What if?... - Noah

Malia var taget på farlig grund igen. Ikke fordi hun ude på problemer denne gang. Hun var på talefod med Aaron igen, men der var noget i hende som ikke havde sluppet havøjnene. Nok følte hun sig knust og forrådt af Noah - efter hun havde set ham med den anden pige. Men hun kunne ikke dømme ham, han var ikke den eneste der havde søgt en anden for at finde noget andet at tænke på. Malias tid med Samuel var kort, men den havde ikke været helt uden følelse. Det var dog klart for hende da hun så Noah med den pige - at hun aldrig ville kunne give slip på ham. Måske var det derfor i nattens mørke hun nu var brudt ind i et hus. Dog ikke hvilket som helst hus - det hus Noah og hende havde tilbragt deres første møde og første nat sammen. Malia satte sig tungt i sofaen imens hun kiggede sig omkring i mørket. Lidt efter brød hun ud i gråd. Hun lod sig falde ned i en pude som duftede så dejligt af ham, tårerne skyllede dog duften væk. Smerten blev. Det føltes som længere tid hun havde grædt her, og pludselig hørte hun en lyd ved døren. Let sprang hun op og gemte sig bagved sofaen. Det kunne være Noah - det kunne være hans nye pige - eller en helt anden. Lige meget hvad tog hun ikke chancen om at blive opdaget.

Skikkelsen kom ind og Malia lå helt stille. Dog kom hun til at røre nok på sig, så at en vase der stod på et bord - pludselig vippede lidt for meget og afslørrede hende. Let rejste hun sig hurtigt op, helt uskyldigt - som om hun altid havde været der. Øjnene havde hun glemt at tørre, men mørket gjorde heller ikke at man kunne se det. Slåskampe havde hun været ude i for tiden. Det var det letteste mod at få tankerne på plads. Hvilket også relaterede til det blå øje hun ikke ønskede Aaron skulle se - samt de andre par skrammer hun havde fået på vejen.
"Hey.. oh.. what are you doing here?" Spurgte hun og tændte så for noget lys.. Let spærrede hun øjnene op. "Noah.." Malia sank en klump og hjertet skippede en takt.


//@Noah <3

Noah havde tilbragt mere og mere tid med Angel. Han var glad, gladere end han havde været i lang ting. Men alligevel, var det som om han manglede noget. Angels øjne var ikke som de skulle være. Han kunne ikke beskrive eller forklare det, der var bare noget galt. Han var gået forbi markedspladsen, havde genlevet et møde med Angel. Han nåede forbi markedspladsen, kom væk fra larmen og stemmerne. Han stoppede op hvor han i virkeligheden havde mødt Angel, hvor de var stødt ind i hinanden. Men han huskede ikke intet af det. Han så ned af gaden mod hytten. Det første han husker fra det møde, var da de stod dernede. Han blev mere og mere forvirret. Men han undskyldte det med, han bare var træt eller stresset. Det var den bedste forklaring han kunne komme på. Han gik ned til midten af vejen, og stod der et øjeblik, prøvede at huske. Det var næsten som om, Angel pludselig var dukket op ud af det blå. Noah rystede på hovedet og forsatte ned til hytten.

Noah blev stående ved døren et øjeblik, da han fik øje på den vippende vase. Han var straks på vagt. En skikkelse blev tydeligere, men på grund af det manglende lys, var han ikke sikker på hvem det var. Hun virkede næsten overrasket over at se hende. Da lyset blev tændt, kunne han ny tydeligt se de grønne øjne. ”I could ask you the same. You are aware, Crawfords and Takumaras are enemies, right?” Hun sagde hans navn, hvilket i sig selv ikke var så underligt. Flere og flere kendte ham ved navn, men hendes reaktion var underlig, mente han. Hun virkede næsten nervøs over at se ham. ”Do I know you?” Han var bekendt for ham, men han havde ingen minder omkring hende, eller kendte hendes navn. Hun var som en fremmede for ham. Selvom det nagede i ham, hvor han havde set hende før.

Han så underligt på hende, og følelserne var ikke ligefrem pænt rettet imod hende - men det kunne have været værre. Let hævede hun et bryn over hans sætning, den overraskede hende tydeligvis. Nok til at hun blinkede undrende med øjnene over ordene. Let trådte hun tættere på ham og kneb øjnene en anelse.
"Enemies and enemies..." Mumlede hun og lagde armene over kors. Let åndede hun forvirret tungt ud. Han anede ikke hvem hun var. Måske var det den tøs der havde gjort noget? Men så langt nåede Malias hjerne slet ikke at tænke før hun var gået endnu tættere på ham. "I don't know.. maybe it's best you don't.." Let sank hun en klump og lagde hovedet en tak på højkant. Så tog hun sig sammen. "I shouldn't be here.. but I had to see you.." Tilføjede hun og sank endnu en klump.
"The truth is .. I have been trying not to think about you.. I got into every fight.. almost died trying to get you out of my head.. remember me or not.. I can't shake you off.. and I don't want to.." Let bed hun sammen og så ham sørgmodigt i øjnene. Let kom der et par friske tårer.
"Please say something.. anything.. please remember .. something.. remember I love you.." Sagde hun nærmest tiggende imens hun så ham direkte i øjnene. Malia kunne plante følelsen i ham, men hun ville ikke lege med hans følelser - hvis han ikke følte det mere, var det sådan det var. Men hun ville have den direkte serveret, der skulle ikke leges med magi omkring sådan noget. Det havde hun fundet ud af.
"Coming here was a mistanke.. I should.. go.." Mumlede hun inden hun nåede at give ham muligheden virkede hun til at have vej imod døren. Alting virkede til enten at falde fra hinanden eller gå godt - aldrig nok til at hun turde have ro på.

Noah rynkede brynene. Hun virkede overrasket og undrende over, han ikke husked hende. Det gjorde ham undrende. Han svarede ikke på hendes første kommentar. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Han havde endnu ikke hørt om en Takumara og en Crawford der var venner. Hun trådte tættere på ham, og selvom en del af ham, mente han burde træde væk, holde sig på afstand fra hende, rørte han sig ikke en centimeter. ”I don’t understand.” Hun lagde hovedet på skrå, lidt som når Angel gjorde det. Han forstod slet ingenting. Han var enig i, hun nok ikke burde være der, men hvorfor kom hun for at se ham? Han kendte hende ikke, men han fornemmede hun kendte ham. Hvilket bare var underligt. Han skulle lige til at spørge, hvorfor hun havde brug for at se ham, men hun begyndte at forklare inden.

Noah havde lagt mærke til hendes skader, men havde ikke kommenteret på det. Det virkede bare uhøfligt. Tilsyneladende, var det på grund af ham, for at glemme ham. Da tårer kom frem i hendes øjne, fik han et stik i hjertet. Han vidste ikke om det var dårlig samvittighed, eller hvad det var. Men det var ikke rart at se hendes græde. Han trådte frem imod hende, og tørrede uden videre tårerne væk med yderst forsigtighed, så det ikke gjorde ondt på hende. Det gik op for ham hvad der foregik, så han trådte et skridt tilbage igen. ”I’m sorry.” Da hun tiggede ham om at huske, var han ikke sikker på hvordan han skulle reagere. Men da hun sagde hun elskede ham, skete der noget.

Han fik en intens smerte i hans hoved. Han så væk fra hende og tog sig til hovedet. Der var to udgaver af hans minder. Nogle med denne pige og nogle med Angel. Han kunne regne ud nogle af dem var falske. Han var ikke sikker på hvilke, før han genlevede hans første møde med Angel. Det var derfor han ikke kunne huske, hun måtte have ændret ved det på en eller anden måde. I should.. go…” Noah var ikke enig, han huskede det hele nu. Han drejede sig rundt, og så på hende på vej hen mod døren. Han huskede alting, men deres sidste møde var det stærkeste minde. Hun havde fuldstændig knust ham. Selvom han godt forstod hende, var der stadig efterskælv derfra. Måske var det bedre hvis hun gik, så de begge kunne leve i sikkerhed. Han så ned i gulvet, usikker på hvad han skulle beslutte. ”Nothing will keep me away,” mumlede han. Noah var stadig i tvivl om, hvor vidt det var klogt at se hinanden, hun havde haft ret tidligere. Men han ville ikke lade hende tro, han ville glemme hende så let.

Det var underligt at han ikke kunne huske hende. Hvorfor kunne han ikke huske hende? Det fik hende til at panikke indeni, for hun anede ikke hvordan hun skulle håndtere det. Hvordan håndterede man når en ikke kun huske en? I’m sorry. Let klemte hun de sidste tårer ud af øjnene. Kørte sine hænder henover øjnene og henover håret i indre frustrationer. Det var sandt... hun havde virkelig mistet ham. Benene syntes så svage igen, som om at de havde problemer med at bære hende. Hvordan var det, at Noah kunne få hende til at miste alt sin styrke på få sekunder? Hvis hun gik nu, ville han ikke kunne se hende falde sammen. Og hun var på vej hen imod døren - da noget ændrede sig.

Pludselig gav det hende endnu flere stik i hjertet, hun kunne mærke hvor knust han var igen. Det var ligesom hende, udover at hun havde sagt modbydelige ting til ham. Malia klemte øjnene sammen, og frøs fast. Nothing will keep me away, Hun sank en klump og drejede øjnene over på ham igen. Kærligheden var der også, hun kunne mærke den. Det undrede hende. Alt undrede hende lige nu. Let trådte hun et par skridt tilbage imod ham, men nok til at holde en afstand.
"What.. what about the girl I saw you with." Nu afslørede hun hvem der havde kigget i skyggerne. Ordene føltes som at få knive igennem sig. Selvom hun kunne mærke hans følelser, så var hun nød til at vide det andet. Minder kunne hun ikke se, og det var egentlig ikke hendes sted at spørge - og alligevel så vidste hun med sig selv, at så stærke følelser havde hun kun for Noah.. og hun ønskede ikke han skulle have ligeså stærke følelser for andre - om det gjorde hende selvisk var noget andet, det var hun ligeglad med. Jakken hun havde over armene dækkede for skader, det eneste der ikke var dækket var øjet, det var næsten helt blodskudt - men Malia var også meget stædig når det kom til at slås.
"You know I didn't mean those things I said right? I wasn't giving up.. I was letting you go.. nothing have ever hurt me like that before... I have never felt so much pain." Let bed hun sig i læben og slog blikket ned. Så tog hun mod til sig.
"When I'm with you.. I'm happy. Its not a fairy tale, its the most real thing I have ever felt my whole life.. And this pain.. I hate it.. because It wont stop.. but that makes me love it somehow too.. " Let sank hun en klump.. " and thats because it reminds me that I love you.. but I just want you to be happy Noah.." Let klemte hun endnu en tårer ud af øjnene, imens hun så imod ham.

Sommetider fandt hun sig i situationer hun aldrig havde været i før, som med Noah. Når der var noget hun følte der bragt en anden i fare, skubbede hun dem væk for at redde deres liv. Simpelt, det var overlevelses instinkt ved hr. Underwood - aldrig lad paraderne falde ned, du mister dem alligevel - også var det bedst at sende dem væk før større skade skete. Det havde dog gjort mere ondt denne gang end nogensinde før, og nu stod hun her og prøvede at undskylde. En ting hun ikke ligefrem havde meget erfarring med, og slet ikke om at tale omkring sine følelser. Det var naturligvis en ting Noah vidste, for han havde hjulpet hende at lære at håndtere dem.
"I know I hurt you.. I didn't mean to. I didn't want that.. I'm sorry." Let sank hun en klump og lod de tårefyldte grønne øjne kigge over på Noah.

Noah var forvirret. Han stolede på hende, hun var ikke en fremmet for ham, men alligevel kan han ikke huske hende. Det var en rigtig underlig og ubehagelig følelse, især fordi det gjorde hende så ked af det. Han ville bare lægge armene om hende, forsikre hende om alt nok skulle blive okay. Men alligevel stoppede han sig selv. Han kendte hende, men alligevel ikke. Han var i tvivl om, hvad han skulle gøre i sådan en situation.

En klump satte sig fast i hans hals. Lige pludselig huskede han alting. Også minderne med Angel. Han var næsten sikker på, de ikke var ægte. Det virkede for påtaget, på en måde. Men hvis hans minder med Malia var rigtige, havde hun knust ham fuldstændig. Selvom han forstod det, gjorde det stadig ondt. Han ville holde sin afstand, og respektere hendes beslutning, selvom alt i ham ønskede at tage hende i hans arme og aldrig give slip.
"I don't know how to explain it. I remember her, I was supposed to love her. I might have done so for a while. But it wasn't real. I think she made me forget." Han var vred på Malia, han burde ikke være det, for han forstod godt hendes beslutning. Han havde nær taget den samme. Men han havde ændret mening. Hun havde ikke gjort det samme. "I know, but I don't know if it change anything. I didn't care about the people, what they would do to me. I just wanted to be with you, paying whatever cost neccesary. You did what you think is right, and I respect that, but you still broke my heart. And I don't know if I can trust, you don't do that again."

Det betød alligevel noget for ham, at høre hende sige sådan. Men det ændrede ikke på, hun havde brudt hans tillid til hende. Det var ikke det samme længere. Han var sikker på, han stadig ville kæmpe for hende, men han troede ikke længere på, hun ville gøre det for ham. "I was happy. With you. I know you just wanted to protect me, but you didn't protect me at all. I have been in more danger the last few days, than I ever have. Because I didn't care about my safety."

Det gjorde ondt på Noah, at se hendes tårer, at se hende tilskadekommen. "It seems you didn't care about yours either." Han kunne mærke en vrede i sig, en vrede han ikke viste særlig tit. Men han havde gemt på den siden Malia sluttede tingene mellem dem. "You knew how it would make me feel, how it would break me. You made a descision to say those things. Even though you didn't mean them, you meant to say them." Han formådede at holde en rolig tone, men ordene bar på al den vrede, alle de tanker han havde haft og alle de ting han ønskede at fortælle hende. "I'm sorry. I should never have let this go so far. Maybe it is best if we just... let it be. Move on." Han havde ikke lyst til det, for han elskede hende jo. Men de gjorde ikke andet, end at såre hinanden. Var det så det værd?

Let sank hun en klump, for alle følelserne omkring hende kunne hun mærke. Hun kunne mærke han var forvirret, og at han var vred. Desuden vidste hun naturligvis også godt hvorfor, men hun havde ikke tænkt over det den gang. Der var mange ting som var nye for hende, og nogle gange glemte folk det - at hun ikke havde øvelsen i at være omkring så mange forskellige folk. Folk antog hun var okay, og det var hun også - men der var også gange hun ikke var okay. You did what you think is right, and I respect that, but you still broke my heart. And I don't know if I can trust, you don't do that again. Let sank hun en klump, og noget i hende bed mærke i ting hun aldrig havde tænkt over før. At hun faktisk kunne være den, som ødelagde nogen. I Malias univers havde hun aldrig tænkt meget over, at hun kunne have den magt over folk. Skylden boblede stille i hende, og det rev i hende indvendigt.
"I.. I'm sorry Noah." Prøvede hun at undskylde, og kun overfor tre personer i hele hendes liv - havde hendes undskyldning været så følelsesladet. Generelt efter hun havde ladet ham gå, havde hun reageret voldsomt, det havde taget alt for meget af hendes energi - og hun havde næsten dræbt sig selv i forsøget. Det var ulempen ved hendes evne, hun blev så påvirket følelsesmæssigt af situationerne. Og det gjorde ondt, det gjorde ondt at mærke at han var vred på hende - men hun ville ikke tage det fra ham. Hun forstod det på sin vis godt. Hun havde reageret dengang han sagde første gang, at de skulle droppe det - hvorfor skulle han så ikke også.

I was happy. With you. I know you just wanted to protect me, but you didn't protect me at all. I have been in more danger the last few days, than I ever have. Because I didn't care about my safety. Let sank hun en klump og så ganske kort ned. De var i fare sammen og hver for sig. Intet så ud til at virke for dem. Vreden der blussede kraftigere op, fik hende til at trække et halvt skridt tilbage. It seems you didn't care about yours either. Malia pustede halvt ud og rystede en anelse på hovedet.
"Why would I? I'm both stupid and ignorant." Svarede hun og slog blikket væk fra Noah. Nok var disse Nates ord, efter hendes mentale tilstand næsten havde taget to liv i sit raseri - og han blot var bekymret for hende - alligevel tog hun alle ord meget tæt på sin hud. You knew how it would make me feel, how it would break me. You made a descision to say those things. Even though you didn't mean them, you meant to say them. Let løftede hun blikket tilbage på ham.
"I don't just know Noah. I can still feel it. I can feel every single emotions in your body. I can feel the anger.. the heartbreak. I had to fight that too.. It wasn't easy.. There is nothing in my life that is easy.. I .. I" Hun prøvede at undgå at knække, men hun havde været på kanten længe nu. "I'm trying.. I'm trying so hard.. but everytime I do something.. I do it wrong.. and .. and I just can't do this anymore.. all this pain.. " Hun tog sig lidt til hovedet for at lade hænderne tørre tårerne væk.
"I'm sorry. I should never have let this go so far. Maybe it is best if we just... let it be. Move on. Let åndede hun ud og rystede på hovedet.
"I should just have stayed with the Underwoods.. I could handle that.. This.. This I don't know how do handle." Malia tog et par skridt væk fra ham, og hen til et af vinduerne for at kigge ud. Næverne var knyttet imod vinddueskarmen.
"It would all have been a lot more easy.. if I have stayed unknown.. just never showed up and ruined your life.. Aarons life would have been more easy.. everything was fine till I arrived.. I should have stayed in that place.. I belonged there." Mumlede hun for sig selv. Alle de følelser, vreden, smerten og alt der generelt var ude af kontrol. Alle glemte hun stadigvæk var ved at tilpasse sig, og der var ikke gået mere end få timer af hendes frihed før hun var havnet i dette drama med Noah. Malia havde ikke haft et sekund til at trække vejret og faktisk sætte pris på sin frihed. Der skete altid noget nyt, og måske var det fordi hun klarede det så godt? Hun virkede stabil, selvom hun var ekstremt ustabil.

"I.. I don't know how I should do this. I just can't take it anymore." Hun drejede sig rundt og kiggede på Noah.
"You are the first person I connected with in a really long time.. that should count for something.. I'm not sure I can work without you. I tried that.. I'm sorry I broke your trust in me.. and I understand if you never want to see me again. I understand that it is to hard to love someone like me.. someone so broken. Just know that I will never stop loving you." Let sank hun en klump, men blev stående imens hun så på ham. Malia bed sammen i håb om tårerne ikke ville overfalde hende, men alle følelserne sprang på hende fra hver deres side og det gjorde ondt inden i.

Noah var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Han elskede Malia, og det ville han sandsynligvis aldrig stoppe med. Han ville i hvert aldrig glemme hende. Han havde bare brug for tid, brug for at se hun virkelig ville det. Han satte sig på kanten af sofaen. Hans arme var krydset og hans blik rettet mod gulvet. Han var ikke god til sådanne situationer. Selvom han havde mere forstand på det end Malia, betød det ikke han var perfekt. Han havde vist hende, at det var okay at føle. Han burde selv tage lære af det. Han kunne være frygtelig til at vise følelser. Især vrede, som lige nu lå og byggede sig op inde i ham. Ikke kun vrede på hende, men også på sig selv. Fordi han glemte hende. "I know," mumlede han, stadig med blikket rettet imod trægulvet. Det bedste for dem var lidt afstand, men han kunne ikke få sig selv til at gå, ikke før han vidste hun var okay.

Han så op, da hun påstod hun var dum og ignorant. Det gjorde ham blot vredere at høre hende sige sådan. Han ville ikke have hun så sådan på sig selv. Hun var ingen af de ting, langt fra. Men han kunne godt forstå hendes usikkerhed. Hun havde sikkert ikke fået andet af vide hele sit liv. "Shut up," sagde han stille. Hun skulle ikke tale sådan. Livet var ikke fyldt med smerte, nogle gange var det bare nødvendigt, for at få noget godt i sit liv.

Noah knyttede sine næver. Han begyndte for alvor at blive vred. Hun skulle ikke tale som om, hun var en belastning for ham, noget der gjorde hans liv besværligt. Det var hun på ingen måde, og han vidste Aaron heller ikke følte det. "Shut up Malia. Just shut up." Han rejste sig og måtte tage en dyb indånding, før vreden for alvor løb frit. "You didn't ruin my life. And I know you didn't ruined Aarons either." Han gik hende til hende, lagde hænderne på hendes skuldre og så hende i øjnene. "Even a broken seed can flower. Just fight for this, for your freedom and one day you won't have too anymore. I do trust you Malia and I love you so much. I just need a little time, figure out who I am without you." Han kunne knap nok huske hans liv før Malia. Hun havde beriget hans liv på så mange måder. Men før han virkelig kunne være sammen med hende, blev han nød til at vide hvem han var uden. "I know you can handle life without me. I am not the glue in your life. Aaron is. Go be with him."

Shut up, Let rystede hun på hovedet, for hun vidste jo det var rigtig nok. Shut up Malia. Just shut up. Malia lukkede munden sammen som en smal steg, imens hun holdt vejret blot for at kigge på Noah. Noget frøs inde i hende, måske gammelt instinkt. Hjertet slog hårdt imod hendes brystkasse, og hun kunne mærke det længdes efter at springe i favnen på ham. Hjertet slog hårdere og hårdere på samme tid med hun kunne mærke vreden - det værste var hun ikke anede hvilken form for vrede det var. Så naturligvis plantede hun den blot på sig selv, det var lettest. Da han rejste sig op gispede hun kort lydløs - for selvom hun kunne se han gjorde det, fik hun alligevel et mindre chok. You didn't ruin my life. And I know you didn't ruined Aarons either. Let sank hun en klump som han kom nærmere hende, og lagde hænderne på hendes skuldre. Det var tydeligt at se, hvordan musklerne slappede mere af ved hans hænder imod hendes hud. Øjnene var sårbare, på en måde hun kun ønskede at lade ham se. Even a broken seed can flower. Just fight for this, for your freedom and one day you won't have too anymore. I do trust you Malia and I love you so much. I just need a little time, figure out who I am without you. Malia var træt af at kæmpe og kæmpe - det var alt hun kendte til.

Malia havde aldrig nået sin frihed uden Noah, hun kendte ikke sig selv uden ham. Let pustede hun ud.
"So... till we find out who we are?" Spurgte hun og sank nervøs en klump. I know you can handle life without me. Let rystede hun på hovedet af ham.
"Maybe I can... but I don't want to. I don't want to live a life where you are not a part of it." Sagde hun lettere hviskende imod ham. Lod sin håndryg glide henover hans kind, imens hun så ind i de blå øjne. Kæmpede den evige kamp for ikke at give hen og plante sine læber imod hans. Kampen var sværere end hun regnede med, men hun var stædig.
"I hope.. that someday.. you can forgive me for it all." Let lænede hun sig ind mod ham, men i stedet for at læberne plantede sig på hans læber, ramte de hans kind - imens hun lod en tåre glide ned over hendes kind en sidste gang. Det burde ikke være så hårdt som det var. Det virkede unfair. Hjertet bistrede og føltes knust, men hun prøvede at være stærk. Stærk for ikke at gøre det endnu hårdere. Malia trak sig tilbage og så ham i øjnene og sank en klump.
"You were the one that gave me hope.. that made me believe that I was something more.. you removed the sadness and the horrors from my life when you found me. And I will always be with you Noah.. No matter what happens. I will always truly completely love you.." Sagde hun så imens hun så ham i øjnene. Hun pustede ud, for det var hårdt - men hun følte hun behøvede at sige det.

Noah vidste godt hvordan det var for hende. Hun havde levet på to måder, en med usikkerhed, mangel på tillid og frygt og en med kærlighed, tillid og et sikkerhedsnet, hun ikke havde haft før. Hvis Noah ikke længere var i hendes liv, frygtede hun måske, tingene ville være som da hun var en fange. Han havde selv oplevet en lignende følelse da hans forældre døde. De var blevet efterladt, Luna var ikke til at kontakte, og Noah måtte ændre hele sit liv, så Wave ikke behøvede. Han bebrejdede ikke Luna det, ikke rigtigt. Selvom han havde manglet hende. "You can have a life without me Malia. Just because I was here when you became free, doesn't mean I have to be part of your freedom." Han bekæmpede hans trængsel for at kysse hende. Han ville gerne, men det kunne han ikke være hende bekendt, når han stod og bad hende om en pause.

"I don't hate you Malia, I'm not mad at you. There is nothing to forgive." Han holdt vejret da hun nærmede sig. Han blev en anelse skuffet, da hun kyssede hans kind i stedet for hans læber. Men det var nok bedst sådan. "I know, and I will come to you. I promise." Han så hen over hendes hoved, da han synes han så en skikkelse bevæge sig udenfor. Han slap hende og gik hen til døren. "I think someone is here." Lige som han afsluttede sætningen, blev døren smækket op i hans hoved. To mænd trådte ind i hytten. Det tog Noah et øjeblik at komme til sig selv. Hans læbe blødte og farvede hans tænder røde. Mændene var hurtigt henne ved Malia, så han var det samme. Han greb fat i en af mændene, som drejede i mod ham, og slog ham direkte i hovedet så han blev slået bevidstløs.

You can have a life without me Malia. Just because I was here when you became free, doesn't mean I have to be part of your freedom. Let sank hun en klump, og prøvede at tage det ind hun hørte. For hun havde brug for det engang imellem - og det virkede bare bedre på hende, at det kom fra Noah. I don't hate you Malia, I'm not mad at you. There is nothing to forgive. Hjertet var skuffet over at hun kun kysset hans kind, men hovedet sagde - at det var det mest fornuftige - hvad det så end betød. I know, and I will come to you. I promise. Malia åndede lettet ud og sendte ham et smil. Til hun pludselig mærkede følelser væk fra Noah, og han også bemærkede folk - bed hun mærke i hadet. DEt gav et sæt i hende da døren smækkede op i Noahs ansigt. Og kort frøs hun fast i chokket.
"NOAH!" Råbte hun bange, som Noah faldt bevidstløs til jorden. Malia ønskede at løbe hen til ham, men et slag så hårdt på siden af hovedet slog hende nok ud til ikke at reagere på - hvor de tog hende hen.

Alt hun kunne høre var hjertet der bankede blodet rundt i hendes krop. Følelsen var had og vrede - alt sammen rettet så voldsomt imod hende. Malia vågnede op så snart hovedet var under vand, og hendes sanser krævede at hun prøvede at stoppe vandet for at bryde igennem hende. Til sidst blev hun revet op og kastet tilbage. De regnede sikkert med at hun var svagere, fordi hun havde set lettere græde færdig ud. Men Malia rejste sig op og sank en klump. Der var mere end blot to her.
"Ladies and gentlemen. Let's test what the Crawfords are made of." Sagde en med et lettere sadistisk smil, som fik Malia til at synke en klump - for hun havde set sådan et smil før. Ved mr. Underwood. Et skrig forlod hendes læber i overraskelsen da en kniv ramte hendes skulder. Malia trak den ud og vendte sig rundt. Alt den råben op, og vrede - hun anede ikke hvad hun skulle gøre med den, men den var ikke ny for hende. Denne gang var forskellen blot, at hun ikke ville lade sig blive ramt. Malias humør blev smittet med vreden, og snart havde hun kastet kniven direkte imod den som havde sendt den - og ramt ham direkte i halsen. Desuden var det også ham som havde slået Noah, så hun følte ingen skam i det. Let hævede hun på et bryn, og så sig omkring.
"Wanna see what I'm made of. Well. Come and fight me." Vrissede hun og så sig omkring. "Come on!" Råbte hun, og flere gik til angreb.

Slag for slag - gentagende gange blev hun klynget i jorden, og luften blev slået ud af hende. Men selv på vaklende ben var hun ikke ligefrem til at spøge med. Et usundt overlevelses instinkt havde været over hende i 21 år, hvorfor skulle det stoppe nu. Måske var hun dum, ikke blot at give op - men hvem gav op, hvis det mente man skulle dø. For vreden kom imod hende, og angreb hende. Malia stod op med ben af gele, imens hendes vejrtrækning var dyb. Ansigtet dækket af blod, hvorpå hun spyttede noget af det ud på jorden. Mentalt havde hun været udkørt siden hun havde talt med Noah, og fysisk var hun også kvæstet. Dog stædig nok til at noget i hende holdt hende oppe. Nogle greb hende bagfra og holdt hende fast. De bandt hende til en pæl, for endelig havde de hende bare lidt under kontrol. Skift efter skift skar de et dybere sår på hende, et henover maven, andre over ben samt arme. Til sidst kom 'lederen' af gruppen hen foran hende, og stak ligeså stille pirrende et spyd imod hendes hjerte. Alle følelserne i hende uppe sig op, måske var det på kanten til at være et gennembrud og alligevel ikke for hende. Men pludselig forlod et skrig sig fra hende - som bar alle følelser. Øjnene glødede så kræftig grøn, og en form for bølge af fvrede spredte sig ud og fik jorden til at lyste og mænd til at vælte lettere om kuld. Malia blev slap i kroppen og mørket sænkede sig over hende. Ikke at hun var død, men blot bevidstløs - og hvis intet blev gjort - ville døden nok traffe ind. Manden med spyddet var overrasket, men hans vrede var boostet - og han var nu klar til at gøre en ende på hvad han havde startet.

Noah vågnede et par minutter efter de havde taget Malia med sig. Han tog sig 20 sekunder til at blive klar i hovedet, før det gik op for ham Malia var væk. Han var hurtigt på benene, på trods af blodet der i en fart forlod hans næse og nåede hans mund. Udenfor måtte han spytte blodet ud, mens hans søgte efter Malia eller en af mændene. Først da han hørte et skrig, vidste han i hvilken retning han skulle gå. Hans vrede fra tidligere var ingenting i forhold til hvad han nu følte. Det var ikke bare vrede, det var en eksplosion der foregik inden i ham, ventende på ilden der ville antænde den. Han kunne høre stemmerne, men ikke høre hvad der blev sagt. Han kunne stadig høre Malia var bevidsthed, da hendes stemme var noget lysere end mændenes. Hun var ikke bange. Noget han sandsynligvis havde været, havde han været i hendes sted. Men lige nu følte han ikke frygt. Adrenalinen susede rundt i hans blod. Hans eneste fokus var, at sikre Malia var okay.

De blå øjnene havde ikke den sædvanlige glød. I stedet for at fremvise havet på en varm sommerdag, udstrålte de iskoldt vand. Han var så vred, vredere end han nogensinde havde været. Da Noah fandt frem til dem, lå de fleste på jorden, dog på vej op. Malia var bundet fast til en pæl, bevidstløs. Det var nok til at sætte ild til hans eksplosion indvendig. Han gik med hurtigere skridt frem imod en af mændene. Uden at stoppe og tænke, greb han fat om hans hoved og lod det hilse på hans knæ. Nogle opdagede det og satte kurs mod ham. Han slog, sparkede og brugte deres egne våben imod dem, indtil kun lederen var tilbage. Han havde naturligvis opdaget Noahs tilstedeværelse, men må have debateret med sig selv, om han skulle blande sig, eller holde fokus på Malia. Han havde ikke nået at beslutte sig, før Noah stod ansigt til ansigt med. "I am Noah Takumara, that is the girl I love. How dare you touch a hair on her head." Selvom Noah mente, han fortjente at dø for hvad han havde gjort, var han stadig en Takumara. Hvis Noah dræbte en af sine egne, ville det blot blive endnu værre for Malia og ham. Han ventede på et modsvar fra lederen, men fik intet. Han havde muligvis ikke været klar over, Noah var så glad for Malia. At han elskede hende. Han havde bare set en pige med grønne øjne, og gjort det han troede var rigtigt. Noah mente stadig det var forkert. "Gather your men and get out of her. If I ever see you hurt af Crawford again, I will not be as polite." Han fik liv i et par af sine mænd, og slæbte resten med sig. Noah havde alligevel en autoritet hos folket.

Han bandt Malia ned, lagde hende forsigtigt på jorden og hentede baljen med vand. Han blev nød til at heale hende, selvom det betød, han selv var et let offer. Han turde ikke lade hende gå svækket derfra, ikke når hun var omringet af Takumaras. Vandet lagde sig om hans arm som et skjol, opslugte hans røde blodlegmer. Han greb fat om Malias hånd, mens vandet flyttede sig fra hans arm til hende, og flyttede sig rundt på hendes krop, healede hende. "I am so sorry Malia. I can't loose you. I need you here with me. Just come back, and I will never leave your side. I promise." Han kyssede hendes pande, mens hans øjne blev fyldt med tårer. Han havde aldrig følt sig skyldig i sit liv. Han ville bare have hun åbnede øjnene.

Kroppen reagerede ikke på hvad der skete omkring det. En voldsom vrede der var kraftigere end de andre, reagerede hun på - men hun var ikke et sted - hvor man kunne se hun reagerede. Desuden var hendes fokus slet ikke til stede på noget som helst andet end at holde sin underbevidsthed i live. Snakke sig igennem mørket og prøve at overbevise mørket om -at det skulle vente lidt med at tage hende. Hun var ikke klar til at blive opslugt af sit mørke endnu. Slet ikke endnu. Pludselig kom der en form for positiv følelse igennem hende, som sendte et lys afsted igennem den mørke tunnel. Noget trak i hende, og forsøgte at få hende til at gå imod lyset - og hun kunne mærke sin egen stædighed gå imod det. Noget lettede sig fra hende da skaderne ikke længere var så voldsomme. I am so sorry Malia. I can't loose you. I need you here with me. Just come back, and I will never leave your side. I promise. Ordene gav ekko i hendes hoved, og fik hende til at se sig omkring - men stemmen kom fra et andet lys - et lys som hun vidste var virkeligheden. Hun var nød til at kæmpe videre imod sine skader, hun var ikke kommet så langt for kun at nå her til. Kysset på hendes pande satte hendes overlevelses instinkt igang på en ny måde, på en måde som hun havde noget hun ønskede at kæmpe sig frem til at se. Kroppen kunne fungere på hvad den havde at arbejde med, og det gjorde hun gispede let efter luft så snart kroppen gav tegn til hun kunne. Måske var det alligevel godt, at hun var hurtigt på benene efter et slagssmål, og alligevel var metoden til hun var det - ikke så sjov at tænke på.

Et par tårer ramte hendes hud, og trillerede henover hendes kind - hvilket fik hende til at åbne øjnene let op.
"N.. Noah.. you are okay." Lykkedes det hende at sige lettet så snart hun så ham. Øjnene var tydeligt glade for, at se ham sidde her ved hende. Et par af musklerne var naturligvis stadigvæk ømme, men ikke noget hun ikke kunne klare - desuden ønskede hun ikke at han skulle udmatte sig selv for hendes skyld. Let greb hun omkring hans hånd, og gav den et klem imens hun sendte ham et svagt skævt smil. Let løftede hun sig op på den ene albue, måske fordi hun følte sig syg hvis hun lagde helt ned. "What happened?" Spurgte hun stille og kiggede kort omkring. Det sidste hun kunne huske var bomben af følelser, og efter det havde alting været sort. De grønne øjne havnede tilbage på Noahs blå. Der lå døde Takumaras omkring hende, og nogle bevidstløse. Let satte hun sig mere op og lod sin pande mødes med Noahs - hjertet var stadigvæk i kap løb med hende, men med Noah faldt det hurtigere på plads i sin rytme igen.

Sjældent havde Noah været så nervøs, usikker på om Malia ville åbne sine øjne. Han kunne tydeligt huske deres første møde, hvor han havde spekuleret på, om han ville få de grønne øjne at se igen. Nu ønskede han intet andet. Han ville bare have hun åbnede øjnene, så på ham og forsikrede ham om alt var okay. Hans hænder rystede en anelse af en blanding af adrenalin og frygt. Han var rædselsslagen for den tilstand hun var i, og den fare hun havde været udsat for. Han tog flere dybe indåndinger i et mislykket forsøg på at berolige sig selv. Det virkede på ingen måde, tvært imod.

Han lukkede øjnene tilstrækkeligt nok i, til han kun kunne se deres hænder og jorden under dem. Da hendes stemme fyldte stilheden mødte hans blik hurtigt hendes. Han kunne bogstavelig talt fornemme hans skuldre blive mindre anspændte og hans krop slappe mere af. Han havde ikke nogle ord der ville passe til situationen, og i tilfælde af han kunne finde på nogle, nåede han det ikke før hans læber lå mod hendes. Han vidste nu de ikke skulle holde en pause, at han ikke behøvede finde ud af hvem han var uden hende. Han ville helst aldrig vide det. Han lod deres læber skiltes og så bare på hende, nød at se hende vågen og sikker. ”They hurt you. So I hurt them.” Han var ikke glad for at have dræbt, men det var Malia. Han ville dræbe for Malia. Han lagde blidt et par fingre på hendes kind, da deres pander mødtes. ”We can meet here anymore, or in Wildemill. We can’t stop seeing each other, we shouldn’t, but we have to meet someplace neutral. It is safest for the both of us.” Han havde været så utrolig bange, og han ønskede ikke at føle sådan igen, ej heller at hun skulle føle sådan. Så de måtte planlægge et sted at mødes, en måde at kommunikere på. Noah var bare sikker på en ting, han ønskede ikke at undvære hende igen.

Malia nåede knap nok at få tænkt situationen mere igenne, før Noah læber var imod hendes læber. Hun kunne mærke det hele, alle følelserne. Hvordan de spillede sammen, både hendes og Noahs. Malia kyssede ham tilbage uden at tøve, for hendes læber havde følt så ensomme uden hans. Malia var opslugt af den gode unikke følelse, som hun kun fik fra Noah - den eneste der kunne vække denne følelse helt til live. De grønne øjne kiggede ind i de blå da deres læber holdte en pause fra hinanden. They hurt you. So I hurt them. Let så hun kort overrasket på ham, ikke fordi hun ikke havde regnet med det. Naturligvis havde hun hørt folk som Aaron sige, at intet ondt skulle ramme hende igen. Nate havde sagt hun var i sikkerhed - men hun havde ikke endnu ligefrem set nogle af dem dræbe for at nå til hende. Ikke at hun tvivlede på de ville gøre alt for hendes sikkerhed, men Noah bekræftede blot på en anden måde for hende - en eller anden ting som hendes hoved ikke kunne dreje sig rundt. We can’t stop seeing each other, we shouldn’t, but we have to meet someplace neutral. It is safest for the both of us. Let tog hun en dyb indånding og lyttede til hans stemme. Den smed hende i en trance af håb, og det elskede hun.
"I agree." Startede hun ud, blot for at fortælle ham - at hun delte hans synspunkt. Der ville blive kamp, og folk ville ikke blive glade - men hvis de kun mødtes på neutralgrund. Var der ingen der kunne stoppe dem. Malia ønskede ikke at holde det hemmeligt, og hun ville ikke klare det godt at gøre det - fordi hendes følelser spillede sådan en stor rolle i hele hendes hverdag. "You said one day I would stop fighting.. but you are wrong.. I will never stop fighting for you." Tilføjede hun imens hun så ham i øjnene.
"I don't want you to ever leave my side." Sagde hun lidt efter og lod sin hånd glide hen over hans kind.
"Maybe we should go from the kill zone.. If anyone see us here.. we might get more trouble." Hviskede hun let.
"Middlebrigde?" Forslog hun. For der havde hun været en enkelt gang før. Hun havde set Luna og Wave der - da de rakte mr. Underwood over til Aaron. Dog inden de kom på benene lagde Malia en hånd på hans skulder, og så ham i øjnene.
"You shouldn't feel guilty Noah.. Don't feel guilty, none of this is your fault." Sagde hun så og sendte ham et blidt smil.