Somebody that we used to know - Charles

Vinden havde ikke den største medlidenhed for andres velbehag den sene aften, men voldsom var den nu heller ikke. Den var uhensigtsmæssig, men langt fra en sådan ubelejlighed, at man ikke ville kunne tåle en frisk gå tur hjem igen. Men på trods af det, havde Herregården det stadigvæk ikke så vel. Man kunne tydeligt høre vinden, som brusede uden for, men de gamle træpladers dage var snart talte; trods man befandt sig inde bag gårdens døre, så fulgte lidt af vejrets kulde med inden for. Ikke at dette havde en effekt på Kassandra, hun var trods alt en Oikan, men hun var ikke døv. Vinden var hjerteløs over for den gamle bestand, og man kunne tydeligt høre fundamentet knirke om barmhjertighed.
Kassandra kørte en hånd henover det gamle, aflange spisebord, som var kernen i hele rummet. Hun kørte hendes finger, som var beskyttet af en handske, henover det gamle sølvtøj med et tomt blik i øjnene. Hendes blik vandrede rundt i lokalet og fandt fokus på en masse detaljer. Det var svært at tro, at flere mennesker var blevet slagtet i netop dét rum.
Et dyb suk forlod den unge kvindes læber. Hun kontemplerede stadigvæk med sig selv, om hun skulle blive, eller tage hjem. Hun ville aldrig befinde sig i et sted som dette, havde det ikke været fordi, at hun havde et aftalt møde. Et møde, som hun stadigvæk ikke kunne gøre op med sig selv, om hun fortrød. Ja, det var hende, som havde sendt brevet. Men det blev skrevet i en aktion af ren impuls og uden logisk overvejelse. Så hurtigt, som det blev sendt, lige så hurtigt blev det fortrudt. Dog var hun ikke en kvinde, som bukkede under for noget eller nogen. Så hun bed sig selv i læben, rettede ryggen, og beredte sig. Kompagniet kunne dukke op når som helst nu.

Charles havde siden krigserklæringen ikke forladt sit palads. Udover da han holdt sin tale, havde han holdt sig indendøres for at sikre sig, at en af Redhawk Citys borgere ikke besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Det var ironisk - det var netop hvad han havde været så irriteret over, at hans søskende gjorde under starten af guldkrigen. Før de blev dræbt altså. Charles havde ikke planer om at dele deres skæbne. Han havde overlevet én krig og havde planer om at overleve denne her også.
Så det her var hans første tur ude for Redhawk City, hvis ikke hans første tur ude for sit hjem. Han havde ellers besluttet sig for ikke at tage af sted. Han vidste at det i sidste ende ikke ville gavne ham, faktisk ville det nok bare forværre hele hans situation. Men det var hans forbandede nysgerrighed der lokkede ham ud – der var en der havde myrdet Kassandras far, og nu ville hun tale med ham. Han havde undgået hende siden Cayden Okains krigserklæring. Faktisk havde han så småt undgået hende de sidste to år, hvor spændingerne mellem ildslægten og guldslægten var vokset. Hvor godt deres kammeratskab havde været, kunne det ikke slå deres loyalitet til deres slægt. I sidste ende kunne han ikke stole på hende.

Men han ville mødes med hende og nu befandt han sig inde i Herregården ’Lykkebo’. Det var et sted han havde brugt meget tid i som ung mand, når han ikke ville hjem til Redwoods palads og sin familie. Han havde undgået spøgelser så vidt så muligt ved at sove på kontoret. Kun fordi at han vidste, at de kunne være farlige. At se døde ulykkelige mennesker rørte ham ikke – de var dumme nok til at blive dræbt. Så fortjente de i et liv fanget mellem to verdener.
Han skulle ikke ind på kontoret nu. Han skulle ind i spisesalen, hvor han vidste, at Kassandra ventede ham. Turen havde været på hest og vinden og regnen havde ramt hårdt. Men det var man vant til når man boede i Redhawk City. Charles havde en tyk frakke på, som havde opsuget det meste af vandet. Det hjalp både mod kulden og ville beskytte ham til en vis grad til hvis Kassandra var dum nok til at angribe. Med ham havde han tre soldater, som fungerede som vagter. Han lod dem vente ude i hallen mens han trådte ind i spisesalen.
Der var hun. Det føltes som evigheder han sidst havde set hende, set ordentligt på hende, men alligevel havde hun ikke ændret sig det mindste. Charles dvælede dog ikke i nostalgien. I stedet så han væk fra hende og tog en dyb indånding.
"Jeg ved ikke om du kender historien bag 'Massakren ved lykkemiddagen'” Var det første han sagde. Hans stemme var kølig og følelsesmæssigt distanceret – typisk Charles. Han så på sine fødder, som han tog skridt frem mod det store bor i midten af salen. Han lod hende ikke svare, før han talte videre.
”En adelig Redwood valgte at holde middag for sine allierede i starten af 12-års krigen. En fin gestus, hvis du spørger mig, og det kunne have endt godt,” sagde han. Hans ene finger gled hen af kanten på en af guldtallerkenerne. ”Hvis ikke det var fordi, at der var en forræder i blandt dem.”
Han så stadig ikke på hende. Han gik længere hen af bordet, nu var møblet i mellem den. Hans blik veg ikke fra hans hånd, der nu blev knyttet i en næve. ”En blandt hans allierede var utilfreds med hans meninger. Så han sendte besked ud til Inferno-soldater. De dræbte alle til stede, inklusiv forræderen selv.”
Nu så han endelig op. Hans blik lynede, som han endelig så på Kassandra. Det næste han sagde var sammenbidt, som om han prøvede at holde sin vrede tilbage. ”Gad vide, hvordan det kan perspektiveres til den situation, vi står i lige nu.”

En let tanke strejfede Kassandras sind; kunne hun nogensinde finde på at forråde sin slægt under visse omstændigheder? Hun havde trods alt sendt brev efter fjenden selv, mon ikke hele Oikan slægten ville se dette som et klart tegn på forræderi. De ville erklære hende henrettet på stedet, sikkert også ved Caydens egne hænder for virkelig at torturere hende, selv i de aller sidste stunder, hun havde tilbage. Den ubehagelige tanke forårsagede iskolde kuldegysninger ned ad hendes rygrad, noget som hun ellers ikke mærkede ofte grundet hendes evige kropsvarme. Men en sådan grusom og brutal tanke kunne ikke vække andet en gys i hele hendes krop.
Hun lod sit blik falde hen mod et af de mange vinduer. Hun betragtede, hvordan vinden tvang de mange træer uden for til at danse til dens rytme. En tvungen dans, som man tydeligt kunne se, at træerne led under. Et dybt suk forlod hendes læber, hvorefter hun bed sig i underlæben og lukkede øjnene i i en kort stund. Et minde tog form bag hendes øjenlåg; et minde, der førte hende tilbage til den sidste gang hun selv havde danset med livets lyst brusende i hendes åre. Det var to år siden nu, men hun huskede den aften, som var den hændt for få øjeblikke siden. Hun slog øjnene op igen for at hindre de næste scener, der skulle til at udspille sig. Det var ikke klogt, at lade tankerne slippe derhen nu.
Hendes blik faldt hen på døren, da den pludseligt blev skubbet op, og ind kom ham gående. Hendes vejrtrækningen stoppede, det var som om alt gjorde. Da hendes mørke røde blik mødte hans gyldne gik alt i stå. Hun blev trukket tilbage i tiden, tilbage til dengang, hvor hun havde været en lille pige, som havde udviklet en uskyldig forelskelse for den unge mand. Disse følelser var for længst glemt, men det var som om, at et eller andet stak hende i siden. Som om at den mindste brøkdel af de ubetydelige følelser var forblevet hos hende, selv over to år havde passeret. Dog blev det hurtige øjeblik af forvirring afbrudt, da han fjernede til blik fra hendes. Hun fulgte ham med blikket, men lod det falde ned på hendes fødder, da han endte på den anden side af bordet. Hun knyttede næverne og bed tænderne sammen. Hans ord provokerede hende ubeskriveligt meget, men hun nægtede at lade det distrahere hende og bringe hende ud af kurs. Hun vendte sig mod ham og gengældte hans blik med et fast og bestemt ét med hagen hævet højt. Hun havde ikke tænkt sig, at lade ham få overhånden.
"Hvis det er skyld, du prøver at pege i retningen af mig, så må jeg skuffe dig," startede hun ud. Måske var hun for altid varm, men hendes ord var koldere end vejret uden for. Hvad end Charles tænkte om hende, så skulle han ikke tro, at hun var med til erklære en ny krig. Hun lænede sig frem mod bordet og plantede hendes håndflader på det, "jeg var ikke med til at starte krigen" afsluttede hun og holdte en fast øjenkontakt med ham. Hun så næsten opfordrende på ham, som om hun gerne ville have, at han skulle prøve at gøre et eller andet, der ville intimidere hende. I så fald skulle han finde sin bedste retorik frem, for Kassandra havde ikke tænkt sig at bukke under for ham.
Et skævt smil spredte sig dog på hendes læber.
"Godt at se dig igen, Charles"

Han havde ikke forventet at hun ville falde på knæ og bede om tilgivelse. Selv om han ville ønske, at det ikke var sådan, så kendte han Kassandra. Hun var en stolt kvinde, til tider alt for stolt. Denne her situation var en af de tider. Hun burde vide bedre end at spille overlegen over for Charles - kongen af Redhawk-regionen - for han var tydeligvis den overlegenende her. Ikke blot generelt hvor han som konge kunne sætte en dusør på hendes hoved, der var mere værd end hvad hun kom til at tjene på sin livstid. Også lige nu med sine tre soldater. Han kunne sådan set få hende dræbt lige nu og her så hun ikke ville kunne videregive noget information - hvor ironisk ville det ikke være hvis en Oikan blev dræbt i Lykkebo's spisesal? Han kunne godt. Hvis han ville kunne han kalde på sine soldater og få hende dræbt, før hun ville nå at åbne munden for at skrige. Eller det sagde han i hvert til sig selv at han kunne. Det var nemmere end at se sig selv som svag for ikke at kunne adskille følelser fra taktik.
Han reagerede overhovedet ikke, da hun talte. Han så blot på hende med et blik, som om de ikke havde utallige minder sammen. Som om hun var en fremmede for ham. Hun fik ingen reaktion fra ham med hendes ord. Han prøvede ikke at afbryde hende heller men lod hende tale ud til det sidste. Han gengældte heller ikke hendes smil.
I stedet stirrede han på hende med sit gennemtrængende blik. Så tog han en dyb indånding og så væk, kun for at tage nogle ekstra skridt rundt om bordet.
"Mandens forrædderi var simpel." Han talte næsten henkastet som om Kassandra ikke havde talt overhovedet. Han fortsatte blot sin tidligere svada om 'Massakren ved lykkemiddagen'.
"Han gjorde ikke andet end at åbne sin mund. Men nogle gange kan de ord, der kommer ud af ens mund, afslører lidt for meget. Skabe lidt for mange problemer."
Han stoppede op igen. Han var nu på den anden side af bordet, Kassandra side, og stod en meter væk fra hende. Hans gyldne øjne fangede hendes ildøjne. Hans kæbe strammede, mens han overvejede sine næste ord. Det her var også første gang at han så på hende - virkelig så på hende - mens han talte, og det var som om at hele stemningen blev for intim.
"Jeg anklager dig ikke for at have startet krigen, Kassandra," sagde han med sammenbidt for at holde vreden igen. Det hjalp intet at lade den tage overhånd. "Men du er Cayden Oikans højre hånd og med den titel følger der en loyalitet, som ligger langt over det venskab" - han sagde ordet med gift i stemmen - "som vi to har delt. Sådan en titel kommer ikke ud af ingenting. Hvordan kan jeg vide, at du ikke også simpelt har åbnet din mund?"

Det var ikke fordi, at hun havde regnet med, at han ville sende et velkommende smil i hendes retning, tværtimod; hun vidste skam godt, at hun ikke skulle forvente nogle former for følelser fra ham. Han var et koldt menneske, et menneske, som man nok skulle holde sig så langt fra som muligt, men Kassandra kunne ikke lade være med at gøre det stik modsatte. Hun var tiltrukket af det, som en dansende cobra i trance, når den hørte de magiske toner fra en fløjte. Selv når han ned stirrede hen med det koldeste blik, så kunne hun ikke gøre andet end at sende ham et opfordrende, skævt smil. Hun så det næsten som en leg. Hvor vred kunne hun mon gøre ham. For det var gået op for hende henover de mange år, at hun næppe ville kunne frembringe de følelser frem i ham, som hun ønskede. De følelser, som hun selv havde for ham, da hun var yngre. Derfor havde hun gjort op med sig selv, at det var en tabt kamp; lige indtil for to år siden. Den aften, som ingen kendte noget til, udover de to mennesker, som netop befandt sig i en øde spisesal.
Kassandra fulgte ham med blikket og vendte sig mod ham, da han stod foran hende. Hun havde stadigvæk samme provokerende smil på læberne.
Den blotte benævnelse af Caydens navn gav hende et stik i hjertet. Ikke at hun gav nogle former for fysisk udtryk for det. De to havde været så meget i gennem, men alligevel havde hun ikke nævnt noget for ham omkring hende og Charles' "forhold" til hinanden. Ikke fordi, at hun fandt det pinligt, men det kunne beskrives som næsten ulovligt. Han havde ret. Hendes loyalitet til Cayden var ubeskriveligt stor, men det ville være det rene selvmord at nævne noget foran ham omkring hende og Charles. Hun løftede et udfordrende øjenbryn og lod smilet falme. (link)
"Det forbløffer mig, Charles, det gør det virkelig! At en sådan tanke overhoved kan strejfe dig," hun lod luft komme ud af næsen og rystede på hoved af ham i mens hun tog et skridt tættere mod, hvor han stod, "så forklar endelig. Hvad er det helt præcist, at du mener, at jeg har åbnet min mund og sagt?" spurgte hun og lagde armene over kors.

Det var ikke fordi, at han troede, at Kassandra rent faktisk ville tilstå. Hvis hun virkelig havde været spion så længe, vidste hun bedre, end at afsløre sig selv efter ikke en gang noget pres. Hun var en intelligent pige. Det var én af de ting ved hende som havde fanget Charles' interesse til at starte med, uheldigvis. Men selvom han ikke havde forventet det, så frustrerede det ham, mere end han ville indrømme. Hvor ville det være meget nemmere, hvis hun bare ville indrømme det, og han kunne få hende fanget for spionering. Så ville det her møde kunne slutte og de kunne få en ende på hvad der så sandelig kun forstås som en kompliceret relation. Og så behøvede han ikke at se på hende mere. Ja, det ville være nemmere bare at få det overstået. Men selvfølgelig ville hun ikke tale sandt, så Charles var forberedt på, at det her kunne tage lang tid og nok ikke ende godt heller.
I modsætning til Kassandra var der ikke en skygge af smil på Charles' læber. Han var vant til Kassandras provokerende opførsel, som hendes smil lige nu, men oftest havde det været i venskabelig manér. Nu fik det irritation til at vokse. Han prøvede at skubbe det til siden, men en skygge havde lagt sig over hans ansigt. Selvom det ikke var meget visende, så var det stadig flere følelser end Charles viste normalt. Derudover spændte hans krop mere og han talte mere sammenbidt.
"Forbløffer det dig virkelig?" Han trådte et skridt tættere på. "At jeg ikke stoler på dig, højre hånd for manden, der ønsker at vælte mig af tronen og formentlig også dræbt?"
Han lagde ikke armene over kors, men hans næver var nu knyttet og hans skuldre var anspændte.
"Du nærmede dig ind på mig," sagde han, "Det kan godt være, at jeg ikke har ladet dig vide meget, men du har fået lov til at studere mig og samle information. Information, som du har videregivet til Cayden, for ham til at misbruge det. Derfor har du fået stillingen som hans højre hånd. Du har noget, som andre Oikans ikke har; en personlig relation til kongen. Derfor tror jeg ikke på dig. Det giver for meget mening til at jeg kan."
Han havde lyst til at tage en dyb indånding for at falde mere til ro, da han kunne mærke hvordan det begyndte at koge inden i. Men han ville ikke lade hende så, hvordan det påvirkede ham.

Da han tog et skridt tætte på, kunne Kassandra mærke en knude tage form i hendes mave. Der var gået to år, måske mere, men Charles' nærvær havde stadigvæk en umådeligt stærk og gennemtrængende effekt på hende. Alt i hendes krop skreg efter afstand mellem dem, men det skulle selvfølgelig ikke stoppe Kassandra i at ryste på hoved af hans ord og lukke luften mellem dem, så kun få centimeter adskilte deres kroppe. Hendes instinkter var skarpe og præcise, men når det gjaldt ham, gik hun i baglås og gjorde altid det stik modsatte. Hun var draget til ham. Draget til alt det forbudte, der fulgte med, til den fare, som hun udsatte sig selv for, når hun befandt sig i hans selskab.
Hun begyndte at studere hans ansigt; hans gyldne øjne, som altid var en konstant påmindelse om, hvad han var, og hvorfor hun skulle holde sig langt væk fra ham. En Redwood.
"Lad vær med at få det til at lyde som om, at du nogensinde har stolet på mig" sagde hun gennem sammenbidte tænder. Hvis han havde tænkt sig at imødekomme hende med aggression, så kunne han forvente intet mindre end præcis det samme fra hende. Tålmodigheden, som hun ellers ikke besad specielt meget af i for vejen, var rendt om. Hun havde fået nok af alle anklagelserne fra ham. Hendes hænder var knyttet langs hendes side, og hun kunne mærke den brændende varme fra hendes håndflader begynde at hede over.
"Min stilling har absolut inet med dig at gøre!" skreg hun af ham. Hendes temperament var næsten nået bristepunktet.
"Jeg har kendt Cayden siden vi var børn. Du ved udmærket selv, at jeg har kompetencen og erfaringen til at have fortjent min titel!" sagde hun og refererede til dengang, hvor hun havde deltaget i vigtige møder med hendes far, hvor Charles havde beordret hende væk, fordi han mente, at hun var for ung. Hun fugede sine bryn i vrede og stirrede på ham i raseri.
"Vi har ingen personlig relation til hinanden, Charles." sagde hun med et ryst på hoved og en stemme, som var fyldt til renden med gift. "Misforstå mig ikke, men hvad end det her er, så har jeg holdt det mellem os. Jeg har ikke behov for, at resten af regionen kender til de fejl, jeg har begået." afsluttede hun. Han vidste udmærket godt, hvad hun mente med hendes sidste sætning. Hun var træt af, at alle fandt på deres egne begrundelser for, hvordan hun havde fået hendes stilling. Det kom ingen andre ved end hende og Cayden. Hun var træt af at skulle forsvare sig selv for alle, der mente, at hun ikke havde fortjent den.

Kassandra trådte endnu tættere på. Et skridt til og så ville der ikke længere være luft i det. Charles bed irriterende meget mærke i det. Kort, meget kort, kunne det også ses på ham - hans facade røg ned, da hans blik gled op og ned af Kassandra. Men det var så kort, at blinkede man ville man misse det, for Charles var så god til at have sin facade oppe, at han hurtigt havde den oppe igen. I stedet for så han på hende med et rynket bryn og gyldne øjne der strålede af indædt vrede. Han ville ikke miste kontrollen. Han ville ikke give hende den ære at se hvordan hendes ord ramte ham. Men noget sagde ham, at det ikke var muligt.
Hun startede ud med at beskylde ham for aldrig at have stolet på hende og han åbnede munden for at protestere. Selvom hun nok egentlig nok havde ret. Men det var ikke på grund af hende. Han stolede ikke på nogen. Selv Katherine havde han sine tvivl med. Der havde faktisk været perioder, hvor han havde ønsket at han havde kunne stole på Kassandra, at han kunne have åbnet sig op. Det havde så vist sig at være godt, at han ikke havde gjort det, nu hvor hun var blevet fjenden. Eller i hvert fald højre hånd til ham.
Han fik slet ikke et ord ud før hun talte videre. Han snerpede derfor læberne sammen og trak vejret dybt - en usuccesfuld måde at få sin vrede under kontrol. Det hjalp ikke. Kassandra var selv ved at koge over og hendes raseri smittede af på ham. Han lavede et ryk på hovedet som om han lige skulle til at ryste på det, men blev så fanget af noget andet.
"Så det ved jeg?" snerrede han. Hans stemme var slet ikke lige så fattet som før. "Sig mig, hvordan har du gjort dig fortjent til den? Ved at være generalens datter? Være gode venner med den næstkommanderende? Tillykke, i det mindste har du ikke forført dig frem til titlen."
Han talte mere og mere højlydt for hvert ord der kom ud af hans mund. Han havde ikke lagt mærke til, hvor tæt han var kommet på hende uden at tage et skridt tættere på. Han havde bøjet sig mere og mere over hende, som var hun en magnet der trak i ham. Han opdagede det først, da han rettede sig op. Han rettede sig ikke op fordi han havde opdaget det, nej, det var over det Kassandra sagde.
Vi har ingen personlig relation.
"Ingen personlig relation?" sagde Charles med spydighed i stemmen. Det var ikke noget man ofte hørte fra ham, men Kassandra havde vel bare den effekt på ham. Før han vidste af det ar han bøjet over hende igen.
"Så vores interaktion" - han sagde ordet så det var tydeligt at han mente et helt bestemt ting i deres kompliceret relation. Kysset - "var ikke personlig? Det siger vel meget om dig."
Han havde lyst til at kalde hende hvert grimme ord, han havde i sit ordforråd. Det var tåbeligt - han burde være ligeglad med hendes mening. Han var konge. Han havde en hel slægt, et helt kongerige der ærede ham. Og alligevel ramte hendes ord ham mere end han nogensinde ville indrømme.
Hun virkede til at være færdig. Han fik endelig taget den dybe indånding. Hans vrede var kommet mere under kontrol. I stedet for rettede han sig op igen og så ned på hende med et køligt blik.
"Udemærket så," sagde han sammenbidt. "Hvis hvad du siger er sandt, hvilket jeg stadig ikke kan stole på er, så fint. Jeg kan se, hvad du mener. Jeg vil heller ikke have mit ry ødelagt af en Oikan-tøs."

Kassandra stivnede. Hendes krops temperatur kølede ned. Han kunne lige så godt havde smækket hende henover ansigtet, udkommet havde været det samme. Hun bed sig selv i underlæben, rystede på hoved af ham og tog et skridt tilbage.  Hun kunne ikke holde ud at være så tæt på ham i mens hun overvejede hendes næste trak. Han havde fejet benene væk under hende, og ikke på samme måde som for de mange år siden. Han havde formået at såre hendes følelser, noget som kun få mennesker i regionen havde evnen til. Han havde ramt alle hendes svage punkter med kun få ord; hendes far, hendes livspartner og så hendes omdømme. Hendes håndflader sitrede som aldrig før. Hun kiggede op og fandt hans gyldne blik igen. Hendes øjne var næsten sorte, da de havde fået en faretruende, mørkere nuance af hendes i forvejen mørkerøde øjenfarve. Hun havde lyst til intet mindre end at give ham en syngende lussing, som han uden diskussion havde fortjent. Under alle andre omstændigheder havde hun brændt vedkommende til absolut intethed. Havde det været en vær anden. Hun lukkede luften mellem dem endnu engang og stirrede ham dybt i øjnene med et psykotisk blik, der kunne udslette en hel hær.
"Har du tænkt dig at gentage den udtagelse?" hendes ord kom ud som trusler. En opfordrende udfordring. Det var ikke specielt klogt af hende at snakke med en sådan tone til kongen af regionen, som kunne få hende henrettet på stedet, eller måske sætte en dusør på hendes hoved serveret på et sølvfad, men hun vidste bedre. Det kunne han aldrig finde på at gøre i mod hende; det var i hvert fald den opfattelse hun havde.
Hans næste handlinger og ord bekræftede i hvert fald lidt af hendes teori. Hans kropssprog afslørede ham. Det gav et stik i Kassandras hjerte, og hun fortrød næsten hendes ord, men det havde hun ikke tænkt sig at lade ham se. Måske havde hun ikke været den eneste, der havde været ædru nok til at indse følelserne, der lå bag kysset, den aften for to, lange år siden. En gnist af håb blev tændt bag hendes brystkasse. Hun havde lyst til at begrave sig selv i hans favn og indrømme, at hun ikke mente, hvad hun havde sagt, men de var vidst begge meget enige om, at de ikke havde i sinde at vise nogen form for emotionel kropskontakt med hinanden igen.
"Ved du, hvad der siger meget om dig? Din manglende empati for personen, som du har delt en sådan interaktion med." Sagde hun med en viljestærk afsky og fugede bryn, "Forklar endelig, Charles, hvordan føles det? Hvordan føles det at se generalens datter i øjnene, efter du fik ham myrdet? Hvordan føles det at fængsle hendes lillesøster lige efter?" hendes tåspidser stod helt op af hans, og hendes ansigt var heller ikke langt fra hans. På trods af højdeforskellen havde hun formået at rette ryggen nok til, at han var tæt nok på hende. Det hjalp også lidt på det, når han var tårnet over hende på den måde.
"Jeg ville overveje mit svar, hvis jeg var dig" hvæsede hun af ham gennem sammenbidte tænder.