I didn't do anything -Jamie

Tid:12:30
vejr: solen skinner og det er varmt
omgivelser: der mange som er ude at nyde det gode vejr
Påklædning: se hendes profil


Jade var taget her til uden rigtigt at have en grund, men var nysgerrigt hun havde hørt i undergrunden at nogle få slægtsløse ville tage Thunderville. Fordi de ville blive  taget godt imod af den slægt der boede. Hun havde ikke hørt hvilken slægt det var, men hun blevet nysgerrig nok til selv tage afsted. Turen havde været meget hård for hendes bare fødder, der var sprækker og revner i dem som af og til blødte. Hun havde dog travlt, hun stjålet et brød som tilhørte en ældre dame. Damen så heller ikke ud til at have meget, men det var ikke noget hun gik op i. Hendes egen mave knurre og det var kun hende selv hun tænkte på. Hun havde fundet et sted hvor kunne gemme sine tyvekoster. Faktisk var det bare et lille hul nær en af de få mure som var en del ruinen som byen var en del af. Hun lagde derefter en sten som var stor nok til at dække hulet i muren. Hun havde dog fortrudt at komme, byen havde ikke meget og det betød at også  at hun ikke havde særlig meget. Det irriterede hende noget så voldsomt, men hvad regnede hun med. Byen lagde trodsalt i en ruin. Det eneste god ved det var alligevel varmen, da hvor hun kom fra var det koldt. Hun rejste sig for at forsætte sin færd. Hun vant til kunne skjule sig selvom lignede noget der var løgn.
Hun var beskidt, hendes ansigt var fuld med beskidte pletter og hendes hår strittede ud til alle retninger og man kunne tydeligt se at hun ikke havde været i bad længe. Jade brød sig ikke synderligt meget om vand, men hvis man kendte til hendes evne kunne man vel godt forstå hvorfor.


Hun var fyldt med en vrede som ikke var til spøge med, måske det var forkert at rette den imod alle andre, men hvor skulle hun ellers rettede den hen. dog nåede hun ikke at fordybe sig i de negative tanker. Da den ældre dame og nogen hun troede var vagter kom imod hende. Hun nåede ikke langt før en stor tung hånd greb hendes ene skulder og gjorde det umuligt for hende at løbe. Hun vendte sit matte blik imod damen. Jade kunne mærke vreden stige og det var der man skulle passe på. Hun havde før prøvet hvor folk brændte sig på hende fordi de gjorde hende vred. Det var først i de senere år at hun havde opdaget det. Hendes evner omhandlede ild, ligesom  Oikans  kunne hun styrer ilden, men det var ikke det eneste hun kunne også omslutte sin krop med ild, det krævede en form for flamme, men inden ilden blev hendes krop rigtig varm. Det skete mest hvis hun blev vred at kroppen blev så varm.Det varede ikke længe før hun blev så varm at man kunne lugte den brændte duft af kød. Vagten kiggede på hende og inden de nåede at reagere løb hun så hurtigt hun kunne. Hun løb ikke fordi hun var bange, men fordi hadede ballade og det at hun brændte den fremmede vagt var ikke med vilje, han kunne bare lade være med at gøre hende vred.  

// undskyld hvis det blev lidt kort O.O men er en smule træt//

Jamie trykkede den ældre mands hånd med et lille smil. "Mange tak for i dag, Sir. Som altid var det en fornøjelse." Manden foran Jamie havde været hans lærer i mange år. De havde udviklet et form for onkel-nevø forhold, men Jamie var som altid meget høflig. Det krævede jobbet som rådgiver vel af ham. Hvis han gik rundt og opførte sig som en værre teenager ville ingen have respekt for ham. "Ja, ja, nu ses vi imorgen. Husk lidt kage." Manden brummede lidt, og vinkede Jamie væk. Jamie klukkede lidt. "Selvfølgelig. Det skal jeg nok." Jamie gik ud af det lille hus, som hans lærer boede i, og kiggede sig omkring. Det var ikke en nydelig by, men det var et hjem. Bedre end ingenting. Han skulle nok sørge for at Griffin-slægten blev bedre. Han gav sig selv et lille nik. Han var fuldt ud klar på at kæmpe imod de andres slægters politiske højtstående.
Jamie havde en brun skjorte uden ærmer, sorte shorts, og sandaler på. Hans hår var pjusket, og så en anelse rødligt ud i solens stråler. Hans fregner var især tydelige på denne varme dag. Han prøvede at holde sig i skyggerne, da det var mindre varmt der, men det var en anelse svært på grund af solens nuværende position. Han hilsede pænt på folk, der gik forbi ham. De fleste kendte ham på grund af hans position som rådgiver for Gilian.
Han stoppede op, da han så en fremmede kvinde løbe forbi ham. Han vendte sig om og kiggede efter hende. Der skete ikke så meget i byen, så han kunne ikke lade være med at blive lidt nysgerrig. Uden at tænke sig helt om løb han efter hende. "Hey! Stop!" Han var ikke særlig atletisk, så han mistede hurtigt pusten, men han gjorde sit bedste for at følge efter hende.

//Det er okay, det var perfekt. Beklager ventetiden og det korte svar.

Jade havde haft så travlt med komme væk, hun havde set den nye som løb efter hende. Hun var stadig vred og for varm at røre ved. Da han bedte hende om stoppe tøvede hun en smule hun kiggede sig over skulderen og så ikke en mindre sten af hvad der måtte have været en mur engang og snublede væltede hen over den. Et halvkvalt gisp undslap hendes læber og inden længe var de over hende igen. Hun sukkede svagt og satte sig op. Kvinden som hun havde taget brødet fra himmlede op om at hun havde taget hendes brød og brændt en af vagterne. Jade vidste ikke helt hvad hun skulle sige og valgte istedet for kiggede på den nye som havde sat efter hende. Hun havde ikke taget noget fra ham for så ville hun kunne huske det. Vagterne lagde først mærke til Jamie efter stykke tid hilste på ham.  Hun rejste sig op, men sank ret hurtigt til jorden fordi hendes fod gjorde så ondt at det sortende for hendes øjne. Hun vendte sit blik imod vagten " hvis jeg stjal fra hende hvor er det brød så. Hun beskylder mig for noget jeg ikke har gjort, jeg passede bare mig selv og så kom de farende og beskyldte mig for noget jeg ikke har gjort" sagde hun selvom at det var en løgn hendes øjenhavde hele tiden været rettet imod Jaime efter at vendt sit bilk væk fra vagten. Hun henvendte sig til ham fordi han virkede vigtig, hun fugtede sine læber og hendes vrede var at forsvinde og det at hendes krop blev mindre varm.
Hun var ikke vred mere, men hun måtte arbejde på at komme ud af denne knibe hun var i, hun var ikke til stole på, men heldigvis hun havde gemt brødet væk og kun Jade vidste hvor det var. Hun lagde hovedet en anelse på skrå jeg kom for at finde et sted som jeg kunne kalde hjem, jeg er hjemløs og er slægtsløs og troede det her skulle være mit hjem. Men nu ved jeg ikke" sagde hun spillede på alt det hun kunne får at give dem skyldfølelse. Hun vidste ikke selv at hun var semislægt, men hvis hun vidste ville det ikke gøre det bedre faktisk ville det vel få folk til hade hende endnu mere, end de gjorde i forvejen.

En slægtløs? Det måtte han udnytte. Det kunne være en god idé at have hende omkring. Ham og Gilian havde jo, trods alt, snakket om at forme en alliance med de Slægtløse. Et sted skulle de starte. Hvorfor ikke med hende? Jamie så på vagterne og vinkede dem væk. "Jeg har styr på det." Sagde han til dem med et lille smil. Han gik hen til kvinden, efter at have fundet sin pung frem og lagde en Hawkey i hendes hånd. "For brødet." Han vendte sig om imod pigen igen, fortsat med sit lille smil. Han var ligeglad med om hun havde stjålet brødet eller ej, han ville prøve at se om, han kunne interessere hende med en alliance. Hun var ikke en leder af Slægtløse, så meget vidste han udfra hvor ung hun så ud, men hvis rygter om at Griffin-slægten offerede alliancer til Slægtløse, så kom der måske flere til. Han syntes selv at det var en god idé!
"Jeg beklager meget dybt. Et brød virker måske som ingenting, men for os er det meget. Det må du kunne forstå." De havde mistet meget på grund af krigen. De levede ikke under de bedste vilkår, men det var til at klare. "Skal vi snakke mere om det hjem, du gerne vil have?" Han rakte sin hånd ned til hende for at hjælpe hende op. "Du er vidst også skadet. Lad mig hjælpe dig." Forhåbentlig stolede hun på ham. Hendes fod havde nok fået et slag, eller værre, siden hun ikke havde kunnet rejse sig om. Hvis han nu hjalp hende ville hun måske stole på ham.

Hun lod sig blive rejst op, hun smilede forsigtigt til ham som hun stod med sin hånd i hans, hun nikkede svagt og lod som hun blev en smule skyldig, men virkligheden var hun ligeglad. Hun skulle også have noget at spise og for hende handlede det om overlevelse hun vidste aldrig hvornår hun kunne spise igen. Lige nu ville ikke kunne komme nogen steder alligevel. Hendes fod gjorde ondt og at løbe sin vej ville være umuligt. Hun smilede " det må du undskylde det var bare at jeg var så sulten og jeg ved aldrig hvornår jeg kommer til at spise igen" sagde hun og lød stadig skyldig.