The fight is not over - Nate

Gæst

S: Udkanten af Fairlake ved en lille flod
O: Oprør, en masse bander samlet. Længere nede er der en Crawford kvinde bundet til en pæl, næsten død.
V: Der er varmt, men der er en truende stemning over himlen.
T: Formiddag
@Nathaniel <3

Hun havde lige sagt farvel til Noah. Hun havde ikke rigtig været hjemme siden hun var begyndt at kunne mødes på midten ved Middle Brigde. Dog havde hun taget skridtet for langt efter hendes eget bedste lige nu. Malia vidste hun var på dybt vand, det var det værste. Men følelsen. Den kraftige følelse, som hun ikke kunne beskrive - men som var i nærheden. Hun var nød til at finde den. Det var en følelse som spejlede sig i hende, på en eller anden måde. Malia kunne genkende den. Hun fik langs en af floderne, mon den førte ud til det hav hun havde hørt om? Let rystede hun tanken ud af hovedet og fulgte vandet til hun kom til udkanten af Fairlake. Lige der var der oprør - og allerede nu fortrød hun at hun var gået på den gyngende grund. Heldigvis var der ingen som havde set hende. Så hun kunne nå at liste af, til hun hørte et skrig. Opmærksomheden vendte sig tilbage på oprøret, og hun så et grønt skær iblandt de mange blå. En Crawford. Om det var fortiden der mindede hende om, hvad hun havde været igennem - eller om det var i foragt - eller måske en blanding af begge dele. Så stormede Malia imod hæren lige pludselig. Dog blev hun stoppet på vejen, og ryggen mødte jorden i et hårdt slag.
"Long time no see." Sagde den hæse stemme. Det var ham som havde været ved at dolke hende sidst hun havde været her. Malia hostede lidt ved chokket, men blev så revet op på benene igen. "What no boyfriend to save you this time princess?" Spurgte Julian i et vredt fnøs. Tydeligvis brød han sig ikke om at Aaron og Luna var på nakken af ham.Ikke at han havde tænkt så langt, at det ville provokere dem endnu mere at give sig til at reagere på det. Der gik ikke længe før rygtet vandrede igennem det lille opholdssted om, at Malia Crawford var til stede... og i et oprør kunne det ikke være godt for Malia.

Selvom det ikke ligefrem var nemt at overmande Malia, så lykkedes det alligevel en flok at gøre det. Pludselig var hun omringet, alle de blå øjne. Det mindede hende blot om en middag ved Mr. Underwood dengang hun var der. De middage ville gå cirka som det næste der ville ske her - udover Malia ikke havde tænkt sig at lade dem vinde denne gang. Den eneste lille detalje der var ved det, var at Malia ikke var bevæbnet men det var de andre. Nok havde det lykkedes hende at tæmme sin evne, men under alle de angreb fra alle sider - kunne hun ikke fokusere på at bruge den. Det ene slag efter det andet bragte hende ud af kurs - til en følelse i nærområdet ændrede hendes opmærksomhed.
"No.." Mumlede hun, og fik givet en en næve i hovedet så hun kunne rejse sig op. De grønne øjne fik øje på Nate, og måske håbede hun virkelig på, at det ville stoppe der. Et slag til og hun ramte jorden igen. Det skiftedes lidt til, om det var dem der slog sig eller Malia.. der var mange og antallet var ikke ligefrem fair. En lille ting Malia havde lært var at skubbe folk væk med en bølge af følelser, og det var hvad hun havde tænkt sig at gøre. Et slag modtog hun som fik hende til at skrige så en bølge af sorg ramte dem omkring hende og slog dem omkuld. Forslået rejste Malia sig op, ikke ligefrem fordi hun havde let ved det.
"N.. Nate. You shouldn't be here." Sagde hun, og bakkede lidt. Det var mest fordi hun var bange for de ville skade ham, ved at han var der.

En stillede sig omme bagved Nate, og placerede et sværd for hans hals. Malias mavefornemmelse var ikke ligefrem noget hun skulle tvivle på. Hjertet sprang en takt over, og hun rystede på hovedet.
"Let him go." Sagde hun bedende.
"Magnus.. Echo is not gonna be happy about it." Pointerede en der stod lidt ude for mængden af folk der prøvede at rejse sig op efter Malias angreb. Magnus tøvede med at holde sværdet for Nates hals, men beholdte det der - for ellers ville det ændre hele spillet.
"Screw what Echo thinks." Kom det fra Julian som endelig var kommet på benene igen. Julian som tydeligvis var lederen af gruppen trak sit sværd og gik imod Malia.
"I should have killed you last time." Vrissede han irriteret. Han greb fat om håret på Malia og trak hendes hoved tilbage.
"Look at her. Last time she was here.. she killed and hurt so many of us. Give me one good reason why I shouldn't end her Nathaniel." Sagde Julian og slap Malias hår imens han gik imod Nate, med dette luskede smil. Han søgte efter ord der ikke fandtes i hans øre.

Emne: Sv: The fight is not over - Nate Tors Mar 02, 2017 7:36 pm

Nate satte absolut pris på de forstærkede healende evner han var begyndt at udvikle, ingen tvivl om det, men nu havde han nået et punkt, hvor hans krop føltes svag og hans hjerne var irritabel, fordi han trængte til en pause. Og en god, lang en af slagsen. Men i krig er der ikke tid til pauser, så da han på gaden hørte opråb om, at der var en Crawford i problemer nede ved floden, vidste han, at han blev nødt til at løbe der ned. Selvom han ikke brød sig særlig meget om særlig mange Crawfords, brød han sig endnu mindre om uretfærdigheder. Og en Crawford på Takumara-grund betød fængsel, og ikke en eller anden form for masse-angreb.

I rask trav fik han øjenkontakt med en fyr, som løb modsat vej.
”Hey, HEY!” Nate viftede med armene for at få fyrens opmærksomhed, og han stoppede op og hev efter vejret. ”What’s going on down there?”
”It’s that bloody troublemaker of a girl again. Aaron Crawfords sister.”
Nate stivnede.
”Malia?”
Og fyren nåede kun at nikke, før svimmelheden ramte ham, og han på trods af sine pludseligt tågede tanker, satte i løb mod flodbredden. Han hørte dem langt før han så dem. Og ikke kun stemmerne, men den ubehagelige lyd af næver mod hud, og stønnende lyde, når slaget ramte. Det gav ham kvalme, tanken om at de fleste slag sikkert ville ramme Malia. Nate pressede sig panisk igennem mængden af folk, skubbede nådesløst folk til siden for at komme forbi. Og så så han hende.
Det føltes som et slag lige i mellemgulvet, og han snublede forover, men formåede at holde sig stående, på grund af de gribende hænder omkring sig. Om de var der for at holde ham tilbage eller holde ham oppe vidste han ikke. Han vred sig ud af grebene, dukkede sig for en svingende arm, og skubbede en anden fyr fra sig med et hårdt puf, og søgte Malias øjne.
”Mallie?” Råbte han panisk, og dukkede sig endnu engang for en hånd der greb ud efter ham, for at kunne komme tættere på Malia, der nu var faldet på jorden. Vreden og frustrationen fik hans hjerte til at hamre så hurtigt, at det dunkede for hans ører. ”Mallie, get away from here!”
Da han endelig havde brudt igennem kæden af mennesker, formåede én at gribe fat i hans skulder, og slå ind på hans knæhase, så han blev tvunget i knæ med et grynt. ”Let go of me, you absolute -”
Hans snerrende fornærmelse blev overdøvet af det højeste skrig han nogensinde havde hørt. Måske var det ikke skriget der var højt, men bare den store bølge af en uforstående, tung følelse, der hamrede alle omkuld. Det gjorde ondt over alt. Hans mave krummede sig sammen, og et ukontrollabelt hulk af sorg pressede sig ud mellem læberne på ham, mens mærkelige billeder af hans livløse forældre vældede ind i hans hoved, og slog alt luften ud af ham. Ud af sine tårevældede øjne kunne han se folk omkring sig ligge på jorden, og kæmpe for at komme op igen, og det gik op for ham, at han burde gøre det samme. Det var nu han havde sit snit til at komme hen til Malia. Om han så skulle kæmpe imod sin slægt for at holde hende uskadt.
Snublende hev han sig selv op at slå, og tørrede hidsigt tårerne fra sine øjne. De vaklende skridt blev korte og usikre, og selvom hans sanser på en eller anden måde føltes desorienterede, stoppede han automatisk, da han mærkede noget meget koldt på sin hals. Koldt og skarpt.

Nate modstod trangen til at synke. Meget langsomt løftede han sine arme i en overgivende bevægelse, og sørgede for hele tiden at have sine øjne på Malia. Synet af hende gjorde ondt. Hun blødte alt for mange steder til at han kunne ignorere følelsen af smerte, der hang i luften - og vidende at det var hendes smerte, gjorde det endnu værre.
Hans hænder faldt til jorden, da Echos navn blev nævnt, og han vendte vantro hovedet, for at finde ud af hvem, der havde snakket. Bevægelsen fik sværdet til at borde lidt ind i hans hals, men han ænsede hverken blodet eller smerten. Echo? Havde Echo noget at gøre med det her?
Julians stemme fik hans fokus til at vende tilbage til Malia, men før han kunne vende hovedet igen, blev han endnu engang skubbet på knæ af fyren bag sig. Magnus. Han ville huske det navn, tænkte han hadsk, mens hans hoved blev tvunget opad af sværdets klinge.
Nate blottede snerrende sine tænder af Julian.
"Leave her," spyttede han snerrende. "Take me instead, I don't care - whatever you want, Julian, just let her go."

//Elsker det!!! <3

Gæst

Malia hadede dette, ingen tvivl om at hun hadede det. Hvor hun dog ønskede at vise manden der holdt sværdet, hvor meget hun hadede det. Hadet og vreden var noget hun allerede havde svært ved at styre, men denne gang var det på en anden måde. Malia var van til at skubbe sin smerte til side, alt for van til det - og havde nemt ved at glemme den også selvom det var værre end hun troede. Malia kneb brynet da han reagerede på navnet Echo.
"Who the heck is Echo?" Mumlede hun irriteret, men nok til at Julian vred hendes arm hårdt om - så den næsten kunne være gået af led. Malias ansigt trak sig kort af smerten, til hun fandt noget andet at fokusere på.
"Not something you should worry about." Vrissede han og vendte opmærksomheden imod Nate - som prøvede sit på et handle med Julian. Leave her, - Take me instead, I don't care - whatever you want, Julian, just let her go Malia rystede på hovedet, ikke tale om. De grønne øjne løftede sig op mod Julian, som virkede til at tænke over det. Lyden af hendes hjerte der bankede hurtigere og hårdere af frygten for, at Julian ville tage imod tilbudet - fik hende næsten til at besvime - eller måske var det blot udmattelsen? Let tog hun en dyb indånding.
"I'm.. I'm not gonna let you do that Nate." Fik hun sagt og sank en klump. Julians latter skød igennem den korte stilhed, hvilket fik de små hår til at rejse sig på Malias arm.
"It is so cute.. I mean, you really tried didn't you Nathaniel? Such a shame." Let rystede Julian på hovedet, han gik lidt væk - ikke andet end få skridt. Men måden han bevægede sig på spredte en uro i Malia - og hun kunne ikke lide den følelse. Så flyttede hun blikket over på ham, som holdt sværdet for Nates hals - og satte følelsen af tvivl igennem ham. Fik ham til at ryste, og virke mindre opmærksom. Og så snart sværdet ikke var for struben, vendte hun følelsen over på Julian. Han reagerede først, og begyndte at tage sig til hovedet. Dog Magnus, som stod meget bare og kiggede på tog over. Immun overfor evner som denne havde han sin fordel, og tog sit sværd for Malias hals.
"Enough. Echo doesn't want this, but if you kill more of us. I will have to put you down." Advarede han, og fik endelig Malia til at kigge op - og hun slog sin evne fra.

De andre oprører samlede sig omkring dem igen, og Malias hjerte sprang en takt over. Nogle var kommet sig over bølgen af sorg, imens andre ikke var. Nate var en metode at få kontrol over Malia, og hun havde ikke ligefrem opdaget det før nu.
"I'm sorry for being stupid and ignorant.. I lov.." - "Enough." Råbte Julian op og svang sit sværd imod hende. Et gisp forlod hendes læber da sværdet ramte lige igennem hendes kød. Det blev pludselig mere svært at få vejret, og hun prøvede at synke en klump Julians smil var sejrrigt og folk omkring ham jublede. Malias blik var fastlåst på Nate. Hun prøvede at sige noget, men ordene ville ikke forlade hendes læber. Kun de tunge åndedrag.
"You really never thought I would take your offer did you Nathaniel?" Spurgte Julian og drejede blikket om imod Nate med et skævt smil. Magnus rystede på hovedet og forlod stedet, men Julian stod og så på Malia - som kæmpede for at holde sig på benene. Det var vel øjeblikke som dette, at man reflekterede over det liv man havde levet? Om man havde oplevet det man ønskede? Fået sine drømme til at gå i opfyldelse? Malia havde aldrig fået chancen for at nå alt hun kunne drømme om. Men hun havde haft gode stunder. Uden Nate, så havde hun sikkert aldrig fundet følelsen frem at nogle kunne elske hende.. så ville hun aldrig kunne have elsket Aaron. Nate var grunden til hun fungerede.. og det var hun taknemlig for.

//Gosh this pain.. Gonna make it worse in my next topic <3

Emne: Sv: The fight is not over - Nate Fre Mar 03, 2017 1:42 pm

Hele Nates krop sitrede. Han havde ikke kontrol over den længere, følte han. Heller ikke over sine tanker. Faktisk var der slet ikke noget i den givne situation, som han havde kontrol over, og han hadede hvert sekund af det. Endnu dybere følte han at hullet af frustration blev, da Echo endnu engang blev nævnt, og noget på én eller anden måde slog klik for ham. Echo stod bag optøjerne. Echo stod bag optøjerne? Synet af Julian, der vred Malias arm om, blev for meget for ham, og han snerrede hadsk.
”I swear by the Ocean that if you dare hurting her and Echo has anything to do with this, she will tear that smug smile right off your face with the rest of your head as company, Julian,” knurrede han vredt. Han åbnede og lukkede sine hænder i frustration, og bed hårdt tænderne sammen, da han endnu engang mærkede sværdet for hans hals trykke lidt ind; måske som hentydning til, at han skulle tie stille. Ikke at han havde tænkt sig at lukke sin mund selvfølgelig.
Et let håb tændtes i hans øjne, da Julian faktisk så ud til at overveje tilbuddet – Nate var trods alt blevet lidt af en politisk person i Takumara-slægten, efter han havde reddet Luna. Det sendte et klart signal om hvem hans loyalitet lå ved, og på én måde kunne det vel gøre ham til en værdifuld fange. Ikke at folk vidste noget om hans følelser for Luna selvfølgelig, og det spinkle håb han havde om, at hun også havde følelser for ham. I hvert fald vidste han, at hun aldrig ville lade ham dø; sådan var Luna nu engang, og det kunne gøre ham endnu mere værdifuld i kampen mod deres leder. Så selvfølgelig ville det være en logisk ting at overveje, og Nate håbede inderligt at Julian ville komme til konklusionen, at Nate var en bedre fange end Malia.
Alle hans håb brast sammen om ørene på ham, da en manisk latter pressede sig ud mellem Julians læber. Nates vrede forvandlede sig til panik.
”No, Julian, please! I’ll do anything!” Panik, frustration og en stemme der pludselig var fyldt med hjerteskærende, bedende toner. Klumpen i Nates mave voksede sig større, og hans hjerte hamrede så hurtigt at det gjorde ham svimmel. Den arrogante måde han gik på, fik kuldegysningerne til at sprede sig ned over armene på ham. Han var tydeligvist psykopat. Typer som Julian kunne man ikke regne ud, og det fik små svedperler til at danne sig på Nates pande. Han blev revet ud af sine paniske tanker, da sværdet under hans hals begyndte at ryste en smule. Forvirret søgte han Malias øjne, og det gik op for ham, hvad der skete.
Uden tøven løftede han sin arm lidt op, før han stødte sin albue bagud og sigtede efter Magnus’ skridt. Efter det hurtige slag, greb han fat i fyrens arm, og slog hårdt ned på albuen, for at få ham til at slippe sværdet. Han skubbede sig selv op på sine vaklende ben, snurrede rundt og hamrede sin fod ind på fyrens bryst, med øjne fyldt med had til denne forrædderiske, ignorante Takumara-fyr, der havde vovet at holde ham tilbage for at kunne hjælpe en af de få personer, han elskede af hele sit hjerte. "One move and I will end you," advarede han med tordnende stemme. Nate snurrede rundt på sin hæl, og bevægede sig hastigt mod Malia, men måtte stivne, da han så scenariet foran sig.

Han kunne næsten føle den skarpe klinge mod hendes hals. Han havde aldrig i sit liv følt sig mere magtesløs.
"I'll do anything," gentog han, og hans hæse stemme knækkede. Lyden af hendes stemme; så skrøbelig og med en undskyldende undertone, fik Nates syn til at blive sløret af tårer. Havde hans syn været klart, var han højest sandsynligt besvimet ved synet af Julians forhastede handling. Lyden var nok til at presse et forskrækket udråb ud af hans læber.
"NO!"
Med et hæst råb løftede han sine hænder og uden at holde sine evner under kontrol, skubbede han med alle sine kræfter en hård bølge af vand fra floden mod Julian, og satte i løb mod Malia.
Han kunne heale hende. Han kunne heale hende igen. Det var ikke værre end sidst. Han kunne heale hende. Lige som sidst. Ligesom sidst.

Gæst

NO! Lyden af det hæse råb, lød som ekko i hendes hoved der gentog sig. Det kørte i sløjfe i hendes hoved, og sørgede for hun ikke ville glemme stemmen. I det sekund Nate råbte, trak Julian sværdet til sig, og kiggede på det som om at blodet var hans pris. Dog nåede han ikke mere før han blev slået omkuld af Nates angreb. Malia åndede ud, og med en rystende hånd tog hun sig til skaden for at kigge ned. Jorden omkring hende syntes at svæve, inden hun fik øjnene op for at kigge efter Nate. Den frie rystende hånd strakte sig ud for at nå ham. Bare det lille gnist af håb der kæmpede sig op i hendes grønne øjne. Det var lille men det var tydeligt. Åndedraget blev tungere for hvert sekund, men hun havde ikke i sinde at give op. Ikke endnu. Fingerspidserne rørte hinanden, og hun fik viklet de rystende fingre omkring ham. Dog i øjeblikket som de kæmpede for det, blev resten af oprøret langtfra glade over Nates reaktion. Et skub fra siden tog endnu mere luft fra Malia, og fjernede hendes kontakt fra Nate. Malia mistede let følesansen, og bemærkede næsten ikke, hvordan nogle fik vandet til at gribe omkring hendes fødder. Det eneste hun egentlig så var oprøret der blev mindre og mindre.
"N..Na..te." Hviskede hun. Let prøvede hun at løfte hånden op for at række ud efter ham, men hun var ikke engang sikker på at han så hende. Oprørsfolkene gjorde alt for at holde ham væk.
"Go home. You don't belong here." Vrissede en til Nate, og Julian kom endelig til sig selv.
"Nice attack.. sad it wasn't enough huh?" Lo Julian lidt for sig selv og så imod floden. "If my blade didn't kill her.. the river will. Good job guys. Another Crawford gone." Tilføjede Julian i sit bedste humør.

Malia kunne mærke vandet der prøvede at drukne hende. Strømmen der trak afsted med hende, og ikke ønskede at give slip. Døden trak i sine snore og ønskede hun skulle give op - så hun snart ville ende ved ham. Og selvfølgelig var det måske det mindst smertefulde? At give efter.. Men Malia havde ikke i sinde at give efter. Ikke endnu... Lyden af oprøret og følelserne fra stedet forlod hende.. hun måtte være langt væk nu. Øjnene lukkede i, imens hun lod sine følelser og naturen arbejde sammen.

//Føl velkommen til at storme ind ved Luna eller Echo Wink

Emne: Sv: The fight is not over - Nate Lør Mar 04, 2017 2:11 pm

20 meter. 15 meter. 10 meter. 5 meter.
Nate rakte fumlende ud, og greb fat i Malias udstrakte hænder, og på trods af alt blodet formåede han at holde fast. Han vidste at han ville have meget få sekunder, før de andre ville nå ham, eller før Julian ville komme på benene igen, eller før én eller anden ville skubbe et sværd igennem ham; så uden nogen form for rationelle overvejelser, var det første han gjorde, at skubbe en bølge af healende energi direkte mod det åbne sår, som sværdet havde formået at skabe. Han nåede ikke at tage smerten fra hende, han nåede ikke at fokusere på alle de andre sår, han nåede ikke at sørge for at såret blev lukket, han nåede ikke at sikre sig at hans evne havde nået at gøre dét han håbede den ville, før hænder greb fat om ham, og hev ham tilbage.
Manglen på kontakt trykkede endnu et hulk ud imellem hans læber, og frustrationen ændrede sig langsomt til opgivelse. Hans øjne kunne ikke fokusere, og den eneste grund til at han ikke var faldet om på stedet var alle hænderne, der holdt ham oppe og tilbage.
Vrede udråb og snerrende stemmer viklede sig omkring ham, men han havde kun øjne for Malia. Hvor mange folk han formåede at vælte på sin vej, vidste han ikke, men han kæmpede med klør og tænder og beskidte tricks - indtil han så vandet. Realisationen af hvad der forgik slog luften ud af lungerne på ham, og han snappede panisk efter vejret.
"No." Og hvor han før havde været på nippet til at give op, fyldtes han med ny energi midt i panikken. Han rettede sig op og søgte febrilsk efter hvem end, der manipulerede med vandet. Malia var en Crawford. Malia kunne ikke trække vejret under vand. "No! Malia!"
Nate havde for mange år siden hørt at det mest pinefulde man kunne opleve var at drukne. Han havde aldrig kunne forstille sig det, for i hans hoved var Ild meget mere smertefuldt end vand nogensinde kunne blive, men som han så vandet gribe fat om Malia, havde han aldrig hadet et element så meget i sit liv. Han følte sig forrådt af både sin slægt og sit element.
Smerten var centreret omkring hans hjerte. Han havde aldrig nogensinde troet at han skulle føle så koncentreret en smerte i sit liv - igen. Det var ligesom den dag for mange år siden, hvor han ikke havde kunne redde sine forældre. Når der ikke var mere liv tilbage i kroppen kunne den ikke heale. Skuffelsen over sig selv, smerten over at miste, og vreden over den uretfærdighed, der havde lagt sig over ham, fik ham til at se rødt.
You don't belong here.
Stemmen fik det hele til at slå klik.

Med et brøl af sorg vred Nate sig ud af grebet på hvem end, der holdt ham. Han var ligeglad nu. Sorgen havde overtaget ham. I blind vrede løftede han sine hænder og hev en væg af vand op, så den separerede oprørerne bag ham, og Julian og ham.
"You. Bastard." Hans hænder rystede, men det gjorde hans stemme ikke. "She was just a little girl!"
Nathaniel havde aldrig før slået for at dræbe. Han havde aldrig slået for at skade, men med tankerne på hans viden om menneskets krop, vidste han lige præcis hvor han skulle slå, for at slå en mand bevidstløs. Hans tanker kunne ikke engang følge med i hans handlinger, så hvad der i starten havde været et kontrolleret slag mod Julians tinding, blev hurtigt til gentagne slag hvor end det føltes godt. Koncentrationen glippede, og muren af vand bag dem faldt sammen.
"She was just a little girl," gentog Nate, og slog endnu engang mod Julians ansigt. Tårerne løb stædigt ned over kinderne på ham, og blandede sig med blodet. Da hænderne endelig greb fat om ham og hev ham tilbage føltes hans krop tom.
Han kunne smage jern og salt.

Gæst

Da Crawford pigen var væk, var der halvdelen af oprøreret som trak sig væk. De ønskede ikke at blande andre Takumaras ind i det - og hvad Julian gjorde var op til ham. Dog var der også dem, som ikke ligefrem brød sig om at Nate gik amok. Da de endelig kom igennem var Julian død, og de besluttede sig for at slå til. De fik Nate slået ud, og trak ham med sig. Julian var en leder af en anden oprørsgruppe, og nu var der kun en tilbage - de måtte tage ham med til Echo. Der var ingen vej uden om.

Echo havde været til møde med nogle af sine spioner, som holdt øje med Aaron for tiden. Hun elskede at planlægge metoder hun kunne ødelægge hans liv på, men den nyhed der pludselig ramte hendes øre var ikke en hun ønskede. En af hendes små fugle hviskede i hendes øre, at Malia Crawford var død. Ikke fordi at Echo havde mødt Malia og havde en relation til hende. Men Echo var ikke hjerteløs, og hun vidste Malia betød noget for Nate - og hvis der var noget Echo ikke ønskede, så var det at skade Nate på nogenmåde. Pludselig afbrød vagterne forbindelsen til hendes lille sangfugl, da hun havde gæster. Echo rejste sig fra sin stol i møde rummet og gik ned ind i sin stue. Ikke et normalt sted at have en alvorlig samtale. Som hun kom ned af trapperne, fik hun øje på noget genkendeligt - og ansigtet skiftede fra undrende til alvorligt. De næste par skridt var hurtigt derhenne, hvor hun trådte op foran dem der havde placeret Nate foran hende på sine knæ. Echo greb fat på hver skulder da dem der havde båret Nate, og der gik ikke mere end få sekunder før de hjernedøde faldt om. Ingen skulle gøre Nate noget. Echo satte sig på hug ved Nate, og sank en klump.
"I heard it.. rumors travel fast.. That was not a fair fight. She didn't deserve that." Det var mærkeligt at se Nate dækket ind i blod. Hun lagde stille en hånd på hans skulder, og ventede på respons. Ikke at hun regnede med, at han ville tage imod hendes omsorg. Det var oprørene der havde stået for det - Julian. Ikke alle der var inde i dette, vidste at Julian og Echo ikke ligefrem var venner.

//Bare gå amok på hende! Do it!

Emne: Sv: The fight is not over - Nate Søn Apr 02, 2017 1:12 pm

Nate ænsede ikke så meget, efter folk fik grebet fat i hans skuldre og hevet ham væk fra Julian. Han havde kunne mærke det. Hvordan livet forsvandt fra kroppen, og hvordan han havde gjort absolut intet for at stoppe det, modsat alt han nogensinde havde gjort i hele sit liv. I stedet for at skubbe energi ind i kroppen, havde han mærket energien forlade den, og sive ud i intetheden. Og tankerne omkring hvor den energi mon ville blive af, blev de sidste tanker, før noget hårdt ramte ham på siden af hovedet, og mørket slugte ham.
Ro.
Mørke.
Stilhed.
Tre ting han først satte pris på, da han vågnede op igen.
Den bankende smerte i hans hoved, fik ham til at knibe øjnene sammen, og et støn blev presset ud mellem hans læber, da han blev hevet fremad. Langsomt gik det op for ham, hvor han var. Få uger for inden havde han selv besøgt stedet - det smukke palæ, der tilhørte hans barndomsveninde. Det stak i hjertet. Opgivelsen og sorgen smagte bittert på hans tunge, mens han snuplede op ad trapperne og ind af den store dør. Han skænkede ikke ét blik til mændene der holdt ham. Havde han været på sit bedste, havde han muligvis forsøgt sig med at få sine sammenbundne hænder fri, slå dem ud, og løbe væk fra, hvad han gik ud fra ville blive hans død, men han havde hverken motivationen eller energien til det. Hans hoved var tåget. Han havde mistet en søster, og nu ville hans to andre søstre og hans lillebror miste deres bror. Tanken fik hans hoved til at klare lidt op. Riva var 21. Riva skulle ikke have det ansvar på sine skuldre, som han selv havde fået sig pålagt efter forældrenes død.
Så da mændene skubbede ham ned på knæ, rettede han sig alligevel op, og prøvede på at skubbe opgivelsen til side. Han ville ikke dø idag.

Synet af Echo blev alligevel for meget, og han følte hvordan hans hoved sank ned af med blikket mod jorden foran ham, og sorgen og skuffelsen endnu engang skyllede ind i over ham som en flodbølge. Tårerne var lydløse denne gang. De to mænd bag ham nåede knapt at forklare hvad der var sket, før Echo nåede dem, og de faldt om på gulvet. Nate krympede sig sammen ved lyden, vel vidende at han sandsynligvis var den næste. Men Echos ord forvirrede ham. Hendes ord og hendes omsorg frustrerede ham. Han bed tænderne hårdt sammen.
That was not a fair fight. She didn't deserve that.
Vreden boblede i hans blod, der fik det til at suse for hans ører. Med en lav snerren skubbede han hårdt Echos hånd fra sin skulder, og rettede hovedet op, så han for første gang kunne få øjenkontakt med hende.
"You. Get away from me." Hans stemme var hæsere end han havde regnet med, og selvom ordene nærmest kun blev hvisket, følte han at det gav ekko i rummet. "There won't ever be a 'fair fight' when you just sit here like a coward and control everyone in your little spiderweb around you" hvislede han, og stirrede hadsk ind i de blå øjne foran sig. Echo havde spredt så meget had i slægten, og Nate kunne ikke få sit hoved til at forstå, at det var hans Echo, der havde været bagmand. Malia var død. Luna kunne have været død. Og alle de folk han havde healet fordi de havde været på det forkerte sted det forkerte tidspunkt, mens oprørsgrupper havde været i kamp. Alt sammen på grund af Echo. "I hope you'll burn in the heat of Albedo."

Gæst

Hun kunne mærke, hvordan det vred hende inden i som han skubbede hendes hånd væk. Noget i hende gik i stå, og hun kunne ærligtalt ikke følge med i hvad det var. Echo havde lovet sig selv for længe siden, at lade Nates hoved være Nates hoved - men det krævede ikke overnaturlige evner at se, hvor oprevet han var. Selv bare øjenkontakten sagde det hele, fik hende til at holde vejret. You. Get away from me. Echo trak sig dog en anelse tilbage - bare en anelse for at give ham luft. You just sit here like a coward and control everyone in your little spiderweb around you, et fnøs forlod Echos læber som ordene blev udtalt. Alle andre folk kunne sige hvad de vil, og hun ville det flyve ud af modsatte øre med det samme - de kom fra Nate - var noget helt andet. Det fik hende kort til at rynke øjenbrynene, og måske reflektere en anelse over, om hun måske var nået for langt i det. I hope you'll burn in the heat of Albedo. Echo blinkede overraskende, og prøvede virkelig at skjule at det ramte hende. Hvilken person ville hun dog være hvis hun viste det ramte hende - ganske rigtig var de alene her. Men siden han tydeligvis ikke så klart, måtte hun vel.
"You don't mean that," svarede hun svagt og sank en klump. "I would never hurt them.. I didn't know Julian was after Malia. I didn't. I didn't mean to almost kill Luna, that was an accident - I know it doesn't change any facts of what just happened - other then it isn't my fault." tilføjede hun og hev vejret ind. Echo skulle bevare roen. Men naturligvis lykkedes det hende ikke at komme udenom sine holdninger, hvilket nok ikke hjalp voldsomt.
"If Luna just listened to me, and didn't try to make peace with Aaron - it would never had happened. I'm too deep in this to stop now Nate, if you wanna stop me.. you will have to put me down," måtte hun pointere - ikke ord hun ligefrem var glade for. Echo led fra presset hun havde fået over sig, det var ikke længere for egne behov hun gjorde noget af det her - det var nærmere folk og deres tanker som havde dannet nogle meninger i hovedet på hende.

//Det blev lidt kort.. håber det går <3

Emne: Sv: The fight is not over - Nate Fre Jun 02, 2017 2:01 pm

Nate havde set mange ting i sit liv. Som healer kunne man ikke tillade sig at være sart. Den sidste måneds tid havde han haft mere travlt end nogensinde, havde set små børn og unge, som enten havde fulgt med deres ældre søskende, eller som simpelthen var kommet imellem vrede folk helt tilfældigt. En lille pige med en brækket arm. En knægt på alder med Callan, som var blevet ramt i tindingen med en flyvende sten. Forældre der havde skærmet deres børn mod menneskemængder, og var blevet skadet imens. Alle billederne og følelsen af alt deres smerte fløj rundt for Nates indre blik, mens han tomt stirrede på Echo.
Noget boblede i hans bryst.
Han havde altid bestræbt sig på at være en rolig person, også under pres, men han havde ikke haft kontrol over sine følelser i et godt stykke tid nu, og selvom det var trættende, var det også mærkeligt befriende.
”I DON’T CARE ABOUT THAT!” Brølede han, og mærkede endnu et hulk på vej ud af læberne. ”I don’t care that you didn’t mean to do it; you did it! You did it!” Hans øjne var en tsunami af følelser, og vreden var ved at tage overhånd på ham. Vandet der var omkring i palæet lyste op for hans indre blik, og begyndte at boble. ”Oh, by the Great Sea! It’s not just about them,” udbrød han mørkt, og sendte hende et bebrejdende blik. ”She was just a little girl and Luna was your friend, and you broke the trust of our blood but you don’t have the slightest idea about what you have started.” Hans stemme var blevet snerrende og han mærkede ordene som en syrlig smag på tungen. ”People have died! Innocent people have been hurt in this. Just because you think that the end somehow justifies the means.” Det sidste blev spyttet ud i en bitter tone.
Nates blik blev trodsigt. Han rejste sig stædigt op, selvom hans ben rystede og truede med at give efter under ham, men han holdt hendes blik fast. Som om det var en tavs udfordring til hende om at vove at prøve at komme ind i hans hoved. Han havde altid respekteret hendes evne, i den grad han havde forstået den, og havde altid vidst at det var usagt, at hun ikke brugte den på ham.
”You know,” startede han, og rankede ryggen, ”I never agreed with Luna, but seeing all this pain and madness makes me want to help her. You want to get to her, you have to go through me.” Hans stemme lød lige så konstaterende som hendes egen havde lydt få sekunder før. Han troede aldrig han havde kunne føle sådan en had til en andet menneske, men foragten i hans øjne var tydelig. Echo havde været som en søster for ham på samme niveau som Malia.
”I can’t believe I lost two sisters in the blink of an eye,” sagde han åndeløst, og løsrev endelig sit blik fra hende. Han vendte sig om og begyndte stædigt at bevæge sig mod døren. Tøvende stoppede han, og kiggede tilbage mod Echo. ”They would have cried for you, you know,” påpegede han, og mærkede tårerne presse på. ”All this hate inside you. That’s not what they would have wanted.” Han vidste godt at det måske ikke var fair at nævne sine forældre på den måde, men skuffelsen i ham og vreden der tågede hans tanker, havde slået medlidenheden fra.

Gæst

"I.." Nåede hun nærmest ikke at starte et forsvar før endnu en anklage kom op. Normalt kunne hun tage alt det hun fik, men det var noget andet når ordene kom fra Nate. Hun rystede på hovedet. Alt den snerren og det had til hende, var ikke ligefrem noget hun ønskede at han skulle rette imod hende. Det kunne ses på hende, at hun var overrasket - også selvom hun ikke ønskede at blive det. Echo var en kontrolfreak og tingene var ude af kontrol, så det en smule hun kunne have var alt der var tilbage.
"She should have known better.. or you should have told her to stay away." Pointerede hun så en anelse koldere end hun ønskede. "I know what I started, I even have alliances in other bloodlines.. everything I want is what I'm doing," tilføjede hun og prøvede at bakke sig selv op - hun skulle ikke lade ham knække hende, også selvom han var en af dem der kunne. Let spærrede hun øjnene op.
"I know what death looks like I don't need you to point it out," tilføjede hun så til hans vrede. "Luna was my friend. The day she kicked me out because of her secrets.. I hated her. I could have ruined her a long time ago.. but I still hold on to the secrets.. I'm not a bad person Nate," pointerede hun kraftigt. Echo tog sig selv i at træde et skridt tilbage da han kom på benene. Hun sank en klump, hvorefter hun egentlig holdt vejret. I hvert fald til han snakkede til hende igen. Let kneb hun øjnene over de ord han formulerede. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere - tungere og tungere - det var ikketil at have med at gøre. Hun var ikke van til at han havde så megen foragt til hende. Det var ikke noget hun brød sig om, og det næste han sagde fik hende til at tabe masken på gulvet. Echo løb tør for luft og foldede læberne sammen som en smal streg, og blinkede egentlig blot et par gange. Det føltes som om, at han havde revet hendes hjerte ud. Det var længe siden hun havde følt sig så tom. Han bevægede sig væk hvilket fik hende til at se efter ham.
"I never thought you would chose her over me.. I just wanted you to believe in me.."

Han kiggede tilbage på hende, og så kom det. De ord der fik bægeret til at flyde over og tårerne til at løbe henover hendes kinder en efter en.
"Nate.. Don't say that.. Don't.. please," bad hun og sank en klump. Hun slog blikket væk fra ham og prøvede at samle sig op igen. "Just tell me what I can do.. I can't lose you.. please.. Nate.. Don't hate me.. " tilføjede hun og måske havde hun opdaget noget der. Måske var det egentlig blot fordi, at presset var for stort for hende. Alle forventede hun gjorde alt for at dræbe Luna og det var jo ikke det hun ønskede. Echo stræbede ikke for at være leder eller for at dræbe Luna. Hun ønskede blot hævn over Aarons familie.

Pludselig flakkede blikket urolig rundt.. noget andet forgik.
"Nate wait," sagde hun så og så op på Nate med et mere seriøst blik. "There was another attack.. Crawfords.. they tried to kill her.. Aaron killed them.. this doesn't make sense.." Echo rystede på hovedet af de informationer hun fik. "He saved her.. by killing his own mother.. " hviskede hun og så op på Nate. "They left.. she is okay. By what I can tell she isn't harmed," tilføjede hun så og sank en klump. "maybe its a good thing Malia isn't here.. her brother might just have killed her.. if he could kill his mother and all these other people from his bloodline.. maybe I'm not the one who deserves all your hate after all," mumlede Echo lidt, men så han alligevel tydeligt kunne hører hende.

» Never going down without a fight - Noah

BREAKING NEWS: Morder på fri fod. / Kronen skifter hænder? [1177]

Det er to år siden at krigen begyndte og flere ledere af slægterne dør, uden spor af hvem der har gjort det. Nu spredes rygterne om at morderen er på fri fod igen. @Charles, Kongen af Redhawk, som også var leder af Redwoods-slægten, er blevet fundet dræbt. Redwood-slægten har taget det meget hårdt efter døden af …

Få styr på den næste leder her! [1176]

Er du også lidt forvirret over de politiske skift der har været på det sidste? Frygt ikke! Vi står klar med vores evige support!
Der har været mange udskift blandt slægternes titler på det sidste og vi er her for at give vores læsere et hurtigt overblik.

The Takumaras:
- Blandt Takumaras har der været nogle problemer. Hvis man besøger slægten, …

Ny alliance mellem Adaras og Naailas! [1176]

Her på RHN har vi endnu en gang opsnust en lidt uventet nyhed!
Det er ikke længe siden krigen mellem The Oikans og The Redwoods brød ud. Alligevel er de andre slægter allerede ved at alliere sig på kryds og tværs. Denne gang omhandler det The Adaras og den næsten glemte slægt, The Naailas.
Det siges at The Naailas general, @Zachariah, …