget, andet end og bakke mere bagud eller komme væk fra ham, ville han lade hende denne kvinde, var en redwood og hun skylde ham nu om hun ville anerkende det var en helt anden del af det her, "men bare vær berette på at jeg måske vil ha behov for din hjælp engang madeline." Med de ord ville han tag hans maske på og begynde og bevæge sig væk fra stedet, hvor hun nu ville sidde eller stå for sig selv.