Please have mercy on my heart - Noah

S: Malias værelse ved Aaron
O: Beskrives
T: Efter snakken med Aaron
V: Ligegyldigt emnet er indenfor
P: Klik
@Noah <3 (Til når jeres dramatiske emne er slut, kunne ikke holde min krea tilbage xD )

---

Malia var taget hjem nu, på grund af Aaron og Noah var i huset - havde hun medvilje ladet dem snakke selv. Noah havde givet udtryk for, at han ønskede at tale med Aaron selv. Malia havde syntes det var en dum ide, men hun havde ladet ham fuldføre den. Men som hun kom nærmere huset, kunne hun mærke frustration hænge som en tyk tåge. Der var ikke så meget som en positiv følelse da hun lukkede døren op. Naturligvis, vidste hun godt - at det kun var hende der kunne føle det. Stemningen gjorde hende utilpas, og en anelse bange. Let gik hun op på sit værelse, så snart hun stod i døren kunne hun se Noah inde på sit rum. Malia sank en klump, og kunne mærke frustrationen kraftigere end nogensinde før. Hun vidste hvad der skulle gøres. Nede i byen havde nogle hørt et rygte om dem, og det var ikke ligefrem godt - hvis det kunne skade Aaron måtte hun stoppe imens legen var god. Let pustede hun lydløst ud og lukkede døren bagved sig.
"Hey." Startede hun svagt ud og sank en klump. Let trådte hun tættere på Noah, som om at hun ville have ud af ham, hvordan det gik. Også selvom hun kendte svaret. Let svang hun armene omkring ham, og knugede ham tæt ind til sig. Malia kunne mærke tårerne der sveg i sine øjne, men hun holdt dem tilbage. Det var nu hun skulle være stærk. Let gav hun lidt af følelsen af foragt og ligegyldighed til ham, på samme tid måtte hun tage følelsen hun erstattede - hans kærlighed til hende. De grønne øjne glødede let imens de var presset ind imod hans brystkasse. Læberne skælvede imens, men hun måtte holde det tilbage. Malia kunne mærke sit hjerte bistre, falde fra hinanden ganske stille.
"How do you feel?" Spurgte hun og trak sig tilbage. Øjnene glødede ikke længere, for det ville blot afslørre hendes gerninger. Let pustede hun ud.
"I... I think its time you go home.. don't look back. No one wants you here." Ordene nåede ikke at knække på hendes stemme bånd, men det var lige ved. Malia kunne mærke smerten indeni, så kraftigt at det gjorde mere ondt end nogensinde før. Ordene var langtfra sande, men det var hvad der skulle til for at gøre det sikkert. Hun måtte ofre lidt for at verden kunne fungerer.

Noah havde ikke regnet med, Aaron ville reagere positivt på hans forhold med Malia. Så hans reaktion kom ikke bag på ham, men det generede ham stadig. Han havde håbet Malia og Noah kunne være sammen med deres søskendes tilladelse. Sådan var det ikke endt, og nu måtte de finde på noget andet. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig, at stoppe med at se hende. Han var faldet for hende. Godt og grundigt. Han så på hende da hilste og kom tættere på ham. ”Hey.” Han lagde en hånd i hans nakke og gned den forsigtigt frem og tilbage. ”I’m sorry. I might have tackled this the wrong way.” Han havde håbet Aaron ville acceptere det, hvis han selv mødte op, og forklarede deres situation. Men det håb var hurtigt blevet knust. Han lagde armene om hende, og lod hans sanser indtage hende. Han var ikke sikker på hvornår han så hende igen, så han ville ikke glemme hendes duft, følelsen af hendes hud mod hans. ”I’m okay. I will be okay.”

Det ærgrede ham, at hun trak sig ud af krammet. Han ville gerne have holdt hende lidt længere. Han så på hende da hun bad ham gå. Hvorfor sagde hun sådan? Han havde prøvet at få Aarons accept. Ville hun smide det hele væk nu? ”Why do you say that? Malia, we can make it work.” Han tog fat om hendes hånd og så hende I øjnene. ”I will not be able to go away and not look back. Don’t you understand? I love you.” Han havde aldrig sagt det til nogen før, ikke i denne sammenhæng. Men det var sådan han følte. Han elskede hende virkelig, og det gjorde fysisk ondt på ham, at høre hende sige hun ikke ville have ham. ”Don’t push me away, please.” Han anede ikke hvor det kom fra. Hun havde aldrig givet udtryk for, hun ikke ønskede han var der. Så hvorfor den pludselig ændring?

"Is there a right things for this?" Spurgte hun let og trak på skulderen. Krammet skubbede de triste kort væk, men hun kunne ikke undgå at tænke for meget over det. Alt den smerte der ville blive her, den ønskede hun ikke han skulle leve videre på. Der ville blive en masse fare - og det fortjente han ikke. I’m okay. I will be okay. Den lydløse næsten gråd var der inden hun trak sig ud. Malia vidste, der ville være en chance for at hun ikke kunne gennemføre det hun ville gøre, og det ville være det sværeste hun nogensinde havde gjort. Men hvis hun var nød til at ofre sin egen glæde, for at Noah kunne være sikker. Så var det, hvad hun behøvede at gøre. Selvom det gjorde voldsomt ondt.

Malia var nød til at skubbe kærligheden i sine følelser til side, og erstatte den med noget hun var bedre til - eller ikke bedre, blot mere van til. Why do you say that? Malia, we can make it work. Let rystede hun på hovedet.
"How? By staying secret? Risking our lives every single moment.. risk our siblings lives?" Spurgte hun og så skeptisk imod ham. En ting var, at Malia ikke ønskede at leve i hemmelighed. Hun havde været gemt nok væk, og det havde ikke været rart - desuden ønskede hun at være ude, hvor hun kunne få luft. Tilgangen til hans følelser var sværer for hende at skubbe væk, som han tog hendes hånd. Noah gjorde det kun mere hårdt for hende. Don't you understand? I love you. Lysten til at sige det tilbage til ham var der, men det ville give en anden magt over hende - og hun ville sikkert ikke kunne gennemføre det. Det var bedre, hvis hun fik ham til at stoppe med det.
"We met and we talked and it was epic. But the sun came up and reality set in." Sagde hun og slap hans hånd. "It's too dangerous Noah. I don't want to live like that. In secret.. Sneaking around. I want to live my live, and I can't do that.. If I'm with you." Tilføjede hun og noget indeni hende gik i stykker.

Don’t push me away, please. Let sank hun en klump, og trak på skulderen.
"Its not because I want to.. can't you see. All this is a fairy tale? But we live in the real world, war is around the corner.. people who wants my brother dead and you dead - because of this.. Noah I'm not doing this because I hate you.. I'm going this because I love you." Sagde hun og samlede sine læber sammen i en smal streg. "Please don't make this harder for me then it already is.." Tiggede hun en anelse. "Can't you please just be angry at me? Hate me? Something?" Malia ville ønske det var så nemt, hun kunne mærke følelserne. At spille dem ville ikke gøre dem ægte. Vreden byggede sig stille op indeni, lige nu var den rettet imod Aaron - ikke at hun ønskede den skulle være det. Men det havde været lettere for dem, hvis det var gået godt. Så kunne de have snakket med Luna bagefter.. sammen kunne de alle hjælpe med at finde en form for fred. I stedet var det hendes egen bror, som ikke så på tingene på den måde.

”I suppose not.” Han nød at holde hende i sine arme. Alting virkede bedre, når hun var tæt på. Men på trods af Noah ikke ønskede at slippe hende, så bragte deres forhold en masse komplikationer med sig. Han ville ikke bytte hans tid med Malia for noget, men han ville ønske det havde været lettere. At de bare kunne have været sammen, uden alle de bump på vejen. Han var ligeglad hvad der skulle til, han ville arbejde hen imod, at de kunne være sammen en dag. Lige meget hvad det krævede. Han så væk fra hende, da hun rystede på hovedet. Hun havde en pointe, men han kunne ikke bare give slip på hende. Det var også svært for hende, det kunne han se. ”No. We shouldn’t risk our lives or their lives. Better be unhappy then.” Hans tonefald indikerede både sarkasme, og et strejf af irritation. Ikke rettet mod hende, bare situationen som en helhed. Han så ikke på hende. Det gjorde for ondt. Det gjorde fysisk ondt på ham at se hende sige farvel til ham. ”Don’t ever talk like it wasn’t real. I have never felt anything more real in my life.” Hun var det der var mest virkeligt i hans liv, og at høre hende sige andet, skabte en smule vrede i ham. Men han ville aldrig lade det gå udover hende. ”No I get it. I am just in the way. You should be with someone who has green eyes. Then you and your brother will be safe. I understand, I really do. I just thought I would be the one to say these things, not you.”

Noah så endelig på hende. ”War is not the only real thing in this world. And love is not a fairytale. Just because it’s hard, doesn’t mean it’s not worth it. I know why you are doing this, to keep me safe. But this is way worse than any war. I would go to war, if it meant I could be with you. This is not a fairytale Malia, not for me.” Han spændte kæben, da hun ønskede han var vred på hende, hadede hende. ”How could I ever hate you?” Han så hende i øjnene og holdt vejret et øjeblik, som for at samle mod. ”If you want me to leave, I will go. But I will always fight for the opportunity to come back here. Nothing will keep me away. Not one thing.” Han lagde en hånd på hendes kind, og aede den lige så stille med hans tommelfinger. ”One day, we will be together.” Han kyssede hende en sidste gang. Han vidste ikke hvornår det ville ske igen. Han brød kysset, men blev stående lige så tæt på hende. ”Goodbye.” Han fjernede sig og gik hurtigt væk fra hende. Hvis han blev for længe, ville han fortryde hans beslutning om at gå. Han blev nød til at komme væk, mens han stadig havde modet til det.

Let vippede hun irriteret hovedet på skrå over hans sarkasme. Lige der passede den ikke ind. Malia kunne mærke på ham det gjorde ondt på ham, og det gjorde endnu mere ondt på hende. Stemningen var så trist og sårbar - intet kunne redde den nu, end hvis tingene havde været lettere. Let lukkede hun øjnene i for at håbe at det hele ville være ovre - og når hun slog dem op igen, ville hun vågne med ham i sin favn - men det skete ikke. Det var stadigvæk deres tur i helved som kørte i top fart.
"You did say these things. You told me, I was wrong.. you were right." Måtte hun sige, hvad kunne hun sige, for at få ham til at stoppe med at kæmpe mod hendes ord. Virkede hun ikke troværdig nok? Det var svært at holde masken, og hvordan det lykkedes hendes stædighed at vinde - var hende sommetider en gåde. I would go to war, if it meant I could be with you. This is not a fairytale Malia, not for me. Alt hun ønskede var at omfavne ham og fortælle ham hun var enig - for i bund og grund var hun. Men hvis Aaron havde gjort, hvad han havde gjort - var det ikke Noah det skulle gå udover. Noah havde prøvet, men hun ville heller ikke skjule noget fra sin bror. Dog kunne vreden ikke undgå at banke på, og få lyst til at flå hovedet af nogle . How could I ever hate you?
"Because I'm going to break your heart..." Hviskede hun og på trods af der ingen tårer var, var det tydeligt øjnene var triste. Hun ønskede ikke det, men det var den eneste vej - som hun lige nu kunne se som en mulighed. If you want me to leave, I will go. But I will always fight for the opportunity to come back here. Nothing will keep me away. Not one thing. Let sank hun en klump som hun mærkede hans hånd imod sin kind. Det var nok den sidste gang, det nogensinde ville ske - måden tommelfingeren aede hendes kind ligeså stille. One day, we will be together. Let så hun ham i øjnene, som han plantede sine læber imod hendes. En tårer klemte sig ud af hendes øje og blandede sig mellem deres læber. Noah brød kysset, hvilket fik Malias øjne til at løfte sig op på hans. Mere nåede hun ikke at sige før han havde sagt farvel.. og gik.

Malia lod ham få et forspring før hun fulgte med igennem gangen, for at sikre sig vagterne tog ordentligt imod ham. Så snart han var ude var hendes fødder allerede påvej tilbage på værelset for at se ud, imens hun så ham forsvinde ud igennem landsskabet.
"Goodbye.. my sweet love." Hviskede hun før hun brød sammen i gråd.

//Out - I cry D: <3