Let's Have a Talk ~ Jamie

Amoran sad i sin slidte stol, foran sit slidte bord, som han efterhånden havde gjort så tit, at han slet ikke ænsede det længere. Det var ingen nydelig eksistens, men det var det, han var blevet nødt til at vænne sig til. Hvis der var noget, Amorans mange års militære erfaring havde lært ham, var det, at hans slægt ikke var meget interesseret i drastisk forandring, slet ikke, hvis det måske kunne have en effekt på folkets etablerede levevis.
Men alligevel mente overhovedet, at det ville være fornuftigt at bringe en helt ny, ung stemme med i slægtens overvejelser og afgørelser - og så en ganske uerfaren stemme endda, hvis rygterne var sande. Ikke desto mindre var stemmen nu her, og i den typiske Thunderville-natur skulle man acceptere det, og hvis ikke man kunne acceptere det, skulle man blot lære at leve med det. Dette var ikke en filosofi Amoran var glad for, men hans fortid med menneskerne i omegnen havde desværre overbevist ham om, at forandring angående denne tankemåde var næst efter umulig.
På en måde var det egentlig ikke for galt med den nyankomne, da det i alt fald bragte noget nyt på banen. Måske noget brugbart. Måske noget, som kunne benyttes som tilskyndelse. Eller måske det rene tidsspild. Det ville tiden vise. Amoran så ud ad vinduet. Tågen lå som en grå klud over Thunderville. Men synet, det skjulte, var langt mere afskyeligt - byen var ikke andet end en skygge af sin fortid. Et minde om en æra, som aldrig ville vende tilbage. En yderst bedrøvende tanke, de fleste forsømte for at bevare deres spinkle livsglæde. Gad vide, om den nye stemme ville gøre noget for at ændre på dette. Folk havde sagt, at den unge mand var imod Gilians førerskab. Det var på sin vis lovende, omend ikke kontroversielt.
Døren blev åbnet, og den knirkede som sædvanlig. Det var lettere smertefuldt at lytte til, men Amoran havde aldrig gjort sig den ulejlighed at løse problemet. I døråbningen stod en slank ung mand med lysebrunt hår og en jakke, som tydeligvis var af høj rang. Han var, som alle andre velhavende borgere i slægten, meget afstikkende iblandt byens trøstesløse omgivelser. Han lignede en person med en relativt lys fremtid. Ironien var nærmest komisk når man sammenlignede den med befolkningens forlegenhed. Fraser, var navnet. Jamie D. Fraser. Han havde angiveligt med ren kløgt nået frem til sådan en respektabel position; Gilians rådgiver. Han havde velsagtens mere autoritet end Amoran, som ikke var så begejstret for idéen.
"Hr. Fraser, velkommen," brummede generalen uden nogen påfaldende gestus, "sæt Dem endelig ned." Der var placeret en stol af endnu ringere kvalitet, hvilket knap nok var muligt, foran Amorans støvede skranke. Der var ikke gjort noget specielt ved lokalet for at imponere gæsten - i Thunderville var positive overraskelser betragtet som ikkeeksisterende. Da den unge mand fik sat sig ned, formåede Amoran at værdige ham et blik.
"Jeg forstår, at De er blevet overhovedets rådgiver. Javel. Det burde ikke være nogen overraskelse, at jeg har en del erfaring med Griffins' historie. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad De har af idéer om vores fremtid?"

Jamie var slet ikke i tvivl om, hvorfor generalen havde bedt om at mødes. Jamie var ny. Ung. Uerfaren. Dog var han uerfaren i det punkt, som mange ville have at, der var erfaring i, og det var krig. Han havde ikke været med til at kæmpe, han havde været i et bibliotek og læst sin barndom væk. Hans krop havde været for svag til at kunne kæmpe. Hans viden var indenfor politik og taktikken indenfor det. Han vidste en del om krigstaktikker, men det var langtfra hans speciale.
Jamie havde en hvid skjorte, sorte bukser og sko på. Udover skjorten havde han en sort vest på. Jamie bankede lidt på døren før han åbnede den. Den knirkende lyd var alt for genkendt. Mange døre i Thunderville knirkede, fordi det var så slidt og gammelt.
"Goddag, Sir." Jamie gav et let nik til hilsen, før han forsigtigt lukkede døren og gik hen for at sætte sig ned. Alene generalens kontor overbeviste Jamie at hans plan for at gøre Griffin slægten stærkere var den eneste rigtige plan. Jamie så roligt på generalen. Det var tydeligvis en mand, som havde megen erfaring indenfor krig. Han var højere end Jamie og tydeligvis meget mere muskuløs. Han kunne sikkert kvase Jamie sønder og sammen uden at bruge meget energi. "Når jeg forestiller mig vores fremtid forestiller jeg mig, en slægt, der er stærkere. Mere magtfuld. Jeg ser dog ikke at det lykkedes ved hjælp af krig," Jamie smilede lidt, "men af list, taktik, og politik. Det kan jeg hjælpe med."

Et par sekunder blev benyttet til at registrere, hvad Fraser havde sagt.
I dét øjeblik nåede Amoran til sandheds erkendelse - den nye bragte, paradoksalt nok, intet nyt på bordet. Alt efter omstændighederne blev nye beretninger måske konstrueret, men lige meget hvordan man vendte den, prædikede alle Griffins politikere altid om det samme - jagten på magt uden krig. Rummet syntes i det samme at virke mere tungsindigt. Det var som at høre en yngre Gilian.
Amoran viste ingen iøjnefaldende skuffelse i blikket. Han tøvede blot, som om han skulle have tid til at nære betænkeligheder. Han sendte Fraser et blik, som kun folk, der havde kendt generalen i mange år, i sandhed ville kunne fortolke. Det var ikke til at vide, om han skulle til at grine eller snerre.
"List," gentog han tørt. Han var godt klar over, at han gennem årene havde udviklet et ry for at være selektiv når det kom til at lytte til politiske modargumenter; Men det vidste den nye ikke nødvendigvis noget om.
"De ønsker, at vi bliver stærke og magtfulde gennem list. Foreslår De, at vi spidsfindigt forfægter vores autoritet i politisk spil? Tror De, at de andre klaner i sådan en situation vil stå på hovedet for at hjælpe os?"
Nu var blikket ikke længere så tvetydigt. Generalens øjne reflekterede rummets mørke stemning i dét han lænede sig over bordet, tættere på den unge mand med politiske aspirationer.
"Den tankegang er netop grunden til, at vi ingen autoritet har," brummede han, "vi har fundet os i for meget uden at kny, og jeg ser ikke på det som en fortsat strategi, Hr. Fraser."
Han foldede sine hænder og nikkede svagt. Han var i stand til at bevare sin fatning.