Coming here was a mistake - Valian

Dette var nok det eneste sted hun kunne kende af alle. Ildstederne. De røde øjnes sted, åbenbart havde alle øjenfarver deres eget sted og deres egne evner. Udover hendes slags - så vidt hun havde forstået, men ærligtalt havde det været sidst på hendes liste. Normalt var det ikke andre end mandskabet der gjorde indtryk på hende - og forrige besøg havde været markant anderledes for hende. Valian havde ændret hendes syn på landfolk bare lidt, og i tid nok til at hun havde elsket ham. Elanor havde været tæt på at opgive sit liv på skibet for ham. Dog havde Jonathan fundet hende og taget hende med tilbage - og uden nogen advarsel var hun forsvundet ud af hans liv. Det var det farlige ved at være en kvinde i denne verden, havde hun fået fortalt af sin far bagefter. De kunne ikke have hun endte gravid eller med at give sit hjerte. Når det kom til hendes liv måtte hun handle uden følelser og plyngre - det var det hendes liv var skabt til, at skabe kaos. Elanor havde dog ikke sluppet ham fra sine tanker, men hun havde ladet ham gå, og håbede at han en eller anden dag ville tilgive hende for at være forsvundet ud af hans liv så pludselig. Hvor længe siden det var havde hun ingen forstand på, tid var tid - og ikke noget hun holdt regnskab med. Det eneste hun havde styr på var forskellen på nat og dag.

I dag var en test, Jonathan og et par andre havde teleporteret hende med sig til Springheat City. Eller mere præcist Searing Well District. Det rigeste og bedste område. Solen stod højt på himmelen her, og det var godt Elanor var van til dens flammende varme. Som altid aftalte hun et møde sted med sin kære gruppe om 2 dage, eller rettere sagt når solen stod op anden gang. Så gik de ud for at gøre hvad de gjorde bedst - skabe kaos. Elanor trak sin kniv op og dirkede en lås op til et af de større huse. De skulle være hurtige og lydløse - helst hvor der ikke var nogle hjemme - eller i hvert fald slette sporene så. Elanor lukkede døren bagved sig og så sig omkring. Hun samlede smykker og værdigenstande som en anden pirat ville gøre. Dog viste det sig at huset ikke var så heldig at være uden ejer denne morgen.
"Who the fuck are you?" Lød en gnaven stemme bagved hende. Elanor drejede rundt på sin hæl, men han var allerede i løb imod hoveddøren og nåede lige at flå den op. "Help!" Råbte han før Elanor fik ham trukket indenfor igen. Døren blev sparket i, og hun fik ham lagt ned.
"Shut the fuck up idiot!" Vrissede hun voldsomt irriteret. Kniven lå for hans strube. De brune øjne lavede ej sjov, hele kropssproget var generelt vildt og ikke til at lave sjov med. Et snit, ikke dybt nok til at gøre nogen skade, blev lavet før hun rejste sig op. Snittet gjorde han blødte og hun mumlede nogle uforståelige ord. Nok til at da han ville rejse sig, kunne han ikke. Han var fastfrosset. Døren gik ret hurtig op, nogle måtte vel have hørt mandens råben?
"The monster.. she is inside these walls." Sagde han til personen der kom ind. Elanor kunne mærke grebet på sin kniv blive det strammere, men hun havde ikke tid til at stoppe med at kigge efter diverse ting af værdi imens.

//@Valian <3

Valian havde sit sædvanlige outfit på. En langærmet grålig trøje, en kappe lavet af ulveskind, og bare bukser og sko. Han havde en økse ved sin ene hofte, spændt fast til et bælte han havde om livet. Hans hår var samlet i en lille fletning, som det som regel var. Han lignede egentlig sig selv. Han havde altid set lidt ekstra 'vild' og 'barsk' ud. Det passede ham helt perfekt. Derfor tænkte han ikke over sine ekskærester. Javist havde den seneste såret ham, men det var hendes tab. Det havde kun gjort ondt, fordi han virkelig var begyndt at tro, at han kunne få en fremtid med hende, men pludselig forsvandt hun bare. I starten havde han tænkt at hun var i fare, og han havde ledt og ledt, men havde været nødt til at indse, at hun havde forladt ham. Der gik uger, før han følte sig ovre det og kunne sige, at det var hendes tab, hendes fejl. Han tvivlede kraftigt på at han nogensinde ville møde hende igen, men skæbnen havde vist sin egen mening.
For da han gik ned langs gaden, så han en kvinde gå ind i et hus. Normalt ville han være ligeglad, men han kunne genkende hende. Derfor fulgte han efter hende, men lige da han nærmede sig huset, blev døren flået op og nogen råbte efter hjælp. Hun var blevet opdaget.
Han tog sin økse frem og gik hen til døren, efter at den var blevet lukket igen. Han tøvede ikke med at åbne døren og hans øjne fandt hendes offer først. "Calm down." Han så rundt og fik endelig øje på hende."Would you be so kind to lower your weapons, Elanor?" Valian lænede sig op af dørkarmen og betragtede hende. "Normally I kill heartless people like you, but in honor of our past, I will show you mercy. I did love you, after all." Desuden tvivlede han på, at han kunne skade hende. Han var ikke i stand til det, det var han temmelig sikker på. "Once a pirate, always a pirate, right?"

Stemmen i dørkarmen imens hun var ved at tjekke smykkerne ud, fik hende til at slippe hvad hun havde i hænderne. Det virkede som om hun kort var i chok, og hun var glad for hun stod med ryggen til ham - så han ikke kunne se det. Det var ikke fordi hun ønskede at slå ham ihjel eller noget, men grebet var stadigvæk fast om skaftet - til hun besluttede sig for at sætte den i bæltet igen.
"Only because its you my dear." Svarede hun, og sendte ham et køligt blik. Elanor var på kanten til at vise en følelse, men trak den tilbage - for den hørte til de svage. Let løftede hun hagen blot en smule over de næste ord. Let rystede hun på hovedet.
"I feel so special. But don't grow soft on me. As you said yourself, I am heartless. Mercy to me is nothing." Et skævt smil sneg sig på de fine læber imens hun forsatte med at smutte nogle ting i sine poser. Det faktum, at hun gjorde det imens han var der - var enten fordi hun stolede på ham eller fordi hun var ligeglad. Det var svært at spotte forskellen lige der. Elanor gav ham sin opmærksomhed da han endnu engang besluttede sig for at tale til hende. Once a pirate, always a pirate, right?" Let kneb hun øjnene sammen og fnøs.
"You make it sound like its a bad thing?" Elanor løftede let på det ene bryn uforstående. Det var ikke noget man kunne se når man var opvokset i det. I starten havde det været barsk, men man havde vendt sig til det - og nu var det hverdags ting. Ikke noget der længere bekymrede hende - for hun kunne håndterer det.

"What about you? Just wanna stand there and look pretty?" Spurgte hun ham. Kunne han ikke bare lade hende udføre sit arbejde? Det ville være så meget lettere for hende. Naturligvis kunne hun se meningen med hun skulle med på denne her lille misson. Det krævede noget af hende og alligevel var det så meget tid siden - dog alligevel var det svært at glemme en følelse kun en havde været i stand til at påføre hende. Dog var hendes mur ikke en facade, kulden var ganske ægte og det var sådan her hun var.
"Because if you don't mind. I will do my pirate stuff in peace... or chaos.. What I'm in the mood for." Let gav hun et fnys fra sig og svang posen over sin skulder. Det var tydeligt fyldt med værdigenstande som manden bare lå og ikke kunne gøre krav på længere.

Manglen af følelser fra hende irriterede ham. Han havde forventet en undskyldning fra hende, tårer, et eller andet, der viste at hun fortrød, at hun bare var gået. Forladt ham. Uden forklaring, uden et farvel. Måske havde hun aldrig følt noget for ham? Han havde nok bare været et legetøj for hende. Han så kort på manden, som var tvunget til at høre på deres samtale, og se hans værdifulde genstande blive stjålet. Han havde nok håbet at Valian ville stoppe hende, men det havde han ikke tænkt sig. "It's hard not to grow soft, when the person, who you were gonna propose to stands in front of you." Han trak let på sin ene skulder. Trods ordene virkede han følsesløst. Ligeglad. Han lukkede døren med sin fod, og stod der, som om han ikke ville lade hende komme forbi. Det ville han egentlig heller ikke. Nu havde han fundet hende, og han havde spørgsmål, der krævede svar.
"I didn't mean to make it sound like it's bad. If I believed being a pirate was bad, and wrong, I wouldn't have fallen in love with you." Han var skræmmende ærlig, men ikke en eneste gang, viste han sårbarhed. Han virkede bare ligeglad.
Han kunne dog ikke lade være med at smile over hendes spørgsmål. "Thank you for admitting I'm pretty. It makes me think that you did love me after all. I'm confused about what our relationship was for you, when you just left like that." Han lænede sin ryg op af døren og stirrede på hende. Hans blik gled ned, betragtede hver en del af hende, for at se, hvor meget hun havde ændret sig, og om hun i det hele taget havde ændret sig."If you think, I'm just gonna let you leave, when I finally found you... You're horribly wrong. I have questions, and you're gonna answer, otherwise I'm gonna tell people, that you've been robbing this poor man." Han pegede hen på en stol. "Please, sit down, and tell me... Why did you leave?"

It's hard not to grow soft, when the person, who you were gonna propose to stands in front of you. Ordene fik hende til at stivne. Nok levede hun til havs, men hun kendte da til skikke og alt andet som var værdifulde på land. Let sank hun en klump og åndede lydløst tungt ud. Det var ikke let for hende, men hun måtte agere koldt. Han var ved at nå under hendes hud igen, og det måtte for alt i verden ikke ske. Elanor vidste hvad der skete med folk som ikke fulgte ordre - og ønskede ikke at ende ligesom dem. Ligegyldheden han spejlede fra hende - ramte hende og alligevel ikke. Det var underligt. Måden de snakkede på til hinanden og alligevel var der noget om det.
"Well, that mind be true.." Hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige til det. Hvert eneste ord og hans stemme bragte hende i en stærk ubalance - og hun hadede sig selv for ikke blot at kunne skræmme de følelser væk.

Let sukkede hun ved hans ord; I'm confused about what our relationship was for you, when you just left like that. Selvfølgelig var han det, og hun bebrejdede ham ikke for det. Let bed hun sig i læben og overvejede om hun skulle svare på det. Elanor sagde intet omkring det, men kiggede blot på ham. Der skulle meget gode øjne til at kigge bagved at hans ord ramte hende, men han var den eneste der kendte hende på det punkt - eller ikke den eneste, blot den bedste. Elanor trådte et skridt frem mod udgangen - men det virkede ikke til at han ville lade hende komme forbi. Hun overvejede kort sine muligheder, men ville heller ikke skade ham - det måtte hun åbenhjertet indrømme.
"And who are you to give me orders huh?" Spurgte hun og hævede på et bryn. Der var få folk der fik lov at fortælle hende hvad hun skulle - dog var hendes modsvar lige der blot instinkt - for hun havde ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Ændret sig havde hun, men ikke meget.
"You can tell people I killed that poor man. I wouldn't give a fuck." Tilføjede hun med et ligegyldigt smil på læben. "You could just ask me, I really don't like treats." Pointerede hun eftertænksomt. Han pegede mod en stol, og endelig spurgte han da lidt pænere.

Et suk forlod Elanors læber før hun satte sig hen på stolen. Let svang hun det ene ben henover det andet og lænede sig tilbage i sædet. Armene blev svunget overkors, bare for at se ekstremt irriteret ud over at han skulle forsinke hende.
"I left because I care about the way I should die? I don't wanna die because I chooshe my heart over my head?" Et nervøst træk kunne man spotte på måden hun hævede sit øjenbryn minimalt. Da hun alligevel vidste hun var gennemskuet lænede hun sig lidt frem. Albuerne hvilede på lårerne og hun så imod ham. Endnu et træk til at hun ville fortælle ham noget fortroligt.
"To be in this world you have to leave your heart in a box and let it fall into the deep blue sea... A pirate life can't have emotions its too dangerous. Even more dangerous for a woman." Da det var sagt lænede hun sig tilbage.
"And they wont make me leave.. I didn't left. They took me back. So before you think me to heartless - the story is much darker then you think." Brutal ærlig var hun. Det var farligt for hende at knytte sig igen, men bogen var åben og han var nok den eneste der kunne se skriften og forstå den.

Valian lagde mærke til at hun stivnede, og han var glad for at have fået hende til at reagere. Det bragte et kort smil henover hans læber, men der gik ikke lang tid, før han så ligeglad ud igen. Han kunne ikke lide denne 'leg', de havde gang i. Det gjorde ham utryg, men han vidste at legen ville fortsætte. Noget var sket sidst. Han savnede fortiden med hende, han savnede hende, men han kunne ikke tvinge hende til noget hun ikke ville. Det ville han heller ikke. Han lod det med forlovelsen ligge for nu. Hvis han gravede mere i det ville hun lukke af igen. Det var bedst at vente og overraske hende med det. Det irriterede ham grusomt at hun virkede så ligeglad med at se ham igen, men han vidste alligevel godt at hun inderst inde ikke var ligeglad. Det var han i hvert fald ikke. Han var glad for at se at hun var okay. Han havde frygtet det værste og været konstant bekymret for hende.
"Who I am to give your orders?" Han grinede lidt ved det spørgsmål. "Well, I'd be your ex-boyfriend, whom you abandoned as if he never meant a single thing to you." Han sagde det med et smil, som om det ingen betydning havde haft for ham, men det havde det. "And you could just have left a letter, when you abandoned me, so that I knew you were alright, and didn't waste a long time looking for you." Hun skulle ikke tro at hun havde ret til at snakke sådan til ham.
Da hun havde sat sig ned blev han blot stående.Hvis han flyttede sig fra døren kunne hun måske finde på at flygte. Det ville han ikke risikere. "So, you didn't care that I got hurt? That I spend a long time looking for you? That I have spend energy thinking about you ever since you dissapeared?" Langsomt blev han mere og mere vred. Det var forvirrende, frustrerende, irriterende. Hvorfor havde hun denne indflydelse på ham? "Then tell me the story. Make me understand. If you don't, I'll simply assume that you're a selfish heartless woman. Do you want me to believe that?"

Let sank hun en klump. Elanor brød sig ikke specielt meget om selve situationen, for hun kunne ikke forudse, hvordan den ville ende - hvis den ville ende. As if he never meant a single thing to you. Ordene fik hende til at knibe øjnene en anelse. Let bed hun sammen imens hun lyttede til hvad Valian sagde. Det irriterede hende, at han ikke ville fjerne sig fra døren. Det fik hende til at føle sig fanget, og det satte hun ikke specielt meget pris på - men hun forstod hvorfor. Elanor kendte sig selv nok til at hun skulle videre, inden hun blev fanget i en cirkel af følelser - som hun kunne blive straffet for. Øjnene var ikke ligefrem glade, over hans næste ord. Hun var ikke ligeglad, hun skulle være det - hvilket var to forskellige ting. So, you didn't care that I got hurt? That I spend a long time looking for you? That I have spend energy thinking about you ever since you dissapeared? Let sank hun en klump og sukkede. Elanor ville have det bedst med at han blot ville hade hende, og lade hende gå. Det ville gøre det hele meget lettere - ikke at hun ønskede det, men det ville være det letteste. Then tell me the story. Make me understand. If you don't, I'll simply assume that you're a selfish heartless woman. Do you want me to believe that? Let rejste hun sig op og vippede hovedet på skrå.
"I'm selfish. I'm heartless. I don't care about other people then a few. I will not tell you the story.. but I will show you." Sagde hun imens hun let trak sin daggert frem, let kiggede de brune øjne op på ham.
"Trust me one last time. Okay?" Hun skar sig henover håndfladen med bladet, og trådte tættere på ham. Det sorte blod forlod hendes hud, ligeså stille men det virkede næsten giftigt at se på. Han kendte til hendes blodritualer, men nogle gange virkede det grænseoverskridende hvad hun kunne med det.  Let greb hun fat i hans hånd imens hun så ham i øjnene, og stak ham blidt med kniven i håndfladen så blodet trillerede stille ud. Så slap hun hans hånd. Lod sin kniv blive lagt på sin plads i bæltet. Derpå dyppede hun sine fingre i sit blod, og løftede dem op for at lave et tegn henover hans pande.
"Close your eyes." Hviskede hun let, og lukkede hånden med blodet omkring hans - så blodet blev blandet. Selv lukkede hun sine øjne, imens hun hviskede nogle ord. Følelsen ville være som at blive revet ud af virkeligheden, så snart øjnene var lukket kunne de ikke åbnes til virkeligheden før hun var færdig. Valian ville være i stand til at kigge, se det hele som om han havde været der - men ingen ville reagere på hans eksitens.


Det havde været den dag, hvor det var sidste gang hun var taget fra Valians hjem. Hun var gået ned for at hente nogle ting på markedspladsen, da Jonathan pludselig dukkede op. Jævnaldrende med hende, det højre og bredskuldret. Ansigtet bar ar og rifter, og det sorteskæg gjorde ham ikke ligefrem venligere at se på.
"Its time to go home Reyes." Sagde han imens han stod lænet op af muren. Elanor rullede med øjnene og gik fra ham - men han løb efter hende, og greb fat om hendes arm. "I wasn't waiting for you to say yes." Tilføjede han, og med et øjebliksvarsel var de tilbage på skibet. Det store skib, langtvæk fra alting. Jonathan slap Elanor, da hun vred sig ud af hans greb.
"What did you do?!" Råbte hun, hvilket fangede de andres opmærksomhed.
"Just following orders." Sagde han og trådte væk, så snart kaptajnen gav lyd om hendes selskab. Elanor sank en klump, men gik så ind til hendes far. Det første hun modtog da hun stod foran ham, var en lussing så hård hun faldt til jorden.
"Who do you think you are to be running away from us?" Snerrede han vredt, et udtryk han aldrig havde sendt hende før. Og det skræmte hende. Elanor rejste sig op og løftede hagen - hun skulle ikke virke mere svag end han troede hun var. "I was told you.. what? Fell in love with a man?" Han lo let hvilket fik hende til at synke en klump. Den store mand, den højeste på hele skibet. Kun et øje, og det røde skæg - alligevel med det ene øje kunne han nedstirre hende voldsomt.
"It.. It's true.. I want to go back.. be with him." Fik hun taget sig sammen til at sige, men latteren overdøvede næsten det nervøse hjerte der bankede hurtigere og hurtigere. Let greb han fat om hendes skulder, og klemte til. Han klemte og klemte til hun sad på sine knæ. Så bukkede han sig lidt henover hende.
"You live here till the day you die.. your blood is on this ship. Your soul is forever bound to this place. And you made me so angry... and I need you to feel what happens when you make me angry." Let greb han fat om hendes hår for at trække hende på benene.
"You don't understand.. I love him.." Et skrig udenfor lød, som fjernede hendes opmærksomhed.

Elanor ønskede at løbe derud, for skriget virkede bekendt. Men grebet om håret holdt hende tilbage. Til sidst som skrigene falmede tog han om hendes arm, og trak hende ud. Da de kom ud stod mange af mændende omkring et eller andet. De lo og grinede. Da Eleanor kom ud gik de til side.. og der så hun sin mor, ligge nøgen.. dækket i blod..  sikkert voldtaget betydelige gange, for blot at blive løftet op og smidt ned i havet.
"Look at it like this sweet heart.. my dear girl. If you ever betray me again, your brother is next." Elanors øjne blev blanke som den sidste tårer trillerede henover hendes kind. "Love is weakness.. it's a great thing for normal people, we are pirates.. love it the chaos and adventure - not some landpeople. Your heart belongs here." Tilføjede han og så gik han. Elanor stod tilbage imens de andre kiggede hånende på hende.. og det tog dage før hun fik bygget det af sig, og denvandt bare lidt respekt. Det tog tid og den kolde facade blev snart frygtet, af alle ombord.


Elanor øjnene sine øjne, og slap ham. Let kiggede hun væk for at tørre en tåre væk.
"Now you know." Sagde hun og pustede anstrengende ud. Han kendte historien nu, hele eventyret.  Hun tog noget stof og bandt rundt om sin hånd.

I det hun trak sin daggert frem reagerede hans krop. Det var et instinkt, så han kunne ikke lade være. Hans hånd klemte yderligere omkring hans økse, og hans øjne holdte skarpt øje med hende. Et kort øjeblik troede han på at hun ville prøve at angribe ham, men han kom hurtigt tilbage til sin fornuft. Elanor ville ikke angribe ham. Han ville uden tvivl vinde et slagsmål. Så vidt han huskede havde de aldrig prøvet at kæmpe imod hinanden før, men han var stærkere. Højere. Måske var hun hurtigere, men det betød intet. Valian var ikke i tvivl om at han ville vinde en kamp imod Elanor, så hun kunne bare prøve at angribe, det ville ende værst for hende selv.
"Elanor!" Han hvæsede hendes navn, da hun skar sig selv i hånden. Selvom han udmærket godt vidste hvad hun havde gang i, og det var hendes måde at åbne sig op på, så hadede han det. Han hadede at se hende skade sig selv. Han var ligeglad med om hun skar ham i hånden, men hende selv... Det var nødvendigt for at det kunne virke, men ikke desto mindre var det forfærdeligt at se på. Han lod hende tage hans hånd, og viste ingen tegn på smerte, men hans blik flyttede sig ikke fra hendes. En anelse tøvende lukkede han sine øjne. Han fik en anelse kuldegysninger imens hendes fingre kørte rundt på hans pande. Han vidste hvordan dette foregik, han kendte rutinen. Han kendte hende. Hun brød sig ikke om dette, det var han sikker på, men han havde nærmest tvunget hende til det. Jaget hende ind i et hjørne og ikke ladet hende gå før han fik svar. Burde han have skyldfølelse over det? Ja, men sjovt nok, så havde han det ikke. Faktisk var han helt okay med dette, udover at hun havde skåret i sig selv.

Det gjorde ondt at se på. Hvordan hun var blevet gjort fortræd, hvordan de havde taget hende fra ham. Hvad endnu værre var at han følte sig truet. Nogen havde trådt på hans territorium og han havde endnu ikke flået vedkommende i stykker. Det irriterede ham, det trak i hans sjæl. Hans krop blev rastløs og vreden spredte sig ud til hver en celle i hans krop.
"I forgive you." Hun havde ikke sagt undskyld med ord, men det var der ikke behov for længere. Det havde ikke været hendes eget valg at tage afsted. "You stand with two choices now. You can go back to them and feel dead for the rest of your life." Han vendte sig om for at åbne døren til huset, hvorefter han tog et skridt væk fra døren. "Or, you can go with me, and I'll protect you." Han så hen imod hende igen. "It's entirely up to you. I won't make the choice for you."

Var hun en anelse nervøs over hans reaktion? Muligvis. Dog blev hun overrasket og blinkede ganske overraskende da ordene; I forgive you, forlod hans læber. Selvom hun ikke var det mest følsomme mennske, kunne man se på hende, hvordan musklerne slappede mere af. Dog før hun kunne nå at slappe for meget af, blev musklerne spændt igen. Virkeligheden og truslerne hang om hjørnet klar til at angribe hende i sine tanker. You stand with two choices now. You can go back to them and feel dead for the rest of your life. Elanor sank en klump og trådte et skridt ud. Or, you can go with me, and I'll protect you. De to valg virkede ikke som noget hun anede hvordan hun skulle tage stilling til. Elanor var langtfra hjerteløs, ikke som alle troede. Hun trådte ud af døren og øjnene kiggede på, hvor manden skulle have lagt henne og være under hendes kontrol. It's entirely up to you. I won't make the choice for you. Hjertet sprang en takt over, og hun syntes at miste letheden ved at trække vejret kort.
"If I go with you.. they would kill him. They would kill my brother. " Det var det første hun tænkte. "I don't want to leave. I don't.. but. I can't let him die because of me." Tilføjede hun og åndede tungt ud.
"I might have an idea tho.. what If I killed my father? I would be able to take his place.. you could come with me?" Tilbød hun, et tilbud han aldrig havde hørt om - men livet på havet havde nok aldrig ligefrem været det han havde i tankerne.

En brændende fornemmelse bredte sig fra hendes ryg. Som en latter fra et hjørne lød efterfulgt af et par klap.
"I must say. That was cute!" Sagde Jonathan og gik imod hende som Elanor drejede sig rundt. Som hun drejede sig havde hun allerede en kniv i ryggen som var grunden til den brændende fornemmelse. "But like all tragic love stories.. it must come to an end." Tilføjede han og med en bevægelse stak han Elanor i maven med en gemt daggert. Elanor kunne mærke suset og hvordan hjertet kom på overarbejde.
"You son of a.." Brummede hun, og faldt ned på sine knæ. Selv på sine dårligste dage skulle Jonathan ikke slippe afsted med sådan et angreb.
"You will be with the waves soon. See ya Reyes." Hun trak kniven ud og kastede den i et perfekt kast - og ramte lige Jonathan i siden inden han nåede at forsvinde i sin skytåge. En hånd mod såret, prøvede hun at se om hun kunne gøre noget for at fikse skaden - men det var for slemt. Elanor mistede styrken til at sidde op.
"Valian.." Hun ramte panikken og stirrede mørket i øjnene. "I'm sorry.. I'm so sorry.. " Sagde hun imens hun prøvede at holde sin stemme ren, men den var allerede knækket over.
"I.. I love you okay.. I l.. I love you." Elanor prøvede at kæmpe imod det, men pludselig gjorde det ikke ondt mere. Smerten var bare væk, og hun kunne mærke pulsen blive svagere.

//Sorry for all the hurt.. jeg skulle aktivere hendes anden evne på en eller anden måde Sooo just let her die.. she will come back xD

Han var ikke overrasket. Han havde regnet med at hun ville tage tilbage til sin far. Han havde hørt ham true hende i mindet, og derfor forstod han det. Han ville ikke prøve at stoppe hende, men hun fortjente at få valget. Hendes foreslag om at han kunne tage med ham var overraskende. Han tøvede. Det var tydeligt. Hans blik søgte imod gulvet og hans kæbelinje blev spændt op. Tanken om at skulle leve som en pirat fristede ham ikke. Desuden havde han på en måde et liv på landjorden. Han kunne ikke bare forlade det.
"I don't know, Elanor. The thought of living as a pirate doesn't really tempt me, but..." Han kiggede på hende igen. "It's not something I can decide right here, right now. I need t-.." Mere nåede han ikke at sige før de blev afbrudt. Hurtigt hævede han sin økse, men det hele gik en anelse for hurtigt. Det var også forsent. Kniven i hendes ryg var allerede blevet placeret og han havde ikke været i stand til at redde hende. Selv da han ville angribe kunne han ikke, da Elanor stod lidt i vejen foran ham.

Lige så hurtigt som han var kommet forsvandt fyren også igen. Valian satte hurtigt sin økse på plads, inden han satte sig ned på knæ. Hans ansigt var udtryksløst, udover den anelse smerte i hans øjne. Forsigtigt lagde Valian en arm under Elanors ryg og støttede hende i at sidde op. Han lagde sin hånd blidt på hendes kind og tyssede på hende. "I know. It's okay." Han gav hende et lille smil, men en tåre løb ned af hans kind. Han havde ledt efter hende i så lang tid og nu døde hun lige foran ham. Stykke for stykke blev hans hjerte revet itu igen, trods de hårde anstrengelser han havde gjort for at samle stykkerne op igen. "I love you too." Han kyssede blidt hendes pande. "Close your eyes and relax, love. I am not leaving." Og det gjorde han heller ikke. Han holdte fat i hende indtil hendes puls stoppede helt. Derefter løftede han hende op og bar hende hjem til sig selv. Han lagde hende forsigtigt på sin seng, trak knivene ud, og gjorde hendes sår pæne. Det reddede hende ikke, det vidste han, men han kunne ikke lade dem sidde. Det gjorde ondt at se på. Efter mange timer, hvor han bare havde siddet på en stol tæt på sengen og stirret ud i mørket, faldt han i søvn.

Det øjeblik hvor alle minderne flashede for øjnene af hende. Og Valians stemme der lød som ekko i hendes hoved. Hun sad stille op i hans favn, og ærligtalt var der ingen bedre måde at dø på end ved ham. I know. It's okay. Endnu en sten lettede sig fra hjertet imens tårerne stille strømmede ud. Det var ikke tit man så hende så sårbar, og hvem havde troet Elanor Reyes ville fælde en tåre når hun døde. Måske var det scenen? Måden hun var her i favnen af den mand hun elskede, og han så hende sådan her. Måske var det hans tåre der strømmede i takt med hendes. I love you too. Læberne imod hendes pande, imens hun kæmpede for at holde sig vågen lidt endnu. Close your eyes and relax, love. I am not leaving. Elanor gispede efter at sige noget til sidst, men mørket havde trukket sig over hende før hun gjorde andet. Øjnene faldt stille i, og kroppen blev slap. Hun var blevet taget af mørket.

Mørket. Der vågnede hendes sjæl op, kulden fik de små hår på armene til at løfte sig. Let så hun sig omkring.
"Where am I?! What the fuck happened!? Tell me!" Råbte hun, men hendes stemme kom tilbage fra alle sider i et endeløs ekko. Var dette døden? Let så hun ned over sig, der var ingen sår. Hvorfor var der så mørkt? Elanor begyndte at gå stille og roligt frem i mørket. Først der begyndte frygten at sprede sig i hende, for hvor var hun? Et gisp forlod hendes læber da hendes fødder trådte i noget koldt vand.
"Hallo? Someone? Anyone?" Råbte hun og tog sig til håret imens hun kiggede til alle sider. Det føltes som flere år hun brugte på blot at gå rundt, og rundt - alene. Dog pludselig syntes hun at der var et lys. Elanor brugte sin ene hånd til at skærme sig for lyset for bedre at se. Dog tøvede hun ikke i mere end få sekunder før hun løb imod det..

I næste sekund gispede hun efter vejret, og satte sig op i lynets hast. Vejrtrækningen var voldsom hurtig og hjertet sprang afsted. Alle hendes sår var forsvundet, ingen tegn på nogle af sine tidligere skader heller. Først var hun bange for at være tilbage i mørket, men så vendte de brune øjne sig over imod Valian, og hun sukkede lettet. Elanor havde ingen tidsfornemmelse, og ligenu var den værre end normal - hvor længe hun havde været væk.
"Wh..what happened.?" Spurgte hun lettere skeptisk. Så vidt Elanor kunne huske havde hun ikke lavet noget blodritual eller nogen anden form for beskyttelse over sin sjæl. Sårene var væk, og der var ingen smerte tilbage. For første gang så lignede hun en skræmt lille mus, og det var ikke noget hun kunne forfalske på nogen måde. For hun havde ærligtalt ingen anelse om hvad der var sket.

Det var så typisk. Man ledte efter én person, man savnede dem hver dag, og når man så endelig fandt dem, så blev de taget væk fra en igen. Forevigt. En typisk trist kærlighedshistorie. Det var ynkeligt og Valian hadede det. Især følelserne han fik på grund af det. Følelserne ødelagde hans sjæl, hans hjerte, stykke for stykke. Det føltes overdramatisk, for meget, men det var sådan det føltes. Hans drømme havde længe været hjemsøgt af mareridt, men denne gang var mareridtet værre end før. Han følte sig svag, ude af stand til at gøre noget i drømmen, og det var hans værste frygt. At være svag og ude af stand til at kunne gøre noget.
Valian havde ikke haft en slem barndom. Han havde ikke haft sin far det meste af barndommen, og selvom at han altid savnede sin far, så havde hans mor fyldt det hul, som faderens død havde efterladt. Hans mor havde taget sig så godt af ham, men noget var helt klart gået galt. Valian havde altid haft en drøm om at blive en vigtig mand; en mand med magt. En folk havde respekt til. I stedet rendte han rundt på kroer, kom i latterlige slåskampe og tog dårlige beslutninger. Han var blevet stærk, næsten frygtløs, præcis som han havde håbet, men drømmen om magt og respekt var forsvundet. Han var blevet ligeglad, kold, og havde nærmest ingen venner. Alt havde været ligegyldigt indtil han havde mødt Elanor. Et lille håb var blevet tændt, da han mødte hende. Han havde haft lyst til at blive en bedre mand, men det hele gik i stå, da hun forsvandt. Han blev værre. Han havde konstant ledt efter nogen at slå på, eller råbe ad. Klassisk kærlighedshistorie, ikke sandt? Manden ville få lyst til at forbedre sig til det bedre, efter at have mødt en bestemt pige, men pigens forsvindingsnummer ville gøre manden værre. Pigen ville komme tilbage og dø foran ham, uden at han kunnet have gjort noget for at redde hende. Typisk.

Lyden af et andet menneske, der hev efter vejret vækkede ham. Han så kort rundt i rummet, men der var ingenting - udover Elanor, som sad op. Det gik først op for ham efter et par sekunder at hun rent faktisk sad op. Levede. Trak vejret. Snakkede. Hans reaktion kom lidt sent, da hans hjerne ikke kunne forstå det. Han havde set hende dø! Han var helt sikker på at hun var død! Hans øjne blev vidtåbne og han rejste sig langsomt op. Hans første tanke var at det var et mareridt. Et forskruet ondt mareridt. "That's not possible. I'm dreaming." Hviskede han. Han var forvirret. Han kunne ikke forstå det. "I saw you die. I am sure you died... but..."

Hjertet var ved at flyve ud af brystkassen på hende, og fyldte værelset med sine hårde slag - som næsten overdøvede alt andet. Øjenkontakten med Vallian fik hende til at synke en klump, og alligevel var der en smule lettelse i hendes blik. Dog som han rejste sig op, kunne hun se og udmærket forstå forvirringen. Hun var selv umådelig forvirret over hvad der var sket. That's not possible. I'm dreaming. Ordene der forlod hans læber fik hende til at ryste på hovedet, det bekræftede hende i at det ikke var hendes egen drøm. For hvis de begge drømte, gav det ingen mening. I saw you die. I am sure you died... but... Det fik hende til at løfte blikket overrasket op, og det gav et sæt i hende. Et glims af følelsen og scenen der spillede sig ud - og hun kunne både mærke og huske, hvad der var sket. Det gjorde hende både vred, men en ny følelse som hun hadede hang og skyggede over vreden - sårbarheden, følelsen af at være ynkelig og svag.
"I died." Fik hun så sagt lidt ud i luften før hun sank en klump. "I was in this dark.. cold.. place.. It felt like I was running around there for ages.. till I finally saw some.. light? And then.. I was here." Forklarede hun, nok mest sig selv. Prøvede at hænge sig fast i detaljerne. "Jonathan killed me.." Mumlede hun lidt og kom i tanke om, at hendes blod havde været på kniven hun havde kastet.
"Jus drein jus daun" Gentog hun i en lettere uhyggelig hvisken, imens hun lukkede øjnene kort. Elanor var en kvinde som tog sine handlinger hurtigt og sin hævn uden at tøve et split sekund. Ut tibi maledicam meo sanguine .. ut .. moriemini tu aegrotes uitam tantum levius et gravius .. volueris occidere te. Forsatte hun før hun slog øjnene op. Et tegn på hun havde brugt en stærkere form for blodmagi var ikke blot de mærkelige sprog.. men også øjnene der skiftede sig til den sorte farve. Det sorte blod der løb i hendes åre, blev ofte tænkt som en mørkmagi, og Elanors evner var kun tegn på en mørk form for magi.
"He will suffer now. I deserves that." Sagde hun lidt ud i luften før hun vendte sin opmærksomhed imod Vallian.
"I don't know.. how or what happened.. I died.. but I came back.. it doesn't make any sense."

Det var ikke muligt. Han nægtede at tro på at det. Det måtte være et mareridt, det var det nødt til at være. Der var ingen anden forklaring. Mareridtet legede med hans følelser på den ondeste måde man kunne, men hendes ord. Hendes reaktion. Hans mareridt var aldrig så realistiske, så tæt på hvad der virkelig ville ske. Igen kom følelsen af at være svag krybende ind i hans sjæl. Det var ikke fair. Hvorfor blev han ødelagt på denne måde? Han havde lyst til at så udefter noget, råbe, vise at han var stærk. At han ikke var fortabt, som han følte sig. Det kunne han bare ikke uden at skræmme hende, eller irritere hende. Han var ikke helt sikker på hvordan hun ville reagere, hvis han gjorde det. Han havde aldrig vist hende sin voldsomme side, han havde været bange for hendes reaktion. Sjovt nok taget i betragtning af at hun var en pirat.
Hun begyndte at sige ord, som han ikke forstod, men han forstod da hvad hun havde gang i. Han var ikke helt glad for at hun gjorde det, men det var hendes valg. Han bestemte ikke. "No, it doesn't make sense." Det var helt klart ikke en drøm. Han var ikke sikker på hvad han syntes om det. Var han glad? Uden tvivl ja, men det var mere forvirringen, der stoppede ham i at være glad. Det hele føltes akavet, forkert. Han satte sig ned på stolen igen, næsten helt opgivende. "You died right in front of me. I thought you were gone, that I had lost you forever." Han så forvirret hen på hende. Hans muskler var spændt op, og selvom man skulle tro at han ville gå hen til hende, så blev han stædigt siddende. Han turde ikke gå derover. "I'm not sure how to feel right now."

No, it doesn't make sense. Elanor sank en klump. For ærligtalt så var hun mere forvirret end han var. Det var en underlig oplevelse, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere det. Så hun gjorde hvad hun altid gjorde når noget var ukendt - hun gik igennem det uden at virke for chokeret. Noget føltes forkert, men ovenpå alt det - så følte hun sig også ganske godt tilpas. Der var ingen skader der gjorde ondt, kroppen føltes genfødt - og klar på nye udfordringer. Energien var fyldt. You died right in front of me. I thought you were gone, that I had lost you forever. Ordene fik hende til at synke en klump.
"I never meant for you to get hurt like that." Sagde hun til ham og holdt vejret lidt. Alle de følelser var ikke noget hun var god til, Vallian var den eneste som havde fået dem sådan rigtigt frem - men det gjorde ikke at hun var god til dem - jo på sin egen unikke måde var hun. Det gjorde også at hun ikke var så følelsesmæssig påvirket af at han ikke gik hen til hende. For faktisk havde hun brug for at føle sig selv lige nu, og mærke energien - for måske at kunne regne ud, hvad der var sket. Og det kunne hun ikke hvis nogle fik hende til at tænke på andre ting. I'm not sure how to feel right now. Elanor gav ham et nik.
"And that is okay. I'm not sure how to feel right now either. " Svarede hun med et lille skævt smil. Alt hun vidste var, at hun ville tilbage og tjekke om Nick stadigvæk var i live. Det var alt hun cravede lige nu - at være sikker på at han var i live. "Maybe I should get some fresh air." Sagde hun lidt og svang benene udover sengekanten. Små glims fik hende til at gispe kort, det var stadigvæk de små minder om hvad der var sket - og mørket hun havde været fanget i, imens hun søgte for at komme væk. Let lagde hun hånden på hans skulder og gav den et lille klem - bare så han kunne føle at hun faktisk var der. Før hun så gik bare lige udenfor døren for at tage et par mundfulde friskluft - imens hun så på solen der stod op.

Lige nu vidste han ikke hvad han skulle gøre. Især da hun gik udenfor. Da hun havde prøvet at klemme hans skulder veg han væk. Han ville ikke berøres lige nu. "Maybe you should." Mumlede han efter hun var gået. Han blev siddende på sin stol. Han samlede sine hænder og hvilede hagen på dem med albuerne placeret på knæene. Han blev siddende der i hvad der føltes som en evighed. Han ville ikke ud til hende, han ville ikke snakke med hende. Faktisk ville han foretrække at hun lod ham være nu. Han undrede sig over denne pludselige ændring. Før ville han gerne snakke med hende, men nu kunne han bare ikke orke det. Det der lige var sket havde været for meget. Alt, alt for meget. Af en eller anden grund kunne han ikke acceptere det. Han ville ikke acceptere det. Han var glad for at hun levede, men chokket over at have mistet hende så hurtigt, det havde skræmt ham. Han blev ikke nemt skræmt, det var nok også derfor, at han reagerede så kraftigt. Han havde set et lille håb for deres fremtid sammen, men det var blevet ødelagt så hurtigt. Han kunne ikke juble over at hun overlevede, det kunne han bare ikke, og han hadede sig selv for det. Han var et forfærdeligt menneske. Personen som han havde elsket i så lang tid overlevede døden, og han ville ikke snakke med hende? Hvad var der galt med ham? Han kørte sine hænder igennem sine hænder, og han trak elastikket ud fra hans hår, så hans hår faldt til den ene side. Et par af de blonde, næsten lysebrune, lokker gemte hans højre øje lidt.

Efter at have siddet i flere minutter rejste han sig op. Med tunge skridt gik han ud til hende, og stoppede op ved siden af hende, men der var rigelig med plads imellem dem. Han sagde først ikke noget, han overvejede sikkert hvad han skulle sige. Hans ansigtsudtryk var alvorligt og forvirret - Han vidste ikke hvad han skulle gøre. "Whatever your plan is now, I can't help you." Endelig så han på hende, men alligevel var det som om han kiggede igennem hende. "You decided to listen to your heart instead of your brain. It got you killed. It's dangerous, just like you said." Han brugte hendes egne imod hende. Han huskede hver en sætning, hun havde sagt i det hus. "Perhaps you should listen to your brain from now on."

Elanor tænkte i minutterne alene. Hun vidste hvad hun måtte gøre, og følelse skulle ikke stoppe noget. Det var en svaghed. en svaghed som havde fået krammet om hende. Det eneste hun ønskede lige nu var hævn - og det havde hun i sinde at få. De havde undervurderet hende, og det var noget hun ikke tog godt på. Specielt ikke med en ny change. Tankerne flyttede sig over på Valian som han pludselig stod et stykke fra hende. Der var noget der havde ændret sig ved dem, eller måske ville de blot ikke have haft set det i øjnene før nu. Så snart han snakkede vendte hun de brune øjne imod hans røde. Han kunne ikke hjælpe hende og det respekterede hun- og gav ham et nik.
"I understand." Svarede hun meget kort på det. Måden han så på hende bragte hende en anelse uro, men hun kom sig hurtigt over den.You decided to listen to your heart instead of your brain. It got you killed. It's dangerous, just like you said - Perhaps you should listen to your brain from now on. Elanor nikkede og sukkede let før hun tog øjnene fra ham.
"I guess we both always knew. That this was way out of our league. Two different worlds, two different kinds of people - who happened to find each other. It was good. I admit that." Startede hun stille ud efter lidt tid i stilhed. "I feel it too now. It's time to find our own way now. I belong to the sea, and you belong here.. making your mother proud and yourself. Remember these words please, because I don't say them often." Tilføjede hun og drejede hovedet mod ham.
"I'm so lucky I had a chance to meet you.. and I will always be thankful for that.. because you are the only reason I'm not as heartless as the others. I guess this is our goodbye... then. Remember me before I died.. not this.. Because I don't know how it will change me." Let sank hun en klump før hun gik forbi ham, og forsvandt i mængden af mennesker.


//I guess this is out xD