I have some plans and your help would be much appreciated - Charles

Sted: Guldborgen's tronsal
Tid: Middag. Nutid
Omgivelser: The usual
Vejr: Irrelevant men solen skinner udenfor bag skyerne.
Påklædning: Beskrevet
Emnepartner: @Charles

Det var kun en lille uge siden, at Charles havde modtaget et brev fra denne Heimdall Agnarsson. Han kendte ikke meget til ham, udover at han var en rig Oikan-herre, som han ofte lod komme til sine bal af den årsag, at det altid var godt at have vigtige kontakter fra andre slægter. Det viste det sig også til at være nu – Hr. Agnarsson havde ikke just fortalt meget i sit brev, men han ønskede at mødes med Charles for at fortælle om noget, han ikke kunne sige nej til. Dette fangede kongens interesse. Det var ikke ofte, at han lod en næsten fremmede mand komme ind i hans hjem og tale med ham ansigt til ansigt. Men der var noget med Hr. Agnarsson, der havde fået ham til at overveje det. Han havde set ham før til flere begivenheder, endda nogle han selv holdt, og selvom de ikke havde snakket sammen, havde Charles holdt lidt ekstra øje med ham. Han var god til at tale til sin egen fordel, så det skulle han holde øje med, men det betød også, at han måtte være god til at få informationer. Og med så høj status som han havde, måtte han have noget på højere magter i Springheat City – noget som Charles selv havde svært ved at skaffe, når han sjældent rejste dertil. Dette møde kunne muligvis betyde noget stort for Charles. Og hvis det ikke gjorde, kunne han blot få manden smidt ud igen. Eller dræbt. Alt efter hvor godt det kom til at gå.
Så han havde besluttet sig for at svare på hans brev. Han havde skrevet, at han godt ville mødes og så hvilken dag det passede ham. Han var jo en travl mand, og hvis det virkelig betød noget for Hr. Agnarsson at møde kongen, måtte han også kunne gøre plads i sit skema for det.
Nu sad han blot i sin tronsal og ventede. Han valgte den offentlige tronsal, altså den som borgerne normalt kunne tage til med problemer, men i dag havde han sørget for at den var lukket. Han ønskede ikke at blive forstyrret nu. Han havde ikke taget noget med for at underholde sig. Han sad blot på sin trone med sin hage hvilende mod sin håndflade og var forgabt i sine egne tanker. Ikke noget specielt, men hans tanker farede altid rundt, når han var alene. Det var for det meste politiske strategier, men man kunne kun komme så langt med fantasier. Han havde også brug for at føre dem ud i livet.

De tunge døre blev åbnet, hvilket løsrev Charles fra sine tanker. Han betragtede Heimdall som han trådte ind, men reagerede ikke på nogen anden måde. Han ville lige se manden an før han tænkte over hvilken hilsen han skulle give ham. Han var iklædt fint tøj, og det samme var Charles men en sort skjorte og sorte bukser, dog var det nok hverdagstøj for begge mænd. Han gik i hvert fald sjældent med noget mere afslappet end det. Det kunne man ikke som konge. Til sidst, da han godkendte rigmanden foran ham, kom et svagt smil frem på hans læber. Mere fik fremmede ikke. Han rejste sig op fra stolen og gik roligt hen til ham. Han tog sin tid, for de havde vel ikke travlt? Heimdall måtte nyde den tid, han kunne få med kongen.
”It’s good to finally have a proper conversation then, Mr. Agnarsson,” hilste han og tog i mod hans hand. Han gav det et lille men fast klem og slap den så. Han havde ikke tænkt sig at kalde ham Evan. De var slet ikke på det venskabelige niveau endnu, selvom han påstod at alle kaldte ham det.
”I would introduce myself but…” tilføjede han, ”You must already know my name.”
Det var en flabet kommentar, ja, men han kunne tillade sig det. Han kunne tillade sig næsten alt. Desuden hvad end denne mand havde planer om at fortælle ham, var det vigtigt nok til at han måtte blive nødt til at se bort fra sådan en kommentar. Det tænkte Charles i hvert fald.
”Morskaben” var ovre, og de kom videre til det emne, som faktisk var vigtigt – hvad han ville fortælle ham. Charles’ smil forsvandt, ikke fordi han var sur eller frustreret, men blot fordi der ikke var nogle grund til at have det. Han nikkede en enkelt gang, for han havde det på samme måde. Det var alt for stort, alt for offentligt. Og der var alt for mange mulighed for at folk kunne lytte. Han lavede derfor en fakt med den ene arm som en hentydning til at han skulle følge efter ham.

”Luckily my home is filled with more... private rooms,” sagde han som han begyndte at gå mod en mindre dør, ”I will guide you to one of my smaller meeting rooms.”
Han gik i gennem døren og hen af en af de mange gange. Den var bred, væggene af guld og rødbrune tæpper blødnede deres trin. Hvert femte meter og uden for hver en dør stod der en vagt. Det skulle jo ikke ske at Heimdall stak en dolk i ryggen på Charles når han gik med ryggen til. Han skulle altid være beskyttet. Irriterende på sin vis men nødvendigt. Efter at have drejet til højre ved et hjørne og at have gået nogle få ekstra skridt nåede han til den dør, han ville i gennem. Den lignede alle andre døre men når man var opvokset dette sted, kendte man den ud og ind. Han nikkede til vagten udenfor og åbnede døren dertil. Der var allerede lys derinde. Rummet var lille og bestod af et bord til cirka 8 personer. Han sørgede for at sætte sig for bordenden og gjorde tegn på at Heimdall kunne sætte sig i den anden ende. Her ønskede han ingen vagter – han tænkte også at selv hvis Heimdall angreb ham, ville han være i stand til at slå igen.
Han foldede sine hænder og lod sine guldøjne hvile på manden foran sig.
”I assume what you’re about to tell me is very important. So please, do tell. I won’t interrupt.”
Han så afventende på rigmanden foran ham. Mødet var i gang.