Charms and compliments | Imania |

Tronesalen Den ser således ud.
Påklædning Hun er iført dette, dog uden sværdet

Tronesalen var ufattelig smuk, specielt taget i betragtning slægten Naaila, var kendt som et folk af giftige evner. Dog havde de stil, og det var noget hun havde vedligeholdt fra sine forældre. Selve tronesalen lignede noget taget ud af en eventyrhistorie. Selve tronen var smuk, graciøs og overraskende nok lavet af træ. Derudover skulle man op af nogle trapper, blot for at komme op til tronen, og trådte man forkert, kunne man risikere et langt fald. Dog var det kun hende som kom derop, alle andre blev holdt væk, de var derimod tilladt at være ved punktet før trappen, måske endda selve trappen hvis de var heldige. Rundt omkring var der vagter, alle som sikrede deres leders sikkerhed og velstand. Intet kunne røre hende, uden de havde været igennem ufattelig mange vagter. Nok havde folket være slaver, men det var de ikke længere, nu var de farlige og udviste ingen nåde imod fremmede.
Imania selv, var ude og træne. Det var vigtigt hun holde sig i form, men samtidig også sørgede for, hun konstant var parat til kamp. Med sig havde hun sin private træner, og i øjeblikket kæmpede de med sværd. At sige hun nød de tider med ham, ville være en underdrivelse, for her behøvede hun ikke bekymre sig om andre end sig selv, også det faktum hun skulle gøre tingene ordenligt. Hun behøvede ikke bekymre sig om sit folk, eller deres sikkerhed, om hun sagde de forkerte ting eller andet lig dette. Det handlede derimod kun om hende, og hvad hendes næste træk skulle være. De havde efterhånden trænet længe, måske to timer, da en vagt kom ind og her meddelte de havde fundet en fremmede. Denne person havde øjne som havet. Som regel havde de aldrig problemer med Takumara folket, de holde sig for sig selv. De frygtede halvt om halvt hendes folk, så derfor var der ingen konfrontation.


Hun smilede blidt til sin træner, som bukkede for hende og herpå pakkede sammen. Sammen med sin vagt, gik de imod tronesalen, for at møde denne fremmede. Indtil videre havde hun intet sagt, hendes blik talte nærmest for hende. Det var hun kendt for, et blik der kunne tale i stedet for hendes, det var kendt som elektrisk, måske endda farlig. Hun sagde intet, som de gik forbi kvinden, som hun ikke engang gav et eneste blik imod. Det var først da hun havde sat sig på tronen, og her mødte hun endelig den fremmedes blik "What ar..." Mere nåede hun ikke at sige, før kvinden snakkede. En underlig kompliment forlod hendes læber, en der var kommet så pludselig og egentlig kunne beskrives som meget upassende. Forvirringen var tydelig at se på hende. Hun kneb øjnene sammen, hvilket hendes vagter opdagede og de skyndte sig frem, om ikke andet så for at gribe den ukendte kvinde. Dog holde hun sin hånd op "Leave...now!" sagde hun hårdt, det var første gang hun havde sagt noget. Det første der slog folk, var hendes stemme. Den var hæs, men alligevel charmerende. Hendes accent ukendt, og ingen ville nogensinde kunne ane, præcis hvor den kom fra. Den fik hvert enkel r til at strække ud, hvert enkel bogstav fik en ny form i hendes mund.
Om ikke andet forlod alle rummet, hvilket efterlod de to tilbage. Hun vidste endnu ikke hvad hun skulle gøre af komplimenten, det var spå underligt. Ikke hun ikke kendte til sin egen skønhed, for hun vidste hun bar en unik skønhed, mest af alt fordi hun lignede sin mor. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede kvinden foran hende. En køn kvinde, hvis blå øjne kun gjorde det hele mere unikt. Uden at sige noget, rejste hun sig fra tronen og gik imod hende "Is this the way you say hello to people?" spurgte hun, med hvad man kunne antage for et lille smil. Det kunne ses svagt i mundvigen. Hun var ikke irriteret af komplimenten, men mere overrasket og det var en særhed.

Hun holde skarpt øje med hende, som forventede hun halvt om halvt Clarke ville gå amok. Dog skete det ikke, om ikke andet, så var hun altid på vagt. Det var en gammel vane, hun havde trods alt kæmpet, og kæmpede stadigvæk for sit folk. Når først man havde nået det punkt, hvor man altid var på vagt, altid var klar på at skulle kæmpe, så kunne man ikke slippe det igen. Det ville altid være hos en, altid følge en. Om ikke andet, så lignede hun ikke en der ville myrde kvinden foran hende. Hun bevægede sig stille imod Clarke, og hun stoppede op da de var få cm fra hinanden. Her knælede hun ned foran hende, og hurtigt greb hun fat om hendes hage. De lilla øjne skinnede nærmest, det kunne være helt uhyggeligt at se på, hvis man da slet ikke vænnede sig til det.
Hun holde dog hendes blik længe "Don't make me regret this young one, we should not have this beautiful face of yours damaged" hun blinkede til hende, samtidig med hun gav slip og her fandt en kniv frem. I en nærmest flydende bevægelse, skar hun rebet op. med dette fjernede hun sig "Interesting perspektive, be carefull with that. You might think something, which an get you killed" hun trak på skulderne. Nu hvor Clarke var fri, kunne hun rejste sig, ville hun dog angribe, ville hun føle den smerte der kom, ved at få alt sin energi revet ud af kroppen. Dette ville dog ikke ske, medmindre Clarke angreb "What are you doing in my lands young one?" hun kaldte hende young one, fordi hun stadigvæk ikke kendte til hendes navn, og derfor skulle finde på noget. Hun gik stille imod trappen, dog stadigvæk med sine lillae øjne rettet direkte imod hende

Hun smilede "You welcome" hun hævede øjenbrynet og betragtede pigen foran sig "When you see something beautiful, why not tell it, it's seems to be your own policy or am I wrong" spurgte hun drillende. Hun var en kvinde af magt, men på trods af dette så kunne hun godt værdsætte skønhed. Denne kvinde besad i sandhed dette "And we can't quite have a conversation, with you being tied up can we?" hun lagde armene over kors "We all have poison somewhere in our body" medgjorde hun smilende. Selvom hun stod der med et smil på læberne, så var der stadigvæk hintet af magt over hende. Som kunne hun brække en midt over, uden så meget besvær. Selvfølgelig kunne hun fysisk ikke brække en person midt over, men hun kunne sætte folk gennem en stor mængde smerte.
"Pleasure to meet you Clarke" hun bed sig i læben, og lod sine øjne glide hen over Clarkes unge krop, en krop som sikkert stadigvæk bar ungdommen af en på hendes alder "I assume you don't need me to present myself?" spurgte hun med et hævede øjenbryn. Hun gik imod hende igen, og stoppede denne gang op få cm'er fra hende "Everyone has heard stories, but I suppose it's a legit reason to come and possibly either stupid or brave" hun trak på skulderne "what about standing up Clarke, so that I can look you in the eyes when we speak?" forslog hun med et hævede øjenbryn "And tell my about yourself, what is such a beauty like you doing? Not just here, but generally" hun havde altid været ligefrem, hvilket var set mange gange. Hvis hun ville have sex med nogen, så lagde hun altid kortene på bordet, således der ikke var lagt skjul på noget