Like old times - Imania

Sted: Dark Daphne Forest
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Klart vejr med påbegyndende solnedgang.
Omgivelser: Skov. En hel masse træer.
Påklædning: Simple sorte bukser, en mørkegrøn sweater og sorte støvler.
Emnepartner: @Imania

Det værste ved at skulle finde frem til Imania – hvilket var lidt ligesom at løse et puslespil med 5000 brikker, hver-eneste-gang – var så absolut, at Cayden aldrig helt vidste om han ville dø på vejen. Normalt, når hans lettere dramatiske hjerne tænkte sådan nogle tanker, var det bare fordi hans flyvske hoved løb af mig sig selv, men her i skoven, var det ikke en overdrivelse. Han havde hørt utallige historier om folk, specielt fra Crawfords, der var så uheldige at leve i samme skovareal, om hvor skrækkelige og farlige The Naailas var, og selvom han havde været her mange gange før, var det detaljer, han havde svært ved at distrahere sig selv fra. Der var selvfølgelig også den lille detalje, at han kendte lederen af Naaila’erne, og at det nok ville blive set ilde på at dræbe ham, men han stolede alligevel ikke helt på skoven. Man kunne vel altid tage fejl af personer.
Derfor var alle hans sanser oppe at køre et hundrede procent. Han lod konstant sine øjne glide rundt i skoven for at skimte bevægelser, der ofte kun kunne ses ud af øjenkrogen. Hans ører lyttede hele tiden efter nye lyde, og ting der ikke passede ind i skovens rytme. Hans fødder prøvede at holde sig på den lille sti, der ikke var helt nem at se, hvis man ikke vidste, den var der.
Og selvom han havde været i Dark Daphne mange gange før, følte han altid at han så nye ting, hvilket var forvirrende, og gav ham illusionen om, at han var faret vild. Igen. Det var trods alt sket et par gange før, måtte han indrømme.
Pludselig var det der. Lige foran ham. Den lille spiral, der var hakket ind i træstammen.
Cayden lod sine skuldre falde, og sukkede tilfreds for sig selv. Nu skulle han bare vente på Imania – eller en, der ville følge ham hen til ’byen blandt trætoppene’. Han var uden tvivl allerede under observation af utallige Naailas, tænkte han tørt. Altså var der ikke andet at gøre, end at læne sig op af træet, og give sig til at fløjte en munter folkemelodi, for at fordrive ventetiden.

Påklædning En trøje, et par bukser og nogle sorte sko

Det havde været en lang dag, hun havde siddet i møde det meste af dagen, hvilket havde medført, hun havde siddet på sin trone i lang tid. Konstant kom der flere folk ind, alle med forskellige ting de ville snakke om. Nogle skulle fortælle lidt om, de forskellige slægt og hvad man skulle gøre ved dem, hvad deres holdninger var om dem osv. I mange tilfælde blev de altid enige om, at The Redwoods helt klart var de værste. De havde trods alt holdt dem som slaver, dog var der ikke nok information om dem, så planen for fremtiden var helt klart, enten at få en alliance med nogle som kendte godt til dem eller bortfører nogle fra den slægt. De andre var mere eller mindre smag og behag.
Et andet sted, havde nogle vagter fået øje på den fremmede, hurtigt skyndte de sig ned i skovbunden, hvor de overfalde ham. Her blev der brugt slægtsevner imod ham, således han ville føle en hel del smerte. Da de ikke kendte ham, og her ikke kendte til hans forhold til deres leder, så de så ham som en fjende. Lænket og taget til fange, førte de ham til deres leder. De brød ind i mødet, hvilket fik alle til at blive stille. Imania rejste sig fra sin trone og bevægede sig imod dem. Ingen ord behøvede at blive sagt, dog kunne man tydeligt se irritationen i hendes lilla øjne. Om ikke andet blev det til forvirring, som hun opdagede hvem denne fange var.

Med hovedet på skrå, betragtede hun ham stille "LEAVE!" hendes stemme var hård, men alle forsvandt, med undtagelse af fangen, som blev efterladt på gulvet. Dog før vagterne forlod rummet, fik hun dem til at fjerne lænkerne. Hun trådte væk fra ham og sukkede "Cayden, it has been long my dear" Hun hævede øjenbrynet, men et lille smil brød ud på hendes læber, og irritationen forlod hendes blik "I'm sorry for the treatment, but you know we do not always like strangers" hun smilede til ham, som hun bevægede sig imod ham igen.

//jeg håber dette er okay

Caydens entré kunne måske godt have gået bedre, mere glidende og mere elegant. Og helt sikker mere smertefrit, men det så ikke ud til at nogen af de ting ville ske. Det værste ved hele optrinnet var, at han godt vidste, at han ikke skulle bruge sin evne mod Naaila'erne, men at de ikke vidste, at de ikke burde bruge deres evner overfor ham. Misforståelser der i sidste ende gjorde rigtig, rigtig, rigtig ondt på Cayden. Og kun på Cayden.
Så snart han så den lille, aggressive gruppe af Naailas, hævede han armene i vejret for at vise, at han ikke var ude på skræmmer. Ikke at det hjalp det fjerneste.
Den flade side af et spyd ramte ham i baghovedet, og hans før oprejste arme, faldt omgående ned, for at gribe ud efter et træ at støtte sig til. Verden svimlede en smule, og han fik kvækkende mumlet 'stop'. Så blev der stille. Stemmerne rundt om ham diskuterede højlydt hvad de skulle gøre, og Caydens syn begyndte at stabilisere sig. Han søgte øjnene på personen der var tættest på ham.
"Imania is expect-"
Længere nåede hans hæse stemme ikke, før en skarp smerte ramte ham midt i brystet, og han ihærdigt snappede efter luft. Den ætsende følelse bredte sig fra hans bryst til hans mave, og videre ud i hans arme. Pludselig gik det op for ham, at det måtte være sådan her, de andre slægter følte det, hvis de kom for tæt på ild. Han bed hårdt tænderne sammen, og knyttede hænderne for at lukke sin egen ild inde. Mængden af selvkontrol han brugte, fjernede kort fokusset på smerten, der på én eller anden måde, befandt sig over det hele i hans krop.
Så stoppede smerten.
Cayden faldt udmattet til jorden. Hele turen mod Naailas by i trætoppene, befandt han sig i et lidt tåget stadie, og blev halvt båret halvt slæbt op og ned af diverse stier, før lyset forsvandt, og de pludselig befandt sig i en bygning. Han gryntede af smerte, da vagterne smed ham på gulvet. Han trillede let over på siden, og skulle til at råbe en stribe fornærmelser ud, da Imanias stemme rungede. Han sukkede af lettelse. Lænkerne blev fjernet, og han fik sig selv skubbet op i en form for siddende stilling, mens han betragtede sin gamle veninde med et træt blik. Irritationen stod malet i hans øjne, men der kom en blød varme i dem på samme tid.
"Long time indeed, Ima," mumlede han. Han sendte hende et hævet øjenbryn, og trykkede blidt ned på sit ømme baghoved. "Next time I'd appreciate it if we could meet on neutral ground, dear,"  tilføjede han med en hæs latter, og lod sig falde bagover, så han endnu engang lå på gulvet, og kiggede op i loftet. Udmattelsen lagde sig over ham, og han lukkede kort øjnene.
"How have you been?" Spurgte han i et nynnende toneleje, og smilede for sig selv.

Hun smilede til ham "indeed it has been my beloved friend" hun kunne efterhånden ikke huske, hvornår de to sidst havde mødt hinanden. Om ikke andet var hun glad for at se ham igen, selvom omstændighederne havde medført, til at hendes vagter troede han var en fjende. Hun var ikke kendt som en blød kvinde, men overfor gamle venner var hun blid og venlig, ikke træk man normalt så hos hende. Hun klukkede over hans ord "I do apologize, one an never be to safe" forklarede hun. Da hendes folk tidligere havde været slaver, kunne de aldrig vide sig sikre med fremmede, for hvem vidste jo om de havde dårlige intentioner. Derudover havde hun også et ry hun skulle holde oppe, så havde han nu været en fremmede, så ville han næppe havde overlevet det.
Hun satte sig ned ved siden af ham, hvor hun her betragtede ham ligge sig ned "Even though I may not like to leave the forest, for you I will always make an exception" hun klappede ham på brystet og sukkede "ohh you know ruling a people, keeping my reputation as a myth up and trying to live a life" hun trak på skulderne. Som leder havde hun vel ikke meget af et liv. Hun skulle ofte tage andres liv før sit eget, så ting som forhold fik hun aldrig rigtig noget af. Hun forsøgte sit bedste med enkelte elskere, men ellers havde hun ikke meget fysisk kontakt til andre, og da slet ikke langvarrig. Hun hævede øjenbrynet og betragtede ham stille, der gik dog næsten et minut, før hun til sidst brød stilheden "what about you dear?" spurgte hun med et lille smil.

//sorry for det sene, korte og sikkert shitty svar