Fancy meeting you here! (Elena)

Udklædning:
Masken (den øverste, til en mand) og tøj

Zach var ankommet for et stykke tid siden. Iklædt et mørkelilla jakkesæt og med en lilla maske, der omringede hans mørkelilla øjne, var han ikke nødvendigvis særlig usynlig. Den lilla farve tiltrak en smule opmærksomhed, og når folk først opdagede han var en Naailas, vidste de næppe hvad de skulle sige eller gøre. Så han hjalp dem altid, ved at give hånd og sende dem et af hans naturlige, varme smil. Utroligt gjorde festens varme og trygge omgivelser det nemmere for folk, at snakke med ham, end de ville have gjort til hverdag. Trods Naailas havde været uretfærdigt behandlet som slaver, var der stadig folk der undgik dem eller frygtede dem. Enten af den ene grund eller den anden. Zach plejede at være ret imødegående og, når han huskede det, se væk for ikke at bekymre folk. Men i aften mødte han folks blik og ignorerede, når de rødmede eller selv så væk med en hvis usikkerhed. Folk skulle lære at Naailas ikke nødvendigvis var farlige, ud over de også skulle vænne sig til at Naailas var kommet tilbage. Zach ville repræsentere dem, da han nu var deres leder, og netop det lilla jakkesæt skulle understrege pointen: Folk kunne ikke bare ignorere det. Lilla var kommet for at blive.
Men kun at vandre rundt som et politisk reklameskilt var slet ikke Zach og han gad ikke rigtig snakke politik i aften. Han besvarede de venlige spørgsmål, omkring hvordan det var som den nye leder, men ellers skiftede han hele tiden emne til andre mere ligegyldige. Håret, der havde været redt pænt tilbage, begyndte at stritte mere og mere i løbet af aftenen, så han gradvist lignede mere og mere sig selv, og den gavtyv han kunne være.
En velkomstdrink var hurtigt blevet til et par stykker. Han havde ikke givet Lucius og hans dame mere opmærksomhed, siden han havde hilst på dem. Der havde været få genkendelige ansigter til festen, men Lucius' var et han prøvede at undgå, trods de to slægter havde en aktiv alliance.

Han havde været ude for at lette sig og var nu kommet tilbage. Musikken holdt en hvis aktivitet, som folk kunne vælge mellem at snakke, spise eller danse. Zach befandt sig ved buffetten og havde fundet en lille skål med lidt frugt, som han spiste med en lille pind. Han havde brug for et øjeblik til sig selv, mens han lige fik et overblik over rummet igen. Selv om han elskede opmærksomhed og han følte sig godt tilpas til denne fest og alt den selskab, var han alligevel mest van til helt andre former for...Larm. Frugterne var søde og saftige. Han stod lænede op af buffettens bord, men der var ikke mange folk heroppe lige nu, så han stod egentlig ikke i vejen.

Påklædning: Link + løst hår

Alt ved denne festlighed var uvant for den unge kvinde, med de store, blågrønne øjne. Lige fra den smukke kjole, de prægtige omgivelser, den skønne musik, og de høje hæle - som hun stadig ikke kunne affinde sig helt med. Hun havde opholdt sig i Arabis i nogle uger nu, efter invitation af lysfestens afholder - Lucius, og havde brugt sin tid i det fremmede område, til at gøre sig selv lidt nyttig. Hun havde plejet de gamle og syge i området, og var blevet betalt i mad, husly og en umådelig gæstfrihed. En ældre kvinde havde tilmed lavet hende détte kostume, og opfordret hende til at deltage i begivenheden: "Du er ung! Forspild ikke din ungdom. Under lysfesten kan du være hvem-som-helst!. Elena havde takket nej adskillige gange, men havde - i sidste ende - tvunget sig selv afsted, i det smukt udførte kostume. Ravnen, som hun diskret var udklædt som, var måske et ondt varsel, men hun følte også at det var hendes egen kommentar på dé sociale implikationer der lå i hendes status. Ligesom Naailas slægten kunne skabe skam og utryghed, mindede slægtsløse også folk om de dårlige tider. Derudover var der dem, som også frygtede for fremtiden, når de så de slægtsløse i blandt befolkning. For hvad hvis slægterne døde ud? Hun var før, af konservative slægts-tilhængere, blevet fortalt, at slægtsløse ikke burde reproducere. For hvad skete der så med 'renheden' og den 'sociale orden'?
Men trods Elena måske vandrede rundt som et 'ilde varsel' til aften, gemte hun sig også, på mange måder, udover bag en smuk maske. Hun holdt sig til væggene, undgik folks blikke, og takkede - med bøjet hoved - nej, når mænd anmodede hende om en dans. For hun måtte indrømme, at hun nød denne 'forestilling' der foregik til aften. Det var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set, og hun ønskede ingen optøjer der skulle bringe hende ud af sin fantasi, nu da hun endelig smed sit pessimistiske væsen lidt bag sig.

Som hun, stod lidt op en af væggene, holdt hun lidt øje med buffeten til den tyndede lidt ud. Hun kunne mærke en lille sult, og en trang til at væde ganen, og bevægede sig derved snart hen for at få lidt forsyninger.  Hendes gang var målrettet, trods hun stadig følte sig klodset i hælene. Snart stod hun ved buffetens bord og tog et glas sød vin i den ene hånd. Netop da hun rakte ned mod en lille klase rød vindruer, stødte en fremmet mand fra dansegulvet - der tydeligvis havde fået lidt meget at drikke -, direkte ind i hende. Hun undgik netop at spilde sin vin, men ramte, i forsøget, en mand, iklædt et lilla jakkesæt, med den ene skulder.
"Undskyld! Det var en fejl, jeg..-" Af ren refleks mødte hun hans øjne, og stoppede brat i sin talestrøm. Det smukke lilla jakkesæt, faldt i et glimrende sammenspil med de mørkelilla øjne. Selv bag masken, genkendte hun ham straks. Hvordan ville hun nogensinde glemme dét blik?
Hun satte, lidt perplekst, sit glas fra sig, og efter et par forstummede sekunder, kastede hun sig ind i hans favn.
"Hvad laver du dog her?" Der var en latter i hendes stemme, som hun snart adskilte sig lidt fra ham igen, med optimistisk, blussende kinder. Svaret var vel indlysende. Zachariah var temmelig højtstående af sin slægt, og det samme var aftenens vært. Det var nok nærmere hende der var 'the odd man out', "Men måske ville du lige have et afbræk fra trætoppene?" Kommenterede hun så, og sendte ham et stort, strålende tandsmil.

Han stak pinden, der mest mindede om en tandstikker, ned i et stykke saftig ananas og puttede det lykkeligt i munden. Selvfølgelig havde de frugt derhjemme, men fordi det hele bestod mest af træer, var det et begrænset udvalg. Kun når de fik nye sendinger fra de nærmeste byer, fik de et større udvalg at vælge imellem. Selvfølgelig, som en leder nu, kunne han bede om at få noget af transporten reserveret til sig selv. Men han gjorde det ikke. I hans optik elskede alle frugt og alle skulle have en mulighed for at få, uden nogen kunne snyde sig til et ekstra stykke. Han skulle nok nå at få sit, trods alt.
Han var så opslugt af sit lille måltid, at han ikke bemærkede noget, før det var for sent. Bordet rystede svagt bag ham, som om nogen eller noget var faldet ind i det. Det, kombineret med et pludseligt udråb af overraskelse og en snarlig våd fornemmelse på hans ene skulder, fik dog hurtigt hans opmærksomhed. Han så op fra sit frugt og mødte de specielle øjne. Specielle, fordi de ikke skinnede med en helt klar farve, som så manges gjorde. Faktisk mindede farverne i dem ham om...
Smilet voksede. Han vendte sig med front mod hende og satte den lille skål fra sig med pinden. Han modtog hende i et hjerteligt kram, selv om over hendes ene skulder, fulgte hans blik den betumlede mand.
"Elena! Så dejligt at se dig her. Jeg troede ikke jeg ville se nogen jeg kendte...Eller, jeg kender vel Lucius lidt...Og jeg har da set et genkendeligt ansigt eller to...Men et så velkendt som dit...Er du okay?" Hans smil var stort. Han var glad for at se hende. Hans blik gled beundrende ned over hendes tøj, som han holdt hende ud for sig, for at se hende rigtig.
En let latter fulgte hendes ord. Han slap hende og trak let på skuldrene. Han tjekkede sin våde skulder lidt, men at undgå en plet ville kræve...Vand. Som var han bange for Elena ville forsvinde, hvis han opsøgte et toilet eller en vask i nærheden, besluttede han sig for det var lige meget. Pletten gjorde noget af hans skulder endnu mere mørke lilla, som om den rødlige farve af vin forstærkede det.
"Adaras og Naailas har en alliance med hinanden. Det virkede naturligt at dukke op. Desuden er jeg leder nu, af min egen slægt. At vise sig offentligt er vist en god ting. Men jeg må indrømme, det er sjovt at opleve noget andet end træer" Han blinkede drillende til hende.
"Men for en healer der bor i Redhawk City...Jeg havde ikke forventet at se dig her. Ikke at det ikke er en god overraskelse" Der lå et skjult spørgsmål i ordene. Hvordan kunne hun, som en slægtløs oveni, fået lov til at blive lukket ind i festen? Okay. Festen var stor og der var mange gæster. De kunne umuligt holde øje med dem alle. Men stadig, hun boede så langt væk...

Jeg troede ikke jeg ville se nogen jeg kendte; Elena havde haft det på samme måde. Ganske vist, havde hun nikket venligt til Lucius da hun var trådt ind til festen, men dernæst havde hun stået på ganske bar bund. Typerne hun plejede at omgås i Groundstone, var sandsynligvis nogle af de fjerneste fra gæstelisten, og hun var - på mange måder - taknemmelig for at dét var tilfældet. At se Zachariah her var bestemt ikke usandsynligt, og alligevel havde det overrasket hende så meget, at hun pludselig ikke kunne prise sig lykkelig nok for at have sagt ja til invitationen. Det var flere uger siden hendes visit til Dark Daphne Forrest, og hun havde savnet ham hvért sekund. Dengang hun havde formodet at han var død eller væk for evigt, havde savnet været mere jævnt med tiden, men efter deres første møde i årevis, havde savnet blusset op som en steppebrand. Hun kunne sige, med komplet sandfærdighed, at hun virkelig elskede denne mand, og var uendelig lykkelig over, at have ham i sit liv igen... Selvom der, normalt, var store afstande mellem dem.

"Jeg er okay... Jeg har det strålende faktisk, nu hvor du er her!" Lød det mildt og optimistisk fra hende. Hvis blot hendes bekendte i Groundstone kunne se hende nu...- Pessimisten var som vasket væk, og glæden nåede de store øjne. Det samme gjorde et lidt undskyldene udtryk, så snart hun bemærkede pletten på hans fine skjorte. Hun fik dog ikke meget tid til at undskylde, før han talte igen. Der var en grinagtig tone i hans ord. Så snart han nævnte titlen som 'leder', måtte hun dog tage sig selv i at blinke et par gange ekstra end normalt.
"Wauw..." Kom det fra hende, som hun sendte ham et dybt imponeret smil. Det var ikke længe siden at hun havde været ovenud lykkelig over hans titel som general, men nu...- "Står dit liv dog nogensinde stille, Zachariah?" Hun tog hans hånd og gav den et elskværdigt og stolt klem, før hun slap den igen. Tillykke... De kunne ikke have fundet nogen bedre til rollen!" - hun mente hvert et ord. Der var noget særligt ved at se en tidligere slave, som hende selv, rejse sig til tops. Det gav hende et fremmet håb, og også en unik følelse af endelig at kende nogen på så tæt hold, som, potentielt, kunne have stor indflydelse.

Hun glattede sin kjole lidt ud med sine blege hænder, ved hans spørgsmål, og forsøgte at samle sig selv lidt, så hun ikke fik unødvendig opsigt. Ja... Hendes placering i dette miljø virkede måske lidt... mystisk. For dem der ikke kendte hende, blendede hun fint ind, når man altså så bort fra hendes lidt ubalancerede gang og tendens til at forholde sig for sig selv. Men, så man hendes øjne, og kendte man hendes livshistorie, bopæl og erhverv, var hun nok så malplaceret som man kunne være.
"Aftenens vært inviterede mig til Arabis for nogle uger siden. Kort efter jeg havde besøgt dig, og derefter en ven i Springheat City." Fortalte hun roligt, "Hr. Adara tilbød mig en bopæl her.. Et sted at være i sikkerhed grundet min 'status'." Hun tog sit glas fra bordet, og tog en lille tår af den lidt syrlige vin, "Ja, jeg ved at det lyder lidt sært... Men jeg har ikke takket ja til at bo her permanent. Jeg havde blot brug for lidt luft fra Redhawk City, og derfor har jeg opholdt mig her i noget tid." Hun havde praktisk talt flygtet fra Redhawk City, grundet en ydmygende og skamfuld situation med en person fra hendes barndom. Hun kendte, ganske vist, ikke Lucius Adara's reelle intentioner i at tilbyde hende bolig i Arabis - måske var det blot godhed? Hos slægtsledere handlede det vel altid om politik....- Men nu var Zachariah jo også en slægtsleder..? Hun tog endnu en slurk af sin vin.

"Jeg har aldrig været til en lignende begivenhed før..." Tilstod hun så, og skiftede emne. Hun strøg en vildfaren, gylden lok væk fra sit ansigt, og tilbage over skulderen, "Hvordan kan kvinder udholde sådanne sko?" Hun hev en lille smule op i kjolen, så man kunne se de små hæle.

Han grinte og nikkede lidt. Ja, det var vildt og han havde ikke sagt det for at prale. Han havde ikke lyst til at bruge sin titel, til at mase sig frem i verden og være alles samtaleemne. Selv om han nød godt af normal opmærksomhed, ville han på ingen måde nyde at stå foran alle andre, og tro han var bedre end dem. Det lå alt for langt væk fra hans personlighed.
Det var skønt at se hendes gode humør, der virkelig fik hendes øjne til at stråle. Han gengældte svagt klemmet, inden hun trak hånden til sig igen. Han var ikke blind for det: Hun var smuk og hun havde en skøn personlighed. Andre, i Zachs sko, ville måske have gjort en tilnærmelse allerede nu. Han kunne med sandhed i sit hjerte, indrømme han elskede hende. Ikke som en partner, hvis seng skulle deles, men som et længe savnet familiemedlem og veninde. Normalt rejste han ud i en verden, der på sin vis altid forblev fremmed for ham. Uanset hvor ofte han rejste, mødte han aldrig nogen der var næste bedste-ven-materiale. At have muligheden for at møde Elena var...Opløftende. Fjernede noget af det fremmede og den ensomhed Zach havde følt ved verden omkring sig.
"Tak" svarede han, uden at gå i dybden med det. Han ville ikke have det skulle så nogen splid imellem dem, og han var ærlig talt ikke sikker på hvad han skulle sige alligevel. Han havde ikke været leder længe nok, til at bedømme om det var det bedste i hans liv endnu. Men det var trods alt noget.

Hans blik gled ud over den fyldte grotte et øjeblik, mens hun snakkede videre. I et øjeblik stod hans hjerte stille og han så tilbage på hende et øjeblik, før han så væk igen. Han vendte sig lidt, så han igen kunne læne sig op af bordet bag sig. Han greb ud og tog sin lille skål med frugtstykkerne, selv om de virkede langt mindre...Tiltrækkende at spise...Nu. Han stak lidt til en af dem, men besluttede sig for ikke at spise flere. Han satte skålen tilbage på bordet og lod armene glide over kors. En stilling han faktisk aldrig indtog. Alligevel kom det ubevidst til ham i dette øjeblik.
"Jamen dejligt" Smilet var der stadig.
"Arabis er en speciel by, jeg glæder mig til du kan vise mig rundt i den. Jeg håber du kan falde til mellem alle Adara'erne. Hvis du mangler en kontekst, tror jeg, at jeg ved hvorfor"
Hans blik skannede lokalet, men Lucius var næsten umulig at få øje på. Det samme var den kvinde, som Zach stadig havde en vag fornemmelse af måtte være hans kvinde. Også selv om øjnene havde set anderledes ud. Og så udklædningen, det gjorde det jo heller ikke nemmere.
"Medmindre de er slået op eller hvad par nu gør, er Lucius sammen med en anden slægtløs. At give sig liv og ægteskab til en slægtløs, selv som leder, er noget nær en katastrofe. Jeg tror han prøver at samle flere slægtløse omkring sig, gøre folk mere van til dem i hans by og gøre dem velkomne, så folk måske ikke ser ned på ham og hans kommende kæreste...Hvis de stadig er sammen, selvfølgelig" Han så tilbage på Elena, men smilet var ikke så stort. Han trak let på skulderen, som om det var ligegyldigt hvorfor det hele skete. For at være ærlig, var det ikke mere end et gæt. Lucius kunne have tusind grunde til at gøre det. Zach skulle nok personligt opsøge ham og sørge for at Lucius ikke havde anskaffet Elena, blot for at skade hende. Det kunne være så nemt at udnytte en slægtløs for egne vendinger. Selv om Lucius måske fremstod som en mand, der gjorde det af et godt hjerte, var Zach ikke i tvivl om der lå et politisk budskab i det. Og det brød han sig ikke om.
Han rettede sig op og vendte sig om mod hende igen, med et smil der kun lige nåede at blive lidt større, end det lige før. Han tilbød hende en hånd.
"Vi er til en fest. Lad os danse" foreslog han så.

Trods der var et smil over hans læber, bemærkede hun en lille ændring i hans mimik. Dén var næsten uanseelig, hvis ikke det havde været fordi hun kendte en sådan diskret og flygtig tænksommelighed fra sig selv. Havde hun sagt noget forkert? I et sekund, forsøgte hun at ransage sine egne ord, mens hun nikkede lidt ufokuseret til hans kommentar om at vise ham rundt en dag. De store, opmærksomme øjne betragtede ham, som hans øjne gled søgende rundt i lokalet. Som ledte de efter noget, eller nærmere nogen. Hun trykkede sine små hænder lidt afventende mod hinanden, som de hvilede foran hendes slanke krop.
Intet i hans efterfølgende kommentar overraskede hende. Hun var blevet inviet i Lucius' hemmelighed om hans slægtsløse partner, af ham personligt. Han havde været åben omkring det, for at forsikre hende om hendes umiddelbare sikkerhed i Arabis som slægtsløs. Selvfølgelig gjorde Zachariah's ord lidt ondt på hendes stolthed, idét hun vidste, at et partnerskab med en leder for 'folk som hende' jovist var et tabu, på mange måder. Men hun forstod hans bekymring og hans, diskret formulerede, teori. For hun havde selv tænkt de samme tanker... Af netop samme grund havde hun udspurgt Lucius Adara om hans intentioner, netop som hun ankom til byen. Hun havde udvist sin skepsis, og gjort den tydelig, fra hendes ankomst. Dog havde hun vurderet, at selv hvis hendes tilstedeværelse var politisk, gav den hende også en form for sikkerhed.
"Jeg véd at jeg en brik i et spil, Zachariah. Det har folk som mig, altid været.." Sagde hun snart, med en halv-alvorlig tone i stemmen. Slægtsløse blev ofte brugt til at statuere et eksempel, sprede frygt, eller noget helt tredje. Hun så på ham, og forsøgte at kommunikere en form for formildende-tone i sine øjne, "Jeg belønner så ofte godhed med skepsis... Og derfor er jeg måske ikke helt naiv. Selv ikke når fremmede tilbyder mig guld og grønne skove." Hun sendte ham et forsigtigt smil. Hun havde, indtil videre, ikke mærket nogen fare i Arabis.

Snart bemærkede hun hvordan han forsøgte at slå emnet fra sig, som han tilbød hende en hånd, og en dans. Hun tillod derfor en smule 'luft' fra den alvorlige snak, men fandt sig selv i at ryste lidt på hovedet, med en lidt akavet mine. Kinderne blev en smule varmere.
"Jeg-... Jeg har ingen idé om hvordan...-" Sagde hun, og pillede lidt ved en lok af sit hår. Var dans en færdighed hun burde have lært sig? Hun tvivlede på at det ville bidrage til hendes overlevelse... "Du mister dine tæer, Zachariah!" En lidt perpleks, men varm latter gled over de rosa læber. Der ville uden tvivl være mange der ville danse med en slægtsleder... Og måske skulle hun ikke kaste unødvendig opmærksomhed mod sig selv.

Sandt at sige var problemet med Lucius kun halvdelen, af det der overtog hans tanker lige nu. Adaris var en by med stort flertal af Adaras. Præcis som Dark Daphne var med Naailas. Zach kunne ikke holde tankerne fra at overveje, hvorfor Arabis tydeligvis slog Dark Daphne, andet end hvis man hellere ville bo under jorden end blandt træernes toppe. Men det var mere det personlige aspekt i det. Hun havde takket nej til ham, men takket ja til et tilbud fra Lucius? Og det på trods af, at Lucius tydeligvis måtte have en ide med det, mens Zach havde gjort det ud fra et personligt ønske.
Men selvfølgelig. På den gode side var Elena tættere på nu.
Han sagde dog intet. Hun virkede glad og det var det vigtigste. Efter slavetiden, skulle han bare være glad for hun var i live og stole på, hun vidste hvad hun gjorde. Han var så van til at lægge den slags til siden. Han ville nødig lyde som en grædende, forkælet unge, med en tanke om at ingen rigtig gad ham eller ville tæt på ham længe nok, til at blive en tæt person. For at være ærlig, havde han heller ikke den slags tanker. Men lige nu kunne han ikke lade være med at overveje det...
Han var vist ret uheldig på det punkt. Og et eller andet sted kunne han ikke lade være med, at give Lucius skylden og bære en smule nag. Meget imod hvad han foretrak eller normalt gebærdede sig.

Han greb hendes ene hånd, da hun tøvede, med et af sine oplivende varme smil.
"Hold nu op! Hvor ofte skal jeg forklare det for dig?" bad han med et af sine egne smil. Det stak lidt, at hun ikke stolte på ham også. Eller måske var det fordi hans tanker allerede lå på en farlig bane af negativitet? Han orkede ikke den slags og prøvede endnu mere ihærdigt at lægge det fra sig. Hans smil voksede lidt.
"Hvem kan danse? Jeg har brugt mere tid med et sværd, end en dansepartner. Vi kan øve os sammen. Du kan gøre fremtidens kvinder en tjeneste!" argumenterede han, ikke uden en snert af drilleri. Selvfølgelig havde der været noget interesse, måske endda voksende interesse, men Zach havde ikke interesseret sig meget for det. Og, sikkert, til tider ikke engang bemærket det.
"Jeg lader dig ikke sige nej. Jeg har den magt nu og du er mit offer. Kom!" Bad han så i en blidere tone. Selvfølgelig ville han ikke tvinge hende, hvis hun virkelig ikke ville. Men lige nu trak han hende med sig ud mod dansegulvet, selv om de først skulle skubbe sig vej igennem andre af festens gæster. Han så sig tilbage et par gange, bare for at sikre hun faktisk var med.

Havde Elena indsét den egentlige kerne til Zachariah's bekymringer og de falmende smil, havde hun, utvivlsomt, straks forsøgt at tale til hans rationalitet. Men havde hendes egne valg i grunden været rationelle? Det var ikke længe siden Zach havde tilbudt hende en plads hos Naailas. - Et tilbud der på mange måder  havde gjort Elena ovenud lykkelig over at vide at nogen virkelig holdt nok af hende, til at invie hende i deres beskyttede samfund. Det havde virket som en drøm - en fantastisk fantasi, men hun havde afslået, med en sikker følelse af at hun havde truffet det rigtige valg for dem begge. Hun havde set hvor højt Zachariah var kommet i sin slægt, og set hans drivkraft. Men når man havde et selvværd som hendes, var det nemt at overbevise sig selv om, at man blot trak andre ned ved sin blotte tilstedeværelse. Gennem de seneste måneder havde hun, i særdeleshed, følt sig splittet, og havde - i øjeblikke - følt en utilregnelighed hobe sig op i hendes indre. Af netop samme grund, ønskede hun ikke at bringe Zachariah ud i en pikær situation, ved at være associeret med hende. For hvad hvis hun sagde noget, gjorde noget, eller blot var noget, som ville få andre til at betvivle hans autoritet?
Grunden til at hun takkede ja til Lucius tilbud var simpelt, i hendes hoved... For det første, havde tilbudet været tidsbegrænset. Havde hun takket ja til Zachariah, ville han måske ikke have ladet hende gå så let, og hun havde måske selv, haft svært ved at fjerne sig fra ham, hvis situationen spidsedes til. For det andet, havde hun netop takket ja til Lucius fordihun ingen tilhørsforhold havde til ham. Der var ingen at såre, når hun trådte forkert. Og der var ingen, hun holdt af, som hun stod i vejen for.
Så uanset hvor irrationelt det kunne lyde, var Elena sikker i sin sag. Hun ønskede at distancere sig til Zachariah's arbejde i sin slægt, af kærlighed og en tro til, at han kunne klare sig bedre uden hende at beskytte, forsvare eller rationalisere, når hun gjorde noget dumt.

Som han, med et varmt smil, havde taget hendes hånd, lyttede hun til hans bedende og insisterende ord. Der var en drillende tone i dem, og  hun kunne nu, oprigtigt, se hvordan hans karismatiske væsen, nok kunne give Naailas-slægten dén ledelse som de havde brug for. Han var et varmt væsen, på mange måder, og hans optimisme - selv når han måske havde en torn i foden - var smittende.
"Jeg kan høre, at jeg vist ikke har meget at indvende..." Et mildt smil strøg over hendes læber, selvom en nervøsitet kunne ses i de store øjne. Hvordan kunne man blive så panisk over en simpel dans? Trods hun mest havde lyst til at gemme sig i et hjørne, og ikke skabe unødvendig opmærksomhed mod sig selv, fulgte hun Zachariah ud på dansegulvet. For trods hun følte sig utryg ved situationen, vidste hun, at hun var i fuldstændigt, trygge hænder hos ham.
Hun kastede et blik rundt på de andre dansepar, som stod omkring dem, og forsøgte at kopiere hvordan deres 'dansestatur' var. Derfor lagde hun snart en hånd på Zach's skulder, og den anden holdt hun i hans højre.
"Hvis jeg falder over mine egne fødder, så forventer jeg altså at du griber mig..." Hun sendte ham et lidt, skævt og akavet smil. Hun måtte tilte hovedet en smule tilbage for at se op mod hans øjne i denne stilling.

I hans sind var disse argumenter ikke til stede. I stedet følte han blot et stik af sorg over, at hun tydeligvis ikke stolte på ham eller...Hvad kunne det ellers være? Måske brød hun sig ikke om hans slægt. Eller om byen. Visse steder var måske nok smukke, men det betød ikke man automatisk ønskede at bo der. Deres by var mere isoleret og lå langt væk, der var ingen dagstur til den nærmeste by, hvis man ønskede sig noget anderledes. Hvem ved? Det kunne lige så vel være de ting. Eller måske var han den eneste der så hende som en del af sin familie, hvor hun blot så...Hvad? En person, hun ikke havde set længe, men ingen relation havde til?
Der var mange hvis'er og usikkerheder. Han prøvede at finde den undskyld, der var mest behagelig at tænke på. Men usikkerheden gnavede alligevel og det var svært ikke at tage det personligt, på et eller andet punkt.
Alligevel formåede han at smile og trække Elena med ud i en dans, som om der intet var sket. Han ville aldrig kunne snyde sin mor, men han kunne snyde alle andre. Alle havde noget at glemme, alle Naailas ville gerne videre med deres liv og Zach havde lært at skjule de små ting, der gjorde ondt, og i stedet hjælpe folk med at komme videre. At tilsidesætte sig selv, på så mange måder.

De nåede ud på dansegulvet og han lagde en hånd mod hendes hofte og holdt hendes hånd blidt i sin. Han havde set folk danse de sidste par timer og takket være hans evne - som han faktisk ikke var sikker på om det var en evne eller ej - ville han sikkert kunne udføre dansen uden store fejl. Derfor ville han være i stand til at føre an.
"Jeg har heller aldrig danset så fint, men jeg bør nok øve mig" bemærkede han sigende. Hun var ikke alene om det, så de kunne udføre fejlene sammen.
"Jeg skal nok prøve at være forsigtig" Han blinkede let til hende, men med det samme gled der et lidt mere koncentreret udtryk over ham, som han begyndte at trække hende rundt i en dans. Denne dans var ret rolig, så det var måske en god en at øve sig i. Også selv om Zach nok foretrak en der var mere livlig. Koncentrationen lå i at genskabe, det han netop havde set folk gøre, i forhold til dansen.

Havde nogen fortalt hende, da hun blot var et simpelt, slægtsløst barn i en slavelejr, at hun ville have danset med sin bedste ven iklædt fine klæder og i prægtige omgivelser, ville hun ikke have troet på det. Faktisk, ville hun ikke have troet på det for blot nogle måneder siden; ej heller, da hun opdagede at Zachariah var i live. Det var en mærkværdig situation, og hun følte en konstant lyst til at nive sig selv hårdt i armen, så hun kunne 'vågne op'. Men det var ikke en drøm, selvom det føltes som et parallelt univers for kvinden, der aldrig havde deltaget i noget der blot mindede en smule om dénne lysfest. Hun var skjult sig bag en maske, og en klædelig kjole. Nok var øjnene synlige, men de var så fuldt fokuserede på Zachariah, at hendes nervøsitet over andres dom, virkede fuldstændig ligegyldig.

Men at hun 'dansede' var måske for meget at skulle have sagt. Hun kopierede nok nærmere, med nervøse trin, nøjagtigt hvad Zachariah gjorde. Og måske var hendes øjne ikke fuldt fokuserede på Zachariah, men nærmere - i en konstant bevægelse fra hendes øjne fødder, og op mod hans øjne, med et undskyldende udtryk, hver gang hun trådte lidt forkert. Nej, det forekom hende ikke naturligt. Alligevel fandt hun lidt trøst i at høre at han selv var 'ny' til det. Dog var Elena sikker på, at hun var født med to venstrefødder, og at Zachariah tilmed ikke kunne være dårlig til noget-som-helst.

Et flygtigt øjeblik, var hun ved at snuble over sine egne fødder, og måtte, med et overrasket grin, støtte sig lidt ekstra ind til Zachariah. Hun så op mod ham, og sendte ham et lidt perplekst smil.
"Jeg er vist intet naturtalent..." Sagde hun, lavt, som hun fulgte hans trin igen. Over den næste stund, fokuserede hun en tand hårdere, og det lykkedes hende, at være en smule mere afslappet i sine bevægelser, "Og jeg kan ikke engang bebrejde vinen..." Hun havde trods alt ikke fået meget at drikke til aften.

Han grinte og lod hende kæmpe lidt med trinene, mens han lod som om han intet bemærkede. Selv hvis hun fik trådt ham over fødderne, var alt der mødte hende et af hans varme smil. Han var ret ligeglad med om han dansede rigtigt, alt han gik op i var om det var sjovt. Hvad var det sjove i dans, hvis man dansede koncentreret og rank, som var man på vej i krig? En dans måtte godt være befriende. Han havde aldrig udført de indlærte danse, men han havde da sine egne bevægelser, når han sang en tilfældig sang derhjemme eller der var en lille fest. Ingen havde rigtig lært Naailas at danse, så der var mange derhjemme der ikke kunne dem, også selv om de var ved at indhente nogle af de ting. Hans rådgivere havde sikkert fundet en, uden for byen, der kunne lære ham det. Det skulle i hvert fald ikke undre ham, hvis de ønskede at gøre det. Der var overraskende mange ting at lære.
Han støttede hende, da hun faldt ind mod ham. At se hendes koncentrerede ansigt var underholdende, men han kunne ikke holde sig fra at grine. Til sidst slap han hende. Hen fjernede sine hænder, fra de korrekte steder og slyngede i stedet begge arme om hende. Han lænede sig ind mod hendes ene øre.
"Jeg vil hellere have det sjovt, end holde en spontan dansetime. Lad mig vise dig hvordan Naailas fester"
Uden at vente på hendes godkendelse, bukkede han i benene og greb om hende med sine arme. Han rettede sig op, hvilket resulterede i at han bar hende, så hun blev løftet lidt op i luften. Folk rundt om dem flyttede sig hurtigt, for at give lidt plads til dette uforklarlige, da Zach begyndte at snurre rundt om sig selv, ikke uden en latter. Hans ansigt var rettet op mod Elena, og ikke så folks mærkværdige blikke. De blikke ville uden tvivl få ham til at bukke sammen af grin og så risikerede han blot at tabe Elena.

Folk kom, på mange måder, til lysfesten for at blive sét. Selv hvis de ikke ønskede at blive genkendt, syntes der at være en konsensus om, at man skulle blive anerkendt for sit kostume, eller fine tøj. Elena havdet det dog - til dels - modsat. Af netop samme grund forsøgte hun at danse i en 'boks', frem for at fri sig selv helt fra de lænker der altid holdt hende fast. Hvad hun ønskede var, ikke at gøre sig for bemærket. For når man havde levet et helt liv med øjne der skilte hende ud fra størstedelen af befolkningen, var der noget betryggende i at blive overset.
Den unge kvinde forsøgte dog at slappe af i sin vens selskab. Af netop samme grund, brød hendes koncentration sig, når hun kiksede i trinene, og en lille bølge er oprigtighed væltede over hende. For hér, kunne hun møde hans varme mørkelilla øjne, og det strålende smil, som ville skille ham ud for enhver mængde for hende. Det var trods alt et smil der, selv i de værste stunder, havde givet hende lidt håb i en hård tilværelse.

Snart havde han sluppet hende, og bøjet sig lidt over hende for at hviske i hendes øre. Hendes smil bevægede sig over i en mild forvirring, og hun skilte læberne for at sige noget - for at komme med en eller anden form for halv-rationel indvending. I det næste sekund blev hun dog løftet, med en utrolig lethed. Et lille overrasket gisp gled fra hendes mund, som hun greb støttende fast om hans hals, som han begyndte at snurre lidt rundt.
"Sæt mig ned, Zachariah!" Indvendte den unge kvinde, med en stemme der bestemt ikke var hård, men tværtimod havde tydelige spor af hendes gamle, barnlige og uskyldige sind. Den øverste tandrække blev dog blottet i et varmt smil, før hun nåede at 'stoppe sig selv', "Folk kigger...." Mumlede hun lidt svagt, som hun klyngede sig fast til ham.

Han grinte, som han svang hende rundt. Selve dansen og spontaniteten var selvfølgelig sjov, men præcis som han havde håbet, så han endelig noget af hendes oprigtige selv. Noget han huskede, fra de var børn. Hendes varme smil og den spontane velvillighed der gemte sig i hende. Det spredte en varm glæde i ham selv.
Til sidst lod han hende dog glide ned, så hun til sidst selv ville stå op gulvet igen.
"Lad dem kigge og misunde!" bemærkede han blot, fuldstændig ligeglad med hvad eller hvorfor folk ville kigge. De måtte gerne se dem havde det sjovt!
"Vi er begge udstødte. De vil sikkert bare sige vi passer sammen!" drillede han hende, før hans hænder gled glattende ned over hendes skuldre og arme, for at hjælpe hende med at slappe af og sætte kjolen helt på plads igen, uden han direkte tog på hende.
"Jeg gider ikke selv gemme mig længere. En eller anden dag vil de skifte mening om Naailas igen. De vil stoppe med at møde os med frygt eller vrede, fordi vi har noget de ikke kan forstå. Mit ønske er at vise vi er som dem, at give dem den forståelse, der fjerner frygten. Og måske, en eller anden dag, vil de også opgive de samme fordomme de har om jer" bemærkede han så, en anelse mere alvorligt. Det var en ting han håbede på, en ting han vidste ville og måtte ske før eller siden. Men det ville tage lang tid og mange slag. Måske var det sværere for en slægtløs end en Naaila, hvad angik accepten i samfundet, trods Naailas heller ikke blev mødt med åbne arme. Men det ville være et skridt i den rigtige retning.
"De tror, at bare fordi de møder vores blik, vil de opleve den værste smerte i deres liv. Men sandheden er halvdelen af os end ikke ved hvordan man gør og den anden halvdel aldrig vil ønske at udnytte det til andet, end selvforsvar. For slet ikke at snakke om vores farlige blod. De tror vi vil forgifte deres vand, deres mad, deres børn og gamle bare for det sjove af det. Naailas har altid været udnyttet for de evner og nu lider vi under de fordomme....Undskyld. Jeg gik lidt i selvsving. Lad os...Lad os finde noget at drikke måske..." Han rystede svagt på hovedet af sig selv og hans blik gled hen over hendes hoved, for at finde den nærmeste vej væk fra dansegulvet igen. Han stolte på hende og havde sjældent en mulighed for virkelig at diskutere den slags. Han var faldet lidt i selvsving. Emner, der slet ikke hørte til ved en fest.