We have to talk- Gillian

Tid: 12:30
sted Thunderville
omgivelser: hende, Ciara, to heste og tre mænd
vejr: varmt og solen skinner
Påklædning: Hendes kjole, Hendes kappeog hendes hår

Helia havde rejst langt, hun havde heldigvis fået lov til at låne et par heste af nogen hun havde hjulpet før, ved hendes side var Ciara en rødhåret Adaras pige, hun betragtede svagt deres omgivelser deres rejse havde været lang, hestene var pakket op med ting de ville give som tak for at deres leder ville tale med Helia, som hun altid havde hun en kappe på, kappen var grøn og trukket godt ned i hendes ansigt, det eneste som man kunne se var hendes smalle næse og de røde læber. Hun bar en kjolen som faktisk var alt for fin til at hun faktisk   boede i undergrunden, men det var det eneste som hun havde haft da hun flygtede. Derfor kunne man også se at hun en gang havde været adelig. Hendes mørke hår var sat op i en knold så håret ikke var synlig. Hun steg af hesten, som var brun den varme ånde kunne mærkes på hendes hænder som aede den, hun kiggede sig omkring og var ikke helt sikker på hvor hun skulle hen, det syn mødte hende i denne lille landsby var tydeligt et tegn på hvordan hendes slægt sammen med de få andre slægter behandle folk som de anså som fjender. Det gjorde hende trist at se hvor ødelagte deres boliger var. Hun betragtede nogle mænd som var på vej imod hende " I seek your leader" sagde hun som rakte Ciara sit sværd. Hun vendte sig der efter imod dem igen smilede " my name is Helia Rosebloom" sagde hun med en stemme som var venlig og varm, hun kom her ikke for at skabe problemer for hende, men hun vidste ikke hvordan det ville gå så derfor blev hun nød til at kunne forsvare sig hvis de ikke brød sig om hende og bare ville have hun skulle forsvinde, dog var hun rejst så langt til et møde de havde aftalt, så hun regnede ikke med at de ville sende hende hjem igen.

Normalt kom hun næsten aldrig ud, men var det ikke fordi hun var en Redwood kunne godt have overvejet at søge tilflugt her i denne lille landsby selvom den så gammel og ødelagt ud, hun kiggede afventende på at en af dem ville fortælle hvor hun skulle hem. Hun ignorerede mange af deres mistroiske stemmer som de betragtede hende. Hun var vant til det, men det gav hende bare mere lyst til at bevise for dem at hun var til at stole på. Helia ville hjælpe og skulle det komme til krig så ville hun gerne hjælpe modstanderne af Redwood, hvilket også var derfor at hun gemte sig. Hun ledte i en sadeltaske og tog hendes maske og vendte den svagt i hånden. Hun bed sig svagt i læben og kunne ikke undslippe at være lidt nervøs, den leder var hendes første hun ville ikke virke for frembrusende, men hun måtte også understrege at hun var.
Helia kunne godt mærke at hun ikke var vant til det varmere vejr og det var specielt varm fordi hun havde sin kappe på. Hun ville gerne sted hen hvor hun kunne gøre sig selv ren for hun svedte meget, hun havde aldrig før været her og havde hun vidst at det ville blive så varmt havde hun nok taget noget mindre varmt på.

Gilian stod med sammen nogen af krigerne og spejderne og gik over de kort som var deres område. Den rødhåret unge mand var iklædt hans rustning og kapppe. Hans sværd hang ved hans højre side. Pilekoggeret åå venstre og bue over hans rustning. Han havde også knive gemt i støvlerne og kappen. Gilian var meget fokuseret på at holde hans slægt sikker og våge over dem. "Jeg tror at vi har bruge for en patrujle på vestre flanke." siger Rex og pegede på kortet. Gilian mumlede noget og kikkede på de andre kort. "¿qué pasa con los otros puntos." spurgte han og hævede et øjenbryn. "De er ikke anspændte. Ingen syn på andre slægter." Gilian vendte sig halvt om da han hørte hestehove. Han så nogen af Wills drenge nærme sig hende. Såh. Hun ønskede at møde ham. "Antes de ellos hacia delante." kaldte Gilian og mændene så på ham. "Vore leder ville gerne snakke." Gilian trådte frem og Rex fulgte tre skridt efter. Gilians øjne var vågne. Han havde set det blik hun gav hans by og hjem. Der var noget ved hende der virkede åbent? Venligt? Et blik på Rex viste at han også havde set det. "¿Quieres traducir para mí, hermano?" Rex nikkede og Gilian vendte sig imod deres gæst. Han sendte hende et venligt og åbent smil og slog ud med armene.

"Bienvenido a la casa de la familia Griffin." Gilians tone skar igennem det varme luft. Rex trådte et skridt frem. "Gilian is bidden your welcome to the Griffins homecity." Rex lod kappen på sin hætte falde tilbage og afslørede enmørk mand med blond hår og bløde grå øjne. Meget lignende Gilians øjne. Gilian lagde hovedte på skrå og lod øjnene glide over deres gæster. Resten af vagterne og spejderne klatrede op på ruinerne og var også ret nysgerrige omkring deres gæster. Gilian var ret ung, men han vidste godt at han ikke kunne være mistroisk hele sit liv. Dette her kunne være starten på noget nyt. En ny retning.


¿qué pasa con los otros puntos. = Hvad de andre punkter?

Antes de ellos hacia delante. = Før dem frem.

¿Quieres traducir para mí, hermano? = Vil du oversæt for mig, bror?

hun vendte sit blik som en stemme brød tavsheden, det var ikke et sporg hun forstod fuldstændigt og ikke nok til at hun kunne snakke det, men hun havde som sin tid som adelig lært lidt, men udover Engelsk som hun talte flydende kunne også en smule Fransk, men heller ikke nok til at hun  kunne snakke det. Hun lyttede ganske kort Hun betragtede folkene som de begyndte at komme for at se hvem den fremmede var. Efter lidt tid overvejede hun hvad hun skulle gøre " mabye we can talk a some place more private?" spurgte hun kiggede omkring det var nu ikke så meget fordi det de skulle snakke som sådan var privat, men hun kunne ikke vise ansigt til dem alle. Hun skjulte sig fordi de ting som hun arbejde med betød at hun forrådte sin egen slags, men det var det hun mente og selvfølgelig skulle hun stå fast. Hun havde  set hvordan hendes slægt havde ødelagt alting for folk og det havde gjort sådan hun havde ændret sin mening omkring hendes slægt. Hun havde valgt at stikke af, fordi det var blevet for svært for hende at skjule hendes meninger og at hun hjalp de svage. Det havde også gjort det svært for hende at have et normalt liv og hun havde ikke mange venner udenfor The Underground. Hun smilede svagt og lagde hovedet en anelse på. Hun trak vejret dybt hun havde aldrig før skullet snakke i så stor en gruppe før af en mærkelig grund blev hun smule nervøs, men blev revet tilbage til virkeligheden igen af hesten bløde mule på hendes skulder " I come in peace, I'm not here to cause any trouble for you or your bloodline of proud Griffins. Actually want to talk about helping you  " sagde hun og tav.
Hun ville ikke sige mere før de kunne snakke alene, men inden hun gjorde det fandt hun de ting som hun havde taget med til dem, det var ikke for nogen noget særligt, men der var forbindninger, en smule tøj udover det havde nogle få flasker med en rød væske i det, skulle kunne hjælpe dem hvis nogen blev syge. Hun gik meget op i urter og hvordan de kunne hjælpe. Derefter fik Ciara lov til gå over med dem til deres leder. Hun bukkede svagt og ville ikke se ham i øjnene. Hun vendte sig for at gå tilbage til Helia hvor hun tog Helias hånd og gav den et klem. Hun bed sig  igen svagt i læben. Hun følte alles øjne brændte på hende en situation hun ikke var vant til. Da gjorde også at hun blev lidt mere rank i ryggen.
Hun vidste ikke om han ville stolede på hendes hvis hun allerede nu fortalte ham at hun var en Redwood, det var der ihvertfald en del som ikke gjorde når hun fortalte dem det, de ville heller se hende forsvinde end at have hjælp fra hende.  Det gav mere lyst til arbejde på at få dem til at se at hun var til at stole på.

Helia havde end til nu stået stille, men hun gik få skridt frem imod ham og rakte sin hånd frem imod ham, ville han tage den gav hun hans et klem " It´s nice to be here, Gillian in your beatiful city" efter at hun stået lidt bøjede hun hovede i form for  bukken for understrege at hun ingen trussel var og respekt for ham. Hun kunne ikke bukke, fordi hun var bange for at kappens hætte ville falde af, men det varede længe før hun tog masken på så risikerede hun ikke ar vise sit ansigt ved et uheld. Hun stolede ikke på mange og for at se hendes ansigt skulle hun stole meget på en, men der var noget ved deres leder som gav hende en form tryghed. Hun kunne ikke sætte en fingre på hvad det var, men der noget. Måske var det fordi han mindede hende om en hun engang havde haft kær, men som hun måtte opgive, det kunne ikke være nemt at være leder for noget og da slet ikke en slægt. Det var ikke en verden hun kendte til, men dette var så meget bedre end sidde hjemme i et hus som var alt for fint og det eneste man måtte var at se pæn ud og tie stille.

Gilian var overrasket over den høflighed hun udviste for dem. Gaverne blev modtaget af hans mænd og smil bredte sig over deres ansigter. Gilian nikkede og tog hendes hånd. "gracias, señorita Rose Bloom. esperamos dos reconstruirla más." "Gilian say thanks. And hope you will look by again when we are done rebuilding." Han vendte sig mod sine mænd. "Para volver a los mensajes." sagde han mildt til sine mænd og vendte sig mod Helia. "Si desea seguir con la señorita Rose Bloom." Den venlige smil var atter over hans mund. Rex var straks klar med oversættelsen. "If you will be kind to follow, Miss Rosenbloom." Gilian tænkte på hvordan han skulle sige tak,da de næsten havde intet at byde tilbage udover ly for natten i Thunderville. "Nos sorprende que otros géneros, además de la generación de semi, y la generación resuelven. Mendin ayuda sería apreciada y necesaria." mumlede han til Rex. Hans gamle ven så på ham og nikkede. "Your help will be welcomed. We dosen't get much help from the other bloodlines, but that will also be our own fault." Gilian gik gennem ruinerindtil man kunne man se en teltlejr længere fremme. Rex kastede blikke på Helia og de folk der kom med hende. Gilian knurrede let ad ham og Rex knurrede igen.

Teltlejren var en god størrelse. Mange spejderer, soladter og vagter holdte til de. Ventende på deres næste opgave. Gilian var for det meste på besøg hver dag for at kikke til mændene. Lejren summede af liv. Mænd og kvinder gik mellem hinanden, selv børn kom løbende. De mænd som havde taget imod gaverne fra Helia stod foran messeteltet. Efterhånden begyndte folk at lægge mærke til gæsterne der fulgte med Gilian. Vejret var lunt og børnene løb rundt i kjoler og tyndt tøj. Piger stoppede op og så beundrende på Helia. Rex klukkede, og så på Helia. "The kids likes you. Its not very often we have guests aside from Semibloodline og the kinless." Gilians grå øjne glimtede da en af drengene kom hen og snakkede hurtigt spansk til ham. Han ruflede op i hans hår og sendte ham videre.


Han ankom til det telt der var hans. Åbnede telflappen og sendte et spørgende blik. "Is this private enough?" Rex kendte hans tankegang ret godt.





Para volver a los mensajes. = Tilbage til jeres poster.

Helia smilede og fulgte efter hun kiggede op " I´am sorry to say, but I'm not a part of a bloodline, not anymore at least" sagde hun blev en smule trist, men der var ikke noget at gøre ved det andet end prøve bevise at hun at hun ikke var som de andre. Hun hadede hvad det Redwoods stod for. Hun vidste det ikke var dem alle som var onde og mange af dem var blevet stemplet som værende onde fordi deres gamle konge havde gjort nogle ting som givet dem et dårlig ry, det var nu heller at fordi den nye konge havde gjort noget for at ændre vilkårene for de svageste,, Helia havde bare besluttet nu kunne det være nok, hun var sikkert også den eneste Redwood som havde det sådan "at least I choose not be in a bloodline, because I hate the way they treat people in my bloodline" sagde hun og havde givet lille form for hint omkring hvem hun var og hvilket hun egentlig stadig tilhørte, men valgte ville ikke være del af. Desuden ville hun aldrig kunne komme tilbage hvis hun valgte det, hun forrådte dem og det var sådan hun havde valgt at leve sit liv. Hun så sig som værende lige med slægtløse og ønske til tider at hun var en, men det var hun ikke folk var efter hende, hendes familie ledte efter hende, men hun ville ikke findes det var også derfor hun tog sine forholdsregler inden gjorde noget turen havde været lang og igennem mange byer, det var derfor de red om natten for ikke blive opdaget. Hun havde ikke sagt så meget, men det var fordi hun tænkte over noget, hun prøvede også glemme folks blikke på hende. Hun følte sig utilpas når så mange kiggede på hende. heldigvis var hun stadig gemt under  sin kappe og maske.
Hun betragtede nogle børn som de løb imellem dem og omkring dem, det var rart at se at folk ikke lod sig gå på af at alt var ødelagt, det gjorde hende varm om hjertet hun blev dog revet en smule tilbage til virkeligheden  da det gik op for hende at de boede i telte. Dog virkede det ikke til at der blev koldt på disse egne, for havde det været omkring Redhawk så det været en kold og våd omgang. Hun betragtede telte som han åbnede det for hende, det var fint  så  længe hun kunne komme væk fra folks blikke og stirrende folk. Varmen var også ved at gå hende på så da hun gik ind i telte trak  hun kappen af og afslørede sin maske. Hun havde valgt at tage den med og der var ingen grund til at skjule hvad hun var " The tent is fine, but there is something I need to tell and before I do listen to me before you come with any complaints about what I are about to tell you. It has to stay between you, me and your translator if he can´t be excuse" sagde hun sørgede for at have sine øjne lukket så farven ikke afslørede hende, af en eller anden grund stolede hun ikke på hans oversætter, men det kunne hun jo ikke sige til dem så lod som ingenting desuden hvem ville tror en Griffin, det ville en Redwood bestemt ikke. Så hun kunne vel føle sig sikker. Desuden var de begge nogen som hadede Redwoods.

Gilian var overrasket. Havde denne kvinde virkelig opgivet sin slægt? Det måtte have været slemt. "Please have a seat and tell us." Gilian gik hen til feltsengen, begyndte at tage sine våben af og stilte dem ved sengens side. Kappen blev smidt over en af kisterne som stod bag sengen. Den unge leder satte sig ned på sengen og så Helia meddybe grå øjne. "Usted no entendería una palabra de lo que dije, no sin traducción de Rex." sagde Gilian og så på Rex med et sigende blik. Rex rømmede sig. "You will not be able to understand my leader. Not without my help. But I'm deply loyal til The Griffins." svarede Rex og stillede sig en afslappet stilling. Der var på ingen måde at Rex ville forråde slægten, men hvem kunne beskylde hende for at være varsom? Gilian lænede sig fremover og flettede hans fingre. Hagen kom til at hvile på dem.

Udenfor kunne man hører stemme. På spansk, fransk og engelsk. Soldater gik frem og tilbage mellem teltene og snakkede. Mange var trætte og andre mere ivrige. Udover Rex havde Gilian også enkelte mænd han betroede sig til og vendte sig imod for rådgivning.

Hun trak vejret dybt og tog masken af, hun ville godt vise at hun stolede på dem, men der gik lidt tid før hun åbende øjnene og to gule øjne stirrede på ham, hun slog efter lidt blikket ned i jorden, hun havde haft så meget modgang at hun ikke helt var sikker på hvad der ville ske og hvor hun havde dem henne, ville de hade hende? Hun var vant til at folk hadede hende når først de så hendes øjne, men det var også det som gjorde hun kæmpede så meget, hun ville hjælpe så mange kunne og skulle det engang komme til krig ville hun stod på nogens side som ikke bryd sig om The Redwood. Hun fugtede kort sine læber og forberedet sig på den modgang hun ville få " right. But ofcouse i´m not here to cause truoble for you or bloodline I came here make my self known to you" sagde hun og det var derfor at hun lod dem se hendes ansigt. Hun var en smule nervøs, men hun ville bare hjælpe så godt hun kunne måske hun kunne hjælpe ved sende dem forbindninger og helbredende urter til dem. Hvis de kunne bruge hende til andre ting ville hun også gøre det eneste de ikke kunne få hende til var at befærdte sig i Redhawk. Hun brød sig ikke om det sted og det var der hun var allermest i fare for at blive opdaget I want to help because I'm ashamed of the way my bloodline treated people, they saw as a threat. I know saying sorry never will change things so I decided to help, maybe even help with war if it comes to that, but for now, I´am trying to help them in need" sagde hun vidste allerede hvilken side hun ville tage og det var altid den side som ville kæmpe imod hendes egen slægt.
Hun vidste også at hun ikke ville være sikker på noget tidspunkt fordi hun forræder, men hun ville ikke have det på andre måder, hendes havde før været så tom oh følte kun at levede halvt fordi hun skulle skjule at hun brød sig om slægt r og hvad hendes meninger omkring alting var, det havde været svært, men hun ville ikke lave om på noget overhovedet hvis hun kunne. Helia elskede sit liv ville ofre alt for hjælpe dem som intet havde pågrund af en krig som havde givet hendes slægt magten.

Gilian var overrasket over hendes øjne. En Redwood. Det første han gjorde var at knurrer stille og så på Rex. Den anden mand virkede ligeså overrasket over det. "Un Redwood?" spurgte Gilian hans mand. Rex trak på skuldrene. "Ella dijo que había renunciado a su familia. Ella ayudaría. Debemos escuchar lo que diría. Por otra parte. Su consejero estaría de acuerdo." Rex så på hende med hans egne lysegrå øjne. "You are not here for trouble, but your men and lady?" Gilian lagde hovedet på skrå og så på hende. Blikket var neutralt. Han kom benene og bevægede med en krigers smidighed.
"Una vez más. Su ayuda es muy apreciada y que ha activado su propio linaje de sangre de vuelta es alucinante. Sin embargo, hay que decir algo; No todo el mundo en mi familia iba a cuidar de sus ojos, pero que estaría aquí como mi invitado, siempre y cuando usted no toma ventaja de nuestra hospitalidad para su propio beneficio." Rex så på sin leder og begyndte at oversætte. "Gilian say you are still welcome here and your help will be loved. He is impressed that you turned your own kin away. He will warn you. Not everyone in our family will like the yellow eyes, but you will stay as hes guest and as long as you wish. But if you use it to your own benefit, will you be send away."

Gilian satte sig bag skrivebordet og smilede venligt. Rex trådte længere tilbage i teltet for at vise hans tillid. Gilian overvejede at måske prøve sit engelsk af. "No soy good at English, so sorry." prøvede at han skar ansigt at det.Hans blik gled rundt i teltet. Sengen og kisterne stod i det ene hjørne af teltet. Skrivbordet i det modsatte med andre stole. Teltflappen var lidt til højre for skrivebordet. Ellers var der et spisebord med fire stole omkring det og intet andet i teltet.







Un Redwood? = En Redwood

Ella dijo que había renunciado a su familia. Ella ayudaría. Debemos escuchar lo que diría. Por otra parte. Su consejero estaría de acuerdo. = Hun sagde at hun havde givet afkald på sin slægt. Hun ville hjælpe. Vi burde hører hvad hun ville sige. Desuden. Din rådgiver ville være enig.

No soy = ikke så

Det kom ikke som en overraskelse at han reagerede som han gjorde, det var oftes sådan alle gjorde når de fik at vide hvad hun var eller så hendes øjne. Hun havde vidst sit ansigt til ham for vise at hun stolede på dem, men lige nu var hun tavs for hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere måske var det forkert af hende at hun var kommet, men hun lod svagt tungen glidede henover hendes læber. Da han endelig sagde noget efter noget som havde følt som en evighed for hende blev hun glad kunne kigge op på ham igen. Hun var trods alt altid i fare så det rørte hende ikke. Helia kunne godt forsvare sig selv vis det blev nøvendigt, men det var kun den sidste udvej. Hun blev stående i teltet. Hun mødte ganske kort Rex blik smilede "I just did what was right, my bloodline has lived on a cloud far too long, I can´t accept when people are treated badly. So one bloodline can get power" sagde hun smilede forsigtigt til ham. Sometider blev man bare nød til at kæmpe imod. Helia smilede svagt. Da Rex trådte lidt tilbage nikkede hun svagt til ham for vise ham at hun respekterede ham. Hun vendte sit blik imod sengen "about the people. They will not see my eyes or my face I promise" sagde hun for at forsikre ham om at der intet problem blev. Hun kunne aldrig drømme om at gøre dette for hendes egen vindnings skyld, hun havde viget sit liv til at hjælpe dem som havde haft det hårdst i krigen. Hun smilede svagt og satte sig på sengen " sometimes you have to do what is right and don´t think about consequences, I have spent the past two years of my life as a traitor to the people I share blood with." sagde hun tænksomt og inderst inde lå der mere i det end bare at gøre det rigtige, men  det ville hun ikke fortælle ham, det var kun for hendes egen hoved og de få hun stolede på. Hun betragtede svagt sine fingre " If I could I would have change things so that never had been a war to beging with. I  rather be seen as kinless than a Redwood" sagde hun selvom hendes øjne sagde noget andet.
Hun vidste at der nok var nogen som aldrig kom til at stole på hende, men det kunne blive for enesom hvis ikke hun prøvede at få dem til at forstå og få nogle til at stole på hende, Gillian stolede en smule på hende og få skridt var stadig få skridt fremad. For at være sikker tog hun kappen på,  selv om at den var for varm at have på og trak omkring hendes krop inden hun trak hætten op " like promised no one will see my eyes or my face except for you two" sagde hun og man kunne ane et svagt smil omkring hendes læber.

Gilian så på Rex der forsvandt ud af teltet. "Your family has been on a cloud, while some has to make up to be bale to live another day." Et smil spillede over hans læber. "They will be asking about you, but respect you." Han kom op og begyndte at gå lidt rundt. De grå øjne og det krøllede hår gav en glans omkring ham. Han gik hen til teltflappen og spejdede ud. Solen var stadig lun og luften begyndte dog at blive køligere. "My people fight to survive and to avoid our enemies. Every day I fear that those I send out, will not return." En kort smerte gled over hans ansigt.


Sorry. Kan ikke finde på mere lige nu.

Helia smilede de kunne spørge til hende, de kunne også havde deres mening omkring hende, hun var ved at være så vant til at folk havde en mening, nogen bedre end andre, men det var ikke noget hun kunne ikke kunne klare, man blev noget hård når man tit fik folks meninger smidt i hovedet, hun kunne bare ikke gøre noget. Da krigen var ved at nå sluting, havde hun været gammel nok til at forstå hvad krig gjorde efter det havde hun ikke været den samme. Helia fulgte ham svagt med øjnene og rejste sig op og kiggede henover hans skulder hun lyttede " I´m sorry for your loss and hope someday it will be different " sagde hun hendes stemme var blevet en smule trist, men det var vel sådan det var, man kunne ikke ændre på ting som var sket, det eneste som man kunne gøre var at se fremad og kæmpe for det man mente var rigtigt. Hun ville ønske hun kunne hjælpe og med nogen ting kunne, men der var mange ting hun fortrød hendes slægt havde gjort. Hun så ikke som værende en del af dem længere og hun hjalp så godt hun kunne, men det svært folk ikke stolede på hende. Hun måtte erkende at selv for hende havde hun bedre dage end andre, men hun lod skjulede når trist eller ked. Endda hvis hun var tivil om det gjorde var rigtigt. For hvis ikke hun kunne stole på sin sag hvem kunne så og hun bestemt ikke bede andre om at tage del i det.

Den unge leder så på hende. "Thank you. We all hope that. Tell me a bit about yourself? What will be told, will not leave this tent." Gilian gik hen og fandt vin. Han holdte den op som tilbud mod hende. Han skænkede et glas op til sig selv. "Normaly Rex will frowning at me." mumler han og klukker. "I hear the Redwoods has a king?" Gilian satte glasset på bordet. En råbende sang kunne høres. Gilian så kort ud og smilede. "May I show you around?" Den unge mand så på Helia med venlighed og holdte en hånd ud. Vinen glemt. "I will like to show my world on the frontline. With my kin and our friends."

Sang virkede gribende og folk trampede i takt. På borde dansede unge mænd til sangen. Kvinderne dansede med hver deres partner på jorden. Mænd med mænd. Kvinder med kvinder eller en af hvert køn. Her var blev der ikke slået ned på en livspartner. Børnene var med og havde det også skønt. Latter rungede og smil var på folks læber. Selv vagtposterne stod og rokkede i takt til trampende, nynnede med og smil på læberne.

Helia kiggede på vinen, det var lang tid siden hun havde smagt den bitre smag, hun havde ikke tid og desuden gik de penge hun havde til alt muligt andet, hun sørgede ikke kun for sig selv, men for mange andre også. Hun lyttede som han snakkede. Der var ikke meget at fortælle, også dog faktisk var der en del. Hun rømmede sig en smule og smilede svagt " my real name isn´t Helia, but Ophelia I once was a noble woman" sagde hun og holdte en kort pause. hun lavede svagt en håndbevægelse til kjolen. Det var derfor hun havde fint tøj på for da hun valgte at flygte havde hun ikke andet at tage på. Hun havde valgt dette liv. Hun hadede ikke sin slægt som sådan, men det var den rolle de havde haft i krigen som gjorde at hun følte at hun måtte gøre noget. Redwood havde midlerne til at hjælpe, men valgte at lade være, det eneste de tænkte på var hvordan de fremmede deres magt og holdte alle andre ude som var anderledes selv deres allierede blev holdt i kort snor.
Hun bed sig svagt " I was sad about our role in the war and that we chose not to help them in need" sagde hun og tav da en sang begyndte at bryde tavsheden ude i lejren. Hun lyttede ganske kort og greb hans hånd. Folk virkede glade selvom de havde så lidt her. Man ville tro at det det var ham som kendte lejren at det var ham som føre hende, men hun havde travlt med at komme ud af dette telt. Det liv de havde har var så modsat det liv hun havde i undergrunden. Dog følte hun at det var der hun sikkerst fordi hvem ville efter en adelig Redwood dernede. Selvom hun nok ikke  være adelig hvis hun kom tilbage. Det syn som mødte hende overraskede hende en smule, folk hyggede sig dansede med hianden. Hun kunne ikke sangen, men den virkede rar og munter og hun kunne godt forstå hvorfor folk dansede til den. Hun havde holdt hans hånd så længe og stadig ikke givet slip. Da hun blev opmærksom gav hun slip. Det var et fantastisk syn, endda mere fantastisk end nogen af de baller hun havde været til.

Helia betragtede ham og vendte sig imod ham og smilede svagt " it´s amazing I mean this dancing, I mean your bloodline have lost so much and still your are happy" sagde hun og skjulte ikke hvor overrasket hun var. Hun betragtede atter folkene som hyggede sig og var glade, hvorfor hun var så overrasket over det vidste hun ikke helt, men på den anden side så kunne folk  vel ikke tillade sig at være ked af det lige netop fordi man blev nød til at komme videre.

"I wasn't born to be the leader of this kin, but I love my people and care a great deal about them. Their happines cones before mine. And your role? Look at you now. You has helped my kin and want to help others." Gilian så på hende med et stort smil. Rex kom avingende forbi med hans brødre. Han sendte hende et smil og løb efter brødrene igen. Lederen klukkede rystede på hovedet.

"We have lost a lot yes, but this dancing, being together. It helps us remember that we have something to live for." En lille pige kom hen med en blomst og standsede foran Helia. Hun rødmede og rakte forsigtet den lille Bellis mod hende. Gilians smil var fyldt med stolthed. Hendes rorældre stod lidt derfra og smilte også. "This flower is for you, miss." mumlede pigen og skrabede med fødderne i jorden.

Helia lyttede svagt til det han sagde, men hun var fasineret over deres dansen og glade tilråb, at hun ikke kiggede på ham, hun fik øje på Rex og smilede til ham som han løb forbi hende sammen med nogen hun ikke kendte. Hun følte sig så munter og varm indeni. Hun vendte sig om imod ham igen, men blev forstyrret af en lille nervøs stemme. Hun betragtede blomsten og smilede hun satte sig ned på hug så hun var på samme højde som pigen. Pigen virkede nervøs hun rakte ud efter blomsten " don´t be shy" sagde hun og betragtede blomsten "it´s beatiful flower just like you, what is your name?" spurgte hun pigen. Hun åbende sine arme og gav forsigtigt den lille pige et kram. Pigen virkede så udskyldig og sød, det gik hende en smule på at hendes slægt havde skyld i at denne lille pige intet fast hjem havde. Hun rodede svagt i en lomme på hendes kappe og fandt lille dukke hun havde lavet af halm en dag hvor hun kedede sig. Det var ikke ret meget, men måske for denne pige det ville betyde alverden at få noget til gengæld. Hun vendte den svagt i sine hænder og rakte den frem imod pigen " This is Ophelia and she need a freind and a home. You think you can give her that?" spurgte hun og gav den til den lille pige. Pigen virkede glad og da hun gik hen til sine forældre rejste hun sig op vendte atter sin opmærksomhed imod Gillian.

Hun havde aldrig tænkt over hvad hendes rolle var, andet end hun gerne ville hjælpe dem som ikke var blevet behandlet ordenligt af hendes slægt, men ved at gøre det havde hun opgivet alt andet. Hun var ikke en adelig hendes liv var konstant i fare og sidst hun havde været ude var hun nær blevet fanget af Redwood soldater som skulle bringe hende tilbage, hvis det lykkedes dem havde hun ikke været levende. Det hun gjorde var at forråde hendes egne, men hun så dem ikke som hendes egne ihvertfald ikke mere. Hun rømmede sig en smule. En leder var aldrig rigtigt noget man født til enten så havde man det i sig eller også havde man ikke. Hun kunne lide at han havde medfølelse for sit folk. Det betød meget det var hun sikker på True leaders isn´t allways born to lead" sagde hun og rakte en hånd imod ham. Måske han havde lyst til at danse.
Musikken og sangen havde ihvertfald givet hende lyst til at danse, det var ikke noget hun gjorde tit, men nu hvor hun var sammen med en ny ven og måske nogen som kunne komme tilbage til med hjælp virkede det som en ret god dag