A most beautiful prison ~ Charles.

Påklædning: Kjole + Hår

Sandheden var så småt ved at sænke ind, men alligevel nægtede hendes hjerne at tro på det. De havde efterladt hende? Hendes slægt havde efterladt hende... Cayden, Kassandra.. Alle dem hun troede hun kunne stole på, dem som ellers skulle have holdt af hende havde efterladt hende. Det var ikke længe efter Cayden havde fået sin nye position at han havde erklæret krig. Hazel havde været så stolt og havde glædet sig sådan til at se både ham og Kassandra som også havde fået en titel med i købet... Dog var glæden hurtigt forsvundet og erstattet med forvirring, fortvivlelse og en føles af at verdenen gik i stykker uden hende men som tiden var gået var følelserne blevet til vrede, til foragt og spørgsmålet om hvorfor de havde forladt hende. Betød hun virkelig så lidt for dem?!

I det mindste havde Charles været venlig nok til ikke at smide hende i fangehullet men havde bare udstationeret vagter udenfor værelset som sørgede for at hun ikke kunne komme ud, de var dog ikke altid lige gode til deres job, Katherine havde taget hende på en del ture gennem slottet. Lige nu så det ud til at Charles og Katherine holdt mere af hende end hendes egen slægt, hendes egen familie gjorde.
I løbet af de to år som hun havde været i Redhawk City var hun blevet tættere med både Katherine og Charles, der var et eller andet mellem hende og Charles, de lidt for uartige ord mellem linjerne hvis du kneb øjnene sammen, de lettere upassende berøringer under dansene til de mange fester de nu begge havde deltaget i. Der var en attraktion mellem dem og trods hans drillen havde ingen af dem gjort noget ved det og stod det til Hazel var det en attraktion hun helst udforskede med ham en armslængde fra hende.

Et blidt suk kom fra hendes fyldige læber som var malet en dyb rød farve i dag, farven matchede til hendes dybe røde hår. Hun havde en flot blomstret kjole på i dag som gik hende lige til over midten af låret. I en lettere irriteret bevægelse børstede hun en hårlok ud af hendes øjne samtidig med at hun rejste sig fra stolen ved skrivebordet for blot at lade sig vælte om i den store seng så hun nu lå på ryggen der og de røde øjne betragtede det samme gamle loft som hun havde kigget på så mange gange efterhånden.

Påklædning

Charles var blevet nødt til at handle hurtigt. Cayden Oikans krigserklæring havde været fuldstændig uforventet - Charles havde godt nok ikke forudset at den unge herre ville tænke godt om ham men at erklære krig ligefrem? Det kom bag på ham. Og ikke blot på ham men på alle. Nok også for Caydens loyale selv. Den største grund til at Charles egentlig tænkte dette, og ikke blot tænkte at det var meningen at det skulle komme bag på ham, var Hazel. Caydens diplomat, som havde tilbragt det meste af de sidste 2 år på Redwood's Mansion, befandt sig på fjendens territorium, da Ild-slægten erklærede krig. Ingen havde kommet for at hente hende eller sende hende hjem nogle dage før, så hun kunne være i sikkerhed i sin egen by, og Charles havde ikke hørt noget fra Caydens sendebud om at de ønskede hende tilbage. Det virkede som om de havde glemt alt om hende i krigserklæringens kaos. Bestemt et ustrategisk gennemtænkt. Så nu var Hazel blevet taget som krigsfange. Det var ikke noget Charles egentlig nød at gøre - udover at han selvfølgelig nød at have en af Caydens betroede fanget og væk fra ham, det måtte han indrømme - for han tænkte ikke ilde om Hazel. I to år havde han oplevet hendes selskab til møder og andre arrangementer og ikke nok med at hun var et fryd for øjet, så havde hun også en personlighed, der gjorde det nemt at tale med hende. Selvfølgelig havde Charles aldrig rigtigt åbnet sig op for hende, men de havde haft nogle gode snakke til diverse balle, og han kunne godt forstå hvorfor netop hun var blevet nævnt til at være diplomat. Hun havde en bestemt charme over sig, som Charles selv havde brugt år på at lære at udstråle.
Men alt dette kunne være ligemeget. Charles havde måske ikke nogle personlige problemer med hende, men han havde heller ikke tænkt sig at videre udforske deres relation. Det havde han gjort én gang før med en Oikan-pige, og han havde lært af sin fejl. Desuden var det krig. Hazel var fjenden selvom han ikke så hende som nogen trussel. Det var også derfor, at hun fik lov til at blive på sit værelse, men hun måtte ikke bevæge sig ud uden overvågning. Det gik ikke, at hun blev løstladt og kunne fortælle om alt hun havde overværet på Redwood-paladset.

Charles havde ikke haft en pause hele dagen. Det havde han ikke haft siden krigen startede. Der var altid et eller andet at gøre - strategier at gennemtænke, møder at holde, taler at skrive. I dag havde der været et heldagsmøde kun for at diskutere Cayden Oikans seneste tale, hvor han beskyldte Charles for forræderi og fortalte at ingen Redwood måtte betræde Springheat City udover ved bestemte undtagelser. Det var tåbeligt. Springheat City var hans by. Hvis det ikke var for Charles havde The Oikans ikke fået så meget territorium og fået mulighed for at vokse sig så store. Men man giver nogen en lillefinger og så tager de hele armen.
Charles havde rent faktisk en pause nu for første gang i lang tid. Han kunne bruge den på at få noget søvn men han vidste udmærket godt, at det ikke var en mulighed. Så i stedet for brugte han sin fritid på at besøge krigsfangen. Hazel havde nemlig ikke hørt talen endnu, fanget som hun var inde på værelset, så hun vidste heller ikke det, som Charles havde bidt fast i - Cayden havde ikke så meget nævnt, at han ville få hende fri. Måske var det fordi han ikke ville skræmme sit folk med tanken om at deres diplomat var fanget. Eller måske havde han virkelig glemt hende. Charles håbede på det første. Det kunne han få meget mere ud af.
Han nåede hen til Hazels dør og bankede på med tre lette slag, før han blot åbnede op.
"Godaften, Hazel," sagde han. Det var en mere afslappet stemme end man skulle tro, at man ville tale til en fange, men Charles havde svært ved at se hende som én. Nu havde de også kendt hinanden godt nok til at være på fornavn. "Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer. Må jeg komme ind?"
Han spurgte egentlig af ren og skær høflighed. Hvis han ville kunne han blot gå ind. Om Hazel afviste ham eller ej ville han træde ind og lukke døren bag sig alligevel. Ingen skulle se kongen snakke med en krigsfange på den måde som han gjorde. Selvom han selvfølgelig kunne bilde sig selv ind at det ikke betød noget, så vidste han godt, at folk ville se ilde på det, hvis de opdagede det. Da han havde lukket døren helt i vendte han sine gyldne øjne i mod Oikan-pigen. "Vi skal have snakket. Om Cayden Oikan og hans seneste tale."