Meeting of Minds ⚔ Charles

Sted ⚔ Redwood Mansion
Tid ⚔ Midt på dagen, sådan cirka
Omgivelser ⚔ Der er ryddet for folk
Vejr ⚔ Det er gråt udenfor, støvregn
Påklædning ⚔ Kan ses her

På denne halvgrå dag, bevægede Alexei sig igennem mængden af folk, der trodsede det knap så fantastiske vejr, og fandt sin vej hen til Redwood Mansion. Dette sted, der også var kendt under navnet Guldpaladset, var hjem for kongen af Redhawk, der tilfældigvis også var lederen af The Redwoods. Deraf navnet, Guldpaladset, da The Redwoods var den gyldne slægt. Deres øjne var gyldne, og dette gjaldt også for Alexei, der selv var en del af Redwood-slægten. Faktisk var han krigsgeneral for netop denne slægt, og havde været det i over fire år på nuværende tidspunkt. Dette var også grunden til hans tur til Guldpaladset. Den nuværende konge og leder for The Redwoods, Charles Redwood, havde tilkaldt ham. Dette var med henblik på, at diskutere den nye udvikling mellem slægterne. The Oikans havde erklæret krig imod The Redwoods, og dette krævede selvfølgelig alt opmærksomheden. Derfor gav det også kun perfekt mening, at lederen kaldte sin krigsgeneral ind, for at holde møde om det selvsamme emne.
Alexei bevægede sig ind ad paladsets dør, som han havde fri benyttelse af, som en højt rangeret Redwood. Da han var indenfor, fandt han endnu en dør, som han bevægede sig igennem. Denne dør førte Alexei ind i et mindre mødelokale, hvor Charles yndede at holde sine mere private møder og samtaler. Der stod et bord i midten, med plads til seks personer, som Alexei bevægede sig hen til. Så satte han sig ned ved dette, og ventede tålmodigt på, at Charles skulle dukke op.
Alexei havde mødt Charles et par gange, inden han var blevet udnævnt til at være krigsgeneral. Kongen havde set ham i aktion flere gange, og havde efter noget tid valgt ham som sin krigsgeneral. Dette havde Alexei selvfølgelig været beæret over, og havde glædeligt taget posten til sig. Han havde altid været god indenfor kamp, og dette var kun blevet mere og mere i løbet af årene. Som alle andre Redwoods havde han også en evne, der egnede sig perfekt til kamp. Udover denne, havde han dog også sin individuelle evne, der var komplet fokuseret omkring kamp, ligeledes. Den kunne godt bruges på andre tidspunkter, men den ville have størst udbytte og muligheder under en kamp eller endda en krig. Hans evne gik nemlig ud på, at tappe ind i folks krigs-følelser - såsom vrede, had og frustration. Disse kunne han manipulere på diverse måder, eller han kunne kanalisere dem, så de gav ham styrke og energi. Så længe han ikke kanaliserede for mange folks følelser på samme tid, for så ville det kun bringe ham fuldkommen udmattelse. Derfor krævede hans evner meget øvelse og fokus, som han heldigvis også havde haft mange år til at opnå. Han var derfor en farlig modstander i kamp og krig, og havde enhver intention om at gøre sit inderligste for at vinde den kommende krig, for sin slægts skyld.

SPåklædning

Det var flere dage efter krigserklæringen, selvom det hele føltes som en lang dag, der aldrig ville ende. Charles havde rent faktisk ikke set det komme, hvilket var stor ting, for han var ofte forberedt til alt til punkt og prikke. Han havde selvfølgelig forventet at Cayden Oikan ville være besværlig at kommunikere med, og han var også forberedt på, at deres alliance ville svækkes hvis ikke blive brudt. Men en krigserklæring? Han havde ikke troet at den unge mand ville være så tåbelig. Så ustrategisk. Ildslægten var måske en stor slægt med en stærk militærbase, men Charles havde også sin guldhær og udover det havde han alliancer. Efter krigserklæringen havde The Oikans mistet deres, da de to slægter havde delt alliancer. Og Charles skulle nok sørge for at ingen anden slægt ville bryde deres alliance med ham.
Men alt dette til sin tid - han havde allerede aftalt møde med Aaron Crawford. Luna Takumara havde endnu ikke sendt bud efter ham, men hun havde før lovet hendes evige loyalitet, og som han kendte hende, vidste han at hun var en kvinde der stod ved sine ord, især nu hvor hun også havde genskabt sin alliance med The Crawfords. Derfor var denne del næsten allerede sikkert - eller så sikkert det kunne være i starten af en krig - så nu ville han fokusere på den anden mest vigtige del i en krig. Sin hær.
Derfor havde han sendt bud efter Alexei. De havde dagen før deltaget i et kampstrategimøde, men Charles havde brug for at diskutere forskellige emner med ham alene. Både på grund af Alexeis stilling som krigsgeneral men også på grund af deres kammeratskab. Selvom Charles aldrig ville indrømme det, var trangen til venskabelig selskab vokset de sidste par dage. Måske var hadet i mod ham alligevel ved at trænge ind til ham. Hvis det var sandt, måtte han til at tage sig sammen. Det sekund han virkede svag ville man have muligheden for at vælte ham af tronen. Det ville han ikke lade ske.

Charles vidste godt, at Alexei allerede ville være derinde, for han var selv sent på den. Han var blevet stoppet af af en af sine sergenter og skulle til at sende ordrer ud, hvilket havde taget op alt for meget af hans tid. Men nu var han her endelig og uden tøven åbnede han døren og trådte ind. Han betragtede kort sine omgivelser. Der var ikke så meget udover bordet og så Alexei, der stod klar til at hilse på ham. Charles ville ikke hilse. I stedet trak han vejret dybt ind og uden et smil på læberne eller følelser at skue gik han ind i rummet.
"En Oikan, en Redwood og en Takumara går ind på en bar," sagde han med en dyb seriøsitet, som ikke passede til den 'joke' han var ved at fortælle. "De sætter sig ved et bord og skal til at bestille. De beslutter sig for at bestille, hvad der passer til deres slægt. Takumaraen bestiller et glas vand. Redwooden bestiller en guldmjød."
Han trak stolen ud men blev stående ved den med hånden på stolryggen.
"Oikaneren beslutter sig for at sætte ild til bordet i stedet for." nu begyndte han at smile, men smilet var køligt, dryppende giftigt. Han satte sig ned endelig ned og foldede hænderne på bordet.
"Redwooden og Takumaraen spørger ham så: 'Hvorfor i alverden gjorde du det? Du skal jo bare bestille noget' der passer til din slægt!' hvorefter Oikaneren svarer: 'Men det her er jo hvad der passer til min slægt! En brændende katastrofe!"
Han nikkede over slutningen på sin joke og hans smil forsvandt. Ikke en gang ham selv syntes det var sjovt. Faktisk fortalte han det hele med så meget gift i stemmen, at det mere lød som en morderhistorie. Han lænede sig tilbage i stolen, stadig med hænderne foldet og talte nu normalt.
"Jeg må til at finpudse mine ildslægts-vitser. Jeg kommer sikkert til at skulle bruge dem meget ved det næste bal. På en eller anden måde må vi jo lette stemningen."
Han så på Alexei, betragtende. Man kunne ikke læse hvad han tænkte, men det kunne han heller ikke på Alexei. Det perfekte makkerskab.
"Hvad siger dine soldater til krigserklæringen?" spurgte han. Nu var morskaben overstået, nu skulle mødet i gang.

Alexei havde siddet og indtaget alle rummets detaljer, da Charles var kommet. Derfor havde han fjernet blikket fra rummets detaljer og havde flyttet det hen på døren til rummet, i stedet. Her var Charles kommet gående ind, med en dybt seriøst mine, selv som han indledte noget der havde en jokes start. Alexei løftede øjenbrynene, som han sad ned, overfor Charles og lyttede til jokens fortsættelse og afslutning. Han trak på smilebåndet, men lo ikke over joken. Den var ikke decideret sjov, men heller ikke dårlig. Det var såmænd meget tæt på sandheden, skulle Alexei da i hvert fald selv mene. Han nikkede derfor også. Så lo han stille, da han kom med den næste kommentar.
"Ja, det kunne godt være en nødvendighed, midt i denne tid. Vi har nok af den tunge, dårlige stemning i hverdagen for tiden, folk ville have godt af en anden stemning en gang i mellem. Noget, der kan tage deres fokus væk fra truslen af krig, i hvert fald for en tid." Selvfølgelig, var dette ikke specielt indsigtsfuldt af Alexei, da det ikke krævede meget at finde frem til dette, men han tilføjede det alligevel. Nogle gange skulle ting siges højt, selvom det måske ikke var en nødvendighed.
Så forsvandt smilet dog igen, specielt da Charles endnu åbnede munden og fremsagde et spørgsmål. Dette spørgsmål var nemlig ikke ligefrem noget der bragte glade stunder og god stemning med sig, som de netop lå på randen af krig. Tværtimod, havde det netop den modsatte effekt. Han rynkede lidt på øjenbrynene, og krydsede armene over kors. Så lænede han sig lidt tilbage i stolen og rystede på hovedet. "Hvad siger mine soldater til krigserklæringen? De er utilfredse, selvfølgelig. Det er de fleste af os vel nok. Efter den sidste krig vi havde, er det de færreste der vil se en gentagelse. De skulle nok have fundet sig en anden leder af The Oikans, for det kan umuligt være et gennemtænkt træk, at erklære endnu en krig imod os. Specielt når de ved hvordan det endte sidst. Vi forblev på magten, og det vil ikke ændre sig."
Han stoppede med at snakke lidt, som han himlede med øjnene og rystede svagt på hovedet, over hvor latterligt et valg han mente, at The Oikans havde foretaget sig i dette tilfælde. Dog var det jo ikke hele slægten, der var at bebrejde, men derimod rimelig egenhændigt deres unge leder, Cayden Oikan. Han var godt nok kun et enkelt år yngre end Alexei selv, men det var stadig mere end rigeligt, at dømme ud fra hans tankegang og handlinger. Forhåbentligt ville han komme til fornuft en dag. Men dette nyttede selvfølgelig ikke noget i forhold til krigen, da det var for sent at trække en krigserklæring tilbage. Selv hvis man prøvede, ville der jo altid være mistro og ondt blod mellem The Oikans og The Redwoods, efter en sådan erklæring.
Så kiggede Alexei hen på Charles, der både var hans konge, hans slægtsleder og hans ven. Han havde ikke alverdens venskaber, fordi han altid havde været forfærdelig dårligt, til at lade folk komme for tæt på ham, og åbne sig op. Men det var nok også netop grunden til, at Alexei og Charles’ venskab kunne fungere. Fordi Charles var ligesådan. De behøvede ikke at vide alt om den anden eller have dybe samtaler hele tiden, for de var begge indforståede med, at det bare ikke lå til deres personligheder. Det var forfriskende med et sådan venskab. Selvfølgelig havde Alexei også altid haft en tendens til at omgå sig mest med det kvindelige køn, og som en generel observation, var de bare mere krævende end dét. De krævede som oftest mere fra et venskab, end et - nogen ville måske sige - overfladisk forhold, der ikke havde var en eller anden form for et psykisk symbiotisk forhold, hvor begge parters psyke nærmest afhang af den anden part. Dette var Alexei ikke interesseret i.
Han talte så igen, med et skævt smil på læben og et glimt i øjet. "De kunne alligevel næppe finde en bedre konge end dig, min kære ven." Han blinkede, men hans ord var såmænd ganske oprigtige. Charles var en god konge. Han var retfærdig, selvom mange - og specielt The Oikans - ville påstå noget andet. Han havde f.eks. kæmpet for at ophæve slaveriet, hvilket også var lykkedes ham. Og Alexei var altid villig til at forsvare ham, både som krigsgeneral, slægtsfælle og bare ven.

Charles nikkede blot til Alexeis reaktion til vittigheden eller den korte historie. Der var ikke så meget vittighed over den. Men Charles var nu sikker på at nogle mindre visne adelige nok skulle finde den sjov. Det var jo ikke så meget at punchlinen gav mening - det var mere det at den gjorde grin med dem der nu var deres fjende. Gjorde dem mindre uhyggelige. At udstille dem som klovne fjernede truslen i den generelle hverdag. Det var nok også derfor at Charles ikke fandt det morsomt. Han vidste godt, at truslen altid ville være der. Sådan var krig.
Han så på Alexei, da manden svarede på hans spørgsmål om sine soldater. Han nikkede anerkendende til hvad han sagde, for han havde ikke forventet andet end utilfredshed. Selvfølgelig var de utilfredse. Det kunne godt være at de var trænet til krig men det betød ikke at de håbede på det. En Redwood vidste bedre end det. De var på toppen, hvorfor skulle de ønske at deres plads i hierarkiet blev truet? Hans blik faldt ned mod sine hænder, mens han tænkte over Alexeis ord. Han var helt enig - det virkede ikke gennemtænkt. Men nu var det sket og de trak sig næppe tilbage.
"Jeg vil have dig til at lave en nødplan. Ikke at jeg forventer at The Oikans er strategisk forfejlede nok til at angribe os kun få dage efter en krigserklæring, men jeg har brug for at du forbereder vores hær alligevel. Der skal sættes ekstra vagter op mod grænsen og så skal der aftales strategi. Alt dette forventer jeg selvfølgelig at du har styr på."
Det kunne lyde koldt, måske endda provokerende. Men Charles kunne tale sådan til Alexei velvidende at manden ikke tog det personligt. Intet af det her var personligt.
For første gang siden Charles havde sat sig kom der et smil frem på hans læber. Det var ikke stort, han trak blot på det ene mundvige, men det var der. Det var Alexeis kompliment, der fik det frem.
"Så sandt, som det er smigrende," svarede han til det.
Charles lyttede ikke til de fleste komplimenter. Han kendte allerede til de gode ting ved sig selv. Han vidste, at han var en god konge og en klog, stærk mand. De fleste der komplimenterede ham, sagde det blot for at fedte eller i håb om at han ville tænke bedre om dem hvis de gjorde det. Sådan var det ikke med Alexei. Charles tog ikke kun i mod hans kompliment som en reel kompliment - han blev ren faktisk smigret af at høre det. Sådan var et kammeratskab vel. Ikke at Charles gav ham en kompliment tilbage. Han gav sjældent komplimenter men når han så også gjorde det, vidste man at man havde gjort sig fortjent til det. Det var ikke noget han bare ville sige under et mødelokale. Oplevede han noget imponerende, skulle han nok sige det.
"Jeg har snakket med Tod Horell," sagde han i stedet for som et fuldstændig emneskift, og så alligevel ikke - det var en vigtig ting han ville tale med Alexei om. Tod Horell var en kendt teater-instruktør indenfor Redwood-slægten. Han havde både skrevet og instrueret nogle stykker så succesfulde at de stadig spillede i det gyldne teater flere år efter de blev vist første gang. Selvfølgelig med andre skuespiller og enkelte ændringer hver gang men stykket var hans. "Han ønsker at lave et stykke. En propaganda af en art. For at styrke loyaliteten og modet i vores slægt og på samme tid nedgøre The Oikans."
Han spidsede læberne, overvejende. Han gennemtænkte Hr. Horells resume af teateret. Det var stadig i idé-fasen, men han ville vist lave en parodi af Guldkrigen, hvor han ville vise The Oikans nederlag for til sidst at komme med budskabet om at det var det samme denne her gang. At The Oikans endnu en gang havde begået en kæmpe fejl, hvilket var noget de snart ville indse.
"Jeg bryder mig ikke om det," sagde Charles så, "Hvis vi ser The Oikans som svage, undervurderer vi deres kræfter. Under vores slægts vinger har de fået lov til at vokse sig stærkere, og hvis vi glemmer dette, vil det i sidste ende ramme os."
Han vidste godt, at Alexei var krigsgeneral. Men han var også en intelligent mand, der turde sige sin mening og så stolede Charles på hans dømmekraft. Det kunne godt være at han ikke spurgte ham til råd. Men han vidste at hvis han var uenig ville han sige det og lige nu ville Charles vide om der var en grund til at være uenig.

Man behøvede sjældent særlig meget humoristisk sans, for at glæde og underholde visse adelige folk. De var ofte for storsnudede til at forstå det ordentligt alligevel, så de yndede ofte at lade som om, og blot nikke og grine med. Dette gjorde det såmænd meget nemt at være sjov, i de selskaber. Det havde altid været en vane, at man gjorde grin med de fjendtlige slægter, og på den måde indtjente en hel masse latter, men det havde som regel været de forræderiske Adaras, der havde været omdrejningspunktet for vittighederne til de fine selskaber. De havde længe været den absolut mest forhadte af slægterne, blandt Redwood-slægten. Men dette var nu heller ikke så underligt, efter deres handlinger. De havde været The Redwoods' tætteste allierede, og en Adara havde oven i købet været den daværende konges tætteste og mest betroede rådgiver. Men den selvsamme Adara-rådgiver havde gjort et forsøg på at snigmyrde kongen, og dette kunne selvfølgelig ikke tilgives. Hele Adara-slægten var gået i oprør mod Redwood-slægten, og Redwoods havde været nødt til at bortvise slægten fra Redhawk City, i år 1156. Siden dengang, havde de to slægter været fjender, og dette ville muligvis aldrig ændre sig. Men nu, var det endnu engang The Oikans, der havde valgt at stille sig imod The Redwoods, og derfor ville de uundgåeligt også blive omdrejningspunktet for de næste mange ondskabsfulde vittigheder, ved Redwood-selskaber.
Han nikkede, som Charles talte igen. "Jeg arbejder allerede på en nødplan, og skal selvfølgelig nok fortsat arbejde ihærdigt på den. Man kan aldrig vide, hvad The Oikans kan finde på, i deres flammende vanvid." Her spillede han, åbenlyst, på The Oikans evner, samt det faktum at de ikke kunne være ved deres fulde fem, når de foretog den slags beslutninger, som de nu engang havde gjort i fortiden, og tilsyneladende ville fortsætte med. Så fortsatte han atter: "Ja, det har jeg naturligvis styr på. Jeg har allerede sat dette i værk og der vil være ekstra vagter på posterne, inden i morgen." Alexei lod sig ikke påvirke af kongens tonefald, der altid var ret køligt og distanceret. Han var konge, og det var en stemme, han havde lært passede bedst ind i det generelle publikum, vidste Alexei. Desuden var de venner, selvom man måske ikke altid ville kunne se dette, fra deres lidt usædvanlige venskab. Derfor vidste Alexei også, at han ikke mente noget ondt med sin tone og/eller ord.
Selvom det smil, der brød frem på Charles' læber, var småt og diskret, lagde Alexei alligevel mærke til det. Han lagde mærke til de fleste små detaljer, og havde altid gjort det. Dette var dog kun blevet forstærket, da han var blevet kriger og ansat som krigsgeneral. Nu var det nemlig decideret hans job, at være detaljeorienteret osv. Han nikkede dog blot til Charles' svar, mens han også sendte ham et smil. Han var dog lidt mere smilende end Charles selv, men dette var sandsynligvis også grundet hans omgang med det kvindelige køn, der ikke var en sjældenhed. Tværtimod, var han ofte i selskab med det modsatte køn, og dette havde også givet ham for vane, at have et skævt smil parat, til de fleste begivenheder og tilfælde. Han havde af selvsamme grund også for vane at give en del flere komplimenter, end han kendte Charles til at gøre. Dog kom han sjældent med et kompliment, som han ikke fuldt ud mente. Og hvis han gjorde, var det da kun for at charmere adelige, som var vigtige at have politisk støtte fra. Nogle gange måtte man blot bide den slags i sig, og acceptere at der ikke altid var så meget at gøre.
Han lyttede til de næste ord, der forlod Charles' mund, og spidsede munden samt kneb øjnene lidt sammen, som han ventede på at han ville sige mere, hvilket han regnede med, at han ville gøre snarest. Og ganske rigtig, dette gjorde han. Da han var færdig, og Alexei følte sig sikker på, at han ikke ville sige mere om dette, åndede Alexei lidt ud, inden han lagde hænderne foran sig og holdt om den ene hånd med den anden, mens han lagde sit ansigt i tænksomme folder. Han gav sig tid til at tænke sin holdning til disse nye informationer igennem, og kiggede så Charles ind i øjnene, i stedet for at have blikket på sine hænder, der lå på bordet foran ham. "Jeg ser tydeligt idéen, med at styrke sammenholdet og solidariteten blandt vores slægt. Dog, har du fuldkommen ret. Vi kan ikke undervurdere ildslægten, uden at det vil skabe konsekvenser for os selv. Måske man kunne finde frem til en form for mellemting, der afspejlede hvordan vi er nødt til at være på vagt overfor The Oikans, men som samtidig kan virke opmuntrende og forsikrende overfor The Redwoods? Folk har brug for at følge sig bare en smule sikre i en tid som denne, men vi kan heller ikke lade dem forsvinde ind i en følelse af falsk sikkerhed, som vil få dem dræbt. Derfor, vil jeg mene, at dette stykke er en dårlig idé, hvis det ikke kan modificeres, så det bedre egner sig til vores situation." Og med dette, afsluttede han, som han løftede brynene, og så afventende på Charles, endnu en gang.