Knock Knock, Who's there? (Charles)

Hjertet hamrede hårdt i brystet på ham. Dette var såååå dumt! Han burde slet ikke være her. Han havde nok at se efter derhjemme! Hvad håbede han på?
Han havde sine pligter derhjemme. Sit arbejde. Sine planer. At være væk i flere uger, for at rejse til den anden ende af landet, var en åndssvag ide og især i disse utrygge tider. Han havde rejst til Adaras og snakket med Lucius, så Zach burde have nok politisk styrke til at træde frem og kræve tronen. Var denne lange omvej hjem en forsøg på at udsætte det? Jo tættere på Zach var kommet til tronen, jo mere usikker var han blevet på om han faktisk kunne holde til det. Han havde fundet sig tilpas som general, men i starten havde det været svært, for militæret havde en disciplin han ikke selv kunne indordne sig. I stedet havde han næsten ændret alle militæriske omgangsformer til noget der afspejlede deres mere åbne general. Han tvivlede på noget militær, noget sted, fungerede som Zachs. Og nu havde Lucius, den arrogante mand, lige siddet og påpegede - uanset hvor sandt det var - hvor uerfaren Zach var og sat tvivl om hvorvidt Zach ville kunne løfte opgaven...
Og nu stod han her.
Det var jo ikke fordi han håbede på at blive en slave igen. Han havde fået den sjove ide at tjekke hvordan tingene var. Få et overblik over noget med alt det med krigen og så havde den sindssyge ide kommet til ham, at tjekke hvor Naailas faktisk stod med Redwoods. De havde jo været de største brugere af slaver, da Naailas ikke var mere end det og Zach burde hade dem. Det gjorde han sikkert også, når han altså ikke på sin vis var lidt bange for dem. Alligevel havde han overbevist sig selv om at det var en god ide. Naailas var jo ikke slaver mere og den bedste måde at bevise det, var at træde op på deres dørtrin og kræve en ligeværdig samtale om de politiske forhold.
Jah. Zach var virkelig fuld af gode ideer. Og nu havde han klaret sig så langt som til noget der...Sikkert var en slags entre eller noget...
Det var vel for sent at vende om og løbe hjem igen? For ikke at nævne han ville hade sig selv for at stikke halen mellem benene.
Han sendte et svagt smil til en af vagterne, men blev kun mødt af et stenansigt. Naailas var ikke populære og da slet ikke i denne by. Måske burde han lade være med at provokere vagterne? De så sikkert et smil som provokation.

Zach havde lært af sin sidste fejl, da han havde besøgt byen for nogle år siden. Her var koldt og på denne tid af året, ville det kun blive koldere. Derfor var han nu iklædt nogle tykkere sko, et par varme lange bukser og en varm, tyk trøje og jakke. Over hans ene skulder hang der hans rygsæk, selv om han faktisk havde måtte sætte den fra sig sammen med sin jakke, for at bevise han ikke kom loaded med våben. I det mindste måtte han beholde resten af sit tøj på. Dette sted ville virkelig være det sidste sted han ønskede at vise sin gamle slavetatovering, trods alt.
De mørkelilla øjne gled over stedets pynt og pragt, mens armene gled over kors, som prøvede han at beskytte sig selv fra en usynlig fjende. Måske havde denne Charles skiftet mening og Zach ville snart blive vist ud i det kolde efterårsvejr. Ja, byens beboer havde ikke set det som så koldt, sikkert...Men for Zach, der var van til et mere tropisk klima, var det hundekoldt. Sidst han var her, havde han kun lige overlevet vinteren uden at fryse ihjel. Forhåbentlig skulle han ikke opleve det igen.

Charles havde ikke fået én dags hvile siden der blev erklæret krig. Faktisk var det slet ikke specifikt nok - han havde nok ikke fået et minuts hvile. Søvn havde der ikke været meget af, og når han endelig havde sovet havde det enten været uroligt eller med drømme om krig. Sådan var det vel når man brugte alt sin tid på at spekulere og overveje. Tiden han havde brugt vågen var blevet brugt på utallige møder og planlægning. Charles klagede ikke. Han kom på tronen under en krig, hvilket bestemt var noget han selv havde valgt. Han var egnet til det her, født til det her. Hvis nogen skulle få regionen under kontrol igen, så var det ham. Ligesom han gjorde sidste gang, hvor han skulle rydde op i andres fejltagelser. Denne gang havde han bare ikke planer om at lade The Oikans slippe let for det. I hvert fald ikke Cayden Oikan, den tåbe, der havde erklæret krig. Charles havde på fornemmelsen, at han bare havde vågnet op en dag og tænkt, at nu ville han erklære krig, uden at gennemgå det med sine mænd først. Han virkede som sådan en person. Han havde endda efterladt sin loyale diplomat, Hazel, til at blive krigsfange på Charles' palads. Hans træk virkede ikke gennemtænkt. Og nu skulle det påvirke en helt befolkning.

Charles var lige blevet færdig med et møde med sin krigsgeneral og enkelte udvalgte sergenter om en kampstrategi, der skulle stå klar, til hvis Inferno-soldater valgte at komme tættere på Redhawk Citys grænser. Han havde omkring ti minutter til at nå over på den anden side af paladset til et nyt møde med nogle bekendte adelsmænd, inklusiv en kendt instruktør, der ofte arbejdede ved det gyldne teater, som ville lave et stykke for at give det guldøjede folk gåpåmod gennem de hårde tider. Charles opdagede dog hurtigt, at instruktøren måtte vente. Han nåede end ikke at træde ud af sit mødelokale, før en vagt greb fat i ham og fortalte at en Naaila ventede på ham ude i entré-salen. De var blevet fortalt, at han var generalen for Naaila-slægten. Charles havde aldrig hørt fra Naaila-slægtens general før, faktisk havde han ikke været sikker på, at de overhovedet havde en officiel én. Men så igen, slægten holdt meget for sig selv, og ærligt havde Charles aldrig rigtig bekymret sig om dem. De havde deres plads i Liljeskoven, og det havde ikke rigtigt været et problem for andre end The Crawfords. Men nu var det sådan, at han prøvede at skabe en alliance med The Crawfords. Og så stod generalen for slange-slægten ved hans port? Charles overvejede kort at sende ham væk. Han havde et rimelig vigtigt møde, i hvert fald virkede det virkere end at skulle snakke med en Naaila. Men de var i krig nu - det gik ikke at han var kræsen med de personer, der opsøgte ham. Hvem ved, måske havde han noget brugbart.
Derfor valgte han at lade ham komme ind i paladset. Han lod sine vagter hente ham ind og føre ham ind i en af de mindre mødelokaler, der var, bestående af et aflangt ottemandsbord af mørkt træ og ikke så meget udsmykning på væggene som ved andre steder i paladset - dog hang der Redwood's våbenskjold på væggen som det første man så, når man trådte ind af døren.

Han lod generallen komme ind først og derved vente på ham. Det var måske ikke det mest høflige at gøre, men det var hvad der forventes af Charles, en travl mand, især i en tid som denne. Nu var det også generallen der ønskede at mødes med ham og som Naaila burde han være overrasket over at han overhovedet kom så langt. Charles havde beordret de to vagter, der førte ham ind i lokalet til at blive der. Han ønskede ikke at være alene med ham.
Charles kunne godt lide at komme ind med gode entréer. Men han var træt og forstyrret og følte mest for at få mødet overstået, så han havde intet planlagt som præsentation for sig selv denne gang. Nu var det vel heller ikke så vigtig en besøgende igen. I stedet lod han en vagt, der stod udenfor, åbne døren for ham, og trådte en. Hans gyldne øjne fandt straks frem til Naaila'en. Kort betragtede ham, meget kort, og så tog han skridt frem, så han med en passende mellemrum kunne række hånden frem som en hilsen.
"Charles Redwood," hilste han som om det ikke var åbenlyst, "Og De må være generalen for The Naailas."
Som han sagde det lagde han op til at manden skulle fortælle mere om sig selv. Charles vidste nemlig intet - hverken mandens navn eller hvorfor han ønskede at tale med ham. Udover det så gjorde han tegn på at han kunne sætte sig, hvis han ikke allerede sad ned og satte sig selv på stolen foran ham. Hænderne foldede han på bordene og han så på ham med et ulæseligt blik. Seriøst og køligt uden at være afvisende. Charles havde mestret det udtryk.

Han burde gå igen. Ja, lige ud af døren! Han havde allerede vendt sig om mod døren og taget et halvt skridt frem mod den, da en vagt pludselig rømmede sig og meddelte at Charles - ingen mindre - faktisk ville modtage ham. Hjertet sprang et slag over.
Han havde et eller andet sted ikke forventet det ville ske. Manden burde have vildt travlt i øjeblikket. Måske var dette dumt...Enten blev han sikkert uvenner med manden og så stod Naailas hverken godt nu eller hvis Redwoods vandt igen. Eller også blev de venner og han var politisk presset mod at bryde den splinter nye alliance med Adaras. Så ny, at blækket ikke engang var tørt. Eller også...Nåede de ingen vegne og var simpelt blot fremmede for hinanden fra nu og til dommedag.
Men Zach var stærkt overbevist om at han nok skulle få Naailas tilbage på det politiske program. De havde gemt sig, de havde opbygget deres egen lille civilisation væk fra alle andre. Med forsigtige skridt var det på tide de meldte sig ind i verdenen igen. Men for deres størrelse ville det havde været bedst at forholde sig neutral...Men omvendt havde Zach brug for opbakningen. Brug for at bevise over de sin slægt at han allerede nu prøvede at gøre noget for dem, arbejdede for dem, prøvede at repræsentere dem.

Mødelokalet var skam meget flot. Våbenskjoldet var måske lidt stort og allestedsnærværende, men det var vel at forvente. Hvordan kunne en slægt, der havde brugt andre som slaver, tillade sig at være så rig og så...Magtfuld? Ejede de ingen skam i livet?
Han kunne ikke lade være med at overveje det. Lod Redwoods bare som om det aldrig var sket? Fortrød nogen af dem det overhoved?
Han sank. Tvang sig selv til at slappe af. Han gik over til det store bord og lænede sig op af bordpladen, så han stod op af bordet. Blikket glide rundt på eventyr, mens han ventede på den vigtige og farlige mand dukkede op.
Hvilket han jo gjorde før eller siden. Zach rettede sig op. Charles var ankommet fra en dør bag ham og han måtte derfor vende sig og gå halvvejs rundt om bordet for faktisk at hilse på manden.
Automatisk gled der et stort smil over Zach, som han uden tøven modtog Charles håndtryk.
Dette var en forfærdelig ide. Zach hørte slet ikke til her.
"Zachariah" hilste han, uden at fastsætte noget efternavn. Lige nu havde han to, hvor han havde fået lov at kalde sig Naaila som en del af dem med magt i slægten...Men lige om snart ville han være lederen. Set i Zachs øjne var det lederen der først og fremmest havde lov til at kalde sig Naaila. Resten havde bare fået 'lov'.
Han viftede med en bekræftende finger i luften.
"Ah! Ja. Det er jeg skam"
Uden sans for almindelig politik satte han sig ved bordet. Han lod den ene fod glide ud af sin støvle og stak den ind under det andet ben, så han sad mere afslappet på stolen.
"Oh! Jeg går ud fra jeg skal takke. Fordi du ville se mig? Hele verden ser jo stadig ned på os, så at du...De?...Ligefrem ville modtage mig er uventet" Han var usikker på om han burde tiltale manden på nogen specifik måde? Nå. Det gik nok. Gjorde det ikke?
"Du er nok ved at sprænges af nysgerrighed..."
Sandheden var intet kunne læses på Charles ansigt. Hvad var det med magtfulde folk og mangel på følelser og entusiasme? Forhåbentlig ville han aldrig selv blive så kedelig. Lucius havde haft lidt af det samme. Åååh, se hvor farlig jeg er, jeg er god til at sidde helt stille!
"...Af at vide hvordan vi har det. Så jeg vil bare sige vi har det godt!" Hvad ville Zach egentlig have ud af dette møde? Hvis han ikke kom med noget specifikt snart, havde han en fornemmelse af at Charles personligt ville sparke ham ud af døren og bede ham om aldrig at komme tilbage igen. Og måske burde Zach også have opsøgt Charles FØR han havde underskrevet en alliance med en anden...
Man lærte vel kun af sine fejl.
Han rømmede sig svagt. Det værste ville være stilhed, så han skyndte sig videre. Der var ingen grund til at komme ind på detaljerne angående Naailas lederskab. Charles måtte lede det af generalens besøg som han ville. Det stod jo ikke normalt i en generals titelbeskrivelse.
"Nå men. Jeg kom egentlig bare af en simpel grund. Før var vi jeres slaver, nu er vi ingens slaver. Der er gået en del år siden da, selv om visse af os aldrig vil glemme. Jeg er ikke så naiv at forvente I på nogen måde fortryder noget af det eller ligefrem vil give os noget igen for det. Men jeg har overvejet hvor vi står. Den meste logiske konklusion ville være uvenskab? Jeg ved ikke helt. Men det virkede relevant at få sat fast her op til krigen" Han snakkede om det på en ganske afslappet måde. Men sandheden var jo de intet personligt bånd havde mellem hinanden og et uvenskab umiddelbart kun ville være af politisk karakter. Også selv om Zach vidste mange fra hans slægt hadede Redwoods af et godt hjerte.
Havde Imania overhoved snakket med Redwoods før? Zach vidste intet om de allerede havde en aftale med Redwoods. Man han ville tage et gæt og sige nej.