War Of Hearts - Noah -

S: Fangekælderen i Takumaras palæ
O: Beskrives
T: Eftermiddag
V: Ukendt
P: Klik
@Noah <3

---

Okay. Keeva var smuttet til Fairlake, og naturligvis havde den nysgerrige Crawford pige fået den dumme ide - at følge efter. Malia havde haft sit fokus på Keeva og derfor havde hun ikke nået at reagere før at hun var blevet taget af nogle vagter - for at bevæge sig for tæt på Takumara palæet. Vagterne havde grebet fat i hende, imens hun sprællede som en anden fisk for at komme fri af deres greb - dog måtte hun i sidste ende blive smidt ned i fangekælderen. Nu sad hun på en fin lille sten bænk og stirrede ud i luften. Ventede irriteret på, hvad der skulle ske. Malia havde da mødt Luna før? Luna var ikke slem, og så dog. De var fjender. Dog så hun ikke alle Takumaras som sine fjender, som hun måske burde. Malia havde snakket om hun ville snakke med Noah. Det var et skud ud i luften, hun vidste ikke at han boede her. Måske ville de have haft medfølelse med hende, hvis hun blev ved med at nævne et navn. Malia havde ikke ligefrem forventet, at de ville hente Noah til hende. Det kunne umuligt være den samme Noah som hun regnede med at se. Dog da døren til fangekælderen gik op, listede hun frem imod tremmerne - for at se om hun ud af øjenkrogen kunne se hvem der ankom - men naturligvis var fangekælderen bygget så hun ikke kunne. Pludselig stod de blå øjne foran hende igen. De blå øjne hun aldrig nogensinde havde troet, at hun skulle se igen. Ansigtet prøvede at være seriøs, men hun kunne ikke undgå at smile til Noah. De grønne øjne havde en anderledes glød end omkring Aaron og Nathaniel. Hjertet syntes at banke en anelse hurtigere.
"I didn't really do anything.. just followed Keeva around." Sagde hun på sine vegne. Keeva var kendt som byens heks, og folk mente endda hun havde forhekset lederen. Dog bar Keeva blot nogle særlige evner, hvilket Malia også gjorde. "So.. you are not just a Takumara.. you are a Takumara? You could have told me." Tilføjede hun med et skævt smil til, at det ikke gjorde hende noget.

Noah sad på sit værelse, da det bankede på. ”Yes?” Døren blev åbnet, og en vagt trådte ind. Noah stolede ikke helt på vagter han ikke kunne genkende. Nogle havde trods alt klædt sig ud som vagt og dræbt hans far. Tilliden ville måske vende tilbage, men for nu, stolede han kun på vagter han havde kendt længe. ”A prisoner has asked for you.” Noah regnede med, at de ville spørge efter Luna, bede om nåde og frihed. Så han undrede sig noget, da han var blevet efterspurgt. Men han kunne ikke undgå at være nysgerrig. Han gik ud a døren, og vagten fulgte ham. ”I know where the dungeon is.” Noah var stoppet, og skævede til ham over sin skulder. ”She is a Crawford Sir. I think it wise, if you are escorted.” Kunne det være Malia? Han kunne ikke se, hvorfor hun skulle være kommet tilbage. ”Fine,” Noah forsatte ned til kælderen med vagten lige i hælene.

Noah bevægede sig forsigtigt frem mod cellen. Han forventede ikke at se Malia, og hvis det var hende, ville hun være fængslet. Det var ikke noget han ønskede at se. Noah så på Malia uden at trække en mine. Han kunne ikke lade vagterne vide de kendte hinanden. Det var svært ikke at smile, men han blev nød til det. Han trak en smule på den ene mundvige, før han drejede sig imod vagterne. ”Leave us.” Vagterne så først forvirrede ud. ”Did I mumble? Leave me alone with the prisoner.” Noah var vokset med hans nyfundne titel, og var blevet bedre til at ‘kommandere’ folk. Det var ikke noget han først havde brudt sig om. Vagterne forsvandt alle og efterlod dem alene. Han drejede sig imod Malia igen og tog hendes hånd.

”I know you didn’t. They just do what they think is right.  Unfortunately they believe every Crawford need to be imprisoned.” Han så ned, da hun påpegede han var mere end den almindelige Takumara. Det var ikke altid noget han råbte højt om. Han ville ikke have folk behandlede ham anderledes. ”I know. And I should have. I just wanted you to know me, not my family or my reputation.” Han trådte tættere på tremmerne. ”I never thought I would see you again.”

Han var naturligvis nød til at være hård. Malia forstod nu faren ved dette, det havde hun ikke gjort før. Hun havde dog ventet med at sige noget til de var alene - til han tog hendes hånd.
"They just do what they think is best for your people, don't blame them for that." Svarede hun, for at prøve at løfte hans humør lidt. Selv trådte hun tættere på tremmerne, det var underligt at se ham igen - men godt at se ham igen. Selvom det skulle være bag tremmer. Et plus var det ikke var så længe hun havde siddet her. Det forklarede hvorfor hun endnu ikke var påvirket af fangeskabet - det også, det faktum at disse fangekældere var meget pænere end hendes gamle værelse.
"It don't change the way I feel about you Noah." Startede hun ud, med et ærligt blik i øjnene. " And, well, If we play our cards out now. I found my family." Svarede hun og sank en klump. Aaron ville ikke blive glad for at hører dette, og hun ønskede ikke at han ville starte en krig. Men Malia kunne tage vare på sig selv - lidt i hvert fald. "It's not gonna be long, before people will talk about me.. and paint a picture about because of my family. It's not gonna be pretty on your lands." Tilføjede hun og sank lidt en klump.
"If you havn't guessed it by now... my brother is Aaron. I'm not just a Crawford." Det var en stor nyhed, for dem begge. Dog måtte hun indrømme, at hun også have savnet ham - mere end hun burde. De havde delt noget specielt, i hvert fald i Malias øjne. Hun havde givet noget af sig selv til Noah, som hun ikke kunne give til andre. Malia slap ikke Noahs hånd, en del af hende var bange for at nyheden ville skræmme ham væk. Som det burde skræmme hende væk. De havde en chance for at vise folk, at øjenfarve hørte til en slægtlinje - ikke til hvem du var bag de farverige øjne.

Malia stod helt op af tremmerne, dog uden at trykke sig op af dem.
"I can get out without you our Lunas help you know. I will show you some stuff I learned." Malia lød så stolt, men hun havde jo heller aldrig på disse lande, fået lov til at træne sine evner. Det var ikke noget stort hun kunne og alligevel. Måske var det derfor hun ikke havde været bekymret? En plante i vinduet, syntes at vokse sig større - og dens arm dansede hen langs gulvet , som var Malia en slangetæmmer. Grenen smuttede i nøglehullet, og bevægede sig rundt til låsen var åben. Et smil sneg sig atter lidt større op til Malia. Det var første skridt, mon hun kunne finde ud af at akivitere sin evne for den næste. For ganske rigtig, nu nåede ikke engang at se Noah ordenligt i øjnene før vagten, havde hørt låsen var gået.
"Stupid Crawfords.. get back sir." Udbrød vagten vredt, og var allerede klar med noget vand til at angribe. Malia sukkede let, og pustede ud. De grønne øjne glødede en smule mere end de normalt gjorde. Nærmest helt neon, og hun fokuserede på nogle gode følelser. Venlighed, glæde og kærlighed. Fik dem til at boble frem i vagten.
"Oh miss. Please come inside. There is no reason a girl like you is here. Sorry for mistaken that." Let vendte Malia et drillende blik om til Noah.
"Show me around please." Sagde hun med en blid latter, og greb let fat i Noahs hånd. Malia levede mere i nuet, end i fortiden og fremtiden. Hun havde altid været det mere naturlig nysgerrig, og hendes personlighed var ikke den skræmte og bange pige som før. Hun var vokset som person, mere positiv og glad.

”I don’t.” Selvfølgelig ønskede han ikke, at se Malia bag tremmer. Men hvis en hvilken som helst anden Crawford opfandt sig i Fairlake, ville de blive fængslet. Og sandsynligvis ikke være lige så heldig som Malia. Noah ville ikke lade nogen gøre hende noget, selv hvis det betød at gå imod Luna. Han elskede Luna, men Malia var ikke ond, og skulle ikke behandles sådan. Han var på ingen måde sikker på, hvor han stod med Malia, han ville bare ikke lade nogen gøre hende noget. Han vidste en ting. Hvis han tilbragte nok tid med Malia, var hun en han kunne falde for. En han med stor sandsynlighed ville falde for, før eller siden. Men han ville heller ikke stoppe det. Selvom han burde.

”Thank you.” Han smilede, da hun fortalte hun havde fundet hendes familie. Det falmede lidt, da hun indikerede hendes familie havde politiske stillinger. Da hun direkte fortalte Aaron Crawford var hendes bror, slap han hendes hånd. Ikke bevidst, det kom bare bag på ham. Inden i havde han lyst til at slå til noget. Malia kunne komme til at betyde så meget for ham, var allerede godt på vej til det. Men hvis folk opdagede det, hvis Aaron og Luna opdagede det… Han turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske med dem.

Noah kunne ikke finde ud af hvad han skulle føle. Han var vred på sig selv, fordi han et sted følte han svigtede sin familie og sin slægt, glad for at se Malia igen og irriteret over hun absolut skulle have Crawford som efternavn. Han trådte et skridt tilbage, og så hende bruge hendes evne til at lirke låsen op. Noah mente ikke det var den bedste måde at komme fri på. Hvis han havde talt med Luna, ville hun sikkert forstå. Det var lidt som med Clarke og Luna. Kærlighed der ikke burde være. Hun blev nød til at forstå. Da vagten kom ind, var Noah klar til at give en ordre, men pludselig ændrede han fuldstændig mening. Han så på Malia, og så en neongrøn farve forlade hendes øjne. Hun havde gjort noget ved vagten.

”Malia, please stop. Just for a moment.” Hvis han gik ud derfra med hende I hånden, ville endnu en krig med stor sandsynlighed bryde ud. ”I don’t know if this is a good idea. I really like you, and I care about you. But I don’t know if it’s worth a war breaking out. Maybe we should just stop… Before we get in too deep.” Det var ikke let for ham at sige, for han ønskede bare at holde om hende, kysse hende. Men han var i tvivl. Han anede ikke hvordan han skulle håndtere hele den her situation. ”I’m sorry.” Han slap hendes hånd og slog blikket i gulvet. Hvis hun ville stikke af, skulle han nok hjælpe hende. Men for alles skyld, blev han nød til at afslutte. Han kunne få fred eller glæde. Men lige nu virkede begge ting umuligt at opnå. Sidst de havde set hinanden, havde han sat sig selv først, men det kunne han ikke længere.

Hver gang hun nævnte Aaron, så trak en eller anden sig. Naturligvis var der ting hun ikke kendte til omkring Aaron, men hun anså ham ikke som sådan et forfærdeligt menneske. De kom stille ud af rummet, og Malia regnede egentlig med at det skulle blive godt nok. Hun var glad. Glad for at se Noah igen, og hun troede ikke noget kunne ødelægge det. Ikke før han bad hende stoppe op. De grønne øjne kiggede imod hans de blå, på grund af den fysiske kontakt kunne hun mærke uroen i hans følelser. Det næste han sagde, fik det glade blik i hendes øjne til at falme. Af alt han sagde var det knap nok alt, som hang ved. Små ord, små sætninger - som han ikke burde have sagt - blev sagt. Det var kun fordi, hun havde hørt dem i en anden sammenhæng før. Hvilket gjorde det ramte mere end hun måske først lige havde regnet med. But I don’t know if it’s worth a war breaking out. Maybe we should just stop… Before we get in too deep. Det føltes som om, at hun stille faldt fra hinanden. Alt hun havde bygget op den dag. Det faldt stille fra hinanden, og hun kunne mærke på sig selv - at der var noget der gjorde ondt.
"You mean.. If I'm not worth it.. don't worry. You are not the first person to tell me that." Let sank hun en klump og pustede ud. Det var ikke en sjov samtale, og hun kunne mærke sig selv kæmpe mod sine følelser. Dog virkede hun ikke såret, hun så iskold ud - for de ord havde fået hende til det. De smed hende tilbage til begyndelsen, hvor følelser ikke var vigtige - hvor hun nærmest kunne risikerer tæsk- hvis hun så meget som fældede hende en tåre.
"But if its so...There is nothing to stop." På de ord slap hun selv hans hånd. Hun kunne ikke klare at se på ham. Ikke lige nu. Måske var det hans sted, med vagter og alt muligt andet shit. Men hun var ligeglad lige nu, hun skulle bare lidt væk. Så snart hun havde fundet et eller andet lille fjernt sted. Lod hun ryggen falde imod muren. Let hamrede hun hovedet ind imod væggen. Følelserne bankede rundt i hende. De ønskede at blive lukket ud i sikkerhed, som ved Nate - men hun turde ikke. Af en eller anden grund følte hun sig ikke længere i balance, og hun hadede sig selv for det.

Endelig kom der en enkelt tårer trillerende ned af hendes kind. Hun havde givet ham mere end mange andre. Sandt nok var Nate nok den eneste hun nogensinde havde lukket sig helt op for, men Noah havde hun ladet komme tættere på en nogen anden. Malia kunne ikke sætte ord på, hvad hun følte lige nu. Hun kendte ikke de forskellige følelser ligeså godt som andre - men hun vidste at lige nu var den eneste hun ønskede at holde om Aaron. Mest af alt ønskede hun lige nu, at hun var alle andre steder. For pludselig ramte en ond stemme hendes hoved, og fik hende i dårlige tanker. Fik hende til at føle sig så lille. Malia havde hovedet mellem sine knæ, imens hun sad i et hjørne. Lyden af Hr. Underwoods nedladende stemme hang i hendes hjerne, og selvom hun tiggede den skulle gå væk - havde den alligevel fået listet sig frem. Frustrationerne ved stemmen havde aktiveret hendes slægtevner over i nærmest at have bygget et plante fort omkring hende. Ikke at hun selv havde set det, men hendes skjul var lige pludselig ikke et skjul mere. Nogle kom tættere på Noah eller en vagt. Men hun ønskede ikke at nogle skulle komme tættere på lige nu.
"Leave me alone." Fik hun råbt. "Just leavee.." Hendes stemme knækkede over. Hvorfor havde hun spildt sin tid på at tænke så positivt om Noah, når han kunne få hende til at føle sig så ødelagt også. Hun var en pige der aldrig havde fået lov til at udtrykke de følelser hun havde, før fornyligt. Og følelserne var voldsomme for hende, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på dem.

Noah vidste ikke om han gjorde det rigtige. Hvordan kunne man overhovedet vide det? Det var ikke det værd? Hvorfor sagde han overhovedet det? Selvfølgelig var det det værd. Malia var ikke bare en pige. Hun var speciel for ham. Og at lade hende glide igennem fingrene på ham var det dummeste han kunne gøre. Så ville han vende tilbage til det samme hul han havde været i før han mødte Malia. Et sted hvor han ikke kunne være den næstkommanderende hun gjorde ham til. Hun havde hjulpet ham så meget. Han nåede ikke at stoppe hende, før hun var gledet ud mellem hans fingre, bogstavlig talt. Han kunne mærke varmen fra hendes hånd langsomt forlade hans. Han var frustreret. Hvis det var det her det betød at lede, så ville han hellere vælge det fra. For det var ikke det værd i længden. Han drejede sig hurtigt rundt og sparkede en tønde med noget væske ind i væggen så væsken flød ud på gulvet. Dernæst slog han sin hånd direkte ind i stenmuren. Det var ikke handlinger han tænkte på at gøre, det skete bare, fordi han ikke anede hvordan han ellers skulle reagere.

Noah stod et øjeblik med hånden knyttet ned langs hans side. Den blødte, og noget måtte være brækket i hånden. Men han kunne ikke mærke det, og han var også ligeglad. Han farede ud af kælderen forbi alle vagterne, ignorerede alle der talte til ham. Der var kun en person han skulle tale med lige nu. Han gik først ned af gangen, men så så nogle planter der ikke havde været der for et øjeblik siden. Det kunne kun være Malia. Han gik derhen, uden at bekymre sig om hvad folk tænkte. Lige nu var han ligeglad. Han ville bare ikke have hun troede han var ligeglad, at hun ikke var det værd. For det var hun. Han lagde hans sårede hånd mod fortet, og måtte bide tænderne sammen da han åbnede den.

”I won’t leave.” Han kunne ikke se hende, men det var også lige meget. Hun skulle bare vide hvad han virkelig følte. ”I’m an idiot Malia. Everything I said down there is not what I really feel. I just thought it what I was supposed to do. But it isn’t.” Han satte sig ned, så han sad op af samme mur som hende, stadig med en hånd imod fortet. ”I can’t bring peace, if I’m not at peace myself. And you gave me peace.” Han så ned i jorden. Han blev nød til at fortælle hvad han virkelig følte, så hun vidste det ikke bare var noget han sagde. For han mente hvert et ord. ”Before I met you, I was restless. I was not fit to be what I needed to be. I can’t do this without Malia.” Han kunne mærke nogle tårer finde vej til hans øjne, men han forsøgte så vidt muligt at stoppe dem fra at falde. ”Can you let me in again?” Han håbede på det, for hun var den eneste han kunne være sig selv med. Han var altid en storebror eller en lillebror, en næstkommanderende for nogle og en leder for andre. Men han var aldrig bare Noah. Udover når han var sammen med Malia, og han kunne ikke give slip på det. ”Please,” en tåre faldt ned langs hans kind.

Hun klemte øjnene voldsommere sammen da han sagde, at han ikke ville gå. Let løftede hun blikket op og så mørket hun havde skabt. Hun havde uden at tænke over det lukket sig inde, og det havde ikke ligefrem været hendes mening. Let kiggede hun mod lyden af hans stemme da han atter sagde noget. Let klemte hun øjnene sammen igen, lod de sidste tårer presse sig ud imens hun blot lyttede. En stor del af hende ønskede at lukke op. Slå armene omkring ham, og den anden vidste godt, at det var forkert at ønske det. Det var forkert. Hvorfor skulle dette være så mentalt hårdt? Det var udmattelse mod en ny grænse, og hun vidste ikke om hun kunne lide den eller ej. Malia ønskede at banke frustrationerne væk og blot vende tilbage til glæden. Hun kunne med Nate - Nate havde svigtet hende så groft - men der var altid en grund til, at man sagde ting man ikke mente. Og nu når hun tænkte over det, havde Noah også sagt det for deres begges bedste. Malia blev i sit fort. Igennem alle hans sætninger og hun kunne mærke følelsen. Den sneg sig ind og blandede sig med hende - måske for at se om den kunne finde et match - og det gjorde den. Spørgsmålet var blot om hun kunne få sig selv til at stå over det. Havde hun viljestyrken til at kæmpe sig over dette også? Can you let me in again? Ordene efter tilgivelse og fortrydelse fik hende til at synke en klump. Let pustede hun ud og med en fiks håndbevægelse, så faldt fortet tilbage sine egne planter - og Malia rejste sig lidt op.

Let sank hun en klump. For hun var i konflikt med, hvad hun burde sige.
"I.. Since I came home. I have been thinking about meeting you again. Not a day without thinking that. I don't care... I don't care about the bloodlines. If they have the power to control how we should feel... is it really worth it?" Sagde hun og lavede et anelse trist udtryk i sit ansigt. "We act if there is gonna be a war soon, but if that is so much more easy then peace.. whey don't we try challange ourselves? I'm not a leader, I will never be. But I'm not gonna stand by and watch a war.. tear everything apart." Tilføjede hun ret bestemt. Det var frygten for krig, der fik dem fra hinanden - så det var den tanke der gjorde hende vred.
"We live right now. I'm not gonna let the fear of war stop me from what I feel." Tilføjede hun med et ekstra skridt imod ham. Hendes stemme var tydelig, og oprigtig. De grønne øjne bukkede ikke væk fra Noah et eneste sekund. For han skulle vide, hvad hun mente omkring det. Og lidt vred var hun vel også. Hun havde levet på konsekvenserne på resterne af guldkrigen - og det var ikke noget hun ønskede at andre skulle sættes igennem.

Hun rystede let på hovedet. Så lagde hun sin hånd imod hans kind, for at presse sine læber ind imod hans. Malias læber havde savnet Noahs, ingen tvivl om det. Det var den samme følelse som fra før. Dog med en ny følelse der pressede sig igennem, en frygt for at miste. At miste det hun havde lige her og nu. Malia levede mere i nuet, og tog sig ikke tid til at tænke på, hvad tingene ville bringe i fremtiden. Efter lidt trak hun sig, ikke meget men nok til hendes pande kunne hvile imod hans.
"You are my safeplace.. will always be." Hviskede hun let imod hans læber, og lukkede øjnene for at opfange alle de følelser fra ham. Gode som dårlige.

Noah vidste hans handlinger havde konsekvenser. At sidde her, ønske at holde om en Crawford var nok til at få folk henrettet. Det blev set som forræderi. Men han var ligeglad lige nu. Han ønskede bare hendes tilgivelse, at hun ville ligge sine arme om ham, at han ville se hende smile. Der var så mange ting han ønskede, men ingen af dem handlede om en Takumara. De handlede alle om Malia, en Crawford. Det var hans realitet, og han ville ikke forsøge at løbe fra den. For han ville fortryde det, det vidste han. Det havde ikke været Noahs mening at såre Malia. Tvært imod, han prøvede at få hende i sikkerhed. Han tvivlede på hverken Crawfords eller Takumaras, ville se positivt på det de havde gang i.

Fortet faldt og han rejste sig hurtigt, uden at bruge hans skadede hånd. Han kunne så småt begynde at mærke det. ”It won’t come to war. I will make sure of it.” Han ville være sammen med Malia, og han ville kæmpe for at de kunne være sammen. Hvad end det indebar. Han stod bare og så på hende et øjeblik, tog hende ind. Han havde ikke set den side af hende før. Hun havde ret i hvad hun sagde. Fra nu af, skulle de forsøge at skabe fred frem for det modsatte. Det var det Noah ønskede. Det han troede ville ske, hvis han afbrød hans romance med Malia. Men det ville ikke ændre på noget. Kun på, at han ikke lod sig selv være glad. Og det ville han rigtig gerne være. Det havde han brug for at være.

"We live right now. I'm not gonna let the fear of war stop me from what I feel." Tilføjede hun med et ekstra skridt imod ham. Hendes stemme var tydelig, og oprigtig. De grønne øjne bukkede ikke væk fra Noah et eneste sekund. For han skulle vide, hvad hun mente omkring det. Og lidt vred var hun vel også. Hun havde levet på konsekvenserne på resterne af guldkrigen - og det var ikke noget hun ønskede at andre skulle sættes igennem.

”Nor should it.” Frygt skulle ikke stoppe dem, og det var det han havde indset. Han ville ikke lade det stoppe ham længere. Fra at gøre noget som helst. Han mærkede hendes varme sprede sig fra hendes hånd til hans kind. Kort efter spredte varmen sig i hele hans krop, da hendes læber mødte hans. Han lyttede til hendes ord. ”And you are mine.” Han flyttede panden fra hendes, og førte en hånd over hendes hår - den der ikke var blodig. ”I’ll talk to my sister soon, and then your brother afterwards. I choose to be happy now.” Han ønskede ikke at deres romance skulle være skjult. Hvad end det endte ud I, ville han ikke skjule det. Og det betød at både Luna og Aaron skulle kende til den.

Malia vidste at de to ikke kunne stoppe en  krig, hvis der først startede en. Men hun ville ikke ødelægge øjeblikket med sin direktehed. Malia vidste det var farligt, men hvor farligt vidste hun ikke - det måtte tiden vel vise sig. Frygten ville blive det sidste der stoppede dem. Kysset var en savnet følelse mod hendes læber - det var som om at de havde ventet på dem alt for længe nu. Let sukkede hun da han sagde han ville tale med sin søster og Malias bror. Hvordan Aaron ville se på det, anede hun ikke. Og Malia havde ikke tænkt sig at lade noget ske med Noah.
"Are you sure about that? I mean don't you think I should be there.. you don't know Aaron.. Not that I think he would be angry.. but still." Svarede hun imens hans hånd kørte henover hendes mørke lokker.
"How do you think Luna will take it?" Spurgte hun lidt klukkende, hun havde set Luna. Ganske kort, men nok til at danne sig et billed af hendes personlighed. Det med af udlevere en af sine egne for retfærdighed - var et stærkt karaktertræk ifølge Malia. Mon Noah vidste noget om det? Luna ville næppe have fortalt mange om sin lille deal med Aaron. "I like happy.. I must say it's the emotion I like the most." Hun kunne mærke den på ham. Glæden og den spejlede sig også fra hendes side af. Det var den mest varme og vidunderlige følelse. Let fangede de grønne øjne dog noget.
"What did you do to your hand?" Spurgte hun. Den var en anelse rød og ikke mindst hævet. Som om at han havde givet nogle tæsk med den. "Did you punsh a wall or something?" Spurgte igen dog med et hævet bryn. En anelse bekymret kunne man da ikke undgå at være. Ikke at hun var bedre selv, hun havde måske ikke slået på noget - men at bygge et fort af husets planter - var måske heller ikke et upper tegn på kontrol.

"Not that I don't want to stay.. but I don't want to worry Aaron more then I already do. I haven't really said anything about what happened in the past - or anything else. I don't know how.. to talk emotions.. it just seems like something no one else would care about. I mean I'm use to people don't care.. and now people do.. I can't figure out what to say." Det var lidt et råb om hjælp. Hun stolede på Noah helt ud, og hendes lille udbrud ved Nate - men Aaron var også en ny person - som elskede hende virkelig meget - og hun ønskede ikke han skulle se på hende som knust glas. "So how long do you think I can stay without getting in trouble?" Hun ønskede trods alt ikke at gå med det samme. Og hun havde måske brug for bare lige at snakke lidt med Noah. Det var først nu hun var begyndt at mærke de skader Keeva havde påført hende. Generelt føltes hendes krop som om, at den var blevet gennemtæsket - hvilket ikke engang var en overdrivelse. Henover venstre øre kunne man lige over se det næsten friske spor af spyddet - Keeva næsten havde skåret igennem hendes ansigt. Generelt mange blå mærker under den store mængde tøj hun havde på. Malia prøvede blot at ignore smerten - måske skulle hun opsøge Nate på vej hjem først? Han kunne måske hjælpe hende blot lidt... Det var en overvejelse, men hun ønskede ikke at skabe flere problemer end hun allerede havde gjort.

Noah vidste det stadig var tideligt. De havde ikke kendt hinanden særlig længe. Men hun havde taget ham med storm. Havde hun hvilket som helst andet, havde han ladet hende sidde i sit fort. Men fordi hun var Malia, kunne han ikke. Han ønskede på en måde, de havde været fra samme slægt. Så havde der ikke været et problem med at de var sammen, og det ville ikke give så meget modstand i fremtiden. For han vidste det ville komme. Lige så snart han havde talt med Aaron, ville deres forhold blive offentligt, og ligegyldigt hvad Aaron og Luna mente om dem, ville alle ikke have positive følelser omkring. De blev nød til at skjule sig. Men hun var det værd.

”I’m sure. I have never met your brother, only briefly when communicating with my father. But it is the right thing to do. I will come the day after tomorrow. We will see each other then.” Han ville helst tale med Luna først. Mest fordi han ønskede en positiv reaktion, og selvom hun måske ikke ville stå inde for deres forhold, ville hun stadig støtte ham. Den støtte havde han brug for, hvis han skulle have mod til at opsøge Aaron, og det skulle han gøre. Hvad end deres møde så måtte indebære. ”Not that bad. She know what it’s like to be… To feel this way. She will understand.” Noah blev ikke altid lukket ind i det politiske. Om Luna gjorde det for at skåne ham, eller om der var en anden grund, var han endnu ikke sikker på. Men det havde hidtil ikke generet ham. Men fremover, ville han meget gerne være involveret. Særligt hvis det handlede om The Crawfords. ”Me too.” Han så hende i øjnene.

”Oh, it’s nothing.” Det var begyndt at gøre rigtig ondt, men han vidste også han hurtigt kunne heale den igen. Så det var bare at bide smerten i sig lidt endnu. ”I did, actually.” Noah havde spottet Malias skræmmer tidligere, men der var en masse følelser der forhindrede ham i virkeligt at se dem. Nu hvor de var inde på emnet, gik det op for ham hvor slemt det faktisk var. ”I believe everyone will understand their feelings someday. Some just need a little more time. I will help you. Once this is all over.” Han ville bare gerne have Malia havde det godt, og det inkluderede også, at man var i kontakt med sine følelser, og kunne forstå hvorfor man følte sådan. ”I can follow you some of the way. But first there is something I need to do.”

”Not that long, I believe.” Han så nærmere på hendes skader, hvem end der havde gjort det ved hende, havde gjort det godt. Han så rundt omkring sig, og fandt en spand med vand. Han hentede den og stak først sin skade næve ned i den. Da han trak den op, så det ud til der slet intet var sket, og det føltes også sådan. Han kunne fornemme knoglen samle sig igen. Det tog altid lidt længere tid, hvis knogler var brækket. Han dyppede atter sin hånd i vandet og stillede spanden på jorden. Vandet blev hurtigt opsuget af hans hud. ”Trust me,” sagde han og greb fat om hendes hånd. Langsomt førte han sin anden hånd hen over hendes skader i hovedet. Vandet bevægede sig ud igennem hans hud, og ind i hendes. Langsomt lukkede sår sig, og de blå mærker gik i sig selv igen. Han kunne intet mærke, udover det kølige vand forlade hans krop. Men han vidste godt hvad der skete efterfølgende. Det ville tage ham længere tid om at heale skader, store som små. Måske ikke så praktisk, når han snart skulle ind til en beskyttende storebror og fortælle han ville være sammen med hans søster. Forhåbentligt kunne hans blodlegemer være tilbage til den tid.

Malia nikkede accepterende til at opsøge Aaron. Aaron var ikke nogen dårlig person, men alle havde deres møder at se på sådanne ting på. Hvis Malia kunne blive være fanget i 21 år fordi nogle ikke kunne lide hendes slægt - så var det ikke til at sige, hvad der ville ske , hvis de blev opdaget. Nok havde hun ikke ligefrem gennemtænkt den del endnu, eller faktisk tænkt på den. Noah lød til at Luna ville forstå, så måske var det et skridt i rette retning. Let åndede hun ud.

Det kom egentlig ikke bag på hende, at Noah havde været frustreret - det havde hun selv været også. Malias egne skader havde hun så småt glemt alt om. Men det var også tilvendelse, hun var van til at sætte de fysiske skader til side og komme videre i hverdagen.
"I feel bad for the wall." Svarede hun med et lille skævt smil, generelt var hun god til at komme med en joke, omkring sine egne skader. Malia havde brug for nogle at snakke med sine følelser om, eller mere vigtigt - nogle der kunne fortælle hende, hvordan hun skulle låse op for dem uden at eksploderer.
"I would love to." Svarede hun. Malia vidste godt, hvad hun følte - men det var at snakke om dem og forstå mange af følelserne - shun ikke anede noget om. Specielt med den evne hun havde - virkede det som en umulighed. Han ville følge hende noget at vejen, hvilket blot mindede hende om deres første møde. Dog kneb hun øjnene da han sagde, der var noget han behøvede at gøre. Let trak hun sin trøje af på grund af varmen, imens han så ud til at ville hente noget. Mærkerne var mere tydelige på hendes arm, hende og Keeva havde trods alt haft noget af en slåskamp. Det lettere mærke på hendes kind, var dog ved at gå i sig selv - måske fordi området var så van til skaderne?

Malia kneb undrende øjnene da han hentede en spand vand. Måske havde han en eller anden speciel evne ligesom Nate - bare på en anden måde. Det var hendes teori da han tog den skadede hånd op som intet var sket. Let så hun en smule skeptisk på ham, men da han sagde hun skulle stole på ham - så nikkede hun. Let lukkede hun øjnene og mærkede hans hånd imod hendes hoved. På sammetid gav det et lille sæt i hende da skaderne og smerten faldt væk. Det var som en stor sten der blev fjernet fra hende, hun kunne trække vejret ordenligt igen - uden at anstrenge sig for at holde smerten væk fra sit sind. Det sitrede i hende, som smerten forlod hendes krop. Så snart det var ovre åbnede hun de grønne øjne. Malia så ud som om, at det var den reneste magi - det var det trods alt også. Nate havde også taget noget smerte fra hende før, men det var efterhånden mange år siden.
"It feels amazing." Sagde hun og åndede ud med et smil på læben. "Thank you."

Let sukkede hun så.
"Do I have to leave.. Can't I stay with you just a little bit longer?" Spurgte hun næsten bedende. Hun ønskede ikke at forlade hans side så hurtigt. Specielt ikke når de havde brugt halvdelen af tiden på at bryde sammen. Let trådte hun tættere på ham. "Not long. Just a little longer." Om det betød de skulle gemme sig lidt havde hun intet imod. Bare hun kunne være lidt længere sammen med ham. Malia vidste ikke om han kunne mærke det på hende, at hun var mere i ro end deres første møde. Ikke sådan direkte på kontrol, men hun var ikke bange mere - og det gjorde ekstremt meget for hende. Frygten og tankerne om hvor hun kom fra - de var lagt på plads og fyldte ikke i systemet mere. Hun var fri som en fugl nu, og ønskede at leve sit liv fuldt ud.