Never going down without a fight - Noah

Det var ikke længe siden. Faktisk vidste hun ikke om det var længe siden eller ej, men hun havde behov for at se ham - behov for bare at se en eller anden. Skaden var der endnu, men hun var ikke ved at dø af den mere. Malia havde haft et sværd igennem siden, men det var blevet syet og pakket godt ind - dog var det lykkedes hende at få revet det hele op. Så på trods af hun prøvede at gemme sig var det svært. Der havde været angreb i Fairlake. Crawfords havde angrebet så vidt hun havde hørt, og Aaron havde slået deres mor ihjel. DEt var rygter, men hun ville ham dem bekræftet. Malia havde fået fat i en kappe som hun kunne skjule sit ansigt med, og en form for urte som gjorde hun lige nu besad blå øjne. Dog ikke i lang tid, så hun skulle skynde sig. Det virkede da at komme frem til selve Noahs hjem, og da hun sagde hun skulle snakke med Noah Takumara, trak de hætten af hende. Heldigvis bar hun de blå øjne så hun blev lukket ind. Malia kendte vejen til Noahs værelse, så hun mistede hurtigt vagterne der ville vise hende vej. Der var steder i palæet som viste tegn på skader. Hvilket blot gjorde sandheden værre.
Noah? Noah where are you? Hævede hun stemmen lidt, hvis han havde hørt de andre rygter - var hun jo død. Malia åbnede døren til hans værelse, og stadigvæk stod hun med blå øjne. Hey. By nature its so good to see you again, I never thought I would see you again, udbrød hun og løb hen for at svinge armene i hans favn.


//@Noah I missed them!!

Noah var knust. Folket troede han sørgede over hans folk der var døde i angrebet - hvilket han gjorde. Men mere personligt sørgede han over Malia. Han følte en vis skyld i hendes død. Han havde ikke været der for hende, og nu kunne han aldrig være det igen. Han stod på hans værelse og så ud af hans vindue. Han havde hverken snakket med Luna eller Wave om det. De vidste hvad der var sket, men mere havde han ikke fortalt dem. Han så den hætteklædte person nærme sig. Han tænkte ikke nærmere over det. Han drejede rundt, da der blev banket på hans dør. En tjenstepige spurgte om han ville deltage til aftenens måltid. Han takkede nej. Noah satte sig ned på sin seng, da han svagt hørte nogle nævne hans navn. Han så imod døren, da den gik op. "Malia?" Han lagde armene om hende. "I thought you were dead. I can't believe this." Noah lagde hænderne om hendes ansigt og så på hende. Hun var der lige foran ham. Han havde ikke troet han skulle se hende nogensinde igen. Gensynsglæden tog over og han placerede hans læber på hendes.

Hun kunne mærke sorgen, så kraftigt at den næsten fik hende til at græde - men det havde hun ikke tid til nu. Hun havde ikke tid til at tænke på sig selv. Malia havde ikke engang kommet sig over chokket hvor hun næsten var død, fordi hun kun havde fokuseret på at skulle finde Nate igen - eller en eller anden igen.
Really think I would give up that easy? Grinede hun lidt og prøvede at undgå at tårerne der samlede sig i øjnene ville glide henover kinderne. Grine af sin smerte, typisk Malia alligevel. Dog var det som om at da han holdt hænderne omkring hendes kinder - så behøvede hun ikke at være stærk mere og tårerne kunne få lov til omsider at triller stille henover kinderne. Malia tøvede ikke med at kysse ham igen da læberne ramte hendes. Malia ønskede at hendes kys kunne fjerne hans sorger. De salte tårer blandede sig med smagen af hans læber, for det havde været tæt på - alt for tæt på. Som ekko i hendes hoved kunne hun stadigvæk hører Nate der råbte efter hende, som sværdet ramte igennem hende og hun blev slynget i floden for at drukne. Alligevel mod alle odds stod hun her lige nu.
How do you like my eyes? Spurgte hun efter kysset og så ham i øjnene. Det var underligt at se på sig selv med blå øjne fremfor de grønne. Men hvis hun nu bare havde haft denne øjenfarve gennem hele sit liv havde hele hendes liv været en hel anden historie - men på trods af det kunne hun godt lide sit liv - når man så bort fra alt det mørke der overskyggede hendes liv. Hun løftede armen op for at kærtegne hans kind, men i det ryk kunne hun mærke hvordan hun ikke havde været for god ved sine sår de seneste par dage. Alligevel var det typisk hende at prøve at ignorere smerten. I'm so happy I made it.. for a second I thought my fight was over.