The Painted Girl [Keeva]

"You." Et enkelt ord, og en gammel herre rettede halvt forskrækket sit blik op fra et net han var i færd med at lappe; og op mod en stor skikkelse der som ud af ingenting stod nær ham. Vejret var ikke forfærdeligt godt. Det regnede i tykke stråler, men der var dog ingen vind eller blæst. Den gamle herre sad under et halvtag forbundet med hvad der måtte være hans hytte. Det ene ganske direkte ord var ytret af den store skikkelse der nu stod udenfor halvtaget, og betragtede den gamle mand. Og denne skikkelse, var selvfølgelig Byron. En halv måne var på himlen, og det var mørkt. Sent på dagen. Dét, og den tykke regn, havde givet Byron grund til at lade sig svøbe i en tyk kappe. En kappe der i sit værk identificerede ham som en Hex. Almene borgere vidste udmærket godt hvordan en Hex så ud... Alt andet tøj han bar var skjult af denne kappe, og ligeledes var det meste af hans ansigt. Alt hvad den ældre herre kunne se under hætten; var et hint af nogle røde øjne, en næse, og en mund.
Nu da Byron havde mandens opmærksomhed; fortsatte han. "I'm looking for a painted girl who lives in this village..." Og det burde være nok til at lade den gamle mand vide, at han kunne pege ham i retning. Men den ældre herre var blevet en smule fortumlet, og var endt med at fumle lidt med sin pibe og nettet imellem hans hænder. En typisk reaktion iblandt overtroiske bønder og landmænd, når de så en Hex. Og åbenbart også en almindelig reaktion for fiskere. Men Byron var tålmodig, og ventede blot på svar. Mere end vant til en sådan blandet modtagelse. "That's Helga's lass." Lød det så pludselig fra døråbningen, hvor en ældre dame nu stod. Damen hævede fingeren og pegede. "They's lives in a hut, o'er yonder." Byron fulgte damens finger med sit blik, og nikkede en enkelt gang for sig selv. Alt sammen inden han så vendte blikket, først mod den ældre herre, og derefter mod den dame han gik ud fra måtte være hendes kone. "Thank you." ... "Good night." Sagde han så med et lille hurtigt nik til dem begge; inden han sjaskede videre igennem mudderet og den våde jord, i den retning den gamle kone havde anvist. "Aye. And fare thee well." Lød det ovenud venligt fra den gamle kone - alt sammen inden hun så sendte en flad hånd flyvende mod sin mands baghoved. Således at den ældre herres hat faldt af og han hostede af røgen der kom galt i halsen. "Ye foolish ol' trout! Ye knows to answer the bleedin' Hexman when he comes a' knockin'!" ... "What a mighty fine piece of work ye are!" Og med dén verbale skideballe, blev døren til deres hytte smækket i - og den gamle mand sad tilbage og mumlede lidt gnavent for sig selv som han babbede på piben.

Regnen silede endnu tungt ned fra oven, da Byron nærmede sig hvad han gik ud fra måtte være hytten der tilhørte Helga, og hendes datter. Men selv på vej derover spottede han nogle mistroiske blikke fra små vinduer, inden de blev smækket i. Med tiden var de mange Hexen fra Highcliff Castle kun blevet mere og mere frygtet af den almene befolkning. Men det var måske også bedst sådan. Selv Byron gik også under identiteten af en almindelig Hex. På trods af at han i realiteten var øverste leder af Konklaven. En ting han ofte gjorde, ofr ikke at drage sig mere opmærksomhed end han allerede gjorde. Byron stoppede op foran døren til deres hytte. Stod med sine høje elegante støvler i mudder og regnvand, som en hånd kom ud fra den tykke kappe. Resolut og bestemt, bankede Byron på døren 3 gange, inden han så trådte et skridt tilbage for ikke at virke alt for truende. Han fik også set sig omkring et øjeblik. Fortalte sig selv; at hun måske endnu var i skoven, hvis hun ikke var hos sin mor i hytten. Endnu en gang var Byron tålmodig, og ventede i regnen. Vejr han var mere end vant til fra hans hjem i Highcliff Castle..

Vejret havde været forfærdelig på det seneste og folk holdte sig indendørs eller til byens lokale kro, da ingen gad at blive våd eller kolde for den sags skyld. De eneste som befandt sig udenfor, var de to lokale vagter som var på patrulje for dagen, da de var stationerede i byen og havde ordres. Som Byron nærmede sig mere og mere hytten han blev guidede hen til, endte han mere og mere ud i udkanten af byen. Faktisk så var det et af de yderste huse, før man kom ud på landevejen mod den store Highview City som alligevel lå et par gode timers ridetur, da skoven var stor.
Omgivelserne lige omkring hytten lignede lidt noget man ville finde omkring en skovhytte dybt inde i skoven, dog med et enkelt omhegning til en hest som bare passede sig selv i regnen. Men det var tydeligt at den lille hytte var byggede til at kunne klare sig selv, da der var forskellige redskabsværktøjs, som flåning stativ og en træstub med mange øksemærke, fra hugning af brænde. Hytten selv var gammel, byggede småt, ikke større end noget der kunne holde 2-3 mennesker højest boende, da der var smalt. Med en lille skorsten med damp der lige så stille sev ud af den, tegn på at der var nogle hjemme.
I det heletaget, var hytten byggede med meget forskellige sten, både store og små og fik et meget skovhytte af det, selv døren var slet ikke af samme fine udseende, som resten af det fleste huse i landsbyen.
Som vagterne passerede Byron med ekstra varmt tøj pp og tykke kapper over som de svang om dem selv, kiggede de over på Byron. De ventede lidt på hvad han gjorde, men valgte at gå videre på deres patrulje da de så han var enten på vej ud af deres landsby eller over til heksens hytte, hvilket de ikke ville blande sig i.
Som regnen kort stoppede, kunne man se nogle små lysstråler i de få og små huller som dannede sig og lyste mindre områder op i landsbyen. Dog når Byron nåede hen til hytten Helga og Keeva boede i, havde skyerne rykkede sig og et brag lød op i himlen, efterfuldt af samme tunge, tykke og hæftige regn.
Da han havde bankede på, kunne man næsten ikke høre fodtrinene inde i hytten, før de var helt henne ved døren som blev åbnede. Døren blev dog ikke åbnede på vidt greb, da den tunge regn bare ville plaske ind i hytten, men den blev dog åbnede nok til at der var plads. Et lidt ændre ansigt viste sig som døren blev åbnede lidt mere, Yes? Spurgte den sort hårede kvinde som åbnede døren en smule mere.
Hun bar et gråt tæppe omkring hende og en mat slidt kjole med lidt brunligt skær i den som hun smilede varmt og imødekommende, dog spørgerne da hun ikke vidste hvem manden var foran hendes dør. Good evening hilste hun så ordentligt og kiggede kom op mod himlen som ikke lige så særlig lovende ud. Skyerne var blevet meget mørke, næsten sorte og blev kun lige oplyst når det lynede.

//OMG! Elsker dit engelske! Cx <3

Byron vidste ikke meget, hverken omkring den malede pige, eller hendes moder. Den gamle kvinde havde ikke nævnt noget om nogen heks eller lignende. Desværre, ville det nok have været brugbar viden. Konklaven og dets Hexen var blandt andet ansvarlige for at regulere og overvåge brugen af magi. Og i fortiden havde Konklavens Hexen jagtet praktikanter af mørkt magi, og hekse. Der var stadig Hexen der af og til fik kontrakter på at jagte kvinder anklaget for at være hekse. Men det var for det meste noget vrøvl det hele. Alt i alt - var det meget muligt at Byron nærmede sig et hjem der ikke ville tage godt imod ham. Eller han vandrede måske i en farlig situation. Uanset hvad; var det netop hvad han gjorde. Til ham var Helga blot en kvinde, og den malede pige var hendes datter.
Det ildevarslende og til nogle ubehagelige vejr, generede ikke Byron synderligt meget. Hans sorte og tykke robe var mere end nok til at holde ham tør indenunder. Desuden syntes han underligt nok, bedre om vådt og gråt vejr, end han syntes om solrigt og klart vejr. Så han kunne vel sagtens have ledt den nærtliggende skov igennem efter den malede pige... Men at besøge hendes hjem var et sikkert første bud, trods alt.
Tålmodigt ventede Byron på at døren skulle gå op, og inden da havde han sørget for at træde et skridt tilbage. Han havde ingen ønsker om at skræmme nogen eller virke alt for nærgående eller insisterende. Da døren så endelig gik op, trak han en smule tilbage i hætten der var over hans hoved; netop så kvinden kunne se hans ansigt, i stedet for at blive mødt af en mystisk fremmed. "Helga, correct?" Lagde han ud, for at være sikker på at han var kommet det rette sted hen. "I apologize for disturbing you at this hour." ... "But I'm looking for your daughter.." Byron var en anelse direkte. Som han altid var. Han havde hverken tålmodighed eller lyst til at snakke om det slemme vejr, eller charme sig ind på kvinden inden han fortalte hende hvad han egentlig var kommet efter. Enten ville folk ikke snakke med ham, ellers ville de. Og sådan var det i al sin enkelthed. Selv uden hjælp fra hendes moder, skulle Byron nok finde frem til den malede pige.. Men lidt hjælp og en imødekommende kvinde var da altid nemmere og ikke mindst mere rart.

Helga kiggede på den hætteklædte mand som stod ud det voldsomme regnvejr med de rødeste øjne som lyste klart i mørket som lige så stille indhentede tiden. Ay, who ye might be? Spurgte hun med sin kraftige skotske accent med sit lille imødekommende smil. Dog var hendes datter ikke hjemme, hun havde ikke været hjemme siden hun havde hjulpet Helia hjem. Haven't seen ma daughter since this morning fortalte hun men opdagede at hendes hest faktisk var tilbage, hvilket måtte betyde at hun kom tilbage på et tidspunkt, men tog af sted igen med det samme.
Why don't ye wait inside before the dreich weather makes ye drookit and sick? Ma daughter could come home anytime now forklarede hun og inviterede ham indenfor. Da han ikke virkede til at have en aggrassiv attitude eller virkede som en ondskabsful væsen, ville det være høfligt at invitere ham indenfor. Han havde godt nok en tyk kappe over sig, men derfor kunne man stadig godt gå hen og blive syg.
Helga lod døren stå på klem, hvis han tog imod hendes tilbud og gik tilbage for at færdiggøre aftensmaden, hvilket bestod af suppe, godt imod dette forfærdelige vejr og så holdte det en varm for nattens kolde natur som ofte ville falde over denne del af slægtens land.
Ikke langt fra hvor Byron stod og Helgas hytte lå, bevægede en ung kvinde sig gennem den stillestående, men tunge regnvejr med hætte og pelskappe omkring sig, i ansigtet var der en klar malede blå krigmaske. Disse var formede som klør og gik nedad med ansigtet, med hvid farve malede i starten af håret, hvilket gav et krigerisk udseende.
Med sit lidt specielle formede spyd som havde to ekstra mindre men lige så spidse spydblade en smule længere nede på metallet. Største grund til at fremmede faktisk ikke hørte meget om heksen fra Lilypad Village, var fordi at det kørte meget i landsbyerne, da de var meget troende på det overnaturlige, modsætning til de fleste i byenkt. Folk i byen kom meget sjældent så langt ud at de ville høre om sladren omkring heksen i Lilypad Village, da ingen faktisk havde set forbandelser blive kastede.
Det har altid været sladre gennem en ven af en ven som kendte en mand der havde lyttede til en vagt snakke om noget med en heksen han mente han, havde set en mørk tågede aften.

Med alle de mennesker han snakkede med fra tid til anden, burde han da nærmest være blevet bedre til det, ikke? Men uanset hvad kunne han bare ikke slippe følelsen af at være en smule ude af sit rette element; når han førte samtaler med andre. Ikke at en samtale ikke kunne være behagelig, eller et møde med en fremmed ikke kunne være hyggeligt... det var blot... ikke hans væsen at være så åben og imødekommende som så mange andre mennesker. Man behøvede jo ikke engang at stole på en anden for at være imødekommende. Det var vel hvad andre forbandt med høflighed? Men han kunne da godt være høflig, ikke? I sidste ende måtte han blot hanke lidt op i sig selv, og takke imod Helga's generøse tilbud, da hun inviterede ham indenfor. Det var jo trods alt bedre end at stå udenfor. "Thank you." Lød det fattet fra ham, som han trådte indenfor. Han var endda nødt til at bøje en smule i knæene og vende hovedet, for at komme ind af døråbningen. Det første indtryk han fik, var selvfølgelig duften af den mad hun var i færd med at forberede. Og så var der selvfølgelig hans egen størrelse sammenlignet med hytten. Det var ikke altid forfærdeligt bekvemt at være så stor som han var. "You can call me Byron." Introducerede han sig så endelig, imens han sørgede for ikke at stå i vejen for hende.
Byron beholdte sin robe på, men havde dog trukket hætten helt tilbage, så hans hoved var helt afsløret. Han havde intet at skjule, også selvom han ikke introducerede sig selv ved sin titel. Dog vidste han alligevel ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Så han rynkede svagt sine bryn. "Do you know where your daughter might have gone? I could look for her, if you're worried?..." Foreslog han nærmest. En helt dag væk, var alligevel lang tid. Men Helga virkede nu heller ikke synderligt bekymret. han havde hverken set eller lagt mærke til Keeva udenfor eller tæt på hytten.

Helga vandrede lidt frem og tilbage i hytten, hun var næsten færdig med maden og manglede lige nogle krydderier. Hun vendte sig rundt og gik længere ind i hytten og forsvandt ind i et kammer i venstre side af hytten. Gled tae meet ye Byron kom det fra Helga først lidt fjernt inden fra kammerede, men blev tydeligere som hun kom ud af kammerede igen og gik hen til kedlen igen. Hun lod krydderierne falde ned i suppen som hun rørte rundt, Naw, she auld able tae take care of herself, she auld probably on her way home anytime nou svarede hun med en viftende hånd til hans spørgsmål. Det var nok en af de dejlige ting ved at havde en datter som Keeva og ikke en helt almindelig datter som ikke kunne noget som helst, da Keeva altid har kunne klare sig selv i verden.
Hytten var ikke stor, hvilket var grunden til at Byron måtte bukke sig, da hytten passede til Helgas højde og hun var lavere end Byron endda. Derud over stod der et meget simpelt træbord op af væggen, overfor kaminen med en stol for bordeden og en bænk også pegede imod ilden.
Hvis man bevægede sig længere ned, ville man komme til to rum så lå skrådt for hinanden, venstre rum, som var kammerede Helga havde hentede krydderier i. Til højre lå et soveværelse med et kardin for, men hvis man gik derind, ville man se en dobbelt seng og en enmandsseng op til væggen.
Over bordet i stuen, hang der et stativ, hvor nogle få tørre ingredienser og fulge, samt harer hang til tørre. over karminen hang en hyle med små og større flasker, nogle fyldte, andre tomme. Nogle af flaskerne havde underlige farve, unaturlige farver som ikke så særlig lækkert ud.
Why ‘dinnae ye sit doon maister Byron while ye auld waiting for ma lassie? forslog hun Byron, i stedet for at han bare stod og følte sig i vejen for hende.
Sae.. what brings ya here tae Lilypad Village? Spurgte hun og fandt to skåle frem men stoppede lige kort og vendte sig imod Byron, Oh, dae ya want some brot sae well? spurgte hun pludselig da hun faktisk ikke havde tænkt over at nu da de nu ville være tre, måtte hun heller lige spørger Byron om han også ville have lidt suppe. Dog før Byron nåede at svare, slog døren op og ind trådte en ung kvinde, krigsmaling og hvid jordmaling i starten af hårbunden ved panden. Med sit spyd i hånden lignede hun en som var her for at plyndre og røve, men hun var skam ingen af delene, da hun var ingen andre end Helgas sent ankommende datter. whaur ye been lassie? Spurgte Helga som hun hældte suppe op mens Keeva gav Byron et enkelt fjern og ligeglad blik og vandrede forbi ham.
Hun forsvandt ind bag gardinet og kom ud igen så uden sin store pelskappe og spyd for så at sætte sig på en stol, da maden som sagt var klar og gik igang med at spise. Eh, the forest for a bih svarede hun og spiste sulten.
Keevie, this is maister Byron, he is leukin for ye introducerede Helga Byron til sin datter og satte sig selv ned ved siden af sin datter.
Helga havde endda heldt op til Byron, da hun ikke vidste om han var sulten eller ej og ville være uhøfligt ikke at give manden noget mand.

Efter sikkert mange standarter var denne hytte meget beskeden. Men alligevel ganske fascinerende, hvis man spurgte Byron. Han var bestemt ikke kræsen eller dømmende omkring den slags, og kunne sagtens se den beskedne hygge og hjemlige ro i en hytte som denne. Endda ville han nok syntes det var mere hyggeligt end nogle af de store palæer han havde været i. Nok havde han sit fine tøj på, men han kom fra langt værre begyndelser end man nok ville tro. Dog... ja, det var ikke just den største hytte. Og bestemt ikke et vitterligt bekvemt sted for en mand af hans fysiske størrelse. Der var nogle få stedet hvor han ikke behøvede at bøje en smule i nakken. Men at have rank ryg; var udelukket.

Men den største udfordring var da næsten ikke at stå i vejen for den ældre dame, som hun fór rundt i hendes hytte, kokkerede, dækkede bord, og alverdens ting. Ligeledes fandt han da også hurtigt ud af at hun kunne være en anelse insisterende. Men Byron kunne lide hende! Fantastisk venlig, imødekommende, og sikkert stædig som et æsel. Så måske han blot burde gøre som hun foreslog? Desuden ønskede han da heller ikke at være på tværs, eller at fornærme sin værtinde. Det hele gik næsten så hurtigt, at han egentlig ikke rigtig nåede at svare på hendes ord, overhoved. Hun foreslog at han satte sig ned; hvilket han takkede ja til med et nik, da hun jo allerede var på farten igen øjeblikket efter, og stillede ham endnu et spørgsmål. Hvorfor han var i Lilypad Village? Hans eget temperament og væsen bød ham at overveje sine ord inden han svarede.. så atter engang nåede han ikke at svare den kære dame, inden hun stillede ham atter et spørgsmål. Det hele, alt dette, denne dame... Han endte med at smile lidt diskret for sig selv imens han fik sig sat til rette på en stol der nærmest syntes for lille til ham. Han følte sig næsten som en kæmpe i et dukkehus. Og derved var adskillige minutter gået, uden at han kunne få indført et ord. Og faktisk, kunne han lide det. Så længe den kære dame kunne klare at han ikke talte så meget; så havde han det helt fint med at hun førte en ensidet samtale.

Men det hele nåede dog en ende da døren gik op, og en ung kvinde trådte ind. Eller pige. Hendes alder var en smule svært at regne ud, men det var også ligegyldigt. Som det første bemærkede han hendes blik, og han indså derved hurtigt at hun nok ikke var den snakkesalige type. Så Byron droppede at hilse på hende, da hun jo også bare gik køligt forbi ham. Endnu en gang viste der sig et svagt og diskret smil på hans læber. Hvis denne unge kvinde havde tænkt sig at passe sig selv, kunne hun få det som hun ville have det. Han bed mærke i navnet "Keevie", som dog mere lød som et kælenavn - alt imens han greb en ske, og kørte den en smule rundt i suppen. Skeen var imellem to af hans fingre. Og imens den kørte en smule rundt i suppen, begyndte suppen at hede op i skålen. Endnu en lille fordel ved at være født en Oikan... Og han nød varmt eller stærkt mad. Han havde jo ikke engang brug for at spise, men hvis han endelig skulle, ja, så skulle det da smage af noget. Han fik dog ikke smagt til suppen inden Helga introducerede ham, hvorefter Byron vendte et blik mod den malede pige fra under sine øjenbryn med en let sænket hage. Men atter en gang valgte han ikke at sige noget. Han var måske ikke den bedste menneskekender af dem alle... men hvis en tøs som Keeva skulle lokkes ud i tale; ja, så måtte hun nok hellere selv starte... Desuden var det da en smule spændende at finde ud af, hvordan hun mon vilel reagere på nyheden om at han havde ledt efter hende.

Keeva viste ingen tegn på at hun fandt denne høje velklædte mand interessant og gav ham et kort blik op fra sin suppe, Chunnaic mi amadain nas fheàrr lød det fra hende koldt og på ingen måde imødekommende, dog på skotsk gælisk, da hun tvivlede på gæsten kunne tale gælisk. Helga udbryd i en fornærmede støn og gav sin datter et dømmende blik, Ghiùlanas Keevie, tha e aoigheachd! Lød det moderligt fra Helga til sin datter på gælisk.
Helga gav sin datter et stramt blik og nikkede med hovedet imod Byron, som tegn på, "du har bare opføre dig ordentlig", hvilket fik Keeva til at kigge Byron i øjne med sine egne havblå øjne. Keeva havde kraftig sort malede mascara omkring øjne, hvilket forstærkede det blå i sine øjne. Keeva slikkede sig om sine fyldige læber og rettede sig op, fine, why ar ye leukin for me? Spurgte hun Byron med begge albuer på bordet og et undersøgende blik.
Keeva kendte ikke til manden, anede ikke hvem han kunne være, måske lignede han en hun havde dræbt før? Måske var det en af Helias fars brød som han så ofte sendte efter hende i ny og læ. Hvis han var en af dem, var han så godt som død, da på ingen måde, kunne den fremmede nå hen til hende, før hun kunne slå ham ihjel. Karminens ild gnistrede fredeligt under kedlen som hang og passede sig selv med en smule suppe tilbage, som blev holdt varmt.
Helga sad og holdte lidt øje med sin datter, da keeva var lidt af et røvhul over for fremmede, normalt tog hun ikke så meget af det, men når det var imod gæster, skulle man være en god vært og ikke et røvhul. Nu da Keeva fik set manden lidt bedre af, fik hun dannede et bedre billed af ham. Han var pænt klædt, sikkert af højere status bland kruttønderne over i Firemouth District, dog ham her virkede mere som en af de rige Takumara lords i Highview City, da han havde en utrolig rolig udseende og være måde.
Keeva fortsatte med at spise, dog uden at fjerne blikket fra deres besøgende, da hun ikke brød sig særlig meget om hvor rolig han var, måske var det fordi hun selv var alt for aktiv, men igen, hun fik et indtryk af at han havde noget at skjule. Dog så stå det ret komisk ud som han virkede alt for stor til stolen han sad på, hvilket Keeva fandt ret sjovt, dog uden at vise det på ansigtet.

Denne unge Keeva virkede på ingen måde hverken interesseret i hvad han ville, eller syntes at give noget som helst for at han sad lige overfor hende. Hun virkede nærmere som en lille hidsigprop der ved et enkelt forkert ord, ville kaste sig over bordet og forsøge at stikke hendes ske i nakken på ham. Hvilket, faktisk, var en smule underholdende for Byron. Den lille Keeva kunne få lov til at være ligesom hun havde lyst til. Han var da ligeglad om hun var blid som et lam, eller arrig som en løve. men alt hvad hans blik kunne fortælle hende, var; at der skulle meget mere til end et skarpt blik til at skræmme ham. Der var næppe mange der havde set de samme ting som han havde set... og helt ærligt; så lignede hun en eksotisk prostitueret, i sammenligning med de ting han havde set i sit liv. Ligeledes fandt han det også en anelse underholdende at hun valgte at tale i et sprog han ikke kendte. For nej, han forstod ikke hvad der blev sagt imellem dem. Men at dømme på tonen, gik han ud fra at det var en eller anden form for fornærmelse hun havde kastet efter ham. Eller hun havde måske givet udtryk for hvor ligeglad hun var. Uanset hvad, rørte det ikke Byron. Og han førte i stedet skeen op til sine læber, og så suge en smule af den varme suppe til sig.

Ligesom Keeva gjorde det, holdte Byron sit blik mod hende. Hun var tydeligvis ude på at nedstirre ham, og ham ville da nødigt skuffe hende! Så hvis dette skulle blive en lille konkurrence i et stirre - så kunne hun måske møde hendes match i en mand der aldrig sov? Byron svarede hende ikke med det samme, da hun spurgte til hans ærinde. I stedet overvejede han kort hvad han skulle sige. Hvordan ville hun mon reagere? Han regnede nu ikke med at hun ville kaste sig over bordet, som han havde overvejet det tidligere. Men Byron var ikke nogen svækling eller teenager med bløde knæ. Hans parader var aldrig nede; også selvom han ofte kunne virke meget rolig. I sidste ende valgte han dog at droppe alt det formelle og det pæne, og springe direkte til sandheden. Også selvom Helga måske ikke kendte noget til Helia. Og også selvom Keeva måske ikke ville være interesseret i at hjælpe ham. Hvis hun ikke havde tænkt sig at hjælpe ham, kunne han jo også altid bare smutte. Værre var det ikke. "I'm looking for a girl. She goes by Helia Rosebloom." Byron holdte sit blik fæstnet mod Keeva. "I was told you met her.." Og mere fik hun ikke lokket ud af ham, endnu. Han ville se hvordan hun reagerede. Se om hun ville benægte det, eller tage imod det. Reagere aggressivt, eller passivt.

Man skulle næsten tro at de sad og havde vild stirre konkurrence mellem hinanden, dog det var ikke hvad Keeva havde gang i, dog mere at hun ikke vidste hvor hun havde ham. Det gjorde ham farlig og utilregnelig, da hun ikke vidste hvem han var eller hvad han kunne gøre. Hun stoppede med at spise sin suppe da manden nævnte Helia, hende havde hun ikke for meget lang tid siden sagt farvel til, ved storbyen port... Hvad ville han med hende?
Selv Helga blev en smule overraskede over at Byron ledte efter det bedårende pigebarn som var hos dem i en dags tid, før hun tog hjem. Wait, ye mean yer lookin' for that sweet lass? Spurgte Helga, Byron og blev helt nervøs for pigebarnet nu. Aye.. A met the princess in the forest bekræftede hun Byrons spørgsmål, dog sagde ikke mere. Keeva så ingen grund til at sige mere og han måtte prøve bare lidt mere, hvis han ville have mere ud af hende, og fortsatte med at spise sin suppe.
Hvad før havde været en konstant tapping fra tusind af regndråber, var stoppede lige så stille som de sad og spiste og varmede sig ved ilden der stadig gnistrede og skabte lange skygger i hytten. Til sidst kunne man slet ikke høre regnen mere, da den var holdt op og en svag og stille vind blæste en smule på siden af hytten.
Why ye asking redeye? Spurgte hun og kiggede op fra sin skål som hun havde ført op til sin mund for at drikke resten som var tilbage, men fortsatte med at slubre suppen i sig til der ikke var mere tilbage.
Da hun var færdig med sin suppe, placerede hun skålen på bordet igen og med et pludselig, dog tungt "klonk" lyd, havde hun lagt en dolk på bordet. Chan eil sam bith, eil thu a 'dol a mharbhadh ar n-aoigheachd Keevie! Protesterede Helga da hun så dolken.
A'm not goin' tae killed him.. if he isn't part ae princess' family svarede Keeva sin mor og tog sig opgivende til hovedet og bevægede sine fingre i cirkel bevægelser ved tændingerne.
Why ar ye leukin for princess? Spurgte Keeva så Byron og holdte dolken i sin hånd og vippede den fra side til side uden at fjerne blikket fra manden. Tøsen havde allerede nok problemer med sin familie og hun havde ikke brug for flere problemer. Sjovt nok hvis Keeva kun lige havde mødt Helia, havde hun været absolute ligeglad med Redwood kvinden, men nu var det en anden sag.

Jamen dog. Hvis han ikke tog meget fejl, så syntes det da som om at de var ved at nå et sted hen, med denne simple udveksling ag spørgsmål og svar. Keeva svarede jo trods alt ganske direkte og sandfærdigt til hans spørgsmål. Et svar der fik Byron til at nikke en enkelt gang, en anelse tænksomt. "I see.." Lød det lavmælt og lidt fraværende fra ham som svar til hendes ord. Så Ophelia havde været i Lily Forest? Hvad havde hun dog lavet der? Nok var hun på flugt, men en sådan skov var ikke just altid et bedre alternativ, end en vej. Mon den unge Ophelia havde erhvervet sig nogle nye talenter med årene? Eller vandrede hun modløst rundt i skoven i lang kjole? Faktisk nåede der lige at boble en svag bekymring for pigen i Byron, inden en lyd overskyggede alt andet.
Byron vendte blik, såvel som tanker, fra alt andet; og lod sine øjne hvile på den kniv Keeva havde lagt op på bordet. En simpel gestus, som dog gjorde tricket, turde man sige! Det fik Byron til at ranke sin ryg en anelse og fugte sine læber for resterne af den smule suppe han havde taget til sig. Han virkede næsten.. ligeglad? Med et kropssprog der nærmest udstrålede: So this is how we'll do it?... Alt sammen, selvfølgelig, imens Helga tydeligvis gav hendes uvorne datter endnu en verbal skideballe. Da Keeva så nævnte at hun ikke ville dræbe ham; satte Byron sig til rette på stolen, placerede sine store hænder mod bordkanten, og vendte endnu sit blik mod Keeva. "I have no ill intentions towards you, your mother.." Han kiggede kort på Helga. "Or Helia." ... "In point of fact, I'm her friend." Han spændte sin kæbe som blikket fæstnede sig mod Keeva. "But if you think you scare me, girl.. then you are terribly mistaken." Hans stemme var ikke engang arrig, eller intenst. Blot... rolig og fattet. Og dog alligevel; talte han med en autoritet der om ikke andet fortalte, at han havde oplevet lignende ting, mange gange.. "So take my advice, and put that knife away... Before this turns into something we'd all rather avoid.." Reglerne var lagt for dagen; og de var ganske simple. Ingen truede Byron. Hverken direkte, eller indirekte. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at forsætte med denne samtale, før hun havde enten forstået eller så meget som accepteret det simple faktum.

Keeva rullede sine øjne til Byron der prøvede at virke autoritær over for hende, hvad troede han hun ville bukke under for hans oversnobbede og fine rigmands snak? Så kendte han hende tydelig vis nok ikke, hendes far kunne ikke kontrollere hende, og han var direkte slægtens general for da Lunas far var lederen.
Scare ye? A'm not gonna scare ye, if A wud A cud killed ye right there, right no', but A'm nae gonna do tae forklarede hun lige så roligt dog med en lige så autoritær stemme. Hun var ikke bange for denne her mand, hun var ikke bange for meget, hvis nærmest intet. Keeva var ikke en der blev bange, hun elskede fare og var ofte grunde til hun endte ud i for dybt vand. Det skal dog siges at Keeva på ingen måde var en som ikke kunne klare sig selv da hun har træning bag sig og folk ofte ikke regnede med hvor brutal hun kan være.
Måske havde Byron fordele som at han ikke var dum, når det kom til modstander, eller vide hvornår man skulle bevæge sig forsigtig frem, eller slet ikke pisse anden person af. Men mange få havde noget imod hvad Keeva kunne, hvilket gjorde hende så farlig at pisse af og var en af grundene til at hun blev kaldt en heks. Dog så var det på ingen måde ufarligt for Keeva at bruge sin evne. Helga sad bare og rystede opgivende på hovedet over sin datter. Keeva kiggede på Byron med et spørgernde blik. Helga rejste sig op og rystede endnu en gang på hovedet som hun tog både sin og sin datters skåle for at ligge den hen til bunken af ting som skulle vaskes. A'm really am sorry for ma lassie undskyldte hun på sin datters vejne. Keeva blev daskede til på siden af skuldren som tegn på at hun skulle smutte ud for at hente noget mere brænde, da de faktisk var løbet tør for det. Keeva blinkede flabet til Byron og rejste sig og forsvandt ud af front døren for at hente brænde mens Helga satte sig ned igen.
Naw but really, A'm sorry for ma lassie's behavious. She is telling the truth aboot Helia forklarede Helga en smule blanding af trættende og opgivenhed over sin datter.
A'm sure she'll be able to take ye to the place she said Farewell to the lassie forklarede Helga og smilede moderligt til Byron.

Byron havde håbet at en smule hård retorik ville være nok til at stoppe det lille show af indirekte trusler og ligegyldighed der kom fra den unge kvinde. Men ethvert forsøg på at sætte sig selv i blot en smule respekt var faldet på døve ører, og prallede af den unge kvinde som regndråber mod en sten. Og tilbage sad Byron med nok samvittighed i sit sind; til ikke at blive voldelig. For... hvilken slags mand ville dog også forsøge at gøre skade på en ung kvinde, imens hendes moder sad ved samme bord? Uanset hvor alvorlige Byrons ord i sådanne sammenhæng plejede at være; så han sig dog nødsaget til at sluge sin stolthed, imens Keeva fortsatte med at true ham, alt sammen i samvittighedens navn. Alt hvad han blot gjorde i stedet, var at kigge på pigens kniv, som endnu lå på bordet. Hun havde ikke engang gjort noget for at fjerne kniven. Allerede inden moderen begyndte at vise sin utilfredshed over alt dette; vidste Byron at han intet ville få ud af denne unge kvinde. Han havde ganske enkelt ikke tålmodigheden til at lade sig selv tilpasse hendes væremåde - da hun slog ham som en sådan type. Typen der kun ville acceptere et andet menneske hvis det menneske spillede efter hendes regler.
Byron sukkede lydløst, og måtte konstant minde sig selv om konsekvenserne ved en voldelig konfrontation. Et ødelagt hjem for en moder og en datter der allerede havde lidt i denne verden. Og da han bestemt ikke tvivlede på sine egne evner; en moder uden sin datter. Så på sin vis kunne man sige; at Byron undgik konfrontationen, af den simple årsag, at han ville vinde. Han var en Hex. Og ingen andre end en anden Hex ville kunne forstå. Hun kunne forvandle den smule suppe i hans mavesæk til is, lade hans egen våde robe kvæle ham, eller bøje og dreje blodet i hans ganske årer... og det ville ikke overraske Byron. Hun kunne hoppe over bordet, under bordet, flippe bordet, gribe et køkkenredskab, kaste sig efter sit spyd, kaste kniven hun havde lagt på bordet... og det ville endnu ikke overraske Byron. Byron var aldrig en mand der hverken blærede sig eller viste sig frem, til trods for hans absolutte selvsikkerhed. Ligesom med hende; undervurderede man ofte en stillesindet mand i fint tøj...

Han var blevet siddende i stilhed, og havde accepteret og taget imod enhver fornærmelse eller trussel fra den unge kvinde, inden hun var trådt udenfor. Hvorfor hun var trådt udenfor, vidste han selvfølgelig ikke; men i det mindste lyttede hun da en smule til hendes moder. Byron placerede skeen i skålen med suppe, og skubbede den en smule væk fra sig. Alt imens Helga straks begyndte at undskylde på hendes datters vegne. Noget hun sikkert gjorde ofte... "There is no need to apologize." Lød det fra ham, som han fik skubbet stolen en smule tilbage. "It is not her behavior that disagrees with me." ... "She threathened me, and walked away..." Selv fra den stoiske og kølige Byron kunne man høre en svag utilfredshed over situationen. "She is lucky to have such a charming and kind mother." Tilføjede han så med et diskret smil; idet han fik sig rejst op. I hvert fald så oprejst han nu en gang kunne være i denne beskedne hytte. Byron var dog en mand af sine egne overbevisninger. Og han havde ikke længere tænkt sig at gribe efter røg og vand i en samtale der aldrig havde været velment fra andre end ham selv. Selv Helga vidste mere om Helia end han selv gjorde... Men han skulle nok finde hende. Med eller uden Keeva's hjælp. Byron greb sin robe, og iklædte sig den som han atter vendte blikket mod Helga. "Thank you, Helga." ... "For your kind hospitality." Og i det samme derefter; åbnede Byron døren og trådte udenfor.
Regnen var stilnet af, og tilbage var blot en sort nattehimmel. Han havde tidligere hørt hvilken vej Keeva var gået omkring hytten; og kiggede så ned på jorden. Opsat på at gå modsatte vej. han tvivlede på at de to ville kunne have en civiliseret samtale uden at hun truede ham igen. Der var hans egne fodtrin, og to andre sæt - som sikkert tilhørte Keeva. Han fulgte de fodtrin der førte mod skoven. Spor kunne anes i al slags vejr, og i flere dage; hvis ellers man vidste hvad man kiggede efter. Så Byron havde tænkt sig at følge Keevas spor i skoven, og forhåbentlig støde på Helia's spor ligeså. Han sukkede dog en anelse som han stod ved kanten af skoven. Dette ville tage lang tid. Hætten røg over hovedet igen, inden han så ganske roligt fulgte de mange spor på jorden. Keeva gik tydeligvis denne rute næsten vejr dag...

Ye're not gonna find anything oot in the woods Lød det pludselig bag Byron, som om stemmen var skabt ud af blå luft. If ye're hoping to find anything aboot Helia oot in the wood, ye're too late fortsatte Keeva som gik og samlede brænde ind som hendes mor bad hende om.
too long time hae passed by noo forklarede Keeva og havde en mindre bunke i begge arme som hun blev ved med at samle mere træ ind til sin lille bunke. Om Byron troede på hvad Keeva fortalte ham eller ej, var lige meget. Da ud over at Keeva var korrekt, så var der gåede lang nok tid til at de døde mennesker som Keeva havde dræbt, var blevet fjernede. Alt form for natur havde været med til lige så stille fjerne fodspor og idé om hvor Helia var gåede hen, da blæst, regn og slud havde tage godt på jorden bunden.
A'll even help yer search broody redeye sagde hun relativ rolig i sin stemme og vendte sig imod Byron. Med et nik mod landevejen som gik igennem skoven fra Lilypad Village og mod Highview City, kiggede hun på Byron, A took princess thae way, tae Highview City, thae was the last time A saw her forklarede hun og begyndte at bevæge sig tilbage imod hytten.
But A'm sure a broody redeye like yerself ken how tae find princess in the big city lød det fra Keeva, på en måde i det flabet hed men så alligevel ikke, da storbyer ikke lige frem var de bedste sted at finde folk, da man alt for nemt kunne blive væk. Desuden efterlod man ikke nogle fysiske spor til hvor man befandt sig eller havde været, selv Keeva, som var en af de bedste jægere der var, kunne havde svært ved at finde bestemte personer, hvis de ikke ville findes.
Keeva forsvandt ind i hytten med træet til brug af brænde og kom ud igen og så til sin hest, gav den lidt mad, eller mere et par æbler til at hygge sig med.
Hesten stod dog ikke heletiden i det åbne, da vejret ikke altid var det bedste, og den kunne søge læ under et halvtag Keeva havde byggede til den, så den havde noget tørt at stå under, hvilket også var stedet hvor dens mad lå og blød bund til at sove på.
Keeva gik blandt sin hest og så til dens helbred, da man aldrig kunne være sikker, hvis hendes hest døde, ville de miste en meget værdiful ting, da heste ikke var billige.

Selvfølgelig kom den pludselige stemme som lidt af en overraskelse. Men Byron var nu mere ligeglad end overrasket. Selvfølgelig fik han hurtigt vendt blikket for at identificere kilden, men hurtigt derefter vendte han så fokus tilbage mod hvad han skulle. Hvad der egentlig overraskede ham mest, var at det nu var den tidligere fjendtlige og kompromisløse unge kvinde der talte til ham. Endda hjalp ham, og pegede ham i retningen af hans mål. Hvilket i sig selv, var en god gerning. Hun hjalp ham, og hjalp derved også Helia. Dog forstod han ikke hvorfor hun mon pludselig var villig til at hjælpe en mand hun tydeligvis ikke stolede på. Så hvis han havde været en morder, havde han blot behøvet at sige et par ord og være lidt venlig; og så ville hun med det samme tilbyde sin hjælp? Men Byron var ingen tilgivende mand med et stort hjerte. En enkelt god gerning gjorde ikke op for en ond gerning. Såvel som en ondsindet gerning ikke afmålte den gode. "You helped me. And by doing so, you have helped Helia." ... "For that, you have my thanks." Lød det fra ham, men allerede nu kunen han se at hun var på vej væk. Noget der fik ham til at smile diskret og skævt. En klog taktik. Hun kunne få lov til at give ham en lektion, undervurdere ham, endda true ham. Og alt hvad hun behøvede at gøre; var at forlade ham så snart hun havde gjort det. Hvilket så også var årsagen til at han ikke sagde mere. Hun virkede ikke det mindste interesseret i en udveksling af ord, og hun tvang ham derved atter til at sluge hvilken stolthed han havde; og acceptere den lille lektion hun havde givet ham. Eller, i hvert fald troet hun havde givet ham. Hun tydeligvis undervurderede ham og hans evner. Men hellere blot udtrykke taknemmelighed, end had. Og at være undervurderet var nu heller ingen dårlig ting. Desuden var en mand som Byron vant til en sådan skiftende behandling. Vant til at nogle ville spytte for hans fødder... Så Byron fortsatte. Endda opsat på at finde de spor som den lille pige mente han ikke ville kunne finde.

//Out