Friends or Strangers? - Zachariah

Rejsen havde været lang, men ikke umulig. Det var faktisk som om de små fødder - på trods af de lettere nedslidste støvler - bar sig ganske automatisk gennem terrænet. Størstedelen af turen, havde hun, heldigvis, haft hjælp af en skomager, som havde ladet hende sidde på læsset af sin vogn. Dog måtte den unge kvinde stå på egne ben, så snart de nåede skovbrynet, og heldigvis var motivationen stærk nok, til at hun ikke vendte om. Selv ikke, da retningssansen begyndte at give op, i takt med at skoven blev mørkere og mørkere. I situationer som disse, priste hun sig lykkelig for sin evne til at fornemme farer. For trods omgivelserne groede sig mere dystre, skyldtes adrenalinen i hendes krop håb, frem for frygt. Håb om muligvis at se dén person, som havde støttet hende gennem nogle af hendes værste stunder som barn, igen: Zachariah.

Ofte måtte Elena undgå diverse krogede grene, og huller i skovbunden, der knaste utilfredstillende under støvlerne. Det var sandt hvad sagde om Dark Daphne Forest... Man følte sig virkelig overvåget. Hvor lang tid havde hun gået? Det var umuligt at se hvorvidt det var nat eller dag, da trækronerne bevægede sig så højt op, at de skyggede for himlen, og lagde skoven i et dunkelt skær. Alligevel forsøgte hun, at holde hovedet håbefuldt, mens hun spejdede efter spiral-symbolet, som eftersigende skulle præge et træ, og vise vejen mod Naailas-stammen. Var hun ikke blevet indviet i dette skrøbelige spor, af en Naailas for et par uger siden, havde hun aldrig vovet sig herind. Dog var det stadig ganske lidt at gå efter. Men hun skyldte Zachariah så meget. Hun havde aldrig rigtig takket ham som barn. Men nu - hvor hun var blevet ældre - satte hun mere pris på hvad han havde beskyttet hende imod. Men ville han genkende hende? Og ville han kendes ved hende?

Var det...?
Den unge, lyshårede kvinde, slog hætten på kappen ned, der før havde dækket hendes ansigt. Jovist. Der var en spiral på et af de større træer, men hvor var Naailas? Forvirret kiggede hun rundt. Andre detaljer havde hun ikke fået. Måske var det i virkeligheden ikke så let. Hun passerede træet, og rørte det med sine fingerspidser. Noget bevægede sig i en nærliggende busk, som dog fangede hendes opmærksomhed. Hun vendte de matte øjne mod bevægelsen, og kiggede indtrængende på området. Hun holdt vejret, indtil.... BAM! En ugle, tordnede mod hende, for blot at dreje direkte op i luften. Chokket havde fået hende til et skrige. Et skrig, som gav et tydeligt ekko gennem skoven.

Skriget skar sig igennem den mørke natteluft. Her i regnskoven var der varmt døgnet rundt, selv om det altid blev lidt køligere hen af natten. For Zach gjorde det ikke den store forskel, da han altid foretrak de samme former for tøj: En tynd trøje og nogle shorts. På fødderne sad der nogle slidte sko.
Denne nat havde han vagt sammen med nogle andre soldater fra hans lille hær. Som general sørgede han for byens sikkerhed og selv om de boede ret afsides, var det dumt ikke at lære området at kende og sikre der faktisk ikke kom nogle. Og bare fordi han var general, betød det ikke han aldrig skulle lave noget selv, så derfor sørgede han altid for at have næsten lige så mange vagter som mange andre, når det ikke gik imod resten af hans arbejde som general.
Han og to andre, som han delte vagt med, stoppede op og så i den retning, hvor de havde hørt skriget. Med en håndbevægelse gjorde han tegn til de to andre. De ville nærme sig hvor lyden kom fra, men være forsigtige. Altid se en situation an, før man sprang ind i den. I dette tilfælde, da de var kommet tættere på, delte de sig op fordi Zach ville omringe hvad end det var.
Et skrig. En person? flere personer? En uheld, en kriminalitet...?

Zach listede sig tættere på, forsigtig med hvor han trådte. Han kendte området godt, så han kunne finde vej selv i mørket. Det var tæt på en af træerne, der tilkendegav at dette var Naailas territorium. Han gemte sig bag et træ og så frem...
I mørket var det svært at bedømme, men det så ud til kun at være en skikkelse. Faret vild måske? Han trak vejret dybt. Okay...De måtte jo finde ud af hvad det handlede om på den ene eller anden måde...
Han trådte frem fra træet og gik tættere på, omend ikke helt tæt på. Hans ene hånd gled automatisk ned til det sværd han bar.
"Hvem der?!"
Han vidste de andre var tæt på og da han stemme rungede igennem mørket, kunne han høre lyden af de andre der kom tættere på. Her, tættere på, var det tydeligt der kun var en skikkelse. Alligevel gled Zachs blik mistænksomt rundt i mørket.
"Dette er Naailas territorium. Er der flere end dig i nærheden?" tilføjede han så i samme kommanderende stemme. Det så ud til at være en kvinde, ud fra den mørke skikkelses bevægelser og udformning. Et svagt skær i hendes hår fra nattens eget lys.

Den unge kvinde havde taget sig forfærdet til hjertet, der dundrede vildt og uregerligt i hendes bryst. Chokket havde tilmed sat tempoet på hendes vejrtrækning gevaldigt op, i nogle sekunder, trods hun hastigt forsøgte at ryste det af sig. En ugle?! Havde hun virkelig været dum nok til at skrige så højt, i et fremmet territorium, på grund af et fjerbelagt kreatur? Et lille smil over sin egen tåbelighed, formede sig dog over hendes læber. Et smil der kun vedblev i et milisekund, da éndnu en raslen brød stilheden.
Denne gang var lyden lavere, og langt mere uplacérbar. Derfor kiggede de 'matte' øjne, forvirret rundt, og grundet de hurtige hovedbevægelser, rystede den lyse manke af hår, ned over skuldrene. Der var mere end ét væsen, der lavede disse lyde. Og dog var de små små, at hun vidste - at havde hun ikke holdt vejret - ville hun ikke have registreret dem.

En dyb mandestemme, gennemborerede snart stilheden, et sted bag den unge kvinde. Stemmen var fast, alvorlig og anspørgende, nok til at hun vidste, at nogen havde afsløret hende. Eller rettere...- At hendes skrig havde afsløret hende, som var hun en mus i en fælde. Hun vendte sig langsomt om, og rettede ansigtet mod skikkelsen. En bredskuldrert mand stod et stykke derfra. Grundet de tætte trækroner, kunne hun ikke skelne mange af hans træk. Dog så hun hurtigt, at han holdt om noget. Et sværd.
Hun skilte læberne, for at sige sit navn, men da hun mærkede flere bevægelser mellem træerne i mørket, var det som om hendes frygt, gjorde det umuligt at verbalisere. Og det var ikke nú, at hun skulle tale for hurtigt og uovervejet.

Da manden spurgte om andre var med hende, rystede hun dog hastigt på hovedet.
"N-nej..." Hendes stemme var vag og skælvende. Hun vidste at hun have trodset deres grænse, men ved at holde hænderne en smule væk fra kroppen, forsøgte hun at illustrere at hun hverken var bevæbnet eller nogen fare, "Jeg sværger."
Velvidende om at det var en dum idé at bevæge sig hen mod dem, fastholdt hun si position. Dog ønskede hun inderligt, at kunne se mere end blot rammen på manden foran sig. For som en skygge, fremstod han blot mere mægtig og farefuld.
"Jeg leder efter efter Jeres general." Kom det endelig fra hende. Var dette blot en spejder, eller kunne Zachariah være nær? Snart blottede hun sin ene underarm, og rakte den ud i en lille smule lys. Her var en slavetatovering som dén der prydede mange fra Naailas. Dog var der også en ufærdig cirkel som signalerede hendes slægtløshed, "Jeg skylder ham mit liv..."

Han trådte et skridt tættere på hende, som hun indrømmede at være alene. Hans blik gled rundt et øjeblik, men der var rigtig nok stille og ikke yderligere tegn på at være flere. Kunne det være et muligt angreb? Der kunne altid gemme sig nogen i skyggerne. Nogen der ventede på at falde ham i ryggen, så snart han kom tæt nok på hende.
Han kunne skimte bevægelse rundt om kvinden, hvilket passede til de to spejdere han havde delt vagten med. Han så ned på kvinden igen, da hun snakkede videre. Generalen? Nåe ja, han havde rejst igennem hele landet og ikke lagt skjul på han faktisk var en general nu, så det var nok ikke så sært viste hvem han var. Hans blik gled ned mod hendes arm, som hun blottede den. Huden var lys i mørket, men det var stadig svært at se hvad hun helt præcis prøvede at vise frem. En tatovering?
Han havde endnu ikke flyttet sig. Faktisk havde han været lige ved det, da hun havde sagt generalen havde reddet hendes liv. Hvad betød det? Af en eller anden grund hamrede hans hjerte hårdere. Han havde ikke reddet nogle ungmøer da han rejste igennem landet...Så hvad betød det?
En ting var sikkert. Han kunne ikke stå stille her og tænke sig til svaret og det var heller ikke sådan han gjorde tingene. Sværdet blev sat tilbage i skeden og han rakte en hånd i luften, for at lade spejderne vide de skulle forblive årvågne og på deres pladser. Så gik han endelig frem mod hende.
"Vores general?" spurgte han, I håb om hun ville uddybe. Han kom tættere på hende og stod næsten foran hende til sidst. Hans blik gled ned på hendes blottede underarm.
Et svagt gisp gled over ham og han stoppede op hvor han var. Han spændte automatisk i sine skuldre.
Han havde ikke genkendt skikkelsen, stemmen, men tatoveringerne kunne man ikke løbe fra. Ubevidst gled hans ene hånd hen mod hans egen underarm, hvor hans egen tatovering gemte sig under hans ærme.
Hvor længe var det siden? Han havde slet ikke tænkt på det. Eller tvunget sig selv til ikke at gøre det. Hvor mange kunne ikke være døde fra den gang, forsvundet? Det havde været bedre at fokusere på nutiden eller, i sjældne tilfælde, fremtiden. Men fortiden?
Det gik op for ham at han havde været unaturligt stille. Til sidst rømmede han sig og tvang sig selv til at slappe mere af. Han slog let ud med armene.
"Elena?"

Hun trak sin arm til sig, efter at have bibeholdt den i det dunkle skær i en kort stund. Hun havde aldrig haft et problem med sin slavetatovering. For det var de slægtsløse øjne folk ofte dømte hende efter; og dem kunne hun ikke skjule, uanset hvor hårdt hun så end prøvede, ved at vandre gennem gader og stræder, med blikket i jorden. De store dådyrøjne, gjorde det ikke just nemmere at forholde sig anonym. Ej, gjorde den lyse hårpragt. 'Anonymitet', var vel svært at opholde, når ét kig, ville afsløre for alle at hun ikke hørte til. Hér i mørket, var hun vel så anonym som hun kunne blive. Men nu, havde hun blottet sin arm. Vist at hun var slægtsløs, nu hvor de 'matte øjne' ikke var nok, til at afsløre hende.

Det var mærkeligt, som hun følte at hendes egen bemærkning hang vedvarende i luften. Det var velnok fordi det var så tydeligt, at hun mente hver fremstammelse...- Hun skyldte virkelig Zachariah sit liv. Nej, han havde måske ikke reddet hende i en direkte forstand; men hans indvirkning på hendes barndom, havde hevet hende op, hvert gang håbet trak hende ned. Han havde beskyttet hende mod folks ord -, men vigtigst af alt - havde han gjort hende mere immun overfor en ellers skrækkelig situation. Han havde været som en storebror. Familie. Dengang havde hun ikke været modig, men nu havde hun trodset et andet territorium, og sin egen comfort-zone, blot for at få bekræftet, hvad der vel - i grunden - blot var et svagt rygte.

Elena Så snart hendes navn gled over mandens læber, var det som om hendes blod på én og samme tid blev varmet op af energi, og isnede hende fast til jorden. Stemmen var ikke bekendt. Den var voksen... Alligevel var der en let glød i hans tone, som hun genkendte, nu hvor han - velnok - havde smidt paraderne en lille smule. Det var svært at se ham tydeligt gennem mørket, men hans skikkelse var langt større og stærkere, end dén hun engang havde kendt.
"Zachariah?" Hun trådte endelig nogle forsøgende skridt tættere på. Hans ansigt blev tydeligere, ved hvert skridt. Ville han standse hende? Hun mærkede tårerne hobe sig op, som hun kom tæt nok på, til virkelig at genkende de mørkelilla øjne, som hun - engang - havde fundet så meget tryghed i.
"Jeg kan ikke tro det...." Snart blottede hun den øverste tandrække, og et barnligt grin gled over de buttede læber. Hun kastede sig hovedkuls- og nok også temmelig irrationelt - ind i hans favn, efter dét kram, hun aldrig havde givet ham, før deres veje skiltes. Trods det kun vedvarede i nogle skrøbelige sekunder, havde hun trykket sig godt og grundigt ind i mandens favn.

Snart lod hun sig dog trække tilbage, og begyndte hastigt at samle sig selv, ved at tørre løsslupne tårer væk fra sine,- nu rødmende - kinder, , "Undskyld..." Hun viftede afværgende med sine hænder. Det var sjældent at hun lod sine følelser tage overmagten på dén måde. Måske havde han trods alt ændret sig. Det havde de vel begge.

Zachs spejdere var ved at træde frem, da hun trådte tættere på, for at komme ham til undsætning i tilfælde der skete noget. Kun endnu en bevægelse fra Zach, som kun lige var synlig i mørket, fik dem til at stoppe op hvor de var. Han lod hende komme tættere på, mens hans hjerne ihærdigt prøvede at forstå den situation han pludselig befandt sig i. Var det virkelig Elena? Han havde ikke set hende i...Ja, siden dengang de stadig var slaver! Hun havde været en af de personer han ikke havde kunne finde eller hørt om siden. Så hun var altså stadig i live! Det gjorde ham sært glad at vide. Ja, nu han så efter i mørket...Hørte efter...Så var der noget sært genkendeligt ved hende. Det lyse hår, tatoveringerne, selv den måde hun smilte på.
Derfor, da hun væltede ind i et kram, gled hans arme rundt om hende efter kun en kort tøven. Det var underligt og han holdt hende heller ikke fast, da hun trak sig tilbage. Alligevel kunne han slet ikke modstå det, da han så hvordan hendes tårer gled ned over hendes kinder. Automatisk gled hans hænder op og hvis hun tillod ham det, ville han lægge en hånd på hver side af hendes ansigt og fjerne hendes tårer med sine tommelfingre.
"Så det er dig!"
Glæden havde sneget sig ind i hans stemme og han kunne ikke lade være med at smile selv. Han havde snart sluppet hende igen og så sig omkring et øjeblik.
"Er du her virkelig alene? Hvor bor du overhoved? Hvordan har du klaret dig...Hvorfor kom du herned?" Det gik hurtigt op for ham at han havde mange spørgsmål. Han ville hellere end gerne snakke med hende, få indhentet det forsømte. Hun var måske en af de få der havde kendt ham fra dengang, men selv om han til hverdag prøvede at skjule beviserne på sin fortid, havde han intet imod at mødes med Elena igen. Han vinkede i mørket, i håb om hans kollegaer ville se bevægelsen og komme tættere på. Det gjorde de heldigvis.
"I to...Dette er Elena, en gammel veninde. Jeg går tilbage til byen med hende, I kan fortsætte vagten, okay?" meddelte han og de to mænd bekræftede ideen. Zach slog let ud med den ene arm.
"Kom, kom! Lad os gå tilbage til byen. Du må være udmattet efter turen...Og der kan du måske også bedre besvare mine spørgsmål" tilbød han hende så.

Hun registrerede knapt de andre mænd, der stod i skyggerne og holdt øje med deres leder. Nej, lige nu var hele hendes fokus kun på Zachariah. Hvor var han blevet voksen! Hun havde blot været et barn, da de var slaver, men nu... Nu var de begge vokset op, og blot det at se ham hér, i live, var noget hun aldrig i sin vildeste fantasi kunne have drømt om. Det var rejsen og risikoen værd, og trods hun sjældent havde ladet en tårer dale i sit voksne liv, var dét at stå foran ham igen, noget der fik den barnlige og skrøbelige side lidt frem igen.
Trods hun normalt ville vige væk hvis nogen mænd forsøgte at røre hende, var der ingen utrykhed, og ingen missen med øjnene, da Zachaiah fjernede hendes tårer med sine tommelfingre. De føltes lidt ru mod hendes kinder; men der var dog en blidhed over dem, som hun aldrig havde forventet at mærke igen. Et lille snøft undslap hende, som hun nikkede ved hans ord. Ja, det var hende... Måske ikke som hun havde været engang; men essensen var vel den samme.

Hun tørrede hastigt sit ansigt med et ærme på sin kappe ved hans væld af spørgsmål, og forsøgte dertil også at samle sig selv en smule. Dog var smilet ikke til at vaske af. Nej, det prydede hendes ungdommelige ansigt, og vaskede al sorg væk. Hun rystede dernæst på hovedet med en mild latter.
"Vi har vist meget at tale om, Zach.." Kom det fra den unge kvinde, der mindst var ligeså interesseret i at høre hans historie, som han tilsyneladende var i at høre hendes. Dog besvarede hun ét af hans mange spørgsmål, da hun, lidt kejtet tilføjede, "Jeg hørte et rygte om at du var i live... Og jeg kunne ikke afholde mig selv fra at finde ud af hvorvidt der var sandhed i dé ord."

De blågrønne slægtsløse øjne kiggede nysgerrigt på de to mænd, der trådte frem fra skyggerne. Hun bøjede hovedet i et respektfuldt nik, men vendte sig dernæst mod Zach igen, som hun, glædeligt, fulgte ham.
"Du er sikker på at det ikke er et problem, at jeg besøger byen?" Spurgte hun høfligt, mens de gik. Ganske vist havde mange i Naailas-slægten og de slægtsløse delt en tid som slaver, men der var stadig fordomme mod de slægtsløses plads og involvering med dém med farvede øjne. Hun ønskede ikke at få Zachariah i en dårlig position, hvis hendes besøg ikke var velset i alles øjne, "Men nu bør jeg måske lytte til 'generalen'..." Det sidste ord blev sagt med et lille grin. Dog et grin der vidnede om hendes stolthed. Som havde Zachariah virkelig kæmpet sig fra at være en af de laveste i samfundet under krigen, til en af de mest velsete.

For Zach var det som om der var små stier mellem al beplantningen. Små stier andre nok ikke se eller tænkte var fra dyr. Automatisk faldt han ind på en af de små stier og sikrede Elena kunne følge med ham uden problemer. Her i mørket kunne man nem risikere at falde over en trærod eller noget i den stil, mange af træernes rødder stak mere eller mindre op af jorden og derfor trådte han en smule ind foran hende, så hun ikke behøvede andet end følge efter ham, for at komme sikkert igennem det hele.
"Ah" udbrød han og trak på skuldrene, trods det næsten ikke var til at se i mørket.
"I mørket ser ingen hvem eller hvad du er. Selv om...Nogen helst sikkert bemærker vi har en gæst. Slægten er ikke større, end den slags endnu er noget man bemærker. Vi holder os jo meget for os selv hernede. Hernede er vi sikre...Og måske også lidt paranoide" bemærkede han og smilte til hende over sin ene skulder.
"Desuden er det deres problem, hvis de dømmer en situation så hurtigt. Jeg kan have mange grunde til at være i dit selskab...Og jeg vælger at være i dit selskab. Mere er der ikke til det" Han sagde det, som om det afsluttede det. Virkeligheden var at Zach ikke rigtig bekymrede sig om den slags ting, omend...Omend han havde ting han selv kunne blive fordømt for eller faktisk havde planer om at overtage slægten, hvilket krævede en hvis opbakning i slægten. Måske skulle han overveje den slags mere nøje, men...Men det var Elena! Han kunne ikke bare sende hende væk igen.

De måtte gå lidt før de nåede byen. Faktisk nåede de byen før de fleste nok opfattede det, fordi husene var skjult oppe i træerne. Det var først da beplantningen blev mindre og til sidst veg for flere pletter, der var blevet til hårdt trampet jord fra slægtens mange fødder, at man bemærkede det. Til sidst var der også nogle små hytter eller skure langs træerne, foruden stiger og reb som gjorde det muligt for folk at komme op eller ned fra træerne. Zach vendte sig om mod Elena med et skævt smil og slog let ud med armene.
"Vi er flyttet op i træerne. Jeg ved ikke hvorfor...Jeg tror vi oprindeligt prøvede at gemme os så meget som muligt og hvor kigger op i de høje træer efter en hel slægt? Nu er det bare en ting. Jeg håber ikke du er bange for højder" Han hjalp hende med at finde vej. Oppe i træerne var der små lys hist og her, fra folks lys inde i deres hjem. Langt jorden var der stadig næsten helt mørkt, kun få fakler hist og her. De prøvede altid at begrænse brugen af ild, da ingen ønskede at sætte ild til skoven eller de træer, de boede i. Alt var næsten af træ, så det ville være katastrofalt og alle lærte at håndtere ild på en sikker måde.
Han lagde hånden mod en træ, ved siden af stige og gjorde tegn til hende om at kravle først, ikke uden et smil.
"Selvfølgelig ligger mit hjem næsten øverst, tæt på lederens. Eller...Hun er død lige nu. Men...Detaljer. Jeg kan give dig dem senere"
Hvad mon hun ville tænke om hans videre planer? Han glædede sig sådan til at kunne tale med hende. Om det så tog hele natten og dagen med! Han kunne stadigvæk ikkehelt forstå hun faktisk var her. Og så så voksen!

Som var hun et barn igen, fulgte hun nøje hans fodspor, som de arbejdede sig gennem det tropiske terræn. Der var noget utrolig beroligende over hans nærmest, instinktive, forsøg på at gå ind foran hende, for at sikre sig at hun ikke ville snuble over sine egne fødder, trærødderne, eller kjolen, der var blevet temmelig revet og mudret i sømmende, efter den lange rejse. Der var en tryghed i at gå bag Zachariah's bredskuldrede silhuet. En tryghed hun ikke havde følt i årevis, og som fyldte hende med en varme, som sjældent nåede hende tilbage i Redhawk City.
Mens de gik lyttede hun nysgerrigt til hans ord. Det var fascinerende hvordan Naailas-slægten havde fundet ders sikkerhed hér. Hvordan så mange af dem, havde fundet vej og besluttet sig for en frisk start. Som han nævnte mørket som en sikkerhedsforantaltning, kunne hun ikke lade være med at føle et ekstra lag tryghed. Hun boede netop i Groundstone Distriktet i Redhawk City, grundet dets mørke. For trods mange farer måtte lure der; var det næsten tryggere for en slægtsløs at bevæge sig i skyggerne, end ude i lyset.
Et mildt smil, strøg over hendes ungdommelige ansigt. Der var dog en lidt tragisk tone over det, "Paranoia er et nødvendigt helvede, for folk, der har set og oplevet det vi har..." Der var et tykt lag af sandhed over hendes milde svar; men hun rystede det hastigt af sig. Ville Naailas-slægten have taget imod hende, hvis hun var taget med dem dengang? Hun huskede tydeligt klumpen hun havde haft i maven, da hun var blevet trukket i en anden retning, dengang mange fra fangelejren undslap.
Snart blottede hun den øverste tandrække i et kært smil, ved hans næste ord. Hans målrettethed og fasthed i at tilbringe tid med hende, var noget hun kun kunne have drømt om. Han kunne have afvist hende, hvis han ville. Og dog, virkede han inderligt glad for at se hende. Hun vidste, at hun bragte ham i en besynderlig situation ved at komme uanmeldt. Men hvad skulle hun ellers have gjort?

En fascination satte snart præg i de matte øjne, og fik dem næsten til at lyse en smule mere op, da hun for første gang så Naailas byen. Hun måtte tilte det kønne hoved, en smule tilbage for at se dé huse der var placeret højest op i trækronerne, med broer der bandt dem sammen, i et system der bestemt vidnede om godt tømmerarbejde. Hendes læber skiltes i et overrasket udtryk, og hun slugte Zach's ord med det samme. Dette var så langt fra Redhawk City som man kunne komme. Ganske vist var der dém der boede højt - i byens dyreste distrikter -, men dette var så udført og charmerende, at hun bestemt kunne mærke stedets tryghed. Hvordan i alverden skulle hun have fundet dette sted, i mørket, på egen hånd? Det var på mange måder fantastisk, og hun vidste at hun var en af de heldige, der fik lov at lade øjnene hvile på området.
Snart løsrev hun bliket fra omgivelserne, og vendte de store øjne mod Zach. Et kæmpe, strålende smil gled over hendes ansigt, "I er sgu snu!" En lille latter gled over læberne, der var en smule afbidte af den nervøse gåtur gennem skovområdet, før Zachariah var ankommet, "Ikke spor!" Svarede hun dernæst, på hans kommentar om en eventuel højdeskræk. Hun fulgte derved, glædeligt med ham.

Som hun lod blikket glide op at stien, måtte hun indrømme, at hendes hjerte begyndte at gallopere. Okay... Måske var højder på listen over hendes fobier... Hun kiggede tilbage mod Zach, og så dog hans opfordrende blik. Der var langt op, men hun vidste at hun ville glæde sig til, at nå til tops og tale med ham, i så længe han ville lade hende.
"Hvis jeg falder....-" Hun satte sine blege fingre mod stien, og kravlede et enkelt trin op. Hun kiggede dernæst tilbage på Zachariah, "... Du har bare at gribe mig!" En lidt nervøs, og dog drillende latter undslap hende, før hun gav sig til at kravle opad. Hendes hænder rystede, og sommetider var hun bange for at hendes fødder ville glide af nervøsitet. En gang imellem kastede hun et blik ned, for at sikre sig at han var bag hende. Hun stolede på ham, hundrede procent. Selv efter alle disse år.
"Hvorfor skal du også bo øverst....?" Lød det lidt klagende fra hende, som de var kommet halvvejs op. Rejsen havde været lang, og hendes krop var bestemt ikke særlig muskuløs eller ædræt.

Han kunne fornemme Elenas beundring af stedet. Zach havde hjulpet med at bygge det hele op, efter de var flygtet og det havde taget en del år og en hel del arbejde at komme så langt. Men slægten havde arbejdet sammen, på en måde han tvivlede på mange andre slægter havde oplevet. De havde endelig været en samlet slægt igen og folks håb for fremtiden og deres nye frihed havde fået folk til at arbejde til de segnede. Ikke for en ejer...Men for dem selv. Da Zach for to år siden var rejst ud for at se verden igen, da han var kommet hjem...Var det virkelig gået op for ham hvilket storslået syn og arbejde byen havde at byde på. Som slanger der boede i træerne og sprang på deres intetanende ofre. Snu.
Han sendte hende et sigende smil. Han var lige så stolt af det.

Han afventede at hun begyndte turen op. Stien var sat fast til træet, men kunne stedvist og det meste af stien sad en smule løst, så man bedre kunne få fast med hænder og fødder. Zach var van til det og til hverdag kravlede han hurtigt op.
"Bare rolig, jeg vil gribe dig" forsikrede han afslappet. Det havde ikke slået ham at folk, der ikke var van til kravleturen, ville finde den fysisk prøvende. Efterhånden som turen gik op efter, gled hans blik op mod hendes skikkelse. Hun rystede, så han næsten kunne mærke det i stien.
"Hey! husk jeg er lige bag dig, okay? Bare fokuser på at komme op og ikke på hvordan man kommer ned. Skovbunden som en væg og at du i virkeligheden kravler hen over gulvet. Der sker intet" forsikrede han hende. Turen gik ikke så hurtigt som han var van til, men han havde ikke travlt og lod hende tage den tid som hun havde brug for eller kunne præstere.
Han grinte svagt.
"Udsigten er det værd" bemærkede han så bare. Han vidste ikke hvad der var med folk og den hierarkiske måde at bygge på. Lederen skulle være øverst, en folk kunne finde vej til, se. Altså et højt sted. Men det udsatte også lederen for et ansvar og et pres, fordi selv fjenderne kunne finde vej. Måske afspejlede det bare nogle af de ting en leder skulle kunne håndtere. Men det var måske et filosofisk emne til en anden dag.
"Du klarer dig godt! Bare lidt mere" opmuntrede han hende.

Selvfølgelig vidste hun, at det måtte kræve en del tålmodighed, at bevæge sig på en stie, under en ung kvinde, der både rystede og kæmpede for at komme opad. Hendes lange lyse hår, kom ofte i vejen, og hun gav sig til heftigt at puste de lyse lokker væk fra sit ansigt, der begyndte at blive en tand mere belagt af sved. Klimaet var bestemt noget man måtte vende sig til! Opad, opad.. Den unge kvinde forsøgte ikke at kigge ned. Hvad der bragte hende fremad, var Zachariah's opfordrende ord; Husk at jeg er lige bag dig okay? Hun fandt en tryghed i hans dybe stemme. Den var så fokuseret, og stabil, at den nærmest gav hende trygheden fra jorden under sine fødder igen.
"Det har den bare at være!" Lød det lidt forpustet og trodsigt fra den unge kvinde, som Zach nævnte udsigten. Hun måtte dog snart le. En kort latter, der kun blev stoppet af hendes egen frygt for at dén ville gøre hende for ufokuseret på sit mål.

Så snart de var kommet helt op af stien, kunne man bestemt se at Elena ikke ville blive en klatretøs. Nej, hun kunne sagtens vandre i timevis, eller arbejde med at pleje patienter over adskillige nætter, trods hun nær faldt om af søvnløshed, men dette slog hende som ganske hårdt. Måske fordi rejsen havde været lang, og spændningen over sit gensyn med Zachariah, havde fået adrenalinen til at pumpe i hendes lille krop.
Hendes reaktion, så snart de nåede et 'stabilt underlag' var derfor, at lægge sig pladask på ryggen, med et tungt og dramatisk suk. Da hun dog snart, tog sig sammen og satte sig mere op, var udsynet over trætoppende, noget der rent faktisk viste sig at være det værd. Nuancerne var fantastiske og unikke. Et sådant syn ville man ikke se i Redhawk City. Selv ikke i sine vildeste drømme. Var det virkelig dette Zachariah vågnede op til hver eneste dag? Hun rettede øjnene mod sin 'stie-ledsager'. Til forskel fra hende, så han ikke den mindste smule udmattet ud efter klatreturen. Hun sendte ham et lidt ydmygt smil, før hun rakte sine hænder op mod ham,
"Jeg er bange for at du nok bliver nødt til at hjælpe mig på benene..." Hun kunne ikke lade være med at le. Dernæst sendte hun ham et strålende smil, "Jeg kan ikke fatte at du bor her... Det er... fantastisk!"

Før eller siden kom de hele vejen op til trætoppende, hvor der var blevet bygget plateauer af planker og diverse hængebroer fik disse plateauer og huse til at hænge sammen. Selvfølgelig kunne man ikke gøre alt i trætoppene, så ting som våbentræning og det store marked blev holdt på landjorden. Om byens struktur og at gennemskue hvilken bro man skulle tage hvorhen var forvirrende, var ikke en ting Zach havde tænkt over. For ham havde det altid været sådan her, sådan havde det for de fleste.
Han trak vejret dybt og nød selv udsigten, mens Elena kom sig over den hårde tur op. Skoven var fuld af høje træer, men Naailas havde fundet sig et afsides sted med nogle af de højeste. Udsigten kunne virkelig være det værd, men størstedelen af Naailas huse lå også lidt under dem. Der var kun et fåtal af beboelse så højt oppe. Natten var sort, men stjernerne kunne ses på himlen.
Da hun var klar, tilbød han sin hånd og hjalp hende på benene igen.
"Fra slavestatus...Til en udsigt ud over resten af landet. Det er ikke så dårligt, hvis jeg selv må sige det" medgav han med et svagt nik. Til sidst pegede han ned af en af hængebroerne.
"Kom, denne vej"
Han viste vej. Næsten alle steder var der hegn eller støtte, så man minimerede risikoen for at falde. Et fald fra denne højde ville næsten uden tvivl ende dødeligt og de havde da også måtte begrave et par stykker igennem tiden.
"Min far er død...Men min mor lever endnu. Men kun lige. Hun bor i mit gamle hus lidt under os...Jeg ved ikke hvor meget du husker af min familie" afslørede han åbent, omend han ikke mødte hendes ansigt, men i stedet fokuserede på at komme over på den anden side af broen. Hans hånd fulgte rebet, der udgjorde en støtte. Broen gav sig under dem, for hvert skridt man tog frem.
"Dette er dog hvor jeg bor. Kun lederen bor højere" han svang let ud med en ene arm og drejede endelig hovedet om mod hende med et skævt smil. Foran dem tronede nogle simple, men stadig overraskende store boliger sig op over dem og ind i trækronerne. Imanias gamle hjem var ret stort, med flere værelser, hvor hans eget var noget mindre og lå en den anden vej. De gik fordi Imanias hjem og fulgte planke-vejen rundt mellem træets store grene.
Lidt længere og så nåede de hans hjem. Det var noget mindre. Bestod mere eller mindre af et soveværelse, et lille køkken, et badeværelse og en lille stue. Han var jo kun enemand, så han havde fået et hjem der dækkede hans behov. Han fiskede en nøgle op og låste døren op, før han inviterede hende med indenfor.
"Der er nok mørkt...Jeg skal nok få tændt noget lys...Øjeblik...." forsikrede han. Han ville lade hende komme ind først, men dernæst også skyndte sig fra den lille entre og ind i stuen for at finde en lampe frem. Lampen var sikret med små glasplader, så man kunne bruge lyset uden at frygte det satte ild til hele byen lige med det samme. Snart skinnede det stuen op i en varmt lys og med lampen i hånden gik han tilbage til Elena - hvis hun ikke var fulgt efter ham ind - for at sikre hun kunne se.

Hun sendte ham et taknemmeligt smil, som han hjalp hende på benene igen. Indtil nu havde hun nærmest ikke haft det fjerneste begreb om tiden, grundet skovens mørke og ustandselige varme. Nu, havde hun den åbne himmel over sig, hvorpå stjernerne blinkede henholdsvis mildt og entusiastisk til hende. De store øjne, påtog sig  et uskyldigt præg, som sjældent sås, når hun befærdede sig i Redhawk City. Dog var disse nye omgivelser, og hendes nysgerrighed omkring dem, nok til at jage skyggerne lidt væk fra de slægtsløse øjne, og erstatte dem med en gnistrende, ungdommelig energi.
Hun kastede et blik op mod ham, ved hans kommentar. Når de stod så tæt på hinanden, var hun næsten nødsaget til at bukke nakken en del, for at møde hans øjne. Hun blottede den øverste tandrække i et mildt, imponeret smil.
"Jeg har altid vidst, du ville nå til tops... Og nu er det endda også sandt i bogstavelig forstand." Hun slog let ud med armene, og lo derved kort.

Hun fulgte ham hen over en af hængebroerne. Systemet mindede hende lidt om undergrunden i Redhawk City. Ja, foruden rotterne, de fugtige mure, og det endeløse mørke. Dog kunne hun fornemme, at man skulle være god til at finde rundt i Naailas by, da det nærmest var en labyrint for sig selv. Hun fulgte ham dog, mens hendes blik opmærksomt drejede lidt fra højre mod venstre. Alligvel passede hun nøje på sine fodtrin, da der var langt ned, og grunden under dem, var umådelig vakkelvorn.
Hun lyttede til hans ord, og mærkede et lille stik i hendes hjerte. Både af medfølelse overfor Zach, men også fordi hun, ganske vist, huskede hans forældre.
"Det gør mig ondt..." Lød det fra hende, med en stille, lidt sørgmodig stemme. Ved hans efterfølgende spørgsmål, nikkede hun. Ja, trods han gik med ryggen til hende.
"Hvordan ville jeg kunne glemme dem?" Hun huskede hvordan hans mor, sommetider, havde strøget hende over håret, når hun var blevet dårligt behandlet, og hvordan hans far - ligesom Zach - havde beskyttet hende. De havde - på en måde - fungeret som hendes forældre; men hun altid husket sig selv på, at hun aldrig ville dele deres øjenfarve, og derved aldrig rigtigt høre til.

"Din far..-" Hun tøvede, og bed sig i sin buttede underlæbe. Hun vidste ikke om hun burde spørge ind til situationen. Alligevel, tilføjede hun - med en forsigtig og respektfuld tone,
"Slog de ham ihjel?". Hun hentydede selvfølgelig til The Redwoods og deres tilhængere.  De havde jagtet Naailas og de slægtsløse efter krigen. Hun håbede inderligt, at Mason McDougal ikke havde lidt dén skæbne.

Snart nåede de nogle overvældende boligere. Var det virkelig dém han hentydede til? Det var imponerende håndværk, og man kunne bestemt se at disse boligere var tiltængt de højest-stillede i byen.
Hun fulgte ham ind i en af boligerne, så snart han havde stillet hende invitationen. Som han forlod entreen, lukkede hun døren bag sig, og gned hænderne lidt sammen. Hun var vant til mørke. Men ikke disse omgivelser. Af samme grund, sørgede hun for at stå tæt til døren, så hun  havde et begreb om hvor hun var.
Så snart han kom tilbage i selskab af lyset, sendte hun ham et bredt smil.
"Her er smukt, Zachariah." Hun kiggede lidt rundt, "Jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, forestillet mig hvor fantastisk en by I havde bygget op."

Han havde set tilbage på hende med et smalt smil. Han elskede sine forældre, ville altid elske dem. Trods de havde været slaver alle sammen, havde de gjort deres bedste for at beskytte og hjælpe ham i hans opvækst og havde endda haft overskud nok til at hjælpe andre i samme position. Som f.eks. Elena. De var fantastiske mennesker, selv om det først var nu, hvor han var voksen, at han rigtig indså hvor meget hans forældre faktisk havde ofret for hans og andres skyld.
"Nej...Nej. Han blev syg kort efter krigen sluttede og der var intet at gøre. Min mor er også syg...Deres kroppe er lidt ned efter tilværelsen som slaver. Der er intet at gøre, end gøre det behageligt..." emnet var en smule ubehageligt og han faldt hen i en naturlig stilhed. Måske kunne de opsøge hans mor senere, men på dette tidspunkt sov hun nok og det ville Zach helst ikke forstyrre hende i.

De nåede huset. Da Zach kom tilbage med sin lampe, spredte det varme lys sig over den lille entre. Et par sko stod langs væggen, trods Zach for det meste gik med bare fødder. Skoene tog han ofte med sig, når han rejste væk fra skoven. På nogle knager hang et par jakker, et halstørklæde og en vandtæt kappe. Igen mest noget han brugte, hvis han rejste, ud over kappen. Der kunne være nogle langvarige regnskyl her i denne del af skoven. Som om himlen prøvede at drukne dem.
Han slog let ud med armen, som han tilbød hende at smide sit overtøj og stille sin taske fra sig.
"Velkommen til mit hjem! Det er mest beregnet til en person, da jeg jo lever alene, men hvis du får brug for et sted at sove, kan vi nok finde et behageligt hjørne til dig. Jeg beklager hvis der en smule rod. Jeg plejer ikke at have andre, at vise hensyn til, end mig selv" undskyldte han med sit sædvanlige skæve smil. Efter hun var færdig kunne de gå ind i stuen. Her stillede han lampen på det lave stuebord. Skæret afslørede en lille sofa med plads til to personer. En træstol stod ved bordets ene ene og gav plads til en tredje. Der var også en lille reol med få bøger - mest om træningsteknikker eller kampmanualer og krigsrapporter - foruden en lille boks med førstehjælp og nogle andre små nipsting. Dog var pynt ikke det Zach gjorde mest ud af. Langs væggen, modsat sofaen, hang der våben på væggen eller lå på en aflang reol langs væggen, sammen med grej til vedligeholdelse. Fra stuen gik der en dør til venstre mod soveværelset og omvendt mod det lille køkken.
"Vil du have noget? Noget at drikke? Er du sulten?" spurgte han. Huset var lunt efter dagens gode vejr, så det var ikke fordi man frøs. Fra loftet hang nogle tørre blomster, som sikrede der var en forfriskende duft i huset. Der var få vinduer, men kun et af dem kunne faktisk åbnes. Zach var gået over for at skubbe det op på klem. Ikke mere...Myggene kunne være forfærdelige. Og der var også tidspunkter hvor slanger eller kakkelakker krøb indenfor.

Hun vidste ikke hvorvidt hun burde være lettet, eller ej, som Zachariah fortalte, at hans svar ikke var gået bort under Redwood's hånd. For, i sidste ende, var det - som han sagde - slavetiden der havde slidt dem op. Sommetider fangede hun sig selv i, at gnide nogle fingre over sine håndflader og mærke den hårde hud, der havde formet sig efter årevis af arbejde. Ville hendes skrøbelige skikkelse mon have klaret sig igennem slavelejrene og det hårde arbejde, hvis ikke hun havde været undskyldt grundet sin ungdom? I détte øjeblik, hvor Zachariah lod stilheden omsluge dem, som et respektfuldt nik til hans forældre, ønskede hun, at hun havde været ældre eller stærkere under sin slavetid, så hun kunne have hjulpet dem, som havde hjulpet hende. Men måske var dette en af grundende til at hun var blevet healer dén dag i dag.

Som de var trådt ind i ejendommen, fulgte hun hans anmodning og hængte jakken op på væggen. De små fødder trådte ud af støvlerne, som var for beskidte til at hun ville nænne at træde et eneste skridt længere ind i rummet, og de små hænder stilte tasken på gulvet, lænene mod væggen. Hun lyttede opmærksomt til hans ord, som hun lod de nysgerrige øjne fare fra væg til væg.
"Rod? Så skulle du ikke se mit hjem!" Kom det fra hende som hun trådte med ham ind i stuen. Stedet var umådelig hyggeligt, med dets træmøbler, bøger og charmerende møbler. Der var en sød, mild duft i rummet, som hun ikke genkendte. Til hendes erfaring, var en så ren duft, ikke eksisterende i Redhawk City. Hun havde, som altid, lyst til at røre alt hun passerede, men forsøgte at holde sig i ro, selvom hendes øjne åd hvér brik af omgivelserne. Hun var dog, trods alt,, ikke decideret en inviteret gæst, men havde - teknisk set - blot mast sig ind i hans liv, uden at tænke over hvordan hun ville komme hjem igen, hvis ikke hun ville have fundet ham, eller hvis han havde bedt hende vende om. Målrettet var hun måske; men når hendes hjerte, for en sjælden gangs skyld, fyldtes med håb, var det som om hendes fornuft forsvandt.
"Jeg tror dagens begivenheder har taget min appetit fra mig..." Hun mente det på den bedst mulige måde, og det kunne ses på hendes taknemmelige smil, "Men noget at drikke ville være dejligt." Som healer kendte hun vel blot for godt til konsekvenserne ved dehydrering. Især når man havde vandret så langt som hun havde, og helt glemt at drikke vand.
"Tak Zachariah..." Kom det så fra hende, med en sød, ærlig klang. Hun vippede hovedet lidt på skrå, og tilføjede: "For at lukke mig ind og... imødekomme mig så godt i skoven...." Hun foldede lidt forlegent sine hænder foran sig "Jeg erkender at jeg måske har krydste en grænse ved at handle så overilet. Men jeg er så taknemmelig for at jeg fandt dig." Hun skubbede lidt af sit lyse hår væk fra øjnene.

Hans blik gled over hende et øjeblik, før han forsvandt ud i køkkenet. Her stod en spand med vand, der var blevet hentet tidligere på dagen og han druknede to krus i det friske vand og tørrede det dryppende vand af krussene, inden han gik ind i stuen og tilbød hende det ene krus. Selv tog han nogle dybe slurke af sit eget krus, før han stillede det fra sig på sofabordet. Her, i det varme skær fra lyset, lyste hans våben på en anden måde. En måde man nok enten ville finde smuk eller skræmmende. Lyset legede i skærrene var sværd og dolk eller den skinnende læder-overflade af en læderrustning eller læderhåndtag. Zach var van til det, men han studerede det alligevel med helt nye øjne, velvidende han faktisk havde en gæst der skulle sidde i skærrene fra det. Måske burde han overveje at ændre sig udsmykning lidt? Men han tilbragte bare så kort tid hjemme og havde faktisk sjældent gæster selv. Han opsøgte oftere folk udenfor.
" hvor er dit hjem præcis? Hvad laver du nu?" Ogspurgte han og lod blikket glide tilbage til hende. Han havde sat sig i den ene ende af sofaen og så ganske afslappet ud, hvad han også var. Han smilte skævt og viftede kort med den ene hånd i luften.
"Stop. Selvfølgelig vil jeg tage imod dig. Vi var venner og der har været tidspunkter, hvor jeg selv har overvejet hvordan det gik...Hvordan det gik dem man nu kendte fra dengang" Hans blik gled ud over stuen igen, men denne gang en anelse mere fjernt. For at være ærlig havde han aldrig rigtig lært at snakke om den tid. Han kunne joke om det, men han kunne ikke sætte sig ned og have en seriøs samtale om det. Præcis som han heller ikke kunne vise sin tatovering i offentligheden, selv om selve spiralen var blevet så betydningsfuldt et mærke. Men forskellen var bare...At Zach også havde tal. Ubevidst gled han ene hånd over underarmen, hvor hans tatovering sad, skjult bag hans altid langærmede trøje. Til sidst rystede han svagt på hovedet og så tilbage på hende.
"Så! Fortæl mig nu hvordan du har det. Jeg er nysgerrig!"

Man kunne ane en lille rysten i hendes hænder, som hun tog fat om kruset med dem begge. Det måtte være en blanding mellem spændingen fra adrenalinet, og hendes hænders træthed efter 'stige-eventyret'. Et varmt, taknemmeligt smil, plantede sig dog om de lidt tørre, buttede læber, som hun satte kruset mod dem, og vædede munden grundigt med en stor tår. Altimens hun drak, kastede hun endnu et blik omkring sig. Eller rettere; havde hun overhovedet virkelig kigget væk fra sine omgivelser i mere end et brøksekund, siden hun var trådt ind i rummet? De mange våben fyldte hende med en mild utilpashed, fordi det mindede hende om en svunden tid, da hun var slave for en rig familie, i en kort periode, før hun blev sendt tilbage i en af lejrene. Dog kunne hun ikke se et eneste snært af ondskab i Zachariah. I Elena's øjne, var det umuligt at afvaske dét indtryk hun havde af ham, fra dengang. Dog havde han tilsyneladende langt mere magt nu... Han havde virkelig kæmpet sig til tops, og, i hendes øjne, snoet sig ud af lænkerne, som stadig lå som tunge vægte på hendes egne smalle skuldre.
Ved hans spørgsmål og imødekommende irettesættelse, tog hun plads i den anden ende af sofaen. Som altid, når hun bevægede sig væk fra sit hjem og sin 'comfort zone', følte hun sig lidt malplaceret. Zachariah's blotte tilstedeværelse, gjorde hende dog mere tryg.
"Jeg sætter pris på din gæstfrihed, Zachariah." sagde hun taknemmeligt, før hun kortvarig så ned mod sine hænder. Hun holdt stadig kruset i sine dem, trods der kun var en lille sjat tilbage. Sommetider fandt hun trøst i objekter, når hun følte sig en smule nervøs. Og nervøs, var hun altid, når hun måtte snakke om sig selv.
"Jeg bor i et distrikt i Redhawk City..." Det sidste ord blev sagt med en forsigtighed. Som vidste hun hvilke konnotationer der kunne ligge i byens navn. The Redwood's havde trods alt været nogle af dem der førte kæderne, som bandt slaverne fast, "Der er megen diversitet i distriktet..." Fortalte hun videre, og undlod at nævne områdets kriminelle, fattige og korrupte ry.
Hun mødte hans øjne, i et mildt smil, "Jeg er healer nu. Jeg hjælper de udsatte... Eller i hvert fald dem som tager imod en slægtsløs' hjælp." Den sidste kommentar, blev sagt med en lidt sarkastisk klang, og et let skuldertræk.
"Og du..?" Hun skiftede emnet væk fra sig selv, hvis hun kunne, "Det virker som om du har fået et godt liv her?"

Det var næsten dumt. Her sad de begge, begge med en fortid som slave hvorfra de kendte hinanden, og prøvede at kaste bolden videre. Men selv om Naailas var en fri slægt nu, forsvandt slavetiden ikke som ved et trylleslag og det lå stadig i sindet hos mange af slægtens individer. Og andre beslægtede individer, som hans gamle veninde, der nu sad i hans sofa. Som et levende eksempel på den fortid Zach altid ville have og som han ikke helt vidste om han prøvede at glemme eller hævne. Mest af alt ville han bare gerne videre, og helst på en måde der undgik at det skete igen. Alligevel virkede det hele tiden som om der lå nogle ting, der ikke helt var blevet bearbejdet og som Zach ikke vidste hvordan han skulle...Få væk. Det var et tabu at snakke om slavetiden. Alle ville helst glemme det væk. Det var fortiden, nu fokuserede men på nutiden eller fremtiden.
"Jeg har været i byen!" meddelte han ikke uden et svagt smil. For nogle år siden, godt nok, men han havde været der. Som slave havde hans familie boet i byen, så det havde været underligt at besøge den igen. Han havde også glemt hvor koldt der var om vinteren og det var kun takket været det underjordiske Underground og nogle behjælpelige individer, at han ikke var froset eller sultet til døde. Så snart vejene havde været farbare igen var han hurtigt rejst derfra.
Han rakte ud efter hende og lagde en hånd mod hendes ene underarm et øjeblik. Større var hans sofa heller ikke, end at det var muligt, så snart han lænede sig frem. Men berøringen varede kun et øjeblik, før han havde lænet sig tilbage igen.
"Godt. Jeg er glad for du laver noget, der passer til dig" nikkede han så tilfreds. Han var ligeglad med hvor hun boede og næsten også hvad hun lavede. Så længe hun havde en tilværelse hun var glad for. Så længe hun var tryg.
Han rømmede sig svagt. Selv om han ikke snakkede om sin fortid så meget, var der andre ting han sagtens kunne snakke om. Derfor gled der snart et af hans store smil over ham.
"Jeg er jo general nu. Efter jeg var ankommet til byen deltog jeg i træningen af nye soldater, så vi kunne beskytte os selv. En af kvinderne, den unge Imania, så hurtigt hvor dygtig jeg var. Jeg har jo en evne for at lære ting, blot ved at se andre udføre dem. Tydeligvis var det nok til at bakke op for min tilgang til tingene og hun ønskede mig som general. For at være ærlig..." Hans blik gled op mod loftet et øjeblik, før han rystede svagt på hovedet, som var det ham fremmed hvordan han var endt som general.
"...Var jeg ikke engang sikker på det var hvad jeg ville med mit liv. At gå fra den ene yderlighed til den næste, at have så meget ansvar...Men det var faktisk ret sjovt. Det første jeg gjorde var at rejse ud i landet igen, se hvordan de andre slægter klarede sig. Få inspiration. Da jeg kom hjem igen, følte jeg at jeg havde noget at give og prøvede at gøre en forskel. Men karrieren er også det eneste punkt hvor jeg har gjort fremskridt" Han trak let på skuldrene. Beviserne var tydelige. Hun kendte til hans syge mor, hvad han intet kunne gøre ved. Hun kunne se han boede alene, hvilket fortalte han ikke havde fundet livets store kærlighed - besværliggjort ved hans tendens til at kunne lide andre mænd. Som ved et stikord rejste han sig op og trådte over til en af sine sværd, der lå på et lavt bord langs den modsatte side. Han tog sværdet op og stillede sig op midt på gulvet. Med en overraskende elegant bevægelse svang sværdet igennem luften.
"Der er intet jeg nyder mere end bevæge mig. Som slave brugte jeg altid tid på at løbe rundt i byen eller øve mig med et kosteskaft...Kan du huske da jeg optrådte for mine forældre og dig? Jeg opførte mig som om jeg kunne overtage verden med et kosteskaft! Men jeg tror virkelig det er min evne. At...Jeg ved ikke...Lære fysiske bevægelser hurtigere og nemmere?" bemærkede han så en smule eftertænksomt. Som barn havde han ikke vidst hvad hans evne var, men med tiden var det blevet mere og mere tydeligt han havde en fordel i forhold til mange, når han trænede eller lærte nye teknikker. Han vidste ikke hvad man kaldte sådan en evne eller om det talte som en evne, for det var ikke nær så prangende eller til at få øje på, som mange andres.
"Redwoods kan bare komme an nu!" drillede han.

Hun skubbede en frafalden lok væk fra sit ansigt, som den havde forladt pladsen bag det højre øre. De store, slægtløse øjne betragtede den bredskuldrede mand i den anden ende af sofaen, med en renhjertet opmærksomhed. Det var en mærkværdig følelse, at sidde så tæt på ham igen. Tæt nok til at kunne række ud efter ham, tage hans hånd og mærke en velbekendt tryghed, der var blevet etableret i slavelejrene. Gennem alle disse år, havde hun fundet en tryghed i sin ensomhed og uvidenhed, om hvad der var hændt så mange fra hendes fortid. For, i mange tilfælde, var sandheden ikke til at bære. Hér sad Zachariah dog, levende og i en god position i sin slægt. Og Elena kunne ikke være mere stolt.

Som han nævnte at han havde besøgt Redhawk City, sank hun en lille klump i halsen, af frygt for at møde nogle af dé fordomme over sit valg om at blive boende der, som hun normalt blev mødt med. Alligevel kunne hun slappe af, da han ikke spurgte yderligere ind til det. Mange slaver havde, efter hvad rygterne sagde, søgt tilflugt hos gamle slaveejere efter krigen. Nogle havde endda giftet sig med dem, eller, i det mindste, forsøgt at alliere sig med dem - ofte i Redhawk City. De fleste havde dog holdt sig på afstand fra byen, af frygt for forfølgelse. Det var de færreste der, som Elena, blev boende af egen fri vilje.

Som hun mærkede hans hånd mod sin arm, i et øjeblik, blev hun straks fyldt med mere rolige tanker. Hun var trods alt vokset op med denne mand, og derfor var der noget beroligende ved hans berøringer, da ømhed dengang havde været langt mere overvældende, grundet den hårde behandling man normalt fik. Hun lyttede opmærksomt til hans ord, men forholdt sig forholdsvist tavst. Han fortalte om sin profession, og fortællingen faldt hun, nysgerrigt, i. Det var nemt at fange hans idé om hans betvivlen over hans egen kapabilitet og hvorfor han var endt som han var. For en tidligere slave, måtte en sådan 'tilfældighed' velnok være temmelig fremmet, og besynderllig. Men det var ingen tilfældighed... Ikke i Elena's øjne.

Hun fulgte ham med blikket som han rejste sig, og, med lethed, løftede et sværd op fra et bord lidt derfra. Hun betragtede ham tavst, som han fortalte, og svingede sværdet elegant og ubesværet. Det mindede hende om dé øjeblikke fra deres fortid, allerede før, han refererede til dem. Hvordan kunne hun dog glemme det? 'Redwoods kan bare komme an nu' - disse ord, fik et mildt smil til at pryde hendes læber, som hun ønskede sig inderligt Zachariah's mod og håb.

"Jeg havde altid vidst at du havde det i dig, Zachariah." Lød det snart fra hende, med en varm tone i den milde stemme. Hun strøg lidt sin kop, der hvilede i skødet, med en tommelfinger. Huden derpå havde været ru i årevis."Vi var måske alle ment til noget bedre end dét vi var blevet bragt ud i. Men dig..-" Hun havde altid idoliseret Zachariah, og hans forældre, som barn, "Du var altid en helt i mine øjne... Når man selv er svag, er der vel altid noget betagende i andres styrke.". Hun havde, i sammenligning, været en lille pind dengang. Nok var Zachariah nu, langt større og stærkere, men dengang havde selv hans underernærerethed, stået i skarp kontrast til hendes lille, og lidt yngre, skikkelse.
"For folk som os, er vores positioner og levebrød måske det mest håndgribelige vi kan gå efter..." Kom det snart fra hende. Hendes arbejde var personligt en fiksering, og dét der holdt hende igang hver dag. Sommetider betvivlede hun endda om hun arbejdede for sine patienter, eller blot for at fastholde en hård, forfærdelig rutine, for sin egen skyld. "Men derefter, kan vi måske fokusere på at få gjort orden i de andre aspekter i vores liv." Af en eller anden grund, følte hun at det var for sent for hende, men hun håbede at hendes ord kunne formilde Zach.

Det havde ikke været lutter lagkage. Der havde også været sine besværligheder. Det værste...Det værste var når pisken eller noget langt værre, blev brugt mod hans forældre. Specielt hvis det havde været for en af hans fejl, men at han som helt lille ikke kunne blive straffet eller, og det havde været mere sandheden, blev hans forældres trang til at beskytte deres barn, brugt mod dem. Zach havde hadet det, ofte tvunget til at se på. Ingen blev set vel på, hvis de behandlede deres slaver godt og der havde ikke været meget håb. Det havde været en forfærdelig tid! Hvem kunne holde ud at...Behandle andre mennesker på den måde? Uanset øjne og gift...Uanset det hele. Hvis man spurgte Zach, var det ikke Naailas man skulle være bange for. Det var den slægt, der havde formået at underkue en hel slægt.
Han blev vred og hævnlysten, hvis han tænkte for meget over det. Men han ønskede ikke de følelser skulle påvirke hele hans liv. De havde fået en fantastisk mulighed for at starte forfra og selv om slavetiden aldrig forsvandt, var det stadig en ny mulighed at gribe. Det var bedre, for ham i hvert fald, at grine og tage dagene som de kom, end sidde og ruge over de forfærdeligheder der havde været.

Han trak vejret dybt og smilte til Elena. Så rystede han svagt på hovedet og lagde sværdet tilbage på sin plads.
"Hold op. Jeg er ikke speciel" bad han så. Ud over hans mor, var Elena nok den første han havde hørt, der roste ham på den måde. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op med det og det var rart at fokusere på at lægge sværdet på plads imens.
"Desuden ville jeg ikke have klaret mig nær så godt, uden nogen af jer. Mine forældre. De få venner mine forældre nåede at få og beholde. Dig...Uden den styrke og støtte alle gav mig, ville jeg nok være et knækket vrag som mange andre" bemærkede han en smule mere mørkt. Det var sandt. Uden familie og venner ville han aldrig have klaret det. Der havde også været de nætter, hvor han havde grædt sig selv i søvn. Mest som lille...Jo ældre han blev, jo mere trodsig og hård var han blevet. Til sidst kunne tårer aldrig finde sin vej, uanset hvad der skete...Ikke før han var blevet flået ud af sin seng og de tog benene på nakken...
Han gik tilbage til sofaen og satte sig i den igen. Han rømmede sig svagt og tog sit krus for at drikke lidt.
"Nogen måtte jo tage ansvaret. De første der ankom her...Hvordan der kom flere dag for dag, enten af ren tilfælde eller fordi rygterne begyndte at sprede sig...At vi havde et sted at flygte til....Det der piner mig mest, er at vide hvor mange der ikke kunne finde herned. Det var jo ikke fordi man satte posters op, men ville ikke risikere folk fandt os..." Han rystede svagt på hovedet. Han huskede det. Den gang dette ikke var mere end en tilfældigt lysning i en stor, skræmmende skov. Al begyndelse er hård, som man sagde.
Han rystede svagt på hovedet. Det var så mørkt at tænke på, men det var vel også meget sundt faktisk at sige ordene højt. Han så over på Elena igen.
"Du ved....Du er altid velkommen her. Ingen tvinger dig til at flytte herned...Det er nok langt væk fra alt du kender. Men en med dine evner til at heale...Uanset hvor du bor vil der nok altid være fordomme, men formentlig kan flere Naailas forstå dig end omvendt, fordi vi selv har været de laveste i samfundet" bemærkede han så og skiftede emne.

Trods Zachariah frasagde sig dén status som Elena forsøgte at trække ned over ham, var det nok umuligt at ændre den unge kvindes synspunkt. Det havde, trods alt, været ganske vigtigt for hende, som barn, at idolisere dem som beskyttede hende, udviste styrke, eller som blot havde den svageste lille glød af håb, i slavelejrenes uendelig mørke. Hun havde, med svage, rystende kløer, holdt fast i sådanne idoliseringer, for at holde sit eget håb oppe, og selv efter alle disse år, var hendes idé om Zachariah ikke ændret sig synderlig meget. Hun forstod dog udmærket hvad han mente... Fællesskabet havde gjort dem stærke. Dém som 'knækkede' var ofte dem som havde isoleret sig selv, og ikke havde nogen til at trække dem op igen, fra afgrunden. Elena havde dog, foruden sin slægtsløshed, været særdeles udsat på grund af hendes evne til at mærke farer. Evnen havde drevet hende til vanvid, fordi den aldrig 'stoppede' i slavelejrene. Hun havde derfor haft mange 'episoder' hvor hun måtte klynge sig til dém der stod hende nær, blot for at bibeholde sin mentale tilstand.

Hun nikkede til hans ord, med en lidt tragisk mimik over de mange skyggesider over deres delte fortid. Hun lod dog endelig blikket hvile mod ham igen, som han satte sig ned påny. Opmærksomt lyttede hun til hans fortælling om flugten til dénne nye base. Det var uundgåeligt at nogle var faldet bagud. Hun havde selv flygtet med en mand fra Naailas, som ikke havde formået at slippe ud med de andre fra sin slægt, fordi han havde set Elena falde tilbage i panikken og tumulten. Ville hun mon have haft en plads hos Naailas hvis hun ikke var blevet tilbageholdt...? Hun slog tanken fra sig. Det ville ikke ændre noget at tænke på latterlige, hypotetiske scenarier.
"Hvis I havde gjort det anderledes, ville I måske ikke være nået så langt som I er. Vi kan ikke ændre fortiden... Uanset hvor meget vi prøver..." Kom det fra hende, som et forsøg på at opmuntre ham en smule. Men skyldfølelse var ikke en nem idé at smide fra sig.

Som han sagde at hun altid var velkommen, sendte hun ham et lille, varmt og dog lidt sørgmodigt smil. Det var ikke første gang hun var blevet tilbudt et hjem væk fra Redhawk City. Men hun kunne ikke gøre det. Hun sad fast i sin tilværelse, og var for bange til at flytte sig. Hun flyttede blikket ned mod sine hænder.
"Du ved ikke hvor dejligt det lyder Zachariah" Hun forestillede sig et liv her i skoven. Fri fra sine trygge, men dog korrupte mure, "Men I er bundet sammen med mere en bare slavebånd. I er en slægt..." Det lød måske latterligt, men hun fortsatte roligt: "Jeg ved at det lyder absurd... Men jeg er mere tryg i et farligt område med et væld af slægter, end i et trygt område kun med én.... Jeg ønsker at blive overset. For det blev jeg aldrig dengang." Hun vidste ikke om han ville forstå, hende uvilje til at komme videre med sit liv. Det var hendes levn fra slavtiden.

Hun rettede sig lidt op, og mødte hans øjne igen "Men jeg vil med glæde forsøge at gøre lidt nytte mens jeg er her. Og der er altid plads til at jeg kan komme herhen igen, hvis der er behov for min hjælp... Lægehjælp, såvel som venskabelig støtte." Hun sendte ham et ærligt smil.

Han så lidt på hende. Hun havde modnet sig, hun var blevet god til at klare sig selv og forholde sig til nogle af tingene. Hun virkede til altid at have et godt ordsprog eller bemærkning klar, næsten uanset hvad de snakkede om. Ikke fordi ord alene kunne helbrede hele verden, men det var alligevel rart. Hun var en blid sjæl, uanset hvad folk sagde om hendes øjne. Zach havde altid set hende som en...En ven, eller måske ligefrem den søster han aldrig havde haft. Det var ærgerligt han ikke kunne samle de ting, der betød noget for ham, tæt på sig. Og med ting mente han nok mennesker...Det var da egentlig en lidt fornærmende tanke. Mennesker var ikke ting.
"Okay" svarede han blot. Det var hendes valg og han kunne godt se ideen i det. Ikke fordi han anså Redhawk City som særlig sikker. Så snart han havde forladt de fattige områder havde folk råbt op, hvis de så hans øjne. Nogen havde endda kastet sten efter ham. Men selvfølgelig...Hvis man blev væk fra det...Så var det nok så godt et sted som noget. Bare mere koldt og vådt.
Han viftede let med den ene hånd og rystede svagt på hovedet.
"Nej, vi har vores egne healere. Overraskende mange Naailas har en eller anden evne for den slags, selv om de ikke alle sammen er lige velkomne her. Måske, hvis vi en dag fik travlt, for helbredelsens kunstner er altid prissat. Men hvis du bare er her på besøg, så lad det være et besøg" bemærkede han, i samme lette tone. Han lænede sig godt tilbage i sofaen. Han gled en smule ned, så han kunne hvile hovedet mod ryglænet. Når han bare sad i sit fredfyldte hjem, var han en smule træt. Han havde trods alt været på vagt denne nat, så han havde gået en del.
"Oh...Skal jeg ikke lige hente nogle tæpper til dig? Du kan låne min sofa, da jeg kun har en seng..." Det var med vilje, at han ikke begyndte at snakke om sine fremtidsplaner. Alle dem der inkluderede at overtage slægten som leder. Det lå ude i fremtiden, hvis alt gik vel og noget fik ham til at lade være.
"Så kan du se resten af byen i morgen, når du faktisk kan se noget?" foreslog han med et smil.

Hun var glad for, at han ikke insisterede eller forsøgte at overtale hende. Dét bekræftede hende i, at hendes ord havde lydt selvsikre nok, og at hun, i hans øjne, virkelig var sin egen herre. Kortvarig studsede hun over netop dét faktum...- Det var, i grunden, første gang de havde set på hinanden og talt sammen, uden at være 'ejet' af nogen. Måske var de stadig slaver af nogle aspekter af deres fortid, men de var ikke lænket helt fast. Elena havde altid ladet sin slavetatovering definere hende, men med årene var hun blevet mere end blot et tal. Folk i Groundstone kendte hendes navn. Jovist, blev hun stadig råbt efter og kaldt grumme øjenavne, men ingen bestemte over hende længere.
Hun nikkede ved hans bemærkning om at dette skulle fastholdes som et 'besøg', men mærkede en let rastløshed over sin egen ubrugelighed. Som healer, følte hun sig til nytte. Det ville sikre at hun kunne komme tilbage hertil. For, i hendes øjne, ofrede han en del ved at give hende åbne invitationer. For hendes kendskab til Naailas' by, gjorde hende måske udsat.

Så snart han nævnte at han kunne finde nogle tæpper, kunne hun ikke lade være med at lege med tanken om at falde ned i de bløde sofapuder, med et varmt, trygt tæppe over sig. Hendes hjem, i Redhawk City, var ikke just så bekvemt som dette.
Hun nikkede entusiastisk, som han nævnte at han kunne vise hende rundt næste dag. Hun 'irettesatte' dog snart sig selv, og forsøgte at stryge det, nu store smil, lidt fra sig.
"Så længe det ikke bliver problematisk for dig, at vandre rundt med en slægtsløs tøs ved din side." Der var en selvironisk klang i hendes stemme, men der var også en sandhed bag hendes ord. Hun satte sit krus fra sig på sofabordet, og foldede hænderne i sit skød, "Jeg vil jo ikke brase ind i dit liv, og gøre dig upopulær..." Hun sendte ham et lille, varmt smil.

Han havde allerede rejst sig. Han var forsvundet ind i et rum, der udgjorde hans egen enmandsseng og klædeskab, kun for at komme tilbage med to tæpper og en ekstra, blød pude. Sofaens små puder udgjorde ikke de bedste hovedpuder - det vidste Zach, når han var så udmattet, at han ikke nåede længere end til sofaen. Det havde ofte resulteret i en øm nakke dagen efter og en svag fornemmelse af hovedpine, fordi ens hoved havde lagt på noget der virkede hårdt.
Han kastede det hele fra sig ved siden af Elena, på sofaen, før han smilte let til hende. Det var rart at se hende smile op på den måde.
"Jeg har nogle ting at holde hemmelige. Faktisk ville det næsten kun være nemmere, hvis jeg blev kendt for en mærkværdig venskabskreds, end...Andre ting" han trak let på skuldrene. Han turde slet ikke tænke over folks reaktioner hvis det kom ud, at han var til mænd. At være til ens eget køn, var ikke noget man bare lige kunne lægge fra sig, så han havde en ide om at folk ville være mindre accepterende, end hvis han 'bare' blev set gående rundt med en slægtløs. Trods alt vidste de fleste, hvilken åben type Zach var.
"Det går nok. Der er intet du kan ødelægge for mig. Desuden er byen værd at se!" forsikrede han, stadig med sit smil. Det var måske ikke helt sandt, fordi han legede med planer om at blive leder. Men hvad Elena ikke vidste, kunne hun ikke have ondt af.

De snakkede lidt længere, før de gik hvert til sit og sov. Dagens efter nød de et let måltid og det meste af dagen gik med at vise Elena rundt. Zach bevægede sig let rundt, van til at kravle og svinge sig fra træ til træ. Men fordi Elena var med, tog han oftere broerne mellem træerne i stedet. Det var en sjov og afslappet tur, også selv om nogle af de Naailas de gik forbi, kiggede skeptisk på dem. Zach virkede dog slet ikke til at bemærke det.
Elena var velkommen så mange dage, som hun havde lyst til at blive der. Og selvfølgelig var hun altid velkommen en anden dag igen.
Da hun var rejst hjem, kunne Zach dog ikke helt ryste fornemmelsen af ensomhed væk. Ens hjem var virkeligt noget andet, når man havde selskab, end når der var stille og tomt. Måske burde han få sig et kæledyr?

//Out