Your that girl?(Elena)

Eftermiddagen var efterhånden ved at stå på hæld, og aftensmad tid var ved at blive det, som folk gerne ville se den gode side af, derfor var gaderne ved at blive lidt mere rolige, efterhånden som folk fandt deres veje hjem, eller derhen hvor de nu engang skulle spise. Specielt på en lokal kro, begyndte folk at samle sig, da denne var en af byens bedre spise steder, men der var specielt en der var kommet til denne kro, som ikke lige frem, var kommet dertil for madens skyld.
Denne ensomme sjæl, var i dagens anledning, klædt i den sorte version af sit outfit, hvilket snart ville vise sig at være en god ting, men dette ville ikke være lige nu. Hvad der skulle ske i dette øjeblik, ville dog fungere som en interessant starter, til en situation som denne Dust nok aldrig havde forestillet sig ville ske.

Inde på kroen, var tallerkner med mad efterhånden begyndt, at finde sig vej ud til de forskellige borde, men det var ikke dem alle sammen, der var lige gode at indtage, da Dust havde piftet et par af dem op, med noget af den gift han producerede fra overfladen af sin hud. Disse tallerkner var på vej ud til dem, som han ønskede at dræbe, men på grund af en uheldig forvirring i køkkenet, var en af tallerknerne, fejlagtigt blevet sendt til det forkerte bord, og Dust opdagede dette, da det var blevet alt for sent.
Det uheldige offer, havde allerede spist af tallerknen, lige som resten af de ofre, der havde fået de rigtige tallerkner. Dette uheldige offer havde dog værer heldig, for han havde ikke spist lige så meget som de rigtige ofre, før disse begyndte at vise stærke symptomer på forgiftning.

Dette betød, at da det uheldige offer begyndte at vise symptonerne, havde han langt bedre mulighed for, at komme op på benene, og skynde sig afsted, af frygt for at miste livet hurtigere, hvis hvem end der havde forgiftet ham, nu ønskede at han skulle dø hurtigere. Manden kendte åbenbart til et sted der lå i nærheden, hvor en kvinde måske kunne hjælpe ham, med en eller anden form for modgift, så derfor var han på vej i den retning.
Dust der allerede nu kunne se, at et af hans mål ikke var forgiftet, opdagede hurtigt det uheldige offer, og for at sikre sig at den person der ikke blev forgiftet efter hensigten, fik den død Dust ønskede ham, gjorde Dust det eneste han kunne gøre, når nu han også ville forfølge det uheldige offer. Dust forvandlede sig til en tyk sky af gift, der omringede det uberørte offer, så han blev mere forgiftet end hans venner var blevet, før skyen fløj ud af hoveddøren, og blev til Dust igen, der fulgte efter denne uheldige mand.

Dust vidste ikke hvor han var på vej hen, ikke før de nåede frem til Elenas sted, derfor forfulgte han manden, med en behørig afstand til ham, lige indtil manden gik i knæ foran hendes dør. Hans hud var allerede ligbleg, hans øjne var blodskudte, og nogle bemærkelsesværdige små bylder, var begyndt at gro, omkring hans næse, øjne og mund. Dust'es gift havde en meget bestemt påvirkning på offeret, da den blandt andet gjorde, at offerets hud ville begynde at sprække, som om huden skældede af, derfor var den nem at genkende, men denne mand var ikke nået helt så langt endnu.
Nu hvor manden var stoppet, ved den butik han var kommet til, gik Dust over på den anden side af gaden, lænede sig op af væggen, og begyndte at vente for at se hvad der ville ske.

Trods man så mange lettere mistænkelige situationer som en healer i Groundstone Distriktet, var den unge, slægtløse Elena Crimson, efterhånden så rutineret i sin profession som healer i et belastet område, at de færreste symptomer, sygdomme og andre medicinske situationer, kunne overraske hende. Alligevel, var det med en hvis forvirring, at hun - en ellers 'normal' aften, åbnede sin hoveddør, til den lille, beskedne praksis, og så en patient, hvis symptomer bestemt ikke stemte overens med hans påstande. Madforgiftning? Dette kunne vel umuligt være noget han havde spist? Symptomerne - hvad end de nu skyldtes - var så kraftige, at de - i Elena's hoved, umuligt kunne skyldtes noget der skete for ganske kort tid siden. Måske en stærkere, ukendt gift? Men hvor var det hun havde set det før?

Den unge kvinde, tørrede sine hænder af, i dét forklæde hun havde strammet om livet, og lukkede manden ind. Netop da hun havde fået ham ind i stuen, og anvist ham til at sætte sig på bordet, var det som om hans krop ikke kunne bære ham længere. Han var varm. Brændende. Hun baksede ham snart ned og ligge på det halvslidte bord, og åbnede skodderne på vinduet, så hun kunne få mere luft og lys ind i rummet. Bylderne i hans ansigt var tydelige, og frembrusende. Han var desuden så bleg, at Elena impulsivt forsøgte at tage hans puls, for at se hvor stabil han var. Symptomerne kunne tyde på mange ting. Og dog var der så mange af dem, at det næsten var umuligt at finde ud af netop hvád manden fejlede. Hans vejrtrækning var besværet, øjnene røde, og det var tydeligt at han var i panik over sine smerter. Han var sikker på at han skulle dø.

Elena hastede rundt, og forsøgte sig med naturremedier. Uanset hvad, kom manden dog ikke i bedring. Nej, han fik det værre. Og netop, da den unge kvinde havde givet ham endnu en dose feberstillende naturmedicin, gik det op for hende, hvor hun havde set dette før... - I sin slavetid. Folk havde været så syge, og Elena var blevet adskilt fra flere af sine bekendte, da slaveherrerne forsøgte at forhindre at 'den fremmede sygdom' spredtes. Dust - en ung knægt hun havde kendt - var sporløst forsvundet. Alt havde været kaos, og forvirring.
Elena havde altid antaget at Dust var død. At han var blevet ramt af sygdommen. Men... Var det ikke ham der kiggede gennem vinduet?

Dust havde kigget på længe nok til at vide, at den unge kvinde der ejede butikken, havde svært ved at modvirke, kompleksiteten der lå i hans gift. Hans gift var ikke som så mange andre, den angreb hele kroppen, gennem flere forskellige symptomer, så at modvirke noget, der virkede som om mere end en sygdom, arbejdede mod offerets evne til at leve, krævede at man vidste hvad man lavede. Dog en ting han ikke havde spottet, før Elena opdagede ham, var at han havde set denne pige engang før, så da hun så på ham, kom der et flash af minder i hans sind, der bragte ham tilbage til den tid under krigen, hvor han havde mødt en ung kvindelig slave, da han lod sig fange for at komme ind, og skabe kaos i fjendens rækker.
Ved synet af denne unge dame -omend dette måske var forkert ordvalg, for en der var blind- havde Dust bestemt sig. Han gik med hurtige skridt over til Elenas butik, kom indenfor og lukkede roligt døren efter sig, før han så mod dette hans uheldige offer, før han gik hen til Elena.

"Hvor glad jeg end måtte være, for at du klarede dig gennem det kaos jeg efterlod, dengang vi sidst mødtes, så må vi arbejde hurtigt, at dømme ud fra processens fremgang, er han ikke til at redde om cirka 3 time, og han er død om 5!" sagde han roligt, og lagde sine hænder på hendes skuldre, mens han så hende ind i øjnene, med et seriøst blik i hans ellers tågede øjne "Vi får brug for en salve mod bylder, der skal smøres på ham hurtigst muligt, sæt noget vand over og koge, så vi kan lave en te, basseret på urter mod feber, og de der urter man bruger, til at rense kroppen for toxikering, imens henter jeg noget koldt vand, hans krops temperatur skal slås ned, for at stoppe nogle dele af effekten fra min gift! Når det er klaret, kan vi få et puste rum, til at lave den antigift, der kan udrydde resterne af min gift i ham!"
Dust virkede til at vide præcis hvad han lavede, hvilket han efterhånden også burde, da han havde eksperimenteret med det længe, for at finde ud af, hvad der fik gift til at tikke, og hvordan man modvirkede effekterne af det. Under alle hans små studeringer af gift, havde det lykkes ham, at finde det han kaldte antigift, en måde hvorpå man kunne tage gift, og ændre på det, så den nye gift angreb den gift den var lavet af, og derved modvirkede effekten.

Han skyndte sig hen til det nærmeste sted, hvor han kunne skaffe det vand, han skulle bruge, og bragte en spand med det, tilbage til manden. Han tog mandens trøje af ham, dyppede den i vand, og gav ham den på igen, så trøjen kunne fungere som et stort koldt omslag, dette havde desuden den side effekt på manden, at han gispede efter vejret så kroppen fik mere ilt. Det gjorde ikke længere noget, om hans hjerte slog hurtigere eller langsommere, når først giften var begyndt at virke, var det lige meget om den kunne komme hurtigere rundt i systemet, for dens effekt var allere begyndt at påvirke systemerne som den gik efter i kroppen.

Da manden begyndte at halvt hoste, halvt krampe op, trak Elena sit blik væk fra skikkelsen ude på gaden. For trods, hun havde været sikker på hvad hun så, kunne det ikke passe... Kunne det vel? Desuden var det denne mand der lå på hendes bord, der fortjente hendes uddelte opmærksomhed. Ja, trods hun var begyndt at få en fornemmelse af, at dénne patient måske ikke stod til at redde. Frustrationen fik hendes unge pande til at rynke, men hun forsøgte ikke at vise det alt for tydeligt. Derfor plantede hun en fugtig klud mod mandens pande, og tale blidt til ham, for at holde ham i ro gennem smerten.

Snart hørte hun en stemme bag sig, og kastede et forfærdet blik hen over skulderen. Der var han... Dust... Hun genkendte ham. Selvfølgelig gjorde hun dét. Dé blinde øjne, var ikke til at oversé - men dog havde hun været mere distræt, eftersom hun ikke havde hørt døren hverken åbnes eller lukkes. Han var bare... gået ind... Havde hun virkelig været så tåbelig ikke at låse døren bag sig? Hun vidste at svaret var et rungende 'ja'. For trods hun ofte låste døren bag sig, nu da hun boede i et af de mest kriminelle kvarterer, satte hun altid patienten før sin egen personlige sikkerhed.

"... Du efterlod?" Kom det endelig, fremstammende fra hende. Instinktivt, var hun trådt et skridt hen foran sin patient. Nærmest for at beskytte manden, der dog - i hendes øjne - snart ikke stod til at redde. Og Dust's ord bekræftede hendes teori?....Snart var han kommet hen til hende og havde lagt sine hænder på hendes skuldre. En mild panik lyste i hendes øjne, og også en rungende vrede.Var det ham der var skyld i dette? Var det ham der havde spredt panik og sygdom dengang, og nu havde spredt hvad han kaldte en 'gift' til denne, forsvarsløse mand?

Elena tog en hurtig beslutning, og lod hendes vrede, forblive i brystet. Det lod til at Dust ønskede at forhindre mandens død, men hans måde blot at hundse rundt med hende på, gav hende en dårlig fornemmelse i maven. Alligevel nikkede hun. Afmålt og koldt, før hun gav sig til at sætte en gryde med vand op at koge.
Dernæst gik hun hastigt hen til skabet med medicin og trak en lille grøn æske til sig, der burde virke mod bylder og andre hud-reaktioner med infektions-risiko. Når hun endelig tog betaling for sine behandler, rækkede pengene aldrig langt. Derfor var meget af hendes medicin, ikke det bedste på markedet. Men her i Groundstone District, var selv de mindste medikamenter, mere end indbyggerne ellers kunne få tilgang til.

Hun gik hen til manden, og åbnede salven. Mens hun smurte det klæbrige materiale mod mandens bylder, og lyttede til grydens summen i baggrunden, sendte hun Dust et stjålent blik.
"Hvorfor er du så fokuseret på at redde ham, når du er skyld i selve problemet?" Spurgte hun, mens hun aktivt arbejdede, "Er denne.... 'gift' ukontrollérbar? "

Dust prøvede normalt at undgå, at opføre sig så kontrollerene, som han lige havde gjort overfor Elena, men situationen krævede at der blev gjort det der skulle til, for at forhindre at manden døde. Hans intellektuelle tankemønster havde taget kontrollen, hvilket ofte skete i situationer som denne, hvor han var under pres, fordi der var nogen der var afhængig af, at han gjorde det rigtige. Mens han sørgede for, at få det kolde vand tilføjet på hans krop, hørte han Elenas spørgsmål, hvilket fik ham til at stoppe i nogle få øjeblikke, mens han så ned i gulvet, før han satte spanden til side, og rejste sig op.
"Jeg så ham ude på gaden, da jeg var på vej mod det spisested, hvor han blev forgiftet ved et uheld!" sagde han med en tom klang i sin stemme, der erstattede den ellers følelsesforladte stemmeføring, han plejede at have "Han sagde farvel til en kvinde der lignede hans kone, og en lille dreng der lignede ham! Drengen kan ikke være mere end 5 år gammel, at dømme ud fra hans størrelse, og konen så ud til at være omkring 6 måneder henne, så hun arbejder nok ikke! Det var ikke meningen han skulle få den tallerken, som han fik på den kro, og jeg har ikke tænkt mig at lade min fejl gå udover ham og hans familie!"

Det virkede som at det betød noget for ham, at manden havde en familie, og at han ikke ville have, at mandens familie, mistede deres far eller mand. Han kom hurtigt tilbage til sig selv, og gik med det samme hen til hendes medicin skab, for at finde nogle af de ting han skulle bruge, til at blande den såkaldte antigift, som han havde nævnt. Han tog nogle bestemte ting, hovedsageligt pulveriseret, og tog dem med hen til det nærmeste bord, hvor han satte dem ned, så han kunne begynde at blande dem. Han tog en glas flaske frem fra sin long coat, og startede med at holde en knytnæve over åbningen, så man kunne se, at dråber af sort væske, dryppede ned i flasken fra hans hånd, indtil flasken var halvfyldt med væsken. Han begyndte at blande små mængder af de ting han havde fundet frem, ned i den lille flaske han stod med, og for hver gang han blandede noget i, kom der noget der lignede en kemisk reaktion ud af det. Han satte en prop i flaskehalsen, og begyndte at ryste den, så væsken kunne blive ordentligt blandet, før han fjernede proppen igen, og lod flasken stå på bordet, så den kunne være klar til, når de skulle bruge den.
"Min gift er til at kontrollere, jeg producere den fra overfladen af min hud, og jeg kan blive til en gas form af den, men den er også meget potent, så den virker forholdsvis effektivt! Det er derfor jeg skabte en modsætning til den, i tilfælde af at situationer som den her opstod!" sagde han roligt, og gik hen til gryden, for at se hvor langt vandet var kommet med at komme i kog. Han så hen på Elena, mens han tænkte tilbage på den tid han havde mødt hende. Det var mærkeligt for ham, at denne situation havde ført til, at de skulle mødes igen "Jeg er glad for at se, at du klarede dig igennem den situation, som vi mødte hinanden i dengang!"

Hun pressede tungen op i ganen, som hun smurte salven over den syge mand. Dette var et af hendes mindre tricks til både at holde kontrollen over sine bevægelser, samt sin trang til at underkaste sig kvalmen over det uappetitvækkende syn. Bylderne var store: Ganske vist større end da manden var kommet ind i hvertfald. Hun var bange for at være for hårdhændet med salven, af frygt for at de måtte briste, og forsøgte derved, at være så blid og fokuseret som hun kunne være.
Hun lyttede til hans ord, da han beskrev mandens familie, og kommende tilføjelse til denne. Et 'uheld'? Sådanne hændelser burde ikke kunne ske. Alligevel syntes hun, at Dust virkede ærlig. Men hvor godt kendte hun egentlig denne mand? Hun sendte ham et stjålent blik, og nikkede afmålt. Hendes øjne var en anelse kølige, men hun forsøgte at bevare kontrollen. Hun havde altid været en passiv størrelse, og derved var det altid svært for hende at se, andre lide. Især, når deres skader slet ikke var selvforskyldte eller fortjente.

Mens hun arbejdede, fulgte hun ham med øjnene. Dog forholdt hun sig stille. Stille og ganske fokuseret på hans bevægelser, som han 'ransagede' medicinskabet og begyndte at blande diverse ingredienser sammen. Hun forsøgte at tage mentale noter om hvilke flakoner hans hænder ramte, så hun kunne sikre sig at han ikke blot forgiftede manden yderligere. Dog virkede han kalkuleret og klar over hvad han lavede - selv som en mand med blinde øjne. Måske ville han blot ende mandens liv, som det var måske var planlagt? Hendes mistro mod ham, var vel begrundet, og dog følte hun en hvis tilbøjelighed til at lade ham arbejde. For hvad var det værste der kunne ske? At manden skulle dø, virkede næsten uundgåeligt, så hvorfor ikke satse på at Dust's motiver var reelle?

Hun fulgte ham hen mod gryden, og gav sig til at lytte til hans ord, omkring 'evnen'. De matte øjne betragtede vandet, der - efter et par sekunder - boblede nok, til at hun fjernede det fra varmen. Dernæst fandt hun en kande frem og hældte det kogende vand deri, samt nogle rensende urter, som kunne simre i vandet i nogle minutter. Hun rystede lidt på næsen over hans forklaring. Han lød næsten stolt over evnens effektivitet. Evnen var dog - i hendes øjne - for destruktiv, til at gøre gode gerninger. Men hvem vidste hvem han forsøgte at ramme med den?
"Så... Hvilke situationer er det nøjagtigt du føler at denne gift kan være til gavn? " Spurgte hun, mens hun forsøgte at holde stemmen lidt i ro. Hun vendte sig dernæst om, lagde armene over kors, og lænede ryggen lidt tilbage mod bordet, hvor kanden stod og sugede urternes kvaliteter til sig.
"Jeg blev adskilt fra mange jeg holdt af, på grund af det paranoia din gift skabte" Svarede hun dernæst. Hun rystede på hovedet med et lille suk, "Men i det mindste slap du vel fri..."

"Jeg bruger min gift på dem der dræber, og dem der beordre andre til at dræbe, lige som jeg har gjort, lige siden jeg var 6 år gammel, jeg håber det kan klassificeres som en form for gavn!" sagde han roligt, idet han så op på hende, selvom det at kigge på nogen virkede meningsløst for en, der alligevel ikke kunne se en flyvende sladderdrossel. Han havde før oplevet problemer, som den de stod i lige nu, og han hadet sig selv for det, derfor havde han lært sig selv at redde folk fra hans gift, så han ikke skulle udgyde uskyldigt blod, så længe han kunne undgå det "Mine forældre blev dræbt i starten af krigen, hvilket efterlod mig som forældreløs flygtning, i en alder af 5 år! Det lykkedes mig at klare mig et års tid i skoven alene, før nogen fandt mig, en der tilfældigvis syntes det var bedre bare at dræbe mig, end at lade mig leve, og det var ved hans død jeg opdagede, hvad jeg var i stand til at gøre! Jeg har kæmpet alene imod den her krig lige siden, og jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at beskytte dem, der ikke har gjort noget!"
Man kunne godt høre på ham, at han slet ikke var glad, for det der var sket med den mand, de nu prøvede at redde, det var slet ikke meningen at han skulle forgiftes, og Dust ville ikke have, at han skulle betale prisen for den fejl Dust selv havde lavet. Desuden var der noget i det Dust sagde, der burde antyde ret kraftigt, at han stadig levede i 12 års krigen, sådan rent mentalt, som om han troede på at krigen stadig var i gang, selvom den var stoppet, for omkring 12 år siden.

Han sansede at hun gik over til det kogende vand, og hældte det op i en kane, sammen med de urter der skulle i det, for at hjælpe manden. Han stilte flakonen på bordet ved siden af hende, da indeholdet var klar til brug, dog var de nød til at give ham urteteen først, ellers ville hans antigift ikke kunne hjælpe overhoved. Normalt, ville han give antigiften så hurtigt som overhoved muligt, da det ville kunne modvirke hans gift, før det kom ordentligt i gang i offerets krop, men denne mand havde været påvirket for længe til, at antigiften kunne hjælpe ham alene, derfor var de nød til at slå symptonerne ned, før de kunne redde ham.
"Jeg behøvede ikke rigtig at slippe fri dengang, jeg var ikke rigtigt fangede! Jeg lod mig fange, men håndjern kan ikke holde på en, der kan forvandle sin krop til en gasart, så da jeg kom indenfor, skulle jeg bare vente på den gyldne mulighed, og så gik jeg til angreb! Det var mens jeg ventede på denne gyldne mulighed, at vi mødte hinanden!" fortalte han havde "Det... gør mig dog ondt at høre, at det jeg gjorde, resulterede i at uskyldige skulle ende med at bøde for det! Det har aldrig været min hensigt, at skade krigens ofre, jeg prøver kun at ramme dem der holder den i live!" han så lidt ned i gulvet. Selvom han ikke havde udviklet følelser korrekt, og derfor ofte kun følte vrede, blodtørst eller absolut ingenting, så kunne han måske alligevel også være i stand til, at mækre sorg over de uskyldige. Måske kom denne sorg af, at han selv kun havde været et lille barn, da 12 års krigen startede, og det han var blevet til, var et produkt af krigen. Han kom dog ud af tanken igen, da manden gav nogle lyde fra sig, og så op på Elena.

"Er... øhm er teen ved at være klar? Jo hurtigere vi får antigiften i ham jo bedre, så han kan komme på benene igen! Hans kone er sikkert ved at blive bekymret for ham!" spurgte han lidt forsigtigt.

Så... Dust dræbte kun dem der fortjente det? Men hvorfor skulle han lege gud på den måde? Ofte blev hun selv anklaget for, at bringe folk tilbage til livet, som en eller anden guddommelighed, eller hedensk skabning. Men hun tog ikke liv, og helbredte uden at spørge ind til sine patienters baggrund. Hun dømte ikke deres gode eller onde intentioner, men klassificerede blot alle der havde brug for hjælp i én samlet gruppe. Elena lavede sig dog en mental note om, at den blinde adara i det mindste, brugte sin evne til noget han selv synes var godt; frem for at bruge den destruktivt. Han forsøgte trods alt at stoppe mænd i at begå nye mord. Alligevel kunne hun ikke undgå, at kaste et blik hen mod den syge mand, med en hvis form for medfølelse i de store, udtryksfulde øjne. Hun lyttede til Dust's historie, og smagte på hans ord. Hun var selv forældreløs - eller.. til hendes information i hvert fald. Hun havde aldrig kendt sine forældre, og var praktisk talt opdraget i en slavelejr fra spæd. Én af hendes evner kunne hun, ganske vist, bruge til at påføre andre skade, men hun brugte den næsten udelukkende til at overføre andres skader til sig selv. Dust's sag var i en anden boldgade. Alligevel lød han ærlig. Som om han virkelig troede på sin sag, selvom hans evne tydeligvis gav ham en magt, der kunne foresagde slemme tilfælde, som dét de stod ansigt med ansigt med her i klinikken.
"Måske er du en helt i én forstand. Men dette...-" Hun nikkede over mod patienten, der trak vejret svagt og besværet, "Situationer som dénne bør ikke hænde.". Hun kunne se på Dust, at han ikke selv var tilfreds med situationen, og alligevel, forsøgte hun, med sin rolige tone, at stadfæste alvoren.

Hun fulgte hans bevægelse, som han stillede flakonen på bordet, ved siden af den varme tekande, der sendte en lille dampende sky ud fra dens tud. Opmærksomt, lyttede hun igen til hans ord, og lod ham tale færdig før hun skilte sine læber ad for at sige noget.
"Måske var det ikke din hensigt dengang, og jeg kan næppe skyde skylden på en så ung knægt, som var ved at lære sine kræfter at kende...-" Begyndte hun, med en kontrolleret tone i stemmen. Hun tilføjede dog dernæst, som hendes blik gled op mod hans ansigt, "Men i dag, har du gjort dig endnu en fejltagelse... Måske prøver du kun at ramme de skyldige, men du må være påpasselig, når du besidder så kraftfulde evner. Det gør dig trods alt til en herre mellem liv og død. Og dét er et kæmpe ansvar." Der var en blidhed i hendes stemme, men hun lød også lidt som en irrettesættende søster. Hun rystede dernæst let på hovedet. Det var måske på sin plads at lade situationen lægge og fokusere på patienten.

Da han spurgte ind til teen, løftede hun kortvarig kandens låg, og nikkede. Urterne var blandet godt, og vandet havde suget de gode stoffer til sig. Hun hældte hurtigt en portion af teen i en stor kop, og gik hen mod patienten,
"Kan du holde hans hoved oppe?" Spurgte hun Dust, da hun skulle til at sætte koppen mod mandens læber.

Man kunne mærke på ham, at dette var noget der rørte ham dybt, Dust var normalt ikke god til følelser, men når det kom til uskyldigt døde, den slags vægtede som sten i hans hjerte. I takt med at hun snakkede, holdt han dog alligevel øjenkontakt med hende, og lyttede til hvad hun sagde, en enkelt tanke passerede ham undervejs, i form af at han ikke tænkte på sig selv som en helt, det havde han faktisk aldrig gjort, han så mere sig selv som det modsatte, da han i lang tid ikke engang kunne røre andre, uden at giften slog dem ihjel, dog havde han til sidst lært at slukke for evnen.
"Jeg er blevet givet et valg, der aldrig skulle have været mit til at starte med, i en alder hvor jeg ikke engang kunne finde ud af at styre det!" sagde han stille, mens han gik med hende hen til manden, så han kunne holde hans hoved tilbage, mens hun gav ham den te, hun havde lavet til ham "Mine idealer er bygget på et grundlag af krig og ensomhed, alligevel er det til en hvis grad lykkedes for mig, at skældne mellem skyldige og uskyldige! Jeg ved der ikke er nogen tilgivelse at finde, for en der balancere liv og død i sine hænder, men jeg tror vist aldrig der har været brug for, at nogen andre fordømte mig for mine fejl, for mit sind piner mig nok for det på egen hånd!"

Det var ikke fordi han beskyldte hende for noget, hun havde trossalt ikke gjort noget, andet end at prøve at redde en mand, der havde ledt Dust til hendes dør. Da hun havde givet manden det te han nu orkede at få inden bords, lagge han mandens hoved på plads igen, og begyndte at tjekke hvordan han havde det, Dust vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, så i stedet fordybbede han sig i at hjælpe manden. Han hentede flakonen med den antigift han havde lavet, og fik hældt det ind i mandens mund, så det kunne komme igang med at virke. Nu var det bare om at vente, og prøve at sørge for han havde det så godt som man nu kunne, omstændighederne taget i betragtning. Dust satte sig ned på gulvet foran ham, da han ikke havde tænkt sig at forlade ham, før manden var på benene igen.
"Tror du nogensinde krigen vil få en ende?" spurgte han ud af det blå, mens han sad og kiggede på manden med hans blinde øjne.

Som Dust holdt mandens hoved op, lod Elena koppen sættes mod hans læber. Trods mandens øjne var lukkede, kunne fornemme bevægelser derunder, og det var som om hans mund, glædeligt tog imod den varme drik. I hvert fald sank han roligt urteteen, mens Dust støttede ham, og Elena - med rolige kontrollerede hænder styrede koppen. Trods hendes blik var fuldt fokuseret på patienten, var hun opmærksom på Dust's ord. Han havde i hvert fald selvinsigt; og i et sekund fortrød hun sine hårde ord. Dog havde hun ikke haft insigt nok i hans liv, til at lade sin mund holdes lukket da hun var ansigt til ansigt med konsekvenserne. Nu, vidste hun dog at han viste en form for anger over hvad han havde gjort. Derfor nikkede hun blidt, og bestemt. Som en form for 'punktum', for sine egne irettelsættelser.
"Så lad os lade det ligge og fokusere på patienten..."

Som Dust lagde mandens hoved ned igen, var koppen tømt. Elena holdt den lidt tænksomt mellem hænderne, og trommede lidt på materialet med sine slanke fingre. Dust undersøgte patienten i et sekund, og hentede dernæst flakonen fra bordet, og hældte det i hans mund. Hun iagtog opmærksomt hver bevægelse fra Dust, og fra den lidende mand, som - forhåbentlig - ikke ville dø på dette bord. De ville være nødsaget til at vente, og det vidste hun.
Ved hans spørgsmål, så hun kortvarig ned mod ham, som han havde taget plads på gulvet. Et lille suk forlod hendes læber.
"Nogle påstod at den endte dengang...-" Hun tænkte tilbage på afslutningen af sin slavetid, og hvordan alles øjne var fyldt med håb, som de strøg til forskellige hjørner af verdenen, "Men ender en krig nogensinde fuldstændig?" Hun strøg en lok hår væk fra sit ansigt. Hendes pessimistiske væsen, var én af de grunde til at hun aldrig var kommet videre med sit liv. Hun havde ikke søgt noget synderligt bedre; fordi hun vidste at der var store chancer for, at hun blot ville blive berøvet alt igen.
"Hvad tror du?" Hun var nysgerig på hans svar.

Dust så kort på hende med et lidt taknemligt blik, i de ellers tågede øjne, da hun sagde at de kunne lade det ligge, hvilket han var taknemlig for at hun sagde. Efter at have tjekket manden, givet ham antigiften og sat sig på gulvet, sad han blot og kiggede på manden lidt, før Elena fangede hans opmærksomhed igen. Dust så på hende med et undrende blik, da det hun sagde gav ham antydningen af, at krigen officelt var afsluttet på et eller andet tidspunkt, hvilket var modstridende med hvad han vidste, da han i sit hoved stadig var i krig, fordi han aldrig havde fået opfattelsen af, at der var grund til at tro andet. Men det var måske også forståeligt nok, når størstedelen af dem han havde mødt, var døde for hans hånd, mens de få han rent faktisk kunne tale med, aldrig havde givet ham grund til at tro andet, end at krigen stadig var i gang.
"Er der nogen der påstod at krigen endte?" spurgte han forvirret, mens han så undrende på hende, før han rejste sig op igen "Det kan da ikke passe at krigen er sluttet, jeg har gennemlevet krigen de sidste 24 år af mit liv, jeg lever i den lige nu, hvordan kan krigen så bare være slut?" man kunne nærmest høre på ham, at noget i hans hoved ændrede sig, han var ikke længere den rolige, intelligente Dust, der var kommet ind af hendes dør, men derimod virkede han mere som en der var skør, fordi han var blevet påvirket af krigen for længe.

Dust begyndte at gå lidt utålmodigt rundt i lokalet, mens han begyndte at mumle noget der lød som tilfældige sætninger for sig selv, dog var der et gennemgående tema i hans mumlen, da det lød som om han prøvede at finde noget i de af hans minder, der handlede om kampe og krig. Hvis hun ikke stoppede ham, ville han bare blive ved med at mumle, mens han ville begynde at virke mere og mere skør, som om hans sind var på vej længere og længere ud, af den sti der ledte til vanvid.
"Hmm, hvorfor siger folk krigen er slut? Hvem er folk, jeg hader når folk ikke giver sig til kende, folk er farlige! Elena kan måske have fat i noget, Elena lyver ikke hun er den søde slavepige jeg godt kunne lide, i det der sted jeg skulle gøre det der på... Elena!" mumlede han for sig selv. Hvis hun ikke havde stoppet ham i at gå rundt, ville han vende sig mod hende for at spørge hende, men hvis hun havde stoppet ham, ville han se hende i øjnene "Elena hvordan kom du fri, fra det der sens sted vi mødtes, hvor jeg mødte dig, og gjorde de der ting?"

Ja, det virkede skørt, og hun forstod hvordan nogle folk - såsom Dust - kunne vinke afværgende til ideen om at krigen nogensinde var erklæret 'slut'. Men var det ikke det de havde påstået dengang? Hun mærkede forvirringen i den blinde Adara's stemme, og trak dernæst let på skuldrende. Hun bar ikke alle de rette svar; for hun kendte kun sin egen side af historien. Hun sukkede, og rystede på det kønne, trætte hoved. Hun huskede tydeligt lyset der tændtes i øjnene for dem, hvorfra håbet stadig kunne udspringe. Alligevel havde de fleste slaver fundet en anden realitet, end den de håbede på. De fik aldrig en undskyldning, eller fred. Selvfølgelig var der dem der udslap og grundlagde deres egne samfund, men de blev stadig forfulgt og set ned på. Hun vidste at hun selv kunne have søgt noget bedre; men hendes skepsis havde bibeholdt hende i en hærget tilstand. Jovist, klarede hun sig gennem hverdagen med sine medicinske talenter, men hun blev aldrig frigjort fra dét helvede der eksisterede blandt de store, slægtsløse øjne.

Den blonde healer betragtede Dust, som han begyndte at vandre rundt i lokalet. Mumlende ord gled over hans læber, og hun mærkede et stik af sympati. For hun genkendte indre sygdomme, såvel som de ydre. Det var nemt, når man selv døjede med problemer, trods de nok heldigvis, oftest, var gemt langt væk, bag tykke, indre mure. Alligevel, som hun genkendte sit eget navn i den forvirrende mumlen, blev hendes opmærksomhed lidt skærpet. Forsigtigt trådte hun et skridt hen mod ham, og lagde en blid hånd på hans arm. Netop dá lød hans spørgsmål om hendes frigørelse.
"Det lykkedes mange af Naailas slægten at flygte, kort efter du forsvandt." Begyndte hun roligt, og tilføjede dernæst, "Jeg blev dog fanget før jeg kom med dem... Så jeg blev i dén slavelejr i nogle få år endnu, før en efterladt Naailas, som havde været som en far for mig, fandt en smutvej. Vi stak af. Her til Redhawk City." De havde boet i Undergrunden i nogle år, under ikke så kumre omstændigheder, og alligevel havde Elena i dén periode følt sig tryg.

Hun så på Dust med medlidenhed i blikket, "De sagde måske at krigen endte. Men det er bare for at bibeholde en illusion om fred." Et lidt tragisk, mildt, smil gled over hendes læber, "Men vi ved bedre."